KUN ÆGTE, DVS NATURLOVSGRUNDFÆSTET, RACETRO OG INTOLERANT GERMANSK HEDENSKAB SAMT FILOSOFISK ATEISME KAN LUKKE FOR KRISTENDOMMENS PIVÅBNE AB-RAHAMITISKE BAGDØR, GENNEM HVILKEN JØDER, ARABE-RE OG ANDRE RACEFREMMEDE SVINDLERE SIDEN OLD-KIRKENS FØRSTE AFTENLANDS-METASTASER I DEN TIDLIGE MIDDELALDER FRIT HAR KUNNET INFILTRERE ET ÅNDELIGT SVÆKKET, IDENTITETSHENSYGNENDE, DOGMATISK RACE-FORNÆGTENDE SØVNGÆNGEREUROPA UNDER PÅSKUD AF PLUDSELIGE OMVENDELSER, SALVELSESFULD AFLIRING AF HOKUSPOKUS-TRYLLEFORMULARER (TROSBEKENDELSER) OG FROMME FORSIKRINGER OM SAMMEN AT TILHØRE DET HELLIGE ‘BOGENS FOLK’. SVAGHEDEN I AT DELE RELIGIØST OPHAV OG GENBRUGSMYTOLOGI MED MILLIONER AF RACE-FREMMEDE DØDSFJENDER PÅ EROBRINGSFELTTOG I VORE HJEMLANDE UDNYTTES STADIG AF JØDER/MUSLIMER. KUN ANGERSYGE KULTURKRISTNE VESTERLÆNDINGE, INDPRÆ-GET ÅRHUNDREDE EFTER ÅRHUNDREDE GENNEM PRÆSTE-PRÆDIKENER OG SAKROSANKTE BIBELVERS TIL AT ELSKE DERES FJENDER OG TILGIVE ALT OG ALLE UBETINGET, ER HISTORIELØSE, UFORSTANDIGE OG INSTINKTSVAGE NOK TIL AT LADE HÅNT OM SÅ INDLYSENDE OG AFGØRENDE ET FOR-HOLD SOM RACE I MASSEINDVANDRINGSSPØRGSMÅLET [O]

Det er en udbredt misforståelse at der skulle gå verdensanskuelsesmæssige skillelinjer af betydning mellem den ene eller den anden såkaldt ‘højre’- eller ‘ventreorienterede’ afart af globalkapitalismen; mellem konservatismens og liberalismens ideologisk uskelneligt sam-menvoksede siamesertvillinger; mellem den ene eller den anden form for racefornægtende marxistisk progressivisme; mellem hvilke tolkninger man læser ind i samme abrahamitis-ke ørkensagn eller mellem hvilken af de nært beslægtede mellemøstlige frelserfigurer med tilhørende usynlig stammegud man foretrækker tilbedende at underkaste sig.

Alle disse overfladevarianter af samme grundform, nemlig den race- og naturlovsfornæg-tende universalisme, repræsenterer skinvalg der set over længere historiske tidsrum er ubetydelige, idet de alle før eller siden fører til samme udkomme: mere og mere kultur-ødelæggende raceblanding og mere og mere naturlovsbesudlende teknokrati.

Den sande verdensanskuelsesmæssige skillelinje har intet med hverken politiske partier, hellige bøger eller ideologisme at gøre. Virkelighedens skillelinje løber, uforandret af ti-dernes skiften; uantastet af politik og religion, uberørt af økonomi og uforstyrret af tek-nologisk såkaldt ‘udvikling’,* lukt ned gennem den afgrund der til evig tid skiller de der anerkender racernes betydning fra de der fornægter den. Samme afgrundsdybe svælg fortsætter i samme retning og udspalter med samme linjeføring de, der forkaster al frem-med religion fra de der indoptager og lader sig sjælspåvirke helt eller delvist af sådan for-giftning. Endelig udvider slugten sig til et verdenshav, på bunden af hvilket samme skille-linje løber videre, og for de fjerneste ender af hvilket tvende erkendelsesmæssige konti-nenter rejser sig, for evigt adskillende de der iagttager Naturens orden fra de der lukker øjnene for og forbryder sig mod den.

*indvikling er måske en mere rammende betegnelse.

Politiske og religiøse bevægelser kan med varierende held søge at opnå overensstemmelse med Naturens orden og i teorien er det vel muligt, at det engang vil lykkes for en sådan be-vægelse at ramme et stade, hvor lære følger lov og derfra holde kursen.

I sidste ende vil der dog være tale om afledte fænomener hvis flygtige fremtrædelsesfor-mer aldrig i grunden vil kunne ændre det mindste ved Naturlovene (kun lokal-forstyrre), men hvis egne paragraffer og doktriner altid vil være afhængige af den bagvedliggende og uforanderlige, altgennemstrømmende Naturens orden.

At gøre sig betragtninger i disse baner betyder ikke at man ved at interessere sig lidt for vikingetiden, blive tatoveret med et par vikingetuscher eller ti og i weekenden iklæde sig historiske fastelavnskostumer à la Lyngvild, på magisk vis forvandles til en betroet folke-fælle og hædersmand. Det forudsættes heller ikke derved, at alle kristne nødvendigvis er slette folkeforrædere. Betragtningerne fører i særdeleshed ikke til at ‘satanister’ og andre håbløst forvirrede typer, såsom ‘internationale socialister’, er at betragte som åndelige el-ler politiske forbundsfæller, alene fordi man blandt slige grupper er nået frem til en pueril og overfladisk kristendomskritik.* Ej heller betyder overvejelserne at vi tror det muligt, endsige finder det ønskeligt, at omvende alle, eller blot større grupper af, kristne til race-bevidst nationalisme, filosofisk ateisme** eller nordisk-germansk hedenskab. Årsagerne hertil vil blive klargjort sidst i artiklen.

*som regel kritiseres kristendommen af nævnte og lignende grupper for at være for konservativ og ‘højre-orienteret’. Det modsatte er desværre ofte tilfældet. Herom senere.
**til sammenligning med jødedommens, kristendommens og muhamedanismens intimt beslægtede ånde-maneri og sværmeriske spøgelses-mysticisme finder den racebevidste Asatro så afgjort nærmere sit slægt-skab blandt den klassiske filosofi, herunder også ateisme. Kendetegnene der logisk grupperer abrahamist-fætre for sig og ariere for sig, betinges mere end noget andet af racernes væsensforskellige egenskaber: den følelsesmæssigt labile sigøjnertype (arabere, jøder og de andre mere eller mindre negroide bastardformer overrepræsenteret blandt verdens myldrende milliard-horder af abrahamiter) over for dens diametrale mod-sætning, den systematisk tænkende, kulturskabende og skeptiske germaner. Desuden selvfølgelig i verdens-anskuelsernes enorme aldersforskel. Abrahamiterne er i denne henseende at regne for verdenshistoriens børn, der stadig tror på ‘julemanden’ og hvis adfærd minder os om skuffede småbørns anfald af hysteri når illusionen brister. Heroverfor har de nordisk-germanske arieres forhold til deres eget organisk opståede ur-hedenskab, over årtusinders og atter årtusinders forløb, antaget en respektfuldhed troende og trosgenstand imellem. Ejerskabet af egne myter har aldrig været til diskussion. Således har man blandt nordisk-germanske hedninge, i påfaldende modsætning til abrahamiternes patologisk-dogmatiske tvangstanker om evigt over-vågende, rasende og straffende stamme-afguder, intenst optagede af smålig semitisk skinsyge til en i bog-stavelig talt latrinær detaljeringsgrad … aldrig haft behov for at underkaste sig sine guder; netop fordi den nordisk-germanske mytologi til alle tider har været vores egen langsomt fremgroede kulturfrembringelse, til hvilken fortrolighed har været lige så naturlig og selvindlysende som fortrolighed til racen, til landskabet samt til skovens, himlens og havets dyr.
Forskellen er ved nærmere eftertanke særdeles afslørende. Påtænk eksempelvis følgende elementer, der, i mere eller mindre udpræget grad, går igen i alle de abrahamitiske hovedgrene: den psykotisk suggererende messen (som dække over og erstatning for manglende tekstmening); den maniske rokken frem og tilbage under læsning og bønnerecitation; den massehysteriske lovprisning og lovsang (med negrenes, blandt dan-ske lemminge-kvinder [m/k] så populære ‘gospel’  som indbegrebet af [kultur-]kristent betinget racemæssig selvafsværgelse); de absurd opstyltede ritualer som, i bedste middelalderstil, stadig opretholdes af liturgiens traditionelle grunde, den forhøjede hypnotiske indprægningsmulighed og individets tankevirksomheds-udslukkelse; de afsindige gruppe-sadistiske og livstraumatiserende skamferinger af spædbørns kønsorganer osv. osv.
Visse af disse traditioner er ganske vist efterhånden afsvækket noget blandt hvide kristne, men grundformen til de semitiske ørkenfolks mildest talt fornuftstridige overtro lever stadig videre, selv blandt de hvideste af hvide kristne, i kerneritualerne nadver, altergang og fælles istemt trosbekendelse, således også i den blodfat-tigste folkekirke-lutheranermenighed, hvor dog de mest afsindige ritualer fra talmudens fælles-abrahami-tiske ophav forståeligt nok er blevet gemt af vejen og neddroslet for at kunne indpasses i den stedlige kultur (race). Iagttager man imidlertid gudstjenesternes maniske form hos visse kristne sekter såsom pinsekirken og jehovas vidner (for USAs vedkommende hos praktisk taget alle de evangelisk-protestantiske retninger) vil man med foruroligende tydelighed kunne se hvordan gement charlataneri og taknemmeligt usammenhæn-gende non sequitur helligskrifter, også hos hvide mennesker, åbner op for rystende dybder af abrahamitiske atavismer, som regel kredsende om eskatologiske tvangstanker.
Som den agtelse der, selv under gensidig krigsførelse af ikke ubetydelig voldsomhed, fandtes mellem de før-kristne romere og germanere (med udgangspunkt i det grundliggende raceslægtskab) således anerkender og værdsætter også nutidens nordisk-germanske asatroende naturligvis kulturfrembringelserne hos vore fælles-ariske forfædre, ikke mindst de dygtige helleneres, hvis etiske, videnskabelige og filosofiske indsigt i antikken havde nået stader som abrahamiter aldrig vil kunne nå, om så de fik indtil deres evigt udskudte ‘dommedag’ til forsøget.
Med de moderne asatroende der finder det nødvendigt at inddrage ritualistisk mysticisme og åndemaner-besværgelser i udøvelsen af deres tro kan vi måske med katolikken Chesterton’s ord komme til en vis for-ståelse og, i erkendelsen af at overtro på egne guder trods alt er bedre end tro på fremmede, finde en art formildende trøst: “den afsindige er den der kun har sin fornuft tilbage”. —Menneskesjælen rummer, heldigvis, mere end gold fornuft.

At gøre sig disse betragtninger betyder til gengæld, for de som regner sig som hjemmehø-rende i, og har svoret livslangt troskab til, den racebevidste nationale modstand, at man uafværgeligt herved aftvinges spørgsmålet: på hvilken side af den evige skillelinje står jeg?

Når svaret er givet påhviler det herefter nogle af os at opretholde (mindst) ét rum (gerne flere) der er hundrede procent modstandsdygtigt overfor ethvert forsøg på racefremmed infiltration. Et sådant rum kan ikke gennemtrænges ved afliring af hellige trylleformularer, ved magiske besværgelser eller nok så højtideligt aflagte løfter om at tro på dette eller hint. Kun racerene germanere der ved dåd har bevist deres troskab til fædreland og folk (race) er del af den kernenationale modstand. Alle andre er hobbyister. Denne regel er uforan-derlig.

Midlerne, metoderne og strategierne til opnåelse af vore politiske mål kan og bør tilpas-ses efter århundredernes skiftende vilkår og omstændigheder. Men én regel kan der ikke ændres ved. Der findes et inderste aflukke i modstandskampen der aldrig kan kompro-mitteres. Ikke om hundrede år; ikke om tusind år; ikke om en million år kan der slækkes på reglen om racerenhed. Hvor dette inderste rum findes? —I vort blod og i vor sjæl.

Alle andre steder er … forgemakker.

Den historiebevidste læser vil utvivlsomt allerede kende til fortilfældene der ligger til grund for slige erkendelser. Længe før hverken kristendom eller islam fandtes, søgte semitter at infiltrere Europa. Inden Europa blev kristnet havde jøderne, såvel som alle andre racefremmede, yderst begrænset held med deres foretagende. Siden den abraha-mitiske overtro gradvis vandt indflydelse er det overordnede demografiske billede for Aftenlandet imidlertid kun mørknet.

Således kan kristendommen, set over det lange historiske stræk, betragtes som et bro-hoved for al senere racefremmed, herunder selvfølgelig semitisk, masseindvandring.

Romerne førte som bekendt gentagne og langvarige krige, de såkaldt ‘puniske’, mod de semitiske kartagenere indtil hærføreren Scipio for en tid manede truslen i jorden — ved at jævne Karthago med samme. Rom havde på daværende tidspunkt ingen kartaginiensiske præster eller bibler, der belærte romere om fromheden i at elske deres racefremmede fjen-der eller om dyden i at vende den anden kind til. Der befandt sig ganske vist allerede et u-kendt antal jødiske indvandrere af varierende økonomisk og politisk indflydelse i de for-skellige græske og romerske handelsbyer … men romersk religion var ikke jødisk. Den var stadig hedensk. Altså europæisk. Arisk. Kulturen i Rom var stadig baseret på europæisk verdensanskuelse; på europæisk filosofi; på europæisk videnskab; på europæisk etik og på europæisk æstetik. Derfor var romerne i stand til at besejre og udradere Karthago* og der-for kunne man et par århundreder senere stadig opbyde tilstrækkelig etnokulturel styrke til at undertvinge de jødiske oprørere i Judæa. Rom var endnu ikke demoraliseret.

*af to omgange, først ved Zama år 202 under Publius Cornelius Scipio ‘Africanus’, dernæst ved belejring, nedbrænding og ødelæggelse af selve Karthago år 146 under Scipio’s adoptiv-sønnesøn Scipio Æmilianus, ligeledes med tilnavnet ‘Africanus’.

Da Titus Flavius i år 70 nedbrændte og ødelagde jødernes tempel i den romerske provins Judæa, for at knuse jødernes terrorist-oprør dér, var den semitiske indflydelse i Rom imid-lertid forøget betragteligt i forhold til hvad den havde været under de puniske krige. En jø-disk vendekåbe, josephus, var, betegnende for denne voksende indflydelse der snart skulle vise sig skæbnesvanger, ansat som en slags hof-historiker ved Titus’ fader, Vespasian’s, kejserpalads.

De første jødisk-dominerede oldkirkemenigheder var på omtrent samme tid begyndt at skyde op som kulturnedbrydende giftsvampe rundt omkring i middelhavslandenes havne-byer og handelscentre. Alle Roms borgere blev inden længe tvangskristnet og efterhånden som århundrederne skred frem, bredte den fremmede orientalske sekt sig til hele Europa. Følgerne lever vi med i dag.

Man skal huske at der på dette tidspunkt selvfølgelig endnu ikke var noget der hed islam. Men de racegrupper (overvejende semitiske) der i dag voldtager, myrder og hærger over-alt i Vesteuropa under den islamiske fane, fandtes. Der var tale om nøjagtig den samme type af, halvvejs negroide, halvvejs mongoloide, semitiske (arabiske) bastard-skabninger, som vi kender så godt fra nutidens invasionsbølger. Dengang hed de bare kartagere, føni-kere eller maurere eller saracenere eller noget helt andet. Navnene er af mindre betyd-ning. Hadet til og den morderiske misundelses-blodtørst efter de racemæssigt overlegne europæere, begæret efter plyndring og, ikke mindst, lysten til voldtægt og skænding af de europæiske kvinder og piger, var den samme som også driver vore dages racefremmede masseinvasion.

Forskellen er at horderne af invasive arabo-negroide bastarder, siden den tidlige middel-alder, er blevet udstyret med en samlende abrahamitisk religiøs identitet og styreform, islam, med direkte ophav i jødedommen og oldkirkens syrisk-ortodokse kristendom.

Dette nyfundne religiøse, kulturelle og politisk-militært ensrettende fællesskab opgrade-rede og fortættede arabo-negroidernes beduin-stammer betragteligt i forhold til deres slet organiserede kartageniske oldtidsfætres mere spredte fægtning. At den islamiske variant af abrahamitisk religion appellerede så naturligt til og flettedes så organisk gnidningsløst ind i de semitiske araberes verdensforståelse og livsform, skyldes det indlysende forhold, at mosaisk mytologi hidrører fra samme mellemøstlige kulturkreds og samme raceblan-dede blod som araberne selv var, og stadig er, en del af.

Ikke blot har jødedommen altså hjulpet Europas arabo-negroide historiske dødsfjender, ved at give dem en samlende etno-religiøs identitet, under hvis banner de så meget desto mere virkningsfuldt har været i stand til at føre deres talrige aggressionskrige mod os. Jø-dedommens kristne afart har ydermere gjort store dele af de europæiske folkeslag blinde, modtagelige og sårbare over for al racefremmed masseinvasion, herunder i særdeleshed den arabo-negroide (som først i nyere tid [siden syvende århundrede] har optrådt i dens muhamedansk-abrahamitiske form) ved at forgifte jorden med de bekendte identitets-opløsende og demoraliserende fællesabrahamitiske bibel-overleveringer.

Vi tilhører jo alle ‘bogens folk’, ikke sandt? Muslimerne tror jo osse på ‘vores’ jødeskrøner, ikke sandt? Se bare: de synes sågar at ‘vores’ jesus (arabisk ‘issa’) er en stor profet. I sidste ende tror ‘vi’ jo alle på samme gud, nemlig jøde-jahve, ikke sandt? Så ‘vi’ er nok slet ikke så forskellige når det kommer til stykket. ‘Vi’ er jo alle ‘guds børn’ osv. osv. osv.

 

 

Det var således den jødisk-kristne oldkirke der forkrøblede Romernes, og senere alle krist-nede europæeres, kulturelle selvberoenhed; forurenede deres etniske folkefællesskab samt besmittede deres racestolthed og selvbevidsthed. Dette forfald indtraf ikke fra den ene dag til den anden, men, som alle historisk gennemgribende kulturforandringer, gradvist. Lidt forsimplet kan samfundsopløsningen opdeles i to faser. (1) Ved på forskellig vis at øve sæ-deligheds-nedbrydende og bogstavelig talt statsundergravende samfundsindflydelse (se video herunder) demoraliserede den indtrængende trosform efterhånden de i forvejen de-kadente* by-romere og (2) ved i verdensfrelsens, jordens forestående undergangs og jesu snarlige genkomsts navn at invitere mellemøstens og nordafrikas bastardhorder med sig indenfor, tilvejebrag-te man demografisk uligevægt i tilstrækkelig grad til at umuliggøre fortsat romersk etno-nationalisme (man kan som regel gå ud fra at det er en meget dårlig gæst, der, på egen tilskyndelse, inviterer flere gæster indenfor i værtens hus, uden at spør-ge værten om lov).

*det skal bemærkes at en vis raceopblanding, forårsaget af uansvarlig kapitalistisk slaveøkonomi, allerede inden oldkirkens fremkomst, havde svækket Rom indefra. For de kristne er raceblanding imidlertid ikke nogen tilfældig følgevirkning af fejlslagen økonomisk (plutokrat-imperialistisk) politik, men guddommelig sanktioneret doktrin.

Dette ulykkelige mønster har siden gentaget sig på mere eller mindre identisk vis overalt hvor jøderne har slået sig ned i den hvide races hjemlande.

 

 

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.  (Gal. 3:28)

[F]or at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. (Joh. 3:15-17)

 

I dag fremstilles oldkirkens modstandere (såsom Nero) i systemmedier og skolebøger som slemme sadister og grusomme mordere, der for egen morskabs skyld torturerede kristne martyrer helt uden grund, mens jøderne (de første kristne menigheder bestod praktisk taget udelukkende af jøder) præsenteres som det polært modsatte: forsvarsløse og for-fulgte uskyldigheder, ja ofte ligefrem som helgener.

Her kan vi med en vis forbløffelse konstatere at disse antageligt helt uretfærdigt forfulgte og magtesløse uskyldigheder, inden for blot et par århundreder, endte ud med at sidde på den uindskrænkede verdslige magt i romerrigets forhenværende kejserlige hovedstad samt at have tilranet sig betydelige dele (størsteparten) af den totale materielle rigdom i Sydeuropa.

Sjovt hvordan et besynderligt og efterhånden genkendeligt mønster synes at gå igen på tværs, ikke blot af århundreder, men årtusinder: Rige og særdeles indflydelsesrige jøder (selv)fremstilles i offentligheden som stakkels sagesløse ofre, helt uden hverken skyld eller andel i deres egne fantastiske og historisk enestående ulykker. —Uden tvivl er der her tale om et tilfælde af kausalt meningsløse sammentræf, som det ville være meget slemt og an-tisemitisk at spekulere for længe over, endsige drage nogen former for følgeslutninger på.

Her et par citater til anskueliggørelse af hvordan samtidens romere så på den nye mellem-østlige tro, der var begyndt at slå rod i Rom:

 

Han påførte også straffe over de kristne, en slags mennesker, der havde en ny og ugudelig overtro (Suetonius om Nero)

Han forviste alle jøderne fra Rom, som fortfarende anstiftede uro på grund af en Chrestus (Suetonius om Claudius)

…en fordærvet, ond og uhyrlig overtro… (Plinius d. y.)

…en fremmed og dødbringende overtro… (Tacitus)

 

Revilo P. Oliver’s ‘The Jewish Strategy’,  indtalt og kommenteret  af Alex Linder her og som nedlastbar e-bog:

 

Historiens hjul ophørte herefter ikke med at dreje og siden har Europa haft gæster. Åndeligt, såvel som i mere verdslig forstand.

Den stedvise europæiske modstand der trods alt stadig har kunnet frembydes har, lige siden abrahamiternes (kirkens) indtog, været af en påfaldende svagere art end den oven-for beskrevne romerske (racebevidst hedenske) modstand. Ikke blot har der i takt med kirkens magtbefæstning rent fysisk været flere og flere racefremmede femtekolonne-elementer til stede på europæisk grund til at yde hjælp til fjenden i krigssituationer og deslige … selve det såkaldt ‘hellige evangelium’ formaner desuden med kanonisk autoritet enhver kristen til udpræget pacifisme stillet over for fjendtlige angreb og idealiserer, gen-nem den centrale frelserfigurs direkte og indtrængende tale til hans følgere, en besynder-ligt barnagtig ansvarsforflygtigelse.

 

I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. (Matth. 5:38-39)

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. (Matth. 5:44)

Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. (Lukas 6:27-28)

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. (Lukas 6:37)

For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. (Matth. 6:14-15)

Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. […] Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. (Lukas 12:22, 29)

 

Vore dages kristne er mildest talt et vidt begreb eftersom milliarder af (hovedsageligt ikke-hvide) mennesker, på den ene eller den anden måde, erklærer sig som tilhørende en kris-ten kirke. Som antydet i artiklens indledning skal det retfærdigvis medgives, at der findes kristne som både handler fornuftigere og iagttager sædelighedsnormer på en langt mere samvittighedsfuld måde end gennemsnittet af moderne vesterlændinge. Der findes her-hjemme kristne fædrelandsvenner som har optrådt på en gennemført redelig og (sjældne-re, men ikke desto mindre) direkte beundringsværdig måde i løbet af de seneste par årtier, deres oprindeligt fremmede kristentro til trods.

Denne kritik af kristendommen må således ikke forstås som noget personangreb på så-danne undtagelsestilfælde blandt de kristne. Ej heller må man tro at vi her gør os fore-stillinger om at kunne omvende større grupper af danske kristne til Asatroen eller til filosofisk ateisme.

Vi ønsker ikke at missionere blandt de kristne, vi søger ikke at fratage kristne deres hol-depunkt her i livet eller at blande os i deres personlige anliggender. For nogle er kristen-dommen utvivlsomt den mest passende trosform.

Når disse forbehold er taget er det af to grunde af yderste vigtighed for den racebevidste modstand, at man forstår de grundliggende svagheder og uantageligheder ved kristen-dommen.

Dels fordi kernen af denne bevidstgjorte nordisk-germanske modstand selvfølgelig fuld-kommen må afkaste sig fremmed tankegods (sjælegift) for at kunne besinde sig fuldt og helt på sin dybeste etnokulturelle arv; sit dybeste væsen: vore oldnordiske anefædres og anemødres egenhændige kulturskabelse.*

*vel at mærke uden teknologiske hjælpemidler og under klimaforhold, der, ved uafladeligt selektionspres, muliggjorde tilsynekomsten og fremavlingen af verdenshistoriens dygtigste og viseste mennesker (af hvilke selv nutidens bedste germanere kun er en afglans, men hvis uvurderlige arveanlæg stadig bæres i en slags dvale hos enkelte folkefæller og disses slægter). Det skal i denne forbindelse bemærkes at vikingetiden, under det lange historiske blik, rettelig er at betragte som et sent kapitel i Danmarkshistorien. Vikingetiden er des-uden delvist beskæmmende, idet visse folkeforræderiske danerkonger i løbet af dens sene fase indlod sig med og gik i sold hos de kristne, hvilket omtrent ville svare til at kronprins Frederik i dag offentligt konverterede til islam eller jødedommen.

De dygtigste og hæderligste af vore anefædre og -mødre må logisk set have været de tid-ligste. —De der på egen hånd lærte sig at leve i og med Naturens grusomhed og vælde. De der sågar, under samme mildest talt udfordrende forhold, lærte at trives og endda formå-ede at opbyde overskud til uovertruffen kulturfrembringelse(!). Vikingetidens søfarere, krigere, skibsbyggere og sølvsmede var i sandhed dygtige. I forhold til vore dages kulturelt og legemligt forkrøblede teknologislaver, nærmest halvguder. Deres (jernalder-)evner var dog igen forholdsvist ringere, sat over for bronzealderens, stenalderens og i særdeleshed istidens ur-germanere.

Dels er det formålstjenligt at iagttage hvordan massepropaganda virker på langt sigt og derved erkende at fænomenet ikke alene tilhører den moderne tid, men under forskellige former har optrådt hele vejen ned gennem historien.

Kristendommen kan på mange måder ses som middelalderens jødiske globaliserings- og demoraliseringspropaganda. Middelalderens hollywood. Datidens overnationale menings-dannere og politikere havde som bekendt hverken radio, biograflærred, TV eller smartpho-nes til rådighed for deres holdningsbearbejdning, masseovertalelseskampagner og NLP-meningspåvirkning, men rækkevidden af ugentlige prædikener, kirkeopførelser, kirke-klokker, salmer og, ganske vist først senere, fra middelalderens afslutning, de trykte bibler … bør ikke undervurderes som propagandaværktøjer. Skræller man overfladeforskellen i teknologiske hjælpemidler væk og betragter budskabet og ikke mindst dets virkning på modtagerne, står man for begge (alle) perioders vedkommende tilbage med et forbløffende ensartet billede af særdeles sammenlignelig kulturel krigsførelse.

Udkommet er under alle omstændigheder at store dele af de tilbageværende vesterlandske folkeslag, for Danmarks vedkommende efter omtrent ét årtusindes påvirkning, har fået frataget deres oprindelige etnokulturelle kerneidentitet for i stedet at være blevet ‘givet’ en uvedkommende erstatningsreligion at bekende sig til. En tro på og en optagethed af frem-med mytologi og fremmede folkesagn har lige siden præget den europæiske selv- og om-verdensforståelse samt den deraf afledte politik.

For den logisk tænkende iagttager kan Vesteuropas nuværende demografiske vanskæbne ikke med rimelighed adskilles kausalt fra kontinentets århundreder lange åndsforvirring under den fremmedpåførte falske religion.

 

 

I det ovenfor påbegyndte korte historiske rids over jødekristendommens skadevirkninger på europæisk kultur, herunder ikke mindst den indbyggede fælles-abrahamitiske bagdør ad hvilken jøder, muhamedanere og andre racefremmede til enhver tid tillades at infiltrere det kristnede Europa, hvis blot de er i stand til at lære et par sætninger fra bibelen udenad, kommer vi nu til et historisk vidnesbyrd af afgørende og afslørende betydning, som alle fædrelandskærlige europæere gør klogt i at tage til efterretning.

Lad os iagttage … det spanske tilfælde.

I forbindelse med de hvide spanieres (efterkommere af oldtidens ibero-keltere, antikkens romere og folkevandringstidens germanske visigoter) senmiddelalderlige generobring af den iberiske halvø fra de islamiserede arabo-negroide maurere, den såkaldte reconquista i løbet af elleve-, tolv-, tretten- og fjortenhundredetallet, antog den i grunden racebetin-gede konflikt nogle religiøse intra-abrahamitiske overfladeformer som har forvrænget og skygget for det sande billede.

Den iberiske halvø var efter de puniske krige blevet indlemmet som en fuldgyldig romersk provins. De europide folkestammer tilstede i området gjorde at provinsen Hispania (ud over sølvudvinding) kunne fostre talrige romerske soldater, embedsmænd og sågar kejsere (Trajan som den berømmeligste) af fortræffelige egenskaber og fortjenstfuldhed. Imidlertid havde Karthagos føromtalte semitiske kolonisering af Sydspanien sat sig sine umiskendelige spor i dele af befolkningen. Efter Roms endegyldige sammenbrud i femte århundrede forfaldt også Hispanias forsvarsevne, og semitterne fra Nordafrika kunne atter vende blikket mod det land som deres forfædre, bl.a. under brødrene Hasdrubal og Han-nibal, havde forsøgt at erobre og kolonisere næsten et årtusinde tidligere. Under muhame-danismens faner blev halvøen i løbet af syvende og ottende århundrede, med undtagelse af nogle områder langs den nordlige atlanterhavskyst (Asturien), løbet over ende af de arabo-negroide maurere. I arabernes følge kom mange jøder til Iberien. Disse trivedes glimrende blandt deres abrahamitiske muhammedaner-fætre og virkede i århundreder som skatte-inddrivere, embedsmænd og rådgivere for den arabiske besættelsesmagt.

Da den kastiliansk ledede hvide spanske generobring, efter fire århundreders krigsførelse, var på vej til at blive kronet med den endelige uddrivelse af arabere, negre og jøder fra de sidste fremmedbesatte områder i Granada (Andalusien) havde konflikten, som antydet ovenfor, antaget manisk-religiøse overtoner der øjensynlig slog visse af de mest fanatiske kristne med forventelig raceblindhed. Ulykkeligvis for Spaniens senere racemæssige inte-gritet lagde den spansk-katolske kirke således mere vægt på omvendelser af fjenden end på uddrivelse og udryddelse af fjenden. Dette fører os til sagens kerne og denne artikels kerneargument: den historiske lære vi kan uddrage af fænomenet krypsis og dets histo-riske oprindelse, de såkaldte marranos.

Inkvisitionen og den katolske kirke i Spanien var såre effektive i tilbageerobring af navn. Spørgsmålet er hvor effektiv denne tilbageerobringsstrategi ved voksendåb og omvendel-ser i virkeligheden, og på det lange sigt, har vist sig at være … af gavn.

Det vil være forkert og aldeles urimeligt at underkende spaniernes militære generobring af den iberiske halvø fra semitisk arabo-negroid besættelse af deres fædreland. De har utvivl-somt herved gjort Europa en uvurderlig tjeneste og bedriften aftvinger både anerkendelse og respekt. Men det afgørende spørgsmål står tilbage: hvor meget semitisk arvemateriale slap gennem omvendelses-strategiens abrahamitiske bagdør? Noget af svaret giver sig selv ved et blik på gennemsnitsspanieren af i dag. Den årtusinder lange semitiske påvirkning fornægter sig ikke. Asturiens, Leons og Kastiliens oprindelige generobrere var sandsynlig-vis langt hen ad vejen racemæssigt fuldgode europæere. Problemet var at deres religion var mellemøstlig. Racefremmede jøder og muslimer udnyttede denne uoverensstemmelse mellem spaniernes etnicitet og religion til at redde skindet og forblive i Europa som nyom-vendte kristne: marranos. Alt hvad det krævede var godt skuespil og frækheden til løgnag-tig bekendelse. Her har vi kernen af problemet. Udadtil undergik de hamskifte og blev til fromme nykristne, døbt og anerkendt af de religiøst forblindede spaniere. Indadtil forblev de jøder.

 

Læs om de moderne marranos: perkere der lyver sig kristne her og her.

 

Mange kristne optræder (som deres abrahamitiske trosfæller inden for islam og jødedom) med utroligt hovmod og indbildskhed når de, i modstrid med deres bibelske ydmygheds-idealer, grundløst forudsætter at alle var barbarer, uden fjerneste begreb om moral, dyd og etik, inden kristendommen gjorde sin entré på den verdenshistoriske scene. Hovmodet er ikke blot fornærmende, men hovedrystende uforstandigt når man påtænker rigdommen, alsidigheden, dybden og alene den kronologiske længde på Europas førkristne kultur. Tror de kristne (og deres abrahamitiske trosfæller) virkelig at eksempelvis ægteskab, lovgivning og etik er noget kristendommen, den protokommunistiske jødesekt fra mellemøsten, der prædiker opløsning af den private ejendomsret og grænseløs universalisme, skulle have skænket Europa … i løbet af middelalderen?! —Efter europæisk kultur i Nord, Øst, Syd og Vest allerede havde blomstret i årtusinder og på hvis fundament nogle omstrejfende jøde-kristne sigøjnere havde rejst deres tiggertelt. En sådan historieopfattelse afslører ikke blot besidderens håbløse uvidenhed, arrogance og grundløse chauvinisme, men fremfor alt … hans latterlighed.

Ikke desto mindre virker det unægtelig som om megen kristen selvforståelse hviler på netop disse aldeles uunderbyggede febervildelser om førkristen europæisk kulturunder-legenhed og primitivitet. For hvis ikke den førkristne verden (udenfor israël, selvfølgelig) var primitiv; hvis den måske endda skulle vise sig at have været både moderniteten og kristendommen overlegen … i hvilken forfatning efterlader det mon så de kristnes (og de andre abrahamiters) selvforståelse som civiliserende verdensfrelsere og kulturberigere?

Sandheden er at jødekristendommen i mange henseender var en fanatisk dommedagskult der optrådte kulturnedbrydende og hvis raceblinde internationalisme efter alt at dømme bragte pesten til Europa. Historien er imidlertid ikke manikæisk, og over et forløb på om-trent to årtusinder vil der kunne findes undtagelser fra enhver regel. Således har nogle middelalderlige kristne selvfølgelig virket i modsat retning, til gunst for deres umiddelbare omgivelser. Som i dag, hvor nationalt ansvarlige kristne à la Krarup drukner i en landsska-delig flertalssump af SF-præster à la Auken og Sandbæk, vil det være denne forfatters vur-dering at afvigerne fra kristenhedens kulturødelæggende hovedstrømning (blandt præste-skabet; vi taler ikke om de menige sognebørn her) også i middelalderen har udgjort et for-svindende mindretal blandt deres rablende forrykte kolleger af bogstavelig talt totalitære terrorist-eskatologer, der øjensynlig fandt det i god overensstemmelse med den ‘moralsk og kulturelt overlegne kristentro’ og uden tvivl fordelagtigt for deres frelse i det himmel-ske efterliv, rituelt at afbrænde sagesløse kvinder og børn levende* for et fremmed ørken-folks usynlige stammegud.

*antallet af de såkaldte ‘hekseafbrændinger’ oversteg ifølge Raunkjærs konversationsleksikon (1950) i løbet af femten-, seksten, og starten af syttenhundredetallet en million(!)

Den gængse (men ikke derfor mindre afsindige) nedsættende brug af udtryk som “oldnor-disk” og den blandt kulturforvirrede så ofte genopgylpede vanefloskel om at ‘vi’ “jo boede i jordhuler heroppe, mens mellemøsten funklede i højkulturel civilisation” vidner om med hvilken propagandistisk grundighed den universalistiske jødekristendom er gået til sagen og om hvor dybt folkemasserne er blevet forledt til etnomasochismens uansvarlige og be-skæmmende kulturselvafsværgelse.

 

Var det mon kulturløse barbarer der, 1000 år før jødekristendommen opstod, forfærdigede disse over syv kilo tunge kultøkser, fundet i Vendsyssel? Ifølge de hovmodige abrahamiters indbildske og chauvinistiske verdensbillede havde germanske nordeuropæere ingen kultur at betydning, og levede praktisk taget i jordhuler, inden jødekristendommen kom fra mellemøsten og frelste os…

 

Eftersom dette ikke er nogen teologisk afhandling bliver følgende redegørelse kortfattet. Af allerede nævnte grunde er det imidlertid nødvendigt, at vi får afdækket nogle helt grund-liggende fejlslutninger i kristendommens morallære.

For det første er den kristne forestilling om uegennyttig næstekærlighed — jævnfør f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritaner — ved nærmere eftertanke etisk uredelig.

Hvis vi antog at helvede (ud over den jordiske variant som globalteknokrater i døgndrift opfører om ørene på os) var et virkeligt fænomen, og ikke et middelalderligt propaganda-plot til massepsykologisk manipulation af gedehyrder og livegne analfabeter, ville det selvfølgelig være forståeligt nok at man søgte at undgå at havne dér.

Såfremt vilkårlig udfoldelse af uegennyttig adfærd ydermere med sikkerhed havde vist sig at føre til, at man med jahves velvilje kunne undslippe helvedesildens evige pinsler, så … . .  .   .    .     .      .       .

Vent lidt. Hvordan hænger uegennyttig adfærd sammen med livsvalg drevet af personlige motiver, såsom at undgå straf? Hvordan hænger erklæret uegennytte sammen med per-sonlig stræben efter evig frelse og andre belønninger i det himmelske?

Hvem (hvilke grupper) kunne tænkes at begunstiges af en befolknings indoktrinering til fuldkommen uegennyttig adfærd? Kan nogen virkelig sige sig helt fri for personlige ønsker og begær? Almindelig hjælpsomhed over for og hensyntagen til den folkefælle man aldrig har mødt, og selv hjælp til demografisk ikke-truende fremmede i virkelig nød, er en fuld-kommen banal menneskelig egenskab, som fandtes lang tid før talmudens, biblens eller koranens løgne blev nedfældet. At påstå at man dertil er drevet af uegennyttig kærlighed til næsten, mens man håber på derved personligt at blive frelst fra helvede eller belønnet med evigt liv i himmerige, forekommer i bedste fald selvbedragerisk.

For det andet er forestillingen om frelsen i sig selv problematisk. Hvis jahve, som evig himmelsk overdommer i almægtighed, alviden og retfærdighed dømmer hans skabninger med formodet monoteistisk ufejlbarlighed, hvor efterlader det så det menneskelige ansvar for egne handlinger? Hvis man kan opnå tilgivelse for hvad som helst og blive ‘frelst’ blot ved mumlende at rette sin syndsbekendelse eller uforbeholdne troserklæring mod jesus eller jahve eller ‘helligånden’, hvordan stiller det så den mellemmenneskelige retfærd her på jorden. Hvis de grusomste sædelighedsforbrydere og mest sadistiske lystmordere kan opnå adgang til himmerige og skyldsforladelse alene ved angrende at fremsnøvle trylle-formularer til en testosteronfattig seminarist, hvad siger det så om jahves, eller måske rettere om præsteskabets, sans for retfærdighed. En sådan evigt og betingelsesløst til-givende religion må da i sandhed være karriereforbryderens drøm. —Som ‘sendt fra himlen’ måske?

Altid står der en betænksom og næstekærlig kristen præst klar til at … tilgive. Hvad be-tyder dette egentlig for et samfund? Med blot en smule kendskab til den vanekriminelles sociopatiske tænkemåde er det ikke svært at forestille sig tilfælde, hvor en forhåndsviden om denne altid bestående sidste udvej for tilgivelse og materiel hjælp fra de kristne, hos forhærdede sædelighedsforbrydere og andre lignende typer, meget vel kunne tænkes at fratage den samvittighedsløse kriminelle hans tilskyndelse til selvforbedring og sand an-ger. For hvis man altid kan regne med at de kristne fængselspræster står til rådighed med (forloren) hjertevarm tilgivelse, med forståelse og ikke mindst med anvisningen til øje-blikkelig gudgiven frelse … hvorfor så gøre sig ulejligheden med at lægge bånd på sig selv? Næste gang den én gang kristent tilgivne psykopatiske vanekriminelle står over for valget mellem at berøve eller lemlæste endnu et sagesløst offer for egen vindings (eller for den sadistiske ekstases) skyld eller lade være, ved han jo, at han kan regne med forståelse og tilgivelse fra i hvert fald ét sted. Det må således stærkt betvivles hvor befordrende den kristne universaltilgivelse i virkeligheden er, dels for den enkelte forbryders motivation til selvforbedring, dels for et samfunds almindelige kriminalitetsbekæmpelse. Meget kunne tyde på at den i visse tilfælde snarere virker decideret undergravende herpå.

Ud over de mildest talt uheldige budskaber en sådan uforbeholden (uansvarlig) tilgivel-sespraksis sender til forbryderne, hvilket budskab sender samme tilgivelse monstro til ofrene for den tilgivnes forbrydelser? Hvilket budskab sender en uvedkommende præsts betingelses- og grænseløse tilgivelse til de efterladte hvis nære slægtninge måske er blevet voldtaget, tortureret og myrdet på grusomste vis? Er det i sådanne tilfælde virkelig retfærdigt og næstekærligt at tilgive alle alt? —Men guds veje er jo selvfølgelig uransagelige, må man forstå.

Ud over de mildest talt uhensigtsmæssige budskaber en sådan uforbeholden (uansvarlig) tilgivelsespraksis sender til forbryderne, hvilket budskab sender samme tilgivelse monstro til ofrene for den så nådigt og barmhjertigt tilgivnes forbrydelser? Hvilket budskab sender en uvedkommende præsts betingelses- og grænseløse tilgivelse til de efterladte, hvis nære slægtninge måske er blevet voldtaget, tortureret og lystmyrdet på grusomste vis? Er det i sådanne tilfælde virkelig retfærdigt og næstekærligt og barmhjertigt at tilgive alle alt?

—Men guds veje er jo selvfølgelig uransagelige, må man forstå.

Mere overordnet kunne man med udgangspunkt i logikken stille spørgsmålet om moral, etik og personlig dyd overhovedet er mulige fænomener i en verden hvor en almægtig og alvidende enegud allerede har forudbestemt alt eller i hvert fald har magt (‘almagt’) til at gribe ind i og styre alle hans skabningers liv. Hvis denne definition på ordet ‘almagt’ ikke behager teologerne, kan bibelselskabet jo evt. træde hjælpende til og opdatere ordlyden i de hellige skrifter, så jahve fremover kun er ‘mægtig’ eller måske ‘lidt mægtig, en gang imellem’.

Danske lutheranere vil, når de bliver spurgt til deres tros besynderlige mellemøstlige fremmedoprindelse, nogle gange ty til indvendingen at Luther’s reformation på så gen-nemgribende måde udrensede den katolske vranglære for al kætteri, at der på det nær-meste herefter er tale om to forskellige religioner. Undertiden vil selvsamme lutheraner-præster der, søndag efter søndag, ikke kan dy sig for, når ikke de direkte baserer deres prædiken på vers fra toraen… øhh, jeg mener selvfølgelig: fra ‘det gamle testamente’, så i hvert fald at krydre deres prædikener lidt med spændende eksotiske uddrag fra vores alle-sammens moralsk opbyggelige kavalkade af jødisk-nationale ørkeneventyr, der kun opfor-drer til bloddryppende folkemord på israeliternes fjender en gang imellem … påstå at det forældede gammeltestamente slet ikke hører med til den kristne bibel. Det er det ‘nye tes-tamente’; den nye pagt, der gælder nu, forsikrer de, og det er antageligvis noget helt, helt andet. Bare sjovt at de første linjer i det ‘nye testamente’ utvetydigt kæder disse to bøger sammen på en måde man skal have tilbragt virkelig mange år på præsteseminariet for at kunne misforstå:

 

Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn. Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram,  Ram til Amminadab, Amminadab til Nakshon, og Nakshon til Salmon.  Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj,  og Isaj blev far til kong David. David blev med Urias’ hustru far til Salomo,  Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asaf,  Asaf til Joshafat, Joshafat til Joram, Joram til Uzzija,  Uzzija til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Hizkija,  Hizkija til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josija, og Josija til Jekonja og hans brødre under bortførelsen til Babylon. Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel, Shealtiel til Zerubbabel,  Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor, Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud,  Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob  og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled. (Matth, 1, 1-17)

 

Adspurgt nærmere vil de sandsynligvis begive sig ud i ‘forklaringer’ om at kristendommen udmærker sig ved at man her “giver gud hvad guds er og kejseren hvad kejserens er”. Tilsyneladende udgør denne mærkelige passage lutheraner-præsters foretrukne universal-bortforklaring til håndtering af kritikere der rent faktisk har læst i biblen. Meningen her- med er antageligvis at kristendommen (i særlig grad protestantismen) kendetegnes ved at adskille det verdslige fra det åndelige. Altså underforstået at kristne præster egentlig slet ikke har noget ønske om at gøre deres indflydelse gældende på denne jordiske tilværelses skinproblemer, men alene har tanke for det vigtigere hinsides, ‘åndelige’ liv. Når man på-tænker kristendommens (inklusive protestantismens) mildest talt bloddryppende politiske historie, involverende et ikke ubetydeligt antal levende afbrændte børn, er dette noget af en påstand. Ikke desto mindre vil lutheranske præster i bekneb for argumenter, med for-bavsende regelmæssighed, ty til denne teologisk belejlige nødlem når han/hun føler sig trængt i en meningsudveksling. Antagelsens logik er ikke just imponerende.

For det første kunne man udmærket tolke citatet som intet mere end et machiavelliansk råd til oldmenigheden om på bedste formålstjenlige vis, for at opnå fred og ro til sin spæde økumeniske og sjælefrelsende virksomhed, at bestikke de stedlige magthavere i en periode i kirkens historie hvor man endnu ikke var magtfuld nok til at torturere og afbrænde sine modstandere, men måske snarere risikerede selv at lide døden på bålet for verdslige mag-ters hånd.

For det andet: Hvis det bedste man kan sige om sin egen trosform er at den ikke hverken har eller bør have nogen indflydelse på den virkelige verdens anliggender, og at det således er bedst at den holder sig på afstand af verdslighedens timelige skinspørgsmål … hvorfor så i det hele taget beskæftige sig med en sådan religion? Hvilken retfærdiggørelse har den i givet fald som samfundsinstitution? Hvis den virkelig var så god og eviggyldig og virkelig indeholdt så megen sandhed og visdom og tilmed var så ærkedansk og udgjorde så stor en del af vores identitet og kulturarv, som man ved andre lejligheder jo ikke holder sig tilbage for at hævde, så skulle det vel netop forholde sig lige omvendt: At jo mere en sådan religi-ons læresætninger blev udbredte og fandt anvendelse i samfundet, desto bedre skulle lan-det vel i så fald udvikle sig og begunstiges og velsignes af alle troens dybsindige fortræffe-ligheder og al dens almenmenneskelige relevans. Men nej. Igen og igen hører vi fra præs-terne at det helt særlig fortjenstfulde og fortrinlige ved protestantisk kristendom er dens manglende indvirkning på samfundet. —Hvilket åbenlyst er en løgn, siden der er tale om en skatteyderfinansieret statskirke, der har politisk og samfundsmæssig indflydelse. Nogle gange endda af gunstig slags.

Løgnen om at det kristne præsteskab så uegennyttigt ‘giver kejseren hvad kejserens er og jahve hvad jahves er’ i moralsk selvpålagt og ydmyg magtafgivelse for samfundets skyld, er ikke bare ulideligt trættende sofisteri og betegnende for en tænkemåde gennemsyret af århundreders selvindbildte og stædigt fastholdte mirakel-tro på det man dybest set godt ved ikke findes. —Den er tillige slet og ret uredelig. Det være mod bedre vidende at den fremføres. Hvis ikke, skulle præsterne der bringer postulatet til torvs nødvendigvis være fuldkommen uvidende om deres egen kirkes historiske såvel som nutidige magt.

Denne magt er nu lykkeligvis aftagende på vore breddegrader, og har vel været for nedad-gående i omtrent et århundrede. Kirkens (og de andre abrahamitiske trossamfunds) inter-nationale generalieblad giver dog anledning til en velbegrundet skepsis og mistroiskhed, når det drejer sig om troværdigheden af præsters udtalelser om eget påståede fravær af magtbestræbelser og deslige. Således er det svært helt at gøre sig fri af mistanken om, at forekomsten af slige udtalelser (og deres sandhedsværdi) jævnt hen følger kirkens over tid skiftende muligheder for fysisk og politisk magtudøvelse i jahves navn, og altså afhænger mere af ydre faktorer, såsom i hvilken udstrækning det omgivende værtssamfund finder sig i præsteskabets totalitære voldsfremfærd, end af nogen indre kirkelig tilskyndelse til from magtopgivelse.

Dette er en regel der selvsagt ikke alene gælder for kristendommen, men er karakteristisk for alle de totalitære (abrahamitiske) verdensreligioner. Bekendt og betegnende for fæno-menet er de muhamedanske imamers fuldkommen forudsigelige mønster af forholdsvis fredsommelig og diplomatisk tale, så længe disse repræsenterer et beskedent mindretal af muslimer og derfor besidder ringe eller slet ingen politisk indflydelse i et givet område, sammenlignet med udtalelserne, som snart antager krav-, trussels- og dekretform i lige-frem proportionalitet med moskégængernes voksende antal.

Katolikker mener ikke overraskende at de repræsenterer den sande kristne lære og at det er protestanterne der er kætterne. Vi behøver ikke her i detaljen udpensle de blodige re-sultater af de stadigt pågående intra-europæiske religionskrige som udspaltningen i ka-tolikker og lutheranere på så ulykkelig vis har ført til.

Når alt kommer til alt er der, desuagtet kristenhedens utallige sekteriske opdelinger, dog tydeligvis tale om den samme religion, blot i forskellige fremtoninger og som regel stærkt farvet af den stedlige befolknings racemæssige egenskaber. Samme forlorne præsteløfter om frelse og hinsides belønninger ved usynlige himmelske magters mellemkomst. Samme mysticisme, der ikke i grunden adskiller sig fra negrenes voodoo-ritualer i Haïti. Samme mirakeltro. Samme selvhypnotiserende overbevisning om at engle i himlen lytter til og besvarer den troendes bønner med fysisk indgriben. Samme fantastiske vidnesbyrd om at kunne ‘se’ ting for sig, der beviseligt ikke findes. Samme besynderlige ansvarsopløsende mulighed for mistænkeligt letkøbte og øjeblikkelige syndsforladelse. Samme absurde gen-brugte jøde-skrøner fra mellemøsten. Samme uendelige muligheder for tolkninger og ud-lægninger af evangeliet på enhver tænkelig måde og i enhver tænkelig retning efter præs-tens eller den troendes eget forgodtbefindende.

En hovedopgave for den racebevidste nationale modstand ligger i at forhindre integration af fremmede folkeslag i folkelegemet. Det er uden tvivl en kendt sag for Hammersmedens velunderrettede læsere at netop integrationen af racefremmede udgør et særdeles vigtigt globalkapitalistisk værktøj til social kontrol (gennem nedbrydelse af samfundets etnokul-turelle solidaritet), til finansiglers løntrykkeri og til de fædrelandsløse teknokraters almin-delige selvberigende samfundshersen.

Her støder vi igen på et alvorligt problem med kristendommen. Fordi kristendommen er så udpræget universalistisk og internationalistisk en trosform som tilfældet er, kommer kristne ofte (uforvarende?) til at hjælpe verdensstats-plutokraterne med deres evindelige folkemorderiske integrationsrænker. I denne forbindelse er det såre uheldigt at bevidne hvordan de bløde indvandringsmodstandere i kredsen omkring DF, NB osv. stadig taler om eksempelvis sprogkrav til perker- og negerkolonisatorerne.

Set fra det racebevidste nationale synspunkt bør det være lige omvendt: det er således at foretrække at racefremmede indvandrere til enhver tid fremstår så fremmedartede som overhovedet muligt.

Jo bedre dansk araber-negrene taler; jo mere vestlig tøjstil de optræder i; jo flere danske normer og skikke de lærer sig … desto lettere vil gennemsnitsdanskeren tåle deres tilste-deværelse; desto hurtigere og mere ubekymret vil teenagepigers intetanende forældre være tilbøjelige til at acceptere perkere som svigersønner og desto sværere bliver de at komme af med. En sund racebevidst national politik til bekæmpelse af den så livsfarlige integration kunne for eksempel være, at forbyde alle racefremmede (asylansøgere til en start) at benytte det danske sprog og gå i vestligt tøj.*

*at de skal have mulighed for at tage kørekort, føre motorkøretøjer i trafikken og etablere racefremmede storfamilier på dansk grund er ligeledes fuldkommen uantageligt.

Denne grund-iagttagelse angående integrationens helt særlige farlighed for nationens overlevelse gælder selvsagt også på religionens område. Selvfølgelig er ingen indvandring (hverken af kultur- eller racefremmede) at foretrække, og et totalophør af tredjeverdens-immigration må udgøre et alment anerkendt delmål for indvandringsmodstand på tværs af strategier og verdensanskuelser.

Men for de adskillige hundredetusinder af race- og kulturfremmede der er her i dag (det sande tal overstiger efter denne forfatters mening allerede en million) bør man måske stille spørgsmålet om det ikke i virkeligheden er ‘bedre’ (mindre skadeligt) at disse tilhører en religion, der er så fremmedartet og så uintegrerbar som muligt, fremfor en trosform der ‘passer ind’ og som værtsbefolkningen anser som ufarlig. Her tager islam, den fælles-abrahamitiske arv til trods, alligevel førstepræmien i disciplinen uintegrerbarhed af de to genbrugs-abrahamitiske hovedforgreninger.**

**den oprindelige abrahamisme, jødedommen, er af flere grunde i en kategori for sig. I denne sammenhæng mest fordi deres erfaring og evner udi krypsis (uopdaget fjendtlig infiltrering) er hhv. længere og bedre opøvet end muslimernes. Desuden har jøderne over deres århundreder lange tilstedeværelse i Europa i en vis udstrækning indoptaget europæisk arvemateriale. Alt i alt egenskaber der gør jøderne til vores næstfarligste fjende. Den farligste af alle er raceforræderne.

Lad os for sagsfremstillingens skyld nu antage at samtlige muhamedanske perkere blev kristne fra i morgen tidlig. Dette er et tankeeksperiment. Lad os altså forestille os at alle muslimer befindende sig her til lands, fra det ene øjeblik til det andet, vitterligt antog den kristne tro. Ikke pro forma eller som et af de svindelnumre à la marrano (læs ovenfor) de allerede benytter sig af i uerkendt antal. I vort tankeeksperiment bibeholder de alle deres forskellige racefremmede egenskaber, men er nu altså blot oprigtigt overbeviste kristne.

Ville dette hypotetiske forhold være til fordel eller til ulempe for Danmark?

Fra det racebevidste synspunkt er svaret klart: der ville være tale om en endog særdeles forværret situation. Af samme årsager som i de ovenfor nævnte eksempler (sprogkund-skaber, tøj, skikke osv.) ville selvsagt også fremmedelementers forøgede religiøse tilpas-ningsevne (‘integrerbarhed’) straks føre til en almindelig sænket modvilje og formindsket agtpågivenhed hos den i forvejen rekord-troskyldige og tolerance-feminiserede kultur-kristne dansker. Enhver tilpasning af de fremmede til værtsfolkets kultur, og omvendt, vil hos den TV-trænede gennemsnitsborger altid bidrage til en forøget, tilsyneladende uopsli-deligt langmodig velvilje til, for integrationens og de politiske korrekte flosklers skyld, at ville tåle og bære over med de flinke, velintegrerede og succesfulde nydanskere, der … “jo ka’ vær’ lisså go’e som os andre … de har bare en lidt anden hujfarve, det’ det hel’ … Wi ska’ ikk’ dømm’ nogen, så’n har jejsus lært os i æ’ kirk’”.

Raceblandingen ville i vores tankeeksperiment snart stige eksplosivt og den allerede frem-skredne bastardisering af det danske folkelegeme gribe om sig i en (endnu mere) uhyggelig grad. Heraf kan vi udlede at visse af kristendommens mest nationalt skadevoldende egen-skaber ikke så meget beror på dens oprindelige fremmedartethed, som på dens racefor-nægtende universalisme. Herunder måske mest af alt på vekselvirkningen imellem, på den ene side, dens egen, i befolkningens øjne tilforladelige, indpasningsevne i værts-samfundet og, på den anden side, dens bundløse evne til igen at indpasse racefremmede af enhver slags i sig.*

*perkerbesættelsen af Brorson-kirken i 2009 er blot ét blandt utallige lignende tilfælde hvor samme uhyggelige fænomen har udspillet sig, både herhjemme og i udlandet.

Vi ønsker Danmark og Europa renset for racefremmede snyltere af enhver slags. De her anførte eksempler skal således ikke forstås som noget ønske om midlertidigt forøget mu-hamedansk indvandring af strategiske grunde. Noget sådant ville være uansvarligt, masse-belejringens fremskredne stade taget i betragtning.

Vi kan imidlertid bruge eksemplerne til anskueliggørelse af hvor farlig integrationen af såkaldte ‘tilpasningsparate’ racefremmede er i forhold til nærmest alle andre former for masseindvandring. Måske lige undtaget de tilfælde hvor racefremmed masseindvandring ledsages af byldepestepidemier og anvendelse af taktiske atomvåben, er såkaldt vellykket integration sandsynligvis den farligste og mest dødbringende af alle former for moderne demografisk krigsførelse.

uddannelsesområdet er konstruerede tankeeksperimenter næppe nødvendige til begribelse af problemets alvor. Brudstykkevis lytning til blot et enkelt interview i folkeforrædermedierne med en af de konstant nyudklækkede og skatteyderbekostede perker-jurister eller perker-læger bør være rigeligt til at forstå det bagvedliggende mønster. Integreret politi og forsvar er ikke just mindre urovækkende.

 

Den yderst velintegrerede perker-advokat Erbil Kaya synes, til alles for-bløffelse, at vi skal holde op med at dæmonisere perkere på tålt ophold [snøfte-snøft]. –For så kan vi jo ikke resocialisere dem…

 

 

I alle sådanne tilfælde udgør kristendommen, i dens nuværende kulturkristne såvel som bekendende form, en abrahamitisk sikkerhedsbrist; en verdensreligionens ormstukne bagdør til bedsteborgerlig accept af de racefremmedes indtog. Tidsforskudt ser man altså samme fænomen udspille sig i vore dage, som også udspillede sig i antikken og i den tid-lige middelalder. I sen-antikken var det jøderne der, som kryptisk fortrop i visse græske bystater og omkring Roms havnebyer, bragte kristendommens (og senere, som marranos, muhamedanismens) semitiske racefæller med sig indenfor. I moderne tid har det været jøderne, gennem deres uforholdsmæssigt indflydelsesrige stillinger i medie- og uddannel-sesapparat, og de kristnede (demoraliserede og identitetsforvirrede) vesterlændinge selv, der sammen åbnede Europas porte for racefremmed masseindvandring, og dermed også inviterede den abrahamitiske tredjebølge, islam, indenfor. I dag ser man hvorledes alle tre grene af abrahamismen, med ganske få kristne afvigere som undtagelse, hver især ar-bejder for at bringe mere og mere racefremmed indvandring til Europa og Nordamerika.

For jøderne: i bestræbelserne på at tilvejebringe racemæssig og kulturel forvirring (den bekendte ‘mangfoldighed’) i værtssamfundene, dels til sløring af deres egen tilstedevæ-relse og etnokulturelle interessevaretagelse i en svækket og travlt beskæftiget, afledt værtsbefolknings øjne, dels til optimering af profitmuligheder (billig, fleksibel arbejds-kraft; lav solidaritet blandt arbejdsstyrkens etnokulturelt sammenbragte daglejere samt ringere agtpågivenhed overfor svindelforetagender i det hele taget hos en tiltagende bastardiseret og kulturløs befolkning).

For de kristne: i håbet om at andre ikke skal tænke slemme tanker om dem og at jesus vil stige ned fra himlen og frelse dem, når han ser på hvor anstændig og gudsfrygtig en måde de har ofret deres egen efterslægts fremtid for at hjælpe uvedkommende racefremmede.

For muslimerne: i bestræbelsen på at udbygge deres bosættelser og dermed øge deres demografiske tyngde i værtslandene.

Hvis vi imidlertid anskuer problemet (risikoen og fortilfældene for racefremmed, hoved-sagelig abrahamitisk infiltration gennem kristne kirker [og kristne hjerner]) ud fra et rent nyttemoralsk hensyn til den samlede danske indvandringsmodstand i bredeste forstand (lad os sige fra DF og udad), så kan folkekirken og andre kristne fællesskaber, alle denne artikels kritikpunkter til trods, utvivlsomt stadig for en betragtelig gruppe nutidsdanskere spille en vis gavnlig rolle som socialt samlingssted og som en slags støttende livsramme, med dens hyggelige småborger-ritualer osv. Kirken har efterhånden nydt statsinstitutiona-liserede privilegier så længe, at mange simpelthen er blevet tilvænnet dens tilstedeværelse og derfor næppe ænser de semitiske islæt som virker så iøjnefaldende, så frastødende og så foruroligende på os andre.

Indvandringsmodstanden kommer heldigvis til udtryk på mere end én måde. Der findes utvivlsomt flere forkellige erkendelses-stader og med sikkerhed flere forskellige veje ad hvilke fædrelandskærlige danskere, efter bedste evne og med hver deres forskellige sinde-lag og forudsætninger, vil søge at modsætte sig invasionen og redde det danske folk fra masseindvandringens vanskæbne, på den måde man hver især finder mest hensigtsmæs-sig. Hvis grupper af konservative kristne fædrelandsvenner har held til at begrænse inva-sionen af racefremmede muhamedanere på deres måde … så skal der herfra kun lyde et oprigtigt ment hedensk “tillykke og fortsat god vind med opgaven også i fremtiden”. Især hvis man samtidig modsætter sig homodagsordnen og de mange andre former for global-teknokratisk famile-ødelæggelse.

Som allerede nævnt er kristendommen sikkert passende som trosform for et antal mo-derne vesterlændinge med svækket kultur- og racebevidsthed. Heller ikke skal det herfra benægtes at europæisk tankegods i en vis begrænset udstrækning har smittet af på noget af kristendommens dansk-lutheranske afart (Grundtvig; Tidehverv som eksempler). En gensidig tilpasning har således utvivlsomt fundet sted.

Problemet er stadig det ikke helt ubetydelige, at kristendommens lære, selvom den godt nok er bygget på sand ikke er sand.  

Historiens løb kan næppe rulles tilbage; skaden skete i højmiddelalderen; store dele af befolkningen er ulykkeligvis blevet åndsforkvaklet til raceblind abrahamitisk universa-lisme og forsøg på at overtale eller tvinge disse lunkne racefornægtere til afsværgelse af deres tro, vil være aldeles omsonst tidsspilde. De vil jo stadig herefter være racefornæg-tere, hvilket deres langmodige tålsomhed over for kristendommens grotesk filosemitiske (semitomane) fremmedartethed med al ønskelig tydelighed har ladt os forstå.

Hvilket halmstrå af anden raceforræderisk dogmatik de, berøvet deres kristentro, ville gribe ud efter til erstatning for bjergprædikenens velbehagelige ansvarsforflygtigelse, er ikke til at vide. Kulturmarxismens fædrelandsløse holdningsbearbejdere står som bekendt klar døgnet rundt med elektronisk perfektionerede NLP-varianter af tillokkende folkefor-ræderi, forklædt som trendy fremskridtsånd og rummelig menneskekærlighed. Det må befrygtes at mange nyligt afkristnede racefornægtere ville være tilbøjelige til inden længe at søge trøst i kristendomslignende dogmer, til lindring af deres blotlagte bondeanger.

Og så er vi jo i bedste fald lige vidt. Måske det er ‘bedst’ (mindst ringe) derfor at lade fler-tallet af vanekristne forblive i deres tro, som måske nok er baseret på absurde løgne og racefremmede nationalmyter, men som dog kan give genpuljen i bredeste forstand en vis beskyttelse mod global-teknokraternes mest aggressive homo- og usædelighedspropagan-da.

Vi er med andre ord kun interesserede i den der kan tænke selv, er i stand til at frigøre sig selv fra de kristen-abrahamitiske spindeltråde og som enten opsøger os af egen drift eller udfører sit fædrelandsnyttige arbejde egenhændigt.

 Man må som bekymret nationalsindet folkefælle, foruden de allerede opridsede historiske og teologiske betragtninger over problemet kristendom, vel stille sig selv det simple og u-afrystelige overordnede spørgsmål, om en religion der lærer sine tilhængere at vende den anden kind til, ikke at bekymre sig for morgendagen og ligefrem anbefaler kærlighed til fjenden(!) virkelig er formålstjenlig som identitets-forankring for en seriøs etnonational modstandsbevægelse under demografiske og politiske forhold, hvor vi kun kan forvente forøget racefremmed massebelejring og folkeforræderiske landssviger-profitørers fort-satte institutionalisering heraf, så langt øjet rækker.

Verdenshistorien giver svaret. Iagttagelse af de kristnes ulykkelige skæbne i mellemøsten alene bør være nok til at udrydde den sidste rest af tvivl man som racebevidst fædrelands-ven måtte nære angående dette spørgsmål.

Vi udgør en ubrydelig kerne af Asatro hedensk og filosofisk ateistisk national modstand der ikke tager til takke med mellemøstlige tredjehånds-ørkensagn, blot fordi de har været i omløb et par århundreder og giver mulighed for småborgerligt hyggefælleskab i kirken.

Dybden af vort rodfæste i dansk-germansk jord er til sammenligning med de kristnes egens over for græssets.

Odin er danernes sande og ubønhørlige gud. Han findes ikke i bøger og teologiske stu-dier, men i vort vindblæste landskab, i ravnenes kald, i det sortladne hav og i slægternes ubrudte kæde fra Istiden til dette øjeblik og videre ind i den eneste hinsides verden der findes: fremtidens evigt dæmrende mulm.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

GLÆDELIG JUL TIL ALLE RACE- OG ASATRO FOLKEFÆLLER [opdateret 2.01]

 

Kristendommen (inklusive kulturkristendommen) er kulturmarxismens, naturfremmed-gørelsens, racefornægtelsens og den etnokulturelle selvafsværgelses første forudsætning.

Kristendom er formaliseret internationalisme; institutionaliseret raceforræderi.

På paradoksal vis udgør netop kristendommen, denne aflagte og forlorne jødetro, i mange papirlovspatrioters øjne, i dag en slags nationalt bolværk mod samme tros indbyggede internationalisme og mod samme tros dogmatisk raceblinde sværmeri for det fremmede; for det levantinske.

Denne begrædelige misforståelse vidner mere end noget andet om graden af åndelig og etnokulturel forvirring blandt europæere. Når kristne europæere således bekender sig til deres besynderlige genbrugs-abrahamitiske slavetro … tilbeder de nemlig i virkeligheden jøderne. Et psykologisk-historisk fænomen der mildest talt er bemærkelsesværdigt: Millioner (ja, milliarder, hvis man medregner hovedparten af de kristne, nemlig den ikke-hvide slags) af kristent troende, overalt på kloden, hengiver sig uge efter uge til højstemt tilbedelse af et særligt udvalgt folk, til lovsang af dets patriarker og påtager sig på en nærmest ufattelig forloren, selvbedragerisk, selvfornægtende og til tider selvfornedrende måde … dette semitiske folks hele identitet og nationale skæbne(!).

Det skal her retfærdigvis medgives at kristne som regel afviser og forkaster modernitetens værste former for homo- og usædelighedspropaganda (der findes imidlertid betydelige undtagelser, også fra denne regel). En sådan modstand har blot intet i grunden med den kristne lære at gøre, men repræsenterer snarere et mindstemål af fornuft, som ethvert tænkende menneske med bare en rest af selvopholdelsesdrift i behold, af egen drift, bør kunne iagttage uden statslig præstevejledning. 

 
Tilfældige kirkehandlinger, som herover fra Avedøre, emmer af jødedom og gammeltes-tamentlig sprogbrug. Det jødiske folks tvivlsomme heltesagn og særprægede nationale mytologi fremdrages igen og igen som topmålet af åndelighed og visdom. Salmernes tekster lovpriser kanonisk, og til henførende orgelakkompagnement, israels patriarker, israels nationalhelte og israels sagnkonger —ikke danske, nordiske eller blot europæiske sådanne. Disse beskæmmende og symbolsk ladede folkeforræderritualer udgør altså selve religionens liturgiske kerne. Alle biblens sagn foregår … i mellemøsten. Uden undtagelse! Man vil fra kristen side her måske hævde at disse mellemøstlige ørkenskrøner er almen-gyldige eller kan virke som metaforer for vor nutidige livsmåde i Danmark.

Men … kan almengyldige sagn fra den mellemøstlige kulturkreds virkelig give mening som et særligt værdifuldt dansk-nationalt livsanskuelsesmæssigt grundlag? Der er vel så mange myter og historier der med lige så stor ret også kan tolkes og udlægges som noget, vi kan “forholde os til” i en “dansk kontekst”. Tegneserier, hollywoodfilm, Netflix-serier, favoritfodbold-klubbens glorværdige bedrifter i champions league eller de største multi-nationale virksomheders ‘branding-strategier’ er vel lige så almengyldige og relevante for en nutidsdansker som abrahamitiske ørkensagn er det … især hvis man får lov at tolke og tyde dem lige så frit, ukritisk og fantasifuldt som danske lutheranerpræster rutinemæssigt overfortolker og pynter på bibelfortællingerne for at få dem til at give mening for deres kulturmarxistisk indoktrinerede sognebørn.

Ud over at man gennem århundreder har vænnet sig til, at hellighed, gudsbevidsthed og åndelighed som en selvfølge har noget med israel og moses og david og jakob og jesus og jerusalem at gøre … hvilken logisk grund er der så til at nordisk-germanske danskere skulle identificere sig netop med det jødiske folks skæbne, i en grad så man ligefrem stimler sammen for at lovsynge dets stammeguder og sagnkonger?

Kristendommen er en i princippet lige så fremmedartet kulturform som islam er det. Blot har kristendommen været her længere. Begge missionerende verdensreligioner udsprin-ger som bekendt direkte af jødedommen, en kendsgerning hverken præster eller imamer heller undlader, ved enhver given lejlighed, at gøre opmærksom på. 

 
Når enkelte kristne afvigergrupper, såsom kredsen tilknyttet Tidehverv, udviser national ansvarlighed på trods af deres bibelske påbud om det modsatte, skal der selvfølgelig ikke herfra lægges dem hindringer i vejen. Det er kun prisværdigt at man hos sådanne kristne hæretikere sætter fædrelandet og folkefællesskabet før den fremmede, universalistiske jødetro. Den indviklede teologiske eksegese der lægger bag øvelsen synes dog at være en unødvendig mellemregning. Hvorfor insistere på den trælsomme spirituelle omvej forbi mellemøsten? Hvorfor ikke i stedet besinde sig fuldt og helt på oprigtig europæisk kultur? Man kunne vel spare en hel del ørkesløs sofisteri-krumspring derved.

At der findes fornuftige kristne kættere der heldigvis vælger at se stort på deres abraha-mitiske religions doktrinære universalisme ændrer dog ikke på, at kristendommen ved-bliver at være en fremmedartet mellemøstlig religion, der, på det lange sigt, kun yderli-gere kan medvirke til gradvist at undergrave og forkvakle den biologisk bestemte, etno-kulturelle identitet som i virkeligheden, er den vigtigste og mest livsnødvendige grund-forudsætning for det danske folks overlevelse.

Det turde være selvindlysende at det, i både kulturel og åndelig forstand, er uholdbart at grunde sin kerneidentitet på et fremmed folks nationale myter.

At kalde et sådant fænomen for national skizofreni (personlighedsspaltning) er desværre ingen overdrivelse. 

 
Forestillingen om det hellige; det værdifulde; det betydningsfulde som noget der findes i fjerne lande; noget vi her i det mørke norden kun er forundt når det kommer hertil sydfra. Denne særegent kristne, karakteristisk xenomane tankegang om nordisk tilbageståenhed og værdiløshed stillet over for dens polære modsætning: sydlandsk-orientalsk civiliserende herlighed, denne forestilling har over de seneste par århundreder umærkeligt udviklet sig; skiftet ham for nu at træde frem i en allestedsnærværende, fuldt ud sekulær-videnskabelig udgave, side om side med den ældre, stadig bestående, oprindelige religiøse doktrin, men med samme grundbudskab.

—Vi er jo alle etiopiere, ikke sandt? Vi kommer alle fra Afrika: det siger videnskaben. Og al kultur; landbrug, smedekunst, vævning og skriftsprog og arkitektur og astronomi og … ja, alle opfindelser; al menneskelig fremskridt og udvikling … kommer selvfølgelig sydfra; og mere specifikt: fra mellemøsten. Det ved man bare. Det siger eksperterne.

Sikke et sjovt tilfælde at alle de videnskabelige ‘opdagelser’ der bekræfter og understøtter dette særprægede sekulær-abrahamitiske kulturbillede, inden for arkæologi, etnologi og antropologi, synes at falde sammen med jøders gradvise indtrængen på og overtagelse af de vestlige universiteter. Sikke et tilfældigt tilfældigheds-tilfælde at det gængse kultur-historiske verdenssyn som enhver vestlig skoleelev kan aflire udenad i søvne om ‘frugtbare halvmåner’ og almindelig orientalsk-sydlandsk kulturoverlegenhed … lader os forstå, at det var fra området netop omkring israel, at al kultur og udvikling synes at have udstrålet for sidenhen at have begunstiget alle andre med dens civiliserende gaver.

Tidligere tiders lærde ortodoksi omhandlende germanske og andre europæiske folkeslags vandringer fra nord mod sydøst, medbringende sig ariske kulturformer så langt som til Afghanistan og Indien, er på forunderlig vis ligesom gledet ud af vores fællesbevidsthed, i takt med at kosmopolitiske jøder har tiltaget sig mere og mere akademisk, mediemæssig og omverdensfortolkende magt i Vestens samfundsinstitutioner.

Måske den middelalderlige dogmatisk-kristne lære ikke længere helt slog til, når det gjaldt opretholdelsen af diskursen om sydlandsk-orientalsk (jødisk) kulturoverlegenhed. Måske det var blevet nødvendigt at opdatere den lidt, i videnskabelig-sekulær retning, så også de moderne vesterlændinge, der efterhånden havde afkastet sig den bogstavtro slavereligions åg kunne fastholdes i forestillingen om egen kulturel forarmelse og om det udefrakom-mendes; det fremmedes; det semitiskes selvfølgelige kulturberigende ønskværdighed.

Kulturkristendom er stadig kristendom. I virkeligheden bare en mere virksom, tilpasset form for kristendom. Dens hovedstyrke ligger i at tilhængerne deraf som oftest ikke selv forstår, at de i grunden er lige så kristne som deres ligesindede blandt de bekendende, salmeafsyngende kirkegængere.

For de religiøst-doktrinære kristne er ‘det udvalgte folk’, i overensstemmelse med deres hellige skrift, et fremmed; israels, folk og ‘den hellige stad’ selvfølgelig dette semitiske folks mellemøstlige hovedstad, jerusalem. For de verdsliggjorte kulturkristne retter op-mærksomheden sig på tilsvarende vis altid mod fremmede folks hensyn og behov. Det være sig jødernes nære slægtninge, palæstinenserne, negrene under det sydafrikanske apartheid eller noget helt tredje, alt efter hvor systemmedierne og NGOerne i en given periode har rettet søgelyset.

Hadet til selvet og til egen familie samt kærligheden til fjenden og til det fremmede går igen i begge fremtrædelsesformer, og er udtryk for samme type af åndsforkrøbling. Kan man forestille sig noget mere ærkekristent end selverklærede ateistiske venligboere og bedsteforældre for asyl?

 

“Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel.” –Lukas 14:26

 

Den evige dårlige samvittighed over personligt begået eller nedarvet synd; den falske imødekommenhed over for alt fremmed; den sygelige forhåndsaccept af hvad-som-helst; forsagelsen af egne interesser, den skyldtyngede afbigt og den etniske selvafsværgelse for verdensfrelsens skyld; eskatologien: tungsindet over den forestående jordens undergang, der kun kan afværges ved endnu mere askese og endnu mere racemæssig selvfornægtelse. Frelsen fra undergangen der alene kan opnås gennem selvopofrelse for alverdens skyld.

De kulturkristnes moderne dommedagsforestilling er … klimaforandringerne. Her ser man tydeligst tvangstankerne om den yderste dag gentage sig, blot i nutidig klædedragt: Jordens truende undergang som præsteskabet i templet (de videnskabelige eksperter hos IPCCs klimapanel) har bebudet og som ‘vi’ (de slemme og onde europæere) bærer skylden for gennem klimasynden [sic]. –En syndighed som skam også findes i arve-syndig ud-gave: nemlig den kollektive klimasynd; synden som vore slemme racistiske forfædre har bebyrdet jordens spraglede, evigt sympatisk smilende-dansende-syngende folkeslag med, og som klimaaktivisterne (de sidste dages hellige) nu brødebetynget må påtage sig ansvaret for og undskylde, på den hvide mands vegne, over for en retfærdigt dømmende omverden af uskyldsrene ikke-hvide ofre. 

 
N.B.: Denne artikel skal ikke ses som noget forsøg på at omvende kristne, hverken af den verdslige kulturkristne eller den bekendende religiøse slags, til Asatroen eller til andre former for opbyggelig racebevidsthed. En sådan opgave er umulig.

Bedste hedenske julehilsner til alle oprigtigt nationalsindede (racetro) folkefæller.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

SELV-INTOLERANCENS GRAMMATIK [JONATHAN BOWDEN] | NY TREND: HØJTUDDANNEDE OG SYGELIGT MORALISTISKE [PATOLOGISK ALTRUISTISKE] VESTLIGE KVINDER, PLAGEDE AF MEDIE-INDPRENTET SELVHAD, STATSINDOKTRINERET RACEBLINDHED OG KULTURKRISTNE SKYLDSNEUROSER REDDER VERDEN VED AT SELVSTERILISERE. RACEHYGIEJNE ER HÅRDT TILTRÆNGT, SÅ HVIS TENDENSEN BEGRÆNSER SIG TIL AT DE VÆRST RAMTE ZOMBIE-FEMINISTER SKAFFER SIG SELV AF VEJEN SKAL VI IKKE KLAGE. PROBLEMET ER AT ZOGINTERN SØGER AT UDBREDE TRENDEN TIL ALLE HVIDE KVINDER, OG IKKE KUN DE I FORVEJEN SINDSSYGE, SOM JO DYBEST SET KUN GØR OS EN EUGENISK TJENESTE VED SÅ FROMT OG IVRIGT AT GÅ I DEMOGRAFIGRAVEN [2.03]

 
Selv-intolerancens grammatik er i hovedsagen frankfurterskolens og kulturmarxismens grammatik (sprogbrug). Jonathan Bowden forklarer på udmærket og kortfattet vis hvor-ledes kulturmarxisternes sprogforgiftning og institutionaliserede massehjernevask har lammet vesteuropæeres tænkeevne og forkvaklet deres selvbevidsthed i en grad, så selve den personlige biologiske selvopholdelsesdrift hos gennem-indoktrinerede (velafrettede) lemminger i dag, per betinget refleks, betragtes som noget mistænkeligt og frastødende og slemt og racistisk og … uanstændigt.

En så alvorlig form for sindssyge er historisk særegen for vesterlændinge under det jødisk-globalkapitalistiske (kulturmarxistiske) herredømme, der har rådet siden 1945.

Tolerancen og forståelsen for alverdens fremmede folkefærd udstrækkes hos de frank-furter-demoraliserede vesterlændinge til det uendelige, indbefattende hos de grundigst indoktrinerede (i krydsfeltet akademikere-medieludere-kristne-homoseksuelle) åbenbart også voldtægter og sågar lystmord begået af alverdens racefremmede kolonisatorer her i Vesteuropa.

Samtidig indskrænkes tolerancen og forståelsen for deres egen race og kultur, for deres egne folkefæller, ja selv for deres egen familie, tilsvarende, i stik modsat retning, indtil selvafsværgelsens sadomasochisme og selvhadets skylds-spasmer bliver så voldsomme og så vedholdende at kun selvsteriliseringen (se nedenfor) eller det egentlige selvmord kan udfri emnet fra den kollektive skylds ubærlige fantomsmerter.

Fænomenet udspiller sig, i mere eller mindre tydelige fremtrædelsesformer, overalt i samfundet. Nøglebegrebet til afkodning heraf er … racebevidsthed.

Tærsklen for redelig selvbesindelse (hos den enkelte folkefælle) og ægte etnokulturel fri-gørelse (for de europæiske folkeslag) går således ved erkendelsen af menneskeracernes forskellighed og vigtighed. Så længe racisme-tabuiseringen virker og dette uforanderlige biologiske vilkår derved fornægtes, lige så længe kan også adfærdsstyringen og demora-liseringen af de fra globalplutokratisk hold programmerede og (selv)bedragne lemminger fortsætte uhindret og planmæssigt. Et racefornægtende menneske er et i grunden forvir-ret og derfor manipulerbart menneske.

Ikke alle er lige hårdt ramt, naturligvis, men i kølvandet på Første og Anden Verdenskrigs for europæerne så katastrofale fælles-traumer, er kulturmarxismens racefornægtende sjæ-legift trængt dybt ind i europæisk selvforståelse, også blandt såkaldte ‘patrioter’ og ‘natio-nalkonservative’. Dens kulturødelæggende indflydelse er uden historisk sidestykke og kan i dødbringerevne alene henregnes til gruppen hvortil også atomvåbnene hører.

 
Dagbladet information, september 2018. Endnu en forvirret, demoraliseret og etno-kulturelt fremmedgjort dansk kvinde har steriliseret sig selv(!) — i dette tilfælde for verdens og klimaets skyld:

 
Kællingen har selvfølgelig ret i at ikke alle mennesker burde (have lov til at) sætte børn i verden. Hun nævner selv at hun har en arvelig sygdom, og hvis dette eugeniske hensyn var hovedårsag til selvsteriliseringen kunne hendes ‘valg’ jo udmærket være både etisk og arvehygiejnemæssigt forsvarligt.

Men hun nøjes ikke med at træffe sit eget private og/eller etiske valg. Nej, hun benytter lejligheden til at fremme en i forvejen allestedsnærværende, institutionsbåren og medie-hjulpen dagsorden og viderebringer i denne forbindelse en række særdeles tvivlsomme, blandt akademikere og medieludere vidt udbredte, dogme-lignende tvangsforestillinger om alle nulevende hvide menneskers kollektive skyld for verdenshistoriens samlede ulykker (en slags arvesynd for de kulturkristne).

Hun er tydeligvis ikke tilfreds med at ‘træffe sit moralske valg’ (passivt at lade sig pro-grammere af globalteknokratisk nudging) alene, men føler sig kaldet til på en offentlig og demonstrativ måde at overtale og bevæge sine medborgere til at følge hende ind i det sonende og kollektive afbigts-selvmord.

Til dette afsindige formål genopgylper hun et standardiseret sammenkog af de i Vesten siden 1968 fremherskende akademiker-trends og tilskynder på dette overordentligt tvivl-somme teoretiske grundlag andre danskere, hendes medborgere og medmennesker(!), til også at afstå fra at få børn, ikke for at undgå nedarvning af sygdomme (som hendes alibi-argument lyder) eller lignende velbegrundede årsager, men fordi vi danskere (under én promille af jordens befolkning) antageligt er særligt slemme til ‘planetødelæggende ad-færd’ [sic] og ‘klima-synd’ og fordi vores ‘yderligere formering’ derfor ‘i globalt perspektiv’ og ‘for verden som helhed’ ikke er ‘nødvendigt for at den menneskelige race [sic] skal overleve’.

Svært at undgå mistanken om at hendes opfordringer i denne mildest talt drastisk livs-indgribende retning ikke så meget skyldes de mange verdensfrelsende moraliseringer hun gør sig så stor umage for at opregne til begrundelse, men snarere følger det velkendte mønster af projicering og psykose-deling, som kulturmarxisterne er så velbevandrede i.

Hun søger med andre ord at hendes omgivelser skal deltage i hendes egen psykose, således at den derved normaliseres og mildnes for hende selv. 

Men som nævnt i artiklens overskrift: Hvis legemligt og åndeligt forkrøblede akademiske typer som S. Madsen begynder at indse at de, som hun selv så brødebetynget (på egne eller andres vegne?) udtrykker det, ‘aldrig burde være blevet født’ og genpuljen således bedst er tjent med at deres upålidelige og folke(selv)morderiske slags forsvinder uden at efterlade sig biologisk efterslægt … så er det måske bedst sådan.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

INSTITUTIONALISERET DØDSFEMINISME, SKJULT REKLAME FOR PORNHUB I STATSMEDIERNE OG JØDE-AMERIKANSKE GLOBALIST-UDSENDINGE | I SÅKALDT VESTLIGE VÆRDIERS NAVN VÆNNES LEMMINGERNE TIL LAV IMPULSKONTROL, PROMISKUØS SEX, PORNO-AFHÆNGIGHED, USÆDELIGHED OG HOMO-DAGSORDNENS KØNSUDJÆVNING. HOLDNINGSBEARBEJDNINGEN HAR ET OG KUN ET FORMÅL: SVÆKKELSE AF DE EUROPÆISKE NATIONERS MODSTANDS-DYGTIGHED OVERFOR TVANGSGLOBALISERINGENS TOTALI-TARISME. FREMGANGSMÅDEN ER GRADVIS OPLØSNING AF EUROPÆISKE FAMILIER VED KØNSKAMPENS, HEDONISMENS OG BARNLØSHEDENS SNIGENDE FOLKEMORD [opdateret]

 

Danskere og andre vesteuropæere har utrolig svært ved at forstå, at kulturel iagttagelse og samfundsmæssig opretholdelse af kønnenes forskellighed hører til de aller vigtigste grundforudsætninger for enhver nations etnokulturelle levedygtighed.

Fjender af de europæiske folkeslag har imidlertid tydeligvis forstået det. De har forstået at hvis man hos et givet folkeslag kan bringe forstyrrelse i kønsrollerne, så splid mellem mand og kvinde og forkvakle ungdommen til usædelighed og hedonisme, så kan man så meget desto lettere gøre sin politiske og økonomiske magt gældende over for en sådan demoraliseret nation. 

 

Det er derfor man kan høre programmer i statsmedierne, såsom elektronista, reklamere for pornohjemmesider og indsmigrende tilskynde dets forvirrede unge kvindelige lyttere til trendy gadget-masturbation online foran slaveskærmen (læg vel mærke til omtalen [40:30] af det pædofili- og sodomi-normaliserende kinsey-institut). Barnløshed er jo cool (for hvide mennesker) og det er meget ‘oprørsk’ til punkt og prikke at følge de adfærdsanvisninger som globalteknokraterne har planlagt for os og ved hjælp af neurolingvistisk programmering nudger os til, ikke sandt?

 

 

Det er derfor universiteterne overalt i Vesten vrimler med blåhårede lebbe-feminister, intetanende udskrigende deres præfabrikerede slogans om “patriarkat”; “repræsentation”; “no borders” og “refugees welcome”, der er blevet indprentet dem siden folkeskolen, mens de knuger deres zog-opkoblede smartphones og forsøger at overbevise sig selv om at angstanfaldene og svedeturene ikke har noget at gøre med deres naturfremmedgjorte livsstil og psykofarmaka-indtag.

Det er derfor de regelmæssigt tilbagevendende og militaristisk velorganiserede homo-marcher i gaderne bliver afholdt med både statslig og kommunal hjælp og rundhåndet sponsoreres af de største globalplutokratisk-finanskapitalistiske virksomheder.

Og det er derfor det danske forsvar kører hvervekampagner for at få flere kvinder i hæren.

Frie og etnokulturelt selvberoende nationer i pagt med Naturens Orden ville aldrig tillade sådan vanvittig og beskæmmende kulturødelæggelse.

Den vægtigste grund til at det er lykkedes folkefjenden at indføre ovennævnte tilstande er, at Europa tabte Anden Verdenskrig til en internationalistisk sammensværgelse af jøder, folkeforræderiske kapitalister og kommunister. 

Mens systemmedierne dagligt klager over slem og farlig (uha!) russisk indblanding i de vestlige ‘demokratier’, sender zogintern rutinemæssigt deres kulturmarxistiske indflydel-sesagenter på velbetalte propagandamissioner til de zog-besatte lande, hovedsageligt i Vesteuropa.

Under Obama’s præsidentperiode var det den officielle ambassadør, der virkede som propagandist for homo-dagsorden og anden kulturmarxistisk sædelighedsforfald. Blot fordi USA siden har fået en på overfladen antiglobalistisk præsident må man ikke forledes til at tro, at de jødeamerikanske indflydelsesagenternes folkefjendtlige arbejde dermed  er ophørt.   

Her og her kan man i dansk skatteyderbetalt radio høre en af disse foragtelige globalist-udsendinge, en (((David Miller))) fra et foretagende der hedder ‘Democrats Abroad’, opgylpe sine udslidte antinationale floskler med en om muligt endnu mere enerverende amerikansk accent end DIIS-apparatjik’en “Robin Scott” fra videoen øverst i denne artikel.

Her ser vi ham som en slags gade-agitator ved dødsfeministernes internationalt koordinerede folkemordermarch fra i fjor:

 

 

Totalitære globalkapitalister arbejder døgnet rundt på at nedbryde og ødelægge resterne af de sidste levedygtige vesteuropæiske nationalstater. Institutionaliseret feminisme og kønsudjævning hører til blandt deres foretrukne og mest dødbringende kulturelle våben.

Den bedste måde til at modstå de elendige naturbesudleres angreb består (1) i beslutsom afholdenhed fra porno, stoffer, cigaretter, hollywood-underholdning og alkohol samt (2) i racerene giftermål, traditionel familiestiftelse og talrige børnefødsler.

Den glorværdige modstand mod de folkemorderiske besudlere af Naturens orden for-pligter til livslang selvtugt og agtpågivenhed. Forfølgelse af ovennævnte livsmål bør dog ingenlunde forstås som førende til nogen glædesløs eller trælsom tilværelse. Tværtimod! Ædruelighed, sundhed, ægteskab, børnerigdom, indsigt i Naturens orden og racetroskab bibringer den dydige og arbejdsomme folkefælle eksistentiel tilfredsstillelse, livsmening og lykke på en måde som får modernitetens sølle erstatningskultur til at blegne ynkværdigt.    

Joe Atwill og Tim Kelly leverer som altid en udmærket analyse af fænomenet, her med udgangspunkt i den jødiske højesteretsdommer, Ginsburg’s skæbnesvangre indflydelse på det amerikanske samfund:

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

NÅR MULATTER I GLOBALPLUTOKRATISK SOLD TROR DE GØR OPRØR MOD SYSTEMET | TEENAGEPIGEKULTURENS FORELØBIGE LAVPUNKT AF HYSTERISK MEDLØBERHVINEN

Som det vil være læsere af Hammersmeden bekendt har fædrelandet (sammen med resten af Vesten) siden 1945 befundet sig i en tilstand af økonomisk, kulturel, demografisk, militær og teknokratisk fremmedbesættelse.

Denne besættelse giver sig udslag i de besynderligste kulturforvrængninger og i folkeforræderes daglige selvfornedrelse. For de af os der kan se hvad der foregår efterlader tingenes tilstand et uafrysteligt indtryk af lige dele rædsel og afsky.

Et af folkefjendens mest virksomme våben til uskadeliggørelse af vesterlændingene er den næsten fuldkommen, ved massemediers, uddannelsesinstitutioners og ikke mindst kirkers propagandavirksomhed, udbredte raceblindhed.

Raceblindhed gør hvide vesterlændinge forsvarsløse overfor racefremmed masseindvandring og bevirker at den fjendtlige kolonisering af vore hjemlande ikke mødes af hvad man i ethvert sundt og selvberoende samfund ville forvente: beslutsom, etnokulturelt forankret, om fornødent voldelig modstand, men af en forvirret masse af hjernevaskede medløbere der, når bølgerne går højt taler om hjemsendelsesskrivelser og paragrafændringer, men ellers ikke aner hvad der foregår.

På det efterhånden fremskredne stadie af kulturforrådnelse vi i disse år bevidner i Danmark begynder nogle meget foruroligende tegn at vise sig. Disse tegn kan med relativ lethed forudses, eftersom flere af vore europæiske nabolande allerede har gennemlevet faser af den kulturmarxistiske totalitarismes samfundsforfald, som endnu ikke er nået til vor hjemstavn (England, Frankrig, Nederlandene, Belgien og til dels Sverige).

Et af disse uhyggelige jærtegn er fremkomsten af massivt mediehjulpne fjendtligsindede mulatter der, på forskellig vis, og altid med institutionel rygdækning, udnytter det store demoraliserede befolkningsflertals netop omtalte raceblindhed og etnokulturelle identitetsforvirring til at gennemtrumfe det ene stedse skærpede krav efter det andet om vesterlændinges fortsatte racemæssige underkastelse og tiltagende kollektive selvfornedrelse, vel at mærke mens den folkemorderiske kolonisering og befolkningsudskiftning hele tiden pågår med fuld kraft.

Sådanne globalplutokratisk understøttede mulatter begynder altså i disse år at dukke op, også på den danske scene. Vi har allerede set første bølge af mediemulatter blive hypet uforholdsmæssigt i forhold til hvad deres beskedne talenter burde række til.

I slut-1980’erne blev Caroline Henderson og Maria Bramsen ‘tilfældigt’ udvalgt som frontfigurer i gruppen ‘Ray Dee Ohh’ til at afsynge ørehængende pophits som ‘Brændende Læber’ og ‘Jeg Vil La’ Lyset Brænde’. Senere kom afkommet af tilvandrede gambianermænd[!] og forhenværende danske folkeforræderkællinger, ‘Ida Corr’ og ‘Hella Joof’, til, som siden er blevet overeksponeret i en grad så det i dag er umuligt at åbne for TV, bladre i en avis; kaste sit blik på magasinforsiderne i supermarkedskøen eller bare gå en tur gennem en tilfældig bygade i Danmark uden at blive mindet om og ufrivilligt underkastet påtrængende raceblandingspropaganda ved synet af disse eller andre lignende uhyggeligt grimme halvblodsnegres overdimensioneret påtrængende bastardansigter. Den ulidelige ‘Remee’ og rasta-helgeninden ‘Natascha’ har ligeledes i årtier fået overgearet medvind og heppekorsopbakning i systemmedierne uden nogen anden påviselig berettigelse end deres, fra globalteknokraternes synspunkt, politisk brugbare raceudtværede udseende.

Normalisering, popularisering og idealisering af mulatters (og andre racefremmedes) stedse forøgede demografiske tilstedeværelse kendetegner altså dette indledende stadie.

Næste trin består hovedsageligt af mulatternes (og andre racefremmedes) beklagelser over og kritik af danskerne. Over en uendelig række af mikroskopiske luksusproblemer, såsom danskere der formaster sig til at spørge åbenlyst racefremmede om hvor de oprindeligt kommer fra [oh skræk, oh rædsel!] og gamle menneskers skandaløse brug af ordet “negerboller” beklager man sig til de altid velvilligt mikrofonholdende systemmedier.

Den skatteyderlønnede P3-vært ‘Andrew Mojo’ er en typisk repræsentant for fænomenet (se video øverst [15:01]) og her.

Der er tydeligvis tale om netop beklagelser, men fordi de fleste mulatter og andre racefremmede udmærket er klar over at deres tilværelse i Danmark reelt er en problemfri søndagsskoleudflugt i sammenligning med hvad de ville blive udsat for i samtlige andre lande i verden, måske undtaget Sverige, sløres beklagelserne bag et væld af kodesprog og indirekte ringeagtsytringer. Det er jo bare for sjov og de provinsielle danskere er alligevel helt harmløse, haha, så man er som overlegen verdensborger, med udviklingen og de trendy netflixfilm og den konstant kværnende mulatmuzak i radioen og samtlige statsinstitutioner på sin side, selvfølgelig i virkeligheden helt ligeglad … men man turnerer alligevel rundt på landsdækkende statsmedier med samme indstuderede smøre om hvor fantastisk ufølsomt det er af danskere at spørge en om noget og forfærdelige ‘problemer’ af lignende art [snøft].

Hensigten med den uafladelige passiv-aggressive problematisering af etniske danskeres ubehjælpeligt harmløse (bemærkelsesværdigt ikke-voldelige) reaktionsmønstre overfor den hastigt stigende befolkningsandel af ‘brune danskere’ er klar: man belærer herigennem indirekte den identitetsforvirrede indfødte befolkning om rigtig, hhv. forkert adfærd og anviser den de politisk korrekte meninger og passende ‘anstændige’ handlemåder.

Den ønskede adfærd der herved indprentes kan sammenfattes i ét ord: ligegyldighed.

Forventningen til den progressive og fremtidsorienteret tilpassede dansker er med andre ord, at denne ikke opfatter; ikke ænser det der sker for øjnene af ham/hende: At hans/hendes folk dag for dag ændrer genetisk sammensætning og derved gradvist mister sin etnokulturelle egenart ved opblanding af racefremmed blod.

Den kosmopolitisk velafrettede idealborger af gammeleuropæisk oprindelse bekymrer sig ganske enkelt ikke om hvad der sker omkring ham. Systemmedierne ‘tænker’ for ham, fortolker og forklarer udviklingen (“det er for at redde økonomien” og “hvis ikke det var for masseindvandringen kunne vi jo ikke få passet vore ældre” osv. osv.) og holder ham adspredt med det yderst interessant benævnte begreb underholdning: fiktion, drama, sport, spil og porno i en nøje afpasset blanding, skræddersyet efter den enkelte lemmings personlige tilbøjeligheder.

Og hvis indoktrineringen af uransagelige årsager ikke har virket til fulde og skatteslaven alligevel glimtvis ser, og fra tid til anden undrer sig over, den pludselige markant ændrede befolkningssammensætning i hans fødeby, den snigende fremmedgørelse overalt i eget land eller de mange nye overmåde flittige og hårdtarbejdende rumænske ‘kolleger’ på arbejdspladsen, så træder den adfærdspsykologiske træning til og minder ham om, at det er forbundet med betydelige materielle såvel som sociale fordele, at lade som om man ikke ser det og derfor slet ikke undrer sig.

Den uønskede problemadfærd er dybest set ikke så meget en adfærd i traditionel forstand, som en egenskab; en evne. Selve det at være i stand til at iagttage raceforskelle (og selvsagt at modsætte sig sit fædrelands racemæssige opløsning), ja blot overvejelser i disse baner, er tydeligvis uønskede.

Sidste trin på skalaen karakteriseres ved et stigende leje af egentlig fjendtlighed fra mulatter og andre racefremmede, sideløbende med det statslige propaganda-apparats intensiverede arbejde på ikke bare at normalisere den omsiggribende fremmedgørelse og tab af hjemlighedsfølelse for danskerne, men i sidste ende, at vænne de nordisk-germanske danskere til demografisk udgrænsning fra stedse flere områder af vort eget folkehjem.

I denne sidste fase er det ikke længere de etniske danskeres adfærd der problematiseres, men selve den kendsgerning, at der befinder sig mange danskere i Danmark. Bemærkninger i systemmedierne om at “Danmark er et meget hvidt land” eller forsøg på udbredelse af tvivlsomme påstande annammet direkte fra den amerikanske diskurs om at “negrene byggede landet”[!] (se video herunder [21:00 og 13:45]) eksemplificerer på udmærket vis dette tredje og sidste trin. Den tiltagende højspændt antihvide retorik i medierne kan med overvejende sandsynlighed forventes at medføre mere og mere udartet og ikke mindst voldelig medieopildnet fremfærd mod et givet lands på en gang dæmoniserede og forsvarsløse (afvæbnede i åndelig såvel som retslig-konkret forstand) hvide indfødte skatteborgere.

Danmark befinder sig anno ~2020 i en overgangsperiode hvor vi, ubemærket af masserne, glider fra fase 2 til fase 3.

De her beskrevne demografisk-politiske samfundsstrømpiles relevans kan påvises med henvisning til udviklingen i de ovenfor nævnte vesteuropæiske lande med sammenlignelige kulturelle og socioøkonomiske forhold, blot længere fremskreden ‘diversitet’ end i Danmark samt til kulturmarxismens moderskib, USA.

Det skal understreges at de her omtalte trin er alment gældende og således også kan iagttages, dels for adfærden blandt de egentlige negres (~80-100% afrikansk blod), dels selvfølgelig for de mange andre racefremmede besættelsesgruppers vedkommende. De kulturmarxistiske jødemediers fjendtlige interessevaretagelse og propagandistiske opildning af, samt hele det internationale finanskapitalistiske snyltersystems forbryderiske støtte til, skadevoldende racefremmed massetilstedeværelse i hvide hjemlande er som bekendt ikke begrænset til enkelte racer. Man spiller så at sige på alle heste og instrumentaliserer enhver tilgængelig racegruppe i bestræbelserne på fortsat folkemorderisk bastardisering af Europa samt hvide hjemlande i andre verdensdele.

Udbredelsen af mulatter bør imidlertid give anledning til endnu alvorligere betænkeligheder hos den racebevidste folkefælle end almindelig racefremmed masseindvandring (som er alvorlig nok i sig selv).

Tilstedeværelsen af et stigende antal lokalt undfangede mulatter varsler selvsagt ilde om et europæisk samfunds fremtidige racemæssige samdrægtighed og beviser (legemliggør) hinsides enhver tvivl, at raceforræderi allerede er blevet begået.

Som regel består ‘forældreparret’ til de i Vesten forekommende mulatter af en hvid hjernevasket kælling med særlig lavt selvværd og en negroid indvandret mand, ofte indblandet i småkriminalitet såsom handel med stoffer, rufferi, hæleri e.l. Mønstret fortsætter med et sandsynligt brud i barnets tidlige levealder hvorefter kvinden, hvis ikke hun bliver myrdet eller er gået i hundene som alkoholiker eller stofmisbruger, efterlades til at opdrage på mulat-afkommet, som herefter, omkring teenagealderen, tilskyndet af de allestedsnærværende jødemedier og det kulturmarxistiske uddannelsesvæsen, begynder at identificere sig med sin forsvundne faders etnicitet.

For opretholdelsen af et etnokulturelt bæredygtigt samfund er mulatter omvandrende katastrofer. Ikke blot bringer de som den øvrige masseindvandring racefremmed blod til landet og bidrager derved til udvidelse af det fremmed-demografiske brohoved her, de gør tilmed indhug i og lægger beslag på selve den hvide arvemasses dyrebare forplantningsevne[!]. Det er ikke for sjov eller af tilfældige årsager at jødemedierne overalt i Vesten promoverer og idealiserer mulatter som trendy erstatninger for etniske europæere på alle områder af samfundet, lige fra nyhedsoplæsere over hollywoodskuespillere, popsangere, undertøjsmodeller, integrationsordførere og landsholdsfodboldspillere til kvoterede universitetsprofessorer og amerikanske præsidenter. De ved hvor ødelæggende mulatterne er for den etnisk forankrede nationalstat.

I denne artikel skal vi omtale to af det seneste kuld af disse afskyelige skabninger hvis forekomst, for de oprindelige nordisk-germanske og andre etnisk europide danskere, indvarsler globalplutokratisk totalitarisme og i sidste ende folkedød: Vincent Hendricks og Jeanette Ehlers.

Jeanette Ehlers er som forventeligt blevet båret frem på hænder og fødder af de fjendtlige statsmedier og uddannelsesinstitutioner. Hendes forbrug af skatteyderbekostet ‘uddannelse’ (statsinstitutionaliseret kulturmarxistisk indoktrinering) er umuligt at gøre op. Hovedsagen er at de danske skatteydere i årtier har betalt (og stadig betaler) for hendes og hendes utallige medsammensvornes landsskadelige virke.

Hundredåret for salget af de vestindiske øer til USA blev i 2017 anledning til en massiv propagandakampagne med Jeanette i spidsen, hvis formål var (og er) at gøre de i forvejen demoraliserede, raceblinde og grænsende til det masochistiske skyldtyngede og intetanende kulturkristne danskere endnu mere etnokulturelt forvirrede, forsvarsløse og neurotisk selvhadende end de i forvejen var (og er).

På en baggrund af henførte heppekor fra bærmen af professionelle folkeforrædere og racefremmede globaliseringsprofitører i de jødisk drevne systemmedier gjorde Jeanette i forbindelse med jubilæet (med den for hendes slags så velkendte blanding af indstuderet forhåndsforurettethed og hovmodig selvhævdelse) uimodsagt krav på de nulevende danskeres kollektive undskyldning for hændelser, der fandt sted i seksten- og syttenhundrede-tallet samt første halvdel af attenhundredetallet.

Det blev (og bliver) altså forventet, ikke bare at de direkte efterkommere til det for længst afdøde fåtal af danskere der egentlig havde med slavehandelen, atlantbesejlingen og plantagedriften i Vestindien at gøre, flere hundrede år tilbage i tiden, skulle gøre afbigt og bede om tilgivelse, men at hele den nuværende danske befolkning, uanset om man måtte have haft forfædre blandt slavehandlere eller ej, skulle bøde for fortidens gerninger og selvpiskende krybe for de nye herrer (repræsenteret ved Jeanette Ehlers og hendes brune halvblods-brigader af feministisk-internationalistisk indoktrinerede plutokrat-yndlinge). Se videoen ovenfor [06:20] hvor Ehlers med slet skjult løgnersmil på læberne og passende ghettogrammatik påstår at ‘alle var involverede i slavehandelen’: “…I mean, everyone were” [sic].

Mon samme standard for kollektiv skyld også gælder i Jeanette’s eget og i hendes hjernevaskede heppekors verdenssyn, når talen falder på nutidens gerninger, f.eks. overgreb, såsom voldtægt og rovmord, begået af nulevende racefremmede indvandrere … mod nulevende etniske danskere? Forventes det mon også her, at alle perkere og alle negre skal undskylde offentligt for sådanne forbrydelser? Og skal de også undskylde om hundrede og to hundrede år? Hvad med Rotherham-sagen i England? Skal alle pakistanere (også dem der stadig bor i Pakistan) bede om tilgivelse og gå offentlig bodsgang fordi nogle i England bosiddende pakistanere i årevis har holdt i titusindvis af mindreårige engelske piger som sexslaver?

Eller antager parolerne i så fald pludselig mindre fordømmende og mere forstående kulturrelativistiske former? Måske der så pludselig ikke længere er tale om etnisk definerbare grupper, men blot om “mindretal af socialt utilpassede og økonomisk marginaliserede borgere fra udsatte boligområder, der ødelægger det for alle de andre helt lovlydige indvandrere, der jo bare vil give deres børn en bedre fremtid” og “…vi skal jo ikke skære alle over en kam, vel?” for “det kunne jo lige så godt have været en dansker/englænder”. —Sjovt hvordan de tåget universal-relativistiske og hyperindividualiserende tolkninger i akademiserede folkeforræderkredse øjensynlig frit kan til- og fravælges alt efter politisk behov og alt efter hvilke racetilhørsforhold der gør sig gældende fra sag til sag.

Følgende regelsæt synes at bestemme den almindelige hjernevaskede lemmings og medieapparatjiks ‘tankemønstre’ på området: Hvide mennesker tilhører en samlet, generelt usympatisk gruppe om hvem racemæssigt negative generaliseringer og kollektiv ansvarspådragelse, på tværs af århundrederne, selvfølgelig er fuldt ud berettiget og helt relevant. Denne gruppe har tyvstjålet al kultur fra negrene og ligger som den har redt. Hvide mennesker er uberettiget priviligerede, også når de lægger brosten og renser kloaker. De er født priviligerede. Hvis hvide mennesker mod forventning skulle komme til at gøre noget godt, er de imidlertid løsrevne individer som repræsenterer hele menneskeheden.

Med mennesker der spænder fra den lyseste sekstendedels-mulat, over arabere, tyrkere, jøder, kinesere, eskimoer og sigøjnere helt ud til den sorteste af blåsorte kongo-negre i den anden ende af spektret forholder det sig lidt mere … nuanceret. Disse grundlæggende sympatiske kulturberigere er nemlig kun tilsyneladende opdelt i sådanne grupper (som er sociale konstruktioner når deres medlemmer har begået [er blevet tvunget til at begå] kriminalitet, men stolte kulturnationer med inspirerende traditioner som vi andre kunne lære meget af, når de har holdt sig fra kriminalitet i et par uger) og består i virkeligheden af løsrevne individer hvis misforståede oprørshandlinger, ligegyldigt hvor iøjnefaldende de så end måtte forekomme i vores forudindtagede kriminalitetsstatistikker, intet siger om og ingen som helst forbindelse har til deres etniske og/eller racemæssige gruppetilhørsforhold (som jo er sociale konstruktioner … når der er tale om kriminalitetsramte og socialt udsatte osv. osv. osv.).

Som jøden Thomas Blackman’s 1990’er-protegé Al Agami og Eddie Murphy’s karakter i Coming to America (den jødisk producerede og antiracistiske succes-komedie fra 1988 uden hvide skuespillere[!]) nedstammer de fleste negre nemlig fra højt avancerede, Vesten langt overlegne kongeriger i Afrika, som den hvide mand af ren og skær ondskab og misundelse ødelagde under kolonialiseringen [snøfte-snøft].

Disse ‘farverige’ mennesker (de ser ret ensfarvede ud når man tænker nærmere over det) lever, modsat hvide, i en slags vakuum af urørlig individualistisk værdighed, afskåret fra årsagsforbindelser til deres biologiske ophav. Men samtidig er de selvfølgelig repræsentanter for stolte og overlegne kulturer (grupper).

Når først man har lært systemet udenad, går det næsten af sig selv. Det hjælper altid at have gået et par år eller syv på universitetet, og det er vigtigt at man hele tiden tænker i nuancer. —Undtagen når det gælder hvide racister, selvfølgelig. De er kun onde. Lissom Hitler og Milosevic.

I skemaform ser kulturmarxististernes ‘tænkning’ angående raceforhold nogenlunde sådan her ud:

generaliseringsskema4

Men hvad med slavehandelen? Kunne den ikke med samme logik “lige så godt” være blevet bedrevet af negre? Hvorfor opretholde den fordomsfulde forestilling om dem og os? Hele raceforestillingen er jo bare en social konstruktion, for der findes da kun én race, nemlig menneskeracen … gør der ikke?

Den historisk bevidste læser vil vide, at slaveri faktisk gennem historien er blevet bedrevet og stadig bedrives netop af negre. Ikke kun af negre, selvfølgelig, men også af negre (og mulatter).

Slaveri er ikke et overstået fænomen der udelukkende hører fortiden til, ej heller noget som kun angår negre og hvide i manikæisk rolleopdelt hollywood-modsætning, men i høj grad noget der stadig forekommer og som alle verdens racer og folkeslag i løbet af historien har deltaget i, både som slavepiskere og som slaver.

Slaveri er i dag således stadig udbredt, f.eks. i Afrika og mellemøsten. Hvis man indregner international rufferi til ligningen som en afart af slavehandel (hvilket logisk set giver mening) kan der argumenteres for at slaveri stadig findes på alle kontinenter, måske lige med undtagelse af Antarktis. Særligt de semitisk-arabiske olieemirater og det jødiske Israel er dog berygtede for deres systematiske udnyttelse af moderne slavehandel. For emiraternes vedkommende drejer det sig fortrinsvis om syd- og sydøstasiatiske slavearbejdere, der tager sig af al legemligt slid, fra bygge- og anlægsbranchen til affaldshåndtering, for de notorisk arbejdssky arabere; for Israel, især om sexslaver fra Østeuropa og Rusland.

Men ‘negrene’ (i ni ud af ti tilfælde i virkeligheden mulatter af varierende opblanding) har åbenbart taget grundigt ved lære af deres jødiske sponsorer og bryder sig ikke om at deres politisk virksomme og indbringende krænkelsesmonopol udfordres. Som jødernes løgnagtigt opblæste og overdramatiserede holocaust nidkært vogtes som ‘ikke-relativiserbar’ historie, med en særlig lidelses- og pengeafpresningsret forbeholdt jøder, formodes al slaveri i vore dages historieløse teenagepigekultur at være negrenes helt unikke og enestående skæbneåg, hvorpå ingen andre folkeslag kan gøre krav. Problemet for den dagsordens opretholdelse er bare, at nogle af os rent faktisk stadig studerer historien uden vejledning fra indoktrineringskommissærer i systemmedier og uddannelsesvæsen.

Det synes ikke at være faldet hverken lemmingerne eller globalist-plutokraternes opgejlede mulat-lakajer ind, at selve ordet ‘slave’ etymologisk set hentyder til et hvidt, europæisk folkeslag, nemlig til slaverne (med tryk på første stavelse); altså den slaviske folkestamme der i dag befolker Østeuropa/Rusland.

Påfaldende er det desuden at Jeanette og hendes forretningskolleger indenfor den ‘sorte’ offerindustri finder det nødvendigt, at søge mere end hundrede år tilbage i tiden for at finde materiale der kan berettige til deres statsstøttede pseudooprør. Måske nutiden med medietilbedte mulatpræsidenter, institutionaliseret black caucus-lobbyisme i den amerikanske kongres og racistiske neger-multimilliardærer i underholdningsbranchen ikke rigtig længere passer så godt ind i fortællingen om de uretfærdigt forfulgte og evigt uskyldsrene neger-ofre?

^man bemærker (1) hvordan racefremmede altid omhyggeligt fremstilles som forfulgte uskyldigheder i systemmedierne og (2) hvordan samme forfulgte uskyldigheder tilfældigvis alle har valgt en levevej hvorigennem de, på den ene eller anden måde, er i stand til at fremme deres egne etniske/demografiske hensyn (mere racefremmed indvandring, bedre vilkår for og mere fokus på indvandreres forhold og krav), ofte fra vellønnede stillinger inden for de korrupte statsinstitutioner.

Men lad os bare se lidt mere på historien.

Europa har været under angreb fra racefremmede hærskarer uafbrudt siden oldtiden. Hunner og mongoler fra øst; semitiske kartaginiensere, arabere og saracener og arabo-negroide maurere fra syd samt den tyrkiske bastard-race fra sydøst har alle kappedes om at løbe storm mod Europas grænser.

Det er en historisk kendsgerning at disse utallige bølger af erobringstog, over de mange århundreder (forhistorisk tid medregnet: årtusinder) de har fundet sted, har medført at hvide europæere i titusindvis er blevet tilfangetaget og tvunget til forskellige former for slavearbejde; ‘slavegjorte’ som den politisk korrekte neologisme lyder, af racefremmede folkeslag, herunder af negre og mulatter. Tusinder af europæiske kvinder er således, ned gennem historisk tid, blevet bortført til arabiske og senere tyrkisk-islamiske harem. Europæiske drengebørn er rutinemæssigt blevet tvunget til krigstjeneste mod deres egne folkeslag, som såkaldte janitsharer for osmannernes dekadente ‘sultan’, eller ligefrem kastreret til brug som opvartere i de omtalte harem o.l.

Disse historiske forhold, hvis grusomhed så rigeligt tåler sammenligning med negerslaveriet, bringes sjovt nok aldrig rigtig på bane af spekulantkapitalens statsfinansierede yndlingstyper som Jeanette Ehlers, heller ikke selvom disse forhold overlapper i tid med den af børn i alle aldre så bekendte caribisk-amerikanske plantagedrift, som systemmedier og uddannelsesinstitutioner foretrækker at fokusere så ensidigt på.

Mange danske bønder var stavnsbundne i det meste af syttenhundredetallet (1733 – ca. 1800) og kunne ikke forlade deres herremands ejendom uden tilladelse. Korporlig afstraffelse af danske fæstebønder, og særligt husmænd, var ligeledes udbredt i århundrederne sideløbende med plantagedriften under slavetiden i Vestindien (ca. 1670 – 1848). Den almindelige danske arbejder, bonde eller soldat fik intet ud af hverken negerslavehandlen eller de caribiske besiddelser. Adskillige danskere døde enten under overfarten eller under tvangsarbejde i tobaks- og sukkerplantagerne. Koloniseringen af de vestindiske øer var fra start et internationalt privatkapitalistisk projekt, der ganske vist over tid gav afkast til storaktionærerne (af hvilke mange ikke var af dansk oprindelse) men som den almindelige dansker næppe blev beriget mærkbart af. Først i 1755 overtog kronen (den daværende danske stat) øerne fra det private Vestindisk-guineisk Kompagni.

Men selv hvis almindelige danskere skulle have draget økonomisk eller anden fordel heraf, så ville dette ikke ændre på den kendsgerning, at slaveri, som kortfattet beskrevet ovenfor, har været benyttet af alle racer til alle tider og at hvide mennesker i høj grad også har været ‘slavegjorte’.

I sovjetunionen døde millioner af hvide straffefanger (hovedsageligt russiske, men også af andre europæiske nationaliteter såsom polakker, tyskere og baltere) af sult og udmattelse under udgravningen af kanaler, konstruktion af dæmninger, jernbaner og andre sværindustrielle anlæg, under træfældning samt minedrift efter råstoffer som guld, kobber og kul, i forbindelse med virkeliggørelsen af kommunisternes planøkonomiske femårsplaner. Dette arbejde foregik ved håndkraft og ofte under subpolare eller ligefrem arktiske klimaforhold på den nord-sibiriske tundra.

En betydelig del af fangerne tilhørte kategorien ‘ukazniki’, dvs. dømte for forseelser som at være kommet for sent på arbejde, at have udført fabriksarbejde på en utilfredsstillende måde eller at have stjålet en håndfuld kartofler i de tvangskollektiviserede statsbrug, kolkhoz’erne. Størstedelen var politiske fanger, eller blot slægtninge eller koner til udrensede partimedlemmer, hvis forbrydelser bestod i at have tilhørt (eller have været under mistanke for at tilhøre) en ideologisk afvigende fløj inden for kommunistpartiet. Transporten til lejrene foregik som regel i overfyldte togvogne (inkl. kreaturvogne). Vi taler her om systematiseret udnyttelse af slavearbejde, organiseret i lejr-distrikter bestående af lejr-klynger, der igen bestod af hundredevis af enkelt-lejre, spredt over enorme afstand, ofte bygget fra grunden af slavearbejderne selv i temperaturer ned til minus 50 grader celsius. Nogle af lejrene var rene kvindelejre, andre havde blandet kønssammensætning. Den forventede levetid i de arktiske lejre lå på omkring et eller to år.

Slavearbejde forekom i Sovjetunionen fra 1920’erne til og med 1980’erne, kulminerende i årtierne omkring Anden Verdenskrig. Altså for mindre end hundrede år siden. De tidligste lejre blev oprettet umiddelbart efter revolutionen, i 1918 og 1919. I 1920’erne og start-30’erne blev lejrene ikke sjældent drevet af jødiske kommissærer. Her kan nævnes Yagoda, Frenkel, Berman og Kaganovitj som de mest kendte.

Bogen ‘The Great Terror’ af Robert Conquest kan anbefales til yderligere beskrivelse af forholdene i GULAG-systemets arbejds- og dødslejre.

Det bliver meningsløst her at konkurrere med hjernevaskede gymnasiepiger om hvilke af vore foretrukne offergrupper led den største nød: GULAGs altovervejende hvide tvangarbejdere i Sibiriens permafrosne ødemarker eller de caribiske negerslaver. Det skal ikke herfra benægtes at det caribisk-amerikanske slaveri i sandhed var grusomt. Ingen race, intet folk kan imidlertid tage patent på lidelse. Historien bevidner hinsides enhver tvivl at hvide mennesker har været underkastet slaveri. —Og ikke i småtingsafdelingen heller.

Dette er Jeanette og hendes hjernevaskede lemminge-klakører bare ikke blevet programmeret til at beskæftige sig med, fordi deres globalplutokratiske herrer i New York, Bruxelles og London har bestemt sig for at det er mest fordelagtigt (for dem selv) at opildne negre, mulatter og alle andre ikke-hvide racegrupper til folkemorderisk had, ensidigt rettet mod hvide mennesker. Ej heller hører man Jeanette eller hendes ligesindede nævne noget om den overrepræsenterede jødiske rolle, netop i den transatlantiske, caribisk-amerikanske slavehandel som de har gjort til deres slagnummer. —En historisk kendsgerning som mange rigtige negre ellers for længst har fået øjnene op for. Hvorfor mon denne og andre interessante vinkler ganske udelades i Jeanettes overfladiske historiefortolkning?

Kunne dette monstro have noget at gøre med at hendes politiserende ‘kunstprojekter’ mere end noget andet er et personligt hævntogt … mod hendes eget splittede selv? Mulatter kan være særdeles åndslabile. De legemliggør jo unægteligt skizofreni.

At de professionelle mulat-ofres cool udseende smartphones og andre trendy ‘gadgets’ er fremstillet af kinesiske slavearbejdere betyder øjensynlig intet for dem. De ved fra medierne at negrene er historiens evigt uskyldige ofre og hvide mænd sadistiske slavepiskere fra tidernes morgen. Hvad der foregår i nutidens Kina (eller andre afkroge af verden ubegavet med neger-vibrerende kulturberigelse) er et perifert anliggende, uden for den gældende ortodoksi-diskurs om sort/brun lidelse og hvid ondskab. Smartteknologien hjælper dem til at fortælle omverdenen, at de har forstået budskabet og ikke afviger i retning af upassende nysgerrighed. Ergo kritiserer man ikke, endsige overvejer, sine smartteknologiske vidunderapparaters tilblivelsesproces.

Derudover går hipster-lemmingernes tilværelse mest ud på at tilpasse sig de sidste nye moder og teknotrends, forelagt dem per stedfortræder af fjerne teknokrat- og plutokratherrer, hvis eksistens de næppe er i stand til at gøre sig begreb om.

Denne gennemgang skal selvsagt ikke forstås som noget forsvar for slaveri (en økonomisk praksis uadskillelig fra international finanskapitalisme såvel som fra international kommunisme, begge styreformer i direkte modstrid til den selvberoende nationale socialisme, grundet på racetroskab og respekt for Naturens orden), men som en protest (1) mod forsøget på at drage alle nulevende danskere til ansvar for fortidige gerninger, som de intet havde med at gøre, og (2) mod at negre og mulatter på groft bedragerisk måde fremstilles, og fremstiller sig selv, som historiens eneste ofre for slaveri.

Følgende videomateriale indeholder så meget hykleri og så mange kendetegn på kulturmarxistisk samfundsopløsning, at vi skal undlade at kede læseren med en udtømmende minutiøs opremsning. Det skal på tilrådes at have brækposen klar. Blandingen af salvelsesfuld krænkelsesfetichisme og slet skjult folkemorderisk aggression antager kvalmende former.

Der er dog et par punkter der skal understreges.

I den statsstøttede portræt-/hyldestfilm [det Sorte Kapitel] herunder (selv)fremstilles Jeanette som den utrættelige og uskyldigt forfulgte retfærdighedsrebel, der kæmper mod overmagten for racemæssig ligestilling for sorte … og s’n’noget. Hun omtaler flere gange direkte ‘black power’ og bedyrer gladeligt hvordan hendes statssponsorerede kunstprojekter er i overensstemmelse hermed. At hun selv er et biologisk produkt af hendes caribo-negroide fars (og hvide mors) raceforræderi synes ikke at forstyrre hendes tvivlsomme race-identifikation med faren (som i filmen, uden skygge af berettigelse eller forklaring, skildres som en beundringsværdig, nærmest helgenagtig mand, antageligt af den ene grund at han blev født som neger).

Affæren omkring Jeanette Ehlers understreger udmærket raceskændingens tragedie for alle parter.

De egentlige ansvarlige for ulykken er ret beset hendes forældre, der jo begge forrådte deres respektive racemæssige ophav, sandsynligvis til fordel for en blanding af ukontrolleret liderlighed på den ene side og politisk/socialt opportunt medløberi i slut-1960ernes vanvidsklima af hysterisk opskruet kulturmarxisme på den anden.

Hvis Jeanette virkelig var så optaget af ‘black power’ som hun foregiver, ville det så ikke give bedre mening at kritisere hendes far for netop at have valgt en hvid kvinde som mor til hans afkom (og dermed fravalgt det naturlige partnervalg, nemlig en sort kvinde) og derefter rejse tilbage hendes racemæssige hjemstavn i Afrika for dér eventuelt at medvirke til oprettelsen af en selvstændig stat af frie negre? Så kunne hun jo slippe for de ‘ignorante’ hvide danskere der gør hende så frustreret. Øhh, vent lidt … Staten Liberia blev jo sådan set oprettet som en sådan fri negerstat allerede tilbage i 1822/1847. Dér må negrene da stortrives uden alle de onde hvide mennesker til at forstyrre deres overlegent vibrerende kulturudvikling. Hvis hun hellere vil til Caribien kan hun jo altid tage til Haïti, der har været en selvstændig negerstat siden 1804.

Men måske Jeanette simpelthen bare foretrækker at tage kampen op mod de onde danskere og forblive i det uciviliserede nord for at “uddanne hvide mennesker”, som hun så selvopofrende udtrykker det [30:47] i ‘det Sorte Kapitel’.

Ja, det må være forklaringen. Det har slet ikke noget at gøre med at udnytte snyltemulighederne i det land hun så ivrigt dæmoniserer og modarbejder i et og alt. Det ville være for let bare at søge tilflugt i en kulturelt overlegen negerstat som Liberia, Haïti eller Zimbabwe hvor alt bare fungerer og hun ville blive modtaget som en negerheltinde (held og lykke). Så hellere ofre sig selv og blive her i det barske, farlige og fjendtlige og racistiske Danmark hvor modstandskampen jo er så påtrængende nødvendig.

Hele filmen er afskyvækkende i dens forlorne moral-masturbation og totale mangel på menneskelig blufærdighed. Faderens død og bisættelse udnyttes på tåkrummende vis i følelsespornografisk/propagandistisk øjemed. I teenagepigekulturen er intet åbenbart for intimt eller privat, hvis bare det kan bruges til kulturmarxistisk indoktrinering.

Uafladeligt gøres der, i bedste hollywoodstil, brug af den karakteristisk påtrængende indtil det klistrede underlægningsmusik, til forstærkning og styring af publikums følelsespåvirkninger på de rette indlagte tidspunkter i manuskriptet. Ikke just nogen overraskelse at lydproducentens navn er Abrahamsen.

Målgruppen til denne type skamløse globalistpropaganda må nødvendigvis være et publikum ganske ude af stand til at gennemskue selv de mest elementære principper indenfor holdningsbearbejdning og psykologisk manipulation. —Et publikum trænet til først og fremmest at lade sig rive med af følelser, når disse vel at mærke passer ind i fortællingens millimetertynde endimensionelle papirskabelon, og derudover til aldrig at overskride dets af systemet indprentede, dialektisk opspaltede forestillingsrum af ond hvidhed og god sorthed/brunhed.

En målgruppe, hvis medlemmer ganske vist ynder at tale selvrosende om deres “evne til nuancering”; om vigtigheden af at være “åben for nye perspektiver” og lignende indstuderede floskler. Når det kommer til stykket er deres verdenssyn doktrinært forstenet og deres sind uimodtagelige for anskuelser og kendsgerninger der strider mod deres anti-hvide børnelærdom.

I den nærmeste fremtid kan det vise sig udfordrende for Hollywood at forlige det tocifrede IQ-gennemsnit hos deres mere og mere ‘mangfoldiggjorte’ vestlige publikum med evnen til at producere propaganda, der ikke alt for tydeligt afslører folkemorderdagsordnen for restgruppen af gammeleuropæiske lemminger der stadig har noget af deres tænkeevne tilbage.

Dette dilemma træder frem i den store 2018-satsning målrettet det vestlige mulat-segment, Black Panther, hvis overspændt politisk korrekte plot-udvikling, analoge scenografi og omhyggeligt budskabs-udstansende dialog i ufrivillig komisk afrikanertempo ikke just lever op til dens mange hæsblæsende medrivende digitale effekter.

Racebevidste og historisk agtpågivende folkefæller ved som regel, at det første man som kritisk iagttager gør er at forsøge at ‘kigge om bag kameraet’. Man gør sig som udgangspunkt tanker om holdet bag kameraet.

Hvad er gået forud for den endelige optagelse? Hvordan er castingen forløbet? Hvem har betalt for lortet? Hvem har skrevet manuskriptet? Desuden instruktørens anvisninger: “læg ansigtet i de og de folder”; “se mere skyldbetynget ud her”; “sid mere ‘naturligt’ under venindesamtalen” osv. osv. Dette gælder for alle scener i alle film. Disse er åndelige begynderøvelser som ikke, hvor selvindlysende og grundlæggende de end måtte forekomme den kritiske tænker, falder den gennemsnitlige lemming ind at foretage. Lemmingen er trænet til at aflæse og indoptage de budskaber der er blevet forberedt den. Derudover intet.

Scenen i galleriet [21:00] er her særligt påfaldende og tåkrummende. Statisterne, der tydeligvis har til opgave at indgyde den let påvirkelige og grådlabile lemminge-beskuer følelsen af gruppesuggestivt overvældende kaskader af skyld og skam, ved anvendelse af mimik på Cirkus Benneweiss-niveau, er forfærdelige at se på. Løgnen og falskheden stråler ud af deres ubehjælpeligt politiserende børneteater-mimen. ‘Hyggeligt’ at se hvordan også børnene instrueres (indoktrineres) til og medinddrages ufrivilligt i de moderigtigt brødebetyngede ‘voksnes’ kollektive skyldsneuroser. Som antydet ovenfor må filmen være henvendt til et publikum der, for begge køns vedkommende, langt op i alderdommen aldrig forlader den 17-årige gymnasiepiges åndelige stade.

Scenerne fra Amalienborg slotsplads [30:23, 31:55] og (i videoen ‘NWO-mulatten Jeanette Ehlers Opgylper Kulturmarxistisk Udenadslære’, oprindelig titel: ‘Rewriting History’[!]) scenerne fra Marienborg [07:50] smelter således i en pøl af forloren gymnasiast-iscenesættelse ved første kritiske blik fra den selvstændigt tænkende iagttager.

Hvordan man er i stand til at opretholde forestillingen om, og selvbilledet af, at være en farlig rebel i heltemodig opposition til systemet … når man af myndighederne uhindret får lov til at spankulere halvnøgen rundt med pisk i hånd på det formelle statsoverhoveds prægtigste plads og tillades fup-teatralske voodooritualer samt bavian-inspireret røvballedans i statsministerens embedsbolig, er på samme tid fascinerende og urovækkende at overveje.

Læg desuden mærke til malaj-mulatten Maya Albana’s (‘instruktørens’) ansigtsudtryk når Jeanette taler. Ansigtet er andagtsfuldt på en besynderlig forkrampet måde, der lyser langt væk af doktrinær, kulturmarxistisk forstillelse. Den hellige mulat taler. Man lytter opmærksomt, med stirrende tomme øjne og tilbageholdt åndedræt, til hvert et ord der måtte undslippe det brune offer-orakels mund. Abrahamsen’s underlægningsmusik hjælper heldigvis til, hvis man kortvarigt skulle have glemt at indtage den rette kataleptisk passive modtagestilling.

Albana’s skuespil er måske overdrevet til lejligheden, måske ikke. Hun er givetvis omtrent lige så doktrinært forblændet en kulturmarxist som disse pinagtigt kunstlede scener giver indtryk af.

Men der ligger som bekendt mere bag Maya’s slør end hvad øjet umiddelbart skuer. Når Maya for rullende kamera lægger sit halvblods malajansigt i stivnede fromhedsfolder under lytning til Jeanette’s uendeligt selvhøjtidelige og humorforladte teenagepige-prædikener afsløres en hos systemmedierne gennemgående propagandametode. Lad os kalde metoden for studieværtinden (m/k) som børnehaveklasselærerinde.

Maya anvender metoden til at give det intetanende og letpåvirkelige lemminge-publikum anvisning i hvordan man bør forholde sig, når idealborgeren, offer-mulatten, taler. Stilhed. Opmærksom lytten. Andægtig alvor.

Dette fænomen; denne fremgangsmåde er, i forskellige afarter, vidt udbredt i alle de fjendtlige jødemedier.

Radioværtinderne Jesper Dein og Tore Leifer benytter sig rutinemæssigt af propaganda-knebet, når de i timevis, dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned og år efter år udbreder deres anti-hvide kulturmarxistiske lære for skatteydernes penge. Det bedste eksempel i ovenstående klip er omkring 15:10 inde hvor den ene af homo-apparatjikkerne (umuligt at kende forskel på deres identisk sleskende-smiskende bøssestemmer) spørger negergæsten om hvordan man som dansker skal forholde sig når racefremmede kolonisatorer benytter racistisk nedladende skældsord om det danske værtsfolk(!). Fremgangsmåden bliver systematisk brugt. Man opbygger derved en standardiseret rollefordeling hvor meningen er, at danskere gradvist vænnes til at det er indvandrerne der har den moralske autoritet. Det er således “os” (Dein og Leifers afsjælede publikum) der høfligt og forsigtigt skal spørge racefremmede kolonisatorer om dette eller hint er acceptabelt; om det er “ok”(!).

Tag ikke fejl. Leifer og Dein er rutinerede propagandister for deres egen og ikke mindst deres plutokratisk-internationalistiske arbejdsgiveres raceblandings-, homo- og folkemorder-dagsorden. I årevis har de, for skatteydernes penge, udgydt deres spytslikkende homo-selvhad på alle danskeres vegne. De bruger gerne ord som “white trash” til at beskrive hvide mennsker, men så snart racefremmede gæster er i studiet eller interviewes på telefonen bliver der skruet op for den demonstrativt underdanige og masochistisk selvudslettende smisken — på resten af danskernes vegne.

De laver så at sige Maya Albana-ansigtet hele tiden, bare i radiofonisk form.

Når man kun undtagelsesvis lader sit sind forurene af kulturmarxistisk holdningsbearbejdning træder fænomenet såre tydeligt frem de sjældne gange man endelig, med kritisk agtpågivenhed, vælger at analysere et par af systemmediernes propagandaindslag.

Studieværternes rolle er at træde i stedet for seerens egen bevidsthed. Læg vel mærke til fænomenet.

Det forekommer konstant. DRs propaganda-apparatjiks er uhyggeligt rutinerede i øvelsen. Tilliden til akademiske og videnskabelige ‘eksperter’ overdrives demonstrativt og konsekvent. Disse formodede system-orakler spørges med lalle-troskyldig ydmyghed (igen: uopfordret på lytternes og seernes vegne) om dette eller hint og forventes at kunne udrede de mest indviklede årsagssammenhænge på sekunder. Imens standardsvaret aflires nikker og smiler og bejaer værtinden med passende mellemrum godkendende og snart tilfredsstillende oplyst om sagens rette sammenhæng.

Når man først én gang har forstået og erkendt mønstret, ser og hører man det forekomme overalt i systemmedierne. Selvfølgelig foregiver værterne af og til at stille ‘kritiske spørgsmål’, men disse afviger aldrig fra den tilladte kulturmarxistiske dagsorden. Desuden er gæsterne på forhånd udvalgt fra en kosmopolitisk godkendt liste, så selv oprigtigt kritiske spørgsmål ville alligevel ikke blive besvaret på nogen meningsfuld måde.

Dein og Leifer’s propagandistkollega Karen Secher er skam også habil til den daglige holdningsbearbejdning. Knap så hysterisk som hendes to medværtinder, måske. Man lægger mærke til at stemmeføringen og hele tilgangen til emnerne, som enten repræsenterer det nye og spændende; udviklingen, eller det harmløst museale, altid udelukkende er positiv og ‘åben’. Man forholder sig betingelsesløst accepterende og passiv.

Det kulturmarxistiske venindehold fra ‘Kulturen på P1’ (tidligere ‘P1 Eftermiddag’) har til opgave at anvise befolkningen den rette evigt tillidsfulde og lalleglade indstilling til enhver af det globalkapitalistiske systems forandringstyranniske planer. Deres stemmer træder i stedet for lytterens egen indre stemme.

Den samme daglige sindelagspåvirkning finder, i mere eller mindre åbenlys grad, sted på Radio24Syv, på alle DRs TV-kanaler samt selvfølgelig på TV2. Medierne erstatter gradvist seernes og lytternes egne tænkeevner.

I det absurde globalist-optrin fra NOMA/MAD, komplet med indstuderet teenage-hvinekor som hysterisk akkompagnement til parole-afliringerne, fabler Jeanette på et tidspunkt [01:55] om at hun ser sig som del af en “resistance”; altså af en slags ‘modstandsbevægelse’, må man forstå. Hvad mon det egentlig er hun tror denne ‘modstandsbevægelse’ bekæmper?

De internationale plutokrater har i årtier postet milliarder og atter milliarder af dollars i en konstant propaganda-strøm til idealisering af raceblanding som indbegrebet af selvrealisering og moralsk frigørelse for den vesterlandske ungdom, samtidig med at etnokulturel enhed specifikt for hvide mennesker (ikke for andre racegrupper) er blevet præsenteret som gammeldags taberadfærd uden nogen berettiget plads i fremtidens verdenskommunistiske regnbuestat. TV og biograffilm siden 1980’erne og massemedier i almindelighed; overdimensionerede reklameskilte i bybilledet; hypnotisk gentagede pophits i radioen; i virkeligheden hele den judeoamerikanske rendestenskultur siden 1945 har i mere og mere hysterisk insisterende former, hyldet og lovprist netop det Jeanette er.

Den raceblandede mulat-verdensborger fremstilles overalt i Vesten som fremtidens (og nutidens) idealbillede. Man må enten være fysisk blind, stædigt virkelighedsfornægtende i sovjetisk supersværvægtsklasse eller under en slags hypnose for ikke at se hvad der foregår for øjnene af en.

Så hvad er mon hensigten? Hvad er de ‘brune danskere’ så utilfredse med?

Svarene er indlysende:

De er utilfredse med … at der stadig fødes hvide børn; at der stadig går hvide mennesker rundt iblandt dem. Jeanette og de andre bastardiserede globalistprofitører med statsstøtte kan ikke hurtigt nok få fingrene i det samfund de er blevet stillet i udsigt af deres jødisk-amerikanske bagmænd og læremestre.

De er kort sagt utålmodige.

Hvide racister har jo “stjålet al deres højtstående kultur fra Afrika” sådan som de har fået det fortalt i systemmedierne og på indoktrineringsanstalterne. Så hvorfor går racisterne stadig rundt og tror at de ejer, endsige har ret til at føle sig hjemme, i deres egne lande? Det er jo “sorte” som Jeanette Ehlers der “har bygget Danmark” som hun så poetisk udtrykker det i NOMA-talen med hvinepigekoret [13:43].

Typer som Jeanette Ehlers har til hensigt at fortsætte med at hamre løs på resterne af vort samfunds hastigt forsvindende sokkel af tilbageværende etnokulturel samhørighed med de værktøjer de har fået lagt i hænderne af den hvide races dødsfjender: de internationale jøder, spekulantkapitalisterne, folkeforræderne i systemmedier, kirke og uddannelsesvæsen samt de racefremmede besættelsestropper.

Så længe ingen sætter en stopper for dem, vil de hamre videre indtil samfundet braser sammen.

De er drevet af folkemorderisk opgejlet had, tilvejebragt ved videnskabeligt perfektionerede adfærdspsykologiske metoder til manipulation af det menneskelige sind, så de helmer ikke (af sig selv) før den sidste hvide mand enten er død eller tilpas underkuet (omtrent som Leifer og Dein) eller før alle hvide mennesker, som muddonna i  videoen ovenfor (“like a prayer”: læg vel mærke til teksten), fromt kysser deres fødder i andægtig underkastelse og derefter krybende forsvinder baglæns ud af historien.

Der er tale om racekrig med kulturelle midler og hvide mennesker aner stadig ikke hvad der foregår.

De nordvesteuropæiske folks rystende ringe evne til etnokulturel selvbesindelse og deres beskæmmende tilbøjelighed til sygelig identifikation med racefremmede folkeslag (patologisk altruisme) skal hovedsagelig findes i den ulykkelige historiske giftblanding af tusind års kulturfremmedgørende jødekristendom efterfulgt

af trekvart århundrede med sædelighedsforkvaklende raceblandings-propaganda siden 1945.

Østeuropæerne, der viser opmuntrende tegn på fastere beslutsomhed og stærkere national modstandsdygtighed over for både masseindvandring, raceblanding og homodagsorden, er ganske vist kristne, men dels betød overtagelsen af den kristne tro for de slaviske østeuropæere ikke som for os germanere undertrykkelsen af en fuldt udbygget, særegen raceforankret mytologi, dels blev de på afgørende (og paradoksal) vis forskånet for efterkrigstidens judeoamerikanske demoraliseringskampagner af et samfundssystem der formelt var marxistisk, men som på afgørende områder, såsom kønsroller og nationalisme, i virkeligheden forblev kulturkonservativt under det meste af den kolde krig.

De få vesterlændinge der er i stand til at se hvad der foregår, slæber billedligt talt rundt på en uhjælpeligt lammet befolkning af åndeligt og legemligt korrumperede folkeforrædere der, hvis ikke de allerede har, så bare venter på at forråde deres slægt og race ved først givne lejlighed. Forhenværende danske ‘mænd’ der henter thaikoner til landet er i denne forbindelse akkurat lige så foragtelige, kriminelle og tabte for den sande nationale sag som de forhenværende danske ‘kvinder’ (perkerludere) der spreder ben for negre og arabere.

Rådet herfra lyder: Smid byrden af ryggen, frigør jer fra lemmingernes dødvægt og varetag egne interesser. Sådan varetages bedst racens og folkekernens hensyn. Masserne er ikke værd at ofre hverken sit liv eller sine bekymringer på. De er fortabte.

I visse øren lyder dette budskab måske pessimistisk, overdrevet tungsindigt eller ligefrem defaitistisk.

Dette er bestemt ikke hensigten. Tværtimod. Vi opfordrer til livslang fanatisk modstandskamp. —For vor egen slægts skyld og for de folkefæller der fortjener et sådant offer, vel at mærke. Vi kæmper ikke for TV-hensygnende zombier, for perverterede alkoholikere eller for raceblinde tilbedere af mellemøstlige stammeguder med kulturmarxistisk udenadslære, hvor den trodsigt selvberoende germanske sjæl burde være.

Hensigten er at vi ser virkeligheden skånselsløst i øjnene og målrettet forfølger den sti der sikrest leder til fuldbyrdelsen af de Fjorten Hellige Ord.

Her kommer de hjernedøde masser i fjerde eller femte række. Det afgørende er at vi, det stolte fåtal af racebevidste hedenske folkefæller, i overensstemmelse med Naturens evigt uforanderlige Orden, overlever, trives og stifter storfamilier. Klaner.

Om den kvoterede apparatjik-professor Vincent Hendricks blot tre ord:

World, economic og forum. Se nedenstående video [06:47].

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

MØNSTERGENKENDELSE | TILFÆLDIGE PUNKTNEDSLAG I DEN UENDELIGE SUMP AF SYSTEMISK KULTURMARXISME

 

Hvad får i det hele taget en nittenårig pige til at indlade sig med fire perkere?
Kan mediernes daglige udsendelser mon have en betydning her? Først et tilfældigt uddrag fra P3, Danmarks Radios skatteyderfinansierede ungdomskanal:

 

 

Det er vigtigt at forstå hvordan ovenstående klip ikke er udtryk for nogen særlig grel eller usædvanlig form for demoralisering, men er betegnende for en standard der kører dag ud og dag ind.

Demoraliseringen af ungdommen har i årtier været så ensartet, så regelmæssig og så overvældende, at alle i dag tager for givet at radio og TV henvendt til det yngre publikum  normaliserer dekadence, tilskynder til promiskuitet og fejrer enhver form for usædelighed som den største selvfølgelighed.

Praktisk taget ingen kan således længere forestille sig at ungdomsradio skulle kunne opfordre til dyd, kønslig tilbageholdenhed eller racebevidst fædrelandskærlighed. Sådanne budskaber ville blive modtaget med uforstående måben, både af ungdommen selv og af deres lige så grundigt til kulturmarxisme trænede forældre.

Mønstret er altid det samme: Ungdommen vænnes dag efter dag til at det er sjovt, cool, trendy og “oprørsk” at fornægte sin egen etnokulturelle identitet, mens man troskyldigt følger i slipstrømmen på den allestedsnærværende judeoamerikanske rendestenskultur og bevidstløst adlyder de nyeste adfærdsanvisninger på skærmen.

Den altovervejende stemning er af ligegyldighed og pjankende selvfornedrelse. Når der for en sjælden gangs skyld anlægges en alvorlig tone i ungdomsudsendelser (eller en hvilken som helst anden type programmer i systemmedierne), skyldes det at der bliver appelleret til overholdelse af de internationale mediers længe indprentede hollywood-dogmer om negres og/eller andre racefremmedes overlegenhed/evige uskyldsrene offerstatus (inden for de seneste år er det desuden blevet normalt, at også homoer og transseksuelle omtales med samme besynderligt forlorne og overdrevne agtelse).

I disse tilfælde afstår man som medie-apparatjik tjenstvilligt fra pjatteriet og lægger med det samme ansigtet i de rette salvelsesfulde alvorsfolder mens tonefaldet rammer et leje mellem uforbeholden, næsegrus respekt og forfjamsket benovelse … lige indtil emnet igen skifter og det atter er tid at genoptage den hyggelige og socialt anerkendelsesværdige nedgørelse af heteroseksuelle medlemmer af den hvide race.

Læg desuden vel mærke til hvordan budskabet i samme udsendelse, under den overordnede usædelighedsnormalisering, ofte vil være kønsligt tvedelt: For de unge kvinder præsenteres således et veltilrettelagt billede af den mandlige danske ungdom som udpræget utiltalende og så fjernt fra det galante som muligt (se modsætningen hertil nederst i denne artikel), mens den unge kvindes eget forventede, socialt accepterede ideal fremstilles som en løsagtig skøges fordrukne “frigjorthed”.

For de unge mænd præsenteres et billede af almindelig upålidelighed, drukkenskab og sjofel vulgaritet som topmålet af cool drengerøvs-humor. Den danske (hvide) unge kvinde præsenteres som uværdig og løs på tråden (ikke-giftefærdig).

 

 

Hvad med hendes forældre? Hvor er mon hendes far, onkler, brødre og fætre? I frie samfund med nogenlunde normale kønsroller og etnokulturel selvbestemmelse ville et sådan spørgsmål falde meget naturligt. Kun i de gennemfeminiserede zoner under streng kulturmarxistisk/globalkapitalistisk besætttelse siden 1945, Nordvesteuropa og Nordamerika, vil et sådant spørgsmål overhovedet kunne vække anstød. I resten af verden ville det i lignende sager være blandt det første man spurgte til.

Men DR og de andre statsmedier henvender sig skam også til “voksne”. Ud over at den nittenåriges far og andre mandlige slægtninge sandsynligvis er mere optagede af den aktuelle stilling i negerboldligaen og plotudviklingen i de uendelige dramaserier fra hollywood end af bekymringer om deres lokalsamfunds racemæssige sammensætning eller deres kvindelige familiemedlemmers dyd, er der en overvejende sandsynlighed for, at de også vil være under påvirkning af følgende type vidt udbredte holdningsbearbejdning:

 

 

Budskabet er velkendt: Selvstændig tænkning er ikke velset. For mange spørgsmål om kontroversielle emner er tegn på tilstedeværelse af slemme tankeforbryderiske “konspirationsteorier“, som vi jo alle ved er både latterlige, helt ligegyldige og desuden sikre tegn på enten asocial ondskab eller egentlig sindssyge. Universitetsuddannede kulturmarxister og statsansatte journalister melder sig heldigvis frivilligt til at påtage sig det besværlige tænkearbejde for os andre. Så kan vi også bedre koncentrere os om at tilpasse os globaliseringens spændende nye forandringskrav mens vi svarer skat af vores arbejde.

Søndag d. 16. september 2018 (samme uge som de ovenfor behandlede nyhedsindslag) offentliggjorde DR for øvrigt en højst interessant tema-artikel på deres hjemmeside.
Vi bringer her den fulde, uredigerede artikel:

 

Til bibelhistorisk interesserede skal vi erindre om det semitiske navn Mirjam’s betydning. Her fra Raunkjærs konversationsleksikon, 1951:

Mirjam (lat. Maria) Moses og Arons søster, i den israelitiske overlevering førerske under ørkenvandringen ved siden af Moses og Aron (Mik. 6, 4). Iflg. 4. Mos. 12 dadlede hun Moses for hans ægteskab med en kushitisk kvinde, men blev som straf ramt af spedalskhed. Hendes død (i Kades) nævnes 4. Mos. 20, 1, M.’s sang, sejrsvise i anledning af underet ved det Røde Hav, 2. Mos. 15, 20.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

I ANLEDNING AF DET SVENSKE VALG | MANGLENDE HJEMLIG GEOSTRATEGISK DYBDE GØR DANMARK TYVE GANGE MERE SÅRBAR OVER FOR MASSEINDVANDRING END SVERIGE [2.0]

Den velbegrundede analyse der her foretages af de underliggende årsager til vort nordiske broderlands tunge skæbne, kan med lige stor berettigelse foretages af tilstandene i ethvert andet vesteuropæisk land, ikke mindst de i vort eget land rådende politisk-kulturelle forhold.

Pap-patrioternes evindelige overfladiske skadefryd på Sveriges bekostning er særdeles pinlig og udgør en yderst farlig tendens til uansvarlig svælgen i falsk tryghed ved bagatellisering af vor egen lige så katastrofale håndtering af den racefremmede masseindvandring.

Den kulturmarxistiske gift, der, gennem hele det tyvende århundrede har svækket og ‘forberedt’ Sverige på masseindvandringens institutionaliserede folkemord, findes jo i mindst lige så høj grad herhjemme.

Desuden bør det aldrig glemmes, at Sveriges landområde er ti gange større og dets befolkning omtrent dobbelt så stor som Danmarks. Alt andet lige må det således logisk forudsættes, at Sveriges naturlige absorberingsevne er tyve gange større end Danmarks.

Når Danmarks andel af race- og kulturfremmede er bragt ned på en størrelse i omegnen af en tyvendedel af den i Sverige forekommende, kan vi måske overveje at føle os bedre stillet end svenskerne.

Indtil da er ethvert forsøg på hoveren over for eller belæring af svenskerne aldeles uberettiget og minder os på beskæmmende vis om husejeren, der højlydt fryder sig ved naboens brændende hus, fordi flammerne i hans eget endnu kun har nået stueplanet.

Rigsfællesskabet, og dermed den fortsatte adgang til Grønlands betragtelige landmasser, udgør Danmarks eneste mulighed for anvendelse af geostrategisk dybde. Enhver der taler for og tilstræber at vi, midt i en folkevandringstid med let forudsigelige demografiske kriser i horisonten, spiller os dette geostrategisk uvurderlige kort af hænde, må derfor betragtes med største mistænksomhed.

Det bør erindres at Grønland på ingen måde tilhører eskimoerne (et fremmed mongoloidt folk, nylig tilvandret fra Asien), men har været beboet af germanske nordboer siden vikingetiden. Denne kendsgerning, sammenholdt med de astronomiske summer der gennem årtierne regelmæssigt er tilstrømmet Grønland, bekostet af hårdtarbejdende danske skatteydere, samt den stadige danske militære suverænitetshåndhævelse, giver Danmark en både historisk og nutidig berettiget hjemmel til fortsat forsvarlig brug og forvaltning af området.

Geostrategisk dybde: Mulighederne er uendelige, også selvom beliggenheden af historiske årsager er nordatlantisk. Hvad angår det mest oplagte anvendelsesområde, straffelejre til racefremmede og folkeforrædere, er adskillelsen fra kernelandet ligefrem en fordel.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar