Socialisme for let øvede

Kære kursusdeltagere,

velkommen til anden lektion i dette kursus i socialisme.

I første lektion kiggede vi som bekendt på nogle af de grundlæggende mekanismer i socialismen samt hvordan et socialistisk samfund formår at blive opretholdt i praksis på et demokratisk grundlag, uden at skattebetalerne (som financierer socialisterne og deres velfærdssystem) havde nogen mulighed for at lave om på det, idet de udgjorde mindretallet af de stemmeberettigede.

I denne lektion vil vi se lidt nærmere på tilværelsen i det socialistiske velfærdssamfund, herunder især naturligvis hvorledes I som socialister kan indrette jer så behageligt som muligt i dette, vel vidende at jeres position er sikret for bestandigt via skattepengene, og om hvordan i udnytter dette fuldt ud til egen fordel, samtidig med at I lever fuldt ud i harmoni med socialismens lighedsbegreber.

Først og fremmest er der jo de tre hoved-leveregler for socialister, som vi gerne vil bede jer om at lære udenad til næste gang:

1) undgå, at I selv kommer til at betale for det
2) undgå, at I selv kommer til at betale for det
3) undgå, at I selv kommer til at betale for det

Som I kan se, bygger socialismen på enkle principper og leveregler, hvilket gør den letfattelig og særligt tilegnelig for mindre bemidlede. Dette viser sig at være en fordel i en lang række situationer, idet historien har vist eksempler på hvordan det er mest hensigtsmæssigt for staten at overtage de mere komplicerede dele af borgernes tænkning. Andet ville nemlig kunne anspore til selvstændig tænkning og individualisme. Og det er vigtigt at en socialistisk stat formår at beskytte dens børn mod sådanne egoistiske og samfundsskadelige fristelser.

Men for ligesom at vende tilbage til levereglerne: De kan alle tre sammenfattes under ét af socialismens allersmukkeste begreber: Solidaritet. Hvad der ligger i dette omfattende begreb er for vidtløftigt til at blive behandlet her. Vigtigst er også blot i denne sammenhæng at fremhæve den praktiske anvendelse af begrebet. Det sker jo nemlig fra tid til anden, at en socialistisk partifælle rammes af den mest frygtede lidelse blandt vores rækker, mens han bevæger sig hjem fra socialkontoret med de offentlige ydelser i lommen: Skyldfølelse. Men fortvivl ej, hvis også I en dag skulle rammes af denne klassefjende: Efter utallige ø-lejre med fællessang og sidden-i-rundkreds er det lykkedes for de mest ypperste af vores partifæller at udtænke en modgift: Udtal med anklagende tone i stemmen ”Det er de andre, som er usolidariske”. Skulle ubehaget ikke forsvinde øjeblikkeligt, gentages behandlingen evt. Ordet usolidarisk kan desuden også udskiftes med asocial med samme effekt.

Og hermed er vi allerede fremme ved næste punkt i lektionen; at forsvare den socialistiske livsstil overfor anderledes tænkende, også kaldet klassefjender. Disse stammer stort set altid fra samfundsklassen ved navn skatteslaverne, som er et yderst vigtigt samfundssegment for at det socialistiske samfund kan realiseres. Men samtidig er dette desværre også det mest utaknemmelige samfundssegment, idet dets repræsentanter oftest er de mest indædte modstandere mod socialismen. Dermed er det vigtigt at omgås disse personer på den rette facon. Der skal jo trods alt være plads til os alle sammen i det socialistiske samfund – selv til dem, der finansierer det – så her er et par gode råd; vigtigst er det, at skatteslaverne ofte selv opfatter udtrykket ”skatteslave” som negativt ladet. Undgå derfor at bruge ordet i deres nærhed. Brug i stedet betegnelser som ”nettobidragsyder” og ”privatansat” som lyder mere neutrale. Skulle I komme i en diskussion, hvor én af de skattebetalende slaver er voldsomt utilfreds med at få frataget over halvdelen af sin indkomst hver måned, og skulle vedkommende være uimodtagelig overfor fornuft, så prøv at appellere til personens dårlige samvittighed over at tilhøre mellem- eller høj-indkomstgruppen med ordene usolidarisk, intolerant, ikke-fintfølende og højreekstremist.

Skulle det dog alligevel i yderste instans komme til en situation, hvor skattebetalerne (nettobidragsyderne) i stor stil vælger at forlade landet i protest mod indskrænkningen i deres personlige frihed samt konfiskeringen af deres private ejendom, ville dette selvfølgelig umiddelbart betyde et stort tilbageskridt for det socialistiske system, idet det økonomiske grundlag for opretholdelsen af socialismen dermed ville være udvandret. Imidlertid har også her vores førende socialistiske tænkere udviklet passende forholdsregler: Opførelsen af en mur omkring landet som beskyttelse mod borgernes flugt til ikke-socialistiske lande. Ordet mur benyttes naturligvis ikke i interne, socialistiske kredse; her hedder det en ”samfundsopretholdende foranstaltning”. Og på trods af socialismens langt mere menneskekærlige udgangspunkt end de såkaldte ”frie lande”, så vil vagtposterne ved muren naturligvis blive instrueret i at måtte tage de nødvendige forholdsregler, hvis en usolidarisk borger skulle gøre tilskyndelser til at ville forlade socialismens lyksaligheder på ulovlig vis i nattens løb til fordel for de mere menneskeundertrykkende styreformer i andre lande.

Så alt i alt handler tilværelsen i det socialistiske velfærdssamfund om at leve i solidarisk harmoni med hinanden, idet vi alle sammen er lige. Altså undtagen de førende socialistiske ledere, naturligvis, som jo skal have en godtgørelse for deres politiske indsats med at styre landet. Det manglede da bare. Og de par fordele, som de partifuldmægtige har erhvervet, er jo blot rimelige i betragtning af at socialismens fællesskab jo slet ikke ville fungere uden dem; i et samfund, hvor alle deler med hverandre, er der jo selvfølgelig nogen, der skal organisere og administrere omfordelingen og se til, at det går for sig på retfærdig vis. Deres position i samfundet er derfor af en smule højere betydning end de øvrige partifællers, hvorfor de selvfølgelig skal have en lille kompensation for deres ulejlighed. Og hvis nogen skulle være uenige, så ville dette jo være at sidestille med misundelse overfor andres lighed. Misundelse er en meget slem ting i det socialistiske paradis. I stedet for at efterstræbe andres lighed, bør man koncentrere sig om sin egen i stedet.

Tak for opmærksomheden. Vi henviser i øvrigt til at udgifterne til dette kursus kan trækkes fra på selvangivelsen. Dette kan man selvfølgeligt ikke normalt for et kursusforløb, men i lige præcis dette tilfælde er kursusindholdet af samfundsmæssig vigtighed for befolkningens generelle indstilling og opfattelse, hvorfor ordningen er kommet i hus efter aftale med undervisningsministeriet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Politik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s