MØNSTERGENKENDELSE | TILFÆLDIGE PUNKTNEDSLAG I DEN UENDELIGE SUMP AF SYSTEMISK KULTURMARXISME

 

Hvad får i det hele taget en nittenårig pige til at indlade sig med fire perkere?
Kan mediernes daglige udsendelser mon have en betydning her? Først et tilfældigt uddrag fra P3, Danmarks Radios skatteyderfinansierede ungdomskanal:

 

 

Det er vigtigt at forstå hvordan ovenstående klip ikke er udtryk for nogen særlig grel eller usædvanlig form for demoralisering, men er betegnende for en standard der kører dag ud og dag ind.

Demoraliseringen af ungdommen har i årtier været så ensartet, så regelmæssig og så overvældende, at alle i dag tager for givet at radio og TV henvendt til det yngre publikum  normaliserer dekadence, tilskynder til promiskuitet og fejrer enhver form for usædelighed som den største selvfølgelighed.

Praktisk taget ingen kan således længere forestille sig at ungdomsradio skulle kunne opfordre til dyd, kønslig tilbageholdenhed eller racebevidst fædrelandskærlighed. Sådanne budskaber ville blive modtaget med uforstående måben, både af ungdommen selv og af deres lige så grundigt til kulturmarxisme trænede forældre.

Mønstret er altid det samme: Ungdommen vænnes dag efter dag til at det er sjovt, cool, trendy og “oprørsk” at fornægte sin egen etnokulturelle identitet, mens man troskyldigt følger i slipstrømmen på den allestedsnærværende judeoamerikanske rendestenskultur og bevidstløst adlyder de nyeste adfærdsanvisninger på skærmen.

Den altovervejende stemning er af ligegyldighed og pjankende selvfornedrelse. Når der for en sjælden gangs skyld anlægges en alvorlig tone i ungdomsudsendelser (eller en hvilken som helst anden type programmer i systemmedierne), skyldes det at der bliver appelleret til overholdelse af de internationale mediers længe indprentede hollywood-dogmer om negres og/eller andre racefremmedes overlegenhed/evige uskyldsrene offerstatus (inden for de seneste år er det desuden blevet normalt, at også homoer og transseksuelle omtales med samme besynderligt forlorne og overdrevne agtelse).

I disse tilfælde afstår man som medie-apparatjik tjenstvilligt fra pjatteriet og lægger med det samme ansigtet i de rette salvelsesfulde alvorsfolder mens tonefaldet rammer et leje mellem uforbeholden, næsegrus respekt og forfjamsket benovelse … lige indtil emnet igen skifter og det atter er tid at genoptage den hyggelige og socialt anerkendelsesværdige nedgørelse af heteroseksuelle medlemmer af den hvide race.

Læg desuden vel mærke til hvordan budskabet i samme udsendelse, under den overordnede usædelighedsnormalisering, ofte vil være kønsligt tvedelt: For de unge kvinder præsenteres således et veltilrettelagt billede af den mandlige danske ungdom som udpræget utiltalende og så fjernt fra det galante som muligt (se modsætningen hertil nederst i denne artikel), mens den unge kvindes eget forventede, socialt accepterede ideal fremstilles som en løsagtig skøges fordrukne “frigjorthed”.

For de unge mænd præsenteres et billede af almindelig upålidelighed, drukkenskab og sjofel vulgaritet som topmålet af cool drengerøvs-humor. Den danske (hvide) unge kvinde præsenteres som uværdig og løs på tråden (ikke-giftefærdig).

 

 

Hvad med hendes forældre? Hvor er mon hendes far, onkler, brødre og fætre? I frie samfund med nogenlunde normale kønsroller og etnokulturel selvbestemmelse ville et sådan spørgsmål falde meget naturligt. Kun i de gennemfeminiserede zoner under streng kulturmarxistisk/globalkapitalistisk besætttelse siden 1945, Nordvesteuropa og Nordamerika, vil et sådant spørgsmål overhovedet kunne vække anstød. I resten af verden ville det i lignende sager være blandt det første man spurgte til.

Men DR og de andre statsmedier henvender sig skam også til “voksne”. Ud over at den nittenåriges far og andre mandlige slægtninge sandsynligvis er mere optagede af den aktuelle stilling i negerboldligaen og plotudviklingen i de uendelige dramaserier fra hollywood end af bekymringer om deres lokalsamfunds racemæssige sammensætning eller deres kvindelige familiemedlemmers dyd, er der en overvejende sandsynlighed for, at de også vil være under påvirkning af følgende type vidt udbredte holdningsbearbejdning:

 

 

Budskabet er velkendt: Selvstændig tænkning er ikke velset. For mange spørgsmål om kontroversielle emner er tegn på tilstedeværelse af slemme tankeforbryderiske “konspirationsteorier“, som vi jo alle ved er både latterlige, helt ligegyldige og desuden sikre tegn på enten asocial ondskab eller egentlig sindssyge. Universitetsuddannede kulturmarxister og statsansatte journalister melder sig heldigvis frivilligt til at påtage sig det besværlige tænkearbejde for os andre. Så kan vi også bedre koncentrere os om at tilpasse os globaliseringens spændende nye forandringskrav mens vi svarer skat af vores arbejde.

Søndag d. 16. september 2018 (samme uge som de ovenfor behandlede nyhedsindslag) offentliggjorde DR for øvrigt en højst interessant tema-artikel på deres hjemmeside.
Vi bringer her den fulde, uredigerede artikel:

 

Til bibelhistorisk interesserede skal vi erindre om det semitiske navn Mirjam’s betydning. Her fra Raunkjærs konversationsleksikon, 1951:

Mirjam (lat. Maria) Moses og Arons søster, i den israelitiske overlevering førerske under ørkenvandringen ved siden af Moses og Aron (Mik. 6, 4). Iflg. 4. Mos. 12 dadlede hun Moses for hans ægteskab med en kushitisk kvinde, men blev som straf ramt af spedalskhed. Hendes død (i Kades) nævnes 4. Mos. 20, 1, M.’s sang, sejrsvise i anledning af underet ved det Røde Hav, 2. Mos. 15, 20.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.