Obamas indblanding i Deepwater Horizon-skandalen

Da skandalen omkring den store olielækage i den mexicanske golf rullede hen over tv-skærmene og avisforsiderne i foråret 2010, var det selvfølgelig i dén udgave, som medierne mente forsvarlig til at præsentere for befolkningen, eller også som de havde til rådighed i mangel af bedre, idet de var blevet forment adgang til de dybereliggende årsager og baggrunde for oliekatastrofen. Jeg vil her prøve at skitsere nogle af de oplysninger og sammenhænge, som massemedierne (måske af gode grunde) valgte at holde skjult for befolkningen i deres respektive lande.

Allerførst forhistorien, kort fortalt: Den 20. april 2010 klokken 21:45 skete der en eksplosion på boreplatformen Deepwater Horizon, forårsaget af gas under tryk, der blev presset op af borerørene, hvorved boreplatformen brød i brand. Ved selve eksplosionen og den efterfølgende brand omkom 11 arbejdere, selvom deres lig aldrig blev fundet, de resterende blev reddet via redningsbåde. Efter at have brændt i ca. 36 timer sank Deepwater Horizon på forunderlig vis i havet om morgenen den 22. april. Boreplatformen blev drevet af firmaet Transocean, som stod under kontrakt hos BP. Den fejlbehæftede cementforankring omkring borekanalen blev lavet af Halliburton Corporation. I det efterfølgende tovtrækkeri om fordelingen af ansvaret for ulykken ville først ingen af parterne påtager sig hovedansvaret, hvorefter BP endte med at påtage sig det fulde ansvar. I den afsluttende rapport fra oil spill commission blev der påpeget forsømmelser hos samtlige firmaer, dog ikke udpeget et egentligt skyldansvar.

Hvis man vil have borelicens i USA til at udvinde undergrundens sorte guld, skal man henvende sig til myndigheden US Minerals Management Service. Dette ville ikke have været noget problem i sig selv, hvis ikke lige præcis denne instans med rette gælder som én af de mest korrupte overhovedet af nogle miljøorganisationer; medarbejderne i myndigheden og de ansatte i olieselskaberne kender hinanden gennem flere år og arrangerer fælles picknick og ferie, som én stor familie. Derfor er det også nærliggende, at man som regel kan gøre noget for hinanden i tilfælde af et problem hos den ene af parterne. De olieindsmurte hænder vasker gerne hinanden gensidigt. Dette kommer især til udtryk i det forhold at BP støttede Obamas valgkampagne med betydelige pengemidler. Efter Obamas sejr i præsidentvalget er det jo nærliggende for Obama at tilbagebetale BPs gavmildhed med en lille ”vennetjeneste” eller to. Det manglede da bare. Og denne ”vennetjeneste” kunne jo så passende bestå i at se mere eller mindre gennem fingre med BPs utilstrækkelige opfyldelse af sikkerhedskravene omkring forskrifterne for boring på dybt vand. Og dette var lige præcis også hvad BP anmodede de amerikanske myndigheder om, efter at disse havde skærpet sikkerhedskravene tilbage i 2009; BP følte sig overbevist om at de allerede gjorde tilstrækkeligt meget for sikkerheden og derfor følte de nye, hårdere krav som urimelige. At BP i mellemtiden havde skaffet sig en god ”forbindelse” til Obama viste sig således nyttigt i dette tilfælde, idet koncernen fik smøget sig udenom sikkerhedsskærpelserne. I tilfældet med lige netop Deepwater Horizon var dette af særlig betydning, da der her blev boret på meget dybt vand under ekstreme temperaturer og tryk, noget som jo netop fordrer ekstra sikkerhedsmæssige hensyn.

Og hvad var det så for nogle skærpede sikkerhedshensyn, som BP åbenbart mente for overflødige til selv at leve op til? Her må man kort kaste et blik på det firma, som var ansat af BP til at støbe de cementsikringer omkring borekanalen, der svigtede for en stor dels vedkommende ved ulykken: Halliburton Corporation; grundlagt 1919 med speciale i netop at stabilisere gas- og oliekilder med cement, hvilket de også havde patent på i starten. Op gennem 1990erne var firmaet involveret i en række forretningsmæssige aktiviteter, der dels forbrød sig mod amerikansk handelslovgivning, dels også involverede handler med fjendtligtsindede nationer. I starten af 1990erne betalte USA’s daværende forsvarsminister Dick Cheney 8,5 millioner dollar til et Halliburton-datterselskab. Kort tid efter overtog Cheney selv posten som formand og generaldirektør for Halliburton. Tilfældigvis? I 1998 fortsatte Halliburton med opbygge sit netværk med gode forbindelser til førende amerikanske politikere, idet firmaet opkøbte Dresser Industries, hvis’ direktør hed Prescott Bush. Lyder efternavnet bekendt? Det burde det nemlig også, for denne mand er far til senere præsident George Bush (senior), som selv arbejdede for Dresser Industries i en årrække, inden han grundlagde sit eget olieselskab, som han (underligt nok) opkaldte efter en mexicansk revolutionær: Zapata Corporation. Som vi alle ved; efter George Bush senior kom junior på præsidentposten. Efter ham Obama og heller ikke med ham noget som helst nyt under solen.

Også efter årtusindskiftet fortsatte Halliburton med at udføre dets forskellige ugennemsigtige aktiviteter for regeringen, således at firmaet snart fik ry som ikke alene det største støtteselskab for olieindustrien, men også som den mest korrupte virksomhed overhovedet. Særligt virksomhedens ret så skødesløse omgang med penge virker uovertruffen; således fik firmaet i 2003 tildelt adskillige milliarder skattedollars af regeringen, som, – officielt -, skulle bruges til genopbygningen af Irak. Dette pengebeløb lykkedes det derefter for firmaet at ”miste” på en ikke nærmere specificeret måde.

Den samme skødesløshed som med penge finder man tilsyneladende hos firmaets udførelse af dets daglige arbejdsprocesser. Navnlig i tilfældet Deepwater Horizon. Ikke alene var cementblandingen til sikring af borekanalen (som førte ned til olielagringen) højst sandsynligt ikke i orden, desuden manglede det tunge boreslam i kanalen, der skal medvirke til at forhindre et blowout.   Ved et blowout forstår man en ukontrollerbar udstrømning af olie, som netop sker hvis borerørene bliver revet over. Til at forhindre dette yderligere, påmonteres desuden en særlig overtryksventil, en blow-out-preventer. Denne blow-out-preventer burde være blevet aktiveret automatisk ved katastrofen og have forhindret olieudslippets kæmpemæssige dimensioner. Derfor ansås den også oprindeligt som den egentlige hovedårsag til katastrofen. Men da den blev hentet op 4. september 2010 for at blive inspiceret nærmere, under overværelse af FBI, ville en talsmand for BP pludselig ikke længere ”udelukke nogen muligheder” for placeringen af hovedårsagen til katastrofen. Førhen havde chef for BP America Lamar McKay ellers været hurtigt ude og tildele overtryksventilen hele årsagen som den eneste mulighed.

Og det faktum, at cementsikringen først var blevet færdiginstalleret 20 timer inden eksplosionen fandt sted, er heller ikke noget der taler til Halliburtons uskyld. Og da myndighedsrepræsentanter derfor forlangte en fyldestgørende redegørelse med alle detaljer fra Halliburtons side senest 7. maj 2010, reagerede firmaet da også forarget med at det var ”for tidligt og derfor uansvarligt at tale om specifikke årsager”.

At katastrofen var blevet forudset på forhånd, og at den derfor kunne have været undgået, blev efterhånden tydeligt. Ligeledes at enkelte medarbejdere angiveligvis allerede havde advaret Halliburton om farerne for en katastrofe. Ikke mindst da det amerikanske magasin Mother Jones den 7. juni 2010 kunne berette om hvordan en kaptajn på ét af redningsfartøjerne overhørte en telefonsamtale med én af de reddede arbejdere umiddelbart efter eksplosionen, som skreg ind i røret: ”Er i nu tilfredse, for fanden? Boreplatformen brænder! Jeg sagde jo til jer, at det her var lige præcis hvad der ville ske.” Den anden ende af røret befandt sig i øvrigt i Houston, Texas, som sammen med Dubai huser Halliburtons hovedkvarter. Og den tidligere chef for elektronik på Deepwater Horizon, Michael Williams, forklarede i nyhedsmagasinet 60 Minutes 16. maj 2010, at der allerede før ulykken havde været tydelige tegn på at det ville gå galt. Således var der allerede en måned før ulykken gået nogle vigtige dele løs af boreledningens tætning, hvilket fik trykket i rørene til at stige. Noget, der burde have tjent som en advarsel, men Williams blev irettesat af sine overordnede. Det blev ligeledes den Transocean-medarbejder af sin kollega fra BP, som om morgenen efter katastrofen var røget i klammeri med netop denne angående cementsikringen og den manglende opfyldning af olieledningen med boreslam. Det var denne pågældende BP-manager, som havde ansvaret for den bevidst manglende boreslam. Dette ifølge chefundersøger Robert Bea fra UCA, som ikke vurderede, at det ville være kommet til eksplosion, hvis fremgangsmåden med opfyldning af borekanalen var blevet fulgt.

Endnu et tegn på at katastrofen havde været i gære i forvejen, var at der foregik besynderlige børstransaktioner i månederne forud for ulykken. Det kan jo selvfølgelig være en tilfældighed og vil sikkert af mange betegnes som ”konspiratorisk”, men ikke desto mindre valgte Peter Sutherland, chefen for storbanken Goldman Sachs, at sælge 44 % (260 mill. dollar) af sine aktier i BP. Og som om det ikke var nok, valgte selveste den daværende chef for BP, Tony Hayward, også at sælge ud af sine BP aktier for i alt 1,4 millioner pund. Hvis selveste chefen for BP har en formodning om, at hans eget firmas aktier vil miste kraftigt i værdi den kommende tid (hvorfor det er klogest at skille sig af med dem) tyder det ikke just på rent mel i posen.

Selvom ulykken måske ikke, – af uransalige årsager -, var decideret planlagt på forhånd, så blev der i hvert fald udført så grove forsømmelser og letsindigheder, at noget ikke kan have stemt hos så erfarne firmaer som de involverede. Således arbejdede BP og dets kontraktpartnere i yderste hemmelighed ved boreprocesserne. I tilfældet med Deepwater Horizon blev der boret på meget dybere vand end normalt, desuden i en skæv vinkel og meget langt ned, længere end ti km. Derved blev der også sprøjtet kemikalier under tryk ned i undergrunden, hvilket der skulle få jorden til at brydes lettere. Om disse kemikalier ved offentligheden heller ikke besked, og det kom, måske, meget belejligt med selve ulykken, for derved evt. at fjerne opmærksomheden fra den egentlige, bagvedliggende miljøkatastrofe, selvom de millioner af liter spildolie er slemt nok i forvejen.

Og hvis der blot var tale om en ”normal” ulykke som et hændeligt uheld, hvordan kan det så være, at den amerikanske regering udstedte en forordning, ifølge hvilken journalister, bloggere og fotografer, kort sagt alle interesserede, som kom for tæt på oprydningsarbejdet for at berette om de olieindsmurte fugle eller stille kritiske spørgsmål, ville få en bøde på 40.000 dollar? Da den jo udspringer fra den amerikanske regering, må Obama forbindelse til BP igen antages at have haft en finder med i spillet. Og hvordan kan det være at alarmen på boreplatformen var deaktiveret, angiveligvis for ikke at blive vækket af en falsk alarm (‼) klokken 3 om natten. Da chefteknikeren Michael Williams gjorde sine overordnede opmærksomme på dette, fik han i hvert fald at vide at den var slået fra med fuldt overlæg.

Desuden var det også Halliburton, der havde stået for cementsikringen for den boreplatform, som eksploderede på lignende vis i august 2009 ved Timorsøen ud for Australien. Ved den lejlighed kom det ligeledes til et stort olieudslip. Så hvis der blot havde været tale om et hændeligt uheld med/uden skødesløs tilsidesættelse af sikkerheden, hvorfor var det så præcis det samme firma, der havde været ansvarlig for præcis de samme komponenter ved en tidligere lignende katastrofe? Og for slet ikke at tale om at Cary Nelson, formanden for det amerikanske professorforbund, i sommeren 2010 afslørede at BP havde prøvet at flere videnskabsfolk til tavshed, – ikke med trusler eller afpresning, men ved at tilbyde dem fordelagtige økonomiske tilbud i forbindelse med ansættelseskontrakter i virksomheden. Ansættelsen af de pågældende videnskabsfolk hos BP ville selvfølgelig have til følge, at disses evt. informationer om det tekniske hændelsesforløb ved katastrofen ville blive indenfor BP. Og som om dette ikke var speget nok, afslørede de overlevende arbejderes advokat Kurt Arnold, hvordan nogle af de overlevende, efter at være reddet ombord på et skib, blev tilbageholdt i timevis og krydsforhørt om ømtålelige detaljer. Derefter landende en helikopter på skibet, og de folk, der steg ud af den, forlangte af de stadigvæk forkomne arbejdere, at de skulle underskrive en erklæring om at de ville tie stille med hvad de vidste.

Men hvad ville grunden overhovedet være til bevidst at fremskynde en sådan katastrofe? Mange af disse tanker bliver jo netop hurtigt skudt ned som konspiratoriske pga. manglende motiv for handlingen. Dette er også tæt på at være tilfældet her, bortset fra det allerede omtalte faktum om hemmeligholdelse af BPs tilsidesættelse af sikkerhedsforanstaltningerne og kemikaliebenyttelsen, for ikke at tale om BPs evt. hemmelige aftaler med Obama. Men ikke desto mindre får en bestemt handling fra Obamas side nysgerrigheden frem igen; Obamas udstedelse af et 6 måneder langt boreforbud for alle firmaer efter katastrofen havde fundet sted, får én til at tænke nærmere: Ikke alene var dette forbud i strid med den amerikanske forfatning, hvorfor det også hurtigt blev ændret til en restriktion, som i praksis fungerede som et boreforbud, da ingen af firmaerne var i stand til at opfylde de næsten umulige nye krav til sikkerheden deri. Men det ville også betyde, at USA nu, som før ellers var op til 1/3 selvforsynende med olie, var tvunget til at importere store mængder olie fra udlandet for at sikre sin energiforsyning, samtidig med at amerikanske borearbejdere blev arbejdsløse. Så hvorfor ville Obama bevidst skade den hjemlige olieindustri? De andre selskaber havde jo ikke (beviseligt) gjort noget, så hvorfor skulle de straffes for BPs fadæse?

Her skal man huske på at oliekriser jo sagtens kan skabes kunstigt for at presse olieprisen i vejret ved at mindske udbuddet, tænk bare på 1970erne. Så hvis de tilbageværende olieproducenter fik mere for deres olie under det amerikanske boreforbud, kan de jo sagtens have haft et ønske om et sådant. Desuden er det jo vigtigt for olieselskaberne, at fastholde offentligheden i den tro, at der snart ikke er mere olie tilbage i verden og vi er ved at have udtømt lagrene, for derigennem at holde oliepriserne i vejret. Sandheden er jo snarere modsat; der bliver konstant opdaget nye oliefelter i hele verden, og olie bliver der jo også dannet mere af i undergrunden.

Men selv hvis det skulle komme dertil, at olien svinder på verdensplan, ville amerikanerne nok ikke have noget imod, at det var de andres olie, der først blev brugt: Hvis USA’s olieforekomster på et tidspunkt blev de eneste tilbage der indeholdt olie, ville USA jo nærmest selv kunne fastsætte prisen. Derfor ville det fra amerikansk side heller ikke være helt at foragte, at det var de andre landes olie, der blev brugt før amerikanernes eget, selvom USA i teorien kunne have været mere eller mindre selvforsynende med olie i dag, hvis de havde villet. Ud fra denne tankegang er det måske ikke helt at foragte, at man vælger at importere noget, som man i grunden har i forvejen.

F. William Engdahl: A Century of War: Anglo-American Oil Politics and the New World Order
Andreas von Rétyi: Unzensiert 2011
Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Hemmeligholdte skandaler, Politik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s