De germanske stammefællesskaber

Ifølge overleveringen var de germanske stammer inddelt i hovedsageligt tre stammeforbund eller stammefællesskaber, idet visse af de germanske stammer dyrkede den samme gud som deres hovedguddom: Ingvæonerne i nordvest (nuværende Holland, Nordtyskland og Danmark), Istvæonerne (eller Istævonerne) omkring Rhinen og Elben og Irminonerne (eller »herminonerne«) omkring Elben og Oder.

Hos Tacitus læser man i kap. II:

Germanerne taler i gamle kvad om en jordbåren gud Tvisto og en søn af ham ved navn Mann som ophav til folket selv og hele dets almindelige forfatning. Mann tillægger de tre sønner, efter hvem de germanere, der bor nærmest ved Oceanet, skal have fået navn af Ingvæoner, de, der bor i midten, Erminoner, og de øvrige, Istævoner.

Også Plinius den ældre og Pomponius Mela nævner de tre stammefællesskaber, hvis’ ophav altså er en guddom, Tvisto (i orig.: »Tuisto«) født af jorden (jf. »jordbåren«). Hvis han er født af jorden, må jorden altså være hans mor, idet jorden tillægges hunkøn (moder jord). Hans far må derfor have været himlen. Da Tvisto således får sønnen Mann (dvs. »mand« eller »menneske« – i orig.: »mannus«) uden at en kone nævnes, kan det antages, at denne guddom må have været tvekønnet, hvilket navnet også antyder med ordstammen »tve«, som er fællesgermansk. Hans navn kan således tydes som den dobbelte eller måske den tvefoldige, idet han bærer elementer fra både himlen og jorden i sig, hvilket videreføres til hans søn Mann. Bemærkelsesværdigt er det, at alle germanerne således har ophav fra deres guder ifølge deres overlevering, hvilket også romerne og så mange andre folk mente om dem selv. I Eddaen læser vi i kvadet Rigsþula hvorledes guden Heimdal senere hen skaber de tre stænder eller samfundsklasser hos mennesker ved at få et barn med hhv. en trællekvinde, en bondekone og en husfrue.

Mann/mannus (norrønt: »maðr« (ᛉᚭᚦᚱ)) er således stamfader til hele det germanske folk med alle dets stammer. Hans tre sønner dyrkes og har hver især lagt navn til de tre stammeforbund. Om Tacitus skal forstås sådan, at hver af de tre stammeforbund er opkaldt efter en af de tre mannussønner, fordi de nedstammer fra denne søn, eller blot fordi de tillægger denne mannussøn størst betydning, er ikke tydeligt. Dog kan begge dele sagtens være tilfældet: Hvert stammeforbund dyrker den gud, som de også nedstammer fra og som dermed bliver deres stamfader således at de har guddommeligt ophav. Hvad disse tre mannussønner har heddet, nævnes ikke, kun at de tre stammefællesskaber har navn efter dem. I et forsøg på at rekonstruere deres navne ud fra de tre stammeforbund kunne de således have heddet Ing, Istev og Irmin.

kulturfællesskaberGermanerne længere mod øst har måske ikke været direkte underlagt en af disse tre stammefællesskaber, da de ikke umiddelbart kan indordnes, men kan have udgjort et stammefællesskab for sig. Tacitus nævner også, at der muligvis kan have været flere mannus-sønner end de tre, som så kan have været stamfar til andre germanerforbund. Ing må være frugtbarhedsguden Frej, idet Ingve eller Yngve er et af Frejs navne. Desuden stemmer dette jo overens med at denne guds stammeforbund Ingvæonerne især netop dyrkede frugtbarhedsguderne. Bl.a. hedder det i kap. 40 hos Tacitus, at de nordlige stammer såsom anglerne dyrkede gudinden Nertus i en lund på en ø i havet (muligvis Rügen), og Nethus var gift med Njord, som forbindes med frugtbarhed. I den angelsaksiske runesang hedder det i strofe 22 hørende til runen ᛝ (= »Ing«):

Ing wæs ærest · mid Eastdenum
gesewen secgun, · oþ hé siððan eft
ofer wæg gewát, · wæn æfter ran;
(Ing var først · hos østdanskerne
kommet til syne
[for menneskene], · siden drog han østpå
over voverne,
· hans vogn rullede efter [ham];)

Hvilket også netop harmonerer med, at stammerne i Danmark tilhørte Ingvæonerne. I den oldgermanske runerække kaldes runen ᛜ for »Ingwaz«, hvilket er et andet navn for Ing. I Beovulf (1045, 1320) omtales østdanskerne også som Ingwine (~venner af Ing). Hos de norske skjalde kaldes den svenske kongeslægt desuden Ynglingar (efterkommere af Yngvi). Hos Ingvæonerne var det altså frugtbarhedsguderne i form af Frej (Ing), Freja, Nerthus og Njord, der dyrkedes som de vigtigste (eneste?).

The Irminsul is a Germanic Pagan symbol. It re...

Hvad Irminonernes hovedgud Irmin, eller (som hos Tacitus Ermin, måske »Hermin«) har været for en gud er mere vanskeligt. Muligvis er hans navn afledt af »ermnaz« (~den ophøjede), således at der har været tale om en himmelgud, muligvis Tiu/Tiwaz (Tyr). Man finder desuden »irmin« i ordet Irminsul (~altophøjede søjle), som var Irminonernes helligdom. Søjlen har haft form som et altomspændende livstræ i overensstemmelse med ask yggdrasil i den nordiske mytologi. Det er muligt, at der kan have stået en Irminsul på toppen af germanernes helligdom Externstenene, som blev ødelagt af frankernes konge Karl den Store i 772 under hans korstog og kristning af sakserne med magt. Ved samme lejlighed blev også en anden germansk helligdom ødelagt ved Eresberg, nemlig en hellig lund, hvor der også var opstillet en Irminsul. »Er« i Eresberg er et andet navn for guden Tiu/Tiuz/Ziu, hvilket taler for at denne guddom var Irminonernes stamfader, idet man også finder navnet »Er« i stavemåden Erminonerne. Et andet for germanerne helligt træ, Donar-egen (en kæmpe eg indviet til Donar/Thor), blev fældet af den kristne missionær Bonifatius ved Geismar (nuv. Fritzlar).

Hvad angår den sidste af de tre guddomme Istve/Istev/Isto, som lagde navn til Istvæonerne omkring Rhinen og Weser, er det meget mere uklart, hvem dette kan have været. Wodan/Odin er en mulighed, da odinkulten senere var fremherskende her. Dog er dette ikke sandsynligt, da Istvæonernes centrale helligdom lader til at have været Tamfanatemplet. Denne gudinde (Tamfana) er i dag ukendt for os. Tacitus nævner i sine annaler (1. 51), at germanerstammen Marserne (og muligvis også de omkringboende stammer) skal have dyrket en gudinde ved navn »Tanfana« (med n). Gudindens tempel blev dog tilintetgjort af den romerske hærfører Germanicus i år 14 under et hævntogt for nederlaget år 9, hvor tre romerske legioner blev besejret. Germanicus overraskede marserne ved helligdommen, mens de var ved at udføre et ritual og derfor sikkert må have været berusede og forsvarsløse:

„Germanicus lod en strækning på 50 mil hærge med brand og sværd. Hverken børn, gamle, mænd eller kvinder fandt nåde. Profane og hellige steder, derunder også de hos disse stammer (marserne) vidtberømte templer, som de kalder Tamfanas helligdom, blev jævnet med jorden.“

Det er usandsynligt, at Tamfana skal have været et andet navn for Istve. Mest fordi Istve jo er en gud og Tamfana en gudinde. Istvæonerne har således sikkert dyrket begge guder, både stamfaderen Istve og Tamfana som hans kvindelige sidestykke, måske hustru? Efter romernes tilintetgørelse af helligdommen er Tamfana og delvist også marser-stammen er denne guddom gået over i glemslen.

9 svar til De germanske stammefællesskaber

  1. Pingback: Hammersmedens blog

  2. Viking siger:

    Interessant sommerlæsning. Kom endelig med mere, tak!

  3. Viking siger:

    Det ser jeg frem til🙂

  4. undertegnede siger:

    Hvordan skriver man med runer på computer?
    Nationalistisk by i Ungarn, som benytter rovas – ungarske runer:
    http://en.wikipedia.org/wiki/File:Bugac_city_limit_sign_rovas_script_JPG

  5. undertegnede siger:

  6. undertegnede siger:

    Ikke svar nok. Både Fleksnes og undertegnede protesterer.

  7. Ragnar siger:

    Kan aldrig rigtig få nok af at læse Hammersmedens værdifulde artikler om Germanerne.🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s