Kristianiseringen af Island

Ifølge den officielle udlægning foregik kristendommens indførelse på Island frivilligt og fredeligt, på samme måde som kristendommen i øvrigt påstås at være blevet indført i resten af Norden. Skrønen om Islands goder, der samledes på tinge i år 1000 og via drøftelser og overvejelser nåede frem til, at tiden var inde til at skifte den gamle asatro ud med den nye religion, har lige så lidt sandhedsværdi som myten om præsten Poppo, der angiveligt trak sin hånd uskadt ud af en hvidglødende jernhandske og derved overbeviste Harald Blåtand om den kristne gud Jahves overlegenhed over aserne.

Når man nemlig kigger historien nærmere efter i sømmene, opdager man, at kristningen af Island var alt andet end fredelig og frivillig. Lige som lidt som den havde været det i Norge, hvor kong Olav Tryggveson foranstaltede et sandt blodbad i undertvingelsen af nordmændene under korsets åg. Gjorde man modstand mod Olav og hans nye »barmhjertige«, »næstekærlige« og »nåderige« religion fra Mellemøsten, fik man valget mellem at blive kristen eller blive slået ihjel.

Sandheden om Islands kristning er nemlig, at Olav Tryggveson også ville tvangskristne Island på samme måde som han havde gjort det med Norge. Via kristendommen kunne Olav få magt og ikke mindst kontrol med sine undersåtter, og med kristendommens spredning til Island kunne Olav dermed udvide sit magtområde, idet Island via kristendommen kom i et afhængighedsforhold til den norske kongemagt, fordi kongen kun sendte præster godkendt af ham selv i et tæt samarbejde med kirken. Kirkemagten og kongemagten havde derfor begge gavn af dette fornuftsægteskab, hvorfor kongemagtens centralisering i Norden gik hånd i hånd med kristianiseringen; kirken kunne få udvidet dens territorium til Skandinavien med flere kristne og kongen kunne bruge kirken og kristendommen til at sikre sig sine undersåtters ubetingede loyalitet via deres nye religion. At gøre oprør mod kongen var at gøre oprør mod gud og hvem ville vove det?

Olav havde derfor forsøgt også at kristne Island. I første omgang ved at sende en præst ved navn Thangbrand. Denne havde gebærdet sig overfor islændingene på samme måde som Olav havde gjort det overfor nordmændene: Med mord, vold, trusler og brutalitet, hvis islændingene ikke ville konvertere til den nåderige, milde og barmhjertige Hvidekrist. Islændingene gjorde dog – forståeligt nok – heftig modstand mod denne behandling og nægtede at antage kristendommen, hvorfor Thangbrand måtte drage tilbage til Olav i Norge med uforrettet sag. Olav blev så arrig over islændingenes modstand, at han tog mange islændinge til fange, som opholdt sig i Norge, og truede med at dræbe dem alle med mindre Island antog kristendommen, som det berettes i sagaen:

»Samme Efteraar kom Thangbrand Præst fra Island til Kong Olaf og meldte ham, at han ikke havde haft synderligt Held med sig; Islændingerne havde gjort Nidvers om ham, sagde han, og somme vilde dræbe ham: der var ingen Udsigt til, at det Land vilde blive kristent. Herover blev Kong Olaf saa opbragt, at han lod alle de Islændinger, der var i Byen, kalde sammen og sagde, at han vilde lade dem alle dræbe. Kjartan, Gissur og Hjalte og de andre, som havde taget ved Kristendommen, gik da til ham og sagde: »Du vil vel ikke gaa fra dine Ord, Konge. Du har jo sagt, at hvor vred en Mand end har gjort dig, vil du tilgive ham, naar han opgiver Hedenskabet og lader sig døbe. Alle de Islændinger, som er her, er nu villige til at lade sig døbe, og vi skal nok finde paa Raad til at faa Folk paa Island til at tage ved Kristendommen. Her er mange mægtige Mænds Sønner, og deres Fædre vil kunne være dig til stor Hjælp i den Sag. Men Thangbrand foer dèr [~på Island] som her frem med Voldsomhed og Manddrab, og det vilde Folk ikke finde sig i«. Kongen begyndte at lytte til slig Tale, og alle de Islændinger, dèr var, blev døbte.«

Altså brugte Olav gemen afpresning og mafiametoder overfor islændingene for at få dem døbt. Islændingene blev stillet over for et ultimatum; omvend jer eller jeres venner og slægtninge i Norge bliver slået ihjel. Dette satte islændingene i et svært dilemma. På den ene side ville de ikke tvinges til at antage en for dem væsensfremmed ny religion fra Mellemøsten via afpresningsmetoder fra en psykopatisk konge, der havde underlagt sig og kristnet Norge med vold og drab. På den anden side ville de heller ikke risikere, at deres venner og familiemedlemmer i Norge blev myrdet af Olav.

Om sommeren år 1000 sammenkaldtes altinget på Island ved tingpladsen ved søen Þingvallavatn for at tage stilling til Olavs afpresning. Island havde indtil da mht. religiøse spørgsmål været et tolerant og sekulariseret samfund; der var både asatroende og kristne fra forskellige trosretninger på Island og de respekterede hinandens religioner og levede i fred uden en topstyret »statsreligion«. Dette ville Olav ændre på med magt, fordi han derved også kunne underkaste Island sin egen sfære af dominans.

þingvallavatnPå altinget (som sammenkom årligt fra ca. år 930) kunne man på den pågældende tingforsamling ikke blive enige om sagen o. kristendommens indførelse. En kendelse afsagt på tinge skulle nemlig gælde for hele Island og overholdes af alle, derfor skulle den også vedtages i fællesskab. Man ville på den ene side ikke lade en fremmed hersker diktere ens indre anliggender og ændre på en religiøs praksis, der havde fungeret fint indtil da. På den anden side kunne et nej medføre, at Olav dels myrdede de islandske gidsler i Norge, dels angreb Island militært og besatte det og beslaglagde indbyggernes ejendom.

At Olav helt igennem var i stand til noget sådant, blot fordi man vovede at sætte sig imod hans vilje, vidner sagaen om i dens beskrivelse af ham og hans karaktertræk:

»sine Fjender pinte han haardt, somme brændte han i Ild, somme lod han sønderrive af olme Hunde, somme lemlæste eller kaste ned fra høje Klipper. Derfor elskede hans Venner ham saare, men hans Fjender var rædde for ham, og han havde stor Fremgang, eftersom nogle gjorde hans Vilje med det gode og i Venskab, andre, fordi de var bange for ham.«

Som man ser, var denne repræsentant for den nåderige, næstekærlige, barmhjertige og tilgivende religion kristendommen på ingen måde anderledes end så mange andre kristne herskere op gennem kristianiseringen af Europa. Folk, der modsatte sig kristendommens magtudbredelse og ville forsvare deres land, deres kultur og skikke, blev myrdet eller tvangskonverteret af kristne konger i tæt samarbejde med kirkemagten. Ikke mindst de frankiske konger Chlodevig I. og Karl den store, der angreb og terroriserede germanerstammer som sakserne, fordi de vovede at være ikke-kristne.

Efter i mange dage ikke at være kunnet blive enige om en fælles beslutning på tinge i år 1000, vedtog man, at den hedenske lovsiger Thorgeir skulle træffe afgørelsen, da han var vellidt og respekteret af alle, både kristne og asatroende. Hans beslutning skulle da vedtages som afgørelsen i spørgsmålet. Efter at have trukket sig tilbage til sin hytte og lagt sig på jorden i tre dage i håb om en indskydelse fra de højere magter om hvad der ville være den rigtige beslutning, kom Thorgeir på fjerdedagen ud og proklamerede, at fra da af skulle kristendommen gælde som islændingens religion af hensyn til fredens bevarelse, da i modsat fald et opgør med Olav truede, som Island med sikkerhed ville tabe. Dog var der en række betingelser hæftede på vedtagelsen af kristendommen: Islændingene måtte fortsat spise hestekød, som var til rådighed i store mængder i landet, hvilket de havde gjort altid og som ville have medfødt truende hungersnød hvis det blev forbudt. Desuden måtte islændingene fortsat »udsætte« nyfødte, som havde en skavank eller et handicap, så at disse ikke ville være familien og samfundet til last ved at skulle forsøges på livstid uden at kunne klare sig selv.

At kristendommen nu var blevet indført officielt på Island som den eneste gyldige religion, betød dog ikke, at samtlige islændinge af den grund blev kristne med ét slag fra den ene dag til den anden; den eneste effekt, som altingets beslutning havde rent umiddelbart, var, at den kristne lov nu skulle implementeres i den islandske lov og eliminere de oprindelige islandske love i de tilfælde, hvor de konfliktede. Island kunne ikke blive kristent fra den ene dag til den anden ene og alene af det faktum, at der ganske enkelt slet ikke var præster nok til dette: Kristne vielser, begravelser, dåb osv. krævede selvfølgelig kristent personale i form af hovedsageligt præster og disses hjælpere. Og disse fandtes ganske enkelt endnu ikke på Island i tilstrækkeligt stort omfang til at det islandske samfund kunne overgå til kristendommen med alt hvad dette indebar.

Islændingene på altinget år 1000 var altså fuldt ud klar over, at der ville gå mindst 50 år før kristendommen overhovedet kunne implementeres i praksis, udelukkende fordi der simpelthen ikke engang var kristent mandskab nok til at afholde regelmæssige gudstjenester og messer, for slet ikke at tale om kristen dåb for samtlige islændinge, som religionsskiftet ellers ville have indebåret. I lange tider efter år 1000 fortsatte asatroen derfor på Island med uformindsket styrke, selvom kristendommen var officielt vedtaget statsreligion. Kristen lov galdt officielt, men privat dyrkede man fortsat de nordiske guder og bibeholdt ritualerne som før.

5 svar til Kristianiseringen af Island

  1. Balder siger:

    Vi må kræve en undskyldning fra de Kristne kirker inklusiv Vatikanet for de uhyrligheder de har udsat oprindelige folkeslag for. Og folk må vågne op og befri sig for den mellemøstlige centralistiske undertrykkende ideverden som nu hærger i store del af verden.

    • hammersmeden siger:

      Jeg synes det er interessant hvorledes (hovedsageligt kristne) islam-kritikere i dag fokuserer på opfattelsen om at Islam blev spredt via sværdet. Ikke at denne opfattelse er forkert, men det samme kan man sige om kristendommen. I det hele taget lignede de to religioner meget hinanden i starten og gjorde kort proces med deres modstandere.

      Jesu egne ord: »Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.« (Luk 19; 26-27)

  2. undertegnede siger:

    Men prøv at se, hvordan de slaviske folkeslag besinder sig på deres arv. Se det her tempel (og hvis jeg som sædvanlig🙂 trykker forkert så se på Slavic neopaganism) http://en.wikipedia.org/wiki/File:Temple_of_Oriyana_in_Spring_Glen,_New_York.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s