SOLOMØDRE [SIC], MEDICINSK ABORT OG ALLE DE ANDRE VELKENDTE GLOBALTEKNOKRATI-DAGSORDNER TRENDER [MED SYSTEMMEDIERS OG STATSINSTITUTIONERS HJÆLP] | ALDOUS HUXLEY FORUDSÅ UDVIKLINGEN FOR 90 ÅR SIDEN. ENESTE RIGTIGE MODSVAR PÅ GLOBALTEKNOKRATERNES OVERLAGT FOLKEMORDERISKE ANGREB ER HAD OG HÆVN

Hammersmedens blog har ingen forbindelse til Rasmus Ulstrup Larsen i videoen ovenfor. Hans udmærkede sagsfremstilling til trods forekommer det os, at han i forsøget på at tale fornuft til en systemuddannet lemming, begiver sig ud i et aldeles håbløst ærinde. Det er muligt at Ulstrup Larsen er gået ind til debatten i fuld bevidsthed om dette omsonste i hans forehavende. Måske han har fundet at det alligevel var forsøget værd. Det er svært på afstand at bestemme mandens bevæggrunde. Han skal under alle omstændigheder have ros for i det hele taget at have sat sig til modværge mod udviklingens tyranni.

Hvorom alting er, så kratter den konservative Ulstrup Larsen ikke overraskende kun i sagsforholdets alleryderste overflade. Ikke at hans indvendinger imod solomor [sic]- fænomenet i sig selv er dårlige eller ugyldige. Hans noget ensidigt moralske vinklinger på egoismen, uansvarligheden og de sociale uhensigtsmæssigheder ved selvvalgt ene-forældreskab er såmænd udmærkede … til en indledning. Problemet er at han aldrig rigtig kommer videre, og eksempelvis helt forsømmer at hentyde til den åbenlyst virkelige fare: statsmagtens og teknokratiets totalitære interesse i at udfase og erstatte faderrollen, opløse den biologisk selvbærende familie- og slægtsstruktur og derved gradvist tiltvinge sig fuldkommen vugge-til-grav styring med borgernes (klonernes) forplantningsevne.

Debatten er, dens emnemæssige mangler til trods, imidlertid særdeles betegnende for udviklingen i almindelighed og indeholder adskillige betydelige varsler, der lader os forstå med hvilken grundighed det kulturmarxistiske teknokrati, særligt siden 1945, har været i stand til at præge lemmingens sjæl og tænkeevne.

Man bemærker således at studieværten og hele udsendelsens tone emmer af trendy, fremskridtsoptimistisk velvilje overfor den ene part (systemets og udviklingens repræsentant), mens overbærende mistro og slet skjult modvilje bliver den anden (bagstræberiets og det gamle samfunds repræsentant) til del. Desuden er det såre karakteristisk og forventeligt, at netop den højtuddannede lemming (Ph.D. i ‘neuroscience’) er blevet så grundigt indprentet progressivismens teleologiske verdenssyn og så uigenkaldeligt indoktrineret til kulturmarxismens dogmer.

Som det vil være regelmæssige læsere af Hammersmeden og andre velunderrettede folkefæller bekendt, virker vore dages vestlige universiteter mere som rent kulturmarxistiske indoktrineringscentre end egentlige lærings-anstalter. Studerende med kritisk, selvstændig tænkning i behold når de ankommer, er som regel siet fra når kandidat- og ikke mindst Ph.D.-graderne skal tildeles.

Det er i denne forbindelse særdeles interessant at få bekræftet hvordan zombinaens ‘argumenter’ næsten udelukkende beror på ad hominem fejlslutninger og indholdsløs, forudprogrammeret progressivisme: “men, men, vi kan jo ikke have samme holdninger som i gamle dage”; “mener du så også at X (et andet givet progressivistisk tillært dogme) er slemt?”, osv. osv. På et tidspunkt opgylper hun ligefrem formuleringen, at vi da er nødt til at gå med samfundet (udviklingen), mens hendes gestik understøtter den formodet ustandselige og uangribelige bevægelse fremad.

–Fremad mod mere smart og bekvem teknokratisk indblanding i vores gammeldags privatliv, mere trendy fremmedgørelse fra Naturens fascistoide orden og mere moderigtigt udflydende kønsudjævning. På hendes gennemprogrammerede sind virker selve lyden af ordene ‘udvikling’ og ‘fremskridt’ (i særdeleshed når hun selv udtaler dem) som neurolingvistisk kodning, der udløser behagelige, sympatiske tanker, frihed (fra bekymringer), accept fra omverdenen og materielle belønninger fra hendes fjerne herrer i FN, EU, Verdensbanken, CFR, osv.

Endelig er det vigtigt at minde vore mandlige læsere om, at meget, hvis ikke hovedparten, af ansvaret for den uhyggelige lethed med hvilken globalteknokraterne har været i stand til at ødelægge og overtage styringen med vore samfund, i virkeligheden tilfalder os. Vestlige mænd.

Selvfølgelig er mænd, såvel som kvinder, under konstant elektromagnetisk, kemisk, medicinsk, økonomisk, demografisk og propagandamæssigt angreb fra globalteknokrater og kulturmarxister. Men ligegyldigt hvordan vi end vender og drejer sagen; ligegyldigt hvor rystende uansvarligt og utiltalende hovedparten af vestlige kvinder opfører sig under den globalteknokratiske massehypnose, så er det stadig mænd, der har (burde have) det endelige ansvar for vore familiers og nationers trivsel. Sandheden er imidlertid den lidet flatterende, at vestlige mænd, for det store flertals vedkommende, desværre opfører sig som uansvarlige børn.

Vesterlandske mænds deltagelse i raceskænding, eksempelvis, forekommer efter alt at dømme med omtrent samme hyppighed som hos kvinder (eftersom pålideligt statistisk materiale på området ikke er tilgængeligt, må vurderingen her bero på personlige iagttagelser). Den etnokulturelle bevidsthed hos både mænd og kvinder i det fjendtligt besatte Vesten er imidlertid efterhånden så forkvaklet, at raceskændere af begge køn tilsyneladende ofte betragter sig selv som gode og trofaste bedsteborgere. Fra tid til anden vil man endog se raceskændere, der, i eget selvbillede, fremstår som patriotiske fædrelandsstøtter, o.l.

Under alle omstændigheder bør ethvert unødigt bidrag til skærpelse af en i forvejen forpestet og forgiftet kønsfejde undgås fra ansvarlig racebevidst, nationalrevolutionær side. Vi har alle et ansvar for selvforbedring og for indtræden i kønsrollemønstre i overensstemmelse med Naturens orden. Det er denne gensidige forpligtelse kønnene imellem som vore dødsfjender i systemmedier og statsinstitutioner hele tiden søger at undergrave og sønderrive. Begge køn er under angreb og vi bør således, indenfor kredsen af naturlovsbevidste folkefæller, støtte op om hinanden på tværs af kønnene, snarere end at modarbejde hinanden. Forudsætningen er selvfølgelig at feminismen, som hører til blandt globalkapitalisternes giftigste og mest dødbringende våben, helt og aldeles forkastes.

Det er tillige af største vigtighed at man som racebevidst modstandskæmper forstår hvorledes den stadige udvikling hen imod mere og mere almindeligt forekommende samfundsopløsning, snigende teknokratisk totalitarisme og etnokulturelt massemord, som ovenstående video på så foruroligende måde anskueliggør, ikke beror på tilfældigheder, men er det logisk forudsigelige udkomme af overnationale magthaveres langsigtsplaner. Mange af disse magthavere, særligt indenfor den verdensomspændende finanssvindel, systemmedierne og universitetsverdenen, er som bekendt jøder … men dette gælder langt fra dem alle. Adskillige af globalteknokraterne kan således henregnes, ikke blot til andre racegrupper (og mulatter af varierende opblanding), men til den mest foragtelige og utilgivelige gruppe af alle: folkeforræderne.

Som nævnt i artiklens titel blev det meste af vore dages beskæmmende samfundsudvikling forudset af forfatteren Aldous Huxley, allerede i de tidlige 1930’ere. At bladre i hans udødelige mesterværk Fagre Nye Verden er på samme tid urovækkende og fascinerende. Deri beskrives med ætsende satire, dybt menneskekendskab og vidtfavnende historisk indsigt den eftergivenhed, letpåvirkelighed og ikke mindst den foragtelige tendens til medløberi der ulykkeligvis kendetegner så store dele af menneskearten.

Vi bringer her (endnu engang) Huxley’s berømte tale afholdt ved Berkeley universitetet i Californien, fra 1962:

En nutidig iagttager hvis evne til klarsyn, massepsykologisk indsigt og historisk grundet samfundskritik tåler sammenligning med Aldous Huxley’s, er Alan Watt, hvis uforlignelige internetforelæsninger allerede er blevet bragt her på bloggen flere gange før. I et interview hos den i dag diskrediterede Alex jones fra 2008 forudser Hr. Watt med forbløffende nøjagtighed snart sagt ethvert af de i dag indtrufne teknokratiske udviklingstræk, beregnet på massernes umyndiggørelse ved sædeligt forfald, åndeligt fordærv og fremmedgørelse fra Naturen, som vore dages lemminger så ubekymret svælger i, øjensynlig lykkeligt uvidende om deres egen dermed årsagsforbundne sjælelige, kulturelle og biologiske udslettelse:

Afslutningsvis en håndfuld nylige eksempler fra systemmedierne til yderligere anskueliggørelse af ovennævnte fænomen:

Radiovisen på P1, 23. juni, 2018 om teknokratiets rugemødre her. Tryk på afspilningsikonet for det relevante tidspunkt i udsendelsen.
Systemmedier om stigningen i medicinske og ufrivillige aborter her og her. Læg vel mærke til den kvindelige læges manisk stirrende Lykke Friis-øjne.
‘Familie uden Far’, medicinsk-teknokratisk normalisering fra TV2 Østjylland, 2017 her.
Uhyggeligt propagandaindslag om ‘forskellige familieformer’ fra TV Nordsjælland her.
Lægers ‘imponerende’ evner til at ødelægge Naturens orden fremstilles for den savlende hob uden skyggen af kritiske overvejelser af statsansatte propagandister her.
Grotesk masseselvmorderisk optrin fra Bloom-festivalen/P1 med live publikum her.
Vi skal ordret ‘lukke øjnene’ og hovedkuls intensivere mikrobølgestrålingen hundredfoldigt uden at overveje konsekvenserne, forklarer afsindig progressivistisk teknokrati-profitør i ramme alvor her.
Skatteyderbetalt soma-propaganda fra P1 føjer sig til den i forvejen lange række af systemmediernes besynderligt ukritiske promovering af LSD-mikrodosering her. (Tilrettelæggere: Lehmann og Hald.)
Professorer fortæller os at vacciner er ‘uspecifikt’ gavnlige også selvom de ikke forhindrer sygdomme her. Lone Frank fra Radio24Syv synes at vacciner ‘generelt’ gør ‘vores’ immunsystem stærkere.

Svaret på disse beskidte naturødelæggere, folkemordere og dødsprofitørers forbryderiske vanvidsgerninger bør være: kontrolleret, opbyggeligt had, hævngerrighed samt en urokkelig beslutsomhed på livslang fanatisk modstand.

Råd til overlevelsesstrategier i en afsindig verden beboet af naturfremmedgjorte zombier:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

UFORSONLIGT OG HADEFULDT SOMMERSOLHVERV 2018

Død over folkeforrædernes usle skøger og niddinge! Død over teknokratiets skændige og åndsforkrøblede lakajer! Død over de elendige, pestbefængte fjender af Naturens Orden!

Længe leve den ubetvingelige Ariske modstandsvilje! Længe leve vort uudslukkelige flammende had til fjenden! Længe leve vor glorværdige frihedskamp!

Ved Solhvervets højtid besinder vi os på vor højagtelse for Naturens evige Orden.

Vi hylder og ærer den hvide races krigere — både ved ihukommelse af fordums tiders tapperhed — men ikke mindst hilser vi med ærbødighed og taknemmelighed vor egen tids heltemodige frihedskæmpere. Vi forpligter os på livslang modstandskamp mod den hvide races ydre, såvel som indre, dødsfjender.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

HUTLIHUT! MULAT-DANMARK GODT I GANG VED VM I RACEBLANDING OG PAP-PATRIOTISME. OLÉ-OLÉ-OLÉ!

Panem et circenses.  International professionel fodbold, både hvad angår klub- og landsholdsturneringer, hører til blandt de folkemorderiske globalkapitalisters mest virkningsfulde propagandamidler til normalisering af de forhenværende europæiske nationalstaters fortsatte bastardisering.

Nedenstående uhyggeligt beskæmmende video- og billedmateriale taler for sig selv.

 

Folkemord er festligt, ikke sandt? Især hvis man får et par fadøl eller syv indenbords.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

LÆR AT ANSKUE, IAGTTAGE OG HÅNDTERE FJENDER SOM GRUPPER (GENERALISERING ER TÆNKNINGENS FØRSTE FORUDSÆTNING) | SANDHEDEN OM AFKOLONISERING [2.1]

Man må ikke generalisere eller sætte folk i båse … formaner systemets repræsentanter. Vi må helst heller ikke forestille os, at der skulle findes sammensværgelser (uha!), eller bare genkendelige mønstre, indenfor overnationale magtgrupperinger, minder samme tvivlsomme autoriteter os om. Det er nemlig ikke fakta-baseret at rette kritisk opmærksomhed mod teknokratiske magthavere i Vesten, må man forstå, og der er jo så megen farlig ‘fake news’ i omløb der ikke lige stemmer overens med de kulturmarxistiske dogmer som ‘alle er enige om’.

Vi skal tilsyneladende helst lade som om at ethvert oplevet fænomen; enhver tildragelse er en jomfruelig førstegangs-hændelse, aldeles løsrevet, ikke bare fra vores personlige fortid og erfaringsgrundlag, men også fra svundne tiders historisk ophobede fælleserfaringer.

At bero på sit eget erfaringsgrundlag; at stole på sin egen dømmekraft og sanseapparat … er uden tvivl fordomsfuldt. Alle mennesker skal bedømmes individuelt; uden forudindtagede holdninger, ikke sandt?

Så hvis man ser en gruppe højrøstede arabere eller negre med alle de typiske kendetegn på kriminalitet og utilregnelig adfærd komme imod en på gaden, så skal man for alt i verden ikke dømme dem på forhånd. Nej, man skal ifølge akademikerne og mediekommentatorerne i så fald netop skynde sig at lægge alle sine slemme fordomme til side, åbne sit sind og, frem for alt, ikke bekymre sig eller skære alle over en kam. Sigøjnere der gruppevis lusker omkring ens hjem ved nattetide er alle individer, om hvem intet kan siges med sikkerhed før man har udspurgt dem enkeltvis og fordomsfrit om deres forehavende. Måske de blot er på spadseretur, kigger på stjerner eller desperat har brug for et glas vand. Nogle af dem har sikkert været udsat for racisme og trænger nu til trøst og opmuntring. Andre er uden tvivl faret vild og har brug for din hjælp til at finde vej hjem. Atter andre har måske bare lyst til at snakke. Danskere er jo så indelukkede.

Generalisering, altså det at inddele virkelighedens forskelligartede fænomener og tildragelser i ordnede kategorier, er imidlertid en første forudsætning for logisk tænkning. Uden generalisering, ingen tænkning. At undlade generalisering er i intellektuel forstand det samme som at tage bind for øjnene inden man forsøger at krydse en motorvej i myldretiden.

Systemtrænede professorer og velbetalte medieludere har ikke desto mindre i disse år særdeles travlt med at fortælle os hvor latterligt og helt ubegrundet det er at gøre sig ikke-godkendte, selvstændige overvejelser, uden deres velmente kulturmarxistiske ekspertvejledning. Og inden for kulturmarxismen må man som bekendt kun generalisere om særligt forhåndsgodkendte emner, såsom hvide mænds slette motiver.

Kvoteprofessoren Vincent Hendricks er blandt systemets foretrukne talsmænd for denne så hyppigt forekommende holdningsbearbejdning og adfærdstræning:

For den opmærksomme iagttager er hensigten åbenbar: at vænne de oprindelige vesterlændinge fra kritisk tænkning og aflede deres opmærksomhed væk fra politisk og/eller historisk upassende emner. Budskabet er i virkeligheden, at for megen selvstændig tænkning ikke rigtig er velset. Tænkning er jo noget vi har de systemansatte eksperter til. For megen tænkning blandt almindelige mennesker er tegn på angst og paranoia, må man forstå. Tænkning er noget man skal have autorisation til … en særlig tilladelse som man får på de dertil indrettede skatteyderfinansierede institutioner, hvor man lærer at tænke i de rigtige kulturmarxistiske baner og filtrere slemme ikke-godkendte sammensværgelsesteorier fra.

Det går i det hele taget ikke an for almindelige danskere at beskæftige sig med årsagssammenhænge de ikke forstår sig på, lyder det samstemmende fra universitetsprofessorer og bestsellerforfattere. Som regel hviler denne deres besynderlige sagsfremstilling, til fordel for uvidenhed og ligegyldighed(!), på meningsløse non sequitur ‘argumenter’ om at flere dør i trafikken end af indvandrervold og terror, at mennesker altid har frygtet udviklingen, det ukendte eller lignende bedrageriske floskler.

Her kan man høre et nyligt eksempel på fænomenet.

Lidt historisk baggrund de ikke viser i systemmedierne:

I vestlige lemmingers gymnasiepigeforestillinger fremstår afkoloniseringen i Afrika uden tvivl i hollywoodfilmens velkendte manikæiske billedsprog: smukke heroiske negre der, imod alle odds, frigør sig fra de slemme, onde og sadistiske hvide koloniherrer. Selvfølgelig til en passende ubrudt strøm af sentimental underlægningsmusik.

Sandheden er ikke overraskende noget mere nuanceret.

Hvide afrikanere, fortrinsvis af nederlandsk, engelsk og fransk oprindelse, har beboet deres hjemlande i Afrika siden 1600-tallet. Disse vore udvandrede racefæller har udforsket, kultiveret og opdyrket disse lande gennem århundreder. Også danskere har deltaget i denne prisværdige og underbelyste indsats for opdyrkning og bosættelse af det sydlige Afrika.

Negrene, som lemmingerne i deres medieskabte uvidenhed forestiller sig beboede disse landområder før de slemme hvide sadister i ondskab fordrev dem, er i virkeligheden indvandret, eksempelvis til Sydafrika, fra nordligere områder i Afrika, fordi de hvide afrikaneres driftige tilstedeværelse i syden gav dem mulighed for her at finde beskæftigelse, levnedsmidler af høj kvalitet, o.l. De afrikanske negres befolkningsantal, overalt på kontinentet, er vokset på grund af den hjælp europæere i århundreder har givet dem.

Gymnasiepigerne (m/k) i Vesten er imidlertid trænede til, at man som hvid altid forventes først og fremmest at sympatisere med racefremmede og tage afstand fra/udvise mistænksomhed overfor egne racefæller. Negrenes talrige morderiske overgreb på hvide afrikanere i Sydafrika og Rhodesia eksisterer ganske enkelt ikke i lemmingernes bevidsthed, ikke bare fordi historierne herom aldrig præsenteres for dem i systemmedierne, men fordi de er institutionelt programmeret til at frasortere enhver information, der ikke passer ind i deres grundigt indprentede, kulturmarxistiske antihvide skema.

Denne film viser med al ønskelig tydelighed hvor løgnagtig og forræderisk den kulturmarxistiske fremstilling af afkoloniseringen er. Desuden lader den os forstå hvorledes den universalistiske kristendom har været blandt de stærkest medvirkende faktorer til hos tilstrækkeligt mange Hvide afrikanere at frembringe den besynderligt selvmorderiske og etnokulturelt forvirrede verdensanskuelse, der har gjort dem tilbøjelige til, på så uansvarlig vis, frivilligt at afgive de lande deres forfædre under århundreders opofrelse, tapperhed og slid havde vundet for dem, til negrene.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

TILFÆLDIGE TING OG SAGER … INTET AT SE HER

Fremskridtet skrider planmæssigt fremad og udviklingen udvikler sig hele tiden i mere og mere progressiv og frigørende retning. Det ved vi fra systemmedierne og den moderne videnskab. Desuden: Der er snart VM i fjernsyn(et), så hvem gider beskæftige sig med helt ligegyldige, kedelige og paranoide sammensværgelsesteorier, når man kan se vores alle-sammens seje mulatter og negre forsvare det kulturmarxistiske Danmark på TV-skærmen, regelmæssigt afbrudt af sjove øl- og betting-reklamer med alle de rigtige budskaber som ingen kan være uenige i?

^Se mere til og støt Alan Watt’s arbejde her.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

BETRAGTNINGER OVER KOMMUTALISMEN [opdateret 2.02]

Vi har tidligere brugt betegnelsen snylterkapitalisme om den spekulative finanskapitalisme. En anden metafor er, omend frastødende, endnu mere retvisende.

Den spekulative finanskapitalisme er i samfundsøkonomisk forstand at ligne ved cancer.

Emnet cancer er ikke tiltalende. Politisk livsvigtige emner er sjældent tiltalende. Ikke desto mindre må sådanne emner, netop i deres grufulde alvor, berettige til vor opmærksomhed og agtpågivenhed. Første forudsætning for at kunne afværge, endsige begynde på at løse et problem er, at erkende dets tilstedeværelse.

Metaforer kan lede den politiske og historiske iagttager på afveje, hvis han lader billedsproget at tage magten fra sig og dermed trænge den ædruelige analyse i baggrunden. Brugen af lignelser og overførte betydninger bør således ikke gerne udarte til prokrustessenge, hvormed forfatteren søger at fordreje og forvanske den iagttagne virkelighed på en måde så den tilpasses en foretrukken sprogbrugs indre logik, en særligt tillokkende og litterært stimulerende metafor eller et på forhånd givet verdenssyn.

Såfremt disse faldgruber undgås, kan metaforer være særdeles befrugtende, både i kulturel forstand og for politiske, verdensanskuelsesmæssige erkendelser.

Vi anvender i det følgende betegnelsen cancer, idet det danske ord for sygdommen sprogligt og kulturelt er uhensigtsmæssigt. Dette er et af de få undtagelsestilfælde, hvor brugen af et fremmedord er at foretrække frem for det danske.

Denne artikels forfatter er ikke lægeligt uddannet. Om læseren finder denne kendsgerning tillidsvækkende eller mistillidsvækkende ændrer intet på sagsforholdene i den virkelige verden. Vi anbefaler læseren selv at kaste sit eget undersøgende og kritiske blik på de områder der her blot overfladisk berøres og kun ufuldstændigt afdækkes. Forhåbentlig nærværende artikel desuden kan anspore til en i almindelighed forøget nysgerrighed og kritisk iagttagelsesevne.

Finanskapitalisme er selvfølgelig ikke cancer i medicinsk-legemlig forstand. Som metafor er sammenligningen de to dødbringende sygdomstilstande imellem dog uhyggeligt retvisende.

Begrebet snylterkapitalisme er, som nævnt ovenfor, stadig brugbart og i sin egen ret nok så tankevækkende.

Der foregår imidlertid andet og mere under finanskapitalismen end blot fremmedelementers udsugning af samfundslegemets livskraft. Også medlemmer af samfundet selv, deltager ivrigt i finanskapitalismens karakteristiske natur- og kulturødelæggelse.

Finanskapitalisme, eller børsspekulation i dens forskellige afarter (aktieinvestering; kursmanipulation; ‘day-trading’, osv.), fører før eller siden, inden for et givet samfund, til overdreven vækst af visse dele af dette samfund … på bekostning af og til skade for samfundets andre dele. Det er denne afgørende kerneegenskab ved finanskapitalismen der, når først man har forstået ligheden, gør sammenligningen med cancer så uhyggeligt indlysende og tankevækkende.

Metaforen finans/cancer bliver særligt afslørende og i foruroligende grad retvisende (selvhenvisende), idet vi retter vor opmærksomhed mod, og gør os overvejelser om, et af den moderne spekulantkapitalismes mest afskyvækkende, indbringende og vækstende investeringsfelter: cancer-industrien.

Så spektakulært iøjnefaldende et eksempel behøver vi dog ikke for at forstå de mange lighedspunkter cancer og finanskapitalisme imellem. Ud over meta-metaforen cancer/finans-cancer nævner vi i flæng:

Det industrialiserede landbrugs (Big Agro) katastrofale miljøforurening og forbryderiske dyremishandling; den teknokratisk styrede tvangsdigitalisering med dens kultur-ødelæggende, naturforstyrrende og sygdomsfremkaldende (kræftfremkaldende) adfærdsændringer; pornografiens sygeliggørende, demoraliserende og kulturelt steriliserende indflydelse; krigsprofitørernes grusomme døds- og lemlæstelseshøst og, ikke mindst, masseindvandringens uudtømmelige kilde til import af stadig nye lavtlønnede arbejdskraftressourcer (human ressources, eller HR, som det så poetisk hedder på teknokratisk), til udelt gunst for virksomhedsejerne, for deres finanskapitalistiske snylter-aktionærer og for bærmen af globalist-lakajer (kulturmarxistiske politikere der gennem masseindvandringen udstyres med nye klienter; de såkaldte ‘vælgere’), men til udpræget ugunst for middelklasse og lavindkomstgrupper blandt værtslandenes oprindelige befolkninger.

Her er det nødvendigt at foretage et mindre sidespring og gøre sig nogle overvejelser om kommunismen; altså den internationale marxistiske socialisme.

Forestillingen om kommunismen som kapitalismens selvfølgelige modsætning fremstår for de fleste som et ubetvivleligt dogme.

For den eftertænksomme iagttager kan der dog snart vise sig alvorlige revner i denne vaneforestillings fundament.

Jo grundigere man på egen hånd undersøger det tyvende århundredes historie, og jo mindre man lader sig vildlede af de officielle universitetshistorikeres udlægning, des oftere vil man støde på ‘tilfælde’ hvor kommunismen har virket som finanskapitalismens redskab, snarere end som dens modstander. På tilsvarende vis har har kommunistiske agenter ofte haft afgørende indflydelse på formelt kapitalistiske landes politik. Dette gælder i høj grad også for Danmark.

Kommunismen og finanskapitalismen har således mere tilfælles end mange gør sig forestillinger om.

Systemmediers og lærebøgers evige dualistiske gentagelse af dogmet om et uoverstigeligt ideologisk svælg mellem disse samfundssystemer, bevirker øjensynligt for mange, at de systemiske fællestræk og historisk uafviselige fortilfælde for militært, økonomisk og politisk samarbejde kommunisme og kapitalisme imellem, antager konturerne af et ugæstfrit og tåget tankelandskab, hvori de færreste har lyst til at begive sig ud. Man kan jo se på kortet hvordan landskabet ser ud. Så hvilken grund skulle der være til at undersøge forholdene på egen hånd?

Lad os anskue sagen logisk: Begge ideologier er dogmatisk internationalistiske og antiracistiske (antinationale).

Begge kendetegnes ved samme naturforagtende materialisme og samme fremskridtsfanatiske progressivisme.

Kommutalisme skema2

Eftersom disse ideologier altså ikke er hinandens modsætninger, men i virkeligheden snarere udgør forskellige afarter af naturfremmedgjort pengestyre (plutokrati), bør kritik af kapitalisme altså ingenlunde føre til uvilkårlig billigelse af kommunisme.

Lad os i det følgende gennemgå en kort sammenfatning af kommunismens og kapitalismens uadskilleligt sammengroede historie.

Da Zar Nikolaj II (med hans fem børn og Zaritsa Aleksandra), den 16 juli 1918, i byen Ekaterinburg, blev myrdet (skudt ned på klods hold) af jøden Jakov Jurovsky, efter direkte ordrer fra jøden Jankel Sverdlov og Lenin, var store dele af det kejserlige Ruslands guldreserver allerede ude af landet og i internationale bankjøders hænder.

Ifølge den uafhængige historiker Eustace Mullins var ‘nationaliseringen’ af Ruslands banker efter bolsjevikkernes magtovertagelse i november 1917 kun til gavn for de internationale finansfyrster, som så meget desto lettere kunne udplyndre landets rigdomme under de mildest talt uordentlige forhold der opstod da kejserriget afskaffedes til fordel for en række desperate soldater- og bonde-rådsforsamlinger, ledet af internationalistiske jøder, mange af dem nyligt tilbagevendte fra eksil i Vesten, alle uden skyggen af regeringserfaring, men til gengæld med en spændende blanding af lige dele gammeltestamentlig chauvinisme, etnokulturelle mindreværdskomplekser, indestængt hævngerrighed, teoretisk hegelianisme og dogmatisk marxisme.

I sikker afstand af denne politiske og sociale malstrøm af kaos, fra deres kontorer i europæiske og nordamerikanske storbyer, arbejdede internationale finansmænd, ofte af jødisk herkomst, diskret på, at de dele af det netop omstyrtede zarstyres betragtelige rigdomme, der ikke allerede var i deres hænder, kom til at gå samme vej.

Nok var forholdene omkring novemberrevolutionen, og særligt den efterfølgende borgerkrig, kaotiske og voldelige i en grad som moderne vesterlændinge næppe er i stand til fuldt ud at forstå. Blandt de tiltag som bolsjevik-kupmagerne med Lenin og Trotsky i spidsen hurtigst fik foranstaltet, var ikke desto mindre en statsmonopolisering (centralisering) af banksystemet*.

*At kalde denne manøvre for en ‘nationalisering’ er i øvrigt ganske vildledende, eftersom de selvudnævnte ‘folkekommissærer’, der var ansvarlige herfor, i overvældende grad var internationalister af jødisk herkomst. Ifølge Robert Wilton, korrespondent for the London Times, fordelte medlemmerne af periodens såkaldte SOVNARKOM (folkekommissærernes råd) sig på følgende 20 ansvarsområder/ministerier: Lenin (formand, russer), Chicherin (udenrigsanliggender, russer), Lunacharsky (uddannelse, russer), Stalin (nationaliteter, georgier), Protian (landbrug, armenier), Larin (økonomiske råd, jøde), Schlikhter (levnedsmidler, jøde), Trotsky (militær, jøde), Lander (statskontrol, jøde), Kaufmann (statsområder, jøde), Schmidt (beskæftigelse, jøde), Knigissen (socialhjælp, jøde), Spitzberg (religiøse anliggender, jøde), Zinovjev (indenrigsanliggender, jøde), Anvelt (hygiejne, jøde), Gukovs/Sokolnikov (finans, jøder), Goldstein (presse, jøde), Uritsky (valghandlinger, jøde), Shteinberg (justits, jøde), Fenigstein (fordrevede, jøde).

Zarstyret var langt fra fejlfrit. Størstedelen af befolkningen var reelt set livegne fæstebønder uden rettigheder eller medbestemmelse på regeringførelsen i Sankt Petersborg. Siden Krim-krigens ydmygende nederlag på egen jord i 1856, til Storbritanniens, Frankrigs og Osmannerrigets ekspeditionsstyrker, havde Rusland igen lidt bittert nederlag i krigen mod Osmannerriget, 1877-78 og på forsmædelig vis mod opkomlingen Japan i 1905, hver gang til den menige russiske soldats ufattelige lidelser. I 1917 var endnu en krig slået fejl og hundredtusinder døde og sårede bondesoldaters blod havde atter farvet jorden rød. Befolkningen kunne forståeligt nok snart ikke udholde flere forgæves lidelser. Den ulmende utilfredshed med styret i Vinterpaladset brød ud i lys lue, ikke mindst blandt de hjemvendte soldater.

Nikolaj II var efter alt at dømme personlig uegnet til at bære vægten af hans enorme nedarvede ansvar. Sandsynligvis ville hans fader, Aleksander III, have været bedre i stand til, med fastere viljestyrke, større naturlig autoritet og sundere dømmekraft, under samme forhold at træffe heldigere beslutninger, var han ikke død af nyrebetændelse i 1894.

Det kejserlige russiske enevælde sang på sidste vers, og hvis ikke for jødebolsjevikkernes hånd, ville det sandsynligvis være brast sammen alligevel, blot på et andet tidspukt og med andre centrale hovedrolleindehavere. Der kan endda argumenteres for, at et sådant sammenbrud under alle omstændigheder ville have været særdeles fortjent og ikke mindst selvforskyldt. Blot var det ulykkeligt, at det netop var en gruppe massemorderiske internationalister, for langt størstepartens vedkommende af jødisk herkomst, der formåede at udnytte regimets sammenstyrtning til egen fordel, og således tiltvang sig muligheden for at gennemføre så mange af deres totalitære febervildelser.

Ligegyldigt hvor afskyelige og foragtelige man end finder bolsjevikkernes gerninger, må man dog, på hundrede års afstand, trods alt anerkende deres beslutsomhed og handlekraft og, så vidt det er muligt, forsøge at lære både af bolsjevikkernes og deres modstanderes fremgangsmåder.

Desuden er alt ikke sort og hvidt. Der findes i hvert fald én formildende omstændighed ved kommunisterne: de forstod og forstår, at organiseret religion som regel er baseret på fup og svindel og udnyttelse af menneskets godtroenhed.

Det fremføres undertiden af historikere, at hvis ikke den dygtige zaristiske indenrigsminister og reformator Petr Stolypin, i Kievs operahus, i året 1911, var blevet snigmyrdet af den jødiske socialist-revolutionære/politiagent Bogrov, da havde en fredelig overgang til en slags hjemmegroet russisk folkestyre måske været mulig. —Og hvis ikke, lyder argumentet videre, Første Verdenskrigs ufatteligt gruopvækkende industrialiserede menneskeslagtning havde fundet sted og føjet endnu et traumatiserende militært nederlag til den i forvejen lange række af Kejser-ruslands fejlslagne felttog, og således havde oversvømmet de skrøbelige rester af zardømmets i forvejen knuste grundvold i en syndflod af blod … ville styret måske have kunnet reformere sig selv indefra og leninismens og stalinismens rædsler aldrig have martret menneskeheden.

Problemet med sådanne hypoteser er bare, at Stolypin blev myrdet i Kievs operahus. Første Verdenskrigs katastrofale blodsudgydelser indtraf vitterligt og efterlod dermed et magttomrum i det knækkede Rusland, som gjorde voldelig revolution, hvis ikke uundgåelig, så i hvert fald gennemførlig.

Længere teoretiske udredninger om hvad der ville være sket, hvis ikke Rasputin havde udøvet hypnotisk kontrol over Zaritsaen; hvis Stolypin-reformerne havde haft tid til at virke; hvis Kerensky’s overgangsregering havde handlet anderledes; hvis Dumaens ledere havde optrådt med større beslutsomhed; hvis de konstitutionelle demokrater havde været stærkere organiseret, osv. osv. … bliver derfor omsonste at fordybe sig yderligere i her.

Det vigtigste vi kan uddrage af de historiske kendsgerninger er (1) at bolsjevikkerne under de givne omstændigheder tiltvang sig og bibeholdt magten, fordi deres ledelse (Lenin) på de afgørende tidspunkter, udviste større taktisk-ideologisk smidighed og mere nådesløs brutalitet end deres langt talrigere konkurrenter, (2) at disse bolsjevikker, før, under og efter 1917-omvæltningen, modtog betragtelig finansiel støtte fra jødisk-kapitalistiske bankfolk i USA, og (3) at det kejserlige Ruslands rigdomme, for en stor dels vedkommende, endte uden for Rusland, i vestlige (jødiske) kapitalisters bankbokse. Dette efter at internationalisten Lenin omhyggeligt havde forberedt udplyndringen ved at centralisere banksystemet og afskaffe den private ejendomsret. Sideløbende hermed gjorde han sig selv til enevældig hersker med nært uindskrænkede beføjelser og forøvede terroristiske masseovergreb på hans (virkelige og indbildte) modstandere med et overlæg og en kynisme der skulle vise sig at indvarsle årtier med endnu mere brutal og massemorderisk undertrykkelse af civilbefolkningen, end man havde set under selv den værste zaristiske magtfuldkommenhed.

Sutton Wallstreet og Bolsjevikkerne

Læs eller nedlast bogen her

Kan vi, her et århundrede senere, gøre os nogle overordnede betragtninger på dette historiske grundlag, som kunne være til nytte under de nuværende (og fremtidige) forhold?

Vi kan først og fremmest iagttage hvorledes magtforholdene, også i forrige århundredes begyndelse, afgjordes af de mest beslutsomme enkeltindivider (Lenin) og ikke af de talrigeste grupper (de socialrevolutionære; kadetterne).

Vi kan desuden gøre os klart, at de paroler og slagord som magthavere, også i forrige århundredes begyndelse, benyttede til at forføre og opildne masserne til selvopofrelse i den store verdensfrelsende sags tjeneste, ikke havde meget at gøre med den virkelighed som blev masserne til del efter at samme magthavere havde haft tid til og mulighed for at føre ‘visionerne’ ud i livet (dette er ikke en moralsk fordømmelse, men en konstatering).

Vi kan ydermere bemærke at kapitalistisk støtte til den virkeliggjorte kommunisme ikke var begrænset til ‘enkeltstående undtagelser’ som bolsjevikkernes kup i 1917, men igennem hele det tyvende århundrede snarere har været almindeligt forekommende, kulminerende under Anden Verdenskrig (se senere), hvor de kapitalistiske verdensmagter Storbritannien og USA, begge under massiv jødisk økonomisk, kulturel og politisk indflydelse, indgik et omfattende økonomisk-politisk samarbejde, samt et bemærkelsesværdigt tæt militært våbenbroderskab med deres formelle ideologiske hovedmodstander og formodede ærkefjende, det kommunistiske Sovjetunionen.

Vi kan endelig notere, at, også i forrige århundredes begyndelse, var magt- og økonomisk politik verdensomspændende forehavender, at jødisk-amerikanske interesser øvede afgørende indflydelse på derigennem tilvejebragte omvæltninger, omvæltninger af verdenshistorisk epokegørende omfang, hvis eftervirkninger stadig bestemmer retningen for den økonomiske, kulturelle, politiske og ikke mindst demografiske samfundsudvikling i alle vestlige lande i dag.

Fraregnet visse forandringer i teknologiske samfærdselsmuligheder kan vi med rimelighed forvente, at magtforhold i hovedtræk sammenlignelige med det her beskrevne, også gør sig gældende i dag.

Første Verdenskrig var i det hele taget en uhyre god forretning, i økonomisk såvel som politisk forstand, for kosmopolitiske krigsprofitører, sådan som også efterfølgeren, Anden Verdenskrig, blev det.

Den af internationalister hadede Zar og hans til tider antisemitiske Romanov-dynasti blev brutalt skaffet af vejen. Et ukendt millionantal af de racemæssigt bedste europæere lå begravet under vestfrontens månelandskab af sønderbombede slagmarker. Finansjøderne sad trygt og godt i New York, London og Frankfurt-am-Main, fjernt fra krigens gru og snavs. Tyskland var ruineret og også dets rigdomme kunne snart opkøbes for en slik af de selvsamme internationale spekulanter, der allerede havde tjent formuer på våbensalg og boltret sig i de af verdenskrigen forårsagede økonomisk rørte vande. Folkeforbundet blev oprettet. Verdensstaten kunne skimtes i horisonten.

Forbindelserne mellem den internationale finansverden og bolsjevikkerne (fra 1918 kommunisterne) i hele perioden, fra oprettelsen af den første sovjet (rådsforsamling) i 1905 til den formelle opløsning af Sovjetunionen i 1991, er grundigt dokumenteret, bl.a. i Eustace Mullins’ tætpakkede ‘The World Order’ fra 1992.

Mullins World Order

Læs eller nedlast bogen her

Selv for de der måtte vælge at afvise sådanne forbindelser som utroværdige sammensværgelsesteorier, står een uafviselig kendsgerning tilbage: Toneangivende figurer blandt periodens internationale bankverden og børshandel delte ofte (og deler stadig ofte) etnisk oprindelse med ledende kræfter blandt de internationale socialister (i dag kulturmarxister). Dermed kan et betydeligt interessesammenfald, hvordan man end vender og drejer sagen, sandsynliggøres hinsides enhver rimelig tvivl.

Hvad denne verdens finanssvindlere og psykopatiske massemordere vælger at besmykke deres forbryderiske virke med af ideologiske utopier, eller med hvilke floromvundne slagord om verdensfrelse de søger at fremstille egne målsætninger, er dog i sidste ende fuldkommen ligegyldigt.

Det ene årti præsenterer de sig som ‘konservative’; det næste som ‘liberalister’; det tredje som ‘moderate reformatorer’ og det fjerde som ‘kulturrevolutionære’ agitatorer.

Man bør i det hele taget vænne sig grundigt af med at fæstne så megen lid til de mærkater, titler, benævnelser og beskrivelser magthavere bruger om og tildeler sig selv, for i stedet at rette sine granskende blikke … mod deres handlinger og gerninger.

Hamskifter inden for den politiske verden finder uophørligt sted. Man behøver blot at nævne navnene Corydon og Sohn for at forstå hvor indholdsløse og bedrageriske de ideologiske paroler og partitilhørsforhold i virkeligheden er under det kulturmarxistisk-globalkapitalistiske system.

Som den erfarne tryllekunstner og illusionist sørger internationalistiske magthavere rutineret for at henlede publikums (massernes) opmærksomhed på de afledningsmanøvrer, der sikrer at deres svindelnumre kan udføres uden mistænksomt granskende blikke. Som regel har tryllekunstnere og illusionister desuden en eller flere medsammensvorne blandt publikum, uerkendt af samme publikum.

“Hold øje med dukkerne”, siger dukkeføreren indtrængende: “Ho-ho! —Se blot hvor de spræller og spjætter.”

Kun skøre og paranoide sammensværgelsesteoretikere med latterlige sølvpapirshatte kunne tro på noget så vanvittigt som at der skulle gå snore fra dukkerne og op til dukkeførerens hænder. “Se, se hvad de gør nu, de slemme dukker: nu sloges de endog med hinanden”, minder dukkeføreren sine fortryllede tilskuere om. De må utvivlsomt være såre forbitrede og ideologisk uforsonlige ærkefjender, så drabeligt som de sloges, de dukker … tænker tilskuerne. “—Og, se bare: deres uniformer og flag og paroler er jo så forskellige.”

Vi må hellere vælge side mellem dukkefløjene i deres drabelige fjendskab, og kaste vores lod og hele livsgerning i den ene eller den anden på forhånd tilrettelagte dukke-diskurs … tænker tilskuerne.

Wall Streets bankjøder finansierede beviseligt Trotsky og andre ledende bolsjevikker helt fra starten i 1917 (Trotsky sluttede sig først til Lenin’s socialdemokratiske bolsjevik-fraktion forholdsvist sent i forløbet [omkring juni 1917]. Et karrierevalg der sandsynligvis ikke har hjulpet ham i rivaliseringen med Stalin eller under udrensningerne i slut-tyverne).

Sovjets GULAG koncentrationslejr-system var måske nok ineffektivt i traditionel samfundsøkonomisk forstand, men dets millioner og atter millioner af udhungrede slavearbejdere fik, til trods for deres mangelfulde produktivitet (korte levetid), alligevel, på den tid de havde til rådighed, gravet betragtelige mængder guld og ædelstene op af Sibiriens evigt dybfrosne taïga og tundra. Hvis man tror at disse rigdomme blev de russiske arbejdere og bønder til del, er man for naïv til udendørs færden på egen hånd.

Roosevelt, som systemmedierne for den almindelige vesterlandske lemming altid præsenterer som Europas hyggelige og sympatiske redningsmand, var praktisk taget kommunist. Hans administration vrimlede med jøder og kommunistiske agenter. I 1933 konfiskerede han per dekret de amerikanske borgeres private guldreserver. Dette på forlangende af de internationale banker, der forlangte sikkerhedsstillelse for deres enorme (ågerforrentede) lån til de håbløst forgældede (og dermed per definition korrumperbare) føderale myndigheder.

Den amerikanske bistand fra netop Roosevelt-administrationen var uden sammenligning den vigtigste forudsætning for, at Sovjetunionen var i stand til at modstå Hitlertysklands felttog i 1941. Resultaterne lever europæerne med i dag.

Hvor mange undtagelser fra en regel skal der til, før ‘undtagelserne’ ikke længere bekræfter reglen om deres modsætning … men bliver en regel i sig selv?

Siden den amerikansk-sovjetiske militære sejr i 1945 er de internationale socialisters og de internationale kapitalisters mål gradvist blevet virkeliggjort, hovedsageligt her i Vesten: familien er opløst. Begge køn træller som skatteslaver. Børnene indoktrineres i statens ‘daginstitutioner’. Det vælter ind med racefremmede. Kulturen er vulgariseret og pornoficeret. Grænserne er afskaffede. Marx’ drøm om et Europas Forenede Stater har allerede eksisteret i årtier. Atommagten Israel sidder tungt på Vestens digitale infrastruktur.

Finanskapitalister synes dog ikke at mistrives synderligt under disse de facto kommunistiske forhold. Tværtimod.

De skovler til stadighed penge ind på aktiespekulation, på internationalisering af arbejdsstyrken (social dumping/løntrykkeri) og på ‘privatisering’.

Dén internationalistiske og multietniske dagsorden, som alle de største børsnoterede og verdensomspændende kapitalistiske selskaber i døgndrift får lov til uhindret at propagandere for i alle vestlige landes statsmedier, forekommer for den opmærksomme iagttager i betænkelig grad magen til den kommunistiske kerneideologi.

Årti efter årti udgik en strøm af officielle kommunistiske dekreter fra Sovjetunionens ledende organer omhandlende ‘folkenes broderskab’, ‘international forståelse på tværs af folkeslagene’ og ‘kampen mod småborgerlig nationalisme’. At disse mellemfolkelige dogmer i perioder (særligt under stalinismen) måtte vige og virkede som dække for chauvinistisk russisk imperialisme, ændrer ikke på ledende marxisters historisk gennemgående doktrinære fjendtlighed over for, ikke blot europæisk nationalisme, men den virkeliggjorte kommunismes veldokumenterede undertrykkelse af enhver form for nationalisme, der kunne udgøre en hindring for den internationale socialismes altoverskyggende særkende: den totalitære ensretning af dens undersåtters kulturelle, samfundsmæssige og økonomiske forhold (uafviselige eksempler herpå er sovjetkommunismens folkemorderiske tvangsforflytninger af tjetjenere, volgatyskere, krimtatarer og andre folkeslag, samt den kinesiske kommunismes årtier lange, stadigt pågående, overgreb på den tibetanske nation). Samme, nærmest identiske politiske dagsorden, har desuden altid udgået fra frimurerlogerne.

Igen lader disse sammenfald os forstå, at betegnelserne på denne verdens umiddelbart forskelligartede og modsatrettede ideologier, er aldeles ligegyldige. Det samme er måden hvorpå disse ideologiers repræsentanter fremstiller sig selv og erklærer deres hensigter. Det, der i stedet bør interessere den historisk agtpågivende iagttager, er bagmændenes interesser, deres bevæggrunde og, frem for alt, deres gerninger.

Frimureri

Læs eller nedlast bogen her

Ud over Anden Verdenskrig er Vietnamkrigens eksempel udmærket til anskueliggørelse af bedraget. Mens den selvudnævnte elite blandt sovjetiske, amerikanske og kinesiske politikere, akademikere, økonomer og videnskabsmænd samarbejdede på kryds og på tværs, og udvekslede deres erfaringer i teknokratisk massekontrol med hinanden, stod deres ideologisk forblindede undersåtter for den egentlige krigsførelse. Med meningsløs selvopofrelse slagtede politisk opildnede amerikanske og vietnamesiske bondesønner hinanden i Indokinas jungler, aldeles intetanende om deres respektive fjerne herrers gensidige internationalist-forståelse, fælles langtidsplanlægning og almindelige samvirke. Krigen (som reelt varede fra Anden Verdenskrigs afslutning til midt-1970erne) var således en guldgrube for internationale våbenhandlere og -producenter samt et uvurderligt laboratorium for forskere i kemisk-biologisk krigsførelse, massepsykologi, kommunikationsmidler og meget anden videnskabelig progressivisme.

Der findes inden for sovjet-kommunismen et par begreber, stakhanovismen og morozovismen som i denne sammenhæng er særdeles påfaldende og interessante.

Stakhanov var en arbejder i mineindustrien, som, i 1935, under Stalin’s massemorderiske rædselsregimente, efter sigende oversteg den gældende arbejdsnorm for kuludvinding fjorten-foldigt (102 ton på én dag). Dermed kom denne Stakhanov til at legemliggøre og give navn til den ideelle kommunist: arbejderen der fuldkommen underordner sit eget liv og helbred statens økonomiske krav.

Efter stakhanovismens indførelse og institutionalisering blev kravene til alle andre arbejdere ikke overraskende sat i vejret, og hvis man ikke, igen og igen, formåede at sprænge sin arbejdsnorm med overmenneskelige præstationer for udholdenhed og selvopofrelse, risikerede man i tiltagende grad, under planøkonomiens tvangsindustrialisering, at blive mistænkeliggjort for at være en dårlig socialist, udvisende manglende solidaritet og begejstring for fællesskabet; for at være en asocial eller ligefrem en sabotør (sådanne mistanker, grundløse eller ej, kunne under det almindeligt forekommende angiveri i 1930ernes og ‘40ernes paranoide sovjetsamfund ende med at betyde døden for den mistænkte i de arktiske slavearbejdslejre, lejre der for øvrigt ofte blev administreret af jøder [såsom Jagoda, Firin, Frenkel, Afanasjev, Kagan og Berman]).

Efterhånden som femårsplanernes krav til nye rekorder for tvangsindustrialisering fra Stalin’s alkoholiserede inderkreds i Kreml blev sat højere og højere og gjort mere og mere urealistiske at indfri, blev det snart umuligt for en almindelig arbejder at oppebære en indkomst, der gjorde det muligt at overleve, med mindre man altså gjorde sig disse vanvittige stakhanovitiske anstrengelser, som intet menneske selvfølgelig kunne holde til i længden (og/eller supplerede sin indkomst med tuskhandel på det sorte marked, ved tyveri, eller lignende ulovlige metoder til anskaffelse af de mest nødtørftige levnedsmidler).

Men på hvilken måde adskiller da arbejderens vilkår under stakhanovismens sovjetisk-planøkonomiske virkelighed sig i grunden fra arbejderens vilkår under det vestlige, liberalistisk-kapitalistiske styres spekulantøkonomisk drevne privatiserings- og effektiviseringsregime?

Den sovjetiske arbejders indsats i 1930erne blev målt i forhold til, og presset til det yderste af, Stakhanov’s og andre af systemets favoriserede og præmierede stødtrop-arbejderes umenneskeligt opskruede produktivitets-normer.

Den vestlige arbejders indsats i dag bliver målt i forhold til arbejdsiveren og omstillingsparatheden hos importerede arbejdsstyrker fra lavtlønslande. Om disse løntrykkere er af østeuropæisk, mellemøstlig eller østasiatisk oprindelse kan variere alt efter de globale politiske og økonomiske forholds omskiftelighed fra årti til årti. Det afgørende er, at de importerede arbejdstageres tilskyndelse til at arbejde under ringere vilkår og til en ringere løn end de lokale arbejdstagere, er betinget af deres lavere leveomkostninger i hjemlandet, hvortil størsteparten af lønnen jo som regel også ender.

Medarbejdere hos de virksomheder der i dag vinder ‘udbudsrunderne’ under den liberalistisk-internationalistiske privatisering er underlagt et økonomisk pres der ikke principielt adskiller sig fra den kommunistisk-internationalistiske stakhanovismes.

Det er systemets økonomiske krav der tilgodeses. Arbejderne tilskyndes (tvinges) i begge systemer til at konkurrere med hinanden for at opfylde stedse skærpede krav om produktivitet og effektivitet. Ikke for arbejdernes egen skyld, men for ideologiske og/eller økonomiske målsætningers skyld, målsætninger der bestemmes og udstikkes af internationalistisk sindede bureaukratisk-finansielle eliter med ringe eller ikke-eksisterende bekymringer for de enkelte nationers langsigtede etnokulturelle skæbner.

Pavlik Morozov var under tvangskollektiviseringen, som så mange af hans jævnaldrende, medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation, KOMSOMOLs, ‘de røde pionerer. Pavlik var fremmelig som pioner. Så fremmelig, faktisk, at han inden han var fyldt fjorten år, var i stand til at ‘demaskere’ sin egen fader som kulakvenlig og snart fik ham angivet til de stedlige parti-myndigheder. Faderen blev herefter henrettet, for at have givet husly til kulakkerne. Pavlik Morozov’s angiveri blev bemærket og værdsat af partiet. De røde pionerers kulturpalads i Moskva blev således opkaldt efter ham; han blev omtalt som et forbillede; endda en helt i statspressen, og et statligt museum samt en statue til hans ære blev bekostet i hans fødeby.

Tilfældet Morozov er måske det bedst dokumenterede eksempel vi har på kommunismens uhyggelige kerneegenskab: blandt dens undersåtter at trænge kiler af unaturlig dogmatik ind mellem slægtledene, for, i stedet for familien, slægten og racen, at indsætte sig selv (staten) som de menige borgeres formynder og erstatningsfamilie. Tilfældet er dog ikke enestående. Eksempler på samme fænomen fra det maoistiske Kinas groteske kulturrevolution er velkendte. Tættere på Danmark, i DDR, udspillede der sig lignende tilfælde af indbyrdes angiveri blandt familiemedlemmer.

Vore dages Pavlik Morozov bærer ikke pioner-uniform. Den kollektivistiske fremgangsmåde med at få et samfunds yngste generationer til at afsværge og undsige deres forældre, til fordel for et teoretisk internationalistisk fællesskab, benyttes imidlertid stadig.

Siden sin tidligste barndom var Pavlik Morozov blevet indprentet et verdensbillede hvori sovjetstatens (Stalin’s) mål om tvangskollektivisering præsenteredes som eneste vej til et gyldent og elektrificeret fremtidsrige, der kun lod sig virkeliggøre hvis den gamle verden, med al dens utidssvarende småborgerlighed og kulakuvæsen, blev ryddet af vejen. Troskab overfor egen familie måtte for Pavlik og hans pioner-kammerater nødvendigvis underordnes disse utopi-forestillinger, omhyggeligt plantet i deres modtagelige barnesjæle af det kommunistiske regimes teoretikere, pædagoger og propagandister.

Spørgsmålet er om den moderne, vesterlandske ungdom udsættes for indoktrinering, eventuelt ved statslig mellemkomst, der fra barnsben ensretter de unges forestillingsverden og forsætligt fremmedgør dem fra deres biologiske ophav, på en måde der kan sammenlignes med ovennævnte rystende hændelse fra den sorteste totalitarismes historie.

Lad os først overveje sandsynligheden for om noget sådant overhovedet kunne finde sted.

Til sammenligning med de teknologiske masseovertalelsesmidler der stod til rådighed for 1920ernes og 1930ernes sovjetstat (trykpressen, stumfilm forevist i biografsale, primitive højtalere og, efterhånden, radio i et begrænset omfang) må man betegne vore dages propagandamuligheder som mildest talt overlegne.

Men her i det frie Vesten kunne ungdommen selvfølgelig ikke finde på offentligt at angive deres forældre som gammel-tænkende fjender af et progressivt og kollektivistisk systems nye værdier … kunne de vel?

Hvad er den teenagepige, der, efter grundigt at være blevet programmeret dertil i de ‘kapitalistiske’ jødemedier, demonstrativt tropper op med sin nyanskaffede neger- eller araberkæreste til familiemiddagen, i frydefuld passiv-aggressiv forventning til den bornerte forlegenhed hun ved det vil fremkalde hos hendes håbløst gammeldags og fremmedfjendske fascist-bedsteforældre … andet end en moderne udgave af Pavlik Morozov?

Det er samme grundlæggende foragt for egen slægt og samme fjendskab til egen etnokulturelle arv, der i begge tilfælde er blevet indprentet barnet. Selvom forælderen eller bedsteforælderen i vore dage ganske vist ikke henrettes af det hemmelige politi ved nakkeskud, er det en sammenlignelig higen efter at tilslutte sig; tilpasse sig systemet og ønske død over sin egen slægt der i begge tilfælde driver den hjernevaskede unge.

Pioner-uniformen mangler måske nok, men for den opmærksomme iagttager findes der rigeligt med andre markører til afsløring af nutidens Pavlik Morozov-afarter. Det giftigt blålige-lilla-grønne hår; den uformelige fedladne krop; visse typer af piercinger og tatoveringer; det amerikaniserede rendestenssprog; den frastødende og vulgære vandel; klædedragten (som hos visse typer er en slags uniform); den dårlige hygiejne; rygningen; den evige forurettethed.

De værste er som regel ikke svære at bestemme. Ikke alle besmittede giver sig dog helt så let til kende. I takt med den kulturmarxistiske propagandas stadigt voksende udbredelse på de statslige uddannelsesinstitutioner, er morozovismens sjælegift ulykkeligvis efterhånden begyndt at trænge ind også i den (endnu) legemligt sunde ungdom.

Om morozovismen hos det enkelte emne er i fuldt udbrud med ovennævnte vederstyggelige symptomer frit til skue, som den pestbefængtes væskende bylder, eller sygdommen stadig befinder sig på inkubations-stadiet, har vi under alle omstændigheder at gøre med et genkendeligt adfærdsmønster, forårsaget af en slags teknokratisk indprentet tvangstanke.

–En mani der på besynderlig vis synes at påbyde; at drive den åndeligt forgiftede unge vesterlænding til altid at ville handle til fordel for det nye fremtidsorienterede; kollektivistiske; raceblandede og kulturudjævnede idealsamfund.

–En af amerikaniserede jøder opdigtet fantasiverden der, via et bæremedie af kræftfremkaldende mikrobølgestråling; til rytmisk suggestiv baggrundsmusik, og i standardiseret glansbillede-gengivelse døgnet rundt indprentes de fortabte lemminger  gennem deres altid nærværende håndholdte teleskærme/overvågningsenheder.

–En totalitær verdensstats-utopi som ydermere, til trods for at den i det urbane gadebilledes ‘kapitalistiske’ reklame-bombardement konstant foregøgles den letpåvirkelige ungdom som indbegrebet af menneskelig lykke; til trods for at den af statsansatte gymnasielærere og frankfurter-sociologiske universitetslektorer uge efter uge ophøjes til topmålet af civilisatorisk hensigtsmæssighed og moralsk agtværdighed og til trods for at den, af ni ud af ti politikere/journalister, kategorisk fremstilles som et uangribeligt kulturfremskridt som alle (=indfødte vesterlændinge) med tvingende nødvendighed er forpligtet til at indrette sig efter … alligevel opfattes som en form for ‘oprør mod systemet’.

Dén etnokulturelt selvmorderiske stræben; dén trendsættende kollektive dødsdrift, der på så uhyggelig vis karakteriserer store dele af den teknokrati-hypnotiserede vesterlandske ungdom i dag, er således blot en opgraderet og videreudviklet adfærdsprogrammering, af samme grundlæggende slags som den stalinistiske tankekontrol ved hjælp af hvilken kyniske sovjetkommissærer i sin tid forgiftede Pavlik Morozov’s instinkter og forkrøblede hans etnokulturelle selvopholdelsesdrift med.

Dette sidespring blot til historisk begrundet anskueliggørelse og understregning af den internationale socialismes ringe (ikke-eksisterende) brugbarhed som modsvar til dens tvillingebrors, den internationale kapitalismes, iboende problemer. Disse ideologier udgør altså i virkeligheden blot to sider af samme overordnede verdensanskuelse: den race- og naturlovsfornægtende materialisme.

De vestlige samfund af i dag er på én gang kommunistiske (kulturmarxisme, centraliseret statsindoktrinering fra de tidligste barneår, indkomstskat, arveafgift, statsfeminisme) og kapitalistiske (arbejdskraftens fri bevægelighed, ‘frihandel’, international aktiespekulation, grænseoverskridende kursmanipulation, osv.).

Dette burde ikke overraske det mindste når man erindrer, at det netop var det formelt kapitalistiske USA og det formelt kommunistiske Sovjetunionen der i fællesskab vandt den seneste verdenskrig (for deres jødiske bank- og frimurerherrer), og derfor uhindret kunne påføre de undertvungne lande nøjagtig den blanding af deres (i forvejen nært beslægtede og komplementære) samfundsindretninger, som man, af årsager og bevæggrunde de respektive lokalbefolkninger ikke blev delagtiggjort i, fandt mest politisk ønskelige og økonomisk fordelagtige.

Men lad os nu vende tilbage til udgangspunktet og uddrage et par hjemlige eksempler til belysning af finanskapitalismens bemærkelsesværdigt foruroligende, cancer-lignende egenskaber.

Grindstedværket. Se mere her, her og her:

Sexlegetøj. Mere her, her og her:

Bioscience (medicinalindustri). Mere her og her:

Pornomesser:

Alkohol-industrien:

Tobaks-industrien:

Alle disse tilfælde er eksempler på særdeles indbringende finanskapitalistiske forretninger, der giver millionoverskud til aktionærer og ledelse i direkte forhold til den forurening, demoralisering og sygeliggørelse af miljø, lokalsamfund og forbrugere deres drift afstedkommer. I overført betydning er der tale om vækstende cancersvulster på folkelegemet.

Det mest selvindlysende logiske eksempel på finanskapitalismens uhensigtsmæssighed som samfundssystem finder man dog i bedemands-branchen. Jo flere der dør, des bedre går det for bedemændenes indtjening. Mere tydeligt kan finanskapitalismens vanvid næppe fremstilles (ikke at vi har noget imod bedemænd, som sådan. De udfylder jo unægtelig en vigtig funktion).

På samme vis: jo flere der rammes af cancer, des bedre går det … for cancer-industrien.

Det lader sig ganske enkelt ikke gøre på ansvarlig vis at lede et samfund med profithensyn som ledestjerne. Udkommet vil altid udarte i unaturlig retning. Nationer er ikke isenkræmmerforretninger, sådan som både liberalisterne og kommunisterne forudsætter.

Slutningen må være at hverken liberalistisk finanskapitalisme eller dens materialistiske tvillingebror, kommunismen, kan tillades at øve afgørende indflydelse på et sundt samfunds ledelse.

En sådan indflydelse er, for et samfunds kultur, for dets folkesundhed og for dets nationaløkonomi, ligeså skadelig og potentielt dødbringende som cancer er det for det menneskelige legeme.

Nationalsocialisme, under hensyntagen til og højagtelse for Naturens Orden, er, efter alt at dømme, den eneste virkeligt bæredygtige styreform for samfund over klanstørrelse og med et teknologisk stade over, lad os sige smedekunsten.

Denne erkendelse betyder ikke at man på alle områder og i detaljer bør efterligne den senest virkeliggjorte tyske nationalsocialisme fra 1933 til 1945. Det er tilladt at lære af historien.

Hvis man tager nationalsocialismen alvorligt, indebærer denne agtelse netop en forpligtelse til saglig kritik af verdensanskuelsen, indbefattet af dens lederes fejltrin og, ikke mindst, til en grundig overvejelse af hvilke dele af dens historisk betingede tilsynekomst i Tyskland fra 1933 til 1945 der har, og hvilke der ikke har, meningsfuld betydning for det danske folkefællesskab under de nuværende og fremtidige forhold. Persondyrkelse, tilbedelse og uforbeholden dogmatik hører til de laverestående racer. Nationalsocialisme er samfundsindretning og verdensanskuelse. Ikke religion. Nationalsocialisme beskæftiger sig med og kritiserer religion. Men den er ikke religion.

Privat ejendomsret, privatlivets fred og boligens ukrænkelighed bør være ufravigelige grundpiller i et samfund af frie folkefæller. Det blev efter denne iagttagers mening lige vel kollektivistisk, totalitaristisk og militaristisk under Det Tredje Rige.

Hvorom alting er: Nationalsocialisme forbliver et uopnåeligt drømmesyn så længe befolkningssammensætningen er så raceblandet som tilfældet er (herhjemme og i endnu højere grad i mange af vore nabolande), og så længe vore dødsfjender sidder på magten over statsmedier og indoktrineringsanstalter.

Den mest virksomme og realistisk farbare kurs må derfor indtil videre bestå i ved selvtugt, støt og vedholdende at forbedre os selv, iagttage Naturens Love i egen livsførelse, efter bedste evne at modarbejde teknokraternes og globalkapitalisternes fortsatte forsøg på yderligere racefremmed masseindvandring, stifte familie og sætte sunde hvide børn i verden samt, i almindelighed, at forberede os på det værste (uden at forfalde til kynisme og bitterhed).

Den hvide race tabte Anden Verdenskrig*.

*Årsagerne hertil er mange og forskelligartede. Det bliver for omfattende at redegøre for dem alle her. Den udbredte kristne universalisme blandt vesterlændinge i almindelighed og hvide amerikanere i særdeleshed synes dog at have spillet en bemærkelsesværdigt påfaldende og afgørende rolle for den lethed, hvormed jødisk-amerikanske politikere og propagandister var i stand til, med bedragerisk moraliseren og hykleriske appeller til verdensfrelsende uegennytte, at manipulere særligt den amerikanske middelklasse til at ofre deres sønners liv og helbred for en krigsindsats der, i etnokulturel forstand, var i åbenbar modstrid med hvide amerikaneres (ofte af germansk afstamning) egne langsigtede interesser.

Det bør ikke overraske læsere af Hammersmedens blog, at denne verdenshistoriske kendsgerning har medført en række ulykkelige politiske og etnokulturelle følger for de siden 1945 opvoksende generationer af europæere. Disse følger vil inden for overskuelig fremtid sandsynligvis kun fortsætte med at forringe livsvilkårerne (i særdeleshed demografisk, men også økonomisk og sundhedsmæssigt) for store dele af de indfødte europæiske folkeslag.

Disse forringelser er blevet indført, og indføres til stadighed, gradvist, således at hovedparten af den oprindelige befolkning ikke i tide ænser, at deres samfund hele tiden, støt og roligt, i racemæssig forstand formørkes omkring dem. Svækkelse af værtsbefolkningens almindelige racemæssige agtpågivenhed tilvejebringes desuden ved anvendelse af en hel række af metoder, såsom daglig audiovisuel prægning, kemiske og elektromagnetiske hormonforstyrrelser samt grundig socialisering i statens opdragelsesinstitutioner.

Desuden bliver medløbere, kollaboratører og folkeforrædere selvfølgelig belønnet af systemet. Ikke mindst erhvervslivets topchefer, der så beredvilligt hjælper til med indførelsen af globalteknokraternes hedeste ønskedrøm, det gennemdigitaliserede overvågningssamfund, gengældes klækkeligt for deres vanære. Det samme gælder pøbelens gemene raceforrædere, der af statsmedier, NGOer, uddannelsesanstalter og erhvervsliv hele tiden nudges og betales for deres deltagelse i folke(selv)mordet. For landssvigere er der således ikke tale om forringelser i materiel forstand.

For en forståelse af de brede vesterlandske massers søvngængeragtige ligegyldighed overfor deres stadige fremmedgørelse i egne hjemland, er det nødvendigt at man sætter sig ind i Aldous Huxley’s profetiske iagttagelser af totalitarismens udvikling. Fra et stade i forrige århundredes begyndelse og midte, hvor totalitær magterhvervelse og magtfastholdelse forudsatte en regelmæssig brug af legemlig voldsudøvelse og fysisk frihedsberøvelse af anderledestænkende (sideløbende med ideologisk indoktrinering og holdningsbearbejdning) for at holde befolkningen tilstrækkelig underkuet, frygtsom og lydig, har vi, indenfor det sidste halve århundrede, stedse nærmet os et teknologisk stade hvorved en langt mindre omkostningstung fremgangsmåde til totalitær social kontrol er opnåelig. Nemlig metoden hvormed den enkelte slavearbejder, ved statens anvendelse af forskellige psykologiske og massesuggestive greb, i forening med livslang medicinering fra fosterstadiet, bringes til at elske sin egen trældom.

Følgende forelæsning er fra 1962, året inden Huxley’s bortgang (samme dag som John F. Kennedy’s, 22. november, 1963):

Vore dødsfjender har haft fuldkommen magt over vore samfund siden Anden Verdenskrigs afslutning. Økonomisk, kulturelt, politisk, teknologisk, medicinsk. Til vore vigtigste pligter hører opgaven at nægte dem adgang til og mulighed for at udøve denne magt over os.

For at kunne opretholde en sådan magtstilling er det, for den pågældende talmæssigt underlegne snyltergruppe, af største betydning, at befolkningerne i de besatte værtssamfund ikke kommer til en erkendelse af tingenes rette tilstand. Sande magthavere præsenterer sig sjældent som magthavere. Som snyltere i dyreriget foretrækker også menneskelige snyltere at bedøve værtsorganismen.

Virkeligheden er at samtlige institutioner i vore lande er under fjendtlig kontrol, og systematisk benyttes til, med større eller mindre hast, at forrykke befolkningssammensætningen og forstyrre de naturgivne kønsroller i en grad så etnokulturel solidaritet, og dermed virkningsfuld folkelig modstand mod fortsat teknokratisk tvangsglobalisering, til sidst ikke længere vil være mulig.

Derfor: som løsnet så rigtigt lyder: hvad udad tabes, skal indad vindes.

Vi må personligt bestræbe os på at være bedre (stærkere, modigere, sundere, mere dydige, mere beslutsomme, mere indsigtsfulde, mere fremsynede og, når det gælder, mere nådesløse og brutale) end vore fjender. Dette er i sandhed ingen let fordring, og dens formaning rettes selvsagt lige så indtrængende mod afsenderen selv, som til læseren af disse ord.

Hvis det var let at sætte sig til modværge … ville der ingen grund være til det.

Før vi i egen livsførelse har befriet os endegyldigt fra jødemediernes demoralisering og globalteknokraternes antinaturlige adfærdsstyring, er enhver tale om nationalsocialistiske målsætninger ikke blot tomme og selvbedrageriske ord, men hyklerisk fornærmelse mod Naturens Orden.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

RADIO24SYV: KULTURMARXISTISK HOLDNINGS-BEARBEJDNING I DØGNDRIFT. SKATTEYDERNE BETALER. KORT ANALYSE AF DERES SENESTE PROPAGANDAVIDEO

^Budskabet i ovenstående uforskammede angreb på den danske nation, går i sin enkelthed ud på, at man som hvid borger, kvinde eller mand, i sit eget hjemland, er moralsk anløben (tankeforbryderisk) hvis man formaster sig til på egen hånd at gøre sig overvejelser om den racefremmede masseindvandring og den befolkningsudskiftning, der finder sted for øjnene af en. Den afrettede adfærd, som disse særligt manipulerende og bedrageriske propagandafilm træner sit publikum til, er todelt. For de i forvejen demoraliserede vesterlændinge lyder buddet: vær passiv, og forlad dig på ubegrænsede mængder af forhåbningsfuld tillid. Domme, ja selv bekymringer, baseret på selvstændige iagttagelser er utænkelige. Sådan tankevirksomhed er jo fordomsfuld og ville være tegn på slem, uanstændig racisme. Hvis man har betænkeligheder ved udviklingen eller bekymrer sig, eksempelvis om sine børnebørns fremtid i et tiltagende multietnisk Danmark, fortjener man i virkeligheden de racefremmede kolonisatorers forskellige former for aggression.

For de racefremmede besættelsestropper er budskabet et noget andet: værtsfolket præsenteres som uværdige og fordomsfulde racister, hvis utidssvarende samfund man som nytilkommen er fuldt ud berettiget til, efter forgodtbefindende, at udnytte til egen etnokulturel fordel. Samtidig opfordres der med slet skjult manipulation til en hoven moraliseren over gammeldanskerne (samt gammel-englænderne, gammel-tyskerne, gammel-svenskerne, gammel-amerikanerne, gammel-franskmændene, gammel-russerne, osv osv. Alle hvide, indfødte europæere angribes, med lokale småafvigelser, på lignende måde i egne hjemlande) grænsende til og indbefattende ydmygelser af varierende grovhed. Afarter af dette dobbeltbudskab findes som bekendt overalt i systemmedierne, men fremstår i en særlig udpræget form i denne letgenkendelige type af globalistpropaganda.

Nedenstående tre videoer giver et udmærket indblik i den skabelon som det internationalistiske reklamebureau Octopuss.tv har benyttet i deres skatteyderbetalte propagandavirksomhed for globalistkanalen Radio24syv.

Når man forstår at de racefremmede kolonisatorer i virkeligheden er globalisternes besættelsestropper, begynder mange brikker at falde på plads og samfundsudviklingens tilsyneladende vanvid forekommer ikke længere nær så meningsløs og uforklarlig som systemmediernes overfladiske og usammenhængende nyhedsdækning giver indtryk af.

De racefremmede kolonisatorers massetilstedeværelse forhindrer vesterlændinge i at indrette deres samfund på måder der ikke falder i globalisternes smag, såsom efter nationalsocialistisk forbillede. Denne funktion er efter alt at dømme hovedformålet med de hundredtusindtallige perkeres og negres tilstedeværelse overalt i Vesten.

De økonomiske fordele som internationale kapitalister drager af masseindvandringens løntrykkeri (arbejdskraftens fri bevægelighed) er sekundære. Ikke ubetydelige. Sekundære. Hovedhensigten er som forventeligt: politisk magtkonsolidering.

Man kan læse mere om reklamefilmsinstruktøren bag Radio24syvs skatteyderbetalte Ghetto Fitness propagandafilm her.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar