The Problem of Democracy

Alain de Benoist udpeges af nogle til at være ophavsmanden til den moderne filosofiske højrebevægelse New Right, hvilket han dog selv bestrider, idet han ikke vil hæfte –ismer på sig selv. Han anser således ikke sig selv som hverken højre- eller venstreorienteret. I bogen The Problem of Democracy leverer han en saglig kritik af demokratiet som styreform; går den nærmere efter i sømmene ud fra duelighed, fejl og følger.

Demokratiets historiske rødder

benoist problemI dag kan man næppe kritisere demokratiet uden at blive angrebet heftigt fra alle sider af det politiske spektrum som »antidemokrat«, »ekstremist« osv. Demokratiet er efterhånden blevet implementeret så eftertrykkeligt, at blot det at påpege dets fejl og mangler kan få ubehagelige følger. Der er visse kredse, især indenfor den politiske klasse selv og medierne, der søger at stadfæste demokratiet som den eneste legitime styreform, – som et slags klimaks i styreformernes evolution, samt at demokratiet trods alt er det „mindst ringe“ af alle styreformer, hvorfor det derfor (underforstået) ikke skulle kunne blive bedre end det er nu. Herved er det interessant at bemærke, at demokratiet som styreform faktisk på ingen måde har været europæernes foretrukne styreform historisk set. Ej heller har den tilsyneladende været den mest effektive; de perioder med den største fremgang, den største udvikling og opblomstring både kulturelt og økonomisk for vores civilisation, skete i perioder uden demokrati.

Desuden er det værd at bemærke, at det, som vi i dag forstår som demokrati, faktisk ikke kan betragtes som sådan i ordets oprindelige betydning: I dag har vi fået implementeret det såkaldte repræsentative demokrati, hvor hver stemmeberettiget ikke deltager personligt i landets styring, men har valgt en stedfortræder til at gøre det på sine vegne. Enten fordi vælgeren ikke selv gider/kan eller fordi det ville være praktisk uladesiggørligt, hvis 5 mio. mennesker skulle blive enige om noget inden det kunne besluttes. Dog er det interessante herved, at demokratiets opfindere – antikkens grækere – sandsynligvis ikke ville betragte den nuværende styreform i eks. Danmark som demokratisk. Det, som de selv praktiserede, var nemlig direkte demokrati, hvor samtlige borgere personligt deltog aktivt i de politiske processer. Derfor er det også malplaceret, når mange i dag ikke betragter de antikke græske bystater Athen og Sparta som demokratiske, blot fordi de ikke var parlamentariske i den moderne forstand. De var nemlig demokratiske i den egentlige forstand, idet de var de første/oprindelige demokratier. Alt hvad der er kommet senere, må derfor hæftes udemokratisk, i modsætning til manges moderne opfattelse af det postmoderne, vestlige velfærdssamfund som selve indbegrebet af demokrati.

Opfinderne af demokratiet, Athens indbyggere o. 508 f.v.t., havde en fundamental anden opfattelse af hvad der lå i dette begreb »folkestyre« (demos ͻ: folk, kratis ͻ: magt). For dem galdt der ikke, som udbredt i dag, formlen en indbygger = en stemme, men derimod en borger = en stemme. Kun athenske borgere havde stemmeret og dermed medbestemmelsesret i folkeforsamlingen ekklesia, hvor alle (borgere) desuden havde adgang og ikke som i dag kun de repræsentativt (ud)valgte politikere. Forudsætningen for demokratiet i Athen var således ikke at bo i Athen, men at være borger i Athen. Kun frie mænd havde stemmeret. Og i det hele taget lader det demokratiet i denne dets oprindelige græske form at hvile på denne overensstemmelse mellem det at være fri og det at tilhøre samme befolkningsgruppe. Ordet for en »fri mand« (eleutheros) var beslægtet med ordet for »æt«, dvs. at man var fri hvis man tilhørte samme ophav. Det samme i øvrigt på latin, hvor den indoeuropæiske ordstamme –leudh genfindes både i liber (fri) og liberi (børn), altså dvs. børn af frie var frie. Ordstammen genfindes desuden i det slaviske ljudú (folk) og det tyske Leute. På tysk er desuden ordene »frei« og »Freund« beslægtede, altså: At frihed og tilknytning til en bestemt gruppe gik hånd i hånd. Ikke som i dag, hvor statsborgerskab kan erhverves efter geografi, altså hvis man har boet tilstrækkeligt længe i landet, kan man blive statsborger etc.

For athenerne havde begrebet frihed desuden en noget anden betydning end hvad vi tillægger ordet i dag: For dem betød frihed knap så meget en befrielse fra det at være ufri, sådan som mange sikkert opfatter ordet i dag, men snarere en RET til at gøre brug af de friheder, som medfulgte. Altså en ret til deltagelse. Desuden anså athenerne frihed som et kollektivistisk begreb, også i modsætning til i dag; for athenerne var man fri hvis og kun hvis ens by/folk var fri. I vore dage – selvfølgelig i lyset af »menneskerettighederne« og det individorienterede velfærdssamfund – lægges der vægt på at sikre den individuelle frihed. Eller i det mindste at påstå dette. Samlet set altså ret så markante forskelle på vores moderne opfattelse af demokrati og den klassiske. Politikere i dag vil hælde til at det nuværende styre er det »mest demokratiske nogensinde«, men dermed antyder de jo, at de oprindelige, egentlige demokratier, var udemokratiske? Desuden er det omgåelse af sandheden at bilde folk ind, at det nuværende styre skulle være toppen af evolutionen, altså at man har prøvet alt gennem historien og er endt med det nuværende system, fordi det, trods alt, var det mest virksomme? Op gennem historien har man prøvet mange styreformer, hvoraf visse var betydeligt mere demokratiske end de nuværende. Se bare på det islandske althing, hvor alle havde adgang til at deltage i problemløsningerne. Og ikke som i dag, hvor man vælger nogen til at gøre det for sig hen over ens hoved.

Kan kvantitet vælge kvalitet?

Hvem bestemmer i det moderne, repræsentative demokrati? Det gør halvdelen af befolkningen + 1. Jamen hvad så hvis denne ene ændrer sin mening? Så er det jo stadigvæk halvdelen + 1, der bestemmer – denne gang blot den anden halvdel. Det bemærkelsesværdige her, hvilket Benoist også gør opmærksom på, er, at demokrati i moderne forstand jo stadigvæk er et diktatur – blot flertallets diktatur. Det er vigtigt at påpege, at der er himmelvid forskel på at have ret og at have magt. At flertallet har gennemtrumfet sin vilje betyder ikke nødvendigvis at flertallet også har ret. Det eneste, flertalsdiktaturet betyder, er, at der er flere, der mener en bestemt ting end det modsatte. Ikke, om denne mening viste sig at være den rigtige. Faktisk lader det til, at flertalsafgørelser netop har en hang til at spille på den laveste fællesnævner; idet alle har en stemme, er det indbygget, at de 90 % dummeste i samfundet skal vælge de 10 % klogeste til at repræsentere dem. Men dette er jo per definition umuligt, da de dumme ikke kan gennemskue hvad der er rigtigt. Derfor er det da heller ikke overraskende, at den såkaldte elite-dannelse i samfundet (som demokratiets ivrigste fortalere netop mener bliver elimineret med stemmeret til alle) faktisk trives i bedste velgående i vores moderne demokratier. Den såkaldte politiske klasse, bestående af politikere, spindoktorer, rådgivere, journalister, kommentatorer osv., har vokset sig kæmpestor i vore tider, hvor »folket« jo angiveligt skulle have haft magten (på papiret). Og hele dette bureaukratiske system koster samfundet svimlende beløb alene i administration. Vi har således fået etableret en klasse, der suger penge ud af samfundet mens den burde tage sig af landets interesser. Alt sammen demokratisk, naturligvis.

Og her ser man fejlen ved det repræsentative system; at vælge nogen til at bestemme over en, som de har lyst indbefatter jo dermed en indrømmelse af at man ikke kan/vil bestemme over sig selv. At vælge nogen, som derefter kan bestemme over en efter forgodtbefindende, er jo ikke særligt meget anderledes end en despot eller diktator. I demokratiet har man så blot valgt nogen, som man synes om eller mente/troede virkede sympatiske eller kompetent. Ydermere kan slutresultatet af disse afstemninger blive, at man faktisk har fået mindre frihed selvom man har deltaget i afstemningen, fordi man tilhører mindretallet og flertallet har givet nogen beføjelser til at indskrænke ens friheder.

Og det er jo kernen i problemstillingen; hvis en fængselsindsat og en professor bliver gjort lige ved at give dem 1 stemme hver, så bliver resultatet derefter. Især hvis der i et samfund er dobbelt så mange fængselsindsatte som professorer. Denne matematiske stemmefordeling (1 stemme til alle) adskiller sig således fra den geometriske (stemmeafgivelse efter vægt/størrelse), hvor man har mere at skulle have sagt, hvis man har gjort en særlig indsats for sit land, folk eller samfund. Det er klart, at hvis man sidestiller kvantitet med kvalitet, går det ud over kvaliteten. Noget bliver ikke mere rigtigt af at der er tilstrækkeligt mange der mener det, tværtimod. Konsensus er ikke lig rigtighed.

Demokrati er ikke alt

Eksempel: Der holdes en afstemning i Danmark og Kina om hvorvidt Kina må indlemme/annektere Danmark i sit territorium. Selvom samtlige danskere skulle stemme nej til dette, kan det meget vel alligevel ende med et ja, fordi alle kinesere jo også har en stemme hver. På overfladen ville der dog intet være i vejen med denne afgørelse og dens resultat om at lade Kina opsluge Danmark, for den ville jo være resultat af en demokratisk afstemning. Ikke sandt? Demokrati er ikke alt. Og jo mere demokratiet er udbredt, desto bedre bliver det ikke nødvendigvis. Rent faktisk er det bemærkelsesværdigt, at antallet af krige i verden er eksploderet efter at de demokratiske styreformer bliver udbredt mere og mere. I teorien skulle man måske forvente det modsatte, især hvis man tror på demokraternes vision om udbredelsen af demokrati med alle midler, magt om nødvendigt. Sådanne »argumentationer« ser man jo rent faktisk i visse personers forsøg på at forsvare Danmarks deltagelse i krige mod lande, der ikke har gjort os noget som helst; vi bør angribe dem, fordi de er »ikke-demokratiske« og derfor »tilbagestående«. Demokrati er ikke garant for fred og fordragelighed i verden, tværtimod.

Dette ser man jo også ved det faktum, at den danske befolkning ikke engang fik lov at stemme om hvorvidt Danmark skulle intervenere militært i et fremmed land på den anden side af jorden i fremmede magters interesser. Beslutningen blev taget hen over hovederne på os, selvom et lands deltagelse i krig er noget af det allermest fundamentale overhovedet. Men det fik vi jo ikke lov at stemme om, på trods af at vi lever i et demokrati. Sådan noget var aldrig sket i det gamle Athen eller på tinge i Island på Thingsvellir. Her ville en sådan alvorlig afgørelse være blevet drøftet grundigt af alle fremmødte borgere, og sandsynligvis nedstemt. Anderledes i dag, hvor vi ikke får lov at stemme om det allermest grundlæggende, selvom folket jo burde bestemme i et demokrati.

I det hele taget bliver folkets indflydelse på den politiske ledelse af landet faktisk slet ikke styrket i de moderne repræsentative demokratier, – snarere det modsatte. Vores politikere, som vi har »valgt« til at bestemme over os i den tro at de vil varetage vores interesser, lader os stemme om ubetydelige ting, såsom navnet på vores valuta, mens ting af fundamental betydning for landet såsom indvandring, økonomi og afgivelse af suverænitet bliver besluttet over hovederne på folket, selvom der måske er en udbredt modstand mod politikernes beslutninger. Men det er jo nok også præcis derfor vi ikke får lov at stemme om dem; politikerne ville jo nødig have, at vi skulle stemme noget »forkert« i deres øjne. Og dette er jo sagens kerne; hvis man overlader nogen til at bestemme over en selv som de har lyst (måske fordi man ikke selv kan finde ud af det), kan det ikke undgås, at vedkommende bestemmer efter sin egen overbevisning. Og hvis man ikke selv deler denne overbevisning, må man jo opdrages af magthaveren til at forstå, at alt er i skønneste orden, selvom det måske ikke ser sådan ud. For alternativet ville jo være at man blev så utilfreds, at man ønskede en anden til at bestemme over sig, eller måske i sidste ende ville begynde selv at have indflydelse.

Når demokratiet bliver illegitimt

Eksempel: I et land er 100 % stemmeberettiget. Af de stemmeberettigede gør kun halvdelen brug af deres stemme ved et valg, resten bliver hjemme. Lidt over halvdelen af stemmerne siger ja til et lovforslag. Således har vi altså, om end forenklet, at kun 25 % af befolkningen har »bestemt« om beslutningen skulle foretages eller ej. Dette er ikke engang flertalsdiktatur længere, men mindretalsdiktatur. Når mindretallet således kan erobre magten i et flertalsdiktatur, enten pga. apati (sofavælgere) eller overdreven tillid til systemet/beslutningstagerne, så mister demokratiet for alvor sin folkelige legitimitet. Ikke at demokratiet i forvejen som system havde udpræget legitimitet, idet flertallet jo bestemt også kan fejle, men politikerne (som fører beslutningen ud i livet) slår jo gerne på illusionen om at de har »folkelig opbakning« fordi over halvdelen af folket har stemt på dem. Hvis nu ikke engang halvdelen af folket har stemt på dem, kan de ikke engang smykke sig med titlen »folkevalgte« længere, om end de stadig ikke altid havde fortjent denne titel ved flertalsafgørelser. Hvis så mindretallet oven i købet vedtager beslutninger, der tilgodeser dem selv til skade for flertallet (og landet som sådan) kan man virkelig tale om det demokratiske systems fallit. Da Richard Nixon blev præsident i USA skete det med 26 % af de stemmeberettigedes stemmer og kun 43,4 % af de afgivne stemmer. Her kan man med rette indvende, at han ikke var »valgt af det amerikanske folk«. Og tilsvarende med mange afstemninger i dag: Folkeafstemninger vedtages med under halvdelen af de stemmeberettigede.

Når vi ikke længere har noget at stemme om, hvorfor så overhovedet stemme længere? I det nuværende masse-demokrati, hvor der uddeles stemmeret til alle, uanset om de tilhører det pågældende lands autoktone befolkning og er en del af landets kultur eller ej, ser man, hvordan beslutningerne tages med mindre og mindre demokratisk legitimitet. Bedste eksempel er vel EU, hvor ikke-folkevalgte (med Rompuy og Barroso i spidsen) tager beslutninger på vegne af folk, som ikke engang har givet dem bemyndigelse til det: Demokratiet spreder og udvider sig, uden at det har fået øget folkelig legitimitet, tværtimod. Det sker på trods af manglende folkelig opbakning. Og det er klart, at motivationen til at stemme så bliver forringet, når krydset på papiret alligevel får minimal betydning, hvis nogen overhovedet. Når ens stemme forsvinder blandt millioner af andres, kan man så tale om medindflydelse for den enkelte? Når den enkeltes stemme tæller så ufatteligt lidt, som det er tilfældet i den moderne massebevægelse (som demokratiet må siges at være), så er det svært at finde overskud til at gøre brug af den. Især hvis den kun tæller lige så meget som den kriminelle bandeleders i ghettoen.

Og her kommer begrebet kompetence ind i billedet: De fleste kan vel blive enige om, at politikere skal være kompetente til deres hverv. Og direkte adspurgt vil de fleste vel nikke ja til at folketinget skal bestå af kvalitet (frem for det modsatte). Når denne kompetence og kvalitet dog skal sikres af folk, der ikke har de fjerneste forudsætninger for at kunne sætte sig ind i tingenes sammenhæng, bliver sammensætningen af den lovgivende forsamling derefter. Det er netop af denne grund at vi ser den nuværende udvikling af »ekspertvældet«: Både politikere og medier svælger i de såkaldte »eksperter«, som udtaler sig om dit og dat, hvorefter folkestemningen drejes på baggrund af disse ekspertudtalelser. At ty til eksperters mening som rettesnore for politisk beslutningstagen, er en afsløring af politikernes egen inkompetence. Max Weber formulerede fint forskellen mellem en politiker og en videnskabsmand; en politiker ved måske ikke nær så meget som videnskabsmanden indenfor en bestemt felt, men dette er heller ikke hans opgave. Politikerens kompetence består ikke i at vide så meget som muligt indenfor hvert felt, men derimod at være i stand til at træffe beslutninger på baggrund af sin viden. Af denne grund ses det, hvorfor det ikke nødvendigvis er en god ide at få en lærer til at blive undervisningsminister; læreren ved selvfølgelig meget indenfor sit felt, men dette er ikke nødvendigvis positivt, hvis handlekraften mangler. En politiker er kompetent hvis vedkommende er i stand til at foretage en beslutning på baggrund af den afvejning af de alternativer, der foreligger. En politiker kan sagtens gøre brug af rådgivere, vismænd osv., men at lade en politik bestemme af ekspertudtalelser er at afgive denne politiks udførelse til de bedste indenfor deres felt, der dog ikke nødvendigvis har det nødvendige overblik til at foretage den rigtige politik for landet med de konsekvenser det medfører. Opblomstringen af ekspertvældet er derfor synonymt med politikernes stigende inkompetence.

Og hvorfor bliver politikere inkompetente i vores postmoderne, repræsentative demokratier? Fordi dem, som vælger dem, ikke har kompetence til at overskue konsekvenserne af deres stemmeafgivelse. Primært fordi de ikke har indsigt nok i de politiske processer til at afgøre hvad der er bedst og hvem der bedst egnet til at føre en givet politik ud i livet. En politiker i dag er først og fremmest interesseret i at blive genvalgt. For at blive det, må han overtale tilstrækkelig mange til at stemme på sig. Dette gøres ved at love ting, som vil komme så mange som muligt til gode i samfundet, eller i hvert fald påstå dette. For sandheden er jo, at mange nødvendige beslutninger ofte ikke er særligt populære i befolkningen. Men hvis politikerne fortæller om de for befolkningen upopulære konsekvenser af at stemme på dem, bliver de ikke valgt. Heraf ses, at massernes fællesnævner bliver omdrejningspunktet i vores moderne samfund; overbevis så mange som muligt om at du har ret med lokkemad og udsigt til belønning. Når de fire år er gået, er der alligevel ingen der husker dine ikke-indfriede løfter. Det gælder for en politiker i dag om at gøre sig populær i befolkningen, ikke om at være en kompetent politiker. Som André Tardieu udtrykker det (side 37):

»The law of numbers ends up bestowing power on incompetence … The majority of voters are invited to make decisions regarding issues they know nothing about.«

Konsekvensen ser man da også med det vægelsind, hvormed befolkningerne skifter side; blå, røde, sorte, grønne, gule, … partier og regeringer afløser hinanden i nogenlunde jævne rytmer i de vestlige lande. Grundet dette faktum er det også enormt svært overhovedet at føre nogen som helst politik for en regering, hvis den næste regering alligevel omgør alt hvad der er blevet lavet og vælger en ny kurs. Der mangler konsistens og langsigtet målsætning, når regeringerne afløser hinanden på tværs af ideologier. Dog har de forskellige fløje i dag selvfølgelig nogenlunde samme politik, – men så igen; hvorfor så overhovedet stemme på nogen af dem? En vælger i et postmoderne vestligt demokrati mangler ikke muligheder at vælge imellem, men derimod alternativer at vælge imellem. De egentligt anderledes nytænkende bliver stigmatiseret af det bestående politiske system som »ekstremister« og »fjender af demokratiet«. Når demokratiet først har bidt sig fast i folks bevidsthed som det eneste mulige alternativ via de »demokratiske institutioners« indoktrinering, er det svært at slippe af med igen.

Benoist nævner det tyske begreb »Gleichschaltung« (~ ensretning) som den nødvendige konsekvens af den nuværende styreform. Man kender også begreberne mainstream, forbrugersamfund, konsumsamfund osv. Den nuværende styreform er ikke til for at sikre folket i at udøve dets indflydelse på beslutningsprocessen, men derimod at aflede folkenes opmærksomhed fra det faktum, at de bliver regeret uden at have indflydelse ved at spille dem ud mod hinanden i den tro at de kan vælge andre politikere, hvis de er utilfredse. Via denne ensretning kan man dermed som medlem af den politiske klasse fastholde det bestående system ved at spille på laveste fællesnævner. Og samtidigt køres landet i sænk økonomisk, kulturelt og demografisk. Som Charles Maurras formulerede det (side 33):

»Democracy consumes what previous ages have produced.«

Benoist nævner begrebet det organiske demokrati som alternativ til det nuværende; et samfund hvor rettigheder (herunder også statsborgerskab og stemmeret) sikres gennem tilhørsforhold til samme homogene gruppe (nation). Et samfund, hvor borgerne samarbejder i stedet for at modarbejde hinanden i egensindede politiske eller økonomiske interesser. Ifølge Benoist er vores nuværende samfundsopfattelse (og styreform) blevet farvet af oplysningstiden og kristendommen med deres individorienterede universelle rettigheder og lighed for loven uanset tilhørsforhold og opholdssted. Kun en stat bestående af et fællesskab af borgere med samme tilhørsforhold og fri adgang til samme rettigheder kan danne grundlag for en kulturs videreførelse – demokrati eller ej.

3 svar til The Problem of Democracy

  1. Jannik siger:

    Rigtig god og omfattende anmeldelse. De Benoist bryder på mange måder nogen tabuer med denne bog.

    • Has C. siger:

      Det er ikke en anmeldelse men sammenfatning. Og mange tak for den, i øvrigt.

      Gratis og anonymt, får vi serveret en spændende tekst der indeholder sandheder som virker så oplagte. Men den sidste sætning, som er et forsøg på en begyndelse på en løsning af dette drama som vi alle deltager i , skuffer mig. Det er præcis hvad der skete da Hitler har udelukket Jøder fra statsborgerskab. Hvorfor ser jeg alle vegne folk, der savner Hitler? Er tiden kommet? “:)”

  2. Super anmeldelse.

    Lyder til at den bog virkelig kommer ind på nogle interessante emner! 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s