Tacitus: Germania

Germania

Tacitus GermaniaVærket har i grunden ikke nogen titel, da en sådan ikke fremgår af de forskellige overleveringer. Dog omtales værket hos andre forfattere undertiden som De origine et situ Germanorum (om germanernes oprindelse og placering) eller De origine et moribus Germanorum (om germanernes oprindelse og skikke). Eftertiden har derfor døbt den slet og ret Germania.Værket er oversat til dansk flere gange og kan læses online.

Forfatteren Publius Cornelius Tacitus beskriver »germanerne« som et folk i samme ånd som Cæsar (som havde introduceret begrebet germanerne i hans De Bello Gallico), hvilket sikkert kun er delvist retvisende. Germanerne var mere korrekt en samlebetegnelse for alle de stammer, der var bosat på den anden side af Rhinen, dvs. Romerrigets grænse på tidspunktet for Tacitus’ værk (år 98), frem til floden Weichsel, i Skandinavien og desuden i det, som i dag betegnes Østeuropa nord for Karpaterne.

I de første 27 af værkets 46 kapitler omtaler Tacitus germanerne generelt og i de sidste 19 de enkelte stammer hver for sig. Det er bemærkelsesværdigt, at Tacitus sandsynligvis aldrig selv har sat sine ben i Germanien, selvom værket altså hævder at beskrive germanernes dagligdag, skikke og væremåde generelt. Mange af betragtningerne må Tacitus derfor have fået af andre forfattere eller grunde dem på øjenvidneberetninger fra folk, der faktisk har været blandt de stammer, der beskrives. Tacitus var i øvrigt først og fremmest embedsmand; efter at have været stabsofficer i hæren var han senere bl.a. konsul (i år 97) og var senere provinsforvalter i Lilleasien (nuværende Tyrkiet).

Germanerne beskrevet fra fjendens perspektiv

Germanerne selv efterlod sig jo (desværre) ikke noget skriftligt værk om dem, derfor må man ty til disse alternative kilder fra »fjenden« i form af romeren Tacitus, udover selvfølgelig de arkæologiske kilder. Det er derfor vigtigt at have in mente, når man læser værket om germani, at de er beskrevet med fjendens øjne, og ud fra dennes standpunkt med alt hvad dette indebærer på godt og ondt. Dog indeholder værket trods dette – eller måske i virkeligheden på grund af dette? – vigtige og interessante detaljer om datidens forhold og tænkning.

Tacitus_Germania

At germanerne er beskrevet af romeren, fjenden, som de da havde ligget i indædt krig med i århundreder, kommer især til udtryk i Tacitus’ beskrivelse af germanernes guder og mytologi. Således mener han, at de romersk/græske sagnhelte Odysseus og Herkules har været i Germanien under deres rejser og at Herkules stadig dyrkes af germanerne. Således hedder det i kap. 3:

De taler om, at også Herkules har været her, og disse mennesker kvæder om ham som den ypperste af alle helte, når de vil rykke frem til slag.

Desuden mener han, at Herkules skal have givet navn til de såkaldte Herkules’ søjler et sted i Nordsøen. Sandsynligvis mener han hermed klippeformationerne på øen Helgoland. Det er således typisk for den romerske synsvinkel og for datiden, at alle beskrivelserne bliver målt og vejet ud fra den romerske verdensopfattelse: Alle beskrivelser skal »oversættes« til romerske forhold som noget naturligt, fordi det jo var romerne, der var de toneangivende, hvis’ kultur alt skulle sættes i forhold til og relateres til. Dette ser man også, når Tacitus påstår, at germanerne dyrkede de romerske guder og helte samt den ægyptiske gudinde Isis, der jo også dyrkedes ivrigt som kult blandt romerne:

Af guder dyrker de [germanerne] især Merkurius, som de på fastsatte dage endog tror at burde bringe menneskeofre. Herkules og Mars søger de at vinde ved tilladelige dyreofre. Blandt Sveberne er der nogle, der også ofrer til Isis. 

Tacitus har jo selvfølgelig prøvet at oversætte germanernes guder Wodan (Odin), Donar (Thor) og Ziu (Tyr) til deres romerske ditto i den tro, at det sikkert måtte være de romerske guder, som germanerne mente, idet disse jo (for en romer) var de eneste rigtige. Med Isis må Tacitus have ment en tilsvarende germansk gudinde. Tacitus beskriver hvordan germanerne dyrker deres guder i hellige lunde og ofrer til dem her, idet de ikke vil spærre dem inde i lukkede bygninger (i modsætning til romerne). Dette er kun delvist korrekt, idet germanerne også brugte moser til sådanne formål, og ikke kun til menneskeofringer, sådan som Tacitus mener. Menneskeofringer var i det hele taget uhyre sjældne hos germanerne i modsætning til hvad Tacitus påstår, og gik udelukkende ud over forbrydere. Faktisk var det germanske retssystem velorganiseret og struktureret, hvilket Tacitus åbent vedkender. Selv alvorlige forbrydelser som mord o.l. kunne bødes med en pengebøde til de efterladte. Da den romerske lov blev forsøgt implementeret i de af romerne kortvarigt besatte dele af Germanien, opfattedes dens hårdhed og til tider uigennemskuelige vilkårlighed som en krænkelse af germanernes retsopfattelse og bidrog til romernes upopularitet.

Dette understreges ved den passage i kap. 7, hvor det nævnes, at det kun var præsterne, der havde ret til at fuldbyrde en henrettelse. En sådan havde man desuden kun fortjent ved særlig blasfemisk eller fej optræden. Præstinder var desuden et udbredt fænomen blandt germanerne, og generelt havde disse seersker og orakler en høj status, hvis’ råd blev fulgt. Skikken med at kaste runer beskriver Tacitus også; den gik ud på at skrive runer på træstave og kaste dem på jorden. Når stavene samledes op, tydedes tegnenes rækkefølge i opsamlingen som varsler om de ting man havde spurgt guderne til råds om. Én af disse guder kan så have været den »Nerthus« som Tacitus omtaler i kap. 40. Det er ukendt, hvem denne gudinde kan have været, som Tacitus omtaler som den moderlige jord. Sandsynligvis har det været en kvindelig udgave af Njord eller Frej, eller også Freja. Tacitus mener, at hun dyrkedes i en hellig lund på en ø i havet, sandsynligvis Helgoland.

Germansk levevis, tradition og skikke

Til trods for det faktum, at værket som nævnt indeholder åbenlyse fejl og unøjagtigheder, finder man alligevel værdifulde oplysninger, som desuden er blevet bekræftet arkæologisk. suebenknoteF.eks. omtaler Tacitus stammen svebernes særlige hårpragt, sveberknuden, hvor håret hos mændene blev bundet op i en knude i panden for at virke ekstra faretruende i kamp. Dette bekræftes af et mosefund fra Slesvig-Holsten. Hvad der ikke kan bekræftes er oprindelsen af navnet »Germanerne«. Tacitus mener at det hidrører fra en enkelt stamme ved navn tungrerne, som engang havde heddet germanerne og hvis’ navn dernæst blev brugt om alle stammerne. Tungrerne (fra det nuværende Tongern) er imidlertid en samlebetegnelse for flere små stammer; kondruserne, eburonerne, kærøserne og pæmanerne. Den betydeligste, eburonerne, skulle således have stået for navnet germanerne. På samme måde som Tyskland i dag på fransk hedder Allemagne fra germanerstammen alemanerne og Tyskland på finsk hedder Saxa pga. stammen sakserne. Navnet germanere, som også bruges af Cæsar, kan, om end af ukendt oprindelse, spores tilbage til det 3. århundrede f.v.t.

germanereHvad angår klædedragten fejler Tacitus imidlertid, idet han påstår at mændene ikke bærer særligt meget andet end en kappe, som de slynger om sig i al slags vejr. Germanerne kendte både til bukser, kjortel og skjorte. Kvinderne havde kjole og underklæde og undertiden også kappe. Det forstyrrede åbenbart Tacitus, at germanske kvinders arme og øvre brystkasse ofte var udækkede, idet han bemærker, at ægteskabet »til trods for dette« var rigorøst og strengt og germanerne hørte til de »få barbarer, der lod sig nøje med én hustru«. For romerske forhold var det tilsyneladende meget fremmed ikke at lægge noget seksuelt i kvindernes udækkede arme. I det hele taget beskriver Tacitus germanerne som et folk, der relativt sent i livet begynder på det seksuelle. Dette er jo vel at mærke skrevet af en romer, for hvem det var normalt at blive gift som 13-14 årig(!)

Den forholdsvis sene ægteskabsalder lader dog på ingen måde til at have indskrænket germanernes reproduktive evner, for som Tacitus bemærker: Først sent indfinder sig elskovsdriften hos ungdommen, derfor bliver manddomskraften usvækket. Altså ͻ: at den sene ægteskabsalder på lang sigt medfører mere frugtbarhed, idet »kraften« skulle forblive usvækket. I modsætningen til romerne, der med deres langt tidligere ægteskabsalder måske hurtigt taber pusten igen? Germanernes børnerigdom (og positive opfattelse af dette) var desuden medvirkende til, at netop dette folk blev romernes nemesis; romerne havde en ret anderledes opfattelse af reproduktion. Ideelt for en romersk familie var, at få én søn, idet arvingen dermed var sikret. Flere børn herudover (især flere sønner) var for romerne nærmest bare til besvær, idet det medførte konflikter ved arvedeling. Derfor var det udbredt blandt romerne at dræbe de såkaldte »efternølere« – altså alle sønner udover den første. Noget tilsvarende med at dræbe egne børn var ukendt for germanerne, der tværtimod betragtede en stor børneflok som en rigdom, især fordi slægten (ætten) var af stor betydning for dem. Således led romerne faktisk dengang under en demografisk katastrofe på linje med den, som de vestlige lande oplever i dag, og som i sidste ende da også medvirkede til romernes undergang for germanernes hånd, da grænserne til Germanien ikke længere kunne forsvares militært.

I det hele taget har Tacitus misforstået den germanske bryllupstradition og ægteskab; brudgommens medgift (en ko, hest eller lignende) gives ikke som en gave til bruden, men lader brudens far gå med som en gave i ægteskabet. Desuden var det ikke korrekt, at bruden gav brudgommen gaver i form af våben for at medvirke til hans position som familiens forsvarer; snarere gav svigerfaderen svigersønnen våbnene for at illustrere, at bruden nu overgik fra hans til svigersønnens myndighed. Desuden har Tacitus misforstået germanernes manglende turneringsøvelser som et tegn på manglende kampkraft. Og at hestene ikke optrænes i cirkelformede bevægelser (som de romerske) men kun i højredrejninger, skyldes at man ved venstredrejninger i slaget ville vende den udækkede side til (uden skjold).

Den unge germaners indtræden i de voksnes rækker skete ved overrækkelsen af det germanske spyd frame og et skjold. FrameDisse våben overraktes oftest af faren, i hans fravær af en slægtning eller stammen. Efter modtagelsen af våbnene er ynglingen nu ikke længere et medlem af farens husstand, men af staten (Tacitus mener: Stammen, bruger dog udtrykket res publica). Høvdingene påtager sig oplæringen af ungersvendene og en høvdings følgesvende ser en ære i at tjene den højst ansete høvding. Germanske stammer havde en konge/overhoved og flere stammer kunne gå sammen og vælge en fælles hertug til kamp. Sådanne førere over flere stammer kom kun på tale under særlige omstændigheder, mest i krigssituationer, som i tilfældet med Arminius, der tilintetgjorde 3 romerske legioner i år 9. Hertuger valgtes på tinge, hvor også andre retsstridigheder kunne afgøres. Valg på tinge blev ikke foretaget ved egentlig stammeafgivelse, men ved overbevisende argumenter; hvis et forslag mishagede de fremmødte, blev det mødt med brummen, behagede det dem derimod, slog de våbnene mod hinanden eller mod skjoldet som tegn på bifald.

Germansk sindelag og samfundsstruktur fra en romersk synsvinkel

At germanerne ikke boede i byer som romerne, men derimod i træhuse (langhuse) i landsbyer, virkede sikkert tilbagestående set med romerske øjne. Dog var germanerne først og fremmest naturfolk, der var selvforsørgende ͻ: tog ikke mere fra naturen end hvad de selv skulle bruge, og havde derfor ingen grund til at iværksætte et samfundssystem som det romerske med vareproduktion, handel og fleretagehuse. Dette i kontrast til romerne, som undertiden foretog drastiske og permanente indgreb i naturen, såsom deres indfangning af vilde dyr til gladiatorkampene i Colloseum, hvilket medførte udryddelsen af flere dyrearter i Nordafrika. At indfange dyr udelukkende til nedslagtning foran de hujende og skrigende folkemasser var ukendt for germanerne, som kun slog dyr ihjel til føde. Begrebet »brød og skuespil« som kejserens afledningsmanøvre mod folket var vel ærketypisk romersk, men romerne havde ikke desto mindre fået inkorporeret følelsen af at være det overlegne kulturfolk overfor de »primitive barbarer« såsom germanerne. De romerske magtdemonstrationer og straffelttog efter at have tabt slag mod germanere skal ses i lyset af romernes behov for at sætte sig i respekt for at etablere følelsen af romersk overophøjethed hos fjenden.

Tacitus anser således afstanden mellem de germanske huse (langhusene) i landsbyerne som tilbagestående, fordi germanerne ikke var nær så dygtige til hensigtsmæssig byggeteknik som romerne:

Byer anlægger de ikke efter vor skik med bygninger sammenhængende eller stødende op til hinanden; enhver lader der ligge en tom plads omkring hans hus, enten det nu skal tjene som sikringsmiddel mod ildsvåde, eller grunden ligger i mangel på erfaring i byggeriet.

Husenes indbygges beliggenhed var logisk ud fra et landligt jorddyrker-perspektiv, men må sikkert have virket ulogisk for et bymenneske som romeren Tacitus. At Tacitus desuden betragter byggematerialet træ som tilbagestående må anses som en romersk forudindtagethed. Her er det desuden vigtigt at huske på, at Rom jo selv ikke havde været en marmor-by siden tidernes morgen, men først fra Augustus’ tid. Tacitus’ oplysning om at germanerne dækkede deres jordhuler til forråd og tilflugt til med dyremøg er i øvrigt forkert. Det er desuden også påstanden om at disse huler kun brugtes om vinteren.

Tacitus beskriver germanerne som nogle af de mest gæstfrie folk overhovedet; de tager gladelig imod gæster, også fra fremmede egne, og tilbyder dem alt hvad de kan frembringe. Og løber værten tør for traktementer, lader han nogle skaffe hos naboen. Ved afskeden udveksles gerne gaver mellem gæst og vært. Germanernes gæstfrihed også overfor ukendte må sikkert have virket underlig for Tacitus, der jo var vant til de romerske forhold. I det hele taget prøver Tacitus at tegne et billede af germaneren som omgivet af en art »aura af naivitet«: Som et godmodigt, naivt gemyt, der dybest set ikke fatter de abstrakte problemstillinger i en overlegen kultur (som den romerske), fordi de ikke interesserer ham. Som én, der lever fra dagen til vejen og er glad ved det. Underforstået ͻ: at det dermed bør være overladt til romerne at bestemme og herske. Denne udlægning fra Tacitus’ hånd er selvfølgelig forkert og tilbagevist flere gange; germanerne var ikke primitive eller tilbagestående, blot fordi de ikke ønskede at leve som romerne og afviste deres forsøg på at »kultivere« dem med magt. Germanerne benyttede allerede dengang flere remedier, der gendriver den romerske dom over dem som »primitive«, de kendte f.eks. til sæbe og hårbørste. Rent faktisk er det bemærkelsesværdigt, at selvom romerne badede ofte i deres termer (badeanlæg), så blev de faktisk ikke synderligt rene af dette, idet de ikke brugte sæbe i modsætningen til germanerne. Germanernes manglende kendskab til sølv og guld (som betalingsmiddel) beskrives af Tacitus som enten et tegn på straf eller nåde fra gudernes side. Altså m.a.o. at germanerne dels er afskåret fra fordelene ved et pengesystem, men samtidig også fra bagdelene ved det. Andetsteds (kap. 26) omtaler T. germanernes manglende kendskab til det, at udlåne penge for renter, og at denne uvidenhed er en bedre sikkerhedsforanstaltning [mod det] end hvis der havde bestået et forbud. Her ser man vel et eksempel på »romersk humor«; penge- og rentevæsenet (som romerne kendte det) omtales som en velsignelse og forbandelse samtidigt. Germanerne er primitive, fordi de ikke kender til penge og rentedragning, men samtidig gør denne uvidenhed dem privilegerede ift. romerne, da de ikke lider under de ulykker, som pengevæsenet også bringer med sig.

Hvad angår Tacitus’ beskrivelse af germanernes hang til druk, vold, dovenskab og indre stridigheder skal man huske på, at germanerne faktisk var det første og eneste folk, der ydede romerne alvorlig modstand i krig. Den sparsomme modstand, som romerne mødte andre steder under deres besættelser, var intet imod germanerne frihedstrang og hårdnakkede forsvar af deres fædrene jord i romernes erobringsfelttog. Derfor ville det være yderst belejligt for en romer, hvis germanerne (deres hårdeste modstander) led under stridigheder indbyrdes og slog hinanden ihjel i drukorgier. Romernes del-og-hersk-princip (partes et impera) ville også være blevet anvendt i Germanien, hvis altså blot det havde været muligt; for på trods af Tacitus’ fremstilling lå germanerne faktisk på ingen måde i konstant fejde med hinanden og slog hinanden ihjel i stedet for at samarbejde mod romerne. Snarere tværtimod, hvilket Arminius er et godt eksempel på. Når man derfor læser passager som de følgende;

Og at pløje jorden eller at gå og vente på årets afgrøde får man dem ikke så let til som til at æske en fjende frem og at tjene sig sår til. Det agtes tværtimod for dovenskab og ladhed at ville vinde ved sved, hvad man skaffe sig ved blod.
(…)
giver man efter for deres drikkelyst og lader dem få, så meget de lyster, vil deres laster ikke have mindre let ved at gøre det af med dem end våbenmagt.
(…)
Derfor skal det være mit ønske, at der hos folkefærdene herefter og altid må herske – ja, kærlighed til os kan der næppe være tale om – men så dog indbyrdes had; trues vort rige med skæbnens slag, er splid og tvedragt mellem vore fjender den bedste gave, lykken kan skænke os.

så er dette ønsketænkning fra et romersk perspektiv. Det ville selvfølgelig være dejligt for romerne, hvis deres værste fjende kæmpede indbyrdes, lå en konstant brandert og desuden var for dovne til at opbygge en civilisation. Tacitus’ oplysninger er usande alene af den grund, germanerne slet ikke havde eksisteret, hvis de havde været sande; i betragtning af, at den samme kornmark dengang kun gav 1/10 af nutidens udbytte, krævede det hårdt, konstant arbejde at overleve, og ikke druk, dovenskab og slåskamp. Vigtigt er her også at huske på, at disse beskyldninger kommer fra én, hvis eget samfund var gennemsyret af mord, vold, intriger, attentater, drukorgier, horeorgier, affærer osv. Derfor ville de uden tvivl fungere som en afledningsmanøvre til eget forsvare at søge at belaste andre folk med disse dårligdomme i et slags psykologisk selvforsvar.

Germanias politiske undertoner

For det, som man skal huske på, når man læser Germania er jo netop, at den (også) skal ses i en historisk kontekst. Det romerske samfund på Tacitus’ tid var præget af en gennemgående dekadence, især blandt overklassen; orgier med druk, æderi, hor og intriger hørte til livet for det højerestående etablissement. Dette var der mange, der så kritisk på, herunder også Tacitus. Dog var Tacitus og de øvrige kritikere af den romerske dekadence jo afskåret fra at øve kritik på sædvanlig vis, ved eks. at sømme en plakat op på forum romanum med påskriften om alle dårligdommene ved det romerske samfund og en opfordring til deres ophør. For gjorde man det, blev man hurtigt et hoved kortere. Eller formentes i hvert fald adgang til attraktive karrierer. Derfor måtte man vælge alternative metoder, hvis man gerne ville komme igennem med sin kritik af den herskende dekadence. Og en af dem var netop at skrive mellem linjerne i sine skrifter om andre emner. Og hvis man har dette i baghovedet under læsningen, især under nogle af de mere tvivlsomme og overdrevne passager om germanernes idylliserede væremåde og naivitet, kan man sagtens opfatte dette som en indirekte kritisk af det romerske samfund; beskrivelsen af germaneren, der i sin naivitet og simpelhed dog (i det mindste) har beholdt sine ufordærvede dyder intakt og endnu lever efter en positiv livsanskuelse, selvom den beskrives ud fra et højere perspektiv. Tacitus’ beskrivelse af germanerens simple, men lykkelige tilværelse kan således sagtens ses i lyset af hans kritiske indstilling til det romerske samfunds dekadence.

Prototypen af germaneren som »den ædle vildmand« – med kølle og bjørneskind, indhyllet i uskyldig naivitet –, som man læser den hos Tacitus, er selvfølgelig overdrevet og forkert, til tider endog karikeret, men den er det jo sandsynligvis med et formål. De romere, der læste Germania, måtte have fået et indtryk af dydernes reneste ufejlbarlighed og uforvanskethed hos disse såkaldte naturfolk, som havde formået at bibeholde dyderne intakte (i modsætning til de romerske dyders forfald). Især beskrivelsen af germanernes strenge overholdelse af ægteskabet og monogami må have virket som en skjult løftet pegefinger for den romerske læser, for hvem det var udbredt med et udsvævende liv på tværs af ægteskabelige bånd, især hos overklassen. Desuden var ting som homoseksualitet, prostitution og pædofili langt mere udbredte og accepterede i det højerestående romerske borgerskab. Noget tilsvarende var jo faktisk ikke-eksisterende hos germanerne.

Et andet eksempel på politiske budskaber mellem linjerne finder man i Tacitus’ beskrivelse af kampudvekslingerne med germanerne; Tacitus skriver jo som bekendt som repræsentant for romerne (dvs. fjenden set med germanerøjne) og hans betragtninger er selvfølgelig blevet farvede af dette. Således finder man følgende passage i kap. 37:

Vil man nu fra dette tidspunkt af [siden kimbrernes indfald i Romerriget] tælle årene indtil Trajans andet konsulår, vil man få en samlet sum af omtrent 210 år; så lang en tid igennem har vi hidtil arbejdet på at få bugt med Germanien.

Udtrykket »arbejdet på at få bugt med Germanien« er her en fejloversættelse af sætningen tam diu Germania vincitur, som betyder; så lang tid har vi [nu] sejret over Germanien. Eller: Så lang tid er Germanien nu blevet besejret [af os]. Dette er i høj grad en »romersk sandhed«. Romernes har ikke sejret uafbrudt over germanerne lige siden det lykkedes dem (med stort besvær) at få bugt med kimbrerne og teutonerne, snarere tværtimod. Her nævnes blot Varusslaget i år 9, hvor romerne mistede hele 3 legioner – noget uhørt for datidens militære supermagt Rom. Romerne havde store problemer med germanerne som det eneste af deres modstandere, derfor virker det også nærmest teatralsk med Tacitus’ forsøg på historieforfalskning om at »bortset fra det lille problem med kimbrerne har vi besejret germanerne uafbrudt«. Rent faktisk var germanerne de eneste, der ydede romerne decideret modstand og romerne måtte bruge hele 15 garnisoner langs Rhinen på at sikre grænsen mod germanerne. Noget helt uhørt for den tid.

Dog lader Tacitus, på trods af hans romerske perspektiv, til at kunne indse, at den romerske ønsketænkning til tider tager sig for store friheder. Således finder man i kap. 37 følgende underfundige formulering:

Og efter at de igen var blevet drevet bort derfra, har vi i de sidste tider nok set triumfindtog som efter en krig med dem men ikke sejret over dem.

Romerne fejrer triumfer over germanerne oftere end de decideret har besejret dem? Denne »selvironiske« bemærkning fra romerens side skal ses som en spydig hentydning til samtidens indstilling til sagen og forskruede opfattelse af den. Romerne har travlt med at fejre den ene triumf efter den anden over germanerne, uden at det nogensinde lykkedes dem at besejre dem. Denne bidende sarkasme fra Tacitus’ side vidner trods alt om at der herskede stor kritik af den officielle romerske fremstilling fra selv mange romerne. Tacitus har uden tvivl med den drilske bemærkning villet udstille kejser Domitians triumftog efter hans »påståede« felttog mod germanerne. Eller kejser Caligulas tilnavn »germanerbesejreren« i år 40 uden at han nogensinde havde været i kamp mod nogen germaner, som et tydeligt eksempel på den romerske patos. Tacitus er således i stand til at anerkende germanernes slagkraft, idet han opremser alle de romerske hærførere, der blev liggende på slagmarken i »Norden« sammenlignet med de få, der faldt i kampene i »Østen« mod partherne, som selv en Ventidius kunne besejre (Ventidius var tidligere muldyrdriver, hvilket blev ved at hænge ved ham).

Så alt i alt bærer Germania præg af at være skrevet ud fra den romerske overophøjetheds perspektiv, men indeholder alligevel selvironiske passager og spydige kommentarer til samtidens romerske dekadence og selvhøjtidelighed. Angående den romerske selvopfattelse og overophøjethed over barbarerne germanerne, finder man i kap. 28 det bedste eksempel herpå, idet det beskrives hvordan germanerstammen ubierne ikke skammer sig over deres germanske ophav til trods for den ære at være blevet gjort til en romersk koloni. Ubierne var den stamme, der beboede området for den romerske koloni Colonia Claudia Ara Agrippinensium (Köln), og som derfor var udset til at være romerske kolonialister i udbredelsen af den romerske kultur til resten af Germanien.

Reklamer

6 svar til Tacitus: Germania

  1. Ytringer siger:

    Er det ikke besynderlig hvordan nettopp dette gjentar seg i sivilisasjoner, også vår egen:

    “Flere børn herudover (især flere sønner) var for romerne nærmest bare til besvær, idet det medførte konflikter ved arvedeling. Derfor var det udbredt blandt romerne at dræbe de såkaldte »efternølere« – altså alle sønner udover den første. Noget tilsvarende med at dræbe egne børn var ukendt for germanerne, der tværtimod betragtede en stor børneflok som en rigdom, især fordi slægten (ætten) var af stor betydning for dem. Således led romerne faktisk dengang under en demografisk katastrofe på linje med den, som de vestlige lande oplever i dag, og som i sidste ende da også medvirkede til romernes undergang for germanernes hånd, da grænserne til Germanien ikke længere kunne forsvares militært.”

    Denne posten skal jeg studere og lese flere ganger. Takk Hammersmed.

  2. mediakrig siger:

    Jeg tror Tacitus er en forfalskning eller i det minste redaktert eller endret, så jeg stoler ikke så mye på den informasjonen han kommer med.

    Tidlig boktrykking var ikke idealisme, men en næring, og da gir man kunden, hva kunden vil ha. Feil ble “rettet” og feil ble begått, i tillegg ble språket vasket av filologer og boktrykkere.

    Før de som jobber innenfor adademia tar disse åpenbare problemene med hva som er ekte eller ikke på alvor, ser jeg ingen grunn til å stole på hva de sier. For min del betyr dette at jeg stort sett har droppet kilder på gresk og latin, og velger å interessere meg for hva som er skrevet på folkespråkene i stedet, hvor en slik kritisk gjennomgang ofte er blitt gjort.

    • hammersmeden siger:

      Det er selvfølgelig rigtigt, at man ikke skal tage alt i Germania for gode varer, da den er skrevet af »fjenden«, som jeg også nævner i artiklen.

      Jeg mener også, at man generelt bør holde os til vores egne kilder og forskninger. Alligevel er værket interessant, fordi nogle af de ting, han nævner, jo faktisk senere har vist sig at være korrekte.

      Eks. beskriver Tacitus germanernes skibstype som værende ens i begge ender, så at den kan sejles på land både foran og bagved. Denne bemærkning har vist sig at være korrekt ved fund såsom bl.a. Nydambåden som jo er forløberen for de senere vikingeskibe.

      • mediakrig siger:

        Det er riktig at Nydambåten er symmetrisk, men det er også mulig teksten baserer seg på en offiser i det tyskromerske riket, som møtte vikinger med symmetriske skip. Nesten alt er mulig med en slik tekst, da ingen seriøse forskere uten en eller annen agenda har sett kritisk på teksten.

        Et annet problem med latin er at det mangler tidspesifikke fagutrykk som folkespråk har.
        En Trireme på latinsk er et rodd krigskip, fra 400 f.kr og i 2000 år fremover. På folkespråk er brukes ord som drakkar, gallei, sjalupp osv, som gjør teksten daterbar. Etter hva jeg har lest har også filologer helt opp til vår tid sett på det som sin jobb å oversette tidsspesifikke fagutrykk i manusskripter med kjente latinske ord. De har også rettet skrivefeil og andre faktafeil opp til våre dager.

        Det er ikke mer enn hundre år siden folk begynte å bli klar over at det meste av hva som står i bibelen ikke er en korrekt beskrivelse av historien slik den utspilte seg. så jeg synes ikke det er rart at det tar lang tid før det er vanlig å ha et skeptisk blikk på de kildene som ble brukt av Kirken til å øke sin autoritet og makt.

        Hva vi blir solgt om Kirkemøter 300 etter Kristus osv, er bare ett litt for perfekt våpen å ikke bruke for Kirken sentralt. Når man satt med et informasjonsmonopol, kunne man f.eks. løse et teologisk spørsmål som var kilde til splittelse på 1200 tallet, ved å vise til at den ene siden hadde feil, fordi spørsmålet hadde vørt oppe til debatt 900 år før, ved å vise til avskrifter i det pavelige bibliotek, eller i andre strategisk plasserte kloster,

        Da kirken mer eller mindre eide historien frem til boktrykkerkunsten, er det for meg umulig å akseptere at de ikke utnyttet dette monopolet til å endre historien til sin fordel.
        Ikke bare kunne kirken sentralt manipulere historien, og munker kunne gjøre dette. F.eks. kunne et kloster ved å føye på noen ekstra sider forrest i en krønike, hvor man innimellom annen mer eller mindre sann historie, beskrev hvordan en konge gav et landområde i gave, sikre seg retten til dette i konflikt med noen adlige som krevde eiendomsretten.

        At kirken manipulerte slik, førte til at de adlige og kongen også måtte skaffe seg skriftlærde, som igjen krevde at byer og handelsfolk også behøvde å få dokumentert avtaler og privilegier. Dette våpenkappløpet for å holde fast på sine rettigheter førte til at stadig flere lærte å lese og skrive, som igjen førte til boktrykkerkunsten. Først når bøker ble masseprodusert, ble en tekst låst fra endring, og selv da dukket det opp bedre manuskripter i et par hundre år, for mange populære tekster.

        Det kan godt hende at forfalskninger og forbedringer har vært lite utbredt, men slik jeg ser det, er det umulig å si, da det ikke finnes noen som har brukt lang tid på å se etter på en vitenskaplig måte. Den eneste seriøse vitenskapsmannen som jeg vet om, som tar opp dette, er Umberto Eco, og han ser ut til å foretrekke å skrive romaner hvor han eksemplifiserer hvordan slike forfalksninger og redaksjoner kan påvirke hvordan vi ser på fortiden i nåtiden.

        Hva jeg tror har skjedd, er at kristningen av Europa ikke foregikk på den sentralstyrte måten vi blir presentert med i dag, men at kristendommen først spredde seg mer som en pest, hvor de infiserte dannet kirker, hvor de tilba denne nye guden som lovet evig liv bare du fulgte hans bud. Helt hva hans bud var og måten tilbedelsen foregikk, varierte selvfølgelig, og siden denne guden var monoteistisk, ble de som gjorde det anderledes fort fienden. Først når Europa tildels hadde blitt mye kristnet, fikk vi en konsolidering av Kirkens makt, ved at vi fikk kristne konger og senere tvangskristning av hele befolkninger.

        Det er først når alle tilhører samme religion at ting som ortodoksi blir viktig, og det er først under slike betingelser at man kan få noen reell pavelig makt. Ser vi på norrøne tekster, så virker ikke det ikke som det er ortodoks katolisisme som beskrives. Kirken er privat eid, og presten privat ansatt. Ser vi på helgennavn så finner vi ofte ikke våre nordiske helgener i den romersk-katolske kirke, men vi deler mange med Russland og England?

        Helt hvordan den kristendommen vi nordboere ble kristnet av var, hvilke dogmer den hadde og hvilken rolle den nordiske urkristendommen hadde i menigmanns liv vet vi ikke, men det er god grunn til å anta at det var en god del mer synkretistisme enn hva katolisismen hadde utviklet seg til når vi fikk reformasjonen. At kristendommen har endret seg, er ikke noe de kristne har vært særlig glad i å dokumentere, spesielt ikke den evige katolske kirke.

        Eksempelvis tar katolske kilder feil om kristningen an Norden, da vi finner kirker og kristne graver fra før kristendommen offisielt kom til Norden. Hvis kirken ikke forteller sannheten her, hva annet er fantasi? Ble boken skrevet evt skrevet om, fordi det var viktig for den katolske kirken å kunne kreve overherredømme ovenfor kongemakten?

        Et relevant nettsted som går litt inn på hvordan tidlig germansk kristendom kan ha sett ut, basert på tidlige kristne kilder på folkespråkene.

        http://www.englishfolkchurch.com/Lorehoard/wyrd.htm

  3. Andreas siger:

    Jeg tror ikke på nedensåtende påstand om romerne – altså, at de dræbte efternølere(spædbørn?). Romerne kunne ikke bygge deres enorme imperium, hvis de praktiserede en så syg børnepolitik. Der er også en alt for høj grad af medfølelse i den hvide race, til at nået sådan har kunnet foregå i almindelighed.

    -> Ideelt for en romersk familie var, at få én søn, idet arvingen dermed var sikret. Flere børn herudover (især flere sønner) var for romerne nærmest bare til besvær, idet det medførte konflikter ved arvedeling. Derfor var det udbredt blandt romerne at dræbe de såkaldte »efternølere« – altså
    alle sønner udover den første. Noget tilsvarende med at dræbe egne børn var ukendt for germanerne, der tværtimod betragtede en stor børneflok som en rigdom, især fordi slægten (ætten) var af stor betydning for dem <-

    Jeg har hørt om spædbørns-ofringer i bogen, The great jewish mask. Det er vist en jødisk tradition, så vidt jeg kan forstå…
    http://historyreviewed.com/?s=the+great+jewish+mask

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s