Skyggesiden af WWF

Wilfried Huismann: Schwarzbuch WWF; dunkle Geschäfte im Zeichen des Panda. Gütersloher Verlagshaus 2012.

»Det er lettere at komme til bunds i CIA’s hemmeligheder end i WWF’s.«
Raymond Bonner (journalist ved New York Times)

»Hvis jeg skulle blive genfødt, ville jeg gerne vende tilbage i form af en dødelig virus for at bidrage til løsningen af overbefolkningen.«
Prins Philip (tidligere præsident og nuværende ærespræsident for WWF)

wwf_pandaDe fleste kender verdensnaturfonden WWF (World Wide Fund For Nature) som en slags „naturbeskytter“ og tror, at denne organisation har sat sig som formål at redde truede dyrearter fra udryddelse og i det det hele taget agere som naturværnsorganisation for at bevare naturens egen balance. WWF sættes oftest i forbindelse med det stærke brand i form af logoet med pandabjørnen, der har skaffet firmaet international anseelse som „miljøforkæmper“. Logoet med pandabjørnen sættes således i forbindelse med kampagner såsom „red næsehornet“, „red tigeren“, „red orangutangen“ … „red-et-eller-andet“, hvor man kan bidrage med en halvtredser via SMS eller girokort, for derved at styrke sin gode samvittighed som naturbeskytter. Dog viser det sig, at dette image blot er en glansfuld facade af et firma med en noget anden agenda under overfladen.

WWF prøvede at true boghandlerne til ikke at sælge bogen

Den investigative journalist Wilfried Huismann satte sig for at gå denne internationale NGO nærmere efter i sømmene og rejste planeten tynd til WWF’s forskellige „naturfrednings“-projekter rundt omkring i verden, lige fra Argentina til Indien og Indonesien. Det er der kommet en ret så afslørende bog ud af, som allerede har kostet WWF en del medlemmer. I hvert fald forklaringsproblemer, for slet ikke at tale om pengedonationer. Allerede inden udgivelsen prøvede WWF at lægge pres på forlaget for at forhindre bogens udgivelse ved at true med retssag. Efter udgivelsen truede WWF’s advokater boghandlerne til ikke at sælge bogen, selvom bogen ikke var blevet dømt ulovlig, hvilket fik bl.a. amazon til at fjerne den fra sortimentet. Efter en retsafgørelse må kommende oplag af bogen nu kun udkomme med en del ændringer efter påbud fra WWF, bl.a. blev der slettet et interview med WWF-medarbejderen Dörte Bieler, i hvilket hun ikke kan give et konkret eksempel på sin påstand om at WWF’s beslutninger altid bliver taget på et »videnskabeligt efterprøvet grundlag« og desuden indrømmer at WWF’s samarbejdspartnere blandt de multinationale koncerner ikke er forpligtet til noget, selvom de modtager WWF’s grønne certifikater som »miljøvenlige«.

De oprindelige naturfolk tvangsforflyttes med WWF’s accept

 Under turen til Kanha-nationalparken for tigere i Indien erfarer vi hvorledes WWF’s arbejdsmetoder fungerer i praksis i forbindelse med etableringen af den famøse „naturbeskyttelse“: De oprindelige urfolk i skovene – adivasierne – bliver tvangsforflyttet af regeringen efter pres fra WWF for at give plads til tiger-reservaterne. Det anslås at omkring 1 mio. mennesker er blevet fordrevet på denne vis, uden at dette har hjulpet bestanden af tigre, som er faldet efter at WWF begyndte at blande sig med sine „redningsaktioner“. Yderligere 1 mio. står til at skulle flyttes de kommende år fordi deres skovområder skal omdannes til naturfredningsområder/nationalparker. Men adivasierne kan ikke klare sig uden deres oprindelige jorde og går til grunde i storbyernes slum eller arbejder for sultelønninger i kaffeplantagerne. Alt sammen med WWF’s godkendelse. Og adivasi betyder „dem som var her først“. Dette er WWF’s definition af naturbeskyttelse; bufferzonerne i skovene omkring reservaterne, hvor adivasierne nu flyttes hen, bliver ryddet for at danne plantager og adivasierne forbydes at holde dyr eller dyrke jorden, så at deres eksistensgrundlag forsvinder sammen med tabet af deres hjem. Med WWF’s godkendelse sker der således det modsatte af hvad man skulle formode; skove ryddes omkring nationalparkerne i stedet for at bevares, fordi naturfolkene nu er forsvundet, til stor skade også for dyrene, som WWF påstår at ville sikre livsbetingelser.

Tigerpark uden tigere?

 Således også i KMTR-nationalparken i Tamil Nadu i det sydligere Indien. Et reservat for tigre i et område, hvor der ifølge lokale ikke har været tigre i 140 år? Blot fordi myndighederne dermed kan suge penge ud af WWF til naturbeskyttelse. I det hele taget tegner de lokale et noget andet billede end det, som vises af WWF i Vesten; en organisation, som skader naturen mere end den gavner med dens diverse projekter. For donationsmidlerne startes der f.eks. undersøgelser af tigre, der får halsbånd på for at kortlægge deres færden. Men nogle gange har de bedøvende skud for stor en dosis under indfangningen og tigrene dør for de selvsamme biologers hænder, som burde beskytte tigrene. Signalerne fra de døde tigres halsbånd i skovene tæller dog fortsat med, så at WWF’s tal for tigerbestanden er meget højere end den faktiske. Blot et eksempel på WWF’s »naturbeskyttelse«.

Også i Afrika kom det til tvangsforflyttelser af stammen massaierne for at gøre plads til Serengeti-naturreservatet. I mellemtiden er dette „reservat“ dog slet ikke noget reservat, men er overrendt af turister, der i nogle reservater oven i købet kan betale for lov til at skyde dyr(!!) Ud af WWF’s angivelige dyrebeskyttelse er der altså opstået jagtreservater, hvor rige turister kan skyde de dyr, som WWF egentlig påstår at ville bevare, fordi de er truede. I bogen er der angivet et billede af en prisliste fra et rejsebureau: 15.400 $ for retten til at skyde en elefant i Kavango-Zambesi-nationalperken i Zimbabwe. En park, som er grundlagt og medfinansieret af WWF, angiveligt med formålet dyrebeskyttelse? Nogle taler i sandhed med kløvede tunger. Dette gælder desuden én af grundlæggerne af denne NGO, nemlig Storbritanniens Prins Philip, der selv skød en tiger i Indien få måneder før grundlæggelsen af WWF, der angiveligt ville „beskytte tigeren mod udryddelse“! Philip mente selv dengang, at det var „vigtigt at holde bestanden nede“. Nede? Af en truet dyreart? WWF ligner i bogen mere og mere ræven, der er sat til at vogte høns; de truede dyrearter trues først og fremmest af WWF selv. Hos KAZA-reservaterne i Zimbabwe, som finansieres af sponsorkroner fra WWF’s kampagner, erkender man åbenlyst på, at der er meningen at tjene penge på elefanterne – ikke at frede dem mod udryddelse. Således betragtes elefanten af folkene bag som en »dyreart af høj økonomisk og økologisk betydning for regionen«. Videre hedder det på deres hjemmesiden at

»Igen at tillade en legal handel med produkter, som stammer fra miljøskånsomme bestande af elefanter eller andre dyr, kunne være en vigtig grund til at investere i dette projekt.«

Og jeg som oprindeligt troede, at WWF havde til formål at beskytte truede dyrearter og ikke at sælge dem til turisterne for cool cash?? Andre steder i Afrika kan man købe deltagelse i gorilla-tracking for 11.000 $. Om gorillaerne nogensinde får gavn af en cent af de penge, er højst tvivlsomt. Og også Spaniens konge Juan Carlos skød en elefant i Botswana i foråret 2012 samtidig med at han var ærespræsident for Spaniens WWF.

Prince Philip Tiger HuntJuan Carlos elefantØverst prins Philip, nederst kong Carlos i gang med deres „naturbeskyttelse“ i WWF

WWF samarbejder med fjenden i den grønne afladshandel: »Grønvaskning« af miljøforurenere med WWF’s velsignelse

 I det hele taget lader det til at WWF ved flere lejligheder sørger for etableringen af en jævnt indløbende pengestrøm mere end de interesserer sig for hvor pengene kommer fra. Penge lugter ikke, som et gammelt ordsprog siger. Og i tilfældet WWF lader de til at lugte mindst, når de kommer fra netop de firmaer, som WWF på papiret burde være sat til at bekæmpe og (derfor) ikke indlade sig med i gesjæfter. Ved at samarbejde med WWF (ͻ: betale dem et tilstrækkeligt højt pengebeløb) kan virksomheder med et blakket ry som miljøforpestere købe et »miljøvenligheds«-certifikat hos WWF, som de derefter har ret til at påklistre deres produkter, hvorved salget glider nemmere ned hos forbrugerne med en lettet samvittighed. For WWF’s panda-logo sælger. Så godt, at de multinationale koncerner er villige til at betale meget for det. Heriblandt eksempelvis Coca Cola, som for 20 mio. $ årligt nu har ret til at reklamere med at være fremstillet »miljøvenligt« med WWF’s logo på flaskerne i et samarbejde med WWF om sammen at skåne drikkevandet på jorden. Skåne drikkevandet? Én af de største ødslere af drikkevand vil skåne drikkevandet i en naturlig balance? Den, som tror det, bliver salig.

Meget bedre forholder det sig ikke med ikke med laksekongen John Fredriksen. Nordmanden, som opbyggede sit verdensomspændende lakse-imperium med firmaet Marine Harvest, er i dag ved at forårsage en miljømæssig katastrofe på sine lakseopdræt i Chile. Laksene holdes i bure i vandet og fedes op med fiskemel som laves på fabrikker af andre fisk. Fisk, som man må fange i overmåde i havet for at opfede opdrætterlaksene. Hvert kg færdigproduceret laks kræver 4-6 kg fangstfisk. Efterhånden ender over halvdelen af verdens fangede fisk som fiskemel til dyrefoder, herunder også fiskefoder. I Chile er det 95 %. Grænsen er nu nået, hvor selv de endnu ikke kønsmodne ansjoser fanges til fiskemelsindustrien, altså inden de har forplantet sig og dannet de næste generationer. Havene fiskes tomme, og med WWF’s velsignelse, for også Marine Harvest har indgået økonomisk ægteskab med WWF. Således har også miljøsynderen Marine Harvest nu ret til at påklistre deres laks et »miljøvenligt« certifikat, vidnende om vedvarende og skånsomme produktionsmetoder. Og det selvom laksefarmene i Chile er alt andet end det; undervejs i opdrætningen stoppes de med så meget antibiotika, at undervands-burene minder om flydende apoteker. 800 gange mere end hvad der er tilladt i Europa – for i Chile er der ingen begrænsning. Og vel at mærke den samme antibiotika, der også bruges til menneskemedicin. Det er farligt, fordi bakterierne bliver resistente. Desuden oversprøjtes laksenes æg med krystalviolet eller malaquit, som er kræftfremkaldende.

Laksenes bure i vandet ligger desuden så tæt op ad hinanden at de er rene sygdomsfælder, idet smitte kan spredes med lynets hast, hvilket har kostet ca. 100 mio. døde laks. Og de chilenske dykkere har det ikke meget bedre, idet de skal dykke de 40 m ned til burene og fjerne søløver skudt under deres laksejagt, selvom søløverne egentlig er fredede. Dykkerne må kun dykke op til 20 m og de obligatoriske trykkamre har firmaet ikke sørget for, hvilket har kostet op mod 100 dykkere livet gennem årene. Alligevel har Marine Harvest givet sig selv et »miljøvenligt« anstrøg efter alliancen med WWF. En »skånsom« produktion i pagt med naturen ifølge WWF, samtidig med at havene fiskes tomme for laksefoder og havbundene dækkes af lakseekskrementer og kemikalier. På det seneste har Marine Harvest sågar kastet sig over de små krebsdyr kril ved Arktis som lakseføde i mangel af flere fisk.

Club of 1001: WWF’s dystre magtcirkel

 Den selvsamme tendens til at alliere sig med „fjenden“ i form af miljøsyndere så man også, da WWF’s første præsident, prins Bernhard af Holland, fik lokket John Louden fra Royal Dutch Shell med som sponsor. Dette bevirkede da også, at WWF undlod kritik, da olietankeren Torrey Canyon lækkede en kæmpe mængde olie i den engelske kanal, hvilket kostede 15.000 fugle livet. For en kritik ville jo kunne bringe fremtidige bestræbelser efter sponsorindtægter fra visse industrisektorers side i fare, som det forlød fra WWF’s stiftelsesråd. Follow the money, og undlad at kritisere dine pengeydere – WWF i en nøddeskal, selvom de af alle påstår at være miljøforkæmpere. Snarere holder de folk for nar, hvis blot halvdelen af bogens indhold er sandt.

Den selvsamme prins Bernhard er desuden grundlæggeren af WWF’s indre cirkel Club of 1001 med 1001 medlemmer. På nær Bernhards eget er de øvrige 1000 navne hemmelige, selvom diverse medlemslister dog er blevet lækket til offentligheden. Således én fra 1978, hvor medlemslisten afslører navne såsom Osama bin Ladens storebror [sic!] i form af Sheikh Salim bin Laden. Og desuden prominente fra verdens økonomiske elite – langt væk fra „naturbeskyttere“ og miljøforkæmpere. Jeg nævner blot ovenstående John Loudon fra Shell, Eric Drake fra British Petroleum, bankfolkene David Rockefeller (Chase Manhatten) og Baron Edmond von Rotschild, foruden autokongen Henry Ford. Meget passende til en sådan medlemsliste kan det nævnes, at det jo også var den selvsamme prins Bernhard, der satte Bilderberg-møderne i verden, hvor verdens elite ligeledes mødes bag lukkede døre. Bernhard måtte jo dog senere træde tilbage og overlade præsidentposten i WWF til prins Philip pga. sin skandale hvor han tog mod bestikkelse fra Lockheed-våbenfabrikken mod at tilvejebringe Hollands køb af Lockheed-fly. Ikke fordi Philip heller er indbegrebet af en naturfreder.

Et andet interessant medlem af Club of 1001 er Zaires diktator Mobuto, som prins Bernhard personligt fik hevet med om bord. Det er svært at se hvorfor en af de mest korrupte afrikanske militærdiktatorer skulle interessere sig for naturbeskyttelse? Måske er det snarere denne organisation, der var interesseret i faste økonomiske bidragsydere? I hvert fald tog den sine tjenester godt betalt. Den højeste orden i Club of 1001 – Den Gyldne Arks Orden – koster det således den nette sum at 1 mio. $ at få tildelt. Men så kan man også smykke sig af at være en sand naturelsker og at have gjort en særlig indsats for bevaringen af flora og fauna i verden. Blandt modtagerne (ͻ: køberne) af denne orden skal nævnes Laurance Rockefeller. Naturbeskytter?? Tja …

Prince Bernhard Meets MobutoBedste venner? Hollands Prins Bernhard og Zaires dikator Mobutu i Club of 1001

Kevin Dowlings afsløringer

 At WWF (med hovedkvarter i skattelyet Schweiz) er langt bedre til at inddrive penge end til at bruge dem på naturbeskyttelse – som de ellers påstår at de gør – var noget, som også journalisten Kevin Dowling havde fået færten af. Han blev afskediget fra Channel 4 efter sit WWF-kritiske Tv-program »næsehornets hemmelighed«. Hans tidligere program »Ten Pence in the Panda«, hvor han afslører WWF’s ineffektivitet hvad angår anvendelse af donormidlerne, er i dag som sunket i jorden; ingen Tv-station har angiveligt en kopi på lager, det kan ikke findes på noget bibliotek eller arkiv. Dowling var kommet på sporet af „uregelmæssigheder“ i allokeringen af WWF’s midler. Undertiden til noget andre formål end de officielle. Således har han ikke-offentliggjort dokumentation for, at den virksomhedsanalyse, som John Phillipson havde foretaget af organisationen i 1987 tegnede et lidet flatterende billede af dens virke. Således skulle der overhovedet ikke være kontrol med at donormidlerne blev brugt til det, som de burde. Således skulle pengedonationerne fra den store „red pandaen“ kampagne ikke være resulteret i konkrete tiltag. Citat af Phillipson:

»WWF har ikke for alvor prøvet at føre sit panda-program succesfuldt ud i livet … donorerne ville blive bestyrtede, hvis de erfarede, at kapitalanbringelserne praktisk taget måtte afskrives.«

Ikke noget at sige til, at daværende WWF-præsident prins Philip var not amused over rapporten, som han fik tilbageholdt overfor WWF’s stiftelsesråd, som kun fik 9 af rapportens 208 sider at se. I det hele taget er det kun en brøkdel af pengene, der faktisk ender hos pandaerne, orangutangerne osv. Selvom administrationsudgifterne ifølge WWF selv kun udgør 8 % af de indsamlede midler, er den faktiske procentdel snarere 50, som Christine MacDonald påpeger. I hvert fald er det ikke penge, som direktøren for WWF USA savner med en årlig gage på 505.000 $.

Tango med Monsanto og andre kemikalieforpestere

 Heller ikke gen-manipulatorerne fra Monsanto kunne stå for fristelsen til at indlede en dans med Verdensnaturfonden for derigennem at skabe sig et grønt image overfor sine kritikere. I Argentina, hvor pampassen i mellemtiden er blevet skæmmet af de endeløse marker med Monsantos genmanipulerede sojabønner, har de to officielle fjender WWF og Monsanto indledt et mere eller mindre åbent samarbejde. Ekspræsidenten for WWF Argentina, Héctor Laurance, var således samtidig repræsentant for to genteknik-firmaer, nemlig Morgan Seeds og Pioneer. Han taler i dag stadig varmt for udbredelsen af genteknik samtidig med at gen-sojaen allerede har ændret Argentina markant til det værre. Gen-sojaen er genetisk manipuleret til at være resistent overfor Monsantos sprøjtemiddel Roundup, så at kun ukrudtet bukker under og man burde nøjes med mindre sprøjtemiddel. Men i mellemtiden er ukrudtet herved også blevet resistent overfor sprøjtegiften hvorfor man i dag skal bruge de mangedobbelte mængder. Roundup er i øvrigt udviklet af den selvsamme giftige substans, Agent Orange, som blev brugt under Vietnamkrigen til få bladene af træerne for bedre at kunne se vietcongerne. En af hovedingredienserne er således glyphosat, som allerede har resulteret i misdannede fostre og dødfødte. Og Monsanto-løsningen er en skruestik for bønderne, for på de Roundup-inficerede marker kan der nu ikke vokse andet end Monsantos gen-soja, altså en win-win-situation for Monsanto.

WWF medvirker til gen-katastrofen ved at godkende hvilke skovområder, der må ryddes til sojamarker. Naturreservatet Pizarro solgte WWF, som havde ansvaret for den, til sojaindustrien. Desuden har WWF (for penge?) godkendt dyrkningen af gen-produkter til glæde for Monsanto, som nu kan etikettere deres gen-produkter som „miljøvenlige“ med WWF’s godkendelse. Desuden sidder gen-giganterne med ved bordet under vedtagelsen af de „grønne“ certifikater og WWF må nødtvungent indrømme at have taget imod penge fra Monsanto. Oven i købet ønsker gen-firmaerne nu et klima-certifikat, fordi det med gen-planter ikke er nødvendigt at pløje, hvorved mindre CO2 skulle frigives til atmosfæren. Gen-firmaerne ville dermed opnå »klimastøtte« fra FN, hvilket dog endnu ikke er afgjort.

Samme pengeudsugning via klimahysteriet finder man hos WWF’s samarbejdspartnere i Indonesien, hvor organisationen godkender firmaers rydning af regnskov til dyrkning af palmetræer for at udvinde palmeolie, så længe der er tale sekundære skove og ikke primære regnskove. Men det er netop i de sekundære, at orangutangerne lever, som WWF har sat sig for at redde fra udryddelse. Desuden skyder WWF-samarbejdspartneren Wilmar orangutanger på deres palmeplantager. For de primære skove, som palme-firmaerne har undladt at afbrænde, kan de opnå kuponer for undgåede CO2-emmissioner. Disse kuponer kan så sælges for kontanter på klimabørsen i Paris. Også palmeolieindustrien i Indonesien har opnået WWF’s stempel som „miljøvenligt“, selvom forfatteren under besøget hos en palmeplantage finder dunke fra sprøjtemidlet paraquat, som er meget giftigt og forbudt i EU.

Alt i alt en veldokumenteret øjenåbner, især hvis man ikke havde andet billede af WWF end det, som organisationen har tegnet af sig selv. Dog har Huismanns bog en lille slagside ved at have en tendens til at projicere WWF’s dobbeltspil over på stort set hele den vestlige verden, idet han antyder at „vi alle“ har et medansvar for WWF’s misbrug. Han mener sandsynligvis de naive og godtroende donorer, der sender en halvtredser pga. pandalogoet, når det dumper ind ad brevsprækken eller vises på Tv. Det har jeg dog aldrig gjort, heller ikke før jeg læste bogen, og vil heller ikke gøre det i fremtiden.

4 svar til Skyggesiden af WWF

  1. Pingback: Boganmeldelse: Skyggesiden af WWF | Hammersmedens blog

  2. Balder siger:

    Rigtig god artikel.

    Nogle af problematikkerne forekommer dog også helt uden WHFs indblanding.
    Danmark er f.eks. én af de største industrifiskeri-nationer. Her skovles tonsvis af småfisk op af vandet som danner fødegrundlag for spisefisk, fugle, hvaler og sæler, for at blive til grise, kyllinge og minkfoder, eller som man tidligere gjorde; til direkte fyring i kraftvarmeværker. For at snakke om et holocaust. Højerestående dyr til energifremstilling.

    Der er ét eller andet der siger mig at dette er amoralsk og et hån mod skabelsen.

    Men man afleder publikums opmærksomhed ved at snakke en masse om minkfarme, og sælhundebabyer; det er jo små nuttede dyr. I Holland har man lige forbudt minkavl. Men tænk på at minkavlen ikke er noget at snakke om i forhold til Hollands produktion af burhøns, svin og tremmekalve, som alle sammen har betydelig mindre plads at røre sig på end minkene. Det er det rene hykleri, og det bruges blot som en afledningsmanøvre så man ikke snakker om de store problemer.

    I øvrigt. Også i denne sammenhæng bliver det igen tydeligt at nogle af de højest placerede og mest feterede individer er en flok perverse stoddere. Jeg har ikke noget imod at nogen går ud og skyder et par skovduer eller fasaner eller andet som det vrimler med, men ligefrem at nyde at skyde en elefant eller en tiger uden at de har generet en eller at man står og mangler mad…. Jeg fatter det ikke. Heller ikke at de ikke skammer sig for at blive fotograferet med deres bytte, selv om de til dagligt skal optræde som moralske forbilleder og være galionsfigurer for WMF. Bernhard har også alle dage været i nyhederne i forbindelse med jagter. Når de var på fasanjagt sammen med de andre “Bilderbergere”, skulle der hele lastbiler til for at fragte de tusindvis af fasaner hjem. Jeg synes ikke det har meget med jagt at gøre, de er nærmere med til at give jægere generelt et dårligt ry.

    Men det holder jo ikke med mordlysten. De er alle sammen blandet ind i sexskandaler og alt muligt andet kriminelt, laver lobbyarbejde for alle mulige, og giver stillinger til vennerne.
    Også orgier og sågar pædofili skulle være nogle af de udskejelser sådanne rigmænd også deltager i. Og selvfølgelig er de også alle sammen med når der skal arbejdes for mere multikulti og masse indvandring. Der burde faktisk komme noget lignende som den franske revolution. Der er så mange perverse svin i de højere kredse at almindelig oprydning næsten er umulig.

    • hammersmeden siger:

      Tak for kommentaren.

      Jeg er meget enig. Magthavernes dobbeltmoral er rendyrket hyklerisk, når de er medlem af de såkaldte »velgørenheds«organisationer og samtidig slår sig løs i amoralske udskejelser, der til dels er i direkte modstrid med nogle af de organisationer, som de selv er medlem af.

      Alle disse NGO’ere, med WWF som et godt eksempel, gør brug af menneskers dårlige samvittighed til at slå dem for et pengebeløb. Folk tror at de dermed støtter naturbeskyttelse og verdensfred, mens pengene ender i lommerne på rige korrupte magthavere. Dobbeltmoral lader til at have gode kår på de bonede gulve, i hvert fald er det ikke fra magteliten at de gode eksempler kommer. Kun på overfladen.

  3. Rie Somo siger:

    Bananmonarkiet Danmark.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s