Beyond human rights

Kritik af menneskerettighederne
– et forsvarsskrift for friheden

SUMMUM IUS, SUMMA INIURIA
Den ekstreme lov er den største uret«)
– Marcus Tullius Cicero

Beyond Human RightsAlain de Benoist har allerede med sin tidligere her på stedet anmeldte bog The Problem of Democracy givet sig i kast med en kritik af noget af det, som vi især her i Vesten får præsenteret som noget »selvfølgeligt« af de ledende meningsdannere, personificeret naturligvis af først og fremmest politikere og medier som fortalere for det etablerede, indiskutable system, og følger nu trop med denne kritiske gennemgang af begrebet menneskerettigheder. Alene det, at visse personer prøver at gøre ting som massedemokratiet, multikulti og menneskerettigheder til noget »åbenlyst« og »oplagt sandt« burde få alarmklokkerne til at ringe hos nogle af de ypperste fortalere for vores kulturarv. At ting som massedemokrati og menneskerettigheder møder så lidt kritik i forhold hvor spinkelt et grundlag de hviler på, gør at folk som Benoist yder en jætteindsats i demaskeringen af deres sande ansigter og i påvisningen af det manglende logiske fundament for disse moderniteter.

I dette værk er det som sagt begrebet menneskerettigheder, der tages under behandling af Benoists spiddende pen. Benoist påviser, hvorledes teorien om menneskerettigheder opstod som følge af en sammenblanding af ingredienser fra kristendommen og oplysningstidens filosoffer og hvordan den i dag (mis)bruges til at udføre et globalt korstog mod alle, der vover at modsætte sig menneskerettighedernes doktriner af enten religiøse, kulturelle og historiemæssige årsager, og til tider oven i købet gør det med våbenmagt, hvilket gør menneskerettighederne (som jo i grunden på papiret burde have været det modsatte) til en aggressiv og destruktiv ideologi.

I starten var der intet, så kom »menneskerettighederne«?

Nogle af de førende fortalere og ophavsmænd til menneskerettighedernes forankring i den vestlige verden i dag har gjort brug af antagelsen om at anskuelsen vedrørende menneskers lighed og universelle værdighed og rettigheder blot er en naturtilstand, hvorved det skulle blive til noget »naturligt« at plædere for globale menneskerettigheder, fordi disse skulle være en slags naturtilstand, altså dvs. medfødte rettigheder og egenskaber for alle uanset fødested og etnisk tilhørsforhold, som det gælder om at (gen)oprette for derved blot at genskabe naturens oprindelige balance. Disse antagelser henter således inspiration i en form for bibelsk paradisscenarie, ifølge hvilket menneskerettighederne skulle være en a priori bestanddel af menneskeheden, førend den grusomme civilisation gjorde en ende på dem. Dette argument fejler allerede derved, at menneskerettighederne jo ikke altid har eksisteret (hvilket de burde have gjort hvis de var noget naturgivent) i historiens vingesus, men er blevet særligt konstrueret i en særlig, reproducerbar historisk kontekst: Hvis det havde været sandt, at menneskerettighederne altid havde været der (hvorfor vi med deres globale gennemsætning med magt blot vender tilbage til den menneskelige naturtilstand), så ville man jo først og fremmest kunne observere deres naturligste udfoldelse hos de såkaldte »naturfolk« rundt omkring på kloden, idet disse måtte antages netop at være dem, der levede tættest i overensstemmelse med »naturtilstanden«.

Det modsatte er dog tilfældet: Netop hos naturfolkene ser man alt andet end »menneskerettigheder«. Her hersker arkaisk opbyggede samfundsstrukturer med magtanvendelse, tilfældigt udførte straffeaktioner og svært gennemskuelige håndhævelser af løst definerede love og regler, baseret først og fremmest på tradition snarere end ret og fornuft. I naturen hersker der alt andet end universelle, medfødte rettigheder, hvorfor naturargumentet bygger på fantasi og på en manglende forståelse for den udviklingsmæssige interpolation og evolution, der netop først har gjort det muligt at udtænke begreber såsom menneskerettigheder. At menneskerettighederne netop er blevet udviklet i Vesten under indflydelse af kristendommens menneskebillede som skaberværk samt oplysningstidens overdrevne dyrkning af den universelle fornuft og ikke i eks. Afrika (der burde være naturtilstande nærmere), siger alt om dette postulats manglende grundlag.

Netop af denne grund kommer det heller ikke som en overraskelse, at det først og fremmest er Vesten i dag – eller rettere; visse personer i Vesten – som i dag er de ivrigste fortalere for udbredelsen af menneskerettighederne til hele verden med Vestens angivelse pligt og førerrolle i denne proces. Og herved kommer Benoist ind på det selvmodsigende ved menneskerettighederne: Hvis de er oplagte, som et eftertragtet ideal for hele menneskeheden, som alle burde hige efter i bestræbelsen på at finde frem til den mest harmoniske og bestandige tilstand, hvorfor skulle så være nødvendigt for nogle at indføre dem hos andre? Undertiden oven i købet med magtanvendelse, så at deres udbredelse til andre dele af verden mest af alt minder om en implementering fra oven; om en tvang, der bliver dikteret af fremmede magter efter at deres tropper har bombet landet for modstand med FN’s tilskyndelse, for derefter at gøre dem til medbrødre og medsøstre i tilgangen til deres universelle, medfødte rettigheder (som det altså slet ikke burde være nødvendigt at diskutere). At det skulle være nødvendigt at udbrede menneskerettighederne med bomber og uranammunition er ét af de bedste argumenter imod deres åbenlyshed. Hvis et ørkenfolk i Mellemøsten mente, at universelle menneskerettigheder var efterstræbelsesværdige, ville de jo uden tvivl indføre dem selv uden hjælp af bomber og granater fra Vesten, for slet ikke at tale om orange eller lyserøde revolutioner. Ikke uden grund omtaler Benoist sammen med andre citerede forfattere menneskerettighederne som et moderne påskud for nykolonialisme; som en afledningsmanøvre for at intervenere militært i underudviklede lande for derved at få fingre i deres naturressourcer, som der jo er kommet kamp om i de nylige, geostrategiske polariseringer af verden. Vesten bruger deres bomber, terrorbekæmpelse og menneskerettigheder i Afrika og Mellemøsten, kinesernes bruger deres dollarreserver i stedet, hvilket i sidste ende kommer ud på ét: (side 101)

To palliate the political instability that hinders the planetary expansion of the markets, the Trilateral Commission, established in 1973, and whose two principal theoriticians were Samuel Huntington and Zbigniew Brzezinski, had already expressed the wish to restrain the field of democratic practices in the countries of the Third World. »To reply to these two demands – restrained democtacy and the survival of capitalism«, writes Edmond Jouve, »an ingredient has been found: the ideology of human rights

Universel individualisme???

Dog har denne selvmodsigelse kun at gøre med menneskerettighedernes (MRT) udbredelse og egenskaber i praksis, noget andet er selvmodsigelsen i selve MRT’s fundament. MRT påberåber sig universalisme (idet de skal gælde for alle mennesker i hele verden) og samtidig individualisme (hvert menneske er unikt med særegne behov, interesser og karakteristika). En sammenblanding af disse to er uladesiggørligt, idet de er hinandens modsætninger: I forsøget på at gøre en rettighed eller en lov universel – dvs. at den skal gælde for europæeren såvel som afrikaneren – kan man kun gøre dette på bekostning af dens individualisme; hvis europæeren og afrikaneren er ens, fordi de begge er mennesker og dermed begge bør være underlagt de medfødte MRT’s, så er der ikke længere plads til at de hver især også kan være individer med hver deres kulturelle identitet, historiske ballast og heraf prægede forskellige opfattelser og moraler. Ikke desto mindre kaster MRT sig ud i denne selvmodsigelse; deres fortalere er hurtigt ude med forsvar og argumentation til sikring af truede folkeslags opretholdelse overalt i verden, hvis deres sprog, kultur, leveområder osv. bliver antastet. Samtidig vil de, at bærerne og kreatørerne af denne særegne kultur, hvis’ egenart gør den unik og forskelligartet, i bund og grund er de samme som alle andre mennesker i hele verden grundet MRT’s grænseløshed: (side 24)

Associated with the expansion of markets, the discussion of human rights constitutes the ideological armour of globalisation. It is above all an instrument of domination and should be regarded as such.

Og at denne tanke netop kunne opstå i Europa og Vesten, er netop derfor også ekstra forundrende, hvilket Benoist også kommer ind på; Europa har om noget stået for netop den objektive tænkning. En tænkning baseret på kontekst og historiemæssige sammenhænge. Derfor virket det også underligt, hvordan MRT netop kan være opstået i Europa, idet MRT er alt andet end objektive. De er nærmest af nogle blevet udråbt til det nye fundament for menneskeheden og Kofi Annan vil have dem til at være et fundament for alle samfund. Den jødiske forfatterinde Nadine Gordimer kalder dem »menneskelighedens vugge« (creed of humanity) og den jødiske humanist Jean Daniel mener at de »… contain in essence the concept of a true world government«. Netop FN har jo ved talrige lejligheder vist sig som MRT’s forlængede arm i deres udbredelse på verdensplan. Dog ikke ved selv at få sved på panden; det »grove« arbejde overlades til andre, og hvis det skulle blive nødvendigt med militærmagt for at få implementeret MRT hos fok, der nægter at makke ret til deres eget bedste, så må der andre metoder til. Fortrinsvis USA og andre vestlige militærmagter har vist sig som villige redskaber i udbredelsen af FN’s »Lebensraum« i skabelsen af en egentlig verdensregering, hvorvidt dette foretagende nu lykkes eller ej.

Og her har vi et nyt problem ved én af MRT’ uheldige egenskaber; en rettighed er en positiv størrelse – noget, som man har gjort sig fortjent til, tilkæmpet sig takket være århundredes konflikt og udvikling. Og ikke noget, som man kan få dikteret af en overstatslig NGO som FN. Af FN påstår at ville gøre det i en god sags tjeneste (~»fred i verden«) med USA’s bomber i bagagen, minder jo mest af alt om det tragikomiske udtryk at ville »go to war to secure peace«. FN’s krige og indgreb i MRT’s hellige navn skulle altså retfærdiggøre implementeringen af noget, som dels er a) særskilt for Vesten og desuden b) selvmodsigende i sin grundvold. For selv hvis det skulle lykkes at implementere MRT i hele verden, ville dette jo på ingen måde føre noget godt med sig på grund af selve MRT’s definition. MRT påberåber sig det enkelte menneskes unikhed uanset geografi, men denne unikhed går jo netop tabt, hvis alle er ens og underlagt de samme rettigheder og kulturer: (side 69)

»The paradox of human rights, adds Piccone, is that their implementation implies the erosion and destruction of the conditions (traditions and customs) without which their implementation becomes precisely impossible

Og hvad angår Vestens – og især USA’s skolelærer-rolle i afgørelsen hvem der næste gang skal beriges med bomber og efterfølgende menneskerettigheder, er der det bemærkelsesværdige, at især Frankrig og USA, som var nogle af de fremmeste foregangslande for etableringen af menneskerettighederne, faktisk har haft alvorlige problemer med at overholde dem selv. De USA’s founding fathers forfattede den amerikanske Declaration of Independence i 1776, der indeholdt erklæringen om at alle mennesker er »født lige og frie«, hvilket således var et mønstereksempel for de senere internationale menneskerettigheder fra 1948, skete dette samtidig med, at flere af dem ejede slaver privat(!) De kan altså m.a.o. ikke rigtig have troet på at de mente det som de selv skrev, eller også mente de det ikke bogstaveligt. Desuden var Frankrig ét af de sidste lande til at afskaffe slaveriet, samtidig med at netop Frankrig var kraftigt inspireret af ordlyden fra USA’s ovennævnte uafhængighedserklæring om menneskers egalité og fraternité på tværs af landegrænser. Det samme billede tegner sig i dag: Folk, der kritiserer Afghanistan for dets steninger af kvinder og for dets barnebrude og plæderer for Vestlig indgriben i og kritik af »tilbagestående« muslimske lande, bruger ofte overtrædelse af menneskerettighederne som argument. Men hvad er der forkert i en stening? Er det dødsstraffen i sig selv? Er det metoden? Eller forbrydelsens banalitet? Uanset hvad er det jo bemærkelsesværdigt, at det land, som oftest er det første til at kaste bomber i denne clash of civilizations faktisk selv henretter mennesker og ikke har intentioner om at stoppe. Hvis man mener at en elektrisk stol eller indsprøjtning er bedre end en offentlig stening, kunne man jo nøjes med at smide disse remedier ned over Yemen, Nordkorea & Co., hvilket sikkert også ville være billigere i længden.

Fri os fra menneskerettighedernes åg

Derudover er der jo den vigtige påpegelse, at mange af de såkaldte overtrædere af menneskerettighederne slet ikke får kritik overhovedet, samtidig med at nogle mindre forseelser bliver straffet hårdt af det internationale samfund, som det så smukt kaldes. Saudi Arabien er betydeligt værre til at overtræde menneskerrettighederne™ end eks. Nordkorea, men slipper alligevel fuldstændig uden kritik. Men Saudi Arabien og Kina må man jo heller ikke kritisere for højlydt for deres brud på MRT, for de har jo fået USA’s godkendelse til det af økonomiske og strategiske grunde, og så er det jo pludselig en anden sag. USA personificeret ved Madeleine Albright var blandt de ivrigste for at få Milosevic stillet for den internationale krigsforbryderdomstol for angivelige overtrædelse af menneskerettighederne, samtidig med at folk fik hugget hovedet af, tortureret og udnyttet i slavelignende forhold som au pair i Saudi Arabien, uden at dette dog fik the yankees til at ytre det mindste kvæk om Saudi Arabiens overtrædelse af noget som helst.

Forfatteren til bogens forord, professor Eric Maulin, tøver da heller ikke med at kalde de forfægtere af MRT for fundamentalister, som mener det forsvarligt at implementere deres egne ideer ned over andre med magt. At ville bombe visse mennesker til fornuft (ͻ: få dem til at stoppe med stening og børneægteskaber) på grund af en særlig ideologisk fantasi konstrueret særskilt i en afgrænset historisk og geografisk kontekst, er ikke spor bedre end dem, som man mener sig hævet over og ville »befri« fra tilbageståenheden med voldelige midler. Hvilket har ført til, at menneskerettighederne med deres udækkede og uforsvarlige grundlag og påberåbelse af verdensdominans er blevet til en primitiv, moderne, undertrykkende religion. Elie Wiesel omtaler dem direkte som en »verdensomspændende, sekulær religion«. Noget, som man kan vælge tro på, eller lade være (men man kan bare lige vove på at lade være, for så …!) De er dogmatiske, ikke videnskabelige. For hvis de havde været videnskabelige, ville de ikke have indeholdt så alvorlige fejl og selvmodsigelser og alligevel kunne opretholdes. Her nævnes blot skrønen om at universel lighed via MRT ville føre til fred i verden og bevarelse af verdens kulturer og forskelligheder samtidig, ud fra ovennævnte selvmodsigelse om universel individualisme; hvis alle mennesker skal være ens og lige, samtidig med at de skal være unikke med deres egen identitet, kan dette ikke gøres uden at ødelægge begge dele. Hvilket måske også senere viser sig at være selve formålet med MRT lige fra start? (side 82)

Abstract equivalence, in other words, necessarily contradicts the proclamation of the absolute individuality of the subjects: no man can be at the same time ’unique’ and basically identical to every other. Inversely, one cannot affirm the unique value of an individual even while considering his personal characteristics as indifferent, that is to say, without specifying what makes him different from the others. A world where all are equal is not a world where ’nothing is worth a life’ but a world where a life is worth nothing.

En kritiker af MRT gør i dag et farligt arbejde på lige fod med videnskabsmændenes opgør med den katolske kirkes doktriner i den mørke middelalder. At kritisere MRT svarer i dag til at kritisere Gud, som kirken dengang prøvede at gøre deres modstandere munddøde med (»hvordan kan du kritisere menneskerettighederne? dermed bliver du jo umenneskelig! … osv. osv. «). Dog endte Galileo Galilei jo alligevel med at få ret, til trods for den undertrykkende religions umyndiggørelse og nedværdigelse til fordel for et fantasifuldt konstrukt: Jorden drejer sig rent faktisk, i modsætning til Vatikanets hårdnakkede højere påberåbelse, hvad enten man nægter at acceptere det eller ej. MRT er først og fremmest et middel til ødelæggelse. For hvis man vil samle to ting, der ikke passer sammen, må man skære i dem og tilpasse dem. Det er muligt, at stening af utro kvinder virker forkasteligt i vores (Vestens) øjne, men derfor er det alligevel nogens kultur, som vi ikke har ret til at gøre os til dommere over. Og masseindvandringen af fattigdomsflygtninge til vores del af verden af hensyn til menneskerettighederne er mindst lige så forkert, fordi det forandrer vores lande uopretteligt og permanent. Verden er broget og forskellig, det er det der gør den smuk og bevaringsværdig. Og ethvert forsøg på at ødelægge denne mangfoldighed med globale rettigheder og restriktioner gør sig skyldig i en vansiring af en engang uvurderlig planet. Den dogmatiske og frihedsundertrykkende religion menneskerettigheder er dømt til at fejle, men inden de gør det kan de nå at udrette uoprettelig skade. Det er på tide at kaste det påtvungne åg af vores skuldre. For friheden. Og for vores kulturelle særpræg.

Reklamer

Et svar til Beyond human rights

  1. Ytringer siger:

    Denne bløffen med menneskerettighetene, som jeg selv velger å se på som en del av marxismen, for ikke å gå dypere og skape ekstra motvilje, er det viktigste vi idag har å kjempe imot. Men, det er selvsagt andre ting som også er viktige.
    Informasjon og kritisk tenkning rundt menneskerettighetene må ut til vanlige folk før det blir for sent. Her kan alle hjelpe til med å dele på facebook og andre media.
    Regimet i Norge, ett foregangsland innen globalisering og New World Order(NWO), eller var det JWO?, er nå i sluttfasen av å underlegge Norges Grunnlov og Norge FN sine menneskerettigheter. På vår blogg har vi hatt flere artikler om dette.

    http://ravnagaldr.wordpress.com/2012/08/26/menneske-rettigheder-er-farlige-for-danmark/
    http://ravnagaldr.wordpress.com/2012/08/15/grunnlovsendringer/
    http://ravnagaldr.wordpress.com/2013/03/04/menneskerett-eller-menneskevett/
    http://ravnagaldr.wordpress.com/2013/03/14/forste-skritt-mot-ny-grunnlov/

    Og senest idag postet jeg denne som berører det samme såvidt, samt mer om bakgrunnen og behovet eller ikke behovet bak slike regelverk- og paragraf- samfunn som vi er i ferd med å underkaste oss.

    http://ravnagaldr.wordpress.com/2013/03/31/kultur-2/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s