GLÆDELIG JUL TIL ALLE RACE- OG ASATRO FOLKEFÆLLER [opdateret 2.01]

Kristendommen (inklusive kulturkristendommen) er kulturmarxismens, naturfremmed-gørelsens, racefornægtelsens og den etnokulturelle selvafsværgelses første forudsætning.

Kristendom er formaliseret internationalisme; institutionaliseret raceforræderi.

På paradoksal vis udgør netop kristendommen, denne aflagte og forlorne jødetro, i mange papirlovspatrioters øjne, i dag en slags nationalt bolværk mod samme tros indbyggede internationalisme og mod samme tros dogmatisk raceblinde sværmeri for det fremmede; for det levantinske.

Denne begrædelige misforståelse vidner mere end noget andet om graden af åndelig og etnokulturel forvirring blandt europæere. Når kristne europæere således bekender sig til deres besynderlige genbrugs-abrahamitiske slavetro … tilbeder de nemlig i virkeligheden jøderne. Et psykologisk-historisk fænomen der mildest talt er bemærkelsesværdigt: Millioner (ja, milliarder, hvis man medregner hovedparten af de kristne, nemlig den ikke-hvide slags) af kristent troende, overalt på kloden, hengiver sig uge efter uge til højstemt tilbedelse af et særligt udvalgt folk, til lovsang af dets patriarker og påtager sig på en nærmest ufattelig forloren, selvbedragerisk, selvfornægtende og til tider selvfornedrende måde … dette semitiske folks hele identitet og nationale skæbne(!).

Det skal her retfærdigvis medgives at kristne som regel afviser og forkaster modernitetens værste former for homo- og usædelighedspropaganda (der findes imidlertid betydelige undtagelser, også fra denne regel). En sådan modstand har blot intet i grunden med den kristne lære at gøre, men repræsenterer snarere et mindstemål af fornuft, som ethvert tænkende menneske med bare en rest af selvopholdelsesdrift i behold, af egen drift, bør kunne iagttage uden statslig præstevejledning.

Tilfældige kirkehandlinger, som herover fra Avedøre, emmer af jødedom og gammeltes-tamentlig sprogbrug. Det jødiske folks tvivlsomme heltesagn og særprægede nationale mytologi fremdrages igen og igen som topmålet af åndelighed og visdom. Salmernes tekster lovpriser kanonisk, og til henførende orgelakkompagnement, israels patriarker, israels nationalhelte og israels sagnkonger —ikke danske, nordiske eller blot europæiske sådanne. Disse beskæmmende og symbolsk ladede folkeforræderritualer udgør altså selve religionens liturgiske kerne. Alle biblens sagn foregår … i mellemøsten. Uden undtagelse! Man vil fra kristen side her måske hævde at disse mellemøstlige ørkenskrøner er almen-gyldige eller kan virke som metaforer for vor nutidige livsmåde i Danmark.

Men … kan almengyldige sagn fra den mellemøstlige kulturkreds virkelig give mening som et særligt værdifuldt dansk-nationalt livsanskuelsesmæssigt grundlag? Der er vel så mange myter og historier der med lige så stor ret også kan tolkes og udlægges som noget, vi kan “forholde os til” i en “dansk kontekst”. Tegneserier, hollywoodfilm, Netflix-serier, favoritfodbold-klubbens glorværdige bedrifter i champions league eller de største multi-nationale virksomheders ‘branding-strategier’ er vel lige så almengyldige og relevante for en nutidsdansker som abrahamitiske ørkensagn er det … især hvis man får lov at tolke og tyde dem lige så frit, ukritisk og fantasifuldt som danske lutheranerpræster rutinemæssigt overfortolker og pynter på bibelfortællingerne for at få dem til at give mening for deres kulturmarxistisk indoktrinerede sognebørn.

Ud over at man gennem århundreder har vænnet sig til, at hellighed, gudsbevidsthed og åndelighed som en selvfølge har noget med israel og moses og david og jakob og jesus og jerusalem at gøre … hvilken logisk grund er der så til at nordisk-germanske danskere skulle identificere sig netop med det jødiske folks skæbne, i en grad så man ligefrem stimler sammen for at lovsynge dets stammeguder og sagnkonger?

Kristendommen er en i princippet lige så fremmedartet kulturform som islam er det. Blot har kristendommen været her længere. Begge missionerende verdensreligioner udsprin-ger som bekendt direkte af jødedommen, en kendsgerning hverken præster eller imamer heller undlader, ved enhver given lejlighed, at gøre opmærksom på.

Når enkelte kristne afvigergrupper, såsom kredsen tilknyttet Tidehverv, udviser national ansvarlighed på trods af deres bibelske påbud om det modsatte, skal der selvfølgelig ikke herfra lægges dem hindringer i vejen. Det er kun prisværdigt at man hos sådanne kristne hæretikere sætter fædrelandet og folkefællesskabet før den fremmede, universalistiske jødetro. Den indviklede teologiske eksegese der lægger bag øvelsen synes dog at være en unødvendig mellemregning. Hvorfor insistere på den trælsomme spirituelle omvej forbi mellemøsten? Hvorfor ikke i stedet besinde sig fuldt og helt på oprigtig europæisk kultur? Man kunne vel spare en hel del ørkesløs sofisteri-krumspring derved.

At der findes fornuftige kristne kættere der heldigvis vælger at se stort på deres abraha-mitiske religions doktrinære universalisme ændrer dog ikke på, at kristendommen ved-bliver at være en fremmedartet mellemøstlig religion, der, på det lange sigt, kun yderli-gere kan medvirke til gradvist at undergrave og forkvakle den biologisk bestemte, etno-kulturelle identitet som i virkeligheden, er den vigtigste og mest livsnødvendige grund-forudsætning for det danske folks overlevelse.

Det turde være selvindlysende at det, i både kulturel og åndelig forstand, er uholdbart at grunde sin kerneidentitet på et fremmed folks nationale myter.

At kalde et sådant fænomen for national skizofreni (personlighedsspaltning) er desværre ingen overdrivelse.

Forestillingen om det hellige; det værdifulde; det betydningsfulde som noget der findes i fjerne lande; noget vi her i det mørke norden kun er forundt når det kommer hertil sydfra. Denne særegent kristne, karakteristisk xenomane tankegang om nordisk tilbageståenhed og værdiløshed stillet over for dens polære modsætning: sydlandsk-orientalsk civiliserende herlighed, denne forestilling har over de seneste par århundreder umærkeligt udviklet sig; skiftet ham for nu at træde frem i en allestedsnærværende, fuldt ud sekulær-videnskabelig udgave, side om side med den ældre, stadig bestående, oprindelige religiøse doktrin, men med samme grundbudskab.

—Vi er jo alle etiopiere, ikke sandt? Vi kommer alle fra Afrika: det siger videnskaben. Og al kultur; landbrug, smedekunst, vævning og skriftsprog og arkitektur og astronomi og … ja, alle opfindelser; al menneskelig fremskridt og udvikling … kommer selvfølgelig sydfra; og mere specifikt: fra mellemøsten. Det ved man bare. Det siger eksperterne.

Sikke et sjovt tilfælde at alle de videnskabelige ‘opdagelser’ der bekræfter og understøtter dette særprægede sekulær-abrahamitiske kulturbillede, inden for arkæologi, etnologi og antropologi, synes at falde sammen med jøders gradvise indtrængen på og overtagelse af de vestlige universiteter. Sikke et tilfældigt tilfældigheds-tilfælde at det gængse kultur-historiske verdenssyn som enhver vestlig skoleelev kan aflire udenad i søvne om ‘frugtbare halvmåner’ og almindelig orientalsk-sydlandsk kulturoverlegenhed … lader os forstå, at det var fra området netop omkring israel, at al kultur og udvikling synes at have udstrålet for sidenhen at have begunstiget alle andre med dens civiliserende gaver.

Tidligere tiders lærde ortodoksi omhandlende germanske og andre europæiske folkeslags vandringer fra nord mod sydøst, medbringende sig ariske kulturformer så langt som til Afghanistan og Indien, er på forunderlig vis ligesom gledet ud af vores fællesbevidsthed, i takt med at kosmopolitiske jøder har tiltaget sig mere og mere akademisk, mediemæssig og omverdensfortolkende magt i Vestens samfundsinstitutioner.

Måske den middelalderlige dogmatisk-kristne lære ikke længere helt slog til, når det gjaldt opretholdelsen af diskursen om sydlandsk-orientalsk (jødisk) kulturoverlegenhed. Måske det var blevet nødvendigt at opdatere den lidt, i videnskabelig-sekulær retning, så også de moderne vesterlændinge, der efterhånden havde afkastet sig den bogstavtro slavereligions åg kunne fastholdes i forestillingen om egen kulturel forarmelse og om det udefrakom-mendes; det fremmedes; det semitiskes selvfølgelige kulturberigende ønskværdighed.

Kulturkristendom er stadig kristendom. I virkeligheden bare en mere virksom, tilpasset form for kristendom. Dens hovedstyrke ligger i at tilhængerne deraf som oftest ikke selv forstår, at de i grunden er lige så kristne som deres ligesindede blandt de bekendende, salmeafsyngende kirkegængere.

For de religiøst-doktrinære kristne er ‘det udvalgte folk’, i overensstemmelse med deres hellige skrift, et fremmed; israels, folk og ‘den hellige stad’ selvfølgelig dette semitiske folks mellemøstlige hovedstad, jerusalem. For de verdsliggjorte kulturkristne retter op-mærksomheden sig på tilsvarende vis altid mod fremmede folks hensyn og behov. Det være sig jødernes nære slægtninge, palæstinenserne, negrene under det sydafrikanske apartheid eller noget helt tredje, alt efter hvor systemmedierne og NGOerne i en given periode har rettet søgelyset.

Hadet til selvet og til egen familie samt kærligheden til fjenden og til det fremmede går igen i begge fremtrædelsesformer, og er udtryk for samme type af åndsforkrøbling. Kan man forestille sig noget mere ærkekristent end selverklærede ateistiske venligboere og bedsteforældre for asyl?

“Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel.” –Lukas 14:26

Den evige dårlige samvittighed over personligt begået eller nedarvet synd; den falske imødekommenhed over for alt fremmed; den sygelige forhåndsaccept af hvad-som-helst; forsagelsen af egne interesser, den skyldtyngede afbigt og den etniske selvafsværgelse for verdensfrelsens skyld; eskatologien: tungsindet over den forestående jordens undergang, der kun kan afværges ved endnu mere askese og endnu mere racemæssig selvfornægtelse. Frelsen fra undergangen der alene kan opnås gennem selvopofrelse for alverdens skyld.

De kulturkristnes moderne dommedagsforestilling er … klimaforandringerne. Her ser man tydeligst tvangstankerne om den yderste dag gentage sig, blot i nutidig klædedragt: Jordens truende undergang som præsteskabet i templet (de videnskabelige eksperter hos IPCCs klimapanel) har bebudet og som ‘vi’ (de slemme og onde europæere) bærer skylden for gennem klimasynden [sic]. –En syndighed som skam også findes i arve-syndig ud-gave: nemlig den kollektive klimasynd; synden som vore slemme racistiske forfædre har bebyrdet jordens spraglede, evigt sympatisk smilende-dansende-syngende folkeslag med, og som klimaaktivisterne (de sidste dages hellige) nu brødebetynget må påtage sig ansvaret for og undskylde, på den hvide mands vegne, over for en retfærdigt dømmende omverden af uskyldsrene ikke-hvide ofre.

N.B.: Denne artikel skal ikke ses som noget forsøg på at omvende kristne, hverken af den verdslige kulturkristne eller den bekendende religiøse slags, til Asatroen eller til andre former for opbyggelig racebevidsthed. En sådan opgave er umulig.

Bedste hedenske julehilsner til alle oprigtigt nationalsindede (racetro) folkefæller.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.