PAT(ETISK RÅD)DENSKAB

medlemmer-og-beskikkelse

Etisk Råd lægger sig igen fladt ned og overgiver sig følgagtigt til den naturfjendtlige og allestedsnærværende tvangsudvikling hen i retning af et gennemreguleret og diktatorisk mareridtssamfund, sådan som Aldous Huxley så fremsynet og sarkastisk beskrev i ‘Fagre Nye Verden’. Dette i klar modstrid med § 1 i Lov om Det Etiske Råd, der forudsætter at rådet i sit virke skal

arbejde ud fra respekt for menneskets og kommende generationers integritet og værdighed samt respekt for naturen og miljøet. […] Respekt for naturen og miljøet hviler på den forudsætning, at naturen og miljøet har værdi i sig selv.

Sædvanemæssig kulturoverlevering ved naturligt slægtstroskab, familiernes flergenerationelle forankring i blodet og racen samt almindelig agtelse for Naturens love anses tydeligvis af rådets grundigt systemafrettede medlemmer som besværlige og gammeldags levn, der kun står i vejen for deres fortsatte, dybt institutionaliserede neo-marxistiske bestræbelser (bevidst eller ubevidst) på at indføre den teknokratiske, køns- og raceløse verdensstat.

Her følger patetisk råds seneste anbefaling vedrørende ‘dobbeltdonation’, med Hilmar Sejr’s understregninger, fremhævninger og [kommentarer]:

 

Sundheds- og ældreministeriet har i en henvendelse dateret 19. oktober 2016 anmodet Det Etiske Råd om at forholde sig til konsekvenserne af § 5 i lov om assisteret reproduktion. Bestemmelsen forhindrer dobbeltdonation, dvs. at både æg og sæd er doneret til en kvinde, der ønsker at blive gravid. Ifølge § 5 må der ikke etableres assisteret reproduktion, medmindre ægcellen stammer fra den kvinde, der skal føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner. Det medfører blandt andet:

1. at et heteroseksuelt par, hvor hverken kvinden eller manden har brugbare kønsceller, ikke kan få behandling med assisteret reproduktion,

2. at enlige kvinder, som ikke selv kan levere et befrugtningsdygtigt æg, ikke har mulighed for at få behandling med assisteret reproduktion, og

3. at lesbiske kvinder ikke har mulighed for at få behandling med assisteret reproduktion, hvis ikke kvindens eget æg anvendes som led i behandlingen. Det gælder, uanset om den lesbiske kvinde anvender et æg, som er doneret af hendes kone/kæreste eller en anden donor, og uanset om brugen af et donoræg er sundhedsfagligt begrundet (fx at hun ikke selv har befrugtningsdygtige æg) eller begrundet i et ønske om, at begge parter i det lesbiske forhold skal føle sig “biologisk” knyttet til barnet [Ordet ‘biologisk’ skrives her med anførselstegn. Betyder det mon at de mange læger, kliniske psykiatere og akademikere i patetisk råd, ikke rigtig mener at biologi spiller nogen særlig rolle for børns tilknytning til deres forældre? Eller betyder det mon at patetisk råd finder det biologiske i sig selv meningsløst og/eller uden særlig betydning? Den almindelige sproglige forståelse af anførselstegn om begrebshenvisende ord er, at afsenderen ønsker at lade læseren forstå, at der tages forbehold overfor eller sås tvivl om ordets/begrebets gyldighed i sammenhængen. Ofte vil denne brug af anførselstegn desuden have til hensigt at give indtryk af en utvetydig satirisk nedvurdering af det begreb der sættes i anførselstegn i sammenhængen. Fra et racebevidst og naturlovs-agtende ståsted kan det måske umiddelbart virke vanvittigt og oprørende at formodet veluddannede mennesker med lange universitetsuddannelser bag sig kan anlægge et så verdensfjernt, virkelighedsfornægtende og luftigt-teoretisk synspunkt … men tager man universiteternes årtier lange ideologiske ensporing i kulturmarxistisk indoktrinerende retning med i betragtningen, er det måske slet ikke så underligt endda. Mere om rådets akademiske-ideologiske slagside senere].

Ministeriet har specifikt bedt Det Etiske Råd om at forholde sig til disse konsekvenser af § 5. Det Etiske Råd offentliggjorde en udtalelse om embryo- og dobbeltdonation i 2014 og vil i det følgende først kortfattet referere nogle af de generelle overvejelser i udtalelsen. Efterfølgende vil Rådet uddybe nogle af temaerne og diskutere de tre specifikke anvendelser af dobbeltdonation nævnt ovenfor. I tredje afsnit af udtalelsen præsenterer Rådet sine anbefalinger angående brugen af dobbeltdonation. Rådet udtaler sig ikke om embryodonation i denne udtalelse, da ministeriet ikke har bedt Rådet om at forholde sig til denne problematik. Der henvises i stedet til den nævnte udtalelse om emnet.

Det Etiske Råds udtalelse om embryo- og dobbeltdonation

Overvejelser om barnets tarv.

En væsentlig diskussion i udtalelsen om dobbeltdonation fra 2014 var, om dobbeltdonation må formodes at påvirke barnets tarv i negativ retning. Et spørgsmål i den sammenhæng er, hvor store “krav” man skal stille til barnets forventede livskvalitet, for at det forekommer rimeligt at bringe det til verden ved hjælp af assisteret reproduktion. Spørgsmålet er vanskeligt at besvare entydigt, men hvis man forholder sig til problemstillingen på baggrund af de krav, der implicit indgår i den eksisterende lovgivning angående vurdering af forældreuegnethed, synes hensynet til barnets tarv ikke som udgangspunkt at udelukke dobbeltdonation. Kravene til forældreevnen forekommer nemlig at være meget lavt sat [Patetisk råd mener altså at kravene til forældreegnethed allerede er for lave. Vi må derfor med rimelighed kunne forvente, at rådsmedlemmerne vil iagttage forsigtighedsprincippet og selvfølgelig ikke yderligere sænke kravene ved en udvidelse af rammerne for forældreegnethed til grupper der indtil for ganske nylig var at regne som klinisk sindssyge]. I en bekendtgørelse om vurdering af forældreuegnethed nævnes de følgende forhold således som nogle af dem, der kan indgå i vurderingen:

1. Eventuelle misbrugsproblemer hos kvinden eller parret,

2. kvindens eller parrets mentale tilstand, der kan få betydning for omsorgsevnen i forhold til barnet,

3. forhold der kan bevirke anbringelse uden for hjemmet, eller

4. at den ene eller begge kommende forældre allerede har et barn, der er anbragt uden for hjemmet på grund af familiens forhold.

Kriterierne ligger tæt på noget, der kunne betegnes som “tvangsfjernelseskriterier”, hvorfor de implicitte krav til barnets livskvalitet må siges at være yderst beskedne [Kriterierne forekommer denne forfatter både logiske og rimelige, om end en smule løst formulerede. Det man med rette kan betvivle er om myndighederne fortolker kriterierne i overensstemmelse med Naturens Love og almindelig sædelighed]. Kriterierne synes måske derfor først og fremmest at tage for højde for, at det ville være absurd og formålsløst [‘Absurd’: JA. Kriminelt: JA. Fornærmende imod og krænkende overfor Naturens Orden: JA. ‘Formålsløst’: det afhænger helt af hvilke og hvis hensyn man tjener. Fra et neo-marxistisk, statsfeministisk og globalist-tyrannisk synspunkt kunne målet at nedbryde de sidste rester af naturlig, selvberoende og statsuafhængig slægtsoverlevering jo i sig selv udgøre et vigtigt formål] at anvende assisteret reproduktion til at skabe et barn, der alligevel med stor sandsynlighed ville blive tvangsfjernet efter fødslen [Ifølge kriterie #2 ovenfor burde det ikke tillades lesbiske og/eller bøsser at opfostre børn i det hele taget, kunstig befrugtning og dobbeltdonation eller ej]. Det skal bemærkes, at det ifølge den danske lovgivning er lægerne på fertilitetsklinikkerne, som skal være opmærksomme på deres patienters forældreegnethed. I tilfælde, hvor der er tvivl om parrets/kvindens forældreegnethed, er lægerne forpligtigede til at inddrage statsforvaltningen, som så træffer den endelige afgørelse. Ud fra de informationer, Det Etiske Råd har modtaget, efterleves disse bestemmelser på udmærket vis i praksis.

Problematikken om barnets tarv handler imidlertid om andet og mere end livskvalitet. Den handler fx også om rettigheder. [Ah-ja. Rettigheder. Rettigheder til når som helst at tilsidesætte Naturens Orden for at tilfredsstille egne forfængelige ønsker, monstro?] Et synspunkt i udtalelsen er således, at hvis man benytter assisteret reproduktion, bør man ikke skabe børn, der allerede som udgangspunkt er frataget visse rettigheder og væsentlige muligheder, som bidrager til at skabe gode livsbetingelser. Det kan fx være muligheden for at få kendskab til sit genetiske ophav, hvilket netop kan være et problem i forbindelse med dobbeltdonation. Det sidstnævnte argument behøver ikke at føre til en ren afvisning af dobbeltdonation [Men en delvis afvisning kunne måske godt komme på tale? Vi venter i ‘spænding’]. En anden mulighed er at opstille nogle forudsætninger for at tillade dobbeltdonation. Det kunne fx være et krav om, at dobbeltdonation ikke må foregå anonymt, fordi barnet i så fald ikke har nogen som helst mulighed for at få viden om sit genetiske ophav.

Retten til reproduktion [Dejligt ord, ikke sandt? ‘Reproduktion’. Man fornemmer næsten den beroligende duft af formaldehyd og hospitalssprit i næseborene. Statsautoriseret og kontrol-leret fremavling af veltilpassede, grænseløst tolerante og ikke mindst livslangt plejekrævende verdensborgere]

Overfor hensynet til barnets tarv står det, der i udtalelsen betegnes som “retten til reproduktiv frihed”, dvs. de involverede personers ret til selv at bestemme, hvordan de vil reproducere sig og herunder også, hvem de i givet fald vil donere deres kønsceller til. I forbindelse med den naturlige reproduktion tillægges retten til reproduktion stor vægt, hvilket fx fremgår af, at et par kan have fået tvangsfjernet adskillige børn efter fødslen, uden at dette får konsekvenser for deres fortsatte muligheder for at reproducere sig. Man kan i forlængelse heraf spørge, om det er muligt at give en god begrundelse for, at retten til reproduktion ikke har samme vægt i forbindelse med assisteret reproduktion som i forbindelse med naturlig reproduktion [Strander patetisk råds argumentation her virkelig på, at fordi der allerede forvaltes efter en uhensigtsmæssig og overdreven lemfældig rettigheds-tænkning, på den naturlige undfangelses område, til ugunst for barnets tarv … så bør samme uhensigtsmæssigt vide rammer derfor også overføres til den kunstige befrugtnings område? Det virker unægteligt sådan.  Her følger under alle omstændigheder een begrundelse for at ‘retten’ til kunstig, statsstyret ‘reproduktion’ ikke bør tillægges samme vægt som ‘retten’ til naturlig befrugtning: ‘retten’ til ‘reproduktion’ er, for det første, en teoretisk, frit-i-luften-svævende forestilling hvis virkeliggørelse strider mod Naturens Love. Der findes ingen ‘rettigheder’ i Naturen. For det andet vil den fortsatte udbredelse af kunstig befrugtning føre til en gradvis omdannelse af folkefællesskabet fra en bæredygtig nation, bestående af racemæssigt og kulturelt livsduelige slægtsled af frie folkefæller, til en letpåvirkelig, demoraliseret hob af forkrøblede, instinktsvækkede, identitetsforvirrede og afsjælede vanskabninger (kloner), over hvilke magtliderlige globalister uhindret kan herske. Se senere for patetisk råds egen delvise indrømmelse heraf]Hvis der ikke kan gives en sådan begrundelse, kan dette udgøre et argument for at være særdeles påholdende med restriktioner også i forbindelse med assisteret reproduktion og herunder dobbeltdonation [‘Særdeles påholdende’, javel-ja … altså med restriktionerne, må vi forstå. Det er restriktionerne der skal holdes igen med ifølge ‘etikerne’. Ikke med den fortsatte nedbrydning af Naturens Orden og den uansvarligt eksperimenterende opløsning af samfundets bærende livs- og pardannelsesmønster, det heteroseksuelle ægteskab, overalt i Vesten. Sandelig godt vi har patetisk råd til at rådgive os angående tidens vigtige medicinske og bio-etiske spørgsmål].

Om betydningen af den genetiske tilknytning

Et væsentligt udgangspunkt i udtalelsen om embryo- og dobbeltdonation var, at medlemmerne af Det Etiske Råd havde svært ved at se en begrundelse for, at manglende genetisk tilknytning mellem barnet og forældrene i sig selv kan begrunde den eksisterende lovgivning, hvor dobbeltdonation som nævnt ikke er tilladt [Kunne synsvanskelighederne her monstro have noget med rådsmedlemmernes altovervejende ideologiske ensporing i antiracistisk, statsfeministisk og kulturmarxistisk retning at gøre?]. Derfor var opfattelsen, at hvis man ønsker at bevare forbuddet mod dobbeltdonation, må man i stedet forsøge at begrunde det ud fra de konsekvenser, dobbeltdonation har eller kunne tænkes at have fx på grund af fraværet af genetisk tilknytning mellem mor/forældre og barn [Vi prøver lige at sammenfatte en gang her: patetisk råd har altså ‘svært ved at se en begrundelse for, at manglende genetisk tilknytning mellem barnet og forældrene i sig selv kan begrunde den eksisterende lovgivning, hvor dobbeltdonation ikke er tilladt’, men konsekvenserne af dobbeltdonation, for eksempel fravær af genetisk tilknytningde kan godt forsøgsvis anses som gyldige begrundelser. Konsekvenserne. Ahh-ja. Dén skelnen skal man vist have gået rigtig længe på universitetet for at kunne værdsætte. Genetisk tilknytning i sig selv betyder ikke noget, må vi forstå. Ikke noget patetisk råd er i stand til at se i hvert fald … men konsekvenserne, altså følgevirkningerne af dobbeltdonation, såsom fravær af genetisk tilknytning, dem vil man ‘i stedet’ gerne forsøgsvis tage i betragtning som begrundelse for at bevare forbuddet, hehe]. I den forbindelse må man imidlertid være opmærksom på, at nogle af de indvendinger, man kan have mod embryo- og dobbeltdonation, også kan bruges i forhold til allerede lovliggjorte teknikker. Hvis man eksempelvis ønsker at opretholde forbuddet mod dobbeltdonation på grund af den sundhedsfaglige risiko ved denne form for donation, forekommer det således ulogisk ikke også at forbyde ren ægdonation, da sæddonation ikke i sig selv udgør et sundhedsfagligt problem [Tampen brænder, kære rådsmedlemmer. Men logisk sammenhængende tænkning er selvfølgelig ikke nær tidssvarende nok til at kunne retfærdiggøre overvejelse af noget så håbløst gammeldags som forsigtighedsprincippet eller ‘biologi’. Udviklingens krav skal jo adlydes. Det går skam ikke an at være umoderne eller bagstræberisk, heller ikke i patetisk råd].

Overvejelser angående de specifikke anvendelser af dobbeltdonation mv.

Som nævnt har Sundheds- og Ældreministeriet specifikt anmodet Det Etiske Råd om at forholde sig til tre former for dobbeltdonation. Disse diskuteres hver for sig nedenfor, da de involverer forskellige typer af problemstillinger.

§ 5 er ikke længere tidssvarende [Patetisk råd er til gengæld meget tidssvarende. Så tidssvarende faktisk, at hensyn til barnets tarv, ‘biologi’ (pffff!) og folkesundhed selvfølgelig må vige for de altoverskyggende livsvigtige reproduktive rettigheder og for samfundsudviklingen]

Som nævnt må der Ifølge § 5 i loven om assisteret reproduktion ikke etableres assisteret reproduktion, medmindre ægcellen stammer fra den kvinde, der skal føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner. Bestemmelsen var med i loven om kunstig befrugtning fra vedtagelsen i 1997, og man kan mene, at den ikke længere er tidssvarende i betragtning af de ændringer i familieforståelsen, der har fundet sted siden da. Udgangspunktet for bestemmelsen er tydeligvis, at kvindens partner er en mand. Men dette udgangspunkt kan ikke tages for givet i 2016, hvor såvel ægteskab mellem to kvinder som medmoderskab i forbindelse med assisteret reproduktion er tilladt. Ud fra dette perspektiv er § 5 diskriminerende i forhold til homoseksuelle familiedannelser. Umiddelbart er det derfor nærliggende rent lovgivningsmæssigt at medgive, at partneren kan være en kvinde, så sæden eller ægcellen kan stamme fra partneren til den kvinde, der skal føde barnet. Dermed ville en kvinde lovligt kunne donere ægceller til sin kvindelige partner, hvorved barnets genetiske slægtskab til den ene af parterne på samme måde som i et heteroseksuelt forhold ville være bibeholdt [Lidt på samme måde som når det ‘umiddelbart’ er ‘nærliggende’ ‘rent lovgivningsmæssigt’ at ‘medgive’, at tilstrømningen i hundredtusindvis af racefremmede til landet siden 1983, har ført til en ændring af danskhedsforståelsen i en grad så at enhver tilfældig tilvandret, menneskelignende skabning nu er at betragte som dansker? –Og at det ville være diskriminerende at tage andet for givet? Er patetisk råds argument her virkelig, at fordi en given udvikling har fundet sted siden 1997, så retfærdiggør dette eo ipso at samme udviklings fortsættelse nødvendigvis skal billiges og understøttes? Meget kunne tyde på det].

Er infertilitet en betingelse for ægdonation?

Paralleliseringen mellem de to familieformer er imidlertid ikke uproblematisk, fordi der nu en gang er forskel på æg og sæd og dermed også på æg- og sæddonation [Ka’ det nu også passe? Er kønsforskelle i virkeligheden ikke bare sociale konstruktioner, sådan som racemæssige forskelle er det?]. Ægdonation er således væsentligt mere indgribende end sæddonation. Spørgsmålet er derfor, om den beskrevne form for ægdonation i givet fald kun skal være tilladt, hvis den kvinde, der skal føde barnet, ikke selv er fertil. Eller om den også skal tillades, selv om hun faktisk er fertil for at imødekomme, at begge parter i forholdet kan føle sig biologisk knyttet til barnet. Den ene ved at have født barnet og båret det gennem graviditeten, den anden ved at have leveret ægcellen. Et muligt svar på dette spørgsmål er, at det afhænger af, hvor store de sundhedsfaglige risici ved ægdonation er for barnet, ægdonoren og modtageren af ægget.  Flere forhold kan her være relevante , men i denne sammenhæng skal det først og fremmest nævnes, at risikoen for svangerskabsforgiftning er 2-3 gange højere i forbindelse med graviditet efter ægdonation sammenligt med graviditet efter naturlig reproduktion. Svangerskabsforgiftning fører i nogle tilfælde til for tidlig fødsel og kan også medføre nedsat fostertilvækst. I sjældne tilfælde opstår det såkaldte HELLP-syndrom, der er forbundet med stor risiko for alvorlige komplikationer for mor og barn. Ifølge Anja Pinborg, Hvidovre Hospital, vil man ud fra en sundhedsfaglig vurdering altid anbefale en kvinde i et lesbisk par at forsøge at opnå graviditet ved hjælp af sine egne æg, hvis dette fysiologisk set er muligt og ikke er forbundet med særlige problemer, fx på grund af alvorlig arvelig sygdom hos kvinden. Dette skyldes den beskrevne risiko for svangerskabsforgiftning ved ægdonation samt en let forøget risiko for misdannelser hos børn født efter IVF sammenlignet med børn undfanget ved naturlig reproduktion eller efter insemination med sæd fra en sæddonor. Det skal dog samtidig bemærkes, at Anja Pinborg er opmærksom på, at der kan være andre begrundelser end rent sundhedsfaglige begrundelser for alligevel at foretage ægdonation internt i et lesbisk par [Politisk-ideologiske begrundelser monstro?]. Et væsentligt spørgsmål er som nævnt, om der er forskel på at tilbyde dobbeltdonation, når det er sundhedsfagligt begrundet, og når det alene er begrundet i ønsket om biologisk tilknytning [Der er forskel, ja, men det er en gradsforskel. I begge tilfælde er der tale om utilladelig indgriben i Naturens Orden]. Spørgsmålet rummer tre underspørgsmål, som behandles hver for sig nedenfor.

1. I henvendelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet henvises der til, at en lesbisk kvindes behov for at anvende æg fra sin partner kan være sundhedsfagligt begrundet, fx fordi hun ikke selv har befrugtningsdygtige æg. Det Etiske Råd vil pege på, at den sundhedsfaglige begrundelse også bør omfatte situationer, hvor en lesbisk kvinde ønsker at modtage et doneret æg, fordi hun selv er disponeret for en eller flere arvelige sygdomme [Jamen, selvfølgelig da. Homoseksuelle med arvelige sygdomme skal da netop tilbydes kunstig befrugtning på statens regning. Tænk på al den beskæftigelse, og de mange karriere- og indtjeningsmuligheder det vil give i behandler-systemet]. Hvis den omtalte form for donation alene tillades med sundhedsfaglige begrundelser, åbner dette derfor for en problematik om, hvornår en sygdomsdisposition er alvorlig nok til at berettige til donation – og hvordan berettigelsen skal afgøres i den konkrete situation? [Jo sygere jo bedre, må være svaret. Jo mere forkrøblet, hjælpeløst og hospitalsafhængigt afkom vi kan fremavle, desto flere statsautoriserede behandlere skal der til. Vi skal jo også tænke på alle fordelene ved de nærmest ubegrænsede og spændende muligheder indenfor gen-forskning og fortsat eksperimenteren med klon-teknologi osv. Udviklingen! Den er jo gunstig i sig selv, ikke sandt?] Da spørgsmålet er særdeles vanskeligt at svare på, vil Rådet ikke forholde sig til det i denne sammenhæng, men tager det naturligvis gerne op i forbindelse med en eventuel lovændring. Blot skal det her nævnes, at spørgsmålet ikke har samme relevans i forbindelse med ægdonation til en heteroseksuel kvinde, da disse kvinder normalt er interesserede i så vidt overhovedet muligt at anvende deres egne æg i forbindelse med graviditeten for at sikre den genetiske tilknytning. Dette gælder som beskrevet ikke nødvendigvis i forbindelse med et lesbisk par.

2. En anden diskussion er, hvorvidt sygdom eller biologisk fejlfunktion er adgangsbillet til at blive behandlet med assisteret reproduktion i det offentlige sundhedsvæsen og for det offentliges regning. Hvis man mener det, kan dette naturligvis udgøre en begrundelse for, at det er nødvendigt at skelne mellem ægdonation på sundhedsfaglig indikation og ægdonation uden sundhedsfaglig indikation [Hvad mon patetisk råd mener? Er sygdom eller biologisk fejlfunktion (ingen ironiske anførselstegn her) en adgangsbillet til kunstig befrugtning på det offentliges regning? Denne forfatter mener nej. Patetisk råds mening får stå hen i det uvisse]. Men argumentationen udelukker ikke som udgangspunkt, at intern ægdonation i et lesbisk par kan udføres i det private sundhedsvæsen mod egenbetaling, hvis der ikke er en sundhedsfaglig indikation for donationen [Godt vi har patetisk råd til at fortælle os om de mange tilfælde hvor deres etiske vurderinger ikke har nogen betydning].

3. I en tredje forgrening af diskussionen handler den i stedet om, hvad der udgør gode begrundelser for at anvende lovgivningen til at forhindre, at en given risiko opstår. Mere specifikt er spørgsmålet, hvorfor det skulle være acceptabelt at tillade risikoen ved at anvende dobbeltdonation, når anvendelsen er sundhedsfagligt begrundet, hvis den tilsvarende risiko ikke accepteres, når anvendelsen er begrundet i ønsket om biologisk tilknytning? Et godt [?] svar kunne umiddelbart være, at risikoen er mulig at undgå i den sidstnævnte situation, mens dette ikke er tilfældet i den første [Sundhedsmæssige risici kunne vel udmærket undgås i begge tilfælde hvis man undlod at benytte kunstig befrugtning i det hele taget, eller i hvert fald på at tilfredsstille homoseksuelle psykopaters forfængelighed og uansvarlige/fjendtlige massemediers kunstigt frembragte modestrømninger]. Dette svar kan siges at være i overensstemmelse med en rent sundhedsfaglig tankegang, hvor hensigten blandt andet er at sikre den størst mulige biologiske funktionsevne [Hvad blev der af anførselstegnene om det biologiske?] hos de involverede. Men det kan diskuteres, om denne begrundelse er tilstrækkelig, for risikoen er faktisk også mulig at undgå i den første situation, nemlig ved også at forbyde dobbeltdonation på sundhedsfaglig indikation, netop fordi der også her er en risiko involveret. Dette illustrerer, at den beskrevne asymmetri involverer en vurdering af væsentligheden eller berettigelsen af de involverede ønsker hos de kvinder/par, der ønsker at gøre brug af dobbeltdonation. Hvis ønsket er at få et barn, som begge kvinder er biologisk knyttede til, anses ønsket således ikke for at være en tilstrækkelig begrundelse for at løbe den givne risiko ved ægdonation. Hvis ønsket er at give den infertile kvinde i forholdet mulighed for at blive gravid og føde et barn, anses ønsket derimod for at være en tilstrækkelig begrundelse for at løbe den givne risiko ved ægdonation [Sic!]. I forhold til denne argumentationsform kan man imidlertid spørge, om den form for motiv- eller ønskevurdering overhovedet er berettiget i den givne sammenhæng, når man tager den tidligere beskrevne problematik om retten til reproduktion i betragtning. Er det på sin plads, at lovgivningsmagten bestemmer, at nogle ønsker gør det rimeligt at løbe en bestemt risiko, mens andre ønsker ikke gør det rimeligt at løbe en tilsvarende risiko? Der er flere vanskelige mellemregninger i det ovenstående ræsonnement, som ikke skal diskuteres nærmere her [Hvorfor ikke? Hver gang patetisk råd nærmer sig sagens kerne finder de på det ene mere mystiske og grundløse påskud end det andet, for at undfly deres eneste opdrag: at rådgive ‘folketinget, ministre og offentlige myndigheder’ om givne ‘etiske spørgsmål, der knytter sig til forskning i og anvendelse af bio- og genteknologier, der berører mennesker, natur, miljø og fødevarer. Rådets virksomhedsområde omfatter endvidere øvrige etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet og den biologisk-medicinske forskning vedrørende mennesket.’, jvf. §§ 1 og 2 i Lov om Det Etiske Råd]. Men det skal nævnes, at problematikken ikke umiddelbart er relevant i forhold til dobbeltdonation i heteroseksuelle familiedannelser, fordi dobbeltdonation i dette tilfælde er en nødvendighed for, at parret overhovedet kan få et barn, som kvinden bærer. Ønskevurderingsargumentet kunne imidlertid vende tilbage i nye udklædninger her, fx hvis man ville argumentere for, at dobbeltdonation ikke burde lovliggøres, hvis det var muligt at adoptere i stedet. Et element i en sådan argumentation kunne være, at ønsket om selv at bære og føde barnet ikke tillægges særlig stor vægt [‘kunne være’ og ‘ikke tillægges særlig stor vægt’. Luftige og tågede formuleringer.  Hvem er det der ikke tillægger ‘ønsket om selv at bære og føde barnet … særlig stor vægt’? Er det patetisk råd? Er det en opdigtet kulturmarxistisk folkestemning der hentydes til? Eller er det mon snarere den allestedsnærværende judeo-amerikanske, kønsudjævnende propaganda-dagsorden, gentaget ad nauseam og døgnet rundt i alle mainstreammedier, som patetisk råds medløb… øh, jeg mener: medlemmer, her tager for givet som en fatalistisk uafvendelighed og som, i formummet skikkelse, skinner igennem deres pseudo-akademiske anbefaling? –Hvad mener patetisk råd monstro???].

Dobbeltdonation i en heteroseksuel familiekonstellation

En væsentlig forskel mellem dobbeltdonation i en heteroseksuel familiekonstellation og dobbeltdonation med intern ægdonation i en lesbisk familiekonstellation er, at ingen af forældrene er genetisk beslægtede med barnet i den heteroseksuelle familie, mens dette er tilfældet i den lesbiske familie. Som nævnt var et af temaerne i Det Etiske Råds udtalelse om embryo- og dobbeltdonation fra 2014 netop, om manglende genetisk tilknytning mellem barnet og forældrene i sig selv kan begrunde et forbud mod dobbeltdonation. Efter de fleste medlemmers opfattelse var dette ikke tilfældet, ligesom medlemmerne ikke kunne finde afledte konsekvenser af den manglende genetiske tilknytning, som kunne begrunde et forbud [Øhh? Hvad?! Ovenfor var patetisk råd ved at slå knuder på sig selv i bestræbelserne på at opstille en tvivlsom teoretisk skelnen mellem ‘genetisk tilknytning i sig selv‘ og ‘konsekvenserne af manglende genetisk tilkytning’. Nu kan medlemmerne pludselig ikke finde afledte konsekvenser der begrunder et forbud]. Flertallet af medlemmer anbefalede derfor en lovliggørelse af dobbeltdonation med den begrundelse, at de ikke kunne få øje på afgørende argumenter for at være imod [Sic!]. Som nævnt kan § 5 i loven om assisteret reproduktion opfattes som diskriminerende, fordi den udelukkende forholder sig til den heteroseksuelle familiedannelse [Til rådets orientering findes der ikke andre familiedannelser end den heteroseksuelle]. På den baggrund kan det forekomme nærliggende at acceptere ægdonation internt i et parforhold eller ægteskab mellem to kvinder [Hvorfor er det egentlig så ‘nærliggende’? Ifølge § 1 i Lov om Det Etiske Råd er respekt for Naturen en bærende forudsætning for rådets virke. Det burde vel derfor snarere være nærliggende at forhindre yderligere besudling af Naturens Love, såsom de grelle forbrydelser der finder sted ved den omsiggribende homo-dagsorden], hvorved også det genetiske slægtskab mellem barnet og den ene af parterne sikres. Hvis man ikke tilskriver det genetiske slægtskab mellem forældrene og barnet nogen betydning [Sic!], må det i så fald betragtes som velbegrundet [?!] at tillade dobbeltdonation både i heteroseksuelle og homoseksuelle familiekonstellationer [Det må siges at være et hypotetisk ‘hvis’ af betragtelig størrelse, patetisk råd her lægger til grund. Hvem er monstro det ‘man’ der henvises til i sætningen. Hvem er mon det gådefulde ‘man’ som angiveligt ‘ikke tilskriver det genetiske slægtskab mellem forældrene og barnet nogen betydning’? Er det monstro patetisk råd, der hermed henviser til sit eget ideologiske standpunkt; sin egen stillingtagen? –Eller er det igen blot en bekvem, akademisk indstuderet ansvarsfralæggelse, overpå en formodet uafvendelig-fatalistisk samfundsstrømpil vi ser fra de højt betalte etikere? Begge dele synes på foruroligende vis at være tilfældet].

Dobbeltdonation til enlige kvinder

De ovenstående ræsonnementer kan uden de helt store problemer [?!overføres til spørgsmålet om dobbeltdonation til enlige kvinder. Hvis den genetiske tilknytning ikke anses for at have afgørende betydning, kan dette aspekt naturligvis ikke begrunde et forbud mod dobbeltdonation til enlige kvinder [Besynderligt ordvalg i sammenhængen. Hvad blev der af hensynet til de fine formuleringer om ‘respekt for Nauren’ i § 1? Anser patetisk råd virkelig enlige kvinders adgang til kunstig befrugtning uden genetisk tilknytning til barnet som noget ‘naturligt’?]. Og herudover kan man opfatte det som lige så diskriminerende over for enlige kvinder ikke at have adgang til dobbeltdonation, når lesbiske par har en sådan adgang, som det er at favorisere [Ingen grund til at ‘favorisere’ nogen. Følg Naturens anvisninger og undgå for megen utidig indblanding fra forvirrede akademikere og karriere-forblindede medicinere. Så skal det nok gå alt sammen] den heteroseksuelle familiedannelse på bekostning af den lesbiske familiedannelse [Homoseksuelle kan ikke danne familier. Beklager. Der kan ikke dispenseres fra Naturens Love] (jævnfør de tidligere overvejelser). På baggrund af den opløsning af kernefamilien, som har fundet sted gennem de seneste årtier, er det nærliggende at betragte familieformen som enlig mor som en lige så accepteret og anerkendelsesværdig familieform som fx den heteroseksuelle eller homoseksuelle familieform [En sådan betragtning er måske ‘nærliggende’ hvis man som lemmingen foran jøde-TV’et aldrig gør sig dybere overvejelser om følgevirkningerne af at lade hånt om Naturens Orden og blot sjosker følgagtigt og tankeløst af sted i ‘udviklingens’ ensrettede spor. Men er dette virkelig også patetisk råds indstilling til et samfundsanliggende af så stor vigtighed?]. Dette understøttes af, at der i 2016 var 151.764 familier af denne type, kun overgået af familieformen ”ægtepar med forskelligt køn” på 446.971, hvis man vel at mærke kun tæller familier med børn med [Åbner patetisk råd hermed op for forestillingen om familier uden børn? Det ser jo unægteligt sådan ud, og det er vel efterhånden også svært at opretholde en overraskelse over statsinstitutionernes værdiforfald længere].

Anonymitet og fortielse

En diskussion i Det Etiske Råd har været, om donoranonymiteten bør ophæves ved dobbeltdonation, hvor anonymitetsproblematikken så at sige er ”fordoblet” sammenlignet med æg- eller sæddonation. I de fleste tilfælde vil barnet formodentlig ikke have adgang til oplysninger om sine genetiske forældre, hvis dobbeltdonation lovliggøres, og anonym donation fortsat er mulig. Anonym donation er nemlig den klart foretrukne donationsform. På den ene side mener Rådet ikke, at vigtigheden af den genetiske tilknytning skal overbetones. [Nej, det er der vist ikke nogen fare for] Alt andet lige må den sociale tilknytning og omsorg mellem forælder/forældre og barn betragtes som det klart væsentligste – og det betyder givetvis meget for denne tilknytning, at barnet vokser og udvikler sig i kvindens mave. [Men det er ifølge patetisk råd altså noget mindre vigtigt hvorfra barnets arveanlæg stammer?På den anden side udgør donoranonymiteten et problem i mere end én henseende. Det er for det første et problem, at barnet ikke har mulighed for at få adgang til oplysninger om sit genetiske ophav, hvis det på et tidspunkt faktisk ønsker at få en sådan viden. Det kan også opleves som en krænkelse, at adgangen til disse oplysninger helt bevidst er umuliggjort. Omvendt er det måske ikke den manglende adgang til oplysningerne, der i sig selv er det største problem. Muligvis er det i mange tilfælde et endnu større problem, at donationen/donationerne forties for barnet, så det ikke er klar over, at det er undfanget ved donation. Dette kan skabe en anspændt atmosfære i familien [Hvad er en familie? Ifølge patetisk råd kan en ‘familie’ jo antageligvis også bestå af en enlig uden børn, eller af homoseksuelle psykopater] – og i nogle tilfælde opdager barnet alligevel på et senere tidspunkt, at det er undfanget ved hjælp af donation. Dette problem løser en ophævelse af anonymiteten ikke uden videre, da forældrene blot kan undlade at fortælle barnet om forholdet, selv om oplysningerne om donoren er registreret. Dette problem kendes fra Sverige, hvor ophævelsen af anonymiteten netop ikke løste problemet med fortielse. Hvis det største problem ved donation af kønsceller faktisk er fortielsen overfor barnet, kan man forsøge at løse problemet på andre måder end ved at ophæve anonymiteten. En mulighed er eksempelvis at registrere donationsforholdet i en database, så enhver borger på et tidspunkt – fx efter at være fyldt 18 år – har mulighed for at undersøge, om han eller hun faktisk er undfanget ved hjælp af donation. Denne model ville gøre det muligt for forældrene at vælge den løsning angående anonymitet, de selv foretrækker, hvilket kan være en fordel i forhold til deres motivation for at være forældre. Om det er den bedste måde at løse problemerne i forhold til fortielse og anonymitet på, ønsker Det Etiske Råd ikke at tage stilling til i denne udtalelse [Det var sør’me ellers ærgeligt]. Men Rådet vil gerne pege på behovet for at afsøge og diskutere mulige løsninger på problemet gennem en offentlig debat [Neej, hvor flot! Tak for det, patetisk råd. Vi kunne aldrig være nået frem til en så epokegørende etisk slutning uden jeres uovertrufne ekspertbistand].

Om betænkeligheder ved udviklingen af assisteret reproduktion

Til slut i dette afsnit skal det nævnes, at hovedbetænkeligheden ved at lovliggøre dobbeltdonation ikke behøver at knytte sig til de specifikke problemer, som netop denne form for assisteret reproduktion rummer. Den kan i stedet have at gøre med selve den udviklingsretning og betragtningsmåde, som anvendelsen af assisteret reproduktion overordnet set fører med sig. Helt konkret kan man fx have den opfattelse, at en lovliggørelse af dobbeltdonation nærmest pr. automatik fører til en lovliggørelse af rugemoderskab, hvilket så videre vil bane vejen for, at enlige mænd får adgang til at benytte rugemødre og tildeles en ret til børn. Dette kan så på et senere tidspunkt gøre det nærliggende at anvende teknologier, hvor to mænd begge på den ene eller den anden måde er biologisk knyttet til et kommende barn. Men det er ikke kun den konkrete udviklingsretning, man kan være betænkelig ved. Det er også de holdninger og forståelser, denne udvikling fører med sig, og som også i sig selv er en del af den samlede dynamik. Eksempelvis kan man pege på forventningerne til dette at få børn, som både et resultat af og en drivkraft i udviklingen og anvendelsen af nye metoder til assisteret reproduktion. Lidt firkantet kan man for eksempel hævde, at barnløshed ikke længere opfattes som et vilkår, i stedet er der nu fokus på retten til at få hjælp til at forsøge at få børn. På det seneste er det fx således blevet diskuteret, om denne ret også gælder for enlige mænd, som i givet fald bør have adgang til at anvende en rugemor. Helt generelt er forventningen således ikke, at det er et vilkår at indordne sig under de biologiske betingelser for graviditet og fødsel. Tværtimod er der nu fokus på forældrenes ønske om at få sunde børn under de rette betingelser [Hvis ‘forældre’ forstås sædvanemæssigt som en Mor og en Far af hver sit køn, og ‘rette betingelser‘ forstås som under de omstændigheder Naturens Love tillader, så ser denne forfatter intet problem i at understøtte en samfundsudvikling der peger i retning af naturligt velbegrundede arvehygiejniske tiltag. Både negativ og positiv arvehygiejne vil kunne med fordel understøttes i et fornuftigt ledet samfund, uden at man derved overtræder de naturgivne tærskler som biologien fastsætter. Man kunne i denne forbindelse udmærket forestille sig simple tiltag der, uden medicinsk indgriben overhovedet, ville fremme en forhøjelse af gode arvemæssige egenskaber i befolkningen. Man kunne for det første starte med at forbyde homoseksuelle at opfostre børn. Dernæst kunne man opfordre de mest intelligente folkefæller til at sætte så mange børn i verden som muligt, og de mindst intelligente kunne man pålægge eksempelvis økonomiske byrder (beskatning) ved børnefødsler. Sterilisering af samfundets mest afsindige grupper, såsom børnemishandlere, raceskændere og voldtægtsforbrydere bør dog rimeligvis indføres]: Man kan få børn sent i livet gennem nedfrysning af ubefrugtede æg; man kan fjerne fostre i en flerfoldsgraviditet ved hjælp af fosterantalsreduktion; man kan bestille sæd fra den ønskede donor i sædbanken; man kan få undersøgt sit foster for alvorlige sygdomme og eventuelt få foretaget provokeret abort; selv om man anvender donorer, kan man få helsøskende ved i flere omgang at anvende kønsceller fra samme donor; en kvinde kan bære sit barn, selv om hun ikke selv har anvendelige æg; et kvindeligt par kan begge opnå biologisk tilknytning til barnet osv. osv. Det er ikke nødvendigvis de enkelte teknikker som sådan eller de givne anvendelser af teknikken betragtes hver for sig, man kan have betænkeligheder ved. Det er snarere den samlede konsekvens af hele udviklingen, hvor perspektivet på dette at få børn hele tiden ændrer sig. De ovenstående typer af betragtninger udgør ikke et særskilt argument for, at lige netop dobbeltdonation ikke skal lovliggøres. Men de kan udgøre et argument for, at man må forsøge at sætte nogle grænser et eller andet sted [Hvorfor så ikke her?for at modvirke den udviklingsretning og betragtningsmåde, som brugen af assisteret reproduktion fører med sig [Det lyder jo ganske interessant. ‘Modvirke’ den ‘udviklingsretning og betragtningsmåde, som brugen af assisteret reproduktion fører med sig’. Vi venter ‘spændte’ på rådets anbefalinger i den retning]. Og det kunne måske lige så godt være i forbindelse med dobbeltdonation som ved andre teknikker [‘Måske’, ‘lige så godt’ (???) Hvordan skal det nu forstås? Vil rådet komme med anbefalinger der ‘modvirker’ ‘udviklingsretningen’? Det er jo det der lægges op til i formuleringen ovenfor].

Det Etiske Råds anbefalinger angående dobbeltdonation

Med udgangspunkt i overvejelserne ovenfor, vil Det Etiske Råd afgive sine anbefalinger om dobbeltdonation.

Holdningstilkendegivelser om lovliggørelse af dobbeltdonation.

Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Jørgen Carlsen, Mickey Gjerris, Gorm Greisen, Henrik Gade Jensen, Thomas Ploug og Signild Vallgårda) tilslutter sig lovliggørelse af dobbeltdonation. Medlemmerne kan ikke få øje på etiske hensyn, der med afgørende vægt taler imod lovliggørelse. Dette gælder uanset hvilken form for dobbeltdonation, der er tale om [Ingen modvirken her. Den kommer sikkert senere].

Nogle medlemmer af Det Etiske Råd (Lillian Bondo, Anne-Marie Gerdes, Kirsten Halsnæs, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær Jørgensen, Anders Raahauge, Lise von Seelen, Karen Stæhr, Signe Wenneberg og Christina Wilson) tilslutter sig alene lovliggørelse af dobbeltdonation på sundhedsfaglig indikation. Dette indebærer ifølge nogle af de nævnte medlemmer (Lillian Bondo, Anne-Marie Gerdes, Kirsten Halsnæs, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær Jørgensen, Anders Raahauge, Lise von Seelen, Karen Stæhr og Signe Wenneberg) at en kvinde i et lesbisk par kun må modtage donerede æg fra sin partner, hvis hun ikke selv har befrugtningsdygtige æg [Enkelte tekniske indvendinger her, men stadig ingen overordnet ‘modvirken’ af den ovenfor nævnte ‘udviklingsretning og betragtningsmåde, som brugen af assisteret reproduktion fører med sig’. ‘Forsøgene’ på at ‘sætte nogle grænser et eller andet sted’ gemmes øjensynlig til allersidst i anbefalingerne. Ja-ja, det bedste til sidst, som man siger].

Et medlem (Christina Wilson) finder ikke, at der er sundhedsfaglig indikation for, at en lesbisk kvinde donerer æg til sin partner, hvis partneren ikke har befrugtningsdygtige æg. I stedet bør kvinden med de befrugtningsdygtige æg bære og føde barnet efter insemination med sæd fra en sæddonor. Herefter kan kvinderne påtage sig forældreskabet sammen [Hmm, heller ikke nogen særligt markante anbefalinger til modvirkning af ‘den samlede konsekvens af hele udviklingen’ lige her].

Et medlem af Det Etiske Råd (Christian Borrisholt Steen) tilslutter sig alene lovliggørelse af dobbeltdonation, hvor en lesbisk kvinde på sundhedsfaglig indikation anvender et æg, som er doneret af hendes kone eller kæreste. Begrundelsen herfor er, at medlemmet ønsker at bevare den biologiske tilknytning mellem barnet og mindst én af de sociale forældre [Stadig leder man forgæves efter noget forsøg på ‘at sætte grænser et eller andet sted’ her. Rådsmedlem Steen tilslutter sig jo lovliggørelse, blot på visse betingelser].

Supplerende holdningstilkendegivelser

For nogle medlemmer (Gorm Greisen, Thomas Ploug og Lise von Seelen) er deres tilslutning til dobbeltdonation betinget af, at problemerne angående fortielse og anonymitet forsøges afhjulpet, fx gennem en ophævelse af anonymiteten eller ved at oprette et register, hvor enhver borger kan undersøge, om han eller hun er undfanget ved hjælp af donerede kønsceller [Flere betingelser og forudsætninger fremføres, men vel stadig ikke nogen egentlig afstandtagen eller grænsedragning i forhold til den overordnede udvikling].

Nogle medlemmer (Lillian Bondo, Jørgen Carlsen, Anne-Marie Gerdes, Mickey Gjerris, Gorm Greisen, Kirsten Halsnæs, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær Jørgensen, Thomas Ploug, Lise Von Seelen, Christian Borrisholt Steen, Karen Stæhr, Signe Wenneberg og Christina Wilson) finder det nødvendigt, at den/de kommende forældre informeres grundigt om vigtigheden af at oplyse barnet om, at det er blevet til ved hjælp af donation [Oplysning og grundig informering. Jo, ja. Det kan de færreste vel være uenige i. Men hvad med ‘betænkelighederne’ ved og ‘modvirkningen’ til den ‘overordnede udvikling’?].

Nogle medlemmer (Henrik Gade Jensen, Bolette Marie Kjær Jørgensen og Anders Raahauge) ønsker at præcisere, at lovliggørelse af dobbeltdonation ikke implicerer en ret til dobbeltdonation, da det ligger i begrebet donation, at det er en gave, hjælp eller assistance, man modtager fra andre mennesker, som disse ikke er tvunget til at afgive [Det er da bestemt udmærket at få præciseret, at der ikke er tale om en ret. Det afgørende er imidlertid, at medløb … (host!) medlemmerne, stadig tilslutter sig lovliggørelsen af dobbeltdonation og ikke giver udtryk for nogen modstand overfor den tiltagende medicinske indblanding i Naturens Orden overhovedet].

Endelig ønsker nogle medlemmer (Lillian Bondo, Gorm Greisen, Poul Jaszczak, Bolette Marie Kjær Jørgensen, Thomas Ploug, Lise von Seelen, Christian Borrisholt Steen, Karen Stæhr og Signild Vallgårda) at gøre opmærksom på, at en lovliggørelse af dobbeltdonation efter deres opfattelse ikke bør medføre en ændring af de eksisterende regler vedrørende rugemoderskab [Så det var bare tomme ord. Alle bekymringerne og betænkelighederne ved udviklingen, forsøgene på at ‘sætte grænser et eller andet sted’ … var bare uvederhæftig ordflom].

Det er påfaldende hvordan værdiladede udtryk såsom ‘naturligvis’ og ‘nærliggende’ går igen når knæfaldet for de nyeste naturfjendtlige strømninger ved tvangsglobaliseringen skal retfærdiggøres. Rådet er tydeligvis udmærket bekendt med de mange sundheds-mæssige skadevirkninger ved kunstig befrugtning, men blind progressivistisk følgagtighed og ubegrundede, tåget definerede hensyn til hvad der måtte være mest ‘tidssvarende’, til ‘diskrimination’, ‘forældrenes ønsker’, ‘reproduktive rettigheder’ samt nogle besynderligt forhastede og defaitistiske retræte-erklæringer om ‘opløsningen af kernefamilien’ vejer altså for rådsmedlemmerne tungere end iagttagelse af Naturens love og/eller bekymringer for folkefællesskabets almindelige sundhedstilstand.

Hvem sidder i rådet?

De tyve medlemmer som udgjorde rådet under udfærdigelse af anbefalingen ovenfor:

patetisk råd samlet på højkant

 

 

Her en oversigt over de medlemmer som patetisk råd selv opgiver per 1. Marts 2017:

thomas anders signild rune poul morten mia kirsten karen herdis lise henrik gorm eva christian bollette annemarie

Ud af de 17 medlemmer kan jeg tælle 17 grundigt statsindoktrinerede, naturfremmedgjorte, vanefeministiske og kulturmarxistiske antiracister.

Her til sidst en video fra et af patetisk råds seneste projekter om ‘nudging’ med jøden Cass Sunstein, berygtet fra Obama-administrationen. Gad vide hvad al den ‘nudging’ skal bruges til? –At få befolkningen til villigt at lade sine spædbørn og teenagedøtre vaccinere med flere og flere steriliserende og forkrøblende eksperimental-vacciner, monstro? C20-indekset boomer jo med al den spændende MedTech innovation, siger jødemedierne. Det er øjensynligt ‘godt for aktiemarkedet’ at pille ved Naturens Orden. Og autister er jo så gode til så meget, må vi forstå. De er bare særligt begavede mennesker, ikke sandt?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

3 svar til PAT(ETISK RÅD)DENSKAB

  1. Hilmar Sejr siger:

    Fremtidens ‘mødre’ i et kulturløst samfund uden egen etisk og sædelighedsmæssig styring. Et samfund under fjendtlig kontrol:


    –En ‘udvikling’ vi kan takke jøde-hollywood, frankfurterskolen, freudianismen og alle de tusindvis af kulturmarxistiske medløbere i statsmedierne og på uddannelsesanstalterne for.

    Alan Watt, den sardoniske skotte fra Canada, giver som vanlig en udmærket sammenfatning af tingenes tilstand i det postkulturelle Vesten:

  2. Asger siger:

    Den vestlige ‘kultur’ er efterhånden blevet et så forskruet fænomen, at den ikke er levedygtig. Charles Darwins dom er entydig; duer ikke !

    • Hilmar Sejr siger:

      Hej Asger.
      Det er vigtigt altid at påpege, at dén sygelige og uduelige kultur du hentyder til, og som jeg selv har beskrevet i flere af mine artikler, er en kultur under fjendtlig, frem for alt jødisk-amerikansk indflydelse og påvirkning.
      Her et citat fra Aldous Huxley’s Fagre Nye Verden (skrevet omkring 1931) der kortfattet sammenfatter meningen og planmæssigheden bag den omsiggribende usædelighedspropaganda og den tilsyneladende galskab, nemlig … social kontrol:

      Syv og en halv times let arbejde, som ikke kan trætte nogen, og så soma-rationen, sport, ubegrænset samleje og følespil. Hvad vil de ønske sig mere?

      Det er verdens-præsidenten for Vesteuropa, Mustapha Mond, der således udtaler sig om den mest hensigtsmæssige (fra magthavernes synspunkt) arbejdsfordeling og samfundsindretning for masserne.

      Hvis man har nerverne til det kan man evt. lytte til Radio24Syvs seneste teknokrati-propaganda her for at få anskueliggjort og bekræftet hvor profetisk Huxley i virkeligheden var og hvor naturfremmedgjorte flertallet af vesterlændinge er blevet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s