Kampen om vandet – EU vil privatisere drikkevandet

Vandforsyningen er traditionelt underlagt den offentlige forsorg. Ikke uden grund, for en almen tilgang til rent og rigeligt drikkevand er af så vital betydning, at det må betragtes som et nationalt anliggende, der ikke kan overlades til den risiko det er at give det i hænderne på en kynisk profitmaskine i form af en privat virksomhed med deraf fare for kvaliteten. Dog har EU nu luftet tanken om at private, multinationale selskaber nu skal kunne overtage vandforsyningen i alle lande, dermed også Danmark.

Vand er ikke noget tilfældigt kommercielt handelsgode, men en uundværlig ressource i alles dagligdag. Traditionelt har Danmark haft en god drikkevandsforsyning med et fungerende rensningssystem. Det vil EU-kommissionen imidlertid ændre på nu med afgivelsen af de europæiske landes drikkevand til højstbydende. Hvad stikker der bag?

EPP debates on EU Constitution - Paris 8-9 Mar...

Michel Barnier (l.)

I første omgang lanceredes forslaget af kommissæren for indre anliggender, Michel Barnier. I det hele taget er det påfaldende hvor mange franske fortalere der er i EU-parlamentet for dette forslag om at overlade noget så skrøbeligt til de profitfikserede private markedskræfter! Udover Barnier f.eks. udvalgsreferenten Philippe Juvin. Måske fordi det netop bliver den franske koncern Veolia (samt andre private vandforsyningskoncerner), der med dette lovforslag står til at blive hovedprofitøren i form af uhindret adgang til at sætte sig på europæernes drikkevand og score kassen på det ved brugerbetaling? Ingen tvivl om at Veolia har sine lobbyister indenfor EU til at presse på. Ikke mindst i den ekspertgruppe ved navn Steering Group, hvis’ adviseringer EU følger blindt, på trods af at denne »ekspertgruppe« består af aktive medarbejdere indenfor vandindustrien. Og denne gruppe rådgiver EU »objektivt« og »upartisk« om det fordelagtige ved at privatisere vandet? En privatisering som gruppens medlemmer – tilfældigvis? – selv ville score kassen på? EU er ræven, der vogter gæs.

Ganske vist bakker EU nu tilbage fra forslaget efter heftig kritik fra mange medlemslande. De beroligende ord om at ingen angiveligt havde efterstræbt en privatisering af vandforsyningen klinger utroværdige, for hvorfor vedtager EU retningslinjer, der muliggør en privatisering, hvis EU på ingen måde havde »efterstræbt« en sådan? For forbrugerne ville privat vand i hvert fald betyde en mængde ubehageligheder; for en multinational koncern ville hurtigt kunne byde under det kommunale tilbud og vinde en licitation. Dog med profit for øje og ikke en kvalitativ og vedvarende vandforsyning, hvilket ikke ville andet end at ødelægge drikkevandet. Dårlige erfaringer med private vandforsyninger har man allerede i Storbritannien og Frankrig (hvor stort set 3 verdensomspændende koncerner deler markedet). Her er priserne på vandet steget samtidig med at vedligeholdelserne af vandrørene og anlæggene negligeres, så at vandkvaliteten er dalet markant, hvilket et studie fra Barcelona Universitet har påvist.

I Portugal tvang EU-kommissionen nærmest landet til at sælge vandværkerne og dermed vandforsyningen til det højest bydende firma pga. landets aktuelle pengeproblemer. Med altødelæggende konsekvenser: Ofte kan man ikke længere drikke vandet fra offentlige brønde, mange steder er vandpriserne steget op til 400 % så at nogle næsten ikke kan betale for almindeligt vandforbrug længere. Og EU vil gøre det samme med Grækenland. Berlin og London ønsker i dag at de aldrig havde privatiseret vandet. Ikke mindst fordi der kommer snavs i drikkevandet pga. rustne rør, der ikke længere vedligeholdes, så at der må tilsættes klor af hygiejniske årsager. Dog er det ikke så nemt at slippe af med vand-liberaliseringen igen når den først er indført, da man løber panden mod globale koncerners interesser. I Berlin lader borgernes protester og utilfredshed dog nu til at bære frugt, og bystyret er ved at købe dele af vandforsyningen tilbage fra RWE og Veolia. Men til en høj pris, og helt give slip vil de private firmaer ikke.

Det blå guld

620px-2006-02-13_Drop-impactTilgangen til rent drikkevand er ifølge FN’s resolution 64/292 en menneskeret. Nu er jeg jo meget skeptisk indtillet overfor de »universelle menneskerettigheder«, men alligevel er det jo bemærkelsesværdigt, at ikke engang EU ville overholde menneskerettighederne, hvis det gjorde alvor af at ville privatisere drikkevandet. Og det skulle sågar ske uden en beslutningsproces i EU-parlamentet, idet kommissionsforslaget slet ikke skal diskuteres, men stemmes om uden debat. Hvilket kan undre, når noget så altoverskyggende og fundamentalt som Europas vandforsyning står på spil. Og det kalder man demokrati? Adgang til rent og rigeligt drikkevand er sandsynligvis en af de udslagsgivende faktorer ved forudsætninger for oparbejdelsen af en højtstående civilisation.

Men vandet er sårbart: Kun 2,5 af planeten jordens vandforekomster er ferskvand. De største ferskvandsreserver er bundet i Antarktis’ kilometertykke indlandsis. Herefter følger jordens floder såsom Amazonas og Nilen. 20 % af det ikke-frosne ferskvand på jorden findes i Bajkalsøen i Sibirien. Hvad grundvandet angår står landbruget gennemsnitligt 70 % af vandforbruget, industrien for 22 % og helt til sidst i størrelsesforholdene kommer de almindelige forbrugere med 8 %. Dog er det disse små 8 % der er de mest sårbare og største tabere ved en risikobetonet satsning med ferskvandet.

»Vandkrige« i fremtiden?

For de tungtvejende risici, der kommer i betragtning med tanke på en evt. privatisering af vandet, er dels selvfølgelig en evt. mangel på drikkevand, såfremt det overlades til markedskonkurrencens spilleregler og hasard i ly af det pres der kommer på vandreserverne grundet en voksende verdensbefolkning, dels at de knappe vandforekomster er truet af menneskelig aktivitet såsom forurening og overforbrug. Eks. overvanding i landbruget, overgødning og landrydning/ørkendannelse. I forvejen er vandrensningen på hårdt arbejde med at rense vandet fra kloak og afløb og klargøre det til nyt drikkevand. Især i lyset af at mange af de 100.000 syntetiske kemikalier, som EU har tilladt industrielt, også ender i kloakvandet og rensningsanlæggene. I løbet af livet drikker man ca. 60.000 liter vand, og vi består jo af ca. 70 % vand, så homo sapiens er dermed ekstra sårbar overfor udsving i vandkvaliteten.

Og det internationale pengemarked har forlængst fået øjnene op for det blå guld som et nyt objekt for spekulation og profitgesjæfter. Hvis vandet »gives frit« vil det hurtigt give fri bane for spekulanter, som med pengestærke investorer vil opkøbe rettighederne til drikkevand og sælge det dyrt videre i takt med at efterspørgslen stiger efter det eftertragtede gode. De eneste tabere vil blive de private forbrugere med ubetaleligt vand af tvivlsom kvalitet. Forlokkelsen kan være stor for en kommune til at sælge vandrettighederne, men den umiddelbare fordel opvejes til fulde på lang sigt af dårligdommene.

På grund af den eksploderende verdensbefolkning vil vandbehovet stige med ca. 40 % frem mod 2025. Dermed kommer der et pres på de begrænsede vandreserver. Og da det meste af det (endnu) rene drikkevand befinder sig i undergrunden på den nordlige hemisfære, vil presset på vandreserverne komme fra de overbefolkede egne i syd, der sandsynligvis vil komme til at mange vand grundet deres svulmende folkemasser og tørre jordbund. Hvis EU så oven i købet vil gennemtrumfe, at vores vand kan sælges til den højstbydende, vil investorerne stå på nakken af hinanden for at få en bid af kagen af det nye lukrative spekulationsobjekt. Vandfirmaer vil gå på børsen for at lave penge på den klare væske og vand vil blive et dyrt og sjældent råstof med altødelæggende konsekvenser. I sidste instans kan vand spille en rolle i regionale konflikter mellem nabolande og kontinenter. Måske er vand også én af grundene hvorfor EU er så forhippede efter at få Tyrkiet med i EU, da dette land råder over stort set uanede vandreserver i undergrunden? Tyrkerne lader i hvert fald til selv at være klar over dette og bruge det som argument.

Alt i alt: Tilgang til rent drikkevand er et nationalt anliggende, der er for vigtigt til at overlades til de frie markedskræfter med deraf følgende fare for drikkevandets endeligt. Nogle ting kan en privat virksomhed sikkert løse bedre og billigere end det offentlige, men drikkevand er ikke én af dem, hvilket sågar er blevet påvist af undersøgelser som ovennævnte. En multinational koncern fra USA eller Kina skal ikke kunne opkøbe den danske vandforsyning og score penge på at udstykke den i anparter til vandhungrende arabere med oliepenge i lommen.

EU NO

Dette indlæg blev udgivet i Hemmeligholdte skandaler, Indenrigsnyheder, Politik, Politikere, Udenrigsnyheder og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

7 svar til Kampen om vandet – EU vil privatisere drikkevandet

  1. Balder siger:

    Jeg får mere og mere lyst til at følge Dominique Venners eksempel. Vores civilisations rablende selvmord til fordel for de mest afskyelige interesser er næsten ikke til at holde ud at blive ved med at være vidne til.

    • hammersmeden siger:

      I den sammenhæng er det vigtigt at huske på, at skrønen om vores selvmord ikke er sand. Frasen om at »vi selvdestruerer« her i Vesten med multi-kulti og demografisk katastrofe, passer jo ikke, fordi det jo ikke noget, som vi selv har ønsket eller bedt om. Nærmere er det en bestemt gruppe personer der har tilvejebragt denne udvikling for os.

      Myten om »europæernes selvdestruktion« bliver blotlagt, når man først har fået afklaret hvad/hvem det er der ødelægger os. Det er ikke os selv. Ingen har et oprigtigt ønske om at selvdestruere, og slet ikke nogen som har stået for stort set al fremskridt og udvikling på jorden.

    • Agricola siger:

      Lad da for alt i verden være med det. Du er et af de få vågne mennesker i dette land.
      I min erfaring starter vejen ud af en “håbløs” situation med troen på at det ønskede er muligt

  2. Balder siger:

    Du har så evig ret. Det er ikke os selv, men der er bare mange af os som udfører de mørke magtes ordrer.

  3. mediakrig siger:

    Eier man veier, vann, og annen infrastruktur, er man garantert profitt, noe man ikke er, hvis man må investere i ny teknologi. At de rike presser på for å få kjøpe risikofrie investeringer, er ikke noe rart.

    Hva som er sykt er at denne siden av privatiseringene aldri tas opp.

    • hammersmeden siger:

      Hva som er sykt er at denne siden av privatiseringene aldri tas opp.

      Det er rigtigt. Der er virkelig mange ulemper ved en ren liberalisering. Bl.a. var det de private firmaer i Danmark, der pressede på i 1960’erne for at få regeringen til at åbne grænserne for masseindvandring og dermed billig arbejdskraft.

      De brugte som argument for indvandring, at »maskinerne jo ellers ville stå ubemandede«. Dengang var det faktisk »de røde« der var indvandringskritiske, fordi det truede deres vælgeres forhold.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s