Bankernes rolle i det pilrådne pengesystem

Hvordan er pengesystemet i grunden indrettet og hvordan udmønter det sig i praksis? Og som følge af dette spørgsmål: Hvordan fungerer det nuværende banksystem? Som jeg vil prøve at belyse nedenfor ville en bedre formulering uden tvivl være ordvalget ”fungerer ikke” i stedet for ”fungerer”, idet der er alvorlige komplikationer indbygget i dets grundvold.

Men som udgangspunkt, altså: Hvordan fungerer vores banksystem?

Mange har sikkert en umiddelbar formodning om, at de er klar over hvad en bank er: Et sted hvor man kan deponere sine kontanter i sikkerhed for indbrudstyve og ildebrand. Bankerne tjener desuden penge på at låne pengebeløb ud, som betales tilbage af låntagerne (debitorerne) med renter. Renterne skulle således fungere som betalingen for tjeneste eller ”ulejligheden” med at have lånt pengene til kunden. Til gengæld for de beløb, som man selv har ”lånt” til banken, altså deponeret på sin konto hos dem, giver de fleste banker en lille rente som tak.

Faktisk er det mit indtryk, at det er en udbredt opfattelse/misforståelse i vores samfund, at denne renteforskel – altså dvs. forskellen på den rente, som banken forlanger af kunderne ved tilbagebetaling af lån, og den rente, som banken giver kunder for deres indestående – skulle være bankernes primære indtægtsgrundlag i dag. Altså at bankerne forlanger en højere rente for de penge, som de låner ud (typisk mellem 7 og 8 %), end for de penge, som kunderne har på deres konti (typisk omkring 0,25 %).

Nuvel: For at se, at de ikke forholder sig sådan, kan man jo tage et konkret eksempel på en moderne bankforretning, som den udspiller sig om og om igen i vores hverdag:

Hr. Hansen har 10.000 kr. liggende i kontanter, som han ikke bruger, og som han derfor lige så godt kan sætte i banken, hvilket han tror bringer dem i sikkerhed for tyveknægte. Banken tager glædeligt imod hans penge, åbner ham en konto hvor beløbet indsættes, og giver ham 0,25 % i rente pro anno som ”belønning” fordi han valgte lige netop dem i stedet for en konkurrerende bank.

Nu burde eksemplet jo faktisk være stoppet her, hvis bankerne havde haft rent mel i posen: Banken passer på Hr. Hansens penge, som han til enhver tid kan gå ned og hæve, hvis han skulle have lyst eller skal bruge dem. Men banken passer ikke på hans penge, den låner dem ud til en anden. Ifølge bankloven er bankerne kun forpligtet til at holde en minimal procentdel af deres passiver som likvide midler på en konto i nationalbanken, altså dvs. penge i egentlig forstand: Sedler og mønter. Resten kan de nøjes med at have som tal i en computer – altså som ”digitale penge” eller giral-penge, som de også kaldes.

Engang var denne mindstereservesats på 10 %. I mellemtiden har ECB faktisk sænket dette krav til bankerne, så at procentsatsen i dag kun er på 1 % i Euro-zonen. Altså dvs.: Bankerne har kun 1 % af deres penge i kontanter, resten er blot luft eller computer-cifre – med andre ord ikke ”penge” i egentlig forstand. Og dette var jo kun for Euro-zonens vedkommende; Danmark har overhovedet ikke nogen mindstereservesats, hvilket betyder, at de danske banker (i teorien) slet ikke behøver at råde over nogen kontanter overhovedet, men kan 100 % af deres penge i digital form(!!)

For eksemplets skyld, kan vi dog antage, at satsen er 10 %. Banken låner altså 9.000 kroner af Hr. Hansens 10.000 kroner ud til en ny kunde, Fru Petersen, som skal bruge dem til at købe et Tv-apparat, og beholder de sidste 1.000 kr. i kontanter. Fru Petersen bruger altså nu de lånte 9.000 kr. til at købe det ønskede fjernsyn. Fru Petersen tilbagebetaler nu beløbet til en årlig rente på 7 %.

Modtageren af de 9.000 kr., nemlig Tv-forhandleren, tager nu beløbet og sætter dem i sin egen bank, ”Bank 2”. Denne bank er – igen – kun forpligtet til at beholde 10 % af beløbet i kontanter: Resten kan den låne ud. Derfor låner Bank 2 nu 90 % af Tv-forhandlerens penge (dvs. 8.100 kr.) ud til en ny kunde, Hr. Møller, som skal bruge dem på at købe en ny cykel. Hr. Møller betaler banklånet tilbage til en årlig rente på 8 %.

Cykelhandleren tager nu de 8.100 kr., som den har fået af Møller, og sætter dem i sin egen bank, Bank 3. Denne bank er igen kun forpligtet til at holde 10 % i kontanter og kan derfor … osv. osv.

Hvis vi nu samler trådene fra alle disse bankforretninger ser vi, at:

  • Hr. Hansen har 10.000 kr. på sin konto, som han kan hæve til enhver tid
  • Tv-forhandleren har 9.000 kr. på sin konto, som han kan hæve til enhver tid
  • Cykelhandleren har 8.100 kr. på sin konto, han kan hæve til enhver tid

Det giver i alt; 27.100 kr. på kontiene, som de tre til enhver tid vil kunne hæve i bankerne.

Jamen vi havde jo kun 10.000 kr.? Nemlig de 10.000 kr. som Hansen startede med at sætte i banken! Hvor er de resterende 17.100 kr. kommet fra? Eller spurgt anderledes: Hvordan kan 10.000 kr. blive til 27.100 kr.?

Det kan de heller ikke. Og det er det, der er selve pointen.

For at forstå de egentlige konsekvenser af dette vores banksystems opbygning, kan man prøve at forestille sig et scenarie: Hvad ville der ske, hvis samtlige danskere i morgen klokken 10:00 på samme tid mødte op i banken og ville have deres kontos indestående udbetalt?

Ikke noget problem, tænker nogen måske. Bankerne kan da bare uden videre udbetale folks penge, hvis de vil have dem udbetalt. Ikke sandt? For det er jo penge, som folk selv har indbetalt og kan gøre med hvad de vil, og derfor også forlange dem udbetalt til enhver tid (hvis de nu ønskede det).

Svaret er, at det ikke kan lade sig gøre. Bankerne ville ikke udbetale alle menneskers penge, fordi disse penge reelt ikke findes(!!!) De eksisterer ikke i ordets egentlige betydning, men er opstået i computere ved at udlåne andre menneskers penge. I den tro, at disse andre kunder alligevel aldrig forlanger deres penge udbetalt.

Så hvis du tror, at beløbet på din bankkonto er ”penge” i traditionel betydning, må du tro om igen. Hvorfor tror du at bankerne overalt i Europa i disse tider er i færd med en hård krig mod kontanter, som de gerne vil have afskaffet én gang for alle med regeringernes hjælp? Fordi bankernes eneste tilbageværende frygt er frygten for et bank run, dvs. hvis mange kunder samtidigt styrter til bankerne og vil hæve deres penge, hvilket jo ikke kan lade sig gøre som nævnt ovenfor. Hvis bankerne kan få udryddet kontanter, vil deres eneste og sidste bekymring være banet af vejen for bankernes fuldstændige overherredømme over samtlige økonomiske transaktioner i samfundet: ALT skal foregå via bankkonti. Har man ingen bankkonto, kan man ikke betale og dermed ikke købe varer. Og dermed kan bankerne fortsætte ufortrødent med at skabe flere penge ud af den blå luft; lige så mange de har lyst til ved at låne penge ud til folk, som de oven i købet er så frække at forlange renter af. Forlange renter af det rene luft, som de har dannet i en computer. Og ikke nok med det: I og med at bankerne har sikkerhed for lånene i folks faste ejendom, ender de altså med (hvis folk ikke kan betale tilbage) at få fat i folks ejendomme, når folk ikke kan betale lånet tilbage. Dermed er bankerne endt med – fra ikke at have rådet over værdigenstande – til rent faktisk nu at have erhvervet sig andre menneskers værdigenstande via dette snyderi.

Banksystemet (og dermed pengesystemet) er, om noget, uden tvivl det største svindelnummer i vores civilisationshistorie. Via det permanente udlån af penge som ikke findes øges pengemængden konstant, hvilket fører til inflation og krise.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Økonomi, Hemmeligholdte skandaler, Politik, Politikere, Videnskab og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s