Introduktion til norrøn poesi

Eddaen er delt op i hhv. den yngre Edda og den ældre Edda. Førstnævnte nedskrevet af høvding og skjald Snorri Sturlasøn omkring 1220-1230 og indeholder en skjaldeskabslære (Skáldskaparmál), dvs. en vejledning for kommende skjalde i hvordan man bliver en god skjald. Særlige for den oldnordiske skjaldekunst er de såkaldte kenninger, dvs. omskrivninger for ord og begreber. F.eks. ’Havets Hest’ i stedet for ”et skib” eller ”Sværdets Svinger” i stedet for ”kriger”. En dygtig og respekteret skjald bør kende mange forskellige kendinger for det samme ord.

Den ældre Edda er i to dele. Første del: Gudesange. Anden del: Heltesange. Den ældre Edda er nedskrevet senere end den yngre Edda (omkring 1270) og derfor er de to Eddaers navne lidt misvisende. Men indholdet i den ældre Edda er mange hundrede år ældre end den tid, hvor den blev nedskrevet, heraf navnet. Sangene har sandsynligvis overlevet per mundtlig tradition indtil nedskrivningen.

ældre eddaDen ældre Edda befinder sig i et håndskrift, Codex Regius (kongens bog/dokument), som har navnet fordi det oprindelig befandt sig i det kongelige bibliote

k efter at være blevet givet til kong Frederik III af finderen Brynjulf Sveinsson i 1643. I 1971 blev pergamentet givet tilbage til Island sammen med en række andre oprindeligt islandske håndskrifter. Edda betyder i øvrigt enten »oldemor« på oldnordisk (norrønt) eller muligvis også »digtekunst« dvs. »det at digte«.

Det helt særlige kendetegn ved norrøn digtning er stavrimene. Også kaldet (bog)stavrim eller allitteration. Stavrim vil sige at flere ord i hver linje har samme begyndelsesbogstav; Højt glammer Garm ved Gnipahulen … osv. En konsonant kan kun stavrime på en tilsvarende konsonant; m – m, s – s, k – k osv. I visse tilfælde dog også på samme konsonant-lyd; k-g, d-t osv. En vokal kan stavrime på en anden (vilkårlig) vokal. Denne form for rim er stort set forsvundet i dag, hvor et »rim« vel konsekvent opfattes i betydningen slutrim/enderim, dvs. at ordene i slutningen af linjerne lyder ens (hjerte/smerte … ), sådan som man kender det fra guldalderdigterne.

The final battle between Thor and Jörmungandr ...

 Versemål (metrik) i norrøn poesi

 1) Fornyrðislag

En strofe skrevet i versemålet fornyrðislag består af 4 langlinjer. Hver langlinje består af 2 kortlinjer (også kaldet halvlinjer). Kortlinjerne skrives ofte på en linje for sig, således at en strofe ofte består af 8 linjer.

De 8 kortlinjer stavrimer med hinanden indbyrdes 2 og 2, dvs. første kortlinje med anden, tredje med fjerde osv. Ved oplæsning er der en kunstpause (Cæsur) mellem kortlinjerne i en langlinje. Det er kortlinjernes stavrim, der binder langlinjen sammen, på den måde at stavrimet skal være ens gennem hele langlinjen. Hvis stavrimet er v i 1 kortlinje, skal det også være v i 2. osv.

I hver kortlinje er der præcis 2 betonede stavelser (2 tryk/hævninger). Antallet af ubetonede stavelser kan være vilkårligt, dog har en oldnordisk kortlinje en tendens til at have 4 stavelser. Dette er sikkert pga. inspiration fra skjaldedigtningen, hvor reglerne var meget mere stramme end ved eddadigtningen. Også kan der være undtagelser fra reglen om 4 langlinjer i en strofe.

Stavrimene ligger altid på ét eller begge de betonede stavelser i kortlinjerne. I kortlinjerne 1, 3, 5 og 7 ligger det første stavrim som regel på den første stavelse, ofte sågar på det allerførste ord. I disse kortlinjer behøver den anden betoning ikke at indeholde stavrimet. I kortlinjerne 2, 4, 6, 8 bærer den første betonede stavelse altid langlinjens stavrim. Derfor kan der i alt være mellem 2 og 3 stavrim i en langlinje og fordelingen af dem kan se ud på 3 forskellige måder:

[1 2 || 3 4] eller [1 2 || 3 4] eller (mere sjældent): [1 2 || 3 4]

 Som eksempel er digtet Vøluspa (Vølvens spådom) skrevet i fornyrðislag:

 

Hør mig alle    hellige Slægter,
Store og smaa!    Sønner af Heimdal
Valfader vil det,    vel skal jeg nævne
Slægters Skjæbner,    jeg skued først.
Hljóðs bið ek allar    helgar kindir,
meiri ok minni    mögu Heimdallar;
viltu at ek, Valföðr,    vel fyr telja
forn spjöll fira,    þau er fremst of man.

 

I det hele taget er den germanske langlinje noget udpræget ved den gammelnordiske poesi. Allerede f.eks. sangen om Hildebrand (nedskrevet o. 830) består af 68 langlinjer med stavrim skrevet på oldhøjtysk (Althochdeutsch).

2) Ljóðaháttr

En strofe i ljóðaháttr er opbygget på følgende vis:

En langlinje
En hellinje
En langlinje
En hellinje

Langlinjen er allerede beskrevet under fornyrðislag ovenfor. En hellinje (eller også; fuldlinje) adskiller sig fra en kortlinje ved at stavrime med sig selv. En kortlinje stavrimer jo som bekendt med en anden kortlinje. Ved oplæsning er der ingen pause (Cæsur) i en hellinje, således som ved en langlinje. En hellinje har tre betoninger og to stavrim, hvoraf stavrimene oftest falder på betoningerne.

Også i ljóðaháttr er der hyppigt forekommende undtagelser, som især har at gøre med indføjelsen af ældre ordsprog, som ikke overholder verseformen.

Som et eksempel på ljóðaháttr kan nævnes Havamal:

Fæ døer,    Frænder døer,
selv døer man til sidst.
Eet veed jeg,    der aldrig døer,
Dom over hver en Død.
Deyr fé,    deyja frændr,
deyr sjalfr it sama,
ek veit einn,    at aldrei deyr:
dómr um dauðan hvern.

 3) Málaháttr

 En strofe i málaháttr er opbygget næsten på samme måde som ved fornyrðislag, dog har hver kortlinje som regel præcis 5 stavelser. Desuden er fordelingen af de 4 stavrim i hver langlinje næsten altid efter mønstret 1 2 || 3 4

Da det er mere kompliceret at digte i málaháttr (idet der er flere regler) er der kun få digte, der har denne verseform. Kvadet om Atle fra den ældre Eddas heltesange er et eksempel.

 Disse tre versemål er langt de vigtigste og hyppigst forekommende i nordisk poesi, navnlig i den ældre Edda, hvor de alle benyttes. Men derudover findes der dog andre, mindre kendte nordiske versemål i Eddaen som f.eks. Galdralag og Rúnalag.

Reklamer

5 svar til Introduktion til norrøn poesi

  1. Ytringer siger:

    Noen lurer på om man kan stole på Snorre og de materialet som er overlevert oss er autentisk eller korrumpert av kristendommen. Jeg mener at den strenge verseformen som du beskriver her gjør det vanskelig å endre ordene i diktene. Verseformen har også gjort det lettere å huske diktene og dermed også å overlevere diktene fra generasjon til generasjon intakte.
    Jeg mener og tror derfor at man kan stole på tekstene.

    Det man derimot ikke kan stole på er ulike tolkninger opp gjennom tidene. Tolkningene er ofte utført i kristen ånd, hvor poenget ofte har vært å forvirre leserne og lede dem vekk fra den opprinnelige meningen, og kunnskapen som ligger i diktene.

    Et godt eksempel på dette er “myten” om at Odin offret seg selv for å få kunnskap. De fleste synes å akseptere tolkningen om at Odin gjorde noe så sinnsykt som å gå ut i skogen og henge seg selv i et tre i ni døgn for å “torturere” seg selv inn i en slags åndelig tilstand, mellom liv og død. Dette skulle da ha resultert i innsikt og kunnskap for Odin. Dersom man leser Håvamål og den delen som kalles Odins Runesang med ett åpent sinn vil man se at det Odin beskriver er sin egen fødsel, en helt naturlig menneskelig fødsel.

    Jeg har skrevet om dette her:
    http://ravnagaldr.wordpress.com/2012/09/19/mima-meidr/

    Min tolkning viser også at denne delen av Nordisk Mytologi er grunnlaget for historien om Jesus på korset.

    Håper dette kan være interessant, og jeg ønsker gjerne kommentarer på min tolkning. Beklager at teksten er litt ustrukturert og bærer preg av at engelsk ikke er mitt språk. Teksten er todelt og tar for i første del, tolkningen av Fjolsvinnsmål som offisielt har vært en gåte frem til idag, og annen del Odins Runesang fra Håvamål.

    • hammersmeden siger:

      Jeg mener også helt klart at det er et problem, at Eddaen er nedskrevet af kristne mennesker. Dog er det alligevel min tanke, at man »mellem linjerne« kan genfinde de originale uforvanskede nordiske tankesæt.

      Især digte, som Loketvætten, hvor aserne strides indbyrdes, udlægges af nogle som de kristne nedskriveres hån mod asatroen. Dog er aserne jo netop antropomorfe med alt hvad dette medfører og andre religioner har også passager, hvor guderne tegnes i et ikke-idealiseret lys.

      • mediakrig siger:

        Jeg så du skrev at du var naturvitenskaplig uttdannet, så jeg vil gjerne vise deg noen linker før du blir fanget helt av “Lux et oriente” paradigmet.

        —————————————————————————–
        In search for a correct and continuous Middle European Oak chronology.
        http://www.cybis.se/forfun/dendro/hollstein/index.htm

        —————————————————————————–
        The evolution of the Viking ship.
        http://www.applied-epistemology.com/phpbb2/viewtopic.php?t=357

        —————————————————————————–
        Dette er en kommentar jeg hadde på Gotiska Klubben,

        Jeg tror han tar feil om årsaken til 7 dager i uken dog, da det er ikke 28 dager på en måne. Tannumhede er en del av nordvegen, dvs skjærgården som gjør det mulig å ro i små båter innaskjærs fra Danmark til den Russiske grensen. Når man vet dette, så forstår man at det er tiden fra spring til nipp det handler om.

        Da svensker flest ikke har mye tidevann, så er det kanskje greit å forklare at tidevannet vender fra fjære til flo ca hver 6.25 time. Du får dermed fire vendinger i døgnet, flo-fjære-flo-fjære.

        I tillegg varierer tidevannet med om månen befinner seg på linje med solen, eller om månen befinner seg ved siden av jorden. Når måne-sol-jord er på linje, så blir forskjellen mellom flo og fjære størst, og kalles spring. 7 døgn senere er måne-jord-sol vinkelen 90 grader, og nipp intreffer.

        Da adferden til fisk og dyr følger tidevannet, så vil det ikke bare hjelpe deg å finne mat hvis du kan dette, tidevannet kan også spare deg for mye roing, da du kan bli med tidevannet ut eller inn. Spring og nipp påvirker også fisk og dyr, så å kunne dette vil også hjelpe på overlevelsen.

        Vende, veke, viking, vik, vinter har alle samme rot, og betyr å bytte, snu, vende

        Oppsummert ser det slik ut for tidevannet:

        4 vendinger= 2 flo + 2 fjære = ca 1 dag + 1 natt = 1 døgn
        28 vendinger = ca 7 døgn = ca 1 veke
        2 veker = 1 ny måne = 1 ne måne
        4 veker = ny + ne =1 måne

        Tar vi utganspunkt i solen, så er det ikke like lett, da det ikke er 12 måner i et år, men noen ganger 13.
        NB En måned er ikke like en måne, da måneder var noe kristenpesten kom med. Vi ser ut til å ha brukt veker, slik at man sa fjerde dag i den 15. veka i vinterhalvåret.

        For oss som bor i Skandinavia er i det ikke så vanskelig å finne året, ta solen er lav, mens terrenget er kupert. Solen befinner seg på samme punkt på samme tid hver dag, mens det er sol-høyden som endres. Du behøver derfor ikke noe instrument for å finne midtvinter,midtsommer, høst eller vårjevndøgn, men kan stort sett bruke landskapet som sol-ur.

        Hvorfor 9 var et hellig tall for de norøne vet jeg ikke, men Nilsson kan være inne på noe med sine 9 måners svangerskap. Personlig tror jeg 9 som hellig tall, gjør at man kan synkronisere alle disse måne, sol og tidevanns vendingene på et vis.

        Alt dette stemmer overens med Runstaven, som er en evighetskalender basert på at månene går tilbake til sin opprinnelige syklus etter gyllentallet, dvs etter 19 år. I følge noen sjøfarts-nettsider jeg fant når jeg leste om tidevannet, så behøver man i prinsipper kun registrere nipp og spring over en 19 års periode for å finne ut at det gjentar seg. http://sv.wikipedia.org/wiki/Runstav

        At denne tidsinndelingen skulle ha oppstått i en ørken eller i middelhavet, har jeg ingen tro på, da de ikke har tidevann der. Når man vet hvor mye landkrabbene i kirken slet med både år og påske, blir bibelkronologien ennå vanskeligere å svelge. 12 timer natt og 12 timer dag, blir også dumt for oss nordboere.

        Ellers har jeg blitt skeptisk til det meste av historien slik den fortelles. At C14 liksom skal bevise en alder, er heller ikke riktig, da disse er kalibrert ved at man har tatt romerske og greske funn som man vet alderen på, og laget en kalibreringskurve slik at man får ut de riktige datoene. Bruker man c14 for å lage en dendrokronologisk mal, arver også denne den samme svakheten.

        http://gotiskaklubben.wordpress.com/2012/11/14/dag-stalsjo-mot-etablissemanget-paneldebatt-1-och-2/comment-page-1/

        • hammersmeden siger:

          før du blir fanget helt av “Lux et oriente” paradigmet.

          Du mener uden tvivl “lux EX oriente”.

          Og bare rolig; det paradigme lader jeg mig skam ikke fange af.
          Hos mig hedder det lux ex septentrione 😉

          • mediakrig siger:

            Du har rett.

            når det gjelder septentrione, så tror jeg at vi og romerne begynte dagen forskjellig, og at septentrione betyr den syvende tredjeparten.

            Døgnet var først delt i 8 (eykt = økt), som igjen var del i tre, slik at vi fikk 24 timer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s