BETRAGTNINGER OVER KOMMUTALISMEN [opdateret 2.02]

Vi har tidligere brugt betegnelsen snylterkapitalisme om den spekulative finanskapitalisme. En anden metafor er, omend frastødende, endnu mere retvisende.

Den spekulative finanskapitalisme er i samfundsøkonomisk forstand at ligne ved cancer.

Emnet cancer er ikke tiltalende. Politisk livsvigtige emner er sjældent tiltalende. Ikke desto mindre må sådanne emner, netop i deres grufulde alvor, berettige til vor opmærksomhed og agtpågivenhed. Første forudsætning for at kunne afværge, endsige begynde på at løse et problem er, at erkende dets tilstedeværelse.

Metaforer kan lede den politiske og historiske iagttager på afveje, hvis han lader billedsproget at tage magten fra sig og dermed trænge den ædruelige analyse i baggrunden. Brugen af lignelser og overførte betydninger bør således ikke gerne udarte til prokrustessenge, hvormed forfatteren søger at fordreje og forvanske den iagttagne virkelighed på en måde så den tilpasses en foretrukken sprogbrugs indre logik, en særligt tillokkende og litterært stimulerende metafor eller et på forhånd givet verdenssyn.

Såfremt disse faldgruber undgås, kan metaforer være særdeles befrugtende, både i kulturel forstand og for politiske, verdensanskuelsesmæssige erkendelser.

Vi anvender i det følgende betegnelsen cancer, idet det danske ord for sygdommen sprogligt og kulturelt er uhensigtsmæssigt. Dette er et af de få undtagelsestilfælde, hvor brugen af et fremmedord er at foretrække frem for det danske.

Denne artikels forfatter er ikke lægeligt uddannet. Om læseren finder denne kendsgerning tillidsvækkende eller mistillidsvækkende ændrer intet på sagsforholdene i den virkelige verden. Vi anbefaler læseren selv at kaste sit eget undersøgende og kritiske blik på de områder der her blot overfladisk berøres og kun ufuldstændigt afdækkes. Forhåbentlig nærværende artikel desuden kan anspore til en i almindelighed forøget nysgerrighed og kritisk iagttagelsesevne.

Finanskapitalisme er selvfølgelig ikke cancer i medicinsk-legemlig forstand. Som metafor er sammenligningen de to dødbringende sygdomstilstande imellem dog uhyggeligt retvisende.

Begrebet snylterkapitalisme er, som nævnt ovenfor, stadig brugbart og i sin egen ret nok så tankevækkende.

Der foregår imidlertid andet og mere under finanskapitalismen end blot fremmedelementers udsugning af samfundslegemets livskraft. Også medlemmer af samfundet selv, deltager ivrigt i finanskapitalismens karakteristiske natur- og kulturødelæggelse.

Finanskapitalisme, eller børsspekulation i dens forskellige afarter (aktieinvestering; kursmanipulation; ‘day-trading’, osv.), fører før eller siden, inden for et givet samfund, til overdreven vækst af visse dele af dette samfund … på bekostning af og til skade for samfundets andre dele. Det er denne afgørende kerneegenskab ved finanskapitalismen der, når først man har forstået ligheden, gør sammenligningen med cancer så uhyggeligt indlysende og tankevækkende.

Metaforen finans/cancer bliver særligt afslørende og i foruroligende grad retvisende (selvhenvisende), idet vi retter vor opmærksomhed mod, og gør os overvejelser om, et af den moderne spekulantkapitalismes mest afskyvækkende, indbringende og vækstende investeringsfelter: cancer-industrien.

Så spektakulært iøjnefaldende et eksempel behøver vi dog ikke for at forstå de mange lighedspunkter cancer og finanskapitalisme imellem. Ud over meta-metaforen cancer/finans-cancer nævner vi i flæng:

Det industrialiserede landbrugs (Big Agro) katastrofale miljøforurening og forbryderiske dyremishandling; den teknokratisk styrede tvangsdigitalisering med dens kultur-ødelæggende, naturforstyrrende og sygdomsfremkaldende (kræftfremkaldende) adfærdsændringer; pornografiens sygeliggørende, demoraliserende og kulturelt steriliserende indflydelse; krigsprofitørernes grusomme døds- og lemlæstelseshøst og, ikke mindst, masseindvandringens uudtømmelige kilde til import af stadig nye lavtlønnede arbejdskraftressourcer (human ressources, eller HR, som det så poetisk hedder på teknokratisk), til udelt gunst for virksomhedsejerne, for deres finanskapitalistiske snylter-aktionærer og for bærmen af globalist-lakajer (kulturmarxistiske politikere der gennem masseindvandringen udstyres med nye klienter; de såkaldte ‘vælgere’), men til udpræget ugunst for middelklasse og lavindkomstgrupper blandt værtslandenes oprindelige befolkninger.

Her er det nødvendigt at foretage et mindre sidespring og gøre sig nogle overvejelser om kommunismen; altså den internationale marxistiske socialisme.

Forestillingen om kommunismen som kapitalismens selvfølgelige modsætning fremstår for de fleste som et ubetvivleligt dogme.

For den eftertænksomme iagttager kan der dog snart vise sig alvorlige revner i denne vaneforestillings fundament.

Jo grundigere man på egen hånd undersøger det tyvende århundredes historie, og jo mindre man lader sig vildlede af de officielle universitetshistorikeres udlægning, des oftere vil man støde på ‘tilfælde’ hvor kommunismen har virket som finanskapitalismens redskab, snarere end som dens modstander. På tilsvarende vis har har kommunistiske agenter ofte haft afgørende indflydelse på formelt kapitalistiske landes politik. Dette gælder i høj grad også for Danmark.

Kommunismen og finanskapitalismen har således mere tilfælles end mange gør sig forestillinger om.

Systemmediers og lærebøgers evige dualistiske gentagelse af dogmet om et uoverstigeligt ideologisk svælg mellem disse samfundssystemer, bevirker øjensynligt for mange, at de systemiske fællestræk og historisk uafviselige fortilfælde for militært, økonomisk og politisk samarbejde kommunisme og kapitalisme imellem, antager konturerne af et ugæstfrit og tåget tankelandskab, hvori de færreste har lyst til at begive sig ud. Man kan jo se på kortet hvordan landskabet ser ud. Så hvilken grund skulle der være til at undersøge forholdene på egen hånd?

Lad os anskue sagen logisk: Begge ideologier er dogmatisk internationalistiske og antiracistiske (antinationale).

Begge kendetegnes ved samme naturforagtende materialisme og samme fremskridtsfanatiske progressivisme.

Kommutalisme skema2

Eftersom disse ideologier altså ikke er hinandens modsætninger, men i virkeligheden snarere udgør forskellige afarter af naturfremmedgjort pengestyre (plutokrati), bør kritik af kapitalisme altså ingenlunde føre til uvilkårlig billigelse af kommunisme.

Lad os i det følgende gennemgå en kort sammenfatning af kommunismens og kapitalismens uadskilleligt sammengroede historie.

Da Zar Nikolaj II (med hans fem børn og Zaritsa Aleksandra), den 16 juli 1918, i byen Ekaterinburg, blev myrdet (skudt ned på klods hold) af jøden Jakov Jurovsky, efter direkte ordrer fra jøden Jankel Sverdlov og Lenin, var store dele af det kejserlige Ruslands guldreserver allerede ude af landet og i internationale bankjøders hænder.

Ifølge den uafhængige historiker Eustace Mullins var ‘nationaliseringen’ af Ruslands banker efter bolsjevikkernes magtovertagelse i november 1917 kun til gavn for de internationale finansfyrster, som så meget desto lettere kunne udplyndre landets rigdomme under de mildest talt uordentlige forhold der opstod da kejserriget afskaffedes til fordel for en række desperate soldater- og bonde-rådsforsamlinger, ledet af internationalistiske jøder, mange af dem nyligt tilbagevendte fra eksil i Vesten, alle uden skyggen af regeringserfaring, men til gengæld med en spændende blanding af lige dele gammeltestamentlig chauvinisme, etnokulturelle mindreværdskomplekser, indestængt hævngerrighed, teoretisk hegelianisme og dogmatisk marxisme.

I sikker afstand af denne politiske og sociale malstrøm af kaos, fra deres kontorer i europæiske og nordamerikanske storbyer, arbejdede internationale finansmænd, ofte af jødisk herkomst, diskret på, at de dele af det netop omstyrtede zarstyres betragtelige rigdomme, der ikke allerede var i deres hænder, kom til at gå samme vej.

Nok var forholdene omkring novemberrevolutionen, og særligt den efterfølgende borgerkrig, kaotiske og voldelige i en grad som moderne vesterlændinge næppe er i stand til fuldt ud at forstå. Blandt de tiltag som bolsjevik-kupmagerne med Lenin og Trotsky i spidsen hurtigst fik foranstaltet, var ikke desto mindre en statsmonopolisering (centralisering) af banksystemet*.

*At kalde denne manøvre for en ‘nationalisering’ er i øvrigt ganske vildledende, eftersom de selvudnævnte ‘folkekommissærer’, der var ansvarlige herfor, i overvældende grad var internationalister af jødisk herkomst. Ifølge Robert Wilton, korrespondent for the London Times, fordelte medlemmerne af periodens såkaldte SOVNARKOM (folkekommissærernes råd) sig på følgende 20 ansvarsområder/ministerier: Lenin (formand, russer), Chicherin (udenrigsanliggender, russer), Lunacharsky (uddannelse, russer), Stalin (nationaliteter, georgier), Protian (landbrug, armenier), Larin (økonomiske råd, jøde), Schlikhter (levnedsmidler, jøde), Trotsky (militær, jøde), Lander (statskontrol, jøde), Kaufmann (statsområder, jøde), Schmidt (beskæftigelse, jøde), Knigissen (socialhjælp, jøde), Spitzberg (religiøse anliggender, jøde), Zinovjev (indenrigsanliggender, jøde), Anvelt (hygiejne, jøde), Gukovs/Sokolnikov (finans, jøder), Goldstein (presse, jøde), Uritsky (valghandlinger, jøde), Shteinberg (justits, jøde), Fenigstein (fordrevede, jøde).

Zarstyret var langt fra fejlfrit. Størstedelen af befolkningen var reelt set livegne fæstebønder uden rettigheder eller medbestemmelse på regeringførelsen i Sankt Petersborg. Siden Krim-krigens ydmygende nederlag på egen jord i 1856, til Storbritanniens, Frankrigs og Osmannerrigets ekspeditionsstyrker, havde Rusland igen lidt bittert nederlag i krigen mod Osmannerriget, 1877-78 og på forsmædelig vis mod opkomlingen Japan i 1905, hver gang til den menige russiske soldats ufattelige lidelser. I 1917 var endnu en krig slået fejl og hundredtusinder døde og sårede bondesoldaters blod havde atter farvet jorden rød. Befolkningen kunne forståeligt nok snart ikke udholde flere forgæves lidelser. Den ulmende utilfredshed med styret i Vinterpaladset brød ud i lys lue, ikke mindst blandt de hjemvendte soldater.

Nikolaj II var efter alt at dømme personlig uegnet til at bære vægten af hans enorme nedarvede ansvar. Sandsynligvis ville hans fader, Aleksander III, have været bedre i stand til, med fastere viljestyrke, større naturlig autoritet og sundere dømmekraft, under samme forhold at træffe heldigere beslutninger, var han ikke død af nyrebetændelse i 1894.

Det kejserlige russiske enevælde sang på sidste vers, og hvis ikke for jødebolsjevikkernes hånd, ville det sandsynligvis være brast sammen alligevel, blot på et andet tidspukt og med andre centrale hovedrolleindehavere. Der kan endda argumenteres for, at et sådant sammenbrud under alle omstændigheder ville have været særdeles fortjent og ikke mindst selvforskyldt. Blot var det ulykkeligt, at det netop var en gruppe massemorderiske internationalister, for langt størstepartens vedkommende af jødisk herkomst, der formåede at udnytte regimets sammenstyrtning til egen fordel, og således tiltvang sig muligheden for at gennemføre så mange af deres totalitære febervildelser.

Ligegyldigt hvor afskyelige og foragtelige man end finder bolsjevikkernes gerninger, må man dog, på hundrede års afstand, trods alt anerkende deres beslutsomhed og handlekraft og, så vidt det er muligt, forsøge at lære både af bolsjevikkernes og deres modstanderes fremgangsmåder.

Desuden er alt ikke sort og hvidt. Der findes i hvert fald én formildende omstændighed ved kommunisterne: de forstod og forstår, at organiseret religion som regel er baseret på fup og svindel og udnyttelse af menneskets godtroenhed.

Det fremføres undertiden af historikere, at hvis ikke den dygtige zaristiske indenrigsminister og reformator Petr Stolypin, i Kievs operahus, i året 1911, var blevet snigmyrdet af den jødiske socialist-revolutionære/politiagent Bogrov, da havde en fredelig overgang til en slags hjemmegroet russisk folkestyre måske været mulig. —Og hvis ikke, lyder argumentet videre, Første Verdenskrigs ufatteligt gruopvækkende industrialiserede menneskeslagtning havde fundet sted og føjet endnu et traumatiserende militært nederlag til den i forvejen lange række af Kejser-ruslands fejlslagne felttog, og således havde oversvømmet de skrøbelige rester af zardømmets i forvejen knuste grundvold i en syndflod af blod … ville styret måske have kunnet reformere sig selv indefra og leninismens og stalinismens rædsler aldrig have martret menneskeheden.

Problemet med sådanne hypoteser er bare, at Stolypin blev myrdet i Kievs operahus. Første Verdenskrigs katastrofale blodsudgydelser indtraf vitterligt og efterlod dermed et magttomrum i det knækkede Rusland, som gjorde voldelig revolution, hvis ikke uundgåelig, så i hvert fald gennemførlig.

Længere teoretiske udredninger om hvad der ville være sket, hvis ikke Rasputin havde udøvet hypnotisk kontrol over Zaritsaen; hvis Stolypin-reformerne havde haft tid til at virke; hvis Kerensky’s overgangsregering havde handlet anderledes; hvis Dumaens ledere havde optrådt med større beslutsomhed; hvis de konstitutionelle demokrater havde været stærkere organiseret, osv. osv. … bliver derfor omsonste at fordybe sig yderligere i her.

Det vigtigste vi kan uddrage af de historiske kendsgerninger er (1) at bolsjevikkerne under de givne omstændigheder tiltvang sig og bibeholdt magten, fordi deres ledelse (Lenin) på de afgørende tidspunkter, udviste større taktisk-ideologisk smidighed og mere nådesløs brutalitet end deres langt talrigere konkurrenter, (2) at disse bolsjevikker, før, under og efter 1917-omvæltningen, modtog betragtelig finansiel støtte fra jødisk-kapitalistiske bankfolk i USA, og (3) at det kejserlige Ruslands rigdomme, for en stor dels vedkommende, endte uden for Rusland, i vestlige (jødiske) kapitalisters bankbokse. Dette efter at internationalisten Lenin omhyggeligt havde forberedt udplyndringen ved at centralisere banksystemet og afskaffe den private ejendomsret. Sideløbende hermed gjorde han sig selv til enevældig hersker med nært uindskrænkede beføjelser og forøvede terroristiske masseovergreb på hans (virkelige og indbildte) modstandere med et overlæg og en kynisme der skulle vise sig at indvarsle årtier med endnu mere brutal og massemorderisk undertrykkelse af civilbefolkningen, end man havde set under selv den værste zaristiske magtfuldkommenhed.

Sutton Wallstreet og Bolsjevikkerne

Læs eller nedlast bogen her

Kan vi, her et århundrede senere, gøre os nogle overordnede betragtninger på dette historiske grundlag, som kunne være til nytte under de nuværende (og fremtidige) forhold?

Vi kan først og fremmest iagttage hvorledes magtforholdene, også i forrige århundredes begyndelse, afgjordes af de mest beslutsomme enkeltindivider (Lenin) og ikke af de talrigeste grupper (de socialrevolutionære; kadetterne).

Vi kan desuden gøre os klart, at de paroler og slagord som magthavere, også i forrige århundredes begyndelse, benyttede til at forføre og opildne masserne til selvopofrelse i den store verdensfrelsende sags tjeneste, ikke havde meget at gøre med den virkelighed som blev masserne til del efter at samme magthavere havde haft tid til og mulighed for at føre ‘visionerne’ ud i livet (dette er ikke en moralsk fordømmelse, men en konstatering).

Vi kan ydermere bemærke at kapitalistisk støtte til den virkeliggjorte kommunisme ikke var begrænset til ‘enkeltstående undtagelser’ som bolsjevikkernes kup i 1917, men igennem hele det tyvende århundrede snarere har været almindeligt forekommende, kulminerende under Anden Verdenskrig (se senere), hvor de kapitalistiske verdensmagter Storbritannien og USA, begge under massiv jødisk økonomisk, kulturel og politisk indflydelse, indgik et omfattende økonomisk-politisk samarbejde, samt et bemærkelsesværdigt tæt militært våbenbroderskab med deres formelle ideologiske hovedmodstander og formodede ærkefjende, det kommunistiske Sovjetunionen.

Vi kan endelig notere, at, også i forrige århundredes begyndelse, var magt- og økonomisk politik verdensomspændende forehavender, at jødisk-amerikanske interesser øvede afgørende indflydelse på derigennem tilvejebragte omvæltninger, omvæltninger af verdenshistorisk epokegørende omfang, hvis eftervirkninger stadig bestemmer retningen for den økonomiske, kulturelle, politiske og ikke mindst demografiske samfundsudvikling i alle vestlige lande i dag.

Fraregnet visse forandringer i teknologiske samfærdselsmuligheder kan vi med rimelighed forvente, at magtforhold i hovedtræk sammenlignelige med det her beskrevne, også gør sig gældende i dag.

Første Verdenskrig var i det hele taget en uhyre god forretning, i økonomisk såvel som politisk forstand, for kosmopolitiske krigsprofitører, sådan som også efterfølgeren, Anden Verdenskrig, blev det.

Den af internationalister hadede Zar og hans til tider antisemitiske Romanov-dynasti blev brutalt skaffet af vejen. Et ukendt millionantal af de racemæssigt bedste europæere lå begravet under vestfrontens månelandskab af sønderbombede slagmarker. Finansjøderne sad trygt og godt i New York, London og Frankfurt-am-Main, fjernt fra krigens gru og snavs. Tyskland var ruineret og også dets rigdomme kunne snart opkøbes for en slik af de selvsamme internationale spekulanter, der allerede havde tjent formuer på våbensalg og boltret sig i de af verdenskrigen forårsagede økonomisk rørte vande. Folkeforbundet blev oprettet. Verdensstaten kunne skimtes i horisonten.

Forbindelserne mellem den internationale finansverden og bolsjevikkerne (fra 1918 kommunisterne) i hele perioden, fra oprettelsen af den første sovjet (rådsforsamling) i 1905 til den formelle opløsning af Sovjetunionen i 1991, er grundigt dokumenteret, bl.a. i Eustace Mullins’ tætpakkede ‘The World Order’ fra 1992.

Mullins World Order

Læs eller nedlast bogen her

Selv for de der måtte vælge at afvise sådanne forbindelser som utroværdige sammensværgelsesteorier, står een uafviselig kendsgerning tilbage: Toneangivende figurer blandt periodens internationale bankverden og børshandel delte ofte (og deler stadig ofte) etnisk oprindelse med ledende kræfter blandt de internationale socialister (i dag kulturmarxister). Dermed kan et betydeligt interessesammenfald, hvordan man end vender og drejer sagen, sandsynliggøres hinsides enhver rimelig tvivl.

Hvad denne verdens finanssvindlere og psykopatiske massemordere vælger at besmykke deres forbryderiske virke med af ideologiske utopier, eller med hvilke floromvundne slagord om verdensfrelse de søger at fremstille egne målsætninger, er dog i sidste ende fuldkommen ligegyldigt.

Det ene årti præsenterer de sig som ‘konservative’; det næste som ‘liberalister’; det tredje som ‘moderate reformatorer’ og det fjerde som ‘kulturrevolutionære’ agitatorer.

Man bør i det hele taget vænne sig grundigt af med at fæstne så megen lid til de mærkater, titler, benævnelser og beskrivelser magthavere bruger om og tildeler sig selv, for i stedet at rette sine granskende blikke … mod deres handlinger og gerninger.

Hamskifter inden for den politiske verden finder uophørligt sted. Man behøver blot at nævne navnene Corydon og Sohn for at forstå hvor indholdsløse og bedrageriske de ideologiske paroler og partitilhørsforhold i virkeligheden er under det kulturmarxistisk-globalkapitalistiske system.

Som den erfarne tryllekunstner og illusionist sørger internationalistiske magthavere rutineret for at henlede publikums (massernes) opmærksomhed på de afledningsmanøvrer, der sikrer at deres svindelnumre kan udføres uden mistænksomt granskende blikke. Som regel har tryllekunstnere og illusionister desuden en eller flere medsammensvorne blandt publikum, uerkendt af samme publikum.

“Hold øje med dukkerne”, siger dukkeføreren indtrængende: “Ho-ho! —Se blot hvor de spræller og spjætter.”

Kun skøre og paranoide sammensværgelsesteoretikere med latterlige sølvpapirshatte kunne tro på noget så vanvittigt som at der skulle gå snore fra dukkerne og op til dukkeførerens hænder. “Se, se hvad de gør nu, de slemme dukker: nu sloges de endog med hinanden”, minder dukkeføreren sine fortryllede tilskuere om. De må utvivlsomt være såre forbitrede og ideologisk uforsonlige ærkefjender, så drabeligt som de sloges, de dukker … tænker tilskuerne. “—Og, se bare: deres uniformer og flag og paroler er jo så forskellige.”

Vi må hellere vælge side mellem dukkefløjene i deres drabelige fjendskab, og kaste vores lod og hele livsgerning i den ene eller den anden på forhånd tilrettelagte dukke-diskurs … tænker tilskuerne.

Wall Streets bankjøder finansierede beviseligt Trotsky og andre ledende bolsjevikker helt fra starten i 1917 (Trotsky sluttede sig først til Lenin’s socialdemokratiske bolsjevik-fraktion forholdsvist sent i forløbet [omkring juni 1917]. Et karrierevalg der sandsynligvis ikke har hjulpet ham i rivaliseringen med Stalin eller under udrensningerne i slut-tyverne).

Sovjets GULAG koncentrationslejr-system var måske nok ineffektivt i traditionel samfundsøkonomisk forstand, men dets millioner og atter millioner af udhungrede slavearbejdere fik, til trods for deres mangelfulde produktivitet (korte levetid), alligevel, på den tid de havde til rådighed, gravet betragtelige mængder guld og ædelstene op af Sibiriens evigt dybfrosne taïga og tundra. Hvis man tror at disse rigdomme blev de russiske arbejdere og bønder til del, er man for naïv til udendørs færden på egen hånd.

Roosevelt, som systemmedierne for den almindelige vesterlandske lemming altid præsenterer som Europas hyggelige og sympatiske redningsmand, var praktisk taget kommunist. Hans administration vrimlede med jøder og kommunistiske agenter. I 1933 konfiskerede han per dekret de amerikanske borgeres private guldreserver. Dette på forlangende af de internationale banker, der forlangte sikkerhedsstillelse for deres enorme (ågerforrentede) lån til de håbløst forgældede (og dermed per definition korrumperbare) føderale myndigheder.

Den amerikanske bistand fra netop Roosevelt-administrationen var uden sammenligning den vigtigste forudsætning for, at Sovjetunionen var i stand til at modstå Hitlertysklands felttog i 1941. Resultaterne lever europæerne med i dag.

Hvor mange undtagelser fra en regel skal der til, før ‘undtagelserne’ ikke længere bekræfter reglen om deres modsætning … men bliver en regel i sig selv?

Siden den amerikansk-sovjetiske militære sejr i 1945 er de internationale socialisters og de internationale kapitalisters mål gradvist blevet virkeliggjort, hovedsageligt her i Vesten: familien er opløst. Begge køn træller som skatteslaver. Børnene indoktrineres i statens ‘daginstitutioner’. Det vælter ind med racefremmede. Kulturen er vulgariseret og pornoficeret. Grænserne er afskaffede. Marx’ drøm om et Europas Forenede Stater har allerede eksisteret i årtier. Atommagten Israel sidder tungt på Vestens digitale infrastruktur.

Finanskapitalister synes dog ikke at mistrives synderligt under disse de facto kommunistiske forhold. Tværtimod.

De skovler til stadighed penge ind på aktiespekulation, på internationalisering af arbejdsstyrken (social dumping/løntrykkeri) og på ‘privatisering’.

Dén internationalistiske og multietniske dagsorden, som alle de største børsnoterede og verdensomspændende kapitalistiske selskaber i døgndrift får lov til uhindret at propagandere for i alle vestlige landes statsmedier, forekommer for den opmærksomme iagttager i betænkelig grad magen til den kommunistiske kerneideologi.

Årti efter årti udgik en strøm af officielle kommunistiske dekreter fra Sovjetunionens ledende organer omhandlende ‘folkenes broderskab’, ‘international forståelse på tværs af folkeslagene’ og ‘kampen mod småborgerlig nationalisme’. At disse mellemfolkelige dogmer i perioder (særligt under stalinismen) måtte vige og virkede som dække for chauvinistisk russisk imperialisme, ændrer ikke på ledende marxisters historisk gennemgående doktrinære fjendtlighed over for, ikke blot europæisk nationalisme, men den virkeliggjorte kommunismes veldokumenterede undertrykkelse af enhver form for nationalisme, der kunne udgøre en hindring for den internationale socialismes altoverskyggende særkende: den totalitære ensretning af dens undersåtters kulturelle, samfundsmæssige og økonomiske forhold (uafviselige eksempler herpå er sovjetkommunismens folkemorderiske tvangsforflytninger af tjetjenere, volgatyskere, krimtatarer og andre folkeslag, samt den kinesiske kommunismes årtier lange, stadigt pågående, overgreb på den tibetanske nation). Samme, nærmest identiske politiske dagsorden, har desuden altid udgået fra frimurerlogerne.

Igen lader disse sammenfald os forstå, at betegnelserne på denne verdens umiddelbart forskelligartede og modsatrettede ideologier, er aldeles ligegyldige. Det samme er måden hvorpå disse ideologiers repræsentanter fremstiller sig selv og erklærer deres hensigter. Det, der i stedet bør interessere den historisk agtpågivende iagttager, er bagmændenes interesser, deres bevæggrunde og, frem for alt, deres gerninger.

Frimureri

Læs eller nedlast bogen her

Ud over Anden Verdenskrig er Vietnamkrigens eksempel udmærket til anskueliggørelse af bedraget. Mens den selvudnævnte elite blandt sovjetiske, amerikanske og kinesiske politikere, akademikere, økonomer og videnskabsmænd samarbejdede på kryds og på tværs, og udvekslede deres erfaringer i teknokratisk massekontrol med hinanden, stod deres ideologisk forblindede undersåtter for den egentlige krigsførelse. Med meningsløs selvopofrelse slagtede politisk opildnede amerikanske og vietnamesiske bondesønner hinanden i Indokinas jungler, aldeles intetanende om deres respektive fjerne herrers gensidige internationalist-forståelse, fælles langtidsplanlægning og almindelige samvirke. Krigen (som reelt varede fra Anden Verdenskrigs afslutning til midt-1970erne) var således en guldgrube for internationale våbenhandlere og -producenter samt et uvurderligt laboratorium for forskere i kemisk-biologisk krigsførelse, massepsykologi, kommunikationsmidler og meget anden videnskabelig progressivisme.

Der findes inden for sovjet-kommunismen et par begreber, stakhanovismen og morozovismen som i denne sammenhæng er særdeles påfaldende og interessante.

Stakhanov var en arbejder i mineindustrien, som, i 1935, under Stalin’s massemorderiske rædselsregimente, efter sigende oversteg den gældende arbejdsnorm for kuludvinding fjorten-foldigt (102 ton på én dag). Dermed kom denne Stakhanov til at legemliggøre og give navn til den ideelle kommunist: arbejderen der fuldkommen underordner sit eget liv og helbred statens økonomiske krav.

Efter stakhanovismens indførelse og institutionalisering blev kravene til alle andre arbejdere ikke overraskende sat i vejret, og hvis man ikke, igen og igen, formåede at sprænge sin arbejdsnorm med overmenneskelige præstationer for udholdenhed og selvopofrelse, risikerede man i tiltagende grad, under planøkonomiens tvangsindustrialisering, at blive mistænkeliggjort for at være en dårlig socialist, udvisende manglende solidaritet og begejstring for fællesskabet; for at være en asocial eller ligefrem en sabotør (sådanne mistanker, grundløse eller ej, kunne under det almindeligt forekommende angiveri i 1930ernes og ‘40ernes paranoide sovjetsamfund ende med at betyde døden for den mistænkte i de arktiske slavearbejdslejre, lejre der for øvrigt ofte blev administreret af jøder [såsom Jagoda, Firin, Frenkel, Afanasjev, Kagan og Berman]).

Efterhånden som femårsplanernes krav til nye rekorder for tvangsindustrialisering fra Stalin’s alkoholiserede inderkreds i Kreml blev sat højere og højere og gjort mere og mere urealistiske at indfri, blev det snart umuligt for en almindelig arbejder at oppebære en indkomst, der gjorde det muligt at overleve, med mindre man altså gjorde sig disse vanvittige stakhanovitiske anstrengelser, som intet menneske selvfølgelig kunne holde til i længden (og/eller supplerede sin indkomst med tuskhandel på det sorte marked, ved tyveri, eller lignende ulovlige metoder til anskaffelse af de mest nødtørftige levnedsmidler).

Men på hvilken måde adskiller da arbejderens vilkår under stakhanovismens sovjetisk-planøkonomiske virkelighed sig i grunden fra arbejderens vilkår under det vestlige, liberalistisk-kapitalistiske styres spekulantøkonomisk drevne privatiserings- og effektiviseringsregime?

Den sovjetiske arbejders indsats i 1930erne blev målt i forhold til, og presset til det yderste af, Stakhanov’s og andre af systemets favoriserede og præmierede stødtrop-arbejderes umenneskeligt opskruede produktivitets-normer.

Den vestlige arbejders indsats i dag bliver målt i forhold til arbejdsiveren og omstillingsparatheden hos importerede arbejdsstyrker fra lavtlønslande. Om disse løntrykkere er af østeuropæisk, mellemøstlig eller østasiatisk oprindelse kan variere alt efter de globale politiske og økonomiske forholds omskiftelighed fra årti til årti. Det afgørende er, at de importerede arbejdstageres tilskyndelse til at arbejde under ringere vilkår og til en ringere løn end de lokale arbejdstagere, er betinget af deres lavere leveomkostninger i hjemlandet, hvortil størsteparten af lønnen jo som regel også ender.

Medarbejdere hos de virksomheder der i dag vinder ‘udbudsrunderne’ under den liberalistisk-internationalistiske privatisering er underlagt et økonomisk pres der ikke principielt adskiller sig fra den kommunistisk-internationalistiske stakhanovismes.

Det er systemets økonomiske krav der tilgodeses. Arbejderne tilskyndes (tvinges) i begge systemer til at konkurrere med hinanden for at opfylde stedse skærpede krav om produktivitet og effektivitet. Ikke for arbejdernes egen skyld, men for ideologiske og/eller økonomiske målsætningers skyld, målsætninger der bestemmes og udstikkes af internationalistisk sindede bureaukratisk-finansielle eliter med ringe eller ikke-eksisterende bekymringer for de enkelte nationers langsigtede etnokulturelle skæbner.

Pavlik Morozov var under tvangskollektiviseringen, som så mange af hans jævnaldrende, medlem af den kommunistiske ungdomsorganisation, KOMSOMOLs, ‘de røde pionerer. Pavlik var fremmelig som pioner. Så fremmelig, faktisk, at han inden han var fyldt fjorten år, var i stand til at ‘demaskere’ sin egen fader som kulakvenlig og snart fik ham angivet til de stedlige parti-myndigheder. Faderen blev herefter henrettet, for at have givet husly til kulakkerne. Pavlik Morozov’s angiveri blev bemærket og værdsat af partiet. De røde pionerers kulturpalads i Moskva blev således opkaldt efter ham; han blev omtalt som et forbillede; endda en helt i statspressen, og et statligt museum samt en statue til hans ære blev bekostet i hans fødeby.

Tilfældet Morozov er måske det bedst dokumenterede eksempel vi har på kommunismens uhyggelige kerneegenskab: blandt dens undersåtter at trænge kiler af unaturlig dogmatik ind mellem slægtledene, for, i stedet for familien, slægten og racen, at indsætte sig selv (staten) som de menige borgeres formynder og erstatningsfamilie. Tilfældet er dog ikke enestående. Eksempler på samme fænomen fra det maoistiske Kinas groteske kulturrevolution er velkendte. Tættere på Danmark, i DDR, udspillede der sig lignende tilfælde af indbyrdes angiveri blandt familiemedlemmer.

Vore dages Pavlik Morozov bærer ikke pioner-uniform. Den kollektivistiske fremgangsmåde med at få et samfunds yngste generationer til at afsværge og undsige deres forældre, til fordel for et teoretisk internationalistisk fællesskab, benyttes imidlertid stadig.

Siden sin tidligste barndom var Pavlik Morozov blevet indprentet et verdensbillede hvori sovjetstatens (Stalin’s) mål om tvangskollektivisering præsenteredes som eneste vej til et gyldent og elektrificeret fremtidsrige, der kun lod sig virkeliggøre hvis den gamle verden, med al dens utidssvarende småborgerlighed og kulakuvæsen, blev ryddet af vejen. Troskab overfor egen familie måtte for Pavlik og hans pioner-kammerater nødvendigvis underordnes disse utopi-forestillinger, omhyggeligt plantet i deres modtagelige barnesjæle af det kommunistiske regimes teoretikere, pædagoger og propagandister.

Spørgsmålet er om den moderne, vesterlandske ungdom udsættes for indoktrinering, eventuelt ved statslig mellemkomst, der fra barnsben ensretter de unges forestillingsverden og forsætligt fremmedgør dem fra deres biologiske ophav, på en måde der kan sammenlignes med ovennævnte rystende hændelse fra den sorteste totalitarismes historie.

Lad os først overveje sandsynligheden for om noget sådant overhovedet kunne finde sted.

Til sammenligning med de teknologiske masseovertalelsesmidler der stod til rådighed for 1920ernes og 1930ernes sovjetstat (trykpressen, stumfilm forevist i biografsale, primitive højtalere og, efterhånden, radio i et begrænset omfang) må man betegne vore dages propagandamuligheder som mildest talt overlegne.

Men her i det frie Vesten kunne ungdommen selvfølgelig ikke finde på offentligt at angive deres forældre som gammel-tænkende fjender af et progressivt og kollektivistisk systems nye værdier … kunne de vel?

Hvad er den teenagepige, der, efter grundigt at være blevet programmeret dertil i de ‘kapitalistiske’ jødemedier, demonstrativt tropper op med sin nyanskaffede neger- eller araberkæreste til familiemiddagen, i frydefuld passiv-aggressiv forventning til den bornerte forlegenhed hun ved det vil fremkalde hos hendes håbløst gammeldags og fremmedfjendske fascist-bedsteforældre … andet end en moderne udgave af Pavlik Morozov?

Det er samme grundlæggende foragt for egen slægt og samme fjendskab til egen etnokulturelle arv, der i begge tilfælde er blevet indprentet barnet. Selvom forælderen eller bedsteforælderen i vore dage ganske vist ikke henrettes af det hemmelige politi ved nakkeskud, er det en sammenlignelig higen efter at tilslutte sig; tilpasse sig systemet og ønske død over sin egen slægt der i begge tilfælde driver den hjernevaskede unge.

Pioner-uniformen mangler måske nok, men for den opmærksomme iagttager findes der rigeligt med andre markører til afsløring af nutidens Pavlik Morozov-afarter. Det giftigt blålige-lilla-grønne hår; den uformelige fedladne krop; visse typer af piercinger og tatoveringer; det amerikaniserede rendestenssprog; den frastødende og vulgære vandel; klædedragten (som hos visse typer er en slags uniform); den dårlige hygiejne; rygningen; den evige forurettethed.

De værste er som regel ikke svære at bestemme. Ikke alle besmittede giver sig dog helt så let til kende. I takt med den kulturmarxistiske propagandas stadigt voksende udbredelse på de statslige uddannelsesinstitutioner, er morozovismens sjælegift ulykkeligvis efterhånden begyndt at trænge ind også i den (endnu) legemligt sunde ungdom.

Om morozovismen hos det enkelte emne er i fuldt udbrud med ovennævnte vederstyggelige symptomer frit til skue, som den pestbefængtes væskende bylder, eller sygdommen stadig befinder sig på inkubations-stadiet, har vi under alle omstændigheder at gøre med et genkendeligt adfærdsmønster, forårsaget af en slags teknokratisk indprentet tvangstanke.

–En mani der på besynderlig vis synes at påbyde; at drive den åndeligt forgiftede unge vesterlænding til altid at ville handle til fordel for det nye fremtidsorienterede; kollektivistiske; raceblandede og kulturudjævnede idealsamfund.

–En af amerikaniserede jøder opdigtet fantasiverden der, via et bæremedie af kræftfremkaldende mikrobølgestråling; til rytmisk suggestiv baggrundsmusik, og i standardiseret glansbillede-gengivelse døgnet rundt indprentes de fortabte lemminger  gennem deres altid nærværende håndholdte teleskærme/overvågningsenheder.

–En totalitær verdensstats-utopi som ydermere, til trods for at den i det urbane gadebilledes ‘kapitalistiske’ reklame-bombardement konstant foregøgles den letpåvirkelige ungdom som indbegrebet af menneskelig lykke; til trods for at den af statsansatte gymnasielærere og frankfurter-sociologiske universitetslektorer uge efter uge ophøjes til topmålet af civilisatorisk hensigtsmæssighed og moralsk agtværdighed og til trods for at den, af ni ud af ti politikere/journalister, kategorisk fremstilles som et uangribeligt kulturfremskridt som alle (=indfødte vesterlændinge) med tvingende nødvendighed er forpligtet til at indrette sig efter … alligevel opfattes som en form for ‘oprør mod systemet’.

Dén etnokulturelt selvmorderiske stræben; dén trendsættende kollektive dødsdrift, der på så uhyggelig vis karakteriserer store dele af den teknokrati-hypnotiserede vesterlandske ungdom i dag, er således blot en opgraderet og videreudviklet adfærdsprogrammering, af samme grundlæggende slags som den stalinistiske tankekontrol ved hjælp af hvilken kyniske sovjetkommissærer i sin tid forgiftede Pavlik Morozov’s instinkter og forkrøblede hans etnokulturelle selvopholdelsesdrift med.

Dette sidespring blot til historisk begrundet anskueliggørelse og understregning af den internationale socialismes ringe (ikke-eksisterende) brugbarhed som modsvar til dens tvillingebrors, den internationale kapitalismes, iboende problemer. Disse ideologier udgør altså i virkeligheden blot to sider af samme overordnede verdensanskuelse: den race- og naturlovsfornægtende materialisme.

De vestlige samfund af i dag er på én gang kommunistiske (kulturmarxisme, centraliseret statsindoktrinering fra de tidligste barneår, indkomstskat, arveafgift, statsfeminisme) og kapitalistiske (arbejdskraftens fri bevægelighed, ‘frihandel’, international aktiespekulation, grænseoverskridende kursmanipulation, osv.).

Dette burde ikke overraske det mindste når man erindrer, at det netop var det formelt kapitalistiske USA og det formelt kommunistiske Sovjetunionen der i fællesskab vandt den seneste verdenskrig (for deres jødiske bank- og frimurerherrer), og derfor uhindret kunne påføre de undertvungne lande nøjagtig den blanding af deres (i forvejen nært beslægtede og komplementære) samfundsindretninger, som man, af årsager og bevæggrunde de respektive lokalbefolkninger ikke blev delagtiggjort i, fandt mest politisk ønskelige og økonomisk fordelagtige.

Men lad os nu vende tilbage til udgangspunktet og uddrage et par hjemlige eksempler til belysning af finanskapitalismens bemærkelsesværdigt foruroligende, cancer-lignende egenskaber.

Grindstedværket. Se mere her, her og her:

Sexlegetøj. Mere her, her og her:

Bioscience (medicinalindustri). Mere her og her:

Pornomesser:

Alkohol-industrien:

Tobaks-industrien:

Alle disse tilfælde er eksempler på særdeles indbringende finanskapitalistiske forretninger, der giver millionoverskud til aktionærer og ledelse i direkte forhold til den forurening, demoralisering og sygeliggørelse af miljø, lokalsamfund og forbrugere deres drift afstedkommer. I overført betydning er der tale om vækstende cancersvulster på folkelegemet.

Det mest selvindlysende logiske eksempel på finanskapitalismens uhensigtsmæssighed som samfundssystem finder man dog i bedemands-branchen. Jo flere der dør, des bedre går det for bedemændenes indtjening. Mere tydeligt kan finanskapitalismens vanvid næppe fremstilles (ikke at vi har noget imod bedemænd, som sådan. De udfylder jo unægtelig en vigtig funktion).

På samme vis: jo flere der rammes af cancer, des bedre går det … for cancer-industrien.

Det lader sig ganske enkelt ikke gøre på ansvarlig vis at lede et samfund med profithensyn som ledestjerne. Udkommet vil altid udarte i unaturlig retning. Nationer er ikke isenkræmmerforretninger, sådan som både liberalisterne og kommunisterne forudsætter.

Slutningen må være at hverken liberalistisk finanskapitalisme eller dens materialistiske tvillingebror, kommunismen, kan tillades at øve afgørende indflydelse på et sundt samfunds ledelse.

En sådan indflydelse er, for et samfunds kultur, for dets folkesundhed og for dets nationaløkonomi, ligeså skadelig og potentielt dødbringende som cancer er det for det menneskelige legeme.

Nationalsocialisme, under hensyntagen til og højagtelse for Naturens Orden, er, efter alt at dømme, den eneste virkeligt bæredygtige styreform for samfund over klanstørrelse og med et teknologisk stade over, lad os sige smedekunsten.

Denne erkendelse betyder ikke at man på alle områder og i detaljer bør efterligne den senest virkeliggjorte tyske nationalsocialisme fra 1933 til 1945. Det er tilladt at lære af historien.

Hvis man tager nationalsocialismen alvorligt, indebærer denne agtelse netop en forpligtelse til saglig kritik af verdensanskuelsen, indbefattet af dens lederes fejltrin og, ikke mindst, til en grundig overvejelse af hvilke dele af dens historisk betingede tilsynekomst i Tyskland fra 1933 til 1945 der har, og hvilke der ikke har, meningsfuld betydning for det danske folkefællesskab under de nuværende og fremtidige forhold. Persondyrkelse, tilbedelse og uforbeholden dogmatik hører til de laverestående racer. Nationalsocialisme er samfundsindretning og verdensanskuelse. Ikke religion. Nationalsocialisme beskæftiger sig med og kritiserer religion. Men den er ikke religion.

Privat ejendomsret, privatlivets fred og boligens ukrænkelighed bør være ufravigelige grundpiller i et samfund af frie folkefæller. Det blev efter denne iagttagers mening lige vel kollektivistisk, totalitaristisk og militaristisk under Det Tredje Rige.

Hvorom alting er: Nationalsocialisme forbliver et uopnåeligt drømmesyn så længe befolkningssammensætningen er så raceblandet som tilfældet er (herhjemme og i endnu højere grad i mange af vore nabolande), og så længe vore dødsfjender sidder på magten over statsmedier og indoktrineringsanstalter.

Den mest virksomme og realistisk farbare kurs må derfor indtil videre bestå i ved selvtugt, støt og vedholdende at forbedre os selv, iagttage Naturens Love i egen livsførelse, efter bedste evne at modarbejde teknokraternes og globalkapitalisternes fortsatte forsøg på yderligere racefremmed masseindvandring, stifte familie og sætte sunde hvide børn i verden samt, i almindelighed, at forberede os på det værste (uden at forfalde til kynisme og bitterhed).

Den hvide race tabte Anden Verdenskrig*.

*Årsagerne hertil er mange og forskelligartede. Det bliver for omfattende at redegøre for dem alle her. Den udbredte kristne universalisme blandt vesterlændinge i almindelighed og hvide amerikanere i særdeleshed synes dog at have spillet en bemærkelsesværdigt påfaldende og afgørende rolle for den lethed, hvormed jødisk-amerikanske politikere og propagandister var i stand til, med bedragerisk moraliseren og hykleriske appeller til verdensfrelsende uegennytte, at manipulere særligt den amerikanske middelklasse til at ofre deres sønners liv og helbred for en krigsindsats der, i etnokulturel forstand, var i åbenbar modstrid med hvide amerikaneres (ofte af germansk afstamning) egne langsigtede interesser.

Det bør ikke overraske læsere af Hammersmedens blog, at denne verdenshistoriske kendsgerning har medført en række ulykkelige politiske og etnokulturelle følger for de siden 1945 opvoksende generationer af europæere. Disse følger vil inden for overskuelig fremtid sandsynligvis kun fortsætte med at forringe livsvilkårerne (i særdeleshed demografisk, men også økonomisk og sundhedsmæssigt) for store dele af de indfødte europæiske folkeslag.

Disse forringelser er blevet indført, og indføres til stadighed, gradvist, således at hovedparten af den oprindelige befolkning ikke i tide ænser, at deres samfund hele tiden, støt og roligt, i racemæssig forstand formørkes omkring dem. Svækkelse af værtsbefolkningens almindelige racemæssige agtpågivenhed tilvejebringes desuden ved anvendelse af en hel række af metoder, såsom daglig audiovisuel prægning, kemiske og elektromagnetiske hormonforstyrrelser samt grundig socialisering i statens opdragelsesinstitutioner.

Desuden bliver medløbere, kollaboratører og folkeforrædere selvfølgelig belønnet af systemet. Ikke mindst erhvervslivets topchefer, der så beredvilligt hjælper til med indførelsen af globalteknokraternes hedeste ønskedrøm, det gennemdigitaliserede overvågningssamfund, gengældes klækkeligt for deres vanære. Det samme gælder pøbelens gemene raceforrædere, der af statsmedier, NGOer, uddannelsesanstalter og erhvervsliv hele tiden nudges og betales for deres deltagelse i folke(selv)mordet. For landssvigere er der således ikke tale om forringelser i materiel forstand.

For en forståelse af de brede vesterlandske massers søvngængeragtige ligegyldighed overfor deres stadige fremmedgørelse i egne hjemland, er det nødvendigt at man sætter sig ind i Aldous Huxley’s profetiske iagttagelser af totalitarismens udvikling. Fra et stade i forrige århundredes begyndelse og midte, hvor totalitær magterhvervelse og magtfastholdelse forudsatte en regelmæssig brug af legemlig voldsudøvelse og fysisk frihedsberøvelse af anderledestænkende (sideløbende med ideologisk indoktrinering og holdningsbearbejdning) for at holde befolkningen tilstrækkelig underkuet, frygtsom og lydig, har vi, indenfor det sidste halve århundrede, stedse nærmet os et teknologisk stade hvorved en langt mindre omkostningstung fremgangsmåde til totalitær social kontrol er opnåelig. Nemlig metoden hvormed den enkelte slavearbejder, ved statens anvendelse af forskellige psykologiske og massesuggestive greb, i forening med livslang medicinering fra fosterstadiet, bringes til at elske sin egen trældom.

Følgende forelæsning er fra 1962, året inden Huxley’s bortgang (samme dag som John F. Kennedy’s, 22. november, 1963):

Vore dødsfjender har haft fuldkommen magt over vore samfund siden Anden Verdenskrigs afslutning. Økonomisk, kulturelt, politisk, teknologisk, medicinsk. Til vore vigtigste pligter hører opgaven at nægte dem adgang til og mulighed for at udøve denne magt over os.

For at kunne opretholde en sådan magtstilling er det, for den pågældende talmæssigt underlegne snyltergruppe, af største betydning, at befolkningerne i de besatte værtssamfund ikke kommer til en erkendelse af tingenes rette tilstand. Sande magthavere præsenterer sig sjældent som magthavere. Som snyltere i dyreriget foretrækker også menneskelige snyltere at bedøve værtsorganismen.

Virkeligheden er at samtlige institutioner i vore lande er under fjendtlig kontrol, og systematisk benyttes til, med større eller mindre hast, at forrykke befolkningssammensætningen og forstyrre de naturgivne kønsroller i en grad så etnokulturel solidaritet, og dermed virkningsfuld folkelig modstand mod fortsat teknokratisk tvangsglobalisering, til sidst ikke længere vil være mulig.

Derfor: som løsnet så rigtigt lyder: hvad udad tabes, skal indad vindes.

Vi må personligt bestræbe os på at være bedre (stærkere, modigere, sundere, mere dydige, mere beslutsomme, mere indsigtsfulde, mere fremsynede og, når det gælder, mere nådesløse og brutale) end vore fjender. Dette er i sandhed ingen let fordring, og dens formaning rettes selvsagt lige så indtrængende mod afsenderen selv, som til læseren af disse ord.

Hvis det var let at sætte sig til modværge … ville der ingen grund være til det.

Før vi i egen livsførelse har befriet os endegyldigt fra jødemediernes demoralisering og globalteknokraternes antinaturlige adfærdsstyring, er enhver tale om nationalsocialistiske målsætninger ikke blot tomme og selvbedrageriske ord, men hyklerisk fornærmelse mod Naturens Orden.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

RADIO24SYV: KULTURMARXISTISK HOLDNINGS-BEARBEJDNING I DØGNDRIFT. SKATTEYDERNE BETALER. KORT ANALYSE AF DERES SENESTE PROPAGANDAVIDEO

^Budskabet i ovenstående uforskammede angreb på den danske nation, går i sin enkelthed ud på, at man som hvid borger, kvinde eller mand, i sit eget hjemland, er moralsk anløben (tankeforbryderisk) hvis man formaster sig til på egen hånd at gøre sig overvejelser om den racefremmede masseindvandring og den befolkningsudskiftning, der finder sted for øjnene af en. Den afrettede adfærd, som disse særligt manipulerende og bedrageriske propagandafilm træner sit publikum til, er todelt. For de i forvejen demoraliserede vesterlændinge lyder buddet: vær passiv, og forlad dig på ubegrænsede mængder af forhåbningsfuld tillid. Domme, ja selv bekymringer, baseret på selvstændige iagttagelser er utænkelige. Sådan tankevirksomhed er jo fordomsfuld og ville være tegn på slem, uanstændig racisme. Hvis man har betænkeligheder ved udviklingen eller bekymrer sig, eksempelvis om sine børnebørns fremtid i et tiltagende multietnisk Danmark, fortjener man i virkeligheden de racefremmede kolonisatorers forskellige former for aggression.

For de racefremmede besættelsestropper er budskabet et noget andet: værtsfolket præsenteres som uværdige og fordomsfulde racister, hvis utidssvarende samfund man som nytilkommen er fuldt ud berettiget til, efter forgodtbefindende, at udnytte til egen etnokulturel fordel. Samtidig opfordres der med slet skjult manipulation til en hoven moraliseren over gammeldanskerne (samt gammel-englænderne, gammel-tyskerne, gammel-svenskerne, gammel-amerikanerne, gammel-franskmændene, gammel-russerne, osv osv. Alle hvide, indfødte europæere angribes, med lokale småafvigelser, på lignende måde i egne hjemlande) grænsende til og indbefattende ydmygelser af varierende grovhed. Afarter af dette dobbeltbudskab findes som bekendt overalt i systemmedierne, men fremstår i en særlig udpræget form i denne letgenkendelige type af globalistpropaganda.

Nedenstående tre videoer giver et udmærket indblik i den skabelon som det internationalistiske reklamebureau Octopuss.tv har benyttet i deres skatteyderbetalte propagandavirksomhed for globalistkanalen Radio24syv.

Når man forstår at de racefremmede kolonisatorer i virkeligheden er globalisternes besættelsestropper, begynder mange brikker at falde på plads og samfundsudviklingens tilsyneladende vanvid forekommer ikke længere nær så meningsløs og uforklarlig som systemmediernes overfladiske og usammenhængende nyhedsdækning giver indtryk af.

De racefremmede kolonisatorers massetilstedeværelse forhindrer vesterlændinge i at indrette deres samfund på måder der ikke falder i globalisternes smag, såsom efter nationalsocialistisk forbillede. Denne funktion er efter alt at dømme hovedformålet med de hundredtusindtallige perkeres og negres tilstedeværelse overalt i Vesten.

De økonomiske fordele som internationale kapitalister drager af masseindvandringens løntrykkeri (arbejdskraftens fri bevægelighed) er sekundære. Ikke ubetydelige. Sekundære. Hovedhensigten er som forventeligt: politisk magtkonsolidering.

Man kan læse mere om reklamefilmsinstruktøren bag Radio24syvs skatteyderbetalte Ghetto Fitness propagandafilm her.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

GLÆDELIG 20. APRIL | KAMPEN MOD DE INTERNATIONALE TEKNOKRAT-KAPITALISTER, DERES RACEFREMMEDE BESÆTTELSESHÆRE OG HORDER AF SNOTHJERNEDE ZOMBIE-MEDLØBERE FORTSÆTTER

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

SMUDSBLADET ILLUSTRERET VIDENSKAB: ALTID FØRST MED DEN NYESTE GLOBALTEKNOKRATISKE PROPAGANDA: HJERNECHIP ‘BOOSTER’ HUKOMMELSEN, HPV-VACCINER ER ‘VOLDSOMT EFFEKTIVE’, BIZAR KØNSSKIFTEOPERATION ER PROBLEMFRI ‘OMDANNELSE AF KØNSORGANER’ OG ‘NET AF ELEKTRODER’ ER SNART KLAR TIL AT BLIVE ‘SPRØJTET IND I VORES HJERNER’ [SIC], SÅ ‘VI’ KAN ‘SURFE PÅ NETTET UDEN AT RØRE EN FINGER’. ALT SAMMEN ‘IFØLGE DEN NYESTE AMERIKANSKE FORSKNING’, SELVFØLGELIG [2.01]

Eftersom propagandaartiklerne fra smudsbladet Illustreret Videnskab er så latterligt korte, ofte består af direkte afskrivninger og desuden i sig selv fremstår, dels som fuldkomne eksempler på systemtænkningens grænseløse autoritetstro og indbegrebet af dens blindt tillidsfulde fremskridts-fatalisme, dels som ufrivilligt morsomme absurd-satiriske mesterværker udi gold naturfremmedgørelse, gengives den fulde ordlyd fra en håndfuld af dem her, tilføjet HS’ bemærkninger [i firkantede paranteser]:

“For første gang nogensinde har forskere styrket menneskers hukommelse ved hjælp af et implantat.

Forskere fra University of Southern California i USA har udviklet en chip, som stimulerer bestemte dele af hjernen og på den måde forstærker hukommelsen [kan umuligt gå galt].

Hos forsøgspersoner har chippen forbedret evnen til at huske med op mod 30 procent [det lyder sandelig spændende. Foreligger der eventuelt nogen dokumentation for påstanden?].

Forskerne indopererede chippen [helt normalt. Intet at bekymre sig om her. Rotter har ikke noget imod at få teknologisk apparatur indopereret i hjernen, så hvorfor skulle mennesker?] hos 20 frivillige personer og registrerede deres hjerneaktivitet, mens de gennemgik hukommelsestests.

Chippen efterligner hukommelsen

I anden del af forsøget sendte chippen elektriske signaler til de områder, som var aktive under øvelserne, og det var i denne fase, forskerne målte den positive effekt på testpersonernes hukommelse [det lyder sandelig godt. Meget videnskabeligt og ikke mindst progressivt. Vi skal ikke være så teknologiforskrækkede].

Ifølge forskerne efterlignede chippen de processer, der naturligt sker i hukommelsescenteret hippocampus, når vi skal huske ting.

Kur mod alzheimer

Chippen bliver et vigtigt led i behandlingen af patienter, som lider af alzheimer eller hukommelsestab, mener forskerne [jamen, hvis forskerne mener det, så det jo være rigtigt. Livslang behandling (ikke helbredelse; behandling) af større og større grupper i ‘samfundet’ er desuden en glimrende forretning for vores allesammens innovative bioscience-iværksættere, udgør et vigtigt indtjeningsgrundlag for de internationale børsmæglere og er selvfølgelig en helt nødvendig forudsætning for at MedTech-sektoren kan fortsætte med at vækste].

Også børn med indlæringsvanskeligheder vil kunne få nytte af implantatet [medicinsk-teknologiske fremskridt er til gavn for børnene, selvfølgelig. Lad os derfor glemme vores sidste rest af gammeldags mistroisk fremtidsangst, stole fuldt og helt på forsker-teknokraternes verdensfrelsende motiver, og give dem adgang til på eksperimentalbasis at indoperere alle deres forskellige nyudviklede elektriske kredsløb i vores hjerner, for derefter at lade os underkaste spændende ‘hukommelsestests’. Hvem vil ikke hjælpe børnene?].

Holdet bag chippen mener desuden, at teknikken kan overføres til at styrke andre funktioner styret af hjernen – fx synet og motorikken.” [Fantastisk! Sikke godt og betryggende at vide hvordan de videnskabelige autoriteter rundt omkring på universiteterne og i de transnationale medicinalfirmaer hele tiden arbejder så uegennyttigt og selvopofrende på at hjælpe os på nye spændende områder. ‘Holdet bag chippen’ mener måske også, at deres spændende karrierefremmende og højtbetalte menneskeforsøg dermed fortsat bør udbredes i det uendelige? For hvis ikke forskernes forskningsfelter hele tiden udvides og sponsoreres tilstrækkelig rundhåndet med vores allesammens skattemidler, så kan de jo slet ikke hjælpe os til yderligere at ‘styrke’ vores ‘hjernefunktioner’ eller udvikle deres mange nye eksperimentalvacciner. Og hvad skulle der så blive af os?]

 

“Et par stykker. Så mange kvinder regner de australske smyndigheder [sic] med, at de årligt skal behandle for livmoderhalskræft om 10-20 år.

Det enorme land er godt på vej til at udrydde kræftsygdommen, viser forskning, som netop er blevet offentliggjort af International Papillomavirus Society [sjovt at artiklen ‘skrevet’ af Babak Arvanaghi for Illustreret Videnskab også findes i en engelsk udgave, ganske vist en smule længere end det ‘danske’ plagiat, men ellers med fuldkommen identisk sætningsopbygning, indeholdende nøjagtig samme forudsigelige opremsning af BigPharmas egne selvforherligende statistikker, samme ubegrundede kategoriske udsagn og samme blindt fremskridts-optimistiske ordvalg, i den australske variant af ‘the Guardian’, et af Vestens mest gennemført kulturmarxistiske tidsskrifter. Begge artikler repræsenterer selvfølgelig samme fuldkommen ensidige og kritikløse medicinsk-teknokratiske dagsorden. Også den oprindelige australske propaganda-artikel er tilfældigvis ‘forfattet’ af en racefremmed, i dette tilfælde af mongoloid herkomst; en . Således får vi et afslørende indblik i global-journalisternes arbejdsmåde: plagiering, afskrivning og kritikløst medløberi].

Årsagen er simpel: Et effektivt vaccinationsprogram [i sandhed en simpel årsagssammenhæng].

Alle unge får tilbuddet [det vedbliver selvfølgelig med bare at være et tilbud, ikke sandt? Vi kan stole på at globalteknokraterne og MedTechs sygdomsprofitører aldrig kunne finde på gradvist at gøre ‘tilbuddet’ obligatorisk. Ikke? Der bliver selvfølgelig ikke tale om at mulighederne for deltagelse i den ene funktion efter den anden i samfundet, gradvist bliver gjort betinget af deltagelse i vaccinationsprogrammerne. Vel? –kun et tilbud]

Livmoderhalskræft skyldes i 99,9 [!] procent af tilfældene HPV (Human Papilloma Virus) [det var sandelig ellers et imponerende højt tal. Meget overbevisende, dels så højt det er, dels så kategorisk det fremsættes. Hvem kunne dog formaste sig til at tvivle på højt et tal, fremsat kategorisk? Tydeligvis kun paranoide og slemme sammensværgelsesteoretikere. 99,9%! Det vil altså sige at regelmæssig brug af P-piller fra de tidligste teenage-år, hyppig kondomsex med forskellige partnere, indtag af forskellige typer af fortrydelsespiller, anden medicinindtag, rygning, alkoholisme, spiraler, dildoer, kemikalier i diverse produkter til intimhygiejne, tatoveringer, stråling fra den allestedsnærværende Wi-Fi (laptops) og arvelig disponering tilsammen blot udgør een promille af årsagerne til livmoderhalskræft? Tjah, det er vel fra videnskabelige autoriteter Illustreret Videnskab har procentsatsen. Altså det jo være sandt], som vi kan vaccinere imod [‘vi’ (BigPharma) kan ‘vaccinere mod’ så meget. Den økonomiske tilskyndelse til udvikling og markedsføring af stedse nye indbringende eksperimentalvacciner, til målrettet afsætning blandt denne verdens pengestærke stater, er mildest talt til stede. Spørgsmålet er således ikke så meget hvilke utallige nye områder den multimilliarddollar-indbringende vaccineindustri, ved hjælp af konstant propaganda i systemmedierne og politisk lobbyarbejde, kan udbredes til. Et enkelt blik på de finansielle markeders mest profitable investeringsobjekter lader os forstå, at denne konstante udbredelse, ved lancering af stedse nye ‘mirakelvacciner’ følger en egen snylterøkonomisk lovmæssighed … men vel snarere hvordan disse masseindkøbte eksperimentalvacciner virker på forsøgspersonerne (de intetanende skatteyderes børn), hvilke skadelige bivirkninger de fører med sig og, ikke mindst, om vi overhovedet fortsat vil tolerere en samfundsindretning hvorunder omfanget og beskaffenheden af borgernes medicinering afhænger af lægemiddelproducenternes økonomiske og karrieremæssige egeninteresser]. 

I Australien har vaccinen været gratis [har den også været ‘gratis’ for skatteyderne? På et eller andet tidspunkt i forløbet er der vel blevet betalt noget for de mange millioner doser af vacciner, der er i omløb. Det er ikke ubetydelige lønninger der oppebæres i medicinalindustrien. Forsker-, professorlønninger og ikke mindst den megen markedsføring er alle særdeles omkostningstunge poster. Et eller andet sted pengene vel komme fra til dækning af de mange astronomiske udgifter. Hvordan kan de store vaccineproducenter, såsom Merck, Sanofi Pasteur, Bristol-Myers Squibb, GlaxoSmithKline, Pfizer og Novartis mon blive ved med at skovle milliarder og atter milliarder ind til dem selv og deres snylteraktionærer, hvis deres vigtigste produkt tilbydes ‘gratis’? Måske der er tale om velgørenhedsforetagender? Som altid når en given vare eller ydelse i den tvangsglobaliserede snylterøkonomi fremstilles som ‘gratis’ for masserne, er det i sidste ende de menige skatteydere selv der kommer til at betale regningerne] for 12-13-årige piger siden 2007, og i 2013 blev drenge sluset ind i programmet. Dermed blev pigerne mindre udsatte for smitte, og drengene går fri af virussens andre symptomer, fx kønsvorter [Ah-ja, samme besynderlige bedrageriske sammenblanding af kønspolitiske og medicinsk-økonomiske dagsordner kender vi jo allerede til kvalmegrænsen herhjemmefra].

I dag bliver vaccinen tilbudt alle under 19 år.

Og tallene taler for sig selv. Knap 75 procent af landets 15-årige er i dag HPV-vaccineret, og andelen af unge med HPV er styrtdykket [ihh, dét lyder sandelig godt. Sikke nogle betryggende tal, der i sandhed taler helt for sig selv. Bare lige en enkelt, sikkert ganske ubetydelig detalje: Hvor er mon henvisningen til det statistiske materiale, der formodes at ligge til grund for den frit-i-luften-svævende jubelpåstand?]

I 2005 var over hver femte australier mellem 18 og 24 år smittet med HPV – i 2015 var tallet faldet til sølle 1,1 procent [ok, de tal må vi jo så bare stole på. Men det er jo også kun onde konspirationsteoretikere, der kunne finde på at betvivle medicinalindustriens og systemmediernes statistikker].

Endnu færre i dag

Siden 2015 er tallet blevet endnu lavere, estimerer [!] forskerne. Det skyldes den såkaldte flok-immunitet [bæhhh!], hvor vaccinerede personer er årsag til, at ikke-vaccinerede går fri af smittefare [javel, jamen så godtager vi da også lige dét kategoriske udsagn uden skyggen af dokumentation, her i den meget videnskabelige videnskabs-artikel].

Med den styrtdykkende andel af HPV-ramte vil antallet af kræftpatienter også falde, forudsiger forskerne.” [Fremtiden ser sørme lys ud. Så længe vi bare følger ‘forskernes’ detaljerede anvisninger på hvilke vira, kemikalier og tungmetaller vi og vore børn regelmæssigt skal have sprøjtet ind under huden, selvfølgelig. Jeg har bare lige ét enkelt, sikkert fuldkommen paranoidt og slemt sammensværgelsesteoretisk sølvpapirshat-spørgsmål: I takt med at færre og færre åbenbart vil blive ramt af cancer, jo hyppigere de regelmæssigt injiceres med flere og flere børsnoterede forsøgsblandinger af cancer-virus og kemikalier, som forskerne her så videnskabeligt forudsiger … forudsiger de monstro hermed så også et fald i deres egne højtlønnede og prestigefyldte stillinger rundt omkring på onkologiafdelingerne og andetsteds i MedTech sektoren? Forudsiger de f.eks. også et tilsvarende fald i produktionen af og aktieindtjeningen på cancermedicin og de mange spændende nye former for strålingsteknologi?]

 

Billedserien i ovenstående afsindige artikel er for smudsig og grotesk til at blive bragt på Hammersmedens blog. For læsere der med egne øjne vil have bekræftet hvor vanvittig og forbryderisk en verdensanskuelse globalist- og teknokratlakajerne på Illustreret Videnskab spreder, kan man på eget ansvar tilgå artiklen her.

Vi kan afsløre at man, udover offentliggørelsen af en række mildest talt foruroligende og unødvendigt detaljerede billeder, ikke overraskende, ganske undlader at gøre opmærksom på de problematiske sider ved så drastisk et indgreb som en kønsskifteoperation selvsagt er. I stedet præsenteres indgrebet som et fuldkommen risikofrit medicinsk-teknologisk fremskridt, der påstås at kunne give transseksuelle et ‘stimulerende’ sexliv.

Taget smudsbladets internationale forbindelser, dets internationale udbredelse og dets generelle globalteknokratiske spytslikkeri i betragtning, må man nødvendigvis overveje hvorfor mon dets redaktion har fundet det nødvensigt at bringe billeder af SÅ usædelig og udpenslende karakter. Det kan ikke udelukkes at der dermed er tale om bevidste forsøg på demoralisering og psykologisk krigsførelse.

 

“Din hjerne skal opgraderes [det finder jeg selv ud af om den skal, tak]. Forskerne er i gang med at udvikle en såkaldt neuroprotese, som skal forbinde din hjerne med computere og gøre dig klogere [æhh, nej tak].

Protesens elektroder skal opfange hjernens signaler, så computeren kan analysere dine tanker[!], og derefter sender protesen udvalgte dele [hvem udvælger dem?] af internettets uendelige visdom direkte ind i din hjerne ved hjælp af elektriske impulser [nej tak. Tror jeg springer over].

Millioner bliver nu postet i udviklingen af neuroproteser, og forskerne regner med snart at kunne skabe en million forbindelser mellem hjernen og computeren.

Forskerne sprøjter net ind i hjernen [!]

Ahh, fremtidens og udviklingens lyksalige velsignelser. Hvem ville ikke ønske sig en ‘hjerneopgradering’ ved teknokraternes indopererede net af elektroder?

Forskere fra Harvard University i USA er allerede kommet langt med at udvikle en ny neuroprotese. Protesen består af et net med elektroder, der er så fleksibelt, at det kan sprøjtes ind i hjernen gennem en kun 0,1 mm bred kanyle. Inde i hjerne [sic] folder det sig ud og lægger sig tæt omkring hjernecellerne [lyder tillidsvækkende, ikke sandt? Et ‘net’ der ‘lægger sig tæt omkring hjernecellerne’].

Et net med 128 elektroder er netop blevet brugt til at måle hjernesignaler i vågne mus. Og andre forsøg har vist, at flere net kan sprøjtes ind i forskellige dele af hjernen på en enkelt mus [jamen, så er alt jo som det skal være. Intet som helst at bekymre sig om her. Indgrebet virker på mus].

Neuroproteser er udbredte om ti år [‘udbredte’. Hvad ligger der mere nøjagtigt i den betegnelse? Tågede fremtidsspådomme er dejligt uforpligtende, samtidig med at de signalerer den fornødne tjenstvillige underkastelse for teknokraternes verdensstatsdagsorden]

Teknologien er ikke en fjern fremtidsversion. Simple proteser med nogle få hundrede elektroder gør det allerede nu muligt for lamme at styre robotlemmer [ahh, verdensfrelsen ved ‘behandlingen’ af de syge. De blinde får synet tilbage og de lamme førligheden. Selvfølgelig. Det sørger udviklingen for. Den velafrettede borgers rolle er at lade sig underkaste denne udviklings krav om tilpasning til teknologiens evindelige indgriben i vores privatliv. Forandringen er nemlig videnskabelig og kan derfor ikke betvivles. Ellers kunne den jo heller ikke frelse os. Det næste bliver utvivlsomt at de døde rejser sig fra gravene og vandrer rundt iblandt os, når bare MedTech sektoren får tilført tilstrækkeligt med skattemidler og de medicinske eksperimenter rigtig kommer i gang. Tusind, tusind tak, kære medicinal-teknokratiske autoriteter, fordi I så selvopofrende arbejder på at redde os].

Og nogle hjerneforskere mener, at proteser, som forstærker vores sanser og hukommelse vil være udbredte om ca. ti år, mens teknologier, der kan koble hjernen til internettet eller lader os telepatere med hinanden ligger 20-50 år ude i fremtiden.” [Fremtiden, fremtiden, fremtiden. Altid disse evindelige fremtidsutopier med højtflyvende løfter om guld og grønne skove, hvis bare ‘forskerne’ får lov til uhæmmet at eksperimentere med os andre og lægge deres klamme latex-behandskede hænder på Naturens skaberværk.] 

Hvem kan med sine sansers og fornufts fulde brug mene, at sådanne såkaldte ‘videnskabelige fremskridt’ på nogen måde skulle være gavnlige eller ønskværdige?

Der er efter denne iagttagers mening tale om groft uansvarlig og forbryderisk indblanding i Naturens Orden. Teknokraterne arbejder som regel ud fra to hovedbevæggrunde: profit og politisk magt. Jo flere vidtløftige spådomme om helbredelse af børn og almindelig verdensfrelse de udgyder, jo mere kan man være sikker på, at der i virkeligheden er tale om kynisk varetagelse af egeninteresser.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi udkommer smudsbladet Illustreret Videnskab i ca. 50.000 eksemplarer om måneden herhjemme, selvom de her forsøger at fremstille det som det tidobbelte. Tallet på over 500.000 opnås ved at sammenlægge oplagene fra alle landene det udgives i, bl.a. Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Thailand, Australien og Frankrig.

Den besynderligt næsegruse og kritikløse benovelse over ethvert nyt ‘videnskabeligt fremskridt’ som Illustreret Videnskab med så beskæmmende og krybende en tjenstvillighed repræsenterer, er betegnende for et særligt dødbringende og naturfremmedgørende verdenssyn, der ulykkeligvis er udbredt langt ud over de godt 50.000 læsere som bladet angiveligt når ud til herhjemme.

Progressivismens blinde fremskridtstro er det gennemgående fællestræk hos tilhængerne. Man evner ikke at sætte grænser for ‘udviklingens’ stedse mere åndsforkrøblende og sjæleindskrænkende indgriben i egen livsførelse og overtager derfor gladeligt systemets på forhånd tilrettelagte, passende omstillingsparate og evigt fremtidsorienterede, åbensindede verdensanskuelse. Et helt igennem kunstigt verdenssyn, tilvejebragt af marketingfirmaer, hyret til opgaven af globalkapitaliske kræfter, hvori ethvert nyt diktatorisk forandringsdekret om mere og mere tvangsdigitalisering fra det verdensomspændende teknokrati betragtes som ‘tilfældigvis’ stemmende overens med forbrugerens egne ønsker og behov. Man er med på beatet og, frem for alt, ikke teknologiforskrækket.

Lemmingerne trænes således grundigt til forestillingen om, at de selv ‘interaktivt’ udvikler og ‘customiserer’ det elektroniske overvågningsudstyr der til stadighed smelter dem sammen med ‘udviklingen’, som minut for minut standardiserer deres adfærd ned til hvilke håndbevægelser de foretager i hundredevis af gange dagligt; hvordan hovedet vinkles; hvorhen blikket rettes. Mens deres ‘personligheder’ strømlines med millioner og atter millioner af andre teknologislaver på tværs af kloden, fryder de sig over hvordan netop deres iPhone cover og deres apps giver dem en særlig personlig identitet. Lidet forstår de, at brugen af disse teknologier, til mindste detalje er planlagt af teknokrat-politikere, markedsført af adfærdspsykologer og udviklet af ingeniører, hvis motiver de aldrig vil få indblik i. Alligevel føler de at mikrobølge-dingenoterne er en slags personlige forlængelser af dem selv, over hvilke de øver en slags frivillig styring.

Hovedbudskabet fra Illustreret Videnskab synes at være, at ‘eksperter’ og ‘forskere’, med deres evigt eksperimenterende teknokratisk-medicinske nybrud (brud på Naturens love) og deres uangribelige videnskabelige autoritet, er i stand til at redde de moderne vesterlændinge fra følgerne af deres naturfremmedgjorte og usædelige livsførelse: “Fortsæt endelig med at hore og drikke og tage MDMA … de nyeste medicinske fremskridt fra de jødisk-amerikanske universiteter og den teknologisk-videnskabelige udvikling skal nok redde jer fra alle konsekvenserne bagefter. Snart kommer der en vaccine mod kræft og en pille mod AIDS, snart, snart … bare vent. Så kan I tage stoffer og hore helt uden hæmninger. Man tager bare en pille bagefter eller får et ‘lille prik’ mere ved lægen. Og desuden bliver vores bevidsthed alligevel snart uploadet til internettet, så kan I bare downloade den og geninstallere den når jeres legemer er bortrådnede. Og om ti år er vi på Mars”.

Se selv: videnskaben siger at vi bare skal feste løs og more os. Bekymringer om selvtugt,  hæderlig vandel og dydig livsførelse er uvidenskabelige. Bare synk længere og længere ned i hedonistisk selvfornedrelse, lissom de sjove serier fra USA lærer os. Det vigtigste er at kunne fortælle sjove teenagehistorier fra drukturen til kollegerne dagen efter. Ryg, drik og hor, som jeres lyster dikterer. Videnskaben har styr på det hele. Her, tag en soma. Slap af. Giv efter for jeres fristelser og … nyd livet. Autoriteterne ved bedst.

Der findes endda en slags religion for disse elendige teknologislavers virkelighedsflugt. Tilfældigvis er det en amerikansk jøde, Ray Kurtzweil, der er den toneangivende figur for bevægelsen (samtidig med hans arbejde for vores allesammens google):

Snart smelter ‘vi’ endegyldigt sammen med maskinerne. ‘Singulariteten’, hedder det. Det arbejder jøden Kurzweil og hans afsjælede disciple i hvert fald på. De findes også i Danmark.

Det må alvorligt betvivles hvorvidt teknokratiets ypperstepræster, såsom Kurzweil, er indstillet på selv at lade sig underkaste de fantastiske planer opstået i deres vanvittige febervildelser om ‘transhumanisme’ og diverse særdeles risikable operative indgreb (som indoperation af de såkaldte ‘implantater’).

Som det er tilfældet med IT-cheferne fra Silicon Valley, der i årtier omhyggeligt har sørget for at sende deres egne børn i teknologifri skoler, og det tyvende århundredes mange kulturmarxistiske pseudo-oprørsledere (ofte af jødisk herkomst), der ivrigt prædikede samfundsødelæggende usædelighed (‘fri’ sex) og uhæmmet stofindtag for den vesterlandske ungdom, men selv valgte at følge langt mere traditionelle familie- og livsstilsmønstre, er der god grund til at mistænke de teknomaniske singularitets-fortalere for samme bedrageriske hykleri: Det er os andre den umenneskeliggørende sammensmeltning med teknologien er tiltænkt, det er skatteyderen der skal have implantater indopereret i hjernen og konstant være opkoblet til internettet. Teknokrati-paverne har øjensynlig tiltænkt dem selv en ganske anden og friere rolle: som planlæggere, vejledere og supervisere.

Kontrol over teknologi har alle dage været benyttet til magtpolitiske formål. Der er i sandhed ingen grund til at tro at denne veletablerede brug i dag skulle være opgivet. Tværtimod. Vore dages teknologi frembyder uanede muligheder for menneskekontrol. Brendon O’Connell fra Australien/Malaysia giver et udmærket indblik i emnet i følgende enestående dokumentarudsendelser:

NB.: Hammersmedens blog deler ikke synspunkter med Hr. O’Connell på alle områder. Hans antiracisme og overdrevne agtelse for jødereligionen islam, eksempelvis, er ikke til megen nytte under de gældende demografiske vilkår. Men hans research på det teknologiske område er prisværdig.

Tro det eller ej: Dette besynderlige billede findes på Illustreret Videnskabs egen hjemmeside, antagelig offentliggjort som et forsøg på at bestyrke læsernes tiltro til de ‘videnskabelige autoriteter’. Billedet er, når der bortses fra dets ufrivilligt satiriske kvaliteter, symptomatisk for smudstidsskriftets uhyggelige tendens til kritikløse knæfald for den jødisk styrede medicinalindustri og krybende tilbedelse af det jødisk dominerede globale teknokrati. Man må gysende undre sig over hvilke ubegribelige dybder af åndsforkrøblet naturfremmedgørelse og slavemoralsk uvidenhed der kræves for at opretholde en livsforståelse, hvori et sådant billede kan give anledning til andet end intens afsky og væmmelse.

Illustreret Videnskab har selvfølgelig også deres egen youtube-kanal. Her kan man høre deres bogstavelig talt forkølede, metroseksuelt udseende vært fortælle, at grunden til at nogle folk nogle gange undgår at blive smittet med influenza er, at de for år tilbage måske er blevet injiceret med forskellige typer af medicinalindustriens eksperimentalcocktails af vira og tungmetaller:

Her fortæller Dr. Sherri Tenpenny lidt om sandheden bag medicinalindustriens åbenlyse egeninteresse i at få så mange af lemmingerne til at tage deres vacciner som muligt:

Her fra Infowars (ja, de er utroværdige på andre områder, men på vaccinefeltet har de været på den rigtige side i to årtier):

Her om vacciner generelt:

Her Dr. Humphries om influenza-vacciner:

Her om HPV og Gardasil:

Her om mordtruslerne på hendes person:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

ALAN WATT | CUTTING THROUGH THE MATRIX | #1661, #1660

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

SPÆNDENDE “DEBAT” PÅ SKATTEYDERBETALT TV MELLEM TO KULTURMARXISTISK UDDANNEDE SOCIOLOGER. DE ER GODT NOK 100% ENIGE MED HINANDEN OG STUDIEVÆRTEN OG SAMTLIGE PERSONER DER OPTRÆDER I INDSLAGET OM ALLE DETALJER I DAGSORDNEN OG OM SAMTLIGE EMNER DER “DEBATTERES”. MEN DET GØR IKKE NOGET, FOR HVEM KUNNE ALLIGEVEL VÆRE UENIGE I AT KØNSFORSKELLE SELVFØLGELIG BARE ER STEREOTYPISERENDE SOCIALE KONSTRUKTIONER, OPDIGTET AF PATRIARKATET? [opd.]

Kommunister, kollektivister og globalister har i århundreder forsøgt at ødelægge familien. I Vesten er de i dag kommet længere i deres afsindige, naturfjendtlige projekt end nogensinde før.

Lige siden antikkens dage har enhver sekterisk kultleder og pengegrisk præst vidst, at fastholdelse af en tilstrækkelig stor tilhængerskare af villige medløbere til at deres svindlerforehavende kunne lykkes, afhang af tre grundbetingelser: 1) de potentielle disciples ringe sociale og økonomiske stilling, 2) samme disciples godtroenhed (manglende kritiske tænkeevne/almindeligt lave selvværd) og, ikke mindst, 3) at disciplenes forbindelse til deres biologiske ophav, snarest muligt efter optagelse i sektens, kirkens eller partiets kollektiv, krævedes afbrudt.

Tilhængere af den pythagoræiske skole i Kroton i det græske Syditalien måtte sværge ubrydeligt troskab til ‘mesteren’ Pythagoras, og forsage al jordisk gods. Således var matematiker-mystikerens disciple, efter et tilpas sanseovervældende optagelsesritual, prisgivet kultens kollektive krav (af hvilke Pythagoras’ personlige ønsker utvivlsomt udgjorde en betragtelig del), og en tilbagetrækning eller udstødelse fra fællesskabet ville betyde økonomisk ruin og sandsynligvis sultedøden.

Den jødisk/kristne oldkirke hvervede sine medlemmer blandt samfundets i forvejen udstødte: blandt ludere, spedalske og omvandrende tiggere, der ikke længere havde noget at miste, og derfor var så meget desto mere tilbøjelige til betingelsesløst at underkaste sig alle den protokommunistiske sekts regler. Som det hedder i jødernes vigtigste propagandaskrift, ‘biblen’ (matthæus, kapitel 10, vers 37 til 39):

Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig. Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv for at følge mig, er mig ikke værd. Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve for evigt.   

Hele vejen op gennem historien har samme princip gjort sig gældende. For guruer; swamier; præster; karismatiske ledere af diverse politiske og videnskabelige sekter, har kravet om tilhængernes afsværgelse af deres hidtidige tilværelse været af altafgørende betydning for evnen til at fastholde grebet om magten, dvs.: om disciplenes sjæleliv.

Fra de mindste sværmeriske grupper af kjortelklædte obskurantister og mantra-messende mystikere, over freudianismens pseudovidenskabelige personkult til de største ateistisk-marxistiske massebevægelsers politiske erstatningsreligion i vor tid, har første bud til den nyoptagne discipel altid lydt: bryd forbindelsen til din forhenværende familie. Vi er din nye famile.

Selv den i Tyskland virkeliggjorte nationalsocialisme havde efter denne iagttagers mening træk, der var lige rigeligt kollektivistiske. Væsensforskellen på nationalsocialismen og de marxistisk-kollektivistiske bevægelser, såsom eksempelvis kommunismen, var, og er, imidlertid, at nationalsocialismen, dels er grundet på selve Naturens Orden, dels at dens opbygning var, og sandsynligvis igen bliver, livsnødvendig i forsvaret for Europa, som politisk kampberedskab mod de germanske folks dødsfjender.

Det afgørende i forståelsen af og værdsættelsen af nationalsocialismen er således, at hensynet til Naturens Orden altid kommer før hensynet til enhver politisk bevægelses historisk betingede fremtrædelsesform og dogmer. Dette gælder også for fremtrædelsesform og dogmatik, der måtte være tilknyttet selv en bevægelse med så mange gunstige og tiltalende træk som nationalsocialismen. Dogmetænkning af enhver slags er ubrugelig i en politisk-økonomisk-teknologisk virkelighed under så hastig forandring som den nuværende.

Det eneste der med sikkerhed aldrig forandrer sig, er Naturens Orden.

Jo ringere menneskers muligheder for at skabe og opretholde egne uafhængige familiemønstre, desto lettere får staten og/eller overnationale globalkapitalistiske teknokrater ved at blande sig i og styre borgernes livsførelse på utallige områder.

Det karakteristiske fællestræk ved de såkaldte ‘regnbuefamilier’, som lemmingerne i disse år bliver hjernevasket til at betragte som ‘frigørende fra den slemme kønsstereotype fortid’ (eller lignende floskler), er, at de er totalt afhængige af statens/systemets medicinsk-teknologiske indgriben for overhovedet at kunne sætte børn i verden.

Teknokrater og globalister elsker naturfremmedgørende kønsudjævning. Især for deres menige borgere (undersåtter). Hvorfor mon?

Kunne det monstro have noget at gøre med, at et ‘samfund’ bestående af isolerede, forvirrede, kønsløse og medieafhængige eunukker (identitetssvækkede borgere i almindelighed) er lettere at kontrollere, og dets medlemmer mindre tilbøjelige (ude af stand) til nogensinde at gøre oprør end et etnisk solidarisk folk bestående af politisk og økonomisk selvstændige mænd og kvinder, forankret i en national kultur, i samklang med Naturens Orden og bakket op af ubrydelige generationskæder af blodslægtninge?

Læg vel mærke til hvordan kønssociologen (med ikke ubetydelig redaktionel hjælp fra DR2) hele tiden søger at fremstille den nye moderigtige livsstil som udtryk for et trendy ‘ungdomsoprør‘.

Kulturmarxister som hende vil altid tilstræbe, enten ved selv at tilvejebringe, eller som mindstemål at normalisere, en splittelse mellem slægtleddene. Kun ved en sådan splittelse bliver kulturmarxisternes arbejde i den globalteknokratiske verdensstats tjeneste overhovedet muligt. Splittelsen mellem slægtleddene er, i overført betydning, de sprækker i den nationale kulturs sokkel der tillader, at kulturmarxismens råddenskab kan trænge ind og undergrave hele huset.

Det er ikke tilfældigt at SFere (og alle de andre kulturmarxister fra Enhedslisten til Nye Borgerlige) elsker deres daginstitutioner så meget. I disse anstalter kan børnene i bogstaveligste forstand fjernes fra forældrene, og af de statsansatte pædagoger indpodes de nyest opdaterede adfærdsregulativer fra FN og EU. –Mens begge forældre dagen lang løber forvirrede rundt i hamsterhjulet og pligtskyldigt betaler skat til det system der arbejder i døgndrift på at forkvakle deres børns sind og fordærve deres naturgivne drifter.

Det er imponerende at bevidne hvordan dette nye og spændende ungdomsoprør får ideologisk støtte fra alle samfundets mest prestigefyldte institutioner, sponsoreres gavmildt af alle de største multinationale koncerner og stryges med hårene i alle de vestlige systemmedier.

Det må sandelig være et meget oprørsk oprør, sådan som det allerede har tiltvunget sig adgang til magtens korridorer og derfra formår at fortsætte den heltemodige opstand mod patriarkatets slemme stereotyper. Selv i det intergalaktiske rum fortsætter det farlige undergrundsoprørs uudslukkelige proteststorm mod autoriteterne:

Kønssociologens bemærkninger er således yderst forventelige og forudsigelige. Som det har været tilfældet siden 1945, er Danmark omtrent et årti efter USA i sociologernes og adfærdspsykologernes manipulerende menneskeforsøg.

‘Den nyeste forskning fra USA har jo vist’ … at kønnene blot er ‘sociale konstruktioner’ og ‘børns hjerner er jo plastiske‘, ikke sandt? Videnskaben og udviklingen er helt på sociologernes side. Så hvorfor overhovedet spilde tiden med repræsentanter for afvigende og forældede synspunkter? Ingen anstændige mennesker kunne jo alligevel finde på at modsætte sig udviklingen

Her plaprer den statsuddann… øh, jeg mener: oprørske sociolog videre om hendes kulturmarxistiske udenadslære i et andet skatteyderbetalt medieforetagende.

Det er ikke umiddelbart klart fra hvilke(n) anstalt(er) de to søde sociologer fra debatten ovenfor har modtaget deres indoktrinering. Men en del af den må formodes at være foregået gennem et sociologisk institut på et eller flere af de danske universiteter.

For de der måtte have interesse for emnet følger her en yderst kort oversigt over de danske universiteters sociologiske afdelinger:

Aalborg universitet.

Aarhus universitet.

Københavns universitet.

Roskilde universitet.

Syddansk universitet.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

EN TOTALLY RANDOM POSTING RELATERET TIL DE UPS-AND-DOWNS VI BASICALLY HAR COMMITTED OS TIL AT COPE MED I KONTEKST AF DEN PROGRESSIVE TRANSITION TIL EN MULTIKONTEKSTUEL AGENDA, CONNECTED TIL EN UP-FRONT PERSPEKTIVERING PÅ DEN TIMELINE AF DISRUPTIVE FIRST-MOVER INNOVATION OG PASSIONERET EMBRACING AF DIVERSITET DER HAR FRAMET VORES COMMUNITY.

Forleden dag kunne man på Radi24Syv høre den danske lektor i filmvidenskab, Søren Birkvad udtale sig i overvejende grad fornuftigt og indsigtsfuldt om 68’ernes sygelige sædelighedsforfald, et forfald der over et halvt århundredes forløb som bekendt har ført til de mest ubeskrivelige og samfundsødelæggende udskejelser inden for børnemishandling, pornoficering, homoseksualitet, alkohol- og stofmisbrug samt til befolkningens almindelige sygeliggørelse og demoralisering.

De dybt perverterede, kulturmarxistiske forbrydere mod selve Naturens Orden, der, med statsinstitutionel rygdækning, lige siden det såkaldte ‘ungdomsoprør’, har arbejdet målrettet på at almindeliggøre deres egne patologiske tilbøjeligheder, bliver i disse uger afsløret i en hidtil uset grad, også i systemmedierne. Bedre sent end aldrig. Emnet er lige så vigtigt som det er afskyvækkende, og dækningen hilses velkommen herfra, også i dens forventeligt begrænsede og mangelfulde form.

Men ‘seksualfrigørelsens’ massebedrag og pseudo-oprørets kulturfordærvende vanvid skal ikke behandles nærmere i denne artikel. Faste læsere af bloggen vil allerede være bekendte med de dybere magtpolitiske, massepsykologiske og jødisk-amerikanske sider af sagen; sider som systemmedierne behændigt altid formår at danse uden om.

Birkvad’s udtalelser giver imidlertid anledning til overvejelser på et andet, i virkeligheden beslægtet område: det omsiggribende sprogforfald i systemmedierne. To gange i løbet af det udmærkede interview benytter lektoren det helt almindelige danske ord ‘letsindigt’ i beskrivelsen af 68’ernes uansvarlige fremfærd. Det bemærkelsesværdige heri består ikke i lektorens ordvalg (som mere end noget andet jo må betragtes som en formildende eufemisme), men i at han øjensynlig føler det nødvendigt, at behæfte brugen af dette fuldkommen almindelige og letforståelige danske ord med en undskyldning for ‘gammeldags’ sprogbrug.

Hvis ord som ‘letsindig’ nu bliver regnet for gammeldags nok til at brugen heraf forventes at fremtvinge undskyldninger for anakronistisk kætteri, fortæller det en hel del om det kulturelle stade vi befinder os på, og ikke mindst om den hastighed med hvilken sprogudskiftningen fra dansk til judeoamerikansk pidgin finder sted.

At de kulturløse globalist-ludere i systemmedierne taler et ringere og ringere dansk, med flere og flere intetsigende pøbel-amerikanske modeudtryk indflettet i deres åndsforsnottende ordflom af bevidstløs manuskript-afliring, er ikke tilfældigt.

Hensigten er åbenbar: tilvejebringelse af en almindelig udbredt kulturel forarmelse og de derved opnåede følgefænomener: folkesundhedsmæssig svækkelse og national uselvstændighed. Sprogets fordærv er et globalteknokratisk middel til trinvis afvikling af nationernes kulturelle egenart. Som med alt anden skatteyderbetalt fjendtlig infiltreret institutionalisering pågår her en gradvis tilvænning af befolkningerne. En tilvænning til en tvangsglobaliseret fremtid, ikke blot uden særegne folkeslag og racer, men selvfølgelig også uden disses særegne kulturer og sprog.

For hvorfor egentlig ulejlige sig med at tale alle disse besværlige og forskelligartede lokale småsprog? Ville det hele ikke være meget lettere, hvis vi alle sammen udelukkende forstod og beskrev vores verden ud fra et fælles, standardiseret og globalt ordforråd? … dette altomfattende verdenssprog kunne jo så med fordel udvikles og udbredes af de mest progressive jødisk-amerikanske meningsdannere, eksperter på området, som i forvejen ved hvordan man på bedste måde holdningsbearbejder masserne, og giver dem hvad de vil ha’.

Man kan jo udtrykke mange flere følelser og sindsstemninger på vulgær-amerikansk end man kan på dansk, ikke sandt? Det ved vi fra de jødisk-amerikanske medier. Så behøver man heller ikke gøre sig alle de kedelige og omsonste anstrengelser for at formulere sig sammenhængende på sit provinsielle og gammeldags modersmål, der alligevel ikke er tidssvarende og fremtidsorienteret. I stedet kan man bare lade de nyeste kulturelle udviklinger fra USA strømme igennem sig, uden at gøre meningsløs modstand … For man kan jo alligevel ikke stille noget op over for udviklingen.

Og desuden er vi jo ‘alle én’, ikke sandt? En ‘intergalaktisk race’, som det verdensfrelsende jødiske tech-geni Elon Musk profeterer fra alle teleskærmene. Snart har vi uden tvivl koloniseret Mars med trendy multietniske FN-ekspeditioner i finanskapitalistisk indbringende SpaceX-raketter, og så vil alle de ligegyldige regionale forskelle baseret udelukkende på hadefulde fordomme om overfladisk hudfarve fra vor provinsielle jordiske barndom være lagt endegyldigt bag os.

Koloniseringen af det interstellare rum er så godt som virkeliggjort … et fortsat tilstrækkeligt antal skattebetalte kvoteordninger for kvindelige astronauter med minoritetsbaggrund og positiv særbehandling for handicappede LGBTQI-personer er selvfølgelig stadig en helt nødvendig forudsætning for at marchen mod stjernerne ikke skal stagnere i gammeltænkning…

Sandheden er at vi, dag for dag, kommer tættere og tættere på en sådan sproglig og kulturel udjævning. Den gennemsnitlige universitetslektor eller folketingspolitiker i dag taler et betydelig ringere dansk end et tilfældigt barn fra arbejderklassen gjorde i 1950’erne. For ikke at tale om de statsuddannede journalister:

I systemmediernes fantasiverden fører racernes sammenblanding til lykkelige café-au-lait-farvede ideal-mulatter, som man kender dem fra reklame- og underholdningsverdenens hypnotisk-utopiske drømmesyn. I virkelighedens verden fører raceblanding til generationer af kulturløse, åndeligt uligevægtige skabninger, som, netop grundet deres ringe etnokulturelle forankring og biologisk betingede personlighedsspaltning, så meget desto lettere kan optages i den grænseløse nye verdensordens zombificerede masser, og uden vrøvl tilpasses tvangsglobaliseringens endeløse krav om evig forandring og ‘fleksibilitet’.

I bedsteborgerens omhyggeligt medieformede medløbersind fører kønsudjævningens sammenblanding til festlig frigørelse fra slemme patriarkalske stereotyper og til gensidig berigelse på arbejdspladsen. I virkelighedens verden fører kønsudjævning lukt til familiens planmæssige opløsning; til demoraliserede, identitetsforvirrede og medicinafhængige arbejdsdroner, uden personlig værdighed, men til gengæld med en drastisk forringet forplantningsevne.

I den kulturmarxistiske lemmings medieforanstaltede forestillingsverden fører bevidstløs indførelse af flere og flere amerikanske låneord i sproget til et dynamisk og mangfoldigt, fremtidsorienteret og omstillingsparat ‘moderne dansk’. I virkelighedens verden fører sprogopblandingen til gradvis vulgarisering og forfladigelse af både det talte og skrevne dansk, indtil ingen længere kan fuldføre en sætning uden i forløbet at have besudlet sig selv og sine omgivelser med ubehjælpelige, latrinære enstavelses-udgydelser.

Fra et nationalrevolutionært udgangspunkt kan sprogopblanding måske ved første øjekast forekomme som et relativt uskadeligt eller ligefrem bagatelagtigt emne, set i forhold til, lad os sige, voldtægtsskandalerne fra England eller truslen fra den samlede masseindvandrings folkemorderiske følger. Sprogvulgariseringen (amerikaniseringen) er imidlertid særdeles symptomatisk for tvangsglobaliseringen som helhed og bør ikke undervurderes.

Sprogvulgariseringen betegner en udvikling hvor +90% af befolkningen omhyggeligt er blevet indoktrineret til den besynderlige tvangstanke, at sammenblanding i sig selv (på visse udvalgte områder), er et ubetvivleligt gode, som ingen anstændige mennesker nogen sinde kunne finde på at stille spørgsmål til.

Lad os dvæle lidt ved denne så udbredte teenagepige-forestilling og overveje hvad den egentlig betyder. Hvis vi, som lemmingerne, uden forbehold antager, at sammenblanding virkelig er så uendeligt lykkebringende og så evigt saliggørende på så etnokulturelt livsvigtige områder raceforhold, kulturer og kønsroller … burde sammenblanding så ikke også kunne forventes at forbedre, berige og frigøre os på alle mulige andre af livets og samfundsindretningens felter?

Ethvert middagsmåltid bliver da selvindlysende bedre af at man hælder drikkevarerne ud over tallerkenen og herefter omhyggeligt ælter alle rettens dele sammen til en ensfarvet brun vælling, inden man indtager den. –Ikke sandt? Sammenblanding er jo godt.

Naturens stramt opdelte arter og underarter inden for dyre- og planteriget ville vel kun blive mere spændende og fascinerende, hvis myriaderne af forskellige underarter smeltede sammen til standardiserede multi-arter. Hvorfor stadig operere med alle de forskellige og overflødige fuglearter, eksempelvis? Med en sammenblandet enhedsfugl ville det hele blive mere overskueligt, og det forstyrrende fjendskab mellem rovfugle og alle de andre stakkels småfugle kunne helt udfases, til glæde for alle.

Færdslen kunne uden tvivl disruptes og med fordel smidiggøres ved at nedbryde de gamle ekskluderende barrierer mellem gående og kørende trafik. Lad os dog ikke være så bange for at blande tingene sammen. En mangfoldiggørelse af vejenes benyttelse vil utvivlsomt skabe, måske ligefrem generere, mere dynamik; mere synergi.

Ville musik ikke også blive mere harmonisk; mere inkluderende, hvis de enkelte instrumenters marginaliserende særpræg udjævnedes og opløstes, for at blive erstattet af ét altomfavnende universalinstrument, som alle kunne spille på? Et sammenblandet instrument med en mangfoldighed af egenskaber, frigjort fra de utidssvarende gammel-instrumenter.

Maleriers diversitet kunne øges enormt, hvis man bare turde forlade den gammeldags opdeling i stivnede og kulturelt ensrettende farvekategorier, og i stedet for blandede alle farverne sammen i én stor opkast-grøn/brun, inkluderende og progressiv udtværing.

Og hvad med hjemmets indretning? Hvorfor stædigt fastholde den gammeldags og fragmenterede inddeling, baseret på monokulturelle vaneforestillinger om særlige rum til særlige anvendelser? Var det ikke bedre og mere omfavnende med ét multirum til det hele? Forekommer det ikke i dag gammeldags og biased at insistere på altid at skulle tilberede mad i køkkenet og altid forrette nødtørft på badeværelset? Hvorfor ikke åbne op for et mere open-minded syn på disse gammeldags opdelinger?

Måske vi i det hele taget allesammen skulle begynde at tænke meget mere ud af boksen og overveje alle de områder hvor vores rigide sociale konstruktioner fastholder os i en bornert og snerpet victoriansk spændetrøje af ikke-inkluderende patriarkalske konventioner…

Aldre? Er der fra et kosmisk perspektiv overhovedet nogen forskel på en mimrende olding og et nyfødt spædbarn? Er disse ekskluderende forestillinger ikke i virkeligheden diskriminerende? Hvorfor krampagtigt opretholde denne fascistoide opdeling i dem og os? Plejehjem kun for gamle og børnehaver kun for børn er uden tvivl udtryk for en stivnet og undertrykkende normalitetsopfattelse.

^Man ved man lever i et kulturmarxistisk vanvidssamfund når ens sarkastiske anstrengelser med lethed overhales indenom i absurditetsgrad af de mest populære indslag fra mainstreamkulturen.

Tilstedeværelsen af amerikaniseret pidgin er altså lang fra noget ligegyldigt fænomen, men derimod et yderst pålideligt tegn på, at de derved fordærvede sprogbrugere også på andre områder, mangler almindelig kulturel modstandsdygtighed.

Ydre fremtrædelsesformer afspejler som bekendt ofte indre, dybereliggende egenskaber. Lemmingen der, som første indskydelse og uden at skænke det en tanke, anvender de fra mainstreammedierne tilvænnede pøbel-amerikanske udtryk i dens daglige talesprog, må således formodes at være lige så tilbøjelig til at lade samme vulgarisering smitte af, også på dens indre dialog. –Altså på selve dens mest private tænkemåder. Sågar lemmingens drømme må forventes at være under tilsvarende påvirkning.

Dybden af judeoamerikansk kultur-bastardisering, der har fundet sted siden 1945, er således betragtelig, og, ikke bare i det ydre sprog, i samfundslivet og i de almindelige omgangsformer, men i det enkelte menneskes sjæleliv, alvorligt indgribende. Er man først begyndt at lade sin indre dialog styre af et latrinært ordforråd, plantet dér af fjendtlige mediemanipulatorer, er fremmedbesættelsen og tabet af åndelig selvstændighed i sandhed fuldbyrdet.

Som væskeansamlinger i benene og omkring øjnene er symptomer på fremskreden nyresvigt, og dermed på legemets manglende evne til at fjerne affalds- og giftstoffer fra blodet, er ophobning af pøbelamerikanske rendestensudtryk i sproget et sikkert sygdomstegn på fremskreden sproglig (kulturel) nyresvigt.

Lemmingen der ukritisk indoptager pøbel-amerikanske idiomer og latrinære slangudtryk, lukt fra de jødisk ejede skarnmediers daglige påvirkning uden at kunne sortere i dem, vil således, med altovervejende sandsynlighed, også mangle evne til at modstå kulturmarxistisk adfærdsprogrammering på andre områder. I særdeleshed inden for de velkendte og i massemedierne mest intenst propaganderede globalistdagsordner kønsudjævning, tvangsdigitalisering og raceblanding, uden nogensinde at stille kritiske spørgsmål derved.

Det er desuden afslørende, at pidgin-talerne som hovedregel, ikke bare udviser grel mangel på værdsættelse og forståelse af deres eget forhenværende modersmål, dansk, men i lige så høj grad en karakteristisk overfladisk og ringe beherskelse netop af det engelske (amerikanske), som de ellers er så ivrige efter demonstrativt at benytte ved enhver lejlighed. Det er således kendetegnende, at lemminger med kulturel nyresvigt pligtskyldigt vil betragte eksempelvis bastarden Barack Obama’s vulgær-amerikanske platheder, fremført på udpræget postmoderne rendestenssprog, som ligefrem poetisk veltalenhed.

Når de selv begiver sig ud i deres ubehjælpelige forsøg på engelsk talesprog, vil deres tåkrummende ringe sprogforståelse og kulturelle følgagtighed komme til udfoldelse i hyppig efterplapren af pinligt lavkulturelle udtryk såsom ‘kinda’, ‘wonna’, ‘gonna’, ‘totally’, ‘actually’, og ikke mindst det evindelige über-pubertære fyldord, ‘like’. –Udtryk de siden barndommen løbende har indopsuget og ophobet i deres standardiserede slavesind, annammet fra hollywoods allestedsnærværende holdningsbearbejdning, og nu genopgylpet i ubekymret fravær af den selvstændige dømmekrafts diskriminerende mellemled.

For den typiske globaliserings-servile lemming er brugen af engelsk altså ikke så meget et sprogligt neutralt redskab til formidling af selvstændige tanker og idéer, som en anledning til opgylpende at demonstrere dens følgagtige udenadslære af de for tiden mest trendy amerikanske slangudtryk, idiomer og dialekter*. De spytslikkende medie-lemmingers besynderlige sprogforkvakling er således deres ubevidste måde at fortælle, og ikke mindst forsikre, omverdenen om med hvilken krybende tjenstvillighed de stiller sig til rådighed for deres teknokrat-kapitalistiske herrer, og hvor uforbeholdent de er villige til at underkaste sig verdensstatens etpartilinje, ligegyldigt hvor megen selvfornægtelse og selvafsværgelse det så end måtte indebære.

*Samme fænomen kan af og til iagttages i en nært beslægtet variant, blot med en annammet engelsk i stedet for pøbelamerikansk accent.

De er således de perfekte kommunistiske undersåtter. Evigt tilpasningsvillige. Evigt begejstrede; evigt forventningsfulde og evigt tillidsfulde imødeser de enhver fremtidsplan, som transnationale teknokrater og børsspekulanter har udtænkt for dem. At deres egen personlige ‘udvikling’ (afvikling) og daglige adfærd smelter stedse mere uadskilleligt sammen med de største globalteknokratiske virksomheders indtjeningsmuligheder og selvudnævnte overstatslige politikeres magtforøgelse … er for dem allerhøjest et gunstigt sammentræf af tilfældige omstændigheder. –Hvis de  overhovedet skænker det en tanke.

Statsansatte medieprostituerede og akademikere af dansk oprindelse aner som hovedregel meget lidt om hvad der foregår omkring dem. I historisk/politisk forstand er de lykkeligt uvidende. Deres bevidsthed er ved daglig træning indskrænket til de paroler og floskler, deres herrer finder passende for dem. De er i princippet ikke forskellige fra de 10-årige børn, hvis højeste ønsker globalkapitalistiske teknokrater har indpodet dem. At fange pokemons på mobilen er børneudgaven af moderigtig deltagelse i ‘startups’ og innovative smart-tech konferencer. Medløberne gør pligtskyldigt hvad de bliver betalt for; følger med forventelig tilpasningsiver alle de nyeste retningslinjer og underkaster sig føjeligt den adfærdspsykologiske programmering, de er blevet indprentet fra deres tidligste barneår.

Gennem kollegial afsmitning og daglig nudging ‘forstår’ de, at korrekt brug af det danske sprog er omsonst og kedeligt bagstræberi. Danskkundskaber er i det hele taget håbløst gammeldags, ja, vel egentlig udtryk for en slags racistisk privilegieblindhed, og sikkert også megen slem patriarkalsk diskrimination. Pøbel-amerikanske udtryk, til gengæld, hvis oprindelse og betydning tredjehånds-opgylperne ingen personlig, endsige kulturel tilknytning har til overhovedet, hører fremtiden til; udviklingen.

Fremtidens forjættende verdensorden udtrykkes bedst i den kulturløse amerikanske teenagers sprog. Hvem kunne mon have interesse i at millioner af vesterlændinges sproglige forklaringsevne begrænses til en gennemsnitlig amerikansk highschool-elevs ordforråd? Er naturfremmedgjorte, teknologi-hypnotiserede evige teenagere i stand til at gøre sig fyldestgørende begreber om verdenspolitiske forhold?

Dansk/amerikansk pidgin er unægteligt et moderigtigt sprog. Og ikke mindst karrierefremmende i samme grad som det planmæssigt erstatter det utidssvarende og afviklingsmodne gammeldanske.

Hyppigt tilbagevendende bemærkninger man som opmærksom iagttager vil kunne høre, når systemuddannede ‘eksperter’ i dag udtaler sig med tåkrummende globalist-følgagtighed på deres stedse indsnævrede felt af forhåndsgodkendte politisk korrekte dagsordner, er således de uhyggelige varianter over standardsætningerne: “…det-har-vi-jo-ikke-et-godt-udtryk-for-på-dansk”, eller: “…hvad-er-det-nu-det-hedder-på-dansk?”. Disse foruroligende formuleringer er selvfølgelig, til dels, udtryk for den statsuddannede lemmings ubehjælpelige danskkundskaber, men sætningerne virker desuden som en form for signal-remser, hvormed afsenderen i virkeligheden siger: “…hør, alle sammen, hvor globaliseret jeg er; ja,  globaliseret og ivrig efter at tilpasse mig alle tidens krav om kultur-ensretning og etnisk identitetsafsværgelse er jeg, at selve evnen til at udtrykke mig sammenhængende på mit eget sprog, ligefrem er visnet bort…”

Fænomenet er ulykkeligvis udbredt overalt i ‘samfundet’ og det kan næppe overraske, at fortravlede hamsterhjulsløbere fattes både økonomisk, tidsmæssigt og åndeligt overskud til at modstå den judeoamerikanske vulgarisering. Det bemærkelsesværdige er, at det netop er hos den skatteyderlønnede ‘elite’, herunder blandt statsmediernes studieværter og de systemuddannede akademikere (der antageligt får deres løn for at opretholde dansk kultur og sprog), at der ivrigst føres an i sprogforfaldet.

Globalteknokraternes elendige nikkedukker bliver tydeligvis betalt for at sprede deres krybende idioti og kulturelle vattersot til resten af befolkningen. Med deres behagesyge efterplapren afslører disse afsjælede karriereludere ikke bare deres afgrundsdybe åndelige armod (i bogstaveligste forstand åndssvaghed) og tillærte folkeforræderi, men udstiller med beskæmmende tydelighed deres karakterløse medløbernatur.

Som altid når det drejer sig om kulturødelæggende indflydelse i samfundets kerneinstitutioner, bør man selvfølgelig være opmærksom på jøders og kryptojøders medvirken. –Men de er ikke jøder alle sammen.

Under alle omstændigheder følger her en foreløbig liste over nogle af de værste og i statsmedierne hyppigst genopgylpede slaveudtryk fra globalistlakajernes jammerligt bastardiserede pidgin-sprog, og den danske oversættelse (alle de her anførte pidgin-ord og forskellige ubehjælpelige vendinger har været bragt i systemmedierne, udtalt af globalist-apparatjiks af enten journalist-, politiker- eller ‘ekspert’-typen).

Som nævnt er de seneste års stigende forekomst af det elendige pidgin-sprog kendetegnende for samfundets almindelige kulturelle forarmelse. Graden af judeoamerikansk sprogforrådnelse hos den enkelte medborger, er imidlertid også anvendeligt som en pålidelig målestok for individuel zombificering.

Støder man således på en borger (over 25 år gammel) hvis talesprog indeholder påfaldende mange af disse afskyelige bastard-udtryk, kan man som udgangspunkt tage for givet, at vedkommende falder inden for én af tre grupper: 1) egentligt folkeforræderiske globalisthåndlangere; altså apparatjiks i fjendens sold, af dansk oprindelse, 2) uhelbredeligt zombificerede og/eller demoraliserede lemminger, programmeret til deltagelse i, eller uforbeholden billigelse af, kulturmarxismens etnokulturelle selvmorderadfærd, 3) fjendtligsindede racefremmede kolonisatorer (herunder jøder).

Vi modtager gerne forslag til yderligere relevante eksempler på fænomenet, således at ordlisten ved fælles indsats kan udvides efter behov, i takt med at folkefjendernes institutionaliserede sprogforarmelse planmæssigt skrider fremad.

 

‘access’ = ADGANG

‘accomplishment’ = BEDRIFT

‘agenda’ = DAGSORDEN

‘applikere’ = ANVENDE

‘approach’ = TILGANG/INDGANGSVINKEL

‘aspekt’ = SIDE/TRÆK

‘at the end of the day’ = I SIDSTE ENDE

‘awareness’ = BEVIDSTHED/BEVIDSTGØRELSE

‘basically’ = GRUNDLÆGGENDE/I GRUNDEN

‘beef’ = UDESTÅENDE/MELLEMVÆRENDE

‘benefitte’ = DRAGE FORDEL AF

‘bias’ = FORUDINDTAGETHED

‘blame’ = BEBREJDE

‘blurry’ = SLØRET/TÅGET/UDVISKET

‘booste’ = FORSTÆRKE

‘case’ = SAG

‘catche op på’ = FØLGE OP PÅ/SAMLE OP PÅ

‘catchy’ = ØREHÆNGENDE

‘cherry-picke’ = VÆLGE OG VRAGE/UDPLUKKE/UDVÆLGE

‘clash’ = SAMMENSTØD

‘committed/committe’ = FORPLIGTET/FORPLIGTE SIG PÅ

‘condone’ = TILGIVE/SE IGENNEM FINGRE MED/TOLERERE/LADE GÅ UPÅAGTET HEN

‘content’ = INDHOLD

‘cope’ = HÅNDTERE/KLARE/MAGTE

‘credit’ = ANERKENDELSE/PÅSKØNNELSE

‘deale’ = FORHANDLE/HÅNDTERE

‘dedikeret’ = VIET/HENGIVET TIL

‘default’ = GRUNDINDSTILLING

‘dikotomi’ = TVEDELING/MODSÆTNING

‘disclaimer’ = (ANSVARS-) FRALÆGGELSE

‘diskrepans’ = UOVERENSSTEMMELSE

‘distinktion’ = SONDRING

‘divergerende’ = AFVIGENDE

‘element’ = BESTANDDEL

‘endorse’ = GODKENDE/TILTRÆDE/PÅTEGNE

‘estimat’ = SKØN/VURDERING

‘faktum’/’fakta’ = KENDSGERNING/KENDSGERNINGER

‘feedback’ = TILBAGEMELDING

‘fragmenteret’ = OPSPLITTET/ADSKILT

‘frame’ = INDRAMME

‘fucking’ = FORPULET

‘gap’ = SVÆLG

‘generere’ = SKABE

‘goodwill’ = VELVILJE

‘hurdle’ = FORHINDRING

‘illustration’ = ANSKUELIGGØRELSE

‘illustrere’ = ANSKUELIGGØRE

‘in so many words’ = SAGT LIGE UD

‘intention’ = HENSIGT

‘irreversibel’ = UIGENKALDELIG/UAFVENDELIG

‘issue’ = SAG/FORHOLD

‘i sync’ = SAMSTEMMENDE/I SAMDRÆGTIGHED/I OVERENSSTEMMELSE/I TRIT

‘konkret’ = VIRKELIGHEDSNÆR

‘kontekst’ = SAMMENHÆNG

‘leverage’ = TYNGDE

‘link’ = SAMMENKÆDNING

‘matche’ = SAMMENSTILLE

‘mindset’ = SINDELAG/TÆNKEMÅDE

‘mode’ = MÅDE

‘mood’ = SINDELAG/SINDSTILSTAND/HUMØR

‘observere’ = IAGTTAGE

‘outdated’ = UDDATERET

‘passion’ = LIDENSKAB

‘peer review’ = FAGFÆLLEBEDØMMELSE

‘perspektiv’ = SYNSVINKEL

‘position’ = STILLING

‘re-‘ (forstavelsen) = GEN-

‘recap’ = OPSUMMERING/SAMMENFATNING

‘refleksion’ = OVERVEJELSE/EFTERTÆNKSOMHED

‘reflektere’ = AFSPEJLE

‘relation’ = FORHOLD

‘reminder’ = PÅMINDELSE

‘retrospektiv’ = SET I TILBAGEBLIK/TILBAGESKUENDE

‘slash’ = SKRÅSTREG

‘so be it’ = SÅ MÅ DET VÆRE SÅDAN

‘spooky’ = UHYGGELIG/FORUROLIGENDE/UROVÆKKENDE

‘statement’ = UDSAGN/UDMELDING

‘strict’ = STRENG

‘synkronicitet’/’synkron’ = SAMTIDIGHED/SAMTIDIG

‘take’ = FORTOLKNING/UDLÆGNING

‘terminologi’ = SPROGBRUG/SÆRLIG SPROGBRUG/FAGSPROG

‘trace’ = SPORE

‘trigge’ = UDLØSE

‘transformere’ = OMFORME/OMDANNE

‘transition’ = OVERGANG

‘transparens’ = GENNEMSIGTIGHED

‘unik’ = ENESTÅENDE/SÆREGEN

‘up front’ = LIGEFREM/DIREKTE/UMIDDELBAR/ØJEBLIKKELIG

‘ups and downs’ = OP OG NEDTURE

‘veneration’ = AGTELSE/ÆRBØDIGHED

‘who knows?’ = HVEM VED?

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar