Forskningsresultat: Demokrati som styreform fravælger de bedst egnede ledere.

Det viser sig nu, at det nuværende demokratiske system (repræsentativ parlamentarisme), som vi har fået implementeret i Vesten, faktisk per definition altid vil sikre, at de valgte ledere kun vil blive af middelmådig kvalitet. De bedst egnede ledere sorteres fra, fordi det er en egenskab ved vores nuværende politiske system, at mennesker med de bedste lederegenskaber ikke ville kunne vælges ved en demokratisk afstemning.

Den tilgrundliggende antagelse i vores nuværende politiske system – hvor en stemmeret ikke er noget man skal gøre sig fortjent til – bygger på, at samtlige indbyggere i landet (eller så mange som overhovedet muligt), skal have ret til at stemme på de opstillede politikere. Dette skulle så medføre, at de bedst egnede kom til magten, idet den samlede befolkning dermed måtte antages at være blevet repræsenteret på den mest hensigtsmæssige måde af en leder, som tilgodeser så mange som muligt på én gang. Dog indeholder dette traditionelle forsvar for demokratiet alvorlige fejl; man er ikke nødvendigvis den bedste leder for et land, blot fordi man repræsenterer flest muligt af indbyggerne i dette land. Et nyligt forskningsresultat har oven i købet påvist: Tværtimod!

Teorien om at det nuværende politiske system i Vesten fuldt ud ville kunne sikre de bedste ledere bygger på antagelsen om at kvantitet kan vælge kvalitet. Denne antagelse er dog forkert. Og hvis man tænker en smule over det, bør dette i grunden være indlysende: Hvordan kan noget ikke-kvalitativt afgøre hvad der er kvalitet og selektere det frem for andet, når det ikke engang er i stand til at genkende kvalitet?

Hvorfor kan den brede befolkning ikke genkende lederkvalitet, når den ser den? Fordi den er for inkompetent til det. Uden hermed at ville ytre mig generelt negativt om menneskeheden, så tyder forskningsresultatet umiskendeligt på at gennemsnittet af de vælgerskarer, der har fået til opgave at udvælge den bedst egnede lederkandidat i et system med stemmeret til alle, ikke vil være i stand til at få øje på den, selv hvis vedkommende stod lige foran dem. Og dette gælder per definition. For en inkompetent vælger vil være ude af stand til at kunne se sin egen inkompetence, fordi vælgeren vil være for uvidende til at kunne se den.

Hvis en gennemsnitsvælger i et vestligt demokrati bliver spurgt om at udpege det bedste finanslovsforslag, vil vedkommende ret beset ikke være kompetent nok til at foretage dette valg, dybest set fordi vælgeren ikke ved tilstrækkeligt meget om emnet til at kunne træffe et sådant valg. Hvis man ikke ved særligt meget om økonomi og statsfinanser, og hvis man måske derfor heller ikke interesserer sig overvældende for det, vil man slet ikke kunne afgøre hvilket af en række alternativer der ville være det bedste egnede til an langsigtet strategi.

Et nyligt forskningsresultat fra Cornell og NY Universiteter påviste, at testpersoner, der havde til opgave at bedømme sin egen og andres præstation indenfor stavning, grammatik og quiz-spørgsmål, ikke alene konsekvent vurderede deres egen præstation til at være bedre end den var, men desuden også var ude af stand til at bedømme andres præstation: Generelt vurderede testpersonerne deres egen præstation til at ligge lidt over middel. Og dette gjaldt generelt: Selv de allerringeste mente, at de klarede sig over middel, mens de dygtigste også kun tiltroede sig selv et jævnt godt resultat.

incompetence

Hvad angår vurderingen af andre var det endnu værre: Dem, som klarede sig dårligst i testen, var endnu ringere til at bedømme andres præstation end de var til at bedømme deres egen. Toppræstationer fik dårlige karakterer, fordi bedømmerne grundet deres egen inkompetence ikke kunne afgøre hvad der var det rigtige svar, selv hvis de blev præsenteret for det direkte. Kun de allerdårligste præstationer blev generelt opdaget af alle. Overført til et demokratisk valg, hvor ALLE har stemmeret, betyder dette, at det mest geniale indfald ikke vil blive skænket opmærksomhed, fordi mennesker generelt er ude af stand til at få øje på det. Slemmest er det selvfølgelig hos de deciderede uvidende og inkompetente befolkningsgrupper, men det er en egenskab hos mennesker generelt, at man er dårligere i stand til at genkende kvalitet og kompetence hos andre, især hvis man mangler det selv.

helle thorningEt andet forskningsresultat af Mato Nagel i Tyskland anvendte ovennævnte forskningsresultat til at opstille og køre en computer-simulation, som var en matematisk model over et demokratisk valg med de resultater om vælgernes egenskaber implementeret, som ovenstående forskning havde givet, – nemlig at befolkningens lederegenskaber var normalfordelt, dvs. nogle var virkeligt gode, andre virkeligt dårlige ledere, men de fleste i midten, samt at folk er ude af stand til at anerkende lederevner hos andre som værende bedre end deres egne. Resultatet af simulationen blev, at den valgte leder i et sådant system konsekvent altid ville blive en person med lederevner kun en anelse over det middelmådige. Nagels konklusion lød, at demokratiske valg som de nuværende i Vesten, faktisk per definition ville fravælge fremragende ledere og i stedet tilgodese gennemsnitlige/middelgode ledere. Eneste plus ved demokratiet var således, at de virkeligt dårlige ledertyper også (som regel) bliver sorteret fra.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Politik, Politikere, Videnskab og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Forskningsresultat: Demokrati som styreform fravælger de bedst egnede ledere.

  1. solstjerne siger:

    Det jo nogle interessante belysninger af en tendens, som nogle af os længe har tænkt over: demokratiske ledere er talentløse, ja de er faktisk slet ikke ledere, men anti-ledere.

    De demokratiske “ledere” er symbolet på opgøret med alle former for historiske ledertyper, som demokraterne ser som gale konger, blodtørstige generaler og psykopatiske mandschauvinister.

    Demokraterne putter alle former for (germansk) mandligt naturligt lederskab ind i en boks kaldet “nazi”, som den derpå tager afstand fra. Ja for dem er den naturlige leder nærmest et synonym på “nazi”, på ondskab.

    Derfor kan de demokratiske ledere kun være middelmådige feminister eller blå bankmandstyper. Og her må man nemlig ikke begå den fejl, at tro at bankmandstypen – hvad enten han er partileder eller virksomhedsleder – er en virkelig leder.

    Bankmandens-typen er ikke en leder heller. Han er snarere en manifestering af den pseudo-religiøse demokratiske pengetilbedelse, og han er derfor en form for religiøs figur – en pengepræst, der kan udøve “tal-magi”, “stimulere”, “tyde signaler” og forudsige fremtiden ved hjælp af “prognoser”, “fremskrivninger” og andre magiske formler. Han kan kun forholde sig til verden ud fra dogma, ikke forholde sig til virkeligheden.

    For demokraterne er “lederen” en profession/karriere, som alle kan uddanne sig til, på lige vilkår og derfor er den ene lige så god som den anden – bare de har det rigtige cv, den rigtige holdning og ellers det rette netværk. Man vælger de “korrekte” ledere som symboliserer det politiske projekt (mulatten Obama, antikrist-Sareen, femi-karrieren Thorning), eller pengepræsten som symboliserer (over)troen på finans som løsning og mål (Thulesen-Dahl, Løkke-Rasmussen).

    Alt ud over den basale demokratiske ideologi, alt dét som demokraterne ikke forstår, bliver reduceret til “værdipolitik”, som derved “kommer til debat”, hvori saglighed og fakta bliver erstattet af meninger og følelser.

    Demokraterne ved ikke, hvad det er de gør – men de gør det alligevel.

    Det er en skræmmende tilstand. Senest eksemplificeret ved “justitsministeren” Bødskov, der som den talentløse “leder” han er, står fuldstændigt magtesløs overfor bander, religiøse krigere og indvandrede dansker-hadere. Og ellers gemmer sig bag spin, floskler, teorier, “reformer” og demokratiske overtroiske budgetter.

    Det her kommer ikke til at gå godt. Det skal blive meget værre, før det måske kan blive bedre. Svaret på middelmådigt lederskab – opgøret med demokratiets fejl og fadæser – er ikke mere middelmådigt lederskab, men en returnering til naturens eviggyldige love, på den ene eller den anden måde.

    Demokratiet er sådan set allerede slut, erstattet af en form for finans-overtroisk teknokrati (Italien, Grækenland, Cypern), der i virkeligheden er et totalitært økonomisk teokrati, hvori anti-lederne kan diskutere budgetter og værdier, men ikke lede, ikke stille spørgsmål ved dogma og ikke tænke selvstændigt slet ikke filosofisk.

    Spørgsmålet er så, hvor lang tid dét holder, hvornår behovet for virkeligt lederskab for alvor viser sig og om vores etniske naturlige folkekompleks kan frembringe en ægte leder, som modsvar på anti-lederen?

    • hammersmeden siger:

      Demokraterne putter alle former for (germansk) mandligt naturligt lederskab ind i en boks kaldet “nazi”, som den derpå tager afstand fra. Ja for dem er den naturlige leder nærmest et synonym på “nazi”, på ondskab.

      Derfor kan de demokratiske ledere kun være middelmådige feminister eller blå bankmandstyper. Og her må man nemlig ikke begå den fejl, at tro at bankmandstypen – hvad enten han er partileder eller virksomhedsleder – er en virkelig leder.

      Gode pointer! Selve indbegrebet af hvad det vil sige at være en god leder er blevet forvansket i dag. Dyderne er blevet forplumrede og vores idealer er blevet trådt under fode. Vi må nu ikke engang stræber efter noget ophøjet længere i ligemageriets hellige navn. Og den politiske klasse er jo blot et symptom på at systemet er indrettet som det er. De er først og fremmest karrieremennesker og ikke forbilleder.

  2. Balder siger:

    Jeg synes at artiklen har en stor svaghed. Den forudsætter jo at det vil kunne afgøres objektivt hvem der er “den gode leder”. Hensigten er god nok, men argumentationen halter en del synes jeg. Var Hitler en god leder? Det var der mange der mente en gang. Men da han tabte krigen må han jo have været en dårlig leder, da hans dispositioner i høj grad bragte ulykken over Tyskland.
    Mao. i mange tilfælde vil det først bagefter kunne fastslås om en leder var god eller dårlig, og derudover kan der være en række tilfældigheder der gør sig gældende som set i tilbageblik bliver udslagsgivende.

    Og hvor er løsningen eller alternativet; altså hvad skulle strategien være, der kunne sikre at vi får “gode ledere”? Jeg mener at problematikken er interessant og artiklen kan ses som en filosofisk tankeøvelse, men overordnet synes jeg den er en tynd kop te.

    • hammersmeden siger:

      Det er selvfølgelig rigtigt, at man ikke umiddelbart kan måle, hvornår man er en god leder. Dette skyldes dog mest af alt, at det ikke er klart defineret hvad det vil sige at være en god leder. Alligevel mener jeg, at de ledere, der bliver produceret af det nuværende system, på ingen måde bidrager til at udfylde deres roller som forbilleder og retningsgivere, idet det antages, at en leder som minimum må have disse evner. Og i hvert fald ikke udgøre et negativt eksempel.

      Og desuden målte undersøgelsen jo også først og fremmest folks evne til at opdage kvalitet i andre: Denne evne halter gevaldigt, viser det sig, dvs. man kan ikke få øje på de kvalitative egenskaber i andre, mest af alt fordi gennemsnitsborgeren mangler dem selv. Så ville de jo heller ikke, som et særtilfælde af dette, kunne få øje på gode ledeevner, uagtet at disse ikke er klart afgrænsede.

      • Has C. siger:

        “Denne evne halter gevaldigt, viser det sig, dvs. man kan ikke få øje på de kvalitative egenskaber i andre, mest af alt fordi gennemsnitsborgeren mangler dem selv. Så ville de jo heller ikke, som et særtilfælde af dette, kunne få øje på gode ledeevner,”

        Her er artiklens største svaghed. Og tankegangens største svaghed, tror jeg.
        Du fortudsætter, at, for en gruppe, at vælge eller udpege eller finde en leder er samme slags problemløsning som at løse quiz-spørgsmål. Det er det ikke, påstår jeg! 🙂

        Vi er stammeorienteret – vore forfædre levede i stammer og der må findes en slags instinkt for at finde og underordne sig ham (eller hende?). Folk i 1933 så en god leder og var ikke i tvivl (relevant til situationen, naturligvis). Han gjorde orden i landet og i økonomi på rekordtid, som ingen anden før eller efter ham. Verdens største arbejdsløshed væk efter 2 år af hans regering. Landet ændret fra en “basket case” i verdens leder i økonomi og teknologi.
        At han tabte krigen, er en helt anden sag. Han kæmpede i en krig, som var ham påtvunget og, selv om han havde næsten hele verden imod sig, var han ikke langt fra en sejr.

        De idioter, vi har i dag, er ADMINISTRATORER udpeget af medierne, eller rettere – af dem, der styrer medierne. Og resultatet er derefter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s