Martin Jay: The Dialectical Imagination

Forfatter: Martin Jay
Titel: The Dialectical Imagination; A History of the Frankfurt School and the Institute of Social Research 1923-1950
Sidetal: 382
Forlag: University of California Press (1996)
Sprog: Engelsk
ISBN-13: 978-0-520-20423-2

Til dagligt mærker vi i dag til konsekvenserne af den politiske korrekthed, og måske ofte uden at lægge mærke til det; der bliver blandt de etablerede medier og politikere måske ikke nævnt den massive overrepræsentation af indvandrere i kriminalitetsstatistikken, desuden er der ingen markant modstand mod feminisme og andre udløbere af marxismens tankegods. Den politiske korrekthed kommer derfor til udtryk ved dels at tilbageholde vigtige samfundsmæssige oplysninger overfor befolkningen, dels også ved bevidst at marginalisere nationale følelser som ”ekstremistiske” og primitive, hvorved bestemte politiske opfattelser bliver kategoriseret som uacceptable især eksemplificeret ved ”racismeparagraffen” og dens omfattende anvendelsesmuligheder. Dermed bliver den politiske korrekthed til et vigtigt politisk middel til opdragelse af et lands befolkning, idet der bliver suggereret en forestilling overfor borgerne om at man er sat i bås med lavintelligente ekstremister (~højreekstreme), hvis man udviser for meget sympati overfor bestemte holdninger vedrørende især indvandring, nationalitet, køn, politik osv.

Men hvorfra stammer dette uhyggeligt effektive redskab egentligt, kendt som den politiske korrekthed? Bogen ”The Dialectical Imagination”, skrevet af historieprofessoren Martin Jay ved Berkeley University, Californien, opridser grundlæggelsen af Frankfurtskolen og dens første år. Frankfurtskolen er ophavet til den kritiske teori, hvis grundteser er forløber for den politiske korrekthed.

Frankfurtskolen er et uofficielt navn på denne forskergruppe under Frankfurt Universitet, som medlemmerne ikke selv brugte. Det officielle navn var Institut für Sozialforschung, selvom der var overvejelser om at kalde det Institut für Marxismus, i overensstemmelse med det netop etablerede Marx-Engels Institut i Sovjetunionen, hvilket dog blev droppet som ”for provokerende”. Blandt grundlæggerne var dels instituttets første formand Carl Grünberg, dels også prominente marxister som Herbert Marcuse, Leo Löwental, Max Horkheimer, Theodor Adorno og Friedrich Pollock. Senere navne omfattede bl.a. Jürgen Habermas. Allerede året inden grundlæggelsen i 1923 mødtes nogle af de bærende kræfter og initiativtagere til et seminar ved navn Erste Marxistische Arbeitswoche, hvor hovedideerne blev skitseret til den nye marxisme og hvordan den skulle implementeres på Vesteuropa. For det helt store problem for de førende marxister efter første verdenskrig var jo netop, at marxismen var mislykkedes i den vestlige verden; bolsjevikkerne havde ganske vist lavet revolution i Rusland efter marxistisk forbillede, men revolutionen slog fejl i at sprede sig til Vesteuropa. Desuden havde Karl Marx forudsagt, at hvis der kom krig i Europa, så ville dette medføre overgang til kommunisme, idet arbejderne på tværs af nationer ville slutte sig sammen i stedet for at skyde på hinanden, og i stedet rette sig mod deres fælles ”udbyttere”; kapitalen. Marx’ forudsigelse viste sig at være forkert, idet arbejderne faktisk var meget nationalsindede og foretrak at trække i uniform og forsvare deres fædrelande mod fjenden i stedet for at slutte sig sammen med ham imod ”kapitalisterne”. At marxismen således blev modbevist i praksis (og blev det igen da Hitler blev stemt til magten i 1933) var selvfølgelig noget, der plagede de førende marxister dybt i tiden efter første verdenskrig; de stod derfor overfor spørgsmålet om hvordan det kunne være, at marxismen viste sig ikke at holde stik da det virkelig galdt, og hvordan det alligevel skulle kunne lykkes at implementere marxismen i Vesteuropa.

For i grunden, når man tænker over det, må den helt store bekymring for datidens (også nutidens) marxister have været erkendelsen af, at de europæiske folkeslag i bund og grund ikke ønskede marxisme. For hvis de (dvs. proletariatet, ”de undertrykte”) ønskede den, havde de jo indført den for længst via revolution eller ved at stemme kommunisterne til magten via simpelt stemmeflertal. Selv ikke i Rusland udgjorde de revolutionære bolsjevikker flertallet af arbejderne i parlamentets (Dumaens) sammensætning 1917, derfor måtte de lave en voldelig magtovertagelse (”revolution”) i stedet for at vinde på demokratisk vis. Så det helt store spørgsmål for Marx’ arvtagere omkring 1920 var; Hvordan får vi implementeret marxismen i Vesteuropa på trods af at de europæiske folkeslag faktisk ikke ønsker marxisme? Den mere oplagte reaktion fra deres side – nemlig at være nået til den slutning, at marxismen var forkert og derfor burde opgives – lader ikke til at have strejfet deres tanker. Derfor beskæftigede instituttets grundlæggere sig i starten først og fremmest med at finde en mulig forklaring på hvorfor proletariatets revolution ikke var kommet i Vesteuropa, hvilket den burde have gjort ifølge Marx’ teori. Deres svar på dette spørgsmål var, at det måtte være lykkedes for de vestlige nationalstater som konstruktion at integrere arbejderklassen i samfundet, således at de begyndte at sympatisere med og nære følelser for deres egne fædrelande, i stedet for at slutte sig sammen med alle andre arbejdere internationalt. Derfor – som en logisk konsekvens af denne erkendelse – nåede Frankfurtskolens medlemmer frem til, at en nødvendig forudsætning for indførelse af kommunisme i Vesteuropa var, at den vestlige civilisation først måtte nedbrydes og ødelægges før de vrede, forarmede folkemasser indså nødvendigheden af at indføre kommunisme, hvorefter kommunistpartiet kunne erobre magten med vold, således som det var sket i Rusland.

Én af de førende arvtagere efter Marx, Georg Lukacs, havde udtrykt dette klarest i 1919 med ordene: Hvem vil frelse os fra den vestlige civilisation? Den selvsamme Lukacs udnyttede samme år sin stilling som vice-kulturkommisær i den nyoprettede bolsjevistiske republik Ungarn til at gennemføre en ”kulturel terror”, hvilket bl.a. gav sig udslag i et omfattende opdragelsesprogram for skolebørn, hvor der blev fokuseret på eksperimenterende sex og ændrede kønsroller, for derigennem at underminere den stærke familiestruktur kendt i den vestlige verden. Børn blev valgt bevidst som objekter for manipulationen, fordi de var lettere at påvirke med propaganda. Dette eksperiment varede kun et par måneder, – ironisk nok fordi den ungarske arbejderklasse(‼) gjorde oprør mod disse overgreb på den vestlige civilisations kernedyder.

Ligeså ironisk blev det, efter at Frankfurtskolen måtte flygte ud af Tyskland efter nazisternes valgsejr i 1933. Da der skulle udses et nyt ”fædreland”, hvor de kunne fortsætte med deres anti-nationale propaganda, at valget faldt på USA. Hvorfor i grunden ikke rejse til Sovjetunionen? Ville det i grunden ikke have været mere nærliggende (skulle man tro), hvis nu skolen var baseret på marxisme og derfor ville være i mere familiære omgivelser i Stalins kommunisme? Men nej – åbenbart fandt de ikke behag i marxismen udførelse i praksis i Sovjet, hvorimod de gerne til dagligt prædikede marxismens lyksaligheder. De ville jo sikkert også foretrække at leve i et vestligt land, der kunne sikre dem deres uhæmmede udfoldelsesmuligheder og ytringsfrihed til at udbrede deres sønderlemmende kritik af disse selvsamme ”værtsnationer”, som de befandt sig i. Sådan noget ville jo ikke have været muligt for anderledes tænkende i Stalins diktatur. Så hvor selvmodsigende det måske synes, var det oplagt at finde et andet vestligt land som tilflugtssted for Frankfurtskolen, hvor de kunne nyde godt at den vestlige civilisations frihedsværdier og tolerance til at fortsætte deres underminering af den ”skadelige” vestlige civilisation(?) Martin Jay udtrykker kun denne særprægethed kortfattet (side 38):

Despite the Institut’s Marxist image, at no time was the thought of going eastward to Stalin’s Russia seriously entertained, even by Grossmann, who made a short and unsuccessful journey to Moscow in the mid-thirties, or by Wittfogel. The only serious possibility left was America. Julian Gumperz was sent there in 1933 to explore the situation.

Bemærkelsesværdigt er det her desuden også, at Frankfurtskolens medlemmer – på trods af at de på papiret skulle forestille sig at bekymre sig om den lavere ”undertrykte” arbejderklasses velbefindende – alle selv kom fra de mere velstående samfundslag. Ikke en eneste af dem kom fra arbejder-hjem, men derimod fra middelklasse- og overklassefamilier indenfor handel og embedsprofessioner. Derfor kan det give en lidt flov smag at disse marxister angiveligt havde til formål at tjene proletariatets interesser samtidig med at ingen af dem vidste hvad det ville sige at udføre fysisk arbejde eller at sulte for den sags skyld. For mig at se virker det tydeligt, at Frankfurtskolen (og måske marxismen i det hele taget) udelukkende så proletariatet som et middel til at opnå deres ideologis målsætning, nemlig den voldelige magtovertagelse via revolution, der ville bringe de førende marxistiske ledere i gunstige magtpositioner som fortalere for arbejdernes sag. Heller ikke senere ønskede noget medlem af skolen at gå så vidt med deres ”sympati” for arbejderklassen, at de ønskede at blive en del af denne. Medlemmerne fortsatte med at befinde sig i det bedre bourgeoisi hele livet igennem: (side 35)

Despite the fervent expressions of solidarity with the proletariat that appeared throughout their work in the pre-emigration period, at no time did a member of the Institut affect the life-style of the working class.

Noget af det mest interessante ved at tygge sig igennem Martin Jays bog er faktisk ikke selve indholdet (hvilket ellers er interessant nok i sig selv), men derimod måden det bliver præsenteret på. Her skal man huske på, at Martin Jay jo selv er ”rød” i den betydning at han sympatiserer med de ledende universitetskredse med alt hvad det indebærer, idet disse jo er blandt hovedofrene for den politiske korrekthed, og han nærer desuden stor respekt for Frankfurtskolens medlemmer. Flere af dem kender han desuden personligt og har mødtes med dem under skrivningen af bogen. Ét af dem, Max Horkheimer, har desuden skrevet et kort forord til bogen, vel blot for at signalere, at bogens fremstilling af sagen er ”korrekt” i den forstand at den harmonerer med de etablerede medlemmers opfattelse af tingene. Og dermed får vi jo faktisk den – ironiske – situation, at fremstillingen af den politiske korrektheds historie bliver fortalt på en politisk korrekt måde med alt hvad det indebærer. Martin Jays bog er derfor ikke en objektiv fremstilling, hvilket man skal have in mente under læsningen. Mange betragtninger, herunder især selvmodsigelserne i Frankfurtskolens tænkning og deres egentlige formål med deres virke, kommer Jay da heller ind på i bogen i tilstrækkelig grad, hvorfor man er nødt til at studere sekundære kilder for at få det faktiske overblik over forløbet.

Et godt eksempel på noget, som Jay efter min opfattelse giver en utilstrækkelig uddybning af i bogen, er hvordan det kan være at stort set alle skolens medlemmer var jøder. Et par undtagelser i form af Wittfogel og Weil bekræfter reglen om at skolens tankegods lod til at virke særligt tiltrækkende på den jødiske menighed. Wittfogel endte desuden efter anden verdenskrig som anti-kommunist og brød forbindelsen til de andre. Martin Jay dedikerer adskillige sider i bogen på at behandle spørgsmålet om hvorfor stort set alle de bærende medlemmer var jøder, hvilket jo må betyde, at det er et faktum, han har indset ikke at kunne komme udenom en behandling af. Efter min smag bærer Jays behandling af emnet præg af et forsøg på en bortforklaring og relativering af en åbenlys sammenhæng. Visse steder i bogen slår han det hen med at det var en ”tilfældighed” at skolen bestod overproportionelt af jøder, andre steder lader han til at ville bagatellisere det ved at mene at der var tale om assimilerede jøder, der derfor alligevel ikke lagde noget særligt i deres jødedom. Her er uddrag af Martin Jays fremstilling af problemstillingen (side 31):

If one seeks a common thread running through individual biographies of the inner circle, the one that immediately comes to mind is their birth into families of middle or upper-middle class Jews (in Adorno’s case, only one parent was Jewish). Although this is not the place to launch a full-scale discussion of the Jewish radical in the Weimar Republic, a few observations ought to be made. As noted earlier, one of the arguments employed by Felix Weil and Pollock to persuade the elder Weil to endow the Institut had been the need to study anti-Semitism in Germany. It was not, however, until the 1940’s that this task was actually begun. If one were to characterize the Institut’s general attitude towards the “Jewish question,” it would have to be seen as similar to that expressed by another radical Jew almost a century before, Karl Marx. In both cases the religious or ethnic issue was clearly subordinated to the social.
(…)
What strikes the current observer is the intensity with which many of the Institut’s members denied, and in some cases still deny, any meaning at all to their Jewish identities. Assimilated German Jews, as has often been noted, were surprised by the ease with which German society accepted the anti-Semitic measures of the Nazis. Self-delusions on this score persisted in some cases as late as the war.
(..)
Certainly the overt impact of Judaism as a system of belief seems to have been negligible. The two possible exceptions to this were Leo Lowenthal and Erich Fromm, both of whom had been active in the group comprising the Frankfurt Lehrhaus. Lowenthal had been one of the contributors to the Festschrift dedicated to Rabbi Nobel in 1921, writing on the demonic in religion. He continued to find his way into the pages of such publications as the Frankfurter lsraelitisches Gemeindeblatt as late as 1930, although by then he had left his truly religious period behind. Still, one would be hard pressed at any time to find echoes of Lowenthal’s interest in Judaism in the work he did for the Institut. Fromm, on the other hand, has often been characterized as retaining secular versions of Jewish themes in his work, even after he left Orthodoxy in the mid-twenties.
(…)
Istvan Deak has had to ask similar questions to those that arise in a study of the Frankfurt School. He has correctly noted that the high percentage of Jews on Weimar’s left – the Weltbühne circle was much larger than the Institut’s, but the same correlation still held – was no mere coincidence. It was due, he wrote, “to a specific development: their recognition of the fact that business, artistic, or scientific careers do not help solve the Jewish problem, and that Weimar Germany had to undergo dire transformation if German anti-Semitism was to end.

Så på den ene side påstår Jay, at det var bemærkelsesværdigt, hvordan medlemmerne ”benægtede deres jødiske identitet”, men samtidig skriver han at et par af de ledende personer i skolen engagerede sig aktivt for jødesagen, idet f.eks. Erich Fromm var stærkt troende jøde og skrev for et jødisk tidsskrift. For mig at se mislykkes Jay i et forsøg på at bortforklare den tydelige overrepræsentation af jøder, idet han både vil mene at det var et større eller mindre tilfælde og at jøderne desuden alle var assimilerede, men samtidig giver plads til spekulationer om hvorvidt den tilsyneladende koncentration af jøder i marxistiske kredse var et udslag af jødisk rebellion mod det tyske samfund, fordi de var udsat for antisemitisme. Men hvordan skulle de kunne blive udsat for antisemitisme, hvis de var assimilerede? Desuden virker det jo ikke just særligt assimileret at mene, at det kræver en ”voldsom transformation” af Weimar-republikken, hvis antisemitismen skulle stoppes. For hvori skulle denne ”voldsomme transformation” da bestå konkret? Og hvorfor skal det partout være værtsnationen, der skal laves om for at tilfredsstille mindretallet, burde jøderne i stedet ikke bare assimilere sig som den mest oplagte løsning på antisemitismen? Her virker det som om bogen overser den anden side af antisemitismen ud fra en hønen-eller-ægget-betragtning; skyldes reservertheden overfor jøderne europæernes snæversynethed eller derimod jødernes egen manglende vilje til at give afkald på segregationen. Denne omvendte logik med at ville lave et helt land om for at tilfredsstille en minoritet, i stedet for den mere oplagte løsning med at lade minoriteten falde i ét med omgivelserne ved at give afkald på egne særkrav og konfliktpotentialer, lader til at være forbigået i bogen, i særdeleshed også af Frankfurtskolen selv. Jay nævner en anekdote om en konflikt som Horkheimer havde med sine forældre, da han ville gifte sig med en etnisk tysker, nemlig faderens sekretær, i stedet for en jødinde. Tilsyneladende var det sværere for forældrene at acceptere, at Horkheimer ægtede en tysk kvinde end at han færdedes i marxistiske omgangskredse – sidstnævnte var måske mere ”acceptabelt” for forældrene fordi det var mere foreneligt med jødedommen? (side 35)

It was apparently much harder for his parents to get used to the idea that Horkheimer was marrying a gentile than that he was becoming a revolutionary. In fact, one might argue that the strong ethical, tone of Critical Theory was a product of the incorporation of the values likely to be espoused in a close-knit Jewish home.

Derudover er der jo den vigtige detalje, at Frankfurtskolen, efter den var flygtet til USA og nu hed Institute for Social Research og holdt til ved Columbia University New York, begyndte at beskæftige sig indgående med antisemitisme og pleje forbindelser til jødiske organisationer i USA. Da gruppen ville lancere et projekt om nationalsocialisme i februar 1941 var det nær ved at blive opgivet pga. manglede finansielle midler og kunne først gennemføres efter pengedonationer fra jødiske interesseorganisationer: (side 170)

But the project could not be started for lack of a foundation cosponsor. Nor was money available for the continuation of the Studies in Philosophy and Social Science as a yearbook. In fact, only with the support of the American Jewish Committee and the Jewish Labor Committee, acquired in October of 1943, could the Institut devote its collective energies to a large and costly project.

Oprindeligt var skolen blevet sponsoreret af Felix Weil, hvis’ far var en rig korneksportør, der var udvandret til Argentina. Senere begyndte gruppen at beskæftige sig indgående med antisemitisme i USA ved at foretage omfattende spørgeskemaundersøgelser blandt amerikanske arbejdere, angiveligt for at kortlægge deres ”fordomme”, idet Frankfurtskolen nu var gået over i sin næste fase under anvendelse af kritisk teori. De amerikanske arbejdere blev således undersøgt, indirekte via passende spørgsmål, om deres hang til autoritet, deres forudindtagethed overfor visse emner og deres seksuelle tilbøjeligheder. Det udmundede i publikationsrækken Studies in Prejudice. I maj 1944 blev der afholdt en todages konference om fordomme (~antisemitisme), sponsoreret af American Jewish Comittee. Denne organisation etablerede ved samme lejlighed et Department for Scientific Research, hvor Horkheimer blev indsat som leder.

Ét af Frankfurtskolens beskæftigelsesområder var desuden analyse og kritik af forskellige filosofiske retninger og perioder, herunder Kierkegaard og oplysningstiden. Kritikken af oplysningstiden og Kant er det svært at finde begrundelsen på. Angiveligt skulle angrebet på oplysningstiden skyldes, at den efterlod jøderne i et ambivalent forhold til den; dels var jøderne ikke selv blandt de bærende kræfter af oplysningstidens filosoffer og fortalere, men på den anden side ville jøder gerne identificere sig med oplysningstidens filosofi med dens fokusering på videnskab og fornuft, hvilket bragte jøderne i et dilemma om de skulle medvirke i noget ikke-jødisk, som de ikke selv havde været med til at udarbejde, men som de gerne ville forstå og dominere ligesom de generelt gerne ville tilhøre den intellektuelle elite: (side 233)

In short, the dilemma of the Jew was that he was identified both with the Enlightenment and with its opposite. His true emancipation as a man could only come when domination – that of capitalism, and more fundamentally, of the Enlightenment in its most instrumental and manipulative forms – was itself ended. Only when reconciliation, which ironically was the highest value of the Jewish faith, was realized in the social sphere could anti-Semitism truly end. Partial solutions such as Zionism and assimilation were destined to fail.

Den måde, som nedbrydelsen af den vestlige civilisation og kultur konkret skulle foregå på, var med kritisk teori. Dette er, i modsætning til hvad navnet måske antyder, ikke nogen videnskabelig teori. Analyseretningens teori består nemlig udelukkende i at kritisere, og vel at mærke kun at kritisere bestemte ting. Først og fremmest nogle af grundsøjlerne, som den vestlige civilisation hviler på, herunder især nationalfølelse, innovation & iværksætteri, høj arbejdsmoral og arbejdsomhed, moderat seksualitet og pligtfølelse, værdsættelse af tradition og dyder samt videreudvikling. At Frankfurtskolen nu befandt sig i USA betød dermed, at det nu først og fremmest var det amerikanske samfund, der var skydeskive for den sønderlemmende kritik, hvor det før havde været det tyske. Så hvis man var en hvid, amerikansk mand, der måske oven i købet tilhørte de øvre samfundslag ved at have oparbejdet sig en høj levestandard og desuden nærede patriotiske følelser, så stod man for alvor i skudlinjen for Horkheimer & Co.’s udgydelser, idet disse ved en række udgivelser fik etableret en konsensus om at en mennesketype af den ovennævnte måtte lide af psykisk afvigende adfærd med hang til fascisme og nazisme. Dermed prøvede Frankfurtskolen at få etableret i de intellektuelle kredse, at blot dét at tilhøre den omtalte samfundsgruppe i sig selv udgjorde en potentiel samfundsrisiko, idet det (underforstået) var de hvide, kristne, nationalsindede mænd, der var årsag til alverdens ulykker, herunder især (selvfølgelig) antisemitisme og anden verdenskrig.

Mange af disse betragtninger fremkom i Frankfurtskolens udgivelse The Authoritarian Personality under ledelse af Theodor Adorno, hvori de opstillede en skala, F-skalaen (F står for fascist), over i hvor høj grad en person indeholdt fascistisk potentiale målt efter 9 kriterier i hans karaktertræk indenfor områder som autoritetstro, konventionalisme og seksuel indstilling. En lignende sidestilling af loyalitetstroskab blandt vestlige arbejdere med fascistisk potentiale var blevet nævnt i tidligere værker, bl.a. tekstsamlingen Studien über Autorität und Familie, hvor mange af de grundsten, der havde været forudsætningen for styrken i den europæiske civilisation blev angrebet kraftigt som potentielt fascistiske, herunder især kernefamilien og kønnenes traditionelle stærke samarbejde via en arbejdsdeling. Desuden begyndte Frankfurtskolen at interessere sig mere og mere for Sigmund Freuds psykoanalyse og anvendte den flittigt i deres kritik af den vestlige kultur og livsstil; Især Erich Fromm var ivrig fortaler for en etablering af en kendsgerning om at man led af en mental forstyrrelse hidrørende fra den freudianske anale fase i barndommen, hvis man var fortale for den kapitalistiske samfundsmodel (side 94):

On the whole, however, he adhered to a fairly orthodox Freudianism: “Since the character traits are rooted in the libidinal structure, they also show relative stability.” In concluding the essay, Fromm focused on the relationship between the ‘capitalist spirit’ and anality. Using arguments that have since become commonplace, but that were novel at the time he related bourgeois rationality, possessiveness, and puritanism to anal repression and orderliness. These traits, he argued, have lasted into the twentieth century, most prominently in petit-bourgeois circles and even in certain proletarian ones, because of a lag between ideology (in the broad sense, which included character types) and socioeconomic change. The relation between the two was one to which Fromm returned in his later study of the Reformation, in escape from Freedom.

Et andet eksempel på medlemmernes integration af Freuds psykologi i den kritiske teori, og især Freuds fokus på seksualitet i barndommen, er Adornos analyse af jazzmusikken. Han skriver bl.a. at ” It [jazz] was likewise pseudoindividualistic, all alleged improvisation being repetitions of certain basic forms. The “hot” varieties of jazz represented only an illusory sexual emancipation. If anything, the sexual message of jazz was castration, combining the promise of liberation with its ascetic denial.” I det hele taget er kritisk teori (som vi i dag selvfølgelig kender under navnet politisk korrekthed) kraftigt inspireret af Hegels dialektik, som man desuden også finder hos Karl Marx, som desuden var en slags efterfølger af Hegel. For i overensstemmelse med den hegelske dialektik går den kritiske teori netop også ud på at fremprovokere en bestemt modreaktion ved at spille på de rigtige strenge i en person eller et samfund: Det er muligt at du ikke kan få en person til direkte at gøre hvad du vil have ham til at gøre, men ved at suggerere en indbildning hos ham om at han skal gå i den modsatte retning af et bestemt standpunkt er dette mindst lige så godt. Modreaktionen i Hegels dialektik kaldes Antitese som modsvar på den Tese, den står overfor. resultatet bliver en syntese, som er en bevægelse væk fra den oprindelige position under Tesen, som illustreret nedenfor.

Eksempler på Hegels dialektik ser vi jo i praksis udfolde sig i store mængder i dag: Som svar på folkesundheden med den ansvarlige livsindstilling (Tese) kommer svineinfluenzaen, hvilket fører til massepanik (Antitese), hvilket gør det lettere for regeringen at gennemsætte en massevaccination af alle (Syntese), selvom vaccinen faktisk er mere skadelig end sygdommen og kun tjener til at gøre medicinalfirmaerne rigere. Et andet eksempel er den overhængende terrorfare fra muslimske selvmordsbombere, som den vestlige verden angiveligt konstant skulle befinde sig i, hvilket gør det lettere at installere den totale overvågning af fredelige borgere for at tilfredsstille deres sikkerhedsbehov. Dermed overser den enkelte borger nemt, at resultatet (tab af frihed via overvågning) var langt værre end den angivelige trussel, som jo faktisk var blevet skabt specielt til formålet via masseindvandring fra muslimske lande og militære konflikter med Vesten.

Og at den sønderlemmende kritik blev rettet præcis mod den ”hvide mands” vestlige verden var selvfølgelig ingen tilfældighed. For umiddelbart kan det jo undre, hvorfor Frankfurtskolen i dens kritik og analyse af ”fascistoide tendensdannelse” i samfundet fuldstændigt undlod at kritisere Stalins sovjetdiktatur og de øvrige kommunistiske regimer i det hele taget. For disse var jo mønstereksempler på den undertrykkelse og ophøjede autoritet, som det jo tilsyneladende galdt om at få bugt med. Men dette var jo selvfølgelig netop, fordi den kritiske teori udelukkende var beregnet som et våben til at nedbryde den vestlige verden. Eller rettere: At få den til at ødelægge sig selv indefra ved at fremavle dyder som selvhad, overdreven tolerance, opløsning af familierne osv. For de førende marxister var jo netop efter første verdenskrig kommet til erkendelse af, at den stærke, vestlige kultur med dens individuelle frihedsværdier var en forhindring for at gøre verden kommunistisk, som allerede nævnt. Derfor måtte den først ødelægges. At marxisternes manglende erkendelse af selve kommunismens manglende succes som samfundsmodel indtil da lader til at være forbigået deres opmærksomhed, og at de måtte finde komplicerede forklaringer på kapitalismes succes indtil da, vidner følgende uddrag om: (side 18 – min egen fremhævning)

The question of capitalism’s inevitable collapse from within had been the center of controversy in socialist circles, ever since Eduard Bernstein’s articles in Die Neue Zeit in the 1890’s had raised empirical objections to the prophecy of increasing proletarian pauperization. During the next three decades, Rosa Luxemburg, Heinrich Cunow, Otto Bauer, M. J. Tugan-Baranovski, Rudolf Hilferding, and others wrestled with the issue from a theoretical as well as an empirical vantage point. Fritz Sternberg’s Der Imperialismus, which modified in a more pessimistic direction the Luxemburg thesis that imperialism was only a delaying factor in capitalism’s demise, was the last major contribution before Grossmann’s The Law of Accumulation and Collapse begins with an excellent analysis of the previous literature on the question. Then, following an exposition of Marx’s own views culled from his various writings, Grossmann attempted to build on Otto Bauer’s mathematical models a deductive system to prove the correctness of Marx’s predictions. The pauperization he pointed to was not that of the proletariat, but that of the capitalists, whose tendency to overaccumulation would produce an unavoidable decline in the profit rate over a certain fixed period of time. Although admitting countertendencies such as the more efficient use of capital, Grossmann confidently asserted that they might mitigate but not forestall the terminal crisis of the capitalist system. The full ramifications of his argument, whose predictions have obviously failed to come true, need not detain us here. Let it be said, however, that the essentially quietistic implications of his thesis, similar to those of all Marxist interpretations that stress objective forces over subjective revolutionary praxis, were not lost on some of his contemporaries.

Desuden er det en gåde, hvordan det bevidst/ubevidst lykkedes for Frankfurtskolen i dens bearbejdelse af Nazismen og det tredje rige fuldstændigt at overse det faktum, at deres analyser og forudsigelser angående fremkomsten af fascistiske diktaturer passede enormt dårligt på mange af de vestlige samfund, herunder navnlig USA; Skolen anvendte Freuds psykoanalyse til at argumentere for, at fascisme/nazisme opstod som følge af overdreven brug af autoritet, især eksemplificeret ved faderens rolle i en typisk vestlig kernefamilie, sammen med fortrængt seksualitet fra barndommen, hvilket førte til aggression og fordomme (~antisemitisme). Skolen mente således, at grobunden for totalitarisme især opstod i liberale samfund. Men i det amerikanske samfund, som på dét tidspunkt passede godt på denne beskrivelse, opstod intet totalitært diktatur. Ikke desto mindre skulle enhver lille antydning til fascistoide tendenser bekæmpes med hård hånd, helst fra øverste statslige instans selvfølgelig.

Og samtidig galdt det om at fremelske de tendenser i samfundet, som ifølge Frankfurtskolen virkede som en modvægt mod den angiveligt truende fascistiske magtovertagelse i vesten. For i deres bevidste/ubevidste erkendelse af, at proletariatet havde svigtet kommunismen i Vesteuropa ved ikke at lave revolution (hvilket det burde have gjort ifølge Marx’ teori) og konstateringen af at arbejderne tværtimod faktisk var forholdsvis nationalsindede i Vesten, måtte de førende marxister se sig om efter et andet ”redskab” end proletariatet til at udføre deres drøm om den kommunistiske magtovertagelse. Men hvem skulle overtage rollen som det nye proletariat? Dette spørgsmål blev løst af ét af medlemmerne, Herbert Marcuse, i 1960’erne, idet han udpegede de såkaldte ”minoritetsgrupper” i samfundet til at være undertrykte og marginaliserede, hvis’ rettigheder blev tilsidesat og derfor havde behov for at gøre oprør mod systemet. Blandt disse nyopfundne ”minoritetsgrupper” til at overtage efter proletariatet havde Marcuse udset sig bl.a. de studerende, de sorte, homoseksuelle, kvinder osv. Og således var det først og fremmest Marcuse, der via Frankfurtskolens arvtagere i den amerikanske New Left bevægelse såede frøene til det såkaldte ungdomsoprør, først og fremmest koncentreret omkring Vietnamkrigsmodstand, frie og uhæmmede seksuelle udskejelser, eksperimentering med stoffer og alternative livsformer osv. Alt sammen udelukkende redskaber i nedbrydelsen af den vestlige samfundsstruktur indefra via den ødelæggelse, der nødvendigvis måtte ske i overgangen til kommunismen. Og når det oprindelige værktøj, proletariatet, havde svigtet, måtte man jo netop bygge et nyt. Effekterne af ser vi jo stadigvæk den dag i dag med f.eks. positiv særbehandling til kvinder på arbejdsmarkedet via kvindekvoter, fordi kvinder jo tilsyneladende bliver undertrykt i den ”småfascistoide” patriarkalske vestlige verden. Dermed bliver kvinderne til redskaber i marxisternes ødelæggelse af den vestlige kultur. Det samme med indvandrere i øvrigt fra især Afrika og Arabien, når det bliver ”samfundets skyld” at de er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken og ikke bidrager positivt til samfundet.

Men at det meste af Frankfurtskolens arbejde og kritik viste sig at være faktuel forkert, især historisk og økonomisk, ændrer jo intet ved at den virkede i praksis; hvis formålet med den kritiske teori aldrig havde været at bygge på fakta og kendsgerninger, men udelukkende at kritisere for kritikkens egen skyld som et middel til at ødelægge og nedbryde – at kritisere for at kritisere – så må den jo siges at have haft succes. For i dag er den politiske korrekthed manifesteret i den vestlige verden, og KUN i den vestlige verden, og dermed er ophavsmændenes værk jo faktisk blevet ført ud i livet. Politisk korrekthed fungerer jo netop ikke som andet end et kulturmarxistisk våben til at ødelægge noget, der fungerer; marxisme oversat fra økonomisk teori til kulturel teori. For at den vestlige verden og kapitalismen bestemt ikke er fejlfri og indeholder forbedringspotentiale er vel ikke noget argument for at ødelægge den blot fordi den er ikke-kommunistisk og en levende forhindring for udførelsen af Marx’ teorier i praksis. Især ikke når alternativet højst sandsynligt overhovedet ikke er bedre, snarere tværtimod. Men den vestlige verden har jo traditionelt været en torn i øjet på marxisterne, netop fordi den er et levende eksempel på at marxismen er forkert. Den vestlige verden burde jo bukke under af sig selv ifølge marxismen, idet kapitalismen uundgåeligt ville medføre dens eget kollaps. At dette ikke skete i praksis og at den vestlige verden tværtimod blomstrede økonomisk samtidig med at lande som Sovjet og Østblokken ramlede sammen, var jo noget der skete til marxisternes store irritation, idet dette var et klart modbevis på deres egen ”ideologi”. Men hvis den vestlige verden derfor kunne sættes ud af spillet, hvad enten dette skete med reelle eller ufine metoder, ville dette jo dermed udslette modbeviset på marxismens fallit, hvorefter marxismen ville fremstå som den eneste, tilbageværende sandhed. Derfor er det slet ikke så underligt, at den vestlige civilisation altid har stået som marxismens hovedfjende nr. 1 i modsætning til de mange andre ”totalitære” regimer i verden (Iran, Nordkorea, Saudi-Arabien osv.).

Martin Jay siger ikke noget om de bagvedliggende motiver til Frankfurtskolens virke; hvorfor de gjorde som de gjorde; hvad deres formål var med deres handlinger, hvad de ville opnå i stedet (andet end at nedbryde det eksisterende). Jay belyser efter min opfattelse i utilstrækkelig grad hvorfor medlemmerne mente, at en implementering af marxismen i en eventuel tilpasset form var det eneste rigtige for Europa og USA? Hvorfor ville/kunne de ikke indse mange af de åbenlyse fejl ved deres opfattelse, men var overbeviste om at dette udelukkende skyldtes fejlfortolkninger af marxismen? Idet de jo, naturligvis, var meget dygtige og grundige til at finde fejlene ved kapitalismen. Først når man kender de egentlige baggrunde for Frankfurtskolens virke (og dermed svaret på disse spørgsmål) ved man, hvad målet med deres handlinger var. Jay fortæller historien om AT de gjorde som de gjorde med en gennemgang af deres metoder og resultater. Hele baggrunden for den politiske korrekthed får man derfor ikke hos Jay, men må søge andre kilder. Men som alternativ fremstilling, set indefra om man vil, er bogen interessant nok og den historiske baggrund og forløb bliver faktisk præsenteret grundigt nok.

4 svar til Martin Jay: The Dialectical Imagination

  1. Pingback: Israel må gerne – men vi må ikke??? | Hammersmedens blog

  2. Pingback: Barroso afslører EU’s planer: På vej mod Europas forenede stater | Hammersmedens blog

  3. Pingback: Hvordan den politiske korrekthed virker i praksis | Hammersmedens blog

  4. t6t siger:

    Meget interessant og velskrevet artikel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s