Darwins rejsebeskrivelse ombord på Beagle

Darwin Voyage Beagle Charles Darwins rejseberetning The Voyage of the Beagle fra hans jordomsejling ombord på briggen HMS Beagle fra 1831-36 er helt klart blandt klassikerne indenfor rejsebeskrivelser. Derudover er den jo forfattet af selveste foregangsmanden for evolutionsteorien og i denne rejseberetning ser man – både på og mellem linjerne – tydelige antræk til de første tanker til etableringen af Darwins senere evolutionsteori: Om end hans evolutionsteori selvfølgelig endnu ikke var udviklet på dette tidspunkt, var det på baggrund af opdagelserne fra hans fund af fossiler, dyrearter og geologiske kendetegn fra denne rejse, der senere fik ham til at indse grundlovene indenfor arternes udvikling, således som de kommer til udtryk i hans hovedværk »On the Origin of Species« (~arternes oprindelse).

Den 22-årige Darwin stævnede med ud på rejsen d. 27. december 1831 efter sin universitetsgrad Bachelor of Arts (som grundlag for en senere præsteuddannelse) på HMS Beagle, der havde til opgave at foretage detaljerede målinger og optegnelser af kystlinjer. Én af bevæggrundene, der fik Darwin til at tage imod tilbuddet om at komme med på rejsen, var dels hans nyligt vakte interesse for naturvidenskab med læsningen af John Herschels og Alexander von Humboldts bøger. Sidstnævnte var i øvrigt Darwins store forbillede og havde foretaget en lignende rejse til Syd- og Nordamerika allerede 1799-1804. Rejseberetningen fra Beagle-rejsen er vigtig alene af den grund, at den tegner et billede af hvordan grundlaget for evolutionsteorien blev til og følger Darwins indsamling af de relikter, der senere satte ham i stand til at formulere en af naturens og biologiens vigtigteste love. Den ligger gratis på nettet til fri udskrivning, hvis man ellers orker at skrive alle siderne ud og samle dem i ryggen. Ellers kan den fås billigt som paperback.

Hoveddestinationen for rejsen er Sydamerika, hvor Beagle opholder sig den længste tid og hvor Darwin beskæftiger sig mest indgående med sine naturobservationer og indsamlinger. Den del af bogen, der ikke omhandler Sydamerika, udgør således kun ca. 10-15 %. Han krydser Pampassen til Uruguays hovedstad Montevideo, gennemforsker Patagonien, Ildlandet, Magellanstrædet, Falklandsøerne og opdager og beskriver nye dyrearter, jordlag, sedimenter og bjergegne. For slet ikke at tale om hans møde med Sydamerikas forskellige indianerstammer og Gaucho-bønderne. Vigtigst er dog vel nok hans ophold på Galapagosøerne, som Beagle nåede d. 17. september 1835 – altså næsten 4 år efter at have lagt fra land(!) – mest af alt fordi det var iagttagelser og fund på denne øgruppe, der viste sig at være udslagsgivende ved udviklingen af evolutionsteorien. Især de berømte »darwinfinker«, som slet ikke er forskellige underarter af finker, som Darwin troede, men helt særegne fuglearter, der kun findes på Galapagosøerne (en enkelt af dem også på Cook Island). Det var disse fugle, som gav hovednæringen til Darwins senere evolutionsteori. Eller teorien om overlevelse af de bedst tilpassede via naturlig selektion. For hvordan er der ellers opstået særlige fuglearter, som kun findes på ét bestemt sted isoleret fra omverdenen? Hvis forklaringen ikke netop er at de har udviklet sig separat og uafhængigt; formet af dette ene steds beskaffenhed og livsbetingelser for de bedst mulige overlevelseschancer? Følgende sætning fra bogen viser, at han allerede omkring Beagle-rejsen var »tæt på« det fulde skridt frem til tanken om arternes udvikling, om end den endelige formulering manglede at blive perfektioneret:

Darwin's_finchesSeeing this gradation and diversity of structure in one small, intimately related group of birds, one might really fancy that from an original paucity of birds in this archipelago, one species had been taken and modified for different ends. In a like manner it might be fancied that a bird originally a buzzard, had been induced here to undertake the office of the carrion-feeding Polybori of the American continent.

     

Darwin anerkendte eksistensen af menneskeracer

De fleste af naturbeskrivelserne er langtrukne og kedelige; alle observationerne og beskrivelserne af dyr, planter, insekter og jordbundsforhold virker trættende for læseren at komme igennem og fylder størstedelen af bogen. For slet ikke at tale om hans møde med diverse personager og beskrivelser af Sydamerikas interne magtforhold, idet Darwin ankom på et tidspunkt, hvor store dele af kontinentet var indviklet i revolutioner, borgerkrige, uafhængighedskampe mod Spanien og indianer-fejder. Hvis man holder ud, finder man dog imidlertid alligevel et par interessante guldkorn ind imellem, gør det hele værd: Således er det interessant at læse de passager, hvor Darwin beskriver de »oprindelige« beboere hvor end ham kom frem; på samme måde som Darwin beskrev de forskellige arter og racer indenfor dyreverdenen, antog denne ophavsmand til en af de mest betydningsfulde naturlove det som en selvfølge at også mennesket var inddelt i racer. Eksempelvis hedder det i kapitel 4:

The greater number of men were of a mixed breed, between Negro, Indian, and Spaniard. I know not the reason, but men of such origin seldom have a good expression of countenance.
(…)
The men were a tall, fine race, yet it was afterwards easy to see in the Fuegian savage the same countenance rendered hideous by cold, want of food, and less civilization. Some authors, in defining the primary races of mankind, have separated these Indians into two classes; but this is certainly incorrect. Among the young women or chinas, some deserve to be called even beautiful.

Og i kap. 21:

No doubt it is a high satisfaction to behold various countries and the many races of mankind, but the pleasures gained at the time do not counter-balance the evils. It is necessary to look forward to a harvest, however distant that may be, when some fruit will be reaped, some good effected.

Darwin argumenterede ikke for dette; hos ham var det blot en tør konstatering, på samme måde som at der findes dyreracer. Darwin gør desuden den korrekte anskuelse, at visse sygdomme kan virke stærkere, hvis de spredes mellem racerne, hvilket jo er sandt hvad angår mæslinger, som europæerne bragte til Sydamerika (og som de selv var immune overfor) og syfilis, som vandrede den anden vej. For slet ikke at tale om den sorte død, pesten, der jo sandsynligvis kom til Europa fra fra Kina, hvor den ellers ikke udgjorde noget problem. I dag har socialkonstruktivismen og den politiske korrekthed bevirket, at Darwin sandsynligvis ville være blevet hængt ud som »racist« i medierne og af den pæne politiske elite. Men desuagtet var Darwin faktisk af den opfattelse at de forskellige racer havde deres forskellige, racerelaterede egenskaber, hvilket har bevirket, at nogle egne af verden befandt sig på et hhv. lavere eller højere udviklingstrin i civilisation.

Voyage Beagle

Vildmanden vs. det civiliserede menneske

Darwin kommer f.eks. visse steder ind på, at forskellige racer kan have forskellige karaktertræk, hvilke har været udslagsgivende for deres udviklingsmæssige stadie. F.eks. skriver han om en indianerstamme, som han stiftede bekendtskab med i Ildlandet (den sydligste spids af Sydamerika), under deres kanobygning, at (kap. 10)

Their skill in some respects may be compared to the instinct of animals; for it is not improved by experience: the canoe, their most ingenious work, poor as it is, has remained the same, as we know from Drake, for the last two hundred and fifty years.

Darwin mener altså, at de er forblevet på et lavere udviklingstrin, fordi deres evner kan sammenlignes med dyrs instinkter? I det hele taget lader Darwin i sin konfrontation med vildmanden til at være chokeret over hvor store forskelle der i virkeligheden er på det »civiliserede menneske« (som han regner sig selv til) og de indfødte eller oprindelige beboere i Sydamerika. Han betragter således denne forskel som værende større end forskellen mellem vilde og takke dyr(!) Kap. 10:

I could not have believed how wide was the difference between savage and civilized man: it is greater than between a wild and domesticated animal, inasmuch as in man there is a greater power of improvement.

Og igen i beskrivelsen af aboriginere i Australien, som han mente befandt sig på et endnu lavere udviklingstrin. Synet af disse aboriginere og deres krigslyst og vildskab får ham sågar til at tvivle på det, der senere kom til at udgøre en fundamental nøglesten i teorien om naturlig selektion; nemlig at vidt forskellige livsformer kan have samme ophav (kap. 21):

One’s mind hurries back over past centuries, and then asks, could our progenitors have been men like these?—men, whose very signs and expressions are less intelligible to us than those of the domesticated animals; men, who do not possess the instinct of those animals, nor yet appear to boast of human reason, or at least of arts consequent on that reason. I do not believe it is possible to describe or paint the difference between savage and civilized man. It is the difference between a wild and tame animal: and part of the interest in beholding a savage, is the same which would lead every one to desire to see the lion in his desert, the tiger tearing his prey in the jungle, or the rhinoceros wandering over the wild plains of Africa.

I det hele taget lader dette »kulturchok« at have gjort stort indtryk på Darwin. Dog betragter han jo naturligvis »de vilde« fra et hævet perspektiv. Alligevel er det vigtigt at bemærke, at om end Darwin så store og altafgørende skel indenfor menneskeheden og ikke lagde skjul på at der forelå en »rangorden« hos mennesket målt efter graden af civilisation, så mente Darwin alligevel ikke, at blot fordi nogle racer åbenlyst stod tilbage for andre i graden af udvikling, skulle disse også behandles med hårdhed og brutalitet, således som det ellers havde været visse kolonialisters overbevisning på det tidspunkt. Således er Darwin klar modstander af slaveri – hvilket han sandsynligvis også har overtaget fra sit forbillede Humboldt – og bryster sig bl.a. af at England var et af de første lande til at afskaffe det.

(Kap. 21) I feel glad that this happened in the land of the Brazilians, for I bear them no good will—a land also of slavery, and therefore of moral debasement.
(…)
On the 19th of August we finally left the shores of Brazil. I thank God, I shall never again visit a slave-country. To this day, if I hear a distant scream, it recalls with painful vividness my feelings, when passing a house near Pernambuco, I heard the most pitiable moans, and could not but suspect that some poor slave was being tortured, yet knew that I was as powerless as a child even to remonstrate. I suspected that these moans were from a tortured slave, for I was told that this was the case in another instance.

Desuden var Darwin imod nedslagtningen af Sydamerikas indianere og den brutalitet, de ofte blev mødt med af de spanske tropper. Darwin indvender, at det er ukristent at behandle mennesker sådan, selvom han altså samtidig mener, at de befandt sig på et lavere udviklingstrin. Denne indstilling er interessant, fordi den vidner om et menneskesyn præget af oplysningstiden og kristendommen; Darwin var fortaler for medmenneskelighed og barmhjertighed og modstander af slaveri og tortur, men mente altså også, at der befandt sig et hierarki indenfor menneskelig udvikling. Et hierarki, som visse gange medførte nogle af menneskeracernes undergang på bekostning af andres. På hans tid var det ofte de indfødte der led mest under mødet med den hvide mand:

Besides these several evident causes of destruction, there appears to be some more mysterious agency generally at work. Wherever the European has trod, death seems to pursue the aboriginal. We may look to the wide extent of the Americas, Polynesia, the Cape of Good Hope, and Australia, and we find the same result. Nor is it the white man alone that thus acts the destroyer; the Polynesian of Malay extraction has in parts of the East Indian archipelago, thus driven before him the dark-coloured native. The varieties of man seem to act on each other in the same way as different species of animalsthe stronger always extirpating the weaker. It was melancholy at New Zealand to hear the fine energetic natives saying, that they knew the land was doomed to pass from their children.

De fremhævede sætninger viser også, at Darwin på disse første skridt på vej mod erkendelsen af evolutionsteorien faktisk nogle gange kom på kant med sin egen senere teori; konceptet om »naturlig selektion« taler om den bedst egnedes overlevelse i en konkurrence mod andre arter. Ikke om at den stærkeste målrettet udrydder den svageste. Brugen af »strongest« her modstrider jo også Darwins senere ordvalg »fittest« (bedst tilpasset). At den stærkeste sætter sin overlevelse igennem med magt på de svageres bekostning er jo faktisk hovedingrediensen i socialdarwinismen, som jo netop klandres for at have misforstået Darwin. Men Darwin selv strejfede altså også disse tanker.

Ydermere var Darwin på ingen måde bleg for at gøre opmærksom på alle de fordele, som den hvide mand havde bragt de nye verdensdele, – på trods af dennes til tider hårde behandling af de indfødte. Og i visse passager afslører Darwin også en hos ham voldsom engelsk nationalisme, til tider sågar grænsende til det absurde. F.eks. læser man i kap. 18 om ananas på Tahiti:

Pine-apples are here so abundant that the people eat them in the same wasteful manner as we might turnips. They are of an excellent flavour—perhaps even better than those cultivated in England; and this I believe is the highest compliment which can be paid to any fruit.

Aha? Så det største kompliment man kan give en frugt (uanset hvor i verden man finder den) er, at den er næsten lige så god som havde den været dyrket i England? Jeg er nu ikke overbevist om at dette gælder generelt 😉 Darwin var generelt fortaler for kolonialismen, idet han fremhævede de fordele og opblomstringer, som den hvide mand førte med sig. Men samtidig indrømmede han også skyggesiderne i form af nedslagtningerne af indianere og slaveri. Darwins modstand mod slaveriet som noget »umenneskeligt« og fornedrende til trods for hans anerkendelser af de forskellige menneskeracer og disses forskellige beskaffenheder indenfor civilisationsskabelse skal også ses i lyset af oplysningstiden og at hans forløber Humboldt, som han så op til, ligeledes var indædt modstand mod slaveriet i samme ånd som Immanuel Kant.

Darwin anså sig faktisk som religiøs

Bemærkelsesværdigt er, at Darwin, der jo som ophavsmand til evolutionsteorien, som gav anledning til en fundamental revurdering af religionens grundfundament om mennesket som værende »skabt« i Guds billede, faktisk troede på Gud. Således læser man i kap. 12 under en samtale med nogle bondedøtre i Chile:

They asked me, “Why do you not become a Christian—for our religion is certain?” I assured them I was a sort of Christian; but they would not hear of it—appealing to my own words

Darwin havde jo faktisk oprindeligt til hensigt at blive præst (parson), hvilket dog blev ændret efter tilbagekomsten til England. Det virker ironisk, at ophavsmanden til den teori, der for alvor rystede kristendommen (og al religion) i sin grundvold faktisk slet ikke anså sig selv som modstander eller bekæmper af religion. I den fejde, som hans skrifter senere forårsagede både i videnskaben og i offentligheden, deltog han da heller ikke selv, men nøjedes med at publicere og derefter at overlade striden til den andre. Følgende lille, spidsfindige uddrag kaster måske et lys over Darwins forhold til religion (kap. 21):

Among the scenes which are deeply impressed on my mind, none exceed in sublimity the primeval forests undefaced by the hand of man; whether those of Brazil, where the powers of Life are predominant, or those of Tierra del Fuego, where Death and Decay prevail. Both are temples filled with the varied productions of the God of Nature

Naturens guddom? Interessant, hvorledes denne religiøse opfattelse af naturen tilsyneladende harmonerer med den kristne tro hos Darwin.

Her fejler Darwin

Mindst lige så interessante er alle de passager, hvor Darwins spekulationer om geologi og geografi viser sig at være forkerte ud fra vores moderne viden. I kap. 3 finder man følgende bemærkning:

We see nearly the whole of Australia covered by lofty trees, yet that country possesses a far more arid climate. Hence we must look to some other and unknown cause.

Hvilket jo er direkte forkert. Desuden finder man i kap. 4 følgende fejlagtige antagelse:

Well may we affirm, that every part of the world is habitable! Whether lakes of brine, or those subterranean ones hidden beneath volcanic mountains—warm mineral springs—the wide expanse and depths of the ocean—the upper regions of the atmosphere, and even the surface of perpetual snow—all support organic beings.

Desuden mener Darwin at kunne fornemme en sammenhæng mellem jordskælv og regnvejr(!!) Dette skal selvfølgelig ses i lyset af at hans forbillede Humboldt var inde på lignende spekulationer.

There appears much probability in the view first proposed by Mr. P. Scrope, that when the barometer is low, and when rain might naturally be expected to fall, the diminished pressure of the atmosphere over a wide extent of country, might well determine the precise day on which the earth, already stretched to the utmost by the subterranean forces, should yield, crack, and consequently tremble.

I det hele taget fejler Darwin gevaldigt i hans spekulationer om årsagen til jordskælv. Dette er dog ikke så underligt, da videnskaben om pladetektonik endnu ikke var opdaget på dette tidspunkt. Darwin mente således, at jordskælv opstod som følge af at jorden hævede sig over havet og at den herved sprængtes af flydende klippemasse (lava?)

From many reasons, I believe that the frequent quakings of the earth on this line of coast are caused by the rending of the strata, necessarily consequent on the tension of the land when upraised, and their injection by fluidified rock.

Desuden kendte han tilsyneladende ikke golfstrømmen og dennes indvirkning i form af relativt varmere vejr i Nordeuropa. Således prøver han at forklare de relativt koldere temperaturer på de tilsvarende breddegrader i Sydamerika med at der her skulle være mere overskyet.

Alt i alt et spændende værk og helt sikkert en af sværvægterne indenfor rejsebeskrivelser, om end længden og de mere langtrukne passager vel sikkert gør den mindre interessant for nogle umiddelbart.

3 svar til Darwins rejsebeskrivelse ombord på Beagle

  1. Viking siger:

    “Alt i alt et spændende værk og helt sikkert en af sværvægterne indenfor rejsebeskrivelser, om end længden og de mere langtrukne passager vel sikkert gør den mindre interessant for nogle umiddelbart.”

    Meget interessant, men nok mere noget jeg ville se i fjernsynet.

  2. mediakrig siger:

    En bra artikkel som jeg kommer til å lenke til nå jeg argumenterer med anti-hvite marxister som mener at Marx var en beundrer av Darwin, og at marxismen derfor ikke har et pre-darwinistisk menneskesyn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s