Det begyndte med en løgn

Kære medborgere, i dag er NATO begyndt med luftangreb mod militære mål i Jugoslavien. Med dette tiltag vil organisationen standse yderligere alvorlige og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne og forhindre en humanitær katastrofe i Kosovo. Den jugoslaviske præsident Milosevic fører dér en nådesløs krig. Vi fører ikke nogen krig, men vi er kaldet til at gennemsætte en fredelig løsning i Kosovo, selv med militære midler.
    – Tysklands daværende forbundskansler Gerhard Schröder i tysk TV (24. marts 1999)

Med dette citat starter WDR-dokumentarfilmen Det Begyndte med en Løgn om NATOs bombardement af Serbien, der blev vist første gang i tysk fjernsyn 8. februar 2001. Den af mig fremhævede sætning fortæller efter min mening i virkeligheden alt om NATOs og Tysklands rolle i dette forehavende: Selvmodsigelsen om at starte en ny krig for at få fred er nærmest grinagtig, hvis blot ikke anledningen havde været så alvorlig og de ansvarlige personer havde svigtet deres bemyndigelse så voldsomt. Filmen viser, hvorledes de argumenter og bevæggrunde, der lå til grund for den militære intervention, bygger på løgne, manipulationer og krigspropaganda.

Truede virkelig en ”humanitær katastrofe”?

NATOs påskud for at bombe Serbien var, som sagt, af hensyn til ”menneskerettighederne” og for at forhindre en ”humanitær katastrofe” i serbernes angivelige overgreb mod albanerne. Men virkeligheden så noget anderledes ud, hvilket dokumenteres detaljeret i filmen. For at tage fat i daværende tyske forsvarsminister Rudolf Scharpings ord:

Vi ville jo heller aldrig være skredet til militære forholdsregler, hvis der ikke havde fundet en humanitær katastrofe sted i Kosovo med 250.000 flygtninge indenfor Kosovo og langt over 400.000 flygtninge i alt samt et ikke tælleligt antal døde.

Ikke tælleligt antal døde? Ifølge OSSE’s (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) egne rapporter var der tale om 39 døde i hele Kosovo inden NATOs indgriben. Er 39 døde en ”humanitær katastrofe”? Selv den forhenværende tyske general Heinz Loquai fra OSSE indrømmer i filmen, at begivenheder, der ville kunne retfærdiggøre en militær indgriben ”ikke forelå før indgrebet”. Og den amerikanske diplomat Norma Brown udtrykker klart, at kampene i Kosovo udelukkende var mellem Serbien og terrorbevægelsen UCK, og altså ingen overgreb på civile.

Men OSSE’s rapporter blev aldrig fulgt, tværtimod blev fakta forvansket, tilsidesat og løgne opfundet. Hvilket var nødvendigt, for da bomberne begyndte at regne over Beograd i Serbien, vendte folkets stemning imod NATOs angreb i Vesteuropa. NATOs talsmand Jamie Shea udtrykker det bedst:

Det vigtigste er, at fjenden ikke må få monopol på billederne, for det rykker NATOs taktik ind i offentlighedens lys i stedet for Milosevic’s bevidste brutalitet: Altså om hvorvidt vi er en perfekt organisation eller om hvorvidt vi fører en perfekt luftkrig osv. Mange journalister sagde: Milosevic har billederne – og Jamie Shea har kun ord. Hvem skal vi tro på? Billederne eller ordene? Den næste gang ARD, CNN, eller BBC viser et billede fra en sønderskudt flygtningestrøm, så vil jeg kunne sige: Ja, det er rigtigt. Jeg undskylder, jeg kan forklare det. Men prøv at se her: En massegrav. Folk, der er blevet slået ihjel og smidt i denne grav! Så hvis’ side er du på?

Så det handlede altså om billeder? Om at få offentligheden og medierne over på NATOs side ved at spille på de rigtige (visuelle) strenge? Problemet var blot, at NATO netop ikke rådede over billeder af massegrave med albanske civilister. Derfor måtte man ty til andre ”alternative” midler, da stemningen i befolkningerne truede med at kippe til serbernes fordel, efter at billeder af brændende serbiske bygninger begyndte at tikke ind og NATO mere og mere så ud til selv at forårsage den ”humanitære katastrofe”, som den påstod at ville forhindre.

Den ikke-eksisterende Kz-lejr

Og så begynder løgnene at afløse hinanden i det desperate forsøg på at retfærdiggøre den uprovokerede aggression. For igen at overlade ordet til Scharping, Tysklands angribende FORSVARSminister, der var blandt de ivrigste fortalere for NATOs ”fredsbevarende” angreb på civile serbere:

Meget vigtigere er spørgsmålet om hvad der sker i Kosovo lige nu: Når jeg hører, at der bliver indrettet en koncentrationslejr i den nordlige del af Pristina, når jeg hører, at man driver børns forældre og lærere sammen og skyder lærerne for øjnene af børnene, når jeg hører, at man i Pristina opfordrer den serbiske befolkning til at male et stort ”S” på døren, så at de ikke bliver ramt af udrensningerne, så er der noget i gang, som ingen civiliseret europæer længere må lukke øjnene for, medmindre han vil kigge ind i ansigtet på sin egen historie. (28.03.1999)

Problemet er bare, at intet af det var sandt: Historien om, at serberne skulle have indrettet en Kz-lejr for albanere i Pristinas stadion var enten bygget på løgnehistorier fra albanere eller pure opdigtet af NATO selv. Filmen overlader ordet til et øjenvidne, Sheban Kelmendi, der under hele krigen boede lige ved siden af stadion med fri udsigt over alt hvad der foregik der:

Som I selv kan se, kan man se direkte ned i stadion herfra. Man kan se alt. Dengang var der ikke en eneste fange eller gidsel. Stadionet har altid kun tjent som landeplads for helikoptere.

Mens han taler nærmer der sig faktisk en helikopter fra KFOR-styrken til stadion.

I ser jo, at der kun lander helikoptere der. Som dengang. Det kunne vi alle sammen her se. Helikopterne landede der og folk steg ind, altså soldater.

Altså ingen Kz-lejr. Og et ”S” har der aldrig stået på et eneste serbisk hus i Pristina, hvilket således maner en pæl i gennem Scharpings historie om serbiske ”udrensninger” af albanere.

Løgnen om Rugovo-massakren

Men NATO havde jo også andre historier i ærmet, der skulle illustrere deres gode sag mod den angiveligt grusomme præsident Milosevic i forsøget på at retfærdiggøre deres militære overgreb: I landsbyen Rugovo skulle angiveligt have fundet en serbisk massakre sted af civile albanere. En detaljeret undersøgelse af begivenhederne, giver dog et helt andet billede af hændelsen.

De billeder, som Scharping viste frem af hændelsen, viste serbiske sikkerhedsstyrker med uniform, samt en masse lig, ordnet i bunker, hvilket skulle ”bevise” at det var et militært serbisk overgreb mod civile albanere. Men billederne viste ikke våbnene ved siden af de døde, som derfor ikke kunne være ”civile”. Ej heller viste de de dødes UCK-uniformer, militærstøvler, UCK-medlemskort samt uniformsmærkerne med UCK’s logo, hvilket ellers var blevet filmet ned til mindste detalje af OSSE’s observatører. Ingen tvivl: Her havde der været en kamp mellem serbisk militær og UCK-militser. Ikke engang skyggen af etnisk udrensning. Og ligene lå udelukkende i bunker, fordi de var blevet slæbt derhen af det internationale opsynshold bagefter, ikke fordi nogen var blevet gennet derhen og likvideret systematisk. Selv OSSE’s egne opsynsmænd, der var blandt de første på stedet, kunne afkræfte enhver tale om messedrab af civile. Men de blev ikke hørt og deres udtalelser var ikke i nogen rapport. Selv UCK udtalte jo, at der på stedet var ”faldet kæmpere for albanernes store sag”, og dermed indirekte indrømmet at det intet havde haft at gøre med udrensning af civile.

Nummeret havde dog virket og NATO havde deres ”etniske udrensning” begået af den grusomme Milosevic. Og udenrigsminister Joschka Fischer sang med i samme dur om nødvendigheden af at bombe serberne ud fra mantraet om ”aldrig mere Auschwitz”, sikkert vel vidende, at den pågældende hændelse ikke engang tilnærmelsesvis kom i nærheden af noget, der kunne tåle en sammenligning med Auschwitz.

 

 

NATOs ulovlige krig

Det eneste, der ville have kunnet gøre en militær intervention ”lovlig” i denne sammenhæng var et mandat fra FN, selvom man kan indvende, at et overgreb på et andet land aldrig er forsvarligt – FN-mandat eller ej. Men FN gav aldrig mandat til bombningen af Serbien. Det var NATOs eget show fra starten, styret af USA. Og at NATO efterhånden kender USA politik på dette punkt om ringeagt for FN, kan vel ikke længere benægtes. Slet ikke efter kendskabet til en intern rapport, som Bill Clinton havde udarbejdet til den amerikanske regering i 1993. Titlen siger alt: Med FN hvis muligt, uden dem om nødvendigt. I den hedder det at ”Det er NATO, der skal fastlægge beslutningskriterierne for FN og ikke omvendt”. Og heraf aner man formålet med bombardementet fra NATOs side:

(Wayne Merry, rådgiver for den amerikanske regering):
Nogle regeringsfolk fra udenrigsministeriet taler om at Kosovo kun er optakten til NATOs fremtidige krige, som vil ligge endnu længere væk. For Washington handlede det ikke om en demonstration af den amerikanske førerrolle i NATO. Den er der aldrig sået tvivl om. Man ville vise, at NATO overhovedet stadigvæk havde et formål. Og dette formål er noget helt andet end de rent defensive opgaver, som NATO var blevet grundlagt til.

En sidste desperat løgn: Milosevic’s ”hestesko-plan

Efter at NATO havde angrebet en flygtningekonvoj ved Djakovica ved en fejl, truede stemningen i Tyskland og de andre NATO-lande for alvor at tippe mod krigen og der skulle derfor bruges endnu en hændelse til at genetablere NATOs rolle som de gode. Milosevic begik dog den fejl, ikke at forhindre at flygtningestrømmene fra kampene mellem UCK og regeringstropperne blev drevet mod Albanien og Makedonien. For ved ankomsten til grænserne stod vestlige kamerahold klar og filmede løs om de umenneskelige grusomheder, som disse mennesker jo angiveligt var blevet påført af serberne. Og åbenbart for at give propagandaen et ekstra tvist opstod ideen om hestesko-planen: At Milosevic allerede i årevis havde haft en hemmelig plan om at drive albanerne ud af Kosovo via en hesteskoform. Og ”beviserne” kunne de europæiske fjernsynsseere jo tilsyneladende se direkte med de ankommende flygtningestrømme.

I en brochure fra det tyske forsvarsministerium vises der billeder taget fra fly af landsbyen Randubrava, der skulle dokumentere Milosevic’s hestesko-plan ved at vise flygtningestrømme mod Albanien og Makedonien. Men under billederne står – dumt nok – deres optagelsestidspunkt: April 1999, altså efter at NATOs bombardement allerede var startet, hvilket bringer billederne i miskredit. Det samme er tilfældet med billederne af en anden landsby, Sanhovici: April 1999. I en senere udgave af brochuren er disse tidsangivelser under billederne tilfældigvis fjernet. Historien om ”hestesko-planen” må altså være udarbejdet af Scharping selv eller af NATO-medarbejdere. Heinz Loquai, tysk general, bestilte senere et møde i det tyske forsvarsministerium for en redegørelse, og her kendte man i november 1999 ikke til nogen hestesko-plan. Vidneudsagn fra landsbyen Petershtica afkræfter desuden, at de blev fordrevet målrettet af serbiske tropper. Tværtimod havde de været i kamp med serbiske styrker på jagt efter UCK og nogen var flygtet midlertidigt, men vendt tilbage senere uden at være blevet forhindret. Og faktisk viser det sig, at mange at de flygtninge, der skulle være blevet drevet på flugt af serberne, faktisk var blevet drevet på flugt af NATOs bombardementer i omegnen, hvilket bekræftes af videudsagnene i filmen.

Men sandheden om historien kom aldrig i offentlighedens søgelys. Ej heller Scharpings løgnehistorie om at serberne satte ild til de fordrevne albaneres huse ved at lukke op for gassen i kælderen og placere et tændt stearinlys på loftet. Sådan noget ville aldrig resultere i at der gik ild på huset, hvilket enhver brandmand ved, for gas er tungere end luft og kan ikke stige til vejrs. Scharpings forgæves forsøg på at forsvare sig i filmen med at meldingerne beroede på ”informationer fra efterretningstjenester samt vidneudsagn” virker utroværdigt, da dokumentarfilmen leverer andre vidneudsagn, der tegner et noget andet billede, og som desuden harmonerer langt bedre med almen fakta. Ifølge disse vidneudsagn brændte husene, fordi de blev ramt af granater, hvorved der gik ild i halm. Desuden fik offentligheden heller aldrig noget at vide om, at NATOs bombeflys brug af det omstridte uran-ammunition i de såkaldte splinter-bomber.

Tilbage sidder man med en besk smag i munden over at NATO slap af sted med at forføre den vestlige verdens befolkninger med på et overgreb mod en suveræn stat, der aldrig havde gjort os noget eller ytret tilsagn om noget sådant, men som tværtimod var i gang med et opgør mod en terrororganisation, der blev finansieret ved narkohandel og havde til formål at fuldbyrde det tyveri, der var blevet begået mod det serbiske folk i form af udrensningen af serbere fra Kosovo via højere fødselsrater: Den landsdel, som serberne selv omtaler som ”Serbiens hjerte”, hvor Solsortesletten ligger; sletten, hvor serberne standsede osmannernes fremrykning kortvarigt i 1389 og dermed, måske, reddede Europa fra erobring ved den lejlighed. I foråret 1999 kom osmannerne fra den anden side; fra nord i form af NATOs bombefly. Denne gang tabte serberne mod de overlegne horder af overfaldsmænd – og måske dermed også i sidste ende: Europa.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Hemmeligholdte skandaler, Politik, Udenrigsnyheder, USA og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Det begyndte med en løgn

  1. falkeøje siger:

    Vi blev røvrendt om denne krig.
    Kosovo blev tyvstjålet, og NATO opførte sig bedragerisk overfor os.

    falkeøje

  2. Pingback: DR og TV2’s kæledægger; den Syriske oprørshær - erkender systematisk henrettelse af krigsfanger » Balder Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s