Stort set alle moderne krige handler om olie

Efter sammenstyrtningen af World Trade Center i 2001, som markerede begyndelsen på ”kampen mod terrorismen”, var ét af USA’s næste angrebsmål Irak. Officielle grund: Irak havde fremstillet masseødelæggelsesvåben under Saddam Husseins regering. Indenfor få uger lå landet i ruiner, ligesom landets olieindustri. Olieprisen begyndte at stige uhæmmet.

Mens den chokerende oliepris endnu under den første oliekrise lå på 11,65 Dollar per barrel og under den anden havde svunget sig op på en rekordpris på 42 Dollar per barrel, så brød olieprisen 50-Dollar-grænsen og fire år senere det dobbelte af dette – uden tegn på bedring i sigte. I midten af 2008 nåede olieprisen en overgang op på 140 Dollar.

I lyset af den økonomiske afhængighed af olie, kan man betragte de sidste års væbnede konflikter helt anderledes end gennem de officielle vinduer. Den kendsgerning, at de lande, der bliver kategoriseret som ”trusselsstater” og som det seneste årti er blevet angrebet både verbalt og militært og hvis’ politiske systemer der desuden er blevet vendt op og ned på, ”rent tilfældigt” alle besidder rige olieforekomster, er det ikke lykkedes at feje ind under gulvtæppet. Officielt bliver dette tema dog tiet ihjel, idet troværdigheden af de nuværende globale magtforhold jo står på spil. Alligevel kommer der igen og igen udførlige reportager, analyser og beretninger op til overfladen, som ikke hører under mediernes mainstream.

Hertil hører bl.a. essayet ”For Oil and Empire? Rethinking war with Iraq” af Michael T. Klare, som første gang blev udgivet i 2003 af projektet ”Foreign Policy in Focus”. I det beskriver Klare med tydelige ord, hvordan den økonomiske magt og dermed positionen som dominerende faktor i verdenspolitikken afhænger af golfstaternes oliereserver: De største tilbageværende olieforekomster på verdensplan befinder sig i Saudi Arabien, hvorved den amerikanske politik mere eller mindre afhænger af de økonomiske relationer til landet. At reducere denne afhængighed er et mål for USA’s strateger, og målet blev opfyldt i hvert fald i et årti med besættelsen af Irak og indsættelsen af en USA-venlig regering.

English: Overview of Iraqi oil production in t...

Den tidligere vicepræsident Dick Cheney omtalte sågar direkte krigen om olien – udover de officielle årsager til krigen selvfølgelig – i sin tale ved ”Veterans of Foreign Wars” i 2002: ”Med et arsenal af [masseødelæggelses]våben til terror og siddende på 10 procent af de globale oliereserver, vil Saddam Hussein stræbe efter magten i hele Mellemøsten, overtage kontrollen over størstedelen af den verdensomspændende energiforsyning, direkte true USA’s venner i regionen og afpresse USA samt enhver anden nation med atomvåben.” En argumentation, som sikkert forekommer bekendt for den opmærksomme tilskuer til verdenspolitikken, i øjeblikket naturligvis med hensyn til Iran. Saddams regering var en indirekte trussel mod USA’s tilgang til olien i den persiske golf – altså måtte regimet skaffes af vejen.

Carter-doktrinen: Kontrol over den persiske golf

Denne argumentation bygger videre på den amerikanske regerings politik under præsident Jimmy Carter, og blev senere sammenfattet som ”Carter-doktrinen”. Den siger, at USA skal være ansvarlig for at sikre, at der er fri tilgang til olie. Den ubegrænsede adgang til den persiske golf skal være en vital interesse for USA, sagde således Carter i en tale til nationen 1980. ”Lad os få bragt absolut klarhed over vores position. Ethvert forsøg fra en udenforstående magts side på at opnå kontrol over regionen omkring den persiske golf, vil blive betragtet som et angreb mod de forenede staters livsvigtige interesser – og et sådant angreb vil blive slået tilbage med alle nødvendige midler, også militærisk magt.”

Carters retningsvisende tale blev – tilfældigt? – holdt et år efter de substantielle magtforskydninger i Mellemøsten: I slutningen af år 1979 blev USA’s forbundsfælle i form af shahen af Persien styrtet af militante islamister under ledelse af Ayatollah Khomeni. Ligeledes blev Mekka stormet af islamister fjendtligt stemt mod Saudi Arabien. Og også Sovjetunionen blandede sig i kapløbet om olien og besatte Afghanistan. De amerikanske fordringer måtte altså afmærkes tydeligt.

Vesten i USA’s jerngreb

Adgangen til Mellemøstens olie sikrer også USA’s position som verdensmagt overfor eventuelle konkurrenter, som ligeledes er afhængige af olien. Har USA først fået slidt sig fri af jerngrebet fra de suveræne nationer, som bestemmer adgangen til olien i golfregionen, så kan olien flyde direkte ned i hænderne på dem. De andre industrinationer, som (pga. mangel på egne reserver) ofte er endnu mere afhængige af disse oliereserver, befinder sig dermed igen i USA’s jerngreb. På denne måde kan der øves et forbløffende pres på økonomiske konkurrenter. Japan, Storbritannien, Frankrig og Tyskland befinder sig allerede i denne trædemølle, og udtaler sig derfor aldrig kritisk officielt vedrørende den amerikanske krigspolitik i Mellemøsten, også selvom de i princippet ikke er indforstået med den.

Den eneste konkurrent, som endnu ikke er fuldstændigt under USA’s kontrol og som i den seneste tid også har gjort anstrøg til at styrte supermagten fra tronen, er Kina. Med tiltagende industrialisering er også Kina mere og mere afhængig af olieforekomsterne og derfor i teorien afhængig af USA’s jernhårde kontrol over regionen, idet USA selvfølgelig prøver at bremse Kinas opstigning. Derfor blev der slået om ad en anden vej: Kina nærmer sig Iran direkte, der som før har en regering der ikke er kommet til ved USA’s medvirken, og prøver på ny at skaffe sig olie af landet mod betaling af kinesiske Yuan eller guld.

English: Oil exports minus oil imports, bbl/day.

Petrodollaren sikrer USA’s position

For en vigtig faktor i den økonomiske del af den amerikanske dominans over Mellemøsten er den såkaldte ”petrodollar”. OPEC-landene afvikler deres olietransaktioner i Dollar, hvilket sikrer USA’s ikke særligt stabile valuta betydning på verdensmarkedet. Dette sikrer USA en støt tilførsel af varer og tjenester i bytte for hver enkelt Dollar, som er i omløb udenfor USA. Derved fremviser USA væsentligt større import- end eksporttal. Falder nu Dollarens værdi, kan dette derfor lynhurtigt føre til en håndfast krise.

Da OPEC-landene igennem længere tid havde været enige om udelukkende at handle olie i Dollars, var der ikke fare for nogen Dollarflugt (til f.eks. Euro). Dog er der ingen vægtige grunde til denne beslutning for denne beslutning, for Euroen gør tiltag til at blive en lige så anerkendt valuta. Desuden har den økonomiske situation i Europa faktisk været mere sikker end den amerikanske. Derfor vovede Irak i år 2000 – kort før beskyldningerne og angrebene – som det første land at veksle sine valutareserver fra Dollar til Euro. Som en konsekvens steg Euroens værdi massivt overfor Dollarens og gav dermed Irak en enorm gevinst. Efter at landet blev lagt i ruiner i Irak-krigen 2002, blev oliehandlen igen ført tilbage til Dollars – under den af USA indsatte regering.

Det andet land, som på dette tidspunkt åbent diskuterede at skifte til Euro, var Iran. Omgående blev landet herefter af Bush regnet blandt ”the axis of evil”. For tiden er konkrete angrebsplaner mod Iran i færd med at blive udkrystalliseret, som igen beror på hhv. masseødelæggelsesvåben og ”krigen mod terror”. I mellemtiden er Euroen kommet ind i en krise (også under indflydelse af amerikanske rating-agenturer), men dog ville et skifte til guld eller sågar til kinesiske Yuan betyde en trussel mod Dollaren og dermed mod den amerikanske velstand samt førerposition.

English: Map of Iran's Exports in 2006-2008.

Herredømmet over olien er altså i vores motoriserede tidsalder ikke blot et teknologisk, men også et økonomisk samt verdenspolitisk anliggende. Afhængigheden af denne millioner af år gamle ressource har siden midten af det 20. århundrede forandret krigenes karakter grundlæggende. Var formålet med krig for det meste førhen udvidelsen af ens eget territorium, så forsøger den moderne tids verdensmagter at udvide deres indflydelse med økonomisk pres. Bevæbnede konflikter, som forårsages af spændinger mellem magtens poler, kan dermed ikke legitimeres via deres egentlige årsager overfor offentligheden, men skal i de fleste tilfælde bruge et dækkende slør som f.eks. en social eller politisk skandale, som rykker en ”befrielse” af et destinationsland i det rette selvretfærdige lys.

Libyen er det yngste eksempel

Således blev der som anledning for angrebet mod Libyen, der – ligesom i mange andre tilfælde – blev støttet af europæiske lande, nævnt vold mod ”fredelige demonstranter”, som dog senere viste sig at være militante rebeller. Ligeledes kunne det fremvises, hvorledes vestlige magter havde en finger med i spillet i eskalationen af situationen i Libyen, på samme måder som deres medier via deres ensporede beretninger. Overrasket konstaterede man efter angrebet, at det engang rigeste land i Afrika trods (eller på grund af?) vestlig intervention var styrtet i kaos. Der var næppe noget medie, der nævnte med et eneste ord, at Afrikas største olieforekomster findes i Libyen.

Også den øjeblikkeligt som despotisk brændemærkede diktator Gaddafi formåede kort forinden at gøre sig upopulær med sin olie-politik og brød de uskrevne regler, idet han på den ene side gjorde oliekilderne statslige og på den anden side ligesom andre ”fjender” af USA gjorde tegn til at ville modtage andre valutaer end olie-dollaren for sin olie. Den af vesten anerkendte ”overgangsregering” efter krigen derimod var beredt til igen at indgå yderst fordelagtige kontrakter med de vestlige oliekoncerner. Stigning og fald for en regering i et ”olieland” hænger sammen med de rigtige forhold til verdens eneste supermagt, eller skulle man måske sige: Oliemagt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Økonomi, Politik, Udenrigsnyheder, USA og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

11 svar til Stort set alle moderne krige handler om olie

  1. Viking siger:

    God artikel.
    Jeg vil lige fremhæve:
    “Derfor vovede Irak i år 2000 – kort før beskyldningerne og angrebene – som det første land at veksle sine valutareserver fra Dollar til Euro. Som en konsekvens steg Euroens værdi massivt overfor Dollarens og gav dermed Irak en enorm gevinst. Efter at landet blev lagt i ruiner i Irak-krigen 2002, blev oliehandlen igen ført tilbage til Dollars – under den af USA indsatte regering.”
    og
    “Det andet land, som på dette tidspunkt åbent diskuterede at skifte til Euro, var Iran. Omgående blev landet herefter af Bush regnet blandt ”the axis of evil”. For tiden er konkrete angrebsplaner mod Iran i færd med at blive udkrystalliseret, som igen beror på hhv. masseødelæggelsesvåben og ”krigen mod terror”. ”

    For en gangs skyld er der bare lidt positivt og potentiale ved EU og Euroen.

  2. Kobol siger:

    Jeg studser over en sætning som denne :

    “Og også Sovjetunionen blandede sig i kapløbet om olien og besatte Afghanistan.”

    Fakta er at der ikke er en dråbe olie i Afghanistan. Ydermere producerer Rusland mere en 20 gange så meget gas som Afghanistan og eksportere mere end 10 gange mere end Afghanistan producere når deres produktion ellers fungere, hvad den kun gør 20% af tiden.

    Ergo er der ingen “olie / gas”. grund til at Rusland invaderede Afghanistan Grunden må nødvendigvis være en anden!.

    • hammersmeden siger:

      Du undervurderer Afghanistans rolle indenfor energiressourcer. Det er rigtigt, at landet selv ikke besidder de fleste gasforekomster i regionen (selvom landet faktisk har imponerende 440 bio. kubikmeter i undergrunden), men det gør til gengæld nabolandet Turkmenistan. Og mange af de rørledninger, der er planlagt til at transportere gassen fra fra Turkmenistan skal netop gå gennem Afghanistan. Et af de firmaer, der skulle bygge rørledninger, var amerikanske Halliburton, hvor tidligere amerikanske vicepræsident Cheney var direktør. 9/11 og efterfølgende NATO-intervention skete “tilfældigvis” efter at forhandlingerne med taliban om rørledningernes forløb gennem deres territorium var brudt sammen.

      US policy recognizes the importance of Central Asia’s energy resources and the economic possibilities they offer in world markets and in the region itself. Richard Boucher, US Assistant Secretary of State for South and Central Asia, said in 2007: “One of our goals is to stabilize Afghanistan,” and to link South and Central Asia “so that energy can flow to the south.” In December 2009, George Krol, Deputy Assistant Secretary of State for South and Central Asia, told Congress that one US priority in Central Asia is “to increase development and diversification of the region’s energy resources and supply routes.” He said, “Central Asia plays a vital role in our Afghanistan strategy.

      In January 2009, Jaap de Hoop Scheffer, then NATO Secretary General, said, “Protecting pipelines is first and foremost a national responsibility. And it should stay like that. NATO is not in the business of protecting pipelines. But when there’s a crisis, or if a certain nation asks for assistance, NATO could, I think, be instrumental in protecting pipelines on land.” These comments suggest that NATO troops could be called upon to assist Afghanistan in protecting the pipeline. Since pipelines last 50 years or more, this could auger a very long commitment in Afghanistan.

      Desuden har Afghanistan jo også betydelige forekomster af værdifulde mineraler såsom guld, kobber, litium og jern.

      Og sidst men ikke mindst har jo Zbigniew Brzezinski selv udtalt, at Afghanistan udgør en nøglesten for USA i spillet om Centralasien i sin bog Det Store Skakbræt. For USA er kontrollen over Centralasien af vægtig interesse i etableringen af deres full spektrum dominance, for derved at koble Rusland og Kina fra. Allerede Sovjetunionen indså jo derfor Afghanistans betydning. Så selvom landet ikke selv har olie, har det alligevel indirekte altafgørende betydning for magtkampene i regionen. Ofte handler det jo netop ikke udelukkende om selv at få fingre i ressourcerne, men lige så meget om at forhindre rivalerne i at få fat på dem.

      Glem desuden heller ikke landets enorme produktion af narko, som jo faktisk er steget voldsomt, ikke faldet, efter NATO’s intervention (hvorfor mon?).

      • Viking siger:

        Godt indlæg. Og tak for informationen.

        “Glem desuden heller ikke landets enorme produktion af narko, som jo faktisk er steget voldsomt, ikke faldet, efter NATO’s intervention (hvorfor mon?).”

        Virkeligheden overgår fantasien, når det kommer til hvor magtliderlig og syge i hovedet folk er.

  3. Viking siger:

    På den lokale Jet tank, koster benzinen over 13,20,- i dag. 😦

    • hammersmeden siger:

      Ja – nogen skal jo betale for at dollarkursen kan kan holdes oppe på et kunstigt højt niveau i forhold til hvad den i virkeligheden er værd (ikke tre kopper p… ).

      Bernanke lod jo seddelpressen spytte 600 mia. værdiløse dollar ud på markedet så sent som i 2010. Og hvem bliver tvunget til at købe de værdiløse dollars for at kunne anskaffe sig olie på verdensmarkedet, så at amerikanerne kan leve “gratis” på andres bekostning?

      Tja, gæt tre gange …

  4. Hr. Jensen siger:

    Norges oliefond er på ca. 3.000.000.000.000 kr. Den norske krone er nu mere værd end den danske. I Norge koster en liter benzin 15 kroner. Forklaring?

    • hammersmeden siger:

      Det er rigtigt, at Norge selv har olie i store mængder. Dette har dog ingen gavnlig effekt på hvor meget nordmændene ender med at betale for benzin i sidste ende. For benzin bliver (ligesom olie) også handlet og i amerikanske dollar og prisen fastsat ved det internationale benzinmarked i Rotterdam.

      Og det er også rigtigt, at de norske oliefonde har tjent dette kæmpebeløb, men husk på, at fondene investerer disse penge i udlandet i stedet for i Norge, så at de ikke kommer den norske økonomi og de norske forbrugere til gode. Desuden handles olie jo som sagt i dollar, så selvom Norge har meget olie, modtager de dollar for det i stedet for NOK. Dollarene kan de ikke uden videre veksle til NOK, fordi dette ville medføre en overophedning.

      Så i princippet hjælper det ikke noget, at man selv råder over olie, så længe man er fanget i det verdensomspændende oliekredsløb under dollarens overherredømme. I Saudi Arabien er benzin jo heller ikke gratis.

  5. Hr. Jensen siger:

    Hvad i alverden skal man dog med 3000 mia, man ikke kan bruge? Araberne har trods alt været så fornuftige at lave luksusbyer, som de kan bo i et par generationer – indtil olien holder op med at strømme, så vores oldebørn kan besøge ruinerne af de byer, der bliver bygget i Arabien nu, om 100 år. Er verden da gået komplet af lave (retorisk ?)?

  6. Pingback: Romney ønsker amerikansk overherredømme over resten af verden | Hammersmedens blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s