I globaliseringens og profittens tjeneste

EU’s nye projekt ved navn ”blue card” – som en tro kopi af det amerikanske green card – har jo officielt til formål at bekæmpe den angivelige arbejdskraftmangel i EU ved at gøre det muligt for ikke-EU-borgere at komme nemmere til EU som ”arbejdssøgende”. Således mener EU i samarbejde med de private firmaers lobbyister at kunne dække virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft og samtidig få fyldt flere skattepenge i statskassen pga. øgede skatteindtægter, efter at blue card-indehaverne jo (ifølge teorien) begynder at opfylde staternes slunkne kasser i EU efter den økonomiske krise. Dog er hele dette ”projekt” dømt til at mislykkes på forhånd, dels fordi det slet ikke løser de problemer, som det er udpeget til at løse, dels fordi det skaber flere andre problemer i fremtiden.

  1. Der findes ingen ”mangel på arbejdskraft” i EU, der ville retfærdiggøre dette tiltag: Alene i lande som Spanien og Grækenland har man arbejdsløshedsproblemer på den forkerte side af de 20%. Hvis man ikke engang kan give dem et arbejde, evt. i nogle af de nordligere EU-lande, hvordan skulle man så kunne give en inder eller indoneser et, som kræver langt større indarbejdning jf. kulturelle og uddannelsesmæssige forskelle?
  2. Dernæst ville en mangel på arbejdskraft stadigvæk ikke retfærdiggøre ukontrolleret indvandring med en blue card-ordning: Selv hvis det havde været sandt, at der manglede arbejdskraft, kan dette løses på flere andre (og bedre) måder end at åbne grænserne. En arbejdsløs smed på 50 kan sagtens omskoles via kurser til at kunne sidde ved en computer og ordne regneark, hvis der er mere brug for det. Det kræver blot en lille investering fra virksomhedens side. Men denne investering vil de altså helle spare væk til fordel for en lavtlønnet indisk ingeniør eller programmør. En beslutning, der kun skader virksomhederne selv i sidste ende.

Derudover er der mange bedre og mere iøjnefaldende muligheder end at åbne for indvandringen for at løse mangle på arbejdskraft; omlægning af produktionsmetoderne, så at arbejdere i større grad erstattes af maskiner. Vi burde jo i grunden befinde os i den teknologiske tidsalder, hvorfor det også netop lyder underligt at skulle være afhængig af globaliseringen. Globaliseringen er derfor i høj grad ikke noget naturligt, som ikke kan undgås, men noget kunstigt skabt af hensyn til profit. Også i tidligere tidsperioder blev mangel på arbejdskraft løst meget bedre end i dag, navnlig ved netop at udvikle bedre og mere effektive produktionsmetoder med teknologi.

Så vi har altså en situation, hvor regeringerne og industriens interesseorganisationer – i stedet for at investere i deres eget folk og nations ve og vel på sigt med nationale løsningstiltag – foretrækker at udnytte de selvskabte (ikke-eksisterende) problemer ved at lukke sluserne op for masseindvandringen, i endnu højere grad end vi allerede har oplevet den i forvejen; med de problemer, som den først og fremmest har medført. Desuden er tiltaget faktisk i strid med national lovgivning i mange EU-lande, dog ikke Danmark, hvor Anker Jørgensens indvandringsstop fra 1973 blev afskaffet af VK-regeringen i 2002.

For blue card-ordningen vil nemlig slet ikke udgøre nogen løsning på de økonomiske og demografiske problemer, som EU står overfor – tværtimod: For det er muligt at en indisk eller tyrkisk ingeniør er langt billigere end en dansk, til gengæld betaler de så også (af deres lavere løn) langt mindre skat til velfærdsstaten. Så for at vende tilbage til den førnævnte 50-årige danske smed, som firmaerne foretrækker at erstatte med en billigere udlænding i stedet for at investere i hans omskoling, så vil staten ganske enkelt ikke på sigt have råd til hans arbejdsløshedsunderstøttelse, pga. de lavere skatteindtægter, som blue card-udlændingene tilvejebringer. Og dermed vil blue card ordningen på sigt blot gøre det angivelige problem ”arbejdskraft” endnu større i fremtiden i stedet for at løse det. For vores højtudviklede uddannelsessystem er jo i høj bygget som statsinstitutioner med skattepenge.

Et velfærdssamfund vil nemlig kun kunne fungere i et homogent solidaritetssamfund; i samme øjeblik man skaber incitament til at nyde uden at yde, vil dette naturligvis tiltrække arbejdssky elementer fra hele verden, der vil finansieres af arbejdstosserne, som spåledes derfor vil få et incitament til langsomt at pakke kufferterne og dermed underskrive velfærdssamfundets dødsdom. En blue card eller green card ordning efter pres fra erhvervslivet vil i denne sammenhæng med indvandringen af billig arbejdskraft som løntrykkere blot udskyde katastrofen.

Desuden er der jo den indvending, at selv ikke engang de udlændinge, som jo burde være målgruppen for denne ordning, vælger at gøre brug af den; hvorfor skulle man som nyuddannet indisk ingeniør vælge Danmark til dumping-løn på et blue card, når man kan få det dobbelte i Canada eller Australien med samme uddannelse? Derfor vil blue card-ordningen ikke engang tiltrække dem, som ophavsmændene påstår at den vil tiltrække (de højtuddannede indvandrere), men derimod blot endnu en hær af løntrykkere med begrænsede kvalifikationer, som vi dybest set slet ikke efterspørger.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Politik, Politikere, Udenrigsnyheder og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s