HVORDAN MAN AFSLØRER EN PAPTRIOT | NOGLE TANKER VEDR. REAKTIONÆR RETFÆRDIGGØRELSESSYGE BLANDT NATIONALKONSERVATIVE OG ANDRE KULTURKRISTNE [2.04]

DLiP0uWUIAEDmoz

^LEGEMLIGGJORT ‘NATIONALKONSERVATISME’^ De raceblinde kosherpatrioters politisk korrekte ideologi-linedans bliver vanskeligere og vanskeligere, jo længere virkeliggørelsen af deres multietniske idealsamfund skrider frem. Medens de racefremmede bosættelser vokser i både størrelse og indflydelse og raceblandingens snigende folkemord normaliseres i systemmedierne; institutionaliseres gennem statsapparatet; indprentes ungdommen ved uddannelsesanstalterne samt gennemtvinges i de ‘private’ erhvervsvirksomheder, skal den kulturmarxistiske kerneforestilling om, at biologiske raceforhold intet som helst betyder, jo for enhver pris opretholdes. Det slappe reb, som papirlovspatrioterne, med alle deres antiracistiske meningsfæller, lige fra counterjihad, nye borgerlige over venligboere til enhedslisten og antifa, varsomt må betræde mens de beslutsomt holder sig for øjnene, for fremdeles at undgå faldet ned i racismetabuets afgrund, er nemlig slået af den ideologiske dogmetænknings trevlede kunststoftråde og fæstnet med vanefeministiske kællingeknuder til kulturmarxismens ormstukne stolper. En sådan line bliver ikke hverken bredere eller lettere at bevæge sig rundt på, som demografiens sortladne tordenskyer buldrende trækker sammen over den stedse mere anstrengte, fælles balanceakt. Racevirkelighedens haglstorme, derimod, vil til gengæld med sikkerhed kun tiltage i styrke, som tvangsglobaliseringen planmæssigt gennemføres. Der skal i sandhed øvelse og behændighed til for at holde balancen under slige forhold … når man samtidig har bind for øjnene. Det må kræve langvarige ophold i politologi-teoretiske luftkasteller af en særlig fin og æterisk art for, år efter år, at kunne overse, at den nøjagtig samme blanding af racefornægtende, ‘vestligt-liberale frihedsværdier’ og blind mirakeltro på fremmede jødiske nationalmyter, som man insisterer på udgør kernen i ens egen forkølede indvandringsmodstand, regelmæssigt også fremføres af de racefremmede kolonisatorer selv, som hovedargument for hvorfor de netop mener at have ‘ret’ til at forblive i landet. Igen og igen vil man høre (hvis man da kan høre) de mest velassimilerede perkerkolonisatorer henvise til, at Danmark jo er et ‘tolerant’ og ‘demokratisk’ land med ‘frihed’ og ‘borgerrettigheder’ til det ene og det andet og det tredje og/eller påpege deres nære abrahamitiske trosslægtskab med jøde-kristendommen som sikre trumfkort til moralsk uangribelig begrundelse for deres fortsatte erobringsforehavende. I takt med at politimyndigheder og resten af samfundets kerneinstitutioner, over de næste par årtier planmæssigt vil blive fyldt op med større og større kvoter af gennemassimileret neger- og perkerpersonale, vil det imidlertid ikke komme til at skorte på gratis introduktionsforløb til spændende gruppekurser og daglig anskuelsesundervisning i grundlæggende racebevidsthed for de uerkendt kultur-marxistiske paragrafpatrioter. Held og lykke med de ideologisk-abstrakte frihedsværdier og andet frankfurterskolastisk-kulturkristent tankespind, når hær- og politienheder, byråd, advokatsamfund, dommerforeninger, embedsværk, lægestand og massemedieredaktioner overskrider en tærskel på, lad os sige, 20% assimilation.

Papirlovspatriotisme kan inddeles i tre hovedtyper: (1) den kristne, (2) den liberalistiske og (3) den ‘nationalkonservative’ slags. Kategorierne overlapper hinanden og den enkelte paptriot vil ofte være under indflydelse af alle tre hovedtyper. Paptrioter har alle det foruroligende grundtræk tilfælles, at de, under en meget tynd fernis af systemgodkendt islamkritisk og kun islamkritisk indvandringsmodstand, i virkeligheden er nogle af samfundets mest velindoktrinerede antiracister og velopdragne feminister. Med nogle få ubetydelige nuancer til forskel, som regel indenfor fordelingspolitiske marginalspørgsmål samt på visse andre rent symbolske områder, såsom tøjstil, præference for den ene fremfor den anden type af jødisk produceret hollywoodpropaganda eller skiftende partitilhørsforhold … er paptrioten hjernevasket til nøjagtig samme dogmatiske kulturmarxisme som enhver anden afsjælet vesterlandsk lemming.

Paptrioter kendetegnes desuden ved deres reaktionære grundindstilling og på deres grundigt indøvede repertoire af spagfærdige retfærdiggørelser. Med disse afbigtsfloskler på rede hånd er paptrioten altid beredt til at gå i retorisk forsvarsposition og vil, i samme sekund han spørges til følsomme, politisk kontroversielle emner, behændigt kunne undskylde og begrunde sig ud af sin egen forkølede, politisk korrekte alibipatriotisme. Disse karakteristiske afværgereaktioner, hvorved paptrioten omhyggeligt forsikrer sine modstandere om deres fælles antiracistiske og feministiske ståsted, foretages øjensynlig så teenagepigerne (m/k) i systemmedierne og de racefremmede invasionsstyrkers forskellige andre interesseorganisationer forstår ham. —Og ikke bliver sure på ham.

Taget det almindelige politiske klima, den demografiske sammensætning i visse bydele og zombificeringsgraden af lemmingerne i betragtning, kunne det under visse omstændigheder eller blot af almindelige strategiske hensyn, selvfølgelig være forståeligt nok, at man som indehaver af kontroversielle synspunkter af og til valgte, at forstille sig. Ved list at føre sine fjender bag lyset skal ikke møde fordømmelse herfra. I særdeleshed ikke i en krigstilstand hvorunder der fra fjendens hold dagligt arbejdes på at gøre de nordisk-germanske folkeslag til fremmede pariaer i vore egne hjemlande.

Det forekommer imidlertid, at paptriotens regelmæssigt opførte antiracistiske bekendelsesritual, med dets velkendte afliring af besværgende bondeangerfraser, tjener et noget mere tvivlsomt formål end udspekuleret bedrag af fædrelandets dødsfjender: nemlig at tilfredsstille paptriotens eget, reelle behov for at retfærdiggøre og forklare sin forkølede sødsuppemodstand overfor sine modstandere og, hos samme modstandere, bede om lov; angle efter moralsk godkendelse til at bedrive en sådan modstand, så han ikke skulle ske at få dårlig samvittighed over at have tænkt, sagt eller gjort slemme, forbudte ting.

Prisen, som paptrioten er villig til at betale, for, hos fædrelandets forrædere og øvrige fjender, at opnå en sådan moralsk tilladelse til at måtte kritisere dele af den samlede indvandrergruppes (abrahamitiske) religion samt at problematisere adfærden hos en endnu mindre del af denne undergruppe, uden at blive kaldt racist, er tilsyneladende (a) at afsværge det oprindelige, nordisk-germanske danske folks nutidige og fremtidige etnokulturelle tilhørsforhold til den hvide race, (b) at tillade ubegrænset judeoamerikansk indflydelse på fædrelandets politiske, økonomiske og kulturelle udvikling samt (c) at indvilge i en fortsat identitetsødelæggende, på sigt folkemorderisk, opblanding af folkets uvurderlige nordeuropæiske arveanlæg med tilvandrede (og importerede) negres og mongoloiders genotyper, forudsat, at disse racefremmede blot enten hævder, at tro på ‘vestlige værdier’ eller med tilstrækkelig overbevisning ses at tilbede samme protokommunistisk-jødiske frelserfigur som paptrioten selv.

—En pris i den høje ende, må man sige, for at slippe for at blive tildelt et tillægsord. Af sine fjender.

Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt, uden så megen blusel, uden så ritualiseret en selvudskamning, uden så mange hændervridende bodsøvelser, uden alle undskyldningerne til indledning og uden de evindelige forklaringer og retfærdiggørelser, simpelt hen blot at fastholde en umisforståelig og urokkelig målsætning om, at Danmark, som danskernes eneste hjemland, til alle tider skal forblive det nordisk-germanske danske folks hjemstavn og udelte ejendom?

En sådan ufravigelig målsætning kunne for eksempel affattes i en erklæring med følgende ordlyd: vi vil som racebevidste og trofast dansk-nationale folkefæller til vor dødsdag arbejde samvittighedsfuldt for (I) at den danske folkekerne forbliver af god nordisk-germansk og/eller europid afstamning, (II) at medlemmerne af det danske folk, så længe de viser sig værdige dertil, måtte forblive herrer i eget nationale hus samt (III) at folkeforrædere og andre elendige fjender af det danske folk skånselsløst måtte blive ryddet af vejen til skræk og advarsel.

Hvorfor benytte omvejen med at skulle forhandle med sine fjender eller tinge smiskende om støtte til den ene eller den anden gruppe af racefremmede kolonisatorer?

Den nationale sag må aldrig forfalde til et valg mellem enten jøders, negres, kineseres, thaiers, sigøjneres eller arabiske, tyrkiske, pakistanske, somaliske, afghanske og albanske muhammedaneres ‘ret’ til ophold her i landet, såfremt den (eller de) favoriserede gruppe(r) lærer sig at udsige nogle særlige magiske sætninger eller, at gå rundt i særligt godkendt vesterlandsk klædedragt.

Min fjendes fjende er ikke nødvendigvis min ven. Ej heller er det sikkert, at han i virkeligheden er min fjendes fjende. Måske de begge er mine fjender. Under alle omstændigheder bør beslutninger vedrørerende livsvigtige nationale kernehensyn selvsagt ikke forstyrres af uvedkommende fremmede folkeslags utidige indblanding. Eget folk først! Hvis underhandlere fra racefremmede folkeslag tilbyder, at gøre os tjenester uden modydelser, bør sådanne tilbud underkastes den strengeste mistænksomhed og som udgangspunkt afvises. Ikke alle gamle ordsprog holder vand.

Ægte (racebevidste) nationalsindede bør i stedet overveje følgende tvedelte spørgsmål: (S1) af hvilke historiske, økonomiske, politiske og/eller religiøse årsager har man kunnet tillade, at uvedkommende racefremmede snyltere af en hvilken som helst slags, i hundredtusindtallige skarer, har fået lov at fortrænge etnisk danske børn, unge og gamle fra boligområder, offentlige veje, gader, stræder, torve, parker og strande; fra skoler, arbejdspladser, massemedier, kulturinstitutioner samt fra politisk og økonomisk indflydelse? (S2) Hvordan får vi iværksat de virkekraftigste modforholdsregler til standsning af denne ulykkelige og helt uantagelige udvikling og, ved anvendelse af de fornødne magtmidler, ladt de racefremmede snyltere samt deres æreløse folkeforræderiske hjælpere forstå at de er bedst tjent med at forlade det danske landområde, for aldrig mere at vende tilbage?

At svare meningsfuldt på dette dobbeltspørgsmål, forudsætter ikke oprettelse af hverken medlemsforeninger, nye fine hjemmesider eller higen efter medieopmærksomhed. Den enkelte, samvittighedsfulde, beslutsomme og diskrete folkefælle kan gøre mere gavn på egen hånd end mange måske tror. Også blandt de racefremmede kolonisatorer (til overflod blandt folkeforræderne) findes der åndssvækkede lemminger der, såfremt troværdige rygter begyndte at spredes, at det var forbundet med en vis fare fortsat at udnytte den danske folkekernes for længst opbrugte gæstfrihed, kunne tænkes at overveje at søge tilbage mod deres oprindelseslande (eller blot ud af landet), i takt med at sandsynligheden for, at deres fortsatte snylterophold (og landsforrædervirksomhed) her i landet kunne  forventes at indebære visse ubehageligheder gradvist steg.

Dette skal selvfølgelig ikke forstås som nogen opfordring til ulovligheder. Mere som en advarsel om de uundgåelige følger af tvungen raceopblanding. På baggrund af iagttagelser af det seneste godt halve århundredes sociokulturelle udviklingsmønstre i vestlige lande med mere fremskredne grader af etnokulturel opblanding ved racefremmed masseindvandring end der endnu forefindes i vort eget, kan vi, hinsides rimelig tvivl, forudse lignende forholds snarlige opståen i Danmark såfremt masseindvandringen og den dermed forbundne raceopblanding ikke bringes til ophør.

På et tidspunkt vil værtssamfundets sidste rester af troværdig ordenshåndhævelse bryde sammen under vægten af de mange racefremmede nyankomnes tiltagende illoyale samt berigelses- og lystforbryderiske adfærd. Herefter vil alene Naturens Love gælde. Allerede nu kan det sandsynliggøres, at masseindvandringens stedse forøgelse af racefremmed tilstedeværelse (‘assimileret’ såvel som ‘uassimileret’) sammenholdt med de allerede indoptagne fremmedgruppers høje fødselsrater har overskredet tærsklen for national genoprettelse ved fredelige demokratiske midler. Hvis man vil undgå, at det kommer til alvorlige blodsudgydelser i vore nærmeste efterkommeres levetid, må man nødvendigvis overveje hvorledes man, med fast og beslutsom hånd, mest virkningsfuldt kan få vendt udviklingen inden det for alvor går galt.

Danskernes langmodighed er strukket langt hinsides ethvert rimeligt punkt. Vort fædrelands område udgør under én promille af jordens samlede landareal. Alligevel bliver vi pånødt at dele vort eneste hjemland med et stigende antal hundredtusinder af uvedkommende, fordringsfulde, utaknemmelige, volds- og sædelighedkriminelle racefremmede fra en række oprindelseslande med  befolkningsstørrelser og landområder ofte mange gange større end Danmarks. Fortsat forfølgelse af en sådan indvandringspolitik er, for fremmede opvigleres vedkommende, at betragte som en krigserklæring. For indfødte danskeres vedkommende, som strafbart folkeforræderi. Uvidenhed om de for oprindelsesbefolkningen skadelige følger af masseindvandringen kan ikke længere med rimelighed hævdes samtidig med, at man aktivt arbejder for dens fremme. Nylige fortilfælde fra nabolandes katastrofale erfaringer med racefremmed massetilstrømning er ganske enkelt for talrige og åbenlyse til, at mennesker med normal tænkeevne kan undgå at have bemærket dem. fra  Hvis man er uvidende om følgerne af sin masseindvandringspolitik, er man uansvarlig, og dermed uegnet til sit hverv. Hvis man er vidende om følgerne, men stadig fremturer, bedriver man bevidst landsskadelig virksomhed.

Når vi siger, at papirlovspatrioten er reaktionær … så betyder dette blot, at hans lunkne, blodfattige og politisk korrekte indvandringskritik, i stedet for at tage udgangspunkt i en egen virkelighedstro og grundfæstet verdensanskuelse, beror på en række midlertidige og kortsigtede reaktioner på forskellige fjendtlige gruppers handlinger, adfærd og/eller udsagn. Dette besynderlige reaktionære tankemønster bevirker, at paptrioten ustandseligt lader sig drive rundt i manegen af de aggressivt selvhævdende, racefremmede kolonisatorgrupper og af systemmediernes skatteyderbetalte hystadebrigader af spytslikkende globalist-apparatjiks. —Modstandere som ikke lider af samme selvbebrejdelsestrang til ustandseligt at undskylde for og retfærdiggøre deres positioner.

Som berørt i Radio Gimle #2, så kan meget af fænomenet tilskrives kristen slavemoral. Paptrioten lader sig således styre af sine fjender, i både direkte og indirekte forstand. Den direkte form kommer til udtryk i ovennævnte afværgende ruelses-afliring af de mange velkendte retfærdiggørelsesfraser der, løbende som skidt fra en spædekalv ud af munden på paptrioten så snart han spørges til emner der blot tilnærmelsesvis, hos omverdenen, kunne give anledning til mistanke om mulig racistisk tankeforbrydelse, har til formål at udglatte og nedtone hans forlorne alibimodstand og således mindske afstanden til systemets konstant kværnende raceopblandings- og kønsudjævningsdagsorden. Herved tilpasser paptrioten sig systemets kernedogmer ved direkte at indordne sig under og dermed anerkende gyldigheden af de gældende kulturmarxistiske normer, for hvad der må og ikke må tænkes.

I den indirekte udgave af fænomenet ser den opmærksomme iagttager imidlertid paptriotens utilstrækkeligt grundfæstede livsanskuelse komme tydeligst til udtryk. Her vil paptrioten, igen, positionere sig reaktionært; altså rette ind efter modstanderens standpunkter. Men i modsætning til den direkte diskurs-underkastende form som beskrevet ovenfor, vil han her demonstrativt søge at indtage det diametralt modsatte synspunkt i forhold til sine modstandere, uagtet om disse synspunkter måtte være grundet i fornuft eller ej. Mønstret er som følger:

Visse ‘venstreorienterede’ indtager en berettiget kritisk stilling til de interessekonflikter der kan påvises mellem vaccineproducenter, medicinalindustri, aktiespekulation heri og statsuddannede lægers dermed forbundne indtjeningsmuligheder. >>> Paptrioten, der mangler en egen selvstændig og grundig forankret livsanskuelse i overensstemmelse med Naturens Orden, holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt vaccineproducenter, medicinalindustri, aktiespekulation heri og statsuddannede lægers dermed forbundne indtjeningsmuligheder, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet … for de ‘venstreorienterede’ mener jo det modsatte.

Visse ‘venstreorienterede’ indtager en berettiget kritisk stilling til landbrugets og industriens hormonforstyrrende og naturødelæggende miljøforgiftning. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt landbrugets og industriens hormonforstyrrende og naturødelæggende miljøforgiftning, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet … for de ‘venstreorienterede’ mener jo det modsatte.

Visse islamister indtager en berettiget kritisk stilling til at psykisk syge, homoseksuelle sadomasochister, ved hyppigt tilbagevendende, larmende og anmasende masseoptrin marcherer halvnøgne rundt i gaderne for at promovere deres egne perverse tilbøjeligheder, mens sagesløse skolebørn indoktrineres til homodagsordenens stedse mere antinaturlige vanvidsdogmer, præsenteret som ‘frigørende seksuel mangfoldighed’, og opfordres (‘nudges’) til at ‘eksperimentere med deres seksualitet’. Hvilket i praksis vil sige, at børnene, inden de har nået at danne tilstrækkelig åndelig eller kulturel modstandsdygtighed, med højeffektive, psykologisk groft manipulerende propagandamidler, sponsoreret af magtfuldkomne globalistforetagender, lokkes til at ‘springe ud’ og deltage i kønslig dybt perverteret, sygelig og selvbesmittende adfærd, med sandsynlighed for livslang demoralisering,  alvorlige seksuelt overførte sygdomme, dulmende stofmisbrug for at glemme skammen over at have forbrudt sig mod Naturens Orden og til sidst den eneste tilbageværende flugt fra den uafvaskelige skyld: selvmordet til følge. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt homodagsordenen, med alle dens sygdomsspredende og samfundsødelæggende følgevirkninger, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet … for det er jo kun de slemme islamister der kan have noget imod ‘vestlige frihedsværdier’.

Visse islamister indtager en berettiget kritisk stilling til kønsudjævnende statsfeminisme og foretrækker at leve efter og opdrage deres børn til mere traditionelle kønsroller. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt enhver form for kønsudjævnende statsfeminisme, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet. Paptrioten medvirker måske nok derved til at fremme og forstærke den nuværende samfundsudvikling, hvori et stedse voksende flertal af etnisk danske familier forudsigeligt går i opløsning; hvori kæden mellem slægtleddene splintres og den enkelte folkefælle, i sin barndoms og tidlige ungdoms vigtige identitets- og personlighedsdannende udviklingstrin, efterlades løsrevet fra sit eget etniske tilhørsforhold, fremmedgjort fra sine egne forfædres erfarings- og visdomsoverlevering og dermed letpåvirkelig;  let modtagelig over for TV’ets, I-pad’ens, streamingtjenesternes, computerspillenes og den kulturmarxistiske pædagogs mange stedfortrædende budskaber (både Mor og Far er jo på arbejde, for ligestilling er jo en dansk frihedsværdi). Godt nok fører denne udvikling i lige linje til befolkningens almindeligt forringede etnokulturelle modstandsdygtighed over for tvangsglobaliseringens allestedsnærværende raceblandingspropaganda (over for enhver tænkelig form for fjendtlig holdningsbearbejdning) og godt nok flugter den lydefrit med de neokommunistisk-teknokratiske verdensstatssammensværgelsers langtidsmålsætninger samt tilfredsstiller transnationale virksomheders finanskapitalistiske arbejdsgiver- og spekulantinteresser. Men det er alt sammen ligegyldigt … for det er jo kun de slemme islamister, der er kvindeundertrykkende og ikke forstår vores ‘vestlige frihedsværdier’.

Visse islamister og ‘venstreorienterede’ indtager en berettiget kritisk stilling til systemmediernes ensidigt forudindtagede viderekolportering af usandsynlige sammensværgelsesteorier vedrørende hændelsesforløbet 11. September, 2001; teorier der forudsætter midlertidig ophævelse af fysikkens love for at kunne give mening. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt ethvert systemmedies godkendte udlægning af hændelsesforløbet 11. September, 2001, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet og medvirker derved til, at det jødisk kontrollerede USA kan bibeholde hovedpåskuddet for de evindelige erobringskrige i mellemøsten der fører direkte til en stadig forøget flygtningestrøm og dermed indirekte til fornyet race- og kulturfremmed masseindvandring til Vesteuropa … for det er jo kun slemme islamister, der tror på skøre sammensværgelsesteorier (teorier der afviger fra systemmediernes egne sammensværgelsesteorier) om hændelsesforløbet 11. September, 2001.

Fornuft er fornuft. —Uanset hvem der måtte forstå, anerkende eller videreformidle den og uanset om emnet til diskussion måtte være kontroversielt eller ej. Paptrioter lider desværre af en besynderlig tilbøjelighed til, at lade deres holdninger og synspunkter afhænge og bestemme af … hvad deres modstandere mener.

Såfremt politiske og/eller filosofiske anskuelser hviler på et sagligt grundlag, i god overensstemmelse med Naturens Orden, og herfra fører til udfærdigelse af velafgrænsede, umisforståelige målsætninger, fremfor, at hvile på kulturkristendommens abrahamitiske ørkensand og derfra føre til genopgylpning og efterplapren af uigennemtænkte floskler og dogmer, bibragt af internationale medier med tvivlsom omsorg for ens egne etnokulturelle kernehensyn … burde det være aldeles ligegyldigt hvem der til enhver tid måtte være enig eller uenig i sådanne anskuelser samt hvem der end måtte bifalde, henholdsvis misbillige, de derudfra dragne slutninger.

Hvis paptrioterne havde andet end slavemoralsk jødekristendom og fortrængt kulturmarxisme til verdensanskuelsesmæssig forankring, ville de måske mere ufortøvet kunne se sig selv indtage de standpunkter der, fra sag til sag, bedst kunne formodes at fremme det etnisk indfødte danske folks langsigtede kerneinteresser uden at bekymre sig så meget om systemmediekommentatorers teenagepige-moraliseren. Måske de i så fald ville finde det mere naturligt, at nægte at lade sig koste forvirrede rundt i manegen (direkte eller indirekte) af tilfældige globalisthåndlangeres og racefremmede kolonisatorers danskfjendtlige dagsordener.

Det forekommer, at man i paptriotiske kredse aldrig rigtig har forstået, at deres hele grundlag for politisk eksistensberettigelse ganske smuldrer mellem fingrene på dem, så snart en hvilken som helst perker eller neger, med ivrig hjælp fra systemmedierne … har held til at fremstille sig som velassimileret. —Eller blot succesfuld.

Ydermere synes paptrioterne ikke at have indset, at de med deres reaktionære retfærdiggørelsesmani hævder nøjagtig samme luftigt raceblinde begrebsunivers som også de åbent bekendende kulturmarxister forudsætter og arbejder ud fra. Ej heller synes paptrioterne at kunne begribe, at når det bestandigt er perkernes specifikke handlemåder og adfærd der fremhæves som eneste gyldige begrundelser for indvandringskritikken (typisk vedrørende kriminalitet, kønsrollemønstre eller religiøs praksis), fremfor en virkelighedsnær erkendelse af det racemæssigt uholdbare i deres blotte demografiske tilstedeværelse … så bibringes over tid en tilstand hvorefter det danske samfund igen og igen kan afpresses af perkere der, grinende i skægget og med velberåd hu, skifter status mellem vanekriminel og tidligere vanekriminel med omtrent samme hyppighed som systemmedierne kan nå at give dem taletid som rollemodeller i landsdækkende radio.

Titlen som ‘tidligere bandeleder’ giver adgang til mange spændende karrieremuligheder i dagens Danmark. Såsom fastansættelse på skatteyderbetalte radiokanaler. Sådan løses udfordringen med racefremmede vaneforbrydere på god demokratisk og papirlovspatriotisk vis. —Med belønninger og bestikkelser. Det er ‘retsordføreren’ for landets største parti til højre i billedet

Den yderst velassimilerede S-politiker Yildiz Akdogan har inviteret ‘ghettodrenge’ indenfor til rundvisning og dialog på Christiansborg. Hvad monstro de har gjort for at fortjene den ære? De klæder sig tilsyneladende i vestligt tøj og taler en slags dansk. Så hvad er problemet egentlig? De skal da bare ud på arbejdsmarkedet og assimileres, ikke sandt? Hvis vi bare kan få dem til at se noget mere porno, stifte gæld i banken og efterplapre nogle flere kulturmarxistiske floskler, så skal det nok gå alt sammen. Vi må hele tiden huske på, at nydanskeres indoptagelse af abstrakte vestlige frihedstraditioner, respekt for kønnenes ligestilling samt periodisk fravær af grov personfarlig kriminalitetsudøvelse er de eneste tilladte kriterier for succesfuld assimilation det kan komme på tale at overveje.

Ustandseligt vil man høre disse elendige kulturmarxistiske alibipatrioter opgylpe variationer over de til kvalmegrænsen velkendte, politisk korrekte helgarderings-floskler, såsom:

“Jeg er fuldkommen ligeglad med om folk er røde, gule, blå eller lilla, det vigtigste er at de forstår dansk og integrerer sig.

eller

“Se nu bare vietnameserne og jøderne, de arbejder og integrerer sig. Hvis bare muslimerne opførte sig lisså godt som dem, så var der jo ingen problemer.”

eller

“De skal bare ud! Så snart de har gjort noget ulovligt, så skal de hjemsendes med det samme! Så ka’ de lære det.”

eller

“Muslimerne er kvindeundertrykkende og racistiske mod os danskere. De ka’ jo aldrig blive integreret når deres koner bare går derhjemme og driver den af. De skal ud på arbejdsmarkedet, lissom os andre.”

eller

“Når muslimerne opretter deres slemme parallelsamfund er det skadeligt for integrationen og skaber en stemning af ‘dem-og-os’. Og det ødelægger det osse for de mange der gerne vil det danske samfund, at nogle få balademagere ikke kan finde ud af at indordne sig.

—I det hele taget kan den mainstreampolitiske indvandringsdebat i Danmark sammenfattes efter et fortvivlende forudsigeligt skabelonmønster, hvori to fløje indenfor samme kulturmarxistiske enhedsparti opfører en række ritualistiske varianter over følgende basissamtale:

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Jeg er ikke racist, men…”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Du er racist!”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Nej, jeg er ej!”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Jo, du er så!”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Nej, jeg er ej … Jeg elsker negre!”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Ikke lige så meget som mig.”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Jo, jeg gør så! Jeg elsker negre mere end dig.”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Du er racist!”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Nej, jeg er ej!”

—Osv. osv. osv.

Retfærdiggørelsespatrioterne er tilsyneladende ude af stand til at indse, at deres reaktionære alibi-argumentation, så ensidigt og overfladisk lagt an på muslimske perkeres adfærd som den er, blotlægger en gabende åben flanke for de racefremmede besættelsesstyrker.

Øjensynligt er det nemlig ganske forbigået paptrioternes opmærksomhed, at de koloniserende perkere for længst har gennemskuet fraværet af verdensanskuelsesmæssig tyngde hos de såkaldte ‘nationalkonservative’ indvandringsmodstandere og følgelig har lært sig, at man med omtrent samme beskedne indsats som det kræves for, når som helst, straffrit at udnytte en tilfældig kulturløs vesterlandsk teenagepige seksuelt, kan omgå og uskadeliggøre den forpjuskede paptriotiske pjankemodstand, simpelthen ved … at klare sig godt (!).

En anden mulighed er at tillære sig en håndfuld bibelske brokker (de opdigtede, jødiske sagn-fortællinger fra gamle testamente har alle abrahamiter jo i forvejen tilfælles) og fortælle de forvirrede alibipatriotiske vesterlændinge, at man er en stakkels forfulgt kristen. Den paptriotiske facade vil i begge tilfælde være bragt i overhængende fare for at krakelere hurtigere end WTC 7 pulveriseredes, uden at være blevet ramt af noget fly, 11. September, 2001. Tilbage står en identitetsløs, forvirret, vanetolerant og først og fremmest raceblind, til kulturmarxisme hjernevasket vesterlænding, der, uden noget eget sikkert etnokulturelt grundlag at dømme (og fordømme) ud fra … må give fortabt.

Raceforskelle kan det selvfølgelig aldrig komme på tale at inddrage i sine overvejelser, eftersom dette tabuiserede emne jo er underlagt samfundets mest ukrænkelige tankeforbud. Og velfungerende nydanskere, der har taget vore allerhelligste vestlige frihedsværdier og demokratisk-ideologiske sindelag til sig, eller ligefrem nyomvendte kristne trosfæller, kan jo dårligt afvises.

I særlig grad er det afslørende og forstemmende, at bevidne alibipatrioternes aldrig svigtende glæde over, at perkernes afkom i større og større antal optages på skatteyderbetalte universiteter for dér, efter at have fortrængt en tilsvarende voksende mængde af etnisk danske studerende, målrettet uddanner sig til at kunne indtage en større og større andel af samfundets mest magtfulde og indflydelsesrige stillinger. ‘Indvandrerpigerne er faktisk meget bedre end de danske piger’, kvidrer paptrioterne i kor med deres åbent bekendende kulturmarxistiske ligesindede i systemmedierne. —Sikke en succes! Når nyudklækkede kuld af araberadvokater og perkersociologer straks efter endt dimission instrumentaliserer deres nyvundne (som regel kvotetildelte) akademikerstatus til at propagandere for stadig mere folkemorderisk tvangs-multietnificering af samfundet og dernæst begynder at bruge deres skattefinansierede titler og embeder til fremme af yderligere racefremmed masseindvandring … så er det jo udtryk for vellykket integration. Og integration er godt. Det ved vi fra den daglige gentagelse af mantraet på samtlige platforme i systemmedierne. —Hvis ikke ‘vi svigter integrationsopgaven’, vel at mærke.

Den raceblinde paptriotisme sat SKAKMAT af den velintegrerede/velassimilerede, vestligt uddannede sociolog. Ét blandt utallige eksempler på, at jo mere vestligt tilpasset de racefremmede perkere lærer at præsentere sig for offentligheden, desto lettere får de adgang til både uddannelsesvæsen og systemmediers talerstole, hvorfra de, som nydanskere, med institutionaliseret rygdækning og skatteyderbetalte kvote-akademikergrader til hjælp, kan fremme masseindvandringens sag langt bedre end de nogensinde ville have kunnet fra det, blandt nationalkonservative og andre paptrioter, så udskældte parallelsamfund:

 

 

Et tilbagevendende eksempel på dette aspekt af fænomenet svag-vesterlandsk-proforma-patriots-alibiforsvar-nedbrydes-på-sekunder-af-racefremmed-indtrængende-uhæmmet-af-samvittighedskvaler ses når velassimilerede karrierearabere eller medienegre (som gennem hele deres uddannelsesforløb er blevet båret frem på hænder og fødder af hysterisk selvhadende kulturmarxistiske lærerinder (m/k)), selvbevidst udfordrer en forkølet kristen paptriot med næstekærlighedsbudskabet i en af systemmediernes skabelontilrettelagte ‘debatter’.

Eftersom den kristne paptriots hele livsanskuelse hviler på en grundløs, åndeligt fremmedgørende, protokommunistisk og selvmorderisk overtro, annammet fra mellemøsten … findes der intet modsvar. Det fremgår jo af bibelen, at man skal elske, ikke blot sin næste, men sågar sine fjender. Mere skal der ikke til for at det papirlovspatriotiske kristne (eller kulturkristne) korthus falder sammen. Der er intet reelt fundament til at underbygge og opretholde den proformapatriotiske indvandringsmodstand hinsides forestillingsverdenens papirlove og ‘værdier’. Kristendom er universalisme og raceblindhed i dogmatisk renkultur. Den er selve modsætningen til og ophævelsen af enhver form for egentlig nationalisme (undtaget den jødiske, selvfølgelig). De kristnes afsindige livsanskuelse er racefornægtelse i doktrinær udkrystallisering.

Virkeligheden er imidlertid ikke racefornægtende. Så enten er virkeligheden sand … eller også er de fremmede folkesagn og de mellemøstlige myter fra bibelen sande. Det er enten-eller. Enten anerkender man, at racerne og gruppeinteresser findes eller også slår man følge med de kulturmarxistiske raceforrædere. Indtil videre har de nationalkonservative og så godt som alle andre kulturkristne danskere valgt side. De står arm i arm med deres antiracistiske og feministiske ligesindede, dybt inde i den kulturmarxistiske lejr. Og selskabet passer dem tilsyneladende fortrinligt.

Alligevel taber proforma-patrioten altid debatterne i systemmedierne. Ligegyldigt hvor mange logrende krumspring ‘nationalkonservative’ eller andre politisk korrekte repræsentanter for papirlovspatriotisk sødsuppe-indvandringsmodstand så end gør for at overbevise journalist-apparatjiks og andre statsansatte sandhedskommissærer i samfundets kerneinstitutioner om deres dogmatisk velafrettede antiracistiske sindelag … vil de alligevel blive fremstillet som rendyrkede racister eller mistænkeliggjort for racistisk tankeforbrydelse.

Journalist- og universitetsstuderende indprentes i dag et særligt udvidet racismebegreb til formålet. Dette elastiske racismebegreb som, foruden biologisk racisme (den eneste definition der giver logisk mening), belejligt også dækker ‘religiøs racisme’ og ‘kulturel racisme’, giver den statsuddannede apparatjik frit spil til, efter forgodtbefindende, at stemple enhver etnisk hvid person der ikke med tilstrækkelig ivrig selvopofrelse graver sin egen og sin efterslægts etnokulturelle grav … som racistisk tankeforbryder.

Systemet er tilrettelagt på den måde. Eksemplet med Trumpf-marionetten fra USA er her særligt anskueliggørende. Hverken Trumpf’s jødiske børnebørn, hans utallige sceneoptrædender i demonstrativt kærlige omfavnelser med negre eller hans uendelige strøm af officielle antiracistiske udtalelser, rokker en millimeter ved lemmingernes omhyggeligt medieindpodede opfattelse af, at manden er en slem, ond eller endog nazistisk racist. Systemmedierne arbejder nemlig efter en nøje forudbestemt skabelon; en fastlagt propagandistisk støbeform, så at sige, til programmering og formning af vestlige seeres og lytteres følelseslabile og forvrængede verdensbillede. Denne overordnede holdningsbearbejdingsskabelon, som benyttes med samme adfærdsregulerende regelmæssighed i nyheds– såvel som i underholdnings- og ‘dokumentar’-udsendelserne, forudsætter, at hvide mænd i altovervejende grad fremstilles som onde og/eller ‘uvidende’ racister (oxymoron) og/eller som skvattede tøsemænd. Hvis de offentligt forråder deres egen race eller køn med tilstrækkelig overbevisning, tildeles de lige akkurat en slags neutral, tålt status. De eneste virkelige positive roller for hvide mænd i systemmedierne findes i dag indenfor hovedkategorierne (a) homoer og/eller kønsskifteopererede eunukker; (b) uforbeholdent systemloyale militærfolk, politimænd, brand- og redningspersonale som har ofret deres liv eller førlighed i kampen for Israels interesser i mellemøsten og/eller for at redde racefremmedes liv. Mønstret følges med en sådan systematisk ufravigelighed i den vestlige, judeoamerikansk dominerede medieverden, at indholdet i paptriotiske politikeres udtalelser ikke spiller nogen som helst rolle for de hypnotiserede lemmingers indprogrammerede opfattelse af dem som onde og hadefulde racister, drevet af irrationel ‘frygt for det ukendte’ eller lignende forhåndsprogrammerede floskler.

Paptrioterne kan sprælle så meget de lyster. De kan erklære deres uendeligt overstrømmende kærlighed til negre i al almindelighed, meddele alverden deres personlige lidenskab for raceblandingens velsignelser og bedyre deres grænseløse tolerance for homoudskejelser i det offentlige rum igen og igen og igen. —De ender alligevel som systemmediernes skabelonracister. Det eneste de får ud af at ydmyge sig på så ynkværdigt krybende vis for deres modstandere er, at de fremstår som komplet utroværdige og foragtelige folkeforrædere for os andre egentlige (racebevidste) nationalsindede.

Screen Shot 2017-10-03 at 13.27.38

Ikke bare er systemmediernes hele diskurs og manuskript, så at sige, over årtier blevet tilrettelagt og finpudset til programmatisk mistænkeliggørelse af enhver tilnærmelse til selv den mest forkølede form for alibipatriotisme. Når paptrioten desuden af sine egne tvivlsomme kulturkristne dogmer hele tiden trænges i defensiven og tvinges til at slå mere og mere indviklede retoriske knuder på sig selv for, så ubemærket som muligt, at lyve om (fornægte) dén åbenlyse kendsgerning, at masseindvandringen først og fremmest udgør et demografisk og dermed et racemæssigt problem … så vil han nødvendigvis også fremstå som utroværdig og hyklerisk.

Dette forstår perkerne og deres utallige hjælpere i samfundets kerneinstitutioner tydeligvis udmærket. Derfor udnytter de selvfølgelig også en sådan identitetsmæssig svaghed hos deres modstandere til, når som helst lejligheden byder sig (hvilket vil sige: til enhver tid eller efter forgodtbefindende), at minde de ‘nationalkonservative’ og andre forvirrede paptrioter om disses selvpålagte forpligtelser til omhyggeligt at lade hænderne opbinde stramt bag ryggen (af deres fjender), inden ‘kampen’ for fædrelandets forsvar indledes.

—De eneste der ikke forstår, og efter alt at dømme aldrig vil kunne forstå, hvad der foregår … er de kulturkristne (kulturmarxistiske) paptrioter selv.

Særligt den racefornægtende kristne paptriot er i en sådan grad forkvaklet og forvirret i hans besynderlige, fra mellemøsten annammede livssyn, at han anskuer selve den kendsgerning, at aggressivt selvhævdende grupper af racefremmede kolonisatorer har succes (!) med deres kolonisering, som gunstig. —Som noget ønskværdigt.

Forskellen på paptriotens såkaldt ‘højreorienterede’ proforma-modstand og den bevidst kulturmarxistiske apparatjiks folkeforræderi på ‘venstrefløjen’ … er således af ren formel slags. Begge typer kulturmarxister arbejder nemlig, bortset fra visse mikroskopiske og ubetydelige overfladeforskelle, for samme antiracistiske og feministiske dagsorden. En doktrin så godt som alle vesterlændinge er opflasket med fra vuggestuen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet (indoktrineringsanstalterne), sideløbende med den konstant kværnende baggrunds-hjernevask til raceforræderi, alkoholisme, stofindtag og kønslig usædelighed i systemmedierne.

‘Stramningerne’ man hører så meget om i dagspressen lyder måske nok fornuftige, men finder udelukkende sted i en teoretisk drømmeverden, hvori man på tvivlsomt (ikke-eksisterende) grundlag forestiller sig, at udstedelse af papirlove og bekendtgørelse af dekreter på magisk vis vil kunne afskrække mellemøstlige og afrikanske millionhorder af unge mænd fra fortsat at søge mod Skandinavien. —Denne etnokulturelt uforsvarede, besynderlige verdensdel som de jungletromme-spillende (og jungletromme-lyttende) negre og arabere, øjensynlig stadig med et vist anstrøg af vantro forundring, har erfaret befolkes af et harmløst lemmingeflertal af hjernevaskede og selvmorderisk identitetsforvirrede antiracister. Ikke så meget et mytisk tillokkende, men et virkeligt eksisterende Shangri-la, beboet af en uimodståeligt fristende indbyggersammensætning af instinktforkvaklede, feminiserede, viljeløse tøsemænd og valiumsmilende, imødekommende, omstrejfende flokke af letpåklædte, frit tilgængelige, skyldbetyngede, letmanipulerbare, grænseløst naïve, alkoholiserede, P-pille-ædende unge glædespiger som man (indtil videre) straffrit kan forgribe sig på, voldtage og i det hele taget forlyste sig med, som behovet dertil nu engang opstår efter valgsproget brug-og-smid-væk.

Hvor mon skiftende folketingsflertals forslag til hypotetiske stramninger af danske papirlove figurerer i sådanne arabisk-negroide folkevandringsmænds seksuelt opildnede erobringsberuselse? De fleste af dem ville sandsynligvis betragte anholdelse, foretaget af en kvindelig skandinavisk betjent, som et erotisk højdepunkt i deres elendige, halvt menneskelige, halvt dyriske tilværelse.

Udvisningsdomme ignoreres igen og igen med søvnig ligegyldighed og overbærende skuldertræk af de racefremmede invasionsfortropper. Og hvorfor skulle de ikke ignorere dem? En papirlov uden pålidelig voldshåndhævelse er jo i virkelighedens verden ikke andet end … en henstilling.

Ville man også begrænse sig til at ‘udvise’ hjemmerøvere eller voldtægtsmænd fra ens eget hjem? Ville en udvisning, da være en tilstrækkelig og rimelig straf? Man ser det for sig: sigøjnermændene, der med familie har taget varigt ophold i den nationalkonservative paptriots nyligt klima-renoverede og internetofthingsificerede parcelhus, protesterer højlydt og forurettet anklagende (afvekslende med let til middel trusselgestik) over ikke længere at føle sig velkomne:

“Vi føler der bliver set skævt til os og vi bliver hele tiden margarinaliseret. Men vi opfører os jo godt og vil gerne dit hus. Vi tager kun fra dit køleskab og tegnebog til dagligt forbrug og vi har ikke engang voldtaget din datter eller din kone eller brændt huset ned eller stukket dig med kniv. Og desuden: vores børn klarer sig jo godt her i huset; de er født her, husker du nok. Se bare hvor de vokser og tager til i styrke og integrerer sig dag for dag. De er på vej til at blive gode, ressourcestærke nybeboere. —Er du racist!?”

Paptrioten må herefter bøje sig for argumentets uigendrivelighed:

“Nej, dét må I altså ikke beskylde mig for! —Alt andet end det! Jeg, som gør mit bedste for at hjælpe de sultende børn i Afrika med faste månedlige betalinger. Racisme er det slemmeste i verden! Godt så … Hvis I ikke voldtager min datter eller min kone eller brænder huset ned eller stikker mig med kniv, så må I selvfølgelig gerne blive. Så længe I bare følger husreglerne kan jeg jo ikke smide jer ud. I har jo valgt mit hus til. Men hvis jeg en dag opdager, at I har voldtaget min datter eller min kone eller har brændt huset ned eller hvis I stikker mig med kniv, så bliver jeg altså nødt til at skrue bissen på og skrive en barsk seddel til jer, hvorpå der med alvorsord står, at I måske bliver udvist fra huset. Så lover I at opføre jer ordentligt, ikke? —Er det en aftale?”

Det turde være indlysende, at typerne i miljøerne omkring counterjihad, DF, Dansk Samling og Nye Borgerlige, som udgangspunkt må forventes at bestå af politisk korrekte paptrioter der, i mere eller mindre udtalt grad, lider af den fordækte kulturmarxismes reaktionære retfærdiggørelsessyge.

Værre bliver det når samme tvivlsomme slavemoralske tilbøjeligheder vinder indpas hos nationalsindede, der burde vide bedre, men som måske gradvist har mistet naturlovsiagttagelsens sikre fodfæste og ladt racebevidsthedens overblik sløre og formørke indtil man er bukket under for den snigende normaliserende sindelagspåvirkning fra systemmediernes allestedsnærværende kulturmarxistiske propaganda. —Eller måske fordi man har glemt forskellen mellem patriotisme (raceblindt troskab over for staten og dennes brug af nationale symboler) og nationalisme (racebevidst troskab over for sine folkefæller).

De såkaldte ‘nationalkonservative’, som på helt uberettiget vis smykker sig med betegnelserne nationalisme og konservatisme, imens de ihærdigt arbejder for udbredelsen og opretholdelsen af klassiske kulturmarxistiske kernedogmer såsom racefornægtelse og feminisme og desuden blindt støtter den jødisk dominerede, fædrelandsopløsende og transnationale finanskapitalisme à la Wall street … ender med at undergrave og modarbejde selve den nationale frihedskamp for et folkeslagenes Europa, som de foregiver at repræsentere, idet de udvander, forvansker og dermed svækker nationalismebegrebet.

Der findes utvivlsomt vildfarne mindretal af både velmenende og oprigtigt fædrelandskærlige folkefæller indenfor de forskellige paptriotiske miljøer. Men hvor længe vil sådanne oprigtigt fædrelandskærlige folkefæller fortsat kunne forsvare, at det livsvigtige racespørgsmål, af deres paptriotiske venner, bestandigt nedtones, tabuiseres eller ligefrem fornægtes i bestræbelserne på at tilpasse sig den herskende kulturmarxistiske folkemorderdiskurs? Der må skulle opbydes betragtelige selvbedrageriske energiressourcer på, i  døgnets fireogtyve timer, at overbevise sig selv om, at  raceproblemet slet ikke findes … især hvis man samtidig har forstået, at den 100% racefremmede arabisk-negroide massemigrations-tsunami, kun lige er begyndt.

Uanset hvor velmenende enkelte af dens fortalere så end måtte være, så må det befrygtes, at den racefornægtende paragrafpatriotismes politisk korrekte udlægning og –fremstilling af indvandringsproblemet som et rent civilretsligt, religiøst, sprogligt, ideologisk og værdimæssigt spørgsmål er kraftigt medvirkende til, at det globalkapitalistiske raceopblandingsprojekt enten (ved opretholdelse af racebevidsthedens tabu) holdes skjult for eller (ved tilvænning til, billigelse af eller ligefrem tilskyndelse til raceskænding fra politisk ledende nationalkonservative figurer) gøres mere spiseligt for store dele af den indfødte danske befolkning. Såfremt man ønsker, at de værdigste dele af denne oprindelige danske befolkning skal have mulighed for at kunne bevare hjemlighed, hjemland og livsmuligheder for deres efterkommere, skulle man hellere bestræbe sig på, at bevidstgøre dem om vigtigheden af, snarest muligt, at se den forestående racekrigs virkelighed i øjnene samt at forberede sig derpå.

Ved stædigt at klamre sig til den åbenlyst løgnagtige fremstilling af en masseindvandringstrussel renset for virkelighedens raceforhold, giver man samtidig et misvisende og fejlagtigt indtryk af dansk identitet som et naturløsrevet, økonomisk-juridisk fænomen der kan opretholdes i alle tænkelige multietniske varianter, så længe man bare vedtager tilstrækkeligt stramme integrationsfremmende papirlove, afsiger tilstrækkeligt mange udvisningsdomme og udsteder tilstrækkeligt mange indrejseforbud. Sådanne forestillinger er livsfarlige for fædrelandets etnokulturelle overlevelse, fordi de indgyder falsk tryghed hos samt giver falske forhåbninger til de mange hårdtarbejdende etnisk danske folkefæller, der ikke har hverken tid eller overskud til, med fornøden grundighed, at sætte sig ind i de kontroversielle historiske og biologiske forhold, der vil kunne give dem vished for, at deres egen efterslægts livsmuligheder samt fædrelandets fremtid uløseligt er forbundet med den nordisk-germanske races skæbne.

Afslutningsvis skal der anføres en række sikre kendetegn, som læseren med fordel kan holde sig for øje, til afsløring af paptrioters indgroede kulturmarxisme, ligegyldigt hvor store anstrengelser de måtte gøre for at udtrykke sig i ‘højreorienteret’ sprogbrug og iklæde sig ‘nationalkonservative’ gevandter.

Antiracisme, vanefeminisme samt hyppig forekomst af pøbelamerikanske låneord i sprogbrugen er åbenlyse indikatorer på akut reaktionær retfærdiggørelsessyge; uhyggelige symptomer på uhelbredelig, uerkendt kulturmarxisme som enhver racebevidst og ægte nationalsindet folkefælle bør kunne bestemme på kilometers afstand.

Misforstået agtelse for de historieforfalskende, tyskdæmoniserende propagandadogmer vedrørende Anden Verdenskrig samt forekomst af kristen eller kulturkristen ‘tænkning’ kan desuden med fordel anvendes som pålidelige rettesnore for om man har med (selv)bedrageriske paptrioter eller fuldgode racebevidste nationalister at gøre.

Et umiskendeligt symptom på søvngængeragtig vanetænkning der ligeledes kan afsløre grelle tilfælde af den paptriotiske retfærdiggørelsessyges fordækte kulturmarxisme hos nationalkonservative falskmøntnere, er, som berørt ovenfor i artiklen … manglende kritik over for vacciner og medicinalindustri.

Endvidere er ligegyldighed over for demoraliserende pornoficering af ungdommen, sløvsindig billigelse af almindelig usædelighed samt uagtsomhed over for kønsmoralske normskred udmærkede indikatorer.

Den komatøse TV-kiggers næsegruse beundring for judeoamerikansk teknologipropaganda, såsom ubegrundet tiltro til marsmissioner o.l. fantastiske drømmerier, ses også hyppigt hos de forvirrede paptrioter.

En udmærket hovedregel er, at jo mere et menneske villigt og ubekymret lader sig trække identitets- og adfærdsmæssigt rundt ved næsen af seneste ‘smarttech’-påfund fra globalteknokratiske virksomheder, jo større er sandsynligheden for at dets instinkter er uopretteligt forkvaklede og dets etnokulturelle modstandsdygtighed nedbrudt.

Fra tid til anden fremfører visse paptrioter deres fortvivlende sang om assimilationens [fra det latinske  assimilare ‘gøre lig med’] formodede fortræffeligheder, som afgørende modsætning til integrationens [fra det latinske integrare ‘forny, bringe i fuldkommen stand’, afledt af integer ‘uskadt’] fallit, må man forstå. Racebevidste og kritisk tænkende iagttagere bør med lethed kunne gennemskue bedraget. Der er tale om forskellige ord, men samme udkomme: de racefremmede kolonisatorer tillades at forblive i landet. Ligegyldigt hvilke latinske benævnelser vi end påklistrer perkeres og negres massetilstedeværelse i Danmark, så ændrer det intet ved den ubestridelige kendsgerning, at racefremmedes ophold på dansk landområde i virkelighedens verden betyder, at et tilsvarende antal etniske danskere berøves deres livsudfoldelsesmuligheder.

Den egentlige forskel på ordenes brug er, at for assimilationens vedkommende er det hensigten, at de racefremmede kolonisatorer skal gøres så uskelnelige fra den oprindelige befolkning som overhovedet muligt. Værtsbefolkning og ‘nydanskere’ skal altså tvangsopblandes med en hidtil uset effektivitet. De assimilations-ivrige paptrioter har åbenbart fået overbevist sig selv om, at racefremmed masseindvandring bliver bedre, jo grundigere og mere uadskilleligt sammenfiltret det nordisk-germanske, europæiske danske folk bliver (kulturelt såvel som genetisk) med tilvandrede negre og arabere. Derfor kan ordet ‘assimilation, såfremt det måtte have undsluppet en nationalkonservativ eller papirlovspatriotisk mund, uden videre betragtes som et af de sikreste symptomer på akut reaktionær retfærdiggørelsessyge i smitsomt udbrud. —Søg væk fra vedkommende så hurtigt som muligt. Risikoen for fordækt kulturmarxisme er overhængende.

Ingen undskyldninger. Danmark for danskerne!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til HVORDAN MAN AFSLØRER EN PAPTRIOT | NOGLE TANKER VEDR. REAKTIONÆR RETFÆRDIGGØRELSESSYGE BLANDT NATIONALKONSERVATIVE OG ANDRE KULTURKRISTNE [2.04]

  1. Hilmar Sejr siger:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s