Middelhavsunionen: Europas undergang?

Det, som EU har i gang i øjeblikket med landene omkring Middelhavet – dvs. Nordafrika, Mellemøsten og Tyrkiet, startede tilbage i 1995 som Barcelona-deklarationen og har siden haft flere forskellige navne og betegnelser; EuroMed-Samarbejdet, Euromediterranien, Middelhavsunionen, Middelhavssamarbejdet … Projektet går i sin enkelthed ud på et samarbejde mellem EU og landene  omkring Middelhavet om ting som økonomi, interkulturel udveksling (som de selv så smukt udtrykker det) og tildeling af nogle af EU’s grundpiller til de nordafrikanske og mellemøstlige lande, herunder navnlig den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser og personer (under påskud af at strømen af arbejdskraft skal være uhindret).

Dette vil i praksis sige, at EU er i færd med at udvide EU med Nordafrika og Mellemøsten til et stor-EU, idet disse grundlæggende rettigheder for lande ellers kun tilfalder fuldgyldige EU-medlemslande, men nu altså åbenbart også kan gives til hvilke som helst andre lande det ellers skulle være. Tyrkiet er dog også i gang med at få fuldbyrdet medlemskab af EU, hvilket nok ikke ville medføre den store forskel, da det ville få rettighederne og pengene alligevel via EuroMed. Uden at have spurgt befolkningerne i de oprindelige (europæiske) medlemslande om lov, vel at mærke. Dermed opnår middelhavslandene de facto EU-rettigheder uden dog på papiret at være medlemmer af EU, men det  er de pågældende middelhavslande sandsynligvis også ret ligeglade med. For hvad betyder lidt papir med tryksværte mod at blive overdænget med millioner af EU-skattepenge til ”udvikling” af regionen i forbindelse med interkulturel dialog og andre foranstaltninger indenfor EuroMed-projektet, samtidig med at man selvfølgelig også slipper af med sin overskydende befolkning – uuddannet, fattig og arbejdsløs som den er – ved at få den sendt af sted over mod de oprindelige, europæiske EU-lande under påskud af at alle kan migrere frit indenfor EuroMed-zonen, så længe de blot husker at bruge som påskud at de søger efter arbejde i et  EU-land.

Projektet finansieres dygtigt af skattepenge taget fra de europæiske skatteydere. Igen (naturligvis) uden at spørge disse skatteydere om lov, inden man sådan tager deres penge og sender ned i lommen på korrupte, afrikanske ledere. Og mange af de indvandrere fra middelhavslandene, som EU-politikerne med projektet er i færd med at skaffe til Europa under påskud af ”arbejdskraft” er jo netop af den samme type, som Europa i forvejen har haft allersværest ved at integrere; muslimsk, uuddannet, arbejdsudygtig. Denne indvandrertype er den, som allerede har vist sig sværest at integrere med store negative konsekvenser økonomisk og socialt for modtagerlandene. Og nu vil EU hente endnu flere af dem herop? Spørgsmålet, som vel herefter trænger sig mest på for at blive stillet til EU’s politikere: Hvorfor gør vores politikere det? Intuitivt burde man vel have forventet, at  kun masochister påfører sig selv problemer og smerte med fuldt overlæg og ikke på papiret højtuddannede politikere, der i grunden burde gøre det modsatte; sørge for så få problemer som muligt for deres lande og disses (oprindelige) befolkninger og tværtimod sikre fred, velstand og fremgang i deres EGNE lande.

Men disse idealer for politikere hører jo nok desværre en svunden tid til; en tid hvor der endnu fandtes hæderligere og ansvarsbevidste politikere, der udførte deres hverv med dyd og satte en ære i et oprigtigt ønske om at tjene deres egne lande og deres egne folk på bedste vis. Tiderne med hæderlige og ukorrumperede politikere er nok desværre forbi, hvilket der især er mange af EU’s ideer og foranstaltninger, der vidner om.

Kigger man nemlig nærmere på, hvad det præcis er som vores EU-politikere er i færd med at udføre uden deres befolkningers samtykke, ser det ud til at være alt andet end et hæderligt foretagende. Og den argumentation, som politikerne bruger i forsøget på at retfærdiggøre deres projekt, tyder på en opfattelse af at de selv tror, at de dermed gør noget godt for EU og Europa, idet EU-landene ifølge politikernes opfattelse også ville vinde ved studehandelen. Et citat fra én af EU-Parlamentspolitikerne, Vincent Peillon, illustrerer opfattelsen af at ”Europa har brug for Syden nu mere end nogensinde før” (min fremhævning):

” In the North we often think that the South needs Europe, yet we forget that Europe in reality needs the South just as much,” added V. Peillon, “and that it’s all a matter of addressing the issues of our economic and social development, our demographics, the environment and the fight against climate change, not to mention the challenges facing humankind in the twenty-first century.”

The Peillon report also underlines the need to reinforce the UfM’s democratic legitimacy as swiftly as possible. A Euro-Mediterranean Parliamentary Assembly (EMPA) has been around for some years now. It needs to be reformed, strengthened and recognised as an integral part of the UfM’s institutional architecture.”

Ikke alene mener han altså (fejlagtigt) at Europa har brug for at åbne grænserne endnu mere overfor den ikke-integrerbare indvandring og oven i købet skal imødegå de konflikter, dette vil medføre ved at afgive ens egen frihed og identitet i ”inter-kulturel dialog”. Han mener også at EuroMed-projektet nu skal have mere ”demokratisk legitimitet”. Jaså? Måske fordi det ikke havde det i forvejen eller hvad? Det har han jo faktisk fuldt ud ret i, idet intet europæisk folk var blevet spurgt om deres samtykke til projektet. Hvilket jo også er forståeligt nok, idet svaret da ville være blevet et klokkeklart NEJ. De europæiske befolkninger er faktisk overvejende modstandere af alle disse EU-projekter med fælles mønt, fælles regering og udvidelser af EU med Nordafrikanske u-lande. Men de bliver jo bare aldrig spurgt om lov, selvom det jo er deres egne lande det handler om, og selvom det er beslutninger, der vil forandre deres lande gennemgående og permanent i fremtiden. Og ikke en forandring til det bedre, vel at mærke. Her kan det tilføjes, at måske netop derfor bliver befolkninger aldrig spurgt om lov, inden EU-politikerne udfører deres planer for deres lande;  Europas befolkninger ønsker ikke disse ting og ville svare nej (hvis de fik lov). I de få tilfælde, hvor befolkningerne faktisk blev spurgt om Euroen (Danmark og Sverige) endte det med et nej. I Tyskland ville det være blevet et klarere nej til Euroen end i disse to lande med ca. 65% imod, men tyskerne blev aldrig spurgt om de ville, de blev tvunget. Dermed er EU på vej til en ikke-demokratisk institution og i den forbindelse er det lidt komisk, at Vincent ovenover vil give EuroMed et øget skær af demokratisk legitimitet. Stadigvæk uden at spørge befolkningerne om deres samtykke (naturligvis). Og hvordan gøres dette så? Selvfølgelig ved at danne et EuroMed-Parlament, som befolkningerne aldrig har stemt om, på samme måde som beslutningen om EU-Parlamentet aldrig fik befolkningernes godkendelse. Dette er demokrati i EU-forstand. Hvis det ikke havde været så tragisk, ville det næsten have været grinagtigt med dets Monthy-Pythonske groteskhed.

Men for at vende tilbage til politikernes motiv til at påføre de europæiske befolkninger disse problemer, økonomisk, socialt og fredsmæssigt: Her er et uddrag fra EU-tidende, hvor Europa-Parlamentets beslutning fra 20. maj 2010 bliver refereret: (citat, mine fremhævninger)

Europa-Parlamentet , …

A. der henviser til, at Middelhavsområdet er af afgørende vigtighed for EU, og at det i en flerpolet gensidig afhængig verden er de store regionale integrerede enheder, der bedst er i stand til at løfte de sociale, kulturelle, økonomiske, miljømæssige, demografiske, politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer,

B. der henviser til, at Middelhavsunionen giver mulighed for yderligere at styrke den regionale og multilaterale dimension af Euro-Middelhavsforbindelserne og genåbne perspektiverne for at opbygge et område med fred, sikkerhed og velfærd for 800 mio. indbyggere, og udgør den ideelle ramme for at imødekomme de socioøkonomiske udfordringer, fremme den regionale integration og sikre fælles udvikling af partnerlandene,

H. der henviser til, at de begrænsede kulturelle udvekslinger ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at bringe borgerne i Middelhavsområdet tættere på hinanden, og at Europa gradvist mister sin kulturelle indflydelse over for sine Middelhavspartnere,

T. der henviser til betydningen af migrationsstrømmene og de forskellige udfordringer, som de medfører på begge sider af Middelhavet på det menneskelige, sociale, kulturelle og økonomiske plan,

U. der henviser til betydningen af den kapitalstrøm, der skabes af de midler, som de vandrende arbejdstagere sender tilbage til befolkningerne i lande syd for Middelhavet,

9. anser det for væsentligt, at finansieringen af de planlagte projekter sikres ved styrkede og mobiliserede offentlige og private midler, og

18. minder om, at migrationspolitikkerne er en af prioriteterne under Euro-Middelhavspartnerskabet, og opfordrer Middelhavsunionens medlemsstater og institutioner til særligt være opmærksom på en koordineret forvaltning af migrationsstrømmene; understreger, at oprettelsen af Middelhavsunionen er uløseligt forbundet med en udnyttelse af de menneskelige ressourcer og udvekslingen mellem befolkninger i Middelhavsområdet og opfordrer ud over reguleringen af strømmene og bekæmpelsen af den illegale indvandring til at fremme en gradvis lettelse af den fri bevægelighed på begge sider af Middelhavet, en styrkelse af integrationsbestemmelserne for migranter, udarbejdelse af aktive politikker vedrørende beskæftigelse og en forbedring af udøvelsen af asyl;

19. opfordrer Middelhavsunionens medlemmer til at lette pengeoverførsler fra vandrende arbejdstagere til borgerne fra deres oprindelseslande, bl.a. ved at arbejde for at reducere de dermed forbundne omkostninger;

35. opfordrer til, at nye projekter om fremme af kulturel udveksling og mellemfolkelig forståelse meget hurtigt sættes på dagsordenen i Middelhavsunionen, navnlig gennem vedtagelsen af en Euro-Middelhavsstrategi inden for det kulturelle område og udvikling af den interkulturelle og interreligiøse dialog; opfordrer til, at der iværksættes projekter under den faste konference om audiovisuelle Middelhavsforanstaltninger, og navnlig at der oprettes et Euro-Middelhavs-tv-station samt nye udgaver af succesrige initiativer, som f.eks. Arabisk uge og EuroMedScola; glæder sig over initiativer fra biblioteket i Alexandria, Institut du monde arabe og Anna Lindh-fonden, og navnlig sidstnævntes tilrettelæggelse af forummet for interkulturel dialog i Barcelona i marts 2010; anmoder Middelhavsunionens medlemslande og -institutioner om at opretholde deres engagement over for FN’s alliance af civilisationer;… 

Heraf fremgår det umiddelbart, at hovedmotivet lader til at være billig arbejdskraft til den europæiske industri, finansieret af europæernes skattepenge; de forskellige projekter til at lette migration ”mellem” områderne samt at gøre det lettere at overføre penge fra Europa tilbage til de sydlige middelhavslande, ligner entydigt planer for at fremme menneskestrømmene i den ene retning og pengestrømmene i den anden retning. Dette argument – uanset om det er med befolkningerne samtykke eller ej – ville jo sådan set ”holde” i den forstand at det er opbygget kohærent og sammenhængende: De europæiske industrier mangler arbejdskraft grundet faldende fødselsrater og en voksende ældrebyrde: Hvem skal betale pension til de gamle, når den næste generation er 1/3 mindre end den foregående? Desuden døjer den europæiske produktion jo – ifølge denne teori – med manglende afsætningsmuligheder for dens varer, idet vækst i industriproduktionen er betinget af konstant nye afsætningsmarkeder.

Imidlertid viser dette argument sig ikke at holde vand som motivation for EuroMed-samarbejdet, når man går det nærmere efter i sømmene: Antagelsen om at indvandring fra Middelhavsregionen er en økonomisk fordel for Europa er forkert, idet disse typer indvandrere udgør en økonomisk belastning for samfundene og ikke en berigelse. Dette kan på ingen måde være forbigået EU-Parlamentarikerne, og alligevel vil de gennemføre projektet af hensyn til arbejdskraft/økonomisk gevinst i form af øgede skattebetalinger? Dog kan det her indvendes, at det jo stadigvæk godt kan være en fordel for de private firmaer, idet det jo ikke er dem, der betaler skat, men derimod staten. Således kan en privat virksomhed på papiret være ligeglad om EuroMed-samarbejdet sammenlagt er dårligt for sit land, så længe det blot er gavnligt for den pågældende virksomhed selv (og de andre). Hvis kun en brøkdel af indvandrerne af uddannelsesmæssige/kulturelle årsager får arbejde til mindsteløn (som ingen andre gider at udføre) og resten ender på bistandshjælp, er dette jo stadig en overskudsforretning for virksomhederne, selvom det selvfølgelig bliver en underskudsforretning for staten/landet som sådan. Desuden er det forkert, at der er mangel på arbejdskraft i Europa. Og selv hvis der havde været mangel på arbejdskraft, ville den mest oplagte løsning ikke nødvendigvis være at åbne grænserne for indvandring, men derimod at omlægge produktionsmetoderne og gøre dem mere effektive.

Men problemet ved dette synspunkt som begrundelse for indvandringen er jo bare, at et lands ve og vel ikke er ensbetydende med de private virksomheders ve og vel. De sociale og kulturelle spændinger, som Europa allerede har oplevet som følge af den massive muslimske indvandring, vil ikke blive mindre i fremtiden, tværtimod. Som ovenfor nævnt er de muslimske indvandrere de sværeste at integrere og i de få tilfælde, hvor det sker, først efter store omkostninger og en målrettet indsats. Og ”løsningen” på de migrationsforårsagede problemer er ifølge de politikere, der har skabt dem, at de europæiske befolkninger skal bøje sig endnu mere overfor indvandrernes krav, hvilket man kan læse i ovenstående uddrag, omend mellem linjerne: Opstår der konflikter pga. ”kulturelle” eller ”religiøse” spændinger mellem indvandrerne og originalbefolkningerne, er det (naturligvis?) sidstnævnte der skal bøje sig og indrette sig efter tilflytternes krav på hvordan de vil have indrettet tingene. Her iberegner politikerne jo virkelig en udpræget grad af tolerance og selvopgivelse blandt europæerne. Og til dels har de jo ret, idet det endnu ikke er kommet til voldsomme protester over politikernes projekter, som det sikkert ville være sket andre steder i verden. Europæerne finder sig i meget. Måske FOR meget, hvilket EU uden tvivl har indset og vil slå mønt på. Europæerne skal gradvist vænnes til at deres egne lande bliver taget fra dem og givet til tilflytterne, som ikke har meget til overs for europæiske idealer såsom frihed, tolerance, arbejdsomhed, skabertrang, udvikling/innovation … , hvilket jo bekræftes med et blik på de lande, som de kommer fra; fattigdom for den brede befolkning (på trods af olieforekomster), militære konflikter og menneskelig undertrykkelse. De problemer, som Europa allerede har med stigende ghettodannelser, stigende arbejdsløshed og kriminalitet vil blive værre i fremtiden som følge af EU-politikernes katastrofale ideer om masseindvandring og integration af middelhavsområdet.

Og hvis europæerne skulle vove at gøre oprør mod EU’s dystre planer for Europa, har EU naturligvis allerede taget deres forholdsregler mod dette: Først og fremmest de diverse ”racisme-paragraffer”, som de europæiske originalbefolkninger har fået presset ned over hovederne, som midler til at knække kritikere af den tøjlesløse indvandring med racismebeskyldninger og fængselsstraf mod hæderlige europæere, der har dristet sig til at kritisere ”racen” islam. Men derudover også mere håndgribelige metoder i form af para-militære enheder som f.eks. EUROGENDFOR, der kan sættes ind mod eventuelle demonstrationer mod EU’s magtgreb, hvis de (etniske) europæere skulle finde på at gøre oprør mod EU på et tidspunkt, efter at have indset hvad vej vinden blæser. Et demokratisk forehavende ser det i hvert fald ikke ud til at have meget at gøre med. Men hvilken befolkning ville også frivilligt stemme for sin egen undergang?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Hemmeligholdte skandaler, Politik, Politikere og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Middelhavsunionen: Europas undergang?

  1. falkeøje siger:

    Vi kan undlade at stemme og efterlade politikerne i Ingenmandsland.

    falkeøje

    • hammersmeden siger:

      Uanset om vi stemmer eller ej vil “vores” politikere fortsætte med deres anti-demokratiske linje, idet det jo så bare bliver et stadigt faldende mindretal, der afgør vores allesammens skæbne, hvilket indebærer at omkring 20-30% af befolkningen kan ende med at deltage ved valgene.

      Ikke at det ville få nogen betydning; det er jo det, der er selve det pokkers ved det; uanset hvad vi gør, vil der ikke komme nogen ændring på det.

  2. falkeøje siger:

    Jeg har oplevet d. 29 august 1943.
    Dengang var der mange gode danske mænd, der sagde: Nu stopper vi.
    De gik til modstand.
    Det kan vi gøre igen.

    falkeøje

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s