DE FJORTEN NATIONALREVOLUTIONÆRE IAGTTAGELSER 2.1

ASATRO DANNEBROG SORT-HVID NEGATIV med 14 ORD

Det judeoamerikansk-kapitalistiske system er ikke værd at ofre sig for. Heller ikke i dets danske afart. Fordærv indhyllet i Dannebrog er stadig fordærv.

Vi lever i et politisk, økonomisk og kulturelt enhedssystem der er fuldkommen og aldeles gennemsyret af den naturforagt og det folkemorderiske fjendskab til den hvide race, som Anden Verdenskrigs sejrherrer: jøderne, kapitalisterne og kommunisterne, stod, og stadig står for.

Denne erkendelse søger deres arvtagere, kulturmarxisterne, der i dag sidder tungt på uddannelsesinstitutioner, på finans- og forretningsverdenen samt på alle de største medieforetagender, ikke overraskende, at holde skjult for den hastigt svindende gruppe af tilbageværende vesteuropæere af den hvide race.

Det er derfor underholdningsindustrien dagligt kværner så megen adspredelse ud over masserne. Indtjeningen kommer i anden eller tredje række.

For systemmediernes bagmænd er dagsordnen først og fremmest politisk. Ikke at profit-motivet er ubetydeligt eller ikke-eksisterende, men stadig er det adspredelsen — altså afledningen — samt den skjulte indlejrede propaganda, der tjener hovedformålene for den såkaldte ‘underholdningsindustri’.

De spillefilm der vises i biograferne og de serier der udsendes på streaming-tjenesterne, er udmærkede eksempler på fænomenet. De virker på samme tid som pacificerende tidsspilde og propagandistisk indoktrinering. Men selvfølgelig præsenteres de ikke som sådan.

Sådanne film og serier, som fra ende til anden viderebringer rendyrket kulturmarxistisk holdningsbearbejdning til deres intetanende publikum, bliver i jødepressen ofte beskrevet som ‘nyskabende’, ‘tankevækkende’ eller ‘kontroversielle’. Den gennemsnitlige lemming efterlades med indtrykket, at der skulle være tale om en slags magtkritik fra mainstream-kulturindustrien, eller at der skulle eksistere et modsætningsforhold mellem Hollywoods instruktører, producenter og skuespillere på den ene, og den vestlige verdens økonomiske og politiske magtelite på den anden side.

For den opmærksomme iagttager forekommer dette ritualiserede mummespil i systemmedierne mildest talt ironisk, eftersom samtlige af disse film og serier viderekolporterer den ene mere forudsigelige skabelonvariant efter den anden over de samme gennemfortærskede kulturmarxistiske lærebogsbudskaber som enhver tilfældig gymnasieelev i søvne vil kunne efterplapre, i fuldendt overensstemmelse med den globalkapitalistiske magtelites senest opdaterede kønsudjævnings- og raceblandingsdagsorden.

Propaganda har, i form, i indviklethed, i psykologisk metode, såvel som i teknologiske midler, udviklet sig siden midten af forrige århundrede.

Budskaber af propagandamæssig art præsenteres ikke længere af uniformerede officerer eller andre tydeligt autoritære skikkelser, som det var tilfældet op til omkring 1960’erne.

Det er længe siden denne verdens magthavere har følt anledning til at træde frem i åbenlyst statsautoriseret propagandamateriale, for i højstemte erklæringer, personligt at meddele befolkningen deres sande hensigter, eller på anden vis give sig selv til kende som afsendere af massehenvendt holdningsbearbejdning.

I dag pakkes budskaberne ind.

Kulturmarxistisk propaganda indlejres, så at sige, i al moderne kulturfrembringelse, det være sig spillefilm; TV-serier; popmusik; reklamer; romaner, selv sportstransmissioner og computerspil, som på overfladen forekommer tilforladelig og/eller upolitisk.

Man vil her kunne iagttage, at tvangsglobaliseringens propagandister i særlig grad benytter sig af underholdningens form til deres fordækt formidlede masse-agitation, men også i videnskabens og kunstens sprog, bliver megen kulturmarxistisk holdningsbearbejdning og adfærdsstyring indlejret. Denne fremgangsmåde kan vi kalde indpakningsstrategien.

Fremgangsmåden går i sin enkelthed ud på, at propagandabudskaber som publikums bevidste opfatteevne måske ville finde anstødelige og dermed svært antagelige, på forskellig vis camoufleres, eller indpakkes, i et givet medies mindre iøjnefaldende lag. Budskaberne lagres, så at sige, i områder af et præsentationsmedie (et trojansk medie), hvorfra de fortrinsvis, eller udelukkende, indoptages af publikums underbevidsthed. Således får dølgede budskaber lov at ligge og simre i årevis, nogle gange årtier, for, i al ubemærkethed, at tilvænne flertalsbefolkningen de nye normer for acceptabel adfærd og skabelontænkning, som deres herrer, for en given periode ad gangen, har fundet passende for dem.

I tilfælde af at læseren finder denne udlægning for sammensværgelsesteoretisk, kan man jo prøve at stille sig selv følgende spørgsmål: Ville flertallet af vesterlændinge have tolereret racefremmed masseindvandring, i så lallende uansvarlig en grad som tilfældet er, uden årtiers forudgående antiracistisk holdningsbearbejdning i børnehave, skoleundervisning, film, TV og pop-musik? Ville flertallet af vesterlændinge have tolereret de stedse mere perverterede homomarcher, med så tankeløs en ligegyldighed som tilfældet er, uden årtiers forudgående homo-propagandistisk holdningsbearbejdning i børnehave, skoleundervisning, film, TV og pop-musik?

Det er ikke for ingenting at jødekapitalister og globalteknokrater poster så mange trillioner i medie- og underholdningsindustrien. Ejerskab af og kontrol med medierne gør dem i stand til at forme og styre publikums tanke- og handlemønstre, på en langt mere pålidelig og udførlig måde, end selv den strengeste diktaturstats undertrykkelsesmidler giver mulighed for.

Indpakningsstrategien står imidlertid ikke alene, men fuldstændiggøres af en beslægtet fremgangsmåde, lad os kalde den normaliseringsstrategien.

Som betegnelsen antyder, går normaliseringsstrategien ud på, at de forskellige tilvænnede normskred som befolkningen, ved indpakningsstrategiens mediebedrag trinvist manipuleres til at tåle, på et tidspunkt, når det fra globalteknokratisk side vurderes at tilvænningen er tilstrækkelig fremskreden, bliver fremstillet, ikke blot som fuldkommen normale og moralsk uangribelige, men som allestedsnærværende i samfundet.

Disse to fremgangsmåder, til henholdsvis holdningsbearbejdning og adfærdsstyring af masserne: altså indpakningen (af budskabet) og normaliseringen (af adfærden), understøtter og kompletterer dermed hinanden.

Det er ved hjælp af denne todelte propaganda-strategi, at globalteknokrater på omtrent et århundrede (med tolv års udfald under den tyske nationalsocialismes indflydelse fra 1933-1945) har formået at indprente hovedparten af indfødte vesterlændinge kulturmarxismens afsindige selvmorderdogmer og derved gradvist omdannet dem til politisk intetanende, etnokulturelt forsvarsløse og i tiltagende grad sædeligt fordærvede, demoraliserede arbejdsdroner.

Samme overordnede fremgangsmåde benyttes i dag til virkeliggørelse af det tydeligvis højt prioriterede næste delmål i jødekapitalisternes globalteknokratiske langtidsdagsorden: kulturelt tilvejebragt sterilisering af de vesterlandske masser ved institutionsbåren, allestedsnærværende homo- og kønsudjævningspropaganda.

De katastrofale følger er åbenlyse efter omtrent et halvt århundrede med stedse forstærket masseprogrammering i denne retning. Man bemærker en umiskendelig kulturel invalidering; en åndelig forkrøbling hos det store flertal af forvirrede, let påvirkelige kulturkristne, et flertal hvis i forvejen beskedne politiske agtpågivenhed og tvivlsomme etnokulturelle modstandsdygtighed, ved propagandaens uophørlige indflydelse og altgennemtrængende institutionsbårne socialisering, sløves og svækkes yderligere … og hvis gennemsnitlige biologiske overlevelsesevne derved lider uoprettelig skade.

I takt med at uforbeholden billigelse af og (sjældnere) deltagelse i mere og mere udartede former for usædelighed således almindeliggøres hos flertallet, ser man en ikke mindre vigtig (og i magtpolitisk henseende ikke mindre brugbar) afledt virkning: den langsomme, men støt virkende, sociale og økonomiske udgrænsning af det tilbageværende mindretal af indfødte vesterlændinge med en lidt for gammeldags, ‘utidssvarende’ og genstridig verdensanskuelse.

Allerede nu er det jo som hovedregel borgeren med den skeptiske holdning til homodagsordnen, der, i en given social sammenhæng; en familiemiddag; et festligt selskab eller en tilfældig samtale i arbejdskantinen, vil blive afkrævet forklaringer på hvorfor vedkommende dog ikke bare kan tolerere kærlighedens mangfoldige udtryk; hvorfor vedkommende dog modsætter sig fremskridtets uafvendelighed, e.l. Selv en fuldkommen passiv afstandtagen til homo-psykopaternes hysterisk marcherende fremfærd i gaderne, betragtes af en voksende andel af lemmingerne, ikke blot som et socialt uantageligt standpunkt, men som en form for politisk ekstremisme; som kættersk ‘hadforbrydelse’ (tankeforbrydelse), der fortjener egentlige statslige straffesanktioner.

Flertallet har altid været til fals. Masserne følger de hyppigst gentagne anvisninger; betræder stien med færrest forhindringer og underkaster sig uden for mange spørgsmål den mest magtfulde herremand. Sådan var det i de ældste tider, sådan er det i dag og sådan vil det vedblive at være, så længe menneskearten findes.

Sideløbende og samordnet med den her beskrevne, ved propaganda tilvejebragte, indirekte sociokulturelle sterilisering, foregår selvfølgelig til stadighed også en direkte teknologisk drevet/forårsaget sterilisering (farmaceutisk, kemisk, elektronisk), hvis følgevirkninger indbefatter en  påviselig biologisk forringelse og dermed, over tid, gradvis udryddelse af Vestens oprindeligt kaukasoide arvemateriale, til fordel for en mere samarbejdsvillig, fremtidsorienteret, teknokratafhængig, økonomisk og kulturelt omstillingsparat tvetulle/mulat-befolkning, bestående af  evigt manipulerbare og udskiftelige mønsterborgere, uden besværlige etniske og kulturelle troskabsbånd til fortidens verden.

Lad os kort ridse den todelte propaganda-metodes typiske anvendelsesmåde op (indpakning og normalisering):

Først præsenteres offentligheden for et givet samfundsopløsende og demoraliserende budskab, som regel officiel billigelse af endnu en perverteringsgrad af homoseksualitet, promiskuitet eller raceskænding, i dets indpakkede udgave.

Dette foregår altid gradvist, over en tilstrækkelig lang årrække til at modtagerne ikke aner uråd, og tilrettelagt på en sådan måde, at budskabet først og fremmest indoptages af modtagerpublikums (de indfødte vesterlandske massers) underbevidsthed.

Hyppigt forekommende eksempler på indlejringsmedier i denne første fase er: komedieserier i TV, reklamer (af den trykte såvel som elektroniske variant), hollywoodfilm samt popsange (muzak).

Adfærden der ønskes tilvænnet, foregår ofte i baggrunden. Det kan være statister, i form af raceblandede eller homoseksuelle par, der ‘tilfældigt’ går forbi i baggrunden under en reklamefilms optagelse; uudtalte, underliggende normer for hvad der, af hovedpersonerne i en spillefilm eller TV-serie, uimodsagt tages for givet som moralsk prisværdig, henholdsvis dadelværdig vandel; eller sangteksterne i et stykke mulat-muzak der, i skiftevis halvt forståeligt, halvt forvrænget pidgin-sprog, igen og igen opfordrer lytteren til ansvarsløst raceforræderi, sygdomsspredende usædelighed og almindelig løsagtighed (disse hypnotisk æggende tilskyndelser til uansvarlighed, kan fremtræde direkte i en popsangs omkvæd, eller halvvejs skjult i koret og/eller andre mindre fremtrædende passager).

Forgrunden, såsom en spillefilms overfladiske handling, en popsangs umiddelbare muzakalske udtryk i rytmisk opbygning og melodisk klangfarve, eller en reklames fremstilling af en given salgsvare, er, i overført betydning, at sammenligne med hypnotisørens pendulerende lommeur og indtrængende søvndyssende nedtælling. Hertil fæstnes og hermed beskæftiges hypnotisantens (beskuerens/lytterens) bevidste opmærksomhed.

Baggrunden er hypnotisørens stemme efter bevidstheden er blevet afledt; efter adgangen til underbevidstheden åbnet og hypnosen indtruffet. Nu kan det egentlige; det indlejrede budskab formidles og propagandaen indprentes den blotlagte underbevidsthed.

Efter den indledende indpaknings- og præsentationsfase (som typisk er den længste) følger en kortere mellemfase, hvorunder det givne budskab udpakkes. Hertil bruges som regel korrumperede kultur- og mediepersonligheder, eller sportsstjerner med høj genkendelsesfaktor, som forbilleder der skal vise befolkningen, at efterlevelse af den ny adfærdsnorm er knyttet til socioøkonomisk status.

Til sidst ser man hvorledes budskabet i dets adfærdsgjorte tilsynekomst, i form af endnu et trin nedad på perverteringsstigen, eller endnu en teknokratisk bort-erodering af privatlivet, præsenteres overalt i samfundet, i dets fuldkommen normaliserede udgave. Dette sker med velkoordineret, ofte international samtidighed, ved uafladelig institutionel opfordring til ukritisk deltagelse i den nye adfærd, eller, som mindstemål … uforbeholden billigelse heraf.

Prægningen foregår døgnet rundt, både i det ‘private’ og offentlige rum, via systemmediernes og andre fremmedinfiltrerede statsinstitutioners forskellige allestedsnærværende propaganda-tentakler: nyhedsudsendelser, reklamer, avisartikler, glittede modeblade, radio, popmusik, film, TV-serier, sport, computerspil, bestseller-romaner, lærebøger, undervisningsplaner, osv. osv.

Neurolingvistisk programmering er særdeles virkningsfuld, når modtagernes bevidsthed er optaget af dagligdags gøremål, såsom indkøb eller bilkørsel. Hold øjnene åbne for NLP-budskaber i det offentlige rum. Via reklamestandere; busreklamer, osv. manipuleres der uafladeligt med vores underbevidsthed.

Hvorfor mon en mulatkvinde, med gambiansk far og dansk mor, er den hyppigst optrædende person på damebladsforsiderne i et oprindeligt nordisk-germansk land?

…bare et tilfælde. Intet at se her.

^Made in Europe. Fremstillet i Europa, ja. –Men tydeligvis ikke af europæere. Det kunne næsten virke, som lå der en bagtanke bag mønstret. Men musikken er jo god, ikke sandt. Henførende. Så god og henførende, faktisk, at den kastede hele syv grammy’er af sig. At jøden Blachman stod bag, er som sædvanlig bare en fuldkommen tilfældig tilfældighed. 

I den afsluttende norm-stabiliserende fase vil man desuden kunne iagttage systemmedierne tydeliggøre det socialt utilrådelige i afvigelser fra det nyligt udrullede regelsæt, ved sammenkoblingen af forhenværende adfærd med bestemte historiske figurer, verdensanskuelser, eller blot forprogrammerede hypnopædiske (neurolingvistiske) kodeord, som befolkningen gennem årtiers masse-behavioristisk træning, har lært at afsky og foragte som kætteri. Fordomsfuld; intolerant; nazistisk; fascistisk; hvid; eller mandschauvinistisk er blandt de hyppigst brugte af sådanne NLP-udløserord.

Herefter starter cirklen forfra og et nyt sæt af budskaber, med endnu mere sædelighedsperverterende hensigt, pakkes ind, præsenteres i indlejret form for den ubekymrede (åndeligt og legemligt bedøvede) modtager, udpakkes herefter gradvist, for til sidst at blive udrullet i fuldt normaliseret form.

Grunden til at indpakningen så ofte finder sin form i en af de utallige typer af underholdning, er, at de indlejrede budskaber derved, så meget desto lettere, kan indoptages af det intetanende publikum. Underholdningsformatet sænker, så at sige, modtagerens åndelige parader. Lidt på samme måde som når væmmeligt smagende gift opblandes i en appetitligt udseende og velsmagende drink, for bedre upåagtet at kunne tilbydes det tiltænkte forgiftningsoffer, eller som når småbørn lettere kan foranlediges til at nedsvælge særlige former for medicin, efter at denne i dråbeform er bleven opsuget i en sukkerknald eller lignende.

Massedistribueret underholdning, såsom spillefilm, serier eller ‘dokumentarer’, ville selvsagt aldrig blive godkendt til visning, hvis den viderebragte budskaber der på afgørende måde afveg fra de herskende kulturmarxistiske dogmer eller hvis den drog gældende historieopfattelser, særligt hvad angår Anden Verdenskrig, i tvivl.

Erfarne hollywood-propagandister har imidlertid for længst forstået nødvendigheden af at tilpasse indpakningen af deres budskaber på en sådan måde, at modtagerne ikke fatter mistanke til den ensrettende holdningsbearbejdning og adfærdsprogrammering, der ligger indlejret i mediet.

Derfor vil man af og til kunne se visse hollywoodfilm og -serier, henvendt til de dele af masserne hvis tænkeevne endnu ikke er fuldkommen invalideret og hvis mistroiskhed endnu ikke fuldstændig bedøvet, på overfladen beskæftige sig med mildt kontroversielle emner, eller gøre brug af vinklinger der, for det utrænede øje, kan forekomme magtkritiske. Sådanne frembringelser benævnes i systemmedierne som regel ‘kult’- eller ‘undergrundsfilm’. Et godt eksempel er den elendige raceforræder Quentin Tarantino’s afskyeligt vulgære film. Tarantino giver bedragerisk indtryk af at være såre rebelsk og uortodoks, samtidig med at han overalt hyldes i systempressen og hans arbejde rutinemæssigt fejres og prises til skyerne af den socialt etablerede, politisk magtfulde og stinkende rige jødiske kulturelite ved prisuddeling efter prisuddeling.

I virkeligheden afviger hverken Tarantino’s eller andre såkaldte ‘rebelske’ hollywood-instruktørers film en millimeter fra jødemediernes gennemgående propaganda-hovedlinje: normalisering af det hastigt accelererende vestlige sædelighedsforfald samt fortsat demoralisering af den hvide race ved pornoficering, homodagsorden, kønsudjævning og raceblanding. Mønstret er betegnende og gentages dagligt i jødemedierne: Magthavernes politisk korrekte yndlinge, der gør hvad der forventes af dem, præsenteres som ‘rebelske’ og ‘oprørske’ i bestræbelsen på at lokke den let påvirkelige vesterlandske ungdom ind på selvødelæggelsens blinde vej, til det (for magthaverne) harmløse pseudooprør. Instruktører, hvis værker indeholder virkelig samfundskritik, såsom Lutz Dammbeck, ignoreres til gengæld systematisk og er for ~99% af befolkningen fuldkommen ukendte*.

*En variant af mønstret kommer til udtryk gennem de såkaldte gatekeepers eller ledvogteres bedrageriske virke. Deres rolle er at distrahere og vildlede befolkningen ved ‘afsløring’ af ‘hemmeligheder’, der for offentligheden præsenteres som sensationelle og farligt magtkritiske, men hvis masseudbredelse, i virkeligheden, ikke bare er aldeles harmløs for magthaverne, men desuden politisk brugbar til afledning af massernes opmærksomhed væk fra magthaverne selv. Det bedste eksempel er Oliver Stone (eller var det Stein?) og hans overordentligt berømte, i systemmedierne globalt eksponerede publikumsfavorit ‘JFK‘, fra 1991 (otte(!) oscar-priser), distribueret af Warner Brothers. Filmens budskab er i sin essens, at højreorienterede racister og fascister stod bag snigmordet på Kennedy, en belejlig forklaringsmodel der, allerede i 1970’erne og 1980’erne, var tematisk fremherskende blandt kulturmarxistiske universitetshistorikere og systemlønnede journalister. Teorien er bleven yderligere skamredet siden 1991 og kendes i dag af enhver gymnasieelev. Stone undlader til gengæld behændigt at berøre Kennedy’s mangeårige uvenskab med Israel’s daværende premierminister, Ben-Gurion, hans notoriske upopularitet i israelske militær- og efterretningskredse, efter at have modsat sig zioniststatens ambitioner som atommagt og, ikke mindst, magtfulde amerikanske jøders almindelige mishag ved Kennedy-klanen, dels pga. faderen, Joseph Kennedy‘s velkendte antisemitisme og tyskvenlige/isolationistiske linje som ambassadør i 1930’ernes London, dels pga. broderen Robert F. Kennedy’s systematiske optrevling af jødisk-domineret organiseret kriminalitet, både som menigt kongresmedlem i 1950’erne, men i særlig grad som justitsminister i JFK’s administration i start-1960’erne. Bogen Final Judgment af den nyligt afdøde historiker, Michael Collins Piper, kaster tiltrængt lys, hvor Stone og andre ledvogtere mørklægger og vildleder.       

Skaberne af vor tids politiske propaganda er langtfra uefne. De har adgang til betragtelige økonomiske midler, de samarbejder rutinemæssigt med ledelsen af USAs militærvæsen og deres repertoire af fremgangsmåder til holdningspåvirkning og adfærdsstyring af masserne er udbygget og gennemprøvet gennem generationer. Deres evner til virkningsfuldt at forme og vildlede de vestlige masser, bevidnes af det almindeligt bevidstløse, pøbel-amerikaniserede stade af rendestenskultur vi ser omkring os. Stadigvæk forekommer deres propaganda nærmest latterligt primitiv på det fåtal af os, der har gennemskuet bedraget, og derfor har kunnet løsrive os fra hypnosen. På de almindelige lemminger virker den. Det er hovedsagen.

Indlejret, fordækt propaganda, som beskrevet her, hører til blandt fjendens mest virksomme og bogstaveligt talt dødbringende masseødelæggelsesvåben.

Det er den årelange holdningsbearbejdning i jødemedierne, der manipulerer den åndeligt forvirrede, etnokulturelt rodløse unge vesterlandske pige til at pleje omgang med og indlede romantiske forhold til lystmorderiske racefremmede. Det er den regelmæssige indoktrinering til kulturmarxisme i komedieserier, spillefilm, nyhedsudsendelser, avisartikler, dameblade, sportstransmissioner, osv., der manipulerer hendes ‘forældre’ til at lade hånt om datterens skændige raceforræderi.

Tidsspilde på uvirksomt indoptag af det rene og skære blændværk, altså på kulturfrembringelser uden nogen meningsfuld berøring med beskuerens/læserens/lytterens egen virkelighed, også kendt som fiktion, kunne måske nok slås hen som harmløst, ligegyldigt tidsspilde og tillades i begrænset omfang, såfremt der vitterligt var tale om uskyldig underholdning til lejlighedsvis virkelighedsflugt eller afslapning.

Når man forstår at både skabere og formidlere af systemmediernes mainstream-indhold, hvad enten der er tale om ‘underholdning’, ‘nyheder’, ‘reklamer’, porno, computerspil, bogudgivelser eller de såkaldte ‘dokumentar-udsendelser’, i altovervældende grad tilhører samme fjendtligsindede fremmedgruppe; en gruppe der tydeligvis arbejder efter egne etno-religiøse dagsordner og egne historiske hævnmotiver … er man imidlertid nødsaget til at betragte hele foreteelsen med udelt mistænksomhed.

^Eksempel på propaganda af den gamle skole. Afsenderne giver sig til kende og budskabet er, om end ensidigt manipulerende, grænsende til det løgnagtige, og potentielt etnokulturelt skadevoldende for modtageren, så dog fremlagt med en vis genremæssig  gennemskuelighed. Det lette tegnefilmsformat til trods, er man således ikke i tvivl om, at man er vidne til et stykke internationalistisk holdningsbearbejdning.   

^Tre eksempler på indlejret, fordækt propaganda. Afsenderne giver sig ikke til kende som propagandister, men foregiver svigagtigt et upolitisk/kunstnerisk sigte. De kulturmarxistiske budskaber sløres inden de på bedragerisk vis, under adskillige distraherende lag af udstadsning, viderebringes det intetanende publikum som underholdning. Selv om et politisk bevidst mindretal nok er i stand til at gennemskue dele af det genremæssige svindelnummer, efterlades underbevidstheden hos den gennemsnitlige, kulturelt forsvarsløse lemming således blotlagt og frem for alt modtagelig for den hypnotisk virkende programmering.    

Hård, men øjensynlig særdeles populær, demoraliseringspropaganda. Kulturmarxismen formelig driver ned af (toilet)væggene. Meta-lærerinden Rita, hvis frisindede (uansvarlige) ‘værdier’ publikum (meta-eleverne) fra første sekund trænes til at sympatisere og identificere sig med, er legemliggjort normalisering af usædelighed. Hun repræsenterer fremtiden, udviklingen; progressivismen. Hendes replikker er morsomme, hun gennemskuer fortidens slemme hykleri og snæversyn og hun er selvfølgelig seksuelt ‘frigjort’ (i sine drifters vold). Fra Wiki: ‘Rita er en dansk TV-serie, der er skrevet af Christian Torpe og produceret af TV2. Serien debuterede i februar 2012 og har haft fire sæsoner pr. 21. august 2017. Første afsnit blev fulgt af 904.000 (!) seere[1] og har hvert afsnit har haft et publikum på over 600.000 (!) seere, når serien sendes i hverdagen. De første tre sæsoner af serien er filmet ved og omkring den tidligere statsskole Statens Pædagogiske Forsøgscenter (SPF) i Islev, Rødovre.’ [HS’ fremhævelse]

Den velkendte fremstilling af Anden Verdenskrigs forløb, som alle de korrupte systemmedier, herunder ikke mindst bogforlagene ved udgivelse af lærebøger, har stopfodret masserne med siden 1945, giver samstemmende et indtryk af at alle jøder og kommunister var krigens sagesløse ofre, som heltemodigt forsvarede sig mod det nationalsocialistiske Tysklands grundløse og sadistiske aggression.

I jødemediernes samlebåndsfremstillinger bliver det således aldrig fortalt, hvilke forbrydelser indsatte i koncentrationslejrene mon kunne have begået, for at være havnet dér. De KZ-indsatte præsenteres kun som uskyldsrene ofre for uforklarlig nazi-sadistisk ondskab. I virkeligheden var de indsatte ofte dømte  børnemishandlere, uforbederlige vaneforbrydere og erklærede fjender af det tyske folk.

At stille undrende spørgsmål herom i offentligheden, vil i mange europæiske lande kunne føre til fængselsdomme for de formastelige sandhedssøgere, som måtte have vist sig lidt for videbegærlige, på historiske områder som de internationale magthavere helst så forblev ubelyste.

Sandheden er, at krigsafgørelsen i 1945 befæstede og udvidede jødernes, kapitalisternes og kommunisternes, allerede på daværende tidspunkt, veletablerede globale magtpositioner.

Det betændte, dødsmærkede vanvidssamfund vi ser omkring os i dag, er opstået som en direkte følge af Anden Verdenskrigs udfald, og er logisk at betragte som virkeliggørelsen af de dermed forbundne magtforskydninger, dvs. den internationale finanskapitalismes magtcementering og Europas tab af politisk, økonomisk, militær og kulturel selvbestemmelse.

Afskyelige og uhyggelige forfaldsfænomener, som ethvert selvstændigt, levedygtigt folk med respekt for sig selv ville afstøde og bekæmpe som den største selvfølgelighed, tillades og fremmes i dag, fordi fjendtlige kræfter siden 1945 har været i besiddelse af alle samfundets nøglepositioner.

Demoraliseringen af de indfødte vesterlændinge; den konstante propaganda i statsmedierne til fordel for kønslig usædelighed og etnisk selvafsværgelse; den dødbringende og steriliserende forgiftning ved kemisk-farmaceutisk tvangsmedicinering; den massive import af racefremmede kolonisatorer; den livslange indoktrinering til raceblanding og familieopløsning i alle statens undervisningsanstalter.

Er sådanne samfundstræk forventelige hos folkeslag der (a) har vundet eller (b) tabt en verdenskrig? Hvis ‘vi’ vandt den seneste verdenskrig, hvorfor er det så vore landområder der indtages og koloniseres af millioner af race- og kulturfremmede snyltere?

Man hører ofte fra de forlorne pap-patrioter og deres meningsfæller blandt de krypto-kulturmarxistiske kosher-konservative, at danskerne er historieløse. Denne iagttagelse er ganske rigtigt sand, men på et niveau som kosher-patrioterne, enten ikke gør sig begreb om, eller, mere sandsynligt, som de helst undgår at henlede opmærksomheden på.

Når pap-patrioterne begiver sig ud i deres overfladiske beklagelser over danskernes og andre vesterlændinges historieløshed, kommer det som regel til udtryk i en fortærsket sammenkædning af kristendommen og vestlig civilisation. Typisk fremmanes til formålet begivenheder som slaget ved Poitiers, Wiens belejringer eller Konstantinopels fald. —Alle selvfølgelig vigtige tildragelser.

Af og til vil man høre Magna Carta eller Reformationen nævnt som historisk epokegørende milepæle, der, ganske rigtigt, betinger og kendetegner mange egenskaber og træk ved denne såkaldte ‘vestlige civilisation’. Sjældnere kan man støde på henvisninger til den Westfalske fred, Wienerkongressen eller lignende.

Alle disse historiske hændelser er vigtige og skelsættende, ja, og det er indlysende rigtigt, at danskere og andre vesterlændinge er uvidende, ikke blot om sådanne enkeltstående historiske tildragelser, men i foruroligende grad også om deres egne biologiske forudsætninger og almindelige etnokulturelle forhistorie.

Imidlertid er det påfaldende, at netop Anden Verdenskrigs udfald, af samme papirlovspatrioter, så godt som aldrig kædes sammen med Vestens nuværende begrædelige tilstand.

Det er såmænd ikke fordi Anden Verdenskrig lades ude af betragtning i paptrioternes discovery channel indoktr… [host!]: akademisk godkendte historiesyn. Tværtimod. Systemgodkendte skabelonfremstillinger af Anden Verdenskrigs optakt, udbrud og forløb skamrides dagligt og helt rutinemæssigt af counterjihadister, nationalkonservativister og andre paragraf-patrioter à la Hollywood.

Blot sker det besynderlige, at man altid ender ud ved samme forunderlige og fuldkommen forudsigelige, forhåndsprogrammerede (kort)slutning: Nemlig at Vesteuropa (ja ofte hele Verden!) blev frelst ved kommunisternes og jøde-kapitalisternes fælles indgriben. Frelst, må man forstå, fra sig selv. —Fra den slemme og uforklarlige, dæmoniske antisemitisme.

Men … hvordan var det nu lige det gik til, at Europas indfødte befolkninger, omtrent et halvt århundrede efter at være blevet befriet af deres uegennyttige judeo-amerikanske/kommunistiske frelsere, endte ud med at miste deres nationale selvbestemmelsesret til en neomarxistisk ledet, overstatslig union, og, indenfor samme periode, gradvist er blevet tvunget til at overgive større og større dele af deres nationale hjemlande og opsparede rigdomme til millioner af race- og kulturfremmede, ofte fjendtligsindede kolonisatorer?

Hvordan er det nu lige, at frelsen fra nazismen, en frelse som man må forstå var alle seks krigsårs slagteri, gru og ødelæggelse værd, på få årtier førte til ægteskabets og kernefamiliens opløsning; stedse mere udartede homoparader; tiltagende forvirring omkring og nedbrydning af kønsrollerne; kønsudjævning, selvskade, selvmord, stof- og alkoholmisbrug blandt ungdommen; befolkningens almindelige historieløshed; rekordforekomst af børne- og reproduktiv cancer samt myldrende tilstedeværelse af uniformerede og bevæbnede bander af racefremmede kolonisatorer i alle de ‘befriede’ vesteuropæiske lande?

Er sådanne fænomener virkelig kendetegnende for frie folkeslag? Eller er befrielses-forestillingen i virkeligheden snarere et illusorisk gøglebillede; en propagandistisk dagsorden, med velberåd hu tilvejebragt og opretholdt af en internationalistisk besættelsesmagt så militært overlegen, at den har været i stand til at overtage samtlige statsinstitutioner i de samfund den har okkuperet, for derfra at  kunne indprente de krigstraumatiserede befolkninger nøjagtig den udgave af historien, der til enhver tid bedst ville tjene dens bagmænds langsigtede økonomiske og politiske interesser?

Man kan åbenbart godt finde ud af, fra pap-patriotisk side, at sammenkæde historiske begivenheder fra det syttende, sekstende, femtende eller tidligere århundreder, med det nuværende samfunds formelle forfatningsmæssige indretning og juridisk-politisk-kulturelle egenart. Men når det kommer til lige netop Anden Verdenskrig; verdenshistoriens blodigste og mest altødelæggende krig, afsluttet for mindre end et århundrede siden, så evner man tilsyneladende ikke at se nogen forbindelse. —Ud over, selvfølgelig, de socialt accepterede varianter over den velkendte hollywood-indprentede standard-propagandafortælling om at vi alle blev frelst og befriet fra de dæmonisk monokulturelle nazister af de uegennyttigt heltemodige kommunistisk-kapitalistiske ‘allierede’.

Årsagssammenhænge herudover findes ikke. Efterfølgende årtiers samfundsudvikling i kulturel eller demografisk uønsket retning har intet at gøre med udfaldet af verdenshistoriens mest omfattende, teknologisk-politisk epokegørende; mest kynisk menneskeofrende storkrig, må man forstå. Anden Verdenskrig foregik antageligvis i et afsondret historisk vakuum, uden ringeste politiske eller kulturelle indflydelse på eftertiden.

Når samtlige vesteuropæiske samfund i dag præges af masseindvandringens lav-intense racekrige, racefremmede voldtægtsepidemier, hyperseksualiseret hedonisme, kønsudjævningspropaganda fra børnehavealderen og eksplosive vækstrater indenfor børne- og reproduktiv cancer … så er det altsammen forhold der er opstået årsagsløst. Tilfældigt. Af sig selv og løsrevet fra fortiden.

Det har i hvert fald slet ikke noget at gøre med, at jødiske globalkapitalister og kulturmarxister siden 1945 har haft uhindret adgang til at forme og manipulere de kollektivt traumatiserede og forsvarsløse vesterlændinges fællesbevidsthed, gennem ejerskab af og kontrol med massemedierne. Ej heller har det selvfølgelig noget som helst at gøre med internationale jøders siden 1945 kraftigt forøgede evne til, dels at føre etnisk motiverede hævntogter overalt på kloden, dels at gøre deres egne særinteresser gældende, gennem konsolideret pengemagt over og politisk indflydelse i verdens ubestridt mægtigste militær-teknokratiske stat, USA.

^Hvad søgte Steven Spielberg mon at meddele hans vesterlandske millionpublikum med denne scene? Er der monstro tale om en form for etnisk krigsførelse med kulturelle midler? Forkert. Kun onde sammensværgelsesteoretikere kunne finde på at tillægge jøden Spielberg den slags motiver. Det er bare uskyldig underholdning. Intet at se her.

Ord er i virkeligheden utilstrækkelige til beskrivelse af den kulturelle fornedrelse de fjendtligt besatte vestlige, forhenværende nationalstater har gennemlevet i løbet af de seneste syv årtier. Måske enkelte læsere allerede forstår alvoren. Hvis ikke, kan man for et øjeblik prøve at forestille sig følgende ‘tænkte eksempel’ på et mareridtsamfunds indretning:

I det samfund man skal forsøge at se for sit indre blik, lad os kalde det Samfundistan, fremstilles og sælges en særlig type ‘medicin’ i pilleform. Pillerne har ét ganske bestemt formål. De er beregnet på at udslukke livet hos sunde, fødedygtige unge kvinder af Samfundistans oprindelige befolkning, således at barnløshed tilvejebringes.

Pillerne sælges med en sådan regelmæssighed og i et sådant antal, at producenterne og forhandlerne af dem hører til blandt de allerrigeste og mest beundrede videnskabsmænd og forretningsfolk i Samfundistan. De fleste af profitørerne hører tilfældigvis til samme etniske gruppe, med oprindelse uden for Samfundistan. Politikerne i Samfundistan belønner jævnligt pillernes producenter og sælgere med indbringende, skatteyderbetalte millionkontrakter, således at større og større partier med rekordprofit kan sælges til de skatteyderbetalte ‘sundhedsinstitutioner’, og pillerne dermed indtages af flere og flere unge kvinder.

Sideløbende hermed prædiker Samfundistans politikere og akademikere formanende til de selvsamme unge kvinder — som på egen krop tester alle de nye varianter af dødspillerne for medicinalindustrien og som, ud over den selvsterilisering som pilleindtaget planmæssigt fører med sig, også lider af en række ‘uforudsete’ bivirkninger såsom cancer, blodpropper og tilbagevendende selvmordstanker — om nødvendigheden af at importere racefremmede i millionantal til de unge kvinders egne hjemlande.

Denne import af ny-samfundistanere, lyder det salvelsesfuldt fra politikerne og akademikerne, er nemlig helt nødvendig, af økonomiske årsager. Der skal jo kompenseres for den barnløshed som indtaget af døds-pillerne forårsager.

Alt imens kører raceblandings- og hyperseksualiserings-propagandaen for fuld kraft i alle de skatteyderbetalte samfundistanske medier. Propagandisterne i medierne har tilfældigvis ofte samme karakteristiske efternavne og samme internationale forretningsforbindelser som pilleproducenterne. Men den slags tilfældige sammentræf betyder heldigvis ikke noget i Samfundistan, hvor man selvfølgelig ikke tror på skøre og slemme sammensværgelsesteorier.

Forbruget af pillerne gør jo de unge samfundistanske kvinder seksuelt frigjorte, ligesom alle deres rollemodeller i filmene, i tv-serierne, i musikvideoerne og på forsiderne af de glittede blade. Og som frigjorte behøver de ikke bekymre sig om gammeldags og kvindeundertrykkende byrder såsom … at bringe uønsket liv til verden ved karrierehæmmende børnefødsler.

Hvis noget lyder underligt bekendt i denne fremstilling, kunne det måske være fordi … vort eget samfund siden 1945, er blevet indrettet på en lignende måde. Samme beskæmmende mønster ses på vaccineområdet, måske tydeligst anskueliggjort ved systemmediernes konstante propaganda for obligatoriske HPV-vacciner.

Sammensmeltningen af BigPharma’s hæmningsløse profitjagt med kulturmarxismens usædelighedsdagsorden og globalteknokratisk statspropaganda for europæiske unges regelmæssige hormonforstyrrende og kræftfremkaldende giftindtag, antager ufrivilligt tragikomiske former i dette skatteyderbetalte radioprogram.

Programmets manuskript; dets drejebog, vil for den opmærksomme lytter kun være alt for velkendt, og, som det kan forventes, følges det med slavisk tjenstvillighed af værterne. Indslagets vinkling er groft manipulerende. Man søger at fremstille historien som blev der diskrimineret mod drengebørn, fordi de ikke som alle piger ‘tilbydes’ den formodet livreddende mirakel-eliksir (i virkeligheden en milliardindbringende eksperimental-vaccine, der har invalideret i hundredevis af piger for livet, og sandsynligvis smittet et yderligere ukendt tusindantal med cancer).

I udgangspunktet præsenteres sagen altså som et ligestillingsspørgsmål mere end som et egentligt sundhedsspørgsmål, hvilket i sig selv er bedragerisk. Hele programmet igennem oppebæres en uudtalt forudsætning om, at vaccinen er et ubetvivleligt gode, og at sagen derfor udelukkende drejer sig om hvilke stakkels forfordelte grupper, der ikke må få adgang til de eftertragtede cancer-indsprøjtninger.

Ikke én gang nævnes de veldokumenterede tilfælde af alvorlige, invaliderende bivirkninger. Ikke én gang problematiseres den åbenlyse interessekonflikt mellem producenternes økonomiske egeninteresse i at få solgt så mange vacciner som muligt, på den ene side, og raske borgeres interesse i at blive underkastet så få medicinske forsøg som muligt, på den anden. Ikke én gang afviger man fra den på forhånd aftalte pro-vaccine diskurs.

Programmets løsningsforslag til hvordan man bedst kommer livmoderhalskræft hos teenagepiger (en seksuelt overført sygdom) til livs, falder inden for et meget snævert felt og omhandler tilfældigvis alle brugen af massevaccinationer, hvis formodet gavnlige virkninger blindt tages for givet af det skatteyderlønnede værtspar. I virkeligheden formidler de en på forhånd manuskriptaffattet enhedsløsning, der tilfredsstiller BigPharma’s markedsføringsinteresser, retter tjenstvilligt ind efter ufravigelig kulturmarxistisk dogmatik og behager de globalteknokratiske magthavere på en og samme tid … men som blot præsenteres med lidt forskellig overflade-krymmel til sløring af ensretningen.

Lytterne kan således ‘vælge’ mellem lovgivningsvejen, der fører direkte til mere tvangsmedicinering (flere obligatoriske BigPharma-eksperimentalvacciner til alle 12-årige) ‘eller’ et mildest talt besynderligt alternativ, hvori værterne gentagne gange fremkommer med opfordringer til, at samme medicinering opnås, blot ved at teenagedrenge lyver om deres seksualitet (simulerer homoseksualitet for deres læger) så vaccinen derved kan tilbydes på skatteydernes regning. Meningen med fremførelsen af et så latterligt gennemskueligt og forlorent drejebogs-dilemma, er tydeligvis, at den morgentrætte lytter skal ‘tænke’: “det ka’ sandelig ikke passe, at min søn slet ikke ka’ få eksperternes mirakelvaccine sprøjtet gratis ind under huden, lissom pigerne ka’, uden at sku’ være tvunget til at lyve for sin læge om sin egen seksualitet, nu har jeg da aldrig! … bare fordi regeringen gør forskel og diskriminerer. Vi har alle krav på når som helst at blive injiceret med gratis vacciner!”

Tidligere har de skatteyderbetalte propagandister på Radio24Syv, ved anvendelse af fuldkommen samme fup-diskurs, sågar fået lytterne til at ringe ind, for harmdirrende at kræve at få deres drengebørn ‘vaccineret’ mod HPV (hvilket reelt betyder, at blive smittet med HPV [og andre vira]).

Som bekendt er det usagte ofte af lige så stor betydning, som det sagte. Læg vel mærke til, at seksuel afholdenhed, eller blot mådeholden kønsaktivitet inden for rammen af længerevarende heteroseksuelle pardannelser, de eneste selvindlysende logiske og virksomme modforholdsregler, ikke nævnes med ét eneste ord som løsningsforslag til forhindring af spredning, netop af en seksuelt overført sygdom(!).

—Hvordan skulle BigPharma også kunne tjene penge på dét? Og hvordan skulle overstatslige neomarxister kunne hjælpe os til at træffe beslutninger om vore mest intime privatliv og nudge os til mere hensigtsmæssige forplantningsmønstre, hvis vi ikke havde behov for at blive injiceret med jødisk-ledede multinationale koncerners milliardindbringende eksperimentalmedicin fra vugge til grav? Samfundet ville utvivlsomt gå i stå. —Hvad skule der blive af indtjeningen og væksten? Desuden er heteroseksuelle forhold gammeldags og utidssvarende tegn på slem intolerance.

Næste gang emnet kommer op, kan Radio24Syv lige så godt bare stille direkte om til medicinalindustriens PR-afdelinger og lade dem fortælle forsøgs-kani…[host!]: lytterne, hvor virksomme og vidunderlige og sikre deres milliardindbringende virusopblandede kemikaliecocktails er. Hvorfor overhovedet gøre sig ulejligheden med studieværter og gæster? Budskabet er jo i sidste ende det samme. Spar mellemleddet. Så kan man også meget lettere køre de glidende overgange til næste daglige NLP-udsendelse i programrækken, omhandlende alle de spændende investeringsmuligheder i den ‘vækstende’ MedTech industri.

Det kan være svært som normaltænkende helt at sætte sig ind i den gennemsnitlige zog-apparatjiks åndsforkvaklede verdensbillede af systematisk, daglig virkelighedsfornægtelse, men man efterlades med et isnende indtryk af at radioværterne (og en betragtelig andel af deres publikum) i det her beskrevne eksempel, er blevet så grundigt indoktrinerede til, og så omhyggeligt trænede i kulturmarxismens dogmatik, at de ville insistere på deres egne statsbøssificerede teenage-sønners fortsatte ubegrænsede homoseksuelle udskejelser, selv hvis de blev præsenteret for uigendrivelige kendsgerninger der beviste, hinsides enhver tvivl, at sådanne udskejelser havde ført direkte til sønnernes pådragelse af uhelbredeligt dødbringende seksuelt overførte sygdomme.

Sådanne medicinsk veldokumenterede årsagssammenhænge nævnes rent faktisk i løbet af indslaget, men indoktrineringens frådende malstrøm af konstante logiske kortslutninger forhindrer tilsyneladende enhver sammenhængende tankevirksomhed. Betingelsesløs underkastelse under kulturmarxismens uangribelige slavedogmer er åbenbart vigtigere for lemmingerne end hensynet til selv den nærmeste families helbred. Studier af marxismens gruopvækkende historie bevidner om fortilfældene for en sådan karakteristisk familieødelæggende selvfornedrelse.

Under alle omstændigheder kan vi notere, at skatteyderbetalte systemmedier bevidst søger at påvirke deres lyttere til en opfattelse af, at seksuel afholdenhed og/eller almindelig heteroseksuel pardannelse  er utænkelige som løsninger på et problem, der omhandler udbredelse af en seksuelt overført sygdom. Vi kan ydermere konstatere, at skatteyderbetalte systemmedier, i behandling af samme problemkompleks, bevidst undgår omtale af de kendte invaliderende og livsfarlige bivirkninger ved en tvangsmedicinering, som indbringer multimilliard-fortjenester til den transnationale farmaceutiske industri.

Hvilke overordnede slutninger man finder passende at uddrage heraf, skal overlades til den enkelte læsers samvittighed.

Uegennyttig selvopofrelse for et patriotisk fællesskab giver kun mening i et racebevidst og folkesolidarisk samfund, bestående af folkefæller tilhørende samme race og samme særegne kultur.

I et racefornægtende samfund er uegennyttig selvopofrelse for fællesskabet ikke bare meningsløs spildt ulejlighed, men ofte i direkte modstrid med den hvide races kernehensyn*.

*Et eksempel der måske tydeligere end noget andet anskueliggør dette forhold, er de mere end halvtreds unge danske soldaters dødsofre, bragt i tjeneste, ikke for Fædrelandet og folket, men for zionistiske globalist-interesser i Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak. De danske soldaters almindelige tapperhed og hæderlighed kan der ikke herske tvivl om. Og det kan for den enkelte, stadig give mening, selv under de nuværende politiske forhold, at gøre sig erfaringer og tillære sig kundskaber inden for det militære system. Blot bør man grundigt overveje og tage kritisk stilling til, hvilke interesser man i virkeligheden kommer til at tjene, inden man lader sig udsende til og tage part i uvedkommende konflikter, langt fra Danmarks grænser.

De elendige raceskændere og andre afsindige forbrydere mod Naturens Orden, der af folkemordersystemet begunstiges med højtlønnede stillinger og regelmæssig adgang til massemediernes talerør, fortjener ikke et sekund af vor opmærksomhed, bekymring eller medfølelse. Vi skylder dem intet. Medlidenhed med syge, forræderiske selvmordere er sygt, forræderisk og selvmorderisk.

Når deres svigefulde gerninger indhenter dem og de selv bliver ofre for den racefremmede masseindvandring de har bragt over landet, skal ingen nationalrevolutionær løfte en finger for at komme dem til undsætning. —Således som man sår, således skal man også komme til at høste.

Hovedopgaven for den nationalrevolutionære folkefælle er trefoldig: (a) At holde sig selv sund, stærk og i live, (b) sørge for at næste slægtled af nordisk-germanske folkefæller sættes i verden og (c) sikre at disse arvinger på bedste måde opfostres til racebevidsthed samt bevidstgøres om Naturens uforanderlige Orden.

Politik bedrevet efter magthavernes spilleregler er, hvis ikke man forstår fremgangsmådens begrænsninger, en blindgyde.

Så længe vore dødsfjender, gennem den daglige propagandapåvirkning i massemedierne, samt ved socialisering og adfærdstræning på uddannelsesanstalterne, stadig er i stand til at forme og kontrollere det store flertal af lemmingernes (vælgernes) holdninger, meninger og tilbøjeligheder ned til mindste detalje, er det et omsonst forehavende, som nationalrevolutionær, at begive sig af med parlamentarisme eller andre former for systemgodkendt politisk virksomhed.

Den fjendtligt styrede holdningsbearbejdning af og teknologisk perfektionerede sindelagskontrol over masserne kan ikke fravristes fjenden med parlamentariske og/eller andre fredelige midler.

Parlamentariske og fredelige midler er virkningsfulde i det omfang de godkendes og tillades af de fjendtligt besatte samfundsinstitutioner (som varetager holdningsbearbejdning og sindelagskontrol) og samtidig nyder velvilje og forståelse hos et flertal af befolkningen.

Som følge af denne indbyggede begrænsning kan parlamentariske og/eller andre fredelige midler aldrig til fulde løse vore udfordringer på en tilfredsstillende måde.

Parlamentarisme og det dermed forbundne agitatoriske og folkeoplysende arbejde kan ganske vist godt øve en vis langsomtvirkende og gradvis gavnlig indflydelse på befolkningens politiske tænkemåder, men, så længe masseovertalelsesmidlerne forbliver under fjendtlig kontrol, vil ingen demokratiske tiltag kunne opfylde de nationalrevolutionære kernemålsætninger.

Det store flertal af vesterlændinge er blevet indoktrineret til selvmorderisk racefornægtelse og naturfremmedgjort slavemoral igennem, ikke bare årtier, i den nuværende kulturmarxistiske variant, men århundreder i træk, ved den fremmedgørende kristendoms åndsforgiftende indflydelse.

En tilstrækkeligt omfattende masseopvågnen til virkelighedens alvorligt påtrængende biologisk-politiske udfordringer, ville derfor, som minimum, kræve et tidsrum af sammenlignelig varighed med vedholdende nationalsocialistisk eller anden fornuftbaseret omprogrammering.

Noget sådant kommer ikke til at ske foreløbig, og selv hvis hypotetiske omstændigheder skulle indtræffe under hvilke sådanne tiltag kunne iværksættes, ville tidshorisontens uoverskuelighed gøre det ønskede udkomme (massebevidstgørelse til racebevidsthed hos et befolkningsflertal) tvivlsomt opnåeligt, inden de mange nuværende udviklingsstrømpile i etnokulturel ugunstig retning alligevel ville have nået at gøre sig gældende.

Som nationalrevolutionære forstår vi at vores virkefelt, når det gælder folkeoplysning og agitation, derfor hovedsageligt ligger hos mindretallet; hos den folkekerne, som, af uransagelige årsager, ikke helt så let som deres evindeligt godtroende, kulturkristne lemminge-naboer har ladet sig hypnotisere til selvmorderisk programadfærd.

Opretholdelse af Naturens Orden er vort ufravigelige hovedopdrag. Alle andre hensyn må og skal underordnes denne altoverskyggende iagttagelse.

At bruge dyrebar tid og ulejlighed i forsøget på at overtale afsjælede kulturkristne slavemoralister til midlertidig overflade-forståelse af det uhensigtsmæssige i racefremmed masseindvandring eller det utilladelige i grov usædelighed i det offentlige rum, er ikke i overensstemmelse med Naturens Orden.

Efter en halv time tilbage foran hypnoseskærmens vante hyperseksualiserings- og raceblandingspropaganda, vil zombien alligevel have glemt enhver sammenhængende bevisgrund man møjsommeligt måtte have fremført, for straks, ved først givne lejlighed, med den efterhånden så velkendte, uhyggelige blanding af søvngænger-mekanisk viljeløshed og spejlblank schmidt-nielsensk gymnasiepige-skinhellighed, at genoptage dens dybt indprogrammerede selvmorderadfærd.

Døgnet indeholder som bekendt kun fireogtyve timer og fædrelandet er under fjendtlig belejring. Derfor må man nødvendigvis rangordne indsatsområderne, efter hvad der bedst kan betale sig.

Den parlamentarisk-politiske vej afsøges allerede på udmærket vis af Dansk Folkeparti.

De emneområder DFs oplysningsarbejde begrænser sig til, og den politiske tone, så at sige, de benytter sig af ved henvendelse til deres målgruppe, er nøje afstemt efter opgaven; masseopbakning ved stemmeafgivelse fra den jævne, kulturkristne befolkning, og deres hele strategi dermed tilpasset vælgerkorpsets gennemsnitlige bevidsthedsniveau.

For de som stadig ønsker at arbejde for en systemgodkendt, parlamentarisk-demokratisk indsats, er DF altså, hvor utilfredsstillende det end kan lyde, stadig det bedste bud.

Eftersom dette udpræget kosher-patriotiske partis efter omstændighederne udmærkede parlamentariske fremgangsmåde, efter mere end to årtiers virke, stadig ikke har ført til virkeligt afskrækkende strafforanstaltninger eller massehjemsendelser, hverken af de race- og kulturfremmede arabere og negre af islamisk observans, som DF selv udpeger som hovedproblemet, eller af nogen andre race- og kulturfremmede grupper i nævneværdigt omfang, og eftersom det, af ovennævnte årsager, ikke er sandsynligt at dette kommer til at ske indenfor overskuelig fremtid … er det påkrævet, at nogle af os afsøger radikalt andre måder at anskue og imødegå fædrelandets udfordringer på.

Dybden af antiracistisk indoktrinering (af kristen såvel som af verdslig/kulturmarxistisk type) hos den samlede vælgerbefolkning taget i betragtning, er det usandsynligt, at åbent erklæret racetroskab eller tabubelagt, virkelig kontroversiel magtkritik, vil kunne føre til vælgeropbakning, og dermed demokratisk-institutionel indflydelse i fornødent omfang, til at retfærdiggøre forsøget på at angle efter en sådan massetilslutning.

Politiske dagsordner grundet i åbent erklæret racebevidsthed og/eller andre stærkt kontroversielle livsanskuelser i direkte modstrid med den herskende kulturmarxistiske diskurs, ville måske, under de gunstigst tænkelige vilkår, kunne føre til en vælgeropbakning der gav en håndfuld mandater i folketinget. —Lad os for argumentets skyld sige tyve mandater. Hvor megen vedtagen lovgivning i nationalrevolutionær retning ville en sådan parlamentarisk repræsentation mon kunne afføde? Hvor stor en andel af en sådan vedtagen lovgivning ville dernæst, i fald den blev vedtaget, udmønte sig i praktisk ordenshåndhævelse, strafsanktionering, osv. med fornøden afskrækkende virkning? I hvor mange år ville en sådan ordenshåndhævelse og strafsanktionering i givet fald kunne opretholdes, inden en slapper-regering rullede den tilbage?

Svarene lader os forstå, at der ikke er brug for flere demokratiske partidannelser. Hverken af typen med marginalt skærpede synspunkter i forhold til DF, som måtte ligge én, to eller tre millimeter længere til højre på den papirlovspatriotiske skala (sådanne systemtilpassede partiers overordnede synspunkter, på det relevante indvandringskritiske område, vil jo allerede være repræsenteret og blive varetaget af DF, som bedre end noget nystartet parti må formodes at kunne arbejde så effektivt som muligt inden for systemets rammer). Men heller ikke af mere yderligtgående, egentlig nationalrevolutionær art er der behov for nye tiltag, i parlamentarisk-demokratisk retning. Dette ganske enkelt fordi der ikke findes modtagelighed, endsige forståelse, for nationalrevolutionære budskaber i vælgerbefolkningen. Og hvor andetsteds fra end netop vælgerbefolkningen, skulle opbakningen, og dermed stemmerne, til et sådant parlamentarisk-demokratisk forehavende ellers komme? —Der er i sandhed brug for nationalrevolutionære tiltag, blot altså ikke i systemgodkendte retninger. Herom senere.

Vi har altså et gøre med to væsensforskellige fremgangsmåder: parlamentarisk og udenomsparlamentarisk. For at lykkes med den ene strategi kræves, dels at en række særlige betingelser er opfyldt, dels at en række særlige, til opgaven indrettede og tilpassede, værktøjer tages i anvendelse. Ligeså med den anden strategi: særlige betingelser, særlige værktøjer. At sammenblande disse fremgangsmåder vil kun udvande og svække dem begge.

Når man slår græs, anvender man med fordel det redskab der er bedst egnet til opgaven: enten en såkaldt græsslåmaskine, eller måske, hvis græsset er særlig højt, en le. Til brændehugning, som regel en økse eller en sav.

Forsøg på at hugge brænde med en græsslåmaskine eller at slå græs med en økse, er, ligegyldigt hvor ihærdigt man går til opgaven, spildt ulejlighed. Dette betyder ikke, at redskaberne i sig selv er ubrugelige eller unyttige. Blot betyder det, at anvendelsen af værktøjerne har været forfejlet, samt at forståelsen af opgavernes forskelligartethed har været mangelfuld.

På samme måde anvendes med størst fordel parlamentarisk-demokratiske midler til den parlamentarisk-demokratiske opgave, og revolutionære midler til den national-revolutionære opgave.

Det der er brug for, og i stigende grad bliver brug for, er dannelsen af en decentral undergrundshær af selvstændigt arbejdende lokalenheder.

En sådan undergrundshærs hovedopgaver vil bestå, dels i at træde i stedet for de tiltagende korrupte myndigheders mere og mere fremmedinfiltrerede politi- og hærafdelinger, for selvstændigt at opretholde lov og orden i udvalgte etnokulturelt bæredygtige landsdele, dels i varetagelse af den fysiske nedkæmpelse af besættelsesmagtens lejetropper (både blandt de invaderende racefremmede og blandt de værste folkeforrædere af dansk oprindelse) på en sådan måde, at disse grupper indser, at deres forbliven og fortsatte danskfjendtlige virke her i landet får ubehagelige følger. —Altså at der er alvorlige omkostninger forbundet med, eksempelvis, at forgribe sig på ærbare danske kvinder (perkerludere fraregnet), begå voldelige hjemmerøverier, propagandere for raceblanding og anden usædelighed i statsmedierne, og lignende åbenlyst fjendtlige handlinger.

Dannelsen af sådanne lokalt forankrede, frie nationalrevolutionære korps (samt enkeltmandsceller, se nedenfor) til fædrelandets beskyttelse, er fuldt ud i overensstemmelse med det danske forsvars til enhver tid gældende forholdsordre og er at betragte, ikke blot som lovligt nødværge, men som enhver våbenfør danskers pligt at medvirke til, fra det øjeblik det erfares, at fædrelandet er under fjendtlig besættelse.

Slagkraftige enheder i den Nationalrevolutionære Undergrundshær, hvad enten der er tale om enkeltmandsceller, lokale borgerværn, militsafdelinger eller på sigt frikorps, skal alle opbygges efter grundsætningen kvalitet før kvantitet. Medlemskab kan aldrig erhverves for penge, ej heller på baggrund af uindfriede løfter eller frit i luften svævende hensigtserklæringer. Kun dåd berettiger til medlemskab.

Lokalafdelingers forøgede medlemstal er ikke et mål i sig selv, men bør tværtimod bevidst holdes så lavt som muligt. Hellere én virksom, ubestikkelig enkeltmandscelle end ti infiltrerede militsgrupper eller korps af upålidelige medløbere.

Den Nationalrevolutionære Undergrundshær findes ikke. Den har ingen officielle hjemmesider, ingen årsmøder, ej heller månedsblade eller opdaterede medlemsfortegnelser —Og dog virker den. Dette fordi den er opbygget, ikke ved rekruttering eller medlemsoptag i gængs forstand, men først og fremmest på den enkelte folkefælles ubrydelige modstandsvilje og livslange troskab til nationen.

Om de næste femogtyve år kun bringer lutter enkeltmandsceller og om den første lokalenhed på mere end ét medlem lader vente på sig til efter år 2050, vil megen nødvendigt og slagkraftigt modstandsarbejde ikke desto mindre sagtens kunne udføres i mellemtiden. Ja, et sådant modstandsvirke er vel i virkeligheden så meget desto vanskeligere for de fjendtligt infiltrerede myndigheder at opspore og forhindre, når folkefællerne der står bag, arbejder alene.

Disse overvejelser skal ikke forstås som nogen afvisning af samarbejde og netværk i almindelighed. Oprettelse af lokale foreninger til varetagelse af nordisk-germanske interesser i afgrænsede områder, såsom til forsvar for en landsby eller boligblok under racefremmed belejring, eller blot til kulturel selvbesindelse i forskellig afskygning, kan selvfølgelig være gavnligt og helt berettiget. Selv større, landsdækkende sammenslutninger til fædrelandets og/eller Nordens beskyttelse, i stil med Nordiska Motstands Rörelsen, kan sikkert give udmærket mening og bære frugt på forskellig måde, såfremt man er bevidst om massebevægelsens iboende begrænsninger: Jo større masseopslutning fra medløbere og solskinspatrioter, desto mindre pålidelighed kan der forventes i bevægelsens randområder. Dette gælder i særdeleshed når ‘vejret’ slår om og personlige omkostninger må anses som den sandsynligste pris for fortsat virksomt medlemskab. Historien bevidner denne politiske grundsætnings almengyldighed.

Således forstår vi (1) at den demokratisk-parlamentariske vej, dels allerede er befærdet, dels at dens vellykkede betrædelse forudsætter, at man indretter sine budskaber og metoder efter vælgerbefolkningens almindelige bevidsthedsniveau, sådan som DF allerede gør og (2), at den revolutionære, kampberedte modstand ikke er afhængig af rangordnet samvirke (hierarkisk organisering), ej heller af store medlemsskarer eller flertalsbefolkningens opbakning, for at kunne gøre sig gældende, men at den nationalrevolutionære modstand til gengæld kan drage megen nytte af det modsatte: enkeltmandscellens — den ensomme ulvs — ubemærkethed , selvberoenhed og usvigelighed.

Som nationalrevolutionær er folke-kernens tarv værd at beskæftige sig med, og således værd at ofre sin tid og sin arbejdsindsats på. Og for så vidt som man henregner sig selv til denne livsduelige folkekerne, følger det logisk heraf, at varetagelse af egne og egen slægts kernehensyn, på bedste og mest fortrinlige vis, også tjener den sande nationale sag.

Til alle oprigtigt race- og naturlovsbevidste folkefæller skal opfordringen derfor lyde:

Pas på jer selv. Varetag jeres egne og jeres slægts interesser.

 

I.  Oprethold selvdisciplin. Regelmæssig åndelig og legemlig træning.

Styrkelse af ånd og legeme kan foretages på mange forskellige måder. En vigtig forudsætning for al vellykket træning på lang sigt er, at man ikke spænder buen for hårdt.

Det er ikke realistisk at leve uafbrudt som livsforsagende asket. Træningsmængde og hyppighed må afstemmes efter livsomstændigheder og personligt sindelag. Hellere nøjes med at træne regelmæssigt og vedholdende et par gange om ugen, over en længere årrække, end at starte ud med et alt for tidskrævende og intenst og træningsforløb, der alligevel ikke kan opretholdes, fordi man ganske enkelt mister motivationen efter et par uger eller måneder. Træning er ganske vist den nationalrevolutionæres pligt, men derfor behøver den jo ikke blive til en sur pligt.

Af og til har selv den mest disciplinerede og samvittighedsfulde folkefælle brug for simpelt hen at nyde livet og derved genoplade batterierne, så tilværelsen ikke sander til i evindelige bekymringer, fortvivlelse og forbitrelse.

Selvtugt er i sandhed enhver selvforbedrings forudsætning, og dermed en nødvendighed. For at kunne opretholde et udbytterigt træningsleje over det lange stræk, er det imidlertid lige så nødvendigt at man afstemmer sin træningsmængde og, med passende mellemrum, giver sig selv de belønninger for indsatsen der skal til, for at lysten og drivkraften til at fortsætte, år efter år; årti efter årti, bibeholdes.

For at kunne arbejde virksomt og målrettet for sagen hele livet igennem, kræves et godt helbred, et vist overskud af energi samt en ubrydelig viljestyrke. Velafbalanceret og regelmæssig træning forstærker og vedligeholder disse egenskaber.

Det er set lidt for mange gange, at de allermest demonstrativt glødende fanatikere, der aldrig giver sig selv en fridag fra politisk aktivitet, desværre også ofte ender ud med at knække under det urimeligt høje selvpålagte pres og, fra den ene dag til den anden, pludselig ses afsværge deres lidt for højspændte overbevisninger.

De hellige Fjorten Ord forpligter for livet. Der er ikke tale om nogen midlertidig livsstil, som man påtager sig for et par år, for derefter at finde nye subkulturelle modeluner eller hobbyer, når nyhedens tiltrækning har fortaget sig, eller når personlige ofre bliver nødvendige. Hellere en trofast kammerat der i det skjulte arbejder støt og vedholdende for sagen, hele livet igennem, end en ultra-yderligtgående, opmærksomhedssøgende vendekåbe, der ender ud som angrende ‘tidligere nazist’ i systemmedierne, fordi han ikke  på en holdbar måde har kunnet afstemme politik og personlig livsførelse.

Fanatisk nationalrevolutionær overbevisning er selvfølgelig glimrende, såfremt den er oprigtig, og såfremt den kan opretholdes over det lange stræk.

Under alle omstændigheder bør legemlig træning altid indeholde fire grundbestanddele: ryg-, balance-, kondi- og styrkeøvelser.

En smidig og stærk ryg, både hvad angår muskulaturen og selve rygsøjlen, er en forudsætning for at bevægeapparatet i det hele taget virker, og dermed for vores evne til at kunne træne resten af kroppen. Simple daglige øvelser, der ikke kræver hverken indkøb af udstyr eller medlemsskab af fitnesscentre, giver ryggen den smidighed og muskelstyrke der gør at man livet igennem helt kan undgå rygskader, eller i hvert fald nedbringe risikoen for at pådrage sig rygskader betragteligt.

En god balanceevne er tegn på, at nerveforbindelserne mellem hjernen og resten af kroppen er veludviklede og virker som de skal. Disse nerveforbindelser kan skærpes og vedligeholdes ved simple daglige balanceøvelser. Bind for øjnene, eller bare lukkede øjne, under sådanne øvelser øger sværhedsgraden og dermed virkningen.

Konditionsøvelser, dvs. først og fremmest løb, styrker blodcirkulationen og har gunstig indvirkning på alle dele af legemet. Selv IQ og forplantningsevnen, ja, endda humøret, vil forbedres ved regelmæssig løbetræning, pga. den øgede blodgennemstrømning og dermed iltning af samtlige af kroppens organer, inklusive hjernen. Udpræget langdistanceløb skal dog frarådes, idet det slider unødigt på knæ og andre dele af skelettet og ofte fører til reduceret muskelmasse. Desuden er løbetræning i trafikken uhensigtsmæssig, både grundet den åbenlyse fare for at blive kørt ned af uopmærksomme zombie-bilister og generne fra den sundhedsskadelige udstødning. Kort- og mellemdistanceløb i naturlige omgivelser, gerne indeholdende både spurt- og bakketræning, kan anbefales. Et par gange om ugen er rigeligt.

Styrketræning, såsom armbøjninger, armhævninger og moderat vægtløftning, er af særlig vigtighed for mænd, idet regelmæssig træning af muskulaturen øger kroppens naturlige produktion af mandligt kønshormon, testosteron. Armbøjninger og armhævninger kan anbefales, dels fordi de ikke kræver indkøb af dyrt udstyr, dels fordi risikoen for at pådrage sig skader er minimal. Styrketræning bør foretages mindst tre eller fire gange ugentligt, gerne oftere. Det vigtigste er at finde en god balance mellem hyppighed og sværhedsgrad, således at man støt øger muskelmassen samtidig med at skader undgås.

Hvordan man derudover sammensætter og tilpasser sit træningsprogram, er op til den enkelte.

En sund, varieret og næringsrig kost er selvfølgelig også påkrævet for at holde legemet, og ikke mindst immunsystemet, sundt og stærkt. Som tommelfingerregel bør alle soja- og konventionelle mejeri-produkter undgås, pga. deres indhold af østrogenlignende hormoner, der kan sænke testosteronniveauet hos mænd. Desuden bør man holde sukkerindtaget på et minimum. Slik, kager og sodavand er udpræget lemmingefoder. Farmaceutisk medicin, såsom smertestillende piller, er ligeledes stærkt hormonforstyrrende og bør undgås.

Hvad angår den mentale træning er mulighederne nærmest uendelige.

Man kan, for eksempel, uden elektroniske hjælpemidler, løse almindelige regneopgaver. Jævnlig genopfriskning af gangning (multiplikation), deling (division) eller almindelig brøkregning, er grundtræning for hjernen, sammenligneligt med den ugentlige løbeturs og de daglige armbøjningers grundtræning for legemet.

Hukommelsen kan trænes ved at lære kongerækker, historiske årstal og lignende udenad, eller ved at huske de latinske navne på dyr og planter i naturen. Det afgørende er også her, at man opøver hukommelsen uden brug af smartphone eller computer. Spil, såsom skak, dam og visse former for kortspil kan være udmærket i denne henseende, men kan ikke stå alene, da de kun træner afgrænsede områder af tænkeevnen.

IQ-test i bogform er glimrende til at holde tænkeevnen smidig og skarp. Afholdelse af taler uden manuskript eller det at lære sig alle versene, eksempelvis i fædrelandssange, er ligeledes gode hjernegymnastiske øvelser.

Som ved legemlig træning gælder også her reglen: overdriv ikke. Hellere opretholde et rimeligt, realistisk leje således, at man ikke kører sur i øvelserne på den lange bane.

Åndelig og legemlig sundhed er hinandens forudsætninger. Det ene uden det andet, lader sig ikke gøre. En syg sjæl i et virkelig sundt legeme findes lige så lidt som en sund sjæl i et affældigt legeme (stærkt fremskreden alderdomssvækkelse selvfølgelig undtaget). Hollywoods propagandamaskine har gennem årtiers kulturmarxistiske hjernevask vildledt de vesterlandske lemmingeflertal til troen på, at en sådan åbenlys forbindelse mellem krop og sjæl er ligegyldig eller illusorisk. Før Hollywood var det jødekristendommens løgnagtige præster, der forkyndte samme afsindige vrangforestilling.

Sandheden er, at misrøgt af det velfungerende legeme (bevidsthedens og sjælens fartøj) er både uansvarligt, utaknemmeligt og respektløst overfor Naturens majestætiske Orden.

 

II.  Opnå økonomisk uafhængighed. Flyt om muligt ud af byen.

For, som nationalrevolutionær, at kunne opnå økonomisk uafhængighed inden for et system så gennemsyret af afsindige og antinaturlige forestillinger som de vestlige parasitært-kapitalistiske samfund i første halvdel af det enogtyvende århundrede, er det nødvendigt af og til at forstille sig. —At sejle i periskopdybde, så at sige.

Fastansættelse indenfor systemøkonomien er, når bortses fra de allerdårligst lønnede stillinger, umulig at opnå uden at man helt eller delvist skjuler sine sande nationalrevolutionære overbevisninger.

Hvordan man ellers oppebærer sin indkomst, må være op til den enkelte. Langt kommer man som regel med sparsommelighed. Når ødseludgifter til systemets afhængighedsskabende og demoraliserende underholdnings-, mode- og  pornoindustri skæres bort, kan man, selv med et ganske beskedent indtægtsniveau, forholdsvist hurtigt spare penge sammen, til ejendomserhvervelse. Og netop erhvervelse af fast ejendom er, for så vidt der er tale om et fornuftigt og gennemtænkt køb, stadig det vigtigste og sikreste skridt på vej mod økonomisk uafhængighed, man overhovedet kan foretage.

Demoralisering er derimod den sikreste vej til ruinerende afhængighed af underholdning, porno, alkohol og stoffer. Det demoraliserede menneske har nemlig behov for, til stadighed, at finde glemsel fra sin fortvivlelse og få adspredt sin tilværelses kummerlige meningsløshed. Og sådan fortsætter den onde cirkel i en uendelighed: massemedierne demoraliserer forbrugeren, der tilsvarende kræver mere og mere medieadspredelse til fordrivelse af samme demoralisering.

Derfor hører frigørelse fra de udartede jødemedier og afholdenhed fra alkohol, stoffer (herunder medicin) samt fra almindelig usædelighed, til blandt de vigtigste forudsætninger, ikke bare for en ærefuld vandel og den dermed vundne selvagtelse, men også for økonomisk uafhængighed.

Som sædvanlig opfordrer vi ikke til nogen former for ulovligheder her på siden. Såfremt race- og naturlovsbevidste folkefæller på egen hånd måtte finde frem til gunstige måder hvorpå de kan ‘snyde systemet’ for egen vindings skyld, skal der til gengæld heller ikke lyde moralske fordømmelser herfra.

Om den enkelte folkefælle vælger at forblive bosat i et byområde, som man måske har opnået fortrolighed med eller som vedkommendes slægt måske har beboet i århundreder, eller ej, kan vi ikke bestemme. Også i byerne kan modstand på forskellig vis udmærket føres ud i livet. Blot kan vi konstatere, at byerne, måned efter måned, fyldes op med flere og flere negre, jøder, arabere og perverterede homopsykopater med en hastighed der trods alt er højere end tilfældet er på landet. At bosætte sig i et landområde er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med et problemfrit og meningsfyldt liv.

Mange konventionelle landmænd og beboere på landet i al almindelighed er mindst lige så forskruede, politisk korrekte, medie-hjernevaskede og fremmedgjorte fra Naturens Orden som de værste byboere. En større andel af landboere end byboere er desuden håbløst fortabt i jødekristendommens slavelære. Mange af de afsides bosiddende lemminger mangler tillige den fornødne dagligdags erfaring med det multietniske samfund, der skal til for at kunne fatte alvoren i masseindvandringen.

Man vil således ofte se og høre de mest idiotiske og gymnasiepige-naïve nord- og vestjyder, falstringer, langelændere, osv., fra afsides egne af landet, føre sig frem med en helt særlig tåkrummende, demonstrativt følgagtig letkøbs-tolerance over for racefremmed masseindvandring, på deres langt mere udsatte (globaliseringsramte) byboer-landsmænds bekostning.

Forskellen er i hovedsagen, at der er noget længere mellem idioterne på landet og at man således, til sammenligning, kan færdes nogenlunde mere uforstyrret af forkvaklede lemminger dér, end man kan i de overrendte og pestbefængte bymidter og forstæder.

Når samfundet endelig bryder helt sammen og drikkevandsforsyning samt affaldsindsamling ophører, vil det dog, med al overvejende sandsynlighed, stadig vise sig fordelagtigt at have etableret sig uden for de store byer, hvori raceoptøjer og medicinsk fascinerende epidemiformer med sikkerhed må forudses at ville forekomme.

Desuden er det, som nævnt her på bloggen allerede, i, fra og mellem landsbyfællesskaber af race- og naturlovstro folkefæller, at fremtidens løst organiserede og smidigt tilpasningsdygtige modstandsbevægelse bedst vil kunne føres ud i livet.

Inden det kommer så vidt vil meget folkeoplysningsarbejde dog stadig med fordel kunne udføres i byerne, hvor ungdommen, som allerede antydet, i langt højere grad end det er tilfældet i landområderne, har haft rige muligheder for at gøre sig uafrystelige erfaringer med og drage verdensanskuelsesmæssigt relevante konklusioner på den multietniske oplevelse.

 

III.  Bliv gift (helst hedensk). Få så mange sunde børn som muligt.

At finde en passende ægtefælle under de herskende kulturelle omstændigheder, må siges at være lettere sagt end gjort.

Kvinder af gode racemæssige egenskaber kan imidlertid sagtens findes, også uden for landets grænser. Denne og lignende frigørende iagttagelser giver os råderum til, på bedst mulige måde, at varetage vore kerneinteresser.

I det hele taget bør vi vænne os af med at sætte for mange moralske begrænsninger op for os selv. I stedet bør man anse de Fjorten Ords hellige opdrag som værende af så tungtvejende historisk vigtighed, at det så rigeligt helliger alle de midler man til enhver tid måtte finde nødvendige for at bringe til fuldbyrdelse.

Såfremt en kvinde af passende racemæssige egenskaber tilhører et kristent kirkesamfund, og et giftermål med hende derfor måtte forudsætte deltagelse i et kirkebryllup, da skal der ikke herfra lyde hverken indvendinger eller moralsk bestyrtelse, om en folketro nationalrevolutionær kammerat i et sådant tilfælde valgte at forstille sig, for at nå til ægtesengen. De Fjorten Ords fuldbyrdelse har altid forrang. Hvis ægteskab og børnerigdom med en given, racemæssigt fortrinlig kvinde af kristen overbevisning forudsætter, at man for en tid foregiver selv at være kristen, indtil man kan få omvendt hende til hedensk naturlovsiagttagelse, så må det være sådan. Race før religion. I krig og kærlighed gælder alle kneb.

Børnene bliver under alle omstændigheder hedninge. Asatro nationalrevolutionære lader sig ikke tynge af moralske skrupler eller verdensfrelsende bondeanger. Vi gør det der til enhver tid er nødvendigt. At bedrage kristne betyder intet, hvis hensigten er at fremme de Fjorten Ords fuldbyrdelse. Ja, kristendommen har vel i virkeligheden så megen historisk bedrag og svig på samvittigheden, at det at føre dens raceforræderiske tilhængere bag lyset, i sig selv bør regnes for en prisværdig gerning. Det samme gælder selvfølgelig i princippet for alle andre abrahamitiske sekter, blot er det begrænset hvor mange giftefærdige kvinder af racemæssigt gode, attråværdige egenskaber man finder indenfor islam eller jødedommen.

Sæt så mange sunde, hvide børn i verden som overhovedet muligt. Denne fordrings vigtighed kan ikke overvurderes. Sunde, hvide børn. Begge betingelser skal opfyldes. Hvide, nok så nordisk-germanske krøblinge … er stadig krøblinge.

Om moderen er født i Danmark er af underordnet betydning. I mange tilfælde ville det endog være gunstigt, om hun kom langvejs fra. Det lyder måske hårdt, men niveauet af p-pille-indtag, usædelighed, seksuelt overførte sygdomme, alkoholisme samt rygning ligger desværre usædvanlig højt netop hos danske unge kvinder.

Ophavsmænd og -kvinder til disse begrædelige, oprørerende og skandaløse forhold skal selvfølgelig dømmes og straffes hårdt for deres folkemorderiske forbrydelser mod det danske folk, og en passende hævn selvfølgelig foranstaltes.

I mellemtiden kan vi ikke lade vores vigtige partnervalg styre af sødsuppe-sentimentalitet. Nordboere har altid med fordel hentet koner fra andre lande. Vi taler vel at mærke her om kvinder af europid race. De alkoholiserede bodega-taberes afskyelige thai- og filippiner-koner er ikke velkomne, ej heller de elendige ‘mænd’, der på dybt uansvarlig vis har slæbt dem hertil. Raceforræderi er fuldkommen uantageligt og selvsagt strafbart i ethvert fornuftigt indrettet samfund.

Det skal siges, at der selvfølgelig stadig findes et mindretal af både sunde og dydige danske kvinder. Således er det ikke bydende nødvendigt at hjemtage koner fra andre lande. Men det skader aldrig med nyt blod til slægten, så længe der altså er tale om kaukasoidt blod. Når faderen er nordisk-germansk behøver moderen ikke være nordisk, men kan udmærket være af både alpin, mediterran, finno-ugrisk,  slavisk, iberisk- eller atlantid-keltisk oprindelse. Der er masser af mangfoldighed inden for den hvide race.

NB.: Man bør være opmærksom på risikoen for mongoloid opblanding hos den slaviske befolkningsgruppe og semitisk hos den mediterrane. Vi anbefaler ikke, at man lader sig lokke af de notorisk svindelbehæftede ‘postordrebrude’ fra Ukraine og lignende. Og kulturmarxistisk fordærv findes selvfølgelig også hos andre folkeslags kvinder. Der findes ingen lette genveje.
 

IV.  Netværk kun med familie og 100% pålidelige folkefæller.

Dette punkt skal forstås, dels som en opfordring til påpasselighed i politiske anliggender, dels som en påmindelse om værdien af en fylking baseret på blod-slægtninge.

Hvem læsere af denne blog omgås i selskabelige eller kollegiale sammenhænge, har vi hverken adkomst til eller nogen synderlig interesse i at kere os om. Men når det gælder politiske forhold af nationalrevolutionært tilsnit, bør man almindeligvis iagttage så streng en fortrolighed, og så varsom en omtale som muligt.

Nogle af os er givetvis allerede under de fjendtligt besatte myndigheders overvågning for folkeoplysningsvirksomhed eller anden tankeforbrydelse. For os gælder det om i tide at advare den yngre, opvoksende generation af revolutionært sindede kammerater: Forbliv uden for søgelyset! Hold en lav profil! Undgå unødvendig opmærksomhed! Spild ikke tiden på ligegyldigt pjatværk! Bevar jeres anonymitet!

Hvis man endnu ikke offentligt har deltaget i politisk debat eller lignende iøjnefaldende politisk ukorrekt virksomhed, har man alle muligheder for at forblive uerkendt af de fjendtligt besatte statsmyndigheder. Den dag racekrigen bryder ud i lys lue og infrastrukturelt sammenbrud for alvor rammer Danmark, vil en sådan skyggestilling være guld værd for den fædrelandstro modstandskæmper*. Mere herom i punkt ti.

*Om et sådant fremtidsscenarie opstår inden for det kommende årti, eller lade vente på sig og først endeligt viser sig om hundrede år, er svært at forudsige. Vejen dertil vil under alle omstændigheder komme til at bære præg af mere og mere fremmedgørelse for den selvstændigt tænkende nordisk-germanske befolkningsrest og flere og flere lav- til mellemintense udbrud af etniske uroligheder. Altså en gradvis forstærkning af de umiskendelige udviklingstræk man kender fra alle andre eksempler, både samtidige og historiske, på multietniske statsdannelser.

Hvis man er tilstrækkelig racebevidst, instinktsund og af nordisk-germansk blod, behøver man ikke gentagne bekræftelser, social spejling og opmuntring fra ligesindede, hverken for at vedligeholde hadet til fjenden eller ihukomme den livslange forpligtelse på de hellige Fjorten Ord.

Den bedste soldat er stadig den, der er uerkendt af fjenden. Dette gælder på slagmarken i traditionel forstand, såvel som under de mere taktisk uforudsigelige, socialt-politisk-teknologisk sammensatte forhold der inden for de næste par årtier kan forventes at opstå i og omkring de fremmedbesatte vesteuropæiske (og nordamerikanske) befolkningscentre.

Vore mest trofaste folkefæller er vore blodslægtninge.

Brødre, sønner og sønnesønner har altid udgjort, og udgør stadig, det bedste af alle grundlag for dannelsen af en ubrydelig fylking.

Blodslægtninges troskab er nemlig … betingelsesløst.

Det er ikke af tilfældige årsager, at overnationale statsdiktaturer såsom Sovjetunionen, eller dets arvtager, EU, bestandigt har forsøgt at nedbryde familiens naturlige troskabsbånd for, på forskellig vis, at sætte statens eget formynderskab i stedet. Vore fjender ved udmærket, at en etnokulturelt stærkt sammensvejset, ægte nation, bestående af børnerige storfamilier med intakte kønsroller og ubrudte generationskæder, er praktisk taget umulig at underkue.

Det er af samme grund, at indholdet på teleskærmene, i højtalerne og på reklamestanderne i det offentlige rum uafladeligt propaganderer for en karakteristisk giftblanding af lige dele feminisme, usædelighed, kønsudjævning og promiskuøs uansvarlighed. Med ét ord: hyperseksualisering. Denne propaganda har ét hovedformål, nemlig barnløshed hos de oprindelige europæiske befolkninger. Og dette formål er, når alt kommer til alt, magtpolitisk. Pengene er sekundære. Der er tale om etnisk krigsførelse med ikke-militære midler.

Forudsat tilstedeværelsen af medfødt instinkt-renhed, og et vist mindstemål af vellykket opdragelse til agtelse for Naturens Orden, er blodslægtninge … trofaste til døden.

Man stiller ikke spørgsmål til hvad man selv får ud af, eller om det kan betale sig at beskytte sine nærmeste slægtninge, lad os sige, ens sønnesøn, søn, fader eller bedstefader, mod fjendtlige overgreb. —Ikke i nogen som helst strid, og i særdeleshed ikke når konflikten involverer racefremmede.

Der skal imidlertid ikke megen uoverensstemmelse til, før sådanne spørgsmål hurtigt begynder at melde sig, under omstændigheder hvor det afgørende troskabsbånd i en gruppe-til-gruppe konfliktsituation står og falder med kollegiale eller andre mere formelle, ikke-biologiske loyalitetsforhold.

Det er derfor etnisk opblandede politistyrker er notorisk upålidelige. For TV-politiet forholder det sig anderledes, selvfølgelig. For dem er det lige omvendt: Jo mere opblanding, racemæssig, etnisk og kønsmæssig, desto bedre klarer de opgaverne. På teleskærmen. Sådan er der så meget.

Al vellykket etnisk krigsførelse er bygget op omkring storfamilier, eller klaner, hvis indbyrdes loyalitetsbånd i nioghalvfems af hundrede tilfælde vil være stærkere og mere modstandsdygtige end hos tilfældigt sammenbragte forsvarsgrupper, såsom hærenheder indkaldt ved værnepligt eller kontraktansatte politistyrker, motiveret mere af lønningsposens størrelse, abstrakte regelsæt og overfladisk, formel kollegialitet, end af noget virkeligt (biologisk) troskab.

Den israelske hærs specialenheder skulle således, ifølge professor i udviklingspsykologi Dr. Kevin MacDonald’s oplysninger, være opbygget omkring en kerne af ultraortodokse medlemmer, hvis traditionelle børnerigdom sandsynliggør, at mange af soldaterne rent faktisk vil være blodbeslægtede.

En sådan indretning af en nations forsvarsstyrker er udtryk for en grundlæggende fornuftig politik, ført af et folk, hvis etniske og religiøse identiteter, hvor fremmedartede og afskyelige de end kan forekomme os, stadig er i overensstemmelse med hinanden, og hvis ledere forstår, at en sådan sammenhæng mellem biologisk og kulturel selvforståelse er livsvigtig for nationens overlevelse.

Disse forhold betragtes som selvindlysende selvfølgeligheder for et flertal af muslimer og jøder. Ja, i virkeligheden anser vel alle verdens folkeslag sådanne erkendelser som sandheder af så banal og naturlig art, at man næppe skænker det en tanke at det kunne være anderledes. —Med én iøjnefaldende undtagelse: nutidens kulturkristnede vesteuropæere. For et flertal af dem, vil sådanne overvejelser forekomme usmagelige; upassende; fordomsfulde og gammeldags … noget der ikke hører et civiliseret samfund til.

Ud over de mange århundreders fremmedgørende og instinktforkvaklende påvirkning ved kristendommens sjælegift, er grunden til denne beskæmmende massesindssyge åbenbar: Vesteuropa tabte Anden Verdenskrig. Internationale finansjøder har siden da haft frit spil til at indprogrammere generation efter generation af de, bogstaveligt talt, forsvarsløse vesteuropæere med nøjagtig den type og den mængde af adfærdsstyrende propaganda, de og deres globalteknokratiske medsammensvorne har fundet passende, for at kunne bibeholde og udbygge deres politiske, økonomiske, teknologiske og kulturelle magtstilling.

De er lykkedes med deres folkemorderiske forehavende i en sådan grad, at flertallet af vesteuropæere i dag er efterladt åndeligt og genetisk ødelagte, og som sådan ude af stand til at opbyde modstand mod, endsige blot ænse, den katastrofale flodbølge af racefremmed masseindvandring som, ikke mindst, israels ekspansionspolitik i mellemøsten fører med sig, og som, dag for dag, område for område, gør dem til uvelkomne fremmede i deres forfædres hjemlande. End ikke så alvorligt et alarmsignal som nedbrydning af deres egne børns kønsidentitet(!) opfattes som faretruende i mange lemmingers ubrugelige snothjerner.

Man fornemmer at der fra fjendens side her bliver afprøvet grænser for hvor dybt zombificeringen er trængt ind i befolkningen. Ud over at homodagsordnen i sig selv (ved medicinsk-hormonel påvirkning [forgiftning ved P-piller, vaccinationer, kosmetik, smertestillende håndkøbsmedicin, osv.], såvel som psykosocial holdningsbearbejdning i skoler og medier), udgør et vigtigt led i folkemordet på den hvide race, er det sandsynligt at de nyeste, mest åbenlyst afsindige propagandafremstød, såsom inden for normalisering af kønsudjævning til børn i skole- og børnehavealderen, også har et undersøgende formål; altså som en test af hvilke grupper blandt vesterlændingene der allerede nu er klar til masseaflivning og hvilke der endnu mangler bearbejdning, før også de uden modstand kan skaffes af vejen.

Heldigvis tyder meget på, at østeuropæerne er langt mindre modtagelige for den folkemorderiske homo- og raceblandings-propaganda. Og stadig findes der, også blandt vesteuropæere, et betragteligt mindretal, der ikke lader sig føre frivilligt til massegraven, hverken af kirkeorglernes eller hollywood-propagandaens lokketoner.

Under den kommende racekrig er det tvingende nødvendigt, at vore instinkt-stærkeste folkefæller i tide har indset sandheden: Nationen begynder og ender i eget hus; i egen slægt. Hvis ikke denne grunderkendelse indfinder sig, vil Danmark som folkehjem for den nordisk-germansk danske nation ophøre med at eksistere.

 

V.  Løsrivelse fra jødernes propagandamidler (tv, smartphones, biograffilm, porno osv.).

Den bedste måde til anskueliggørelse af dette punkt er, at antage fjendens synsvinkel.

Hvordan monstro vore fjender helst så at vi tilbragte vores fritid?

(A) Med selvtugt, regelmæssig træning, fast heteroseksuel pardannelse, tidligt giftermål, hyppige familieforøgelser, sjæleligt styrkende naturoplevelser, offline-studier og offline-netværk med andre revolutionært sindede folkefæller? (B) Som seksuelt eksperimenterende, barnløs weekend-alkoholiker, dagligt hensunket, time efter time foran fladskærmen, hypnotisk opslugt af demoraliserende porno, uvedkommende sport og anden afhængighedsskabende, jødisk produceret junk-kultur i HD-kvalitet, betalt for med kreditkort online eller (C), som en omvandrende forsøgsrotte i menneskelig form, udstyret med alle de nyeste elektroniske overvågningsapparater til måling af de mest intime kropsfunktioner samt indrapportering, meter for meter, af al færdsel og alle indkøb?

Den vigtigste modstandshandling foretages i vor egen bevidsthed. Hver eneste gang man lader sig friste af demoraliserende porno eller lader sig pacificere af fremmedgørende ‘underholdning’ på streamingtjenesten, taber man til jøderne i Hollywood. Hver eneste gang man glor åndsfraværende ned i mobilen, uden at have nogen rimelig grund dertil, taber man til globalteknokraterne.

Første forudsætning for nogensinde at kunne opbyde en meningsfuld form for modstand er, at frigøre sig selv fra fjendens elektroniske propaganda- og hypnosefængsel.

Det skal understreges at vor modstand mod pornografi selvfølgelig ikke udspringer af  sygeligt antinaturlige, kristent-slavemoralske forestillinger om at kønsdriften i sig selv skulle være noget syndigt; noget som man skulle ønske udslukt eller undertrykt.

Tværtimod: Den naturlige heteroseksuelle kønsdrift er både sund og ønskværdig, ja, ligefrem hellig. Denne drift er imidlertid så stærk, at den må tøjles for at virke formålstjenligt. Tøjles; altså styres … ikke kvæles eller undertrykkes.

En Lamborghini bliver jo ikke en ringere bil af at den udstyres med styretøj, gearkasse og hhv. gas-, koblings- og bremsepedaler. Den ville tværtimod netop blive ringere, om disse instrumenter fjernedes eller blev gjort utilgængelige for føreren.

Kønsdriften uden hæmninger er som en bil uden styretøj. Den kører galt i første vejsving.

Den tøjlede kønsdrift, derimod, bliver på vejen, kører efter behov ind på motorvejen, øger støt farten, overhaler og manøvrerer efter forholdene, og når sikkert frem til målet.

Vor hensigt med afholdenhed fra porno og masturbation er ikke opnåelse af moralsk forfængelig fromhed, eller efterstræbelse af hinsides frelse, sådan som de afsindige kristne forestiller sig det.

—Men derimod at en sådan afholdenhed styrker vor naturlige kønsdrift.

Desuden gør afholdenhed fra porno, at vore sjæle og legemer forædles, dels ved rensning for den åndsforgiftende demoralisering, dels ved frigørelse fra den forkrøblende og afhængighedsskabende pacificering, som pornoens ophavsmænd har i sinde at uskadeliggøre os med.

 

VI.  Tag jagttegn eller opøv på anden vis fortrolighed med våbenbrug.

Slaveriets første forudsætning har, til alle tider, været den slavebundnes forsvarsløshed. Som Thomas Jefferson så rigtigt udtrykte det: “Når folket frygter regeringen, opstår tyranni. Når regeringen frygter befolkningen, opstår frihed.

Magtfuldkomne tyranner, der med staten som instrument, har taget eneejerskab over et samfunds magtanvendelse, vil, uagtet nok så mange floromvundne erklæringer om ‘folkestyre’ og ‘medbestemmelse’, altid være utilbøjelige til at lade folkets vilje råde,  særligt når det kommer til virkeligt afgørende områder, såsom alle spørgsmål vedrørende penge og våbenmagt.

Og hvorfor skulle en sådan tyrannisk statsmagts repræsentanter da også tage folkets vilje alvorligt? Så længe folket er afvæbnet og tilpas kristnet (kulturelt afrettet og kastreret), hvorpå skulle da folkets forhandlingsposition hvile? Hvad skulle der være at frygte for statsmagten, i fald den blev afsløret i misligeholdelse af dens forpligtelser overfor folket? Hvilke strafsanktioner kunne folket i så tilfælde lade overgå den amokløbne statsmagts repræsentanter? Hvilken revselse; hvilken bod; hvilken hævn? —Fordømmelser og protester, indsendt til dagbladenes debatsider? —Ophidsede kraftudtryk og indestængte eder i kantinen på arbejdspladsen? —Pligtskyldigt anmeldte og godkendte ‘demonstrationer’, med fine bannere og paroler? Hvilke sande magthavere ville nogensinde se sig tvunget til at tage sådanne ‘modforholdsregler’ bare tilnærmelsesvist alvorligt?

Hvor ofte hører man ikke udtryk som ‘statens voldsmonopol’ eller ‘politiets magtmonopol’ benyttet i beskrivelsen af den danske ‘retsstat’, uden at der bliver sat mindste spørgsmålstegn ved hvorledes skatteudplyndrede borgere under et sådant system, stadig med rette kan betragte sig selv som frie? Vi lever jo i et demokrati, ikke sandt? Omdannelsen af Danmark fra nationalstat til multietnisk regnbuenation på blot et par generationer har jo bare været så selvindlysende fordelagtig, at det slet ikke har været nødvendigt at spørge oprindelsesbefolkningen herom.

Hvis danskerne, som visse amerikanere af europæisk oprindelse, ved revolutionær magtanvendelse, havde tilkæmpet sig retten til væbnet selvforsvar af privat ejendom og familie, i stedet for at have forhandlet og tinget sig til barselsorlov og fri firmatelefon, så ville de landsforræderiske politikere i globalkapitalistisk tjeneste måske ikke helt så let og straffrit, for egen vindings skyld kunnet have lukket i hundredtusindvis af deres klienter og lejetropper, kendt i daglig tale som ‘flygtninge’, ‘indvandrere’ og ‘nydanskere’, ind i vort fædreland, som tilfældet er.

Men eftersom den alvorligste konsekvens de civiliserede og kulturkristne (afvæbnede) danskere kan ‘true’ en korrupt statsmagt med, viser sig at være en række harmløse indvendinger, såsom ovennævnte læserbreve, underskriftindsamlinger og andre former for afmægtige symbolhandlinger, kan globalkapitalisternes lakajer uhindret fortsætte importen af alle de racefremmede lejetropper og løntrykkende fremmedarbejdere deres herrer måtte ønske, og i ubekymrethed eksperimentere videre med samfundets indretning og sædelighedsnormer, nøjagtig så meget som de får besked på eller måtte finde formålstjenligt.

Sådant folkeforræderisk magtmisbrug medfører jo ingen afskrækkende følger for misdæderne. Så hvorfor skulle man som globalteknokratisk landssviger overhovedet inddrage de menige indfødte danskeres synsvinkel i sine overvejelser? —Det man tolererer, det fortjener man.

Imens kan danskerne stå på sidelinjen, brokke sig lidt til sidemanden … og se til.

At gøre modstand ville jo være utænkeligt. —Uciviliseret. Det er kun fanatikere der kunne finde på den slags. Det ved man fra fjernsynet. Volds- og magtmonopolet har myndighederne. End ikke strejker kan de tæmmede efterkommere af vikingetidens og bronzealderens krigere efterhånden længere få nosset sig sammen til.

Der er jo så meget spændende på nettet og over streamingtjenesten man lige skal have set. Og præsten henne i kirken i søndags messede jo også så sympatisk om tilgivelse og fredsommelighed og sameksistens på tværs af folkeslag, racer og grænser. Vi er jo alle guds børn, og vore skæbner er i hans hænder, ikke i vore egne.

Desuden kan vi heldigvis altid varme os lidt ved tanken om, at vi ikke er så uciviliserede som ‘de skøre, våbengale amerikanere’.

Måske adfærd der førte til beskrivelser som ‘skør’ og ‘våbengal’, under visse omstændigheder, netop var at foretrække, fremfor adfærd der førte til beskrivelser som ‘civiliseret’, ‘anstændig’ eller ‘lovlydig’.

Her på Hammersmedens blog lever vi i virkelighedens verden og tager udgangspunkt i de muligheder vi rimeligvis kan antage at have til rådighed, under de til enhver tid givne historiske, politiske, sociale, økonomiske, militære og biologiske vilkår.

Hovedparten af danskerne er blevet pacificeret ved århundreders kristendom og årtiers hedonistisk vellevned. Magtmonopolet ligger hos den korrupte, fremmedinfiltrerede statsmagt. Der har ikke været nogen folkelig revolution.

—Disse vilkår er imidlertid ikke nødvendigvis for evigt uforanderlige; nogle af dem kan måske ændre sig hurtigere end mange er forberedte på. I fald den nuværende demografiske udvikling i Vesteuropa får lov at fortætte meget længere, eller såfremt en eller flere alvorlige økonomiske kriser skulle ske at ramme landet, eller vore nabolande (se afsnit syv), vil der kunne opstå længerevarende magttomrum, også i Danmark. Ingen af naturlovene garanterer at noget sådant aldrig vil kunne forekomme herhjemme. Kun en blind mand ser ikke allerede tegnene herpå.

Det er som bekendt stadig lovligt, også i dagens Danmark, at forsvare sig med midler der står mål med den/de trussel/trusler der skal afværges. Problemet er bare, at med en sådan udpræget defensiv tilgang kommer man ikke langt, hverken i en fuldt udbrudt racekrig med demografisk overlegne fjender, men ej heller under såkaldte ‘fredelige’ forhold, hvor åbne borgerkrigstilstande måske nok lader vente på sig, men hvor den allerede her i landet bosatte, medieopgejlede racefremmede andel af befolkningen, ved simpel fødselshyppighed, til stadighed kun kan forventes at øges, for, måned efter måned og år efter år, støt at udvide deres koloniseringsområder på etniske danskeres bekostning.

Suppleret med en jævn strøm af ‘flygtninge’, studerende, migrantarbejdere, ‘forskere’, adoptivbørn, professionelle fodbold- og basketballspillere, afviste asylansøgere der er gået under jorden, gospelkor, hiphop-negre og, ikke mindst, de evindelige familiesammenføringer, vil den i altovervejende grad fjendtligsindede samlede gruppe af racefremmede kun fortsætte med at vokse, i antal, såvel som institutionel infiltrering.

Dette uanset hvor mange ‘fremmedfjendske’ udtalelser og hvor megen indvandringskritisk symbollovgivning skiftende koalitionsregeringer af varierende krypto-kulturmarxistisk art så end benytter sig af til beroligelse af skatteslaverne.

På et tidspunkt vil befolkningsudskiftningen være så fremskreden og den racefremmede massetilstedeværelse så altdominerende … at forsvar vil være ensbetydende med overgivelse.

Et fjendtligt besat landområde af fædrelandet forsvares ikke. —Det enten tilbageerobres, opgives midlertidigt (af strategiske hensyn) eller nedbrændes og jævnes med jorden, for at dets råstoffer, rigdomme, kampmidler og infrastruktur ikke skal falde uskadt i fjendens hænder.

Som nævnt med jævne mellemrum opfordrer vi ikke til ulovligheder, men tilskynder blot vore folkefæller til overvejelse af forskellige antagelser, og til at forberede sig, åndeligt, såvel som legemligt og materielt, på den dag omstændigheder måtte indtræffe, hvorunder den danske statsmagts ordenshåndhævelse er blevet så overbebyrdet og/eller fremmedinfiltreret, at beskyttelse af familie og ejendom ikke længere med rimelighed kan tiltros ‘myndighederne’, men endegyldigt tilfalder den enkelte folkefælles eget ansvar.

Fortrolighed med våbenbrug er under sådanne omstændigheder ikke kun formålstjenlig  til selvforsvar, men også til jagt; altså til anskaffelse af levnedsmidler, osv.

Om man ønsker at erhverve sig et officielt jagttegn, eller foretrækker at gøre sig bekendt med de relevante færdigheder på selvstændig vis, altså ved selvstudie, eller noget helt tredje, må være op til den enkelte. Mange læsere vil sikkert allerede have brugbar erfaring fra militæret eller lignende. Al omgang med våben bør selvsagt underkastes de strengeste forholdsregler hvad angår forsigtighed og ansvarlighed.

 

VII.  Forbered nødberedskab for nærmeste familie, inkl. langtidsholdbar proviant.

Selv den mest elementære nødforsyning af langtidsholdbare fødevarer og drikkevand, til blot et par ugers forbrug, vil kunne betyde forskellen mellem liv og død, den dag lastbilerne stopper med at køre varer ud og supermarkedshylderne ikke længere bliver fyldt op.

Et hæderligt nødberedskab bør selvfølgelig indeholde mere end blot levnedsmidler. Stearinlys (med tilhørende fyrtøj/tændstikker), førstehjælpsudstyr og våben (lovlige, selvfølgelig) er tre ting der altid bør indgå.

Herudover: Brændsel (både til kogning af vand og almindelig opvarmning af boligen), landkort af papir (hvem ved om internet-abonnementet og dermed adgangen til google maps og krak.dk varer for evigt), radioer (enten batteridrevne eller med en form for dynamo), transportmidler (såsom cykler, der ikke er afhængige af brændstof), værktøj og redskaber der ikke er afhængige af en stabil elforsyning, toiletpapir, fiskegrej, samt pålideligt, vandtæt og varmt fodtøj er alle fornødenheder der med fordel kan gemmes til dårlige tider.

Et virkelig godt nødberedskab består imidlertid af mere end bare ophobning af ting.

Planlægning, forberedelse (herunder træning) og diskretion er tre vigtige indsatsområder uden hvilke nok så omfattende et lager af fødevarer og grej, vil være nært nyttesløst.

Kendskab til sit lokalområde og gode forhold til sine naboer er desuden begge af uvurderlig betydning.

Og hvad med et godt helbred, selvdisciplin og en høj moral?

Besiddelse af sådanne mere uhåndgribelige egenskaber vil øge mulighederne betragteligt for vellykket krisehåndtering af enhver slags, samt forbedre overlevelsesevnen under langvarige undtagelsestilstande.

Adgang til et netværk af pålidelige folkefæller og/eller en stor velfungerende familie må anses for særdeles vigtige aktiver, skulle den dag oprinde, hvor samfundet endegyldigt går i opløsning, eller regeringsmagten fuldkommen overtages af fjendtlige kræfter.

Som altid kan der herfra kun gives overordnede retningslinjer, og den enkelte folkefælle må tilpasse forberedelsen af sit nødberedskab efter hans eller hendes lokalforhold.

Forberedelse af nødberedskab er brugbart til andet end hændelser i størrelsesorden jordens undergang ved meteornedslag eller verdensomspændende atomkrig.

Finanskriser, eksempelvis, indtræffer som bekendt med jævne mellemrum. I 1970’erne førte oliekrisen ad flere omgange til brændstofknaphed og sænket mobilitet. Det er ikke science fiction at forestille sig følgevirkninger såsom omfattende fyringsrunder inden for særlige faggrupper eller periodisk varemangel i forbindelse med fremtidige finanskriser. Et årti er allerede henrundet siden den sidste større af slagsen indtraf.

I 1920’erne og 1930’erne førte finanskriser til egentlig hungersnød i ellers rige og veludviklede vestlige lande som Weimarrepublikkens Tyskland og Hoover’s og Roosevelt’s USA.

—Findes der nogen garanti for at noget lignende aldrig vil kunne ske i Danmark?

Af og til hænder det at boligområder i Danmark oversvømmes. Jævnligt forekommer der lokale forgiftninger af drikkevandsforsyningen. Den slags mindre kriser lyder måske ubetydelige, lige indtil man selv står i en af dem.

Danskerne hører til blandt de folkeslag i verden der køber hyppigst ind, i de mindste mængder ad gangen. Den type adfærd gør danskere særdeles sårbare overfor forsyningsnedbrud af forskellig art.

Ville det ikke være gavnligt under, lad os sige, en længere strømafbrydelse eller en større kemikaliebrand, at kunne forlade sig på sit eget forråd af langtidsholdbare levnedsmidler, indtil køleskab og fryser igen kom op at køre, eller til man igen kunne gå udendørs, uden at risikere indånding af giftige røgpartikler? Ville det under sådanne omstændigheder f.eks. være fordelagtigt at have adgang til en radio, der ikke var afhængig af el-nettet?

Og selv hvis det skulle ske, at kriserne udeblev og man efter en årrække derfor ikke fik opbrugt hele sit nødforråd, hvad har man da tabt? Hele øvelsen med at fremtidssikre sin husholdning mod uforudsete kriser og samvittighedsfuldt varetage sin families og egne basisbehov er vel, i sig selv, både lærerig og meningsfuld.

Proviant med nært forestående holdbarhedsudløb kan med fordel benyttes til camping- og vandreture eller andre typer af lærerige udendørsaktiviteter, såsom rekognoscering.

 

VIII. Ryg og drik så lidt som muligt. Helst ingen rygning overhovedet.

Dette punkts efterlevelse har direkte indflydelse på evnen til at overleve i en krisesituation, som beskrevet ovenfor.

Lange marcher i vintervejr eller fysisk opslidende gravearbejde i forbindelse med anlæg af en brønd, et affaldsdepot eller dræningskanaler vil ikke kunne udføres tilfredsstillende af folk med rygerlunger eller af alkoholikere.

Set fra et operationelt-taktisk synspunkt er rygere det modsatte af diskrete. De har tendens til pludselig ukontrolleret hosten, og lugten af tobaksrøg kan afsløre en celles tilstedeværelse på flere hundrede meters afstand.

Risikoen for pådragelse af infektionssygdomme hos både rygere og alkoholikere er betragteligt større end hos gennemsnittet. Sådanne folk bliver en klods om benet på enhver seriøs modstandsbevægelse.

Ud over de legemlige svækkelser som rygere og alkoholikere pådrager sig ved deres misbrug, må deres mentale pålidelighed desuden forventes at forringes i takt med at smøger og sprut ikke længere på alle tider af døgnet er frit tilgængelige i seven-eleven nede på hjørnet eller i supermarkedets kiosk.

Afhængighed af rygning og druk er, under alle omstændigheder, begge umiskendelige tegn på en svag karakter og manglende viljestyrke.

Rygere og alkoholikere betaler systemet for at få adgang til at ødelægge deres eget helbred og kan således ikke tiltros noget ansvar i den nationale revolution.

Voksne mennesker der ikke kan varetage eget helbred, må som udgangspunkt betragtes som uansvarlige og følgelig, ude af stand til at varetage nationale hensyn på en betryggende måde.

Der kan selvfølgelig være tale om sjældne undtagelser fra denne regel. Men i sådanne tænkte tilfælde må rygeren og/eller alkoholikeren, som alle andre potentielle medlemmer af den nationalrevolutionære modstandsbevægelse, ved dåd bevise sit værd hinsides enhver rimelig tvivl. Det giver således, omstændighedernes alvor taget i betragtning, ikke mening at spilde megen tid på overvejelse af sådanne stærkt hypotetiske undtagelser.

Hvis man er tilbøjelig til afhængighed af den ene type stimulans, er det altovervejende sandsynligt, at man også er tilbøjelig til afhængighed af andre typer af stimulanser. Sådanne afhængighedstilbøjelige individer må derfor forventes, lettere end gennemsnittet, at kunne falde for fristelser hvormed fjenden søger at vildlede og manipulere dem i forskellig retning.

Både rygning og alkoholindtag svækker legemet på utallige områder. Blodets iltning nedsættes og ydeevnen af snart sagt alle legemlige funktioner forringes. Risikoen for alvorlige kredsløbssygdomme såsom blodpropper og hjerneblødninger forøges.

Tænkeevnen og forplantningsevnen (hos begge køn) nedsættes.

Sundhed, magt og styrke er den instinktrenes naturlige rusmidler.

Ædrueligt gjorte erkendelser, utilsløret indsigt (i selvets, såvel som i omverdenens beskaffenhed), sindets forædling, viljefasthedens styrkelse samt legemets livfuldhed, sundhed og renlighed fører alle til frydefuld tilfredsstillelse, åndsopløftelse og en ubevægelig sindsligevægt, som kunstige stimulansers elendige erstatninger aldrig kan nå i nærheden af.

Prisen er for enhver den samme og for enhver lige høj. Den evigt uomgængelige og evigt uforanderlige dydens forpant: et fornuftigt leje af selvtugt og stundom selvpålagte afsavn.

 

IX.  Bliv selvforsynende inden for rimelighedens grænser (vand, varme, næringsmidler).

Når man, som beskrevet i punkt to, har erhvervet sig et fornuftigt stykke land, koster det ikke megen ulejlighed eller penge, at beplante det med hassel og abild.

Sådanne træer vil, med ganske beskeden pleje og pasning, kunne bidrage væsentligt til enhver husholdnings madforråd.

Om man er til kartofler, gulerødder eller rødbeder afhænger af den enkeltes smagsløg og vaner, men også dyrkningen af rodfrugter bør man kunne overkomme uden det helt store selvopofrende besvær. Selvfølgelig må man forberede sig på at få jord under neglene. Tilfredsstillelsen ved at kunne forsyne egen husholdning med billige og sunde levnedsmidler, må næsten være ulejligheden værd. Havearbejde er desuden sundt for både krop og sjæl og kan betragtes som en revolutionær, antimoderne handling i sig selv.

Med hensyn til vand, kan regnvand opsamles i dertil indrettede tønder eller kar. Tyngdekraften og det danske klima er her begge behjælpelige. Opsamling af nedbør kræver selvfølgelig, at man sætter sig grundigt ind i materialesammensætning af beholderne og, ikke mindst, gør sig bekendt med fornuftige metoder til rensning af vandet. Men der er stadig tale om sværhedsgrader inden for det rimeliges grænser. Det bør kunne lade sig gøre for de fleste folkefæller af gennemsnitlig tænke- og arbejdsevne, at opsamle regnvand på den ene eller den anden måde. I en nødsituation er urenset regnvand at foretrække frem for intet vand. Med adgang til en smule brændsel og husgeråd, muliggøres kogning af det ufiltrerede vand, hvilket bør kunne gøre det meste regnvand drikkeligt, forudsat altså at beholderen ikke er af giftigt materiale. Diverse filtre kan desuden anskaffes til formålet eller tilvirkes for egen hånd.

Brøndudgravninger er en anden mulighed. Her stiger sværhedsgraden vel nok et par trin, men med adgang til eget land, og forudsat at omhyggelige forstudier gøres, bør også et sådant projekt kunne lade sig gøre.

Hvad angår husdyr er der rige muligheder for opdræt af eksempelvis høns og geder, uden at noget sådant burde føre til en urimeligt overbebyrdende arbejdsindsats. Det er velkendt at store hønsehold kan tiltrække rotter og ræve, men med et par hunde og/eller katte på ejendommen bør sådanne udfordringer ikke afholde os fra muligheden for at opdrætte fjerkræ til husbehov eller holde et par geder. Det har i hvert fald ikke afholdt vore anefædre og -mødre i årtusinder før os.

Husdyrholdets frembringelser, såsom æg, kød eller uld, er potentielt nyttige til mere end egen husholdnings umiddelbare fortæring og brug. Sådanne værdier kan, ifald der kan oppebæres en overskudsproduktion og forudsat at varerne er af tilstrækkelig høj kvalitet, desuden indgå i en gensidigt gavnlig byttehandelsvirksomhed med andre nordisk-germanske folkefællers husholdninger. Således vil handel med lokalt forarbejdede varer, i forædlet eller uforædlet stand, evt. i bytte for tjenesteydelser, kunne muliggøre oprettelsen, og opretholdelsen, af et lavteknologisk (system-uafhængigt), lokaløkonomisk kredsløb. Det samme gælder selvfølgelig værdierne fra en plantehøsts overskudsproduktion.

Den ene gård laver honning, kaninkød og kaninskind. En anden producerer måske æg og lammeuld. En tredje fremstiller tøj og dyrker et par afgrøder. En fjerde husholdning udbedrer beskadiget værktøj og udfører måske snedkerarbejde. Mændene fra gårdene går i fylkning og afpatruljerer området. Kvinderne fremstiller lertøj og indsamler frugter, bær og urter, mens de passer hinandens børn, osv. osv. Mulighederne for byttehandel og samarbejde til fælles gavn for et sådant afgrænset folkefællesskabs medlemmer er nærmest uendelige, når først samvirkets rødder har fæstnet sig i den sorte muld.

Vore nordisk-germanske forfædre har gjort det gennem umindelige tider, samtidig med at de har frembragt uvurderlige kulturskatte. Vi ved altså at det kan lade sig gøre.

Med adgang til egen jord bør anskaffelse af brændsel ikke være noget problem overhovedet. Visse træsorter, såsom pil og el, gror meget hurtigt og er derfor velegnede som kilde til billig brændsel. Birketræ behøver næsten ingen tørring. Fjernvarme og radiatorer er strengt taget en unødvendig og meget dyr luksus. I hvert fald når det kommer til opfyldelse af overlevelsens og selvforsyningens grundfornødenheder. Brændeovnen virker upåklageligt til husopvarmning. Man kan sågar koge vand på den. Vore forfædre overlevede istiderne uden hverken fjernvarme, radiatorer eller elektricitet, så hvorfor skulle vi ikke kunne overleve uden … i et tempereret klima?

Affaldshåndtering er vel ret beset den største udfordring. Men igen: Hvis vore forfædre kunne overleve og trives årtusinde efter årtusinde uden kommunale renovationsordninger, burde vi så ikke kunne håndtere også den udfordring? Såkaldte mult-toiletter benyttes allerede af adskillige familier, både herhjemme og i vore nabolande. Afbrænding af affald har været brugt i årtusinder.

Alle disse betragtninger fremlægges til overvejelse.

Meningen hermed er ikke at fremstille det som bydende nødvendigt, at vi alle uden videre opgiver vore uddannelser eller opsiger vort lønarbejde for, fra i morgen, at gå ud og grave brønde og anlægge latriner i baghaven.

Som nævnt bør man som nationalrevolutionær ikke have moralske skrupler ved at udnytte det system, der udnytter os. Vi søger ikke selvopofrende moralhelgener der går i sultestrejke eller på anden vis maler sig op i moralske hjørner, hvorfra deres handlefrihed indskrænkes. Så længe det syge folkeforrædersystem findes, bør ingen nationalrevolutionær føle bondeanger over at udnytte det til egen fordel.

Blot kan man med fordel forberede sig. Det skader jo aldrig at gøre sig overvejelser om mulige fremtidsscenarier inden de overrumpler en. Således undgår man at uforudsete omstændigheder tvinger en til at handle forhastet og uoverlagt, når først man står i dem.       

 

X.  Flyv under systemets radar. Ingen uvedkommende behøver kende til din mening.

Det er en dårlig soldat, der marcherer rundt på slagmarken med selvlysende skydeskiver påmalet uniformen under igangværende krigshandlinger.

Skinhead-æstetikken toppede engang i slut-1980’erne. Vi foreslår at man efterlader den dér og ikke lader sin selvforståelse styre af skabelon-udseender, som uvedkommende på forhånd har defineret.

Vi har intet forhold til 1960’ernes og 1970’ernes raceblandede engelske slumforstæder og ønsker følgelig ikke at efterligne hverken musikalske udtryk, tøjmoder eller udartede livsmønstre hidrørende derfra.

Intet kunne være mere ønskværdigt, fra fjendens synspunkt, end at så mange nationalsindede som muligt uniformerede sig med en let genkendelig, standardiseret klædedragt, som resten af befolkningen gennem årtier desuden var blevet programmeret til at afsky ved første øjekast.

De internationale jøder, deres medsammensvorne globalteknokrater, de elendige folkeforræderiske spytslikkere af europæisk oprindelse og de racefremmede kolonisatorer der på kynisk vis drager nytte af Europas ulykke, benytter sig alle ufortøvet af svig og bedrag i deres fortsatte bestræbelser på at snylte på vor forfædres flid og tilrane sig vore ældgamle fædrelande.

Det er på høje tid, at fjenden får sin egen medicin at smage. Kun åndelige svæklinge vil, i en konflikt på liv og død, insistere på at afskære sig selv eller sine kampfæller fra muligheden af at benytte ethvert til rådighed stående middel, når og såfremt det måtte blive nødvendigt.

 

Foregiv med mellemrum at være en lemming. Gro eventuelt langt hår. Køb et sæt modetøj. Antag af og til en adfærd i det offentlige rum, som var du en forvirret venligboer eller zombificeret kulturmarxist. Hvorfor give fjenden mulighed for altid at kunne identificere dig på forhånd? Mulighederne er utallige. Man kan få attrap-telefoner uden indhold, der ligner den nyeste smartphone til forveksling. Gå rundt med den når du vil færdes diskret og hold den af og til op mod tindingen og bevæg læberne lidt, sådan som de dødsdømte lemminger gør med deres rigtige kræftfremkaldende stråleapparater. Tænk kreativt. Man kan anskaffe sig hættetrøjer påtrykt ‘Refugees Welcome’ og kasketter med fodboldklubben Sct. Pauli’s emblem for meget beskedne pengebeløb. Besiddelse af sådanne simple beklædningsgenstande åbner imidlertid for nogle interessante taktiske muligheder, der kunne være værd at overveje.

Vi befinder os i de tidlige faser af en racekrig. Der bliver på forskellig måde allerede ført vedholdende psykologisk, demografisk og teknologisk krig imod os. Globalkapitalisternes hensigter er erklæret folkemorderiske og deres æreløse lakajer arbejder planmæssigt og målrettet på at virkeliggøre dem.

At iklæde sig en let genkendelig uniform, der i gadebilledet lyser langt væk af vort verdensanskuelsesmæssige ståsted, giver fjenden alle muligheder for, med største lethed, at registrere og overvåge os. Lad os dog, i stedet for at hjælpe fjenden, gøre hvad vi kan for at besværliggøre hans arbejde så meget som overhovedet muligt.

Undlad at spilde tiden på politisk omsonste samtaler med lemminger. De vil aldrig kunne forstå de relevante årsagssammenhænge alligevel. De er lemminger. Deres hjerner virker ikke. Man kunne lige så godt føre timelange lidenskabelige samtaler med et linoleumsgulv eller en nymalet væg.

Lad i stedet, som om du var upolitisk. Væn dig til at holde tæt med dine sande overbevisninger i mødet med menigmand. De strategiske fordele ved en sådan fremgangsmåde, er uvurderlige. Kun vor opfindsomhed, dygtighed og beslutsomhed sætter grænser. Mulighederne for at manipulere med og bedrage vore fjender er uendelige. Forudsætningen er blot, at vi endegyldigt forkaster al kulturkristen slavemoral og i stedet fuldt og helt anerkender den eviggyldige grundsætning: ‘I krig og kærlighed gælder alle kneb’.

Som nationalrevolutionære er vi færdige med at optræde forudsigeligt. Vi ophører med at følge samme forældede, let gennemskuelige fremgangsmåder, som fjenden rutinemæssigt har kunnet aflæse og afkode gennem årtier.

Hvorfor skulle tilfældige snothjernede lemminger få at vide hvilke overvejelser man som nationalrevolutionær måtte gøre sig, om vigtige verdensanskuelsesmæssige emner og sagsforhold?

Er det virkeligt hensigtsmæssigt, at upålidelige zombie-typer opnår indsigt i hvilke, måske stærkt kontroversielle, politiske synspunkter man måtte indtage? Man ved jo ikke hvem zombier kunne finde på at viderebringe sådanne oplysninger til. Sladrehanke findes overalt. I særdeleshed blandt lemminger. Glem aldrig, at de snothjernede lemminger døgnet rundt er under indflydelse af fjendtlig propaganda.

Anskuelser der fra et ansvarligt racebevidst synspunkt er selvfølgelige og selvindlysende, lyder i den gennemsnitlige TV-zombies øren sandsynligvis som slemt kætterske tankeforbrydelser; som uantagelig vranglære, man som tjenstvillig multikulti-borger gør bedst i at melde til ‘myndighederne’.

Vær diskret. Som mundheldet lyder: Tale er sølv, tavshed er guld.

Lær at foregive at være en anden, end du i virkeligheden er. Ikke som nogen vedblivende dybere personlighedsændring, selvfølgelig, men som en foranstaltning; et middel der kan tages i anvendelse, når det måtte blive taktisk nødvendigt eller strategisk fordelagtigt.

Vi skylder ikke vore dødsfjender ærlighed. —Vi skylder dem intet.

Bedrag dem. Før dem bag lyset. Kun slavemoralister vil føle anger og sjælekvaler derved.

Fjenden benytter sig af bedrag og svigefuldhed dagen lang. Endda for danskernes egne skattemidler i statsmedierne og i et utal af statsstøttede folkeforræderforeninger.

Hvorfor skulle vi i misforstået moralsk fromhed (slavemoral) undlade at benytte samme midler mod den fjende, der søger at gøre os til fremmede pariaer i vore egne fædrelande?

 

XI.  Hjælp til med at sprede det nationalrevolutionære budskab.

Som beskrevet i indledningen hører den systematisk formidlede propaganda i massemedier og uddannelsesinstitutioner til blandt fjendens mest virksomme masseødelæggelsesvåben. Af samme grund bliver dette afsnit, til sønderdeling og imødegåelse af fjendens propagandavirksomhed, længere og mere uddybende end de tretten øvrige punkter.

Der findes allerede rigeligt med reaktionære dansksprogede hjemmesider af papirlovspatriotisk observans. Fælles for dem er, at man svælger i en helt særlig type af historier, nemlig de som gradvist tilvænner danskere offerrollen, uden at tilbyde løsningsforslag. Snaphanen, den Korte Avis, Uriasposten, diverse nationalkonservative blogs på Berlingske Tidende, Trykkefrihedsselskabet og Newspeek er alle eksempler på fænomenet.

Karakteristisk for disse pseudopatriotiske mediers redaktionelle linie er, at man begrænser sig til at beskrive problemerne ved masseindvandringen. Til gengæld lader man hånt om enhver bagvedliggende årsag til de racefremmede gruppers skadevoldende tilstedeværelse, især hvis en sådan årsag skulle ske at ligge uden for den teleologisk altomfavnende patentforklaring: islam.

Ej heller beskæftiger man sig gerne med dybereliggende historisk-kulturelle årsager til modtagersidens stilling; altså den danske kulturkristne gennemsnitsborgers uendelige langmodighed og komatøst-vegetative ligegyldighed over for folkeforræderes bortgiven af fædrelandet til uvedkommende horder af racefremmede snyltere. Man tager tilsyneladende for givet, at den vestlige samfundsform eo ipso, særligt i dens nuværende pornoficerede; hedonistiske; racefornægtende; historieløse; etnokulturelt selvmorderiske og gennemført kulturmarxistiske manifestation, skulle være bevaringsværdig, ja ligefrem overlegen i forhold til ikke-vestlige kulturer, såsom, i særdeleshed den muhamedanske, der ikke i samme grad lader sig indpasse under og korrumpere af den jødestyrede globalteknokratiske verdensorden. —En indbildsk og aldeles grundløs antagelse der er livsfarlig, både i sin overfladiskhed og selvovervurdering.

Er det mon simpel antiracistisk dogme-tænkning, der gør de pap-patriotiske redaktører ude af stand til at delagtiggøre deres læsere i selv de mest grundlæggende racemæssige årsager til folkegruppernes uforenelighed? Eller forstår nogle af dem monstro mere end de giver indtryk af, og undlader bevidst at indvi deres publikum i de biologiske forudsætninger, der ligger bag ethvert politisk forhold?

Under alle omstændigheder indskrænker blandingen af kulturkristen og kryptojødisk verdensforståelse som regel de foretrukne forklaringsmodeller til forkrampede besværgelser af ‘islamo-fascisme’, ‘totalitær politisk ideologi’ eller ‘middelalderlig kvindeundertrykkelse’. Man skulle jo nødig komme til uheldige konklusioner vedrørende eksempelvis Frankfurter-skolens etniske slagside i semitisk retning.

Så holder man sig hellere til en bekvem overflade-diskurs, hvor den blotte antydning af jødisk indblanding i Vestens etnokulturelle ødelæggelse enten helt ignoreres, eller rutinemæssigt affejes som skøøøre antisemitiske sammensværgelsesteorier. Det nærmeste man kommer en analyse af interne danske forhold, der ikke direkte involverer muhamedanisme som enhedsårsag, er beklagelser over ‘venstrefløjens jødehad’ eller luftige udsagn om ‘politisk korrekthed’ i medierne. Jøders årtier lange overrepræsentation ved og kontrol med danske massemedier, overlappende med den afgørende fase i 1980’erne og 1990’erne, da samordnet pressecensur og veltilrettelagt medietilsløring af masseindvandringens skadevirkninger, var mest påkrævet for at opretholde danskernes passive accept af samme, skøjter man let og stiltiende henover.

I dag er det jøder og kryptojøder der, efter årtier-lange karrierer som professionelle kulturmarxister i systemmedierne, og/eller statsstøttede kultursnyltere, nu pludselig står i spidsen for store dele af den forlorne, systemgodkendte pap-patriotiske ‘indvandringsmodstand’.

Sådanne hamskifter kender vi, takket være Kevin MacDonald’s forskning (se afsnit 13), fra USAs nyere historie. Her startede mange nyligt indvandrede jøder (fra især Rusland, Litauen og Polen) ud som radikale kommunister og trotskister, da deres egen samfundsstilling, som gruppe, stadig var usikker, og deres sociale status som nytilkomne immigranter stadig lav, i årene omkring forrige århundredskifte og de følgende årtier. At nedbryde sociale skel og udviske etniske barrierer, var under disse forhold i jødernes egeninteresse, fordi de derved fik lettere ved at trænge ind i samfundets indflydelsesrige institutioner. Omtrent et århundrede senere, efter at jøderne som gruppe havde opnået tilstrækkeligt mange prestigefyldte stillinger ved universiteterne og sikret sig den fornødne politiske magt, er samme jøders efterkommere endt ud som kapitalismens medievante og reaktionære støtter, de såkaldte neokonservative.

Trods hamskiftet har de neokonservative jøder dog stadig bibeholdt deres internationalisme, deres antiracisme og deres troskab til diasporaen (efter 1948 typisk i form af lobbyarbejde til fordel for skatteyderbetalt økonomisk og militær bistand til den nyoprettede stat israel, og for indførelse af dobbelt israelsk-amerikansk statsborgerskab).

Det er altså set før, at jøder skifter side, alt efter fra hvilken fløj på det politiske spektrum, varetagelse af jødiske egeninteresser vurderes bedst at kunne tilgodeses. Under overfladen går de vigtigste af kernesynspunkterne imidlertid igen, uagtet den ændrede fremtoning og retorik. Dette bør ikke komme som nogen overraskelse. Fænomenet er gennemdokumenteret og særdeles fyldestgørende beskrevet af Professor Kevin MacDonald i hans meget anbefalelsesværdige bog, Culture of Critique.

I Danmark har vi da også set et lignende forvandlingsnummer hos mange herboende jøder. Hvor man fra jødisk side, op til omkring 1990’erne, da Danmark stadig var en nogenlunde etnisk homogen nationalstat, rutinemæssigt arbejdede for nedbrydelse af grænser, opløsning af dansk etnokulturel identitet og fordærv af sædelighedsnormer (Brandes-brødrene, Melchior-familien, Troels Trier, Georg Metz, Keld Koplev, Arne Notkin, Suzanne Brøgger, osv. osv.), så ser vi nu, på et tidspunkt hvor det multietniske projekts negative følger ikke længere udelukkende rammer de laveste socio-økonomiske lag blandt de oprindelige danskere, men hvor masseindvandringen har vist sig at kunne medføre uønskede konsekvenser for den i Danmark bosiddende jødiske befolkningsgruppe, det besynderlige ske, at mange jøder har foretaget hvad der kunne ligne en 180 graders vending, og nu pludselig indtager en ‘dansk-patriotisk’ stilling.

Jøders nyfundne tilhørsforhold til og omsorg for ‘dansk patriotisme’ må imidlertid betragtes som værende af særdeles tvivlsom oprigtighed. Deres udgangspunkt er således næppe grundet i noget dybfølt troskab til det danske folk, ej heller i nogen virkelig bekymring for den danske nations etnokulturelle skæbne.

Det umiddelbart paradoksale i at internationalt sindede, kulturmarxistiske jøder pludselig ses optræde i deres værtsfolks patriotiske gevandter, giver bedre mening når adfærden anskues som et kryptojødisk forsvar for en samling af politisk korrekte, kulturmarxistiske dogmer (pluralisme, antiracisme, ligestilling, tolerance, osv.), i ly af hvilke den herboende jødiske befolkningsgruppes hensyn bedst formodes at kunne varetages.

Det der altså i virkeligheden bekymrer jøderne og kryptojøderne i counterjihad-miljøet, er hvorvidt Danmark som værtsland også i fremtiden vil være i stand til at sikre den herboende jødiske befolkningsgruppes interesser. Om danskernes fædreland så i mellemtiden forvandles til en multietnisk banegård med en befolkning bestående af et tilfældigt sammenrend, uden nogen entydig racemæssig identitet, er øjensynlig af mindre betydning for kosherpatrioterne. Ja, hvis man kender lidt til jødernes historiske overlevelsesstrategier som koloniserende mindretal blandt alverdens værtssamfund, tyder meget endog på, at netop en sådan multietnisk, samfunds-bastardiserende udvikling, fra jødernes synspunkt, anses som fordelagtig.

Formodningen er her, at et sådant blandingssamfunds indbyrdes stridende, i bedste fald indbyrdes usolidariske, medlemmer vil være dårligere i stand og mindre tilbøjelige til at organisere sig i samlet front mod jødernes gruppestrategier og potentielle udbytning, end et homogent folkefællesskab ville være.

Denne erkendelses vigtighed og forklaringsevne bliver meget tydelig, når først man har forstået den forlorne counterjihadismes sande bevæggrunde, og har sat sig ind i de verdenshistoriske fortilfælde for koloniserende jøders politisk belejlige hamskifter.

Sideløbende med at den jødisk-infiltrerede pseudopatriotisme således benyttes, dels i forsøget på at bedrage danskerne til en forestilling om jøder som helt almindelige, loyale landsmænd, bare med en lidt anden religion, dels i bestræbelsen på reelt at begrænse det for jøderne særskilt problematiske antisemitiske islæt ved indvandringen, er det tydeligt, at hovedstrømmen i jødernes holdningsbearbejdnings-strategi, som vi har set den komme til udtryk særligt siden 1945, altså hovedsageligt gennem mediemanipulation og overrepræsentation i uddannelsesvæsnet … fortsætter.

Målet med denne hovedstrøms virke: at svække den oprindelige danske befolknings etnokulturelle samhørighed, for derved at sænke den almindelige agtpågivenhed over for fremmed (jødisk) indblanding, er, efter alt at dømme, uændret, men på mange måder jo også allerede indfriet (forekomsten af antisemitisme blandt de Netflix-kiggende, McDonalds-spisende, medicinforgiftede flertalsdanskere er efter alt at dømme ubetydelig, grænsende til ikke-eksisterende).

Ikke desto mindre arbejdes der, fra jødisk side, stadig for mere og mere raceblanding, overalt i Vesten, inklusive Danmark. Dette etnopolitisk-strategiske mål fremmer jøderne ved en effektiv anvendelse af deres historisk foretrukne påvirkningsmidler: mediekontrol, manipulation med uddannelsesvæsnet og, ikke mindst, tilskyndelse til racefremmed masseindvandring.

Af egne etnocentriske hensyn søger jøderne altså at bringe etnokulturel forvirring til det værtsfolk, i hvis midte de har bosat sig.

Verdenshistoriens, såvel som samtidens vidnesbyrd fortæller os, at dette fænomen gentager sig, ligegyldigt hvor jøderne slår sig ned. Jødisk tilstedeværelse bringer altid raceblanding med sig. Raceblanding er jødernes camouflage. Jo mere raceblandet et samfund, desto sværere bliver det for værtsbefolkningen at skelne jøderne ud fra mængden.

Men, set fra jødernes synspunkt, skulle de forskellige indvandrede folkeslags samlede tilstedeværelse jo helst undergrave værtsfolkets etnokulturelle bevidsthed og dermed forringe dets evne til at opdage og afstøde jødisk snyltervirksomhed, samtidig med at de tilvandrede gruppers forskelligartethed gerne skulle opveje og udligne hinanden. Det var sandsynligvis ikke meningen, at indvandrerne skulle vise sig mere antisemitiske end det værtsfolk hvis etnokulturelle identitet man søgte ødelagt ved samme indvandring.

—Derfor counterjihad.

Hovedopgaven for counterjihads kryptojødiske ledelse er at tilrette; ikke standse, masseindvandringen. Justere og afpasse den racefremmede tilstrømning, så den igen stemmer overens med jødernes ønsker og interesser. Tag ikke fejl: jøderne, også dem i counterjihads ledelse; hos nye borgerlige og ved alle de andre pappatriotiske kosherforetagender, ser gerne en fortsat masseindvandring til værtssamfundet. Meget gerne. Men den skal være blandet. Idealet er New York, eller London. En forvirrende sammenstuvning af gensidigt mistroiske mikrosamfund. Der trives jøden bedst.

For mange af én slags indvandrere kan imidlertid tippe den ønskede multikulturelle ‘balance’ og give problemer for jøderne, særligt hvis de dominerende indvandrergrupper ikke, som vesteuropæerne, gennem århundreders kristendom og årtiers kulturmarxisme, er blevet systematisk hjernevasket til raceblindhed og ubetinget filosemitisme.

Er man først blevet opmærksom på mønstret, vil man med forundring kunne iagttage hvordan counterjihads papirlovspatrioter ustandseligt fremhæver jødisk vinklede bekymringer ved indvandringen. Sjældnere, om nogen sinde, hører man dem ytre uforbeholden støtte til udpræget dansk-nationale målsætninger. Lejlighedsvis vil man da også kunne se hvordan counterjihadister forsøger at nedgøre og ringeagte sand nationalisme. Værdi-patriotisme er deres foretrukne gebet. Her kan raceblanding, usædelighed og snylterkapitalisme fortsætte ad infinitum, medens de særlige jødiske fordringer til regulering af masseindvandringen varetages.

De jødisk centrerede bekymringer ses typisk sløret som tåget artikulerede universal-moralske betragtninger over såkaldte ‘vestlige værdier’: ‘tolerance’;mangfoldighed’;mindretalsrettigheder’;ytringsfrihed’; ‘demokrati’; ‘ligestilling’, osv.

Den opmærksomme iagttager vil have bemærket, hvordan disse, af jøder så højt besungne og idealiserede ‘værdier’, altid fremføres med samme besynderligt forudindtagede grundforestilling; nemlig forestillingen om, at vesteuropæernes hjemlande som udgangspunkt er til deling blandt resten af verdens folkeslag.

De indfødte vesterlændinges egne ønsker om etnisk samhørighed og national selvbestemmelse over demografisk og kulturel udvikling i deres hjemlande, sættes ideligt til forhandling og nedtones frækt til fordel for en formodet a priori anerkendelse af en række antageligt universelt gældende ‘rettigheder’, som man på særdeles tvivlsomt, frit-i-luften-svævende, teoretisk grundlag, forestiller sig skulle tillade enhver tilvandret racefremmed person eller gruppe ubegrænset ophold og selvrealisering i vesterlændingenes oprindelige hjemlande; på vesterlændingenes økonomiske og genetiske bekostning, så længe der bare leves op til et sæt af formelle, ikke-biologiske betingelser.

Den opmærksomme iagttager vil ydermere have bemærket, at lignende rettigheder for alverdens indvandrergrupper ikke gælder i jødernes hjemland, israel, hvor det tværtimod tages for givet, som den største selvfølge, at landområdet udgør jødernes hjemstavn og at statens fremmeste opgave er at varetage det jødiske folks interesser.

Ser man de enkelte sager nærmere efter, viser det sig da også snart, at den afgørende bevæggrund for counterjihadisternes selektive indvandrermodstand som regel netop har sit udspring i etnocentriske bekymringer for den herboende jødiske befolkningsgruppes særskilte egeninteresser.

Således ligger visse muslimske indvandreres antisemitisme tydeligvis højere på counterjihadisternes dagsorden, end den samlede og uspecificeret racefremmede indvandrings almindelige udbredelse på de oprindelige danskeres bekostning, og den dermed forbundne, gradvise demografiske fortrængning af det danske folk fra dets eneste hjemland.

Man står unægtelig tilbage med en nagende mistanke om hvorvidt nogen counterjihadistisk/pappatriotisk bevægelse overhovedet ville være opstået, såfremt visse dele af det muhamedanske indvandrermiljø, ikke havde udvist tegn netop på antisemitisme.

Budskabet fra de kosher-autoriserede counterjihadmiljøer har i årevis kredset om samme reaktionære cirkelslutning: “antisemitiske islamonazister er pludselig faldet ned fra himlen og nu ødelægger de det multietniske, seksuelt frigjorte, tolerante og ligestillede idealregnbuesamfund for alle os andre … for det står nemlig i koranen at de hader ligestilling og de er i virkeligheden mere racistiske end de stakkels kristne danskere og de er osse kvindeundertrykkende”, osv. osv. osv.

Man glemmer tilfældigvis altid i forbifarten at nævne hvordan jødernes ‘hellige’ skrifter, heriblandt ‘tora’en’, også kendt som ‘det gamle testamente’, er langt mere voldsforherligende end koranen, og mange gange mere etnocentriske.

Man glemmer sjovt nok også at nævne i hvor høj grad islam, på utallige områder, er nært beslægtet med jødedommen (omskæringen; forbudet mod svinekød; kvindernes tildækning af håret; den mekanisk rokkende bønnerecitation; det religiøst foreskrevne lange skæg; de semitiske ørkenmyter; skriften der læses fra højre mod venstre) og praktisk taget er at betragte som en yngre, blot mere universalistisk, variant heraf.

Hvilke overrepræsenterede etniske grupper blandt den internationale storkapital der gennem årene mest målrettet har arbejdet for en nedbrydning af nationalstaternes grænser og dermed, bl.a. af profithensyn, mest ihærdigt har tilskyndet en åbning for racefremmed masseindvandring til Europa og Nordamerika, synes tilfældigvis heller ikke at interessere kosher-patrioterne.

Kosher-patrioternes forvirrede danske medløbere har tilsyneladende et behov for uophørligt at kunne pege på muslimers dagligt forekommende voldsovergreb mod danskere, for at kunne retfærdiggøre en fortsættelse af deres indvandrerkritiske virke.

En sådan tilvænning til en selvforståelse som hjælpeløse og uforbeholdent lovlydige ofre, hvis eneste mulighed for at redde sig fra perker-kriminalitetens svøbe er at trygle politikere og ‘myndigheder’ om mere kampklædt politi i gaderne, flere udvisningsdomme og flere forslag til paragrafændringer, er udtryk for en åndsforgiftende slavemoral der bør undgås.

Selvfølgelig kan det af og til være brugbart at viderebringe notitsagtig kriminalstof med henblik på almindelig folkeoplysning. Denne opgave varetages imidlertid allerede. Lokalavisen, eksempelvis, som vi her på siden har henvist til i flere år, bringer dagligt relevante historier om racefremmed indvandrerkriminalitet. Den Korte Avis ligeså. Selv TV2, Ekstra Bladet og andre systemmedier dækker med mellemrum indvandrerkriminaliteten på en måde der, ganske vist med den velkendte racefornægtende, overfladiske og krypto-zionistisk reaktionære vinkling, lader enhver forstå, at masseindvandringen er et uafviseligt problem der forpester og forbander danskernes hverdag.

Folkeoplysning af nationalrevolutionær art må nødvendigvis have et andet og mere ambitiøst forsæt. Vi søger at afdække og forklare årsagssammenhængene, der ligger bag de hændelser og overordnende udviklingstræk som systemmedierne ikke længere kan skjule for befolkningen, men som de og counterjihadmiljøet har travlt med at fremstille og fortolke i en overfladisk og vildledende (raceblind), kulturmarxistisk form.

Ensidig papirlovspatriotisk opmærksomhed på de racefremmedes kriminalitet, har den uheldige virkning, at standarden for tålelig fremmedadfærd dermed sænkes hos den almindelige dansker.

Over tid fører dette til et skæbnesvangert mønster, hvor dybt kriminelle perkeres selv kortvarige afståen fra, eksempelvis, alvorlig personfarlig forbryderisk adfærd, straks belønnes med en hel række af forskellige symbolsk anerkendende omfavnelser og overstrømmende tilkendegivelser af inklusion og accept, ofte grænsende til udtryk for egentlig beundring og ligefrem taknemmelighed, både fra statens væld af officielle, skatteyderbetalte institutioner som fra den evigt godtroende, i særdeleshed kvindelige, kulturkristne gennemsnitsdansker: “Ali-baba er slet ikke så slem, han er en af os”.

I virkeligheden sker der altså det, at jo mere vedholdende og jo hårdere en forbryderisk adfærd de racefremmede formår at lægge for dagen, desto lettere vil de kulturkristne og identitetssvækkede gennemsnitsdanskere efterhånden kunne foranlediges til at tilgive og tolerere perkerne, fra det øjeblik disse, fra den ene dag til den anden, vælger at ophøre midlertidigt med deres kriminelle adfærd. Jvf. her de utallige eksempler på ‘forhenværende’ kriminelle indvandrere der gennem årene er blevet belønnet, og stadig bliver belønnet, ikke bare med diverse velbetalte stillinger i statsmedierne; som ‘rollemodeller’; samarbejdspartnere eller sågar rådgivere inden for det sociale og kriminalpræventive arbejde, osv. osv., men også med romantisk og seksuel adgang til forhenværende danske hjernevaskede perkerludere, simpelthen for bedriften midlertidigt at afholde sig fra at begå alvorlig kriminalitet. Mønstret er lige så ulyksaligt som det er forudsigeligt og kendes også som battered wife-syndromet.

Fænomenet er i overensstemmelse med både almindelig psykologi og det verdenshistoriske vidnesbyrd. Det bør dermed ikke kunne overraske den seriøse og historisk bevidste iagttager. Således har det været kendt i århundreder (hvis ikke årtusinder), fra forhandlingsteknik, krigsførelse og diplomati, at den aggressive og virksomme parts forhandlingsstilling som hovedregel er gunstigere at indtage, end den passive og uvirksomme parts. Sådanne erkendelser turde være selvindlysende. I særdeleshed for mænd.

Når man husker på hvor meget åndssløvende TV der bliver set og igennem hvor mange århundreder den kristne slavelære er blevet indprentet almuen, forstår man imidlertid bedre hvorfor det, der burde være selvfølgeligt, hos så mange er blevet indhyllet i uigennemtrængeligt tågeslør.

Hvor ofte hører man ikke de elendige lemminger starte deres hjælpeløse forsøg på dansk sætningsopbygning med formuleringen: “Jeg kan bare ikke se hvordan…”. I sandhed kan de ikke se. De er slået med blindhed. Ikke fysisk, men åndelig blindhed. Ved daglig træning og århundreders tilvænning. Sådan har deres herrer villet det, og sådan er det blevet.

Selvfølgelig må en sådan slavemoralsk og reaktionær adfærd kunne forventes hos de mest åndeligt forkvaklede kulturkristne og åbent erklærede folkeforrædere.

Faren ved fænomenet er, at så længe den propagandamæssige indsats, også fra formodet nationalsindede kredse, udelukkende rettes mod at belyse perkernes kriminalitet; altså deres adfærd, og ikke mod det principielt utilladelige i deres blotte tilstedeværelse og baggrundene herfor, vil samme uholdbare reaktionsmønstre (battered wife-syndromet) også gradvist blive tilvænnet personkredse, nemlig de nationalsindede, hos hvem man selvsagt burde vide bedre.

De utallige eksempler på racefremmede kolonisatorers åbentlyst fjendtlige forbrydelser, begået med fuldt overlæg mod deres danske værtsbefolkning, er selvfølgelig fuldkommen uantagelige og burde hos enhver normalbegavet voksen, allerede for årtier siden, have ført til erkendelse af masseindvandringens skadevoldende og utilladelige natur.

Men hvis det udelukkende er adfærden, hvor uantagelig den end er, der igen og igen fremdrages som eneste afgørende betingelse for, om en given racefremmed, eller gruppe af racefremmede, kan tillades at forblive i landet eller ej, så overlader man i sidste ende bestemmelsesretten til fortsat kolonisering … til de invaderende fremmedgrupper selv.

I så fald kan disse omstrejfende fremmedgrupper jo bare, som modsvar på en given værtsbefolknings utilfredshed med deres forbryderiske gerninger, begynde på, eller i offentligheden foregive at begynde på, at indrette sig og opføre sig efter de meget lave standarder for tålelig adfærd, som det pågældende kulturmarxistiske bastardsamfund har normsat som laveste fællesnævner. Kun meget naïve mennesker lever i troen på, at denne indlysende mulighed for at bedrage de kulturkristne lemminger ikke for længst er blevet gennemskuet af perkerne.

Har en given værtsbefolknings flertal først har affundet sig med, at det kun kan tillades at inddrage adfærd; aldrig race, som målestok for accept af racefremmed masseindvandring i dets spagfærdige gymnasiepige-overvejelser, da vil et sådant værtsfolk ende ud med at have fralagt sig bestemmelsesretten over hvilke og hvor mange fuldkommen uvedkommende racefremmede kolonisatorer der tillades at tage varigt ophold i dets eget fædreland.

Enhver tilfældig neger eller araber der viser sig i stand til at fremkvække en overfladisk mindstemåls-efterligning af det danske sprog, eller opføre en tilnærmelsesvis genkendelig karikatur over vestlige omgangsformer vil, efter en sådan udbredt misopfattelse af hvad der udgør ‘stram’ indvandringspolitik, da kunne opnå varigt ophold, og velsagtens også statsborgerskab med de dertilhørende fordele, i danskernes eneste hjemland, så længe han bare i mellemtiden formår at modstå fristelsen til at voldtage, lemlæste, berøve og myrde.

Det nationalrevolutionære budskab er derfor et ganske andet; helt anderledes urokkeligt og grundfæstet. Vort udgangspunkt er ikke grundet i fremmede, tilfældigt omstrejfende sigøjneres adfærd. Men alene i vore egne udelelige fordringer og ubetvingelige vilje. Vort budskab er først og fremmest intolerant, uforsonligt og hævngerrigt.

Vi forstår udmærket omfanget af den racefremmede aggression, og har ikke behov for dagligt at blive mindet herom. Vi er interesseret i angribe problemets rod, ikke dets grene.

Vi fornægter ikke at muhamedanismen er en fremmed (abrahamitisk) religion, som selvfølgelig skal fordrives fra Norden, ligesom enhver fremmed religion skal det. Vi anerkender at muhamedanismen er en stor del af problemet, men ikke at den skulle udgøre selve problemet, sådan som nogle tydeligvis gerne vil give indtrykket af, øjensynligt for at forskyde opmærksomheden væk fra andre magtfulde og fjendtlige grupper, såsom de overlappende kliker af internationale jøder og globalteknokratiske finanskapitalister.

Om så samtlige racefremmede snyltere i landet fra i morgen lod sig omtrylle til velopdragne og vandkæmmede Naser Khader-typer eller konfutsiansk krybende grillbarejere, “spise hër, me’hjææm?”, ville deres tilstedeværelse stadig være uantagelig og det ville under sådanne omstændigheder stadig være nødvendigt at sværge de Fjorten hellige Ord livslangt og ubrydeligt troskab.

Alle racefremmede skal hjemsendes. —Ikke pga. deres adfærd, som jo kan variere over tid, men fordi Danmark er den nordisk-germanske danske folkestammes hjemland.

Denne fordring er ufravigelig og må aldrig blive til et gement forhandlingsspørgsmål, der afhænger af noget så vilkårligt som forskellige tilvandrede racegruppers omskiftelige adfærdsmønstre.

Som nationalrevolutionære forstår vi, at de mest velintegrerede racefremmede i virkeligheden er de farligste. At fjendtligt skulende volds- og sædelighedskriminelle indvandrere med langt ayatollah-skæg, dårlige danskkundskaber og måske endda optrædende i fremmedartet klædedragt, er uønskede, det kan selv demokrater og kristne forstå.

Med de assimilerede/integrerede racefremmede forholder det sig anderledes (betydningsnuancen de to betegnelser assimilation og integration imellem, er her fuldkommen ligegyldig. Der er i begge tilfælde tale om, at demografisk aggressive racefremmede iføres, eller ifører sig, en ydre vestlig klædedragt; i overført betydning: en maske, for derved så meget desto lettere at kunne narre de evigt tossegode, kulturkristnede gennemsnitsdanskere og således tilsvindle sig uhindret adgang til befolkningens gennem årtusinder opsparede materielle rigdomme og, ikke mindst, dens kønsmodne døtre). Her ryger ~99% af danskerne i den kulturmarxistiske racisme-fælde og evner ikke at gennemskue det simple udklædnings-nummer.

Jøderne har benyttet sig af samme fremgangsmåde i århundreder: krypsis. En tillempet vesterlandsk fremtoning i tøjstil og frisure, samt lidt elementær sprogtilegnelse. Mere skal der åbenbart ikke til, før det overvældende flertal af kulturkristne vesterlændinge uden videre tillader racefremmede svindlere i millionantal at franarre dem ejerskabet af deres historiske fædrelande, og anstrengt smilende, med en i bogstaveligste forstand selvudslettende høflighed, giver grinende negre og arabere adgang til deres teenagedøtres senge.

Som nationalrevolutionære forstår vi, at det er den velintegrerede negermand, hvis medieansporede kæresteri, hvis system-idealiserede pardannelse og hvis kristent velsignede giftermål med den evigt gymnasiepige-forvirrede danske kvinde, pligtskyldigt tolereres, og hvis avl hermed af kuld efter kuld af kultur-skizoide mønstermulatter, ivrigt billiges af de kulturmarxistisk velafrettede (kulturløse), hjælpeløst raceblinde og spagfærdigt benovede svigerforældre.

Vi forstår, at det er de velassimilerede perkeres sønner og døtre, der, efter i skatteyderbetalte uddannelsesanstalter at være blevet båret frem på hænder og fødder af ihærdigt selvmorderiske pædagoger, lærere og lektorer, udklækkes til de politiassistenter, sagførere og læger, som politiker-journalisterne falder over hinanden for ivrigst at fremmane som (frankfurter-)skoleeksempler på tvangsglobaliseringens velsignelser. Velsignelser for de tilvandrede snyltere og deres femtekolonne-hjælpere selv, vel at mærke.   —Forbandelser og ulykker for de oprindeligt hjemmehørende europæere.

Vi erkender, at parallelsamfund og raceadskillelse derfor, til enhver tid er at foretrække for den nært uoprettelige assimigration.

Frem for alt forstår vi, at den udbredte forekomst af raceskænding og almindelig kulturelt råddenskab i alle de nuværende vestlige samfund ikke er opstået tilfældigt, men fordi fjendtligsindede globale magthavere har ønsket en sådan udvikling.

Den nationalrevolutionære folkeoplysning sigter således højere end at slutte sig til den i forvejen veletablerede paragrafpatriotisk reaktionære overflade-opremsning af  forudsigelig perkerkriminalitet. En sådan opgave er ikke i sig selv formålsløs … men varetages blot allerede.

Vi søger i stedet at afdække de fjendtligt besatte institutioners virke, at afsløre og udstille de værste folkeforræderes svigefulde skændselsgerninger samt at blotlægge de internationale årsagssammenhænge, økonomiske, politiske, såvel som religiøse, der ligger bag fædrelandets fordærv.

Nationalrevolutionær propaganda skal så vidt muligt målrettes det instinktsunde mindretal, og budskabets form gerne antage en karakter, så flertallet af uhelbredelige slavemoralister afskyes.

Til disse formål kan man bidrage med sit eget, selvsagt ærgerrige og kvalitetsbevidste virke, eller, hvis tiden grundet arbejdspres eller personlige forhold er knap, bistå med formidling af andres allerede foreliggende folkeoplysningsarbejde og budskaber. Sociale medier såsom twitter, vimeo, vidme, bitchute, youtube, osv. egner sig udmærket til begge opgaver.

Kun vor opfindsomhed, arbejdsomhed og dygtighed sætter grænser. At fjenden, ved censur o.l., vil søge at modarbejde sådanne budskabers udbredelse, må tages som en selvfølge. Lavteknoligiske midler, såsom stencils og klistermærker, kan, hvis anvendt med omtanke, øve gunstig propagandamæssig virkning i et lokalområde.

Nationalrevolutionær folkeoplysning søger ikke så meget at omvende og overtale, som at vække iboende instinkter.

 

XII.  Overvej grundigt om nationalrevolutionær virksomhed er foreneligt med din personlighed.

Gå en længere tur, alene, i en øde skov ved nattetid. Telefonen bli’r hjemme.

Brug mørket og stilheden til at rense sindet for civilisationens forstyrrelser.

Stærkt forøget opmærksomhed på mørket, grænsende til følelsen af frygt, vækkes instinktivt. Hvis man slet ikke oplever et sådant forhøjet alarmberedskab, virker ens urinstinkter ikke. Syns- og høresansen vil, hos mænd med normalt fungerende instinkter og intakt sanseapparat, skærpes betragteligt under ensom nattevandren i mørke skove.

Selv ganske små lyd- og synsindtryk, som sædvanligvis bliver ladt uænset, vil forekomme markant tydeligere end under dagligdags færdsel i kunstigt oplyste byområder, o.l. Opmærksomheden vil straks (instinktivt) rette sig imod sanseindtrykkene og forstørre dem, for bedst at kunne bestemme kilde og retning. Hundredtusinder af års udviklingshistorie ligger bag denne sansernes virkemåde.

En sådan tilstand af kraftigt forstærket sanseopmærksomhed vil føles ubehageligt påtrængende for det moderne, tæmmede bymenneske; et menneske der er vant til at teknologiske hjælpemidler og statslige ‘myndigheder’ på utallige områder har overtaget dets sjæleliv og erstattet dets ansvar for egensikkerhed.

Lad ikke ur-frygten for mørket overvælde dig. Tilstedeværelsen af et rimeligt leje af spændt agtpågivenhed er blot tegn på at vore instinkter virker, og bør således betrygge, snarere end forurolige os. Tag kontrol over sindets bevægelser.

Såfremt man formår at overvinde det indledende ubehag ved ur-frygten for skovens mørke, kan denne enkle metode til selverkendelse give adgang til sjæledybder, der til daglig er utilgængeligt begravede under den moderne tilværelses unaturligt civiliserede og fremmedgørende omstændigheder.

Alene, omsluttet af mørket, uden smartphonens sikkerhedsline og andre teknokratiske forstyrrelser, med sindet tilbageerobret og under egen styring. Her skal spørgsmålene stilles: Hvem er jeg? Hvad vil jeg?

Hvis man herefter nærer den mindste tvivl om de Fjorten Ords forpligtelse, eller man stadig finder anledning til at overveje om jesus er ens personlige frelser eller ej, er det bedste nok, at man søger andre fremgangsmåder end den nationalrevolutionære. DF, Nye Borgerlige, Dansk Samling, Trykkefrihedsselskabet eller lignende grupperinger kan i så fald anbefales. Særligt i DF kan meningsfuldt og nyttigt arbejde stadig udføres.

Bedre at forstå sig selv og yde sin indsats i passende sammenhænge, end at bedrage sig selv og foregive et verdensanskuelsesmæssigt tilhørsforhold, der ikke svarer til virkeligheden.

Vor livsforståelse bygger på Asatro og racebevidsthed. De to erkendelser hører uadskilleligt sammen. Vi højagter Naturens uforanderlige Orden og forpligter os, til døden, på de Fjorten Ords hellige opdrag.

 

XIII.  Læs følgende to bøger:

Might is Right.

Culture of Critique.

Den ene er filosofisk/uden for kategori. Den anden etnopolitisk undersøgende.

Begge findes som PDF og i lydbogsformat. Bl.a. her, her og her.

 

XIV.  Den sidste iagttagelse må læseren selv udfylde.

Enhver ved bedst selv hvor det er mest tiltrængt at forbedre sig, således, at man på bedste måde kan bekæmpe fædrelandets fjender og meningsfuldt bidrage til opfyldelsen af de evigt forpligtende Fjorten Ord.

 

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

GLÆDELIGT VINTERSOLHVERV TIL ALLE RACEBEVIDSTE, NORDISK-GERMANSK HEDENSKE FOLKEFÆLLER

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

SANDHEDEN OM TILVÆRELSEN FOR DEN GENNEMSNITLIGE LØNSLAVE I DET GLOBALTEKNOKRATISK STYREDE VESTEN, SIDEN JØDER, MARXISTER OG KAPITALISTER TOG MAGTEN

^en fortegnet og overdrevet fremstilling? Lad os se lidt på virkeligheden og overveje om karikaturen er berettiget eller ej:

Vore dages marxister står ikke længere på Lenin-mausoleets balkon i Moskva og bivåner den røde hær paradere forbi nedenfor på den Røde Plads. I dag har de for længst skiftet ham og indtager i stedet ledende stillinger hos de største transnationale, kapitalistisk drevne virksomheder; de forbereder næste generation af kulturforarmede lemminger til etnisk identitetsafsværgelse i folkeskolerne, på gymnasierne og universiteterne. De (til)passer dine børn (til det race- og kulturløse, globale enhedssamfund) i vuggestuen og i børnehaven; de bestemmer hvad du betaler for at få lov til at se af hollywood-propaganda på streamingtjenesten og hvad der kan vælges imellem af NLP-kodet mulat-muzak i radioen, på itunes og spotify. De planlægger og ‘nudger’ din adfærd og manipulerer dine følelser og holdninger årtier frem i tiden. De rådgiver Vestens plutokratisk (ud)valgte regeringer fra deres utallige skatteyderbetalte NGO’er, institutter og tænketanke. De bestemmer hvor hurtigt dine penge mister købekraft, fastsætter kvoterne for racefremmed masseimmigration til dit fædreland samt udfærdiger og tilrettelægger planer for dine børns indoktrinering, herunder ved LGBTQ-inkluderende seksualundervisning, fra deres kommissærstillinger i EU, FN, verdensbanken og den internationale valutafond.

Hvis man stadig er overrasket over at jøder, kulturmarxister og kapitalister i fællesskab styrer den vestlige (og det meste af resten af) verden, kan man jo starte med at spørge sig selv, hvad der da grundlæggende skulle have ændret sig, siden disse grupper med magt tiltvang sig det militære, politiske, økonomiske og kulturelle herredømme over Europas rygende, udbombede ruiner i 1945. Tyskland er siden genforenet og Sovjetunionen opløst, jovist. I mellemtiden har kulturmarxismen haft rigeligt med tid til planmæssigt at sive ind i alle vesteuropæiske landes kerneinstitutioner, for derfra at forgifte generation efter generation med propaganda beregnet på almindelig national demoralisering, etnokulturel identitetsopløsning og sygeliggørende (men indbringende) normalisering af  usædelighed.

Da fremmedgørelsen og den kulturelle forarmelse, i start-nittenhalvfemserne, havde nået et punkt hvor racefremmed masseindvandring, selv i millionantal, knapt nok længere blev ænset af det hjernevaskede vesteuropæiske lemmingeflertal, og Coudenhove-Kalergi’s raceblandingsdagsorden således kunne forventes gennemført uden nævneværdig modstand, opløstes Sovjetunionen pludseligt, uden sværdslag, og atter en kollektiv udplyndring, denne gang af hyperliberalistisk variant, af russernes private og fælles ejendom satte ind. Som det var tilfældet under 1920’ernes og 1930’ernes morderiske massekonfiskering af de russiske og ukrainske bønders levnedsmidler, under det tidlige sovjettyranni, var det også denne gang internationale jøder der i uforholdsmæssig grad stod bag det organiserede rovmord.

Omtrent samtidig med opløsningen af den sovjetiske union, indførtes så den europæiske. –Med sine selvudnævnte kommissærer, sine centralt udformede undervisningsplaner og sin overstatslige politisk-økonomiske integration. Tilfældigt sammentræf? Måske. Hvorom alting er, siden 1917 har vi kunnet erfare, hvorledes internationale kapitalister, ofte af jødisk herkomst, har støttet deres allierede, som regel også af jødisk oprindelse, blandt internationale socialister. Hvorfor skulle dette allianceforhold have ændret sig afgørende på blot ét århundrede? Betegnelserne og de ydre former har måske nok ændret sig, men de sande globale magthavere skal stadig findes i de samme overordnede kredse som tilfældet var for hundrede år siden: blandt internationale jøder, internationale finanskapitalister og internationale socialister (kulturmarxister).

Således er det enten marxistiske (socialdemokratiske) eller liberalistisk-kapitalistiske regeringer (som regel en uskøn blanding) der råder overalt i Vesten, og som forestår folkemordet på de oprindelige vesterlændinge. Med mikroskopiske afvigelser til forskel forfølger disse forræder-regeringer samme globalkapitalistiske raceblandingsdagsorden. Selv Rusland (officielt Den Russiske Føderation), der på overfladen fremstår nationalistisk og antiglobalistisk, er i virkeligheden en dybt multietnisk statsdannelse, underlagt den internationale kapitals kontrol. Dette multinationale rige ledes desuden formelt af en tidligere KGB-officer med særdeles tvivlsomme internationale forbindelser.

Frigørelse af folkefæller og fædreland fra et fjendtligt herredømme af så indgroet og verdensomspændende art forudsætter først og fremmest, at man frigør sig selv. Kun som personligt frigjort fra det kulturmarxistisk-kapitalistiske slavesamfund kan man gå forrest, for, med eksemplets magt (det bedste af alle overtalelsesmidler), at legemliggøre et åndsopløftende og bevægende forbillede for sine landsmænd.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

FOLKEMORD I GLITTET INDPAKNING: GLÆDELIG JØDEJUL OG MERRY CAPITALISTMAS [opdateret]

^Kan man forestille sig noget tydeligere og mere uigendriveligt bevis for, at raceblanding, multikulti-tolerance, homodagsorden og feminisme er fælles ideologiske målsætninger for de mest ultraliberalistiske snylterkapitalister i alle de største tværnationale virksomheder og hos de forvirrede, kulturmarxistisk trænede evighedsteenagere på ‘venstrefløjen’?

Ungdomshusets elendige bærme af omvandrende abortmateriale burde gladeligt marchere arm-i-arm med Liberal Alliances jøde-parfumerede bankdirektører, marketingschefer, venturekapitalister og aktiespekulanter. Begge grupper arbejder jo, på hver deres måde, for samme afsindige utopi: et samfund af køns- og identitetsløse mulatter, uden ansvar for, endsige bevidsthed om, Naturens Orden.

Som tilfældet var under under Anden Verdenskrig, er kapitalister og kommunister i virkeligheden allierede. For begge parters vedkommende gælder det, at racefornægtende materialisme og golde økonomiske hensyn udgør de ideologiske pejlemærker. Og eftersom der ikke er indtruffet begivenheder, der, afgørende måde, har ført til ændringer i de globale magtforhold siden 1945, bør det næppe komme som nogen overraskelse, at den verdensomspændende kapitalistisk-kommunistiske alliance stadig består.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

FREMTIDEN ER HÅBLØS — TIL ARBEJDET! [opdateret]

At indgyde falske forhåbninger hører til blandt magthaveres mest virksomme midler til pacificering og uskadeliggørelse af deres godtroende undersåtter. Særligt indenfor kristendommen (tro, håb og kærlighed) har præstestanden i århundreder benyttet sig af håbet — om et liv efter døden, om frelse og om himmelske belønninger — til at føre de lydigt troende bag lyset, underlægge dem politisk og social kontrol samt bemægtige sig deres jordiske ejendom. I dag anvendes fremgangsmåden rutinemæssigt af systempolitikere på de lige så troskyldige og letpåvirkelige kulturkristne. Altså på de sekulariserede slavemoralister, også kendt som vælgerne.

At fæstne lid til håbet er i sidste ende intet andet end virkelighedsflugt og ansvarsfralæggelse. Håbefuldhed er uadskillelig fra den nært beslægtede tro. At håbe er, at hengive sig til troen på, at tingene nok skal løse sig. Enten af sig selv; på mirakuløs vis, ved påkaldte mellemøstlige guddommes usynlige mellemkomst eller ved politikeres, præsters og andre myndigheders indgriben. Altid ved hjælp af midler der ligger uden for den håbefuldes eget virke- og ansvarsområde. Denne tro giver de håbefulde en øjeblikkelig følelse af trøst og lindring, ligegyldigt hvor ubegrundet den måtte være.

Hvis håbets ønske ikke opfyldes, må det være fordi man ikke har troet betingelsesløst nok på dette eller hine dogme eller måske ikke bønfaldt denne eller hin semitiske frelserfigur krybende nok. Og sådan fortsætter håbets heroin-lignende onde cirkel af følelses-afhængighed. Jo grellere håbet skuffes, desto stærkere overbeviser den håbsafhængige sig selv om nødvendigheden af at tro og håbe med endnu dybere afmagt og endnu mere ydmyg skæbneovergivelse.

Den som klamrer sig til håbet, vil som regel være tilbøjelig til at bedrage sig selv. Dette sker ved, at den håbefulde på forskellige måder tolker de egentligt eksisterende omstændigheder således, at de fremfor alt ikke kræver nogen anstrengende indsats fra den håbefulde selv. Den håbefulde begiver sig nemlig helst af med ønsketænkning og har det med, undervejs, at lade hånt om ubehagelige, men måske livsvigtige, kendsgerninger, især hvis disse skulle ske at forstyrre den behagelige følelse af falsk tryghed, som håbet mere end noget andet fremkalder.

Selvfølgelig kan det fra tid til anden være nødvendigt, at adsprede sin sjæl eller beskæftige sin bevidsthed med tankevirksomhed, der ikke bestandigt kredser om de samme evindelige politiske problemer. Musik, kunst, legemsøvelser, uforpligtende fritidsinteresser eller blot hyggeligt samvær i venners lag kan i så henseende være udmærkede til genopladning af sjælestyrken, til den fortsatte livslange kamp for de hellige Fjorten Ord.

Men at forlade sig på grundløse forhåbninger i det politiske rum hører ingen steder hjemme blandt national-revolutionære. At bruge tid på mumlende bønne-afsigelser til jahve eller fortrolige henvendelser til jesus, ville være omtrent lige så berettiget.

Vi grunder vores verdensanskuelse på ædruelig iagttagelse af virkeligheden og spilder således ikke tiden på dulmende dagdrømmeri ved håbets (eller troens) trøstesut. Af samme grund beder vi ikke overjordiske sagnfigurer om hjælp.

Ni ud af ti vesterlændinge er programmeret til etnokulturel selvødelæggelse. De kan ikke bringes til forståelse af racespørgsmålet. Tværtimod vil de nøje opretholde ethvert tabu; ethvert dogme, de er blevet indoktrineret med fra deres tidligste barndom. Med et forbavsende repertoire af smidighedsøvelser udi åndelig akrobatik formår de at tilpasse alle deres egne erfaringer og hensyn herefter. Men med en ganske særlig fromhed og ubetvivlelig pligtskyldighed vil de forsvare det grundigst af alle systemindprentede hovedtabu: forbuddet mod selvhævdende racebevidsthed*. Dette tabus frygtelige magt består uantastet og udvirker sin knugende socialisering, selv når de velafrettede vesterlændinges nærmeste slægtninge lider overlast, skamferes for livet eller sågar mister livet; myrdes som direkte følge af racefremmed masseindvandring.

*Visse former for (falsk) racebevidsthed tillades af systemet, og falder som sådan uden for tabuiseringen, så længe man blot følger anvisningerne, givet gennem uddannelsessystemets og massemediernes årtier lange hypnotisk-pædagogiske gentagelseslære. Således er det til enhver tid, ikke bare tilladt, men tillige socialt og karrieremæssigt fremmende, at udbrede sig efterplaprende kategorisk om negres, jøders og andre racefremmedes påståede genetiske fortrin. Groft nedværdigende og ringeagtende udsagn om hvide menneskers påståede genetiske mindreværd kan desuden aflires når og hvor som helst, uden at vække mindste anstød i veltrænede lemmingekredse. Det er først når racebevidstheden bevæger sig ind på virkelighedens logisk sammenhængende, beskrivende og historisk velunderbyggede område, at über-tabuet træder i kraft og ni ud af ti vesterlændinges i forvejen beskedne tænkeevne, lukker helt ned.

Raceblindhed er en form for blindhed. –En vanetænkningens indøvede blindhed. At hovedparten af aftenlandets indbyggere forbliver slået med en sådan blindhed (tanke- og adfærdsstyring ved livslang tabuisering og social træning) er imidlertid af afgørende nødvendighed for den globalkapitalistiske verdensorden. Indtil den planlagte coudenhove-kalergianske raceopblanding er tilstrækkelig langt gennemført og fornødent store kuld af tilpasningsivrige arbejdsdroner i form af køns-, identitets- og kulturløse mulatter endegyldigt har erstattet de oprindelige europæiske befolkninger, og der således ikke længere findes nogen nævneværdig forekomst af særskilte racer (uden for de ledende kaster, naturligvis), går det ikke an, hvis for mange hvide mennesker skulle begynde at bemærke visse racebestemte adfærdsmønstre hos deres nyankomne medborgere eller måske endog begyndte at identificere sig (uha) efter deres racetilhørsforhold.

For den medietrænede danske gennemsnitslemming betyder opretholdelsen af dette virkelighedsfornægtende tabu, ud over den grundlæggende åndsforkrøblende demoralisering der følger af svækket, selv-nedværdigende identitetsfølelse, at man er ganske ude af stand til at drage selv de mest grundlæggende slutninger, og dermed heller ikke i stand til at kunne iagttage og træffe de nødvendige forholdsregler på livsvigtige områder, såsom vedrørende negres og araberes tilbøjelighed til personfarlig berigelses- og sædelighedskriminalitet eller jøders uforholdsmæssigt store andel i medie- (propaganda-) og finansvirksomhed.

Den racefornægtende vesterlænding er, i det multietniske samfund, omtrent lige så hjælpeløs som barnet der gennem hele sin opvækst har fået at vide, at biler, løbehjul og trehjulede cykler er lige farlige for fodgængere og at færdselsuheld er sociale konstruktioner der slet ikke findes i virkeligheden … men som alligevel forventes at kunne færdes sikkert på og omkring hovedfærdselsårerne i myldretrafikken. De er til alvorlig fare for sig selv og deres omgivelser.

Den uafladeligt optrappede kulturmarxistiske/kulturkristne indoktrinering gør imidlertid ikke blot, som beskrevet ovenfor, zombificerede vesterlændinge passivt blinde for virkelighedens elementære raceforskelle, men indpoder dem desuden med et aktivt (selv)morderisk fjendskab til deres eget etnokulturelle ophav. Som sådan udgør de hypnotiserede racefornægtere i deres egenskab af fjernstyrede, fordækte selvmorderrobotter på sin vis en større trussel for den racebevidste modstand, end mange af de racefremmede fjender selv.

Folkemorderiske globalister og jøder (med deres primære troskab rettet mod mellemøsten og diasporaen, snarere end mod det oprindelige danske folks kerneinteresser) sidder i dag tungt på retssystem, massemedier, uddannelsesanstalter, lovgivning, finans- og erhvervsliv, politi og militær. Ingen hvid mand kan forvente at blive ansat, endsige forfremmet indenfor disse systemer, uden først at have underkastet sig selvmorderdogmerne om antiracisme og feminisme (eller som mindstemål med tilstrækkelig overbevisning foregive at gøre det). Siden Anden Verdenskrigs afslutning er fjendtlige jøders og hvide folkeforræderes magt over disse institutioner, kun blevet befæstet. Det er ikke tilfældigt, at det som regel enten er en feministisk karriereheks, en homoseksuel mandsling, eller en jødes åsyn der toner frem på skærmen (eller hvis stemmer i døgndrift kværner i æteren) når almuen skal belæres om den rette kulturmarxistiske udlægning af de nyeste forhåndscensurerede propaganda-opdateringer fra Reuters.

Den såkaldte kulturelle revolution, iværksat omkring 1967 af den jødisk dominerede amerikanske efterretningstjeneste, i tæt samarbejde med de jødisk ejede massemedier og jødisk styrede universiteter, har demoraliseret og forkrøblet vesterlændinge i en så alvorlig grad, at en fælles folkelig modstand baseret på flertallets opvågnen eller lignende massedemokratiske midler, i dag må betragtes som et omsonst foretagende. Allerede nu kan racefremmede grupper, med eller uden sværdslag, stemme sig til magten i adskillige af vore europæiske nabolande. I USA har negre og jøder i årtier indtaget senator-, guvernør- og borgmesterposter samt sæder ved højeste retsinstans. Som tiden går og demografien yderligere skrider til fordel for de racefremmede og tilsvarende ugunst for den tilbageværende restbefolkning af kulturmarxistisk forgiftede danskere, vil det parlamentariske demokratis indbyggede hovedbrist (forudsætningsløs stemme- og borgerret til alle, uanset race og vandel) inden længe også vise sig herhjemme.

Logikken tilsiger, at den nuværende demografiske udvikling, i retning af mere og mere racefremmed tilstrømning (og fødselstilvækst), kombineret med stedse mere afsindige kulturelle normskred, mere og mere almindelig udbredt usædelighed og dermed årsagsforbundet barnløshed for den oprindelige befolkning, uundgåeligt vil føre til samme problemer her i landet, som man allerede har set gentage sig i vestlige lande med mere fremskreden raceopblanding. At forvente andet giver ingen logisk mening og ville kræve, at Naturens love sattes ud af kraft (altså at mirakler skulle indtræffe).

Fremtidens samfund under et fortsat judeo-amerikansk, globalkapitalistisk, farmaceutisk-teknokratisk styre ser således, i sandhed, både dystert og håbløst ud. Dermed må også opvækstvilkårene for fremtidige nordisk-germanske slægtled følgelig påregnes, at ville udvikle sig i en, mildest talt, utilfredsstillende retning.

Så meget desto mere tvingende nødvendig og livslangt forpligtende fremstår da modstandskampen netop for den instinktsunde Ariske folkefælle. Hvis der var grund til at håbe på, at problemerne var midlertidige, ubetydelige eller svandt ind og gik væk af sig selv … var der jo netop ingen grund til at sætte sig til modværge.

Kun syge mennesker har imidlertid interesse i at opretholde et sygt system.

Homomarcher, swingerklubber, pornomesser, teenage-alkoholisme, livslang eksperimental-medicinering, industrialiseret dyremishandling, kemisk forurening af landbrugsjorden, raceblanding, kønsudjævning og tech-fetichisme er alle fænomener, der hører til fjendens mareridtssamfund. At forspilde sit levned eller ofre sit liv i forsvaret for sådanne forbrydelser mod Naturens Orden, må være blandt de største ulykker der kan overgå en Arier.

Et samfund præget af ovennævnte sygdomstegn fortjener ikke at overleve, og ingen Arier bør medvirke unødigt til dets fortsatte beståen.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi derfor nogensinde kommer til at opgive, hverken det land- og farvandsområde vore arbejdsomme forfædre gennem årtusinder har dyrket, besejlet og forsvaret, eller udvalgte dele af den fysiske infrastruktur der, over de seneste århundreder, er blevet anlagt af vore tipoldefædres generationer og frem til i dag.

Det er den fremmedgørende judeoamerikanske, globalkapitalistiske og kulturkristent universalistiske samfundsindretning, der skal bekæmpes. Danmark som etnokulturelt bæredygtigt folkehjem for den nordisk-germanske danske kernenation forbliver, hvad der end sker, den ufravigelige hovedmålsætning for de næste hundrede tusinde år.

Selvom fortsat arabo-negroid tilstrømning med altovervejende sandsynlighed vil føre til ødelæggelse, også af det nuværende vanvidssystem, og at det derfor kunne være særdeles fristende at anskue uhæmmet masseindvandring som en ‘hjælp’ til systemets hurtigst mulige druknedød, i dets egne efterladenskaber, så at sige, er det efter denne forfatters mening stadig i den nationale modstandsbevægelses logiske langtidsinteresse, at enhver form for yderligere racefremmed tilstrømning, så vidt muligt nedbringes. Derfor skal der ikke herfra lægges hindringer i vejen for indvandringsbegrænsende tiltag, hvor spage og politisk korrekte de så end måtte være, heller ikke såfremt de måtte hidrøre fra politiske kredse med mangelfuld forståelse for vigtige historiske og/eller biologiske årsagssammenhænge.

Vor hensigt er fra grunden at skabe en uiøjnefaldende, selvkørende, slagkraftig, decentral og varig modstandsbevægelse — én fanatisk folkefælle, én antimoderne familie, én folkesolidarisk landsby ad gangen. Med dette formål for øje ansporer vi til bevidstgørelse af de mest lovende og selvstændigt tænkende dele af ungdommen, således at en ubestikkelig folkekerne, tro mod Naturens Orden og af gode racemæssige egenskaber, til stadighed er forberedt på og i stand til, ikke bare at forsvare sig, men, med brutal skånselsløshed, gå til modangreb og slå fjenden ned, når det måtte blive nødvendigt.

Hvilke paragraffer der i mellemtiden omformuleres; hvilke symbolpolitiske tiltag og administrative justeringer der forsøges gennemført eller hvilke uvederhæftige løfter der foregøgles vælgerne på den kosher-patriotiske papirlovsfront, er i denne forbindelse uinteressant. Det giver således ingen mening at spilde tiden på, direkte, at modarbejde eksempelvis Dansk Folkeparti eller lignende system-parlamentariske antiindvandringsforetagender.

De har deres dagsorden og gør deres arbejde, for deres målgruppe. Eftersom vi ikke søger tilhængere eller vælgere, men selvstændigt tænkende, revolutionært sindede kampfæller, er overlappet mellem papirlovspatrioternes målgruppe og vores alligevel ubetydeligt. Det er velkendt, at vi på denne blog ikke alene finder kosher-patrioternes fremgangsmåde utilstrækkelig over det lange sigte, men tillige, for en stor dels vedkommende, betragter dem som det zionistisk-kapitalistisk styrede folkemordersystems kontrollerede opposition. Ligegyldigt hvor uenig man end er i paragrafpatrioternes politiske dispositioner og verdensanskuelsesmæssige udgangspunkt, bør man dog kunne anerkende og tage ved lære af én ting: deres betydelige arbejdsindsats.

Det skal herfra anbefales, at alle racetro folkefæller, under hensyntagen til deres givne lokalforhold samt personlige livsomstændigheder, besinder sig grundigt på fremtidens mest sandsynlige udviklingsmuligheder for dernæst omhyggeligt, at forberede sig derpå.

Følgende ti punkter fremsættes som forslag til en overordnet og tilpasningsduelig fremgangsmåde, der, uafhængigt af politiske og økonomiske omskifteligheder, kan tjene til selvforbedring, forsvarsevne og derigennem til bedst mulig sikring af folkekernens langsigtede overlevelse:

l.    Oprethold selvdisciplin. Regelmæssig åndelig og legemlig træning.
2.   Opnå økonomisk uafhængighed. Flyt om muligt ud af byen.
3.    Bliv gift (helst hedensk). Få så mange sunde børn som muligt.
4.    Netværk kun med familie og 100% pålidelige folkefæller.
5.    Løsrivelse fra jødernes propagandamidler (tv, smartphones, biograffilm, porno osv.).
6.    Tag jagttegn eller opøv på anden vis fortrolighed med våbenbrug.
7.    Forbered nødberedskab for nærmeste familie, inkl. langtidsholdbar proviant.
8.    Ryg og drik så lidt som muligt. Helst ingen rygning overhovedet.
9.    Bliv selvforsynende inden for rimelighedens grænser (vand, varme, næringsmidler).
10.  Flyv under systemets radar. Ingen uvedkommende behøver kende til din mening.

 

^Denne video er i sandhed opmuntrende, også for denne artikels forfatter, og den tænder åbenlyst manges håb. Det er sikkert ikke for ingenting, den har fået 25 tusinde hits og 1800 altovervejende begejstrede kommentarer på under to døgn. Hensigten med nærværende artikel er ikke, at udslukke nogens begejstring over et gryende racebevidst ungdomsoprør. Indtil hvide mænd tager affære og hævner årtiers folkeforræderi samt racefremmedes utallige overgreb på vore kvinder, børn og ældre, består der imidlertid en fare for, at forhåbningerne knyttet til populære kvindelige youtube-vloggers, såsom den her fremhævede, kommer til at virke som en sovepude der afleder de begejstrede fans fra bevidstheden om, at de racefremmedes kolonier overalt i vore hjemlande, ikke er blevet indskrænket det mindste i mellemtiden. Selvfølgelig er propaganda og styrkelse af moralen en vigtig del af modstandskampen. Men vigtigere endnu er det, at nogle af os holder opmærksomheden rettet mod det nødvendige grove arbejde, der skal gøres for at kunne virkeliggøre — ikke bare drømme om — de hellige Fjorten Ord.
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

BOYKOT JØDEHOLLYWOOD OG MUZAKINDUSTRIEN

 

Hver eneste gang man køber en biografbillet, abonnerer på en systemgodkendt muzak-tjeneste eller streamer en af de utallige propagandaserier på pestflix, HBO osv., støtter man en sygeligt perverteret, korrupt, fjendtligsindet og forbryderisk børnemishandler-kultur.

Herfra skal der indtrængende opfordres til, at man en gang for alle ophører med at sende sine penge til jødernes propagandaforetagender i Hollywood og muzakindustrien.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

HVORDAN MAN AFSLØRER EN PAPTRIOT | NOGLE TANKER VEDR. REAKTIONÆR RETFÆRDIGGØRELSESSYGE BLANDT NATIONALKONSERVATIVE OG ANDRE KULTURKRISTNE [2.04]

DLiP0uWUIAEDmoz

^LEGEMLIGGJORT ‘NATIONALKONSERVATISME’^ De raceblinde kosherpatrioters politisk korrekte ideologi-linedans bliver vanskeligere og vanskeligere, jo længere virkeliggørelsen af deres multietniske idealsamfund skrider frem. Medens de racefremmede bosættelser vokser i både størrelse og indflydelse og raceblandingens snigende folkemord normaliseres i systemmedierne; institutionaliseres gennem statsapparatet; indprentes ungdommen ved uddannelsesanstalterne samt gennemtvinges i de ‘private’ erhvervsvirksomheder, skal den kulturmarxistiske kerneforestilling om, at biologiske raceforhold intet som helst betyder, jo for enhver pris opretholdes. Det slappe reb, som papirlovspatrioterne, med alle deres antiracistiske meningsfæller, lige fra counterjihad, nye borgerlige over venligboere til enhedslisten og antifa, varsomt må betræde mens de beslutsomt holder sig for øjnene, for fremdeles at undgå faldet ned i racismetabuets afgrund, er nemlig slået af den ideologiske dogmetænknings trevlede kunststoftråde og fæstnet med vanefeministiske kællingeknuder til kulturmarxismens ormstukne stolper. En sådan line bliver ikke hverken bredere eller lettere at bevæge sig rundt på, som demografiens sortladne tordenskyer buldrende trækker sammen over den stedse mere anstrengte, fælles balanceakt. Racevirkelighedens haglstorme, derimod, vil til gengæld med sikkerhed kun tiltage i styrke, som tvangsglobaliseringen planmæssigt gennemføres. Der skal i sandhed øvelse og behændighed til for at holde balancen under slige forhold … når man samtidig har bind for øjnene. Det må kræve langvarige ophold i politologi-teoretiske luftkasteller af en særlig fin og æterisk art for, år efter år, at kunne overse, at den nøjagtig samme blanding af racefornægtende, ‘vestligt-liberale frihedsværdier’ og blind mirakeltro på fremmede jødiske nationalmyter, som man insisterer på udgør kernen i ens egen forkølede indvandringsmodstand, regelmæssigt også fremføres af de racefremmede kolonisatorer selv, som hovedargument for hvorfor de netop mener at have ‘ret’ til at forblive i landet. Igen og igen vil man høre (hvis man da kan høre) de mest velassimilerede perkerkolonisatorer henvise til, at Danmark jo er et ‘tolerant’ og ‘demokratisk’ land med ‘frihed’ og ‘borgerrettigheder’ til det ene og det andet og det tredje og/eller påpege deres nære abrahamitiske trosslægtskab med jøde-kristendommen som sikre trumfkort til moralsk uangribelig begrundelse for deres fortsatte erobringsforehavende. I takt med at politimyndigheder og resten af samfundets kerneinstitutioner, over de næste par årtier planmæssigt vil blive fyldt op med større og større kvoter af gennemassimileret neger- og perkerpersonale, vil det imidlertid ikke komme til at skorte på gratis introduktionsforløb til spændende gruppekurser og daglig anskuelsesundervisning i grundlæggende racebevidsthed for de uerkendt kultur-marxistiske paragrafpatrioter. Held og lykke med de ideologisk-abstrakte frihedsværdier og andet frankfurterskolastisk-kulturkristent tankespind, når hær- og politienheder, byråd, advokatsamfund, dommerforeninger, embedsværk, lægestand og massemedieredaktioner overskrider en tærskel på, lad os sige, 20% assimilation.

Papirlovspatriotisme kan inddeles i tre hovedtyper: (1) den kristne, (2) den liberalistiske og (3) den ‘nationalkonservative’ slags. Kategorierne overlapper hinanden og den enkelte paptriot vil ofte være under indflydelse af alle tre hovedtyper. Paptrioter har alle det foruroligende grundtræk tilfælles, at de, under en meget tynd fernis af systemgodkendt islamkritisk og kun islamkritisk indvandringsmodstand, i virkeligheden er nogle af samfundets mest velindoktrinerede antiracister og velopdragne feminister. Med nogle få ubetydelige nuancer til forskel, som regel indenfor fordelingspolitiske marginalspørgsmål samt på visse andre rent symbolske områder, såsom tøjstil, præference for den ene fremfor den anden type af jødisk produceret hollywoodpropaganda eller skiftende partitilhørsforhold … er paptrioten hjernevasket til nøjagtig samme dogmatiske kulturmarxisme som enhver anden afsjælet vesterlandsk lemming.

Paptrioter kendetegnes desuden ved deres reaktionære grundindstilling og på deres grundigt indøvede repertoire af spagfærdige retfærdiggørelser. Med disse afbigtsfloskler på rede hånd er paptrioten altid beredt til at gå i retorisk forsvarsposition og vil, i samme sekund han spørges til følsomme, politisk kontroversielle emner, behændigt kunne undskylde og begrunde sig ud af sin egen forkølede, politisk korrekte alibipatriotisme. Disse karakteristiske afværgereaktioner, hvorved paptrioten omhyggeligt forsikrer sine modstandere om deres fælles antiracistiske og feministiske ståsted, foretages øjensynlig så teenagepigerne (m/k) i systemmedierne og de racefremmede invasionsstyrkers forskellige andre interesseorganisationer forstår ham. —Og ikke bliver sure på ham.

Taget det almindelige politiske klima, den demografiske sammensætning i visse bydele og zombificeringsgraden af lemmingerne i betragtning, kunne det under visse omstændigheder eller blot af almindelige strategiske hensyn, selvfølgelig være forståeligt nok, at man som indehaver af kontroversielle synspunkter af og til valgte, at forstille sig. Ved list at føre sine fjender bag lyset skal ikke møde fordømmelse herfra. I særdeleshed ikke i en krigstilstand hvorunder der fra fjendens hold dagligt arbejdes på at gøre de nordisk-germanske folkeslag til fremmede pariaer i vore egne hjemlande.

Det forekommer imidlertid, at paptriotens regelmæssigt opførte antiracistiske bekendelsesritual, med dets velkendte afliring af besværgende bondeangerfraser, tjener et noget mere tvivlsomt formål end udspekuleret bedrag af fædrelandets dødsfjender: nemlig at tilfredsstille paptriotens eget, reelle behov for at retfærdiggøre og forklare sin forkølede sødsuppemodstand overfor sine modstandere og, hos samme modstandere, bede om lov; angle efter moralsk godkendelse til at bedrive en sådan modstand, så han ikke skulle ske at få dårlig samvittighed over at have tænkt, sagt eller gjort slemme, forbudte ting.

Prisen, som paptrioten er villig til at betale, for, hos fædrelandets forrædere og øvrige fjender, at opnå en sådan moralsk tilladelse til at måtte kritisere dele af den samlede indvandrergruppes (abrahamitiske) religion samt at problematisere adfærden hos en endnu mindre del af denne undergruppe, uden at blive kaldt racist, er tilsyneladende (a) at afsværge det oprindelige, nordisk-germanske danske folks nutidige og fremtidige etnokulturelle tilhørsforhold til den hvide race, (b) at tillade ubegrænset judeoamerikansk indflydelse på fædrelandets politiske, økonomiske og kulturelle udvikling samt (c) at indvilge i en fortsat identitetsødelæggende, på sigt folkemorderisk, opblanding af folkets uvurderlige nordeuropæiske arveanlæg med tilvandrede (og importerede) negres og mongoloiders genotyper, forudsat, at disse racefremmede blot enten hævder, at tro på ‘vestlige værdier’ eller med tilstrækkelig overbevisning ses at tilbede samme protokommunistisk-jødiske frelserfigur som paptrioten selv.

—En pris i den høje ende, må man sige, for at slippe for at blive tildelt et tillægsord. Af sine fjender.

Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt, uden så megen blusel, uden så ritualiseret en selvudskamning, uden så mange hændervridende bodsøvelser, uden alle undskyldningerne til indledning og uden de evindelige forklaringer og retfærdiggørelser, simpelt hen blot at fastholde en umisforståelig og urokkelig målsætning om, at Danmark, som danskernes eneste hjemland, til alle tider skal forblive det nordisk-germanske danske folks hjemstavn og udelte ejendom?

En sådan ufravigelig målsætning kunne for eksempel affattes i en erklæring med følgende ordlyd: vi vil som racebevidste og trofast dansk-nationale folkefæller til vor dødsdag arbejde samvittighedsfuldt for (I) at den danske folkekerne forbliver af god nordisk-germansk og/eller europid afstamning, (II) at medlemmerne af det danske folk, så længe de viser sig værdige dertil, måtte forblive herrer i eget nationale hus samt (III) at folkeforrædere og andre elendige fjender af det danske folk skånselsløst måtte blive ryddet af vejen til skræk og advarsel.

Hvorfor benytte omvejen med at skulle forhandle med sine fjender eller tinge smiskende om støtte til den ene eller den anden gruppe af racefremmede kolonisatorer?

Den nationale sag må aldrig forfalde til et valg mellem enten jøders, negres, kineseres, thaiers, sigøjneres eller arabiske, tyrkiske, pakistanske, somaliske, afghanske og albanske muhammedaneres ‘ret’ til ophold her i landet, såfremt den (eller de) favoriserede gruppe(r) lærer sig at udsige nogle særlige magiske sætninger eller, at gå rundt i særligt godkendt vesterlandsk klædedragt.

Min fjendes fjende er ikke nødvendigvis min ven. Ej heller er det sikkert, at han i virkeligheden er min fjendes fjende. Måske de begge er mine fjender. Under alle omstændigheder bør beslutninger vedrørerende livsvigtige nationale kernehensyn selvsagt ikke forstyrres af uvedkommende fremmede folkeslags utidige indblanding. Eget folk først! Hvis underhandlere fra racefremmede folkeslag tilbyder, at gøre os tjenester uden modydelser, bør sådanne tilbud underkastes den strengeste mistænksomhed og som udgangspunkt afvises. Ikke alle gamle ordsprog holder vand.

Ægte (racebevidste) nationalsindede bør i stedet overveje følgende tvedelte spørgsmål: (S1) af hvilke historiske, økonomiske, politiske og/eller religiøse årsager har man kunnet tillade, at uvedkommende racefremmede snyltere af en hvilken som helst slags, i hundredtusindtallige skarer, har fået lov at fortrænge etnisk danske børn, unge og gamle fra boligområder, offentlige veje, gader, stræder, torve, parker og strande; fra skoler, arbejdspladser, massemedier, kulturinstitutioner samt fra politisk og økonomisk indflydelse? (S2) Hvordan får vi iværksat de virkekraftigste modforholdsregler til standsning af denne ulykkelige og helt uantagelige udvikling og, ved anvendelse af de fornødne magtmidler, ladt de racefremmede snyltere samt deres æreløse folkeforræderiske hjælpere forstå at de er bedst tjent med at forlade det danske landområde, for aldrig mere at vende tilbage?

At svare meningsfuldt på dette dobbeltspørgsmål, forudsætter ikke oprettelse af hverken medlemsforeninger, nye fine hjemmesider eller higen efter medieopmærksomhed. Den enkelte, samvittighedsfulde, beslutsomme og diskrete folkefælle kan gøre mere gavn på egen hånd end mange måske tror. Også blandt de racefremmede kolonisatorer (til overflod blandt folkeforræderne) findes der åndssvækkede lemminger der, såfremt troværdige rygter begyndte at spredes, at det var forbundet med en vis fare fortsat at udnytte den danske folkekernes for længst opbrugte gæstfrihed, kunne tænkes at overveje at søge tilbage mod deres oprindelseslande (eller blot ud af landet), i takt med at sandsynligheden for, at deres fortsatte snylterophold (og landsforrædervirksomhed) her i landet kunne  forventes at indebære visse ubehageligheder gradvist steg.

Dette skal selvfølgelig ikke forstås som nogen opfordring til ulovligheder. Mere som en advarsel om de uundgåelige følger af tvungen raceopblanding. På baggrund af iagttagelser af det seneste godt halve århundredes sociokulturelle udviklingsmønstre i vestlige lande med mere fremskredne grader af etnokulturel opblanding ved racefremmed masseindvandring end der endnu forefindes i vort eget, kan vi, hinsides rimelig tvivl, forudse lignende forholds snarlige opståen i Danmark såfremt masseindvandringen og den dermed forbundne raceopblanding ikke bringes til ophør.

På et tidspunkt vil værtssamfundets sidste rester af troværdig ordenshåndhævelse bryde sammen under vægten af de mange racefremmede nyankomnes tiltagende illoyale samt berigelses- og lystforbryderiske adfærd. Herefter vil alene Naturens Love gælde. Allerede nu kan det sandsynliggøres, at masseindvandringens stedse forøgelse af racefremmed tilstedeværelse (‘assimileret’ såvel som ‘uassimileret’) sammenholdt med de allerede indoptagne fremmedgruppers høje fødselsrater har overskredet tærsklen for national genoprettelse ved fredelige demokratiske midler. Hvis man vil undgå, at det kommer til alvorlige blodsudgydelser i vore nærmeste efterkommeres levetid, må man nødvendigvis overveje hvorledes man, med fast og beslutsom hånd, mest virkningsfuldt kan få vendt udviklingen inden det for alvor går galt.

Danskernes langmodighed er strukket langt hinsides ethvert rimeligt punkt. Vort fædrelands område udgør under én promille af jordens samlede landareal. Alligevel bliver vi pånødt at dele vort eneste hjemland med et stigende antal hundredtusinder af uvedkommende, fordringsfulde, utaknemmelige, volds- og sædelighedkriminelle racefremmede fra en række oprindelseslande med  befolkningsstørrelser og landområder ofte mange gange større end Danmarks. Fortsat forfølgelse af en sådan indvandringspolitik er, for fremmede opvigleres vedkommende, at betragte som en krigserklæring. For indfødte danskeres vedkommende, som strafbart folkeforræderi. Uvidenhed om de for oprindelsesbefolkningen skadelige følger af masseindvandringen kan ikke længere med rimelighed hævdes samtidig med, at man aktivt arbejder for dens fremme. Nylige fortilfælde fra nabolandes katastrofale erfaringer med racefremmed massetilstrømning er ganske enkelt for talrige og åbenlyse til, at mennesker med normal tænkeevne kan undgå at have bemærket dem. fra  Hvis man er uvidende om følgerne af sin masseindvandringspolitik, er man uansvarlig, og dermed uegnet til sit hverv. Hvis man er vidende om følgerne, men stadig fremturer, bedriver man bevidst landsskadelig virksomhed.

Når vi siger, at papirlovspatrioten er reaktionær … så betyder dette blot, at hans lunkne, blodfattige og politisk korrekte indvandringskritik, i stedet for at tage udgangspunkt i en egen virkelighedstro og grundfæstet verdensanskuelse, beror på en række midlertidige og kortsigtede reaktioner på forskellige fjendtlige gruppers handlinger, adfærd og/eller udsagn. Dette besynderlige reaktionære tankemønster bevirker, at paptrioten ustandseligt lader sig drive rundt i manegen af de aggressivt selvhævdende, racefremmede kolonisatorgrupper og af systemmediernes skatteyderbetalte hystadebrigader af spytslikkende globalist-apparatjiks. —Modstandere som ikke lider af samme selvbebrejdelsestrang til ustandseligt at undskylde for og retfærdiggøre deres positioner.

Som berørt i Radio Gimle #2, så kan meget af fænomenet tilskrives kristen slavemoral. Paptrioten lader sig således styre af sine fjender, i både direkte og indirekte forstand. Den direkte form kommer til udtryk i ovennævnte afværgende ruelses-afliring af de mange velkendte retfærdiggørelsesfraser der, løbende som skidt fra en spædekalv ud af munden på paptrioten så snart han spørges til emner der blot tilnærmelsesvis, hos omverdenen, kunne give anledning til mistanke om mulig racistisk tankeforbrydelse, har til formål at udglatte og nedtone hans forlorne alibimodstand og således mindske afstanden til systemets konstant kværnende raceopblandings- og kønsudjævningsdagsorden. Herved tilpasser paptrioten sig systemets kernedogmer ved direkte at indordne sig under og dermed anerkende gyldigheden af de gældende kulturmarxistiske normer, for hvad der må og ikke må tænkes.

I den indirekte udgave af fænomenet ser den opmærksomme iagttager imidlertid paptriotens utilstrækkeligt grundfæstede livsanskuelse komme tydeligst til udtryk. Her vil paptrioten, igen, positionere sig reaktionært; altså rette ind efter modstanderens standpunkter. Men i modsætning til den direkte diskurs-underkastende form som beskrevet ovenfor, vil han her demonstrativt søge at indtage det diametralt modsatte synspunkt i forhold til sine modstandere, uagtet om disse synspunkter måtte være grundet i fornuft eller ej. Mønstret er som følger:

Visse ‘venstreorienterede’ indtager en berettiget kritisk stilling til de interessekonflikter der kan påvises mellem vaccineproducenter, medicinalindustri, aktiespekulation heri og statsuddannede lægers dermed forbundne indtjeningsmuligheder. >>> Paptrioten, der mangler en egen selvstændig og grundig forankret livsanskuelse i overensstemmelse med Naturens Orden, holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt vaccineproducenter, medicinalindustri, aktiespekulation heri og statsuddannede lægers dermed forbundne indtjeningsmuligheder, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet … for de ‘venstreorienterede’ mener jo det modsatte.

Visse ‘venstreorienterede’ indtager en berettiget kritisk stilling til landbrugets og industriens hormonforstyrrende og naturødelæggende miljøforgiftning. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt landbrugets og industriens hormonforstyrrende og naturødelæggende miljøforgiftning, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet … for de ‘venstreorienterede’ mener jo det modsatte.

Visse islamister indtager en berettiget kritisk stilling til at psykisk syge, homoseksuelle sadomasochister, ved hyppigt tilbagevendende, larmende og anmasende masseoptrin marcherer halvnøgne rundt i gaderne for at promovere deres egne perverse tilbøjeligheder, mens sagesløse skolebørn indoktrineres til homodagsordenens stedse mere antinaturlige vanvidsdogmer, præsenteret som ‘frigørende seksuel mangfoldighed’, og opfordres (‘nudges’) til at ‘eksperimentere med deres seksualitet’. Hvilket i praksis vil sige, at børnene, inden de har nået at danne tilstrækkelig åndelig eller kulturel modstandsdygtighed, med højeffektive, psykologisk groft manipulerende propagandamidler, sponsoreret af magtfuldkomne globalistforetagender, lokkes til at ‘springe ud’ og deltage i kønslig dybt perverteret, sygelig og selvbesmittende adfærd, med sandsynlighed for livslang demoralisering,  alvorlige seksuelt overførte sygdomme, dulmende stofmisbrug for at glemme skammen over at have forbrudt sig mod Naturens Orden og til sidst den eneste tilbageværende flugt fra den uafvaskelige skyld: selvmordet til følge. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt homodagsordenen, med alle dens sygdomsspredende og samfundsødelæggende følgevirkninger, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet … for det er jo kun de slemme islamister der kan have noget imod ‘vestlige frihedsværdier’.

Visse islamister indtager en berettiget kritisk stilling til kønsudjævnende statsfeminisme og foretrækker at leve efter og opdrage deres børn til mere traditionelle kønsroller. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt enhver form for kønsudjævnende statsfeminisme, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet. Paptrioten medvirker måske nok derved til at fremme og forstærke den nuværende samfundsudvikling, hvori et stedse voksende flertal af etnisk danske familier forudsigeligt går i opløsning; hvori kæden mellem slægtleddene splintres og den enkelte folkefælle, i sin barndoms og tidlige ungdoms vigtige identitets- og personlighedsdannende udviklingstrin, efterlades løsrevet fra sit eget etniske tilhørsforhold, fremmedgjort fra sine egne forfædres erfarings- og visdomsoverlevering og dermed letpåvirkelig;  let modtagelig over for TV’ets, I-pad’ens, streamingtjenesternes, computerspillenes og den kulturmarxistiske pædagogs mange stedfortrædende budskaber (både Mor og Far er jo på arbejde, for ligestilling er jo en dansk frihedsværdi). Godt nok fører denne udvikling i lige linje til befolkningens almindeligt forringede etnokulturelle modstandsdygtighed over for tvangsglobaliseringens allestedsnærværende raceblandingspropaganda (over for enhver tænkelig form for fjendtlig holdningsbearbejdning) og godt nok flugter den lydefrit med de neokommunistisk-teknokratiske verdensstatssammensværgelsers langtidsmålsætninger samt tilfredsstiller transnationale virksomheders finanskapitalistiske arbejdsgiver- og spekulantinteresser. Men det er alt sammen ligegyldigt … for det er jo kun de slemme islamister, der er kvindeundertrykkende og ikke forstår vores ‘vestlige frihedsværdier’.

Visse islamister og ‘venstreorienterede’ indtager en berettiget kritisk stilling til systemmediernes ensidigt forudindtagede viderekolportering af usandsynlige sammensværgelsesteorier vedrørende hændelsesforløbet 11. September, 2001; teorier der forudsætter midlertidig ophævelse af fysikkens love for at kunne give mening. >>> Paptrioten holder sig for øjnene og forsvarer herefter lidenskabeligt ethvert systemmedies godkendte udlægning af hændelsesforløbet 11. September, 2001, uden tilsyneladende at gøre sig yderligere overvejelser om emnet og medvirker derved til, at det jødisk kontrollerede USA kan bibeholde hovedpåskuddet for de evindelige erobringskrige i mellemøsten der fører direkte til en stadig forøget flygtningestrøm og dermed indirekte til fornyet race- og kulturfremmed masseindvandring til Vesteuropa … for det er jo kun slemme islamister, der tror på skøre sammensværgelsesteorier (teorier der afviger fra systemmediernes egne sammensværgelsesteorier) om hændelsesforløbet 11. September, 2001.

Fornuft er fornuft. —Uanset hvem der måtte forstå, anerkende eller videreformidle den og uanset om emnet til diskussion måtte være kontroversielt eller ej. Paptrioter lider desværre af en besynderlig tilbøjelighed til, at lade deres holdninger og synspunkter afhænge og bestemme af … hvad deres modstandere mener.

Såfremt politiske og/eller filosofiske anskuelser hviler på et sagligt grundlag, i god overensstemmelse med Naturens Orden, og herfra fører til udfærdigelse af velafgrænsede, umisforståelige målsætninger, fremfor, at hvile på kulturkristendommens abrahamitiske ørkensand og derfra føre til genopgylpning og efterplapren af uigennemtænkte floskler og dogmer, bibragt af internationale medier med tvivlsom omsorg for ens egne etnokulturelle kernehensyn … burde det være aldeles ligegyldigt hvem der til enhver tid måtte være enig eller uenig i sådanne anskuelser samt hvem der end måtte bifalde, henholdsvis misbillige, de derudfra dragne slutninger.

Hvis paptrioterne havde andet end slavemoralsk jødekristendom og fortrængt kulturmarxisme til verdensanskuelsesmæssig forankring, ville de måske mere ufortøvet kunne se sig selv indtage de standpunkter der, fra sag til sag, bedst kunne formodes at fremme det etnisk indfødte danske folks langsigtede kerneinteresser uden at bekymre sig så meget om systemmediekommentatorers teenagepige-moraliseren. Måske de i så fald ville finde det mere naturligt, at nægte at lade sig koste forvirrede rundt i manegen (direkte eller indirekte) af tilfældige globalisthåndlangeres og racefremmede kolonisatorers danskfjendtlige dagsordener.

Det forekommer, at man i paptriotiske kredse aldrig rigtig har forstået, at deres hele grundlag for politisk eksistensberettigelse ganske smuldrer mellem fingrene på dem, så snart en hvilken som helst perker eller neger, med ivrig hjælp fra systemmedierne … har held til at fremstille sig som velassimileret. —Eller blot succesfuld.

Ydermere synes paptrioterne ikke at have indset, at de med deres reaktionære retfærdiggørelsesmani hævder nøjagtig samme luftigt raceblinde begrebsunivers som også de åbent bekendende kulturmarxister forudsætter og arbejder ud fra. Ej heller synes paptrioterne at kunne begribe, at når det bestandigt er perkernes specifikke handlemåder og adfærd der fremhæves som eneste gyldige begrundelser for indvandringskritikken (typisk vedrørende kriminalitet, kønsrollemønstre eller religiøs praksis), fremfor en virkelighedsnær erkendelse af det racemæssigt uholdbare i deres blotte demografiske tilstedeværelse … så bibringes over tid en tilstand hvorefter det danske samfund igen og igen kan afpresses af perkere der, grinende i skægget og med velberåd hu, skifter status mellem vanekriminel og tidligere vanekriminel med omtrent samme hyppighed som systemmedierne kan nå at give dem taletid som rollemodeller i landsdækkende radio.

Titlen som ‘tidligere bandeleder’ giver adgang til mange spændende karrieremuligheder i dagens Danmark. Såsom fastansættelse på skatteyderbetalte radiokanaler. Sådan løses udfordringen med racefremmede vaneforbrydere på god demokratisk og papirlovspatriotisk vis. —Med belønninger og bestikkelser. Det er ‘retsordføreren’ for landets største parti til højre i billedet

Den yderst velassimilerede S-politiker Yildiz Akdogan har inviteret ‘ghettodrenge’ indenfor til rundvisning og dialog på Christiansborg. Hvad monstro de har gjort for at fortjene den ære? De klæder sig tilsyneladende i vestligt tøj og taler en slags dansk. Så hvad er problemet egentlig? De skal da bare ud på arbejdsmarkedet og assimileres, ikke sandt? Hvis vi bare kan få dem til at se noget mere porno, stifte gæld i banken og efterplapre nogle flere kulturmarxistiske floskler, så skal det nok gå alt sammen. Vi må hele tiden huske på, at nydanskeres indoptagelse af abstrakte vestlige frihedstraditioner, respekt for kønnenes ligestilling samt periodisk fravær af grov personfarlig kriminalitetsudøvelse er de eneste tilladte kriterier for succesfuld assimilation det kan komme på tale at overveje.

Ustandseligt vil man høre disse elendige kulturmarxistiske alibipatrioter opgylpe variationer over de til kvalmegrænsen velkendte, politisk korrekte helgarderings-floskler, såsom:

“Jeg er fuldkommen ligeglad med om folk er røde, gule, blå eller lilla, det vigtigste er at de forstår dansk og integrerer sig.

eller

“Se nu bare vietnameserne og jøderne, de arbejder og integrerer sig. Hvis bare muslimerne opførte sig lisså godt som dem, så var der jo ingen problemer.”

eller

“De skal bare ud! Så snart de har gjort noget ulovligt, så skal de hjemsendes med det samme! Så ka’ de lære det.”

eller

“Muslimerne er kvindeundertrykkende og racistiske mod os danskere. De ka’ jo aldrig blive integreret når deres koner bare går derhjemme og driver den af. De skal ud på arbejdsmarkedet, lissom os andre.”

eller

“Når muslimerne opretter deres slemme parallelsamfund er det skadeligt for integrationen og skaber en stemning af ‘dem-og-os’. Og det ødelægger det osse for de mange der gerne vil det danske samfund, at nogle få balademagere ikke kan finde ud af at indordne sig.

—I det hele taget kan den mainstreampolitiske indvandringsdebat i Danmark sammenfattes efter et fortvivlende forudsigeligt skabelonmønster, hvori to fløje indenfor samme kulturmarxistiske enhedsparti opfører en række ritualistiske varianter over følgende basissamtale:

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Jeg er ikke racist, men…”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Du er racist!”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Nej, jeg er ej!”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Jo, du er så!”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Nej, jeg er ej … Jeg elsker negre!”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Ikke lige så meget som mig.”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Jo, jeg gør så! Jeg elsker negre mere end dig.”

Kulturmarxistisk fløj #2 (den åbent folkemorderiske apparatjik): “Du er racist!”

Kulturmarxistisk fløj#1 (paptrioten): “Nej, jeg er ej!”

—Osv. osv. osv.

Retfærdiggørelsespatrioterne er tilsyneladende ude af stand til at indse, at deres reaktionære alibi-argumentation, så ensidigt og overfladisk lagt an på muslimske perkeres adfærd som den er, blotlægger en gabende åben flanke for de racefremmede besættelsesstyrker.

Øjensynligt er det nemlig ganske forbigået paptrioternes opmærksomhed, at de koloniserende perkere for længst har gennemskuet fraværet af verdensanskuelsesmæssig tyngde hos de såkaldte ‘nationalkonservative’ indvandringsmodstandere og følgelig har lært sig, at man med omtrent samme beskedne indsats som det kræves for, når som helst, straffrit at udnytte en tilfældig kulturløs vesterlandsk teenagepige seksuelt, kan omgå og uskadeliggøre den forpjuskede paptriotiske pjankemodstand, simpelthen ved … at klare sig godt (!).

En anden mulighed er at tillære sig en håndfuld bibelske brokker (de opdigtede, jødiske sagn-fortællinger fra gamle testamente har alle abrahamiter jo i forvejen tilfælles) og fortælle de forvirrede alibipatriotiske vesterlændinge, at man er en stakkels forfulgt kristen. Den paptriotiske facade vil i begge tilfælde være bragt i overhængende fare for at krakelere hurtigere end WTC 7 pulveriseredes, uden at være blevet ramt af noget fly, 11. September, 2001. Tilbage står en identitetsløs, forvirret, vanetolerant og først og fremmest raceblind, til kulturmarxisme hjernevasket vesterlænding, der, uden noget eget sikkert etnokulturelt grundlag at dømme (og fordømme) ud fra … må give fortabt.

Raceforskelle kan det selvfølgelig aldrig komme på tale at inddrage i sine overvejelser, eftersom dette tabuiserede emne jo er underlagt samfundets mest ukrænkelige tankeforbud. Og velfungerende nydanskere, der har taget vore allerhelligste vestlige frihedsværdier og demokratisk-ideologiske sindelag til sig, eller ligefrem nyomvendte kristne trosfæller, kan jo dårligt afvises.

I særlig grad er det afslørende og forstemmende, at bevidne alibipatrioternes aldrig svigtende glæde over, at perkernes afkom i større og større antal optages på skatteyderbetalte universiteter for dér, efter at have fortrængt en tilsvarende voksende mængde af etnisk danske studerende, målrettet uddanner sig til at kunne indtage en større og større andel af samfundets mest magtfulde og indflydelsesrige stillinger. ‘Indvandrerpigerne er faktisk meget bedre end de danske piger’, kvidrer paptrioterne i kor med deres åbent bekendende kulturmarxistiske ligesindede i systemmedierne. —Sikke en succes! Når nyudklækkede kuld af araberadvokater og perkersociologer straks efter endt dimission instrumentaliserer deres nyvundne (som regel kvotetildelte) akademikerstatus til at propagandere for stadig mere folkemorderisk tvangs-multietnificering af samfundet og dernæst begynder at bruge deres skattefinansierede titler og embeder til fremme af yderligere racefremmed masseindvandring … så er det jo udtryk for vellykket integration. Og integration er godt. Det ved vi fra den daglige gentagelse af mantraet på samtlige platforme i systemmedierne. —Hvis ikke ‘vi svigter integrationsopgaven’, vel at mærke.

Den raceblinde paptriotisme sat SKAKMAT af den velintegrerede/velassimilerede, vestligt uddannede sociolog. Ét blandt utallige eksempler på, at jo mere vestligt tilpasset de racefremmede perkere lærer at præsentere sig for offentligheden, desto lettere får de adgang til både uddannelsesvæsen og systemmediers talerstole, hvorfra de, som nydanskere, med institutionaliseret rygdækning og skatteyderbetalte kvote-akademikergrader til hjælp, kan fremme masseindvandringens sag langt bedre end de nogensinde ville have kunnet fra det, blandt nationalkonservative og andre paptrioter, så udskældte parallelsamfund:

 

 

Et tilbagevendende eksempel på dette aspekt af fænomenet svag-vesterlandsk-proforma-patriots-alibiforsvar-nedbrydes-på-sekunder-af-racefremmed-indtrængende-uhæmmet-af-samvittighedskvaler ses når velassimilerede karrierearabere eller medienegre (som gennem hele deres uddannelsesforløb er blevet båret frem på hænder og fødder af hysterisk selvhadende kulturmarxistiske lærerinder (m/k)), selvbevidst udfordrer en forkølet kristen paptriot med næstekærlighedsbudskabet i en af systemmediernes skabelontilrettelagte ‘debatter’.

Eftersom den kristne paptriots hele livsanskuelse hviler på en grundløs, åndeligt fremmedgørende, protokommunistisk og selvmorderisk overtro, annammet fra mellemøsten … findes der intet modsvar. Det fremgår jo af bibelen, at man skal elske, ikke blot sin næste, men sågar sine fjender. Mere skal der ikke til for at det papirlovspatriotiske kristne (eller kulturkristne) korthus falder sammen. Der er intet reelt fundament til at underbygge og opretholde den proformapatriotiske indvandringsmodstand hinsides forestillingsverdenens papirlove og ‘værdier’. Kristendom er universalisme og raceblindhed i dogmatisk renkultur. Den er selve modsætningen til og ophævelsen af enhver form for egentlig nationalisme (undtaget den jødiske, selvfølgelig). De kristnes afsindige livsanskuelse er racefornægtelse i doktrinær udkrystallisering.

Virkeligheden er imidlertid ikke racefornægtende. Så enten er virkeligheden sand … eller også er de fremmede folkesagn og de mellemøstlige myter fra bibelen sande. Det er enten-eller. Enten anerkender man, at racerne og gruppeinteresser findes eller også slår man følge med de kulturmarxistiske raceforrædere. Indtil videre har de nationalkonservative og så godt som alle andre kulturkristne danskere valgt side. De står arm i arm med deres antiracistiske og feministiske ligesindede, dybt inde i den kulturmarxistiske lejr. Og selskabet passer dem tilsyneladende fortrinligt.

Alligevel taber proforma-patrioten altid debatterne i systemmedierne. Ligegyldigt hvor mange logrende krumspring ‘nationalkonservative’ eller andre politisk korrekte repræsentanter for papirlovspatriotisk sødsuppe-indvandringsmodstand så end gør for at overbevise journalist-apparatjiks og andre statsansatte sandhedskommissærer i samfundets kerneinstitutioner om deres dogmatisk velafrettede antiracistiske sindelag … vil de alligevel blive fremstillet som rendyrkede racister eller mistænkeliggjort for racistisk tankeforbrydelse.

Journalist- og universitetsstuderende indprentes i dag et særligt udvidet racismebegreb til formålet. Dette elastiske racismebegreb som, foruden biologisk racisme (den eneste definition der giver logisk mening), belejligt også dækker ‘religiøs racisme’ og ‘kulturel racisme’, giver den statsuddannede apparatjik frit spil til, efter forgodtbefindende, at stemple enhver etnisk hvid person der ikke med tilstrækkelig ivrig selvopofrelse graver sin egen og sin efterslægts etnokulturelle grav … som racistisk tankeforbryder.

Systemet er tilrettelagt på den måde. Eksemplet med Trumpf-marionetten fra USA er her særligt anskueliggørende. Hverken Trumpf’s jødiske børnebørn, hans utallige sceneoptrædender i demonstrativt kærlige omfavnelser med negre eller hans uendelige strøm af officielle antiracistiske udtalelser, rokker en millimeter ved lemmingernes omhyggeligt medieindpodede opfattelse af, at manden er en slem, ond eller endog nazistisk racist. Systemmedierne arbejder nemlig efter en nøje forudbestemt skabelon; en fastlagt propagandistisk støbeform, så at sige, til programmering og formning af vestlige seeres og lytteres følelseslabile og forvrængede verdensbillede. Denne overordnede holdningsbearbejdingsskabelon, som benyttes med samme adfærdsregulerende regelmæssighed i nyheds– såvel som i underholdnings- og ‘dokumentar’-udsendelserne, forudsætter, at hvide mænd i altovervejende grad fremstilles som onde og/eller ‘uvidende’ racister (oxymoron) og/eller som skvattede tøsemænd. Hvis de offentligt forråder deres egen race eller køn med tilstrækkelig overbevisning, tildeles de lige akkurat en slags neutral, tålt status. De eneste virkelige positive roller for hvide mænd i systemmedierne findes i dag indenfor hovedkategorierne (a) homoer og/eller kønsskifteopererede eunukker; (b) uforbeholdent systemloyale militærfolk, politimænd, brand- og redningspersonale som har ofret deres liv eller førlighed i kampen for Israels interesser i mellemøsten og/eller for at redde racefremmedes liv. Mønstret følges med en sådan systematisk ufravigelighed i den vestlige, judeoamerikansk dominerede medieverden, at indholdet i paptriotiske politikeres udtalelser ikke spiller nogen som helst rolle for de hypnotiserede lemmingers indprogrammerede opfattelse af dem som onde og hadefulde racister, drevet af irrationel ‘frygt for det ukendte’ eller lignende forhåndsprogrammerede floskler.

Paptrioterne kan sprælle så meget de lyster. De kan erklære deres uendeligt overstrømmende kærlighed til negre i al almindelighed, meddele alverden deres personlige lidenskab for raceblandingens velsignelser og bedyre deres grænseløse tolerance for homoudskejelser i det offentlige rum igen og igen og igen. —De ender alligevel som systemmediernes skabelonracister. Det eneste de får ud af at ydmyge sig på så ynkværdigt krybende vis for deres modstandere er, at de fremstår som komplet utroværdige og foragtelige folkeforrædere for os andre egentlige (racebevidste) nationalsindede.

Screen Shot 2017-10-03 at 13.27.38

Ikke bare er systemmediernes hele diskurs og manuskript, så at sige, over årtier blevet tilrettelagt og finpudset til programmatisk mistænkeliggørelse af enhver tilnærmelse til selv den mest forkølede form for alibipatriotisme. Når paptrioten desuden af sine egne tvivlsomme kulturkristne dogmer hele tiden trænges i defensiven og tvinges til at slå mere og mere indviklede retoriske knuder på sig selv for, så ubemærket som muligt, at lyve om (fornægte) dén åbenlyse kendsgerning, at masseindvandringen først og fremmest udgør et demografisk og dermed et racemæssigt problem … så vil han nødvendigvis også fremstå som utroværdig og hyklerisk.

Dette forstår perkerne og deres utallige hjælpere i samfundets kerneinstitutioner tydeligvis udmærket. Derfor udnytter de selvfølgelig også en sådan identitetsmæssig svaghed hos deres modstandere til, når som helst lejligheden byder sig (hvilket vil sige: til enhver tid eller efter forgodtbefindende), at minde de ‘nationalkonservative’ og andre forvirrede paptrioter om disses selvpålagte forpligtelser til omhyggeligt at lade hænderne opbinde stramt bag ryggen (af deres fjender), inden ‘kampen’ for fædrelandets forsvar indledes.

—De eneste der ikke forstår, og efter alt at dømme aldrig vil kunne forstå, hvad der foregår … er de kulturkristne (kulturmarxistiske) paptrioter selv.

Særligt den racefornægtende kristne paptriot er i en sådan grad forkvaklet og forvirret i hans besynderlige, fra mellemøsten annammede livssyn, at han anskuer selve den kendsgerning, at aggressivt selvhævdende grupper af racefremmede kolonisatorer har succes (!) med deres kolonisering, som gunstig. —Som noget ønskværdigt.

Forskellen på paptriotens såkaldt ‘højreorienterede’ proforma-modstand og den bevidst kulturmarxistiske apparatjiks folkeforræderi på ‘venstrefløjen’ … er således af ren formel slags. Begge typer kulturmarxister arbejder nemlig, bortset fra visse mikroskopiske og ubetydelige overfladeforskelle, for samme antiracistiske og feministiske dagsorden. En doktrin så godt som alle vesterlændinge er opflasket med fra vuggestuen og hele vejen op gennem uddannelsessystemet (indoktrineringsanstalterne), sideløbende med den konstant kværnende baggrunds-hjernevask til raceforræderi, alkoholisme, stofindtag og kønslig usædelighed i systemmedierne.

‘Stramningerne’ man hører så meget om i dagspressen lyder måske nok fornuftige, men finder udelukkende sted i en teoretisk drømmeverden, hvori man på tvivlsomt (ikke-eksisterende) grundlag forestiller sig, at udstedelse af papirlove og bekendtgørelse af dekreter på magisk vis vil kunne afskrække mellemøstlige og afrikanske millionhorder af unge mænd fra fortsat at søge mod Skandinavien. —Denne etnokulturelt uforsvarede, besynderlige verdensdel som de jungletromme-spillende (og jungletromme-lyttende) negre og arabere, øjensynlig stadig med et vist anstrøg af vantro forundring, har erfaret befolkes af et harmløst lemmingeflertal af hjernevaskede og selvmorderisk identitetsforvirrede antiracister. Ikke så meget et mytisk tillokkende, men et virkeligt eksisterende Shangri-la, beboet af en uimodståeligt fristende indbyggersammensætning af instinktforkvaklede, feminiserede, viljeløse tøsemænd og valiumsmilende, imødekommende, omstrejfende flokke af letpåklædte, frit tilgængelige, skyldbetyngede, letmanipulerbare, grænseløst naïve, alkoholiserede, P-pille-ædende unge glædespiger som man (indtil videre) straffrit kan forgribe sig på, voldtage og i det hele taget forlyste sig med, som behovet dertil nu engang opstår efter valgsproget brug-og-smid-væk.

Hvor mon skiftende folketingsflertals forslag til hypotetiske stramninger af danske papirlove figurerer i sådanne arabisk-negroide folkevandringsmænds seksuelt opildnede erobringsberuselse? De fleste af dem ville sandsynligvis betragte anholdelse, foretaget af en kvindelig skandinavisk betjent, som et erotisk højdepunkt i deres elendige, halvt menneskelige, halvt dyriske tilværelse.

Udvisningsdomme ignoreres igen og igen med søvnig ligegyldighed og overbærende skuldertræk af de racefremmede invasionsfortropper. Og hvorfor skulle de ikke ignorere dem? En papirlov uden pålidelig voldshåndhævelse er jo i virkelighedens verden ikke andet end … en henstilling.

Ville man også begrænse sig til at ‘udvise’ hjemmerøvere eller voldtægtsmænd fra ens eget hjem? Ville en udvisning, da være en tilstrækkelig og rimelig straf? Man ser det for sig: sigøjnermændene, der med familie har taget varigt ophold i den nationalkonservative paptriots nyligt klima-renoverede og internetofthingsificerede parcelhus, protesterer højlydt og forurettet anklagende (afvekslende med let til middel trusselgestik) over ikke længere at føle sig velkomne:

“Vi føler der bliver set skævt til os og vi bliver hele tiden margarinaliseret. Men vi opfører os jo godt og vil gerne dit hus. Vi tager kun fra dit køleskab og tegnebog til dagligt forbrug og vi har ikke engang voldtaget din datter eller din kone eller brændt huset ned eller stukket dig med kniv. Og desuden: vores børn klarer sig jo godt her i huset; de er født her, husker du nok. Se bare hvor de vokser og tager til i styrke og integrerer sig dag for dag. De er på vej til at blive gode, ressourcestærke nybeboere. —Er du racist!?”

Paptrioten må herefter bøje sig for argumentets uigendrivelighed:

“Nej, dét må I altså ikke beskylde mig for! —Alt andet end det! Jeg, som gør mit bedste for at hjælpe de sultende børn i Afrika med faste månedlige betalinger. Racisme er det slemmeste i verden! Godt så … Hvis I ikke voldtager min datter eller min kone eller brænder huset ned eller stikker mig med kniv, så må I selvfølgelig gerne blive. Så længe I bare følger husreglerne kan jeg jo ikke smide jer ud. I har jo valgt mit hus til. Men hvis jeg en dag opdager, at I har voldtaget min datter eller min kone eller har brændt huset ned eller hvis I stikker mig med kniv, så bliver jeg altså nødt til at skrue bissen på og skrive en barsk seddel til jer, hvorpå der med alvorsord står, at I måske bliver udvist fra huset. Så lover I at opføre jer ordentligt, ikke? —Er det en aftale?”

Det turde være indlysende, at typerne i miljøerne omkring counterjihad, DF, Dansk Samling og Nye Borgerlige, som udgangspunkt må forventes at bestå af politisk korrekte paptrioter der, i mere eller mindre udtalt grad, lider af den fordækte kulturmarxismes reaktionære retfærdiggørelsessyge.

Værre bliver det når samme tvivlsomme slavemoralske tilbøjeligheder vinder indpas hos nationalsindede, der burde vide bedre, men som måske gradvist har mistet naturlovsiagttagelsens sikre fodfæste og ladt racebevidsthedens overblik sløre og formørke indtil man er bukket under for den snigende normaliserende sindelagspåvirkning fra systemmediernes allestedsnærværende kulturmarxistiske propaganda. —Eller måske fordi man har glemt forskellen mellem patriotisme (raceblindt troskab over for staten og dennes brug af nationale symboler) og nationalisme (racebevidst troskab over for sine folkefæller).

De såkaldte ‘nationalkonservative’, som på helt uberettiget vis smykker sig med betegnelserne nationalisme og konservatisme, imens de ihærdigt arbejder for udbredelsen og opretholdelsen af klassiske kulturmarxistiske kernedogmer såsom racefornægtelse og feminisme og desuden blindt støtter den jødisk dominerede, fædrelandsopløsende og transnationale finanskapitalisme à la Wall street … ender med at undergrave og modarbejde selve den nationale frihedskamp for et folkeslagenes Europa, som de foregiver at repræsentere, idet de udvander, forvansker og dermed svækker nationalismebegrebet.

Der findes utvivlsomt vildfarne mindretal af både velmenende og oprigtigt fædrelandskærlige folkefæller indenfor de forskellige paptriotiske miljøer. Men hvor længe vil sådanne oprigtigt fædrelandskærlige folkefæller fortsat kunne forsvare, at det livsvigtige racespørgsmål, af deres paptriotiske venner, bestandigt nedtones, tabuiseres eller ligefrem fornægtes i bestræbelserne på at tilpasse sig den herskende kulturmarxistiske folkemorderdiskurs? Der må skulle opbydes betragtelige selvbedrageriske energiressourcer på, i  døgnets fireogtyve timer, at overbevise sig selv om, at  raceproblemet slet ikke findes … især hvis man samtidig har forstået, at den 100% racefremmede arabisk-negroide massemigrations-tsunami, kun lige er begyndt.

Uanset hvor velmenende enkelte af dens fortalere så end måtte være, så må det befrygtes, at den racefornægtende paragrafpatriotismes politisk korrekte udlægning og –fremstilling af indvandringsproblemet som et rent civilretsligt, religiøst, sprogligt, ideologisk og værdimæssigt spørgsmål er kraftigt medvirkende til, at det globalkapitalistiske raceopblandingsprojekt enten (ved opretholdelse af racebevidsthedens tabu) holdes skjult for eller (ved tilvænning til, billigelse af eller ligefrem tilskyndelse til raceskænding fra politisk ledende nationalkonservative figurer) gøres mere spiseligt for store dele af den indfødte danske befolkning. Såfremt man ønsker, at de værdigste dele af denne oprindelige danske befolkning skal have mulighed for at kunne bevare hjemlighed, hjemland og livsmuligheder for deres efterkommere, skulle man hellere bestræbe sig på, at bevidstgøre dem om vigtigheden af, snarest muligt, at se den forestående racekrigs virkelighed i øjnene samt at forberede sig derpå.

Ved stædigt at klamre sig til den åbenlyst løgnagtige fremstilling af en masseindvandringstrussel renset for virkelighedens raceforhold, giver man samtidig et misvisende og fejlagtigt indtryk af dansk identitet som et naturløsrevet, økonomisk-juridisk fænomen der kan opretholdes i alle tænkelige multietniske varianter, så længe man bare vedtager tilstrækkeligt stramme integrationsfremmende papirlove, afsiger tilstrækkeligt mange udvisningsdomme og udsteder tilstrækkeligt mange indrejseforbud. Sådanne forestillinger er livsfarlige for fædrelandets etnokulturelle overlevelse, fordi de indgyder falsk tryghed hos samt giver falske forhåbninger til de mange hårdtarbejdende etnisk danske folkefæller, der ikke har hverken tid eller overskud til, med fornøden grundighed, at sætte sig ind i de kontroversielle historiske og biologiske forhold, der vil kunne give dem vished for, at deres egen efterslægts livsmuligheder samt fædrelandets fremtid uløseligt er forbundet med den nordisk-germanske races skæbne.

Afslutningsvis skal der anføres en række sikre kendetegn, som læseren med fordel kan holde sig for øje, til afsløring af paptrioters indgroede kulturmarxisme, ligegyldigt hvor store anstrengelser de måtte gøre for at udtrykke sig i ‘højreorienteret’ sprogbrug og iklæde sig ‘nationalkonservative’ gevandter.

Antiracisme, vanefeminisme samt hyppig forekomst af pøbelamerikanske låneord i sprogbrugen er åbenlyse indikatorer på akut reaktionær retfærdiggørelsessyge; uhyggelige symptomer på uhelbredelig, uerkendt kulturmarxisme som enhver racebevidst og ægte nationalsindet folkefælle bør kunne bestemme på kilometers afstand.

Misforstået agtelse for de historieforfalskende, tyskdæmoniserende propagandadogmer vedrørende Anden Verdenskrig samt forekomst af kristen eller kulturkristen ‘tænkning’ kan desuden med fordel anvendes som pålidelige rettesnore for om man har med (selv)bedrageriske paptrioter eller fuldgode racebevidste nationalister at gøre.

Et umiskendeligt symptom på søvngængeragtig vanetænkning der ligeledes kan afsløre grelle tilfælde af den paptriotiske retfærdiggørelsessyges fordækte kulturmarxisme hos nationalkonservative falskmøntnere, er, som berørt ovenfor i artiklen … manglende kritik over for vacciner og medicinalindustri.

Endvidere er ligegyldighed over for demoraliserende pornoficering af ungdommen, sløvsindig billigelse af almindelig usædelighed samt uagtsomhed over for kønsmoralske normskred udmærkede indikatorer.

Den komatøse TV-kiggers næsegruse beundring for judeoamerikansk teknologipropaganda, såsom ubegrundet tiltro til marsmissioner o.l. fantastiske drømmerier, ses også hyppigt hos de forvirrede paptrioter.

En udmærket hovedregel er, at jo mere et menneske villigt og ubekymret lader sig trække identitets- og adfærdsmæssigt rundt ved næsen af seneste ‘smarttech’-påfund fra globalteknokratiske virksomheder, jo større er sandsynligheden for at dets instinkter er uopretteligt forkvaklede og dets etnokulturelle modstandsdygtighed nedbrudt.

Fra tid til anden fremfører visse paptrioter deres fortvivlende sang om assimilationens [fra det latinske  assimilare ‘gøre lig med’] formodede fortræffeligheder, som afgørende modsætning til integrationens [fra det latinske integrare ‘forny, bringe i fuldkommen stand’, afledt af integer ‘uskadt’] fallit, må man forstå. Racebevidste og kritisk tænkende iagttagere bør med lethed kunne gennemskue bedraget. Der er tale om forskellige ord, men samme udkomme: de racefremmede kolonisatorer tillades at forblive i landet. Ligegyldigt hvilke latinske benævnelser vi end påklistrer perkeres og negres massetilstedeværelse i Danmark, så ændrer det intet ved den ubestridelige kendsgerning, at racefremmedes ophold på dansk landområde i virkelighedens verden betyder, at et tilsvarende antal etniske danskere berøves deres livsudfoldelsesmuligheder.

Den egentlige forskel på ordenes brug er, at for assimilationens vedkommende er det hensigten, at de racefremmede kolonisatorer skal gøres så uskelnelige fra den oprindelige befolkning som overhovedet muligt. Værtsbefolkning og ‘nydanskere’ skal altså tvangsopblandes med en hidtil uset effektivitet. De assimilations-ivrige paptrioter har åbenbart fået overbevist sig selv om, at racefremmed masseindvandring bliver bedre, jo grundigere og mere uadskilleligt sammenfiltret det nordisk-germanske, europæiske danske folk bliver (kulturelt såvel som genetisk) med tilvandrede negre og arabere. Derfor kan ordet ‘assimilation, såfremt det måtte have undsluppet en nationalkonservativ eller papirlovspatriotisk mund, uden videre betragtes som et af de sikreste symptomer på akut reaktionær retfærdiggørelsessyge i smitsomt udbrud. —Søg væk fra vedkommende så hurtigt som muligt. Risikoen for fordækt kulturmarxisme er overhængende.

Ingen undskyldninger. Danmark for danskerne!

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar