Wollt ihr die totale Demokratie?

Demokrati: Styreformen i de postmoderne, vestlige lande. En velsignelse eller en katastrofe? Faktum er, at nedgangen i den vestlige civilisation; økonomisk, intellektuelt, teknologisk, demografisk, … først for alvor satte ind i en tid, hvor demokratiet var veletableret her som den eneste mulige styreform. Demokratiet er således, for at udtrykke det sådan, ikke nogen garant for opblomstring og styrke, snarere tværtimod. De tidspunkter i Europas historie, hvor vi oplevede størst fremgang og udvikling, var i perioder med monarkier, kejserriger, fyrstedømmer eller bystater. Det romerske kejserrige overlevede og blomstrede i århundreder; det moderne demokratiske velfærdssamfund med omfordeling af goderne efter socialdemokratisk udkast vil ikke engang overleve et sekel. Den moderne udgave af ”massernes vælde”, hvor alle nærmest kan få stemmeret serveret på et sølvfad uden at gøre syndeligt for det, kan på ingen måde gøre sig fortjent til betegnelsen ”folkestyre”, men vil derimod ende med et pøbeldiktatur, hvor de uproduktive (som nu udgør vælgermajoriteten) via stemmesedlen sætter de produktive arbejdsslaver til at forsørge dem.

Og hvorfor vil det uundgåeligt gå sådan, hvis man slår ind på en vej, som vi har gjort i Europa/Vesten i øjeblikket? Her falder der mig et citat i hu, som jeg læste et sted på nettet: Demokrati er: Når 2 løver og 1 får stemmer om hvad der skal være til aftensmad. Man kan også udtrykke det i en anden, lidt ”mildere” udgave: Demokrati er, når din nabo har medbestemmelsesret over din løn og din ejendom. Demokrati vil altså m.a.o. uundgåeligt på et tidspunkt føre til tab af personlig frihed og ejendomsret. Ikke det modsatte, som vores ”folkevalgte” politikere ellers har travlt med at overbevise befolkningerne om lige fra Rom til Reykjavik.

Uundgåeligt?

For at forstå, hvorfor dette er sådan, gøres det faktisk bedst med et citat, som præsident for det østrigske nationalråd Barbara Prammer (SPÖ) gav under et interview. Adspurgt om, hvorfor hun ville afvise et forslag fra det konservative ÖVP om at lade borgerne selv bestemme hvad en vis procentdel af deres skattepenge skulle bruges til, svarede hun: Når jeg forestiller mig et initiativ, der går ud på, at ti procent bliver trukket ud af det sociale område og brugt til erhvervsfremme, behager det mig ikke. Frihed i et demokratisk samfund er en vis ufrihed. Den gælder for individet for at muliggøre friheden i kollektivet. Så det er altså underforstået, at et demokratisk samfund indebærer tab af frihed for individet. Dette skyldes, at hvad flertallet beslutter på mindretallets vegne, har dette at rette sig efter. Dette gælder naturligvis også beslutninger vedrørende mindretallets tegnebøger. Så hvis man skal sammenfatte de to ovennævnte demokrati-definitioner under et samlet hele: Demokrati er: Andres adgang til din tegnebog via stemmesedlen. Fru Prammers karriere-løbebane illustrere faktisk dette glimrende, idet hun aldrig har haft et produktivt job, men altid kun, indenfor offentlig administration, har brugt og tildelt andres penge.

Og det er netop af denne grund, at et demokrati ikke kan undgå at udvikle sig som vi ser i øjeblikket i det, som førhen fortjente betegnelsen ”den vestlige civilisation”. Når der gives stemmeret til de uproduktive, de dovne og de dumme, bruger disse den på at tildele sig selv økonomiske fordele, som de ellers aldrig villet have kunnet opnå på ”lovlig” vis, via deres repræsentanter i parlamenterne. Herefter bliver det mindre givtigt at tilhøre forsørgerne, hvorfor andelen af forsørgede vil vokse. Dette bliver udlagt som ”retfærdighed” af disse repræsentanter (politikere) som netop lever af deres vælgeres uduelighed til selv at slå ind på en levevej. Og så længe det er denne vælgergruppe, der nu er kommet i overtal rent demografisk, så vil de have frit spil til at bedrive hvad de vil med mindretallet via deres ”demokratisk” valgte politikere, som har fået tildelt statsmagten (voldsmonopolet). Og dette er præcis forklaringen på de ovennævnte sammenhænge: Socialisme er ufrihed. Demokrati medfører socialisme. Demokrati er ufrihed. Udtrykt metaforisk; bundslammet stiger op til overfladen og skygger for solen.

Nu er der nogen, der vil mene, at dette lyder ”hårdt” eller ”brutalt” at bruge ord som bundslam, da det jo er mennesker, vi har at gøre med. Selvfølgelig har vi det. Men dette legitimerer ikke den samfundsødelæggende proces, som vi er vidne til i øjeblikket, hvor halvdelen af ens løn bliver fratager én og brugt til ting som fedmeoperationer, modersmålsundervisning, understøttelse, … Og pointen er, hvilket jo er den mest bestialske detalje ved demokratiet, at de udplyndrede arbejdsslaver gør alt hvad de overhovedet kan for at slippe ud af miseren; gang på gang prøver de med deres kryds i stemmeboksen at lave om på tingene for igen at generhverve retten over deres egen ejendom, men det kan de jo ikke af gode grunde; for de udgør minoriteten af de stemmeberettigede, og derfor kan spillet fortsætte indtil indtil samfundet kollapser og demokratiet ligeså. Demokratiet er en fælde, og når man først er gået i den, kan man ikke slippe ud igen uden ved ikke-demokratiske midler. For uanset hvilket parti man stemmer på i ét af de moderne, vestlige demokratier, vil resultatet blive det samme. Og de partier, som grundlægges på en hensigt om at ville forbedre tingene, ender med at ”rette ind” mod midten for at tækkes massernes konfliktsky bekvemmelighedstrang.

Dette er jo også præcis grunden til at de varmeste fortalere for demokratiet kommer fra spektret af den politiske venstrefløj. De forskellige røde partier har travlt med forslag om at give stemmeret til 16-årige samt indvandrere, der lige er steget ud af flyet. For dette vil selvfølgelig give dem selv flere stemmer. Ligeledes ser man de forskellige bevægelser såsom Attac eller Occupy plædere for mere demokrati, som om det skulle være løsningen på de problemer, som de ønsker at anfægte. For de har nemlig forstået, at demokrati og socialisme går hånd i hånd som hinandens støtter. Socialisme implicerer demokrati og på nær i socialismen kan der for en venstreorienteret ikke findes ægte demokrati. Her nævnes passende vendingen fra den socialdemokratiske politiker Bruno Kresky om at gennemstrømme alle livsområder med demokrati. Eller Willy Brandts ord om at vove mere demokrati. Vel at mærke ved at uddele stemmeret til højre og venstre, som havde det været bolsjer. Uddelt af de politikere, der vil bruge de derved vundne stemmer til en fastholdelse af massesamfundet i stedet for kvalitetssamfundet. Og de vigtigste ting får man aldrig lov at stemme om (f.eks. hvad ens egne skattepenge må bruges til). Og ikke nok med stemmeret; også rettigheder, som man før skulle gøre sig fortjent til, kan man i dag trække i automaten uden at yde noget til gengæld. Rettigheder, der indebærer andres afgivelse af rettigheder. Omfordelt af politikerne i lighedens navn, da alle jo har ret til det samme i det demokratiske samfund. Alt andet ville jo være udemokratisk. Ikke sandt?

Her mindes jeg den romerske filosof Ciceros kategorisering af de forskellige styreformer: Den bedste styreform var ifølge Cicero et godt fungerende diktatur, den dårligste et dårligt fungerende diktatur. Det mindst værste var et dårligt fungerende demokrati. Det mindst bedste er et godt fungerende demokrati. Ifølge Cicero ligger et demokrati altså midt i mellem; det kan aldrig blive helt perfekt, det kan heller aldrig gå helt galt. Jeg er ikke ubetinget enig med Cicero, da jeg netop mener, at et demokrati er garant for sammenbrud og kaos, men bemærkelsesværdigt, at man allerede dengang kunne se, hvorfor det ikke nødvendigvis ville betyde lyserød lykke til alle at give magten til ”folket”, nærmere betegnet stort set alle, der kunne sætte et kryds på et papir. Begrebet retfærdighed i denne forstand har derfor ikke nødvendigvis noget med økonomisk retfærdighed at gøre, men derimod mere hvorvidt der er konsekvens fra handling til virkning dvs. at man selv høster roserne af sine gode præstationer og selv tager tævene for sine fejltagelser. Arrangementet med en forsamling af slipse/perlekæde/rullekravesweater-bærere, der hver især kan skyde skylden på hinanden for landets miserable tilstand, mens de hver især påstår at de sidder med den perfekte løsning, samtidig med at de fleste har en direkte interesse i at bevare katastrofetilstande for samfundet, minder vel mere og mere om et cirkus så længe det kan blive ved at bestå.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Kultur, Politik, Politikere og tagget , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Wollt ihr die totale Demokratie?

  1. DC siger:

    Interessant tilgangsvinkel. Men spørgsmålet er vel også, om man vil gå tilbage til enevælden? For det er vitterligt at gå tilbage ift. individets rettigheder, uagtet, at “demokratiske” politikere har truffet “demokratiske” beslutninger, der har ledt til større ufrihed for “deres” borgere. Skattetryk, ublu overvågning og den demografiske revolte mod vort samfund er sådan set gode eksempler på dette. Imidlertid kan disse problemer også være en konsekvens af manglende demokrati (eller rettere, at det marxistiske “demokrati”, vi har, ikke er demokratisk overhovedet). Tænk engang, om vi skulle have stemt om op mod 100.000 mennesker fra alle dele af verden skulle have “ret” til at strømme ind i vort land hvert eneste år. Det har politikerne aldrig fået mandat til, og deres forbrydelse er åbenbar for enhver demokratisk indstillet person, der afviser materialisme (marxisme og kapitalisme handler udelukkende om fordeling af materielle goder, hvorfor de begge er materialistiske) og internationalisme.

    Hvis demokrati forudsættes af, at internationalisme og materialisme i renkultur er gift for befolkningen, og derfor strider imod princippet om et FOLKEstyre, så mener jeg ikke, at demokrati er socialisme, som det skitseres i dit indlæg. Men det er naturligvis en problemstilling, som man kunne fluekneppe langt ned i detaljen, men spørgsmålet er, om det er dét, der er behov for i denne kamp, som først og fremmest er eksistentiel?

    Partier retter vel ikke nødvendigvis ind, men kan, såfremt de fastholder, udbrede den nationale tanke. Parlamentarisme er måske ikke et mål i sig selv, men det skal være nemmere at være national, og hvordan bliver det dét?

    • hammersmeden siger:

      Jeg mener heller ikke, at et enevældigt monarki er et alternativ. Det er i det hele taget svært at udpege den ideelle styreform, da man jo efterhånden har prøvet så meget, men alle sammen har de deres svage punkter. Jeg ønsker blot at påpege den (i dag) udbredte misforståelse, at demokratiet er det endelige resultat af en lang evolution af styreformerne og at det derfor “ikke kan blive bedre” nu. Altså m.a.o. at de skavanker, demokratiet har, må vi leve med og det eneste vi kan gøre nu for at forbedre styreformen, er at udbrede demokratiet mest muligt.

      Eksemplet med den manglende afstemning om indvandring er fint. I dag stemmer vi om fuldstændigt uvigtige og ligegyldige ting, mens de vigtigste beslutninger bliver taget hen over hovederne på os af vores “folkevalgte” politikere. Men herved bør man ikke tro, at jo flere afstemninger desto bedre. Hvem skal desuden afgøre hvad der skal stemmes om? Skal man stemme om hvad der skal stemmes om? osv. osv. …

      Det vigtigste er, at rettigheder (herunder også stemmeretten) er noget, man bør gøre sig fortjent til, i stedet for at få dem serveret på et sølvfad allerede ved fødslen uden at gøre noget til gengæld. Det bedste eksempel er tildeling af statsborgerskab; det bør kun gives til dem, der dels har etnisk ophav i landet eller evt. et naboland og som desuden har udført en ydelse for sit folk for at bevise, at man er værdig. Desuden bør man aldrig kunne (mis)bruge sin stemmeret til at få indflydelse på andres ejendom, sådan som det er tilfældet nu.

      Det romerske kejserrige var en styreform baseret på en stor grad af frivillighed for de enkelte borgere. Ingen blandede sig i hvad man foretog sig privat, så længe man betalte skat (de romerske borgere) og ikke stiftede ufred. Det samme i øvrigt med de nordiske samfund i vikingetiden, hvor KUN frie, våbenføre mænd kunne mødes på tinge og rådslå om fælles anliggender.

      • DC siger:

        Jeg er sådan set enig med dig, men idéen om meritokrati er næppe politisk salgbar – netop fordi, der hersker en opfattelse af, at jo mere demokrati (som vi kender det i dag), jo bedre. At du tager et opgør med dette er i og for sig prisværdigt, men jeg mener bestemt, at spørgsmålet er sekundært ift. det eksistentielle. Er folket væk, kan styret være ligegyldigt.

        Men det er nok stadig nødvendigt at diskuttere, hvordan man kan forbedre den eksisterende model (alternativt komme med noget helt nyt).

        Jeg tror heller ikke, at det er godt at stemme om alt. Imidlertid tror jeg på, at muligheden for afstemninger kan afhjælpe nogle problemer og tilmed presse levebrødspolitikerne. Den schweiziske model, synes jeg godt vi nationale med fordel kan skele til. Det skal ikke være en hellig ko, det må en styreform aldrig blive (som i dag), men udelukkende et middel til at værne om vort folk og fædreland. Med en sådan tilgang, synes jeg bestemt godt, man kunne tale for demokrati – også mere direkte, så at sige.

        Problemet med misbrug af stemmeret til at stjæle ejendom, tror jeg ikke man kan forsvare sig imod ved at indskrænke stemmeretten. Hvis over halvdelen af befolkningen er proletarer, så får vi proletariatets diktatur. Opgaven må vel være at sikre, at størstedelen af borgerne er selvforsørgende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s