RACEBEVIDST MASKINSTORM | ANARKO-PRIMITIVISME & RADIKAL CIVILISATIONSKRITIK SET FRA ET HEDENSK NATIONALREVOLUTIONÆRT SYNSPUNKT [opdateret]

Kampen mod det verdensomspændende teknofinansielle voldsherredømme fordrer at vi til stadighed opretholder vor uindskrænkede handle- og tankefrihed samt uforudsige-lighed over for fjenden.

Stivnet ideologisk skabelontænkning og fejlslagne, let gennemskuelige politiske organise-ringsmåder fra forrige århundrede står ikke mål med udfordringens omfang. Vore pro-gressivistiske dødsfjender er for længst rykket videre, har befæstet deres magtstillinger ved hjælp af systemets kerneinstitutioner og lader sig ikke holde tilbage af forældede ideolo-giske bånd.

Vi er oprørerne nu og uforsonlige fjender af det folkemorderiske globalplutokrati. Politisk reaktion er selvmorderisk så længe selve systemet er i fjendens hænder.

Der findes en talemåde på fransk der lyder: les extrêmes se touchent — ekstremerne (modsætningerne) mødes. Nærværende artikel påviser måske nok talemådens rigtighed idet de væsentlige berøringsflader mellem (visse former for) anarkisme på den ene side og det naturlovsgrundfæstede, racetro verdenssyn på den anden vil blive undersøgt i en ånd af oprigtig vilje til gensidig forståelse og afsøgning af muligt interessefællesskab, for så vidt som en sådan tilnærmelse kan medvirke til fuldbyrdelse af de hellige Fjorten Ord.

Men det betydningsbillede som benævnelsen ‘ekstrem’ hentyder til i vore dage, kan, uagtet det galliske fyndords gyldighed, hjælpe os til at afsløre falskheden ved det globalkapitalis-tiske samfund(s-fordærv) og afdække nogle af den postmoderne kulturforarmelses fald-gruber, såsom ikke mindst de erkendelsesmæssige vildfarelser og fejlfortolkninger som den tiltagende sproglige unøjagtighed — ja forvanskning — fører med sig.

Den gældende og alment udbredte forståelse af ordene ekstrem, ekstremisme og eks-tremist er således, i politisk forstand, noget i retning af en slem og irrationel (højre- eller venstreradikal) fanatiker, der, af ondsindet vrangvilje, modsætter sig fremskridtets selvindlysende logik og nægter at indordne sig under det herskende verdensplutokratis uangribeligt selvskrevne normer og love. Ordbogsdefinitionen er: ‘yderligtgående’, hvilket stemmer udmærket overens med den latinske etymologi (extremus = yderst).

Problemet er at samfundsperverteringen i vestlige lande siden 1918/1945 har efterladt definitionen af ordet ekstremisme på et sted, hvor den ikke længere giver nogen hverken logisk eller erfaringsmæssig mening. Ifølge den gængse forståelse er ekstremisten nemlig den der modsætter sig eksempelvis køns-udjævning; retten til skatteyderbetalt kunstig befrugtning for homoseksuelle par og enlige; videnskabelige autoriteters eksperimenter med gensplejsning af planter, dyr og mennesker (kloning); udvikling af kunstige livmød-re(!); udvikling af selvreplikerende robotter med kunstig intelligens; den galopperende raceblanding og som i det hele taget stiller sig skeptisk tvivlende over for den omsiggri-bende tvangsteknologisering … hvorimod en ‘moderat’ og ‘midtersøgende’ person, ifølge samme udbredte ‘logik’, er den som passivt billiger og/eller aktivt arbejder for netop en sådan udviklings programmatiske universal-udbredelse og som ikke for et øjeblik kunne finde på at betvivle den samfundsgavnlige hensigtsmæssighed i teknofremskridtets uimodståeligt standardiserende planetariske sejrsgang.

Så hvem er i virkeligheden ekstrem og yderligtgående? Den som i agtelse for Naturens orden vil bevare og værne om dens lovmæssigheder eller den som optændt af ideologisk korstogsfanatisme og drevet af personlig affekt vil omgøre og sætte sig til herre over Na-turen? Den som vil bevare racerne sådan som Naturen har skabt dem eller den som med vold og magt vil sammenælte folkeslagene til forvirrede hobe af identitetsløse bastarder? Den som vil bevare nationernes selvbestemmelse eller den som per dekret vil omforme verden ved at nedbryde alle landegrænser og udtvære folkeæternes kultursærkender i hen-hold til kulturmarxismens totalitære lærebogsdoktriner og globalteknokratiske samfunds-herserplaner?

Samme spørgsmål, bare fremsat på en lidt anden måde, kunne lyde: hvilken af følgende to muligheder er monstro mest ekstrem; altså mest yderligtgående?

(A) omdannelsen af vort samfund til et disruptivt teknologi-eksperimentarium med til-hørende import af millioner af race- og kulturfremmede samt opløsning af den biologisk bestemte familiestruktur.

(B) iagttagelse af forsigtighedsprincippet i samfundsanliggender samt fremsættelse af kritiske spørgsmål til ovennævnte udviklings hastighed og eventuelle retning.

Hvis svaret er (A), hvad fortæller det os så om de virkelighedsbeskrivende egenskaber ved den aktuelt herskende sprogbrug, hvormed race- og naturlovsbevidste nationalsindede; fortalere for traditionelle familieværdier samt teknologikritikere rutinemæssigt benæv-nes som farlige ekstremister af åbenlyst totalitære globalistlakajer, udplaprende deres teknoprogressive paroler; deres idealistiske folkemorder-planer; deres skrivebordsteo-retiske samfundseksperimenter og deres neoliberale disruption-dagsordner i døgndrift?

Og giver svaret herpå mon anledning til overvejelser om hvilke andre områder af den postmoderne sprogbrug der kunne tænkes at vildlede snarere end vejlede den uopmærk-somme sprogbruger? Hvad gør f.eks. de mange nye pøbelamerikanske ord og vendingers indtrængen i det danske sprog mon ved den fælles kulturelle bevidsthed (omstillings-parathed) hos gennemsnitsborgeren under femogtyve?

Det verdenstyranniske rigmandsvælde bruger frem for alt teknologiske midler til at for-bryde sig mod Naturens orden og for manipulerende at underkue dets stedse mere bastar-diserede og naturfremmedgjorte slavebefolkninger.

Hverken den folkemorderiske raceblanding eller den familieødelæggende kønsudjævning ville nogen sinde kunne gennemtvinges af den kosmopolitiske folkefjende uden dennes ad-gang til og rådighed over fællesnævneren teknologi til hjælpemiddel.

Det er (informations)teknologien der, gennem de trykte og elektroniske medier, muliggør den masse-demoraliserende holdningsbearbejdning til raceblindhed. Det er (medicinal)-teknologien der muliggør, dels kunstig befrugtning af de fra Naturens hånd golde homo-seksuelle par, dels de hyppigere og hyppigere kønsskifteoperationer og som i almindelig-hed holder kunstigt liv i, og derved normaliserer, det naturligt ikke-levedygtige (en uhyg-gelig udvikling der allerede nu gør mareridtet om mere og mere tekno-videnskabeligt pris-givne, åndsforladte og maskinsammensmeltede vanskabninger til gruopvækkende virke-lighed).

Det er (samfærdsels)teknologien der muliggør massetilvandring af millioner af uvedkom-mende race- og kulturfremmede fra alverdens fjerne afkroge til planmæssig totalitær-globalistisk undergravelse af de europæiske folkeslags etnonationale selvbestemmelse og overlevelsesevne.

Igen og igen viser det sig at netop teknologien, og dens religiøst tilbedte, institutionali-serede betinger, videnskaben, er de altafgørende forudsætninger for gennemførelsen af det finanskapitalistiske tekno-tyrannis stedse mere omsiggribende kultur- og natur-ødelæggelse.

De danske systemmedier fungerer som ukritiske, eller i bedste fald pseudokritiske, talerør for tekno-økonomiens formodet uafvendelige og teleologiske fremskridt. Standardfremstillingen er, når man har forstået drivkræfterne bag, let genkendelig og følger herhjemme akkurat samme programmatiske formel som i de jødeamerikanske og alle andre fremskredent industrialiserede landes korrupte massemedier.

Mediedækningen af den dagligt tiltagende; altid heftigere fremadkværnende tekno-viden-skabelige flodbølge af evindeligt lukrative, finanskapitalistisk begrundede effektiviserings-værktøjer, evigt intensiverede overvågningsforanstaltninger og evigt nyopfundne dehuma-niserings-forsøg der altgennemstrømmende skyller ind over landet og efterlader borgernes privatliv som en tsunamiramt turiststrand, kan således opdeles i to, aldrig afvigende pro-gressivistiske hovedspor: enten uforbeholden tekno-entusiastisk eller fordækt tekno-fatalistisk.

Budskabet er for begge hovedspors vedkommende i grunden det samme: fremskridtet (teknotyranniets aldrig aftagende magtbefæstning) er ensrettet og uomgængeligt.

Den første kategori er selvforklarende og udgør hovedparten af den altid pålideligt system-tro journaliststands tjenstvillige selvprostitution. Den fordækt tekno-fatalistiske variants diskrete, men ikke mindre totalitære, propaganda er ved første øjekast en smule mindre genkendelig og iøjnefaldende end det manio-hysteriske heppekor i kategori 1, men ses ved nærmere undersøgelse at forløbe efter følgende fuldkommen forudsigelige og ufravigelige mønster: Løsningen på problemer forårsaget af den allestedsnærværende tekno-videnskabelige indgriben i og afhumanisering af borgernes mest intime privatliv, forudsættes som en selvfølge at involvere ibrugtagen af endnu mere teknologi.

I fremlæggelsen af de tekno-fatalistiske universalløsninger vil der således typisk fore-komme overfladiske beskrivelser af visse teknologi-afledte vanskeligheder. Disse beskrives imidlertid aldrig i dybden, men præsenteres altid som forventelige og almindeligt accep-terede midlertidige bump på vejen mod en bedre og bedre fremtidig lykketilstand af det etnokulturelt og kønsligt homogeniserede menneskes spændende totalsammensmeltning med maskinen — et ubetvivleligt gode som blot endnu ikke er blevet skænket tilstrækkelig politisk-videnskabelig opmærksomhed (skattemidler), på grund af vrangvilligt umoderne og bagstræberiske kræfter, usamarbejdsvillige og døve for tekno-evangeliets verdens-frelsende toner.

Tilfælde til afsløring af denne karakteristisk selvopædende socio-teknologiske malstrøm af dialektisk selvskabte problem/løsnings-par er uendelige i variation og udbredelse.

Cancer, forårsaget, dels af stråling fra den uendeligt ‘vækstende’ it-sektors mikrobølge-teknologi, dels af den spekulant-kapitalistiske snylterøkonomis almindelige petrokemiske samfundsforgiftning, behandles selvfølgelig med de nyeste ultra-teknologiske stråle-kanoner og seneste medicinsk-teknologisk udviklede (og behørigt børsnoterede) petro-kemiske giftindsprøjtninger, den såkaldte kemoterapi (bogstavelig talt kemikalie-behandling).

De med tvangsdigitaliseringen forbundne, let forudsigelige sikkerhedsbrister overalt i statens styrings-organer, sideløbende med de systematiske bort-eroderinger af borgernes privatliv — altså hele samfundets, med teknologiserings-graden proportionelt stigende sårbarhed over for enhver tænkelig type af hackerangreb (eksempelvis mod infrastruk-turen, som over de seneste årtier ‘tilfældigvis’ og på alle områder er blevet mere og mere digitaliseret og således i dag udgør det fuldkommen blotlagte; totalt teknologiafhængige og -prisgivne mål for netop hackervirksomhed) og andre former for elektronisk spion- og/eller-afpresningsvirksomhed — disse utallige direkte digitaliserings-afledte forringelser af landets samlede efterretningsmæssige modstandsdygtighed — afhjælpes naturligvis med statens oprettelse af over-digitaliserede ‘militære’ cyberenheder, bl.a. ved hvervning af såkaldte ‘white-hat hackere’ blandt bebumsede teknonørder og instinktforkvaklede ‘gamere’ (Danmarks nye frontlinjesoldater i cyberdomænet) samt selvfølgelig ved skatte-yderbetalte masseinvesteringer i uundværlig ekspertbistand fra israelsk-amerikanske cybersikkerhedsfirmaer, så ‘vi’ kan få adgang til (eller var det mon omvendt?) deres påstået mere og mere bydende nødvendige smartteknologiske AI-overvågningsydelser.

Tekno-sla[host!]: borgernes stress og sjælelige udbrændthed, forårsaget af det hyper-industrialiserede tekno-arbejdsmarkedes stadig dybere og dybere indtrængen i intim-sfæren og dets konstant skærpede krav til program-feministisk afvikling af enhver form for traditionelt kønsrolle-opdelt familieliv, med andre ord: fremmedgørelsen og sjæleforar-melsen ved det effektivitets-intensiverede hamsterhjuls finansielt betingede evigheds-acceleration, behandles løbende med ekspert-ordinering af medicinalindustriens seneste tekno-farmaceutisk udviklede mirakelpiller … hvilket heldigvis giver nye arbejdspladser i med-tech-sektorens vækstlokomotiver med større og større afkast til aktionærerne, så længe efterspørgslen på verdensmarkedet opretholdes og rentabiliteten hele tiden forøges ved at tiltrække de bedste kloge hoveder fra udlandet og holde driftsomkostningerne i bund og effektivere produktionsflowet så leveringspriserne er konkurrencedygtige og brandet kan shine på det globale bull-marked så de internationale investorer får øjnene op for indtjeningspotentialet og indskyder lånekapital i vækstlaget af vores nyeste disruptive start-ups der sikrer forskningsbaseret innovation af produktporteføljen så profitoptime-ringen ikke går i stå og så videre og så videre og så videre…

Vi afbryder opremsningen af eksempler her og overlader til læserens egen forestillingsevne at vurdere på hvilke andre samfundsområder fænomenet snylterøkonomisk tekno-kanni-balisme kunne tænkes at materialisere sig nu og i fremtiden. Blot skal det bemærkes, at det overordnede dialektiske mønster med systemisk selvskabte problemer, som horder af systemrepræsentanter står på spring til at ‘løse’ mod passende skatteyderbetalt hyre, selvfølgelig er os bekendt på det mere generelle plan, og altså langt fra alene gælder inden for det her i artiklen undersøgte udpræget tekno-videnskabelige felt (netop på dette felt er det dog at fænomenet når sin hidtil mest grotesk skadevoldende og unaturlige udartning).

Vi kan således opregne en række af disse mærkværdige, og dog så almindeligt forekom-mende, socio-politisk malignt symbiotiske forhold til anskueliggørelse af denne sælsomt indgroede, og for vestlig modernitet så betegnende, institutionaliserede interessegen-sidighed samfundets problemskabere og problembehandlere imellem: Lad os eksempel-vis iagttage (1) hvorledes tvangsglobaliseringens tiltagende sociokulturelle opløsning, med tilhørende fremmed- og sygeliggørelse af skatteborgerne, med ligefrem proportionalitet gavner, i direkte privatøkonomisk såvel som karrieremæssig forstand, gruppen af social-rådgivere; psykologer; psykiatere; sexologer og sågar pornografer.

Lad os ydermere påtænke (2) hvorledes tilstedeværelsen af flere og flere race- og kultur-fremmede flygtninge-indvandrergrupper direkte er til gavn, dels for sagsbehandlere; inte-grationskonsulenter og tolke af modtagerlandenes egne oprindelige befolkninger, dels for den hastigt fremvoksende gruppe af indvandrernes egne (men heruddannede) snyltende behandlerkorps (de utallige frisør- og barbersaloner der i disse år skyder frem som arabo-negroide urban-metastaser overalt i byområderne udgør et i særklasse absurd men tillige såre illustrativt eksempel på fænomenet. Her ses globaliseret privatøkonomisk vækst i formidabel renkultur, når driftige perker-iværksættere i klassisk liberalistisk Adam Smith-ånd forstår at tilpasse deres forretningsmodel efter den mest pålidelige af alle tænkelige indtægtskilder: den jævne men aldrig svigtende fremvækst af egen mere eller mindre negroidt krusende hår- og skægpragt).

Lad os overveje (3) hvorledes den programmatisk-feministiske familieødelæggelse sikrer beskæftigelse med attraktive løn- og ferieforhold for de statsinstitutionaliserede børne-passere; for de mange driftige parterapeuter og ikke mindst for skilsmisseadvokaterne.

Lad os betænke (4) hvorledes de åbne grænsers fædrelands-ødelæggelse, også benævnt ‘arbejdskraftens fri bevægelighed’, gavner både de neo-liberale arbejdsgivere i deres evige søgen after endnu billigere og endnu mere forandringsparat, fleksibel arbejdskraft og sikrer tilvejebringelsen af stedse nye, mangfoldigt selvsupplerende vælgerkorps til de mest ideologisk visionære politikere med størst globalt udsyn og mest progressivt samfunds-forbedrende planer.

Lad os endelig betragte (5) hvorledes karriereforbryderes gerninger indirekte kan fremme kriminologers karrierer og forsvarsadvokaters indtjening samt (6) hvorledes indførelsen af de flere og flere race- og kulturfremmede konfliktagenter kan medvirke til at retfærdig-gøre politi- og overvågningsstatslige ønsker om mere og mere opdateret ikke-diskrimine-rende registrering af og kontrol over hele befolkningen.

Vi gør os ingen forestillinger om at finde sande forbundsfæller blandt anarko-primiti-visterne (herefter benævnt AP.

Flertallet af APs tilhængere synes desværre at bestå af doktrinært antinaturlige vane-feminister, sodomi-apologeter og, for så vidt der er tale om kaukasoider, af sygeligt selv-hadende, dogmatisk xenomane og antihvide folke(selv)mordere, uhelbredeligt hjerne-vasket af frankfurterskolens judeocentriske historieforfalskninger. Sådanne forhold gør en egentlig tilnærmelse, ikke blot umulig, men uønskelig.

Ikke desto mindre forstår AP’erne at det verdensomspændende tekno-plutokrati er fremmedgørende, naturødelæggende, åndsforkrøblende og totalitært. Sandheden i disse erkendelser er uafviselig, uanset af hvem de foretages eller i hvilken form de fremsættes.

AP forkaster øjensynlig urbanisme, pacifisme, postmoderne nihilisme og institutionali-seret religion. Flere af de fremtrædende AP’ere synes desuden at indtage både anti-marxististiske, anti-universalistiske såvel som anti-progressivistiske standpunkter. Altså et politisk ståsted tilsyneladende hinsides den ufrugtbare, langt hen menings- og indholds-løse (kapitalistisk definerede), venstre/højre dualisme. AP’erne har således indset hvor-ledes marxisme og kapitalisme i grunden blot er to sider af samme fremskridtsfanatisk naturfremmedgørende og naturødelæggende mønt og at forskellene på disse politiske systemer alene ligger i de ideologisk-teoretiske klædedragter og ikke i den anvendte po-litik, som for begge systemers vedkommende jo har vist sig fuldkommen underlagt, dels det finansielle, dels det teknovidenskabelige diktats indbyggede dehumanisering og naturbesudling.

Set i det lange arkæo-antropologiske, førhistoriske perspektiv kan AP dermed på paradok-sal vis, og så længe det gælder områderne fremskridts-, teknologi- og civilisationskritik, med større ret betragtes som udtryk for en egentlig konservatisme end de finanskapitalis-tisk korrumperede retræte-opportunister, der ganske vist smykker sig med titlen ‘konser-vative’, men hvis politik til stadighed glider i nøjagtig samme tvangsprogressivistiske og blindt optimistiske, fremskridtsfundamentalistiske retning som al anden kulturmarxisme inden for det tilladte politiske spektrum, med en blot marginal tidsforskydning til forskel.

Alt i alt forkommer AP’erne at være i bedre (mindre ringe) åndelig forfatning, eller i hvert fald at lide af et verdensanskuelsesmæssigt mindre selvbedrag, end de liberal-kapitalistis-ke såkaldte patrioter, der både fornægter racespørgsmålet (herunder jødespørgsmålet), underkaster sig økonomisk såvel som abrahamistisk universalisme og ringeagter/vanhel-liger Naturens orden.

Desuden ligger der i anarkismen som helhed en ganske agtværdig tradition for lydigheds-nægtelse, selvbestemmelse og individualitet, som den race- og naturlovsbevidste globali-seringsmodstand gjorde klogt i at tage ved lære af.

Således findes der, de mange uforenelige stridspunkter til trods, visse langsigtede anti-systemiske målsætninger vi som race- og naturlovsbevidste hedninge har til fælles med AP. Disse fælles mål vil blive belyst nærmere herunder.

Højrenationalister har længe været for identitetsafhængige af teknologiske markører såsom arkitektur, biler, veje, elektricitet, IT, cyber osv. osv. Alt sammen naturfremmed-gørende og raceudjævnende (civiliserende) egenskaber ved progressivismen der ikke i grunden har noget med nordisk-germansk kerneidentitet at gøre.

I lange tider har der ydermere hængt en usund dunst af den blinde lydigheds slavemoral over særligt patriotiske, men desværre også nationalsindede og racebevidste bevægelser. Betingelsesløs autoritetstro, såsom edsvorent troskab til dekadente kongehuse, eller i vore dage, til militærets officerer og til systemets papirlove, har hæmmet nationalisters tanke- og virkemåder i århundreder. Trump-dyrkelsen blandt de tvivlsomme amerikanske alt-right-progressivister er vel det tydeligste nutidige eksempel på en sådan udsigtsløs system-bevarende (reaktionær) tilgang. Fetich-dyrkelsen med strækmarch, skrårem, kollektivis-tisk tvangsadfærd i hilsner, påklædning osv. har heldigvis toppet og de mest samvittig-hedsfuldt racebevidste modstandsfolk har nu indset, at netop ubetinget lydighed mod statslige autoritetsfigurer og -symboler er det sidste vi ønsker at indgyde vore sønner i kampen (evighedskrigen) mod det globalkapitalistiske tekno-diktatur.

Forestillingen om hvad en genopdaget og genoptaget primitiv tilværelse mere nøjagtigt indebærer, afviger som forventeligt en del imellem AP og undertegnede. AP’erne, som eksempelvis deres vel mest toneangivende talsmand, John Zerzan, påstår ganske vist ihærdigt at være anti-ideologiske, hvilket ville være prisværdigt hvis det vitterligt var tilfældet. Forkærligheden for frankfurterdoktrinær kulturmarxisme (Adorno/Horkhei-mer/Benjamin) skinner imidlertid umiskendeligt igennem deres altid forunderligt køns-ligestillede og fuldendt egalitære, foretrukne skabelonmodel for al før-civilisatorisk (før-agerbrugs-, før-husdyrbrugs-) livsmåde — en ikke bare dogmatisk politisk korrekt og tungt ideologisk belæsset bagud-projicerende prokrustesseng, men tillige en direkte absurd forestilling taget det overordentligt lange tids-spænd (ifølge APs egen hyppigt gentagne ortodoksi således flere millioner år) og geografiske spredning over hele jorden i betragt-ning. En mere logisk anti-ideologisk antagelse ville vel snarere forudsætte, at de mange forskelligartede før-civilisatoriske menneskearter og -racer, i løbet af netop så langstrakt et tidsforløb og underkastet netop så stor en geografisk spredning, ville have frembragt tilsvarende mange forskelligartede livsmønstre. Set fra det racebevidste synspunkt er hovedhensigten med primitiviseringen altså det polært modsatte af AP’ernes kultur-marxistiske drømmerier. For os er teknologi-afskrælningen den logiske vej til mere race- og kønsbevidsthed og til strengere, hårdt tiltrængt, naturgivent selektions-pres.

Hovedsagen er stadig den, at AP, trods dens tilsyneladende uafhjælpelige byrde af kulturmarxistisk-ideologisk vraggods, unægteligt udgør en anti-civilisatorisk mod-standsbevægelse og vel repræsenterer det tætteste man kommer på arvtagere til in-dustrialiseringens oprindelige maskinstormere (ludditerne).

Grundproblemet med AP’erne er som antydet deres foragtelige og forbryderiske race-forræderi, hvilket tydeligst kommer til udtryk i deres rutinemæssige xenomane fornæg-telse af hvide menneskers mulige status som oprindelige folkeslag. Hykleriet for-bundet hermed er afgrundsdybt og forsøg på at bringe AP’erne ud af deres vildfarelse på dette område kan forekomme omsonst. Uafladeligt henvises der fra APs side til ‘indfødte’ og ‘oprindelige folks’ påståede ‘ejerskab’ af dette eller hine landområde, som de selvfølge-lig har beboet ‘for evigt’. Slige erklæringer sigter altid til ikke-europide befolkningsgrupper idet AP’erne, som alle andre kulturmarxister, desværre ikke synes i stand, eller i hvert fald ikke villige, til at bearbejde endsige begribe kendsgerningen, at hvide mennesker, hele vejen ned gennem historien, er blevet fordrevet fra landområde efter landområde (eksem-pelvis fra Lilleasien og Nordafrika som de mest velkendte, men også fra Grønland og Nordamerika [samt i dag fra selve vore europæiske ur-hjemlandes hovedstæder]) i mindst lige så høj grad som repræsentanter for de andre menneskeracer. John Zerzan og hans følge af ligesindede evigheds-akademikere elsker at henvise til arkæologiske og antropo-logiske (videnskabelige) studier, når disse stemmer overens med deres doktrinært fast-frosne antihvide verdens-billede. På forunderlig vis formår de dog konsekvent at lade hånt om ethvert studie der peger på hvide menneskers førhistoriske tilstedeværelse i Nordame-rika og Centralasien, inden de blev fordrevet herfra af mongoloider (som nu, af AP og 99% af mainstreamkulturen, regnes for magiske ‘indfødte’ med hellige evighedskrav på de land-områder deres forfædre indtog med magt).

Under de nuværende økonomiske, politiske og demografiske vilkår gør sådanne vildfa-  relser, opretholdt mod bedre vidende, strengt taget de hvide AP’ere skyldige i racemæssigt højforræderi. Hængning fra de dertil yderst velegnede og teknokratisk belejligt opsatte lygtepæle er som bekendt den mest passende strafforanstaltning for raceforræderi. For APs vedkommende gælder dog visse formildende omstændigheder, der adskiller en kerne af dens tilhængere fra alle andre kulturmarxister. Her tæller især deres vedholdende anti-progressivisme, deres anti-kapitalisme (herunder marxisme) samt deres dyrevenlige ALF-samarbejde til deres fordel.

Alle kender ordsproget ‘min fjendes fjende er min ven’. I formel forstand giver udsagnet logisk mening, men er ikke derfor nødvendigvis sandt. —Der kan tænkes undtagelser fra reglen.

Hvad angår AP’erne er de efter alt at dømme fjender af vore fjender (finanskapitalister/ globalteknokrater/transhumanister/progressivister). Dette gør imidlertid ikke per auto-matik AP’erne til vore venner (når det gælder kerneområder såsom raceforhold, lgbt-dagsorden samt spørgsmålet om den private ejendomsret hører de snarere til fjendens lejr). Hvad det gør dem til … er vore mulige indirekte allierede.

Anarkismens til tider fjendtlige forhold til kommunismen skal ikke her overdrives, ef-tersom de indbyrdes ideologiske forskelle blandt antihvide folkeforrædere jo har det med at bortsmelte, når det kommer til gadeaktivitet m.v., men ej heller skal modsætningen underdrives. Det historiske vidnesbyrd såvel som nutidige iagttagelser beretter om be-tydelige meningsforskelle mellem de egentlige anarkister (hvoraf AP igen udgør en af-vigende mindretalsgruppe) og bærmen af totalitære tekno-progressivister blandt kom-munisterne, såsom antifa o.l. Fortilfældene for at stridigheder anarkister og kommunister imellem kan antage åbent fjendtlige former er uafviselige.*

*Det var således en tidligere anarkist (Fanny Kaplan) der skød og sårede Lenin alvorligt i August 1918. Efter at have nedskudt en tsaristisk embedsmand i 1907 var hun blevet idømt livsvarigt eksil i Sibirien. Ved historiens ironi var det i forbindelse med omstyrtningen af kejserriget, under februarrevolutionen 1917, at hun løsladtes, for altså at kunne ned-skyde Lenin halvandet år senere — et attentat der var meget tæt på at slå Uljanov ihjel på stedet og have medvirket til hans herefter stadigt mere skrantende helbred og tidlige død (53 år gammel) i januar 1924.

Sovjetrepublikkens hemmelige politi, Cheka’ens, første større samordnede operation mod det unge kommunistiske styres politiske modstandere, i april 1918, var desuden rettet netop mod anarkisterne. Herudover kan nævnes Marx’ og Engels’ veldokumenterede og teoretisk begrundede (ideologiske) modvilje mod Bakunin.

At der findes fornuftigt tankegods i anarkismen (individets selvbestemmelse, lydigheds-nægtelse, anti-kapitalisme, antiklerikalisme og almindelig antiautoritær statskritik) betyder hverken at vi anser disse dyder som særegne for anarkismen eller at vi lukker øjnene for anarkismens svagheder, såsom dens anti-racisme og modstand mod privat ejendom (jvf. Proudhon’s berygtede slagord “Ejendom er tyveri”). De særdeles frugtbare idéer som kommer til udtryk gennem særligt den individualistiske anarkisme ved Max Stirner (pseudonym for Kaspar Schmidt, 1806-56) og Zerzan’s radikale teknologi- og civilisationskritik, repræsenterer, uden at forklejne disse tænkeres fortjenstfulde per-sonlige indsats, vel en art tidløs frihedstrang iboende i den menneskelige sjæl, uafhængig af nogen formel ideologisme, medens den uforstandige ringeagt for og underminering af den private ejendomsret ved Proudhon, Bakunin og i særdeleshed Kropotkin, snarere er til hjælp for totalitær statsmagt og tjener teknotyranniets hensyn end det modsatte.

Den dag AP gør sig fri af frankfurter-skabelontænkningen, forkaster systemmediernes propagandaløgne om Anden Verdenskrig, går i rette med jødedommens talmudiske folkemorder-chauvinisme samt ophører med kollektivt at gøre alle hvide mennesker (inklusive nyfødte børn) til arvesyndebukke for judeo-kapitalismens forbrydelser ved at holde dem personligt ansvarlige for ti tusind års samlede verdenshistoriske fortræde-ligheder … dén dag kan der blive tale om mere end en indirekte alliance.

Besvarelse af fire indvendinger imod racebevidst nationalrevolutionær anerkendelse af anticivilisatoriske hovedmålsætninger til fælles med AP:

I. Ved at forkaste teknologiske hjælpemidler og våben gør vi os da ikke sårbare over for selve det teknokratiske system vi ønsker at udrydde?

Svaret er nej. Vi afhænder ingen midler eller våben i kampen mod selve Naturens og vore urslægters dødsfjender. Vi ser ingen skam overhovedet i at anvende ethvert nødvendigt, til rådighed stående værk-tøj, redskab eller våben i fuldbyrdelsen af vort hellige opdrag. Vi fravrister og bruger meget gerne, uden blusel eller mindste spor af anger, fjendens dragne sværd til at ihjelslå ham.

II. Er det prisen værd for bestandig at bortkaste den kultur som er forbundet med og afhængig af teknologi, blot for at overleve som primitive kulturløse barbarer?

I sandhed er det prisen værd og i sandhed er det en høj pris. Hvis prisen for overlevelse og frihed var lav, ville værdien af disse målsætningers fuldbyrdelse være tilsvarende ringe. Men værdien af overlevelse og frihed er ikke ringe. Således kan prisen heller ikke være lav. Kun i det finanskapitalistiske system er folk blevet idiotiske nok til at tro på mulig-heden af lave priser for høj værdi. I virkeligheden hænger pris og værdi altid ubrydeligt sammen.

Måske den nuværende kulturs højeste udtryksformer, såsom visse operaværker, i virke-ligheden er at forstå som glimtvise gensyn med og gentilsynekomster af den oprindelige førhistoriske urfrihed.

Måske Netrepko’s sang og Puccini’s komposition herunder er atavisme. —Ursavn og urminder, hvis oprindelse fortoner sig i en fjernere og fjernere, natur-fortrolig fortid og kun brudstykkevis endnu kan fastholdes i kunstens symbolsprog.

Hvad om vi i vor livsform nærmede os kilden til dette kunstneriske udtryk, altså selve den førhistoriske væren, i legemlig og åndelig samdrægtighed med Naturens uudgrundelige almægtighed, fremfor (kun at have tilgængelig) en famlende griben-ud-efter den stadigt fjernere og stedse mere fortonede, i kunsten formaliserede, erindring herom?

Hvis tekno-progressivisterne får lov at fortsætte deres transhumanistiske vanvidsprojekt meget længere, vil denne intime forbindelse til Naturen på et tidspunkt briste endegyldigt, og i hvert fald vesterlændinge ikke længere kunne genkende sig selv i verden. Fuldkommen afsjælet og fremmedgjort fra Naturen vil en således forkrøblet menneskeart være prisgivet dødsmaskinen (det tekno-videnskabelige systems totalitære tyranni).

En verden uden det teknologisk-videnskabelige system ville således ganske vist være en verden uden de nuværende teknologi-afhængige kulturformer … men jo ingenlunde derfor en verden uden kultur.

Kulturskabelsens første forudsætning, den menneskelige sjæls frihed, ville jo i så fald netop kunne bestå og dermed i sig bære kimen til ny-opblomstring.

Kernespørgsmålet må her lyde: er vi defineret ved kulturen eller er kulturen defineret ved os?     

Der er ingen grund til blindt, krampagtigt og knugende at klamre sig til en fastholdelse af netop vort nutidige kulturelle stades kunstneriske og filosofiske traditioner, end ikke de højeste og ædleste af dem, hvis betingelsen herfor er fortsat il-slavemarch mod fremmed-gørelsens, afsjælingens, naturødelæggelsens og racefornedrelsens fælles vanskæbne.

Ved bortskaffelse af det tekno-civiliserede system slipper vi af med smartphones, dyre-forsøg, cancer-industri, kemikalieindustri, big pharma, big agro, big tech, maskinlæring, AI-overvågning, miljøforurening, overbefolkning, genmanipulation, finanskapitalister, nano-forskere, homo-marcher, atomkraft, våben-industri, organiseret børne- og snuff-porno, hollywoodserier, mulatmuzak og hiphop … men vi bevarer solsortens sang og Naturens hele uudgrundelige vælde og overdådige skønhed.

Ikke mindst bevarer vi evnen til i tankefrihed og selvstændighed at iagttage, erkende og stræbe efter et liv i overensstemmelse med Naturens orden — uden teknologiens og videnskabens steriliserende mellemled.

Sønderknusningen af den afskyelige tekno-videnskabelige civilisation kommer imidlertid til at koste ikke blot kulturelle ofre og strabadserende og vedholdende arbejde, men tillige langvarig, grusom, brutal og nådesløs krig mod maskinen og dens horder af afsjælede hjælpere. Stadig vil en sådan mytisk kamp være det hele værd den fortryllede dag vore efterkommere i en fjern fremtid endegyldigt udrydder tekno-monstret og atter betræder Jorden i hjemlig samdrægtighed med den helbredte og befriede Natur.

III. Er ikke selv en indirekte alliance med racefornægtende kulturmarxister, i bestræbelsen på at ødelægge det teknokratiske system, et uværdigt foretagen-de?

Nej. Der er netop tale om en indirekte alliance som ikke på nogen måde kompromiterer hverken vor forpligtelse på de hellige Fjorten Ord eller vort ubrydelige troskab til Naturens orden.

Hvis AP’erne, på deres måde, formår at nedbryde dele af det teknokratiske system, da skal vi undlade at lægge dem hindringer i vejen. På samme måde er der grund til at formode at AP’erne, under visse omstændigheder, ville finde det hensigtsmæssigt at forholde sig passivt, såfremt andre end de selv måtte have held til at afspore det teknoplutokratisk-videnskabelige dødslokomotiv.

Enhver svækkelse af det teknokratiske system er på lang sigt en uudfoldet styrkelse af den hvide (nordisk-germanske) racekernes sundhed og overlevelsesevne. Dette skyldes, som antydet i artiklens indledning, at det teknologiske samfundsapparat, og særligt det medicinsk-teknologiske, over tid har gjort, og stadig gør, den hvide race mere og mere afhængig af medicinsk/teknologisk hjælp til opretholdelse af selv de mest grundliggende selvopholdelsesdrifter.

Vesterlændinge er (sammen med japanere, kinesere, koreanere og jøder), desværre blandt de mest naturfremmedgjorte og tæmmede (domesticerede) folkeslag i verden. Sådan har det ikke altid været.

Og sådan behøver det ikke vedblive med at være. Mere end noget andet er det videnska-bens og teknologiens totalitære tvangsprogressivisme der bringer os længere og længere væk fra at kunne genknytte vore livgivende bånd til Naturen. Såfremt den naturfremmed-gørende hyperteknologiske kurs fastholdes meget længere vil den hvide race på et tids-punkt ikke hverken være i stand til, eller berettiget til, at overleve som en del af Naturen.

Eksempler på vesterlændinges ulykkelige tekno-domesticering er så tydelige og allesteds-nærværende at det kan være svært nøje at udskille tilfældene og fremholde dem enkeltvis løsrevet fra den almindeligt accepterede betvingelse under progressivismens slave-åg, som dagligt bestemmer vesterlændinges tankemønstre og styrer deres adfærd til mindste detalje.

Kondiløberne langs hovedfærdselsårerne med deres uundværligt netopkoblede og identitets-udsugende smartphones troligt spændt om armen, hvorfra de nyeste nihilist-negroide R&B hits og/eller modernitets-bekræftende pludre-podcasts via wifi-stråling sendes til deres bogstavelig talt teknologi-tilstoppede øren; med hudnære plastik-pulsure, trofast registrerende, millisekund for millisekund, deres hjerterytme(!) og andre person-lige biostats som i realtid uploades til skyens venlige databank, imens de i tætsiddende petrokemiske nylon-uniformer svedglinsende og stakåndet indsuger trafikosen i heftige helseåndedrag, hører til de mest åbenlyse blandt alle de uendeligt mangfoldige tegn på den moderne vesterlændings naturfremmedgjorte instinktforvirring.

De diode-blinkende wifi-dingenoter der, som malkekvægets identifikationsmærker, oftere og oftere ses påhæftet arbejderens og den travle erhvervsmands øren, eller den alminde-lige betingelsesløse tiltro til teknoforskernes ‘fakta’ samt til hvilke bigpharma-eksperimen-telle og profitabelt børsnoterede kemikalie-cocktails lægevidenskabens ypperstepræster får lov til at sprøjte ind i lemmingernes nyfødte spædbørn kunne ligeledes fremhæves.

Denne artikel ville komme til at fylde reoler hvis vi skulle gennemgå alle teknokratiets for-færdende dødstegn. Derfor vil vi indsnævre os til beskrivelsen af tre eksempler som på mere dybdegående vis lader os forstå med hvilken alvor tvangsteknologiseringens umenneskeliggørende civilisering bør betragtes.

Læseren ejer måske selv et automobil, en motorcykel eller en anden større teknologisk maskine, indkøbt for en større sum. Lad os for overskuelighedens skyld her holde os til bilen som udgangspunkt for vor analyse.

Automobilet er på mange måder det videnskabelige teknosamfunds kerneobjekt —dets utilitaristiske ikon. Påfaldende er det at iagttage hvorledes vesterlandske mænds identitet synes at være tæt knyttet netop til bilen.

Når man sætter sig ind i en bil omsluttes man ganske af teknologi. Men ikke blot omsluttes man, man smelter tillige sammen med teknologien i den forstand, at bilen, ved hjælp af dens styretøjer og fremdriftssystem, bliver til en forlængelse af førerens krop. Eller for at vende betragtningen: Førerens vilje, og dermed hans bevidsthed, teknologiseres gennem vekselvirkningen med bilen (og det teknokratiske system den er indbegrebet af. De vidt-rækkende følger heraf, samfundsmæssige såvel som filosofiske, er vi ikke de første til at overveje, og det kan ikke nægtes, at bilens opfindelse, over de godt og vel hundrede år den har gjort motoriseret personbefordring mere eller mindre almindeligt tilgængelig, har givet vesterlændinge visse muligheder for selvudfoldelse.

Spørgsmålet er for hvilken pris denne selvudfoldelse er blevet erhvervet.

Under alle omstændigheder er det uendeligt tankevækkende at bevidne hvorledes vester-landske mænds personlige identitet så ofte synes at kredse om bilen; dette rullende alter for tekno-videnskaben. Vejvrede og ekstrem utålmodighed er forståelige sindstilstande når man påtænker motortrafikkens modsatrettede, ja paradoksale egenskaber. På den ene side giver det at sætte sig ind på førersædet i et velkørende automobil, som lystrer ens mindste hånd- og fodbevægelser, utvivlsomt de fleste bilister en vis umiddelbar følelse af personlig tilfredsstillelse ved udvidelsen af bevægelsesfriheden. På den anden side afløses denne kunstigt frembragte frihedsfølelse som regel snart af dens polære modsætning, nemlig i det øjeblik bilkøens og autoværnets teknokratiske fængsel usynligt sænker sig over de individuelt pseudo-frigjorte bilister og efterlader dem kollektivt fastlåste i deres førerkabiner, ligegyldigt hvor mange ‘heste-kræfter’ og hvor meget ‘moment’ deres køre-maskiner hver for sig måtte være i stand til at yde. Men så er der heldigvis en række tekno-logiske apparater såsom radio, trådløst internet og mobiltelefon til at adsprede den frust-rerede og dynamisk indespærrede trafikant.*

*I denne forbindelse er det som sidebemærkning interessant at notere sig hvordan visse elbiler af mærket Tesla ikke er udstyret med dørhåndtag af gammeldags analog type, men alene sælges med intelligente håndtag af højteknologisk type, hvilket angiveligt har ført til adskillige sager hvor hverken fører eller passagerer, i tilfælde af brand (typisk forårsaget af det ombordværende ultra-højteknologiske lithium-batteri) har kunnet undslippe teknobilen pga. fejlfunktion på det intelligente dørsystem. Se her, her og her for mere info om de ultra-teknokratiske Tesla-dødsfælder.

Tilfældet vesterlandske mænd der identificerer sig med deres biler udgør en særlig karak-teristisk form for bevidsthedsforvirring hos det moderne tæmmede menneske og henleder vor opmærksomhed på det mere generelle problem med vesterlændinges overdrevne til-bøjelighed til identifikation med hele den teknologiske og civilisatoriske udvikling, især siden den industrielle revolution. Denne vidt udbredte tendens til personlig identifikation med døde maskiner er selvsagt uhyre skadelig, idet den forskyder selvbilledet og selvfor-ståelsen væk fra den enkeltes forhold til Naturen over på det kunstige, teknokratisk frem-bragte system. Ulykkeligvis er dette kendemærke ved den progressivistisk civiliserede borger: den naturfremmedgørende teknologiserede bevidsthedsforvanskning, ikke be-grænset til hverken de kulturmarxistiske progressivister eller de sjæleforladte lemminger, men forekommer langt ind i racebevidste kredse. Igen og igen hører man således oprems-ninger af vesterlandsk videnskabeligt og teknologisk fremskridt fremlagt som selve be-grundelsen for og/eller retfærdiggørelsen af den pseudonationale sag.

Ikke underligt at man ser så mange tilsyneladende glødende lidenskabelige patrioter og flammende fanatiske nationalister falde fra når de har passeret 35-års alderen og indser på hvor tyndt et verdensanskuelsesmæssigt grundlag deres virke og kamp for folk og fædre-land har hvilet.

Nationalt og racemæssigt selvforsvar behøver ingen retfærdiggørelse, så længe man til stadighed bevarer agtelsen for og tilknytningen til Naturens orden. Først når disse grund-piller begynder at vakle opstår behovet for retfærdiggørelse ved indholdsløs henvisning til civilisationens (teknokratiets) mange påstået videnskabelige triumfer (såsom de særdeles tvivlsomme månelandinger; de mirakuløse medicinsk-farmaceutiske landvindinger, så-som vacciner, kemoterapi, strålebehandling, p-piller, lykkepiller, kunstig befrugtning, gen-manipulation, kloning og kønsskifteoperationer) samt alskens formodet vidunderlige (sundheds- og miljøskadelige) tekniske opfindelser, udtænkt i afsindige, ofte jødiske, vi-denskabsmænds overophedede hjerner (en verden uden eksempelvis atom- og nanofysik, teflonbelagte stegepander, asbest, aluminiumsdåser eller ukrudtsmidler som round-up (glyphosat), for bare at nævne et mindre udvalg, ville måske nok have været en mindre videnskabeligt fremskreden verden, men til gengæld en tilsvarende mindre giftig og mindre kræftfremkaldende verden).

Sandheden er at den gennemsnitlige moderne vesterlænding, i al hans fantastisk højt-udviklede teknologiske indsovsning og med alle hans underfulde lægevidenskabelige fremskridt, er en både svagere og ringere mennesketype end mange af de såkaldt ucivi-liserede vilde fra den tredje verden. Aboriginale australiere fremhæves af og til som de aller mest primitive og laveststående blandt menneskeracerne. Men satte man en gen-nemsnitlig moderne vesterlænding ud i den vilde natur, uden adgang til teknologiske hjælpemidler, i hans eget lokalmiljø, ville han sandsynligvis klare sig væsentligt ringere end den primitive aboriginale australier ville i sit eget lokalmiljø. —Så hvem er i virke-ligheden laverestående?

Moderne vesterlændinges forhold til bilen er anskueliggørende på utallige måder. Vi har nævnt den personlige identifikation: Selvbilledet, der i visse tilfælde næsten til fuldstæn-dighed synes overført fra det menneskelige legeme til (erstattet med?) det teknologiske maskinlegeme. Den manisk-pedantiske, ofte daglige pleje af bilens udseende i forening med overdreven følsomhed over for den mindste ridse i lakken, alt imens det oprindelige legeme af kød og blod forsømmes, er sikre kendetegn.

Et andet foruroligende træk ved moderne vesterlændinges besynderlige automobilfetichis-me har at gøre med den kulturelle side af petrokemisk teknoprogressivisme. Lige siden au-tomobilets tidligste dage omkring forrige århundredskifte har der været afholdt motor-væddeløb af forskellig art.

Ærkeprogressivisten Henry Ford, som var en mand af både betydelig indsigt og karakter, har i sin selvbiografi malende beskrevet hvorledes han egenhændigt deltog i disse tidlige væddeløb, dels for den personlige spændings og udfordrings skyld, dels for at fremme sit eget erhvervsforetagende ved at slå diverse hastighedsrekorder osv. Snart formaliseredes disse løb og vi kender udkommet med de vidt forgrenede motorsportsorganisationer og deres milliardindbringende tekno-ritualiserede optrin med tilhørende salg af diverse merchandise, sponsor-lobbyisme osv.

Det er vel forståeligt nok at drenge og tenåringe kan være fortryllede af motorvæddeløb og drømme om brølende kraftfulde racerbiler. Men når fuldvoksne mænds hele livsmening også synes at dreje sig om Formel1, Lemans eller lignende cirkusforestillinger, må man som kritisk samfundsiagttager stille sig undrende an.

Mistanken om at hele dette gennemkoreograferede motorsports-fænomen gennemsyres af påtagede pseudo-identiteter og meningsløs pseudo-aktivitet, kanaliseret i, for de globale magthavere, ufarlige retninger, er uafrystelig. I så fald vil der imidlertid ikke alene være tale om erstatningsidentiteter (emnet er afdækket i en tidligere artikel her), men om en nøje institutionaliseret form for naturfremmedgørende erstatningsidentitet, tilmed i be-dragerisk forklædning som maskulin selvrealisering. —Panem et circenses virker stadig, måske endda bedre end nogensinde, i motoriseret-digitaliseret udgave.*

*Her i landet har vi ikke hverken tilbagevendende Formel1- eller Lemans-løb, men vi har til gengæld mange meget maskuline mænd, som elsker at sidde helt stille foran skærmen og realisere deres meget maskuline maskulinitet ved at se på motorsportsbegivenheder på såkaldt ‘live’ TV.

Til hele den moderne vesterlandske fetichdyrkelse af automobilet i almindelighed og motorvæddeløbet i særdeleshed knytter der sig et særligt forkrøblet kvindeideal som måske mere end noget andet vidner om teknokulturens fremmedgjorthed fra Naturen. Dette kvindeideal kan man se udstillet f.eks. i glittede tidsskrifter for motorsports- og bil-entusiaster samt på tilsvarende hjemmesider på internettet. Det skal frarådes læseren på egen hånd at søge after disse kilder da det kan føre til livslange sindsforstyrrelser blot på afstand at gøre sig bekendt med disse tragiske menneskeskæbners uhyggelige fremtoning.

Men måske læseren allerede er sjæleligt fordærvet i denne retning og derfor vil vide hvilken elendig kvindetype der hentydes til. For de lykkeligt uindviede kan vi give en håndfuld stikord: farvestrålende tatoveringer, vrængende botox-ophævet ansigt, grotesk opsvulmede, cementfyldte læber, solarie-/spraytan-brun hud, silicone-implantater, mas-ser af kosmetik, masser af hårfarve.

Her kommer vi til sagens kerne: blandt naturfremmedgjorte vesterlandske mænd synes der at være opstået et i bemærkelsesværdig grad unaturligt billede af den ‘sexede’ kvinde.

Ved et rent tilfælde kiggede forfatteren til denne artikel engang i et blad der henvendte sig til unge bil-entusiaster. Det gennemgående tema var noget med ‘drifting’ og pedantisk evighedsombygning af biler, så at disse antog et ‘personligt’ udseende. Målgruppen må have været kulturløse og instinktsvækkede unge mænd fra omkring de 17 til måske 30 år.

Bladet indeholdt blandt andet reportager fra forskellige ‘drifting’-træf hvis hovedformål øjensynlig var en ritualiseret afbrænding/bortsmeltning af dæk, opnået ved en særlig indstuderet form for kørsel i cirkler(!) hvorved mødepladsen indhylles i stemningsfulde røgtåger af brændt gummi og udstødningsgasser.

Det var i forbindelse med et af disse træf at det ovenfor omtalte kvinde-ideal blev præsen-teret og mildest talt ikke efterlod noget kønt indtryk.

Over et par af bladets midtersider blev et, i etnografisk forstand tankevækkende, ja mærk-værdigt, optrin udførligt dokumenteret: de uhyggeligt vansirede kvinder af ubestemmelig alder begyndte nu mimende at vaske de personliggjorte, ‘customiserede’, automobiler i-mens de krampagtigt indsmurte deres kønsløse og svindsottige skøgelegemer i om muligt endnu flere hormonforstyrrende kemikalieblandinger end de i forvejen var udsat for, både ud- og indvortes.

Alt i alt et eklatant mislykket forsøg på erotisk æggende fremtoning. Scenen var udtalt mareridtsagtig. Bordelæstetikken syntes dog at vække både anerkendelse blandt og bifald hos bil-drengerøvene, der fik det bedste af begge verdener samtidig: slibrig discount-luderdans og tekno-fetichisme.

Denne sælsomme bilvask-scene har tilsyneladende udviklet sig til et velkendt og tilbage-vendende tema inden for postmoderne halvpornografisk materiale. Afarter af den ses f.eks på de mange billedkalendere med halvt afklædte skøger rundt omkring på autoværksteder o.l. Taget den uforholdsmæssigt store jødiske repræsentation blandt vestlige pornografer i betragtning er det i høj grad mistænkeligt, at noget så unaturligt og potentielt kemisk ste-riliserende, i bedste fald hormonforstyrrende, som netop bilvasken, hos et betydeligt antal af vestlige mænd, gennem medie-indprentning, må befrygtes ubevidst at have antaget et (hvis ikke selve) billede(et) på erotisk pirrende kvindelighed.

Kønsdriften kædes således, i takt med menneskets civilisering og tæmning, sammen med teknologien og vi bevidner hvordan den unaturlige sammensmeltning norma-liseres gennem de jødisk ejede medier. —Et lignende forhold kender vi fra menneskets behandling af forskellige tæmmede husdyr. Også husdyrenes forplantning teknologiseres jo af deres ejere for økonomisk vindings skyld. Nogle befrugtes kunstigt ved inseminering, nogle bedækkes af udvalgte avlshanner, atter andre kastreres rutinemæssigt. Alt sammen alene af hensyn til ejerens behov og ønsker. Hvem teknologiserer mon vores kønsdrifter og forplantning?

Dette fænomen er, udover at være stærkt afskyvækkende, såre anskueliggørende og leder os til vort andet eksempel på moderne vesterlændinges teknologisk betingede naturfrem-medgørelse.

Første eksempel henledte vor opmærksomhed på hvordan instinktsvækkede og etno-kulturelt forvildede vesterlandske mænd under det globalteknokratiske herredømme for-anlediges til forsømmelse af egen (sjælelige såvel som legemlige) identitet til fordel for en naturfremmedgjort pseudoidentitet, centreret omkring den tekno-progressivistiske fetich over dem alle, automobilet.

Netop denne bestemte identitetsforskydning er, på grund af bilens teknologi-historisk betingede ikonstatus, i særlig grad symptomatisk for fænomenet. Lignende forskydninger kan forekomme ved regelmæssig brug af andre tekno-apparater, særligt bærbare compu-tere, i-phones og andet informationsteknologisk isenkram, hvortil lemminger i bogstave-ligste forstand løbende overfører deres identitet(s-oplysninger).*

*Sejl- og motorbåde af en vis størrelse samt private flyvemaskiner hører enten til kategorien af traditionelle status-symboler eller erhverves af sande eventyrere med det formål at bryde med teknokratiets slaveåg, og indebærer sædvan-ligvis ikke den her beskrevne tekno-fetichistiske identitetsforskydning. Dette skyldes, dels at ejere af statussymboler i denne klasse som regel er sjæleligt stærkere og i besiddelse af en kerneidentitet med fastere forankring end gennem-snittets, dels at den egentlige maskinelle anvendelse af statussymbolerne som regel enten overlades til tjenere/piloter eller begrænses til lejlighedsvise og lystbetonede svinkeærinder. Fra de tyranniske globalteknokraters synspunkt er det vigtigste at få ødelagt middelklasse-vesterlændingens naturforståelse og forstyrre hans instinkter ved regelmæssig teknologi-tilvænning. At man samtidig kan tjene milliarder på at normalisere daglig afhængighed af de flere og flere tekno-digitale dingenoter med lav holdbarhed (planned obsolescence) og tillige hermed totalovervåge og, med deres samtykke, analysere skatteslavernes adfærd er bare glasur på den totalitære magtkage.

Eksempel nummer to omhandler, som læseren utvivlsomt allerede har gættet, identitets-forkvaklingen hos de instinktsvækkede vesterlandske kvinder.

Silikoner er teknologisk frembragte, syntetiske polymer-forbindelser, indeholdende bl.a. methyl og fenyl. De anvendes almindeligvis som smøreolier og hydraulikvæsker i maskin-industrien.

I dag findes de desuden indopereret i hundredtusindevis af vesterlandske kvinder. Alle ved hvad vi her hentyder til. Men hvad betyder det egentlig at en form for industriel hydraulikvæske dagligt sprøjtes ind i unge kvinder, som erstatning for deres naturlige brystvæv?

Spørgsmålets besvarelse leder os i retning af fænomenet overstimulering.

I det tekno-progressivistiske samfund teknologiseres som nævnt kønsdriften mere og mere hos de system-indfiltrede og -afhængige undersåtter. Det farmaceutiske ‘potens-middel’ viagra (og alskens kopier heraf) indtages af mænd overalt i Vesten, med det resultat at de efter regelmæssig brug ikke længere er i stand til at gennemføre en naturlig kønsakt uden denne eller anden ‘hjælp’ fra det lægevidenskabelige/finanskapitalistiske system.

For vesterlandske kvinder gælder det at store grupper, særligt i Nordvesteuropa, USA og Oceanien, har indtaget p-piller fra deres tidligste pubertet og til langt ind i voksenlivet, siden omtrent 1960. Hvad dette farmaceutiske eksperiment har betydet for den enkelte kvinde kan utvivlsomt variere. Bivirkninger som blodpropper er velkendte og beskrives af og til i mainstreammedierne. Hvilke andre individuelle og samfundsmæssige bivirkninger en så indgribende og langvarig kemisk ændring af kvinders hormonbalance og reproduk-tive organer medfører, vil føre for vidt at afdække i detaljen her. Under alle omstændig-heder kan vi konkludere at der aldrig i løbet af den kendte verdenshistorie har fundet en større teknologisk sammensmeltning af menneske og maskine sted end netop nu.

Det overstimulerede menneske kan ikke tilfredsstilles ved sansepåvirkninger inden for det naturligt givne normalområde. Derfor viagra til mænd og derfor p-piller til kvinder. Disse midler muliggør ad kunstig vej abnormal sansetilfredstillelse for det overstimulerede men-neske ved at omgå de naturgivne grænser for sansetilfredsstillelse (viagra) eller ved at ud-slukke de besvangrende følger heraf (p-piller). Som læseren vil vide findes der utallige af-skyelige afarter af dette fænomen, som det vil være under Hammersmedens værdighed at udpensle.

Fænomenet silikonebryster er så himmelråbende tydeligt et symptom på sygeligheden i vesterlandsk kulturudvikling under det judeoamerikanske finansherredømme, at vi ikke kan undlade at inddrage det i analysen. Symbolikken er i fornærmende, ansigtsudtværen-de grad selvindlysende. Og nu ser vi altså også læberne med cementfyldet og botox-indsprøjtningernes uhyggeligt forstenede plastik-ansigter. Disse tilsynekomster er for-færdende etnokulturelle alarmsignaler der lader os forstå i hvor alvorlig sygdomsfrem-kaldende grad det moderne teknofinansielle system er i stand til at påvirke dets elendige skatteslaver.

For den historisk interesserede iagttager kan det være oplysende at stille sig spørgsmålet: fandtes dette eller hine fænomen før 1945? Hvis svaret er nej giver det os som regel et fingerpeg om visse verdensomspændende magtpolitiske strukturer og visse etnokulturelle gruppers indflydelse herpå.

Under udarbejdelsen af denne artikel har man i medierne kunnet følge med i en sælsom affære. Der har efter sigende været tale om en slags folkekrav der ikke længere kunne un-dertrykkes; en spontant fremvoksende ‘græsrodsbevægelse’, må man forstå, med dertil-hørende protest-demonstrationer på Christiansborg slotsplads og indignerede mikrofon-holder-interviews i systemmedierne. Kravet fra de demonstrerende har forurettet lydt: “flere pædagoger i institutionerne!” “Bedre normeringer!” (eller var det mon normalise-ringer?) “Vore børn fortjener nærhed, omsorg og mere voksenkontakt i dagligdagen!”

Disse beskæmmende åndsforladte og ansvarsforflygtigende ytringer fra de hjernevaskede karriere-forældre skal være vort tredje eksempel på vesterlandsk naturfremmedgørelse. Kan man forestille sig noget mere civiliseret? —noget mere tæmmet? Fædre og mødre, som har valgt at nedprioritere deres egne børns velbefindende for personlige karriere-hensyn, går i demonstrationsoptog for bogstavelig talt at kræve, at staten skal overtage mere af deres eget forældreansvar og tryglende anråbe magthaverne om de ikke nok vil give statens institutioner større adgang til lovformeligt at kunne indoktrinere deres egne børn, mens de selv har travlt med førsteprioriteten: den ubrudte hamsterhjuls-karriere.

Er det mon en tilfældighed at de mest tekno-videnskabeligt udviklede lande samtidig er de demografisk svageste, de mest tolerante over for homoseksualitet og der hvor de mest kynisk udartede former for naturudnyttelse, såsom de forbryderiske dyreforsøg og det miljøødelæggende industrialiserede landbrug, finder sted?

Er det mon tilfældigt at de mest medicinsk avancerede lande samtidig er der hvor psykisk og somatisk sygdom trives bedst, i en grad så hele følge-industrier og pyramidale institu-tionsstrukturer er fremgroet, som snylteudvækster på et råddent træ, medens autoritære eksperter lever fedt af at behandle og beskrive og kategorisere og evighedsforske i disse sygdomme?

Måske en hypotetisk begivenhed af udenjordisk oprindelse kan tydeliggøre netop den indirekte natur af vor mulige alliance med AP’erne og vor hele stillingtagen til deres verdenssyn og virke.

Lad os forestille os fremkomsten af en overmåde kraftig solstorm, så intens, at den aldeles tilintetgjorde verdens-teknokratiets muligheder for elektromagnetisk kommunikation. Samme passivitet skulle da præge vor tilgang, som hvis samme eller lignende resultat var fremkommet ved AP’ernes eller ved en hvilken som helst anden faktors mellemkomst.

IV. En totaludryddelse af al teknologi og videnskab lyder som et noget urealistisk fremtidsmål. Skal vi ikke hellere koncentrere os om nutidens mange udfordringer?

Det er en selvfølge at man forholder sig realistisk til samtidens givne politisk-økonomisk-demografiske forhold i nærmiljøet, i landsdelen, i fædrelandet, i Norden, i Europa, i Ves-ten og i resten af verden. Men hvis ingen af os nogen sinde beskæftigede os med lang-sigtede fremtidsmål, da ville det jo så bare være globalteknokraternes og finansbaroner-nes langsigtede fremtidsmål, der, med garanti og som hidtil, ville fortsætte med skridt for skridt at blive virkeliggjort hen over hovederne på os.

Det teknovidenskabelige civilisationsmareridt, med dets stedse flere autonome kamp-droner, stedse mere selvreplikerende robotificering og stedse intimere sammensmeltning af menneske med maskine, tegner sig meget tydeligt i horisonten. 5G-udrulningen af intensiveret mikrobølgestråling er blot den seneste og mest iøjnefaldende optrapning, der, selv hos visse delvist zombificerede lemminger, øjensynlig vækker stigende bekymring.

Alle ledende politikere i Vesten understøtter imidlertid udviklingen i ensrettet tekno-kapitalistisk retning, enten ved åbent at erklære deres betingelsesløse støtte til fortsat accelleration af denne udvikling, eller ved passivt at indvilge i dens teleologiske tvangs-indgreb mens de omhyggeligt sørger for aldrig at afvige en millimeter fra den afstukne kurs mod transhumanismens vidunderlige fremskridts-forjættelse*.

*Den såkaldt ‘grønne omstilling’; ‘grønne teknologi’; ‘grønne energi’ og de forskellige former for ‘bæredygtig udvikling’, om hvilke de korrupte politikere i stadig højere grad lader deres uvederhæftige ordsavl flyde, udgør ingen undtagelser fra reglen. ‘Grøn’ teknologi, såsom vindmøller og elbiler, er, bag den trendy facade, intet andet end eksempler på ultra-progressivistisk (og finanskapitalistisk såre indbringende) teknologi, hvis fremstillingsprocesser forpester miljøet betragteligt samt beskadiger dyrs og menneskers arveanlæg. Vindmøllerne, miljøpolitikernes store skrig-grønne glansnummer, er til eksempel udstyret med flotte videnskabeligt udformede tekno-vinger fremstillet af epoxy, hvilket er noget nær det mest miljøforgiftende og hormonforstyrrende materiale man kan tænke sig. Akkumulatorerne og generatorerne i møllehusenes indre, som omdanner epoxy-vingernes rotation til ‘grøn’ elektricitet, er fremstillet ved anvendelse af forskellige tungmetaller, herunder neodymium til magneterne, som udvindes ved minedrift i fjernøsten, særligt Mongoliet, under slavelignende arbejdsforhold. Se her og her for mere info om emnet.

Disse tungmetaller er mindst ligeså miljøskadelige som eksempelvis diesel og deres transport hertil samt forarbejdningen, tilvirkningen af magneterne og fremstilllingen af generatorerne selv må formodes at forurene i et omfang der ikke i synderlig grad afviger fra f.eks. olieudvinding og kulafbrænding. Derudover er der problemet med bortskaffelse af udtjente møller og ikke mindst de aktive møllers forstyrrende indvirkning på fugle- og menneskeliv. Det altafgørende problem er at den ‘grønne’ fup-omstilling ikke på afgørende måde gør op med teknoprogressivismens indbyggede dødsdrift og omverdensødelæggelse, men tværtimod lader det verdensomspændende teknofinansielle system fortsætte under et forlorent grønt dække, der ved anvendelse af diverse slogans og markedsføringskneb, skjuler miljø-omkostningerne ved den samlede proces for de bevidstløse zombie-vesterlændinge og deres skrivebordspolitikere som ikke bare er grønne i retorikken og teorien, men tillige bag ørerne.

Hvis den nuværende onde spiral af lige dele pengegriskhed, videnskabeligt hovmod og teknopolitisk-totalitær kontrolsyge ikke skal antage malstrømmens uigenkaldeligt selv-forstærkende egenskaber og ende ud i et nanoteknologisk terminator-helvede med kun-stige livmødre på samlebånd à la Huxley; cyborg-kloner; flyvende robotpoliti over hus-tagene og AI-styrede atom-arsenaler, er første forudsætning, at man som del af mod-standsbevægelsen i det mindste er i stand til at forestille sig muligheden af at nedlægge systemet fuldstændigt. Dernæst at man efter bedste evne arbejder bevidst hen imod det langsigtede mål, hvor urealistisk dets indfrielse end kan synes på nuværende tidspunkt, at udradere teknokratiet helt og aldeles fra jordens overflade, før det udraderer os.

Spørgsmålet melder sig naturligt: hvor sætter man grænsen for afviklingen, eller tilbage-rulningen, af det tekno-industrielle-civilisatoriske system? Vi er langt fra de første, hverken til at stille dette spørgsmål eller til forsøgsvis at besvare det.

Måske selve formuleringen af spørgsmålet her er vigtigere end at fremkomme med et endegyldigt svar. Hovedsagen er nemlig snarere at man én gang for alle får gennembrudt progressivismens bevidsthedslammende tankeensretning og således når frem til den åndeligt frigørende grunderkendelse: at udviklingen henimod mere og mere tekno-videnskabelig naturfremmedgørelse ikke er nogen på forhånd givet uafvendelighed.

For overskuelighedens skyld vil vi i det følgende undersøge fem tærskler for relevant tekno-afvikling.

Første tærskel: Amish (elektricitet). Amish-folket er som bekendt kristne fundamentalister (mennoniter) indvandret til USAs østlige stater, særligt Pennsylvania, fra Schweiz og Sydtyskland tidligt i 1700-tallet. De anvender i udgangspunktet hverken elektricitet eller eksplosionsmotorer. Men deres enestående kultur er fint udviklet med stolte traditioner inden for håndværk og husflid, hvis karakteristisk gedigent forarbejdede varer er efter-spurgte for deres høje kvalitet og særpræg. Efter sigende skulle deres børn desuden være forskånet for den i det omgivende samfund hærgende autisme-epidemi, af den simple grund, at de ikke lader dem vaccinere. Denne etnisk europæiske folkegruppe har altså valgt at takke nej til udviklingens tvangspåbud på et tidspunkt omkring industrialiserin-gens begyndelse, og har dermed fundet sig til rette på et teknologisk leje der passer dem i deres særegne livsførelse. Sikke gammeldags. Sikke bagudskuende. Sikke reaktionært. Sikke … selvberoende. Kan man virkelig selv tillade sig at vælge hvilket niveau af tekno-logisk udvikling man ønsker at leve i og med? Er det ikke mærkeligt bagstræberisk og intolerant og umoderne? Skal amish-børnene da ikke have mulighed for at følge med i alle de spændende nyudviklede computerspil og smartphone-apps som deres jævnaldrende boltrer sig i 24 timer i døgnet ude i det frie samfund? Hvad siger myndighederne? Er det ikke en form for overgreb på børnene at de sådan må lide afsavn og slet ikke får mulighed for at sidde som forstenede i timevis foran skærmen dag ud og dag ind som de almindelige børn? Staten må da kunne gribe ind og med magt få fjernet disse børn fra deres håbløst teknologiforskrækkede og usamarbejdsvillige ekstremist-forældre og tvinge dem til at opleve friheden sammen med os andre ude i det moderne samfund.

Amish-eksemplet giver os anledning til at overveje et gennemgående træk; et særkende hos alle progressivister: deres optagethed af og higen efter konstant forandring i deres ydre livsomstændigheder. Som i beskrivelsen af alle andre politiske forhold gør vi os det selvfølgelig klart, at progressivister ikke er nogen ensartet blok, men med fordel kan op-deles i to hovedgrupper: de der bruger progressivismen som politisk og økonomisk magt-middel, og de (den langt største gruppe) der bruges og på forskellig vis manipuleres af førstnævnte gruppe. I det følgende beskæftiger vi os hovedsageligt med følgegruppen, der foruden de afsjælede lemminger også indbefatter lakajerne og profitørerne. Magthaverne i førstnævnte gruppe behøver selvsagt ikke nødvendigvis selv at være progressivister, idet mange forræderisk vil foregive tekno-entusiasme i bestræbelserne på at udbrede progres-sivismen til masserne af kyniske politisk-økonomiske magthensyn. En betragtelig andel af ledergruppen vil dog kunne forventes at udgøre egentlige teknofanatikere, aldeles frem-medgjort fra Naturens orden.

For progressivisterne er det tilsyneladende af større betydning at samfundet omkring dem hele tiden forandres og ‘udvikles’ (teknologiseres og effektiviseres) end (1) at deres eget privatliv bringes i overensstemmelse med Naturens orden eller (2) at deres eget sjæleliv udvikles. Af denne enkle iagttagelse kan vi gøre os mange interessante overvejelser.

I stedet for et dynamisk og forandringsdygtigt samfund kunne vi eksempelvis overveje hvad et stabilt samfund mon ville betyde for borgernes mulighed for personlig udvikling.

Lad os se os undrende omkring og spørge os selv om et evigt forandrende samfund mon virker befordrende eller hæmmende på et sådant samfunds borgere. Hvis et menneskes fulde opmærksomhed til stadighed skal bruges på at tilpasse sig evigt omskiftelige vilkår (teknologiske, sociale, demografiske, kulturelle og økonomiske) under en tekno-disruptiv globalist-lydstat, hvordan vil et sådant menneskes personlige udviklingsmuligheder mon i så fald blive påvirket?

Planter vokser, blomstrer og sætter frø såfremt de gives stabile vækstbetingelser, men forkrøbles, visner og dør, såfremt vækstforholdene bestandigt forstyrres. Mennesker er, indrømmet, ikke planter og den hortikulturelle metafor derfor selvfølgelig mangelfuld.  Men måske det alligevel var værd at overveje, dels om forandringsfanatikernes travlhed med hele tiden at opfinde og udbrede spændende ny teknologi mon skyldes, at de selv er blinde for Naturens pragt og vælde, og dels om hele teknotyranniets forandrings-karrusel har til formål at forstyrre den enkelte borger i en sådan grad at denne aldrig finder ro til at udvikle sig åndeligt og knytte tætte bånd til sine folkefæller.

Anden tærskel: Vikernes (smidig tilgang). Varg Vikernes har øjensynlig fundet en vej ad hvilken han, igennem sin kunst, musik og sit oplysningsvirke ved forskellige former for internetpropaganda, ganske virkningsfuldt er i stand til at åndsopløfte, motivere og be-væge i titusindvis af racebevidste europæere til aktiv modstand mod det globalteknokra-tiske folkemordersystem. Således bekæmper han teknomonstret med dets egne våben. Vikernes benytter sig, ud over de formidlingstekniske værktøjer, også i sit privatliv af moderne tekniske hjælpemidler, såsom eksempelvis solceller, batterier og dieseldrevne køretøjer. Nogle vil måske anse dette som en hyklerisk sammenblanding af uforenelige livsmåder.

Som nævnt i denne artikels indledning vil det imidlertid være uforstandigt at fraskrive os brugen af hverken teknologiske hjælpemidler eller våben, indtil vi er helt sikre på at det globalteknokratiske system er fuldstændig knust og udryddet for bestandig. Indtil da kan man med fordel ihukomme det ældgamle ordsprog: med ondt skal ondt fordrives.

Tredje tærskel: NS 1933-45 (dobbeltstrenget, med sideløbende tekno-videnskabelig ud-vikling og neomiddelalderlig landbo-idyl).

Det ville være grel historieforfalskning at påstå at det Tredje Rige var anti-teknologisk. Men der fandtes (og findes) inden for den nationalsocialistiske filosofi en gren som var (og er) teknologisk bagudskuende og udpræget anti-modernistisk. Blandt dens betydeligste fortalere var Rosenberg og Darré. Speer og Goebbels synes at have repræsenteret den tekno-progressivistiske hovedstrømning, der desværre blev dominerende.

Om denne skæbnesvangre drejning mod tekno-progressivisme blev pånødt bevægelsen af ydre omstændigheder eller var ideologisk medfødt, bliver vanskeligt at afgøre her. Vi kan under alle omstændigheder gøre os klart at der i løbet af fredstiden fra 1933-39 fandtes en styreform i Europa, der, dels søgte at genopdage og vedligeholde fortidens skikke og dyder, dels dyrkede institutionaliseret tekno-videnskabelig forskning på flere områder. Særligt værnemagtens våbenudvikling og lægevidenskabelig racehygiejne blev drevet i en umiskendeligt tekno-progressivistisk retning.

Der er før blevet gisnet om følgevirkningerne, hvis NS-tyskland havde overlevet Anden Verdenskrig. En mulighed, relevant for emnet under behandling i denne artikel, kunne være at den to-sporede model med teknologisk understøttet forsvar, infrastruktur og racehygiejne, sammenkoblet med en slags nøje planlagt, lavteknologisk afstemt ny-middelalderlig bondekultur havde kunnet bestå i en blandingsform hvor teknologisk udvikling og afvikling, på hver deres områder, gensidigt styrkede hinanden til folkets gunst.

Fjerde tærskel: Zerzan (jæger-samler/stenalder).

John Zerzan’s teknologi- og civilisationskritik er interessant og værd at beskæftige sig med af flere grunde. Dels retter han relevante anklager mod systemet, som i deres egen ret, uaf-hængigt af Zerzan’s personlige og/eller politiske tilbøjeligheder, er både gyldige, betimeli-ge, berettigede og ofte skarpsindigt udtrykt. Her kan nævnes hans kritiske spørgen til pro-gressivismens gentagne løfter om det total-teknologiserede samfunds fantastiske fremtids-forbedringer, f.eks. i lovet arbejdsreducerende retning. Zerzan påpeger her ganske kor-rekt, at jo mere højteknologi, eksempelvis digitalisering, der i et givet samfund udvikles, antageligvis af både effektiviserende-tidsbesparende hensyn og til påstået gavn for den enkelte borgers personlige frihed (til at vælge hvilken form for teknokratisk ske-madning han foretrækker), jo mere fortravlede, udstressede og syge synes dette samfunds borgere mærkeligt nok at blive. I denne sammenhæng giver Zerzan yderst rammende og velunder-byggede fremtidsudsigter for, hvad der kommer til at ske hvis eksempelvis teknokraternes vidtløftige science-fiction planer om selvkørende biler bliver virkeliggjort.

Som med den ‘trådløse’ (elektromagnetisk strålings-baserede) digitalisering, der allerede i årevis har været tilgængelig i den offentlige transport, forudser Zerzan at tiden brugt på befordring til og fra arbejde, også i de af medierne så forjættede, selvkørende ‘privat’-biler, inden længe, af de evigt effektiviserings-hungrende transnationale arbejdsgivere, vil for-ventes anvendt som en gradvis tilvænnet ulønnet del af arbejdsdagen.

Så kan de tekno-sammenvoksede menneskelignende arbejdsdroner sidde bekvemt og sikkert i deres totalovervågede robotbiler og udnytte spildtiden, som før gik hen med uproduktivt dagdrømmeri, til at arbejde gratis (de har jo tiden til det nu hvor maskinen fører køretøjet) og endnu en rest af den evigt skrumpende tilbageværende menneskelige værdighed og selvstændighed, i dette tilfælde den fysiske egenkontrol over automobilets styretøjer, vil være blevet frataget den evigt omstillingsparate og tilpasningsivrige gen-nemsnitsvesterlænding.

Dels udgør netop Zerzan’s personlige baggrund i den judeoamerikansk-kulturmarxistiske ’68-bevægelse en såre brugbar prisme gennem hvilket hans AP-filosofis grundliggende mangler og indre modsætnings-fuldhed kommer klart til syne. Når Zerzan i egne kredse taler ‘til sit hjemmepublikum’, så at sige, bliver det tydeligt hvor splittet han selv og hans anarko-primitivisme i virkeligheden er (øjensynlig foretrækker han selv betegnelsen primal anarchy, altså en oprindelig eller urform for anarki). Fra egne rækker i bred forstand, altså fra anarkister i almindelighed, angribes han gennemgående for at åbne en fløj for øko-fascister og for ‘fascister’ i det hele taget. Hovedanklagen går som regel på, at den logiske konsekvens af Zerzan’s antiteknologiske radikalisme (altså målsætningen om at bringe det verdensomspændende teknosystem til dets endelige sammenbrud) snart ville efterlade hoben af naturfremmedgjorte psykopater (særligt trans- og homoseksuelle) så hyppigt forekommende i de venstreradikale kredse, med drastisk forringede eller ganske uden overlevelsesmuligheder (fordi følgerne af deres selvødelæggende og anti-naturlige adfærd i så fald ikke længere kunstigt, som det er tilfældet i dag, vil kunne behandles gennem f.eks. retroviral medicinering osv.). Kritikken af Zerzan fra hans ‘egne rækker’ (der findes øjensynlig også et mindretal af anarko-primitivister der oprigtigt indtager en åben holdning over for et vist samarbejde med og en vis tilnærmelse til racebevidste systemkritikere) er således såre interessant at bevidne. Ikke blot fordi denne interne kritik peger på en dyb sandhed: sammenhængen mellem medicinalteknologiens bestandigt udvidede ydelsesrepertoire og den derved muliggjorte fortsættelse af en, lad os kalde det, ‘konsekvensreduceret’ usædelighed hos de naturfremmedgjorte teknoklienter, men tillige fordi den lader os forstå hvori den afgørende forskel mellem race- og naturlovsbevidst civilisationskritik på den ene side og race- og naturlovsfornægtende civilisationskritik på den anden side ligger.

—Nemlig i hvorvidt civilisationskritikken, som hos racebevidste fjender af teknotyranniet, følger efter vor højagtelse for Naturen, eller om den, som hos AP-flertallet, svæver frit i luften uden at de i dybden hverken forstår eller anerkender den bagvedliggende og ufor-anderlige forudsætning for alt liv i verdensaltet: Naturens urokkelige orden.

I et primitivt samfund direkte underlagt Naturens evige og uforanderlige love vil der ikke være behov for hverken fascisme, nationalsocialisme eller nogen anden programmatisk ideologisme til at gennemføre racehygiejniske tiltag … Naturen selv vil, netop i fraværet af teknocivilisationens og lægevidenskabens krykker, udgøre den bedste racehygiejniske regering man kan tænke sig. Det er denne forståelse der gør Zerzan’s interessante idéer så uspiselige for instinktsvage antifa-typer og andre naturfremmedgjorte kulturmarxister, der tror at anarki og kommunisme er nærtbeslægtede bestanddele af samme verdens-anskuelsesmæssige hele. Ligegyldigt hvor mange patetiske tilbagetog og indrømmelser Zerzan, af frankfurter-dogmatiske årsager bliver tvunget ud i at foretage, vil homo’erne; selvhaderne; feministerne og anti-natalisterne i AP’s periferi aldrig kunne forlige sig med hans grundidé om gradvis totalafskaffelse af selve den civilisation, den teknologi og den lægevidenskab, uden hvilken de næppe ville overleve de første 48 timer.

Femte tærskel: Kaczynski (voldelig modstand).

Velunderrettede læsere vil utvivlsomt være bekendt med hovedlinjerne i historien: Kaczynski’s livstids-indespærring i det topsikrede føderale fængsel i Florence, Colorado for, i perioden fra 1979 til 1995, angiveligt at have sendt dødbringende brevbomber til adskillige højtplacerede figurer i den amerikanske universitets- luftfarts- og IT-verden. Dommen over Kaczynski, der holder ham ansvarlig for både mord og lemlæstelse begået ved denne ikke just tiltalende fremgangsmåde. Vidunderbarnet Kaczynski, sønnen af polske indvandrere, opvokset i en forstad til Chicago med en IQ omkring de 170. Op-tagelsen på Harvard som 16-årig og ansættelsen i fast professorat med undervisnings-forpligtelser på UC Berkeley som 25-årig.

Ifølge systemmediernes standardfortælling droppede Kaczynski herefter, pludseligt, ufor-udset og uden nogen påviselig grund, andet end personlig utilstrækkelighed og social aka-vethed, ud af systemet for at bosætte sig i det fjerne Montanas ødemark, i en selvbygget hytte uden indlagt el og vand. Det var herfra at han som sky eneboer, angiveligt i forsmå-ede vanvidståger, planlagde og udførte sine terrorhandlinger mod det teknokratiske system og dets repræsentanter.

Hvad de gængse fremstillinger af forløbet som regel udelader er at CIA formentlig under-kastede den unge universitetsstuderende Kaczynski forskellige fornedrende LSD-forsøg under det berygtede MK-ULTRA program.

En sådan oplevelse, hvilket der findes velunderbygget dokumentation for har fundet sted, må siges at have kunnet bidrage i ikke ubetydelig grad til, for ikke at sige retfærdiggøre, Kaczynski’s ‘uforklarligt’ glødende modvilje mod al tekno-videnskabelig progressivisme.

I denne sammenhæng er det afgørende ved Kaczynski’s eksempel imidlertid ikke hvorvidt den ene eller den anden udgave af hans levnedsskildring kommer tættest på sandheden, men at Kaczynski’s tærskel frem for alt bestemmes ved terroristisk voldsparathed og dåd snarere end nøjagtig hvor langt han måtte ønske at tilbagerulle teknologiseringen.

Kaczynski’s kritik af anarko-primitivismen, som på flere områder overlapper med den her i artiklen frem-førte, synes dog at angive at Kaczynski ikke som Zerzan finder det nødven-digt at transcendere husdyrbrug, agerbrug, ja endda kunst, sprog og sågar tiden selv, for med tilstrækkelig grundighed at slå tekno-monstret ned. Måske mindre trods alt også kan gøre det.*

* Note: vi hverken billiger eller opfordrer til voldsudøvelse i denne artikel eller andetsteds på bloggen.

Betragtningerne over hvad vi som race- og naturlovsbevidste nationalrevolutionære kan finde af værdi og af interessefælles tankegods i anarko-primitivismen og de andre former for radikal civilisationskritik fremlagt her er ikke begrundede i teoretisk sofisteri eller aka-demisk tankespind. Det er blodig alvor.

Det totalitære globalteknokratiske systems erklærede hensigt er at afvikle de europæiske nationalstater. Dette veldokumenterede mål opnås kun ved udryddelse eller gradvis bort-skaffelse af, på den ene eller den anden måde, de oprindelige europæiske (ariske) folke-slag.

Metoderne hertil er, som det utvivlsomt vil være læseren bekendt, mangfoldige. Masseindvandring af racefremmede kolonisatorer, kulturmarxistisk-feministisk indok-trinering i medier og uddannelsesvæsen samt medicinsk-kemisk-elektromagnetisk køns-udjævning (langsom sterilisering), hører til blandt de vigtigste. Hovedbetingelsen for at disse folkemorderiske fremgangsmåder forbliver anvendelige for fjenden er: dennes ad-gang til teknologi og videnskab.

Den opmærksomme læser vil forhåbentlig have indset, at når systemet bliver ved med eksempelvis at udbetale de hårdtarbejdende danskeres tvangsinddrevne skattemidler til koloniserende racefremmede perkere af enhver tænkelig afskygning, så skyldes dette ikke uforstandigheden eller uvidenheden blandt systemets lav- og middelniveau-apparatjiks, men at langtidsplanerne for udslettelse af de europæiske nationer, udtænkt allerede før Anden Verdenskrigs begyndelse, fordrer at en sådan bevidst antinational fordelingspolitik fortsætter, årti efter årti.

Politisk korrekte papirlovspatrioter har i snart et halvt århundrede forsøgt sig med samme udsigtsløse strategi: Møjsommeligt har man belyst og beskrevet og forklaret og argumen-teret og dokumenteret stolpe op og stolpe ned om hvorledes udskiftningen af den oprinde-lige befolkning af danskere (og andre vesteuropæere), hovedsageligt til fordel for race-fremmede af tyrkisk, arabisk, jødisk og somalisk herkomst, allerede har været, er og fortsat vil vedblive at være, det logisk forventelige udkomme af den førte politik.

Problemet er bare, at det globalkapitalistiske systems ledere, deres vellønnede apparatjiks samt de mange lag af folkemorder-profitører og -medløbere, hvor grundigt gennemarbej-det, statistisk velunderbygget og detaljeret et oplysningsmateriale de end er blevet fore-lagt, aldrig har set sig nødsaget til at lytte alvorligt til papirlovspatrioternes uendeligt jamrende klagesange af spagt fremsatte bekymringer. Systemets repræsentanter har lyttet hvis og når de selv fandt det rimeligt at lytte. Og de har reageret hvis og når og på den måde de selv har fundet det hensigtsmæssigt og betimeligt at reagere.

Et begreb som den brændte jords taktik vækker utvivlsomt anstød hos mange og minder os måske om utiltalende og gruopvækkende historiske fortilfælde. Idéen med taktikken er ikke at brænde sine huse af i nogen politisk demonstration — for den dramatiske virkning — men fysisk at forhindre invaderende fjender i at proviantere, eller på anden vis drage fordel af landets rigdomme, ved at fjerne eller tilintetgøre disse rigdomme og derved gøre dem utilgængelige for fjenden.

Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har inviteret, og stadig inviterer flere af, de racefremmede kolonisatorer til landet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der fortsat udbetaler ydelser og anviser uddannelses- og jobmuligheder til de racefremmede kolonisatorer. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der siden 1945 har holdningsbearbejdet vor ungdom, nu på fjerde slægtled, til postmoderne raceforræderi, til selvhadende nihilisme og til barnløs homoseksualitet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der tvinger danskerne til at slide hårdere og hårdere på et mere og mere effektiviseret arbejdsmarked for en ringere og ringere belønning. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der sælger ud af og opkøber danskernes nedarvede infrastruktur (TDC, PostDan-mark, DONG). Det er det globalteknokratisk-finans-kapitalistiske system der af profit-hensyn har forgiftet og stadig forgifter danskernes miljø og drikkevand. Det er det global-teknokratisk-finanskapitalistiske system der undergraver danskernes privatliv ved grad-vist at pånøde dem mere og mere privatlivs-invaderende daglig anvendelse af smartphones og andre dehumaniserende tekno-digitale apparater for overhovedet at kunne fungere i samfundet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har ødelagt danskernes familieliv ved at gøre det socialt, økonomisk og institutionelt tillokkende for kvinder at ringeagte, undertvinge og forkaste deres naturgivne moder-instinkter, for i stedet at søge fuldtidsbeskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har udbredt og normaliseret den demoraliserende pornografi, den sygdomsspredende usædelighed samt det instinkt-forstyrrende og masse-steriliserende p-pille-indtag. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har ødelagt danskernes sprog og kultur ved at oversvømme landet med værdipolitisk indoktrinerende, pøbel-amerikansk hollywood-underholdning.

Hvorfra skulle perkere, jøder, negre, mulatter og etnisk danske folkeforrædere få deres penge og kunstigt opblæste status, hvis det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system ophørte med at fungere i Danmark?

Man kunne jo starte i det små og afcivilisere ét område ad gangen. Lad os forestille os hvordan en bevidst primitivisering af et givet landområde mon ville virke på snylter-elementers lyst til overhovedet at befinde sig, endsige bedrive deres parasitisme, der.

Vi medgiver at her er tale om et tankeeksperiment af hypotetisk karakter. Ikke desto mindre kan det af og til virke både netop tankevækkende, afslørende og særdeles anskue-liggørende at opstille sådanne tænkte tilstande:

Mon Danmark ville virke tillokkende for racefremmede kolonisatorer … uden statslige eller kommunale udbetalinger af pengeydelser? Uden hæveautomater? Uden indkøbs-centre & fastfoodkæder med privat-økonomisk slavebundet, nervøst vimsende service-mindet og dogmatisk raceblindt oplært personale? Uden autoværksteder? Uden døgnåbne tankstationer? Uden VVS-folk? Uden kloakarbejdere? Uden elektrikere? Uden mobil-dækning? Uden caféer? Uden restauranter? Uden fængsler med gratis kost og logi og venligt forstående unge kvindelige, overbevist antiracistiske fængselsbetjente? Uden politi? Uden domstole og socialt indignerede forsvarsadvokater? Uden gadebelysning? Uden imødekommende socialarbejdere med attraktive aktiverings-, resocialiseringstilbud eller spændende exit-programmer på hånden? Uden festlige gymnasier, handelsskoler og universiteter med evigt rosende kulturmarxistiske lærere og spytslikkende undervisere og vejledere? Uden hospitaler? Uden lægeklinikker? Uden landsdækkende TV- og radio-kanaler med eftersnakkende værtinder (m/k)? Uden busser og tog med pligtopfyldende chauffører og punktlige togførere? Uden asfalterede veje at cruise rundt på i bmw’erne? Uden fjernvarme? Uden vand i hanerne? Uden serviceteknikere og viceværter til at rydde op efter sig i boligblokkene? Uden skraldemænd? Uden taxakunder? Uden strøm i væggen til barbermaskinerne og hårtrimmerne i de neoliberale saloner?

Disse overvejelser bringer os naturligt til idéen om folkestrejken. Hvis hovedparten af de dygtige og særdeles arbejdsomme danskere kunne vækkes af deres søvngængermarch mod demografi-afgrunden, for i fællesskab at indlede en langvarig og vedholdende folkestrejke, ville det teknofinansielle folkemordersystem kunne komme i alvorlige vanskeligheder.

Som vi har redegjort for i adskillige artikler ligger gennemførelsen af en sådan almindelig udbredt folkestrejke desværre uden for det muliges område, da det danske folks (og den samlede hvide races) dødsfjender siden 1945 har overtaget kontrollen med samtlige af statens institutioner og dermed har kunnet programmere befolkningsflertallet til et for-uroligende velopdragent og produktivt etnokulturelt selvmord.

Denne kendsgerning betyder dog ingenlunde at folkestrejkens nyttige egenskaber behøver gå til spilde. Et mindretal af racebevidste folkefæller vil udmærket kunne udnytte folke-strejkens virksomme midler, også selv om det store flertal af afsjælede lemminger måtte fortsætte skatteslaveriets dødsridt.

Et af de mest gennemgående budskaber fra de progressivistiske politikere lyder igen og igen: “vi må ikke lukke os om os selv”. —Ordret citeret. Hmmm. Lad os for et øjeblik over-veje hvordan det mon kan være, at så besynderligt et budskab med så stor regelmæssighed optræder i folkeforræderpolitikernes talemanuskripter. Når det er så vigtigt for de global-kapitalistiske magthavere at danske skatteslaver gennemhegles med netop denne forma-ning, altså om at vi endelig og for alt i verden ikke må ‘lukke os om os selv’ … så kunne dette måske skyldes, at en sådan folkelig nødværgereaktion (lokalpolitisk, demografisk og økonomisk selvberoenhed) kunne tænkes at ville fratage de globalkapitalistiske teknokrat-igler muligheden for at udnytte og snylte på det danske (og andre europæiske) folke-legeme(r)s arbejde og livskraft. Vi må ikke lukke os om os selv. Aha. Javel. Jaså.

Hvem siger at vi ikke må lukke os om os selv? Og hvad siger udsagnet om afsenderne af denne plumpe og kategoriske fordring? Voldtægtsforbrydere og hjemmerøvere kan vel tilslutte sig logikken og foretrækker sikkert også at deres ofre ikke var så genstridige sådan at ville lukke sig om sig selv. Det samme gælder vel for gemene lommetyve. En tillidsfuld åbenhed hos ofrene giver vel de bedste ‘arbejdsbetingelser’. Det må formodes at vira, bacciller og snyltere i almindelighed trives bedst, jo mindre deres udsete værter er tilbøjelige til at ‘lukke sig om sig selv’.

Hvad om man lukkede sig for det eller de forhold man fandt det hensigtsmæssigt at lukke sig for og tilsvarende åbnede sig igen når og under de vilkår og omstændigheder man selv fandt rimelige og ønskværdige? Hvoraf den plumpe og kategorisk ubøjelige fordring? Vi “må” ikke ditten og datten. Af og til hører man udsagnet i formen: “vi kan jo ikke lukke os om os selv”. —En endnu mere absurd kategorisk påstand, hvis bogstavelig talt handlings-indskrænkende betydning afslører noget af den desperation med hvilken globalist-lakajerne anskuer verden og søger at indsætte deres medborgere i samme totalitære tankefængsel som de selv befinder sig i.

Hvad hvis nu vi tænkte os at de mest hæderlige og flittige og samvittighedsfulde og på-lidelige og dydige og racebevidste danske folkefæller gradvist begyndte at bruge mere og mere af deres flid og dygtighed og tid på, i deres eget lokalområde direkte at arbejde for deres egen slægt og for deres nære etnokulturelle folkefælleskab, i stedet for dagligt at pendle i timevis frem og tilbage og sidde i sneglende motorvejskøer for at slave for den folkeforræderiske stat og for det folkemorderiske globalteknokratis ‘private’ virksom-heder?

Selv hvis kun et beskedent mindretal af selvberoende folkefæller fulgte denne antisystemiske kurs, ville en sådan frigørende bevægelse væk fra det teknofinansielle systems kvælertag for det første begunstige kernen af de folkestrejkende selv, for det andet fratage systemet lokale skatteindtægter samt adgang til den bedste og pålideligste arbejdskraft og, for det tredje, ved eksemplets magt, sætte åndsopløftende ringe i vandet.

Det er oprørende at tænke på hvor mange tusindvis af timer en almindelig dansker forspilder på at slave for det globalkapitalistiske folkemordersystem om året. Folkestrejkens vellykkethed er således ikke betinget af en alt-eller-intet fordring om nødvendigvis at få samtlige danskere med på et storstilet projekt med tilhørende offentlige erklæringer, floromvundne manifester og proklamationer eller statsgodkendte vælgererklæringer. Folkestrejken begynder og slutter som alle andre virkeligt meningsfulde viljesytringer hos os selv.

Sort arbejde (eller som ODIN.ORG plejede at kalde det: samarbejde) er en glimrende mu-lighed for i det stille og jævne at bidrage til god folkestrejkende virksomhed. Her er det på-faldende hvor panisk systemteknokraterne arbejder på at få digitaliseret alle pengeover-førsler og dermed indføre det kontantløse samfund. Hensigten er åbenlys: at forhindre de tilbageværende racebevidste danske (og andre hvide) folkefæller muligheden for indbyrdes fortrolig, system-uafhængig handel.

I stedet for at kappes forvildet om zombie-vælgernes gunst for en illusorisk og system-godkendt overtagelse af det dødsmærkede vanvidssystems tøjler, kunne megen tid og besvær spares ved ganske enkelt at træde til side for dødstoget og i stedet rette sin arbejdsevne og sin opmærksomhed mod andre hensyn, i bedre overensstemmelse med Naturens orden. Lemminger der med stift blik insisterer på at kravle målrettet længere og længere ind i teknosystemets digitaliserede kødhakkermaskine kan ikke reddes.

Med andre ord kunne der med nationalsindede danskernes almindelige flid, arbejdsdisciplin og dygtighed taget i betragtning oprettes adskillige meget veldrevne mini-samfund rundt omkring i det ganske land. —Ægte, racebevidste samfund, hvor fælleskassens midler blev anvendt på tiltag som indbetalerne med egne øjne kunne forsikre sig om blev anvendt på det nære folkefællesskabs behov og ikke forsvandt i fjerne, teknototalitære bureaukraters verdensfrelserprojekter.

Her kommer den anarkistiske tænknings berettigelse ind i billedet. Anarki betyder som bekendt ordret u-styre eller ikke-styre. Som nordisk-germansk dansker (og som en hvid person i det hele taget) er det uantageligt at lade fremmede magter styre vores skæbne. Altså må vi som anarkisterne afvise styreformer der søger at sætte sig til herre over vores naturlige livsudfoldelse. I stedet for disse uantagelige styreformer sætter vi selvstyret som den eneste følgerigtige vej til at kunne leve i overensstemmelse med Naturens orden og til fuldbyrdelsen af de hellige Fjorten Ord.

Måske det var på tide at den racebevidste nationale modstand begyndte at tage sine egne mål alvorligt. Måske det i denne forbindelse var på tide at overveje hvilken pris man som nationalrevolutionær er villig til at betale for at uddrive fjenden af landet. Måske det var på tide at folkeforræderne indså, at det kunne komme til at indebære alvorlige konsekvenser, for dem selv, såfremt man fortsatte med for egen vindings skyld at dele danskernes surt optjente skattemidler og fædrende jord ud til aggressivt koloniserende, aldeles uvedkom-mende race- og kulturfremmede snyltergrupper.

Indtil videre har folkefjenders og -forræderes største frygt øjensynlig været at tabe endnu en formaliseret debat i TV, eller at papirlovspatrioter udgav endnu en bog der endnu en-gang beviste og, hinsides enhver tvivl, med endnu flere udførlige fodnoter, dokumenterede hvad alle allerede vidste. Med andre ord har folkefjenderne i virkeligheden intet reelt haft at frygte og har dermed også fuldkommen uhindret kunnet fortsætte deres fædrelandssvig (som endda ofte er blevet, og stadig bliver, karrieremæssigt og socialt belønnet).

Den globalkapitalistiske teknokrat-elite og deres hundredtusindevis af professionelle folkemorder-profitører er fløjtende ligeglade med om endnu en høflig, lovlydig og civi-liseret (systemgodkendt) indvandringskritiker formelt set måtte have ret i hans eller hendes reaktionære, omhyggeligt antiracistiske bedsteborger-synspunkter og måske fra tid til anden vinder en TV-debat, et byrådssæde eller tilstås et legitimerende folketings-mandat. Det afgørende for systemets diskret tilbagetrukne plutokrater og deres korps af spytslikker-lakajer blandt politikere, erhvervsfolk og ansatte i stats-institutionerne, er ikke hverken udfaldet af mediernes kulturmarxistisk gennemtilrettelagte debatter, offentligt tilladte synspunkters lødighed eller parlamentarisk godkendte argumenters logiske gyldighed … Det afgørende er alene om de har mest grund til at frygte for deres sociale stilling og personlige (materielle, legemlige og privatøkonomiske) velbefindende ved at understøtte den teknokapitalistisk befordrede masseindvandring og de dertil knyttede fortsatte demografiske ødelæggelser af fædrelandet eller ved at støtte modstanden herimod.

Mens dét spørgsmål bliver afgjort er det fornuftigste vi, som medlemmer af den hedensk racebevidste folkekerne, kan gøre, samvittighedsfuldt, støt og vedholdende at varetage vore egne og vore slægters kort-, mellem- og langsigtede interesser, mens vi så vidt muligt frigør os fra det tekno-videnskabelige systems hidsigt accelererende, finanskapitalistisk drevne dødsspiral.

Hvis denne mulighed for passiv udtræden af det folkemorderiske teknoslaveri bliver os nægtet af de totalitære tvangsprogressivister kunne det jo være at deres elskede disrup-tion på et tidspunkt begyndte at give bagslag. Måske det ville være lærerigt for de såre langsomt opfattende teknoprogressivister og deres medsammensvorne globalkapitalister, såfremt deres foretrukne livsmåder også, pludseligt og uden varsel, blev ‘disruptet’ af udefrakommende kræfter i en retning der var udelt ugunstig for dem.

Ut Sementem Feceris, Ita Metes.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

TEKNOPLUTOKRATISK SAMFUNDSCANCER — JO MERE DEN “VÆKSTER”, DESTO MERE DØDBRINGENDE FOR LEGEMET

Selvkørende biler, talende køleskabe, intelligente skraldespande og summende kamera-droner overalt. Det hele konstant forbundet digitalt via højintens mikrobølgestråling over det nyeste israelske og kinesiske isenkram. Hvem kunne have noget imod teknologiens og fremskridtets strålende fremtidsudsigter?! Og så kan man endda downloade sin yndlings-propa…[host!]: underholdning hundrede gange hurtigere! –Og der er penge i skidtet.

Godt nok er det først og fremmest finansspekulanterne og de største internationale kon-cerner, der scorer kassen på den spændende totalteknokratiske effektivisering af samfun-det. Men sådan er udviklingen jo. Og Danmark skal være en frontrunner, når det gælder fortsat disruptiv digitalisering. Ellers risikerer vi jo at sakke agterud. Og det går sandelig ikke an. virksomhederne siger desuden selv at deres teknologiske landvindinger er helt u-farlige, så der er overhovedet slet ikke noget at bekymre sig om. Tværtimod kan den fagre nye digitale teknologi redde vores liv, ved at overvåge os hele tiden, således at eksperterne bedre kan gribe ind med de mest højteknologisk opdaterede løsninger, så snart vores tro-faste og allestedsnærværende og indbyggede sensorer registrerer noget unormalt.

Er du også utålmodig efter at blive en trendy forsøgsperson for internationale teknologi-koncerners planer for udviklingen af dit liv? Så er der godt nyt. Inden udgangen af juni 2019 vil testen af det længe ventede 5G-netværk nemlig begynde i Danmark, siger Telia Danmarks progressive CEO Morten Bentzen her. Og hurra for det. Udviklingen kan nemlig ikke gå hurtigt nok, når det gælder forøgede indtjeningsmuligheder. Poul Noer, chefkonsulent hos Dansk Erhverv, minder os i samme artikel om, at det selvfølgelig er “nødvendigt med en udbygning af netværket”, hvis der skal komme “flere og flere enheder på nettet”.

Ja, flere og flere enheder betyder nemlig flere og flere penge til den finansielle vækstmo-tor, således at dens fremsynede repræsentanter (såsom f.eks. Poul Noer) igen kan inves-tere midlerne i og dermed sikre den fortsatte udvikling af flere og flere innovative løsnin-ger, og ikke mindst sikkerhedsopdateringer, til vores allesammens personligt uund-værlige teknologiske infrastuktur.

Vi vil jo allesammen gerne have “forandret vores liv af superinternettet“, ikke sandt?

INTERNATIONAL APPEL – STOP FOR 5G PÅ JORDEN OG I RUMMET

 

Intet i denne artikel eller andetsteds på bloggen er ment som opfordring til ulovligheder.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

HVORFOR FÅR ET ALKOHOLISERET NARKOVRAG MON LOV TIL AT SPREDE SINE PÆDOFILI-TOLERANTE UDGYDELSER I SKATTEYDERBETALT RADIO? DET BAGVEDLIGGENDE MØN-STER OVERRASKER OS IKKE LÆNGERE: DEMORALISERING AF VESTERLÆNDINGE VED NORMALISERING AF TILTAGENDE FORNEDRENDE GRADER AF USÆDELIGHED HAR STÅET PÅ I ÅRTIER. DE FOLKEFJENDTLIGE SYSTEMMEDIER, UDDANNEL-SESANSTALTER OG NGO’ER BETALER ÅNDSFORKVAKLEDE OG ÆRELØSE LAKAJER SOM KNUD ROMER BETRAGTELIGE SUMMER FOR AT SPREDE DERES FORDÆRV [opdateret 2.01]

Eksemplet med Knud Romer er desværre kun ét blandt utallige tilsvarende og konstant forekommende tilfælde af samme fænomen i system-medierne. Altid er mønstret det samme: open-mindedness og frisind (som i virkeligheden betyder totalfravær af kritisk tænkning, sammenkædet med en let tilgængelig programmerbarhed) præsenteres be-dragerisk som trendy oprørskhed og personlig frigørelse for det overvejende intetanende, kultur- og forsvarsløse publikum. Læg vel mærke til de karrierebevidste universitets-lektorer i programmet, der er ved at falde over hinanden i iver efter mest utvetydigt at udtrykke deres betingelsesløse tanke-ortodoksi.

Det er mere end tydeligt hvorfra deres ‘meninger’ og ‘holdninger’ stammer (hvor de er blevet indprentet). At dømme efter Romer’s usammenhængende dranker-snak kan det f.eks. med sikkerhed afkodes, at han har set, og uden skyggen af selvstændig tankevirk-somhed, ladet sig overbevise (følelsesmanipulere) af denne manikæisk tyskdæmonise-rende propagandavideo på velkendt historisk og etisk pixiebogs-niveau.

Som altid giver Alan Watt uovertrufne baggrundsanalyser af Vestens åndelige forfald. Alle hans udsendelser er i høj grad værd at lytte til. I den her udvalgte forelæsning, CTTM #1705(!), afdækkes imidlertid sammenhænge af særlig væsentlighed for det i denne arti-kel behandlede emne, den systematisk indprægede demoralisering af og sælsomt samar-bejdsvillige selvfornedrelse hos verdensstatens nye afsjælede idealborgere:

Vi kunne opremse en uendelig række af afskyvækkende programmer fra systemmedierne, der, med samme vægt og eftertrykkelighed som de ovenfor anførte, ville kunne anskuelig-gøre problemets alvor og allestedsnærvær. Men eftersom der er grænser for hvor veder-styggeligt indhold vi ønsker at besmitte vore læseres bevidsthed med, skal vi begrænse os til følgende symptomatiske eksempel på hvor effektivt menneskelig selvfornedrelse kan indkodes og fremprovokeres ved vedholdende NLP-holdningsbearbejdning. Eksemplet er således både tragisk og åndeligt rystende, men vi skåner dog i det mindste læserne for den i fjernsyn hyppigere og hyppigere forekommende udpenslede usædelighed:

Hvad angår personen Knud Romer og hans mulige bevæggrunde for at prostituere sig så tjenstvilligt for det globalplutokratiske system, kan vi intet sige med sikkerhed. Han er vel til fals for højestbydende, som så mange af hans folkeforræder-kolleger i zog-medierne. Hvorvidt han er af jødisk oprindelse, eller blot er i jødernes sold, har vi ikke nærmere vi-den om. Hans udseende er måske ikke udpræget sefardisk eller askenazisk (hvilket dog ikke er nogen garanti). Men hans udsagn og årelange adfærd peger kraftigt i retning af et eller andet semitisk tilhørsforhold. Hans besynderlige erklæring, i den her fremhævede udsendelse, om at have lært sig selv yiddisch(!), af seksuel tiltrækning til jødinder, er be-tegnende og mildest talt bemærkelsesværdig.

I udsendelserne her og her, bruger han timevis på værtshus-plapren i uforbeholden og henført lovprisning af hans store jødiske intellektuelle forbilleder i Frankfurter-skolen. Her graver han i danskernes slemme (uha!) racisme-fortid. Samtlige af hans pseudo-intellektuelle programmer synes at indeholde svigefulde bagholdsangreb på Danmark af den ene eller den anden art. Slig adfærd er særdeles typisk for jøder og kryptojøder i den vestlige diaspora.

Hans seneste udsendelse handler til alles ‘overraskelse’ om danskernes påståede seksual-forskrækkelse(!) og behovet for mere seksuel ‘frigørelse’, mere porno og ikke mindst mere tvungen kulturmarxistisk seksualundervisning i statsskolerne (sikke frisindet). Gæsten er således en meget progressiv sociolog fra vores allesammens yndlings-NGO, Sex og Sam-fund. Nysgerrige læsere med høj tolerancetærskel for meget letkøbte frankfurter-floskler og standardiseret zog/NLP-programmering henvises til at lytte til så meget af holdnings-bearbejdningen, man er i stand til at udholde her.

Nogle gange er indicier så hyppigt forekommende, tungtvejende og entydige, at behovet for fældende beviser falder bort. Hvis Knud Romer ikke i biologisk forstand er jøde, så optræder han så vedholdende som tjenstivrig agent for den jødisk-dominerede, kultur-marxistiske og globalplutokratiske dagsorden, at han lige så godt kunne have være jøde.

Som oftest knævrer han jo godt nok i vanlig fordrukken chutzpah-stil om sin herskabe-lige tysk-adelige oprindelse, når han rutinemæssigt skal hæve sig over det sølle provinsi-elle og kedsommelige danske værtsfolk, som han er skæbnedømt til at snylte på. Denne påståede tyskhed hos ‘Knud Romer’ træder dog på forunderlig vis hurtigt i baggrunden, når emnet skifter fra den ‘hjemlige andedam’ til den ærefrygtindgydende udenlandske  scene. Så antager tyskerne pludselig de håbløst umoderne hjemmefødninges rolle, og en glødende verdensborger-identifikation med jøderne bobler i stedet uimodståeligt til over-fladen.

Sammenfattende er Romer’s kernebudskab altså ikke blot anti-dansk eller anti-tysk. Det er anti-europæisk. Danskere og tyskere er for Romer værtsfolk på forskellige niveauer, hvis etnokulturelle levedygtighed han skiftevis søger at undergrave og tilsmudse, alt efter behov og emnevalg. Hans slags er velkendt. De vil gerne have værtsfolkets/arbejderklas-sens penge, men bruger alligevel enhver anledning til at bagtale og tilsvine disse grupper.

Ingen nåde for folkefjenderne, hverken de fremmede eller rede-tilsølerne! 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

MÅSKE DET VAR VELBEGRUNDET AT KØNSFORSTYRRELSE BLEV BETRAGTET SOM ALVORLIG KLINISK SINDSSYGDOM – INDTIL KULTURMARXISMENS DUKSESTAT DANMARK, EFTER ÅRTIERS FORBEREDENDE HOLDNINGSBEARBEJDNING I DE GLOBALPLUTOKRATISKE SYSTEMMEDIER, FRA 1. JANUAR 2017, SOM FØRSTE LAND I VERDEN FIK LIDELSEN FJERNET FRA DIAGNOSELISTEN [opdateret 2.01]

Hos Institut for menneskerettigheder (her) kan man læse om hvordan de ‘transkønnede aktivister’ der fik instituttets ‘hæderspris’ i november 2016, altså umiddelbart inden lov-ændringen, ‘står frem trods risici.’ –Risici … for hvem?

Her fra den højtidelige prisoverrækkelse:

Hvis man skulle synes det stadig går for langsomt med den fortsatte totalkønsudjævning af samfundet, har vi heldigvis FN til at hjælpe os med at fremskynde processen. Det er jo af altoverskyggende vigtighed for udviklingen, at vi så hurtigt som muligt får udraderet de sidste rester af de slemme gammeldags kønsforskelle:

Ivy Rosenauer og Anira Orlando sørger, sammen med Radio24Syv, for at opretholde Danmarks livsvigtige vestlige værdier

Intet at bekymre sig om. Kulturmarxisternes normalisering af flere og flere former for psykopati er kun frigørende og giver mere og mere dynamik og mangfoldighed til vores samfund. Disse humørfyldte og kønsudflydende medborgeres gennemamerikaniserede sprogbrug vidner bare om deres udsyn og frisind. –Og om hvor få fordomme de har.

Man kan høre dem fortælle vidt og bredt om deres spændende livsstil på skatteyderbetalt radio her. Det vigtigste er at vi reducerer stigma og øger den sociale accept, siger WHOs ekspert på området.

–Og så er det godt for økonomien:

Eventuelt binære gammeltænker-læseres fordomsfulde betænkelighed ved de transseksu-elles sælsomme homo-erotiske interesse for letpåklædte præpubertære drenge, er overho-vedet ikke længere up-to-date. I dag, hvor de jødisk-amerikanske medier har hjulpet os til at nedbryde vores gammeldags tabuer og gjort os mere tolerante og open-mindede over for udviklingens konstante strøm af innovative forandringer, så har den slags nemlig slet ikke noget med hverken gallopperende usædelighed eller forkvaklet pæderast-liderlighed at gøre, men viser os nu bare hvordan lgbtqixyz-miljøets modige værdikrigere påtager sig ansvaret for også at frigøre næste generation fra hetero-normativitetens snærende bånd, så vore uvurderlige vestlige frihedsidealer hele tiden følger med tiden:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

VI MÅ SIKRE VORT FOLKS BESTÅEN OG EN TRYG FREMTID FOR HVIDE ARISKE BØRN – VARG VIKERNES VISER VEJEN

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

KUN ÆGTE, DVS NATURLOVSGRUNDFÆSTET, RACETRO OG INTOLERANT GERMANSK HEDENSKAB SAMT FILOSOFISK ATEISME KAN LUKKE FOR KRISTENDOMMENS PIVÅBNE AB-RAHAMITISKE BAGDØR, GENNEM HVILKEN JØDER, ARABE-RE OG ANDRE RACEFREMMEDE SVINDLERE SIDEN OLD-KIRKENS FØRSTE AFTENLANDS-METASTASER I DEN TIDLIGE MIDDELALDER FRIT HAR KUNNET INFILTRERE ET ÅNDELIGT SVÆKKET, IDENTITETSHENSYGNENDE, DOGMATISK RACE-FORNÆGTENDE SØVNGÆNGEREUROPA UNDER PÅSKUD AF PLUDSELIGE OMVENDELSER, SALVELSESFULD AFLIRING AF HOKUSPOKUS-TRYLLEFORMULARER (TROSBEKENDELSER) OG FROMME FORSIKRINGER OM SAMMEN AT TILHØRE DET HELLIGE ‘BOGENS FOLK’. SVAGHEDEN I AT DELE RELIGIØST OPHAV OG GENBRUGSMYTOLOGI MED MILLIONER AF RACE-FREMMEDE DØDSFJENDER PÅ EROBRINGSFELTTOG I VORE HJEMLANDE UDNYTTES STADIG AF JØDER/MUSLIMER. KUN ANGERSYGE KULTURKRISTNE VESTERLÆNDINGE, INDPRÆ-GET ÅRHUNDREDE EFTER ÅRHUNDREDE GENNEM PRÆSTE-PRÆDIKENER OG SAKROSANKTE BIBELVERS TIL AT ELSKE DERES FJENDER OG TILGIVE ALT OG ALLE UBETINGET, ER HISTORIELØSE, UFORSTANDIGE OG INSTINKTSVAGE NOK TIL AT LADE HÅNT OM SÅ INDLYSENDE OG AFGØRENDE ET FOR-HOLD SOM RACE I MASSEINDVANDRINGSSPØRGSMÅLET [opdateret 2.01]

Det er en udbredt misforståelse at der skulle gå verdensanskuelsesmæssige skillelinjer af betydning mellem den ene eller den anden såkaldt ‘højre’- eller ‘ventreorienterede’ afart af globalkapitalismen; mellem konservatismens og liberalismens ideologisk uskelneligt sam-menvoksede siamesertvillinger; mellem den ene eller den anden type af racefornægtende marxistisk progressivisme; mellem hvilke tolkninger man læser ind i samme abrahamitis-ke ørkensagn eller mellem hvilken af de nært beslægtede mellemøstlige frelserfigurer med tilhørende usynlig stammegud man foretrækker tilbedende at underkaste sig.

Alle disse overfladevarianter af samme grundform, nemlig den race- og naturlovsfornæg-tende universalisme, repræsenterer skinvalg der set over længere historiske tidsrum er ubetydelige, idet de alle før eller siden fører til samme udkomme: mere og mere kultur-ødelæggende raceblanding og mere og mere naturlovsbesudlende teknokrati.

Den sande verdensanskuelsesmæssige skillelinje har intet med hverken politiske partier, hellige bøger eller ideologisme at gøre. Virkelighedens skillelinje løber, uforandret af ti-dernes skiften; uantastet af politik og religion; uberørt af økonomi og uforstyrret af tek-nologisk såkaldt ‘udvikling’,* lukt ned gennem den afgrund der til evig tid skiller de der anerkender racernes betydning fra de der fornægter den. Samme afgrundsdybe svælg fortsætter i samme retning og udspalter med samme linjeføring de, der forkaster al frem-med religion fra de der indoptager og lader sig sjælspåvirke helt eller delvist af sådan for-giftning. Endelig udvider slugten sig til et verdenshav, på bunden af hvilket samme skille-linje løber videre, og for de fjerneste ender af hvilket tvende erkendelsesmæssige konti-nenter rejser sig, for evigt adskillende de der iagttager Naturens orden fra de der lukker øjnene for og forbryder sig mod den.

*indvikling er måske en mere rammende betegnelse.

Politiske og religiøse bevægelser kan med varierende held søge at opnå overensstemmelse med Naturens orden og i teorien er det vel muligt, at det engang vil lykkes for en sådan be-vægelse at ramme et stade, hvor lære følger lov og derfra holde kursen.

I sidste ende vil der dog være tale om afledte fænomener hvis flygtige fremtrædelsesfor-mer aldrig i grunden vil kunne ændre det mindste ved Naturlovene (kun lokal-forstyrre), men hvis egne paragraffer og doktriner til enhver tid vil være afhængige af den bagved-liggende og uforanderlige, altgennemstrømmende Naturens orden.

At gøre sig betragtninger i disse baner betyder ikke at man ved at interessere sig lidt for vikingetiden, blive tatoveret med et par vikingetuscher eller ti og i weekenden iklæde sig historiske fastelavnskostumer à la Lyngvild, på magisk vis forvandles til en betroet folke-fælle og hædersmand. Det forudsættes heller ikke derved, at alle kristne nødvendigvis er slette folkeforrædere. Betragtningerne fører i særdeleshed ikke til at ‘satanister’ og andre håbløst forvirrede typer, såsom ‘internationale socialister’, er at betragte som åndelige el-ler politiske forbundsfæller, alene fordi man blandt slige grupper er nået frem til en pueril og overfladisk kristendomskritik.* Ej heller betyder overvejelserne at vi tror det muligt, endsige finder det ønskeligt, at omvende alle, eller blot større grupper af, kristne til race-bevidst nationalisme, filosofisk ateisme** eller nordisk-germansk hedenskab. Årsagerne hertil vil blive klargjort sidst i artiklen.

*som regel kritiseres kristendommen af nævnte og lignende grupper for at være for konservativ og ‘højre-orienteret’. Det modsatte er desværre ofte tilfældet. Herom senere.
**til sammenligning med jødedommens, kristendommens og muhamedanismens intimt beslægtede ånde-maneri og sværmeriske spøgelses-mysticisme finder den racebevidste Asatro så afgjort nærmere sit slægt-skab blandt den klassiske filosofi, herunder også ateismen. Kendetegnene der logisk grupperer abrahamist-fætre for sig og ariere for sig, betinges mere end noget andet af racernes væsensforskellige egenskaber: den følelsesmæssigt labile sigøjnertype (arabere, jøder og de andre mere eller mindre negroide bastardformer overrepræsenteret blandt verdens myldrende milliard-horder af abrahamiter) over for dens diametrale mod-sætning, den systematisk tænkende, kulturskabende og skeptiske germaner. Desuden selvfølgelig i verdens-anskuelsernes enorme aldersforskel. Abrahamiterne er i denne henseende at regne for verdenshistoriens børn, der stadig tror på ‘julemanden’ og hvis adfærd minder os om skuffede småbørns anfald af hysteri når illusionen brister. Heroverfor har de nordisk-germanske arieres forhold til deres eget organisk opståede ur-hedenskab, over årtusinders og atter årtusinders forløb, antaget en respektfuldhed troende og trosgenstand imellem. Fordi ejerskabet af egne myter aldrig har været til diskussion, har der ikke, som hos den kristne verdenskirke, været behov for kunstigt at opretholde lydighed til fremmedtroen ved et strafsystem af kuende blasfemilove og truende dogmer om forvisning til evige pinsler i helvede for kættersk tankevirksomhed. Således har man blandt nordisk-germanske hedninge, i påfaldende modsætning til abrahamiternes patolo-gisk-dogmatiske tvangstanker om evigt overvågende, rasende og straffende stammeafguder, intenst optagede af smålig semitisk skinsyge til en i bogstavelig talt latrinær detaljeringsgrad … aldrig haft behov for at under-kaste sig sine guder; netop fordi den nordisk-germanske mytologi til alle tider har været vores egen langsomt fremgroede kulturfrembringelse, til hvilken fortrolighed har været lige så naturlig og selvindlysende som for-trolighed til racen, til landskabet, samt til hedens, skovens, himlens og havets medskabninger.
Forskellen er ved nærmere eftertanke særdeles afslørende. Påtænk eksempelvis følgende elementer, der, i mere eller mindre udpræget grad, går igen i alle de abrahamitiske hovedgrene: den psykotisk suggererende messen (som dække over og erstatning for manglende tekstmening); den maniske rokken frem og tilbage under læsning og bønnerecitation; den massehysteriske lovprisning og lovsang (med negrenes, blandt dan-ske lemminge-kvinder [m/k] så populære ‘gospel’  som indbegrebet af [kultur-]kristent betinget racemæssig selvafsværgelse); de absurd opstyltede ritualer som, i bedste middelalderstil, stadig opretholdes af liturgiens traditionelle grunde: den forøgede hypnotiske indprægningsmulighed og standardisering af tankevirksom-hedens udslukkelse hos individet; de afsindige gruppe-sadistiske og livstraumatiserende skamferinger af spædbørns kønsorganer osv. osv.
Visse af disse traditioner er ganske vist efterhånden afsvækket noget blandt hvide kristne, men grundformen til de semitiske ørkenfolks mildest talt fornuftstridige overtro lever stadig videre, selv blandt de hvideste af hvide kristne, i kerneritualerne nadver, altergang og fælles istemt trosbekendelse, således også i den blodfat-tigste folkekirke-lutheranermenighed, hvor dog de mest afsindige ritualer fra talmudens fælles-abrahami-tiske ophav forståeligt nok er blevet gemt af vejen og neddroslet for at kunne indpasses i den stedlige kultur (race). Iagttager man imidlertid gudstjenesternes maniske form hos visse kristne sekter såsom pinsekirken og jehovas vidner (for USAs vedkommende hos praktisk taget alle de evangelisk-protestantiske retninger) vil man med foruroligende tydelighed kunne se hvordan gement charlataneri og taknemmeligt usammenhæn-gende non sequitur helligskrifter, også hos hvide mennesker, åbner op for rystende dybder af abrahamitiske atavismer, som regel kredsende om eskatologiske tvangstanker.
Som den agtelse der, selv under gensidig krigsførelse af ikke ubetydelig voldsomhed, fandtes mellem de før-kristne romere og germanere (med udgangspunkt i det grundliggende raceslægtskab) således anerkender og værdsætter også nutidens nordisk-germanske asatroende naturligvis kulturfrembringelserne hos vore fælles-ariske forfædre, ikke mindst de dygtige helleneres, hvis etiske, videnskabelige og filosofiske indsigt i antikken havde nået stader som abrahamiter aldrig vil kunne nå, om så de fik indtil deres evigt udskudte ‘dommedag’ til forsøget.
Med de moderne asatroende der finder det nødvendigt at inddrage ritualistisk mysticisme og åndemaner-besværgelser i udøvelsen af deres tro kan vi måske med katolikken Chesterton’s ord komme til en vis for-ståelse og, i erkendelsen af at overtro på egne guder trods alt er bedre end tro på fremmede, finde en art formildende trøst: “den afsindige er den, der kun har sin fornuft tilbage”. —Menneskesjælen rummer, heldigvis, mere end gold fornuft.

At gøre sig disse betragtninger betyder til gengæld, for de som regner sig som hjemmehø-rende i, og har svoret livslangt troskab til, den racebevidste nationale modstand, at man uafværgeligt herved aftvinges spørgsmålet: på hvilken side af den evige skillelinje står jeg?

Når svaret er givet påhviler det herefter nogle af os at opretholde (mindst) ét rum (gerne flere) der er hundrede procent modstandsdygtigt overfor ethvert forsøg på racefremmed infiltration. Et sådant rum kan ikke gennemtrænges ved afliring af hellige trylleformularer, ved magiske besværgelser eller nok så højtideligt aflagte løfter om at tro på dette eller hint. Kun racerene germanere der ved dåd har bevist deres troskab til fædreland og folk (race) er del af den kernenationale modstand. Alle andre er hobbyister. Denne regel er uforan-derlig.

Midlerne, metoderne og strategierne til opnåelse af vore politiske mål kan og bør tilpas-ses efter århundredernes skiftende vilkår og omstændigheder. Men én regel kan der ikke ændres ved. Der findes et inderste aflukke i modstandskampen der aldrig kan kompro-mitteres. Ikke om hundrede år; ikke om tusind år; ikke om en million år kan der slækkes på reglen om racerenhed. Hvor dette inderste rum findes? —I vort blod og i vor sjæl.

Alle andre steder er … forgemakker.

Den historiebevidste læser vil utvivlsomt allerede kende til fortilfældene der ligger til grund for slige erkendelser. Længe før hverken kristendom eller islam fandtes, søgte semitter at infiltrere Europa. Inden Europa blev kristnet havde jøderne, såvel som alle andre racefremmede, yderst begrænset held med deres foretagende. Siden den abraha-mitiske overtro gradvis vandt indflydelse er det overordnede demografiske billede for Aftenlandet imidlertid kun mørknet.

Således kan kristendommen, set over det lange historiske stræk, betragtes som et bro-hoved for al senere racefremmed, herunder selvfølgelig semitisk, masseindvandring.

Romerne førte som bekendt gentagne og langvarige krige, de såkaldt ‘puniske’, mod de semitiske kartagenere indtil hærføreren Scipio for en tid manede truslen i jorden — ved at jævne Karthago med samme. Rom havde på daværende tidspunkt ingen kartaginiensiske præster eller bibler, der belærte romere om fromheden i at elske deres racefremmede fjen-der eller om dyden i at vende den anden kind til. Der befandt sig ganske vist allerede et u-kendt antal jødiske indvandrere af varierende økonomisk og politisk indflydelse i de for-skellige græske og romerske handelsbyer … men romersk religion var ikke jødisk. Den var stadig hedensk. Altså europæisk. Arisk. Kulturen i Rom var stadig baseret på europæisk verdensanskuelse; på europæisk filosofi; på europæisk videnskab; på europæisk etik og på europæisk æstetik. Derfor var romerne i stand til at besejre og udradere Karthago* og der-for kunne man et par århundreder senere stadig opbyde tilstrækkelig etnokulturel styrke til at undertvinge de jødiske oprørere i Judæa. Rom var endnu ikke demoraliseret.

*af to omgange, først ved Zama år 202 under Publius Cornelius Scipio ‘Africanus’, dernæst ved belejring, nedbrænding og ødelæggelse af selve Karthago år 146 under Scipio’s adoptiv-sønnesøn Scipio Æmilianus, ligeledes med tilnavnet ‘Africanus’.

Da Titus Flavius i år 70 nedbrændte og ødelagde jødernes tempel i den romerske provins Judæa, for at knuse jødernes terrorist-oprør dér, var den semitiske indflydelse i Rom imid-lertid forøget betragteligt i forhold til hvad den havde været under de puniske krige. En jø-disk vendekåbe, josephus, var, betegnende for denne voksende indflydelse der snart skulle vise sig skæbnesvanger, ansat som en slags hof-historiker ved Titus’ fader, Vespasian’s, kejserpalads.

De første jødisk-dominerede oldkirkemenigheder var på omtrent samme tid begyndt at skyde op som kulturnedbrydende giftsvampe rundt omkring i middelhavslandenes havne-byer og handelscentre. Alle Roms borgere blev inden længe tvangskristnet og efterhånden som århundrederne skred frem, bredte den fremmede orientalske sekt sig til hele Europa. Følgerne lever vi med i dag.

Man skal huske at der på dette tidspunkt selvfølgelig endnu ikke var noget der hed islam. Men de racegrupper (overvejende semitiske) der i dag voldtager, myrder og hærger over-alt i Vesteuropa under den islamiske fane, fandtes. Der var tale om nøjagtig den samme type af, halvvejs negroide, halvvejs mongoloide, semitiske (arabiske) bastard-skabninger, som vi kender så godt fra nutidens invasionsbølger. Dengang hed de bare kartagere, føni-kere eller maurere eller saracenere eller noget helt andet. Navnene er af mindre betyd-ning. Hadet til og den morderiske misundelses-blodtørst efter de racemæssigt overlegne europæere, begæret efter plyndring og, ikke mindst, lysten til voldtægt og skænding af de europæiske kvinder og piger, var den samme som også driver vore dages racefremmede masseinvasion.

Forskellen er at horderne af invasive arabo-negroide bastarder, siden den tidlige middel-alder, er blevet udstyret med en samlende abrahamitisk religiøs identitet og styreform, islam, med direkte ophav i jødedommen og oldkirkens syrisk-ortodokse kristendom.

Dette nyfundne religiøse, kulturelle og politisk-militært ensrettende fællesskab opgrade-rede og fortættede arabo-negroidernes beduinstammer betragteligt i forhold til deres slet organiserede kartageniske oldtidsfætres mere spredte fægtning. At den islamiske variant af abrahamitisk religion appellerede så naturligt til og flettedes så organisk gnidningsløst ind i de semitiske araberes verdensforståelse og livsform, skyldes det indlysende forhold, at mosaisk mytologi hidrører fra samme mellemøstlige kulturkreds og samme raceblan-dede blod som araberne selv var, og stadig er, en del af.

Ikke blot har jødedommen altså hjulpet Europas arabo-negroide historiske dødsfjender, ved at give dem en samlende etno-religiøs identitet, under hvis banner de så meget desto mere virkningsfuldt har været i stand til at føre deres talrige aggressionskrige mod os. Jø-dedommens kristne afart har ydermere gjort store dele af de europæiske folkeslag blinde, modtagelige og sårbare over for al racefremmed masseinvasion, herunder i særdeleshed den arabo-negroide (som først i nyere tid [siden syvende århundrede] har optrådt i dens muhamedansk-abrahamitiske form) ved at forgifte jorden med de bekendte identitets-opløsende og demoraliserende fællesabrahamitiske bibel-overleveringer.

Vi tilhører jo alle ‘bogens folk’, ikke sandt? Muslimerne tror jo osse på ‘vores’ jødeskrøner, ikke sandt? Se bare: de synes sågar at ‘vores’ jesus (arabisk ‘issa’) er en stor profet. I sidste ende tror ‘vi’ jo alle på samme gud, nemlig jøde-jahve, ikke sandt? Så ‘vi’ er nok slet ikke så forskellige når det kommer til stykket. ‘Vi’ er jo alle ‘guds børn’ osv. osv. osv.

Det var således den jødisk-kristne oldkirke der forkrøblede Romernes, og senere alle krist-nede europæeres, kulturelle selvberoenhed; forurenede deres etniske folkefællesskab samt besmittede deres racestolthed og selvbevidsthed. Dette forfald indtraf ikke fra den ene dag til den anden, men, som alle historisk gennemgribende kulturforandringer, gradvist. Lidt forsimplet kan samfundsopløsningen opdeles i to faser. (1) Ved på forskellig vis at øve sæ-deligheds-nedbrydende og bogstavelig talt statsundergravende samfundsindflydelse (se video herunder) demoraliserede den indtrængende trosform efterhånden de i forvejen de-kadente* by-romere og (2) ved i verdensfrelsens, jordens forestående undergangs og jesu snarlige genkomsts navn at invitere mellemøstens og nordafrikas bastardhorder med sig indenfor, tilvejebragte man demografisk uligevægt i tilstrækkelig grad til at umuliggøre fortsat romersk etno-nationalisme (man kan som regel gå ud fra at det er en meget dårlig gæst, der, på egen tilskyndelse, inviterer flere gæster indenfor i værtens hus, uden at spør-ge værten om lov).

*det skal bemærkes at en vis raceopblanding, forårsaget af uansvarlig kapitalistisk slaveøkonomi, allerede inden oldkirkens fremkomst, havde svækket Rom indefra. For de kristne er raceblanding imidlertid ikke nogen tilfældig følgevirkning af fejlslagen økonomisk (plutokrat-imperialistisk) politik, men guddommelig sanktioneret doktrin.

Dette ulykkelige mønster har siden gentaget sig på mere eller mindre identisk vis overalt hvor jøderne har slået sig ned i den hvide races hjemlande.

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.  (Gal. 3:28)

[F]or at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. (Joh. 3:15-17)

I dag fremstilles oldkirkens modstandere (såsom Nero) i systemmedier og skolebøger som slemme sadister og grusomme mordere, der for egen morskabs skyld torturerede kristne martyrer helt uden grund, mens jøderne (de første kristne menigheder bestod praktisk taget udelukkende af jøder) præsenteres som det polært modsatte: forsvarsløse og for-fulgte uskyldigheder, ja ofte ligefrem som helgener.

Her kan vi med en vis forbløffelse konstatere at disse antageligt helt uretfærdigt forfulgte og magtesløse uskyldigheder, inden for blot et par århundreder, endte ud med at sidde på den uindskrænkede verdslige magt i romerrigets forhenværende kejserlige hovedstad samt at have tilranet sig betydelige dele (størsteparten) af den totale materielle rigdom i Sydeuropa.

Sjovt hvordan et besynderligt og efterhånden genkendeligt mønster synes at gå igen på tværs, ikke blot af århundreder, men årtusinder: Rige og særdeles indflydelsesrige jøder (selv)fremstilles i offentligheden som stakkels sagesløse ofre, helt uden hverken skyld eller andel i deres egne fantastiske og historisk enestående ulykker. —Uden tvivl er der her tale om et tilfælde af kausalt meningsløse sammentræf, som det ville være meget slemt og an-tisemitisk at spekulere for længe over, endsige drage nogen former for følgeslutninger på.

Her et par citater til anskueliggørelse af hvordan nogle af samtidens romere så på den nye mellemøstlige tro, der var begyndt at slå rod i Rom:

Han påførte også straffe over de kristne, en slags mennesker, der havde en ny og ugudelig overtro (Suetonius om Nero)

Han forviste alle jøderne fra Rom, som fortfarende anstiftede uro på grund af en Chrestus (Suetonius om Claudius)

…en fordærvet, ond og uhyrlig overtro… (Plinius d. y.)

…en fremmed og dødbringende overtro… (Tacitus)

Revilo P. Oliver’s ‘The Jewish Strategy’,  indtalt og kommenteret  af Alex Linder her og som nedlastbar e-bog:

Historiens hjul ophørte herefter ikke med at dreje og siden har Europa haft gæster. Åndeligt, såvel som i mere verdslig forstand.

Den stedvise europæiske modstand der trods alt stadig har kunnet frembydes har, lige siden abrahamiternes (kirkens) indtog, været af en påfaldende svagere art end den oven-for beskrevne romerske (racebevidst hedenske) modstand. Ikke blot har der i takt med kirkens magtbefæstning rent fysisk været flere og flere racefremmede femtekolonne-elementer til stede på europæisk grund til at yde hjælp til fjenden i krigssituationer og deslige … selve det såkaldt ‘hellige evangelium’ formaner desuden med kanonisk autoritet enhver kristen til udpræget pacifisme stillet over for fjendtlige angreb og idealiserer, gen-nem den centrale frelserfigurs direkte og indtrængende tale til hans følgere, en besynder-ligt barnagtig ansvarsforflygtigelse.

I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. (Matth. 5:38-39)

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. (Matth. 5:44)

Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. (Lukas 6:27-28)

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. (Lukas 6:37)

For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. (Matth. 6:14-15)

Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. […] Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. (Lukas 12:22, 29)

Vore dages kristne er mildest talt et vidt begreb eftersom milliarder af (hovedsageligt ikke-hvide) mennesker, på den ene eller den anden måde, erklærer sig som tilhørende en kris-ten kirke. Som antydet i artiklens indledning skal det retfærdigvis medgives, at der findes kristne som både handler fornuftigere og iagttager sædelighedsnormer på en langt mere samvittighedsfuld måde end gennemsnittet af moderne vesterlændinge. Der findes her-hjemme kristne fædrelandsvenner som har optrådt på en gennemført redelig og (sjældne-re, men ikke desto mindre) direkte beundringsværdig måde i løbet af de seneste par årtier, deres oprindeligt fremmede kristentro til trods.

Denne kritik af kristendommen må således ikke forstås som noget personangreb på så-danne undtagelsestilfælde blandt de kristne. Ej heller må man tro at vi her gør os fore-stillinger om at kunne omvende større grupper af danske kristne til Asatroen eller til filosofisk ateisme.

Vi ønsker ikke at missionere blandt de kristne, vi søger ikke at fratage kristne deres hol-depunkt her i livet eller at blande os i deres personlige anliggender. For nogle er kristen-dommen utvivlsomt den mest passende trosform.

Når disse forbehold er taget er det af to grunde af yderste vigtighed for den racebevidste modstand, at man forstår de grundliggende svagheder og uantageligheder ved kristen-dommen.

Dels fordi kernen af denne bevidstgjorte nordisk-germanske modstand selvfølgelig fuld-kommen må afkaste sig fremmed tankegods (sjælegift) for at kunne besinde sig fuldt og helt på sin dybeste etnokulturelle arv; sit dybeste væsen: vore oldnordiske anefædres og anemødres egenhændige kulturskabelse.*

*vel at mærke uden teknologiske hjælpemidler og under klimaforhold, der, ved uafladeligt selektionspres, muliggjorde tilsynekomsten og fremavlingen af verdenshistoriens dygtigste og viseste mennesker (af hvilke selv nutidens bedste germanere kun er en afglans, men hvis uvurderlige arveanlæg stadig bæres i en slags dvale hos enkelte folkefæller og disses slægter). Det skal i denne forbindelse bemærkes at vikingetiden, under det lange historiske blik, rettelig er at betragte som et sent kapitel i Danmarkshistorien. Vikingetiden er des-uden delvist beskæmmende, idet visse folkeforræderiske danerkonger i løbet af dens sene fase indlod sig med og gik i sold hos de kristne, hvilket omtrent ville svare til at forsvarschefen, statsministeren og folketingets formand i dag offentligt konverterede til islam eller jødedommen.

De dygtigste og hæderligste af vore anefædre og -mødre må logisk set have været de tid-ligste. —De der på egen hånd lærte sig at leve i og med Naturens grusomhed og vælde. De der sågar, under samme mildest talt udfordrende forhold, lærte at trives og endda formå-ede at opbyde overskud til uovertruffen kulturfrembringelse(!). Vikingetidens søfarere, krigere, skibsbyggere og sølvsmede var i sandhed dygtige. I forhold til vore dages kulturelt og legemligt forkrøblede teknologislaver, nærmest halvguder. Deres (jernalder-)evner var dog igen forholdsvist ringere, sat over for bronzealderens, stenalderens og i særdeleshed istidens ur-germanere.

Dels er det formålstjenligt at iagttage hvordan massepropaganda virker på langt sigt og derved erkende at fænomenet ikke alene tilhører den moderne tid, men under forskellige former har optrådt hele vejen ned gennem historien.

Kristendommen kan på mange måder ses som middelalderens jødiske globaliserings- og demoraliseringspropaganda. Middelalderens hollywood. Datidens overnationale menings-dannere og politikere havde som bekendt hverken radio, biograflærred, TV eller smartpho-nes til rådighed for deres holdningsbearbejdning, masseovertalelseskampagner og NLP-meningspåvirkning, men rækkevidden af ugentlige prædikener, kirkeopførelser, kirke-klokker, salmer og, ganske vist først senere, fra middelalderens afslutning, de trykte bibler … bør ikke undervurderes som propagandaværktøjer. Skræller man overfladeforskellen i teknologiske hjælpemidler væk og betragter budskabet og ikke mindst dets virkning på modtagerne, står man for begge (alle) perioders vedkommende tilbage med et forbløffende ensartet billede af særdeles sammenlignelig kulturel krigsførelse.

Udkommet er under alle omstændigheder at store dele af de tilbageværende vesterlandske folkeslag, for Danmarks vedkommende efter omtrent ét årtusindes påvirkning, har fået frataget deres oprindelige etnokulturelle kerneidentitet for i stedet at være blevet ‘givet’ en uvedkommende erstatningsreligion at bekende sig til. En tro på og en optagethed af frem-med mytologi og fremmede folkesagn har lige siden præget den europæiske selv- og om-verdensforståelse samt den deraf afledte politik.

For den logisk tænkende iagttager kan Vesteuropas nuværende demografiske vanskæbne ikke med rimelighed adskilles kausalt fra kontinentets århundreder lange åndsforvirring under den fremmedpåførte falske religion.

I det ovenfor påbegyndte korte historiske rids over jødekristendommens skadevirkninger på europæisk kultur, herunder ikke mindst den indbyggede fælles-abrahamitiske bagdør ad hvilken jøder, muhamedanere og andre racefremmede tillades at infiltrere det kristne-de Europa, hvis blot de er i stand til at lære og aflire et par sætninger fra bibelen udenad, kommer vi nu til et historisk vidnesbyrd af afgørende og afslørende betydning, som alle fædrelandskærlige europæere gør klogt i at tage til efterretning.

Lad os iagttage … det spanske tilfælde.

I forbindelse med de hvide spanieres (efterkommere af oldtidens ibero-keltere, antikkens romere og folkevandringstidens germanske visigoter) senmiddelalderlige generobring af den iberiske halvø fra de islamiserede arabo-negroide maurere, den såkaldte reconquista i løbet af elleve-, tolv-, tretten- og fjortenhundredetallet, antog den i grunden racebetin-gede konflikt nogle religiøse intra-abrahamitiske overfladeformer som har forvrænget og skygget for det sande billede.

Den iberiske halvø var efter de puniske krige blevet indlemmet som en fuldgyldig romersk provins. De europide folkestammer til stede i området gjorde at provinsen Hispania (ud over sølvudvinding) kunne fostre talrige romerske soldater, embedsmænd og sågar kejsere (Trajan som den berømmeligste) af fortræffelige egenskaber og fortjenstfuldhed. Imidlertid havde Karthagos føromtalte semitiske kolonisering af Sydspanien sat sig sine umiskendelige spor i dele af befolkningen. Efter Roms endegyldige sammenbrud i femte århundrede forfaldt også Hispanias forsvarsevne, og semitterne fra Nordafrika kunne atter vende blikket mod det land som deres forfædre, bl.a. under brødrene Hasdrubal og Han-nibal, havde forsøgt at erobre og kolonisere næsten et årtusinde tidligere. Under muhame-danismens faner blev halvøen i løbet af syvende og ottende århundrede, med undtagelse af nogle områder langs den nordlige atlanterhavskyst (Asturien), løbet over ende af de arabo-negroide maurere. I arabernes følge kom mange jøder til Iberien. Disse trivedes glimrende blandt deres abrahamitiske muhammedaner-fætre og virkede i århundreder som skatte-inddrivere, embedsmænd og rådgivere for den arabiske besættelsesmagt.

Da den kastiliansk ledede hvide spanske generobring, efter fire århundreders krigsførelse, var på vej til at blive kronet med den endelige uddrivelse af arabere, negre og jøder fra de sidste fremmedbesatte områder i Granada (Andalusien) havde konflikten, som antydet ovenfor, antaget manisk-religiøse overtoner der øjensynlig slog visse af de mest fanatiske kristne med forventelig raceblindhed. Ulykkeligvis for Spaniens senere racemæssige inte-gritet lagde den spansk-katolske kirke således mere vægt på omvendelser af fjenden end på uddrivelse og udryddelse af fjenden. Dette fører os til sagens kerne og denne artikels kerneargument: den historiske lære vi kan uddrage af fænomenet krypsis og dets histo-riske oprindelse, de såkaldte marranos.

Inkvisitionen og den katolske kirke i Spanien var såre effektive i tilbageerobring af navn. Spørgsmålet er hvor effektiv denne tilbageerobringsstrategi ved voksendåb og omvendel-ser i virkeligheden, og på det lange sigt, har vist sig at være … af gavn.

Det vil være forkert og aldeles urimeligt at underkende spaniernes militære generobring af den iberiske halvø fra semitisk arabo-negroid besættelse af deres fædreland. De har utvivl-somt herved gjort Europa en uvurderlig tjeneste og bedriften aftvinger både anerkendelse og respekt. Men det afgørende spørgsmål står tilbage: hvor meget semitisk arvemateriale slap gennem omvendelsesstrategiens abrahamitiske bagdør? Noget af svaret giver sig selv ved et blik på gennemsnitsspanieren af i dag. Den årtusinder lange semitiske påvirkning fornægter sig ikke. Asturiens, Leons og Kastiliens oprindelige generobrere var sandsynlig-vis langt hen ad vejen racemæssigt fuldgode europæere. Problemet var at deres religion var mellemøstlig. Racefremmede jøder og muslimer udnyttede denne uoverensstemmelse mellem spaniernes etnicitet og religion til at redde skindet og forblive i Europa som nyom-vendte kristne: marranos. Alt hvad det krævede var godt skuespil og frækheden til løgnag-tig bekendelse. Her har vi kernen af problemet. Udadtil undergik de hamskifte og blev til fromme nykristne, døbt og anerkendt af de religiøst forblindede spaniere. Indadtil forblev de jøder.

Læs om de moderne marranos: perkere der lyver sig kristne her og her.

Mange kristne optræder (som deres abrahamitiske trosfæller inden for islam og jødedom) med utroligt hovmod og indbildskhed når de, i modstrid med deres bibelske ydmygheds-idealer, grundløst forudsætter at alle var barbarer, uden fjerneste begreb om moral, dyd og etik, inden kristendommen gjorde sin entré på den verdenshistoriske scene. Hovmodet er ikke blot fornærmende, men hovedrystende uforstandigt når man påtænker rigdommen, alsidigheden, dybden og alene den kronologiske længde på Europas førkristne kultur. Tror de kristne (og deres abrahamitiske trosfæller) virkelig at eksempelvis ægteskab, lovgivning og etik er noget kristendommen, den protokommunistiske jødesekt fra mellemøsten, der prædiker opløsning af den private ejendomsret og grænseløs universalisme, skulle have skænket Europa … i løbet af middelalderen?! —Efter europæisk kultur i Nord, Øst, Syd og Vest allerede havde blomstret i årtusinder og på hvis fundament nogle omstrejfende jøde-kristne sigøjnere havde rejst deres tiggertelt. En sådan historieopfattelse afslører ikke blot besidderens håbløse uvidenhed, arrogance og grundløse chauvinisme, men fremfor alt … hans latterlighed.

Ikke desto mindre virker det unægtelig som om megen kristen selvforståelse hviler på netop disse aldeles uunderbyggede febervildelser om førkristen europæisk kulturunder-legenhed og primitivitet. For hvis ikke den førkristne verden (udenfor israël, selvfølgelig) var primitiv; hvis den måske endda skulle vise sig at have været både moderniteten og kristendommen overlegen … i hvilken forfatning efterlader det mon så de kristnes (og andre abrahamiters) selvforståelse som civiliserende verdensfrelsere og kulturberigere?

Sandheden er at jødekristendommen i mange henseender var en fanatisk dommedagskult der optrådte kulturnedbrydende og hvis raceblinde internationalisme efter alt at dømme bragte pesten til Europa. Historien er imidlertid ikke manikæisk, og over et forløb på om-trent to årtusinder vil der kunne findes undtagelser fra enhver regel. Således har nogle middelalderlige kristne selvfølgelig virket i modsat retning, til gunst for deres umiddelbare omgivelser. Som i dag, hvor nationalt ansvarlige kristne af Krarup-typen ganske drukner i en landsskadelig flertalssump af SF-præster såsom Auken og Sandbæk, vil det være denne forfatters vurdering at afvigerne fra kristenhedens kulturødelæggende hovedstrømning (blandt præsteskabet; vi taler ikke om de menige sognebørn her) også i middelalderen har udgjort et forsvindende mindretal blandt deres rablende forrykte kolleger af bogstavelig talt totalitære terrorist-eskatologer, der øjensynlig fandt det i god overensstemmelse med den ‘moralsk og kulturelt overlegne kristentro’ og uden tvivl fordelagtigt for deres frelse i det himmelske efterliv, rituelt at afbrænde sagesløse kvinder og børn levende* for et frem-med ørkenfolks usynlige stammegud.

*antallet af de såkaldte ‘hekseafbrændinger’ oversteg ifølge Raunkjærs konversationsleksikon (1950) i løbet af femten-, seksten, og starten af syttenhundredetallet en million(!)

Den gængse (men ikke derfor mindre afsindige) nedsættende brug af udtryk som “oldnor-disk” og den blandt kulturforvirrede så ofte genopgylpede vanefloskel om at ‘vi’ “jo boede i jordhuler heroppe, mens mellemøsten funklede i højkulturel civilisation” vidner om med hvilken propagandistisk grundighed den universalistiske jødekristendom er gået til sagen og om hvor dybt folkemasserne er blevet forledt til etnomasochismens uansvarlige og be-skæmmende kulturselvafsværgelse.

Var det mon kulturløse barbarer der, 1000 år før jødekristendommen opstod, forfærdigede disse over syv kilo tunge kultøkser, fundet i Vendsyssel? Ifølge de hovmodige abrahamiters chauvinistisk indskrænkede verdensforståelse tog Danmarkshistorien først sin begyndelse(!), da en fremmed, semitisk religion indførtes fra mellemøsten(!). De aldeles grundløse, absurde, men ulykkeligvis så almindeligt udbredte forestillinger om førkristne germanske folkeslags tilbageståenhed og barbari skyldes i hovedsagen den middelalderlige kristendoms kulturødelæggende demoraliseringspropaganda samt den århundreder lange indprægning i befolkningen af meningsløs og fremmedgørende abrahamitisk erstatningsmytologi.

Eftersom dette ikke er nogen teologisk afhandling bliver følgende redegørelse kortfattet. Af allerede nævnte grunde er det imidlertid nødvendigt, at vi får afdækket nogle helt grund-liggende fejlslutninger i kristendommens morallære.

For det første er den kristne forestilling om uegennyttig næstekærlighed — jævnfør f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritaner — ved nærmere eftertanke etisk uredelig.

Hvis vi antog at helvede (ud over den jordiske variant som globalteknokrater i døgndrift opfører om ørene på os) var et virkeligt fænomen, og ikke et middelalderligt propaganda-plot til massepsykologisk manipulation af gedehyrder og livegne analfabeter, ville det selvfølgelig være forståeligt nok at man søgte at undgå at havne dér.

Såfremt vilkårlig udfoldelse af uegennyttig adfærd ydermere med sikkerhed havde vist sig at føre til, at man med jahves velvilje kunne undslippe helvedesildens evige pinsler, så … . .  .   .    .     .      .       .

Vent lidt. Hvordan hænger uegennyttig adfærd sammen med livsvalg drevet af personlige motiver, såsom at undgå straf? Hvordan hænger erklæret uegennytte sammen med per-sonlig stræben efter evig frelse og andre belønninger i det himmelske?

Hvem (hvilke grupper) kunne tænkes at begunstiges af en befolknings indoktrinering til fuldkommen uegennyttig adfærd? Kan nogen virkelig sige sig helt fri for personlige ønsker og begær? Almindelig hjælpsomhed over for og hensyntagen til den folkefælle man aldrig har mødt (og selv hjælp til demografisk ikke-truende racefremmede i virkelig nød) er fuld-kommen banale menneskelige egenskaber, som fandtes tidsaldre før talmudens, biblens eller koranens løgne blev nedfældet. At påstå at man dertil er drevet af uegennyttig kær-lighed til næsten, mens man håber på derved personligt at blive frelst fra helvede og be-lønnet med evigt liv i himmerige, forekommer i bedste fald selvbedragerisk.

For det andet er forestillingen om frelsen i sig selv problematisk. Hvis jahve, som evig himmelsk overdommer i almægtighed, alviden og retfærdighed dømmer hans skabninger med formodet monoteistisk ufejlbarlighed, hvor efterlader det så det menneskelige ansvar for egne handlinger? Hvis man kan opnå tilgivelse for hvad som helst og blive ‘frelst’ blot ved mumlende at rette sin syndsbekendelse eller uforbeholdne troserklæring mod jesus eller jahve eller ‘helligånden’, hvordan stiller det så den mellemmenneskelige retfærd her på jorden. Hvis de grusomste sædelighedsforbrydere og mest sadistiske lystmordere kan opnå adgang til himmerige og skyldsforladelse alene ved angrende at fremsnøvle trylle-formularer til en testosteronfattig seminarist, hvad siger det så om jahves, eller måske rettere om præsteskabets, sans for retfærdighed? En sådan evigt og betingelsesløst til-givende religion må da i sandhed være karriereforbryderens ønskedrøm. —Som ‘sendt fra himlen’ måske?

Altid står der en betænksom og næstekærlig kristen præst klar til at … tilgive. Hvad be-tyder dette egentlig for et samfund? Med blot en smule kendskab til den vanekriminelles sociopatiske tænkemåde er det ikke svært at forestille sig tilfælde, hvor en forhåndsviden om denne altid bestående sidste udvej for tilgivelse og materiel hjælp fra de kristne, hos forhærdede sædelighedsforbrydere og andre lignende typer, meget vel kunne tænkes at fratage den samvittighedsløse kriminelle hans tilskyndelse til selvforbedring og sand an-ger. For hvis man altid kan regne med at de kristne fængselspræster står til rådighed med (forloren) hjertevarm tilgivelse, med ‘forståelse’ og ikke mindst med anvisningen til øje-blikkelig gudgiven frelse … hvorfor så gøre sig ulejligheden med at lægge bånd på sig selv? Næste gang den én gang kristent tilgivne psykopatiske vanekriminelle står over for valget mellem at berøve eller lemlæste endnu et sagesløst offer, for egen vindings (eller for den sadistiske ekstases) skyld, eller lade være, ved han jo, at han kan regne med forståelse og tilgivelse fra i hvert fald ét sted. Det må således alvorligt betvivles hvor befordrende den kristne universaltilgivelse i virkeligheden er, dels for den enkelte forbryders motivation til selvforbedring, dels for et samfunds almindelige kriminalitetsbekæmpelse. Meget kunne tyde på at den i visse tilfælde snarere virker decideret undergravende herpå.

Ud over de mildest talt uhensigtsmæssige budskaber en sådan uforbeholden (uansvarlig) tilgivelsespraksis sender til forbryderne, hvilket budskab sender samme tilgivelse monstro til ofrene for den så nådigt og barmhjertigt tilgivnes forbrydelser? Hvilket budskab sender en uvedkommende præsts betingelses- og grænseløse tilgivelse til de efterladte, hvis nære slægtninge måske er blevet voldtaget, tortureret og lystmyrdet på grusomste vis? Er det i sådanne tilfælde virkelig retfærdigt og næstekærligt og barmhjertigt at tilgive alle alt?

—Men guds veje er jo selvfølgelig uransagelige, må man forstå.

Mere overordnet kunne man med udgangspunkt i logikken stille spørgsmålet om moral, etik og personlig dyd overhovedet er mulige fænomener i en verden hvor en almægtig og alvidende enegud allerede har forudbestemt alt eller i hvert fald har magt (‘almagt’) til at gribe ind i og styre alle hans skabningers liv. Hvis denne definition på ordet ‘almagt’ ikke behager teologerne, kan bibelselskabet jo evt. træde hjælpende til og opdatere ordlyden i de hellige skrifter, så jahve fremover kun er ‘mægtig’ eller måske ‘lidt mægtig, en gang imellem’.

Danske lutheranere vil, når de bliver spurgt til deres tros besynderlige mellemøstlige fremmedoprindelse, nogle gange ty til indvendingen at Luther’s reformation på så gen-nemgribende måde udrensede den katolske vranglære for al kætteri, at der på det nær-meste herefter er tale om to forskellige religioner. Undertiden vil selvsamme lutheraner-præster der, søndag efter søndag, ikke kan dy sig for, når ikke de direkte baserer deres prædiken på vers fra toraen… øhh, jeg mener selvfølgelig: fra ‘det gamle testamente’, så i hvert fald at krydre deres prædikener lidt med spændende eksotiske uddrag fra vores alle-sammens moralsk opbyggelige kavalkade af jødisk-nationale ørkeneventyr, der kun opfor-drer til bloddryppende folkemord på israeliternes fjender en gang imellem … påstå at det forældede gammeltestamente slet ikke hører med til den kristne bibel. Det er det ‘nye tes-tamente’; den nye pagt, der gælder nu, forsikrer de, og det er antageligvis noget helt, helt andet. Bare sjovt at de første linjer i det ‘nye testamente’ utvetydigt kæder disse to bøger sammen på en måde man skal have tilbragt virkelig mange år på præsteseminariet for at kunne misforstå:

Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn. Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram,  Ram til Amminadab, Amminadab til Nakshon, og Nakshon til Salmon.  Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj,  og Isaj blev far til kong David. David blev med Urias’ hustru far til Salomo,  Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asaf,  Asaf til Joshafat, Joshafat til Joram, Joram til Uzzija,  Uzzija til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Hizkija,  Hizkija til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josija, og Josija til Jekonja og hans brødre under bortførelsen til Babylon. Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel, Shealtiel til Zerubbabel,  Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor, Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud,  Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob  og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled. (Matth, 1, 1-17)

Adspurgt nærmere vil de sandsynligvis begive sig ud i ‘forklaringer’ om at kristendommen udmærker sig ved at man her “giver gud hvad guds er og kejseren hvad kejserens er”. Tilsyneladende udgør denne mærkelige passage lutheraner-præsters foretrukne universal-bortforklaring til håndtering af kritikere der rent faktisk har læst i biblen. Meningen her- med er antageligvis at kristendommen (i særlig grad protestantismen) kendetegnes ved at adskille det verdslige fra det åndelige. Altså underforstået at kristne præster egentlig slet ikke har noget ønske om at gøre deres indflydelse gældende på denne jordiske tilværelses skinproblemer, men alene har tanke for det vigtigere hinsides, ‘åndelige’ liv. Når man på-tænker kristendommens (inklusive protestantismens) mildest talt bloddryppende politiske historie, involverende et ikke ubetydeligt antal levende afbrændte børn, er dette noget af en påstand. Ikke desto mindre vil lutheranske præster i bekneb for argumenter, med for-bavsende regelmæssighed, ty til denne teologisk belejlige nødlem når han/hun føler sig trængt i en meningsudveksling. Antagelsens logik er ikke just imponerende.

For det første kunne man udmærket tolke citatet som intet mere end et machiavellistisk råd til oldmenigheden om på bedste formålstjenlige vis, for at opnå fred og ro til sin spæde økumeniske og sjælefrelsende virksomhed, at bestikke de stedlige magthavere i en periode i kirkens historie, hvor man endnu ikke var magtfuld nok til at torturere og afbrænde sine modstandere, men måske snarere risikerede selv at lide døden på bålet for verdslige mag-ters hånd.

For det andet: Hvis det bedste man kan sige om sin egen trosform er at den ikke hverken har eller bør have nogen indflydelse på den virkelige verdens anliggender, og at det således er bedst at den holder sig på afstand af verdslighedens timelige skinspørgsmål … hvorfor så i det hele taget beskæftige sig med en sådan religion? Hvilken retfærdiggørelse har den i givet fald som samfundsinstitution? Hvis den virkelig var så god og eviggyldig og virkelig indeholdt så megen sandhed og visdom og tilmed var så ærkedansk og udgjorde så stor en del af vores identitet og kulturarv, som man ved andre lejligheder jo ikke holder sig tilbage for at hævde, så skulle det vel netop forholde sig lige omvendt: At jo mere en sådan religi-ons læresætninger blev udbredte og fandt anvendelse i samfundet, desto bedre skulle lan-det vel i så fald udvikle sig og begunstiges og velsignes af alle troens dybsindige fortræffe-ligheder og al dens almenmenneskelige relevans. Og hvis det er en fordel halvvejs at lade hånt om dens læresætninger og dogmatik, ville så ikke en fuldkommen bortkastelse af hele religionen være endnu bedre? Men nej. Igen og igen hører vi fra præsterne at det helt sær-lig fortjenstfulde og fortrinlige ved protestantisk kristendom er dens ringe indvirkning på samfundet. Hvilket åbenlyst er en løgn, siden der er tale om en skatteyderfinansieret stats-kirke, der har politisk og samfundsmæssig indflydelse. Nogle gange endda af gunstig slags.

Løgnen om at det kristne præsteskab så uegennyttigt ‘giver kejseren hvad kejserens er og jahve hvad jahves er’ i en moralsk selvpålagt og ydmyg magtafgivelse for samfundets skyld, er ikke bare ulideligt trættende sofisteri og betegnende for en tænkemåde gennemsyret af århundreders selvindbildte og stædigt fastholdte mirakel-tro, på det man dybest set godt ved ikke findes. —Den er tillige slet og ret uredelig. Det være mod bedre vidende at den fremføres. Hvis ikke, skulle præsterne der bringer postulatet til torvs nødvendigvis være fuldkommen uvidende om deres egen kirkes historiske, såvel som nutidige magt.

Denne magt er nu lykkeligvis aftagende på vore breddegrader, og har vel været for nedad-gående i omtrent et århundrede. Kirkens (og de andre abrahamitiske trossamfunds) inter-nationale generalieblad giver dog anledning til en velbegrundet skepsis og mistroiskhed, når det drejer sig om troværdigheden af præsters udtalelser om eget påståede fravær af politiske magtbestræbelser og deslige. Således er det svært helt at gøre sig fri af mistanken om, at forekomsten af slige udtalelser (og disses sandhedsværdi) jævnt hen følger kirkens over tid skiftende muligheder for fysisk og politisk magtudøvelse i jahves navn, og altså afhænger mere af ydre faktorer, såsom i hvilken udstrækning det til enhver tid omgivende værtssamfund finder sig i præsteskabets totalitære voldsfremfærd, end af nogen oprigtig indre kirkelig tilskyndelse til from magtopgivelse.

Dette er en regel der selvsagt ikke alene gælder for kristendommen, men er karakteristisk for alle de totalitære (abrahamitiske) verdensreligioner. Bekendt og betegnende for fæno-menet er de muhamedanske imamers fuldkommen forudsigelige mønster af forholdsvis fredsommelig og diplomatisk tale, så længe disse repræsenterer et beskedent mindretal af muslimer og derfor besidder ringe eller slet ingen politisk indflydelse i et givet område, sammenlignet med udtalelserne, som snart antager krav-, trussels- og dekretform i lige-frem proportionalitet med moskégængernes voksende antal.

Katolikker mener ikke overraskende at de repræsenterer den sande kristne lære og at det er protestanterne der er kætterne. Vi behøver ikke her i detaljen udpensle de for den hvide race så katastrofale følgevirkninger af de stadigt pågående intra-europæiske religionskrige, som udspaltningen i katolikker og lutheranere på så ulykkelig vis har ført til.

Når alt kommer til alt er der, uanset kristenhedens utallige sekteriske opdelinger, dog ty-deligvis tale om den samme religion, blot i forskellige fremtoninger og som regel stærkt farvet af den stedlige befolknings racemæssige egenskaber. Samme forlorne præsteløfter om frelse og hinsides belønninger ved usynlige himmelske magters mellemkomst. Samme mysticisme, der ikke i grunden adskiller sig fra negrenes voodoo-ritualer i Haïti og Vest-afrika. Samme mirakeltro. Samme selvhypnotiserende overbevisning om at engle i himlen lytter til og besvarer den troendes bønner med livsændrende indgriben. Samme fantastis-ke vidnesbyrd om at kunne ‘se’ ting for sig, der beviseligt ikke findes. Samme besynderlige ansvarsopløsende mulighed for mistænkeligt letkøbte og øjeblikkelige syndsforladelse. Samme absurde genbrugte jøde-skrøner fra mellemøsten. Samme uendelige muligheder for tolkning og udlægning af evangeliet på enhver tænkelig måde og i enhver tænkelig retning efter præstens eller den troendes eget forgodtbefindende.

En hovedopgave for den racebevidste nationale modstand ligger i at forhindre integration af fremmede folkeslag i folkelegemet. Det er uden tvivl en kendt sag for Hammersmedens velunderrettede læsere at netop integrationen af racefremmede udgør et særdeles vigtigt globalkapitalistisk værktøj til social kontrol (gennem nedbrydelse af samfundets etnokul-turelle solidaritet), til finansiglers løntrykkeri og til de fædrelandsløse teknokraters almin-delige selvberigende samfundshersen.

Her støder vi igen på et alvorligt problem med kristendommen. Fordi kristendommen er så udpræget universalistisk og internationalistisk en trosform som tilfældet er, kommer kristne ofte (uforvarende?) til at hjælpe verdensstats-plutokraterne med deres evindelige folkemorderiske integrationsrænker. I denne forbindelse er det såre uheldigt at bevidne hvordan de bløde indvandringsmodstandere i kredsen omkring DF, NB osv. stadig taler om eksempelvis sprogkrav til perker- og negerkolonisatorerne.

Set fra det racebevidste nationale synspunkt bør det være lige omvendt: det er således at foretrække at racefremmede indvandrere til enhver tid fremstår så fremmedartede som overhovedet muligt.

Jo bedre dansk araber-negrene taler; jo mere vestlig tøjstil de optræder i; jo flere danske normer og skikke de lærer sig, desto lettere vil gennemsnitsdanskeren tåle deres tilstede-værelse; desto hurtigere og mere ubekymret vil teenagepigers intetanende forældre være tilbøjelige til at acceptere perkere som svigersønner og desto sværere bliver de, i det hele taget, at komme af med. En rimelig racebevidst national politik til bekæmpelse af den så livsfarlige integration kunne for eksempel være, at forbyde alle racefremmede (asylansø-gere til en start) at benytte det danske sprog og gå i vestligt tøj.*

*at de skal have mulighed for at tage kørekort, føre motorkøretøjer i trafikken og etablere racefremmede storfamilier på dansk grund er ligeledes fuldkommen uantageligt.

Denne grund-iagttagelse angående integrationens helt særlige farlighed for folkelegemets overlevelse gælder selvsagt også på religionens område. Selvfølgelig er ingen indvandring (hverken af kultur- eller racefremmede) at foretrække, og et totalophør af tredjeverdens-immigration må udgøre et alment anerkendt delmål for indvandringsmodstand på tværs af strategier og verdensanskuelser.

Men for de adskillige hundredetusinder af race- og kulturfremmede der befinder sig her i dag (det sande tal overstiger efter denne forfatters vurdering allerede en million) bør man måske stille sig spørgsmålet om det ikke i virkeligheden var ‘bedre’ (mindre skadeligt) om disse tilhørte en religion, der var så fremmedartet og så uintegrerbar som muligt, fremfor en trosform der ‘passer ind’ og som værtsbefolkningen anser som ufarlig. Her tager islam, den fælles-abrahamitiske arv til trods, alligevel førstepræmien i disciplinen uintegrerbar-hed af de to genbrugs-abrahamitiske hovedforgreninger.**

**den oprindelige abrahamisme, jødedommen, er af flere grunde i en kategori for sig. I denne sammenhæng mest fordi jødernes erfaring og evner udi krypsis (uopdaget fjendtlig infiltrering) er hhv. længere og bedre opøvet end muslimernes. Desuden har jøderne over deres århundreder lange tilstedeværelse i Europa i en vis udstrækning indoptaget europæisk arvemateriale. Alt i alt egenskaber der gør jøderne til vores næstfarligste fjende. Den farligste af alle er raceforræderne.

Lad os for sagsfremstillingens skyld nu antage at samtlige muhamedanske perkere blev kristne fra i morgen tidlig. Dette er et tankeeksperiment. Lad os altså forestille os at alle muslimer befindende sig her til lands, fra det ene øjeblik til det andet, vitterligt antog den kristne tro. Ikke pro forma eller som et af de svindelnumre à la marrano (læs ovenfor) de allerede benytter sig af i uerkendt antal. I vort tankeeksperiment bibeholder de alle deres forskellige racefremmede egenskaber, men er nu altså blot oprigtigt overbeviste kristne.

Ville dette hypotetiske forhold være til fordel eller til ulempe for Danmark?

Fra det racebevidste synspunkt er svaret klart: der ville være tale om en endog særdeles forværret situation. Af samme årsager som i de ovenfor nævnte eksempler (sprogkund-skaber, tøj, skikke osv.) ville selvsagt også fremmedelementers forøgede religiøse tilpas-ningsevne (‘integrerbarhed’) føre til en almindelig sænket modvilje og formindsket agt-pågivenhed hos den i forvejen så rekord-troskyldige og tolerance-feminiserede kultur-kristne dansker. Enhver tilpasning racefremmede indtrængere og værtsfolk imellem, vil hos den medie-trænede gennemsnitsborger altid bidrage til en forøget og tilsyneladende uopslideligt langmodig velvilje til, for integrationens og de politiske korrekte flosklers skyld, at ville tåle og bære over med de flinke, velintegrerede og succesfulde nydanskere, der jo … “ka’ wær’ lisså go’e som os andre … de har bår’ en anden hu’farve, det’ det hel’ … Wi ska’ ikk’ dømm’ nogen, så’n har jejsus lært os i æ’ kirk’”.

Raceblandingen ville i vores tankeeksperiment snart stige eksplosivt og den allerede frem-skredne bastardisering af det danske folkelegeme gribe om sig i en (endnu mere) uhyggelig grad. Heraf kan vi udlede at visse af kristendommens mest nationalt skadevoldende egen-skaber ikke så meget alene beror på dens oprindelige fremmedartethed, som på dens race-fornægtende universalisme. Herunder måske mest af alt på vekselvirkningen imellem, på den ene side, dens egen, i befolkningens øjne tilforladelige, indpasningsevne i værts-samfundet og, på den anden side, dens bundløse evne til igen at indpasse racefremmede af enhver slags i sig.*

*perkerbesættelsen af Brorson-kirken i 2009 er blot ét blandt utallige betegnende tilfælde, hvor samme uhyggelige fænomen har udspillet sig, herhjemme såvel som i udlandet.

Vi ønsker Danmark og Europa renset for racefremmede snyltere af enhver slags. De her anførte eksempler skal således ikke forstås som noget ønske om midlertidigt forøget mu-hamedansk indvandring af strategiske grunde. Noget sådant ville være såre uansvarligt, massebelejringens fremskredne stade taget i betragtning.

Vi kan imidlertid bruge eksemplerne til anskueliggørelse af hvor farlig integrationen af såkaldte ‘tilpasningsparate’ racefremmede er i forhold til nærmest alle andre former for masseindvandring. Måske lige undtaget de tilfælde hvor racefremmed masseindvandring ledsages af byldepestepidemier og anvendelse af taktiske atomvåben, er såkaldt vellykket integration sandsynligvis den farligste og mest dødbringende af alle former for moderne demografisk krigsførelse.

uddannelsesområdet er konstruerede tankeeksperimenter næppe nødvendige til begribelse af problemets alvor. Brudstykkevis lytning til blot et enkelt interview i folkeforrædermedierne med en af de konstant nyudklækkede og skatteyderbekostede perker-jurister eller perker-læger, bør være rigeligt til at forstå det bagvedliggende mønster. Integreret politi og forsvar er ikke just mindre urovækkende.

Den yderst velintegrerede perker-advokat Erbil Kaya synes, til alles for-bløffelse, at vi skal holde op med at dæmonisere perkere på tålt ophold [snøfte-snøft]. –For så kan vi jo ikke resocialisere dem…

I alle sådanne tilfælde udgør kristendommen, i dens nuværende kulturkristne såvel som bekendende form, en abrahamitisk sikkerhedsbrist; en verdensreligionens ormstukne bagdør til bedsteborgerlig accept af de racefremmedes indtog. Tidsforskudt ser man altså samme fænomen udspille sig i vore dage, som også udspillede sig i antikken og i den tid-lige middelalder. I sen-antikken var det jøderne der, som kryptisk fortrop i visse græske bystater og omkring Roms havnebyer, bragte kristendommens (og senere, som marranos, muhamedanismens) semitiske racefæller med sig indenfor. I moderne tid har det været jøderne, gennem deres uforholdsmæssigt indflydelsesrige stillinger i medie- og uddannel-sesapparat, og de kristnede (demoraliserede og identitetsforvirrede) vesterlændinge selv, der sammen åbnede Europas porte for racefremmed masseindvandring, og dermed også inviterede den abrahamitiske tredjebølge, islam, indenfor. I dag ser man hvorledes alle tre grene af abrahamismen, med ganske få kristne afvigere som undtagelse, hver især ar-bejder for at bringe mere og mere racefremmed indvandring til Europa og Nordamerika.

For jøderne: i bestræbelserne på at tilvejebringe racemæssig og kulturel forvirring (den bekendte ‘mangfoldighed’) i værtssamfundene, dels til sløring af deres egen tilstedevæ-relse og etnokulturelle interessevaretagelse i en svækket og travlt beskæftiget, afledt værtsbefolknings øjne, dels til optimering af profitmuligheder (billig, fleksibel arbejds-kraft; lav solidaritet blandt arbejdsstyrkens etnokulturelt sammenbragte daglejere samt ringere agtpågivenhed overfor svindelforetagender i det hele taget hos en tiltagende bastardiseret og kulturløs befolkning).

For de kristne: i håbet om at andre ikke skal tænke slemme tanker om dem og at jesus vil stige ned fra himlen og frelse dem, når han ser på hvor anstændig og gudsfrygtig en måde de har ofret deres egen efterslægts fremtid for at hjælpe uvedkommende racefremmede.

For muslimerne: i bestræbelsen på at udbygge deres bosættelser og dermed øge deres demografiske tyngde i værtslandene.

Hvis vi imidlertid anskuer problemet (risikoen og fortilfældene for racefremmed, hoved-sagelig abrahamitisk infiltration gennem kristne kirker [og kristne hjerner]) ud fra et rent nyttemoralsk hensyn til den samlede danske indvandringsmodstand i bredeste forstand (lad os sige fra DF og udad), så kan folkekirken og andre kristne fællesskaber, alle denne artikels kritikpunkter til trods, utvivlsomt stadig for en betragtelig gruppe nutidsdanskere spille en vis gavnlig rolle som socialt samlingssted og som en slags støttende livsramme, med dens hyggelige småborger-ritualer osv. Kirken har efterhånden nydt statsinstitutiona-liserede privilegier så længe, at mange simpelthen er blevet tilvænnet dens tilstedeværelse og derfor næppe ænser de semitiske islæt som virker så iøjnefaldende, så frastødende og så foruroligende på os andre.

Indvandringsmodstanden kommer heldigvis til udtryk på mere end én måde. Der findes utvivlsomt flere forkellige erkendelses-stader og med sikkerhed flere forskellige veje ad hvilke fædrelandskærlige danskere, efter bedste evne og med hver deres forskellige sinde-lag og forudsætninger, vil søge at modsætte sig invasionen og redde det danske folk fra masseindvandringens vanskæbne, på den måde man hver især finder mest hensigtsmæs-sig. Hvis grupper af konservative kristne fædrelandsvenner har held til at begrænse inva-sionen af racefremmede muhamedanere på deres måde … så skal der herfra kun lyde et oprigtigt ment hedensk “tillykke og fortsat god vind med opgaven også i fremtiden”. Især hvis man samtidig modsætter sig homodagsordnen og de mange andre former for global-teknokratisk famileødelæggelse.

Som allerede nævnt er kristendommen sikkert passende som trosform for et antal mo-derne vesterlændinge med svækket kultur- og racebevidsthed. Heller ikke skal det herfra benægtes at europæisk tankegods i en vis begrænset udstrækning har smittet af på noget af kristendommens dansk-lutheranske afart (Grundtvig; Tidehverv som eksempler).

En gensidig tilnærmelse har således utvivlsomt fundet sted.

Problemet er stadig det ikke helt ubetydelige, at kristendommens lære, selvom den godt nok er bygget på sand ikke er sand.  

Historiens løb kan næppe rulles tilbage; skaden skete i højmiddelalderen; store dele af befolkningen er ulykkeligvis blevet åndsforkvaklet til raceblind abrahamitisk universa-lisme og forsøg på at overtale eller tvinge disse lunkne racefornægtere til afsværgelse af deres tro, vil være aldeles omsonst tidsspilde. De vil jo stadig herefter være racefornæg-tere, hvilket deres langmodige tålsomhed over for kristendommens grotesk filosemitiske (semitomane) fremmedartethed med al ønskelig tydelighed har ladt os forstå.

Hvilket halmstrå af anden raceforræderisk dogmatik de, berøvet deres kristentro, ville gribe ud efter til erstatning for bjergprædikenens velbehagelige ansvarsforflygtigelse, er ikke til at vide. Kulturmarxismens fædrelandsløse holdningsbearbejdere står som bekendt klar døgnet rundt med elektronisk perfektionerede NLP-varianter af tillokkende folkefor-ræderi, forklædt som trendy fremskridtsånd og rummelig menneskekærlighed. Det må be-frygtes at mange nyligt afkristnede racefornægtere ville være tilbøjelige til inden længe at søge trøst i kristendomslignende verdenforklaringer, til lindring af deres blotlagte bonde-anger.

Og så er vi jo i bedste fald lige vidt. Måske det er ‘bedst’ (mindst ringe) derfor at lade fler-tallet af vanekristne forblive i deres tro, som måske nok er baseret på absurde løgne og på racefremmede folkeslags nationalmyter, men som dog giver genpuljen i bredeste forstand en vis beskyttelse mod global-teknokraternes mest aggressive kønsudjævnings- og usæde-lighedspropaganda.

Vi er med andre ord kun interesserede i den der kan tænke selv; er i stand til at frigøre sig selv fra de kristen-abrahamitiske spindeltråde og som enten opsøger os af egen drift eller udfører sit fædrelandsnyttige arbejde egenhændigt.

Man må som bekymret nationalsindet folkefælle, foruden de allerede opridsede historiske og teologiske betragtninger over problemet med den abrahamitiske kristendom, vel stille sig selv det simple og uafrystelige overordnede spørgsmål, om en religion der lærer sine tilhængere at vende den anden kind til; ikke at bekymre sig for morgendagen og ligefrem anbefaler kærlighed til fjenden(!) virkelig er formålstjenlig som identitets-forankring for en seriøs etnonational modstandsbevægelse under demografiske og politiske forhold, hvor vi kun kan forvente forøget racefremmed massebelejring og folkeforræderiske landssviger-profitørers fortsatte institutionalisering heraf, så langt øjet rækker.

Verdenshistorien giver svaret. Iagttagelse af de kristnes ulykkelige skæbne i mellemøsten alene bør være nok til at udrydde den sidste rest af tvivl man som racebevidst fædrelands-ven måtte nære desangående.

Vi udgør en ubrydelig kerne af Asatro hedensk og filosofisk ateistisk national modstand der ikke tager til takke med mellemøstlige tredjehånds-ørkensagn, blot fordi de har været i omløb et par århundreder og giver mulighed for småborgerligt hyggefælleskab i kirken.

Dybden af vort rodfæste i dansk-germansk jord er til sammenligning med de kristnes egens over for græssets.

Odin er danernes sande og ubønhørlige gud. Han findes ikke i bøger og teologiske stu-dier, men i vort vindblæste landskab, i ravnenes kald, i det sortladne hav og i slægternes ubrudte kæde fra Istiden til dette øjeblik og videre ind i den eneste hinsides verden der findes: fremtidens evigt dæmrende mulm.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

GLÆDELIG JUL TIL ALLE RACE- OG ASATRO FOLKEFÆLLER [opdateret 2.01]

Kristendommen (inklusive kulturkristendommen) er kulturmarxismens, naturfremmed-gørelsens, racefornægtelsens og den etnokulturelle selvafsværgelses første forudsætning.

Kristendom er formaliseret internationalisme; institutionaliseret raceforræderi.

På paradoksal vis udgør netop kristendommen, denne aflagte og forlorne jødetro, i mange papirlovspatrioters øjne, i dag en slags nationalt bolværk mod samme tros indbyggede internationalisme og mod samme tros dogmatisk raceblinde sværmeri for det fremmede; for det levantinske.

Denne begrædelige misforståelse vidner mere end noget andet om graden af åndelig og etnokulturel forvirring blandt europæere. Når kristne europæere således bekender sig til deres besynderlige genbrugs-abrahamitiske slavetro … tilbeder de nemlig i virkeligheden jøderne. Et psykologisk-historisk fænomen der mildest talt er bemærkelsesværdigt: Millioner (ja, milliarder, hvis man medregner hovedparten af de kristne, nemlig den ikke-hvide slags) af kristent troende, overalt på kloden, hengiver sig uge efter uge til højstemt tilbedelse af et særligt udvalgt folk, til lovsang af dets patriarker og påtager sig på en nærmest ufattelig forloren, selvbedragerisk, selvfornægtende og til tider selvfornedrende måde … dette semitiske folks hele identitet og nationale skæbne(!).

Det skal her retfærdigvis medgives at kristne som regel afviser og forkaster modernitetens værste former for homo- og usædelighedspropaganda (der findes imidlertid betydelige undtagelser, også fra denne regel). En sådan modstand har blot intet i grunden med den kristne lære at gøre, men repræsenterer snarere et mindstemål af fornuft, som ethvert tænkende menneske med bare en rest af selvopholdelsesdrift i behold, af egen drift, bør kunne iagttage uden statslig præstevejledning.

Tilfældige kirkehandlinger, som herover fra Avedøre, emmer af jødedom og gammeltes-tamentlig sprogbrug. Det jødiske folks tvivlsomme heltesagn og særprægede nationale mytologi fremdrages igen og igen som topmålet af åndelighed og visdom. Salmernes tekster lovpriser kanonisk, og til henførende orgelakkompagnement, israels patriarker, israels nationalhelte og israels sagnkonger —ikke danske, nordiske eller blot europæiske sådanne. Disse beskæmmende og symbolsk ladede folkeforræderritualer udgør altså selve religionens liturgiske kerne. Alle biblens sagn foregår … i mellemøsten. Uden undtagelse! Man vil fra kristen side her måske hævde at disse mellemøstlige ørkenskrøner er almen-gyldige eller kan virke som metaforer for vor nutidige livsmåde i Danmark.

Men … kan almengyldige sagn fra den mellemøstlige kulturkreds virkelig give mening som et særligt værdifuldt dansk-nationalt livsanskuelsesmæssigt grundlag? Der er vel så mange myter og historier der med lige så stor ret også kan tolkes og udlægges som noget, vi kan “forholde os til” i en “dansk kontekst”. Tegneserier, hollywoodfilm, Netflix-serier, favoritfodbold-klubbens glorværdige bedrifter i champions league eller de største multi-nationale virksomheders ‘branding-strategier’ er vel lige så almengyldige og relevante for en nutidsdansker som abrahamitiske ørkensagn er det … især hvis man får lov at tolke og tyde dem lige så frit, ukritisk og fantasifuldt som danske lutheranerpræster rutinemæssigt overfortolker og pynter på bibelfortællingerne for at få dem til at give mening for deres kulturmarxistisk indoktrinerede sognebørn.

Ud over at man gennem århundreder har vænnet sig til, at hellighed, gudsbevidsthed og åndelighed som en selvfølge har noget med israel og moses og david og jakob og jesus og jerusalem at gøre … hvilken logisk grund er der så til at nordisk-germanske danskere skulle identificere sig netop med det jødiske folks skæbne, i en grad så man ligefrem stimler sammen for at lovsynge dets stammeguder og sagnkonger?

Kristendommen er en i princippet lige så fremmedartet kulturform som islam er det. Blot har kristendommen været her længere. Begge missionerende verdensreligioner udsprin-ger som bekendt direkte af jødedommen, en kendsgerning hverken præster eller imamer heller undlader, ved enhver given lejlighed, at gøre opmærksom på.

Når enkelte kristne afvigergrupper, såsom kredsen tilknyttet Tidehverv, udviser national ansvarlighed på trods af deres bibelske påbud om det modsatte, skal der selvfølgelig ikke herfra lægges dem hindringer i vejen. Det er kun prisværdigt at man hos sådanne kristne hæretikere sætter fædrelandet og folkefællesskabet før den fremmede, universalistiske jødetro. Den indviklede teologiske eksegese der lægger bag øvelsen synes dog at være en unødvendig mellemregning. Hvorfor insistere på den trælsomme spirituelle omvej forbi mellemøsten? Hvorfor ikke i stedet besinde sig fuldt og helt på oprigtig europæisk kultur? Man kunne vel spare en hel del ørkesløs sofisteri-krumspring derved.

At der findes fornuftige kristne kættere der heldigvis vælger at se stort på deres abraha-mitiske religions doktrinære universalisme ændrer dog ikke på, at kristendommen ved-bliver at være en fremmedartet mellemøstlig religion, der, på det lange sigt, kun yderli-gere kan medvirke til gradvist at undergrave og forkvakle den biologisk bestemte, etno-kulturelle identitet som i virkeligheden, er den vigtigste og mest livsnødvendige grund-forudsætning for det danske folks overlevelse.

Det turde være selvindlysende at det, i både kulturel og åndelig forstand, er uholdbart at grunde sin kerneidentitet på et fremmed folks nationale myter.

At kalde et sådant fænomen for national skizofreni (personlighedsspaltning) er desværre ingen overdrivelse.

Forestillingen om det hellige; det værdifulde; det betydningsfulde som noget der findes i fjerne lande; noget vi her i det mørke norden kun er forundt når det kommer hertil sydfra. Denne særegent kristne, karakteristisk xenomane tankegang om nordisk tilbageståenhed og værdiløshed stillet over for dens polære modsætning: sydlandsk-orientalsk civiliserende herlighed, denne forestilling har over de seneste par århundreder umærkeligt udviklet sig; skiftet ham for nu at træde frem i en allestedsnærværende, fuldt ud sekulær-videnskabelig udgave, side om side med den ældre, stadig bestående, oprindelige religiøse doktrin, men med samme grundbudskab.

—Vi er jo alle etiopiere, ikke sandt? Vi kommer alle fra Afrika: det siger videnskaben. Og al kultur; landbrug, smedekunst, vævning og skriftsprog og arkitektur og astronomi og … ja, alle opfindelser; al menneskelig fremskridt og udvikling … kommer selvfølgelig sydfra; og mere specifikt: fra mellemøsten. Det ved man bare. Det siger eksperterne.

Sikke et sjovt tilfælde at alle de videnskabelige ‘opdagelser’ der bekræfter og understøtter dette særprægede sekulær-abrahamitiske kulturbillede, inden for arkæologi, etnologi og antropologi, synes at falde sammen med jøders gradvise indtrængen på og overtagelse af de vestlige universiteter. Sikke et tilfældigt tilfældigheds-tilfælde at det gængse kultur-historiske verdenssyn som enhver vestlig skoleelev kan aflire udenad i søvne om ‘frugtbare halvmåner’ og almindelig orientalsk-sydlandsk kulturoverlegenhed … lader os forstå, at det var fra området netop omkring israel, at al kultur og udvikling synes at have udstrålet for sidenhen at have begunstiget alle andre med dens civiliserende gaver.

Tidligere tiders lærde ortodoksi omhandlende germanske og andre europæiske folkeslags vandringer fra nord mod sydøst, medbringende sig ariske kulturformer så langt som til Afghanistan og Indien, er på forunderlig vis ligesom gledet ud af vores fællesbevidsthed, i takt med at kosmopolitiske jøder har tiltaget sig mere og mere akademisk, mediemæssig og omverdensfortolkende magt i Vestens samfundsinstitutioner.

Måske den middelalderlige dogmatisk-kristne lære ikke længere helt slog til, når det gjaldt opretholdelsen af diskursen om sydlandsk-orientalsk (jødisk) kulturoverlegenhed. Måske det var blevet nødvendigt at opdatere den lidt, i videnskabelig-sekulær retning, så også de moderne vesterlændinge, der efterhånden havde afkastet sig den bogstavtro slavereligions åg kunne fastholdes i forestillingen om egen kulturel forarmelse og om det udefrakom-mendes; det fremmedes; det semitiskes selvfølgelige kulturberigende ønskværdighed.

Kulturkristendom er stadig kristendom. I virkeligheden bare en mere virksom, tilpasset form for kristendom. Dens hovedstyrke ligger i at tilhængerne deraf som oftest ikke selv forstår, at de i grunden er lige så kristne som deres ligesindede blandt de bekendende, salmeafsyngende kirkegængere.

For de religiøst-doktrinære kristne er ‘det udvalgte folk’, i overensstemmelse med deres hellige skrift, et fremmed; israels, folk og ‘den hellige stad’ selvfølgelig dette semitiske folks mellemøstlige hovedstad, jerusalem. For de verdsliggjorte kulturkristne retter op-mærksomheden sig på tilsvarende vis altid mod fremmede folks hensyn og behov. Det være sig jødernes nære slægtninge, palæstinenserne, negrene under det sydafrikanske apartheid eller noget helt tredje, alt efter hvor systemmedierne og NGOerne i en given periode har rettet søgelyset.

Hadet til selvet og til egen familie samt kærligheden til fjenden og til det fremmede går igen i begge fremtrædelsesformer, og er udtryk for samme type af åndsforkrøbling. Kan man forestille sig noget mere ærkekristent end selverklærede ateistiske venligboere og bedsteforældre for asyl?

“Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel.” –Lukas 14:26

Den evige dårlige samvittighed over personligt begået eller nedarvet synd; den falske imødekommenhed over for alt fremmed; den sygelige forhåndsaccept af hvad-som-helst; forsagelsen af egne interesser, den skyldtyngede afbigt og den etniske selvafsværgelse for verdensfrelsens skyld; eskatologien: tungsindet over den forestående jordens undergang, der kun kan afværges ved endnu mere askese og endnu mere racemæssig selvfornægtelse. Frelsen fra undergangen der alene kan opnås gennem selvopofrelse for alverdens skyld.

De kulturkristnes moderne dommedagsforestilling er … klimaforandringerne. Her ser man tydeligst tvangstankerne om den yderste dag gentage sig, blot i nutidig klædedragt: Jordens truende undergang som præsteskabet i templet (de videnskabelige eksperter hos IPCCs klimapanel) har bebudet og som ‘vi’ (de slemme og onde europæere) bærer skylden for gennem klimasynden [sic]. –En syndighed som skam også findes i arve-syndig ud-gave: nemlig den kollektive klimasynd; synden som vore slemme racistiske forfædre har bebyrdet jordens spraglede, evigt sympatisk smilende-dansende-syngende folkeslag med, og som klimaaktivisterne (de sidste dages hellige) nu brødebetynget må påtage sig ansvaret for og undskylde, på den hvide mands vegne, over for en retfærdigt dømmende omverden af uskyldsrene ikke-hvide ofre.

N.B.: Denne artikel skal ikke ses som noget forsøg på at omvende kristne, hverken af den verdslige kulturkristne eller den bekendende religiøse slags, til Asatroen eller til andre former for opbyggelig racebevidsthed. En sådan opgave er umulig.

Bedste hedenske julehilsner til alle oprigtigt nationalsindede (racetro) folkefæller.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar