Ægteskabet hos germanerne

Ægteskabsformen hos germanerne var klart monogamisk i modsætning til mange andre folkefærd som f.eks. inderne, perserne, trakerne og pæonierne, hvilket indtil nu bevidnes af alle de kilder, vi har til rådighed. Både arkæologiske og skriftlige; således nævner f.eks. Tacitus eksplicit (kap. 17), at germanerne nøjedes med én hustru og at undtagelser fra denne sædvane kun forekom i særtilfælde blandt eksempelvis fornemme:

Dog er ægteskaberne strenge hos dem; og der er ingen anden del af deres levesæt, man må finde mere priselig. Thi de er næsten de eneste barbarer, der lader sig nøje med een hustru hver, alene med undtagelse af ganske enkelte, som dog i det stykke ikke lader sig lede af sanselig lyst; men deres høje byrd volder, at der er temmelig mange, der søger at få døtre gift med dem.

Undtagelser fra den gældende normalitet omkring monogami fandt man således kun blandt folk af høj byrd, dvs. fornemme, høvdinge osv. Og de tog sig udelukkende mere end én hustru af andre grunde end sanselige, som Tacitus nævner, dvs. f.eks. politiske årsager. Således havde svebernes høvding Ariovist udover sin germanske hustru også ægtet en pannonisk kvinde. Dette andet ægteskab har uden tvivl været politisk motiveret, som et tegn på venskab mellem sverberne og pannonierne, og den pågældende pannonier havde uden tvivl været af høj byrd, sikkert en høvdingedatter.

Flere gravsteder vidner desuden om, at mand og kone i visse tilfælde fulgte hinanden i døden. Dette ser man især på Kongegraven fra Seddin ved Prignitz fra ca. år 800 f.v.t. Denne grav indeholdt urner med aske fra hhv. en mand, en kvinde og et barn, således at det er nærliggende at mene, at de begravede personer har været en familie, blev begravet sammen. At bisættelserne fandt sted på samme tid, ses ved at graven blev lukket og gjort utilgængelig for omverdenen, således at de tre må have fulgt hinanden på den sidste færd.

Hvad angår incest forekom dette ikke hos germanerne. Man valgte ikke en ægtefælle fra ens egen familie/æt og fra angelsaksisk kender man begrebet »sibleger« (ͻ: ægteskab indenfor ætten), som betegnede blodskam. Dog var det hos angelsakserne og varnerne tilladt at ægte sin stedmoder, vel at mærke hvis man ikke var i familie med hende. Hvad angår ægteskabet som forbindelse mellem slægter har dette sikkert været praktiseret for at skabe politiske forbindelser og samarbejder. Således også hos stammen svionerne i Sverige, hvis’ navn betyder noget i retning af »de forsvogrede«.

Ej heller ægteskaber mellem børn eller pædofili blev praktiseret blandt germanerne. Hos Cæsar læser vi (De Bello Gallico VI, 21) beskrivelsen af, at germanerne ikke gjorde sig erfaringer med en kvinde førend deres tyvende leveår og at andet blev betragtet som vanærende, idet det frem til da galdt om at vise sit værd i anstrengelser og strabadser. Også Tacitus nævner, at germanerne begyndte på det seksuelle relativt sent. Dette blev jo vel at mærke selvfølgelig også betragtet ud fra en romersk synsvinkel, hvor det tværtimod var normalt at blive gift som 13-14-årig. Den germanske tilgang stod desuden også i skarp kontrast til antikkens Grækenland, hvor det var normalt at ældre mænd i kasernerne oplærte de små drenge i alt, og hermed også det seksuelle.

Ved indgåelsen af ægteskabet blev der udvekslet gaver mellem brudgommen og bruden. Gaverne blev overrakt i overværelse af de pårørende, dvs. brudens familie. Bruden fik som oftest en ko, hest eller lignende. Brudgommen derimod oftest våben. Udlægningen om at gaverne skulle virke som en købspris for bruden er nok ikke korrekt, idet brudgommen jo også fik gaver. Det er mere sandsynligt, at gaverne blev efterprøvet af brudens familie, godkendt og derefter givet med i ægteskabet. At hente bruden var en udbredt tradition, kendt som brudeløb. Hvis det over længere afstande benyttedes vel en vogn, kærre el. lignende. Det var efter alt at dømme ikke skik hos germanerne at tildække bruden med slør el. lignende. Dog var pyntningen af bruden med smykker osv. meget udbredt og også en meget gammel tradition. Desuden adskilte den gifte kvindes frisure sig fra den unge piges, det samme galdt for klædedragten, hvor hustruer bar lange kjoler, hvorimod piger bar kortere kjoler eller skørt.

Hvad angår bortførelse af bruden, bruderov, har dette bestemt ikke været alment praktiseret blandt germanerne, men har dog selvfølgelig forekommet. Det kendteste eksempel er nok cheruskerføreren Arminius’ bortførelse af Segestes’ datter Thusnelda, idet Segestes ikke ville gifte hende bort til Arminius frivilligt. En sådan bortførelse af bruden, i de tilfælde hvor brudgommen ikke kunne erhverve hende på retsmæssig vis, kunne dog efterfølgende blive anerkendt som et fuldgyldigt ægteskab på lige fod med et normalt indgået, hvis formaliteterne ved og betingelserne for ægteskabet (gaver osv.) blev bragt i orden eller fremsendt efterfølgende. Dog førte sådanne bruderov oftest til fjendskab og slægtsfejder, således også i tilfældet med Arminius og Segestes.

Et bruderov el. måske snarere ”brudebefrielse” skildres måske på en helleristning fra Bohuslän, Sverige: Her ser man helten i et muligt sagn eller historie ankomme med en båd sammen med sin hjælper til højre i billedet, hvor de har besejret og hugget hovedet af pigens vogter. Vogteren er afbildet større end de to personer, måske for at illustrere at han er ikke-menneskelig, muligvis en trold eller andet mytisk væsen. Øverst til venstre ser man bagefter helten med hornene i panden forenet med pigen. Sådanne historier om befrielse af tilfangetagne eller tilbageholdte piger finder man desuden senere mange eksempler på i den nordiske sagn- og eventyrverden.

helleristning bruderov

Den religiøse og mytiske forestilling omkring ægteskabet beroede på en tro på ægteskabet som noget helligt, der blev værnet om af guderne. Især Donar/Thor lader til at have været beskytter og værn af ægteskabets lykke og bestandighed: Således finder man på et tøjspænde fra Nordendorf i Schwaben en runeindskrift, som lyder:

ᛚᛟᚷᚫᚦᛟᚱᛖ logaþore
ᚹᛟᛞᚫᚾ vodan
ᚹᛁᚷᛁᚦᛟᚾᚫᚱ vigiþonar
ᚫᚹᚫᛚᛖᚢᛒᚹᛁᚾᛁᛇ ava (l)eubviniï

tøjspændeBetydningen af denne inskription er omdiskuteret, men sikkert er det dog, at både Odins og Thors navne fremstår, nemlig som hhv. Vodan og Donar (vigi-Donar), hvorved fornavnet »vigi« til Thor her sikkert sigter til Thors funktion som indvier af pagter med sin hammer Mjølner. Således måtte fortolkningen af runerne være »(Måtte) Odin tilkæmpe ægteskabet, Thor hellige det!«. Hvad angår Ava Leubvini er dette sikkert navnene på ægtefolkene, idet Ava nok er et hypokoristikon af kvindenavnet Avila.

At Thor eller en anden guddom hos germanerne traditionelt har haft rollen som vier eller velsigner af ægteskabet som en beskytter mod onde kræfter, der kunne ødelægge det, er i øvrigt noget der går langt tilbage i den germanske mytologi. På en helleristning fra Bohuslän i Sverige finder man en afbildning af et par, sikkert ægtepar eller kommende ægtepar (~kærestepar). Afsides parret befinder der sig en guddom med en hammer, som han holder beskyttende over parret for at værne og beskytte det mod ødelæggende kræfter. Det er derfor nærliggende at mene, at den afbildede guddom er Donar/Thor i sin rolle som velsigner og beskytter af ægteskabet. På guddommen bemærkes i øvrigt en erigeret penis, hvilket kunne symbolisere frugtbarhed. En fallos er udbredt på germanske helleristninger som tegn på guddommelig velsignelse og lykke (~frugtbarhed).

helleristning ægtepar guddom

4 svar til Ægteskabet hos germanerne

  1. Ragnar siger:

    Rigtig god artikel. Det er vigtigt at vi får fastslået vore kulturelle rødder og sat dem i relief til den nuværende globalistiske og kulturradikle verdensorden.

    • hammersmeden siger:

      Tak for kommentaren.
      Og det er helt rigtigt: Globaliseringen og verdenszionismen ødelægger og nedbryder vores kulturarv, som det er vigtigt at få bevaret og opretholdt.

  2. Tak for en vigtig artikel. Perspektiverer man dagens normer til de oprindelige germanske traditioner, ser man virkelig hvordan degenerationen har virket. Opbrydelsen af familien, som det vigtigste og største tab for vor civilisation. Forståelsen for hvad der virkelig er vestlig kulturarv er forudsætningen for, at man kan skabe et alternativ til det nuværende regime. Når man således taler mod indvandring fordi man vil beskytte “vestlige værdier”, som “frisind” og “tolerance”, så er man ikke et hak bedre end dem, der taler for indvandring og begrunder det med præcis de samme argumenter.

    • hammersmeden siger:

      Tak for kommentaren.

      Når man således taler mod indvandring fordi man vil beskytte “vestlige værdier”, som “frisind” og “tolerance”, så er man ikke et hak bedre end dem, der taler for indvandring og begrunder det med præcis de samme argumenter.

      Fin pointe!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s