opdateret*




Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

SJOVT HVORDAN UDVIKLINGEN I DANMARK PÅ FLERE OG FLERE OMRÅDER FREMSTÅR SOM UFRIVILLIG PARODI PÅ ALAN WATT’S TANKEFORBRYDERISKE FORUDSIGELSER…

Læsere med gode nerver og en veludviklet tålsomhed for det tragikomiske, kan til anskueliggørelse lytte til generaldirektøren for den velærværdige, bruxelles-baserede organisation Digital Europe, en Cecilia Bonefeld-Dahl, udbrede sig på lydefri globalist-pidgin om hvorledes gammeldags nationale strukturer stadig udgør en genstridig hindring for den ønskede digitale udvikling mod en mere agil og vækstende, innovativ teknofremtid, med fokus på flere investeringer i AI som den altafgørende forudsætning for vor fortsatte nødvendige integration i det fremtidsforbedrede globalsamfund.

Cecilia blev hygge-interviewet i statsradioens P1 Morgen forleden dag. Besynderligt nok udeblev de kritiske spørgsmål fuldstændigt. De ‘røde lejesvende’ på DR er tilsyneladende faldet noget af på den. –Eller også er de internationalistiske dagsordner fra hhv. ‘højre’- og ‘venstrefløjen’ efterhånden bare æltet så grundigt og uadskilleligt sammen til den velkendt allestedsnærværende og evigt omskiftelige konsensus-slimgrød af lige dele racefornæg-tende floskel-afliringer og på forhånd givne doktrinære progressivisme-antagelser.

I en fremtid hvor intet formodes sikkert eller forudsigeligt (ud over den støt og jævnt fremadvældende evighedsflodbølge af højteknologiske og samfundsoptimerende foran-dringer, selvfølgelig) kan vi i hvert fald se frem til én ting med absolut vished: den teleologisk betryggende forekomst af flere og flere top-professionelle, fuldkommen ligestillede ‘kvindelige’ ledere inden for de rådende teknoprogressive brancher.

Jo længere disse gruopvækkende karrierehekse fjerner sig fra Naturen og beslutsomt afsværger deres egne moderinstinkter, des ihærdigere vil de kompensere for traumet derved med demonstrativ optagethed af og selvopofrelse for businessverdenens golde teknofetichisme.

Goldhed og sterilitet er progressivt. Lissom teknologien. Lissom alle top-CEOerne i top-NGOerne. Lissom de farvestrålende reklamer på swipe-skærmen. Lissom alle hjemme-siderne med de blinkende og dansende blokmoduler.

Fremtiden er agil, siger generaldirektør Bonefeld-Dahl. Heldigvis. Hvis ikke, ville vi slet ikke kunne omstille os til den. Investeringerne i AI og Green Tech venter ikke på nogen. Vi risikerer at kineserne løber fra os. Det kræver samarbejde at konkurrere med dem. På tværs af grænser, selvsagt.  

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

GRØN OMSTILLING … TIL HVAD? FLEKSIBELT DEFINEREDE ‘KLIMAFORANDRINGER’ UDGØR DET PERFEKTE PÅSKUD FOR TOTALITÆRE GLOBALTEKNOKRATERS HEGELIANSKE SAMFUNDSHERSEN. ALT SKAL HURTIGST MULIGT TOTAL-FORANDRES I VORES PRIVATLIV FOR AT POLITIKERNE KAN NÅ AT REDDE VERDEN MED DE NØDVENDIGE INNOVATIVE, INVESTERINGSVENLIGE LØSNINGER. ALAN WATT BELYSER FÆNOMENET OG AFDÆKKER MED VANLIG UOVERTRUFFEN POLITISK-HISTORISK INDSIGT DE BAGVEDLIGGENDE ØKO-NOMISKE OG MASSEPSYKOLOGISKE SAMMENHÆNGE.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

DANMARK A/S

Alle véd, at erhvervslivets højreorienterede neoliberalister på den ene side og de venstre-orienterede kulturmarxister i statsmedier og ved universiteterne på den anden, hver for sig udgør de yderst tænkelige yderpoler inden for det alment anerkendte politiske spektrum.

På disse diametralt beliggende yderfløje ser man virkelig grundforskellene i de ideologiske livsanskuelser aftegne sig klarest og mest kontrastfuldt over for hinanden. Hinsides disse samfundstænkningens polære udposter findes der ingen respektable synspunkter, kun ondsindet ekstremisme og racistisk fake news iblandet nogle helt afsindige og fuldkom-men illegitime antisemitiske konspirationsteorier om øglemennesker og ufo’er; skøre fantasiforestillinger alt sammen, som kun asociale og uvidenskabelige folk med fjollede sølvpapirshatte tror på.

I stedet for at hænge fast i deres typisk ræverøde og venstreorienterede forudindtagethed burde DR derfor begynde konstruktivt at bygge bro mellem synspunkterne fra disse unø-digt polariserende yderfløje. Så kunne man nemlig ankomme til et midtersynspunkt, som alle fornuftige og ansvarlige samfundsborgere kunne være enige om, således at udviklin-gen mod en stedse mere teknociviliseret og globaliseret verden kunne få lov til at fortsætte uforstyrret.

Vi har derfor brug for flere højreorienterede og liberalistisk-borgerlige CEPOS-folk i DRs bestyrelse til at rette op på den redaktionelle skævhed i Statsradiofonien. Den ideologiske balance må genoprettes ved at få erstattet nogle af de venstreorienterede antiracistiske globalister med nogle flere højreorienterede antiracistiske globalister.
Borgerlige og højreorienterede liberalister forstår nemlig, at vi frem for alt må redde Danmarks økonomi fra vores egen provinsialisme og se at få gjort op med det racistiske og nationalistiske snæversyn, der bare vil lukke sig om sig selv og holde verdenshandelen ude, så aktiemarkederne til sidst ikke længere vil kunne generere tilstrækkeligt høje overskud til vores driftige børsspekulanter og andre gode højreorienterede kræfter ude i erhvervslivet.

Vores helt uforklarligt lave fødselsrater, der pludselig er opstået ud af det blå, uden nogen som helst bagvedliggende årsager, må der jo på en eller anden måde kompenseres for, helst med tilførsel af nyt arbejdsdueligt blod — nye danskere — så hjulene kan holdes i gang ude i virksomhederne. Erhvervslederne skriger jo på udenlandsk arbejdskraft.
Arbejdsmarkedsforskerne og sociologerne kan desuden fortælle os, at jo mere diversifi-ceret mangfoldighed man kan indføre på den enkelte arbejdsplads, desto mere innovativ innovation; desto mere effektivt og inkluderende et arbejdsklima og desto højere ind-tjening (ikke mindst til de uerstattelige internationale investorer og aktionærer) vil det af sig selv afstedkomme. Sådan siger forskerne, og forskeres forskningsbaserede konklusioner kan ikke betvivles … eftersom de er videnskabelige.

Der er hele tiden mere og mere akut behov for kloge og nytænkende hoveder fra den store verden til at sikre højkonjunkturen. Det er indlysende at der selvfølgelig efterhånden vil opstå rift og benhård konkurrence om adgangen til disse uvurderlige menneskeressourcer, uden hvilke Danmarks og ethvert andet vesteuropæisk lands økonomi ville stagnere og kuldsejle. —Hvem skulle bemande advokatkontorerne? —Hvad med NGO’erne? —Der ville opstå faretruende flaskehalse i model- og hjernekirurgbrancherne. Derfor må vi gøre det mere attraktivt for fremmede kloge hoveder at tilvælge Danmark. Én måde kunne være at lokke dem hertil med lavere skatter kombineret med målrettede kommunale tilbud og forbedrede serviceydelser. Man vil også med fordel kunne spille på de eftertragtede og kloge fremmede mænds velkendte interesse i uforpligtende kærlighedsaffærer (hygge) med vores verdensberømte, liberalistisk-frisindede, og derfor ideologisk set højreorienterede unge kvinder. Det gælder om at lokke så mange fremmede kloge hoveder som muligt, særligt til vores vækstende medicinal- og fintech-virksomheder, og dernæst få dem til at blive her så længe som muligt, så samfundet ikke ved deres fravær går under i nationalisme, snæversyn og venstreorienteret protektionisme.

Se bare på det liberalistiske USA. Dér forstår man på en langt mere fleksibel og agil og tolerant og i det hele taget mere businessorienteret måde at få integreret de uundværlige udefrakommende mennesker på arbejdsmarkedet til glæde for alle (undtagen de racistiske hvide gammeltænkere, selvfølgelig, som globaliseringstoget har efterladt på perronen).  For ovre i staterne har man nemlig en helt anden og mere åbensindet åbenhed over for nyankomne; en openmindedness som er guld værd for økonomien og væksten og Wall Street. Meget af det skyldes sikkert, at indvandrerne statistisk set er væsentligt mindre kriminelle end de hvide gammelamerikanere. Det siger forskningen.

Det kunne vi lære meget af på den danske højrefløj. Vores finans- teknologi-, industri- og byggesektorer har lige nu (og vil selvfølgelig i stigende grad i fremtiden få mere og mere) presserende behov for energiske folk der er villige til at tage fat og ikke går så meget op i ligegyldige, gammeldags og væksthæmmende udviklingsbarrierer, såsom dansk sprog og kultur, uproduktive fortidslevn, der alligevel ikke kan bruges til noget andre steder end her i vores egen lille andedam. Arbejdsgiverne har (siden 1960’erne) i det hele taget altid (haft) brug for ubrudte tilførsler af arbejdsomme mennesker udefra, mennesker der jo i virkeligheden bare drømmer om de samme almenmenneskelige ting som du og jeg: en bedre fremtid og en tryg opvækst med skolegang for deres børn samt pålidelige, regel-mæssigt udbetalte sociale ydelser for dem selv samt en tjenstvillig lokalbefolkning, der i baggrunden diskret holder infrastrukturen gående, uden at gøre vrøvl.

Vores lille åbne økonomi har altid brug for forandrings- og risikovillige mennesker, der er klar til at rive teltpælene op for med velvilje og naturlig respekt for arbejdsgivernes autoritet, at give den en skalle i et nyt land og i nye omgivelser. Flittige, samvittighedsfulde og frem for alt lydige og arbejdsomme mennesker som ikke er så sarte og dovne og vrangvillige som de forkælede og halvracistiske gammeldanskere, der ofte er alt for ufleksible og rigide og besværlige og usamarbejdsvillige, med deres arbejdsmiljø mig her og lønforhandlinger mig der.

Vi ku’ alligevel lisså godt være født i et hvilket som helst andet land, hvis det ikke lige var for vores privilegieblindhed. Erhvervslivet er tit foran på mange af disse områder, som Ingolf Gabold så frimodigt og intellektuelt siger det her:

Spørgsmålet er så bare hvordan den transnationale kapitalisme mon egentlig passer ind i disse selvindlysende og almengyldige overvejelser, som vi selvfølgelig alle er enige om.

I et nyligt udsendt tema på DR P1s journalistiske flagskib, ‘orientering’, kunne man høre hvordan globaliseringens frihandelsprincipper, såsom arbejdskraftens fri bevægelighed, på typisk venstreorienteret vis blev gennemheglet af de ensidigt kapitalismekritiske stats-journalister. I en hel time kørte DRs ræverøde lejesvende på med venstreorienteret kritik, kritik og atter kritik af kapitalismen.
Hele tiden blev der på vanlig venstresocialistisk og ensidig vis fokuseret alene på globali-seringens negative følger for den danske arbejderklasse. Igen og igen blev det udpenslet af de antikapitalistiske og ræverøde propagandister på DR, hvordan østeuropæiske løntryk-kere i globalkapitalismens sold gradvist fortrænger etnisk danske lønmodtagere fra danske arbejdspladser og dermed fratager lavtuddannede danskere muligheden for at oppebære en hæderlig lønindkomst i deres eget land. Samtidig blev det selvfølgelig, med forventelig ræverød venstresnoet forudindtagethed, indgående beskrevet hvordan en sælsom multi-national blandingskultur, bestående af tilfældigt sammenbragte grupper af rodløse, mere eller mindre desperate, indbyrdes konkurrerende lønslaver — også kendt som vandrende arbejdstagere — fra fjernere og fjernere lavtlønsområder, gradvist, og efter globale kon-junkturbølgers uransagelige, markedsøkonomisk bestemte mønstre, erstatter den oprin-delige nationale kultur og etniske folkesolidaritet, ikke bare i Danmark og alle de andre vesteuropæiske aftagerlande af kultur- og racefremmed discountarbejdskraft, men i alle lande under globalkapitalismens indflydelse, indbefattet efterhånden også de østeuro-pæiske udvandrerlande selv.

De ræverøde kommunistiske lejesvende fra DR forsømte selvsagt ikke denne gyldne mulig-hed for nådesløst at udstille og udsætte disse umiskendeligt udbytterkapitalistiske fæno-mener for en sønderlemmende marxistisk-analytisk kritik … Nej, betonsocialisterne på P1s orienterings-redaktion kunne velsagtens, i deres typisk venstredrejede ideologiske vane-tænkning, ikke nære sig for på sædvanlig tendentiøs vis at afsløre og hudflette deres evige arvefjenders, de neoliberale finanskapitalisters symptomatisk pengegriske og særligt højreorienterede hærgen på tværs af landegrænser og på bekostning af lokale kultursærkender og miljøhensyn.

—For der findes jo kun disse to dualistiske muligheder for politisk tænkning: venstre eller højre. Rød eller blå. Kommunisme eller kapitalisme. Socialistisk statsstyring eller libera-listiske markedskræfter.

Og DRs ræverøde journalister tager, som de uforbederligt venstresnoede socialister de er, selvfølgelig arbejdernes og proletarernes parti over for de internationale udbytterkapita-lister i erhvervslivet, ikke sandt? DRs ræverøde journalister hører jo til de højreorienterede liberalisters argeste fjender og til globalplutokraternes mest uforsonlige ideologiske modstandere, gør de ikke?

Lad os høre hvordan to af P1s garvede røde kommunist-lejesvende, Louise Winfeld-Høeberg og Karin Larsen, virkelig går i kødet på deres ideologiske hovedfjende, den verdensomspændende neoliberale snylterkapitalisme, i idealistisk forsvar for den danske arbejderklasse:

For de der ikke orker gennemlytte hele udsendelsen kan vi kort opsummere. Det er kendetegnende at problematiske følgevirkninger ved arbejdskraftens fri bevægelighed naturligt påtales og diskuteres, når det gælder østeuropæernes oplevelser heraf. Samme bekymringer på den oprindelige danske befolknings vegne synes på forunderlig vis total-fraværende. Ikke blot er de forskellige etnokulturelt-demografiske skadevirkninger, som med lethed kan iagttages i kølvandet på den verdensomspændende laissez faire-kapitalismes arbejdstagervandringer, ikke-eksisterende, for så vidt de kunne tænkes at angå dansk-nationale hensyn … men hvor alle disse uønskede følgevirkninger, som det mest naturlige i verden, fremhæves og tematiseres og vinkles og analyseres og problematiseres for østeuropæernes vedkommende, så præsenteres vi sjovt nok for een og kun een oplevelse, når sagen fremstilles som blev den anskuet fra en ‘dansk’ synsvinkel.

Her er både værtinder og samtlige interviewede eksperter og interessenter tilfældigvis 100% enige om en tillidsfuld og optimistisk, ja ligefrem taknemmelig, udpræget erhvervsvenlig tone. Det mere end antydes at Danmark ikke ville kunne klare sig, heller ikke kulturelt eller demografisk(!), uden de åbenbart fra alle sider lidenskabeligt efter-tragtede nybygger-bosættelser af tilstrømmende østarbejdere.

Hvor de i Østeuropa foretagede interviews i udsendelsens første tredjedel er udvalgt og redigeret, så de afspejler en berettiget stedlig skepsis og folkelig bekymring over globa-liseringens skadelige følger hos udvandrerlandenes hjemlige slaviske befolkninger, så er samtlige interviews med de danske, og med de i Danmark bosiddende interessenter, til gengæld udvalgt og redigeret, så de afspejler en fuldkommen uimodsagt, i hovedsagen erhvervsøkonomisk tolket, begejstret påskønnelse af den formodet samfundsfrelsende til-vandring af sympatiske, livskraftige og arbejdsomme slaviske arbejdstagere, uden hvilken Danmark utvivlsomt og snarligt ville gå sin selvforskyldte undergang i møde.

Man bemærker altså, fra nogle af DR P1-redaktionens mest erfarne journalistiske med-arbejdere, ikke bare den sædvanlige fuldkomne ligegyldighed over for etnisk danske arbejderes kerneinteresser, men tillige en sælsomt glødende, tilsyneladende neoliberal begejstring over en arbejdsmarkedsøkonomisk og demografisk udvikling i lydefri over-ensstemmelse med globalkapitalismens hovedmålsætninger.
Samme slet skjulte lidenskab for nationernes harmoniske sammensmeltning; samme udtalte (og finansielt definerede) globaliserings-begejstring ville være at forvente i et høringssvar fra Dansk Industri; i en hvidbog fra Dansk Erhverv; måske på et pressemøde hos Liberal Alliance eller i en programerklæring fra CEPOS.

Når synsmåden på og bedømmelsen af et så afgørende politisk-økonomisk-demografisk område som arbejdskraftens fri bevægelighed og den deraf følgende konkrete arbejds-migration i millionantal deles af praktisk taget alle toneangivende samfundsinstitutioner, på tværs af formodet politisk-ideologiske skel, må det nødvendigvis give anledning til eftertænksomhed og overvejelser. Enten er arbejdskraftens fri bevægelighed til gunst for alle parter, som systemmedierne så ihærdigt hævder, eller også er globalkapitalismens dagsordner efterhånden bare trængt så langt ind i samfundets kerneinstitutioner, at ingen systemansat apparatjik længere ænser, endsige kunne finde på at sætte spørgsmålstegn ved dem.

Hvor er f.eks. fagbevægelsens grundlæggende kritik af den globalkapitalistiske udvikling?

I 1961 udtalte Arbejdsmændenes formand, Alfred Petersen, at han

“ville foretrække at stagnere økonomisk som fri borger i et frit land frem for at gå ind i Fællesmarkedet”

Man skal lede længe efter lignende nationalsolidarisk sindelag blandt vore dages fagforeningsfolk.

Den overordnede hensigt er tydelig. Ikke bare i den her fremhævede P1-udsendelse, men overalt i systemmediernes daglige forkyndelse af globalkapitalismens lære: man ønsker befolkninger, og i særdeleshed arbejdere, med overfladisk tilknytning til de områder de tilfældigvis og midlertidigt bebor.
Lokale kulturer og sprog er besværlige hindringer i vejen for udviklingen mod stedse mere fleksible; stedse mere tilpasningsdygtige, omvandrende arbejdsstyrker. Gebrokkent engelsk, eller et tillempet cirkus benneweiss-dansk, som der gives flere eksempler på i udsendelsen, er rigeligt for arbejdsgiverne.

Hvis arbejderne har for dybe etniske og kulturelle rødder i deres egne lokalsamfund, er de nemlig ikke så flinke til med kort varsel at bryde op og flytte efter nyligt opståede arbejds-opgaver af ubestemt varighed. Så er det bedre med et fleksibelt og sammenbragt arbejds-korps af forskelligartet oprindelse. —Ikke alt for forskelligartet, ganske vist, således at samarbejde aldeles umuliggøres, men gerne i en udstrækning så hvert eneste arbejdssjak har flere forskellige sprog repræsenteret. Denne mangfoldighed i tungemål mindsker faren for at arbejderne kommer for skade at tale lidt for indgående med hinanden, f.eks. om arbejdsforhold o.l., og derved risikerer at blive forstyrret af en overdreven indbyrdes (effektivitets-sænkende) forståelse, grundet i gammeldags etnisk solidaritet. Sproglig diversitet på arbejdspladsen befordrer en mere professionel og fokuseret tilgang til opgaveløsning, hvor arbejderne fortrinsvis kommunikerer (helst digitalt) med arbejdsgiverne og parerer ordrer uden at stille for mange spørgsmål.

Hvis arbejdstagerens hjem forbliver i hans oprindelsesland, og han således alene arbejder periodisk i det land, hvor den ansættende virksomhed tilfældigvis er beliggende, er dette også gunstigt for den globalkapitalistiske arbejdsgiver, idet en sådan gæstearbejder næppe vil være plaget af overdreven optagethed af eksempelvis lokal miljøforurening; skrupler vedrørende løndumping eller af distraherende bekymringer om nogen som helst andre skadelige følger af hans tilstedeværelse i værtslandet. Han vil derimod vise sig som firmaets loyale mand, uforstyrret af gammeldags idealistiske hensyn (ud over hans driftige egeninteresse i på så kort tid som muligt at tjene så mange penge som muligt) og han vil typisk udvise forbløffende tilpasningsdygtighed; villighed til at se stort på stive stedlige arbejdsmiljøregler og i det hele taget til at ofre sig for chefen i en grad som en lokal forankret arbejder, belastet af andre, eksempelvis kollegiale, etnonationale eller miljømæssige, hensyn (og højere leveomkostninger) sjældent vil være villig til.

Som alt andet her i livet afhænger bedømmelsen, også i denne sag, af den anlagte syns-vinkel.
Tilhører man de rådende akademiske, økonomiske eller naturvidenskabelige teknokrati-lag er det psykologisk set forventeligt, at man, gennem daglig tilvænning, vil være tilbøjelig til at knytte tættere personlige bånd og dermed oparbejde dybere medmenneskelig for-ståelse i forholdet til sine velklædte kolleger på ledelsesgangene, i redaktions- og møde-lokalerne, i laboratorierne og i forelæsningssalene, med hvem man deler vaner, betragte-måde, omgangsformer og bekymringer, end til de uciviliserede og snavsede fattigrøvs-kulier i produktionshallerne og på byggepladserne.
Tilhører man en østeuropæisk gruppe af omstrejfende arbejdstagere, er det på samme måde kun forventeligt og naturligt at man nærer en større sympati og stærkere solidaritet over for denne sin egen etnokulturelle gruppes forskellige udfordringer og behov end man vil være tilbøjelig til at udvise over for de stedlige kollegers interesser og hensyn, rundt omkring i de forskellige værtslande — mennesker til hvilke den vandrende arbejdstager jo dybest set står i et nådesløst liv-og-død-konkurrenceforhold om det daglige brød.

Sådan skulle man måske tro det også forholdt sig med de vesteuropæiske værtsfolks arbejdende masser: at der også her gjaldt en grundlæggende etnonational indgruppe-solidaritet.
Trekvart århundrede med uafbrudt kulturmarxistisk propaganda og behavioristisk adfærdstræning i systemmedier og på uddannelsesinstitutioner har imidlertid øvet sin uhyggeligt demoraliserende massepsykologiske indflydelse, hvilket har ført til, at hovedparten af danske (og andre vesteuropæiske landes) arbejdere i dag ikke engang selv søger at varetage, endsige blot er bevidste om globalkapitalismens systematiske undergravelse af, deres egne økonomiske og demografiske fællesinteresser.

Systemmediernes apparatjiks er ligeglade med den danske arbejders interesser; fagbevægelsens pampere er ligeglade; akademikerne og teknokraterne er ligeglade; finanssektorens snyltere er ligeglade; EU-politikerne er ligeglade. For tres år siden havde de danske arbejdere for længst strejket under lignende vilkår. Men dengang var der godt nok heller ikke nær så mange spændende serier på netflix, ej heller helt så mange ‘af-gørende’ superligakampe i fjernsynet.

Danmark A/S trænger til en omfattende og lammende generalstrejke. Hvis denne eller andre hårdtslående modforholdsregler udebliver, vil den totalitære globalkapitalistiske tvangsudvikling fortsætte indtil der ikke længere tales dansk på danske arbejdspladser. Hvorfor skulle man også? Det er mere praktisk og profitabelt med engelsk. Eller polsk. Eller litauisk. Eller rumænsk. Det er osse mere demokratisk. Hvis der nu engang er flest rumænere på en given arbejdsplads er det vel udemokratisk at der fortsat tales dansk, er det ikke?

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

WALDENMARK 2 | HVAD ER BEHAVIORISME?

adfærdspsykologi + institutionaliseret kulturmarxisme × mikrobølgeteknologi = DK 2020

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

GODT NYT FOR ASATRO IAGTTAGERE AF NATURENS ORDEN: NYT TYSK–DANSK ULVEPAR FÅR MINDST 6 SUNDE HVALPE

Velkommen tilbage til Odins germanske kerneland ædle Gerik og Freki! Så mangler vi bare at Thors hævnende tordenkiler begynder at slå ned i nogle af de omkringliggende abraham-itiske giftsprederes, minkavleres og kalveopdrætteres synagoger/kirker/moskéer.

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

FLERE VANVITTIGE OG PARANOIDE SAMMENSVÆRGELSES-TEORIER FRA ALAN WATT, HO-HO-HO. ALLE VED DA AT DET KRÆVER POLITISK LEDERSKAB, VISIONÆR TEKNOKRATISK NYTÆNKNING OG IKKE MINDST OFFERVILJE, OMSTILLINGS-PARATHED OG UFORBEHOLDEN TILLID TIL DE ANSVARLIGE MYNDIGHEDER FRA OS MENIGE SKATTEYDERE, HVIS VI VIL REDDE KLIMAET. SE BARE HVORDAN TEENAGEPIGERNE I FOLKESKOLEN OG GYMNASIERNE KRÆVER FORANDRING. —DET ER JO DERES GLOBALE FREMTID DET GÆLDER! [O]

Lyt selv her til hvordan gode bornholmske medborgere forstår at lade myndighederne styre deres private energiforbrug uden at gøre genstridigt vrøvl. Hvis man ikke har noget at skjule, kan man jo ikke have det mindste imod at staten i samarbejde med globale teknokrat-virksomheder totalovervåger ens familie fireogtyve timer i døgnet og kan skrue op og ned for varmen derhjemme mens de udfører adfærdspsykologiske eksperimenter på os. –Det er jo vores allesammens klima der er i fare! Og alle de videnskabelige eksperter er desuden enige… Kun hadske gammeltænkere og asociale afvigere kunne finde på at tænke ondsindede tankeforbryderiske tanker om den sag. De videnskabelige fakta kan selvfølgelig overhovedet ikke betvivles. Hør selv den autoritative professor i klimaforandringer og glaciologi, den ultra-videnskabelige Sebastian H. Mernild, modtager af DRs Rosenkjærpris 2018 og hovedforfatter på den kommende FN-klimarapport, fortælle os om de uimodsigelige og faktabaserede fakta:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar