Historien om penge- og rentesystemets oprindelse

Eller: Eventyret om guldsmeden Fabian

»Giv mig hele verden plus 5 procent!« Bank- og pengesystemets uopdagede hemmelighed. Hvorfor der mangler penge overalt!

Originaltekst: I Want the Earth Plus 5 % af Larry Hannigan, Australien (1971)

Fabian var inderligt spændt, da han øvede sig på sin tale, som han ville holde den næste dag for en stor menneskemængde. Han havde altid stræbet efter magt og prestige. Nu ville hans drøm snart gå i opfyldelse.

Fabian var en håndværker, der arbejdede med sølv og guld og fremstillede smykker og pyntegenstande. Men han brød sig ikke længere om at måtte tjene til livets ophold ved at arbejde. Han søgte tiltrækningen ved det usædvanlige; udfordringen. Og nu stod hans store plan kort før sin virkeliggørelse.

I generationer havde den direkte bytning af varer været den gængse måde at handle på. Den, som havde en familie at forsørge, klarede denne opgave enten ved at dyrke sin egen jord og opdrætte dyr eller ved at specialisere sig indenfor et bestemt erhverv. Overskuddet fra ens egen produktion blev byttet med overskuddet fra andres produktion.

Markedspladsen var det muntre midtpunkt for selskabslivet. Trods støv og larm var det brogede virvar yndet overalt, for der var altid meget nyt og interessant at høre alle steder. På det seneste synes uoverensstemmelser og stridigheder dog at ophobe sig. For at udtrykke det kort, så var det ved at være på tide at stable et nyt system på benene.

I almindelighed havde folkene hidtil været ved godt mod og havde glædet sig ved frugterne af deres arbejde. Regeringsformen var udtalt simpel: I hvert sogn blev der valgt et borgerråd, hvis’ opgave det var at sikre og garantere den enkeltes friheder og rettigheder. Ingen måtte tvinges til noget mod sin vilje, hverken på vegne af en enkelt eller en gruppe.

Det var regeringens eneste formål, og hver valgt borgmester blev beredvilligt støttet af sit sogn.

Markedsdagen kastede dog nogle problemer af sig, som ikke uden videre kunne styres uden om. Hvilken værdi havde en kniv? Skulle den betales med en eller med to kurve majs? Var en ko mere værd end en trækvogn? Hvad var målestokken? Ingen kom i tanke om et bedre system.

Fabian havde forkyndt for folkene: „Jeg har løsningen på vores problemer med byttehandelen!“ Alle medborgere var inviteret med til en stor forsamling.

På byens plads forsamledes en gevaldig menneskemængde. Fabian forklarede sit nye system, som han kaldte „penge“. Da sagen lød ret lovende, spurgte menneskene ham nysgerrigt, hvordan der da skulle tages fat på ændringen.

„Guldet, som jeg normalt fremstiller smykker af, er et meget ædelt metal “, sagde han.

„Det ruster ikke, mister ikke sin farve og er ubegrænset holdbart. Derfor vil jeg fremstille et antal mønter af guld og kalde hver mønt for en daler.“

Han forklarede publikum, hvordan dalerens værdi snart ville have indstillet sig af sig selv og at anvendelsen af „penge“ som byttemiddel ville være betydeligt mere praktisk end den umiddelbare udveksling af varer.

Et medlem af borgerrådet bemærkede, at nogle folk jo blot selv kunne udvinde guld og fremstille mønter ud af det.

Fabian var allerede klar med svaret: „Det ville ikke gå an! Som betalingsmiddel gælder selvfølgelig kun de mønter, som er godkendt af regeringen. Som sikkerhed vil et segl blive imprægneret på dem.“ Det mente tilhørerne lød plausibelt, og det blev foreslået, at alle i første omgang skulle modtage det samme antal mønter. Da indvendte dog stearinlysemageren: „Jeg har krav på de fleste mønter, for mine stearinlys bliver benyttet af alle.“ – „På ingen måde“, råbte én af bønderne, „for uden fødevarer ville alle sulte ihjel! De fleste dalere burde bestemt gå til bønderne!“ Således opstod der i starten generelle uenigheder.

Fabian lod folkene strides med hinanden i et stykke tid, hvorefter han åbenbarede en forbløffende løsning for dem: „Da I ikke kan blive enige, foreslår jeg, at I i første omgang bestiller alle de dalere, som I skal bruge, hos mig. Der vil derfor teoretisk ikke være nogen øvre grænse på antallet af dalere, men I skal naturligvis være i stand til at betale mig beløbet tilbage. Jo flere dalere I får af mig, desto flere må I betale mig tilbage efter et års forløb.“ – „Fint nok“, sagde medborgerne, „og hvad får du så ud af det?“

„Fordi jeg stiller en tjenesteydelse til jeres disposition“, forklarede Fabian, „ – nemlig pengeforsyningen, har jeg krav på en godtgørelse. Lad os sige engang, for hver 100 dalere, som I får af mig til fri afbenyttelse, får jeg for hvert år, som I skylder mig dem, 100 plus 5 dalere tilbage igen. Disse 5 dalere er mit lånegebyr, og dette lånegebyr kan vi kalde ‚renter‘.“

En anden løsning syntes der ikke at være, og 5 % lød til at være et beskedent krav. „Kom igen næste fredag, så begynder vi.“

Fabian spildte ingen tid og tilbragte de næste dage og nætter med fremstillingen af mønter. En uge senere stod folkene i kø foran hans butik. Efter at borgerrådet havde inspiceret og godkendt mønterne, lånte de første borgere deres dalere. Nogle ønskede i første omgang kun få dalere for først at afprøve det uvante system.

Meget snart efter nød det nye byttemiddel stor popularitet, således at alle tingenes værdi blev vurderet efter guldmønterne eller „dalerne“. Denne værdiangivelse var „prisen“ på et produkt, og prisen beroede hovedsageligt på den arbejdsindsats, som der havde været brugt på at fremstille produktet. Hvis der var blevet krævet meget arbejde, så blev der forlangt en høj pris; hvorimod ting, som lod sig fremstille næsten uden besvær, var billige.

I én af byerne i landet boede en mand ved navn Alban. Han var byens eneste urmager. Hans kunder var villige til at betale en høj pris for hans ure.

Men så kom der en anden mand, der ligeledes fremstillede ure og tilbød dem til en billigere pris, for at øge sin afsætning. Alban var tvunget til at sænke priserne, for ikke at miste alle sine kunder til den billigere konkurrent. Snart havde prisudviklingen stabiliseret sig på et kundevenligt niveau, fordi begge urmagere bestræbte sig på at levere den bedst mulige kvalitet til den laveste pris. Det var en ægte, ærlig og fri konkurrence.

Det samme princip greb snart samtlige brancher – byggebranchen, transportsektoren, landbruget, ja selv bogholderne og enhver anden profession. Kunderne havde frit valg og fandt efter egen vurdering frem til det bedste tilbud. Der var ingen kunstige beskyttelsesforholdsregler som f.eks. kvoter eller afgifter for at forhindre andre folk i at opstarte i hver enkelt branche. Levestandarden steg og snart efter undrede alle sig over hvordan et liv før indførelsen af „penge“ overhovedet havde været muligt.

Ved årets afslutning opsøgte Fabian alle de folk, der skyldte ham penge. Nogle besad i mellemtiden mere end de havde lånt, hvilket dog samtidig betød, at andre nu havde mindre end de havde lånt, da der jo kun var blevet bragt et bestemt antal mønter i omløb. Dem, som havde opnået en gevinst, betalte altså de 100 dalere tilbage plus de 5 dalere i rente, men måtte dog samtidig låne penge igen med det samme, for derved fortsat at kunne købe og sælge ting.

De andre, derimod, blev klar over, at de skyldte Fabian penge. Før Fabian lånte dem penge igen, pålagde han disse folks ejendom en pant som sikkerhed for sine fordringer. Nu skyldte disse folk ikke blot penge væk, men havde yderligere også pantsat deres huse, så at de hurtigt kom i gang med at søge efter de „manglende 5 dalere“, som var så utroligt svære at opdrive.

Det gik ikke op for nogen, at samfundet som helhed aldrig igen kunne komme ud af denne gældsfælde, for selv hvis alle de oprindeligt fremstillede dalere, der var bragt i omløb, var blevet betalt tilbage, så ville der for hver 100 dalere stadigvæk have manglet de 5 dalere i årlig „rente“. Ingen på nær Fabian forstod, at renterne aldrig kunne betales tilbage – for dette yderligere forlangte antal mønter var aldrig blevet fremstillet og eksisterede således ikke. Det var absolut uundgåeligt, at nogle folk snart viste sig at være ude af stand til at betale.

Bagerst i sit værksted havde Fabian et rum med et pengeskab, hvor han tilbød sine kunder at opbevare nogle af deres mønter i sikkerhed. Det tog han et lille gebyr for alt afhængig af pengemængden og opbevaringens varighed. Ejerne fik kvitteringer for deres deponeringer.

Ved store indkøb var det besværligt at slæbe rundt på mange guldmønter, og således blev det efterhånden almindeligt, at man i stedet for mønter betalte med en eller flere af Fabians kvitteringer, som i alt svarede til prisen for den købte vare.

Forretningsejerne accepterede kvitteringerne som et pålideligt betalingsmiddel, for de kunne til enhver tid bringe dem til Fabian og forlange dem vekslet til guldmønter. Kvitteringerne vandrede fra hånd til hånd uden at der derved behøvede at blive transporteret nogle af selve guldmønterne. Man havde tiltro til Fabians kvitteringer på samme måde som hvis de havde været selve guldmønterne.

Snart konstaterede Fabian, at der efterhånden næsten ikke kom nogen længere for rent faktisk at kræve guldmønterne udbetalt. Altså tænkte han ved sig selv: „Her har jeg så meget guld i min besiddelse og tjener alligevel stadigvæk det daglige brød som håndværker med slid og slæb. Det er jo tåbeligt. For der ville jo være dusinvis af folk, som ville betale mig renter, hvis de kunne bruge det guld, som ligger her og som sjældent bliver forlangt udbetalt.“

Han sagde til sig selv: „Hvis det skal være helt korrekt, så tilhører guldet ikke mig, men det befinder sig i min varetægt, og det er det eneste som det kommer an på. Hvorfor skulle jeg fortsat fremstille mønter, hvis jeg dog bare kan bruge en del af mønterne fra mit pengeskab?“

Han begyndte altså at udlåne de mønter, som var blevet deponeret hos ham – i starten kun nogle af dem og meget forsigtigt, men efterhånden flere og flere og stadigt mere dristigt.

En dag modtag Fabian en låneansøgning på et stort beløb. Han foreslog kunden: „Hvorfor åbner vi ikke bare en konto i dit navn i stedet for at transportere de mange mønter hjem til dig? Så udsteder jeg blot et tilsvarende antal kvitteringer til dig!“ Kreditmodtageren var indforstået og marcherede derfra igen med en bunke kvitteringer. Han havde fået et klækkeligt lån, men alligevel forblev guldet i pengeskabet! Da kunden var gået, havde Fabian et bredt grin på munden, for det var lykkedes ham, „at spise en kage og alligevel beholde den “. Han kunne udlåne pengene og alligevel beholde dem i sin besiddelse.

Venner, bekendte og fremmede, ja sågar fjender skulle bruge penge til deres forretninger – og så længe de kunne fremvise sikkerhed, var der ikke nogen grænse for pengeudlåningen. Fabian var i stand til at låne det mangedobbelte ud af det, som var i hans pengeskab – og som jo ikke engang var hans ejendom –, idet han slet og ret udstedte kvitteringer. Og alt gik som smurt, så længe de rigtige ejere ikke forlangte deres guld tilbage og befolkningens tillid blev opretholdt.

I en stor bog førte han nøjagtige optegnelser over hver enkelt kundes debet og kredit. Pengeudlåningen viste sig som en yderst indbringende forretning.

Med Fabians forretningsmæssige status gik det næsten lige så meget op ad som med hans rigdom. Han var nu en betydningsfuld mand, som man så op til. I finansielle spørgsmål galdt hans blotte ord næsten allerede som en åbenbaring.

Guldsmede i andre byer begyndte at interessere sig for hans forretningsmetoder, og en dag opsøgte de ham i samlet flok. Han indviede dem i sine metoder, men betonede dog eftertrykkeligt, at Hemmeligholdelse var en afgørende forudsætning.

Hvis komplottet var blevet opdaget, ville hele systemet have kunnet styrte sammen som et korthus. Man besluttede sig derfor for grundlæggelsen af et hemmeligt forbund. Hver guldsmed vendte tilbage til sin egen by og begyndte at organisere sin egen pengeudlåning efter Fabians anvisninger.

I mellemtiden accepterede man Fabians kvitteringer i lige grad som hans gulddalere, og ofte deponerede man kvitteringerne i hans pengeskab i lige så høj grad som guldmønterne. Hvis en handelsmand ville sende en anden handlende en betaling for en varelevering, skrev han simpelthen blot en kort notits til Fabian om at overføre penge fra sin konto til den anden handlendes konto. Fabian kunne udføre denne ændring på få minutter.

Også dette nye system blev meget populært. De skriftlige notitser om en sådan betaling uden kontanter betegnede man som „checks“.

Ved et yderligere hemmeligt møde indviede Fabian de andre guldsmede i en ny plan. Den næste dag indkaldte de til en forsamling for alle guvernørerne for de enkelte landsdele. Fabian trådte hen til talerstolen som ordfører: „De kvitteringer, som vi udsteder, nyder stor popularitet, men lejlighedsvist bliver disse kvitteringer kopieret af forfalskere. Det må vi sætte en stopper for.“

Bestyrtet spurgte guvernørerne hvad de kunne gøre ved det. Fabian stod selvfølgelig allerede klar med svaret: „Jeg foreslår, at regeringen fremover vil påtage sig at trykke nye kvitteringer på specialpapir med komplicerede mønstre, som vi så kan kalde ‚pengesedler‘. Vi guldsmede overtager gerne trykkeomkostningerne, for vi sparer derved det store tidsforbrug ved udstedelsen af kvitteringerne.“ Guvernørerne havde fortsat ingen indvendinger, for man måtte jo naturligvis beskytte befolkningen mod bedragere og at trykke pengesedler lød som en fornuftig løsning.

„Og desuden en ting mere“, sagde Fabian. „Nogle folk er gået i gang med at grave efter guld og fremstille deres egne guldmønter. Jeg foreslår at der bliver vedtaget love, som siger at alle guldklumper skal indleveres mod en tilsvarende udbetaling af mønter og pengesedler.“

Også dette forslag blev godkendt, og regeringen trykte i stort antal de friske nye pengesedler. På hver pengeseddel var der påtrykt en bestemt værdi: 1 daler, 5 dalere, 10 dalere osv. Guldsmedene stod for de ringe trykningsomkostninger.

Da det var meget lettere at gå rundt med sedlerne på sig, var befolkningen let at overbevise. Men på trods af deres popularitet blev mønterne og de nye pengesedler dog kun brugt til ca. 10 % af alle transaktioner. Statistikken viste, at 90 % af den samlede betalingstrafik foregik via checks og overførsler.

Nu satte Fabian den næste fase af sin plan i gang. Indtil nu havde kunderne betalt ham et lille gebyr for at opbevare deres penge sikkert. Men for nu at hente flere penge til pengeskabet, tilbød Fabian opsparerne 3 % opsparingsrente for deres indestående.

De fleste folk troede, at han derved kun ville få en gevinst på 2 % ud af det, fordi han jo som bekendt lånte pengene videre til 5 % i rente. I øvrigt var man slet ikke tilbøjelig til at sætte spørgsmålstegn ved Fabians metoder, for at få 3 % i rente var dog betydeligt bedre end at betale ekstra for opbevaringen.

På grund af de mange opsparere voksede den formue kraftigt, som Fabian administrerede – og han fortsatte med at udlåne væsentligt højere summer end hvad der rent faktisk lå i pengeskabet i form af pengesedler og mønter. For hver 100 dalere i kontanter i pengeskabet udlånte han 200, 300 eller 400 dalere, ja nogle gange sågar op til 900 dalere til låntagere. Han behøvede blot at være opmærksom på aldrig at overskride forholdet 9:1, for i gennemsnit forlangte en ud af ti kunder sine penge udbetalt i kontanter (hvilket svarer til en betalingstrafik uden kontanter på 90 %).

Hvis der på forlangende ikke havde været nok penge til en udbetaling, ville folk naturligvis være blevet mistroiske, for i deres sparebog stod der jo klart og tydeligt hvor mange penge der befandt sig på deres konto. Ikke desto mindre kunne Fabian kræve hele 45 dalere i rente for de 900 dalere, som han udlånte via simple hjemmelavede checks, hvilket jo svarer til 5 % af 900 dalere. Så snart lånet samt renterne var blevet betalt tilbage, altså 945 dalere, blev de 900 dalere strøget på gældssiden og Fabian beholdt de 45 dalere rente. At Fabian skulle betale 3 dalere i renter for de oprindelige faktisk indbetalte 100 dalere var jo så godt som ingenting. Ergo, hver opsparingsindbetaling fra hans kunder muliggjorde en årlig gevinst på 42 % for ham, samtidig med at de fleste „udenforstående“ kun troede at han fik en gevinst på 2 %. De andre guldsmede gik frem på samme måde. De bedrev alle sammen „pengeskabelse“ ud af det rene ingenting, simpelthen blot ved at bruge fyldepennen et par gange, og forlangte oven i købet renter for dem.

Selvfølgelig stod de ikke selv for produktionen af penge, men lod regeringen trykke pengesedlerne og mønterne, som så blev fordelt ud til folk af guldsmedene. Fabian og de andre påtog sig udelukkende trykkeomkostningerne. Alligevel kunne de ved tildelingen af kredit skabe penge ud af intet og forlangte renter af disse penge (som ikke fandtes). De fleste folk troede at regeringen tog sig af pengeforsyningen. De troede jo også, at Fabian hele tiden kun udlånte de penge til andre, som nogen rent faktisk havde deponeret hos ham som opsparing. Det var bare underligt, at ingens opsparingsbeløb nogensinde blev mindre, selvom pengene skulle være blevet udlånt andetsteds. Hvis alle på én gang havde prøvet at få deres indestående opsparing udbetalt, ville svindelen være blevet afsløret.

En dag talte en betænkelig forretningsmand med Fabian. „Det er forkert at forlange renter“, sagde han. „Hver gang du udlåner 100 dalere, forlanger du for dem 105 dalere tilbagebetalt. De 5 ekstra dalere kan aldrig nogensinde betales tilbage, for de findes slet ikke. Bønderne dyrker fødevarer, industrien producerer varer osv., men det er kun dig, der producerer penge. Hvis vi antog for et øjeblik, at der kun var to forretningsfolk i hele landet, som fungerede som arbejdsgivere for alle andre. Hver af dem låner 100 dalere, de betaler så måske 90 dalere i lønninger og omkostninger og har en gevinst på 10 dalere, som de kan beholde for dem selv. Den samlede købekraft ville da være 90 + 10 dalere gange 2, altså 200 dalere.

Men for at betale dig tilbage, måtte de skulle frembringe 210 dalere. Hvis det rent faktisk skulle lykkes en af dem at sælge for 105 dalere, så kan den anden højst opnå indtægter for 95 dalere. Desuden ville han slet ikke kunne sælge alle sine varer, fordi der ikke ville være flere penge tilbage, som de kunne købes for. Han ville altid ende med at skylde 10 dalere og kan således kun betale dig tilbage, idet han låner endnu flere penge. Systemet er dermed umuligt.“

Manden fortsatte: „Det er åbenbart, at du burde bringe 105 dalere i omløb, nemlig de 100 til mig og 5, som du selv bruger. Så ville der være 105 dalere i omløb og gælden ville kunne betales tilbage.“

Fabian lyttede tavst og svarede endelig: „Den økonomiske videnskab er et meget kompliceret område, min kære. Denne problematik forudsætter et langvarigt studie. Jeg vil tilegne de nævnte anliggender den tilbørlige opmærksomhed, mens De venligst tager Dem af deres egne sager. De må arbejde mere effektivt, øge produktionen, sænke udgifterne og blive en bedre forretningsmand. Det hjælper jeg Dem gerne med til enhver tid.“

Den besøgende gik utilfreds sin vej. Her var der noget, der ikke stemte. Der var noget grundlæggende råddent ved Fabians metoder, og han havde behændigt undveget spørgsmålene.

Men Fabian galdt almindeligvis som eksperten og indvendinger var nytteløse, for alt i alt syntes økonomien jo at blomstre og landet at opleve et enormt opsving.

For at kunne dække renterne for de lånte penge, måtte de handlende forhøje deres priser. Derpå beklagede arbejdstagerne sig over at deres lønninger var for lave. Men arbejdsgiverne ville dog ikke betale mere i løn; de henviste til farerne ved et bankerot. Bønderne fik ikke en ordentlig betaling for deres varer, og mange husmødre klagede over de alt for dyre levnedsmidler.

Til slut kom det til strejke, et til det tidspunkt ukendt fænomen. Stadigt flere mennesker blev også ramt af fattigdom, og selv venner og bekendte havde ikke midler til at hjælpe dem. De egentlige rigdomme i landet gik i stor udstrækning i glemsel – de frugtbare jorder, de store skove, råstofferne og kreaturbestandene. Alt drejede sig kun om penge, dette tilsyneladende højeste gode, som altid var en mangelvare. Men ingen satte spørgsmålstegn ved systemet. Man troede nemlig, at regeringen havde greb om alle disse mekanismer!

Et par folk var i stand til at slå deres overskud sammen og grundlægge uafhængige „kredit-“ eller „finansinstitutter“. De tilbød herefter 6 % eller mere i rente, hvilket var betydeligt mere end Fabians tilbud på 3 % – men dog kunne disse uafhængige firmaer kun udlåne penge, som også virkelig var deres ejendom. I modsætning til Fabian var de ikke udstyret med den samme mulighed for at skabe penge ud af intet, idet de simpelthen blot blev indskrevet i bankbøgerne med en fyldepen.

Disse frie finansinstitutter irriterede Fabian og hans kumpaner – derfor grundlagde de snart efter deres egne. Konkurrenterne blev derefter opkøbt i stor stil, før de overhovedet kunne nå at etablere sig. På kort tid befandt alle finansinstitutterne sig således i deres besiddelse eller under deres kontrol.

Den samlede økonomiske situation blev fortsat værre. Arbejderne mente, at deres chefer stak for meget af profitten i deres egne lommer. Arbejdsgiverne derimod anså arbejdskraften for doven og ineffektiv. Alle skød skylden på de andre. Også guvernørerne fandt heller ingen løsning; desuden så det ud til at frem for alt problemet med arbejdsløsheden måtte løses som noget af det allerførste.

Der blev indført sociallovgivning og hver borger blev forpligtet til at bidrage med beløb. Dette fortørnede til gengæld borgerne, som endnu var tilhængere af den „gammeldags forestilling“ om at naboerne hjalp hinanden frivilligt i en nødsituation.

„Disse afgifter er intet andet end lovligt tyveri“, lød det fra folket. „Alt hvad man plukker den enkelte for mod dennes vilje, uanset til hvilket formål, er det samme som at stjæle.“

Men hver enkelt følte sig alene magtesløs og frygtede den fængselsstraf, som kunne blive resultatet hvis man ikke betalte skatterne og afgifterne. De sociale programmer sørgede ganske vist for en kortfristet lindring, men de kunne ikke skaffe problemerne ud af verden. Tværtimod, snart efter kom de tilbage i forstærket form – og med dem et yderligere pengebehov. De sociale udgifter nåede svimlende højder, og også det udgiftstunge administrationsapparat tog overhånd.

De fleste medlemmer af regeringen var anstændige folk med redelige hensigter. De ville ikke gerne belaste deres medborgere med yderligere udgifter. Således forfaldt de til den sidste udvej, nemlig at låne de manglende penge hos Fabian og hans kumpaner. De havde dog ingen anelse om hvordan de nogensinde skulle betale disse lån tilbage.

Forældre kunne ikke længere betale deres børns lærere. De havde heller ikke længere råd til at gå til lægen. Selv transportfirmaer gik fallit; der var ganske enkelt ikke flere penge. Trin for trin så regeringen sig tvunget til at overtage og administrere alle disse funktioner. Lærere, læger og andre erhvervsgrupper blev til embedsmænd og offentligt ansatte.

Kun få havde det godt med deres arbejde under disse omstændigheder. De fik ganske vist ordentlige lønninger nu, men de mistede til gengæld deres selvstændighed og identitet. Enhver var nu kun et tandhjul i en gigantisk maskine. Der var ikke spillerum til personlige initiativer, erhvervsmæssige præstationer havde knap nogen respekt, lønninger og gager var næsten urokkeligt fastlagt, og forfremmet blev man kun hvis en overordnet gik på pension eller døde.

I deres fortvivlelse besluttede de regerende igen engang at spørge Fabian om råd. De anså ham for overordentlig klog, og i finansielle spørgsmål syntes han altid at have den bedste løsning parat.

Han lyttede til alle deres problemer, overvejede og sagde: „Mange mennesker får ikke løst deres egne problemer – de er afhængige af at en anden springer til og gør det for dem. I er jo sikkert alle enige i at man bør garantere de fleste mennesker ret til livslykke og dækning af deres grundbehov. For vi repræsenterer jo til syvende og sidst princippet om at alle mennesker er lige.

For nu at skabe en udligning, må man skumme de riges overskydende velstand, for derefter at lade den tilkomme de fattige. Det går ikke på nogen anden måde. I må altså indføre et trinreguleret skattesystem. Jo mere en person her, desto mere må vedkommende betale. Beskat hver enkelt efter dennes indkomst og giv hver enkelt efter dennes behov. For eksempel bør skoler og hospitaler være gratis tilgængelige for de økonomisk svageste.“

Han holdt en lang prædiken for dem om høje idealer og sluttede med ordene: „Og glem venligst heller ikke, at I skylder mig penge! I har nu allerede haft dem lånt i lang tid. Jeg kan komme jer i møde, idet jeg udsætter afdraget, men i det mindste skal I stadigvæk betale renterne. Hovedgælden forbliver altså som den er, men renterne er obligatoriske.“

Ingen såede tvivl om Fabians filosofi. Regeringen indførte virkelig en trinreguleret indkomstskat. Jo mere man tjente, desto højere lå den procentsats, som man blev beskattet efter. Ingen brød sig om indkomstskatten, men alle betalte, fordi de ellers ville være kommet i fængsel.

Købmændene så sig dog tvunget til at hæve deres priser. Og igen krævede arbejdstagerne højere lønninger, hvorpå mange virksomheder måtte erstatte en del af de ansatte med maskiner eller gik konkurs. Således blev arbejdsløsheden i virkeligheden værre, hvilket foranledigede regeringen til at indføre yderligere modeller for socialhjælp og arbejdsløshedspenge.

Regeringen indførte told, statsstøtte og andre beskyttende forholdsregler, for at forhindre forskellige industribrancher i at bryde sammen og redde arbejdspladser. Hist og her begyndte man at spørge sig selv om hvorvidt meningen med produktionen vel egentligt bestod i at fremstille varer eller udelukkende at skabe arbejdspladser.

Efter yderligere forværring af tilstanden forsøgte regeringen at sikre en smule stabilitet via løn- og priskontrol samt komplekse arbejdsmarkedsbestemmelser. Ved hjælp af moms og alle mulige afgifter skulle statskassen styrkes. Nogen konstaterede på et tidspunkt, at et brød på dets vej fra mejetærskeren til husmoderen blev pålagt over 50 forskellige skatter.

Nu var det blevet „eksperternes“ time, som af og til sågar trådte sammen i kabinetter, men dog oftest mødtes i uigennemsigtige kommissioner og år efter år kun kunne fremvise indholdsløse rapporter. I bedste fald anbefalede de en yderligere „omstrukturering“ af skattesystemet, men skatterne og afgifternes samlede sum steg fortsat uophørligt. Fabian krævede fortsat sine renter kompromisløst. Denne postering udgjorde en endnu større del af skatteindtægterne.

Dermed opstod en ny, hidtil ukendt form for politik, nemlig partipolitikken – folk stredes indbyrdes om hvilket parti der kunne løse problemerne på den bedste måde. Man diskuterede om personligheder og ideologier, man klistrede etiketter i panderne på hinanden og foranstaltede overalt et stort skrigeri, bare ikke over det egentlige problem. I de førende kommissioner bredte der sig mere og mere en stille fortvivlelse.

Til slut kom det så vidt, at renternes størrelse i en enkelt by oversteg summen af de erhvervede indtægter. I hele landet voksede mængden af ubetalte renter, og også på de ubetalte renter kom der nye renter, dvs. renters renter, som også skulle betales.

På den måde kunne landets konkrete rigdomme efterhånden overtages af Fabian og hans kumpaner, hvad enten det var via overdragelse af ejendom eller stigende kontrol i opsynsrådene. Men endnu var kontrollen ikke altomfattende. De hemmelige forbund af guldsmede vidste, at de først ville være sikre i sadlen, når de havde fået ethvert menneske perfekt sat i seletøjet.

Overalt manglede der penge. Mange folk var arbejdsløse og forarmede. Socialsystemerne kunne ikke tage sig af dem alle sammen, så at folket efterhånden gjorde oprør. Fabian overbeviste regeringen om at slå to fluer med ét smæk; ved nemlig for det første: En krig ville være det bedste middel til at knytte folket sammen igen i kampen mod en fælles, ydre fjende; og for det andet: Dette ville også være den bedste måde at tilbagebetale landets indenlandske statsgæld på, nemlig ved at udbytte andre lande efter sejren.

For at krigsmaskineriet skulle rulles i gang, lod Fabian bygge fabrikker, gav deres ejere penge for at fremstille bomber, lånte penge ud til militæret – og ydede endelig ofrene kreditter med høje renter til den omfattende genopbygning. Derefter gav han yderligere rundhåndede kreditter under overskriften erhvervsfremme. Dette system med alle dets effekter var så succesfuldt, at mange lande i verden pludselig ikke kun havde „udlandsgæld“ (nemlig hos Fabian), men også på én eller anden måde var forviklet i en krigerisk konflikt enten direkte eller indirekte.

Fabian sørgede for at der altid blev opretholdt en „ligevægt mellem magterne“, så at ethvert land kunne presses i krig mod et hvilket som helst andet. Dette synes at være belejligt for Fabian, hvis f.eks. et land ignorerede Fabians „forslag“, ikke betalte dets gæld eller ville indføre deres eget pengesystem uafhængigt af Fabians. Fabian finansierede – for det meste via stråmænd, dækorganisationer eller hemmelige tjenester – altid også det land, der var blevet angrebet, så at krigen varede så længe som muligt (og så der også var så meget som muligt at tjene på genopbygningen), og lod derefter „sine kreditter“ tilbagebetale via udplyndringen af det erobrede lands infrastruktur og råstoffer.

De fleste medborgere, som protesterede mod det ondskabsfulde system, kunne bringes til tavshed, idet man satte dem under pres økonomisk eller ganske enkelt latterliggjorde dem. Til dette formål opkøbte Fabian og hans kumpaner størstedelen af aviserne, fjernsyns- og radiostationerne og indsatte håndvalgte ledere der. Mange af disse medieejere bestræbte sig oprigtigt på at forbedre verden, men de mærkede overhovedet ikke at de blev udnyttet. Med de løsninger, som de lavede propaganda for, blev der altid kun givet medicin mod symptomerne, uden nogensinde at gribe fat om roden på problemets årsag.

Der var mange forskellige aviser og tidsskrifter – nogle fra den venstre fløj, nogle fra den højre, og igen andre fra den moderate midte, ligesådan var der aviser for arbejderne, andre for de erhvervsdrivende … Man måtte læse og skrive hvad man ville, men kun så længe man ikke prøvede at undersøge det egentlige problem til bunds.

Fabians store plan stod kort før sin fuldførelse. Hele landet – og ikke kun dette land – havde stor gæld hos ham. Via uddannelsessystemet og massemedierne beherskede han ikke alene gemytterne, men sågar menneskernes forstand. Hvad befolkningen mente og troede, lå når det kom til stykket helt i Fabians hånd.

Hvis et enkelt menneske besidder mange flere penge end han nogensinde kunne bruge til sin private fornøjelse, hvilken særlig glæde kan han så endnu få ud af verden? For den selvudnævnte elite er der et klart svar på det: Magten. Den nøgne, tøjlesløse magt over andre mennesker. Idealisterne var meget behændigt blevet placeret i medierne og i politik og dermed blevet afvæbnet, men de sande kontrolnarkomaner med den specielle herskermentalitet, som Fabian søgte, fandt han i finansdynastiernes magtnarkomaner.

De fleste af de forhenværende guldsmede havde udviklet en sådan mentalitet. Deres mageløse velstand tilfredsstillede dem ikke længere. De var på jagt efter et „spark“ fra en ny udfordring: Magt over masserne var det ultimative spil!

Disse folk mente at de var alle andre overlegne. „At herske er vores ret og vores pligt. Masserne ved ikke hvad der er godt for dem. Man må drive dem sammen og dirigere dem omkring. Vi derimod er født til at herske.“

Overalt i byerne og på landet kontrollerede Fabian og hans kumpaner talrige kreditinstitutter. Det kan meget vel være, at det var private firmaer med forskellige ejere; men på trods af al tilsyneladende konkurrence arbejdede de tæt sammen. Med statslig velsignelse var en centralbank blevet indrettet, hvis’ grundlæggelse ikke engang beroede på egen kapital; nej, også her beroede „pengeskabelsen“ på at befolkningens opsparinger blev lånt ud til renter. Gæld, hvorhen man end så sig om!

For udenforstående vakte dette „reservecenter“ indtryk af at regulere pengeforsyningen på seriøs vis og på en eller anden måde at legemliggøre en regeringsfunktion. Men på sælsom vis blev der aldrig nogensinde optaget en regeringsrepræsentant eller førende statsembedsmand i bestyrelsen for denne centralbank.

Regeringen gældsatte sig ikke længere direkte hos Fabian, men kunne henvende sig til centralbanken, hvorved næste års skatteindtægter galdt som sikkerhed for lånene. Dette var i samklang med Fabians plan, nemlig at bortlede mistanken fra sin egen person og i stedet dække sig bag en fremgangsmåde fra regeringens side.

Fabians indirekte kontrol over regeringens forretninger var perfekt i en sådan grad, at praleriet en dag smuttede ud af ham: „Hvis jeg kontrollerer en nations penge, så kan jeg være ligeglad med hvem der laver lovene!“ Det var hip som hap hvilket parti der regerede, for Fabian beherskede pengene, finanserne, nationens livsblod.

Regeringen modtog pengene, men for hvert lån der blev foretaget, kom der renter på. Stadigt større beløb strømmede ud til alle mulige sociale ydelser, og regeringen kunne næsten ikke betale renterne, for slet ikke at tale om tilbagebetalingen af hovedgælden.

Lejlighedsvist var der dog nogen der spurgte: „Hvis penge er et system skabt af mennesker, så må man dog bestemt kunne tilpasse det til menneskenes behov, således at det tjener mennesker i stedet for at beherske dem, eller hvad?“ Men folk af denne slags blev stadigt sjældnere og deres stemmer blev overdøvet af den kolossale larm, som den evige søgen efter de manglende 5 dalere til at betale renterne med fremkaldte.

Regeringerne, og med dem partifarverne, kom og gik – blå, rød, gul grøn – ,men princippet forblev det samme. Uanset hvilken regering der var „ved magten“, år efter år rykkede Fabians endemål stadigt nærmere. Menneskenes love var uden betydning. De blev beskattet til de var ved at segne. Deres betalingsevne var ved at være ved vejs ende. Nu var tiden inde til Fabians sidste, store skaktræk!

10 % af alle penge var lige som før i omløb i form af mønter og sedler. Med kontanter på lommen havde folk stadigvæk en vis kontrol over deres eget liv. Denne sidste bastion for den personlige handlefrihed galdt det om at afskaffe, uden at vække mistanke.

Man kunne hævde, at det var et spørgsmål om sikkerhed. Checks blev ikke modtaget udenfor ens eget fællesskab; kontanter ville man ikke slæbe rundt på rejser. En mere bekvem løsning indenfor dette område var altså meget velkommen. Selvfølgelig havde Fabian igen den passende ide. Hans organisation udstedte et lille kort af plastic til alle, som viste indehaverens navn, foto og identifikationsnummer.

Man behøvede blot at fremlægge kortet ved indkøb; forretningens medarbejdere satte sig i forbindelse med centralcomputeren og tjekkede kreditten, hvorefter kunden op til et vist beløb kunne købe ind alt hvad hjertet begærede.

For kunden blev dette kreditkort desuden gjort attraktivt, idet der på ingen måde blev pålagt renter ved tilbagebetalingen i slutningen af måneden. De forretningsdrivende derimod havde væsentligt højere udgifter, som til gengæld måtte lægges på prisen på de færdige varer og dermed videregivet til kunden.

Fabian og hans kumpaner nød et rygte der blev mere og mere fremragende, ja de blev direkte anset som værende søjler i samfundet. Deres ytringer i finansielle og økonomiske spørgsmål blev næsten accepteret som et religiøst dogme.

Talrige små virksomheder brød sammen under den stadigt voksende belastning fra skatter og afgifter. For alle mulige teknikker og procedurer blev der indført særlige godkendelser og tilladelser, så at de tilbageværende firmaer næsten ikke kunne holde sig oven vande. Fabian besad eller kontrollerede samtlige store virksomheder hver især hundredvis af datterselskaber. Konkurrencen mellem disse store firmaer var ren og skær pro forma. Til slut blev alle andre konkurrenter trængt ud af markedet. Blikkenslagere, låsesmede, elektrikere og de fleste andre håndværkere og små firmaer led samme skæbne – de blev opslugt af Fabians storkoncerner, som alle og enhver stod under regeringens beskyttelse.

Fabian plæderede dernæst for den endegyldige afskaffelse af mønter og papirpenge, så at der ikke længere kunne findes noget firma og heller ikke nogen enkeltperson længere, som kunne klare sig uden kreditkort og det allestedsnærværende computersystem.

I det tilfælde, at nogen mistede sit kreditkort, skulle enhver ved tvang have tatoveret sit identifikationsnummer på hånden efter Fabians plan, så at man kunne aflæse det under et specielt lys og videresende det til en computer. For uden et sådant identifikationsbevis kunne ingen længere hverken købe eller sælge noget. Enhver computer skulle være koblet til en gigantisk centralcomputer, i hvilken alle informationer om hvert enkelt menneske skulle være lagret. Så vidste Fabian fuldstændig besked om alle.

Så snart dette ville være opnået, ville han besidde den ultimative, totale kontrol over alle mennesker i landet – og snart derefter også over alle mennesker i verden.

3 svar til Historien om penge- og rentesystemets oprindelse

  1. Pingback: Italien forbyder kontante betalinger på over 1.000 € – et nyt tiltag i regeringens mafiasamarbejde med bankerne | Hammersmedens blog

  2. Pingback: Hvad venter der os? | Hammersmedens blog

  3. Asger Nord siger:

    En MEGET oplysende historie. Mestervärk. Jeg har lige nu kun haft tid til at skumme artiklen, men vil närläse den om et par dage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s