HAD (I DET RETTE MÅL) ER SUNDT OG LIVSNØDVENDIGT SOM ÅNDELIG DRIVKRAFT NÅR FJENDER MED MORDERISKE HENSIGTER OG DERES ZOMBIFICEREDE HORDER AF MEDLØBERE SKAL BEKÆMPES [opdateret]

 

“They never will love where they ought to love, who do not hate where they ought to hate”

–Edmund Burke

 

Had er en naturlig menneskelig sindstilstand. Mennesker uden evnen til at nære og føle oprigtigt og fuldtonet had, når det er berettiget, er ganske enkelt sjæleligt ufuldkomne.

Uden had – intet fuldendt sjæleliv.

Uden had – ingen sand kærlighed.

Uden had – ingen lidenskab.

Uden had – ingen modstandsdygtighed overfor alvorlige overgreb.

Af disse grunderkendelser følger selvsagt ikke, at man bør anstrenge sig for at svælge i svovlfrådende had morgen, middag og aften. Blot lader de os forstå, at det er hensigtsmæssigt at kunne hade; at forbeholde sig muligheden for at lade sit sind opfylde af berettiget had, eksempelvis mod en dødsfjende der måtte have begået en utilgivelig personforbrydelse eller en grov krænkelse mod Naturens Orden.

Altså vigtigheden af at have en sådan evne i behold. –Til hvis det en skønne dag skulle blive nødvendigt at benytte den som åndeligt brændstof til, for eksempel, et retfærdigt hævntogt eller lignende tvingende omstændigheder. Som med alle følelser og sindstilstande er mådehold og disciplin, også når det gælder had, selvfølgelig påkrævet for ikke at ende i sine affekters vold.

Had er, som kærlighed, ikke en dagligdags følelse der bør bortødsles på almindeligheder.

Ulykkeligvis har flertallet af vesterlændinge, at dømme efter den udbredte instinktsvaghed og det herskende politisk-kulturelle leje af almindelig åndelig forarmelse, fået denne livsvigtige evne, enten lammet ved fjendtlig psykologisk manipulation, på anden vis sat ud af kraft eller … aldeles udslukt.

–Hvorfor mon?

Som det er tilfældet med etnokulturelt troskab (almindelig kendt under propaganda-betegnelsen racisme) er vesterlændinge siden 1945, med tiltagende pavloviansk grundighed, blevet lært at det er ondt, og ikke mindst socialt utilladeligt, at hade.

Fra reglen om denne institutionsdrevne tabuisering af had gøres imidlertid to vigtige undtagelser i den allestedsnærværende lydighedstræning af vesterlændinge.

1. Had rettet mod tvangsglobaliseringens modstandere og mod magtjødernes fjender er ikke blot tilladt, men tilskyndes ved karrieremæssige belønninger og andre fordele for de som forstår at krybe tilpas ydmygt og tjenstvilligt, samt danse med det fornødne mål af betingelsesløs ivrighed efter deres herrers pibe.

2. Selvhad, rettet mod den Hvide race og dermed mod ethvert tiltag eller ordning der har til formål at varetage denne gruppes kernehensyn, er ikke blot tilladt, men tilskyndes ved karrieremæssige … , osv., osv., osv.

Hvad betyder en sådan indskrænkning i den fælles sjælelige udvikling; en sådan forkrøbling af det fælles åndelige beredskab mon for en nation? –for en kultur?

–Hvilke politiske følger har en sådan åndelig massekastrerering monstro indebåret for Vesten?

Længe inden jøder og andre naturfjendtlige globalkapitalister fik adgang til vore dages elektroniske massehypnosemidler til endnu grundigere end hidtil, at kunne indoktrinere deres vesterlandske undersåtter med forbuddene mod naturligt had og racetænkning, lærte en opdigtet jødisk og protokommunistisk sagnfigur ved navn Jesus vore forfædre, at elske deres fjender. Denne Jesus, eller rettere: de jødiske forfattere til bibelen (samlingen af mellemøstlige sagn i hvilken Jesus optræder), lærte dem desuden at bede for deres fjender og, ydermere, at gøre godt for disse fjender. Kun sådan kunne man nemlig håbe på at opnå frelse, fortalte de ivrigt prædikende præster. —Frelse hinsides dette liv, vel at mærke.

Har de mange århundreders regelmæssige indprentning af disse besynderlige budskaber, ved katekismens udenadslære; ved den fromme og hellige messende bøn; ved truslerne om (og den lejlighedsvise fuldbyrdelse af) udstødelse, legemlig afstraffelse og henrettelse, ved de tillærte forestillinger om helvedes evighedspinsler samt den kirkelige fællessangs massesuggestion, Søndag efter Søndag, år efter år, slægtled efter slægtled … monstro været helt og aldeles virkningsløs?

Hvad stiller et menneske, der ikke kan hade, op overfor den fjende han rettelig burde hade?

Er samfund bestående af et flertal af sådanne mennesker overhovedet levedygtige i en folkevandringstid?

Under alle omstændigheder er det opmuntrende at se en yngre Hvid kvinde med sine åndelige kerneegenskaber, sin tænkeevne og dermed sin værdighed og racemæssige huldskab i behold, udtale sig med en, på disse breddegrader efterhånden så sjældent forekommende, indsigt i historiske, politiske og filosofiske forhold.

Revolutionen bliver i sandhed grusom og mangen en folkefælle vil fortsat lide uretfærdighed, afsavn, smerte, vanære og død under fjendens og forræderbærmens folkemorderiske fremfærd.

Ikke desto mindre bør det være en evig kilde til umistelig stolthed og fryd, at tilhøre det åndsaristokratiske mindretal der stadig kunne tænke frit, da det kristeligt forgiftede Vesten endelig gik under.

En undergang der måtte til for den ægte, etnisk selvberoende og naturlovstro Ariske kultur at kunne genfødes.

Der skal ikke herfra opstilles moralske retningslinjer for hvilke forbrydelser der berettiger til hvilke former for had.

Den enkelte selvstændigt tænkende og instinktsunde folkefælle vil utvivlsomt bringe sin egen dømmekraft og sjælestyrke i anvendelse, alt efter de særlige vilkår og forhold der måtte gøre sig gældende i hvert enkelt tilfælde.

Denne forfatters råd er i så henseende ligegyldige.

Hver mand har sine egne grænser for langmodighed og tålsomhed.

Et afsluttende spørgsmål til overvejelse:

Er et frugtbart og motiverende had berettiget, når man påtænker den forsætlige befolkningsudskiftning og planlagte fremmedgørelse af sit fædreland og de dermed forbundne ansvars- og skyldsforhold?

Svaret på dette spørgsmål vil selvsagt afhænge af læserens sjælelige og andre medfødte egenskaber.

For spørgerens vedkommende kan det oplyses at svaret er: ja.

Mere indhold med den velunderrettede og stilfulde PhilosophiCat her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s