Sandheden om feminismen

Feminismens officielle formål

De officielle udlægninger og definitioner på feminismen i dag binder den alle på sin vis sammen med kvinders rettigheder, sociale stilling, kønsroller osv., herunder eksempelvis wikipedia, som oven i købet mener sig berettiget til at kategorisere feminismen som en ”intellektuel” bevægelse. Når man imidlertid beskæftiger sig mere indgående med fænomenet og dets historiske forløb, tydeliggøres det, at feminismen kan have mange forskellige betydninger og mål, alt efter hvilken situation man befinder sig i og hvilke personer der er de toneangivende for udstikningen af bevægelsens retninger og mærkesager. De ovennævnte områder fra de ovennævnte definitioner tjener kun som påskud for feminismens egentlige formål.

Således er f.eks. kun de færreste i dag klar over, at kvindeafdelingen i Ku Klux Klan havde en udslagsgivende betydning for det moderne feministiske tankegods. Ku Klux Klans kvindeafdeling WKKK (Women’s Ku Klux Klan) bestod således af amerikanske sydstatskvinder, som opfattede kvindens ophøjede rolle i et højreorienteret sydstatshjem som fundamentalt for opretholdelsen af segregations-politikken, dvs. adskillelsen mellem hvide og sorte. Den moderne feminisme har således overtaget mange af idealerne fra de kvindelige racister i WKKK, som derfor påvirkede feminismens anden bølge (ud af tre) med start i 1930’erne og udfoldelse i 1960’erne. Dog med den forskel, at hvor WKKK havde udgangspunkt i hvides overlegenhed over sorte, så har den moderne feminisme bibeholdt og videreført dette som kvinders overlegenhed over mænd med kvindekvoter og positiv særbehandling under dække af ”ligestillingskampen”.

Dermed er det bemærkelsesværdigt, hvorfor feminismen overvejende kædes sammen med venstrefløjen i dag, idet den låner tankegods fra højrefløjens adskillelses- og overlegenhedsfølelser (~”supremacism”) i modsætning til venstrefløjens – i hvert fald teoretiske – lighedsorienterede ideologi. Bruddet, hvor feminismen gik fra at være en overvejende højreorienteret ideologi til at være venstreorienteret, blev grundlagt i 1930’erne, da førende marxister måtte flygte til USA fra Nazi-Tyskland. De førende marxister ledte desperat efter en forklaring på hvorfor marxismens teorier havde vist sig ikke at holde stik da det virkeligt galdt ved at undlade at lave revolution og indføre kommunisme i Vesteuropa: I stedet for at slå sig sammen med andre arbejdere på tværs af landegrænser valgte de europæiske arbejdere at gå i krig mod hinanden for at forsvare deres fædrelande, – i direkte modstrid med Marx’ forudsigelser.

Feminismen som marxistisk redskab; ”kvinder er det nye proletariat

Marxisterne skulle således bruge en erstatning for proletariatet, som jo havde ”svigtet” kommunismens sag, og som ellers skulle have været brugt til at implementere kommunismen i Vesten. Valget faldt meget belejligt på de dertil særligt indrettede udsatte/undertrykte ”minoritetsgrupper”; kvinder, sorte, homoseksuelle, indvandrere, flippere, … Marxisterne formåede at lokke de overvejende borgerlige og nationalsindede feminister over på deres side ved at spille på feministernes krav på kvindens særstatus (positiv særbehandling) som følge af hendes køn. I marxistisk henseende bliver det dog blot (selvfølgelig) ikke til ”overlegenhedsstatus”, men derimod ”offerstatus” ved at spille på feministernes opfattelse af at kvinder var ofre for mænds undertrykkelse. Denne offermentalitet, som marxisterne således formåede at implementere i ikke alene feministernes anden bølge i 1960’erne, men i store dele af kvindekønnet, hidrører altså fra marxismens behov for et nyt, undertrykt proletariat, nu hvor det ”originale” (arbejderne) havde spillet fallit overfor marxismens planer. Og på denne vis ændrede feminismen karakter fra at have været overvejende højreorienteret til at være overvejende venstreorienteret.

Pointen er: Feminisme kan være hvad som helst, lige fra det yderste højre til det yderste venstre i det politiske spektrum. Det afhænger alt sammen af hvem der trækker i dens tråde og hvilke hensigter disse bagmænd har med det. Kvinders ligestilling og rettigheder er derfor kun påskud i denne sammenhæng for at give feminismen præg af at have en velbegrundet sag. For i en tid, hvor forskelsbehandling mellem kønnene ikke alene er afskaffet ved lov, men hvor det yderligere også er blevet strafbart at diskriminere kvinder på baggrund af deres køn, lever og trives feminismen alligevel i dag bedre end nogensinde før. Kvindekvoter, ligestillingsministerium, ligelønshysteriet, tvungen barsel til mænd, … etc. Feminismen er i dag stærkere end nogensinde før, på trods af feminismen i grunden har fået alle indrømmelser efterkommet. Dermed burde feminismen efterhånden gå i sig selv jo flere såkaldte ”krav” eller feministiske mærkesager, den får trumfet igennem. Men i stedet sker der det stik modsatte: Jo flere indrømmelser, love, direktiver, tvangsforanstaltninger, der bliver trukket ned over samfundet af moder stat i ligestillingens hellige navn, desto flere nye områder bliver der pludselig ”opdaget”, hvor kvinder angiveligt bliver undertrykt: I Østrig vil kvindeminister Gabriele Heinisch-Hosek i øjeblikket ændre selve den østrigske nationalmelodi, så den er bedre tilpasset feministernes krav. Obama-regeringen har desuden i USA, efter opfordring fra Hillary Clinton, ændret ordlyden i formularer fra de amerikanske myndigheder ved at erstatte ”mother” og ”father” med hhv. ”parent one” og ”parent two”, for derigennem at fjerne de kønsstereotype fordomme om at det altid er kvinden der er moren og manden der er faren (kvindeundertrykkende!) og desuden tilgodese homoseksuelle par.

Alt sammen skruen uden ende, hvis man altså én gang først er begyndt at hoppe med på feminismens vogn om ligestilling: Det stopper aldrig! Som det næste naturlige skridt i udviklingen med at forsøge at efterkomme feministernes krav om indgreb mod den grusomme kvindeundertrykkelse (som jo tilsyneladende hersker overalt og derfor skal slås ned med hård hånd) vil mænd i fremtiden ved lov få savet lidt af benene af, fordi de jo i gennemsnit er lidt højere end kvinder. For det ville da kun være rimeligt i en god sags tjeneste, ikke sandt?

Offermentalitet som legitimation for positiv særbehandling

Feminismen i dag spiller således først og fremmest på offer-strengen om at kvinder konstant på en eller anden måde er undertrykte, og at det er synd for dem, hvilket der derfor skal skrides ind overfor med lovgivning og tvang. Og med altødelæggende konsekvenser: De mekanismer, som blev sat i værk af marxisterne i 1960’erne og 1970’erne, hvor kvindekønnet blev brugt som gidsel af kommunisterne til at ødelægge og nedbryde de vestlige samfund, har sat deres uoprettelige spor på vores civilisation. Den såkaldte ”kvindefrigørelse” fra feminismens anden bølge havde netop til formål at ødelægge det gode forhold mellem kønnene ved at smadre især ægteskabets og familiens status og betydning som samfundsmæssig kerne. Unge mennesker, især kvinder, fik fortalt at det var ”normalt” at have et udsvævende sexliv med hyppige og skiftende sexpartnere, for derefter blot at få abort bagefter som ens naturlige ret som frigjort kvinde. Og hvis man ikke sang med på dette kor, var man små-fascistoid og usolidarisk med de stakkels undertrykte kvinder, der blot endeligt udlevede deres sande natur efter den grusomme, patriarkalske undertrykkelse af deres naturlige behov osv.

Konsekvenserne var en masse aborter, faldende fødselsrater i Vesten, alkoholmisbrug, eksperimentering med sex og stoffer, skilsmisser, børn uden for ægteskabet, der vokser op uden en far i fattigdom, fordi deres enlige mor er på understøttelse. Samt ikke mindst et par ungdomsgenerationer, der fik frataget alle værdier og erstattet dem med en anarkistisk/selvdestruktiv livsopfattelse om at den borgerlige samfundsmodel med familien/ægteskab og i centrum skulle ødelægges for enhver pris. Og stadigvæk i dag finder man disse tanker blandt ungfeministerne på venstrefløjen om at det hører med til at være ”frigjort” kvinde at leve seksuelt udsvævende, at undgå ægteskab for enhver pris (da den jo er indbegrebet af kvindeundertrykkelse og traditionelle kønsrollemønstre) samt at det er vigtigere at tage en lang videregående humanistisk uddannelse med efterfølgende karriere i det offentlige frem for at få børn. Således er feministerne, som et redskab i socialismens hænder, perfekt i færd med at videreføre de udstukne retningslinjer fra 1970’erne, som marxisterne havde udarbejdet i forsøget på at nedbryde den stærke vestlige civilisation indefra som nødvendig forudsætning for at kunne indføre kommunismen her. Med den vigtige tilføjelse i vore dage, at det nu er blevet det kvindelige, som er kommet i fokus som dét, der skal bekæmpes og ødelægges, hvor det før galdt om at ”finde og udleve” sin indre kvinde efter marxismens toner.

Og dermed er vi fremme ved kernen i kortlægningen af feminismens virkemåder og strategier i vores samtid: For en feminist i dag eksisterer der nemlig kun det mandlige. For en moderne feminist skal alt kvindeligt nedgøres og ringeagtes, alt mandligt skal efterabes og efterstræbes. Hvis en moderne feminist virkelig havde ønsket (som de påstår) at sidestille/ligestille det kvindelige med det mandlige som ligeværdigt med dette, så ville de jo gøre dette i stedet for at trampe alt kvindeligt ned i støvet som noget af ringere værdi, der skal foragtes. En sand feminist ville tage udgangspunkt i de naturlige forskelle mellem kønnene, og at disse forskelle var ligeværdige i den forstand at det kvindelige ikke var laverestående overfor det mandlige. Så når en feminist i dag prøver at fornægte de åbenlyse kønsforskelle (kropsbygning og –størrelse, kønsorganer, … ) som sociale konstruktioner efter marxismens propaganda, øver hun i virkeligheden vold mod kvindekønnet, samtidig med at hun påstår at gøre det modsatte.

Løgnen om social konstruktion og fornægtelse af biologien

Tanken om køn som social konstruktion startede i feminismens anden bølge i 1960’erne og 1970’erne og er i dag blevet forankret i venstrefløjens feminisme. Så vanvittig som tanken om social konstruktion end er (at drenge kun ender med at blive mænd og piger kvinder, fordi de oplæres til det vha. legetøj, opdragelse osv.), desto mere skræmmende er det, at der stadig i dag findes fortalere for denne tågesnak, sågar blandt højt etablerede kredse indenfor lærdom og lovgivning. Hvis teorien om social konstruktion havde været sand, ville drenge jo udvikle en livmoder som voksne, hvis de blot blev sat til at lege med dukker i stedet for actionfigurer og legetøjsbiler. Historien om den canadiske dreng Bruce afliver myten om social konstruktion. Han mistede sin penis efter en mislykket omskæring og blev derefter forsøgt opdraget som en pige efter at have fået indopereret en vagina, under opsyn af sexolog John Money (som var én af pionererne indenfor myten om køn som social konstruktion). Bruce (eller Brenda, som barnet nu hed) fandt sig aldrig til rette som pige, men blev ved med at være dreng og opføre sig maskulint på trods af målrettet pige-opdragelse, pigelegetøj og medicinsk behandling. Bruce/Brenda ville som voksen gøre op med pige-eksperimentet og genetablere sig som mand, fik opereret en penis og giftede sig med en kvinde. Men skaden var sket og de årelange psykiske og fysiske kønseksperimenter fik ham aldrig til at fungere optimalt, hvorfor han tog sit eget liv.

Køn har og vil aldrig være andet end et biologisk fænomen. Hvis dette fornægtes, med sociale eksperimenter såsom undertrykkelse af kønnenes naturlige modning og udfoldelse lige fra barndommen, ødelægges menneskene som voksne og kan ikke finde sammen i det naturlige samliv og harmoniske samarbejde. Biologien kan ikke tilsidesættes eller ændres, og der er heller ingen der prøver at påstår, at han- og hunkatte opfører sig forskellige pga. en social konstruktion udarbejdet af deres ejere. Men ikke desto mindre prøver feministerne netop at fornægte biologien ved at ville gøre kvinder til mænd og omvendt: Hvad feministerne i dag prøver at bilde alle kvinder ind, er, at det kun er det mandlige, som har værdi og som derfor skal kopieres af kvinderne. Dog er det ikke alle mandlige værdier, feministerne ønsker at tage til sig, men derimod de af dem, som feministerne har udpeget som indbegrebet af mandlighed; gøre karriere, tjene penge, gå barnløs gennem livet … Ønsker en kvinde ikke dette, er hun, ifølge feministerne, en fjende af ”kvindesagen” og skal derfor hånes og nedgøres som et ”undertrykt” offer for de traditionelle kønsrollemønstre. Sandheden er derimod, at mange kvinder i dag bevidst ikke ønsker karrierevejen som single-erhvervskvinde, men at de dermed ønsker at prioritere familien i stedet. Ikke fordi de bliver tvunget til det af deres undertrykkende mand, men derimod fordi de selv har lyst til det. Men dette bør de ikke få lov til, hvis det stod til feministerne, for dermed skader de jo den hellige feministiske sag om at kvinder skal presses til at være bestyrelsesmedlemmer i f.eks. fodboldklubber eller bokseforeninger, for alt andet ville jo være kvindeundertrykkende. Sandheden er, at de egentlige kvindehadere IKKE er cigarrygende mænd i jakkesæt, men derimod feministerne. Ingen andre har i dén grad nedgjort det kvindelige og kvindens ret til selv at vælge sin egen kvindelighed, og har ikke villet helme førend alle kvinder i (den vestlige) verden marcherer i takt efter feministernes kommando om at alt, hvad mænd gør, det skal kvinder også gøre (ellers er det kønsdiskrimination). Misogyni – i ordets bogstavelige betydning kvindehad finder man i dens allermest blomstrende form hos feministerne, fordi de fornægter, hader og foragter alt kvindeligt samt idealiserer det mandlige som det eneste ”legitime” køn. Som forfatteren Michael Klonovsky formulerede det: ”Feminisme burde i grunden have heddet Maskulinisme”.

Det tredje køn

For det, som feministerne fortæller kvinderne med deres retorik, er, at du vil altid kun være nummer to efter manden. Nummer to, vel at mærke, efter reglerne i et spil, som feministerne har opfundet. Når kvinder prøver at efterleve feministernes krav om at udradere de kvindelige træk hos sig selv og fremelske de mandlige, fanges de på halvvejen; kvinder vil de ikke være og mænd kan de ikke blive. Feministerne er blevet, om man vil, det tredje køn; fanget på halvvejen. De kvinder, som lader sig indfange af feminismens snak, bliver udstyret med et kronisk mindreværd overfor mændene, som de bliver dresseret til at efterabe, men som de aldrig kan blive lig med. Når kvinder får at vide, at de skal konkurrere mod mændene ved at overtage deres natur og opførsel, men at de på forhånd er dømt til at tabe, fordi de aldrig kan blive til mænd, udvikles et had mod manden på samme måde som det had, der udvikles af nummer 2 i en konkurrence mod nummer 1 efter erkendelsen af at førstepladsen for altid vil være uden for rækkevidde. På denne måde opstår det feministiske had mod manden, startet af vrangforestillingen om at kvinder og mænd skal være ens ved at kvinder tilpasses de mandlige idealer. Dette had udmønter sig derefter i indskrænkning og forbud mod mændenes traditionelle interesse- og karriereområder; de typisk mandlige værdier og interesser (sport, konkurrence, sammenhold, …) skal nu latterliggøres og lægges for had som kvindeundertrykkende, fordi de står uden for feministernes rækkevidde. Dvs. når kvinderne ikke kan opnå at blive til mænd, så skal mændene i hvert fald også forhindres i at blive det efter jalousi-logikken om at hvis man ikke selv kan opnå noget, så skal andre sandelig heller ikke kunne opnå det. Dette er feministernes såkaldte ligestillingskoncept. I stedet for at anerkende de biologiske forskelle mellem kønnene og kæmpe for den sande ligestilling mellem dem ved at sidestille det kvindelige som værende forskelligt fra, men ligeværdigt med det mandlige, vælger feministerne at fornægte de åbenlyse biologiske forskelle ved at ville gøre mænd til kvinder og omvendt. Dette har intet som helst med ligestilling, kvindefrigørelse eller kvindekamp at gøre, men er slet og ret menneskeforagt og vold mod naturen.

Feminismens arv

Så hvis det er svært at pege på noget positivt, som feminismen har medført for samfundet, så er det til gengæld ingen sag at nævne alt det negative, den har forvoldt: Alle de tusinder af skilsmisser og de parforhold, den har ødelagt. Alle de børn der vokser op uden en far eller pendler mellem forældrene på ugebasis. Alle de børn, der vokser op i grå institutionsbygninger, fordi mor skal lege karrierefeminist for at få råd til dyre og meningsløse konsumprodukter som symbol på hendes ”frigjorthed”. Alle de millioner af aborter, der er foretaget i den vestlige verden på sunde og raske børn, fordi det ville skade mors ”karrieredrømme”, og som vi derfor mangler i dag hvilket har medført en demografisk katastrofe for den vestlige civilisation og har givet globalisterne deres hovedargument for fri indvandring fra ikke-integrerbare kulturkredse. Og man kunne blive ved…

I ”feministlandet nr. 1”, Sverige, mærker man feminismens skadelige effekt endnu tydeligere. I dette land, der gælder som ”foregangsland” for ligestilling mellem kønnene, og hvor en mand kan blive sigtet for voldtægt hvis kondomet skulle sprænge under samlejet eller for kønsdiskrimination, hvis han kigger på en kvinde på en forkert måde, har man den højeste procent af singles i Europa. Måske ikke så underligt i grunde. Samtidig er det landet, der har produceret mænd, der selv vil give deres børn bryst. Og bag feministernes overfladiske ligestillingsidyl hersker der indgroet mistillid, mistro og modarbejdelse mellem kønnene i stedet for den idylliske harmoni, som feministerne påstår vil være resultatet af den svenske model. Desuden er der netop i Sverige – også kendt som feminismens Saudi-Arabien – begyndt at dukke røster op til overfladen, der ikke helt deler den gængse opfattelse af tilstandenes idyl, især indenfor familiepolitikken. En frisk undersøgelse derovrefra udstiller således de skadelige konsekvenser, som det har for børn at blive sendt til en grå institutionsbygning lige fra de er små for at blive passet af fremmede mennesker. De psykiske skader, som dette medfører for børnene senere i livet, omfatter især manglende evner til at knytte sig til andre, desuden indlæringsvanskeligheder, depressioner og selvmord blandt unge. Selvmordsforsøgene blandt især helt unge kvinder er mangedoblet i Sverige de senere år. Måske fordi (som forfatterne til artiklen foreslår) at børnene får frataget deres kønslige identitet fra de er helt små og pigerne bliver tvunget til at opføre sig som drenge for at udligne de kvindeundertrykkende kønsforskelle? Undersøgelsen påpeger det groteske ved den svenske model, hvor familier, der gerne selv vil tage sig af deres børn i stdet for at sende dem i institution, bliver straffet for dette økonomisk ved at få frataget diverse bonusser og tilskud, som gives af staten hvis mor bliver sparket tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Desuden vil disse familier ikke få kompensation for de institutionsudgifter, som de har sparet staten for. Som forfatterne tørt konstaterer; det er dyrt at holde af sit barn i Sverige.

Æren for kvinders opnåelser tilkommer ikke feminismen

Så meget som feminismen end har ødelagt i vores engang så stærke civilisation, desto mærkeligere er det at den fik lov til det næsten uden modstand. Som en eks-feminist udtrykker det i dag, – som et spørgsmål til mændene efter at feministerne i 1970’erne havde hærget med mandehadende retorik og smadring af mange familier og parforhold til følge: ”Vi var forfærdelige – hvorfor stoppede I os ikke?” Et andet eksempel på en eks-feminist, der i dag ser tilbage på sine ”medsøstres” hærgen i 1970’erne, er Fay Weldon, som også er blevet mere eftertænksom mht. feminismens indiskutable legitimitet. I et tilbageblik omhandlende mændenes respons på feminismen udtaler hun, at ”Vi trampede hårdt på mandlige tæer, og vi kunne lide hinanden, men den mand, som kunne lide os, var et sjældent fænomen. Og hvis han kunne, foragtede vi ham for hans blødhed.”. Måske ikke så underligt i grunden, at der ikke var mange mænd, der brød sig om feministernes frådende udfald. Men i hvert fald bærer Fay Weldons egen løbebane præg af feminismens indvirkning; efter at være blevet skilt fra sin mand kom hendes søn i problemer og endte i fængsel for narkosmugling – måske en fortvivlet reaktion på forældrenes brud og det manglede mandlige forbillede hos en enlig mor? Eller blot det naturlige resultat af et drengebarn opdraget af en feminist?

Under alle omstændigheder er det nemt at pege på alle de ting, som feminismen IKKE har gjort for kvindekønnet. Feminister lokker jo ofte kvinder over til sig med deres svada om at ”havde det ikke været for feministerne, så havde du ikke haft stemmeret i dag”, osv. osv.. Først og fremmest var det mændene, der gav kvinder stemmeret, ikke feministerne. Og derudover forholder det sig på præcis samme måde med alle de ting, som feministerne tager æren for at have skaffet kvinderne i dag indenfor kvinderettigheder og ligestilling, som de dog overhovedet ikke har været blot i nærheden af at have haft noget at gøre med: Feministerne har råbt og skreget, hylet, flæbet og vrælet over den angivelige kvindediskrimation, som jo åbenbart hersker overalt i det skjulte. De har iklædt sig røde strømper, lilla bleer og brændt deres BH’er. Men decideret GJORT noget positivt for kvindesagen, det har de ikke. Hvis man nemlig betragter alle de opfindelser og foranstaltninger, som oftest fremhæves af kvinder som dem, der har gjort livet og dagligdagen som kvinde lettere (p-pillen, abort, sociale ydelser, … ), og som – især mht. p-pillen – oftest fremhæves som forudsætninger for kvindefrigørelsen, så er ikke EN ENESTE af dem opfundet af en feminist. De er alle opfundet af mænd. Sågar forløberen for det moderne hygiejnebind blev opfundet af en mand. Dermed bliver feministernes eventyr nr. 1 manet i jorden: Det var ikke feministerne, der frigjorde kvinden. Det var mændene, der frigjorde kvinden.

Og dermed står man tilbage med spørgsmålet: Hvad skal feminismen i grunden til for og hvad er dens eksistensberettigelse i vores moderne tid? Intet positivt har den udrettet for hverken kvinder eller mænd, men derimod meget negativt. Ikke kun for de to køn, men også for samfundet som helhed og måske især børn og unge, der bliver de egentlige tabere på institutionerne, fordi mor skal være bestyrelsesmedlem på en kvindekvote. Ikke engang kvindens såkaldte økonomiske uafhængighed fra manden har feministerne bevirket, selvom de selvfølgelig gladelig tager æren for det.  Ifølge Velfærdskommissionens Analyserapport fra 2004 (side 282) suger en gennemsnitlig kvinde fra vugge til grav 2,4 mio. kroner mere ud af statskassen end hun betaler ind igen, i form af sociale ydelser og støtteordninger. Det tilsvarende tal for mænd er 0,8 mio. med negativt fortegn, dvs. han indbetaler mere i form af skatter og afgifter end han bruger. Dermed er den gennemsnitlige mand en nettobidragsyder, hvorimod den gennemsnitlige kvinde er en nettobidragsmodtager. Her er der oven i købet ikke medregnet, at der er en overvægt af kvinder blandt offentligt ansatte (som også får deres løn via skatteindtægter), således at de reelle tal ligger meget højere og lavere for hhv. mænds og kvinders vedkommende. På den baggrund kan det siges, at der faktisk slet ikke er sket nogen ændring overhovedet i forhold til tidligere, hvor manden var forsørgeren i familien: Det er stadigvæk mændene der forsørger kvinderne i den vestlige verden – bare ikke direkte som mand og hustru, men indirekte via skattebilletten. Den såkaldte økonomiske uafhængighed af manden, som mange kvinder tror at de takket være feministerne er i besiddelse af i dag, er faktisk mere udpræget end nogensinde før.

Feminismen og feministerne er først og fremmest et redskab til at ødelægge, ikke til at opbygge. Og selvom feminismen stadigvæk er en integreret bestanddel af venstrefløjen i dag, kan feminismen være hvad som helst rent politisk, hvilket der jo er markante historiske eksempler på. I dag ser man da også den borgerlige ”blå” fløj ønske at indlemme feminismens tankegods i sine folder med borgerlige ligestillingsministre og kønsdiskriminering mod mænd til fordel for kvinder på universiteterne. Det er den selvsamme logik der ligger bag disse tiltag om at føre diskrimination mod mænd, som ligger til grund for feminismens legitimering af den positive særbehandling; det er synd for kvinder, fordi de bliver holdt nede af mere eller mindre obskure og utydelige patriarkalske samfundsmekanismer, hvorfor det skulle være legitimt at give dem et ”lille skub” på karrievejen, som det hedder i artiklen. Den manglende logik bag disse tiltag, i overensstemmelse med feminismens religion, er, at hvis det virkelig havde været sandt at kvinder kan præcis det samme som mænd på lige vilkår som mænd, fordi der jo ikke er nogen forskel på de to sociale konstruktioner, hvorfor gør de det så ikke? Hvorfor har de brug for et ”skub” af statsautoriserede feminister til at forfølge en vej, de måske i virkeligheden ikke ønsker på trods af at alle muligheder er åbne og kvinder i forvejen fremmes i uddannelsessystemet? Og desuden er det jo heller ikke indenfor alle områder, at der skal være kvindekvoter; de beskidte jobs som skraldemand og kloakarbejder må mændene fortsat hjertens gerne udføre for feministernes skyld – ingen ligestilling her. Men det ville jo selvfølgelig også stride voldsomt imod feministernes ligestillingsprincipper, hvis de pæne små dukkebørn skulle få snavs på neglelakken. Så er det bedre at de sidder i et varmt bestyrelseslokale og lader mændene om at reparere og bygge maskinerne. Til langt lavere løn, vel at mærke. Det er da logisk, er det ikke?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Videnskab og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s