Jagten på antisemitismen

Dokumentarfilmen Defamation af den israelske instruktør Yoav Shamir fra 2009 har modtaget støtte fra bl.a. Det Danske Filminstitut, Nordisk Film og DR. Således var det nærliggende at DR gjorde  brug af deres ret til at vise filmen, som de jo selv havde en anpart i, men alligevel trak visningen af filmen på DR2 i langdrag og skete først efter en grundig ”advarsel” overfor seerne om at filmen havde et noget mere nuanceret syn på mellemøstkonflikten og den ellers ensidige fremstilling af antisemitisme. Filmen fremkaldte derfor allerede inden dens visning i dansk fjernsyn kontroverser og spekulationer om hvorvidt den 2 år lange tilbageholdelse af filmen overfor de danske seere og dens
endelige visning kun med ”advarselslamper” og i den ”rette sammenhæng” måske skyldtes at daværende chef for DR2 Arne Notkin selv er jøde og oven i købet tidligere formand for Dansk
Zionistforbund.

Spekulationer eller ej, så er det en enormt interessant film, ikke mindst af den grund at den netop
ikke på forhånd kan siges at være set fra et anti-israelsk eller anti-jødisk synspunkt, da instruktøren jo selv er jøde, som udelukkende ville tegne et objektivt billede af antisemitismen i dag af ren og skær nysgerrighed, fordi han fra barnsben af er blevet opflasket med den hæslige antisemitisme i de israelske medier, der jo angiveligt lurer overalt. Og faktisk kommer nogle af de mest jødefjendske udtalelser i filmen faktisk fra instruktørens egen jødiske bedstemor i Jerusalem, som han interviewer i filmen: ”Jews love money” og ”A Jew is a crook”. I det hele taget har hun ikke meget til overs for de amerikanske jøder, hvis’ eneste grund til at blive i USA ifølge hende er, at de ville være nødt til at arbejde for føden, hvis de flyttede til Israel. Som hun siger det: ”Are they waiting for another  Hitler to come and kill them, before they run away?” Filmen følger desuden bl.a. en gruppe unge israelske jøder på en rejse til koncentrationslejre i Polen, og desuden den amerikanske organisation ADL’s arbejde på tæt hold og undersøger et par tilfælde af konkret ”antisemitisme” og indeholder en række interviews med mere eller mindre prominente personligheder, der hver især bidrager til debatten.

Hvem opretholder antisemitismen?

Da de unge israelere i filmen interviewes inden deres afrejse til Auschwitz og Majdanek er det i forbindelse med et grundigt undervisningsprogram, hvor de skoles omhyggeligt i Holocaust for 70 år siden, således som det er tilfældet med 10.000 israelske elever hvert år. Rejsen har således mere indtryk af at være en jødisk ”opdragelsesrejse” snarere end en dannelsesrejse, for formålet lader til at være at få de unge jøder til at gøre Holocaust til en integreret del af deres egen identitet som jøder. Således udtaler en elev:

We are raised in this spirit, that we know we are hated. And if a kid knows from the start that he’s hated, (…) it evokes anger towards the other side; pain, anger, and even hate.

Everybody knows that jews are hated. We were raised that way, with hatred and anti-Semitism. I can’t remember a single moment, when there was no anti-Semitism.

Heraf sporer man allerede en form for ”indoktrinering” af de unge mennesker; nemlig at de skal tro at hele verden hader dem, fordi de er jøder. At lærerne således (mis)bruger Holocaust til at indpiske en følelse hos eleverne af at være evigt på flugt, virker vel nærmest kontraproduktivt, hvis altså formålet med undervisningen skulle have været at give eleverne en styrkende ballast og lærerigt erfaring om den jødiske historie i stedet for offer-terperi. Som en pige udtrykker det, adspurgt om sine forventninger på forhånd til hvad hun vil få ud af turen:

This will strengthen the Israeli in me, the Zionist, the Jew in me. I have no doubt about it.

Fra skoleleverne springer Shamir til Anti Defamation League’s (ADL) hovedkvarter i New York, efter et interessant besøg hos en israelsk avis, der jævnligt udsender overskrifter såsom ”voldsom stigning i antisemitismen”. Nærmere adspurgt om nytteinformationer i sådanne overskrifter
”indrømmer” journalisterne dog også, at en stigning i antisemitisme er godt, for det sælger flere aviser, således at avisen jo faktisk selv har en personlig interesse i at sprede antisemitismen. Men alligevel mener avisens redaktør at ”All countries are anti-Semitic. Some are noisier than others.”

Antisemitisme som levevej

ADL er den største organisation af sin art i verden med en årlig indtjening på 70 mio. $. Dens formål er efter eget udsagn ” to stop, by appeals to reason and conscience and, if necessary, by appeals to law, the defamation of the Jewish people.” Og dette omfatter tilsyneladende mange forskellige ting, herunder deltagelse i ceremonier ved koncentrationslejre og møde med diverse statsledere for en mere ”effektiv” bekæmpelse af antisemitisme i deres respektive lande. Adspurgt, om Yoav måtte se et konkret eksempel på en rapport om en antisemitisk hændelse, måtte sekretæren lede længe i computeren, selvom de angiveligt får henvendelser dagligt. Til sidst finder de dog en hændelse, hvor en politimand skulle have brugt en jødefjendsk udtalelse ved en jødisk begravelse og desuden en skolebus med jødiske elever, der havde fået knust en rude af nogle sorte børn i Brooklyn. Yoav begiver sig derfor til Brooklyn for at undersøge nærmere, og finder ud af, at mange hændelser bliver indrapporteret som ”antisemitisme”, som i virkeligheden blot er almindelig kriminalitet.

Han interviewer en gruppe sorte gadekriminelle i kvarteret Crown Heights, der er et blandet kvarter af Jøder og Sorte i Brooklyn. De giver et andet billede af jødernes opfattelse af at jøder er særligt udsatte for overfald fra sorte (~antisemitisme), idet de siger at de ville foretrække at røve en sort frem for en jøde, for hvis de valgte jøden ville de får en længere fængselsstraf. Således virker jødernes frygt for
at blive overfaldet særligt pga. deres etnicitet (Jews should always walk in pairs) omvendt proportional med virkeligheden, idet én af de sorte udtaler at han nu i 35 år aldrig har set en jøde blive overfaldet. Da Yoav spørger Rabbi Hecht, lederen af den jødiske menighed, om antisemitismen, får han da også et noget andet syn på ADL’s arbejde og den angivelige antisemitisme, der skulle herske overalt. Hecht mener at det stadig ikke ville være antisemitisme, hvis overvejende jøder blev røvet på gaden, men blot udtryk for at de er lettere bytte, men at det bliver misbrugt af organisationer som ADL, hvorom han udtaler:

I am suspicious when a guy makes a living from a particular situation. So if there is a particular film crew that makes a living from blood, I am suspicious every time they show blood. If a guy is created only because of anti-Semitism, I’m nervous about his reports; are they accurate? He has to create a problem, because he needs a job.

Clearly the ADL has been responsible, in certain areas, for flaring up things as much as they have helped.

Hecht fremhæver hermed det ømme punkt i debatten, nemlig at antisemitisme i dag er blevet nogle
menneskers levebrød. Og ikke bare det; nogle har endda tjent betydelige summer på antisemitismen, uden hvis’ eksistens de måtte finde en anden indtægtskilde.

I filmen følger Yoav Shamir ADL’s Abe Foxman på en af hans mange ture til Israel, hvor han
bl.a. mødes med den israelske minister for antisemitiske affærer (sic!) i Knesset til en diskussion om ”hvad vi skal stille op med Venezuela”, hvor der angiveligt var faldet en del Israel-kritiske
udtalelser på det seneste. Shamir ledsager ligeledes Foxman til Ukraine, som tilsyneladende prøver at nærme sig Vesten via Israel, hvilket jo dog først skal blåstemples af ADL. F.eks. behagede det
tilsyneladende ikke Hr. Foxman, at Ukraine havde sammenlignet de 7 mio. ukraineres sultedød under Holodomor i 1932 med Holocaust, hvorfor han da også ville have den ukrainske præsident Jusjtjenko
til at undlade sådanne sammenligninger fremover (underforstået: For at opnå Israels støtte), hvilket han da også indvilligede i. Tydeligt, at Foxman betragter begrebet genocide som ”jødernes ejendom” – som et slags Trade Mark på judaisme, som han derfor ikke vil dele med andre. Forståeligt derfor, at antydningen af at andre folk også har været udsat for folkemord ikke falder i god jord hos direktøren for den indflydelsesrigeste jødiske organisation.

Og adspurgt af Shamir om hvordan det kan være at alle disse mægtige statsledere og politikere indvilliger i at mødes med Foxman, erklærer han da også åbenlyst at ”they think we are more powerful than we are” og nævner som forklaring på ADL’s overraskende succesfulde indflydelse, at ”Jews are not as powerful as the Jews think we are, nor as powerful as our enemies think we are. Han udnytter m.a.o. politikernes usikkerhed om hvor magtfuld ADL i virkeligheden er, og hvorfor i grunden ikke, – hans situation taget i betragtning. Men denne mængen sig med statsledere kan jo selvfølgelig også netop få antisemitismen til at blusse op, idet den nærer tanken om at jøder har indflydelse på andre landes politik. Men øget antisemitisme vil jo så igen (på den anden side)
være godt for ADL, idet de jo dermed har fået foræret endnu et påskud for at skærpe samarbejdet med statslederne om en mere effektiv
bekæmpelse af antisemitismen. Det ene medfører således det andet i en skrue uden ende.

Efter Jusjtjenko-mødet spørger Shamir da også et amerikansk jødisk ægtepar fra ADL-delegationen om Foxman ikke i virkeligheden driver det for vidt med den konsekvente udnyttelse af Holocaust og antisemitisme til at styrke sin organisations sag, og de indrømmer da også at man kan koge for meget suppe på en sag, så at den til sidst ødelægges og at det ikke vil gavne jøderne på sigt at blive ved med at køre på Holocaust; ”You can’t keep playing on it as heavily as some people do. The guilt of
the fathers shouldn’t be given on to the sons
.” Og i det hele taget sporer Shamir i filmen en opfattelse af at ADL slet ikke repræsenterer alle jøder med deres konsekvente kapring og udnyttelse af Holocaust. Således mener en rabbiner i Moskva, at dyrkelsen af Holocaust og antisemitismen udelukkende er et anliggende for de sekulære, ikke-ortodokse jøder, fordi de søger en kompensation for deres manglende jødiske identitet, hvilket ikke er tilfældet hos de ortodokse, idet disse koncentrerer sig om de væsentligste i jødedommen og således ikke har behov for konstant
at finde den manglende bekræftelse i deres jødedom. Nogle russiske jøder, som interviewes i filmen, mener således, at antisemitisme slet ikke findes og at jøder oftest selv er ansvarlige for at blive behandlet dårligt. F.eks. når en jøde er doven på arbejde og derfor ikke bliver forfremmet og derefter mener at ”det er fordi jeg er jøde at jeg bliver diskrimineret”: ”
People assign all their misfortune to being Jewish; their oppression and hindrances. But when they go to Israel, they have also no success there.”

Den jødiske lobby i USA og Holocaustindustrien

Interessant i filmen er navnlig besøget hos Norman Finkelstein, forfatteren til bogen The Holocaust Industry, som netop omhandler nogle jøders kyniske økonomiske slåen plat på jødeforfølgelsen. Han mener således, at enhver kritik af Israel i mellemøstkonflikten søges at ties ihjel ved at kategorisere den som antisemitisme, idet han gør opmærksom på at det er Israel, der er den udøvende part med bosættelserne og besættelserne. Han kalder den moderne jødiske dyrkning af jødeforfølgelserne 70 år siden for ”pathological narcissismog at der er mange andre vigtigere ting at beskæftige sig med end den indbildte antisemitisme. Desuden tillægger han organisationer som ADL’s misbrug af Holocaust en stor del af skylden for optrapningen af mellemøstkonflikten:

The Nazi Holocaust has now become the main ideological weapon for launching wars of aggression. The sufferings are wrapped in a club and that club is then used to break the skulls of the Palestinians.

The best thing for Israel is to get rid of those American Jews, who are war mongers.

Han uddyber med at Holocaust i dag ikke bliver bugt til at uddanne og oplyse folk, men derimod til
at fastholde folk i den samme trædemølle af offer-mentalitet, skyldkomplekser og indgroet, nedarvet nag generation efter generation. Med ”those American Jews” hentyder han bl.a. til ADL og til The Israel Lobby, som desuden også er titlen på en bog af Walt & Mearsheimer. I denne bog påpeges, hvorledes en håndfuld indflydelsesrige jøder styrer USA’s udenrigspolitik til fordel for Israel. Meget symptomatisk for effekten af hans arbejde blev Finkelstein, der selv er jøde, nægtet indrejse i Israel af
”sikkerhedsgrunde”.

Indlysende, at Foxman og ADL ønsker folk som Finkelstein & Co. hen hvor peberet gror, idet
de alvorligt sår tvivl om ADL’s eksistensgrundlag. Dette illustreres perfekt på ADL’s årlige generalforsamling, hvor bogen The Israel Lobby er omdrejningspunktet og hvor Foxman fra
talerstolen nedgør forfatterne, hvis’ værk han kalder ”tarveligt”. Den israelske politiker Uri Avnery inviterede de to forfattere til Israel til et debatmøde, hvortil ADL desuden også havde sendt deres
”spion” som skulle rapportere tilbage til Foxman. I et interview med Shamir udtaler Avnery således at ADL ikke gavner jødernes sag og at antisemitisme mest af alt er en ”jødisk opfindelse”, da jøderne i USA aldrig har haft det bedre, og mest eksisterer i de israelske medier. Og på en kongres i det israelske udenrigsministerium om netop ovennævnte bog, udløste sociologiprofessoren David Hirsch nærmest et ramaskrig, da han kom til at påpege at antizionisme og antisemitisme er to forskellige ting. Han bliver da også nærmest overfaldet verbalt efter sin tale med at ”Israel-kritik blot er en kamuflage for antisemitisme”.

Adspurgt om en kommentar til Walt & Mearsheimers konklusion om at ADL’s politic både er til
skade for Israel og USA svarer Foxman at ”
who the hell gave them the right to decide what is good for you. MEN: Foxman gør jo ligesom selv det samme med sin indflydelsesrige organisation, som i dén grad søger at skaffe sig monopol på den rigtige politik angående Holocaust. F.eks. ser man Foxman marchere sammen med israelske soldater i Auschwitz, hvor man således erfarer, at det i dag er en obligatorisk del at besøge koncentrationslejrene for at kunne blive officer i den israelske hær.

Holocaust som redskab til styrkelse af den indre jøde

Tilbage hos eleverne på tur i koncentrationslejren Majdanek erfarer vi, hvorledes nogle elever har
det dårligt over ikke at kunne forholde sig til og sætte sig ind i lidelserne fra dengang, hvilket lærerne ellers havde prøvet at få dem til:

We are disappointed with ourselves. It’s hard to comprehend. I see it, but I can’t understand it. We feel guilty for not having any feelings or emotions.

En pige udtrykker over for læreren, at hun har svært ved at blive rørt over synet af stedet, fordi hun ikke kan sætte sig ind i det. Læreren trøster med at det ”nok skal komme” og at hun ikke behøver at have kuldegysninger hele tiden. Efter samtalen hører vi dog, hvorledes han henvender sig til en anden lærer med instruktion om at ”hold øje med hende der”. Det er åbenbart en alvorlig sag, at en ung jøde ikke kan føle sig personligt skidt tilpas over begivenheder for 70 år siden. Men i slutningen ser vi dog den selvsamme pige bryde sammen i gråd med ønsker om ”hævn” mod de skyldige og at hun vil ”kill all those who did this”. Konfronteret af Shamir med, at de ansvarlige jo alle er døde i dag, mener hun at, ”ja måske, men de har jo arvinger”.

I det hele taget vidner den nøje tilrettelagte omgang med skoleeleverne om en nøje gennemtænkt
proces, der skal ende med en bestemt opfattelse hos dem. En opfattelse af, at de som den næste generation jøder har en arv at videreføre. Altså at gøre dem selv til personlige ofre for Holocaust og bygge deres jødiske identitet på disse 70 år gamle begivenheder. Og undervejs gør lærerne og den særlig sikkerhedsagent (ja, der er en sikkerhedsagent med at passe på børnene) da også hvad de kan for at fremkalde de rette følelser hos børnene om at de stadig i dag er forfulgt overalt pga. deres
jødiskhed. På hotelværelserne fortæller eleverne da også hvad de har fået fortalt:

There are neo-Nazis here in Poland. They are a threat. We’re in danger. They could knock on our doors … and throw things through our windows. At dinner they told us that we’re not in a friendly country. We are in a relatively hostile country.

Om lufthavnsbetjentene udtaler de, at ”the ones who stamped our passports looked like SS-officers. Således ender eleverne efter turen sandsynligvis ikke med at være blevet mere oplyste, men udelukkende at være lullet ind i en stemning om at de er i konstant fare for at blive angrebet af
nynazister og at ”
det er synd for os, for vi er nemlig jøder.” Men da dette sikkert også var formålet med ekspeditionen, må den siges at være lykkes. En interessant scene ved koncentrationslejren er et møde mellem en elev og tre gamle mænd på en bænk. De forstår ikke helt hinanden af sproglige årsager, men da eleven senere refererer samtalen mener hun at de kaldte hende for ”abe” og ”æsel”. Da Shamir gør hende opmærksom på at de slet ikke sagde noget i den stil, svarer hun ”gjorde de ikke?” med et afvæbnende smil på læben, afsløret i sin egen indbildning. At den overdrevne profilering af jødeforfølgelse fra en svunden tid udnyttes til at styrke den indre jøde, er jo det som mange jøder også anser som kontraproduktivt. Som en af lærerne på turen udtaler i en øjebliks refleksion:

We live in a feeling that death is always with us. And here in Auschwitz you see it become an industry. An industry of death. The Germans started it all, and we are perpetuating it: We perpetuate death and that’s why we will never become a normal people, because we emphasize death and what happened.

Filmen er meget interessant, fordi den fremstiller et billede af antisemitismen fra en anden vinkel end i medierne, nemlig i bund og grund som et politisk konstrukt, der dels er nogle menneskers hovedindtægtskilde og andres identitet som jøder, således at deres jødiske selvopfattelse ville blive betydeligt skadet, hvis sandheden gik op for dem om at antisemitismen er pustet op til mere end den er. Og at visse jøder ønsker at basere den jødiske sammenhængskraft på Holocaust virker for skrøbeligt og viser vel blot at jøder leder efter et bedre alternativ til at definere den moderne jødedoms
fællesskab. Dog er der selvfølgelig også en række kritikpunkter i filmen, f.eks. undrer det mig, hvorfor den udelukkende udspiller sig i vestlige lande, når den egentlige antisemitisme i dag vel
hovedsageligt finder sted i den muslimske verden. I det hele taget kan de få rapporterede overgreb mod jøder i Vesten jo netop overvejende tilskrives muslimske indvandrere i modsætning til de
nynazister, der jo angiveligt skulle ”lure bag hvert gadehjørne”. Shamir fandt det åbenbart ikke relevant at spørge ADL hvorfor de havde hovedkvarter i ét af de mindst antisemitiske lande, i stedet
for f.eks. Iran eller Ægypten. Men nå ja; hvis noget ikke findes i forvejen, må man jo selv skabe det. Søg og du skal finde burde snarere have været ADL’s motto.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s