FREMTIDEN ER HÅBLØS — TIL ARBEJDET! [opdateret]

At indgyde falske forhåbninger hører til blandt magthaveres mest virksomme midler til pacificering og uskadeliggørelse af deres godtroende undersåtter. Særligt indenfor kristendommen (tro, håb og kærlighed) har præstestanden i århundreder benyttet sig af håbet — om et liv efter døden, om frelse og om himmelske belønninger — til at føre de lydigt troende bag lyset, underlægge dem politisk og social kontrol samt bemægtige sig deres jordiske ejendom. I dag anvendes fremgangsmåden rutinemæssigt af systempolitikere på de lige så troskyldige og letpåvirkelige kulturkristne. Altså på de sekulariserede slavemoralister, også kendt som vælgerne.

At fæstne lid til håbet er i sidste ende intet andet end virkelighedsflugt og ansvarsfralæggelse. Håbefuldhed er uadskillelig fra den nært beslægtede tro. At håbe er, at hengive sig til troen på, at tingene nok skal løse sig. Enten af sig selv; på mirakuløs vis, ved påkaldte mellemøstlige guddommes usynlige mellemkomst eller ved politikeres, præsters og andre myndigheders indgriben. Altid ved hjælp af midler der ligger uden for den håbefuldes eget virke- og ansvarsområde. Denne tro giver de håbefulde en øjeblikkelig følelse af trøst og lindring, ligegyldigt hvor ubegrundet den måtte være.

Hvis håbets ønske ikke opfyldes, må det være fordi man ikke har troet betingelsesløst nok på dette eller hine dogme eller måske ikke bønfaldt denne eller hin semitiske frelserfigur krybende nok. Og sådan fortsætter håbets heroin-lignende onde cirkel af følelses-afhængighed. Jo grellere håbet skuffes, desto stærkere overbeviser den håbsafhængige sig selv om nødvendigheden af at tro og håbe med endnu dybere afmagt og endnu mere ydmyg skæbneovergivelse.

Den som klamrer sig til håbet, vil som regel være tilbøjelig til at bedrage sig selv. Dette sker ved, at den håbefulde på forskellige måder tolker de egentligt eksisterende omstændigheder således, at de fremfor alt ikke kræver nogen anstrengende indsats fra den håbefulde selv. Den håbefulde begiver sig nemlig helst af med ønsketænkning og har det med, undervejs, at lade hånt om ubehagelige, men måske livsvigtige, kendsgerninger, især hvis disse skulle ske at forstyrre den behagelige følelse af falsk tryghed, som håbet mere end noget andet fremkalder.

Selvfølgelig kan det fra tid til anden være nødvendigt, at adsprede sin sjæl eller beskæftige sin bevidsthed med tankevirksomhed, der ikke bestandigt kredser om de samme evindelige politiske problemer. Musik, kunst, legemsøvelser, uforpligtende fritidsinteresser eller blot hyggeligt samvær i venners lag kan i så henseende være udmærkede til genopladning af sjælestyrken, til den fortsatte livslange kamp for de hellige Fjorten Ord.

Men at forlade sig på grundløse forhåbninger i det politiske rum hører ingen steder hjemme blandt national-revolutionære. At bruge tid på mumlende bønne-afsigelser til jahve eller fortrolige henvendelser til jesus, ville være omtrent lige så berettiget.

Vi grunder vores verdensanskuelse på ædruelig iagttagelse af virkeligheden og spilder således ikke tiden på dulmende dagdrømmeri ved håbets (eller troens) trøstesut. Af samme grund beder vi ikke overjordiske sagnfigurer om hjælp.

Ni ud af ti vesterlændinge er programmeret til etnokulturel selvødelæggelse. De kan ikke bringes til forståelse af racespørgsmålet. Tværtimod vil de nøje opretholde ethvert tabu; ethvert dogme, de er blevet indoktrineret med fra deres tidligste barndom. Med et forbavsende repertoire af smidighedsøvelser udi åndelig akrobatik formår de at tilpasse alle deres egne erfaringer og hensyn herefter. Men med en ganske særlig fromhed og ubetvivlelig pligtskyldighed vil de forsvare det grundigst af alle systemindprentede hovedtabu: forbuddet mod selvhævdende racebevidsthed*. Dette tabus frygtelige magt består uantastet og udvirker sin knugende socialisering, selv når de velafrettede vesterlændinges nærmeste slægtninge lider overlast, skamferes for livet eller sågar mister livet; myrdes som direkte følge af racefremmed masseindvandring.

*Visse former for (falsk) racebevidsthed tillades af systemet, og falder som sådan uden for tabuiseringen, så længe man blot følger anvisningerne, givet gennem uddannelsessystemets og massemediernes årtier lange hypnotisk-pædagogiske gentagelseslære. Således er det til enhver tid, ikke bare tilladt, men tillige socialt og karrieremæssigt fremmende, at udbrede sig efterplaprende kategorisk om negres, jøders og andre racefremmedes påståede genetiske fortrin. Groft nedværdigende og ringeagtende udsagn om hvide menneskers påståede genetiske mindreværd kan desuden aflires når og hvor som helst, uden at vække mindste anstød i veltrænede lemmingekredse. Det er først når racebevidstheden bevæger sig ind på virkelighedens logisk sammenhængende, beskrivende og historisk velunderbyggede område, at über-tabuet træder i kraft og ni ud af ti vesterlændinges i forvejen beskedne tænkeevne, lukker helt ned.

Raceblindhed er en form for blindhed. –En vanetænkningens indøvede blindhed. At hovedparten af aftenlandets indbyggere forbliver slået med en sådan blindhed (tanke- og adfærdsstyring ved livslang tabuisering og social træning) er imidlertid af afgørende nødvendighed for den globalkapitalistiske verdensorden. Indtil den planlagte coudenhove-kalergianske raceopblanding er tilstrækkelig langt gennemført og fornødent store kuld af tilpasningsivrige arbejdsdroner i form af køns-, identitets- og kulturløse mulatter endegyldigt har erstattet de oprindelige europæiske befolkninger, og der således ikke længere findes nogen nævneværdig forekomst af særskilte racer (uden for de ledende kaster, naturligvis), går det ikke an, hvis for mange hvide mennesker skulle begynde at bemærke visse racebestemte adfærdsmønstre hos deres nyankomne medborgere eller måske endog begyndte at identificere sig (uha) efter deres racetilhørsforhold.

For den medietrænede danske gennemsnitslemming betyder opretholdelsen af dette virkelighedsfornægtende tabu, ud over den grundlæggende åndsforkrøblende demoralisering der følger af svækket, selv-nedværdigende identitetsfølelse, at man er ganske ude af stand til at drage selv de mest grundlæggende slutninger, og dermed heller ikke i stand til at kunne iagttage og træffe de nødvendige forholdsregler på livsvigtige områder, såsom vedrørende negres og araberes tilbøjelighed til personfarlig berigelses- og sædelighedskriminalitet eller jøders uforholdsmæssigt store andel i medie- (propaganda-) og finansvirksomhed.

Den racefornægtende vesterlænding er, i det multietniske samfund, omtrent lige så hjælpeløs som barnet der gennem hele sin opvækst har fået at vide, at biler, løbehjul og trehjulede cykler er lige farlige for fodgængere og at færdselsuheld er sociale konstruktioner der slet ikke findes i virkeligheden … men som alligevel forventes at kunne færdes sikkert på og omkring hovedfærdselsårerne i myldretrafikken. De er til alvorlig fare for sig selv og deres omgivelser.

Den uafladeligt optrappede kulturmarxistiske/kulturkristne indoktrinering gør imidlertid ikke blot, som beskrevet ovenfor, zombificerede vesterlændinge passivt blinde for virkelighedens elementære raceforskelle, men indpoder dem desuden med et aktivt (selv)morderisk fjendskab til deres eget etnokulturelle ophav. Som sådan udgør de hypnotiserede racefornægtere i deres egenskab af fjernstyrede, fordækte selvmorderrobotter på sin vis en større trussel for den racebevidste modstand, end mange af de racefremmede fjender selv.

Folkemorderiske globalister og jøder (med deres primære troskab rettet mod mellemøsten og diasporaen, snarere end mod det oprindelige danske folks kerneinteresser) sidder i dag tungt på retssystem, massemedier, uddannelsesanstalter, lovgivning, finans- og erhvervsliv, politi og militær. Ingen hvid mand kan forvente at blive ansat, endsige forfremmet indenfor disse systemer, uden først at have underkastet sig selvmorderdogmerne om antiracisme og feminisme (eller som mindstemål med tilstrækkelig overbevisning foregive at gøre det). Siden Anden Verdenskrigs afslutning er fjendtlige jøders og hvide folkeforræderes magt over disse institutioner, kun blevet befæstet. Det er ikke tilfældigt, at det som regel enten er en feministisk karriereheks, en homoseksuel mandsling, eller en jødes åsyn der toner frem på skærmen (eller hvis stemmer i døgndrift kværner i æteren) når almuen skal belæres om den rette kulturmarxistiske udlægning af de nyeste forhåndscensurerede propaganda-opdateringer fra Reuters.

Den såkaldte kulturelle revolution, iværksat omkring 1967 af den jødisk dominerede amerikanske efterretningstjeneste, i tæt samarbejde med de jødisk ejede massemedier og jødisk styrede universiteter, har demoraliseret og forkrøblet vesterlændinge i en så alvorlig grad, at en fælles folkelig modstand baseret på flertallets opvågnen eller lignende massedemokratiske midler, i dag må betragtes som et omsonst foretagende. Allerede nu kan racefremmede grupper, med eller uden sværdslag, stemme sig til magten i adskillige af vore europæiske nabolande. I USA har negre og jøder i årtier indtaget senator-, guvernør- og borgmesterposter samt sæder ved højeste retsinstans. Som tiden går og demografien yderligere skrider til fordel for de racefremmede og tilsvarende ugunst for den tilbageværende restbefolkning af kulturmarxistisk forgiftede danskere, vil det parlamentariske demokratis indbyggede hovedbrist (forudsætningsløs stemme- og borgerret til alle, uanset race og vandel) inden længe også vise sig herhjemme.

Logikken tilsiger, at den nuværende demografiske udvikling, i retning af mere og mere racefremmed tilstrømning (og fødselstilvækst), kombineret med stedse mere afsindige kulturelle normskred, mere og mere almindelig udbredt usædelighed og dermed årsagsforbundet barnløshed for den oprindelige befolkning, uundgåeligt vil føre til samme problemer her i landet, som man allerede har set gentage sig i vestlige lande med mere fremskreden raceopblanding. At forvente andet giver ingen logisk mening og ville kræve, at Naturens love sattes ud af kraft (altså at mirakler skulle indtræffe).

Fremtidens samfund under et fortsat judeo-amerikansk, globalkapitalistisk, farmaceutisk-teknokratisk styre ser således, i sandhed, både dystert og håbløst ud. Dermed må også opvækstvilkårene for fremtidige nordisk-germanske slægtled følgelig påregnes, at ville udvikle sig i en, mildest talt, utilfredsstillende retning.

Så meget desto mere tvingende nødvendig og livslangt forpligtende fremstår da modstandskampen netop for den instinktsunde Ariske folkefælle. Hvis der var grund til at håbe på, at problemerne var midlertidige, ubetydelige eller svandt ind og gik væk af sig selv … var der jo netop ingen grund til at sætte sig til modværge.

Kun syge mennesker har imidlertid interesse i at opretholde et sygt system.

Homomarcher, swingerklubber, pornomesser, teenage-alkoholisme, livslang eksperimental-medicinering, industrialiseret dyremishandling, kemisk forurening af landbrugsjorden, raceblanding, kønsudjævning og tech-fetichisme er alle fænomener, der hører til fjendens mareridtssamfund. At forspilde sit levned eller ofre sit liv i forsvaret for sådanne forbrydelser mod Naturens Orden, må være blandt de største ulykker der kan overgå en Arier.

Et samfund præget af ovennævnte sygdomstegn fortjener ikke at overleve, og ingen Arier bør medvirke unødigt til dets fortsatte beståen.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi derfor nogensinde kommer til at opgive, hverken det land- og farvandsområde vore arbejdsomme forfædre gennem årtusinder har dyrket, besejlet og forsvaret, eller udvalgte dele af den fysiske infrastruktur der, over de seneste århundreder, er blevet anlagt af vore tipoldefædres generationer og frem til i dag.

Det er den fremmedgørende judeoamerikanske, globalkapitalistiske og kulturkristent universalistiske samfundsindretning, der skal bekæmpes. Danmark som etnokulturelt bæredygtigt folkehjem for den nordisk-germanske danske kernenation forbliver, hvad der end sker, den ufravigelige hovedmålsætning for de næste hundrede tusinde år.

Selvom fortsat arabo-negroid tilstrømning med altovervejende sandsynlighed vil føre til ødelæggelse, også af det nuværende vanvidssystem, og at det derfor kunne være særdeles fristende at anskue uhæmmet masseindvandring som en ‘hjælp’ til systemets hurtigst mulige druknedød, i dets egne efterladenskaber, så at sige, er det efter denne forfatters mening stadig i den nationale modstandsbevægelses logiske langtidsinteresse, at enhver form for yderligere racefremmed tilstrømning, så vidt muligt nedbringes. Derfor skal der ikke herfra lægges hindringer i vejen for indvandringsbegrænsende tiltag, hvor spage og politisk korrekte de så end måtte være, heller ikke såfremt de måtte hidrøre fra politiske kredse med mangelfuld forståelse for vigtige historiske og/eller biologiske årsagssammenhænge.

Vor hensigt er fra grunden at skabe en uiøjnefaldende, selvkørende, slagkraftig, decentral og varig modstandsbevægelse — én fanatisk folkefælle, én antimoderne familie, én folkesolidarisk landsby ad gangen. Med dette formål for øje ansporer vi til bevidstgørelse af de mest lovende og selvstændigt tænkende dele af ungdommen, således at en ubestikkelig folkekerne, tro mod Naturens Orden og af gode racemæssige egenskaber, til stadighed er forberedt på og i stand til, ikke bare at forsvare sig, men, med brutal skånselsløshed, gå til modangreb og slå fjenden ned, når det måtte blive nødvendigt.

Hvilke paragraffer der i mellemtiden omformuleres; hvilke symbolpolitiske tiltag og administrative justeringer der forsøges gennemført eller hvilke uvederhæftige løfter der foregøgles vælgerne på den kosher-patriotiske papirlovsfront, er i denne forbindelse uinteressant. Det giver således ingen mening at spilde tiden på, direkte, at modarbejde eksempelvis Dansk Folkeparti eller lignende system-parlamentariske antiindvandringsforetagender.

De har deres dagsorden og gør deres arbejde, for deres målgruppe. Eftersom vi ikke søger tilhængere eller vælgere, men selvstændigt tænkende, revolutionært sindede kampfæller, er overlappet mellem papirlovspatrioternes målgruppe og vores alligevel ubetydeligt. Det er velkendt, at vi på denne blog ikke alene finder kosher-patrioternes fremgangsmåde utilstrækkelig over det lange sigte, men tillige, for en stor dels vedkommende, betragter dem som det zionistisk-kapitalistisk styrede folkemordersystems kontrollerede opposition. Ligegyldigt hvor uenig man end er i paragrafpatrioternes politiske dispositioner og verdensanskuelsesmæssige udgangspunkt, bør man dog kunne anerkende og tage ved lære af én ting: deres betydelige arbejdsindsats.

Det skal herfra anbefales, at alle racetro folkefæller, under hensyntagen til deres givne lokalforhold samt personlige livsomstændigheder, besinder sig grundigt på fremtidens mest sandsynlige udviklingsmuligheder for dernæst omhyggeligt, at forberede sig derpå.

Følgende ti punkter fremsættes som forslag til en overordnet og tilpasningsduelig fremgangsmåde, der, uafhængigt af politiske og økonomiske omskifteligheder, kan tjene til selvforbedring, forsvarsevne og derigennem til bedst mulig sikring af folkekernens langsigtede overlevelse:

l.    Oprethold selvdisciplin. Regelmæssig åndelig og legemlig træning.
2.   Opnå økonomisk uafhængighed. Flyt om muligt ud af byen.
3.    Bliv gift (helst hedensk). Få så mange sunde børn som muligt.
4.    Netværk kun med familie og 100% pålidelige folkefæller.
5.    Løsrivelse fra jødernes propagandamidler (tv, smartphones, biograffilm, porno osv.).
6.    Tag jagttegn eller opøv på anden vis fortrolighed med våbenbrug.
7.    Forbered nødberedskab for nærmeste familie, inkl. langtidsholdbar proviant.
8.    Ryg og drik så lidt som muligt. Helst ingen rygning overhovedet.
9.    Bliv selvforsynende inden for rimelighedens grænser (vand, varme, næringsmidler).
10.  Flyv under systemets radar. Ingen uvedkommende behøver kende til din mening.

 

^Denne video er i sandhed opmuntrende, også for denne artikels forfatter, og den tænder åbenlyst manges håb. Det er sikkert ikke for ingenting, den har fået 25 tusinde hits og 1800 altovervejende begejstrede kommentarer på under to døgn. Hensigten med nærværende artikel er ikke, at udslukke nogens begejstring over et gryende racebevidst ungdomsoprør. Indtil hvide mænd tager affære og hævner årtiers folkeforræderi samt racefremmedes utallige overgreb på vore kvinder, børn og ældre, består der imidlertid en fare for, at forhåbningerne knyttet til populære kvindelige youtube-vloggers, såsom den her fremhævede, kommer til at virke som en sovepude der afleder de begejstrede fans fra bevidstheden om, at de racefremmedes kolonier overalt i vore hjemlande, ikke er blevet indskrænket det mindste i mellemtiden. Selvfølgelig er propaganda og styrkelse af moralen en vigtig del af modstandskampen. Men vigtigere endnu er det, at nogle af os holder opmærksomheden rettet mod det nødvendige grove arbejde, der skal gøres for at kunne virkeliggøre — ikke bare drømme om — de hellige Fjorten Ord.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.