Forskningsresultat: Demokrati som styreform fravælger de bedst egnede ledere.

Det viser sig nu, at det nuværende demokratiske system (repræsentativ parlamentarisme), som vi har fået implementeret i Vesten, faktisk per definition altid vil sikre, at de valgte ledere kun vil blive af middelmådig kvalitet. De bedst egnede ledere sorteres fra, fordi det er en egenskab ved vores nuværende politiske system, at mennesker med de bedste lederegenskaber ikke ville kunne vælges ved en demokratisk afstemning.

Den tilgrundliggende antagelse i vores nuværende politiske system – hvor en stemmeret ikke er noget man skal gøre sig fortjent til – bygger på, at samtlige indbyggere i landet (eller så mange som overhovedet muligt), skal have ret til at stemme på de opstillede politikere. Dette skulle så medføre, at de bedst egnede kom til magten, idet den samlede befolkning dermed måtte antages at være blevet repræsenteret på den mest hensigtsmæssige måde af en leder, som tilgodeser så mange som muligt på én gang. Dog indeholder dette traditionelle forsvar for demokratiet alvorlige fejl; man er ikke nødvendigvis den bedste leder for et land, blot fordi man repræsenterer flest muligt af indbyggerne i dette land. Et nyligt forskningsresultat har oven i købet påvist: Tværtimod!

Teorien om at det nuværende politiske system i Vesten fuldt ud ville kunne sikre de bedste ledere bygger på antagelsen om at kvantitet kan vælge kvalitet. Denne antagelse er dog forkert. Og hvis man tænker en smule over det, bør dette i grunden være indlysende: Hvordan kan noget ikke-kvalitativt afgøre hvad der er kvalitet og selektere det frem for andet, når det ikke engang er i stand til at genkende kvalitet?

Hvorfor kan den brede befolkning ikke genkende lederkvalitet, når den ser den? Fordi den er for inkompetent til det. Uden hermed at ville ytre mig generelt negativt om menneskeheden, så tyder forskningsresultatet umiskendeligt på at gennemsnittet af de vælgerskarer, der har fået til opgave at udvælge den bedst egnede lederkandidat i et system med stemmeret til alle, ikke vil være i stand til at få øje på den, selv hvis vedkommende stod lige foran dem. Og dette gælder per definition. For en inkompetent vælger vil være ude af stand til at kunne se sin egen inkompetence, fordi vælgeren vil være for uvidende til at kunne se den.

Hvis en gennemsnitsvælger i et vestligt demokrati bliver spurgt om at udpege det bedste finanslovsforslag, vil vedkommende ret beset ikke være kompetent nok til at foretage dette valg, dybest set fordi vælgeren ikke ved tilstrækkeligt meget om emnet til at kunne træffe et sådant valg. Hvis man ikke ved særligt meget om økonomi og statsfinanser, og hvis man måske derfor heller ikke interesserer sig overvældende for det, vil man slet ikke kunne afgøre hvilket af en række alternativer der ville være det bedste egnede til an langsigtet strategi.

Et nyligt forskningsresultat fra Cornell og NY Universiteter påviste, at testpersoner, der havde til opgave at bedømme sin egen og andres præstation indenfor stavning, grammatik og quiz-spørgsmål, ikke alene konsekvent vurderede deres egen præstation til at være bedre end den var, men desuden også var ude af stand til at bedømme andres præstation: Generelt vurderede testpersonerne deres egen præstation til at ligge lidt over middel. Og dette gjaldt generelt: Selv de allerringeste mente, at de klarede sig over middel, mens de dygtigste også kun tiltroede sig selv et jævnt godt resultat.

Hvad angår vurderingen af andre var det endnu værre: Dem, som klarede sig dårligst i testen, var endnu ringere til at bedømme andres præstation end de var til at bedømme deres egen. Toppræstationer fik dårlige karakterer, fordi bedømmerne grundet deres egen inkompetence ikke kunne afgøre hvad der var det rigtige svar, selv hvis de blev præsenteret for det direkte. Kun de allerdårligste præstationer blev generelt opdaget af alle. Overført til et demokratisk valg, hvor ALLE har stemmeret, betyder dette, at det mest geniale indfald ikke vil blive skænket opmærksomhed, fordi mennesker generelt er ude af stand til at få øje på det. Slemmest er det selvfølgelig hos de deciderede uvidende og inkompetente befolkningsgrupper, men det er en egenskab hos mennesker generelt, at man er dårligere i stand til at genkende kvalitet og kompetence hos andre, især hvis man mangler det selv.

Et andet forskningsresultat af Mato Nagel i Tyskland anvendte ovennævnte forskningsresultat til at opstille og køre en computer-simulation, som var en matematisk model over et demokratisk valg med de resultater om vælgernes egenskaber implementeret, som ovenstående forskning havde givet, – nemlig at befolkningens lederegenskaber var normalfordelt, dvs. nogle var virkeligt gode, andre virkeligt dårlige ledere, men de fleste i midten, samt at folk er ude af stand til at anerkende lederevner hos andre som værende bedre end deres egne. Resultatet af simulationen blev, at den valgte leder i et sådant system konsekvent altid ville blive en person med lederevner kun en anelse over det middelmådige. Nagels konklusion lød, at demokratiske valg som de nuværende i Vesten, faktisk per definition ville fravælge fremragende ledere og i stedet tilgodese gennemsnitlige/middelgode ledere. Eneste plus ved demokratiet var således, at de virkeligt dårlige ledertyper også (som regel) bliver sorteret fra.