Lissabon – Traktaten: På vej mod EUSSR

Er EU et land?

Ikke endnu, kunne man sige, men godt på vej til at blive det. EU manglede før Lissabon-traktaten endnu to ting i at kunne regnes for et land; nemlig en forfatning og et folk. I forvejen havde det fælles mønt, fælles parlament, fælles domstol samt et statsoverhoved. Dvs. både den lovgivende, udøvende og dømmende magt er etableret med EU’s institutioner. I dag mangler EU kun én ting; et folk. Forfatningen er nu en realitet i form af Lissabon-traktaten.

Lissabon-traktaten hed oprindeligt ”EU’s forfatningstraktat” og var – som navnet siger – en forfatning. Ikke for EU, men for hele Europa, som det udtrykkeligt hed sig. Det Europæiske Konvent, som bestod af 102 medlemmer med tidligere franske statsleder Valery d’Estaing i spidsen, havde nemlig specifikt fået til opgave at ”udarbejde et udkast til en traktat om en forfatning for Europa”.

At det alligevel ikke blev til en ”forfatning for Europa” i denne omgang skyldes som bekendt at forfatningen – i dens daværende udformning – blev mødt med et nej tak af det franske og hollandsk folk hhv. 29. maj og 1. juni 2005. Herefter blev folkeafstemninger aflyst i flere andre EU-lande (herunder Danmark), og forfatningen blev efter en tænkepause ”ændret”, hvorefter den blev ratificeret af enige EU-ledere 13. december 2007 og trådte i kraft 1. december 2009. Vel at mærke uden folkeafstemninger, heller ikke i Danmark.

Kigger man imidlertid på de ”ændringer”, der blev foretaget i dokumentet (herunder navneforandringen til traktat i stedet for forfatning), bliver der ikke rørt ved EU’s allerede etablerede magtinstitutioner; EU vil fortsat have en præsident og en udenrigsminister, en kommission, et parlament og et råd. Desuden er der blevet indført en bestemmelse, – eller passerelle, som det hedder (art. 48.7), om at EU kan ændre områder indenfor traktaten ved flertalsafgørelser og ikke længere ved enstemmighed. Desuden har EU repræsenteret af Europarådet fået status som juridisk person.

De foranstaltninger, som således er blevet stadfæstet med Lissabon-Traktaten, som Anders Fogh Rasmussen jo som bekendt undgik at sende til folkeafstemning, indebærer en forankring og udbygning af den struktur, der i sidste ende vil have Europas forenede stater som endemål. Og selvom franskmændene og hollænderne stemte nej til den i 2005, er Lissabon-traktaten nu alligevel blevet en realitet.

Nogle af Traktatens konsekvenser

  • EU-statsborgerskab (artikel 20): Fremover vil en dansker ikke kun være dansk statsborger, men derimod også unionsborger eller EU-borger, hvis det står til de forskellige regeringsledere. Unionsborgerskabet er de facto et EU-statsborgerskab, idet unionsborgere skal tildeles samme rettigheder i lande, som de ikke er statsborgere i, som dette lands ”originale” statsborgere. Dette er et direkte forsøg på at skabe det folk, som EU mangler i at blive et land. Unionsfolket. Samme situation i Sovjet eller Jugoslavien, hvor man havde én stat, men mange nationaliteter.
  • EU-skatter: EU har nu fået beføjelser til at opkræve deres egne skatter og afgifter, dvs. uden om vejen via de nationale skattemyndigheder (artikel 113). De kalder dem blot indirekte skatter og specificerer ikke hvornår de kan opkræves, men at det kan ske for at undgå konkurrenceforvridning.
  • Sociale ydelser og arbejdskraftens frie bevægelighed: I artikel 34.2 hedder det at ” Enhver, der har bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale sikringsydelser og sociale fordele i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.” Dette vil sige, at man blot behøver at opholde sig lovligt i et eneste EU-land for at have fået ret til social understøttelse i samtlige EU-lande, hvilket for Danmarks vedkommende betyder, at en nordafrikansk indvandrer, der har fået opholdstilladelse i Italien, har ret til sociale ydelser i Danmark under påskud af arbejdskraftens frie bevægelighed.
  • Para-militære enheder på tværs af landegrænser: I artikel 42-46 beskrives det intensiverede samarbejde indenfor politi og militær. En egentlig fælles EU-hær er (endnu) ikke oprettet, men er godt på vej. Foreløbig findes der Det Europæiske Forsvarsagentur, som har til opgave at vurdere om fælles EU-tropper kan sættes in i en verserende konflikt, også uden for EU. Desuden kan et enkelt medlemsland overtage hele kommandoen af EU-tropperne, hvis dette skønnes nødvendigt, hvilket i praksis vil sige at et lands tropper kan sættes ind på den ene side i et andet lands interne konflikt (optøjer, uroligheder, … ). Danmark står udenfor her pga, forsvarsforbeholdet. I forvejen findes der forskellige halvmilitære væbnede enheder i EU’s regi, f.eks. Eurogendfor, Eurocorps og Eufor.
  • Fremme af indvandring og migrationsstrømme: I artikel 78.2 (e) hedder det at der skal være fælles beslutning om hvilket medlem der har asyl-forpligtelsen i en konkret sag. Dette vil sige at Danmark ikke selv kan bestemme hvem der har ret til asyl i Danmark, men at EU kan pålægge Danmark at give asyl til nogen, som måske ikke var berettiget til asyl, men som har prøvet deres sag ved EU-domstolen. Desuden underbygges konceptet om arbejdskraftens frie bevægelighed som nævnt til at omfatte personer fra tredjelande, der blot har opnået lovligt ophold i ét eneste EU-land, hvorefter de er berettiget til bistandshjælp i samtlige EU-lande.
  • Ingen grænser: I artikel 77.2 (e) stadfæstes en foranstaltning om at ”personer uanset nationalitet ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser”, hvilket i praksis vil sige at grænserne mellem medlemslandene skal ophæves, idet de enkelte medlemmer mister retten til at kontrollere deres egne grænser. Dette i direkte strid med Danmarks skærpede grænsekontrol.
  • Fremme af ”multikulti”-ideologien i hele EU: I artikel 300, stk. 2,3 og 5 læser man at
    2. Det Økonomiske og Sociale Udvalg består af repræsentanter for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og for organisationer for andre aktører, der er repræsentative for civilsamfundet, navnlig på det socioøkonomiske, borgerretlige, faglige og kulturelle område.

    3. Regionsudvalget består af repræsentanter for regionale og lokale myndigheder, der enten skal være valgt til en regional eller lokal myndighed eller være politisk ansvarlige over for en valgt forsamling.

    5. Reglerne i stk. 2 og 3 om karakteren af disse udvalgs sammensætning revideres med jævne mellemrum af Rådet for at tage hensyn til den økonomiske, sociale og demografiske udvikling i Unionen. Rådet vedtager på forslag af Kommissionen afgørelser herom.

    Hvabehar? Tage hensyn til den ”demografiske udvikling i Unionen”? Hvad hentyder de til præcist med denne kryptiske formulering? Hvis de hentyder til den nuværende demografiske udvikling, så må de jo mene den, at de etniske europæere får stadigt færre børn og de tilvandrede ikke-europæere får stadigt flere. For dette er jo den eneste demografiske udvikling i øjeblikket. Dette mener EU så åbenbart skal afspejles i de forskellige udvalg omkring kultur, økonomi og sociale forhold? Javel, ja. Så det skal altså sikres med støtte fra EU at de oprindelige europæere frivilligt afgiver deres bestemmelsesret over deres egne samfunds interesseområder til indvandrerne, pga. disses demografiske fordel i fremtiden? EU vil altså sikre, at når den demografiske magtbalance tipper over, så vil den politiske magtbalance gøre det samme?
  • EU-love har forrang over nationale grundlove (erklæringer vedrørende traktatens bestemmelser, artikel 17): ” Konferencen erindrer om, at traktaterne og den ret, der vedtages af Unionen på grundlag af traktaterne, i overensstemmelse med Domstolen for Den Europæiske Unions faste retspraksis har forrang frem for medlemsstaternes ret på de betingelser, der er fastlagt i nævnte retspraksis.” Og dette gælder jo vel at mærke generelt og ikke bare på de punkter, hvor Danmark står udenfor.

De europæiske befolkninger ønsker ikke et ”europæisk Sovjetunion”

Hvis europæerne fik mulighed for at stemme om deres samtykke til EU’s nuværende udvikling henimod Europas Forenede Stater eller Euro-Sovjet, ville de svare nej. I gennemsnit ønsker 75% af de europæiske befolkninger en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Kun tre lande fik lov at stemme; Spanien, Frankrig og Holland, hvoraf kun Spanien stemte ja. Irland stemte nej i 2008 og senere ja i 2009 efter ”ændringer” og forbehold. Men selvom Lissabon-traktaten således er blevet redigeret flere gange, førend hovedparten af europæerne måtte sluge den uden folkeafstemning, ændrer det som sagt ikke ved at Lissabon-traktaten i sin grundvold stemmer overens med den oprindelige EU-forfatning. Desuden har eksempelvis Danmark og Irland fået indrømmet forbehold, som disse landes regeringer dog gør hvad de kan for at fa strøget.

I praksis er det dog af mindre betydning med de såkaldte forbehold, for hvad angår Danmark, hvor Anders Foghs dans uden om en folkeafstemning lykkedes med en række forbehold indenfor politi- og militærsamarbejde, så foregik det på den måde, at Danmark fik flyttet de områder, hvor der er problemer med grundloven, over til de afdelinger, hvor vi har retspolitisk undtagelse. Dette vil i praksis sige, at Danmark kopierer de andre landes afgørelser, uden at vi selv får medindflydelse. Det er så regeringens håb at kunne liste en afskaffelse af forbeholdene igennem på et senere tidspunkt, enten ved folkeafstemning eller uden. Og i det hele taget er Justitsministeriets udlægning af ”gummiparagraffen” § 20 noget speciel, idet det mener, at den reelle magtafgivelse til EU – jf.  passarellen ovenfor om flertalsafgørelser – ikke er i strid med grundloven, hvorimod overdragelse af beføjelser på Danmarks vegne kan vise sig at være det. Udvidelser af beføjelser, som Danmark således skal indordne sig under, sker konstant i EU’s ministerråd, kommission og domstol. Dette mener justitsministeriet ikke er noget problem, da det jo slet ikke burde kunne lade sig gøre efter grundlovens § 20, som derfor i sandhed lever op til sit navn som gummiparagraf.

For blot at nævne et eksempel, hvor danske love må vige til fordel for EU’s bestemmelser, er i tilfældet med ”arbejdskraftens frie bevægelighed”; et byggefirma fra Letland, Laval, havde fået en ordre på et skolebyggeri i Vaxholm, Sverige. Firmaet aflønnede sine lettiske arbejdere efter lettiske tariffer, som jo naturligvis lå betydeligt under de svenske. Dette klagede svenske arbejdsorganisationer over, som mente det var unfair konkurrence og at lønningerne skulle tilpasses de svenske, da det ellers ville tage arbejde fra svenskere. Sagen gik til EU-domstolen, som gav Laval medhold. Det vil sige at selvom arbejdet bliver udført i Sverige, Danmark eller et andet land, har firmaet ret til at bruge dets eget lands arbejdsreglementer med (betydeligt lavere) løntariffer, hvilket vil underminere andre landes arbejdsmarkeder med dumping-lønninger fra Østeuropa. Således altså et tilfælde, hvor dansk lov ikke længere gælder i Danmark, efter ønske fra EU.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Hemmeligholdte skandaler, Politik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Lissabon – Traktaten: På vej mod EUSSR

  1. Pingback: Barroso afslører EU’s planer: På vej mod Europas forenede stater | Hammersmedens blog

  2. Pingback: Oprør! | Hammersmedens blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s