Varusslaget

Varusslaget

(Slaget i Teutoburgerskoven)
Da germanerne rejste sig mod Rom

Dette er beretningen om germanerføreren Arminius og hans romerske modstykke Varus. Om hvordan romernes ekspansionsplaner blev stoppet brat i år 9 e.v.t., hvorefter de måtte opgive at underlægge sig hele Germanien, dvs. fremskubbe grænsen til Elben, og i stedet trække sig tilbage bag Rhinen og befæste grænsen. Hele tre romerske legioner – omtrent 25.000 mand – gik til grunde i de germanske skove. Noget uhørt for datidens eneste supermagt Romerriget med verdens bedste hær.

Omkring år 0 var dele af Germanien allerede besat af Rom. Vest for Rhinen blev der senere – omkring år 85 – oprettet de to romerske provinser Germania Superior og Germania Inferior (hhv. øvre og nedre Germanien). Men hoveddelen af Germanien, Germania Magna (Store Germanien), blev aldrig besat, selvom mange romerske feltherrer til tider smykkede sig af dette. Årsagerne til, at romerne opgav erobringsforsøget var først og fremmest Varusslaget, som dermed betød en sikring af germanernes frihed.

 Roemischeprovinzentrajan

Germania Magna, som romerne under kejser Augustus havde planer om at underlægge sig, beboedes af flere forskellige germanerstammer. En af dem var cheruskerne, som havde hjemme i området mellem floderne Weser og Elben. Cheruskernes navn kommer af det oldgermanske ord for hjort, »herut«. Høvdingen for stammen hed Segimer. Navnene på hans to sønner kender vi ikke, – kun i deres latinske versioner, nemlig Arminius og Flavus. Flavus betyder den blonde eller den lyshårede. Arminius, som senere kom til at lede oprøret mod Rom, fik opført et mindesmærke til ære for sig i 1875 ved det sted, som man dengang mente var skuepladsen for Varusslaget. En »fortyskning« af det latinske Arminius var i mellemtiden blevet til Hermann, således at han blev kendt som Hermann der Cherusker i samtiden.

I romernes felttog ind i Germania Magna kort før år 0 havde nogle germanske stammer underkastet sig Roms besættelsestropper, herunder også cheruskerne, og var blevet forbundsfæller med romerne, mens andre vedblev at gøre modstand. Det var en skik hos romerne, at besejrede folk og stammer (»forbundsfæller«) blev afkrævet gidsler af fornem stand, oftest var det høvdingens sønner. Således gik det også med Arminius og Flavus, der som små drenge blev ført bort fra deres hjem og sendt til Rom. Det var sikkert et hårdt slag for Segimer at få sine sønner frarøvet på denne vis, men han havde ikke noget valg; hans stamme havde indset verdensimperiet Roms overmagt og det formålsløse for en mindre germanerstamme i at kæmpe imod datidens eneste supermagt. Anderledes var det ikke gået for mange andre stammer, herunder også andre germanerstammer.

Som romersk gidsel skulle Arminius være garant for cheruskernes underdanighed og forsikring mod et oprør fra deres side. Segimer ville ikke vove en opstand mod romerne, når han vidste, at de havde hans søn, som de kunne slå ihjel. Desuden havde disse gidsler en anden vigtig funktion for romerne, idet de jo blev sendt til Rom og fik en opdragelse som romere; de lærte latin og blev for drengenes vedkommende indlemmet i den romerske hær, så at de senere kunne fungere som et springbræt mellem Rom og deres oprindelige folk. Præcis sådan gik det også Arminius. Efter cheruskernes forbund (ͻ: „underkastelse“) med Rom omtrent år 9 eller 8 f.v.t. blev Arminius sendt til Rom for at undergå en »romificering« dvs. gøre ham til en romer, så at han på et tidspunkt kunne vise sig nyttig for Rom som et forbindelsesled til hans stamme cheruskerne i Roms bestræbelser på at gøre resten af Germanien (Germania Magna) til en romersk provins. For Rom var sådanne personer vigtige, idet de oftest kunne få romernes besættelse af et område til at glide lettere ned, da de kunne varetage Roms interesser i området som mæglere overfor deres tidligere landsmænd samtidig med at de kendte de lokale forhold i deres hjemlande, talte indbyggernes sprog og kunne yde Rom den bedst mulige hjælp og rådgivning.

Oplysningerne er sparsomme om Arminius’ opvækst og opdragelse i Rom. Dog ved vi at han kommer i hæren, hvor han stiger i graderne indenfor kavaleriet (auxilia), så at han ender som øverstkommanderende over en rytterskare. Romerne benyttede ofte germanere som kavalerister, for på dette punkt var germanerne dygtige og havde lange traditioner. Desuden ved vi, at Arminius sendes til den Romerske provins Pannonien (nuværende Dalmatien), hvor han således kæmper for Rom imod det opståede oprør her. Oprøret bliver slået ned og Arminius får her indgående erfaringer med det romerske hærvæsen. Dets umådelige styrker og angivelige uovervindelighed, men også med dets svage sider, der senere skal vise sig altafgørende. Arminius må åbenbart have udmærket sig i kamp for Rom, for han bliver af Augustus ophævet til ridderstanden. Som romersk borger og oven i købet tilhørende den romerske adelsstand havde Arminius en lys fremtid for sig med en lovende karrieremulighed i romerriget. Men i hans årer pulserede stadig det germanske blod. Han blev aldrig 100 % romer trods hans indgående »omprogrammering« fra Roms side og da det virkelig galdt, valgte han side til fordel for Germaniens frihed snarere end Roms luksus.

møntI år 7 e.v.t. var Publius Quinctilius Varus blevet udnævnt til ny øverstkommanderende over de romerske erobringstropper i Germanien. Han afløste Tiberius, der var blevet forflyttet til Pannonien, for at slå det førnævnte oprør ned her (den illyriske opstand). Inden Tiberius havde også Drusus prøvet at få bugt med germanerne inden han styrtede af hesten og døde i år 9 f.v.t. Det var Augustus’ plan, at Varus skulle være statholder for den nyerobrede provins Germania Magna. Altså vel at mærke efter at den var blevet undertvunget, hvilket man dog fra romernes side regnede med at få ordnet inden længe. Selvsikkerheden fra romernes side kom til udtryk på rapporterne til Rom: »Germania Capta« (Germanien er undertvunget), som kejser Domitian senere fik skrevet på sine mønter. Mønter fra o. år 0 har billeder af den personificerede Germania som en grædende germansk kvinde. Nedenunder et knækket spyd som symbol på germanernes brudte modstand. Spyddet (Frame) var jo germanernes foretrukne våben.

sesterce_germaniaMønt med indskriften »Germania Capta« og kejser Domitian

Hvorfor Arminius af Augustus bliver sendt tilbage til sin stamme cheruskerne omkring år 9 e.v.t. ved vi ikke med sikkerhed, men det var sandsynligvis med den ordre at udskrive germanske tropper, sikkert rytteri, som skulle kæmpe på romersk side i undertvingelsen af det resterende Germanien. Som høvdingesøn af cheruskerne (som jo var i forbund med Rom) ville Arminius have denne bemyndigelse. Dog må gensynet med sit land og sit folk have virket som et chok på Arminius: De engang frie germanere var i mellemtiden blevet objekt for den romerske besættelsespolitik; germanerne skulle indfinde sig med deres kommende fremtid som en del af Imperium Romanum med alt hvad det indebar for de undertvungne folk; germanerne blev underkastet romersk lov, med alt hvad det indebar (frie mænd måtte ikke længere bære våben, hvilket var uhørt for en germaner). Desuden skulle germanerne nu betale skat til Rom. Germanerne var selvforsynende og havde knap noget overskud at betale skat af. Derfor virkede implementeringen af de romerske love som slavebinding og udplyndring. Germanerne, som til da havde været frie stammer, havde deres egne love, skikke og traditioner, som romerne lod hånt om. Hos germanerne løste man problemerne i god orden på tinge, og selv alvorligere forbrydelser som mord kunne løses med en bøde til de efterladte. Derfor virkede romernes love vilkårlige og umenneskelige, især ved dødsstraf for mindre forseelser, hvilket ikke bidrog til romernes popularitet blandt nordboerne. Skatteopkrævningerne bidrog også blot til romernes upopularitet, fordi de de facto havde effekt af udplyndring hos de selvforsynende germanere, der ikke kunne undvære noget af deres produktion, som var tilsigtet eget brug. Arminius må have begyndt at tænke på det rigtige i den romerske civilisations angivelige lyksalighed. Og med tankerne kom også tvivlen.

Chokket over at opdage, hvad romerne havde gjort med hans landsmænd og hvordan de behandlede dem, må således have været en udslagsgivende faktor i hans skift af side: Arminius må have været plaget af indre kamp mellem germaneren og romeren i ham. Som romersk adelig lå verden åben for ham, hvis han valgte side til fordel for verdensimperiet. Dog kunne hans germanske hjerte ikke holde til at se på de lidelser, som de angivelige romerske befriere udsatte hans landsmænd for. For romerne anså jo netop sig selv som befriere overfor de »underudviklede« barbarer germanerne, og det var jo også præcis denne opfattelse, de havde forsøgt at indprente i den unge Arminius under hans romerske opdragelse i verdensstaden: At romerne kommer for at befri germanerne fra tilbageståenheden og underudviklingen og give dem civilisationen. Og hvis de modsætter sig, må de undertvinges med magt. Denne opfattelse må Arminius selv være blevet gjort til talsmand for, så at han så sig som en befrier af sit folk ved at efterkomme Roms vilje. Dog krakelerede dette billede af den romerske ophøjethed, da han så deres behandling af sit eget folk: Cheruskerne var ikke blevet befriede af romerne, de var blevet gjort til slaver i deres eget land. Udplyndrede, retsløse, trællebundne betragtede cheruskerne desillusioneret deres »befriere« romerne, og selv de germanere, som talte roms sag om at trællebindingen var en billig pris for civilisationen, fik sværere og sværere ordlyd. Således må Germaniens frihed have vejet tungere i Arminius’ indre kampe end de lyse fremtidsudsigter for ham som romersk adelig.

Varus og Arminius møder sandsynligvis hinanden i foråret år 9 e.v.t. Arminius og hans deling ryttere skal sikkert fungere som spejder/rekognosceringstropper og rapportere om evt. germanske oprørstendenser. Varus beskrives som et koldt magtmenneske. Ikke at dette var usædvanligt på den tid, men alligevel må hans motivationer også have ligget sig selv nær hvad angår Roms ambitioner med Germanien. Varus havde udsigt til at blive statholder i Germania Magna. Vel at mærke efter at det var erobret. Som statholder kunne han udplyndre provinsen nådesløst og stikke rigdommene i egen lomme. Derfor må Roms glorværdighed også havet ligget længere nede på hans motivationsliste. Hans tænkning bar vel først og fremmest præg af den romerske overlegenhedsfølelse: Andre folk er romerne underlegne, ene og alene af den grund at de er ikke-romere og dermed ikke har skabt et verdensimperium. Deres ikke-romerskhed skulle således i sig selv være grund nok til at invadere deres land og undertvinge dem. Varus’ metoder var allerede kommet til udtryk i hans tidligere hverv som statholder i provinsen Syrien. Her var han gået frem med en uhørt brutalitet; oprør blev slået ned med hård hånd og kun ubetinget lydighed overfor Rom blev accepteret. I nedkæmpningen af et oprør havde Varus således ladet 2.000 mennesker korsfæste i Syrien. Og taktikken havde virket her, banalt simpel som den end var; syrerne havde kvitteret for Varus’ nådesløse brutalitet med en fuldstændig og betingelsesløs underkastelse over for Rom. Derfor var Varus i dette tilfælde af syrerne netop blevet bekræftet i sin verdensopfattelse: Ikke-romere skal behandles med hårdhed, for kun med en hård hånd vil barbarerne udvise lydighed og underkastelse, i modsat fald vil de skabe problemer. Dette havde virket i Syrien, men situationen i Germanien var en anden, hvilket Varus indså for sent. Eller aldrig nåede at indse overhovedet.

Det var kun for en person som Varus, at en germaner var lig med en syrer og derfor skulle behandles på samme måde. En anden ville også have taget andre ting i betragtning, såsom landenes forskellige beskaffenhed og ændrede tænkemåde og kultur hos de autoktone. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at Varus’ fejlskøn til sidst blev hans og hans hærs undergang. Manglende indføling med urbefolkningerne lader ofte til at have været romernes akilleshæl. I hvert fald i tilfældet med germanerne.

Efter Arminius havde skiftet side i sit sind pga. mødet med Roms metoder i Germanien var spørgsmålet blot; hvordan kaste romernes åg af Germaniens skuldre? Det var jo trods alt verdens eneste supermagt, så opgaven syntes uovervindelig. Efter sin fars død var det nu ham der var anfører for sin stamme cheruskerne og var tiltænkt af Rom som en fortsætter af rollen som vasal overfor Rom. Han mødtes på tinge med høvdingene fra de tre nabostammer til cheruskerne; bruktererne, marserne og chatterne. Hans overbevisende evne må have været stor, for det lykkedes ham at få overbevist de andre høvdinge om nødvendigheden af et oprør mod Rom. Til trods for at der også var kritiske røster fra germanere, der havde affundet sig med romernes behandling af dem. Iblandt dem Segestes, der forgæves prøvede at slå til lyd for, at et oprør mod Rom ville være det rene selvmord; så hellere dukke nakken og leve med romernes behandling. Dog må Arminius have ramt en nerve i den germanske folkesjæl, hvis’ higen efter at genvinde den tabte frihed vejede tungere end et liv som romersk slave i eget land, også selvom risikoen for at omkomme i forsøget var høj. Da sammenslutningen af germanerstammerne mod den fælles fjende var smedet og oprøret var en realitet, var spørgsmålet blot; hvordan? Det var jo trods alt verdens bedste hær de var oppe imod. Ergo måtte der lægges en fælde for romerne, da de umuligt kunne besejres i et åbent slag, hvor de kunne gøre brug af deres krigsmaskiner og disciplinerede slagorden.

Langs grænsefloden Rhinen havde romerne opstillet ikke mindre end 15 garnisoner for at forsvare grænsen mod germanerne, hvilket fortæller alt om de problemer, som Rom havde med dem. Ingen anden grænse i romerriget var bedre befæstet. De indfald i Germania Magna, som romerne havde foretaget i årene forinden, havde desuden fået dem til at oprette lejre i selve Germania Magna; romerske fæstningsværker på germansk jord der skulle underbygge indtrykket af en besættelse. Én af disse romerborge lå ved Haltern ved floden Lippe, som er en biflod til Rhinen, og tjente som støttepunkt for udfald og felttog mod øst i sommermånederne. I efteråret år 9 e.v.t. var Varus med sine tre legioner 17, 18 og 19 – i alt ca. 25.000 mand inklusive civilister og forsyninger – på vej fra sommerlejren ved floden Weser tilbage til Haltern. Den tiltænkte marchrute forløb langs Lippe, da der ikke var veje i Germaniens ufremkommelige terræn, og floderne tjente derfor som transportveje for romernes tunge forsyninger og materiel.

Ordren om opbrud må Varus have givet én af de første septemberdage. Varus havde sendt Arminius og hans ryttere ud for at undersøge rygterne om et lurende oprør blandt germanerne. Det siges, at den romer-tro germaner Segestes havde advaret Varus om et truende germansk oprør og endog havde angivet Arminius som bagmanden bag sammensværgelsen. Varus troede dog ikke på ham og havde fortsat sin lid til Arminius’ troskab. Ved afslutningen på marchens førstedag har romerhæren nået udkanten af den kæmpemæssige skov Teutoburger Wald. Noget må herefter have fået Varus til at bryde af fra den tiltænkte kurs og begive sig ind i ukendt terræn i skovområdet. Sandsynligvis har Arminius opstillet tegn, der skulle få Varus til at tro, at germaneroprøret var nær, hvorfor Varus måtte gribe ind hurtigt for at slå det ned i stedet for at vente til næste sommer. Eller også har Arminius direkte ført romerne ind i skoven under påskud af at han ville føre dem til oprørerne. Germanerne var som sagt afhængige af at kunne lokke romerne i en fælde, og idet de ikke ville have en chance i et åbent feltslag med romernes maskiner og uigennemtrængelige slagformation, måtte de lokke dem ind i skoven, hvor legionærerne herefter kunne hugges ned én efter én i nærkamp. Hvis dette skulle lykkes, måtte Varus altså lokkes på afveje fra den planlagte marchrute og ind i den mørke skovs ukendte farer, hvor germanerne var på hjemmebane, da de kendte deres skove bedre end nogen anden.

Som ved et under går Varus faktisk i Arminius’ fælde. Og oven i købet med begge ben. I stedet for kun at sende noget af hæren af sted for at undersøge nærmere, sender Varus om morgenen på marchens anden dag hele hæren ind i den ufremkommelige og ukendte skov. Dette var alt sammen Arminius’ håb, for kun hvis romernes slagorden og opstilling blev brudt, havde de en chance mod overmagten. I skoven måtte romerne opgive marchordenen og vandre ind i en tynd stribe, måske kun 2-3 mand bred i det ufremkommelige terræn. Dermed blev romerhæren til en lang slange, udstrakt over en lang afstand, hvilket kun var til germanernes fordel. Under angrebet kunne legionærerne ikke komme hinanden til hjælp hurtigt nok, således at germanernes langt underlegne styrke på måske 10.000 mand alligevel havde overtaget. Især fordi Arminius sandsynligvis kun angreb bestemte, udsatte steder af marchkolonnen i lynhurtige angreb for derefter hurtigt at trække sig tilbage igen inden romerne nåede at fatte sig og opstille nogen form for formation. Desuden havde hjælpetropperne i form af det germanske rytteri i romerhæren vekslet side og var gået over til Arminius, så at romerne blev angrebet af deres »eget« rytteri.

karte

Angrebet skete på andendagen efter opbruddet fra sommerlejren, – slagets førstedag. Ved dagens slutning beordrer Varus sine underkommandører Numonius og Ægius til at slå lejr for at samle kræfterne og reorganisere sig. På slagets anden dag, altså tre dage efter opbruddet har Varus givet ordre om at efterlade trosset, altså dvs. civilisterne og den tunge oppakning, for derefter hurtigere at kunne marchere frem og finde et åbent terræn, hvor germanerne kan stilles til et endeligt opgør. Dette er Varus’ anden store fejlbeslutning. Havde han valgt at slå lejr permanent i skoven og sende bud efter hjælp til de romerske garnisoner ved Rhinen, kunne han være blevet reddet. I stedet vælger han at kaste alt ind på at optage forfølgelsen af germanerne og samtidigt slippe ud af skoven. Dette er dog præcis hvad Arminius håbede på, for romerne trænger længere og længere ind i skoven med mindre og mindre sandsynlighed for at slippe ud igen. Varus valgte at sætte alt på ét bræt i hans blinde tiltro til sin egen overlegenhed. På slagets andendag brænder romerne derfor trossets vogne og efterlader civilisterne, som er prisgivet overfor Arminius, der dog ikke lader til at have udvist interesse for dem. På andendagen sender de germanske guder desuden et tegn fra himlen på at de er på Aminius’ og hans oprøreres side: Et uvejr fra Donar (Thor) bryder løs over Teutoburger Wald med regn, rusk og storm, noget som igen kun er til germanernes fordel; for i den tætte skov, som i forvejen nærmest var umulig at gennemtrænge for en romerhær på 25.000 mand, bliver det nu endnu sværere at bevæge sig med gennemblødt tøj og rustning, som nu føles tungere for hvert skridt, samtidig med at foden synker ned i den opblødte skovbund, så at romernes udmattelse bliver Arminius’ allierede.

Under germanernes angreb på denne slagets andendag bliver der derfor mere tale om en nedslagtning af de tungt udstyrede romere for germanernes hånd, der med deres lettere oppakning og beklædning var hurtigere og manøvredygtigere og havde omringet romerne, så de kunne angribe fra alle sider hvornår det passede dem bedst og igen forsvinde i skovtykningen lige så hurtigt som de var dukket op. Fanget i mudderet og skovens moras i de sumpede omgivelser i uvejret er verdens bedste hær forsvarsløs overfor germanernes vilde og uforudsigelige angreb. Undervejs kommer uden tvivl også hævnfølelsen op i germanerne efter årtier med ydmygelser fra romernes side. Årtiers indestængt nag over romernes overgreb på germanerne, deres træden under fode af germanernes frihed og ære, får nu hadet til blusse op i lys lue og give germanerspyddet Frame ekstra kraft i dets gennemboring af romerrustningerne. Romerne blev slagtet som de selv så ofte før havde slagtet germanerne. Ved slutningen af andendagen ændrer Varus tilsyneladende mening og sender rytterpræfekten Numonius af sted med en flok ryttere for at hente hjælp fra den nærmeste romerske garnison, sandsynligvis beliggende ved Xanten.

Nødråbet når dog aldrig frem, for Arminius er altid romerne et skridt forud. Rytteriet rider lige i armene på germanerne og udslettes. I et desperat forsøg på at komme ud af skoven, slår romerne ikke lejr ved afslutningen på slagets andendag, men marcherer i stedet med tændte fakler hele natten igennem for endelig at finde åbent terræn, væk fra skovens forbandelser. Det lykkedes tilsyneladende, for om morgenen på tredjedagen, efter den natlige march, lysner det i skoven og de åbne vidder med eng og græsstepper træder romerne i møde. Dog finder de nu ligene af Numonius og hans ryttere, blot som en iskold påmindelse om, at de stadigvæk er omringet og fanget i fælden. På tredjedagen bryder de overlevende romere efter andendagens massakre derfor ud af skoven mod nord ved Wiehengebirge. I dette terræn drejer Varus og de resterende tropper mod vest, i retning Rhinen. De aner ikke, at de dermed styrer direkte mod et engpas, kun ca. 80m bredt, med bjerget Kalkrieserberg mod syd og Venner-mosen mod nord. Det ved imidlertid germanerne selvfølgelig, da de kender deres eget område ud og ind, og gør alt for at drive romerne ind i denne sidste, altafgørende katastrofe ved hele tiden at angribe dem fra skoven sydfra i små lynangreb.

I det af germanerne opstillede baghold, som de resterende, overlevende romerske tropper bliver presset ind i på slagets tredjedag ved dette engpas mellem skov og mose, – fire dage efter at være brudt op fra sommerlejren, går samtlige af de sidste romere til grunde. Romerne kan ikke flygte, og de af dem, som alligevel prøver, har kun mosen som eneste flugtvej, så at de drukner i forsøget. De få tilfangetagne romere bliver ofret til guderne som tak for sejren.

De døde romere blev plyndret for alt; våben, rustninger, metalgenstande, stofgenstande. Dette var normalt dengang og en nem måde at forsyne sig med jern, der ellers var mangelvare. Mindst lige så stort et tab for romerne var dog, ud over de faldne legionærer og materiel, de tre legionsstandarter (legionsørne), som nu var faldet i germanernes hånd og var blevet »besudlet« af barbar-hænder. For romerne ga

La Germania Magna nel 7-9 d.C.

Romernes erobringsplaner i Germania Magna

ldt det som meget skændigt at få frarøvet disse legionsstandarter, da de var symbolet på Roms angivelige overlegenhed i kamp. Bedre blev det ikke af, at de var blevet erobret af nogen, som romerne så ned på som værende laverestående. Så faktisk var det måske ikke så meget nederlaget i sig selv, der gjorde ondt på romerne, men det faktum, at de var blevet besejret af nogen, som de følte sig hævet over. Fornemmelsen af at være blevet narret af germanerne, som de betragtede som tilbagestående og uciviliserede, må have sveget endnu mere end de tabte legioner og standarter. Ifølge overleveringerne fik romerne dog de tre legionsstandarter tilbage igen senere, to af dem erobret af Germanicus.

Varus kunne ikke leve med den skam og skændsel det var for en romer at være blevet besejret af barbarerne, så han tog sit eget liv på slagmarken. Hans hoved sendte Arminius angiveligt til kongen over germanerstammen markomannerne, Marbod, i et forsøg på at få ham med i en fælles germansk opstand mod Rom. Hovedet skulle således tjene som argument for det mulige i et sådant forehavende; at det var muligt at besejre romerne: Det mægtige Imperium Romanum var alligevel ikke uovervindeligt i kamp, hvilket de ellers havde fået indtryk af hidtil, og Varus’ afhuggede hoved var beviset. Det viste, at et oprør virkelig kunne lade sig gøre, og at de (hvis de slog sig sammen) kunne de bringe selveste Romerriget til fald. Men Marbod var ikke interesseret i en krig mod Rom. Han havde indrettet sig gennem mange år i et samarbejde med romerne som en forbundsfælle, der dog af Rom var blevet forflyttet med sin stamme længere østpå. Han sendte i stedet hovedet videre til kejser Augustus i Rom, der ved synet af det råbte de berømte ord: Quinctili Vare, legiones redde! (Varus! Giv mig legionerne tilbage!).

I de efterfølgende år, 10-16 e.v.t., indleder romerne omfattende »straffeekspeditioner« til Germania Magna i et forsøg på at irettesætte germanerne og vise hvem der bestemte. For romerne må det uden tvivl have været vigtigt med disse gengældelsesaktioner for ikke at tabe ansigt i deres rolle som overophøjede herskere, der ikke ville tolerere opsætsighed. Frem til år 12 ledte Tiberius indfaldene i Germanien, dog lader disse felttog til at have været af mindre betydning, fordi Tiberius ikke vovede sig særligt langt ind på germansk territorium, men holdt sig til området umiddelbart øst for Rhinen. Anderledes blev det efter at Germanicus, Drusus’ søn, overtog overkommandoen for de romerske tropper i Germanien år 12. Herefter var især cheruskerne mål for romernes straffeekspeditioner under hans ledelse, men også bruktererne, marserne angrivarierne og chatterne. Disse stammer ramtes hårdt af den romerske terror, idet de fik deres huse brændt ned, deres land hærget og mange mistede også livet. Undervejs kom det til flere slag, i hvilke Armnius igen ledte de germanske styrker, bl.a. slaget ved Pontes Longi, slaget ved Idistaviske Mark og slaget ved Angrivariermuren. Undervejs lykkedes det Germanicus at tilbageerobre to af de tre førnævnte legionsstandarter. Desuden tog han Arminus’ gravide kone Thusnelda til fange, som senere sammen med Arminius’ i fangenskab fødte søn Thumelicus blev ført gennem Rom i et triumftog til ære for Germanicus til spot over de besejrede germanske oprørere.

Den politiske betydning af Varusslaget var dog alligevel, at Romerriget opgav enhver tanke om at fremskubbe grænsen længere mod øst; at gøre Elben til den nye grænseflod i stedet for Rhinen. Eller måske endnu længere frem til floderne Oder eller Weichsel, så at hele Europa blev underlagt Rom, inklusive de sidste, hårdnakkede modstandere; germanerne. Den nye kejser efter Augustus’ død i år 14, Tiberius, opgav tanken om at underlægge sig Germania Magna. Varusslaget var selvfølgelig en udslagsgivende grund, men efterhånden var man i Rom også nået til erkendelse af, at det ganske enkelt ikke kunne betale sig at blive ved med at have besværet med germanerne: Selv hvis romerne satte alt ind på at undertvinge sig hele Germanien, ville det i sidste ende simpelthen ikke kunne lønne sig for at opveje den brugte tid, penge og mandskab i det ufremkommelige landskab. For slet ikke at tale om besværet med de genstridige germanere, der både hidtil og senere havde vist sig som Roms værste modstandere. Det var ganske enkelt ikke længere besværet værd at bibeholde erobringsplanerne. Mest af alt fordi Germanien ikke rigtigt havde noget at komme efter; landet var ugæstfrit set med romerske øjne. Dækket af skov, sump og mose. Uden veje, byer og medgørlige undersåtter, men derimod fyldt med barbarer, der nægtede at underkaste sig »Europas herrer«. Klimaet var desuden råt og barskt med regn, slud, hagl og sne og en isnende blæst gennem marv og ben, for en romer meget ugæstfrie forhold sammenlignet med sydens sol. Men vigtigst af alt: Germanien havde ingen guld og sølv i undergrunden, så at det vigtigste argument for en erobring bortfaldt.

For sagen var jo den, at romerne havde tradition for at tage sig sine »erobringer« godt betalt hos de undertvungne folk; en provins’ rigdomme og naturressourcer blev plyndret. Romerne kaldte det ganske vist »skatter« men for lokalbefolkningerne kom det jo ud på ét. Og da germanerne ikke havde rige sølv- og guldminer og ikke producerede særligt meget mere end hvad de selv skulle bruge, meldte spørgsmålet sig efterhånden hos romerne; hvad skal vi i grunden her efter? Da landet så oven i købet var fyldt med garvede og luvslidte stammefolk, hærdede af det barske klima, der ikke var bange for at slås mod verdensimperiet Rom (hvilket de havde vist ved utallige lejligheder) var afgørelsen efterhånden blevet manifesteret hos romerne; efter de såkaldte »straffefelttog« frem til år 16 blev Germanien opgivet, tropperne blev trukket vest for Rhinen og grænsen blev forstærket. Grænsepalisaden Limes blev opført som en forbindingslinje mellem grænsefloderne Rhinen og Donau og enhver yderligere ekspansion østpå blev udskudt for altid.

Romerriget nåede aldrig længere end hertil, Germanien forblev frit og germanerne forblev herrer i eget land, selvom det holdt hårdt.

Maske VarusslagetRomersk ryttermaske fundet ved udgravningerne af slagmarken ved Kalkriese

8 svar til Varusslaget

  1. Pingback: Varusslaget: Germanernes oprør. | Hammersmedens blog

  2. Ytringer siger:

    Veldig, veldig interessant og god artikkel.
    Jeg har likevel ett spørsmål, og en innvending:

    Var spydet Gemanernes favorittvåpen, eller var det øksen?
    Jeg kan i tillegg nevne at jeg, i stykket mima-meidr, har mer enn antydet at Odins spyd og favoritt-våpen, Gungnir, var ett symbol på navle-strengen, altså fødsel og reproduksjon.
    At nettopp knekte spyd var avbildet på romerske mynter kan selvsagt være tilfeldig, som kun ett symbol på våpen, men jeg synes det er interessant å merke seg likevel.
    Ellers var det rart, ikke minst militær-strategisk, at ett folk som levde i skogen, og jaktet hjort, ikke er vist i filmen å bruke pil og bue i dette angrepet.

    Jeg tror ikke at Germanerne ofret mennesker til “Gudene”…
    Derimot tror jeg at de hengte noen av romerne opp i trær som ett kraftig tilsvar til romerne som tydeligvis likte å henge folk på kors.

    Dersom du vil lese mima-meidr, som er todelt og tar for seg to dikt, anbefaler jeg å scrolle ned 2/3 på siden, og starte lesingen på Odins Runic song. Der kan man se det som burde vært åpenbart for lenge siden, hadde det ikke vært for kirkens villedende tolkninger opp gjennom tidene.

    http://ravnagaldr.wordpress.com/tag/mima-meidr/

    • hammersmeden siger:

      Det er sikkert rigtigt, at germanerne generelt ikke ofrede mennesker til guderne. Dog var der bestemt undtagelser. I tilfældet med krigsfanger kan det sagtens tænkes at de ville skille sig af med dem på denne vis. Tollundmanden og Grauballemanden er muligvis blevet ofret til guderne. For hvis de blot havde været henrettede forbrydere, ville de næppe være blevet nedsænket i mosen.

      Generelt tror jeg nok, at spyddet/lansen Frame var germanernes yndlingsvåben. Dog kunne der selvfølgelig være undtagelser fra stamme til stamme. Frankerne udviklede eks. senere deres berømte kasteøkse Franziskaen. At spyddet blev foretrukket af germanerne havde sikkert også at gøre med, at man skulle bruge mindre jern til et spyd end til et sværd. Jern var svært at skaffe for germanerne, da deres undergrund ikke var rig på det.

      Det er muligt, at asernes våben har en symbolværdi. Thor har jo sikkert også en hammer, fordi det er det våben, der larmer mest under benyttelsen (ͻ: torden, som jo også larmer). Især i smedjen.

      • Ytringer siger:

        Jeg tror at disse myr(mose)-likene for eksempel kan være uhelbredelige sex- og volds-forbrytere, pedofile, o.l. som er henrettet og sendt nedover i jorden. Jeg har lest at myrer og svarte tjern ble sett på som inngangen til det underjordiske, ett sted man ikke ville være. Skulle de sendes til gudene som gaver ville man brent dem og latt dem stige opp som røyk.

        Jeg har ingen tro på at våre forfedre var så dumme at de virkelig trodde på “Gudene”, Jeg tror at de så på dem som modeller eller roller i en modell av naturens komplekse spill. Mye slik vi idag kan bruke teater og film for å lage forståelige modeller av kompliserte spørsmål.

        Videre tror jeg at det er den Germanske fornuften, individualismen og frihetstrangen som til alle tider har vært en torn i øyet på de som vil regjere verden. Som vi ser, fra romer-tiden til idag.

  3. Viking siger:

    Tak for godt læsestof.
    Jeg kan ikke lade være med at tænke, at romerne svare til vores tids multikulturalister, venstreorienteret, muslimer, jøder osv.
    Historien har det med at gentage sig.

  4. .... siger:

    Hej
    Vil spørge hvor du har din information fra ? Skal nemlig skrive en opgave om slaget, men det er svært at finde noget godt. Din tekst er den bedste jeg har kunne finde.

    • hammersmeden siger:

      Hej!

      Jeg kan faktisk ikke huske samtlige kilder, jeg benyttede. Men en god introduktion til stoffet er denne film.

      Desuden har Osnabrück Universitet lavet denne udmærkede hjemmeside om udgravningerne af slagmarken osv. De har også en side med links hvor du kan finde yderligere infos.

      Sidst men ikke mindst er der museet i Kalkriese, hvor mange af fundene fra slaget er udstillet. Du kan sikkert bestille noget infomateriale i deres butik eller skrive til dem og spørge. Eller selvfølgelig selv tage derned og tage billeder osv.

      Held og lykke med projektet! Det lyder da spændende.
      Det er fint at der bliver skrevet mere om det, for det er jo et vigtigt emne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s