A Century of War

Forfatter: William Engdahl

Titel: A Century of War. Anglo-American Oil Politics and the New World Order
Sidetal: 312
Forlag: Pluto Press. 1 edition (October 4, 2004)
Sprog: Engelsk
ISBN-10: 074532309X
ISBN-13: 978-0745323091


                                                                                                                                                                                         

Afskaffelse af den britiske kornlovgivning som kickstarter af oliekapløbet

Olie som magtmiddel, brændstof, energimiddel, afpresningsmiddel, krigsårsag, garant for dollarens globale dominans og engelsk/amerikansk økonomisk styrke? Det er med alt sammen, når William Engdahl fortæller den spændene beretning om oliekapløbets historie, med alt hvad det indebærer af intriger og magtspil for at sikre sig kontrollen over det sorte guld på verdensplan. Mange detaljer er velkendte i Engdahls bog, men lige så mange er nye, overraskende og afslørende og kaster bestemt ikke noget lyserødt lys over de pågældende politikere, der udstilles nådesløst i denne politisk ukorrekte bog om hvor langt de forskellige regeringsinstitutioner er parat til at gå for at sikre sig kontrollen over den vigtigste energikilde i det 20. århundrede, og – hvad der er mindst lige så vigtigt – at forhindre andre i at opnå den selvsamme kontrol.

Historien om olie som altafgørende magtmiddel i kapløbet om den verdensomspændende dominans begynder, måske lidt underligt, med korn. Nærmere bestemt med den britiske kornlovgivning i starten af 1800-tallet, som beskyttede engelske og irske bønder mod (billigere) udenlandske landbrugsvarer fra især kolonierne. Denne kornlov blev ophævet i maj 1846 på initiativ af de konservative ud fra filosofien omkring frihandel, propaganderet af liberalismens fædre Adam Smith og David Ricardo. Antagelsen gik ud på at ophævelsen af den nationale beskyttelsesforanstaltning og indførelsen af ”free trade” ville styrke britiske handelshuse og hjælpe dem på vej mod verdensdominans. For, som det hed, hvis Storbritannien dominerede verdenshandelen, så ville frihandel blot medvirke til at UK satte sig totalt på køb af salg af landbrigsvarer internationalt, hvilket – ifølge teorien – ville sikre og udbygge landets velstand til glæde for landets indbyggere på bekostning af de producerende nationer i navnlig kolonierne. (side 3):

I virkeligheden fik ophævelsen af kornlovene den stik modsatte effekt: Flodbølgen af billige fødevarer til Storbritannien fra hele verden drev de engelske og irske bønder ud i arbejdsløshed og fattigdom med enorme sociale katastrofer til følge. De eneste, der rent faktisk havde betydeligt gavn af ophævelsen, var de store britiske handelshuse, der tjente stort på handelen med billig udenlandsk korn, som de solgte videre til hvem det måtte være efter princippet buy cheap, sell dear. Desuden de engelske banker, som tjente stort på at låne penge til udviklende lande såsom Argentina, så de kunne opbygge en infrastruktur og (dermed) eksport af afgrøder og naturressourcer til Storbritannien for lånte penge.

Tysklands økonomiske og handelsmæssige opblomstring opfattet som casus belli af Storbritannien

 I modsætning til Storbritanniens fejlslagne taktik pga. indførslen af konceptet om ’absolute free trade’, oplevede sammenslutningen af de tyske stater i det tyske forbund en økonomisk succes med deres beskyttende foranstaltning imod dumpningen af billige udenlandske landbrugsprodukter, nemlig i form af deres fælles indbyrdes Zollverein. Tysklands økonomiske opsving, især efter Tysklands samling i 1971 med adgang til havneområderne Bremen og Hamburg, medførte således en konkurrent til Storbritanniens dominering af verdenshavene. Den tyske handelsflåde gik fra at være nærmest ikke-eksisterende til at blive den næststørste i årerne op til første verdenskrig. I 1870 havde den tyske flåde en kapacitet på 640.000 ton, hvilket var øget til 13 mio. ton i 1909. Tyske varer begyndte at forlade Europa og blive solgt steder, som førhen blev anset af Storbritannien som ”vores interesseområder”, hvilket åbenlyst virkede som en torn i øjet på ø-nationen, der anså sig selv for dominerende indenfor handel og søfart. Udover handelsflåden blomstrede også den tyske krigsmarine op med marinefartøjer, som efterhånden kunne hamle op med de britiske i kvalitet og slagkraft, hvilket bestemt heller ikke faldt i god jord på atlanterhavsøen.

Men altafgørende i dette spil var opdagelsen af olie som et mere effektivt skibsbrændstof end kul. Et oliestyret skib behøvede en motor der vejede 1/3 af en kulmotor og kunne desuden klare sig med ¼ mindre beholdning af brændstof, hvilket øgede dens radius betydeligt. Briterne opdagede dette, men det gjorde tyskerne også, hvorfor det spil blev sat i værk, som fik så stor indflydelse på eftertidens politik helt frem til i dag; oliekapløbet. Ikke alene galdt det for briterne om selv at sikre sig rigelige olieforekomster, men mindst lige så meget om at afskære deres nye konkurrent på fastlandet adgangen til selvsamme naturressource. Så da tyskerne i 1890’erne lavede samarbejder med sultanen af det Osmanniske Rige om at bygge en jernbane fra Berlin til Bagdad, hvilket ikke alene ville have sikret Tyskland olieadgang og dermed også økonomisk opblomstring for det Osmanniske Rige som olieeksportør, men yderligere også ville have skabt nye markeder for tyske eksportvarer, satte briterne alt ind på at forhindre dette projekt. Bl.a. sendte den britiske flåde i den persiske golf i 1901 besked til Sultanen i Konstantinopel om at han fremover måtte betragte området syd for Shaat al-Arab (i dag Kuwait) som ”britisk protektorat”. Denne de facto besættelse af en del af det Osmanniske Rige var sultanen for svag til at kunne gøre noget ved. Trækket medførte en vigtig afskæring af de tyske muligheder for at nærme sig de store olieforekomster i den persiske golf. I forvejen havde briterne, i form af en hemmelig agent, fået lokket en kristen australsk geolog (William d’Arcy) til at overdrage rettighederne over persisk olie, som han havde fået af den persiske Shah, til firmaet Anglo-Persian Oil Company (som i dag hedder BP, British Petrol) ved at udgive agenten for at være kristen præst og overbevise d’Arcy om at rettighederne bør gå til en ”kristen” tjeneste og derved spille på hans religiøse overbevisning. Således endte Storbritannien med at være ovenud velforsynet med olie under første verdenskrig, hvorimod Tyskland måtte slå sig til tåls med Rumæniens olie og en smule fra osmannerne via Dardanellerstrædet. Kun måneder efter briterne besatte osmannernes olieområder ved det heftigt omkæmpede Baku-distrikt syd for Rusland, måtte Tyskland kapitulere på et tidspunkt hvor landet eller lignede en sejrherre, hvorfor olieforsyningen fremstår som afgørende udslag i krigsførelsen.

 Engdahls beretning om oliekapløbet er spændende, og hans gode fortællerteknik gør ham i stand til at kæde alle de mange begivenheder og detaljer sammen på en naturlig måde, så at fremstillingen virker sammenhængende. Mange af historierne er enormt interessante og man overraskes over hvor mange af tingene omkring de egentlige bevæggrunde for de forskellige regeringers handlemønstre man ikke var klar over på forhånd. Engdahl formår at afdække de mere eller mindre lyssky intriger og fremstille dem på en troværdig måde, så man som læser får afkræftet nogle af ens gængse forestillinger omkring historiske personer og begivenheder. F.eks. var jeg ikke klar over at den navnkundige og ellers heltemodigt beskrevne britiske Arabien-ekspeditør og kommandør Lawrence of Arabia medvirkede til at bedrage de forskellige folkestammer i det Osmanniske Rige ved at love dem frihed efter det Osmanniske Riges nederlag efter krigen for at få dem til at gøre oprør mod Sultanen og svække landet indefra, samtidig med at briterne aldrig havde haft til hensigt at holde disse løfter. Tværtimod havde de helt andre planer med de mellemøstlige områder (og især disses olieforekomster), som Storbritannien, Frankrig og til dels Rusland delte mellem sig efter første verdenskrig under Osmannerrigets opløsning. I sine erindringer bærer Lawrence da også skam over hans bevidste bedrageri og løgn i den britiske sags tjeneste (side 43):

Desuden indfanger Engdahl meget godt den diplomatiske taktik, som Storbritannien udførte i sine egne interesser i årerne op til første verdenskrig med altid at spille de europæiske magter ud mod hinanden for at forhindre én af dem i at kunne blive en rival til Storbritanniens interesser på verdensplan. Under Napoleonskrigene havde England allieret sig med Preussen, Rusland og Østrig imod Frankrig for at hindre dets stormagtsdrømme, hvilket virkede over al forventning. Gennem 1800-tallet var den britiske politik at alliere sig med osmannerne for derved at hindre opblomstringen af Rusland og dets adgang til middelhavet via Dardanellerstrædet. I sidste del af 1800-tallet ændres dette til at gå sammen med Rusland for at forhindre den nye europæiske stormagts, Tyskland, adgang til olie fra Osmannerriget (side29-30):

Ligeledes interessant med den detaljerede beskrivelse af, hvordan kilden til nutidens mellemøstkonflikt lægges under første verdenskrig med briternes løfte til det internationale zionistforbund via et brev fra den britiske udenrigssekretær Arthur Balfour til repræsentanten for det britiske zionistforbund Walter Lord Rotschild om at overdrage Israel til jøderne efter krigen, mod til gengæld (går jeg ud fra, hvilket dog ikke fremhæves klart af Engdahl) at opnå jødisk finansiel støtte under krigen. Englænderne ”gav” så at sige Israel til jøderne, uagtet at under 1 % af Israels daværende befolkning var jøder. Dette skyldes dels at et jødisk domineret Israel kunne blive en vigtig forbundsfælle for Storbritannien efter krigen til opretholdelsen af British Empire, men mindst lige så meget en garant for de britiske olieinteresser i mellemøsten (side 47-48) :

USA overtager briternes olieherredømme via ”petrodollars”

En masse begivenheder, som umiddelbart ikke lader til at være relaterede, søger Engdahl at forbinde med oliekapløbet som den røde tråd, der binder dem sammen; alting i storpolitik har på den ene eller anden måde noget at gøre med olie – enten direkte eller indirekte. På denne vis lader Engdahl til at ville sætte ting i forbindelse med den verdensomspændende dominans på oliemarkedet med ting som de allieredes besættelse af Ruhrområdet i 1923 og opblomstringen af nationalsocialismen i Tyskland. Engdahl laver en logisk kobling mellem de store olieselskaber og de største banker, hvis’ samarbejde medvirker til at tjener deres fælles interesser via mere eller mindre udspekulerede metoder. For eksempel nævner Engdahl den tyske hyperinflation i 1930’erne som eksempel på dette samspil mellem pengeverdenen og olieselskaberne; Tyskland var som følge af Versailles-traktaten blevet pålagt at betale uhyre summer som erstatning efter 1. verdenskrig, nærmere bestemt 132 mia. guldmark, hvilket dengang var et astronomisk beløb og desuden ifølge økonomen John Keynes mere end tre gange så meget som Tyskland overhovedet rent teoretisk ville være i stand til at betale, hvilket fik ham til at forlade Versailles-forhandlingerne i protest. Gælden, som Tyskland blev pålagt at betale, var til 6 % årlig rente, hvilket betød at Tyskland måtte låne penge for overhovedet at kunne betale renterne. Låne dem af (selvfølgelig) de selvsamme britisk-amerikanske banker, som før krigen havde lånt store penge til Storbritanniens oprustningsøkonomi (til bl.a. at købe olie for), som englænderne derfor kun kunne få igen ved at udplyndre Tyskland med dette vanvittige erstatningskrav. Pengene kunne Tyskland ikke betale, hvorfor landet enten måtte gå fallit under rentebyrden eller (hvilket skete) lade seddelpressen køre. Senere udtænkte Charles Dawes et spidsfindigt system til at ”stabilisere” rigsmarken ved fiktiv garanti i fast ejendom (side 73-74) Desuden beskrives det fint i bogen, hvorledes efterkrigstidens Marshall-hjælp fra USA til de europæiske lande slet ikke var nogen ”hjælp” i ordets egentlige betydning, idet det var velkalkuleret, hvordan de europæiske lande var tvunget til at bruge nogle af pengene til at købe olie for, idet de nødvendigvis måtte have genetableret deres økonomi igen. Olien skulle selvfølgelig købes fra de amerikansk-styrede olieselskaber, hvorved Marshall-hjælpen nærmere blev en investering fra amerikansk side. Desuden forlangte olieselskaberne betydelige overpriser for deres olie til Europa og blandt de europæiske lande var der store forskelle på priserne. Grækenland skulle betale 8,30 $ per ton, hvorimod England slap med 3,95 $. Denne udspekulerede måde at få de selvsamme dollars tilbage igen, som er blevet lånt ud til de europæiske lande til genopbygning, er navngivet ”petrodollars” og går igen senere i historien, idet europæiske lande er tvunget til at købe dollars for at kunne betale for deres olie (som handles i dollars).

I øvrigt også interessant, hvorledes enkelte landes forsøg på at slippe ud af ’oliefælden’ dvs. skaffe sig olie udenom de store olieselskabers rækkevidde ved at lave egne individuelle aftaler med olieproducenterne, forpurres kynisk af olieselskabernes sammenslutning. Enrico Mattei prøvede at stable en aftale på plads med den iranske Shah i 1957 om olieforsyninger til Italien, hvilket ikke alene ville have brudt med de etablerede oliekoncerners ”monopol” på oliehandelen, men desuden ville have givet Iran betydeligt gunstigere forhold end de fik af Anglo-Iranian Oil Company (i dag British Petrol). I forvejen var den tidligere iranske regeringsleder Mossadegh blevet styrtet ved at kup foranstaltet af den britiske efterretningstjeneste, da han prøvede at opnå bedre betingelser for den iranske olieeksport. Anglo-Iranian Oil Company, som havde olierettighederne til boring i Iran som nævn før, betalte Iran 36 mio. $ årligt for den iranske olie, som selskabet lavede en profit med på 320 mio. $. Mossadegh havde bedt om en deling på 50-50, således som andre olieproducerende lande også havde, eksempelvis Venezuela.

Olie som middel til USA’s ’Full Spectrum Dominance’

 Men kernen i USA’s greb om det sorte guld på verdensplan, hvad enten det sker med diplomatiske/økonomiske midler eller militær indgriben, er dels samspillet mellem de største britisk/amerikanske olieselskaber med bankerne og den internationale valutafond, IMF. ’Seven Sisters’ er det uofficielle navn på den sammenslutning af de 7 største britisk/amerikanske olieselskaber i verden, der blev dannet i 1932. Dels for bedre at kunne samarbejde om at udbygge deres fælles interesser, men lige så meget for at holde andre olieselskaber væk fra fadet (side 75):

Som et eksempel på hvordan de ’Syv Søstres’ politiske magt og indflydelse giver sig udslag, skal her nævnes oliekrisen i efteråret 1973. De voldsomme prisstigninger på olie kom i virkeligheden først og fremmest USA og ikke mindst Seven Sisters til gode. USA havde været inde i et par år med økonomisk nedtur og dollaren havde mistet status og værdi, hvilket medførte fare for at den ville miste sin position som verdens reservevaluta. Men da olien handles i dollar (idet de amerikanske selskaber var toneangivende på oliemarkedet efter krigen og formåede at overbevise de arabiske lande til kun at ville modtage dollars som betaling) medførte dette en øget efterspørgsel efter dollar, så at landende stadig kunne betale for deres olie til de nu forhøjede priser. Desuden medførte de forhøjede oliepriser at det nu kunne betale sig for firmaerne i Seven Sisters at udvinde olien Nordsøen, som hidtil havde været for risikabel og omkostningsfuld at bore efter. Men efter at have sikret sig at modtage 4 gange så meget for olien som før, var det nu også blevet lukrativt (nok) at lave profit på disse olieforekomster.

Ved Bretton Woods mødet i 1944 var samtlige af de toneangivende landes valutaer blevet bundet til dollaren, hvorimod kun dollaren var blevet bundet til guld med en pris på 35 $ per ounce (28,35 g). Nixon ændrede dette til det mere realistiske 42,22 $ per ounce. Dog selv ikke med den nye devaluering af dollaren til 42,22 $ per ounce ville de amerikanske guldreserver have rakt til at indløse alle landenes dollarbeholdninger, hvis de havde forlangt dem udbetalt i guld (hvilket de jo ville have været berettiget til). Men da Nixon samtidig afskaffede dollarens konvertibilitet til guld, var dette problem også afskaffet. Fremover ville alle valutaer fortsat være bundet til dollaren, men dollaren dermed ikke bundet til noget, altså dvs. blot værdiløst papir med tryksværte på. Men så længe landende vedblev at regne dollarsedlerne for værdifulde som det gule ædelmetal, kunne spillet fortsætte. Dette betød i praksis at amerikanerne til enhver tid kan trykke alle de pengesedler de har lyst til, hvorefter landende stadig er tvunget til at købe dem til ”sædvanlig” pris for at kunne betale for deres olie, hvis oliepriserne forbliver på samme niveau.

Som et andet eksempel på hvordan det kan gå med lande, der modsætter sig dollarens ”verdensherredømme” og har succes med deres egne beskyttede nationaløkonomier, kan nævnes de asiatiske lande; Japan og ”tigerstaterne”, der var økonomisk velfungerende op til 1980’erne, men blev trukket ned i dollar-helvedet under den samme svada om at frihandel og åbne finansudvekslinger ville være til gavn for landet. Via de såkaldte ”hedge funds” fra fortrinsvis USA, der opererede på stort set gratis penge fra dækningsløse lån blev der skabt spekulationsbobler på især disse landes boligmarkeder og valutakurser, således at landene til sidst måtte spørge om lån hos amerikanskstyrede IMF efter at have været stort set gældfrie (side 229-230):

Rusland fik stort set samme behandling i 1992, efter at IMF forlangte at rubelkursen skulle flyde frit som et led i den ”markedsorienterede” reform af landet. Dette medførte en inflation af rublen på 9.900 % efter at spekulanterne var gået til angreb på den. Ruslands ”privatisering” af især oliesektoren medførte desuden, at de store nationale olieselskaber blev solgt væk for en slik til de såkaldte olie-oligarker, som var fuldt ud i Seven Sisters’ kontrol.

Samme motiver, nemlig de amerikanske olieselskabers interesse i sikring af de verdens olieforekomster, spiller desuden en rolle i Afghanistan-krigen i 2001. Før terrorangrebet 9/11 havde olieselskabet Unocal indledt forhandlinger med taleban i 1997 om bygning af en olierørledning gennem Afghanistan for at udvinde Afghanistans sorte guld. Forhandlingerne brød endegyldigt sammen i juli 2001, da taleban ikke accepterede kravene fra olieselskaberne. I mellemtiden var forhandlingerne blevet storpolitiske, idet firmaet Halliburton var involveret som firmaet der skulle bygge selve rørledningen. Direktør for Halliburton var den amerikanske vicepræsident Dick Cheney. At taleban afviste Washingtons forhandlingsudspil, kom således meget belejligt kun få måneder før 9/11, som således kom til at fungere som et udmærket påskud for amerikansk militær indgriben i Afghanistan (side 253):

 

 Alt i alt er det bemærkelsesværdigt, hvorledes det særprægede fornuftsægteskab mellem Kina og USA i dag, hvor Kina køber amerikanske statsobligationer for at opretholde USA’s købekraft af kinesiske varer, får lov til at fortsætte, selvom kineserne dermed indirekte finansierer amerikanske tiltag til skade for kineserne selv. For med den kinesiske statsstøtte af den amerikanske økonomi giver kineserne dermed USA råd til de dyre militæroperationer i Asien, som mere og mere har indtryk af at ville ”lukke Kina inde” rent geografisk med amerikanske militærbaser i bl.a. Pakistan og senest Kirgisistan. Dermed har USA en fordel i sikring af de asiatiske naturressourcer, først og fremmest olie, fra de tidligere Sovjetrepublikker. Ting som Kina jo faktisk havde mindst lige så meget brug for. Om Kina er klar over at det finansierer tiltag til skade for dem selv med deres finansielle støtte til USA er uvist. Det underfundige ved sagen er jo bare at Kina sandsynligvis er nødt til at holde USA kørende, med alt hvad det indebærer, for at opretholde deres egen produktion.

Engdahls bog er meget læseværdig. Ikke fordi den på nogen måde udgør en facitliste for de beskrevne begivenheder, men fordi den gør op med mange misforståelser, der måtte være udbredt og desuden belyser nogle hændelser i et andet lys end man er vant til med omfattende kildemateriale. Engdahl prøver til tider at kæde politiske begivenheder sammen, som ikke umiddelbart lader til at være relaterede. Han gør det oftest overbevisende, så man får opretholdt den røde tråd i fortællingen. Spændende, lærerig og samfundsrelevant (især for vores nutid) er i hvert fald nogle af de beskrivende ord, der melder sig i vurderingen af bogen.

Et svar til A Century of War

  1. Pingback: Stort set alle moderne krige handler om olie | Hammersmedens blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s