Hvem er vi?

Én af de danske forfattere, der er gået mere eller mindre i glemmebogen i dag, er Jørgen Nielsen. Hvilket jeg synes er underligt, idet mange af hans bøger både er gode og særdeles aktuelle den dag i dag. Han skrev først og fremmest romaner og noveller, men desuden også en del artikler i hans første tid med at prøve at slå sig igennem med skriveriet i 1930’erne.

Artikelsamlingen ”Hvem er vi?”, udgivet i 1955 posthumt, er inddelt i tre dele efter artiklernes emner. Første del er artikler omhandlende menneskets psykologi, karakter, moral, forholdet mellem arv og miljø osv. Anden del er erindringer og historier fra hans hjemegn i det midtjyske og tredje del er artikler om litteratur, kultur og civilisation.

Især hans diskussioner om betydningen af arv versus miljø i spørgsmålet om hvor stor en del af vores karaktertræk – eller sind, som han selv kalder det i overført betydning – kan tillægges vores medfødte gener snarere end de omgivelser, vi er vokset op under. Og denne diskussion er jo nærmest endnu mere relevant i dag end nogensinde før, idet vi endnu ikke har fået fuldstændigt klarlagt, hvor meget af et menneskes personlighed, der i grunden skyldes arv og hvor meget der er formet af miljøet under opvæksten. Jørgen Nielsen selv er varm fortaler for at tildele arv størstedelen af ansvaret for et menneskes psykiske karakteristika; adfærd, personlighed, karaktertræk, kort og godt; ens sind, dvs. den måde, som man er på. Hans argumenter er logiske og tager udgangspunkt i det indlysende, så at de virker næsten uanfægtelige. Han ræsonnerer simpelthen med at ingen jo anfægter, at et menneskes ydre (legemsstørrelse, hårfarve, … ) er 100% fastlagt på forhånd ar de gener, som videreføres af forældrene. Dermed er det naturligvis bestemt på forhånd, allerede ved undfangelsen, hvilket udseende barnet får og bestemmes således ikke under opvæksten af miljøet. Men på helt tilsvarende vis forholder det sig med en persons sind og adfærd, mener J.N.: Da vi har arvet vores fysiske karakteristika (og dermed f.eks. også hjernen, som jo indeholder vores psyke), så har vi selvfølgelig også arvet vores psykiske ”udseende” og mentalitet.

J.N. Erkender fuldt ud, at miljøet selvfølgelig har en vis betydning for dannelsen af ens væremåde; eksempelvis via tillærte egenskaber. Via forkert ernæring kan man jo eksempelvis også blive lidt lavere af vækst, end man ellers ville være blevet (dvs.: som ens gener havde forudbestemt for én). Desuden kan man jo selvfølgelig blive påvirket særdeles meget psykisk af enten ekstremt hårde eller ekstremt milde betingelser under sin opvækst, som således kommer til at præge ens adfærd og måde at tænke og reagere på. Men ikke desto mindre mener J.N., at hvis man placerede et nyfødt barn hos to vist forskellige familier og lod det vokse op under vidt forskellige omgivelser, så ville det voksne mennesker blive stort set det samme alligevel; barnet ville måske komme til at tale forskellige sprog i de to tilfælde og måske have andre meninger om forskellige ting, men mennesket ville blive det samme. Denne problemstilling behandler han især i artiklen ”Menneske og Milieu”:

Et Par Husmandsfolk et Sted i Jylland tog et fremmed Barn til sig, en Dreng. Dette fandt Sted af Grunde, som ikke har noget at gøre med den efterfølgende Fremstilling. Drengens Plejeforældre havde selv adskillige Børn, og det fremmede Barn nød den samme Opdragelse og modtog i alle Henseender den samme Paavirkning som disse. Den jydske Familie tilhørte en tung og faamælt, dybt hæderlig Slægtstype, medens det fremmede Barn var af en letsindig, sorgløs Slægt, — groft tegnet op for Tydelighedens Skyld. Der er jo et Mylder af Racer ogsaa inden for Danmarks Grænser; ynder man ikke Ordet Racer, kan man tale om Slægtstyper; naar alt kommer til alt, véd man jo dog ikke noget fyldestgørende om, hvornaar og hvor og af hvilke Grunde Afvigelserne er opstaaet, men at de er der, og at de gaar dybt, lader sig vanskeligt overse.

Den nævnte jydske Familie og det Barn, der blev optaget i dens Midte, tilhørte vidt forskellige Slægtstyper. Det viste sig tidligt, og som Drengen voksede op, viste det sig stedse tydeligere, at han var anderledes end sine Pleje-Søskende. Æblet falder ikke langt fra Stammen, siger et gammelt Ord, som man i vore Dage synes at have tabt Tilliden til. Drengen blev som dem, han var kommet af, harmløs og munter af personlig Væremaade, men letsindig og sangvinsk, en løs Karakter. At give en mere indgaaende Skildring af Drengen og de Børn, han var opdraget sammen med, til Belysning af Forskellen, vilde her føre for vidt. Det maa være nok at sige, at det viste sig, — som det altid viser sig, — at han i alle afgørende Situationer reagerede ud fra sine inderste Instinkter, sin Slægtsarv, og ikke ud fra den Paavirkning, han havde modtaget.
(…)
Vi vender for et Øjeblik tilbage til den tidligere omtalte Dreng. Var han slet ikke præget af sit Milieu ? Jo, han talte naturligvis Egnens Dialekt, havde de samme Manérer og Vaner som Egnens Folk, havde endog sin Hjerne fyldt med det samme Bevidsthedsindhold. Alt dette er imidlertid sekundært. Men hvad jeg drister mig til at mene er, at hans Livsfornemmelse var netop saaledes, som den under alle Omstændigheder vilde have været, hans indre Reaktioner var originale, hans egne og aldeles ikke undergivet et Milieus Magt. Her møder vi det primære.

Dette er et interessant synspunkt, og jeg er mere enig med J.N. end jeg er decideret uenig. Mange af de opfattelser, som J.N. også angriber sin samtid for at have taget for meget til sig, er opfattelsen af, at det er miljøet alene, der bestemmer ens tænkning og sind, denne opfattelse er jo også meget udbredt i dag med diverse forsøg på at gøre køn til en social konstruktion i stedet for biologisk betinget, samt at give den dårlige opdragelse alene skylden, hvis børn ender i kriminalitet, vold osv. Dermed bliver diskussionen om arv og miljø også til en ideologisk diskussion, idet fortalerne for at give omgivelserne 100% af ansvaret for menneskernes væremåde især er at finde blandt marxisterne, hvilket dermed også påvirker politikken på området og dermed også forskningen. J.N. er selv udmærket godt klar over, at spørgsmålet er blevet politisk ladet, hvilket han giver udtryk for i artiklen ”Vor Tids Menneskeopfattelse”, idet han selv i sin samtid så hvordan miljø-argumentet først og fremmest blev fremført af marxisterne; nemlig argumentet om at børn af en proletar fortrinsvis selv ender som arbejdere, fordi de bliver ”holdt nede” af deres samfundsklasse og at dette derved ville skabe en diskriminerende stigmatisering af et menneske allerede ved fødslen, idet marxisterne mener at alle mennesker er ens. Noget tilsvarende ser man jo i dag med de sorte i USA eller med indvandrere fra Afrika/Mellemøsten i Europa, som står for den meste kriminalitet og største belastning af velfærdssamfundet relativt betragtet; er det sådan fordi deres arv forhindrer dem i at gøre andet, dvs. stige op af den sociale rangstige, eller er det udelukkende pga. en skjult diskrimination, der fastholder dem i deres situation generation efter generation uden mulighed for forbedring?

I mellemtiden er videnskaben jo i dag nået frem til at en størrelse som intelligens er påvirket i høj grad ens arv snarere end ens miljø. Dvs. børn af intelligente forældre vil med større sandsynlighed selv have høj intelligens end et barn af lavintelligente forældre. Men præcis hvor meget der er bestemt af generne og hvor meget det faktisk er muligt at ændre en persons adfærd og tænkning under opvæksten er endnu et åbent spørgsmål. Ingen tvivl om at ting som politisk ståsted vel næppe kan antages at være arveligt betinget. Men for nylig lykkedes det jo f.eks. for videnskaben at fastslå, at en person kan have en nedarvet tilbøjelighed til at blive ryger. Dermed ikke være sagt, at man kan forudsige hvorvidt et barn vil ende med at bliver ryger eller ej, men derimod fastslå, at et barn vil indeholde en større tilbøjelighed til at blive ryger i løbet af livet, idet rygning har at gøre med de gener, som fastsætter vores tilbøjelighed og hang til vanedannelse.

I den del af artikelsamlingen, der omhandler episoder fra J.N.’s egne erindringer fra sin barndomsegn, idet han af og til drager paralleller til hans senere ophold i storbyen København, er de forskellige landskabsbilleder og menneskeportrætter interessante, således som man også kender dem fra hans romaner, især ”Dybet”. Selvom historierne er fra begyndelsen af 1900-tallet kan de uden videre overføres til i dag med de samme problemstillinger og menneskelige konflikter. J.N. nævner bl.a. i artiklen ”Underlige Mennesker” den sære forskel der er på storbyen og landet i forbindelse med seksuelle overgreb på småpiger, som tilsyneladende var et mere eller mindre ukendt fænomen i hans barndomsegne, mens som er udbredt i København: Selvom en naiv skolepige mødte en ”bisse” på et ensomt sted en mørk aften uden hjælp i miles omkreds, skete der intet videre ved det end at den grove karl havde et par venlige og muntre ord til pigen, hvorefter han gik videre. På trods af al den hårdhed, som J.N. oplevede i sin barndom, var der dog en mere naturlig og – i det mindste nogle gange – idyllisk tilgang til tingene, selvom han bestemt også skildrer de brutale hændelser fra sin opvækst og livets ubarmhjertighed til tider.

I den sidste del af artiklerne fortælles der om større perspektiver; kultur, civilisation osv. Interessant er her især artiklen ”Vesterlandenes Skæbne”, hvori han blander sig i debatten udløst af Oswald Spenglers værk ”Untergang des Abendlandes”, hvori han slår til lyd for at vi faktisk befinder os i klimaks af den vestlige civilisations cyklus og at det vil gå ned af bakke fra nu af – at Spenglers profetier kom til at gå mere eller mindre i opfyldelse vidner jo blot om at manden må have haft indsigt i nogle sammenhænge omkring civilisationers opståen og fald. Eller at der blot er tale om en tilfældighed, selvfølgelig. Men Spengler mener, at civilisationer oplever fødsler, vækst og fald uafhængigt af hinanden, hvilket jo sådan set stmmer fortræffeligt med de eksempler, der har været indtil nu; den ægyptiske, den græske, romerriget, den babylonske, inkaerne osv. – de bukkede alle sammen under og blev skygger af deres egen engangværende storhed. På samme måde vil det gå med Vesten, mener Spengler. Og meget kunne jo se ud til at hand har ret, som det ser ud i øjeblikket med lavere fødselsrater blandt de etniske europæere og betydelig indvandring fra ikke-europæiske områder, der ikke har interesse eller evner til at vodereføre den vestlige kultur. Men dog lader hverken Spegler eller Nielsen til at svare på hvorfor det forholder sig således; hvorfor bukker blomstrende civilisationer blidelig under efter at have været på deres højdepunkt? Det kan jo være, at det bare er fordi drivkraften bare forsvinder, efter at man har opnået alt hvad der er at opnå indenfor de givne rammer? Eller også at det ligger i de højere magters vold; das Schicksal (skæbnen), om man vil?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Kultur og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s