Bankernes farlige pyramidespil

Den østrigske avis Die Presse havde en artikel om bankernes videreforpantning af kundernes sikkerheder f.eks. i form af fast ejendom, hvilket fik mig til at prøve at klarlægge problemets omfang. Sagen er, at bankernes involvering i de såkaldte skyggebankers aktiviteter endnu ikke er tilstrækkeligt klarlagt og at disse aktiviteter har enorm betydning for det nuværende banksystems opretholdelse, idet bankerne er flettet ind i hinanden via gensidige handler og opkøb, og dermed selvfølgelig først og fremmest for kundernes penge.

Sagen begyndte at blive optrevlet med sidste års konkurs af investeringsselskabet MF Global. MF Global havde (mis)brugt andre pengeselskabers deponeringer i form af værdipapirer, til at skaffe sig ekstra likvide midler ved at pantsætte disse deponeringer til andre banker. Disse andre banker, som havde lånt dem pengene mod pant i værdipapirerne, havde så igen belånt sig med sikkerhed i disse selvsamme værdipapirer, og således fortsatte det. Man starter med et aktiv, f.eks. fast ejendomspapirer eller aktier. Dette aktiv bliver derefter belånt op til flere gange af flere forskellige banker, idet hver af bankerne skaffer sig yderligere penge ved at optage lån i andre banker med det pågældende aktiv som pant. Til sidst kan aktivet, som startede med kun at have én ejer, være blevet belånt med det mangedobbelte af dets værdi. Hvis det svageste led i kæden derefter knækker med en konkurs, vælter hele læsset.

Pyramidespillets opbygning

Og det er ikke kun hedgefunds, der starter lavinen ved at deponere værdipapirer hos bankerne. Også helt almindelige private boliglån inddrages. Når f.eks. en boligkøber får et lån i banken til at købe et hus, så tilhører huset ”officielt” ham selv, men hvis han ikke kan betale, tilfalder det banken, fordi banken har pant i huset. Så vidt ingen problemer. Men hvis banken tager dette boligpant og bruger det til at skaffe sig selv flere penge ved at optage lån i andre banker ved at bruge pantet som sikkerhed, og hvis denne nye bank igen gør det selvsamme, opstår problemet. Til sidst kan et boligkøb til 1 mio. være pantsat måske 5 gange, og hvis hver ny låntagning er en fordobling af den forrige, ender det med at skabe gæld for 32 mio.

Nøglen til, at dette spil kan opretholdes hedder City of London, som ikke må forveksles med selve London (Englands hovedstad). City of London er en slags ”by i byen” midt i London i stil med Vatikanstaten i Rom. I den gælder der særlige regler og undtagelser, navnlig indenfor pengeverdenen. Og især indenfor kategorien ”mangedoblet låntagning” mod sikkerhed, som er tilladt her som ét af de eneste steder. Derfor har alle de store banker og investeringsselskaber enten hovedkvarter eller datterselskaber indenfor grænserne af dette finanscentrum, delvist uden for myndighedernes rækkevidde.

Hvorfor Grækenland ikke kan/må gå fallit og genindføre Drakmer

City of London er ligeledes hovedforklaringen på, at investeringsselskabet Lehman Brothers gik konkurs i 2008, idet deponeringer fra amerikanske kunder (især hedgefunds) blev flyttet til datterselskabet Lehman Brothers International i City of London, hvorefter deponeringerne blev belånt adskillige gange i flere forskellige banker, hvilket magasinet Business Law Currents behandler mere detaljeret. Da lånekarrusellen stoppede og der ikke kunne skaffes flere penge, var de oprindelige aktiver tabt for de amerikanske investorer, som stadigvæk var underlagt amerikansk lov, som desuden i øvrigt ikke muliggør den mangedoblede låntagning. Også forsikringsselskabet AIG’s problemer var forårsaget af disse numre via dets datterselskab i City of London, hvorefter det måtte reddes af de amerikanske skatteydere. Også MF Globals kunder vil vel højst sandsynligt aldrig se deres værdipapirer igen eller få erstatning. Det anslås, at omkring 60 billioner dollars svæver rundt i dette halvlovlige system. De største banker og investeringsselskaber er indblandet med milliardbeløb, som det fremgår af Business Law Currents, herunder JP Morgan og Morgan Stanley med hver 410 milliarder dollar, Credit Suisse med 354 mia., Royal Bank of Canada med 53,8 mia. Således er dette pyramidespil sandsynligvis historiens til dato største kreditboble, som er faretruende nær ved at briste.

Og heraf aner man også grunden til Bryssels indædte modstand mod at lade Grækenland sejle ud af Eurozonen (hvilket sikkert ellers ville have mest fordelagtigt for alle parter). For i og med at de fleste værdipapirer, der indgår som pant i disse låne-mangedoblinger er statsobligationer, er derfor også græske statsobligationer med i bunken. Således ligger amerikanske banker inde med statsobligationer fra Grækenland, Irland, Portugal og Spanien til en værdi af ca. 181 mia. dollars, som det fremgår af artiklen i Business Law Current. Hvis man forestiller sig at dette beløb er blevet belånt op til flere gange via pyramidespillet, bliver det faktisk ret skræmmende tal. Og hvis Grækenland derfor skulle gå ned og ikke kunne betale tilbage, vil heller ikke nogen af bankerne kunne efterkomme deres gæld, som de har skaffet sig på baggrund af statsobligationerne. Og da mange store virksomheder er afhængige af kredit fra disse selvsamme banker, ville bankernes kollaps betyde at hele vore økonomi kunne falde sammen som et korthus. Ikke så underligt at ”Merkozy” med al vold og magt vil forhindre grækerne i at slippe fra Euro-fængslet ud i friheden via en statsbankerot.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Økonomi, Hemmeligholdte skandaler og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s