SELV-INTOLERANCENS GRAMMATIK [JONATHAN BOWDEN] | NY TREND: HØJTUDDANNEDE OG SYGELIGT MORALISTISKE [PATOLOGISK ALTRUISTISKE] VESTLIGE KVINDER, PLAGEDE AF MEDIE-INDPRENTET SELVHAD, STATSINDOKTRINERET RACEBLINDHED OG KULTURKRISTNE SKYLDSNEUROSER REDDER VERDEN VED AT SELVSTERILISERE. RACEHYGIEJNE ER HÅRDT TILTRÆNGT, SÅ HVIS TENDENSEN BEGRÆNSER SIG TIL AT DE VÆRST RAMTE ZOMBIE-FEMINISTER SKAFFER SIG SELV AF VEJEN SKAL VI IKKE KLAGE. PROBLEMET ER AT ZOGINTERN SØGER AT UDBREDE TRENDEN TIL ALLE HVIDE KVINDER, OG IKKE KUN DE I FORVEJEN SINDSSYGE, SOM JO DYBEST SET KUN GØR OS EN EUGENISK TJENESTE VED SÅ FROMT OG IVRIGT AT GÅ I DEMOGRAFIGRAVEN

 

Dagbladet information, september 2018. Endnu en forvirret, demoraliseret og etno-kulturelt fremmedgjort dansk kvinde har steriliseret sig selv(!) — i dette tilfælde for verdens og klimaets skyld:

Kællingen har selvfølgelig ret i at ikke alle mennesker burde (have lov til at) sætte børn i verden. Hun nævner selv at hun har en arvelig sygdom, og hvis dette var hovedårsagen kunne hendes ‘valg’ jo udmærket være både etisk og arvehygiejnemæssigt forsvarligt.

Men hun nøjes ikke med at træffe sit eget private og/eller etiske valg. Nej, hun benytter lejligheden til at fremme en i forvejen allestedsnærværende, institutionsbåren og medie-hjulpen dagsorden og viderebringe nogle særdeles tvivlsomme, blandt akademikere meget udbredte, dogme-lignende forestillinger om alle hvide menneskers kollektive skyld (de kulturkristnes arvesynd).

Hun er ikke tilfreds med at træffe sit moralske ‘valg’ alene, men opfordrer offentligt og demonstrativt sine medborgere til at følge med hende i det kollektive selvmord. Til dette afsindige formål viderebringer hun visse i Vesten siden 1968 fremherskende akademiker-trends og tilskynder på dette overordentligt tvivlsomme teoretiske grundlag andre, hendes medmennesker(!), til afstå fra at få børn, ikke for at undgå nedarvning af sygdomme eller lignende velbegrundede årsager, men fordi vi danskere (under én promille af jordens befolkning) antageligt er særligt slemme til ‘planetødelæggende adfærd’ [sic] og ‘klima-synd’.

Svært at undgå mistanken om at hendes opfordringer i denne mildest talt drastiske retning ikke så meget skyldes de mange verdensfrelsende moralist-årsager hun gør sig så stor umage for at opregne, men snarere følger det velkendte mønster af projicering og psykose-deling, som kulturmarxisterne er så velbevandrede i. Hun søger med andre ord at hendes omgivelser skal deltage i hendes egen psykose, således at den derved normaliseres og mildnes for hende selv. 

Men som nævnt i artiklens overskrift: Hvis legemligt og åndeligt forkrøblede akademiske typer som S. Madsen begynder at indse at de, som hun selv udtrykker det, ‘aldrig burde være blevet født’ og genpuljen bedst er tjent med at deres upålidelige og folkeforræderiske slags forsvinder uden at efterlade sig biologisk efterslægt … så er det måske bedst sådan.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

INSTITUTIONALISERET DØDSFEMINISME, SKJULT REKLAME FOR PORNHUB I STATSMEDIERNE OG JØDE-AMERIKANSKE GLOBALIST-UDSENDINGE | I SÅKALDT VESTLIGE VÆRDIERS NAVN VÆNNES LEMMINGERNE TIL LAV IMPULSKONTROL, PROMISKUØS SEX, PORNO-AFHÆNGIGHED, USÆDELIGHED OG HOMO-DAGSORDNENS KØNSUDJÆVNING. HOLDNINGSBEARBEJDNINGEN HAR ET OG KUN ET FORMÅL: SVÆKKELSE AF DE EUROPÆISKE NATIONERS MODSTANDS-DYGTIGHED OVERFOR TVANGSGLOBALISERINGENS TOTALI-TARISME. FREMGANGSMÅDEN ER GRADVIS OPLØSNING AF EUROPÆISKE FAMILIER VED KØNSKAMPENS, HEDONISMENS OG BARNLØSHEDENS SNIGENDE FOLKEMORD [opdateret]

 

Danskere og andre vesteuropæere har utrolig svært ved at forstå, at kulturel iagttagelse og samfundsmæssig opretholdelse af kønnenes forskellighed hører til de aller vigtigste grundforudsætninger for enhver nations etnokulturelle levedygtighed.

Fjender af de europæiske folkeslag har imidlertid tydeligvis forstået det. De har forstået at hvis man hos et givet folkeslag kan bringe forstyrrelse i kønsrollerne, så splid mellem mand og kvinde og forkvakle ungdommen til usædelighed og hedonisme, så kan man så meget desto lettere gøre sin politiske og økonomiske magt gældende over for en sådan demoraliseret nation. 

 

Det er derfor man kan høre programmer i statsmedierne, såsom elektronista, reklamere for pornohjemmesider og indsmigrende tilskynde dets forvirrede unge kvindelige lyttere til trendy gadget-masturbation online foran slaveskærmen (læg vel mærke til omtalen [40:30] af det pædofili- og sodomi-normaliserende kinsey-institut). Barnløshed er jo cool (for hvide mennesker) og det er meget ‘oprørsk’ til punkt og prikke at følge de adfærdsanvisninger som globalteknokraterne har planlagt for os og ved hjælp af neurolingvistisk programmering nudger os til, ikke sandt?

 

 

Det er derfor universiteterne overalt i Vesten vrimler med blåhårede lebbe-feminister, intetanende udskrigende deres præfabrikerede slogans om “patriarkat”; “repræsentation”; “no borders” og “refugees welcome”, der er blevet indprentet dem siden folkeskolen, mens de knuger deres zog-opkoblede smartphones og forsøger at overbevise sig selv om at angstanfaldene og svedeturene ikke har noget at gøre med deres naturfremmedgjorte livsstil og psykofarmaka-indtag.

Det er derfor de regelmæssigt tilbagevendende og militaristisk velorganiserede homo-marcher i gaderne bliver afholdt med både statslig og kommunal hjælp og rundhåndet sponsoreres af de største globalplutokratisk-finanskapitalistiske virksomheder.

Og det er derfor det danske forsvar kører hvervekampagner for at få flere kvinder i hæren.

Frie og etnokulturelt selvberoende nationer i pagt med Naturens Orden ville aldrig tillade sådan vanvittig og beskæmmende kulturødelæggelse.

Den vægtigste grund til at det er lykkedes folkefjenden at indføre ovennævnte tilstande er, at Europa tabte Anden Verdenskrig til en internationalistisk sammensværgelse af jøder, folkeforræderiske kapitalister og kommunister. 

Mens systemmedierne dagligt klager over slem og farlig (uha!) russisk indblanding i de vestlige ‘demokratier’, sender zogintern rutinemæssigt deres kulturmarxistiske indflydel-sesagenter på velbetalte propagandamissioner til de zog-besatte lande, hovedsageligt i Vesteuropa.

Under Obama’s præsidentperiode var det den officielle ambassadør, der virkede som propagandist for homo-dagsorden og anden kulturmarxistisk sædelighedsforfald. Blot fordi USA siden har fået en på overfladen antiglobalistisk præsident må man ikke forledes til at tro, at de jødeamerikanske indflydelsesagenternes folkefjendtlige arbejde dermed  er ophørt.   

Her og her kan man i dansk skatteyderbetalt radio høre en af disse foragtelige globalist-udsendinge, en (((David Miller))) fra et foretagende der hedder ‘Democrats Abroad’, opgylpe sine udslidte antinationale floskler med en om muligt endnu mere enerverende amerikansk accent end DIIS-apparatjik’en “Robin Scott” fra videoen øverst i denne artikel.

Her ser vi ham som en slags gade-agitator ved dødsfeministernes internationalt koordinerede folkemordermarch fra i fjor:

 

 

Totalitære globalkapitalister arbejder døgnet rundt på at nedbryde og ødelægge resterne af de sidste levedygtige vesteuropæiske nationalstater. Institutionaliseret feminisme og kønsudjævning hører til blandt deres foretrukne og mest dødbringende kulturelle våben.

Den bedste måde til at modstå de elendige naturbesudleres angreb består (1) i beslutsom afholdenhed fra porno, stoffer, cigaretter, hollywood-underholdning og alkohol samt (2) i racerene giftermål, traditionel familiestiftelse og talrige børnefødsler.

Den glorværdige modstand mod de folkemorderiske besudlere af Naturens orden for-pligter til livslang selvtugt og agtpågivenhed. Forfølgelse af ovennævnte livsmål bør dog ingenlunde forstås som førende til nogen glædesløs eller trælsom tilværelse. Tværtimod! Ædruelighed, sundhed, ægteskab, børnerigdom, indsigt i Naturens orden og racetroskab bibringer den dydige og arbejdsomme folkefælle eksistentiel tilfredsstillelse, livsmening og lykke på en måde som får modernitetens sølle erstatningskultur til at blegne ynkværdigt.    

Joe Atwill og Tim Kelly leverer som altid en udmærket analyse af fænomenet, her med udgangspunkt i den jødiske højesteretsdommer, Ginsburg’s skæbnesvangre indflydelse på det amerikanske samfund:

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

NÅR MULATTER I GLOBALPLUTOKRATISK SOLD TROR DE GØR OPRØR MOD SYSTEMET | TEENAGEPIGEKULTURENS FORELØBIGE LAVPUNKT AF HYSTERISK MEDLØBERHVINEN

Som det vil være læsere af Hammersmeden bekendt har fædrelandet (sammen med resten af Vesten) siden 1945 befundet sig i en tilstand af økonomisk, kulturel, demografisk, militær og teknokratisk fremmedbesættelse.

Denne besættelse giver sig udslag i de besynderligste kulturforvrængninger og i folkeforræderes daglige selvfornedrelse. For de af os der kan se hvad der foregår efterlader tingenes tilstand et uafrysteligt indtryk af lige dele rædsel og afsky.

Et af folkefjendens mest virksomme våben til uskadeliggørelse af vesterlændingene er den næsten fuldkommen, ved massemediers, uddannelsesinstitutioners og ikke mindst kirkers propagandavirksomhed, udbredte raceblindhed.

Raceblindhed gør hvide vesterlændinge forsvarsløse overfor racefremmed masseindvandring og bevirker at den fjendtlige kolonisering af vore hjemlande ikke mødes af hvad man i ethvert sundt og selvberoende samfund ville forvente: beslutsom, etnokulturelt forankret, om fornødent voldelig modstand, men af en forvirret masse af hjernevaskede medløbere der, når bølgerne går højt taler om hjemsendelsesskrivelser og paragrafændringer, men ellers ikke aner hvad der foregår.

På det efterhånden fremskredne stadie af kulturforrådnelse vi i disse år bevidner i Danmark begynder nogle meget foruroligende tegn at vise sig. Disse tegn kan med relativ lethed forudses, eftersom flere af vore europæiske nabolande allerede har gennemlevet faser af den kulturmarxistiske totalitarismes samfundsforfald, som endnu ikke er nået til vor hjemstavn (England, Frankrig, Nederlandene, Belgien og til dels Sverige).

Et af disse uhyggelige jærtegn er fremkomsten af massivt mediehjulpne fjendtligsindede mulatter der, på forskellig vis, og altid med institutionel rygdækning, udnytter det store demoraliserede befolkningsflertals netop omtalte raceblindhed og etnokulturelle identitetsforvirring til at gennemtrumfe det ene stedse skærpede krav efter det andet om vesterlændinges fortsatte racemæssige underkastelse og tiltagende kollektive selvfornedrelse, vel at mærke mens den folkemorderiske kolonisering og befolkningsudskiftning hele tiden pågår med fuld kraft.

Sådanne globalplutokratisk understøttede mulatter begynder altså i disse år at dukke op, også på den danske scene. Vi har allerede set første bølge af mediemulatter blive hypet uforholdsmæssigt i forhold til hvad deres beskedne talenter burde række til.

I slut-1980’erne blev Caroline Henderson og Maria Bramsen ‘tilfældigt’ udvalgt som frontfigurer i gruppen ‘Ray Dee Ohh’ til at afsynge ørehængende pophits som ‘Brændende Læber’ og ‘Jeg Vil La’ Lyset Brænde’. Senere kom afkommet af tilvandrede gambianermænd[!] og forhenværende danske folkeforræderkællinger, ‘Ida Corr’ og ‘Hella Joof’, til, som siden er blevet overeksponeret i en grad så det i dag er umuligt at åbne for TV, bladre i en avis; kaste sit blik på magasinforsiderne i supermarkedskøen eller bare gå en tur gennem en tilfældig bygade i Danmark uden at blive mindet om og ufrivilligt underkastet påtrængende raceblandingspropaganda ved synet af disse eller andre lignende uhyggeligt grimme halvblodsnegres overdimensioneret påtrængende bastardansigter. Den ulidelige ‘Remee’ og rasta-helgeninden ‘Natascha’ har ligeledes i årtier fået overgearet medvind og heppekorsopbakning i systemmedierne uden nogen anden påviselig berettigelse end deres, fra globalteknokraternes synspunkt, politisk brugbare raceudtværede udseende.

Normalisering, popularisering og idealisering af mulatters (og andre racefremmedes) stedse forøgede demografiske tilstedeværelse kendetegner altså dette indledende stadie.

Næste trin består hovedsageligt af mulatternes (og andre racefremmedes) beklagelser over og kritik af danskerne. Over en uendelig række af mikroskopiske luksusproblemer, såsom danskere der formaster sig til at spørge åbenlyst racefremmede om hvor de oprindeligt kommer fra [oh skræk, oh rædsel!] og gamle menneskers skandaløse brug af ordet “negerboller” beklager man sig til de altid velvilligt mikrofonholdende systemmedier.

Den skatteyderlønnede P3-vært ‘Andrew Mojo’ er en typisk repræsentant for fænomenet (se video øverst [15:01]) og her.

Der er tydeligvis tale om netop beklagelser, men fordi de fleste mulatter og andre racefremmede udmærket er klar over at deres tilværelse i Danmark reelt er en problemfri søndagsskoleudflugt i sammenligning med hvad de ville blive udsat for i samtlige andre lande i verden, måske undtaget Sverige, sløres beklagelserne bag et væld af kodesprog og indirekte ringeagtsytringer. Det er jo bare for sjov og de provinsielle danskere er alligevel helt harmløse, haha, så man er som overlegen verdensborger, med udviklingen og de trendy netflixfilm og den konstant kværnende mulatmuzak i radioen og samtlige statsinstitutioner på sin side, selvfølgelig i virkeligheden helt ligeglad … men man turnerer alligevel rundt på landsdækkende statsmedier med samme indstuderede smøre om hvor fantastisk ufølsomt det er af danskere at spørge en om noget og forfærdelige ‘problemer’ af lignende art [snøft].

Hensigten med den uafladelige passiv-aggressive problematisering af etniske danskeres ubehjælpeligt harmløse (bemærkelsesværdigt ikke-voldelige) reaktionsmønstre overfor den hastigt stigende befolkningsandel af ‘brune danskere’ er klar: man belærer herigennem indirekte den identitetsforvirrede indfødte befolkning om rigtig, hhv. forkert adfærd og anviser den de politisk korrekte meninger og passende ‘anstændige’ handlemåder.

Den ønskede adfærd der herved indprentes kan sammenfattes i ét ord: ligegyldighed.

Forventningen til den progressive og fremtidsorienteret tilpassede dansker er med andre ord, at denne ikke opfatter; ikke ænser det der sker for øjnene af ham/hende: At hans/hendes folk dag for dag ændrer genetisk sammensætning og derved gradvist mister sin etnokulturelle egenart ved opblanding af racefremmed blod.

Den kosmopolitisk velafrettede idealborger af gammeleuropæisk oprindelse bekymrer sig ganske enkelt ikke om hvad der sker omkring ham. Systemmedierne ‘tænker’ for ham, fortolker og forklarer udviklingen (“det er for at redde økonomien” og “hvis ikke det var for masseindvandringen kunne vi jo ikke få passet vore ældre” osv. osv.) og holder ham adspredt med det yderst interessant benævnte begreb underholdning: fiktion, drama, sport, spil og porno i en nøje afpasset blanding, skræddersyet efter den enkelte lemmings personlige tilbøjeligheder.

Og hvis indoktrineringen af uransagelige årsager ikke har virket til fulde og skatteslaven alligevel glimtvis ser, og fra tid til anden undrer sig over, den pludselige markant ændrede befolkningssammensætning i hans fødeby, den snigende fremmedgørelse overalt i eget land eller de mange nye overmåde flittige og hårdtarbejdende rumænske ‘kolleger’ på arbejdspladsen, så træder den adfærdspsykologiske træning til og minder ham om, at det er forbundet med betydelige materielle såvel som sociale fordele, at lade som om man ikke ser det og derfor slet ikke undrer sig.

Den uønskede problemadfærd er dybest set ikke så meget en adfærd i traditionel forstand, som en egenskab; en evne. Selve det at være i stand til at iagttage raceforskelle (og selvsagt at modsætte sig sit fædrelands racemæssige opløsning), ja blot overvejelser i disse baner, er tydeligvis uønskede.

Sidste trin på skalaen karakteriseres ved et stigende leje af egentlig fjendtlighed fra mulatter og andre racefremmede, sideløbende med det statslige propaganda-apparats intensiverede arbejde på ikke bare at normalisere den omsiggribende fremmedgørelse og tab af hjemlighedsfølelse for danskerne, men i sidste ende, at vænne de nordisk-germanske danskere til demografisk udgrænsning fra stedse flere områder af vort eget folkehjem.

I denne sidste fase er det ikke længere de etniske danskeres adfærd der problematiseres, men selve den kendsgerning, at der befinder sig mange danskere i Danmark. Bemærkninger i systemmedierne om at “Danmark er et meget hvidt land” eller forsøg på udbredelse af tvivlsomme påstande annammet direkte fra den amerikanske diskurs om at “negrene byggede landet”[!] (se video herunder [21:00 og 13:45]) eksemplificerer på udmærket vis dette tredje og sidste trin. Den tiltagende højspændt antihvide retorik i medierne kan med overvejende sandsynlighed forventes at medføre mere og mere udartet og ikke mindst voldelig medieopildnet fremfærd mod et givet lands på en gang dæmoniserede og forsvarsløse (afvæbnede i åndelig såvel som retslig-konkret forstand) hvide indfødte skatteborgere.

Danmark befinder sig anno ~2020 i en overgangsperiode hvor vi, ubemærket af masserne, glider fra fase 2 til fase 3.

De her beskrevne demografisk-politiske samfundsstrømpiles relevans kan påvises med henvisning til udviklingen i de ovenfor nævnte vesteuropæiske lande med sammenlignelige kulturelle og socioøkonomiske forhold, blot længere fremskreden ‘diversitet’ end i Danmark samt til kulturmarxismens moderskib, USA.

Det skal understreges at de her omtalte trin er alment gældende og således også kan iagttages, dels for adfærden blandt de egentlige negres (~80-100% afrikansk blod), dels selvfølgelig for de mange andre racefremmede besættelsesgruppers vedkommende. De kulturmarxistiske jødemediers fjendtlige interessevaretagelse og propagandistiske opildning af, samt hele det internationale finanskapitalistiske snyltersystems forbryderiske støtte til, skadevoldende racefremmed massetilstedeværelse i hvide hjemlande er som bekendt ikke begrænset til enkelte racer. Man spiller så at sige på alle heste og instrumentaliserer enhver tilgængelig racegruppe i bestræbelserne på fortsat folkemorderisk bastardisering af Europa samt hvide hjemlande i andre verdensdele.

Udbredelsen af mulatter bør imidlertid give anledning til endnu alvorligere betænkeligheder hos den racebevidste folkefælle end almindelig racefremmed masseindvandring (som er alvorlig nok i sig selv).

Tilstedeværelsen af et stigende antal lokalt undfangede mulatter varsler selvsagt ilde om et europæisk samfunds fremtidige racemæssige samdrægtighed og beviser (legemliggør) hinsides enhver tvivl, at raceforræderi allerede er blevet begået.

Som regel består ‘forældreparret’ til de i Vesten forekommende mulatter af en hvid hjernevasket kælling med særlig lavt selvværd og en negroid indvandret mand, ofte indblandet i småkriminalitet såsom handel med stoffer, rufferi, hæleri e.l. Mønstret fortsætter med et sandsynligt brud i barnets tidlige levealder hvorefter kvinden, hvis ikke hun bliver myrdet eller er gået i hundene som alkoholiker eller stofmisbruger, efterlades til at opdrage på mulat-afkommet, som herefter, omkring teenagealderen, tilskyndet af de allestedsnærværende jødemedier og det kulturmarxistiske uddannelsesvæsen, begynder at identificere sig med sin forsvundne faders etnicitet.

For opretholdelsen af et etnokulturelt bæredygtigt samfund er mulatter omvandrende katastrofer. Ikke blot bringer de som den øvrige masseindvandring racefremmed blod til landet og bidrager derved til udvidelse af det fremmed-demografiske brohoved her, de gør tilmed indhug i og lægger beslag på selve den hvide arvemasses dyrebare forplantningsevne[!]. Det er ikke for sjov eller af tilfældige årsager at jødemedierne overalt i Vesten promoverer og idealiserer mulatter som trendy erstatninger for etniske europæere på alle områder af samfundet, lige fra nyhedsoplæsere over hollywoodskuespillere, popsangere, undertøjsmodeller, integrationsordførere og landsholdsfodboldspillere til kvoterede universitetsprofessorer og amerikanske præsidenter. De ved hvor ødelæggende mulatterne er for den etnisk forankrede nationalstat.

I denne artikel skal vi omtale to af det seneste kuld af disse afskyelige skabninger hvis forekomst, for de oprindelige nordisk-germanske og andre etnisk europide danskere, indvarsler globalplutokratisk totalitarisme og i sidste ende folkedød: Vincent Hendricks og Jeanette Ehlers.

Jeanette Ehlers er som forventeligt blevet båret frem på hænder og fødder af de fjendtlige statsmedier og uddannelsesinstitutioner. Hendes forbrug af skatteyderbekostet ‘uddannelse’ (statsinstitutionaliseret kulturmarxistisk indoktrinering) er umuligt at gøre op. Hovedsagen er at de danske skatteydere i årtier har betalt (og stadig betaler) for hendes og hendes utallige medsammensvornes landsskadelige virke.

Hundredåret for salget af de vestindiske øer til USA blev i 2017 anledning til en massiv propagandakampagne med Jeanette i spidsen, hvis formål var (og er) at gøre de i forvejen demoraliserede, raceblinde og grænsende til det masochistiske skyldtyngede og intetanende kulturkristne danskere endnu mere etnokulturelt forvirrede, forsvarsløse og neurotisk selvhadende end de i forvejen var (og er).

På en baggrund af henførte heppekor fra bærmen af professionelle folkeforrædere og racefremmede globaliseringsprofitører i de jødisk drevne systemmedier gjorde Jeanette i forbindelse med jubilæet (med den for hendes slags så velkendte blanding af indstuderet forhåndsforurettethed og hovmodig selvhævdelse) uimodsagt krav på de nulevende danskeres kollektive undskyldning for hændelser, der fandt sted i seksten- og syttenhundrede-tallet samt første halvdel af attenhundredetallet.

Det blev (og bliver) altså forventet, ikke bare at de direkte efterkommere til det for længst afdøde fåtal af danskere der egentlig havde med slavehandelen, atlantbesejlingen og plantagedriften i Vestindien at gøre, flere hundrede år tilbage i tiden, skulle gøre afbigt og bede om tilgivelse, men at hele den nuværende danske befolkning, uanset om man måtte have haft forfædre blandt slavehandlere eller ej, skulle bøde for fortidens gerninger og selvpiskende krybe for de nye herrer (repræsenteret ved Jeanette Ehlers og hendes brune halvblods-brigader af feministisk-internationalistisk indoktrinerede plutokrat-yndlinge). Se videoen ovenfor [06:20] hvor Ehlers med slet skjult løgnersmil på læberne og passende ghettogrammatik påstår at ‘alle var involverede i slavehandelen’: “…I mean, everyone were” [sic].

Mon samme standard for kollektiv skyld også gælder i Jeanette’s eget og i hendes hjernevaskede heppekors verdenssyn, når talen falder på nutidens gerninger, f.eks. overgreb, såsom voldtægt og rovmord, begået af nulevende racefremmede indvandrere … mod nulevende etniske danskere? Forventes det mon også her, at alle perkere og alle negre skal undskylde offentligt for sådanne forbrydelser? Og skal de også undskylde om hundrede og to hundrede år? Hvad med Rotherham-sagen i England? Skal alle pakistanere (også dem der stadig bor i Pakistan) bede om tilgivelse og gå offentlig bodsgang fordi nogle i England bosiddende pakistanere i årevis har holdt i titusindvis af mindreårige engelske piger som sexslaver?

Eller antager parolerne i så fald pludselig mindre fordømmende og mere forstående kulturrelativistiske former? Måske der så pludselig ikke længere er tale om etnisk definerbare grupper, men blot om “mindretal af socialt utilpassede og økonomisk marginaliserede borgere fra udsatte boligområder, der ødelægger det for alle de andre helt lovlydige indvandrere, der jo bare vil give deres børn en bedre fremtid” og “…vi skal jo ikke skære alle over en kam, vel?” for “det kunne jo lige så godt have været en dansker/englænder”. —Sjovt hvordan de tåget universal-relativistiske og hyperindividualiserende tolkninger i akademiserede folkeforræderkredse øjensynlig frit kan til- og fravælges alt efter politisk behov og alt efter hvilke racetilhørsforhold der gør sig gældende fra sag til sag.

Følgende regelsæt synes at bestemme den almindelige hjernevaskede lemmings og medieapparatjiks ‘tankemønstre’ på området: Hvide mennesker tilhører en samlet, generelt usympatisk gruppe om hvem racemæssigt negative generaliseringer og kollektiv ansvarspådragelse, på tværs af århundrederne, selvfølgelig er fuldt ud berettiget og helt relevant. Denne gruppe har tyvstjålet al kultur fra negrene og ligger som den har redt. Hvide mennesker er uberettiget priviligerede, også når de lægger brosten og renser kloaker. De er født priviligerede. Hvis hvide mennesker mod forventning skulle komme til at gøre noget godt, er de imidlertid løsrevne individer som repræsenterer hele menneskeheden.

Med mennesker der spænder fra den lyseste sekstendedels-mulat, over arabere, tyrkere, jøder, kinesere, eskimoer og sigøjnere helt ud til den sorteste af blåsorte kongo-negre i den anden ende af spektret forholder det sig lidt mere … nuanceret. Disse grundlæggende sympatiske kulturberigere er nemlig kun tilsyneladende opdelt i sådanne grupper (som er sociale konstruktioner når deres medlemmer har begået [er blevet tvunget til at begå] kriminalitet, men stolte kulturnationer med inspirerende traditioner som vi andre kunne lære meget af, når de har holdt sig fra kriminalitet i et par uger) og består i virkeligheden af løsrevne individer hvis misforståede oprørshandlinger, ligegyldigt hvor iøjnefaldende de så end måtte forekomme i vores forudindtagede kriminalitetsstatistikker, intet siger om og ingen som helst forbindelse har til deres etniske og/eller racemæssige gruppetilhørsforhold (som jo er sociale konstruktioner … når der er tale om kriminalitetsramte og socialt udsatte osv. osv. osv.).

Som jøden Thomas Blackman’s 1990’er-protegé Al Agami og Eddie Murphy’s karakter i Coming to America (den jødisk producerede og antiracistiske succes-komedie fra 1988 uden hvide skuespillere[!]) nedstammer de fleste negre nemlig fra højt avancerede, Vesten langt overlegne kongeriger i Afrika, som den hvide mand af ren og skær ondskab og misundelse ødelagde under kolonialiseringen [snøfte-snøft].

Disse ‘farverige’ mennesker (de ser ret ensfarvede ud når man tænker nærmere over det) lever, modsat hvide, i en slags vakuum af urørlig individualistisk værdighed, afskåret fra årsagsforbindelser til deres biologiske ophav. Men samtidig er de selvfølgelig repræsentanter for stolte og overlegne kulturer (grupper).

Når først man har lært systemet udenad, går det næsten af sig selv. Det hjælper altid at have gået et par år eller syv på universitetet, og det er vigtigt at man hele tiden tænker i nuancer. —Undtagen når det gælder hvide racister, selvfølgelig. De er kun onde. Lissom Hitler og Milosevic.

I skemaform ser kulturmarxististernes ‘tænkning’ angående raceforhold nogenlunde sådan her ud:

generaliseringsskema4

Men hvad med slavehandelen? Kunne den ikke med samme logik “lige så godt” være blevet bedrevet af negre? Hvorfor opretholde den fordomsfulde forestilling om dem og os? Hele raceforestillingen er jo bare en social konstruktion, for der findes da kun én race, nemlig menneskeracen … gør der ikke?

Den historisk bevidste læser vil vide, at slaveri faktisk gennem historien er blevet bedrevet og stadig bedrives netop af negre. Ikke kun af negre, selvfølgelig, men også af negre (og mulatter).

Slaveri er ikke et overstået fænomen der udelukkende hører fortiden til, ej heller noget som kun angår negre og hvide i manikæisk rolleopdelt hollywood-modsætning, men i høj grad noget der stadig forekommer og som alle verdens racer og folkeslag i løbet af historien har deltaget i, både som slavepiskere og som slaver.

Slaveri er i dag således stadig udbredt, f.eks. i Afrika og mellemøsten. Hvis man indregner international rufferi til ligningen som en afart af slavehandel (hvilket logisk set giver mening) kan der argumenteres for at slaveri stadig findes på alle kontinenter, måske lige med undtagelse af Antarktis. Særligt de semitisk-arabiske olieemirater og det jødiske Israel er dog berygtede for deres systematiske udnyttelse af moderne slavehandel. For emiraternes vedkommende drejer det sig fortrinsvis om syd- og sydøstasiatiske slavearbejdere, der tager sig af al legemligt slid, fra bygge- og anlægsbranchen til affaldshåndtering, for de notorisk arbejdssky arabere; for Israel, især om sexslaver fra Østeuropa og Rusland.

Men ‘negrene’ (i ni ud af ti tilfælde i virkeligheden mulatter af varierende opblanding) har åbenbart taget grundigt ved lære af deres jødiske sponsorer og bryder sig ikke om at deres politisk virksomme og indbringende krænkelsesmonopol udfordres. Som jødernes løgnagtigt opblæste og overdramatiserede holocaust nidkært vogtes som ‘ikke-relativiserbar’ historie, med en særlig lidelses- og pengeafpresningsret forbeholdt jøder, formodes al slaveri i vore dages historieløse teenagepigekultur at være negrenes helt unikke og enestående skæbneåg, hvorpå ingen andre folkeslag kan gøre krav. Problemet for den dagsordens opretholdelse er bare, at nogle af os rent faktisk stadig studerer historien uden vejledning fra indoktrineringskommissærer i systemmedier og uddannelsesvæsen.

Det synes ikke at være faldet hverken lemmingerne eller globalist-plutokraternes opgejlede mulat-lakajer ind, at selve ordet ‘slave’ etymologisk set hentyder til et hvidt, europæisk folkeslag, nemlig til slaverne (med tryk på første stavelse); altså den slaviske folkestamme der i dag befolker Østeuropa/Rusland.

Påfaldende er det desuden at Jeanette og hendes forretningskolleger indenfor den ‘sorte’ offerindustri finder det nødvendigt, at søge mere end hundrede år tilbage i tiden for at finde materiale der kan berettige til deres statsstøttede pseudooprør. Måske nutiden med medietilbedte mulatpræsidenter, institutionaliseret black caucus-lobbyisme i den amerikanske kongres og racistiske neger-multimilliardærer i underholdningsbranchen ikke rigtig længere passer så godt ind i fortællingen om de uretfærdigt forfulgte og evigt uskyldsrene neger-ofre?

^man bemærker (1) hvordan racefremmede altid omhyggeligt fremstilles som forfulgte uskyldigheder i systemmedierne og (2) hvordan samme forfulgte uskyldigheder tilfældigvis alle har valgt en levevej hvorigennem de, på den ene eller anden måde, er i stand til at fremme deres egne etniske/demografiske hensyn (mere racefremmed indvandring, bedre vilkår for og mere fokus på indvandreres forhold og krav), ofte fra vellønnede stillinger inden for de korrupte statsinstitutioner.

Men lad os bare se lidt mere på historien.

Europa har været under angreb fra racefremmede hærskarer uafbrudt siden oldtiden. Hunner og mongoler fra øst; semitiske kartaginiensere, arabere og saracener og arabo-negroide maurere fra syd samt den tyrkiske bastard-race fra sydøst har alle kappedes om at løbe storm mod Europas grænser.

Det er en historisk kendsgerning at disse utallige bølger af erobringstog, over de mange århundreder (forhistorisk tid medregnet: årtusinder) de har fundet sted, har medført at hvide europæere i titusindvis er blevet tilfangetaget og tvunget til forskellige former for slavearbejde; ‘slavegjorte’ som den politisk korrekte neologisme lyder, af racefremmede folkeslag, herunder af negre og mulatter. Tusinder af europæiske kvinder er således, ned gennem historisk tid, blevet bortført til arabiske og senere tyrkisk-islamiske harem. Europæiske drengebørn er rutinemæssigt blevet tvunget til krigstjeneste mod deres egne folkeslag, som såkaldte janitsharer for osmannernes dekadente ‘sultan’, eller ligefrem kastreret til brug som opvartere i de omtalte harem o.l.

Disse historiske forhold, hvis grusomhed så rigeligt tåler sammenligning med negerslaveriet, bringes sjovt nok aldrig rigtig på bane af spekulantkapitalens statsfinansierede yndlingstyper som Jeanette Ehlers, heller ikke selvom disse forhold overlapper i tid med den af børn i alle aldre så bekendte caribisk-amerikanske plantagedrift, som systemmedier og uddannelsesinstitutioner foretrækker at fokusere så ensidigt på.

Mange danske bønder var stavnsbundne i det meste af syttenhundredetallet (1733 – ca. 1800) og kunne ikke forlade deres herremands ejendom uden tilladelse. Korporlig afstraffelse af danske fæstebønder, og særligt husmænd, var ligeledes udbredt i århundrederne sideløbende med plantagedriften under slavetiden i Vestindien (ca. 1670 – 1848). Den almindelige danske arbejder, bonde eller soldat fik intet ud af hverken negerslavehandlen eller de caribiske besiddelser. Adskillige danskere døde enten under overfarten eller under tvangsarbejde i tobaks- og sukkerplantagerne. Koloniseringen af de vestindiske øer var fra start et internationalt privatkapitalistisk projekt, der ganske vist over tid gav afkast til storaktionærerne (af hvilke mange ikke var af dansk oprindelse) men som den almindelige dansker næppe blev beriget mærkbart af. Først i 1755 overtog kronen (den daværende danske stat) øerne fra det private Vestindisk-guineisk Kompagni.

Men selv hvis almindelige danskere skulle have draget økonomisk eller anden fordel heraf, så ville dette ikke ændre på den kendsgerning, at slaveri, som kortfattet beskrevet ovenfor, har været benyttet af alle racer til alle tider og at hvide mennesker i høj grad også har været ‘slavegjorte’.

I sovjetunionen døde millioner af hvide straffefanger (hovedsageligt russiske, men også af andre europæiske nationaliteter såsom polakker, tyskere og baltere) af sult og udmattelse under udgravningen af kanaler, konstruktion af dæmninger, jernbaner og andre sværindustrielle anlæg, under træfældning samt minedrift efter råstoffer som guld, kobber og kul, i forbindelse med virkeliggørelsen af kommunisternes planøkonomiske femårsplaner. Dette arbejde foregik ved håndkraft og ofte under subpolare eller ligefrem arktiske klimaforhold på den nord-sibiriske tundra.

En betydelig del af fangerne tilhørte kategorien ‘ukazniki’, dvs. dømte for forseelser som at være kommet for sent på arbejde, at have udført fabriksarbejde på en utilfredsstillende måde eller at have stjålet en håndfuld kartofler i de tvangskollektiviserede statsbrug, kolkhoz’erne. Størstedelen var politiske fanger, eller blot slægtninge eller koner til udrensede partimedlemmer, hvis forbrydelser bestod i at have tilhørt (eller have været under mistanke for at tilhøre) en ideologisk afvigende fløj inden for kommunistpartiet. Transporten til lejrene foregik som regel i overfyldte togvogne (inkl. kreaturvogne). Vi taler her om systematiseret udnyttelse af slavearbejde, organiseret i lejr-distrikter bestående af lejr-klynger, der igen bestod af hundredevis af enkelt-lejre, spredt over enorme afstand, ofte bygget fra grunden af slavearbejderne selv i temperaturer ned til minus 50 grader celsius. Nogle af lejrene var rene kvindelejre, andre havde blandet kønssammensætning. Den forventede levetid i de arktiske lejre lå på omkring et eller to år.

Slavearbejde forekom i Sovjetunionen fra 1920’erne til og med 1980’erne, kulminerende i årtierne omkring Anden Verdenskrig. Altså for mindre end hundrede år siden. De tidligste lejre blev oprettet umiddelbart efter revolutionen, i 1918 og 1919. I 1920’erne og start-30’erne blev lejrene ikke sjældent drevet af jødiske kommissærer. Her kan nævnes Yagoda, Frenkel, Berman og Kaganovitj som de mest kendte.

Bogen ‘The Great Terror’ af Robert Conquest kan anbefales til yderligere beskrivelse af forholdene i GULAG-systemets arbejds- og dødslejre.

Det bliver meningsløst her at konkurrere med hjernevaskede gymnasiepiger om hvilke af vore foretrukne offergrupper led den største nød: GULAGs altovervejende hvide tvangarbejdere i Sibiriens permafrosne ødemarker eller de caribiske negerslaver. Det skal ikke herfra benægtes at det caribisk-amerikanske slaveri i sandhed var grusomt. Ingen race, intet folk kan imidlertid tage patent på lidelse. Historien bevidner hinsides enhver tvivl at hvide mennesker har været underkastet slaveri. —Og ikke i småtingsafdelingen heller.

Dette er Jeanette og hendes hjernevaskede lemminge-klakører bare ikke blevet programmeret til at beskæftige sig med, fordi deres globalplutokratiske herrer i New York, Bruxelles og London har bestemt sig for at det er mest fordelagtigt (for dem selv) at opildne negre, mulatter og alle andre ikke-hvide racegrupper til folkemorderisk had, ensidigt rettet mod hvide mennesker. Ej heller hører man Jeanette eller hendes ligesindede nævne noget om den overrepræsenterede jødiske rolle, netop i den transatlantiske, caribisk-amerikanske slavehandel som de har gjort til deres slagnummer. —En historisk kendsgerning som mange rigtige negre ellers for længst har fået øjnene op for. Hvorfor mon denne og andre interessante vinkler ganske udelades i Jeanettes overfladiske historiefortolkning?

Kunne dette monstro have noget at gøre med at hendes politiserende ‘kunstprojekter’ mere end noget andet er et personligt hævntogt … mod hendes eget splittede selv? Mulatter kan være særdeles åndslabile. De legemliggør jo unægteligt skizofreni.

At de professionelle mulat-ofres cool udseende smartphones og andre trendy ‘gadgets’ er fremstillet af kinesiske slavearbejdere betyder øjensynlig intet for dem. De ved fra medierne at negrene er historiens evigt uskyldige ofre og hvide mænd sadistiske slavepiskere fra tidernes morgen. Hvad der foregår i nutidens Kina (eller andre afkroge af verden ubegavet med neger-vibrerende kulturberigelse) er et perifert anliggende, uden for den gældende ortodoksi-diskurs om sort/brun lidelse og hvid ondskab. Smartteknologien hjælper dem til at fortælle omverdenen, at de har forstået budskabet og ikke afviger i retning af upassende nysgerrighed. Ergo kritiserer man ikke, endsige overvejer, sine smartteknologiske vidunderapparaters tilblivelsesproces.

Derudover går hipster-lemmingernes tilværelse mest ud på at tilpasse sig de sidste nye moder og teknotrends, forelagt dem per stedfortræder af fjerne teknokrat- og plutokratherrer, hvis eksistens de næppe er i stand til at gøre sig begreb om.

Denne gennemgang skal selvsagt ikke forstås som noget forsvar for slaveri (en økonomisk praksis uadskillelig fra international finanskapitalisme såvel som fra international kommunisme, begge styreformer i direkte modstrid til den selvberoende nationale socialisme, grundet på racetroskab og respekt for Naturens orden), men som en protest (1) mod forsøget på at drage alle nulevende danskere til ansvar for fortidige gerninger, som de intet havde med at gøre, og (2) mod at negre og mulatter på groft bedragerisk måde fremstilles, og fremstiller sig selv, som historiens eneste ofre for slaveri.

Følgende videomateriale indeholder så meget hykleri og så mange kendetegn på kulturmarxistisk samfundsopløsning, at vi skal undlade at kede læseren med en udtømmende minutiøs opremsning. Det skal på tilrådes at have brækposen klar. Blandingen af salvelsesfuld krænkelsesfetichisme og slet skjult folkemorderisk aggression antager kvalmende former.

Der er dog et par punkter der skal understreges.

I den statsstøttede portræt-/hyldestfilm [det Sorte Kapitel] herunder (selv)fremstilles Jeanette som den utrættelige og uskyldigt forfulgte retfærdighedsrebel, der kæmper mod overmagten for racemæssig ligestilling for sorte … og s’n’noget. Hun omtaler flere gange direkte ‘black power’ og bedyrer gladeligt hvordan hendes statssponsorerede kunstprojekter er i overensstemmelse hermed. At hun selv er et biologisk produkt af hendes caribo-negroide fars (og hvide mors) raceforræderi synes ikke at forstyrre hendes tvivlsomme race-identifikation med faren (som i filmen, uden skygge af berettigelse eller forklaring, skildres som en beundringsværdig, nærmest helgenagtig mand, antageligt af den ene grund at han blev født som neger).

Affæren omkring Jeanette Ehlers understreger udmærket raceskændingens tragedie for alle parter.

De egentlige ansvarlige for ulykken er ret beset hendes forældre, der jo begge forrådte deres respektive racemæssige ophav, sandsynligvis til fordel for en blanding af ukontrolleret liderlighed på den ene side og politisk/socialt opportunt medløberi i slut-1960ernes vanvidsklima af hysterisk opskruet kulturmarxisme på den anden.

Hvis Jeanette virkelig var så optaget af ‘black power’ som hun foregiver, ville det så ikke give bedre mening at kritisere hendes far for netop at have valgt en hvid kvinde som mor til hans afkom (og dermed fravalgt det naturlige partnervalg, nemlig en sort kvinde) og derefter rejse tilbage hendes racemæssige hjemstavn i Afrika for dér eventuelt at medvirke til oprettelsen af en selvstændig stat af frie negre? Så kunne hun jo slippe for de ‘ignorante’ hvide danskere der gør hende så frustreret. Øhh, vent lidt … Staten Liberia blev jo sådan set oprettet som en sådan fri negerstat allerede tilbage i 1822/1847. Dér må negrene da stortrives uden alle de onde hvide mennesker til at forstyrre deres overlegent vibrerende kulturudvikling. Hvis hun hellere vil til Caribien kan hun jo altid tage til Haïti, der har været en selvstændig negerstat siden 1804.

Men måske Jeanette simpelthen bare foretrækker at tage kampen op mod de onde danskere og forblive i det uciviliserede nord for at “uddanne hvide mennesker”, som hun så selvopofrende udtrykker det [30:47] i ‘det Sorte Kapitel’.

Ja, det må være forklaringen. Det har slet ikke noget at gøre med at udnytte snyltemulighederne i det land hun så ivrigt dæmoniserer og modarbejder i et og alt. Det ville være for let bare at søge tilflugt i en kulturelt overlegen negerstat som Liberia, Haïti eller Zimbabwe hvor alt bare fungerer og hun ville blive modtaget som en negerheltinde (held og lykke). Så hellere ofre sig selv og blive her i det barske, farlige og fjendtlige og racistiske Danmark hvor modstandskampen jo er så påtrængende nødvendig.

Hele filmen er afskyvækkende i dens forlorne moral-masturbation og totale mangel på menneskelig blufærdighed. Faderens død og bisættelse udnyttes på tåkrummende vis i følelsespornografisk/propagandistisk øjemed. I teenagepigekulturen er intet åbenbart for intimt eller privat, hvis bare det kan bruges til kulturmarxistisk indoktrinering.

Uafladeligt gøres der, i bedste hollywoodstil, brug af den karakteristisk påtrængende indtil det klistrede underlægningsmusik, til forstærkning og styring af publikums følelsespåvirkninger på de rette indlagte tidspunkter i manuskriptet. Ikke just nogen overraskelse at lydproducentens navn er Abrahamsen.

Målgruppen til denne type skamløse globalistpropaganda må nødvendigvis være et publikum ganske ude af stand til at gennemskue selv de mest elementære principper indenfor holdningsbearbejdning og psykologisk manipulation. —Et publikum trænet til først og fremmest at lade sig rive med af følelser, når disse vel at mærke passer ind i fortællingens millimetertynde endimensionelle papirskabelon, og derudover til aldrig at overskride dets af systemet indprentede, dialektisk opspaltede forestillingsrum af ond hvidhed og god sorthed/brunhed.

En målgruppe, hvis medlemmer ganske vist ynder at tale selvrosende om deres “evne til nuancering”; om vigtigheden af at være “åben for nye perspektiver” og lignende indstuderede floskler. Når det kommer til stykket er deres verdenssyn doktrinært forstenet og deres sind uimodtagelige for anskuelser og kendsgerninger der strider mod deres anti-hvide børnelærdom.

I den nærmeste fremtid kan det vise sig udfordrende for Hollywood at forlige det tocifrede IQ-gennemsnit hos deres mere og mere ‘mangfoldiggjorte’ vestlige publikum med evnen til at producere propaganda, der ikke alt for tydeligt afslører folkemorderdagsordnen for restgruppen af gammeleuropæiske lemminger der stadig har noget af deres tænkeevne tilbage.

Dette dilemma træder frem i den store 2018-satsning målrettet det vestlige mulat-segment, Black Panther, hvis overspændt politisk korrekte plot-udvikling, analoge scenografi og omhyggeligt budskabs-udstansende dialog i ufrivillig komisk afrikanertempo ikke just lever op til dens mange hæsblæsende medrivende digitale effekter.

Racebevidste og historisk agtpågivende folkefæller ved som regel, at det første man som kritisk iagttager gør er at forsøge at ‘kigge om bag kameraet’. Man gør sig som udgangspunkt tanker om holdet bag kameraet.

Hvad er gået forud for den endelige optagelse? Hvordan er castingen forløbet? Hvem har betalt for lortet? Hvem har skrevet manuskriptet? Desuden instruktørens anvisninger: “læg ansigtet i de og de folder”; “se mere skyldbetynget ud her”; “sid mere ‘naturligt’ under venindesamtalen” osv. osv. Dette gælder for alle scener i alle film. Disse er åndelige begynderøvelser som ikke, hvor selvindlysende og grundlæggende de end måtte forekomme den kritiske tænker, falder den gennemsnitlige lemming ind at foretage. Lemmingen er trænet til at aflæse og indoptage de budskaber der er blevet forberedt den. Derudover intet.

Scenen i galleriet [21:00] er her særligt påfaldende og tåkrummende. Statisterne, der tydeligvis har til opgave at indgyde den let påvirkelige og grådlabile lemminge-beskuer følelsen af gruppesuggestivt overvældende kaskader af skyld og skam, ved anvendelse af mimik på Cirkus Benneweiss-niveau, er forfærdelige at se på. Løgnen og falskheden stråler ud af deres ubehjælpeligt politiserende børneteater-mimen. ‘Hyggeligt’ at se hvordan også børnene instrueres (indoktrineres) til og medinddrages ufrivilligt i de moderigtigt brødebetyngede ‘voksnes’ kollektive skyldsneuroser. Som antydet ovenfor må filmen være henvendt til et publikum der, for begge køns vedkommende, langt op i alderdommen aldrig forlader den 17-årige gymnasiepiges åndelige stade.

Scenerne fra Amalienborg slotsplads [30:23, 31:55] og (i videoen ‘NWO-mulatten Jeanette Ehlers Opgylper Kulturmarxistisk Udenadslære’, oprindelig titel: ‘Rewriting History’[!]) scenerne fra Marienborg [07:50] smelter således i en pøl af forloren gymnasiast-iscenesættelse ved første kritiske blik fra den selvstændigt tænkende iagttager.

Hvordan man er i stand til at opretholde forestillingen om, og selvbilledet af, at være en farlig rebel i heltemodig opposition til systemet … når man af myndighederne uhindret får lov til at spankulere halvnøgen rundt med pisk i hånd på det formelle statsoverhoveds prægtigste plads og tillades fup-teatralske voodooritualer samt bavian-inspireret røvballedans i statsministerens embedsbolig, er på samme tid fascinerende og urovækkende at overveje.

Læg desuden mærke til malaj-mulatten Maya Albana’s (‘instruktørens’) ansigtsudtryk når Jeanette taler. Ansigtet er andagtsfuldt på en besynderlig forkrampet måde, der lyser langt væk af doktrinær, kulturmarxistisk forstillelse. Den hellige mulat taler. Man lytter opmærksomt, med stirrende tomme øjne og tilbageholdt åndedræt, til hvert et ord der måtte undslippe det brune offer-orakels mund. Abrahamsen’s underlægningsmusik hjælper heldigvis til, hvis man kortvarigt skulle have glemt at indtage den rette kataleptisk passive modtagestilling.

Albana’s skuespil er måske overdrevet til lejligheden, måske ikke. Hun er givetvis omtrent lige så doktrinært forblændet en kulturmarxist som disse pinagtigt kunstlede scener giver indtryk af.

Men der ligger som bekendt mere bag Maya’s slør end hvad øjet umiddelbart skuer. Når Maya for rullende kamera lægger sit halvblods malajansigt i stivnede fromhedsfolder under lytning til Jeanette’s uendeligt selvhøjtidelige og humorforladte teenagepige-prædikener afsløres en hos systemmedierne gennemgående propagandametode. Lad os kalde metoden for studieværtinden (m/k) som børnehaveklasselærerinde.

Maya anvender metoden til at give det intetanende og letpåvirkelige lemminge-publikum anvisning i hvordan man bør forholde sig, når idealborgeren, offer-mulatten, taler. Stilhed. Opmærksom lytten. Andægtig alvor.

Dette fænomen; denne fremgangsmåde er, i forskellige afarter, vidt udbredt i alle de fjendtlige jødemedier.

Radioværtinderne Jesper Dein og Tore Leifer benytter sig rutinemæssigt af propaganda-knebet, når de i timevis, dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned og år efter år udbreder deres anti-hvide kulturmarxistiske lære for skatteydernes penge. Det bedste eksempel i ovenstående klip er omkring 15:10 inde hvor den ene af homo-apparatjikkerne (umuligt at kende forskel på deres identisk sleskende-smiskende bøssestemmer) spørger negergæsten om hvordan man som dansker skal forholde sig når racefremmede kolonisatorer benytter racistisk nedladende skældsord om det danske værtsfolk(!). Fremgangsmåden bliver systematisk brugt. Man opbygger derved en standardiseret rollefordeling hvor meningen er, at danskere gradvist vænnes til at det er indvandrerne der har den moralske autoritet. Det er således “os” (Dein og Leifers afsjælede publikum) der høfligt og forsigtigt skal spørge racefremmede kolonisatorer om dette eller hint er acceptabelt; om det er “ok”(!).

Tag ikke fejl. Leifer og Dein er rutinerede propagandister for deres egen og ikke mindst deres plutokratisk-internationalistiske arbejdsgiveres raceblandings-, homo- og folkemorder-dagsorden. I årevis har de, for skatteydernes penge, udgydt deres spytslikkende homo-selvhad på alle danskeres vegne. De bruger gerne ord som “white trash” til at beskrive hvide mennsker, men så snart racefremmede gæster er i studiet eller interviewes på telefonen bliver der skruet op for den demonstrativt underdanige og masochistisk selvudslettende smisken — på resten af danskernes vegne.

De laver så at sige Maya Albana-ansigtet hele tiden, bare i radiofonisk form.

Når man kun undtagelsesvis lader sit sind forurene af kulturmarxistisk holdningsbearbejdning træder fænomenet såre tydeligt frem de sjældne gange man endelig, med kritisk agtpågivenhed, vælger at analysere et par af systemmediernes propagandaindslag.

Studieværternes rolle er at træde i stedet for seerens egen bevidsthed. Læg vel mærke til fænomenet.

Det forekommer konstant. DRs propaganda-apparatjiks er uhyggeligt rutinerede i øvelsen. Tilliden til akademiske og videnskabelige ‘eksperter’ overdrives demonstrativt og konsekvent. Disse formodede system-orakler spørges med lalle-troskyldig ydmyghed (igen: uopfordret på lytternes og seernes vegne) om dette eller hint og forventes at kunne udrede de mest indviklede årsagssammenhænge på sekunder. Imens standardsvaret aflires nikker og smiler og bejaer værtinden med passende mellemrum godkendende og snart tilfredsstillende oplyst om sagens rette sammenhæng.

Når man først én gang har forstået og erkendt mønstret, ser og hører man det forekomme overalt i systemmedierne. Selvfølgelig foregiver værterne af og til at stille ‘kritiske spørgsmål’, men disse afviger aldrig fra den tilladte kulturmarxistiske dagsorden. Desuden er gæsterne på forhånd udvalgt fra en kosmopolitisk godkendt liste, så selv oprigtigt kritiske spørgsmål ville alligevel ikke blive besvaret på nogen meningsfuld måde.

Dein og Leifer’s propagandistkollega Karen Secher er skam også habil til den daglige holdningsbearbejdning. Knap så hysterisk som hendes to medværtinder, måske. Man lægger mærke til at stemmeføringen og hele tilgangen til emnerne, som enten repræsenterer det nye og spændende; udviklingen, eller det harmløst museale, altid udelukkende er positiv og ‘åben’. Man forholder sig betingelsesløst accepterende og passiv.

Det kulturmarxistiske venindehold fra ‘Kulturen på P1’ (tidligere ‘P1 Eftermiddag’) har til opgave at anvise befolkningen den rette evigt tillidsfulde og lalleglade indstilling til enhver af det globalkapitalistiske systems forandringstyranniske planer. Deres stemmer træder i stedet for lytterens egen indre stemme.

Den samme daglige sindelagspåvirkning finder, i mere eller mindre åbenlys grad, sted på Radio24Syv, på alle DRs TV-kanaler samt selvfølgelig på TV2. Medierne erstatter gradvist seernes og lytternes egne tænkeevner.

I det absurde globalist-optrin fra NOMA/MAD, komplet med indstuderet teenage-hvinekor som hysterisk akkompagnement til parole-afliringerne, fabler Jeanette på et tidspunkt [01:55] om at hun ser sig som del af en “resistance”; altså af en slags ‘modstandsbevægelse’, må man forstå. Hvad mon det egentlig er hun tror denne ‘modstandsbevægelse’ bekæmper?

De internationale plutokrater har i årtier postet milliarder og atter milliarder af dollars i en konstant propaganda-strøm til idealisering af raceblanding som indbegrebet af selvrealisering og moralsk frigørelse for den vesterlandske ungdom, samtidig med at etnokulturel enhed specifikt for hvide mennesker (ikke for andre racegrupper) er blevet præsenteret som gammeldags taberadfærd uden nogen berettiget plads i fremtidens verdenskommunistiske regnbuestat. TV og biograffilm siden 1980’erne og massemedier i almindelighed; overdimensionerede reklameskilte i bybilledet; hypnotisk gentagede pophits i radioen; i virkeligheden hele den judeoamerikanske rendestenskultur siden 1945 har i mere og mere hysterisk insisterende former, hyldet og lovprist netop det Jeanette er.

Den raceblandede mulat-verdensborger fremstilles overalt i Vesten som fremtidens (og nutidens) idealbillede. Man må enten være fysisk blind, stædigt virkelighedsfornægtende i sovjetisk supersværvægtsklasse eller under en slags hypnose for ikke at se hvad der foregår for øjnene af en.

Så hvad er mon hensigten? Hvad er de ‘brune danskere’ så utilfredse med?

Svarene er indlysende:

De er utilfredse med … at der stadig fødes hvide børn; at der stadig går hvide mennesker rundt iblandt dem. Jeanette og de andre bastardiserede globalistprofitører med statsstøtte kan ikke hurtigt nok få fingrene i det samfund de er blevet stillet i udsigt af deres jødisk-amerikanske bagmænd og læremestre.

De er kort sagt utålmodige.

Hvide racister har jo “stjålet al deres højtstående kultur fra Afrika” sådan som de har fået det fortalt i systemmedierne og på indoktrineringsanstalterne. Så hvorfor går racisterne stadig rundt og tror at de ejer, endsige har ret til at føle sig hjemme, i deres egne lande? Det er jo “sorte” som Jeanette Ehlers der “har bygget Danmark” som hun så poetisk udtrykker det i NOMA-talen med hvinepigekoret [13:43].

Typer som Jeanette Ehlers har til hensigt at fortsætte med at hamre løs på resterne af vort samfunds hastigt forsvindende sokkel af tilbageværende etnokulturel samhørighed med de værktøjer de har fået lagt i hænderne af den hvide races dødsfjender: de internationale jøder, spekulantkapitalisterne, folkeforræderne i systemmedier, kirke og uddannelsesvæsen samt de racefremmede besættelsestropper.

Så længe ingen sætter en stopper for dem, vil de hamre videre indtil samfundet braser sammen.

De er drevet af folkemorderisk opgejlet had, tilvejebragt ved videnskabeligt perfektionerede adfærdspsykologiske metoder til manipulation af det menneskelige sind, så de helmer ikke (af sig selv) før den sidste hvide mand enten er død eller tilpas underkuet (omtrent som Leifer og Dein) eller før alle hvide mennesker, som muddonna i  videoen ovenfor (“like a prayer”: læg vel mærke til teksten), fromt kysser deres fødder i andægtig underkastelse og derefter krybende forsvinder baglæns ud af historien.

Der er tale om racekrig med kulturelle midler og hvide mennesker aner stadig ikke hvad der foregår.

De nordvesteuropæiske folks rystende ringe evne til etnokulturel selvbesindelse og deres beskæmmende tilbøjelighed til sygelig identifikation med racefremmede folkeslag (patologisk altruisme) skal hovedsagelig findes i den ulykkelige historiske giftblanding af tusind års kulturfremmedgørende jødekristendom efterfulgt

af trekvart århundrede med sædelighedsforkvaklende raceblandings-propaganda siden 1945.

Østeuropæerne, der viser opmuntrende tegn på fastere beslutsomhed og stærkere national modstandsdygtighed over for både masseindvandring, raceblanding og homodagsorden, er ganske vist kristne, men dels betød overtagelsen af den kristne tro for de slaviske østeuropæere ikke som for os germanere undertrykkelsen af en fuldt udbygget, særegen raceforankret mytologi, dels blev de på afgørende (og paradoksal) vis forskånet for efterkrigstidens judeoamerikanske demoraliseringskampagner af et samfundssystem der formelt var marxistisk, men som på afgørende områder, såsom kønsroller og nationalisme, i virkeligheden forblev kulturkonservativt under det meste af den kolde krig.

De få vesterlændinge der er i stand til at se hvad der foregår, slæber billedligt talt rundt på en uhjælpeligt lammet befolkning af åndeligt og legemligt korrumperede folkeforrædere der, hvis ikke de allerede har, så bare venter på at forråde deres slægt og race ved først givne lejlighed. Forhenværende danske ‘mænd’ der henter thaikoner til landet er i denne forbindelse akkurat lige så foragtelige, kriminelle og tabte for den sande nationale sag som de forhenværende danske ‘kvinder’ (perkerludere) der spreder ben for negre og arabere.

Rådet herfra lyder: Smid byrden af ryggen, frigør jer fra lemmingernes dødvægt og varetag egne interesser. Sådan varetages bedst racens og folkekernens hensyn. Masserne er ikke værd at ofre hverken sit liv eller sine bekymringer på. De er fortabte.

I visse øren lyder dette budskab måske pessimistisk, overdrevet tungsindigt eller ligefrem defaitistisk.

Dette er bestemt ikke hensigten. Tværtimod. Vi opfordrer til livslang fanatisk modstandskamp. —For vor egen slægts skyld og for de folkefæller der fortjener et sådant offer, vel at mærke. Vi kæmper ikke for TV-hensygnende zombier, for perverterede alkoholikere eller for raceblinde tilbedere af mellemøstlige stammeguder med kulturmarxistisk udenadslære, hvor den trodsigt selvberoende germanske sjæl burde være.

Hensigten er at vi ser virkeligheden skånselsløst i øjnene og målrettet forfølger den sti der sikrest leder til fuldbyrdelsen af de Fjorten Hellige Ord.

Her kommer de hjernedøde masser i fjerde eller femte række. Det afgørende er at vi, det stolte fåtal af racebevidste hedenske folkefæller, i overensstemmelse med Naturens evigt uforanderlige Orden, overlever, trives og stifter storfamilier. Klaner.

Om den kvoterede apparatjik-professor Vincent Hendricks blot tre ord:

World, economic og forum. Se nedenstående video [06:47].

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

MØNSTERGENKENDELSE | TILFÆLDIGE PUNKTNEDSLAG I DEN UENDELIGE SUMP AF SYSTEMISK KULTURMARXISME

 

Hvad får i det hele taget en nittenårig pige til at indlade sig med fire perkere?
Kan mediernes daglige udsendelser mon have en betydning her? Først et tilfældigt uddrag fra P3, Danmarks Radios skatteyderfinansierede ungdomskanal:

 

 

Det er vigtigt at forstå hvordan ovenstående klip ikke er udtryk for nogen særlig grel eller usædvanlig form for demoralisering, men er betegnende for en standard der kører dag ud og dag ind.

Demoraliseringen af ungdommen har i årtier været så ensartet, så regelmæssig og så overvældende, at alle i dag tager for givet at radio og TV henvendt til det yngre publikum  normaliserer dekadence, tilskynder til promiskuitet og fejrer enhver form for usædelighed som den største selvfølgelighed.

Praktisk taget ingen kan således længere forestille sig at ungdomsradio skulle kunne opfordre til dyd, kønslig tilbageholdenhed eller racebevidst fædrelandskærlighed. Sådanne budskaber ville blive modtaget med uforstående måben, både af ungdommen selv og af deres lige så grundigt til kulturmarxisme trænede forældre.

Mønstret er altid det samme: Ungdommen vænnes dag efter dag til at det er sjovt, cool, trendy og “oprørsk” at fornægte sin egen etnokulturelle identitet, mens man troskyldigt følger i slipstrømmen på den allestedsnærværende judeoamerikanske rendestenskultur og bevidstløst adlyder de nyeste adfærdsanvisninger på skærmen.

Den altovervejende stemning er af ligegyldighed og pjankende selvfornedrelse. Når der for en sjælden gangs skyld anlægges en alvorlig tone i ungdomsudsendelser (eller en hvilken som helst anden type programmer i systemmedierne), skyldes det at der bliver appelleret til overholdelse af de internationale mediers længe indprentede hollywood-dogmer om negres og/eller andre racefremmedes overlegenhed/evige uskyldsrene offerstatus (inden for de seneste år er det desuden blevet normalt, at også homoer og transseksuelle omtales med samme besynderligt forlorne og overdrevne agtelse).

I disse tilfælde afstår man som medie-apparatjik tjenstvilligt fra pjatteriet og lægger med det samme ansigtet i de rette salvelsesfulde alvorsfolder mens tonefaldet rammer et leje mellem uforbeholden, næsegrus respekt og forfjamsket benovelse … lige indtil emnet igen skifter og det atter er tid at genoptage den hyggelige og socialt anerkendelsesværdige nedgørelse af heteroseksuelle medlemmer af den hvide race.

Læg desuden vel mærke til hvordan budskabet i samme udsendelse, under den overordnede usædelighedsnormalisering, ofte vil være kønsligt tvedelt: For de unge kvinder præsenteres således et veltilrettelagt billede af den mandlige danske ungdom som udpræget utiltalende og så fjernt fra det galante som muligt (se modsætningen hertil nederst i denne artikel), mens den unge kvindes eget forventede, socialt accepterede ideal fremstilles som en løsagtig skøges fordrukne “frigjorthed”.

For de unge mænd præsenteres et billede af almindelig upålidelighed, drukkenskab og sjofel vulgaritet som topmålet af cool drengerøvs-humor. Den danske (hvide) unge kvinde præsenteres som uværdig og løs på tråden (ikke-giftefærdig).

 

 

Hvad med hendes forældre? Hvor er mon hendes far, onkler, brødre og fætre? I frie samfund med nogenlunde normale kønsroller og etnokulturel selvbestemmelse ville et sådan spørgsmål falde meget naturligt. Kun i de gennemfeminiserede zoner under streng kulturmarxistisk/globalkapitalistisk besætttelse siden 1945, Nordvesteuropa og Nordamerika, vil et sådant spørgsmål overhovedet kunne vække anstød. I resten af verden ville det i lignende sager være blandt det første man spurgte til.

Men DR og de andre statsmedier henvender sig skam også til “voksne”. Ud over at den nittenåriges far og andre mandlige slægtninge sandsynligvis er mere optagede af den aktuelle stilling i negerboldligaen og plotudviklingen i de uendelige dramaserier fra hollywood end af bekymringer om deres lokalsamfunds racemæssige sammensætning eller deres kvindelige familiemedlemmers dyd, er der en overvejende sandsynlighed for, at de også vil være under påvirkning af følgende type vidt udbredte holdningsbearbejdning:

 

 

Budskabet er velkendt: Selvstændig tænkning er ikke velset. For mange spørgsmål om kontroversielle emner er tegn på tilstedeværelse af slemme tankeforbryderiske “konspirationsteorier“, som vi jo alle ved er både latterlige, helt ligegyldige og desuden sikre tegn på enten asocial ondskab eller egentlig sindssyge. Universitetsuddannede kulturmarxister og statsansatte journalister melder sig heldigvis frivilligt til at påtage sig det besværlige tænkearbejde for os andre. Så kan vi også bedre koncentrere os om at tilpasse os globaliseringens spændende nye forandringskrav mens vi svarer skat af vores arbejde.

Søndag d. 16. september 2018 (samme uge som de ovenfor behandlede nyhedsindslag) offentliggjorde DR for øvrigt en højst interessant tema-artikel på deres hjemmeside.
Vi bringer her den fulde, uredigerede artikel:

 

Til bibelhistorisk interesserede skal vi erindre om det semitiske navn Mirjam’s betydning. Her fra Raunkjærs konversationsleksikon, 1951:

Mirjam (lat. Maria) Moses og Arons søster, i den israelitiske overlevering førerske under ørkenvandringen ved siden af Moses og Aron (Mik. 6, 4). Iflg. 4. Mos. 12 dadlede hun Moses for hans ægteskab med en kushitisk kvinde, men blev som straf ramt af spedalskhed. Hendes død (i Kades) nævnes 4. Mos. 20, 1, M.’s sang, sejrsvise i anledning af underet ved det Røde Hav, 2. Mos. 15, 20.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

I ANLEDNING AF DET SVENSKE VALG | MANGLENDE HJEMLIG GEOSTRATEGISK DYBDE GØR DANMARK TYVE GANGE MERE SÅRBAR OVER FOR MASSEINDVANDRING END SVERIGE [2.0]

Den velbegrundede analyse der her foretages af de underliggende årsager til vort nordiske broderlands tunge skæbne, kan med lige stor berettigelse foretages af tilstandene i ethvert andet vesteuropæisk land, ikke mindst de i vort eget land rådende politisk-kulturelle forhold.

Pap-patrioternes evindelige overfladiske skadefryd på Sveriges bekostning er særdeles pinlig og udgør en yderst farlig tendens til uansvarlig svælgen i falsk tryghed ved bagatellisering af vor egen lige så katastrofale håndtering af den racefremmede masseindvandring.

Den kulturmarxistiske gift, der, gennem hele det tyvende århundrede har svækket og ‘forberedt’ Sverige på masseindvandringens institutionaliserede folkemord, findes jo i mindst lige så høj grad herhjemme.

Desuden bør det aldrig glemmes, at Sveriges landområde er ti gange større og dets befolkning omtrent dobbelt så stor som Danmarks. Alt andet lige må det således logisk forudsættes, at Sveriges naturlige absorberingsevne er tyve gange større end Danmarks.

Når Danmarks andel af race- og kulturfremmede er bragt ned på en størrelse i omegnen af en tyvendedel af den i Sverige forekommende, kan vi måske overveje at føle os bedre stillet end svenskerne.

Indtil da er ethvert forsøg på hoveren over for eller belæring af svenskerne aldeles uberettiget og minder os på beskæmmende vis om husejeren, der højlydt fryder sig ved naboens brændende hus, fordi flammerne i hans eget endnu kun har nået stueplanet.

Rigsfællesskabet, og dermed den fortsatte adgang til Grønlands betragtelige landmasser, udgør Danmarks eneste mulighed for anvendelse af geostrategisk dybde. Enhver der taler for og tilstræber at vi, midt i en folkevandringstid med let forudsigelige demografiske kriser i horisonten, spiller os dette geostrategisk uvurderlige kort af hænde, må derfor betragtes med største mistænksomhed.

Det bør erindres at Grønland på ingen måde tilhører eskimoerne (et fremmed mongoloidt folk, nylig tilvandret fra Asien), men har været beboet af germanske nordboer siden vikingetiden. Denne kendsgerning, sammenholdt med de astronomiske summer der gennem årtierne regelmæssigt er tilstrømmet Grønland, bekostet af hårdtarbejdende danske skatteydere, samt den stadige danske militære suverænitetshåndhævelse, giver Danmark en både historisk og nutidig berettiget hjemmel til fortsat forsvarlig brug og forvaltning af området.

Geostrategisk dybde: Mulighederne er uendelige, også selvom beliggenheden af historiske årsager er nordatlantisk. Hvad angår det mest oplagte anvendelsesområde, straffelejre til racefremmede og folkeforrædere, er adskillelsen fra kernelandet ligefrem en fordel.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

CHEMNITZ | DEN TYSKE FOLKEKERNE VISER OPMUNTRENDE MODSTANDSDYGTIGHED OG FORBILLEDLIG SJÆLETRODS EFTER ENDNU ET FEJT KNIVMORD BEGÅET AF DE GLOBAL-KAPITALISTISKE PERKER-LEJETROPPER | ET LÆRERIGT BLIK IND I FREMTIDEN.

Kun åndeligt forkrøblede lemminger, homoer og beskidte folkeforrædere kan have noget imod at europæiske brødre og søstre sætter sig til modværge mod det globalteknokratiske folkemord.

Der er tale om demonstrationer.

For et mord!

–I den lange række af lignende mord overalt i Europa.

Systemmedier og lakajpolitikere hepper ivrigt og sleskende på amerikanske negre hver eneste gang de brænder byer af og hærger hæmningsløst som modsvar på den ensidigt præsenterede ‘politivold’ og ‘racisme’.

Når europæere demonstrerer mod mord og tvangsglobalisering er samme medier og politikere pludselig forfærdede og finder det helt ‘uacceptabelt’. Såre tankevækkende.

For dem der kan tænke.

Hvad er prisen mon for at slå en tilfældig dansker ihjel?

Eller for at voldtage en dansk kvinde?

–Et hotelophold med alt betalt? En efterfølgende vellønnet stilling i statsmedierne?

I Chemnitz viser den lokale tyske folkekerne på forbilledlig vis … at mord på tyskere ikke er gratis.

De vesteuropæiske ‘retssystemer’ har i årtier mildnet og lempet straffeforanstaltningerne for drabs-, volds- og voldtægtsmænd, særligt af fremmed oprindelse, i en grad så befolkningerne ikke længere føler deres mest grundlæggende sikkerhedshensyn varetaget i betryggende grad. Denne politik er i bedste fald uansvarlig.

Meget tyder på, at der imidlertid ikke blot er tale om uansvarlighed, men om en uhyggelig og systematisk form for indirekte opfordring til vold mod europæere. Af denne politik har de racefremmede besættelsestropper efterhånden lært, at europæiske liv er billige og at statsmagterne i de respektive europæiske lande på det nærmeste belønner dem for deres medie-opildnede overgreb mod indfødte vesterlændinge.

Forulempelser, røveriske overfald og selv voldtægter bliver kun yderst sjældent straffet på noget nær behørig vis. Gerningsmændenes ‘retssikkerhedsmæssige hensyn’ og øvrige velbefindende bliver til gengæld tilgodeset på utallige måder under statens mange omsorgsfulde behandlingstilbud.

Kun folkekernen selv kan genoprette retfærdigheden i et samfund, hvor samtlige institutioner er i fjendehænder.

Begivenhederne i Chemnitz viser, i en meget mild udgave, hvad fremtiden kommer til at kræve af de europæiske modstandsbevægelser, for at bryde med besættelsesmagtens åg.

Tyskland har i forvejen en særdeles stolt historie af både folkelig modstand og berettiget personlig selvtægt. Det bør således ikke overraske den historisk bevidste iagttager det mindste, hvis gnisten til europæisk frigørelse igen skal komme fra vort tyske broderfolk.

SS-datteren og flygtningen fra Østprøjsen Marianne Bachmeier legemliggjorde måske bedre end nogen anden denne den germanske ånds ubetvingelige kerne:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

BABYBOOMERS, DISNEY & DARPA | GLOBALTEKNOKRATERS ÅRTIER LANGE SAMMENSVÆRGELSE MED HOLLYWOOD M.M.

^Glimrende iagttagelser fra Tim Kelly og Jay Dyer.

Den støt intensiverede teknokrati/homo-propaganda i danske systemmedier bekræfter til fulde den sammensværgelsesteoretiske udlægning der her bliver fremlagt.

At voksne mennesker er i stand til at se TV-udsendelser, såsom f.eks. de grelt påtrængende og følelsesmanipulerende dramaserier eller det stalinistisk ensrettede aftenshowet på DR1, i timevis om dagen, uden at blive kvalt i eget bræk eller som minimum smadre fjernsynet med de bare næver, beviser hvor gnidningsløst zombificeringen af befolkningen er forløbet.

Foruroligende er det i sandhed at tænke på de hundredtusinder af lalle-tolerante danskere der dagligt lader sig selv og deres børn indoktrinere til mere og mere forkvaklet kulturmarxisme uden tilsyneladende at opbyde den mindste nysgerrighed efter hvorfra den demoralisererende og åndsforkrøblende adfærdsprogrammering mon hidrører.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar