Sovjetunionens myrderier

Titel: The Soviet Story
Indhold: Den lettiske instruktør Edvins Snore har sat sig for at belyse Sovjets samarbejde med Nazityskland og Kommunismens lighedspunkter med Nazismen.
Spilletid: ca. 85 min.
Sprog: Engelsk
Producent: Kristaps Valdnieks
Produktionsår: 2008

 

 

Dokumentarfilmen The Soviet Story af den lettiske instruktør Edvins Snore lyder på forhånd til at være god underholdning: At der angiveligt blev protesteret voldsomt over filmen i Rusland inden den overhovedet var blevet vist, regnes af visse kredse endog som en medalje i sig selv. Filmen søger kort fortalt at belyse Sovjetunionens massedrab på uskyldige mennesker og søger desuden at dokumentere Sovjets tætte samarbejde med Nazityskland i årene op til 2. verdenskrig inden de to stormagter selv røg i totterne på hinanden.

Folkemord forbeholdt socialister?

Politisk folkemord i det 20. århundrede forbindes ellers konsekvent med Nazismen, men målt i antal dræbte var Nazitysklands engangværende forbundsfælle faktisk meget pænt med. Som det nævnes i filmen var de eneste regimer, som bekendte sig til folkemord, de socialistiske. Hvad enten disse socialister var røde eller brune. Således søger filmen at drage en direkte parallel mellem Stalins Sovjetregime og Hitlertyskland i 1930’erne. Fælles for de to ”ideologier”, Nazismen og Kommunismen, var stræben efter at danne en ny mennesketype, og hvad enten dette var i form af den renblodede arier eller den kommunistiske idealarbejder, så er det bemærkelsesværdig, at begge ideologier tilsyneladende ønskede at tilsidesætte menneskets natur til fordel for et deres egne planer for fremtidens idealmenneske.

Nazismens middel til at nå idealet er vel efterhånden gentaget til ukendelighed i historiebøgerne: Forfølgelse af nationale mindretal og etniciteter. Men kommunismens middel til samfundsomdannelsen på vejen mod deres bud på det ideelle samfund lader til at være underbelyst i historiebøgerne. For kommunisterne gjorde i særdeleshed også brug af nogle af de samme metoder som deres brunskjortede kolleger længere mod vest. Dog med stor forskel på hvem det gik ud over. For da der – i teorien – ikke skelnes mellem etniciteter og racer i den kommunistiske ideologi, men udelukkende mellem samfundsklasser, så gik den sovjetiske version af samfundsomdannelse ud på at udrydde bestemte samfundsgrupper i stedet, for derigennem at skabe den nødvendige samfundsomvæltning på vejen mod det kommunistiske idealsamfund.

Og måden, det foregår på i kommunismen, er ikke ved positiv fremelskning af den ideelle arbejder, det kommunistiske idealmenneske. Måden er snarere at udrydde bestemte samfundslag i den klassekamp, som Lenin havde udråbt som forudsætning for den kommunistiske samfundsomvæltning i Sovjetunionen. Således er en nødvendig forudsætning for den kommunistiske lighedstanke at skaffe sig af med de 10 % dygtigste, flittigste og klogeste; de mest produktive arbejdere, de dygtigste ingeniører og de skarpsindigste intellektuelle for derigennem at forhindre disses skævvridning af samfundet i økonomisk succesfulde og mindre succesfulde og således opfylde kommunismens lighedsideal. Således var det foreneligt med kommunismens magtovertagelse i Rusland, at en udrensning af de bedste måtte finde sted i samfundet.

Sovjet uddannede det tyske Gestapo og SS

I filmen nævnes det, hvorledes det sovjetisk-tyske samarbejde inden 2. verdenskrig bl.a. medførte, at der blev sendt tyske enheder af sted for at modtage undervisning i efterretningsvæsen hos det sovjetiske NKVD som led i deres uddannelse til Gestapo-officerer. Det er rigtigt, at Sovjet havde mere erfaring på dette område, da Tyskland jo dengang først for nylig var overgået til diktaturet, mens Sovjet havde eksisteret siden 1917, og sikkert har Stalin da også kunnet give sin (på dét tidspunkt) gode ven Hitler et par råd om hemmeligt politi og overvågning af borgerne. Desuden er det russisk-tyske samarbejde op til 1941 jo efterhånden veldokumenteret, f.eks. hvordan Hitler-Molotov-pagten nærmest delte Europa og Hitler gav grønt lys for Sovjets angreb på Finland, som dog mest af alt udstillede Sovjets svagheder. Sovjet lånte desuden Tyskland en base ved Murmansk i forbindelse med Hitlers besættelse af Norge. Og de to stormagters deling af Polen var jo også blot en detalje i deres indbyrdes gode forståelse.

At Kommunismen og Nazismen dog heraf skulle være åndsfæller, er dog for grov en påstand. Samarbejdet var jo først og fremmest politisk betinget, ikke ideologisk. Og at Sovjets udenrigsminister Molotov skal have betegnet international modstand mod Hitler som en ”forbrydelse” gør ham jo stadig ikke til nazist, som filmen ellers prøver at antyde. Og at de franske kommunister ved Hitlers erobring af Frankrig 1940 i stor grad samarbejdede med tyskerne imod deres egen regering, siger jo heller ikke noget om åndeligt tilhørsforhold, men blot at nogle stadigvæk udnytter deres ”fjenders fjender” til at liste deres egen agenda igennem indenom.

Men de historiske kendsgerninger i filmen er jo stadigvæk rigtige nok, og belyses da også tilbundsgående i deres rette sammenhænge. F.eks. Sovjets nedslagtning og massebegravelse af 20.000 polske reservister nær Katyn, som man ellers indtil for nylig officielt tilskrev tyskerne. Og Stalins masseudryddelse af ukrainere kendt som Holodomor i vinteren 1932/33, hvor op mod 7 mio. mennesker sultede ihjel var jo også kendt før, om end underbelyst. Sågar samtiden i Europa berettede om hungerkatastrofen, hvor Stalin beslaglagde alt spiseligt i Ukraine og afskar landet fra muligheden for at skaffe sig føde udefra, men uden at nogen greb ind. Stalin iværksatte denne behandling af ukrainerne, fordi han var bange for at miste denne sovjetstat grundet opblussende nationalfølelse og anti-kommunisme i området. Specialtropper fra NKVD indsamlede de døde i landsbyerne og gav 100 g brød for hvert lig. Ekstra paradoksalt var det, at Sovjet eksporterede ukrainernes beslaglagte korn til resten af Europa, som således havde rigeligt af mad mens Ukraine sultede. Og Sovjets senere allierede i kampen mod Nazityskland, Storbritannien og USA, så gennem fingre med deres våbenfælles blodpletter på tøjet. Som Churchill udtrykte det, – konfronteret med hans allieredes massemord i mindst samme omfang som hans direkte fjende: ”Vores mål er at vinde krigen for enhver pris”.

En detalje, som jeg dog ikke var klar over, var at Sovjet åbenbart genbrugte nazisternes koncentrationslejre i Østeuropa efter at have overtaget området efter krigen fra tyskerne. Sovjet indsatte blot sine egne fanger i stedet, efter at nazisternes var blevet befriet. De sovjetiske massedeportationer til Sibirien gik først og fremmest ud over etniske mindretal, som kunne blive et problem ved at kunne give nationale spændinger og uafhængighedsbestræbelser. I de sibirske lejre blev der efter alt at dømme foretaget forsøg på mennesker og ofrene begravet anonymt.

Er masseudryddelse af befolkningsgrupper fast forankret i Marxismen?

Filmen spekulerer i hvorvidt Kommunismen i virkeligheden indeholder udrensning af bestemte samfundsgrupper som en integreret del af sin praktiske teori, som beskrevet ovenfor. Der kan ikke være tvivl om at også Sovjet gennemførte organiserede myrderier på modstandere. Men i filmen fremstilles det som om myrderierne var mere eller mindre tilfældige og grundede i en definitorisk ondskab i Kommunismen. I filmen hævdes det via interviews med historikere og etablerede ’sovjet-eksperter’, at Stalins ledelse uddelte ”kvoter” for myrderierne, således at partitropperne fra NKVD kunne anmode om kvoteforhøjelser for hvor mange de måtte myrde en bestemt måned, hvilket de som regel også fik. Og de mange forældreløse, hjemløse børn i byerne (på grund af myrderierne) skal Stalin også have fundet en løsning til, idet han godkendte en sænkning af alderen for hvornår man måtte skydes til 12 år. Filmen er en stor bloddryppende gennemgang af Sovjetunionens mere eller mindre hemmeligholdte overgreb mod sin egen befolkning. Men alligevel er der – trods alt – metodik i ondskaben, den var ikke så tilfældig som fremstillet i filmen. Kommunismen råder jo faktisk over en systematisk ideologisk ballast, uanset om man tager nok så meget afstand fra den eller ej.

Filmen prøver tydeligvis at etablere en sammenligning mellem Nazismen og Kommunismen med det endemål for øje at de to skulle være mere eller mindre ens. Men selvom der er lighedspunkter, og selvom Nazityskland og Sovjet åbenlyst samarbejdede i mange år, synes jeg ikke at Edvins Snore lykkes med sit forsøg. Det nazistiske idealsamfund adskiller sig så markant fra det kommunistiske ditto, at det for mig er tydeligt at se at de to ikke har samme ophav, selvom de selvfølgelig kan have mange lighedstræk. Og selvom man hverken er nazist eller kommunist, kan man sagtens have tilstrækkelig viden om begge til at erkende, at Edvins Snores forsøg på at skabe et lighedstegn mellem dem er dømt til at mislykkes. At to regimer samarbejder om at myrde en masse mennesker, gør dem ikke ens.

Som et eksempel tilskriver filmen nedenstående citat Karl Marx:

The classes and the races, too weak to master the new conditions of life, must give way. […] The must perish in the revolutionary holocaust.

Citatet nævnes i et forsøg på at gøre Marx til ophavsmanden til den politiske racisme, således at Hitler faktisk kun var en slags ”efterkomling” på den politiske scene. Problemet er blot, at citat er fejlagtigt. Først og fremmest er det en oversættelse, dernæst er det en dårlig oversættelse. Originalcitatet til anden del af ovenstående lyder: Alle andern großen und kleinen Stämme und Völker haben zunächst die Mission, im revolutionären Weltsturm unterzugehen. Som man kan se optræder ordet ”holocaust” ikke i originalteksten, men derimod Weltsturm, hvilket er en meget grov fejloversættelse. Marx taler desuden heller ikke om racer, men om folk og folkestammer. Ikke fordi jeg ønsker at forsvare Karl Marx, men det er ikke holdbart på denne måde at tilsmudse andre med citater, som de end ikke har sagt. Ordet holocaust forbindes i dag med jødeudryddelsen pga. den engelsk-amerikanske betydningstildeling, og derfor forstår man citatet markant anderledes på engelsk end tysk. Marx’ citat er desuden fra 1849 – 100 år før det, vi i dag forbinder med ”holocaust” og dengang var ordet desuden heller ikke forankret i det tyske sprog.

Kritikpunkter: Fejl i filmen, citater taget ud af sammenhæng, overdrivelser, antydninger

Som nævnt ovenfor har grove oversætterfejl været medvirkende til at tillægge Marxismen ophavet til det moderne, politiske folkemord, som således fandt sin naturlige udfoldelse i Sovjetunionen. Lignende fejloversætter fortsætter andre steder i filmen med at underbygge denne tænkte sammenkobling mellem Kommunismen og Nazismen. Således mener George Watson (litteraturhistoriker fra Cambridge)under hans interview i filmen at ”racial trash” er en passende oversættelse af Marx’ udtryk ”Völkerabfall”, hvilket man ikke behøver at være tysk-engelsk oversætter for at kunne se ikke holder stik. At Marx omtalte visse folkeslag som tilbagestående og de slaviske folk som beskidte, ville i dag uden tvivl gøre ham egnet til en anmeldelse af Zenia ud fra § 266 b, men gør ham vel af den grund ikke til opfinder af folkemordet. Og Marx’ udsagn om at landet Polen ikke havde nogen ”grund til at eksistere” er måske nok ikke særligt pænt sagt, men er vel stadigvæk et personligt standpunkt og ikke et ideologisk.

Af andre deciderede usande fremstillinger i filmen præsenteres et billede af to udhungrede børn under gennemgangen af det ukrainske Holodomor på en sådan måde, at man ikke kan tro andet end at billedet stammer fra denne begivenhed, da det vises i denne sammenhæng. Imidlertid viste det sig senere at billedet i virkeligheden er taget under den russiske hungersnød i 1920’erne og er således fejlplaceret. Måske ikke nogen stor fejl, men alligevel. Ligeledes i forbindelse med Holodomor fortæller en gammel ukrainsk dame, som var vidne til hungerkatastrofen, i filmen hvorledes ”jorden bevægede sig” oven på de massegrave, hvor hungerofrene var blevet nedkastet, fordi nogle var blevet levende begravet. Dette virker som en overdrivelse. Muligvis har jorden bevæget sig, fordi den sank sammen på naturlig vis. Det virker urealistisk, at jorden på en massegrav skulle gynge op og ned, fordi de levende lig nedenunder prøvede at grave sig op igen. Det er for mig at se at smøre for tykt på, selvom forbrydelsen i sig selv selvfølgelig stadig er grusom. Desuden ville de afkræftede hungerofre vel næppe have kræfter til at bevæge jordmasserne.

Filmens påstand om at Sovjets blodbad mod dens egen befolkning resulterede i 27 mio. døde er simpelt hen for latterligt overdrevet til at kunne tages seriøst. Til sammenligning nævner wikipedia, at der omkom mellem 700.000 og 2 mio. under højdepunkterne af myrderierne, nemlig under den store udrensning mellem 1936 og 1938. Når man tænker på at tyskerne alene dræbte omkring 20 mio. i Sovjet, så ville det samlede resultat blive, at Sovjet mistede ca. halvdelen af sin befolkning frem til 1945, hvilket da overhovedet heller ikke stemmer med at Sovjet havde et indbyggertal på 147 mio. i 1926, 191 mio. i 1939 og 179 mio. i 1950.

Og filmens insinuation af at Sovjet aktivt hjalp Nazityskland med jødeforfølgelsen er ikke tilstrækkeligt veldokumenteret til at jeg hopper på den. Filmen nævner et Stalincitat om at ”nu skal der ryddes op i synagogen” som belæg for at der var en udpræget antisemitisme i Sovjetunionen. Imidlertid må man huske på, at jøderne var meget flot repræsenteret blandt Sovjets øverste ledere og embedsmænd og aktivt deltog i administrationen af Sovjet, og desuden havde været vigtige kræfter under den russiske revolution såsom f.eks. Sverdlov og Sinovjev. Derfor ville det lyde mærkeligt at netop Sovjet, som havde haft stor nytte af jøderne skulle være særligt antisemitisk. At Stalin fik myrdet den jødiske folkekommissær og grundlægger af den røde hær Trotskij (Leo Bronstein) i Mexico suggereres som antisemitisme i filmen, men i virkeligheden var det politiske uoverensstemmelser og rivalitet, der fik Stalin til at tage dette skridt. At den Sovjetiske udenrigsminister Litvinov blev erstattet med Molotov i 1940 var jo også netop fordi samarbejdspartneren Nazityskland næppe ville forhandle med en jøde, dvs. politiske årsager og ikke antisemitisme. Filmen viser en række dokumenter fra russiske arkiver, der skulle bevise officiel sovjetiske deltagelse i nazisternes jødeudryddelser, men disse dokumenter er åbenbart aldrig blevet bekræftet af andre kilder.

Edvins Snore prøver til sidst i filmen at gøre Sovjet-perioden til et moderne russisk anliggende og prøver at underbygge tesen om Nazismens og Kommunismens lighed ved at belyse opblusningen af nynazistiske grupper i vore dages Rusland. Snore bruger et Putin-citat om at ”Sovjetunionens opløsning var det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe” til at beskylde Rusland og dets aktuelle ledere for indirekte at ville dække over Sovjetunionens blodige fortid. Men Putins citat er klart taget ud af en sammenhæng, hvor han opvejer de geopolitiske (negative) konsekvenser for hans land at Sovjet mistede indflydelse over store ressourcer og naturrigdomme. Citatet er derfor klart politisk og indeholder ingen forherligelse af Sovjets forbrydelser, selvom Snore selvfølgelig prøver at antyde dette.

Alt i alt mislykkes Edvins Snore i hans forsøg på at sætte lighedstegn mellem Sovjet og Nazityskland som to sider af samme sag. At der var mange lighedspunkter mellem de to, navnlig deres fascistiske træk, er udenfor diskussion, men dette rækker ikke til et lighedstegn. Desuden var der jo heller ikke blot tale om tilfældige myrderier i de to regimer; Sovjets ofre var markant andre menneskegrupper end nazismens ofre. Den klareste forskel er vel at Sovjet myrdede sin egen befolkning, mens Nazisterne hovedsageligt ”koncentrerede” sig om andre etniciteter. Snore er jo i sin position som lette heller ikke neutral i spørgsmålet, men har en klar politisk dagsorden, da hans land Letland jo blev besat af Sovjet. Derfor er det klart at hans fremstilling af sagen ikke kan være objektiv, men farvet af hans personlige hævnfølelser, selvom disse naturligvis kan være nok så berettigede. Snore fremstår med denne film mere som en anti-sovjetisk propagandist, som jo delvis har fået hvad han ville opnå i form af russisk harme over filmen, inklusive protester i Moskva ved den lettiske ambassade. Snore står tilbage som en provokatør, der har sat sig for øje at prøve at blusse op for en anti-sovjetisk hetz, som måske netop mislykkes, da hans intentioner og baggrunde var forudsigelige på forhånd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s