Thilo Sarrazin: Deutschland schafft sich ab

Forfatter: Thilo Sarrazin
Titel: Deutschland schafft sich ab
Sidetal: 464
Forlag: Deutsche Verlags-Anstalt; 18de oplag (30. August 2010)
Sprog: Tysk
ISBN-10: 3421044309
ISBN-13: 978-3421044303

Nu fik jeg endelig pløjet mig igennem denne bog, som jeg gerne har villet læse i længere tid. Jeg har fulgt lidt med i den debat, som bogen udløste. Først og fremmest i Tyskland, men også i hele Europa, da bogen omhandler mere generelle emner som også angår de fleste andre europæiske lande. Problemerne med den voldsomme muslimske indvandring til Europa, som oven i købet er sket gennem en forholdsvis kort tidsperiode, er jo lige så meget et europæisk anliggende som det er specielt tysk. Og da det netop var i Tyskland at bogen udkom, medførte dette jo en forstærkning af det ramaskrig, der lød fra den venstreorienterede ”meningselite” indenfor medier og politik, selvfølgelig først og fremmest i forbindelse med Tysklands ”belastede” fortid hvad angår indvandrere. Idet man har dette i baghovedet, ville bogen nok ikke have medført nær så stor opstandelse, hvis den var udkommet i et hvilket som helst andet land.

Og i grunden udstiller bogens blotte udgivelse, dens blotte tilstedeværelse, at der er noget galt i det offentlige miljø i de fleste europæiske samfund. For pludselig var det blevet et emne i sig selv, at der overhovedet var blevet udgivet en bog, der ikke just lovpriste al indvandring til skyerne som det allermest eftertragtede i verden. Dermed kom diskussionen til at omhandle bogens blotte tilstedeværelse som en torn i øjet på det veletablerede venstreorienterede meningsdanner-miljø, fordi den ikke passede i deres verdensfjerne opfattelse af tingene, og knap så meget om hvad der rent faktisk står i bogen. Og dette er synd især i dette tilfælde, for bogens pointer og postulater er veldokumenterede og ikke grebet ud af den blå luft. Og da bogen jo omhandler emner som er af eksistentiel betydning for et samfund, hvilket jo netop af denne grund burde føre til en indgående bearbejdning af bogens faktiske indhold, så har den politiske korrekthed her udstillet sit sande ansigt og sine metoder, hvor det ikke handler så meget om hvad der står, men mere om AT det faktisk står der.

Hele virvaret omkring udgivelsen af bogen med forfatterens deltagelse i utallige debatprogrammer og hans uendelige forsvar mod hysteriske skrighalse fra venstrefløjen med deres racismebeskyldninger (i mangel af saglige argumenter) vil jeg ikke komme ind på her. Dog synes jeg det var flot at en gammel mand som ham viste vejen frem og red stormen af overfor stort set alle etablerede personager med nogen form for indflydelse, som alle var mere eller mindre bange for deres eget skind ved at give ham ret. I grunden skulle man jo tro, at han som socialdemokrat med oven i købet en høj stilling som forbundsbankbestyrelsesmedlem (han valgte senere at gå af pga. pres) ville være én af de sidste til at udgive en sådan bog, idet han jo burde tilhøre den selvsamme intellektuelle elite, som var blandt de hårdeste bedømmere af bogen. Måske netop derfor gav disse folk bogen så hård en medfart; de følte måske at Sarrazin som ”én af deres egne” netop skulle dele deres opfattelse af tingene i stedet for at forholde sig mere nøgternt og pragmatisk til tingene. Så derfor kan man sige at bogen var mere end utraditionel i mere end én forstand, både hvad angår forfatteren og tidspunktet den blev skrevet på. At der så rent faktisk står mange gode og interessante ting i bogen, det gik måske mere eller mindre hen over hovederne på mange.

Hvorfor er det blevet så farligt at stille spørgsmålstegn til indvandring i det hele taget og navnlig til muslimsk indvandring i vore dages Europa? Fortæller det i virkeligheden ikke meget godt, at denne type indvandring er et problem for vores lande, hvis den medfører at de engang så oplyste og frisindede europæiske kulturfolk nu skal have mundkurv på, for at ikke at skabe ”unødvendige problemer”, som bl.a. var ét af de argumenter, der blev fremført til hvorfor Sarrazin skulle have undladt at udgive bogen. Denne ret så omvendte logik siger jo i sin enkelthed at det jo i grunden indirekte var din egen skyld hvis du fik stjålet din tegnebog – for du kunne jo bare have ladet være med at have den i inderlommen. Den selvsamme særprægede logik (eller rettere mangel på samme) er også ved at indfinde sig hos politi, retsvæsen, og især hos medier og politikere; der er store problemer forbundet med den muslimske indvandring, men det er bedst ikke at sige noget til det, for vi vil jo nødig risikere at gøre det endnu værre med stenkastende optøjer i gaderne. Noget tilsvarende så man jo med Kurt Westergaards muhammedtegninger; det skulle dermed indirekte være hans skyld at muslimerne gik amok og mange danskere måtte leve med overhængende terrorfare, for han kunne jo bare have ladet være med at lave den tegning. På denne vis giver man jo muslimerne en slags særstatus i samfundet som en gruppe hævet over enhver kritik. Ligningen om den ædle vildmand, der ikke selv kan gøre for sine handlinger og som derfor heller ikke kan stilles til regnskab hvis han går amok, fremkom i denne periode. Utroligt at det kunne komme så vidt med dette kontinent, der fostrede oplysningsfilosofferne og den videnskabelige revolution. Hvis Sarrazin kan virke som pioner og foregangsmand på dette punkt for at generobre folkets selvstændige vilje fra den politiske magtelite, ser jeg ham som en betydningsfuld person, selvom jeg ikke er 100% enig med alt hvad han har skrevet, mere om det senere.

Overordnet set kan Sarrazins teser udtrykkes med 9 punkter, hvilket han også selv har gjort ved forskellige lejligheder:

  1. Man kan på ingen måde løse de demografiske kerneproblemer med indvandringspolitik, nemlig at hver generation i Tyskland er ca. 1/3 mindre end den foregående. I særdeleshed kan indvandring ikke løse det problem, at en stadig større del af de færre og færre fødsler sker i lavtuddannede samfundslag.
  2. Uddannelse er vigtigt, men hvis man mener at man kan løse dette problem (at større dele af børnefødslerne sker i lavtuddannede samfundslag) alene eller overvejende via mere uddannelse, så gør man uddannelses-manien til den nye livsløgn i vores samfund.
  3. Indvandrere er ikke bare indvandrere. Ved indvandrere fra Østeuropa, Kina, Indien eller Vietnam er der ikke noget integrationsproblem, som varer længere end én generation. Derefter har disse indvandrere en højere uddannelseskvote og en større arbejdsmarkedsdeltagelse end tyskerne. Omkring 10 mio. indvandrere har integreret sig perfekt i det tyske samfund og udgør en økonomisk og samfundsmæssig berigelse for landet.
  4. Alle væsentlige kulturelle og økonomiske integrationsproblemer begrænser sig til gruppen af de 4-6 mio. indvandrere fra muslimske lande. Her må den bedre integration af de allerede indvandrere muslimer absolut have førsteprioritet over yderligere indvandring. Selv ikke i anden og tredje generation finder der en mærkbar bedring sted hos disse indvandrere hvad angår deltagelse i uddannelse og arbejdsmarked.
  5. Der spores en tydelig tendens til dannelse af parallelsamfund. Kun 3% af tyrkiske andengenerationsindvandrere gifter sig med tyske partnere, mens dette er tilfældet for 70% af ruslandstyskerne.
  6. Det er ikke den etniske herkomst der er årsag til disse problemer, men herkomsten fra den islamiske kultur. Denne påvirker størstedelen af de muslimske indvandrere på en sådan måde, at de bliver ude af stand til at fungere optimalt i kulturen og levevisen i et sekulært vestligt samfund. Dette ser man tydeligt i Storbritannien med de store forskelle på succesen af integration af indvandrere fra på den ene side Indien og på den anden side Pakistan og Bangladesh. Problemerne rammer ikke kun Tyskland, men alle europæiske lande med en nævneværdig muslimsk indvandrerbefolkning.
  7. De kulturelle og økonomiske integrationsproblemer med muslimske indvandrere bevirker at den økonomiske og samfundsmæssige balance falder negativt ud for de optagende europæiske lande. Så længe disse indvandreres kulturelle indstilling ikke ændres, skaber denne indvandring yderligere økonomiske og samfundsmæssige problemer, i stedet for at afhjælpe de demografiske problemer.
  8. Den tyske og europæiske velfærdsmodel er ikke uden skyld i disse problemer. De sociale overførselsindkomster gør det muligt for en indvandrerfamilie fra Tyrkiet eller Libanon at opnå en indtægt uden at arbejde, som er væsentligt højere end hvad de ville have fået ved at arbejde i deres hjemlande. Den bedre integration af disse indvandringsgrupper i USA sammenlignet med Europa skyldes, at disse indvandrere i USA hovedsageligt er overladt til selv at arbejde sig til en indtjening. Lykkes dette ikke, forlader de landet igen eller rejser slet ikke ind til at starte med. Havde Tyskland haft en Greencard-model som USA eller Australien, som tilgodeser indvandrere med høje kvalifikationer, var 90% af de muslimske indvandrere i Tyskland slet ikke kommet ind.
  9. Det økonomiske opsving den seneste tid og de dermed forbundne tanker omkring mangel på arbejdskraft har ført til en ophedet og kortsynet indvandringsdiskussion. Det nuværende demografiske hul har været forudset længe og indtræffer netop nu, fordi de store generationer fra 1960’erne får langt færre børn. Derfor burde det ikke undre nogen at de problemer på arbejdsmarkedet, som demografien forårsager, indtræder netop nu med et urværks præcision. For tiden er der 1,45 mio. 45-årige, nemlig fra generationen 1965, men kun 950.000 20-årige og 650.000 1-årige. Så hvem skal overtage opgaverne fra 1965-generationen?

I Sarrazin-debatten kom det bl.a. frem, at ca. 80% af alle tyskere i spørgeundersøgelser var overvejende enige med de problemer og udfordringer mht. muslimske indvandrere, som Sarrazin påpeger. Dermed blev han jo netop af mange fremført som en slags foregangsmand, der ikke gjorde andet end at lægge fingeren i det åbne sår; at påpege noget, som alle folk godt var klar over i forvejen og oplevede til dagligt, men som ingen blot turde sige af hensyn til repressalier, hvad enten disse var fysiske eller psykiske. Som den lille dreng, der råbte at kejseren ikke har tøj på, selvom alle og enhver kan se det: Alle ved det, men ingen tør blot at sige det af frygt, fejhed eller håb om at sandheden virkelig ikke er så slem alligevel og at det hele nok går alt sammen blot man passer sit eget. Og heraf ser man jo faktisk den uhyggelige effektivitet af den politiske korrekthed; bare det at sige det, uanset om det er faktuelt rigtigt eller forkert, skal være forbudt i sig selv. Dermed kan man jo lige så godt droppe den videnskabelige metode, som det har taget Europa århundreder at fremfostre og har kostet mange “kættere” livet og mange videnskabsmænd (Gallilei) en ydmygende tur foran magtens meningsdannere, for så kan man jo vedtage hvad som helst, uanset om det er rigtigt eller ej, idet det at mene noget andet er lig med udstødelse af det gode og etablerede hierarki. Dermed får vi jo den politisk korrekte cirkelslutning: Det er forbudt at kritisere indvandring og muslimer, fordi det er forbudt. Og dette er jo faktisk essensen af al åndelig og videnskabelig undertrykkelse; det er forbudt, fordi nogen siger det eller har vedtaget det. Og dem, der siger det er forbudt, er dem, der bestemmer hvad der må siges, uanset at disse udgør et mindretal af befolkningen. Dermed oplever vi jo faktisk et tilbageskridt til den kongelige enevælde, hvor noget var forbudt, fordi kongen sagde at det var det, eller til Sovjetregimet, hvor man kunne forvente at høje støvletramp i sin trappeopgang om natten, hvis man var begyndt at tænke for meget selvstændigt.

Men alligevel er der ikke kommet noget ud af det gennembrud, som bogen stod for; tyskerne stemmer stadigvæk de samme multi-kulti-partier til magten, som indtil nu ikke har gjort det fjerneste for at løse problemet, vel nærmere har været medvirkende til at forårsage dem. Og ikke kun tyskerne; selvom bogen blev nævnt overalt i Europa og debatten blussede heftigt på nettet med mange støttende kommentarer, mens massemedierne holdt sig mere tilbage eller var mere fordømmende overfor bogen, er der ikke sket noget politisk jordskred overhovedet. Det er de samme politiske partier som altid med de samme politikere og de samme politiske dagsordener uden skyggen af tiltag til at løse de konkrete problemer. Så selvom et altovervejende flertal af de europæiske befolkninger er enige med Sarrazin, er der alligevel ikke kommet en dyt ud af bogen. Hvilket nærmest er et slag i ansigtet på dem, der anså Sarrazin som et slags vendepunkt, idet der nu endelig var nogen, der turde, nogen, der viste vejen og kunne trække båden i land. Men nej. Folk, der er enige med Sarrazin stemmer enten blankt, fordi de alligevel ikke mener at deres stemme nytter noget, eller også fordi der ikke findes noget politisk parti, der repræsenterer brugbare løsningsforslag til at løse problemerne, nu hvor Sarrazin har brudt isen og kaldt dem ved navn. Eller også fortsætter de med at stemme på de samme blå/røde/grønne multi-kulti-partier, som de altid har gjort, fordi de måske godt nok er enige med Sarrazin, men fordi de mere eller mindre mener at der alligevel ikke er noget at gøre ved problemerne, eller fordi de mener at de løser sig selv efterhånden. Dermed er det jo faktisk hele det demokratiske system med dets levebrødspolitikere, der skal reformeres i stedet for at gøre brug af dette system til at løse problemerne.

Så på den baggrund kan man sige, at bogen har været mere eller mindre omsonst, hvis altså dens formål skulle have været at rykke grundigt ved vores politiske styring som den eneste mulighed for at få vendt udviklingen. Til stor skuffelse selvfølgelig for dem, som i bogen så antydning af håb om bedre tider for Europas fremtid mht. til at få ændret vores politiske forordninger til at tilgodese landets egne borgere i stedet for tilvandrede bistandsmodtagere, der hverken arbejder eller lærer vores sprog, men som udelukkende bidrager negativt økonomisk og i kriminalitetsstatistikken samt lider under et verdensbillede, der ikke har ændret sig siden 700-tallets Arabien og næppe er kompatibelt med et moderne vidensamfund. Politikerne har i hvert fald ikke ændret deres politik, og de partier, som er villige til at gøre noget ved problemerne, bliver ikke stemt ind, fordi de bliver chikaneret som højreekstreme og racistiske af de bedre meningsdannere og medier, så at ingen tør stemme på dem.

Men uanset hvad er det en god bog. Og først og fremmest må jeg sige, efter at have læst den, at meget af debatten (som jeg fulgte med i inden at have læst bogen) virkede mere eller mindre hysterisk og forhold til bogens egentlige indhold, hvilket jo først går op for mig nu hvor jeg rent faktisk har set hvad der står i den. Utroligt, at folk kunne skrige racist og værre ting efter Sarrazin, når man har fastslået hvor relativt harmløs bogen i virkeligheden er på dét punkt. Intet sted antyder Sarrazin at hvide er overlegne over sorte eller overhovedet noget i den stil, han beskæftiger sig med kold statistik og denne taler et tydeligt sprog om at folk fra Afrika, Mellemøsten og Tyrkiet integreres dårligt i det tyske samfund. Og samtidigt anerkender han jo, at de fleste indvandrere fra områder som fjernøsten, Østeuropa og Indien bliver perfekt integreret i det tyske samfund og nogle gange nærmest overhale de etniske tyskere i uddannelse og indkomst. Så på denne baggrund virker det nærmest børnehaveagtigt at kalde ham racist, for dette ville jo have indebåret, at han regnede tyskerne (eller ”de hvide”) for overlegne per definition over alle andre etniciteter, med han erkender jo f.eks. blankt at f.eks. Sydkorea scorer højere end Tyskland i skolernes PISA-tests. Rent faktisk er den tyrkiske ministerpræsident Erdogan kommet med langt værre udtalelser angående tanker om egen overherredømme, som Sarrazin også citerer i bogen. Bl.a. har han opfordret tyrkerne i Tyskland til ikke at assimilere sig i det tyske samfund, men at fortsætte med at være tyrkere i 3., 4., 5. generation (”Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden”). Og dette udtalte han oven i købet i Tyskland. Så meget for respekt over for sin værtsnation. Desuden har Erdogan udtalt at ”Moskeerne er vores kaserner, minareterne er vores bajonetter og de troende vores soldater”. Og så bliver Sarrazin beskyldt for krigerisk ringeagt overfor andre? Men Erdogan må selvfølgelig gerne føle sig overlegen over tyskerne, for han er jo en stakkels undertrykt muslim som ikke selv kan gøre for hvad han gør og siger. En ædel vildmand. For bare at angive en smagsprøve på Sarrazins argumentationsform, skriver han side 64, til belysning af punkt (7) ovenfor side 64 (min oversættelse):

De tre indvandrergrupper med det største uddannelsesdeficit og de højeste sociale udgifter er også dem, der formerer sig mest. Personer med indvandrerbaggrund fra Jugoslavien, Tyrkiet, Mellemøsten samt Afrika udgør seks procent af befolkningen i Tyskland, men de udgør godt 11% af de 15-årige og en endnu større andel af fødslerne. Grupperne med den største befolkningsdynamik har altså den laveste uddannelse og står også for den laveste uddannelsestilvækst i generationen født her i landet. Dermed udgør de ikke en del af den demografiske løsning, men derimod af det demografiske problem. Det må nemlig frygtes, at de bidrager til overgennemsnitlig forøgelse af den uddannelsesfjerne underklasse afhængig af sociale overførsler, som gør udsigten til udvikling for Tyskland mere dyster.

Dette er en grundig analyse baseret på kolde facts og statistik, i modsætning til Erdogans slag i ansigtet på den tyske værtsnation, der (i modsætning til hvad han tror i hans fordrejede virkelighedsopfattelse) faktisk har haft langt store skade end gavn af den massive tyrkiske tilstedeværelse i deres land. Intet sted giver Sarrazin jo udtryk for at tyrkere eller andre generelt er ringere mennesker, blot at de gennemsnitlige intelligens- og uddannelsesforskelle forskelle er til stede. Desuden ville tyrkerne uden tvivl blive rasende, hvis tyskerne opførte sig på samme måde i Tyrkiet, som tyrkerne gør i Tyskland.

Også mht. proportioner var debatten malplaceret: Der står jo mange ting i den bog; én af de mange forskellige ting er jo det med muslimske indvandreres gennemsnitlige byrde for deres europæiske værtsnationer. Men dette er kun et enkelt sølle kapitel ud af 9(!) kapitler om så forskellige emner som arbejdsmarked, demografi, uddannelse osv. Faktisk er nogle af Sarrazins analyser af samfundsudviklingen nogle af de fineste jeg har set med relevante valg af materialer til belysning af pointerne. Derfor virker det fuldstændigt forfejlet at koncentrere sig 100% om bogens kapitel 7 om indvandring, mens man samtidig ikke nævner de andre kapitler om lavere fødselsrater og ringere uddannelser og desuden et velfærdssystem, der gør det attraktivt ikke at arbejde. Indvandrerne fra muslimske lande er jo kun en del af problemer, sikkert hovedproblemet, men er langt fra ene om at udgøre hovedårsagen for den europæiske civilisations truende fald. Men selvfølgelig er det karakteristisk for de politisk korrekte skrighalse at kaste sig over et bestemt kapitel i en bog, bare fordi dette ene kapitel leverer stof der kunne true deres dukkehus af papir med at krakelere. Men en køter gør jo som regel højest af panik, når den er trængt op i en krog. Måske netop derfor modtag Sarrazin så voldsomme modreaktioner.

Jeg vil her prøve at gennemgå nogle af de punkter, bogen omhandler. Jeg er ikke enig i alle Sarrazins synspunkter, men jeg mener at bogen bestemt bør læses, fordi den sætter spørgsmålstegn ved nogle af de ting, som en del etablerede kræfter ønsker at få forankret som indlysende sande hos befolkningen ved at gentage dem tilstrækkeligt mange gange.

Først og fremmest forklarer Sarrazin for mig at se ingenting omkring årsagerne til hvorfor det er gået galt. Han beskæftiger sig en masse med AT det er gået galt og kommer med sporadiske løsningsforslag til hvad man kunne gøre ved det. Men at det i det hele taget er kommet så vidt og hvordan det i det hele taget kunne ske, lader ikke til at have pirret hans interesse. Eller også ville han måske være blevet endnu mere upopulær, hvis han oven i købet også havde udpeget synderen i denne affære, hvorfor han undlod det? I hvert fald er det ikke nogen forklaring, at muslimerne først og fremmest kommer for at leve af overførsler fra vores velfærdssamfund uden at bidrage med noget konstruktivt andet end at åbne en shawarmabiks eller døgnkiosk. For hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at dette kunne ske, nemlig at vores politik muliggør en så grov udnyttelse af vores optjente penge? Så vidt jeg kan se kommer Sarrazin ikke med et eneste bud på hvorfor samtlige europæiske politikere har haft travlt med at sælge ud af deres fædrelande, hvis’ ve og vel de jo i grunden burde være sat til at varetage. Han nævner sporadisk politikernes blødsødenhed og manglende indsigt, men ingen politiker er så dum ikke at have vidst hvor den nuværende udvikling bar hen uden at gøre noget for at forhindre det i at ske. Det er muligt, at Sarrazin underforstår politikernes kollektive psykose under den politiske korrekthed, men i så fald burde han være gået langt hårdere i rette med politikerne end han gør. Måske for at undgå at blive endnu mere svinet til end han vidste han ville blive. I den henseende er bogen faktisk meget politisk korrekt (hvor underligt det end lyder), for de egentlige baggrunde for katastrofen forbigås mere eller mindre.

Og i forlængelse heraf kommer vi til emnet, hvor jeg ser det største problem i bogen og Sarrazins delvise selvmodsigelse; for Sarrazin mener at det gælder om at forhindre en indvandring ind i Tysklands underklasse, således som den foregår for tiden fra Afrika, Mellemøsten og Tyrkiet, hvor indvandrere ender direkte i overførselsindkomst og kriminalitet. Denne underklasse-import fra de muslimske tredjeverdenslande vil (hvis den fortsætter) betyde at samfundet tipper over med færre og færre der skal forsørge flere of flere. Dette problem forstærkes jo af ældrebyrden og de færre fødsler. Men nu er Sarrazin jo socialdemokrat, selvom hans parti SPD prøvede at smide ham ud for at have skrevet bogen (hvilket foreløbig ikke lykkedes). Og socialdemokrater er jo – på papiret – fortalere for velfærdsstaten og for den underklasse, hvis’ interesser de jo angiveligt mener det gælder om at varetage i kampen mod de onde kapitalistiske udbyttere af deres ynkelige livssituation. Sat lidt på spidsen kunne man derfor spørge Sarrazin om, hvorvidt han jo som socialdemokrat ikke bare mener at den beskrevne udvikling er godt for samfundet? For ifølge hans socialdemokratiske logik burde han jo netop til enhver tid tage underklassens parti (uanset dennes etniske og kulturelle sammensætning) imod arbejdsgiverne og forlange bedre forhold og flere penge i overførselsindkomst, fordi deres ynkelige forfatning jo inderst inde skyldes at de onde kapitalister holder dem nede i deres miserable fattigdom for at presse lønningerne i bund ved ikke at betale nok i transferydelser via deres solidariske skattebetalinger. Så problemet er jo her, at hans politiske ståsted roder ham ud i denne selvmodsigelse; muslimerne (sammen med stort set alle andre i de lavere sociale lag) stemmer overvejende rødt, viser alle undersøgelser, hvilket sikrer bl.a. de røde partier flere stemmer jo hurtigere muslimerne får tysk statsborgerskab. Så burde Sarrazin som socialdemokrat i grunden ikke bare være lykkelig over den muslimske indvandring direkte ind i den asociale fattigdom i parallelsamfundene? Det giver jo stemmer til hans egen ideologi, der dermed bedre kan sikre sig regeringsmagten? Angående dette hedder det på side 80:

Særligt dramatisk var udviklingen [med at de kloge stiger op fra de laveste samfundslag og de dummeste fra de øvre lag ryger ned] for det klassiske arbejderparti SPD. Den allerede beskrevne intellektuelle udtynding af underklassen virker tendentielt til skade for arbejderpartiet SPD, fordi mobiliseringspotentialet falder og meningsførere bliver en mangelvare. Dette kommer til udtryk i de dårlige valgresultater.

Her mener jeg at Sarrazin grundlæggende har misforstået sit eget parti og sin egen ideologi. Et socialdemokrati er vel netop interesseret i en stor under-/arbejderklasse, som derved udgør vælgerflertallet. Knap så vigtigt for et socialdemokrati må vel være at underklassen mister intellektuelle kræfter, fordi disse netop i kraft af deres bedre intellekt stiger opad på rangstigen. Sarrazin er åbenbart fortale for bevarelse af de samfundsmæssige klasser, idet de ”altid har været der” som han skriver. Men dermed kan socialisterne jo netop ikke forlade sig på deres evne til at frembringe intellektuelle kræfter i egne rækker, for disse vil jo højst sandsynligt ikke ende med at blive socialdemokrater. Netop derfor ønsker socialisterne vel at afskaffe samfundslagene, fordi de kloge arbejdere finder på andet at lave end at stemme rødt. Men samtidig ønsker socialisterne jo at bevare underklassen og forarme den endnu mere for derigennem at øge det røde vælgerpotentiale, som sikrer deres egen politiske eksistens.

Derudover ser jeg en lille, om end ikke udpræget, fejl i Sarrazins ræsonnement angående at bevare den europæiske kulturarv, som er i fare for bukke under, hvis Europa virkelig skulle blive overvejende muslimsk en dag, som forudsigelserne jo siger: Sarrazin mener at den tysk/europæiske kulturarv ikke bør gå under, fordi den er bevaringsværdi og har bidraget med store og unikke tildragelser indenfor videnskab og civilisation. Men samtidig er Sarrazin jo tilsyneladende Darwinist og påpeger at 50-80 procent af et menneskes intelligens er arvelig, hvilket gør at lav-intelligensindvandring fra Mellemøsten/Afrika vil betyde gennemsnitligt lavere intelligens med deraf følgende tab af de opnåelser, som denne høje europæiske intelligens har båret af sig. Men her kunne man jo indvende at denne selvsamme europæiske kultur, hvis’ ødelæggelse via islamisering Sarrazin vil forhindre, jo på en måde har tilladt dens egen undergang at ske; hvis kulturen virkelig havde været så betydningsfuld, at den var bevaringsværdig for eftertiden, så burde den da i grunden også have været stærk nok til at afvise ting, der medfører dens egen undergang? Eller hvad? For hvis Sarrazin er Darwinist, må han jo mene, at også kulturer undergår forandring ud fra naturlig selektion, og at de bedre tilpassede kulturer overlever, hvorimod de dårligt fungerende går under. Og hvis en kultur virkelig er så svag at den frivilligt støtter fjendtlig magtovertagelse ved selv at betale for at blive slået ihjel, ja så var den måske alligevel ikke så stærk, at den var værdig til bevarelse, uanset hvor mange filosoffer og tekniske opfindelser den måtte have afstedkommet. For Sarrazin mener jo at vores gennemgående livsopfattelse med åbenhed og tolerance overfor anderledes tænkende er bevaringsværdig. Men det er jo denne selvsamme kristelig-idiotiske-tolerance og appeasement overfor dens egne ødelæggere, som har været hovedårsag til at det overhovedet er gået galt. Så hvorfor anser Sarrazin den som bevaringsværdig, hvis den er del af problemet og dermed udgør den manglende tilpasning til skiftende omgivelser ud fra et Darwinistisk perspektiv? Det er muligt at Sarrazin her vil bruge det truede-dyreart-argument med at en dyreart skal reddes ene og alene fordi den er ved at forsvinde. Men derved blander han moral ind i problemstillingen, hvilket harmonerer dårligt med hans Darwinisme. Det lader til at Sarrazin vil være socialdemokrat samtidig med at han vil være darwinist. Det går ikke. Og at Sarrazin også langer ud efter 1968-generatonen for at have indført forringelser i skolesystemet med deres ”alle-skal-have-en-chance”-pædagogik og Laissez-faire holdning mht. til at sikre de gode elevers udfoldelsesmuligheder og forhindre at de dårlige elever ryger helt på gulvet, synes jeg vel nærmest er et selvmål. For de fleste 68’ere er jo også socialdemokrater, eller i hvert fald røde. Og deres ødelæggelse af skolen med deres sænkning af kravene så at selv de dårligste får gode karakterer og de dygtigste mister motivationen, er jo en rendyrket socialistisk tankegang; ingen må være dygtigere end de andre, og hvis de bliver det, skal de straffes og trækkes ned. Det virker besynderligt at Sarrazin kritiserer dette ud fra sin position som medlem i SPD. Men måske netop derfor får hans ord mere vægt og har udløst den store afstandtagen? For det ville sikkert have været nemmere at feje et CDU-medlem af bordet med en klassifikation som ”national-konservativ” ekstremist, dette bliver sværere med Sarrazin.

Hans tanker vedrørende den tilvandrede vækst i underklassen for det øvrige samfunds regning kommer meget godt til udtryk i citatet

I det tyske system bliver familier med lav eller slet ingen indkomst præmieret for deres børn. Af denne grund er det ikke så underligt med den sociale skævhed i den tyske fødselsstruktur. USA er for længst skredet ind mod det høje antal af underklassefødsler i deres land – med succes: Den 22. august underskrev præsident Clinton ”Personal Responsibility and Work Opportunity Reconciliation Act”. Dermed var der sat en stopper for den enkle mulighed for at få sociale ydelser ved at få børn. Det medførte mange racismebeskyldninger mod Bill Clinton, for blandt de børnerige ”Welfare Mothers” var sorte og hispanics overrepræsenteret.

Og den amerikanske model med ikke at belønne arbejdsløshed og børnefødsler overfor den samme type indvandrere som dem, der kommer til Europa, viser da også at disse indvandrere lader til at blive bedre integreret og føler sig bedre tilpas i deres nye land USA end de gør i f.eks. Tyskland; her lader der til at være omvendt proportionalitet mellem de sociale overførsler og succesen på integration. Dog skal det nævnes, at de europæiske velfærdsmodeller også tiltrækker en ret anden type indvandrere end den amerikanske. De fleste af de tyrkere, de rejser ind i Tyskland eller Danmark for at blive forsørget af statskassen, kunne slet ikke drømme om at rejse ind i USA, netop fordi de ved at de dér skulle arbejde for føden. Desuden ville de sikkert slet ikke blive lukket ind pga. Greencard-ordningen. Men hvis Bill Clinton slap af sted med at stoppe fødselseksplosionen i underklassen pga. øgede sociale overførsler, burde noget tilsvarende være muligt i Tyskland og Europa.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s