Kristianiseringen af Norge

I den forudgående artikel omhandlende kristningen af Danmark berettedes, hvordan kristendommen ikke blev indført af egen fri vilje fra danernes side, sådan som det eller udlægges af de fortrinsvis kristne historieskrivere, men derimod ud fra et ydre pres det kristne tysk-romerske rige mod syd, hvis’ kejser Otto I truede med et korstog mod Danmark for at sikre sine egne magtinteresser, hvorfor Harald Blåtand valgte at lade sig døbe som et taktisk træk.

I Norge var situationen den, at Olav Tryggveson var vendt hjem fra England o. 995, hvor han havde ladet sig døbe og antage kristendommen. Olav var blevet ansporet til at blive konge af Norge af en norsk købmand, der i grunden var udsendt af Norges Konge Håkon Jarl for at udfritte oplysninger om rygterne om Olavs tilstedeværelse i England. Olavs første stop på vejen med sin hær var Orkneyøerne, dengang norske, hvor han stillede herskeren Sigurd Jarl Lødvessøn overfor valget mellem at antage kristendommen eller blive slået ihjel. Han valgte det første og med ham hans undergivne. Sigurd måtte desuden give Olav sin søn som gidsel for at han ikke skulle frafalde kristendommen igen. Som det følger af det efterfølgende blev kristningen af Norge under Olav Tryggveson en symfoni af vold og tvang, hvor folk blev presset til at antage kristendommen eller blive myrdet. Olav så således også kristendommen som et middel til at opnå egen magt, idet kristianiseringen af Norge således skete sammen med Olavs underlægning og erobring af Norge.

Olav med sin hær allierer sig med bønderne i fjorden Viggja, som har hidset sig op imod Norges hersker Håkon Jarl, fordi denne var dameglad og undertiden havde et lidt for stort forbrug af kvinder, nogle af dem gifte, hvilket havde fremkaldt en misstemning. Olav udlover en dusør på Håkons hoved. Håkons træl Kark hører om belønningen, da han gemmer sig med Håkon på gården Rimol på vej til at mødes med sin søn Erlend ved Møre, der rådede over Håkons i fjorden. Kark dræber Håkon og bringer hans hoved til Olav. Men Olav bryder sit løfte om en belønning til Håkons morder og lader i stedet Kark gribe og halshugge.

Olav førte Karks og Håkons hoveder hen til Nidholmen, hvor røvere og forbrydere blev henrettet. Der lod han hovederne stene af sine kristne følgesvende i en vild rus og kroppene slæbe bort og brænde. Olav begyndte allerede her at omskrive historien ved at få spredt historier om hvor dårlig en leder Håkon havde været. Dette var dog usandt, idet Håkon overordnet set havde været en god konge; en populær og dygtig leder, som dog undertiden gjorde sig misligholdt ved at være lidt for glad for (andres) kvinder. Således læser man i »Olav Tryggvasons Saga« af Snorre Sturluson:

Saa stort Fjendskab var der kommet op i Trønderne imod Hakon Jarl, at ingen kaldte ham andet end den onde Jarl, og det Navn beholdt han længe siden. Men det kan med Sandhed siges om Hakon Jarl, at han havde mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til at være Høvding, først høj Byrd og dernæst Kløgt og Snildhed til at bruge sin Magt, Tapperhed i Kamp og Held til at sejre og fælde sine Fjender. Saalunde siger Thorlejf Rødfeldssøn:

Ingen Høvding veed jeg
i hele den vide Verden
hustor som Hakon paa Lade,
højt over alle han rager.
Ædlinger nu han sendte
til Odin, Ravnene aad dem;
derfor vældig han hersker
og æres viden om Lande.

Hakon Jarl var saare gavmild, men en stor Ulykke var det dog for slig en Høvding, at han skulde faa en saadan Død; og den skyldtes mest det, at nu var Tiden kommen, da hedenske Ofringer og Blotmænd skulde fordømmes, og den hellige Tro og rette Sæder træde i deres Sted.

Devisen fra Olavs side hed herefter »omvend jer eller dø«. Med hård hånd fik han udryddet de stormænd, der modsatte sig og ville bevare deres gamle skikke og asatroen. Desuden ødelagde han de gamle offerpladser og kultsteder for asedyrkelsen. Især i de vestnorske fylker havde kristendommen haft meget svært ved at vinde indpas. Men ved udsigten til at blive slået ihjel, hvis de ikke underkastede sig Olav og hans nye gud, bukkede mange under for presset og lod sig døbe eller flygtede over havet til Island.

Ved Avaldsnæs i Vestnorge opførte Olav 998 den første kirke lige oven på et asa-kultsted, indkaldte de resterende asatroende høvdinge til tinge og tvang dem til at lade sig døbe med udsigten til ellers at blive fordrevet eller slået ihjel.

Således læser man i sagaen om Olavs metoder ved kristningen af det nordlige Vigen:

Derpaa drog Kongen nord paa i Vigen og bød alle Folk dèr at tage ved Kristendommen, og dem, som talte derimod, revsede han haardt; somme dræbte han, somme lod han lemlæste, og somme drev han af Landet. Det gik da saaledes, at i hele det Rige, hans Fader Kong Tryggve havde raadet for, og ligesaa i det, hans Frænde Harald Grenske havde haft, tog alle ved Kristendommen, som Olaf bød, og i Løbet af den Sommer og næste Vinter blev Vigen helt kristnet.

Heraf ses den fremfærd, hvorved nordmændene blev omvendt til denne nye, angivelige »barmhjertige« og »næstekærlige« religion fra Mellemøsten. Der var ingen frihed eller fredelig missionering, men derimod udsigten til at blive slået ihjel med mindre man underkastede sig den nye religion, som Olav således brugte som et magtinstrument til at ikke alene at få underlagt sig hele landet, men også at få underkuet befolkningen fra frie mænd til at være underkuede undersåtter, der måtte efterkomme kongens ønske om dominans via kristendommen.

Olav var i det hele taget hvad man kunne kalde en kristen psykopat, idet han lod folk lemlæste og massakrere hvis de modsatte sig troen på den »nåderige« og »milde« gud Jahve. Desuden spottede han og øvede ofte hærværk mod andres helligdomme og gudebilleder. Dette f.eks. i tilfældet, hvor han plyndrede helligdommen Hove ved Lade for guld og værdier, ødelagde gudebillederne og brændte hele stedet ned. En stor guldring, som Håkon Jarl havde ladet sætte i Hovets dør, stjal han.

Ved et andet tilfælde mødte Olav stor modstand blandt Trøndelagens bønder mod at lade sig kristne. Han indvilligede derfor i at overvære indbyggerne holde blot, sådan som loven foreskrev dem, for at give dem indtryk af at han ville indgå et kompromis. Da bønderne mindst ventede det, greb han dem dog i et baghold i de asatroendes helligdom og myrdede Jærnskjægge, som havde været bøndernes talsmand imod kristianiseringen:

Kong Olaf gik nu ind i Hovet med nogle faa af sine Mænd og nogle faa af Bønderne. Da han kom did, hvor Gudebillederne var, sad Thor der smykket med Guld og Sølv; thi han var den af alle Guderne, de gjorde mest Ære af. Kong Olaf svang en guldbeslagen Stav, han havde i Haanden, og slog til Thor, saa at han faldt ned af sit Fodstykke, og derefter sprang Kongsmændene frem og skubbede alle de andre Guder ned fra deres Fodstykker. Medens Kongen var inde i Hovet, blev Jærnskjægge dræbt uden for det; det gjorde Kongsmændene. Da Kongen kom ud til sine Folk, bød han Bønderne tvende Vilkaar: enten skulde de alle tage ved Kristendommen eller holde Slag med ham. Men efter Skjægges Død var der ingen i Bondehoben, der kunde føre an og rejse Banner imod Kong Olaf. Saa valgte de da det Vilkaar at gaa Kongen til Haande og gjøre, som han bød. Kong Olaf lod da alle dem, der var til Stede, døbe og tog Gisler af Bønderne til Sikkerhed for, at de vilde holde ved deres Kristendom. Derefter lod Kong Olaf sine Mænd drage om i alle Fylker i Trøndelagen, og nu talte ingen imod Kristendommen. Saa blev alt Folket i Trøndelagen døbt. 

I andre tilfælde brugte Olav rænkespil, brudte løfter og studehandler for at tvinge kristendommen ned over nordmændene og derved sikre sig selv positionen som Norges retmæssige, kristne overhoved. I et tilfælde giftede han sin søster med Astrid med én af indbyggernes sønner i Rogaland for derved at få dem til at antage kristendommen. I et andet tilfælde indvilligede han i at holde et blot sammen med bønderne i Trøndelagen, da deres modstand mod kristendommen var for stor. Dog da tiden for blotet nærmede sig, arrangerede Olav i stedet en fest for bønderne, drak dem fulde og proklamerede på tinget næste dag, at hvis han skulle blote med dem, skulle nogle af dem dræbes og ofres ved blotet, som det hedder i sagaen:

Da Tinget var sat, stod Kongen op og sagde: »Da vi holdt Ting inde paa Frosta, bød jeg Bønderne, at de skulde lade sig døbe, men de bød mig til Gjengjæld, at jeg skulde blote med dem, som Hakon Adelstensfostre havde gjort. Saa blev vi enige om, at vi skulde mødes inde paa Mæren og holde et stort Blot. Men skal jeg holde Blot med jer, saa skal det være det største Blot, der øves, saa vil jeg blote Mennesker, og til det vil jeg ikke vælge Trælle eller Ildgjerningsmænd, men jeg vil ofre de ypperste Mænd til Guderne saasom Orm Lygra fra Medalhus, Styrkaar fra Gimsar, Kaar fra Gryting, Asbjørn Thorbergssøn fra Varnæs, Orm fra Lyxa og Haldor fra Skerdingstad.« Og fem andre af de ypperste Mænd nævnede han og sagde, at dem vilde han blote for at faa godt Aar og Fred i Landet, og lod strax sine Folk gaa løs paa dem. Da Bønderne saae, at de ikke var mandstærke nok til at kunne staa sig imod Kongen, bad de om Fred og gav alt i Kongens Vold. Saa blev de enige om, at alle de Bønder, der var komne til Gildet, skulde lade sig døbe, og de tilsvor Kongen, at de vilde holde fast ved den sande Tro og opgive al Bloten. Kongen beholdt alle disse Mænd hos sig, til de kunde stille deres Sønner eller Brødre eller andre nære Frænder som Gisler.

På denne måde brød Olav sit løfte ved først at love bønderne indtryk at ville blote med dem bare for at lokke dem i et baghold senere. Noget tilsvarende gjorde han i et andet tilfælde ved Tunsberg, hvor han sammenkaldte indbyggerne der i en stue, hvor han drak dem fulde og derefter satte ild på bygningen og brændte dem alle ihjel undtagen en enkelt, Ejvind Kindrift, som han dog senere fangede og torturerede ihjel med brændende gløder. I et lignende tilfælde torturerede Olav en mand ved navn Rød ihjel på hans gård ved Godø i Salten, fordi han ikke ville antage kristendommen, efter at have overrasket ham og hans folk mens de sov og have stukket folkene ned eller pryglet dem ihjel. Olav tvang en levende slange ned i halsen på Rød, der derefter borede sig ud af siden på ham. En sådan død ventede altså nogle af dem, der modsatte sig den »fredelige« og »nåderige« religion kristendommen og dens jordiske lakajer såsom Olav.

Kristendommens indførelse i Norge skete altså på ingen måde med fredelige midler, som det ses. Dem, som modsatte sig Olavs magtbegær med korset som instrument, blev stilet overfor valget at konvertere eller dø. Olav misbrugte således kristendommen som et middel til at sikre sig selv legitimitet som enehersker og centralisere Norge vha. kristendommens princip om en enehersker og centralt overhoved, der forenede kirke og stat under ét. Kristendommen dengang var således helt anderledes end den »næstekærlige« og tilgivende religion, som kristendommen udlægges i dag. I det hele taget skete kristningen af Europa oftere med sværdet end med ordet, med vold, død og lemlæstelse i dens kølvand. Og udspredelsen af kristendommen adskilte sig derfor ikke synderligt fra udspredelsen af Islam, idet disse to abrahamske religioner faktisk mindede overordentligt meget om hinanden i deres spiring.

Et svar til Kristianiseringen af Norge

  1. mediakrig siger:

    Jeg mener ikke at Snorre er forfalskninger, men det var store mengder kristne i Norge lenge før Olav Tryggvason og Olav den Hellige for frem med sverd. Man finner kirker og kristne graver fra 800-tallet, selv om det ikke sier hvilken kristendom det dreier seg om. Hvilken type kristendom Norge ble kristnet av, er også ukjent, men jeg tviler på at det var den evige Romersk Katolske Kirken, da vi f.eks. ikke deler helgener med dem.

    Jeg tror også at vi hadde blitt kristnet uansett, og da var det langt bedre å bli kristnet av sine egne, og derved få oppleve kulturell kontinuitet slik at mange av de førkristne historiene overlevde. Værre var det for de som ble tvangskristnet av utlendinger, da disse ser ut til å ha mistet alt som var av førkristne religion og tradisjoner.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s