Belgisk parlamentsmedlem fortæller sandheden om Mali!

I disse tider, hvor politikerne nyder mindre og mindre anseelse og popularitet i befolkningerne – af forklarlige grunde årsager, da politikerne bekymrer sig mindre og mindre om deres befolkningers og landes ve og vel og mere og mere om interventioner i fremmede egne på trods af folkets modstand – er det nærmest befriende at se, at der stadigvæk findes politikere som ham: Politikere, der går imod strømmen af globalisering, massemediernes løgne, fortielser, fordrejninger og manipulation og derimod taler råt og uforsødet om tingenes faktiske tilstand og de forskellige regeringers egentlige bevæggrunde for deres oftest temmelig uforstående og selvmodsigende handlinger.

Laurent Louis er formand for den af ham grundlagte forening Bevægelsen for Frihed og Demokrati. I denne nylige tale i det belgiske parlament forklarer han, hvorfor han som en af de eneste stemte imod forslaget om at sende belgiske tropper til Mali i Frankrigs tjeneste i en ny »krig mod terror«. Hvis blot der var flere politikere som ham i de europæiske parlamenter, ville politikerleden nok være mindre udbredt.

Her følger talen i hele sin ordlyd i min oversættelse og fremhævning (video nederst):

***

Tak Hr. Præsident.

Kære ministre og kolleger

Belgien er i sandhed surrealismens land: I morges hørte vi i medierne at den belgiske hær er ude af stand til at få kontrol over ekstremistiske soldater med radikale islamiske synspunkter i egne rækker og at det ikke er muligt at ekskludere dem [fra hæren], fordi der ikke forefindes retslige midler til dette. Samtidigt besluttede vi os dog for at hjælpe Frankrig i dets »krig mod terror«, idet vi stiller logistisk støtte til rådighed for operationen i Mali. Hvad ville dog ikke alle gøre for at bekæmpe terrorisme udenfor vores grænser? Blot håber jeg ikke at vi sender nogle af disse islamistiske belgiske soldater af sted til denne anti-terror operation i Mali. Her kunne man måske tro at jeg spøger, men hvad der for øjeblikket foregår i verden får mig på ingen måde til at le. Det for mig ikke til at le, fordi det uden tvivl er sådan, at de vestlige nationers ledere anser deres borgere for dumme, og det med hjælp og støtte fra medierne, som i dag ikke er andet end de regerende magters propagandaorganer.

Overalt i verden hober militære interventioner og destabiliseringer af regeringer sig op. Præventive krige er blevet til reglen [snarere end undtagelsen]. Og i demokratiets og »kampen mod terrorismens« navn påtager stater sig i dag retten til at krænke uafhængige nationers suverænitet og styrte legitime magthavere. USA’s løgne blev til krigene i Irak og Afghanistan, derefter kom Tunesien, Ægypten og Libyen, hvor vores nation takket være vores beslutninger var med i forreste række ved forbrydelser mod menneskeligheden og hver gang med til at styrte progressive og moderate regeringer, som derefter blev erstattet af islamistiske regeringer. Og er det ikke mærkeligt: De startede øjeblikkeligt med at anvende sharia som lov. Lige nøjagtigt det sker for øjeblikket i Syrien, hvor Belgien støtter bevæbningen af de islamistiske rebeller, som forsøger at styrte præsident Bashar al-Assad. Og det midt i den økonomiske krise, samtidigt med at flere og flere belgiere ikke længere kan betale deres boliger, ikke længere kan ernære sig, holde sig varme og forsørge sig selv. Ja, jeg kan jo høre hvad for en »ryggesløs populist« jeg er. Nu vel, vores udenrigsminister besluttede sig for at tilbyde de syriske rebeller 9 mio. €. Selvfølgelig vil de få os til at tro at disse penge bliver brugt til humanitære formål – endnu en løgn. I månedsvis har man kunnet se hvordan vores land kun hjælper med til at installere islamistiske regimer i Nordafrika og Mellemøsten. Hvis de altså nu foregiver at starte krigen for at bekæmpe terroristerne i Mali, så er det ganske enkelt bare latterligt. Det er en løgn. Og under dette skinhellige påskud intervenerer vi nu for at forsvare finansielle interesser i en fuldstændig nykolonialistisk tankegang.

Det er fuldstændigt meningsløst at hjælpe franskmænd i Mali i »bekæmpelsen af den islamistiske terrorismes« navn, når vi samtidigt i Syrien støtter Bashar al-Assads fald via islamistiske rebeller, som vil indføre sharia som lov, præcis som det skete i Tunesien og Libyen. Det er på tide at ophøre med løgnene og dermed også at anse mennesker som værende dumme. Det er på tide at sige sandheden. Vi bevæbner islamistiske rebeller, således som Vesten også har gjort det før i tiden. F.eks. med bin Laden, som var amerikanernes ven indtil de tog parti imod ham. De vestlige nationer udnytter enhver lejlighed til at opføre militærbaser i de nyligt erobrede nationer, hvorved de videregiver ordrer til vestlige firmaer. Det er alt sammen strategisk planlagt. I Irak har vores amerikanske forbundsfæller revet landets olie til sig, i Afghanistan handler det om opium og andre narkotika. Altid meget nyttigt, når man hurtigt vil lave en masse penge. I Libyen, Tunesien, Ægypten og nu også Syrien er det målet at styrte moderate regeringer for at erstatte dem med islamistiske regimer, som [derefter] hurtigt bliver til et problem og som vi så skamløst angriber mens vi igen foregiver at bekæmpe terrorisme eller at forsvare Israel. De næste mål er derfor lette at få øje på: Jeg vil vædde med at vores øjne indenfor de næste måneder vil rette sig mod Algeriet, og derefter endeligt mod Iran.

At føre en krig for at forsvare mennesker mod en udefrakommende angriber er en ærefuld sag. Men at føre en krig for at forsvare USA’s interesser eller at forsvare store koncerners interesser – såsom AREVA – eller for at rive guldminer tilsig, dette har intet ærbart over sig og viser blot at vores lande er aggressorer og forbrydere. Ingen vover at udtale det, men jeg vil ikke tie det ihjel. Og hvis man vil få mig til at ligne en fjende at dette system, som under påskud af menneskerettighederne forfølger finansielle, geostrategiske og neokolonialistiske interesser, så må det nu engang være sådan. At afsløre dette system er en pligt og at gøre det fylder mig med stolthed. Og helt ærligt; jeg undskylder for den primitive tone i min tale, men forbandet være jer alle sammen, I såkaldte Gutmenschen fra venstre- og højrefløjen og fra midten, som slikker støvlerne af korrupte magter og som finder jeres behag i at gøre sig lystige på min bekostning. Forbandet være jer alle sammen, I ledere, som leger med jeres bomber som børn på en legeplads. Forbandet være jer, der foregiver at være demokrater, mens I ikke er andet end stakkels kriminelle og lad der herved heller ikke være nogen respekt [fra min side] overfor de journalister, som har den frækhed at omtale modstanderne af denne politik som »mentalt handicappede«, selvom de i grunden er fuldt ud klar over at disse modstandere har fuldkommet ret. Sidst men ikke mindst foragter jeg i allerhøjeste grad dem, som tror sig at være konger i denne verden og dikterer os deres love.

Jeg står på sandhedens side, på retfærdighedens side, på samme side som de uskyldige ofre for plyndringer for enhver pris. Og at denne grund har jeg besluttet mig for med al tydelighed at afvise dette forslag, ifølge hvilket vores land skulle hjælpe Frankrig i dets neokolonialistiske operation.

Lige siden starten på den franske operation har løgnen været organiseret. Der bliver fortalt os, at Frankrig udelukkende følger råbet om hjælp fra Malis præsident. Herved glemmer vi, at denne præsident ingen legitimitet har og at han blev placeret på posten for at sikre overgangen efter statskuppet i marts 2012. Hvem støttede dette statskup? Hvem stod bag det? Hvem arbejder denne præsident i virkeligheden for? Her har vi den første løgn. Den franske præsident Francois Hollande dristede sig til at påstå at denne krig tjener til at bekæmpe de jihadister, som – og det må man prøve at forestille sig – skulle true det franske og europæiske territorium. Hvilken afskyelig løgn! Idet de bruger dette officielle argument til at gøre befolkningen bange, til at hæve terror-alarmen, og til at implementere deres pirat-plan, demonstrerer vores ledere og vores medier deres utrolige nederdrægtighed. Hvordan kan de vove at argumentere på den måde, mens Frankrig og Belgien ikke har tøvet med at bevæbne og støtte jihadister I Libyen, præcis som de nu også gør det i Syrien? De bruger et påskud for at skjule strategiske og økonomiske interesser. Vores nationer bekymrer sig dog ikke længere for disse meningsløsheder, for der bliver gjort alt for at skjule dem. Men meningsløshederne er der stadigvæk. Man vil ikke se noget terrorangreb i morgen i Europa udført af en terrorist fra Mali, nej, det skulle da lige være hvis vi selv udførte det, så at vi har en retfærdiggørelse for en militær operation. Har vi ikke af samme årsag selv udført 9/11 for at retfærdiggøre invasionerne, vilkårlige anholdelser, tortur, og massemord på uskyldige befolkninger. At fabrikere en terrorist fra Mali ville altså ikke være noget særligt. Det burde ikke være alt for kompliceret for vores blodtørstige ledere.

Et andet påskud, som er blevet brugt indenfor de seneste måneder som retfærdiggørelse for disse militæroperationer, er beskyttelsen af menneskerettighederne. Dette påskud bliver i dag brugt for at legitimere krigen i Mali. Det hedder sig: Vi må skride ind, for ellers gør de onde islamister sharia til lov, stener kvinder og hugger hænderne af tyve. Vores hensigt skulle altså være fuldkomment ærbar og lykkebringende. Men hvorfor i himlens navn har vores nationer så i Tunesien og Libyen hjulpet med til at bringe islamister til magten, som så har implementeret sharia som lov? I disse lande, som for ikke så lang tid siden endnu var moderne og progressive? Jeg inviterer jer til at spørge de unge tunesere, som startede revolutionen der, om de nu er lykkelige med den nuværende situation.

Formålet med krigen i Mali er åbenlyst. Det er rent hykleri. Men da ingen vil tale [om det], vil jeg dog gøre det. Formålet med denne krig er at bekæmpe Kina og at hjælpe vores amerikanske forbundsfæller med at styrke deres præsens i Afrika og i Mellemøsten. Det er retningslinjerne for denne neokolonialistiske operation. Og I vil få at se; når militæroperationen er forbi, vil Frankrig beholde dets baser i Mali og disse baser vil også hjælpe amerikanerne. Og samtidigt med at dette sker, vil vestlige firmaer skrabe de saftige kontrakter til sig, hvorved re-koloniserede nationer atter bliver berøvet deres velstand og deres råstoffer.

Lad os se kendsgerningerne i øjnene: Dem, som først og fremmest kommer til at nyde godt at denne militæroperation vil være ejerne og aktiehaverne i det franske selskab AREVA, som i årevis har prøvet at få fingre i en uranmine ved Falea, en by med 17.000 indbyggere, beliggende 350 km. fra Bamako [hovedstaden i Mali]. Og på en eller anden måde har jeg den trykkende fornemmelse af at det nu ikke vil vare længe, inden denne mine vil være i hænderne på AREVA. Jeg har ingen anelse, det er bare sådan en »formodning«. Derfor kommer det slet ikke på tale for mig at være en del af denne mine-kolonisering – denne moderne kolonisering. Og jeg vil gerne hjerteligt invitere alle dem, der tvivler på mine argumenter, til at lære mere om Malis rigdomme. Mali er en stor guldproducent, men for nylig blev det også konstateret, at landet råder over første klasses forudsætninger for udvindingen af Uran. Hvor mærkeligt: Vi befinder os igen et skridt nærmere en krig mod Iran, det er helt klart.

Af alle disse grunde og for at slippe ud af det net af løgne, der omgiver os, har jeg besluttet mig for ikke at støtte en intervention i Mali. Jeg vil derfor stemme imod. Dermed forbliver jeg tro overfor mig selv. For jeg har også i fortiden afvist de kriminelle interventioner i Libyen og Syrien, hvilket gør mig til det eneste parlamentsmedlem i Belgien, som forsvarer princippet om ikke at blande sig og bekæmper de obskure interesser.

Jeg tænker virkelig, at det er ved at være på tide at afslutte vores medlemskab af FN og NATO og at træde ud af EU. For i stedet for at fremme freden, bøjer Europa sig for finansielle interesser mere end humanitære interesser og fungerer som angrebsvåben ved destabiliseringen af suveræne stater.

Afslutningsvis vil jeg indtrængende opfordre vores regering til at minde F. Hollande om Geneve-konventionens forpligtelser hvad angår det at holde krigsfanger. Jeg var chokeret, da jeg i fjernsynet hørte fra den franske præsidents mund, at det var hans hensigt, at ødelægge de islamistiske terrorister. Ja; han sagde ødelægge. Jeg mener ikke at modstanderne af regimet i Mali bør betegnes sådan. Det er i dag ofte bekvemt at tale om »islamistiske terrorister«, når man vil undgå grundsøjlerne i en demokratisk stat; når det drejer sig om anerkendelsen af krigsfangers rettigheder. Vi forventer denne respekt fra menneskerettighedernes oprindelsesland.

Til syvende og sidst, lad mig betone, hvor uoverlagt vi beslutter os for at drage i krig. Først handlede regeringen uden parlamentets samtykke. Det så ud som om den havde ret til det. Den sender tropper og udrustning til Mali, og når parlamentet så reagerer og svarer, således som i dag, så er kun 1/3 af medlemmerne af denne institution til stede. Endnu færre, hvis vi kun tæller de parlamentsmedlemmer med, der forstår fransk. Det er derfor en skrækkelig lethed [med hvilken beslutningen tages], som dog ikke overrasker mig videre, da vi her kun har et parlament fuld af skødehunde, som er adlydende overfor de politiske partiers gøren og laden.

Mange tak.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Hemmeligholdte skandaler, Politik, Politikere, Udenrigsnyheder og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Belgisk parlamentsmedlem fortæller sandheden om Mali!

  1. Ytringer siger:

    Reblogged this on .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s