TEKNOPLUTOKRATISK SAMFUNDSCANCER — JO MERE DEN “VÆKSTER”, DESTO MERE DØDBRINGENDE FOR LEGEMET

Selvkørende biler, talende køleskabe, intelligente skraldespande og summende kamera-droner overalt. Det hele konstant forbundet digitalt via højintens mikrobølgestråling over det nyeste israelske og kinesiske isenkram. Hvem kunne have noget imod teknologiens og fremskridtets strålende fremtidsudsigter?! Og så kan man endda downloade sin yndlings-propa…[host!]: underholdning hundrede gange hurtigere! –Og der er penge i skidtet.

Godt nok er det først og fremmest finansspekulanterne og de største internationale kon-cerner, der scorer kassen på den spændende totalteknokratiske effektivisering af samfun-det. Men sådan er udviklingen jo. Og Danmark skal være en frontrunner, når det gælder fortsat disruptiv digitalisering. Ellers risikerer vi jo at sakke agterud. Og det går sandelig ikke an. virksomhederne siger desuden selv at deres teknologiske landvindinger er helt u-farlige, så der er overhovedet slet ikke noget at bekymre sig om. Tværtimod kan den fagre nye digitale teknologi redde vores liv, ved at overvåge os hele tiden, således at eksperterne bedre kan gribe ind med de mest højteknologisk opdaterede løsninger, så snart vores tro-faste og allestedsnærværende og indbyggede sensorer registrerer noget unormalt.

Er du også utålmodig efter at blive en trendy forsøgsperson for internationale teknologi-koncerners planer for udviklingen af dit liv? Så er der godt nyt. Inden udgangen af juni 2019 vil testen af det længe ventede 5G-netværk nemlig begynde i Danmark, siger Telia Danmarks progressive CEO Morten Bentzen her. Og hurra for det. Udviklingen kan nemlig ikke gå hurtigt nok, når det gælder forøgede indtjeningsmuligheder. Poul Noer, chefkonsulent hos Dansk Erhverv, minder os i samme artikel om, at det selvfølgelig er “nødvendigt med en udbygning af netværket”, hvis der skal komme “flere og flere enheder på nettet”.

Ja, flere og flere enheder betyder nemlig flere og flere penge til den finansielle vækstmo-tor, således at dens fremsynede repræsentanter (såsom f.eks. Poul Noer) igen kan inves-tere midlerne i og dermed sikre den fortsatte udvikling af flere og flere innovative løsnin-ger, og ikke mindst sikkerhedsopdateringer, til vores allesammens personligt uund-værlige teknologiske infrastuktur.

Vi vil jo allesammen gerne have “forandret vores liv af superinternettet“, ikke sandt?

 

INTERNATIONAL APPEL – STOP FOR 5G PÅ JORDEN OG I RUMMET

 

Intet i denne artikel eller andetsteds på bloggen er ment som opfordring til ulovligheder.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

HVORFOR FÅR ET ALKOHOLISERET NARKOVRAG MON LOV TIL AT SPREDE SINE PÆDOFILI-TOLERANTE UDGYDELSER I SKATTEYDERBETALT RADIO? DET BAGVEDLIGGENDE MØN-STER OVERRASKER OS IKKE LÆNGERE: DEMORALISERING AF VESTERLÆNDINGE VED NORMALISERING AF TILTAGENDE FORNEDRENDE GRADER AF USÆDELIGHED HAR STÅET PÅ I ÅRTIER. DE FOLKEFJENDTLIGE SYSTEMMEDIER, UDDANNEL-SESANSTALTER OG NGO’ER BETALER ÅNDSFORKVAKLEDE OG ÆRELØSE LAKAJER SOM KNUD ROMER BETRAGTELIGE SUMMER FOR AT SPREDE DERES FORDÆRV [opdateret 2.01]

 

Eksemplet med Knud Romer er desværre kun ét blandt utallige tilsvarende og konstant forekommende tilfælde af samme fænomen i system-medierne. Altid er mønstret det samme: open-mindedness og frisind (som i virkeligheden betyder totalfravær af kritisk tænkning, sammenkædet med en let tilgængelig programmerbarhed) præsenteres be-dragerisk som trendy oprørskhed og personlig frigørelse for det overvejende intetanende, kultur- og forsvarsløse publikum. Læg vel mærke til de karrierebevidste universitets-lektorer i programmet, der er ved at falde over hinanden i iver efter mest utvetydigt at udtrykke deres betingelsesløse tanke-ortodoksi.

Det er mere end tydeligt hvorfra deres ‘meninger’ og ‘holdninger’ stammer (hvor de er blevet indprentet). At dømme efter Romer’s usammenhængende dranker-snak kan det f.eks. med sikkerhed afkodes, at han har set, og uden skyggen af selvstændig tankevirk-somhed, ladet sig overbevise (følelsesmanipulere) af denne manikæisk tyskdæmonise-rende propagandavideo på velkendt historisk og etisk pixiebogs-niveau.

Som altid giver Alan Watt uovertrufne baggrundsanalyser af Vestens åndelige forfald. Alle hans udsendelser er i høj grad værd at lytte til. I den her udvalgte forelæsning, CTTM #1705(!), afdækkes imidlertid sammenhænge af særlig væsentlighed for det i denne arti-kel behandlede emne, den systematisk indprægede demoralisering af og sælsomt samar-bejdsvillige selvfornedrelse hos verdensstatens nye afsjælede idealborgere:
 

 

Vi kunne opremse en uendelig række af afskyvækkende programmer fra systemmedierne, der, med samme vægt og eftertrykkelighed som de ovenfor anførte, ville kunne anskuelig-gøre problemets alvor og allestedsnærvær. Men eftersom der er grænser for hvor veder-styggeligt indhold vi ønsker at besmitte vore læseres bevidsthed med, skal vi begrænse os til følgende symptomatiske eksempel på hvor effektivt menneskelig selvfornedrelse kan indkodes og fremprovokeres ved vedholdende NLP-holdningsbearbejdning. Eksemplet er således både tragisk og åndeligt rystende, men vi skåner dog i det mindste læserne for den i fjernsyn hyppigere og hyppigere forekommende udpenslede usædelighed:
 

 

Hvad angår personen Knud Romer og hans mulige bevæggrunde for at prostituere sig så tjenstvilligt for det globalplutokratiske system, kan vi intet sige med sikkerhed. Han er vel til fals for højestbydende, som så mange af hans folkeforræder-kolleger i zog-medierne. Hvorvidt han er af jødisk oprindelse, eller blot er i jødernes sold, har vi ikke nærmere vi-den om. Hans udseende er måske ikke udpræget sefardisk eller askenazisk (hvilket dog ikke er nogen garanti). Men hans udsagn og årelange adfærd peger kraftigt i retning af et eller andet semitisk tilhørsforhold. Hans besynderlige erklæring, i den her fremhævede udsendelse, om at have lært sig selv yiddisch(!), af seksuel tiltrækning til jødinder, er be-tegnende og mildest talt bemærkelsesværdig.

I udsendelserne her og her, bruger han timevis på værtshus-plapren i uforbeholden og henført lovprisning af hans store jødiske intellektuelle forbilleder i Frankfurter-skolen. Her graver han i danskernes slemme (uha!) racisme-fortid. Samtlige af hans pseudo-intellektuelle programmer synes at indeholde svigefulde bagholdsangreb på Danmark af den ene eller den anden art. Slig adfærd er særdeles typisk for jøder og kryptojøder i den vestlige diaspora.

Hans seneste udsendelse handler til alles ‘overraskelse’ om danskernes påståede seksual-forskrækkelse(!) og behovet for mere seksuel ‘frigørelse’, mere porno og ikke mindst mere tvungen kulturmarxistisk seksualundervisning i statsskolerne (sikke frisindet). Gæsten er således en meget progressiv sociolog fra vores allesammens yndlings-NGO, Sex og Sam-fund. Nysgerrige læsere med høj tolerancetærskel for meget letkøbte frankfurter-floskler og standardiseret zog/NLP-programmering henvises til at lytte til så meget af holdnings-bearbejdningen, man er i stand til at udholde her.

Nogle gange er indicier så hyppigt forekommende, tungtvejende og entydige, at behovet for fældende beviser falder bort. Hvis Knud Romer ikke i biologisk forstand er jøde, så optræder han så vedholdende som tjenstivrig agent for den jødisk-dominerede, kultur-marxistiske og globalplutokratiske dagsorden, at han lige så godt kunne have være jøde.

Som oftest knævrer han jo godt nok i vanlig fordrukken chutzpah-stil om sin herskabe-lige tysk-adelige oprindelse, når han rutinemæssigt skal hæve sig over det sølle provinsi-elle og kedsommelige danske værtsfolk, som han er skæbnedømt til at snylte på. Denne påståede tyskhed hos ‘Knud Romer’ træder dog på forunderlig vis hurtigt i baggrunden, når emnet skifter fra den ‘hjemlige andedam’ til den ærefrygtindgydende udenlandske  scene. Så antager tyskerne pludselig de håbløst umoderne hjemmefødninges rolle, og en glødende verdensborger-identifikation med jøderne bobler i stedet uimodståeligt til over-fladen.

Sammenfattende er Romer’s kernebudskab altså ikke blot anti-dansk eller anti-tysk. Det er anti-europæisk. Danskere og tyskere er for Romer værtsfolk på forskellige niveauer, hvis etnokulturelle levedygtighed han skiftevis søger at undergrave og tilsmudse, alt efter behov og emnevalg. Hans slags er velkendt. De vil gerne have værtsfolkets/arbejderklas-sens penge, men bruger alligevel enhver anledning til at bagtale og tilsvine disse grupper.

Ingen nåde for folkefjenderne, hverken de fremmede eller rede-tilsølerne! 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

MÅSKE DET VAR VELBEGRUNDET AT KØNSFORSTYRRELSE BLEV BETRAGTET SOM ALVORLIG KLINISK SINDSSYGDOM – INDTIL KULTURMARXISMENS DUKSESTAT DANMARK, EFTER ÅRTIERS FORBEREDENDE HOLDNINGSBEARBEJDNING I DE GLOBALPLUTOKRATISKE SYSTEMMEDIER, FRA 1. JANUAR 2017, SOM FØRSTE LAND I VERDEN FIK LIDELSEN FJERNET FRA DIAGNOSELISTEN [opdateret 2.01]

 

 

Hos Institut for menneskerettigheder (her) kan man læse om hvordan de ‘transkønnede aktivister’ der fik instituttets ‘hæderspris’ i november 2016, altså umiddelbart inden lov-ændringen, ‘står frem trods risici.’ –Risici … for hvem?

Her fra den højtidelige prisoverrækkelse:

 

Hvis man skulle synes det stadig går for langsomt med den fortsatte totalkønsudjævning af samfundet, har vi heldigvis FN til at hjælpe os med at fremskynde processen. Det er jo af altoverskyggende vigtighed for udviklingen, at vi så hurtigt som muligt får udraderet de sidste rester af de slemme gammeldags kønsforskelle:

Ivy Rosenauer og Anira Orlando sørger, sammen med Radio24Syv, for at opretholde Danmarks livsvigtige vestlige værdier

Intet at bekymre sig om. Kulturmarxisternes normalisering af flere og flere former for psykopati er kun frigørende og giver mere og mere dynamik og mangfoldighed til vores samfund. Disse humørfyldte og kønsudflydende medborgeres gennemamerikaniserede sprogbrug vidner bare om deres udsyn og frisind. –Og om hvor få fordomme de har.

Man kan høre dem fortælle vidt og bredt om deres spændende livsstil på skatteyderbetalt radio her. Det vigtigste er at vi reducerer stigma og øger den sociale accept, siger WHOs ekspert på området.

–Og så er det godt for økonomien:

 

Eventuelt binære gammeltænker-læseres fordomsfulde betænkelighed ved de transseksu-elles sælsomme homo-erotiske interesse for letpåklædte præpubertære drenge, er overho-vedet ikke længere up-to-date. I dag, hvor de jødisk-amerikanske medier har hjulpet os til at nedbryde vores gammeldags tabuer og gjort os mere tolerante og open-mindede over for udviklingens konstante strøm af innovative forandringer, så har den slags nemlig slet ikke noget med hverken gallopperende usædelighed eller forkvaklet pæderast-liderlighed at gøre, men viser os nu bare hvordan lgbtqixyz-miljøets modige værdikrigere påtager sig ansvaret for også at frigøre næste generation fra hetero-normativitetens snærende bånd, så vore uvurderlige vestlige frihedsidealer hele tiden følger med tiden:

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

VI MÅ SIKRE VORT FOLKS BESTÅEN OG EN TRYG FREMTID FOR HVIDE ARISKE BØRN – VARG VIKERNES VISER VEJEN

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

KUN ÆGTE, DVS NATURLOVSGRUNDFÆSTET, RACETRO OG INTOLERANT GERMANSK HEDENSKAB SAMT FILOSOFISK ATEISME KAN LUKKE FOR KRISTENDOMMENS PIVÅBNE AB-RAHAMITISKE BAGDØR, GENNEM HVILKEN JØDER, ARABE-RE OG ANDRE RACEFREMMEDE SVINDLERE SIDEN OLD-KIRKENS FØRSTE AFTENLANDS-METASTASER I DEN TIDLIGE MIDDELALDER FRIT HAR KUNNET INFILTRERE ET ÅNDELIGT SVÆKKET, IDENTITETSHENSYGNENDE, DOGMATISK RACE-FORNÆGTENDE SØVNGÆNGEREUROPA UNDER PÅSKUD AF PLUDSELIGE OMVENDELSER, SALVELSESFULD AFLIRING AF HOKUSPOKUS-TRYLLEFORMULARER (TROSBEKENDELSER) OG FROMME FORSIKRINGER OM SAMMEN AT TILHØRE DET HELLIGE ‘BOGENS FOLK’. SVAGHEDEN I AT DELE RELIGIØST OPHAV OG GENBRUGSMYTOLOGI MED MILLIONER AF RACE-FREMMEDE DØDSFJENDER PÅ EROBRINGSFELTTOG I VORE HJEMLANDE UDNYTTES STADIG AF JØDER/MUSLIMER. KUN ANGERSYGE KULTURKRISTNE VESTERLÆNDINGE, INDPRÆ-GET ÅRHUNDREDE EFTER ÅRHUNDREDE GENNEM PRÆSTE-PRÆDIKENER OG SAKROSANKTE BIBELVERS TIL AT ELSKE DERES FJENDER OG TILGIVE ALT OG ALLE UBETINGET, ER HISTORIELØSE, UFORSTANDIGE OG INSTINKTSVAGE NOK TIL AT LADE HÅNT OM SÅ INDLYSENDE OG AFGØRENDE ET FOR-HOLD SOM RACE I MASSEINDVANDRINGSSPØRGSMÅLET [opdateret 2.01]

Det er en udbredt misforståelse at der skulle gå verdensanskuelsesmæssige skillelinjer af betydning mellem den ene eller den anden såkaldt ‘højre’- eller ‘ventreorienterede’ afart af globalkapitalismen; mellem konservatismens og liberalismens ideologisk uskelneligt sam-menvoksede siamesertvillinger; mellem den ene eller den anden type af racefornægtende marxistisk progressivisme; mellem hvilke tolkninger man læser ind i samme abrahamitis-ke ørkensagn eller mellem hvilken af de nært beslægtede mellemøstlige frelserfigurer med tilhørende usynlig stammegud man foretrækker tilbedende at underkaste sig.

Alle disse overfladevarianter af samme grundform, nemlig den race- og naturlovsfornæg-tende universalisme, repræsenterer skinvalg der set over længere historiske tidsrum er ubetydelige, idet de alle før eller siden fører til samme udkomme: mere og mere kultur-ødelæggende raceblanding og mere og mere naturlovsbesudlende teknokrati.

Den sande verdensanskuelsesmæssige skillelinje har intet med hverken politiske partier, hellige bøger eller ideologisme at gøre. Virkelighedens skillelinje løber, uforandret af ti-dernes skiften; uantastet af politik og religion; uberørt af økonomi og uforstyrret af tek-nologisk såkaldt ‘udvikling’,* lukt ned gennem den afgrund der til evig tid skiller de der anerkender racernes betydning fra de der fornægter den. Samme afgrundsdybe svælg fortsætter i samme retning og udspalter med samme linjeføring de, der forkaster al frem-med religion fra de der indoptager og lader sig sjælspåvirke helt eller delvist af sådan for-giftning. Endelig udvider slugten sig til et verdenshav, på bunden af hvilket samme skille-linje løber videre, og for de fjerneste ender af hvilket tvende erkendelsesmæssige konti-nenter rejser sig, for evigt adskillende de der iagttager Naturens orden fra de der lukker øjnene for og forbryder sig mod den.

*indvikling er måske en mere rammende betegnelse.

Politiske og religiøse bevægelser kan med varierende held søge at opnå overensstemmelse med Naturens orden og i teorien er det vel muligt, at det engang vil lykkes for en sådan be-vægelse at ramme et stade, hvor lære følger lov og derfra holde kursen.

I sidste ende vil der dog være tale om afledte fænomener hvis flygtige fremtrædelsesfor-mer aldrig i grunden vil kunne ændre det mindste ved Naturlovene (kun lokal-forstyrre), men hvis egne paragraffer og doktriner til enhver tid vil være afhængige af den bagved-liggende og uforanderlige, altgennemstrømmende Naturens orden.

At gøre sig betragtninger i disse baner betyder ikke at man ved at interessere sig lidt for vikingetiden, blive tatoveret med et par vikingetuscher eller ti og i weekenden iklæde sig historiske fastelavnskostumer à la Lyngvild, på magisk vis forvandles til en betroet folke-fælle og hædersmand. Det forudsættes heller ikke derved, at alle kristne nødvendigvis er slette folkeforrædere. Betragtningerne fører i særdeleshed ikke til at ‘satanister’ og andre håbløst forvirrede typer, såsom ‘internationale socialister’, er at betragte som åndelige el-ler politiske forbundsfæller, alene fordi man blandt slige grupper er nået frem til en pueril og overfladisk kristendomskritik.* Ej heller betyder overvejelserne at vi tror det muligt, endsige finder det ønskeligt, at omvende alle, eller blot større grupper af, kristne til race-bevidst nationalisme, filosofisk ateisme** eller nordisk-germansk hedenskab. Årsagerne hertil vil blive klargjort sidst i artiklen.

*som regel kritiseres kristendommen af nævnte og lignende grupper for at være for konservativ og ‘højre-orienteret’. Det modsatte er desværre ofte tilfældet. Herom senere.
**til sammenligning med jødedommens, kristendommens og muhamedanismens intimt beslægtede ånde-maneri og sværmeriske spøgelses-mysticisme finder den racebevidste Asatro så afgjort nærmere sit slægt-skab blandt den klassiske filosofi, herunder også ateismen. Kendetegnene der logisk grupperer abrahamist-fætre for sig og ariere for sig, betinges mere end noget andet af racernes væsensforskellige egenskaber: den følelsesmæssigt labile sigøjnertype (arabere, jøder og de andre mere eller mindre negroide bastardformer overrepræsenteret blandt verdens myldrende milliard-horder af abrahamiter) over for dens diametrale mod-sætning, den systematisk tænkende, kulturskabende og skeptiske germaner. Desuden selvfølgelig i verdens-anskuelsernes enorme aldersforskel. Abrahamiterne er i denne henseende at regne for verdenshistoriens børn, der stadig tror på ‘julemanden’ og hvis adfærd minder os om skuffede småbørns anfald af hysteri når illusionen brister. Heroverfor har de nordisk-germanske arieres forhold til deres eget organisk opståede ur-hedenskab, over årtusinders og atter årtusinders forløb, antaget en respektfuldhed troende og trosgenstand imellem. Fordi ejerskabet af egne myter aldrig har været til diskussion, har der ikke, som hos den kristne verdenskirke, været behov for kunstigt at opretholde lydighed til fremmedtroen ved et strafsystem af kuende blasfemilove og truende dogmer om forvisning til evige pinsler i helvede for kættersk tankevirksomhed. Således har man blandt nordisk-germanske hedninge, i påfaldende modsætning til abrahamiternes patolo-gisk-dogmatiske tvangstanker om evigt overvågende, rasende og straffende stammeafguder, intenst optagede af smålig semitisk skinsyge til en i bogstavelig talt latrinær detaljeringsgrad … aldrig haft behov for at under-kaste sig sine guder; netop fordi den nordisk-germanske mytologi til alle tider har været vores egen langsomt fremgroede kulturfrembringelse, til hvilken fortrolighed har været lige så naturlig og selvindlysende som for-trolighed til racen, til landskabet, samt til hedens, skovens, himlens og havets medskabninger.
Forskellen er ved nærmere eftertanke særdeles afslørende. Påtænk eksempelvis følgende elementer, der, i mere eller mindre udpræget grad, går igen i alle de abrahamitiske hovedgrene: den psykotisk suggererende messen (som dække over og erstatning for manglende tekstmening); den maniske rokken frem og tilbage under læsning og bønnerecitation; den massehysteriske lovprisning og lovsang (med negrenes, blandt dan-ske lemminge-kvinder [m/k] så populære ‘gospel’  som indbegrebet af [kultur-]kristent betinget racemæssig selvafsværgelse); de absurd opstyltede ritualer som, i bedste middelalderstil, stadig opretholdes af liturgiens traditionelle grunde: den forøgede hypnotiske indprægningsmulighed og standardisering af tankevirksom-hedens udslukkelse hos individet; de afsindige gruppe-sadistiske og livstraumatiserende skamferinger af spædbørns kønsorganer osv. osv.
Visse af disse traditioner er ganske vist efterhånden afsvækket noget blandt hvide kristne, men grundformen til de semitiske ørkenfolks mildest talt fornuftstridige overtro lever stadig videre, selv blandt de hvideste af hvide kristne, i kerneritualerne nadver, altergang og fælles istemt trosbekendelse, således også i den blodfat-tigste folkekirke-lutheranermenighed, hvor dog de mest afsindige ritualer fra talmudens fælles-abrahami-tiske ophav forståeligt nok er blevet gemt af vejen og neddroslet for at kunne indpasses i den stedlige kultur (race). Iagttager man imidlertid gudstjenesternes maniske form hos visse kristne sekter såsom pinsekirken og jehovas vidner (for USAs vedkommende hos praktisk taget alle de evangelisk-protestantiske retninger) vil man med foruroligende tydelighed kunne se hvordan gement charlataneri og taknemmeligt usammenhæn-gende non sequitur helligskrifter, også hos hvide mennesker, åbner op for rystende dybder af abrahamitiske atavismer, som regel kredsende om eskatologiske tvangstanker.
Som den agtelse der, selv under gensidig krigsførelse af ikke ubetydelig voldsomhed, fandtes mellem de før-kristne romere og germanere (med udgangspunkt i det grundliggende raceslægtskab) således anerkender og værdsætter også nutidens nordisk-germanske asatroende naturligvis kulturfrembringelserne hos vore fælles-ariske forfædre, ikke mindst de dygtige helleneres, hvis etiske, videnskabelige og filosofiske indsigt i antikken havde nået stader som abrahamiter aldrig vil kunne nå, om så de fik indtil deres evigt udskudte ‘dommedag’ til forsøget.
Med de moderne asatroende der finder det nødvendigt at inddrage ritualistisk mysticisme og åndemaner-besværgelser i udøvelsen af deres tro kan vi måske med katolikken Chesterton’s ord komme til en vis for-ståelse og, i erkendelsen af at overtro på egne guder trods alt er bedre end tro på fremmede, finde en art formildende trøst: “den afsindige er den, der kun har sin fornuft tilbage”. —Menneskesjælen rummer, heldigvis, mere end gold fornuft.

At gøre sig disse betragtninger betyder til gengæld, for de som regner sig som hjemmehø-rende i, og har svoret livslangt troskab til, den racebevidste nationale modstand, at man uafværgeligt herved aftvinges spørgsmålet: på hvilken side af den evige skillelinje står jeg?

Når svaret er givet påhviler det herefter nogle af os at opretholde (mindst) ét rum (gerne flere) der er hundrede procent modstandsdygtigt overfor ethvert forsøg på racefremmed infiltration. Et sådant rum kan ikke gennemtrænges ved afliring af hellige trylleformularer, ved magiske besværgelser eller nok så højtideligt aflagte løfter om at tro på dette eller hint. Kun racerene germanere der ved dåd har bevist deres troskab til fædreland og folk (race) er del af den kernenationale modstand. Alle andre er hobbyister. Denne regel er uforan-derlig.

Midlerne, metoderne og strategierne til opnåelse af vore politiske mål kan og bør tilpas-ses efter århundredernes skiftende vilkår og omstændigheder. Men én regel kan der ikke ændres ved. Der findes et inderste aflukke i modstandskampen der aldrig kan kompro-mitteres. Ikke om hundrede år; ikke om tusind år; ikke om en million år kan der slækkes på reglen om racerenhed. Hvor dette inderste rum findes? —I vort blod og i vor sjæl.

Alle andre steder er … forgemakker.

Den historiebevidste læser vil utvivlsomt allerede kende til fortilfældene der ligger til grund for slige erkendelser. Længe før hverken kristendom eller islam fandtes, søgte semitter at infiltrere Europa. Inden Europa blev kristnet havde jøderne, såvel som alle andre racefremmede, yderst begrænset held med deres foretagende. Siden den abraha-mitiske overtro gradvis vandt indflydelse er det overordnede demografiske billede for Aftenlandet imidlertid kun mørknet.

Således kan kristendommen, set over det lange historiske stræk, betragtes som et bro-hoved for al senere racefremmed, herunder selvfølgelig semitisk, masseindvandring.

Romerne førte som bekendt gentagne og langvarige krige, de såkaldt ‘puniske’, mod de semitiske kartagenere indtil hærføreren Scipio for en tid manede truslen i jorden — ved at jævne Karthago med samme. Rom havde på daværende tidspunkt ingen kartaginiensiske præster eller bibler, der belærte romere om fromheden i at elske deres racefremmede fjen-der eller om dyden i at vende den anden kind til. Der befandt sig ganske vist allerede et u-kendt antal jødiske indvandrere af varierende økonomisk og politisk indflydelse i de for-skellige græske og romerske handelsbyer … men romersk religion var ikke jødisk. Den var stadig hedensk. Altså europæisk. Arisk. Kulturen i Rom var stadig baseret på europæisk verdensanskuelse; på europæisk filosofi; på europæisk videnskab; på europæisk etik og på europæisk æstetik. Derfor var romerne i stand til at besejre og udradere Karthago* og der-for kunne man et par århundreder senere stadig opbyde tilstrækkelig etnokulturel styrke til at undertvinge de jødiske oprørere i Judæa. Rom var endnu ikke demoraliseret.

*af to omgange, først ved Zama år 202 under Publius Cornelius Scipio ‘Africanus’, dernæst ved belejring, nedbrænding og ødelæggelse af selve Karthago år 146 under Scipio’s adoptiv-sønnesøn Scipio Æmilianus, ligeledes med tilnavnet ‘Africanus’.

Da Titus Flavius i år 70 nedbrændte og ødelagde jødernes tempel i den romerske provins Judæa, for at knuse jødernes terrorist-oprør dér, var den semitiske indflydelse i Rom imid-lertid forøget betragteligt i forhold til hvad den havde været under de puniske krige. En jø-disk vendekåbe, josephus, var, betegnende for denne voksende indflydelse der snart skulle vise sig skæbnesvanger, ansat som en slags hof-historiker ved Titus’ fader, Vespasian’s, kejserpalads.

De første jødisk-dominerede oldkirkemenigheder var på omtrent samme tid begyndt at skyde op som kulturnedbrydende giftsvampe rundt omkring i middelhavslandenes havne-byer og handelscentre. Alle Roms borgere blev inden længe tvangskristnet og efterhånden som århundrederne skred frem, bredte den fremmede orientalske sekt sig til hele Europa. Følgerne lever vi med i dag.

Man skal huske at der på dette tidspunkt selvfølgelig endnu ikke var noget der hed islam. Men de racegrupper (overvejende semitiske) der i dag voldtager, myrder og hærger over-alt i Vesteuropa under den islamiske fane, fandtes. Der var tale om nøjagtig den samme type af, halvvejs negroide, halvvejs mongoloide, semitiske (arabiske) bastard-skabninger, som vi kender så godt fra nutidens invasionsbølger. Dengang hed de bare kartagere, føni-kere eller maurere eller saracenere eller noget helt andet. Navnene er af mindre betyd-ning. Hadet til og den morderiske misundelses-blodtørst efter de racemæssigt overlegne europæere, begæret efter plyndring og, ikke mindst, lysten til voldtægt og skænding af de europæiske kvinder og piger, var den samme som også driver vore dages racefremmede masseinvasion.

Forskellen er at horderne af invasive arabo-negroide bastarder, siden den tidlige middel-alder, er blevet udstyret med en samlende abrahamitisk religiøs identitet og styreform, islam, med direkte ophav i jødedommen og oldkirkens syrisk-ortodokse kristendom.

Dette nyfundne religiøse, kulturelle og politisk-militært ensrettende fællesskab opgrade-rede og fortættede arabo-negroidernes beduinstammer betragteligt i forhold til deres slet organiserede kartageniske oldtidsfætres mere spredte fægtning. At den islamiske variant af abrahamitisk religion appellerede så naturligt til og flettedes så organisk gnidningsløst ind i de semitiske araberes verdensforståelse og livsform, skyldes det indlysende forhold, at mosaisk mytologi hidrører fra samme mellemøstlige kulturkreds og samme raceblan-dede blod som araberne selv var, og stadig er, en del af.

Ikke blot har jødedommen altså hjulpet Europas arabo-negroide historiske dødsfjender, ved at give dem en samlende etno-religiøs identitet, under hvis banner de så meget desto mere virkningsfuldt har været i stand til at føre deres talrige aggressionskrige mod os. Jø-dedommens kristne afart har ydermere gjort store dele af de europæiske folkeslag blinde, modtagelige og sårbare over for al racefremmed masseinvasion, herunder i særdeleshed den arabo-negroide (som først i nyere tid [siden syvende århundrede] har optrådt i dens muhamedansk-abrahamitiske form) ved at forgifte jorden med de bekendte identitets-opløsende og demoraliserende fællesabrahamitiske bibel-overleveringer.

Vi tilhører jo alle ‘bogens folk’, ikke sandt? Muslimerne tror jo osse på ‘vores’ jødeskrøner, ikke sandt? Se bare: de synes sågar at ‘vores’ jesus (arabisk ‘issa’) er en stor profet. I sidste ende tror ‘vi’ jo alle på samme gud, nemlig jøde-jahve, ikke sandt? Så ‘vi’ er nok slet ikke så forskellige når det kommer til stykket. ‘Vi’ er jo alle ‘guds børn’ osv. osv. osv.

 

 

Det var således den jødisk-kristne oldkirke der forkrøblede Romernes, og senere alle krist-nede europæeres, kulturelle selvberoenhed; forurenede deres etniske folkefællesskab samt besmittede deres racestolthed og selvbevidsthed. Dette forfald indtraf ikke fra den ene dag til den anden, men, som alle historisk gennemgribende kulturforandringer, gradvist. Lidt forsimplet kan samfundsopløsningen opdeles i to faser. (1) Ved på forskellig vis at øve sæ-deligheds-nedbrydende og bogstavelig talt statsundergravende samfundsindflydelse (se video herunder) demoraliserede den indtrængende trosform efterhånden de i forvejen de-kadente* by-romere og (2) ved i verdensfrelsens, jordens forestående undergangs og jesu snarlige genkomsts navn at invitere mellemøstens og nordafrikas bastardhorder med sig indenfor, tilvejebragte man demografisk uligevægt i tilstrækkelig grad til at umuliggøre fortsat romersk etno-nationalisme (man kan som regel gå ud fra at det er en meget dårlig gæst, der, på egen tilskyndelse, inviterer flere gæster indenfor i værtens hus, uden at spør-ge værten om lov).

*det skal bemærkes at en vis raceopblanding, forårsaget af uansvarlig kapitalistisk slaveøkonomi, allerede inden oldkirkens fremkomst, havde svækket Rom indefra. For de kristne er raceblanding imidlertid ikke nogen tilfældig følgevirkning af fejlslagen økonomisk (plutokrat-imperialistisk) politik, men guddommelig sanktioneret doktrin.

Dette ulykkelige mønster har siden gentaget sig på mere eller mindre identisk vis overalt hvor jøderne har slået sig ned i den hvide races hjemlande.

 

 

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.  (Gal. 3:28)

[F]or at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. (Joh. 3:15-17)

 

I dag fremstilles oldkirkens modstandere (såsom Nero) i systemmedier og skolebøger som slemme sadister og grusomme mordere, der for egen morskabs skyld torturerede kristne martyrer helt uden grund, mens jøderne (de første kristne menigheder bestod praktisk taget udelukkende af jøder) præsenteres som det polært modsatte: forsvarsløse og for-fulgte uskyldigheder, ja ofte ligefrem som helgener.

Her kan vi med en vis forbløffelse konstatere at disse antageligt helt uretfærdigt forfulgte og magtesløse uskyldigheder, inden for blot et par århundreder, endte ud med at sidde på den uindskrænkede verdslige magt i romerrigets forhenværende kejserlige hovedstad samt at have tilranet sig betydelige dele (størsteparten) af den totale materielle rigdom i Sydeuropa.

Sjovt hvordan et besynderligt og efterhånden genkendeligt mønster synes at gå igen på tværs, ikke blot af århundreder, men årtusinder: Rige og særdeles indflydelsesrige jøder (selv)fremstilles i offentligheden som stakkels sagesløse ofre, helt uden hverken skyld eller andel i deres egne fantastiske og historisk enestående ulykker. —Uden tvivl er der her tale om et tilfælde af kausalt meningsløse sammentræf, som det ville være meget slemt og an-tisemitisk at spekulere for længe over, endsige drage nogen former for følgeslutninger på.

Her et par citater til anskueliggørelse af hvordan nogle af samtidens romere så på den nye mellemøstlige tro, der var begyndt at slå rod i Rom:

 

Han påførte også straffe over de kristne, en slags mennesker, der havde en ny og ugudelig overtro (Suetonius om Nero)

Han forviste alle jøderne fra Rom, som fortfarende anstiftede uro på grund af en Chrestus (Suetonius om Claudius)

…en fordærvet, ond og uhyrlig overtro… (Plinius d. y.)

…en fremmed og dødbringende overtro… (Tacitus)

 

Revilo P. Oliver’s ‘The Jewish Strategy’,  indtalt og kommenteret  af Alex Linder her og som nedlastbar e-bog:

 

Historiens hjul ophørte herefter ikke med at dreje og siden har Europa haft gæster. Åndeligt, såvel som i mere verdslig forstand.

Den stedvise europæiske modstand der trods alt stadig har kunnet frembydes har, lige siden abrahamiternes (kirkens) indtog, været af en påfaldende svagere art end den oven-for beskrevne romerske (racebevidst hedenske) modstand. Ikke blot har der i takt med kirkens magtbefæstning rent fysisk været flere og flere racefremmede femtekolonne-elementer til stede på europæisk grund til at yde hjælp til fjenden i krigssituationer og deslige … selve det såkaldt ‘hellige evangelium’ formaner desuden med kanonisk autoritet enhver kristen til udpræget pacifisme stillet over for fjendtlige angreb og idealiserer, gen-nem den centrale frelserfigurs direkte og indtrængende tale til hans følgere, en besynder-ligt barnagtig ansvarsforflygtigelse.

 

I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. (Matth. 5:38-39)

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. (Matth. 5:44)

Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. (Lukas 6:27-28)

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. (Lukas 6:37)

For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. (Matth. 6:14-15)

Til sine disciple sagde han: »Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. […] Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. (Lukas 12:22, 29)

 

Vore dages kristne er mildest talt et vidt begreb eftersom milliarder af (hovedsageligt ikke-hvide) mennesker, på den ene eller den anden måde, erklærer sig som tilhørende en kris-ten kirke. Som antydet i artiklens indledning skal det retfærdigvis medgives, at der findes kristne som både handler fornuftigere og iagttager sædelighedsnormer på en langt mere samvittighedsfuld måde end gennemsnittet af moderne vesterlændinge. Der findes her-hjemme kristne fædrelandsvenner som har optrådt på en gennemført redelig og (sjældne-re, men ikke desto mindre) direkte beundringsværdig måde i løbet af de seneste par årtier, deres oprindeligt fremmede kristentro til trods.

Denne kritik af kristendommen må således ikke forstås som noget personangreb på så-danne undtagelsestilfælde blandt de kristne. Ej heller må man tro at vi her gør os fore-stillinger om at kunne omvende større grupper af danske kristne til Asatroen eller til filosofisk ateisme.

Vi ønsker ikke at missionere blandt de kristne, vi søger ikke at fratage kristne deres hol-depunkt her i livet eller at blande os i deres personlige anliggender. For nogle er kristen-dommen utvivlsomt den mest passende trosform.

Når disse forbehold er taget er det af to grunde af yderste vigtighed for den racebevidste modstand, at man forstår de grundliggende svagheder og uantageligheder ved kristen-dommen.

Dels fordi kernen af denne bevidstgjorte nordisk-germanske modstand selvfølgelig fuld-kommen må afkaste sig fremmed tankegods (sjælegift) for at kunne besinde sig fuldt og helt på sin dybeste etnokulturelle arv; sit dybeste væsen: vore oldnordiske anefædres og anemødres egenhændige kulturskabelse.*

*vel at mærke uden teknologiske hjælpemidler og under klimaforhold, der, ved uafladeligt selektionspres, muliggjorde tilsynekomsten og fremavlingen af verdenshistoriens dygtigste og viseste mennesker (af hvilke selv nutidens bedste germanere kun er en afglans, men hvis uvurderlige arveanlæg stadig bæres i en slags dvale hos enkelte folkefæller og disses slægter). Det skal i denne forbindelse bemærkes at vikingetiden, under det lange historiske blik, rettelig er at betragte som et sent kapitel i Danmarkshistorien. Vikingetiden er des-uden delvist beskæmmende, idet visse folkeforræderiske danerkonger i løbet af dens sene fase indlod sig med og gik i sold hos de kristne, hvilket omtrent ville svare til at forsvarschefen, statsministeren og folketingets formand i dag offentligt konverterede til islam eller jødedommen.

De dygtigste og hæderligste af vore anefædre og -mødre må logisk set have været de tid-ligste. —De der på egen hånd lærte sig at leve i og med Naturens grusomhed og vælde. De der sågar, under samme mildest talt udfordrende forhold, lærte at trives og endda formå-ede at opbyde overskud til uovertruffen kulturfrembringelse(!). Vikingetidens søfarere, krigere, skibsbyggere og sølvsmede var i sandhed dygtige. I forhold til vore dages kulturelt og legemligt forkrøblede teknologislaver, nærmest halvguder. Deres (jernalder-)evner var dog igen forholdsvist ringere, sat over for bronzealderens, stenalderens og i særdeleshed istidens ur-germanere.

Dels er det formålstjenligt at iagttage hvordan massepropaganda virker på langt sigt og derved erkende at fænomenet ikke alene tilhører den moderne tid, men under forskellige former har optrådt hele vejen ned gennem historien.

Kristendommen kan på mange måder ses som middelalderens jødiske globaliserings- og demoraliseringspropaganda. Middelalderens hollywood. Datidens overnationale menings-dannere og politikere havde som bekendt hverken radio, biograflærred, TV eller smartpho-nes til rådighed for deres holdningsbearbejdning, masseovertalelseskampagner og NLP-meningspåvirkning, men rækkevidden af ugentlige prædikener, kirkeopførelser, kirke-klokker, salmer og, ganske vist først senere, fra middelalderens afslutning, de trykte bibler … bør ikke undervurderes som propagandaværktøjer. Skræller man overfladeforskellen i teknologiske hjælpemidler væk og betragter budskabet og ikke mindst dets virkning på modtagerne, står man for begge (alle) perioders vedkommende tilbage med et forbløffende ensartet billede af særdeles sammenlignelig kulturel krigsførelse.

Udkommet er under alle omstændigheder at store dele af de tilbageværende vesterlandske folkeslag, for Danmarks vedkommende efter omtrent ét årtusindes påvirkning, har fået frataget deres oprindelige etnokulturelle kerneidentitet for i stedet at være blevet ‘givet’ en uvedkommende erstatningsreligion at bekende sig til. En tro på og en optagethed af frem-med mytologi og fremmede folkesagn har lige siden præget den europæiske selv- og om-verdensforståelse samt den deraf afledte politik.

For den logisk tænkende iagttager kan Vesteuropas nuværende demografiske vanskæbne ikke med rimelighed adskilles kausalt fra kontinentets århundreder lange åndsforvirring under den fremmedpåførte falske religion.

 

 

I det ovenfor påbegyndte korte historiske rids over jødekristendommens skadevirkninger på europæisk kultur, herunder ikke mindst den indbyggede fælles-abrahamitiske bagdør ad hvilken jøder, muhamedanere og andre racefremmede tillades at infiltrere det kristne-de Europa, hvis blot de er i stand til at lære og aflire et par sætninger fra bibelen udenad, kommer vi nu til et historisk vidnesbyrd af afgørende og afslørende betydning, som alle fædrelandskærlige europæere gør klogt i at tage til efterretning.

Lad os iagttage … det spanske tilfælde.

I forbindelse med de hvide spanieres (efterkommere af oldtidens ibero-keltere, antikkens romere og folkevandringstidens germanske visigoter) senmiddelalderlige generobring af den iberiske halvø fra de islamiserede arabo-negroide maurere, den såkaldte reconquista i løbet af elleve-, tolv-, tretten- og fjortenhundredetallet, antog den i grunden racebetin-gede konflikt nogle religiøse intra-abrahamitiske overfladeformer som har forvrænget og skygget for det sande billede.

Den iberiske halvø var efter de puniske krige blevet indlemmet som en fuldgyldig romersk provins. De europide folkestammer til stede i området gjorde at provinsen Hispania (ud over sølvudvinding) kunne fostre talrige romerske soldater, embedsmænd og sågar kejsere (Trajan som den berømmeligste) af fortræffelige egenskaber og fortjenstfuldhed. Imidlertid havde Karthagos føromtalte semitiske kolonisering af Sydspanien sat sig sine umiskendelige spor i dele af befolkningen. Efter Roms endegyldige sammenbrud i femte århundrede forfaldt også Hispanias forsvarsevne, og semitterne fra Nordafrika kunne atter vende blikket mod det land som deres forfædre, bl.a. under brødrene Hasdrubal og Han-nibal, havde forsøgt at erobre og kolonisere næsten et årtusinde tidligere. Under muhame-danismens faner blev halvøen i løbet af syvende og ottende århundrede, med undtagelse af nogle områder langs den nordlige atlanterhavskyst (Asturien), løbet over ende af de arabo-negroide maurere. I arabernes følge kom mange jøder til Iberien. Disse trivedes glimrende blandt deres abrahamitiske muhammedaner-fætre og virkede i århundreder som skatte-inddrivere, embedsmænd og rådgivere for den arabiske besættelsesmagt.

Da den kastiliansk ledede hvide spanske generobring, efter fire århundreders krigsførelse, var på vej til at blive kronet med den endelige uddrivelse af arabere, negre og jøder fra de sidste fremmedbesatte områder i Granada (Andalusien) havde konflikten, som antydet ovenfor, antaget manisk-religiøse overtoner der øjensynlig slog visse af de mest fanatiske kristne med forventelig raceblindhed. Ulykkeligvis for Spaniens senere racemæssige inte-gritet lagde den spansk-katolske kirke således mere vægt på omvendelser af fjenden end på uddrivelse og udryddelse af fjenden. Dette fører os til sagens kerne og denne artikels kerneargument: den historiske lære vi kan uddrage af fænomenet krypsis og dets histo-riske oprindelse, de såkaldte marranos.

Inkvisitionen og den katolske kirke i Spanien var såre effektive i tilbageerobring af navn. Spørgsmålet er hvor effektiv denne tilbageerobringsstrategi ved voksendåb og omvendel-ser i virkeligheden, og på det lange sigt, har vist sig at være … af gavn.

Det vil være forkert og aldeles urimeligt at underkende spaniernes militære generobring af den iberiske halvø fra semitisk arabo-negroid besættelse af deres fædreland. De har utvivl-somt herved gjort Europa en uvurderlig tjeneste og bedriften aftvinger både anerkendelse og respekt. Men det afgørende spørgsmål står tilbage: hvor meget semitisk arvemateriale slap gennem omvendelsesstrategiens abrahamitiske bagdør? Noget af svaret giver sig selv ved et blik på gennemsnitsspanieren af i dag. Den årtusinder lange semitiske påvirkning fornægter sig ikke. Asturiens, Leons og Kastiliens oprindelige generobrere var sandsynlig-vis langt hen ad vejen racemæssigt fuldgode europæere. Problemet var at deres religion var mellemøstlig. Racefremmede jøder og muslimer udnyttede denne uoverensstemmelse mellem spaniernes etnicitet og religion til at redde skindet og forblive i Europa som nyom-vendte kristne: marranos. Alt hvad det krævede var godt skuespil og frækheden til løgnag-tig bekendelse. Her har vi kernen af problemet. Udadtil undergik de hamskifte og blev til fromme nykristne, døbt og anerkendt af de religiøst forblindede spaniere. Indadtil forblev de jøder.

 

Læs om de moderne marranos: perkere der lyver sig kristne her og her.

 

Mange kristne optræder (som deres abrahamitiske trosfæller inden for islam og jødedom) med utroligt hovmod og indbildskhed når de, i modstrid med deres bibelske ydmygheds-idealer, grundløst forudsætter at alle var barbarer, uden fjerneste begreb om moral, dyd og etik, inden kristendommen gjorde sin entré på den verdenshistoriske scene. Hovmodet er ikke blot fornærmende, men hovedrystende uforstandigt når man påtænker rigdommen, alsidigheden, dybden og alene den kronologiske længde på Europas førkristne kultur. Tror de kristne (og deres abrahamitiske trosfæller) virkelig at eksempelvis ægteskab, lovgivning og etik er noget kristendommen, den protokommunistiske jødesekt fra mellemøsten, der prædiker opløsning af den private ejendomsret og grænseløs universalisme, skulle have skænket Europa … i løbet af middelalderen?! —Efter europæisk kultur i Nord, Øst, Syd og Vest allerede havde blomstret i årtusinder og på hvis fundament nogle omstrejfende jøde-kristne sigøjnere havde rejst deres tiggertelt. En sådan historieopfattelse afslører ikke blot besidderens håbløse uvidenhed, arrogance og grundløse chauvinisme, men fremfor alt … hans latterlighed.

Ikke desto mindre virker det unægtelig som om megen kristen selvforståelse hviler på netop disse aldeles uunderbyggede febervildelser om førkristen europæisk kulturunder-legenhed og primitivitet. For hvis ikke den førkristne verden (udenfor israël, selvfølgelig) var primitiv; hvis den måske endda skulle vise sig at have været både moderniteten og kristendommen overlegen … i hvilken forfatning efterlader det mon så de kristnes (og andre abrahamiters) selvforståelse som civiliserende verdensfrelsere og kulturberigere?

Sandheden er at jødekristendommen i mange henseender var en fanatisk dommedagskult der optrådte kulturnedbrydende og hvis raceblinde internationalisme efter alt at dømme bragte pesten til Europa. Historien er imidlertid ikke manikæisk, og over et forløb på om-trent to årtusinder vil der kunne findes undtagelser fra enhver regel. Således har nogle middelalderlige kristne selvfølgelig virket i modsat retning, til gunst for deres umiddelbare omgivelser. Som i dag, hvor nationalt ansvarlige kristne af Krarup-typen ganske drukner i en landsskadelig flertalssump af SF-præster såsom Auken og Sandbæk, vil det være denne forfatters vurdering at afvigerne fra kristenhedens kulturødelæggende hovedstrømning (blandt præsteskabet; vi taler ikke om de menige sognebørn her) også i middelalderen har udgjort et forsvindende mindretal blandt deres rablende forrykte kolleger af bogstavelig talt totalitære terrorist-eskatologer, der øjensynlig fandt det i god overensstemmelse med den ‘moralsk og kulturelt overlegne kristentro’ og uden tvivl fordelagtigt for deres frelse i det himmelske efterliv, rituelt at afbrænde sagesløse kvinder og børn levende* for et frem-med ørkenfolks usynlige stammegud.

*antallet af de såkaldte ‘hekseafbrændinger’ oversteg ifølge Raunkjærs konversationsleksikon (1950) i løbet af femten-, seksten, og starten af syttenhundredetallet en million(!)

Den gængse (men ikke derfor mindre afsindige) nedsættende brug af udtryk som “oldnor-disk” og den blandt kulturforvirrede så ofte genopgylpede vanefloskel om at ‘vi’ “jo boede i jordhuler heroppe, mens mellemøsten funklede i højkulturel civilisation” vidner om med hvilken propagandistisk grundighed den universalistiske jødekristendom er gået til sagen og om hvor dybt folkemasserne er blevet forledt til etnomasochismens uansvarlige og be-skæmmende kulturselvafsværgelse.

 

Var det mon kulturløse barbarer der, 1000 år før jødekristendommen opstod, forfærdigede disse over syv kilo tunge kultøkser, fundet i Vendsyssel? Ifølge de hovmodige abrahamiters chauvinistisk indskrænkede verdensforståelse tog Danmarkshistorien først sin begyndelse(!), da en fremmed, semitisk religion indførtes fra mellemøsten(!). De aldeles grundløse, absurde, men ulykkeligvis så almindeligt udbredte forestillinger om førkristne germanske folkeslags tilbageståenhed og barbari skyldes i hovedsagen den middelalderlige kristendoms kulturødelæggende demoraliseringspropaganda samt den århundreder lange indprægning i befolkningen af meningsløs og fremmedgørende abrahamitisk erstatningsmytologi.

 

Eftersom dette ikke er nogen teologisk afhandling bliver følgende redegørelse kortfattet. Af allerede nævnte grunde er det imidlertid nødvendigt, at vi får afdækket nogle helt grund-liggende fejlslutninger i kristendommens morallære.

For det første er den kristne forestilling om uegennyttig næstekærlighed — jævnfør f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritaner — ved nærmere eftertanke etisk uredelig.

Hvis vi antog at helvede (ud over den jordiske variant som globalteknokrater i døgndrift opfører om ørene på os) var et virkeligt fænomen, og ikke et middelalderligt propaganda-plot til massepsykologisk manipulation af gedehyrder og livegne analfabeter, ville det selvfølgelig være forståeligt nok at man søgte at undgå at havne dér.

Såfremt vilkårlig udfoldelse af uegennyttig adfærd ydermere med sikkerhed havde vist sig at føre til, at man med jahves velvilje kunne undslippe helvedesildens evige pinsler, så … . .  .   .    .     .      .       .

Vent lidt. Hvordan hænger uegennyttig adfærd sammen med livsvalg drevet af personlige motiver, såsom at undgå straf? Hvordan hænger erklæret uegennytte sammen med per-sonlig stræben efter evig frelse og andre belønninger i det himmelske?

Hvem (hvilke grupper) kunne tænkes at begunstiges af en befolknings indoktrinering til fuldkommen uegennyttig adfærd? Kan nogen virkelig sige sig helt fri for personlige ønsker og begær? Almindelig hjælpsomhed over for og hensyntagen til den folkefælle man aldrig har mødt (og selv hjælp til demografisk ikke-truende racefremmede i virkelig nød) er fuld-kommen banale menneskelige egenskaber, som fandtes tidsaldre før talmudens, biblens eller koranens løgne blev nedfældet. At påstå at man dertil er drevet af uegennyttig kær-lighed til næsten, mens man håber på derved personligt at blive frelst fra helvede og be-lønnet med evigt liv i himmerige, forekommer i bedste fald selvbedragerisk.

For det andet er forestillingen om frelsen i sig selv problematisk. Hvis jahve, som evig himmelsk overdommer i almægtighed, alviden og retfærdighed dømmer hans skabninger med formodet monoteistisk ufejlbarlighed, hvor efterlader det så det menneskelige ansvar for egne handlinger? Hvis man kan opnå tilgivelse for hvad som helst og blive ‘frelst’ blot ved mumlende at rette sin syndsbekendelse eller uforbeholdne troserklæring mod jesus eller jahve eller ‘helligånden’, hvordan stiller det så den mellemmenneskelige retfærd her på jorden. Hvis de grusomste sædelighedsforbrydere og mest sadistiske lystmordere kan opnå adgang til himmerige og skyldsforladelse alene ved angrende at fremsnøvle trylle-formularer til en testosteronfattig seminarist, hvad siger det så om jahves, eller måske rettere om præsteskabets, sans for retfærdighed? En sådan evigt og betingelsesløst til-givende religion må da i sandhed være karriereforbryderens ønskedrøm. —Som ‘sendt fra himlen’ måske?

Altid står der en betænksom og næstekærlig kristen præst klar til at … tilgive. Hvad be-tyder dette egentlig for et samfund? Med blot en smule kendskab til den vanekriminelles sociopatiske tænkemåde er det ikke svært at forestille sig tilfælde, hvor en forhåndsviden om denne altid bestående sidste udvej for tilgivelse og materiel hjælp fra de kristne, hos forhærdede sædelighedsforbrydere og andre lignende typer, meget vel kunne tænkes at fratage den samvittighedsløse kriminelle hans tilskyndelse til selvforbedring og sand an-ger. For hvis man altid kan regne med at de kristne fængselspræster står til rådighed med (forloren) hjertevarm tilgivelse, med ‘forståelse’ og ikke mindst med anvisningen til øje-blikkelig gudgiven frelse … hvorfor så gøre sig ulejligheden med at lægge bånd på sig selv? Næste gang den én gang kristent tilgivne psykopatiske vanekriminelle står over for valget mellem at berøve eller lemlæste endnu et sagesløst offer, for egen vindings (eller for den sadistiske ekstases) skyld, eller lade være, ved han jo, at han kan regne med forståelse og tilgivelse fra i hvert fald ét sted. Det må således alvorligt betvivles hvor befordrende den kristne universaltilgivelse i virkeligheden er, dels for den enkelte forbryders motivation til selvforbedring, dels for et samfunds almindelige kriminalitetsbekæmpelse. Meget kunne tyde på at den i visse tilfælde snarere virker decideret undergravende herpå.

Ud over de mildest talt uhensigtsmæssige budskaber en sådan uforbeholden (uansvarlig) tilgivelsespraksis sender til forbryderne, hvilket budskab sender samme tilgivelse monstro til ofrene for den så nådigt og barmhjertigt tilgivnes forbrydelser? Hvilket budskab sender en uvedkommende præsts betingelses- og grænseløse tilgivelse til de efterladte, hvis nære slægtninge måske er blevet voldtaget, tortureret og lystmyrdet på grusomste vis? Er det i sådanne tilfælde virkelig retfærdigt og næstekærligt og barmhjertigt at tilgive alle alt?

—Men guds veje er jo selvfølgelig uransagelige, må man forstå.

Mere overordnet kunne man med udgangspunkt i logikken stille spørgsmålet om moral, etik og personlig dyd overhovedet er mulige fænomener i en verden hvor en almægtig og alvidende enegud allerede har forudbestemt alt eller i hvert fald har magt (‘almagt’) til at gribe ind i og styre alle hans skabningers liv. Hvis denne definition på ordet ‘almagt’ ikke behager teologerne, kan bibelselskabet jo evt. træde hjælpende til og opdatere ordlyden i de hellige skrifter, så jahve fremover kun er ‘mægtig’ eller måske ‘lidt mægtig, en gang imellem’.

Danske lutheranere vil, når de bliver spurgt til deres tros besynderlige mellemøstlige fremmedoprindelse, nogle gange ty til indvendingen at Luther’s reformation på så gen-nemgribende måde udrensede den katolske vranglære for al kætteri, at der på det nær-meste herefter er tale om to forskellige religioner. Undertiden vil selvsamme lutheraner-præster der, søndag efter søndag, ikke kan dy sig for, når ikke de direkte baserer deres prædiken på vers fra toraen… øhh, jeg mener selvfølgelig: fra ‘det gamle testamente’, så i hvert fald at krydre deres prædikener lidt med spændende eksotiske uddrag fra vores alle-sammens moralsk opbyggelige kavalkade af jødisk-nationale ørkeneventyr, der kun opfor-drer til bloddryppende folkemord på israeliternes fjender en gang imellem … påstå at det forældede gammeltestamente slet ikke hører med til den kristne bibel. Det er det ‘nye tes-tamente’; den nye pagt, der gælder nu, forsikrer de, og det er antageligvis noget helt, helt andet. Bare sjovt at de første linjer i det ‘nye testamente’ utvetydigt kæder disse to bøger sammen på en måde man skal have tilbragt virkelig mange år på præsteseminariet for at kunne misforstå:

 

Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn. Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram,  Ram til Amminadab, Amminadab til Nakshon, og Nakshon til Salmon.  Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj,  og Isaj blev far til kong David. David blev med Urias’ hustru far til Salomo,  Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asaf,  Asaf til Joshafat, Joshafat til Joram, Joram til Uzzija,  Uzzija til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Hizkija,  Hizkija til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josija, og Josija til Jekonja og hans brødre under bortførelsen til Babylon. Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel, Shealtiel til Zerubbabel,  Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor, Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud,  Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob  og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled, fra David indtil bortførelsen til Babylon fjorten slægtled, fra bortførelsen til Babylon og indtil Kristus fjorten slægtled. (Matth, 1, 1-17)

 

Adspurgt nærmere vil de sandsynligvis begive sig ud i ‘forklaringer’ om at kristendommen udmærker sig ved at man her “giver gud hvad guds er og kejseren hvad kejserens er”. Tilsyneladende udgør denne mærkelige passage lutheraner-præsters foretrukne universal-bortforklaring til håndtering af kritikere der rent faktisk har læst i biblen. Meningen her- med er antageligvis at kristendommen (i særlig grad protestantismen) kendetegnes ved at adskille det verdslige fra det åndelige. Altså underforstået at kristne præster egentlig slet ikke har noget ønske om at gøre deres indflydelse gældende på denne jordiske tilværelses skinproblemer, men alene har tanke for det vigtigere hinsides, ‘åndelige’ liv. Når man på-tænker kristendommens (inklusive protestantismens) mildest talt bloddryppende politiske historie, involverende et ikke ubetydeligt antal levende afbrændte børn, er dette noget af en påstand. Ikke desto mindre vil lutheranske præster i bekneb for argumenter, med for-bavsende regelmæssighed, ty til denne teologisk belejlige nødlem når han/hun føler sig trængt i en meningsudveksling. Antagelsens logik er ikke just imponerende.

For det første kunne man udmærket tolke citatet som intet mere end et machiavellistisk råd til oldmenigheden om på bedste formålstjenlige vis, for at opnå fred og ro til sin spæde økumeniske og sjælefrelsende virksomhed, at bestikke de stedlige magthavere i en periode i kirkens historie, hvor man endnu ikke var magtfuld nok til at torturere og afbrænde sine modstandere, men måske snarere risikerede selv at lide døden på bålet for verdslige mag-ters hånd.

For det andet: Hvis det bedste man kan sige om sin egen trosform er at den ikke hverken har eller bør have nogen indflydelse på den virkelige verdens anliggender, og at det således er bedst at den holder sig på afstand af verdslighedens timelige skinspørgsmål … hvorfor så i det hele taget beskæftige sig med en sådan religion? Hvilken retfærdiggørelse har den i givet fald som samfundsinstitution? Hvis den virkelig var så god og eviggyldig og virkelig indeholdt så megen sandhed og visdom og tilmed var så ærkedansk og udgjorde så stor en del af vores identitet og kulturarv, som man ved andre lejligheder jo ikke holder sig tilbage for at hævde, så skulle det vel netop forholde sig lige omvendt: At jo mere en sådan religi-ons læresætninger blev udbredte og fandt anvendelse i samfundet, desto bedre skulle lan-det vel i så fald udvikle sig og begunstiges og velsignes af alle troens dybsindige fortræffe-ligheder og al dens almenmenneskelige relevans. Og hvis det er en fordel halvvejs at lade hånt om dens læresætninger og dogmatik, ville så ikke en fuldkommen bortkastelse af hele religionen være endnu bedre? Men nej. Igen og igen hører vi fra præsterne at det helt sær-lig fortjenstfulde og fortrinlige ved protestantisk kristendom er dens ringe indvirkning på samfundet. Hvilket åbenlyst er en løgn, siden der er tale om en skatteyderfinansieret stats-kirke, der har politisk og samfundsmæssig indflydelse. Nogle gange endda af gunstig slags.

Løgnen om at det kristne præsteskab så uegennyttigt ‘giver kejseren hvad kejserens er og jahve hvad jahves er’ i en moralsk selvpålagt og ydmyg magtafgivelse for samfundets skyld, er ikke bare ulideligt trættende sofisteri og betegnende for en tænkemåde gennemsyret af århundreders selvindbildte og stædigt fastholdte mirakel-tro, på det man dybest set godt ved ikke findes. —Den er tillige slet og ret uredelig. Det være mod bedre vidende at den fremføres. Hvis ikke, skulle præsterne der bringer postulatet til torvs nødvendigvis være fuldkommen uvidende om deres egen kirkes historiske, såvel som nutidige magt.

Denne magt er nu lykkeligvis aftagende på vore breddegrader, og har vel været for nedad-gående i omtrent et århundrede. Kirkens (og de andre abrahamitiske trossamfunds) inter-nationale generalieblad giver dog anledning til en velbegrundet skepsis og mistroiskhed, når det drejer sig om troværdigheden af præsters udtalelser om eget påståede fravær af politiske magtbestræbelser og deslige. Således er det svært helt at gøre sig fri af mistanken om, at forekomsten af slige udtalelser (og disses sandhedsværdi) jævnt hen følger kirkens over tid skiftende muligheder for fysisk og politisk magtudøvelse i jahves navn, og altså afhænger mere af ydre faktorer, såsom i hvilken udstrækning det til enhver tid omgivende værtssamfund finder sig i præsteskabets totalitære voldsfremfærd, end af nogen oprigtig indre kirkelig tilskyndelse til from magtopgivelse.

Dette er en regel der selvsagt ikke alene gælder for kristendommen, men er karakteristisk for alle de totalitære (abrahamitiske) verdensreligioner. Bekendt og betegnende for fæno-menet er de muhamedanske imamers fuldkommen forudsigelige mønster af forholdsvis fredsommelig og diplomatisk tale, så længe disse repræsenterer et beskedent mindretal af muslimer og derfor besidder ringe eller slet ingen politisk indflydelse i et givet område, sammenlignet med udtalelserne, som snart antager krav-, trussels- og dekretform i lige-frem proportionalitet med moskégængernes voksende antal.

Katolikker mener ikke overraskende at de repræsenterer den sande kristne lære og at det er protestanterne der er kætterne. Vi behøver ikke her i detaljen udpensle de for den hvide race så katastrofale følgevirkninger af de stadigt pågående intra-europæiske religionskrige, som udspaltningen i katolikker og lutheranere på så ulykkelig vis har ført til.

Når alt kommer til alt er der, uanset kristenhedens utallige sekteriske opdelinger, dog ty-deligvis tale om den samme religion, blot i forskellige fremtoninger og som regel stærkt farvet af den stedlige befolknings racemæssige egenskaber. Samme forlorne præsteløfter om frelse og hinsides belønninger ved usynlige himmelske magters mellemkomst. Samme mysticisme, der ikke i grunden adskiller sig fra negrenes voodoo-ritualer i Haïti og Vest-afrika. Samme mirakeltro. Samme selvhypnotiserende overbevisning om at engle i himlen lytter til og besvarer den troendes bønner med livsændrende indgriben. Samme fantastis-ke vidnesbyrd om at kunne ‘se’ ting for sig, der beviseligt ikke findes. Samme besynderlige ansvarsopløsende mulighed for mistænkeligt letkøbte og øjeblikkelige syndsforladelse. Samme absurde genbrugte jøde-skrøner fra mellemøsten. Samme uendelige muligheder for tolkning og udlægning af evangeliet på enhver tænkelig måde og i enhver tænkelig retning efter præstens eller den troendes eget forgodtbefindende.

En hovedopgave for den racebevidste nationale modstand ligger i at forhindre integration af fremmede folkeslag i folkelegemet. Det er uden tvivl en kendt sag for Hammersmedens velunderrettede læsere at netop integrationen af racefremmede udgør et særdeles vigtigt globalkapitalistisk værktøj til social kontrol (gennem nedbrydelse af samfundets etnokul-turelle solidaritet), til finansiglers løntrykkeri og til de fædrelandsløse teknokraters almin-delige selvberigende samfundshersen.

Her støder vi igen på et alvorligt problem med kristendommen. Fordi kristendommen er så udpræget universalistisk og internationalistisk en trosform som tilfældet er, kommer kristne ofte (uforvarende?) til at hjælpe verdensstats-plutokraterne med deres evindelige folkemorderiske integrationsrænker. I denne forbindelse er det såre uheldigt at bevidne hvordan de bløde indvandringsmodstandere i kredsen omkring DF, NB osv. stadig taler om eksempelvis sprogkrav til perker- og negerkolonisatorerne.

Set fra det racebevidste nationale synspunkt bør det være lige omvendt: det er således at foretrække at racefremmede indvandrere til enhver tid fremstår så fremmedartede som overhovedet muligt.

Jo bedre dansk araber-negrene taler; jo mere vestlig tøjstil de optræder i; jo flere danske normer og skikke de lærer sig, desto lettere vil gennemsnitsdanskeren tåle deres tilstede-værelse; desto hurtigere og mere ubekymret vil teenagepigers intetanende forældre være tilbøjelige til at acceptere perkere som svigersønner og desto sværere bliver de, i det hele taget, at komme af med. En rimelig racebevidst national politik til bekæmpelse af den så livsfarlige integration kunne for eksempel være, at forbyde alle racefremmede (asylansø-gere til en start) at benytte det danske sprog og gå i vestligt tøj.*

*at de skal have mulighed for at tage kørekort, føre motorkøretøjer i trafikken og etablere racefremmede storfamilier på dansk grund er ligeledes fuldkommen uantageligt.

Denne grund-iagttagelse angående integrationens helt særlige farlighed for folkelegemets overlevelse gælder selvsagt også på religionens område. Selvfølgelig er ingen indvandring (hverken af kultur- eller racefremmede) at foretrække, og et totalophør af tredjeverdens-immigration må udgøre et alment anerkendt delmål for indvandringsmodstand på tværs af strategier og verdensanskuelser.

Men for de adskillige hundredetusinder af race- og kulturfremmede der befinder sig her i dag (det sande tal overstiger efter denne forfatters vurdering allerede en million) bør man måske stille sig spørgsmålet om det ikke i virkeligheden var ‘bedre’ (mindre skadeligt) om disse tilhørte en religion, der var så fremmedartet og så uintegrerbar som muligt, fremfor en trosform der ‘passer ind’ og som værtsbefolkningen anser som ufarlig. Her tager islam, den fælles-abrahamitiske arv til trods, alligevel førstepræmien i disciplinen uintegrerbar-hed af de to genbrugs-abrahamitiske hovedforgreninger.**

**den oprindelige abrahamisme, jødedommen, er af flere grunde i en kategori for sig. I denne sammenhæng mest fordi jødernes erfaring og evner udi krypsis (uopdaget fjendtlig infiltrering) er hhv. længere og bedre opøvet end muslimernes. Desuden har jøderne over deres århundreder lange tilstedeværelse i Europa i en vis udstrækning indoptaget europæisk arvemateriale. Alt i alt egenskaber der gør jøderne til vores næstfarligste fjende. Den farligste af alle er raceforræderne.

Lad os for sagsfremstillingens skyld nu antage at samtlige muhamedanske perkere blev kristne fra i morgen tidlig. Dette er et tankeeksperiment. Lad os altså forestille os at alle muslimer befindende sig her til lands, fra det ene øjeblik til det andet, vitterligt antog den kristne tro. Ikke pro forma eller som et af de svindelnumre à la marrano (læs ovenfor) de allerede benytter sig af i uerkendt antal. I vort tankeeksperiment bibeholder de alle deres forskellige racefremmede egenskaber, men er nu altså blot oprigtigt overbeviste kristne.

Ville dette hypotetiske forhold være til fordel eller til ulempe for Danmark?

Fra det racebevidste synspunkt er svaret klart: der ville være tale om en endog særdeles forværret situation. Af samme årsager som i de ovenfor nævnte eksempler (sprogkund-skaber, tøj, skikke osv.) ville selvsagt også fremmedelementers forøgede religiøse tilpas-ningsevne (‘integrerbarhed’) føre til en almindelig sænket modvilje og formindsket agt-pågivenhed hos den i forvejen så rekord-troskyldige og tolerance-feminiserede kultur-kristne dansker. Enhver tilpasning racefremmede indtrængere og værtsfolk imellem, vil hos den medie-trænede gennemsnitsborger altid bidrage til en forøget og tilsyneladende uopslideligt langmodig velvilje til, for integrationens og de politiske korrekte flosklers skyld, at ville tåle og bære over med de flinke, velintegrerede og succesfulde nydanskere, der jo … “ka’ wær’ lisså go’e som os andre … de har bår’ en anden hu’farve, det’ det hel’ … Wi ska’ ikk’ dømm’ nogen, så’n har jejsus lært os i æ’ kirk’”.

Raceblandingen ville i vores tankeeksperiment snart stige eksplosivt og den allerede frem-skredne bastardisering af det danske folkelegeme gribe om sig i en (endnu mere) uhyggelig grad. Heraf kan vi udlede at visse af kristendommens mest nationalt skadevoldende egen-skaber ikke så meget alene beror på dens oprindelige fremmedartethed, som på dens race-fornægtende universalisme. Herunder måske mest af alt på vekselvirkningen imellem, på den ene side, dens egen, i befolkningens øjne tilforladelige, indpasningsevne i værts-samfundet og, på den anden side, dens bundløse evne til igen at indpasse racefremmede af enhver slags i sig.*

*perkerbesættelsen af Brorson-kirken i 2009 er blot ét blandt utallige betegnende tilfælde, hvor samme uhyggelige fænomen har udspillet sig, herhjemme såvel som i udlandet.

Vi ønsker Danmark og Europa renset for racefremmede snyltere af enhver slags. De her anførte eksempler skal således ikke forstås som noget ønske om midlertidigt forøget mu-hamedansk indvandring af strategiske grunde. Noget sådant ville være såre uansvarligt, massebelejringens fremskredne stade taget i betragtning.

Vi kan imidlertid bruge eksemplerne til anskueliggørelse af hvor farlig integrationen af såkaldte ‘tilpasningsparate’ racefremmede er i forhold til nærmest alle andre former for masseindvandring. Måske lige undtaget de tilfælde hvor racefremmed masseindvandring ledsages af byldepestepidemier og anvendelse af taktiske atomvåben, er såkaldt vellykket integration sandsynligvis den farligste og mest dødbringende af alle former for moderne demografisk krigsførelse.

uddannelsesområdet er konstruerede tankeeksperimenter næppe nødvendige til begribelse af problemets alvor. Brudstykkevis lytning til blot et enkelt interview i folkeforrædermedierne med en af de konstant nyudklækkede og skatteyderbekostede perker-jurister eller perker-læger, bør være rigeligt til at forstå det bagvedliggende mønster. Integreret politi og forsvar er ikke just mindre urovækkende.

 

Den yderst velintegrerede perker-advokat Erbil Kaya synes, til alles for-bløffelse, at vi skal holde op med at dæmonisere perkere på tålt ophold [snøfte-snøft]. –For så kan vi jo ikke resocialisere dem…

 

 

I alle sådanne tilfælde udgør kristendommen, i dens nuværende kulturkristne såvel som bekendende form, en abrahamitisk sikkerhedsbrist; en verdensreligionens ormstukne bagdør til bedsteborgerlig accept af de racefremmedes indtog. Tidsforskudt ser man altså samme fænomen udspille sig i vore dage, som også udspillede sig i antikken og i den tid-lige middelalder. I sen-antikken var det jøderne der, som kryptisk fortrop i visse græske bystater og omkring Roms havnebyer, bragte kristendommens (og senere, som marranos, muhamedanismens) semitiske racefæller med sig indenfor. I moderne tid har det været jøderne, gennem deres uforholdsmæssigt indflydelsesrige stillinger i medie- og uddannel-sesapparat, og de kristnede (demoraliserede og identitetsforvirrede) vesterlændinge selv, der sammen åbnede Europas porte for racefremmed masseindvandring, og dermed også inviterede den abrahamitiske tredjebølge, islam, indenfor. I dag ser man hvorledes alle tre grene af abrahamismen, med ganske få kristne afvigere som undtagelse, hver især ar-bejder for at bringe mere og mere racefremmed indvandring til Europa og Nordamerika.

For jøderne: i bestræbelserne på at tilvejebringe racemæssig og kulturel forvirring (den bekendte ‘mangfoldighed’) i værtssamfundene, dels til sløring af deres egen tilstedevæ-relse og etnokulturelle interessevaretagelse i en svækket og travlt beskæftiget, afledt værtsbefolknings øjne, dels til optimering af profitmuligheder (billig, fleksibel arbejds-kraft; lav solidaritet blandt arbejdsstyrkens etnokulturelt sammenbragte daglejere samt ringere agtpågivenhed overfor svindelforetagender i det hele taget hos en tiltagende bastardiseret og kulturløs befolkning).

For de kristne: i håbet om at andre ikke skal tænke slemme tanker om dem og at jesus vil stige ned fra himlen og frelse dem, når han ser på hvor anstændig og gudsfrygtig en måde de har ofret deres egen efterslægts fremtid for at hjælpe uvedkommende racefremmede.

For muslimerne: i bestræbelsen på at udbygge deres bosættelser og dermed øge deres demografiske tyngde i værtslandene.

Hvis vi imidlertid anskuer problemet (risikoen og fortilfældene for racefremmed, hoved-sagelig abrahamitisk infiltration gennem kristne kirker [og kristne hjerner]) ud fra et rent nyttemoralsk hensyn til den samlede danske indvandringsmodstand i bredeste forstand (lad os sige fra DF og udad), så kan folkekirken og andre kristne fællesskaber, alle denne artikels kritikpunkter til trods, utvivlsomt stadig for en betragtelig gruppe nutidsdanskere spille en vis gavnlig rolle som socialt samlingssted og som en slags støttende livsramme, med dens hyggelige småborger-ritualer osv. Kirken har efterhånden nydt statsinstitutiona-liserede privilegier så længe, at mange simpelthen er blevet tilvænnet dens tilstedeværelse og derfor næppe ænser de semitiske islæt som virker så iøjnefaldende, så frastødende og så foruroligende på os andre.

Indvandringsmodstanden kommer heldigvis til udtryk på mere end én måde. Der findes utvivlsomt flere forkellige erkendelses-stader og med sikkerhed flere forskellige veje ad hvilke fædrelandskærlige danskere, efter bedste evne og med hver deres forskellige sinde-lag og forudsætninger, vil søge at modsætte sig invasionen og redde det danske folk fra masseindvandringens vanskæbne, på den måde man hver især finder mest hensigtsmæs-sig. Hvis grupper af konservative kristne fædrelandsvenner har held til at begrænse inva-sionen af racefremmede muhamedanere på deres måde … så skal der herfra kun lyde et oprigtigt ment hedensk “tillykke og fortsat god vind med opgaven også i fremtiden”. Især hvis man samtidig modsætter sig homodagsordnen og de mange andre former for global-teknokratisk famileødelæggelse.

Som allerede nævnt er kristendommen sikkert passende som trosform for et antal mo-derne vesterlændinge med svækket kultur- og racebevidsthed. Heller ikke skal det herfra benægtes at europæisk tankegods i en vis begrænset udstrækning har smittet af på noget af kristendommens dansk-lutheranske afart (Grundtvig; Tidehverv som eksempler).

En gensidig tilnærmelse har således utvivlsomt fundet sted.

Problemet er stadig det ikke helt ubetydelige, at kristendommens lære, selvom den godt nok er bygget på sand ikke er sand.  

Historiens løb kan næppe rulles tilbage; skaden skete i højmiddelalderen; store dele af befolkningen er ulykkeligvis blevet åndsforkvaklet til raceblind abrahamitisk universa-lisme og forsøg på at overtale eller tvinge disse lunkne racefornægtere til afsværgelse af deres tro, vil være aldeles omsonst tidsspilde. De vil jo stadig herefter være racefornæg-tere, hvilket deres langmodige tålsomhed over for kristendommens grotesk filosemitiske (semitomane) fremmedartethed med al ønskelig tydelighed har ladt os forstå.

Hvilket halmstrå af anden raceforræderisk dogmatik de, berøvet deres kristentro, ville gribe ud efter til erstatning for bjergprædikenens velbehagelige ansvarsforflygtigelse, er ikke til at vide. Kulturmarxismens fædrelandsløse holdningsbearbejdere står som bekendt klar døgnet rundt med elektronisk perfektionerede NLP-varianter af tillokkende folkefor-ræderi, forklædt som trendy fremskridtsånd og rummelig menneskekærlighed. Det må be-frygtes at mange nyligt afkristnede racefornægtere ville være tilbøjelige til inden længe at søge trøst i kristendomslignende verdenforklaringer, til lindring af deres blotlagte bonde-anger.

Og så er vi jo i bedste fald lige vidt. Måske det er ‘bedst’ (mindst ringe) derfor at lade fler-tallet af vanekristne forblive i deres tro, som måske nok er baseret på absurde løgne og på racefremmede folkeslags nationalmyter, men som dog giver genpuljen i bredeste forstand en vis beskyttelse mod global-teknokraternes mest aggressive kønsudjævnings- og usæde-lighedspropaganda.

Vi er med andre ord kun interesserede i den der kan tænke selv; er i stand til at frigøre sig selv fra de kristen-abrahamitiske spindeltråde og som enten opsøger os af egen drift eller udfører sit fædrelandsnyttige arbejde egenhændigt.

Man må som bekymret nationalsindet folkefælle, foruden de allerede opridsede historiske og teologiske betragtninger over problemet med den abrahamitiske kristendom, vel stille sig selv det simple og uafrystelige overordnede spørgsmål, om en religion der lærer sine tilhængere at vende den anden kind til; ikke at bekymre sig for morgendagen og ligefrem anbefaler kærlighed til fjenden(!) virkelig er formålstjenlig som identitets-forankring for en seriøs etnonational modstandsbevægelse under demografiske og politiske forhold, hvor vi kun kan forvente forøget racefremmed massebelejring og folkeforræderiske landssviger-profitørers fortsatte institutionalisering heraf, så langt øjet rækker.

Verdenshistorien giver svaret. Iagttagelse af de kristnes ulykkelige skæbne i mellemøsten alene bør være nok til at udrydde den sidste rest af tvivl man som racebevidst fædrelands-ven måtte nære desangående.

Vi udgør en ubrydelig kerne af Asatro hedensk og filosofisk ateistisk national modstand der ikke tager til takke med mellemøstlige tredjehånds-ørkensagn, blot fordi de har været i omløb et par århundreder og giver mulighed for småborgerligt hyggefælleskab i kirken.

Dybden af vort rodfæste i dansk-germansk jord er til sammenligning med de kristnes egens over for græssets.

Odin er danernes sande og ubønhørlige gud. Han findes ikke i bøger og teologiske stu-dier, men i vort vindblæste landskab, i ravnenes kald, i det sortladne hav og i slægternes ubrudte kæde fra Istiden til dette øjeblik og videre ind i den eneste hinsides verden der findes: fremtidens evigt dæmrende mulm.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

GLÆDELIG JUL TIL ALLE RACE- OG ASATRO FOLKEFÆLLER [opdateret 2.01]

 

Kristendommen (inklusive kulturkristendommen) er kulturmarxismens, naturfremmed-gørelsens, racefornægtelsens og den etnokulturelle selvafsværgelses første forudsætning.

Kristendom er formaliseret internationalisme; institutionaliseret raceforræderi.

På paradoksal vis udgør netop kristendommen, denne aflagte og forlorne jødetro, i mange papirlovspatrioters øjne, i dag en slags nationalt bolværk mod samme tros indbyggede internationalisme og mod samme tros dogmatisk raceblinde sværmeri for det fremmede; for det levantinske.

Denne begrædelige misforståelse vidner mere end noget andet om graden af åndelig og etnokulturel forvirring blandt europæere. Når kristne europæere således bekender sig til deres besynderlige genbrugs-abrahamitiske slavetro … tilbeder de nemlig i virkeligheden jøderne. Et psykologisk-historisk fænomen der mildest talt er bemærkelsesværdigt: Millioner (ja, milliarder, hvis man medregner hovedparten af de kristne, nemlig den ikke-hvide slags) af kristent troende, overalt på kloden, hengiver sig uge efter uge til højstemt tilbedelse af et særligt udvalgt folk, til lovsang af dets patriarker og påtager sig på en nærmest ufattelig forloren, selvbedragerisk, selvfornægtende og til tider selvfornedrende måde … dette semitiske folks hele identitet og nationale skæbne(!).

Det skal her retfærdigvis medgives at kristne som regel afviser og forkaster modernitetens værste former for homo- og usædelighedspropaganda (der findes imidlertid betydelige undtagelser, også fra denne regel). En sådan modstand har blot intet i grunden med den kristne lære at gøre, men repræsenterer snarere et mindstemål af fornuft, som ethvert tænkende menneske med bare en rest af selvopholdelsesdrift i behold, af egen drift, bør kunne iagttage uden statslig præstevejledning. 

 
Tilfældige kirkehandlinger, som herover fra Avedøre, emmer af jødedom og gammeltes-tamentlig sprogbrug. Det jødiske folks tvivlsomme heltesagn og særprægede nationale mytologi fremdrages igen og igen som topmålet af åndelighed og visdom. Salmernes tekster lovpriser kanonisk, og til henførende orgelakkompagnement, israels patriarker, israels nationalhelte og israels sagnkonger —ikke danske, nordiske eller blot europæiske sådanne. Disse beskæmmende og symbolsk ladede folkeforræderritualer udgør altså selve religionens liturgiske kerne. Alle biblens sagn foregår … i mellemøsten. Uden undtagelse! Man vil fra kristen side her måske hævde at disse mellemøstlige ørkenskrøner er almen-gyldige eller kan virke som metaforer for vor nutidige livsmåde i Danmark.

Men … kan almengyldige sagn fra den mellemøstlige kulturkreds virkelig give mening som et særligt værdifuldt dansk-nationalt livsanskuelsesmæssigt grundlag? Der er vel så mange myter og historier der med lige så stor ret også kan tolkes og udlægges som noget, vi kan “forholde os til” i en “dansk kontekst”. Tegneserier, hollywoodfilm, Netflix-serier, favoritfodbold-klubbens glorværdige bedrifter i champions league eller de største multi-nationale virksomheders ‘branding-strategier’ er vel lige så almengyldige og relevante for en nutidsdansker som abrahamitiske ørkensagn er det … især hvis man får lov at tolke og tyde dem lige så frit, ukritisk og fantasifuldt som danske lutheranerpræster rutinemæssigt overfortolker og pynter på bibelfortællingerne for at få dem til at give mening for deres kulturmarxistisk indoktrinerede sognebørn.

Ud over at man gennem århundreder har vænnet sig til, at hellighed, gudsbevidsthed og åndelighed som en selvfølge har noget med israel og moses og david og jakob og jesus og jerusalem at gøre … hvilken logisk grund er der så til at nordisk-germanske danskere skulle identificere sig netop med det jødiske folks skæbne, i en grad så man ligefrem stimler sammen for at lovsynge dets stammeguder og sagnkonger?

Kristendommen er en i princippet lige så fremmedartet kulturform som islam er det. Blot har kristendommen været her længere. Begge missionerende verdensreligioner udsprin-ger som bekendt direkte af jødedommen, en kendsgerning hverken præster eller imamer heller undlader, ved enhver given lejlighed, at gøre opmærksom på. 

 
Når enkelte kristne afvigergrupper, såsom kredsen tilknyttet Tidehverv, udviser national ansvarlighed på trods af deres bibelske påbud om det modsatte, skal der selvfølgelig ikke herfra lægges dem hindringer i vejen. Det er kun prisværdigt at man hos sådanne kristne hæretikere sætter fædrelandet og folkefællesskabet før den fremmede, universalistiske jødetro. Den indviklede teologiske eksegese der lægger bag øvelsen synes dog at være en unødvendig mellemregning. Hvorfor insistere på den trælsomme spirituelle omvej forbi mellemøsten? Hvorfor ikke i stedet besinde sig fuldt og helt på oprigtig europæisk kultur? Man kunne vel spare en hel del ørkesløs sofisteri-krumspring derved.

At der findes fornuftige kristne kættere der heldigvis vælger at se stort på deres abraha-mitiske religions doktrinære universalisme ændrer dog ikke på, at kristendommen ved-bliver at være en fremmedartet mellemøstlig religion, der, på det lange sigt, kun yderli-gere kan medvirke til gradvist at undergrave og forkvakle den biologisk bestemte, etno-kulturelle identitet som i virkeligheden, er den vigtigste og mest livsnødvendige grund-forudsætning for det danske folks overlevelse.

Det turde være selvindlysende at det, i både kulturel og åndelig forstand, er uholdbart at grunde sin kerneidentitet på et fremmed folks nationale myter.

At kalde et sådant fænomen for national skizofreni (personlighedsspaltning) er desværre ingen overdrivelse. 

 
Forestillingen om det hellige; det værdifulde; det betydningsfulde som noget der findes i fjerne lande; noget vi her i det mørke norden kun er forundt når det kommer hertil sydfra. Denne særegent kristne, karakteristisk xenomane tankegang om nordisk tilbageståenhed og værdiløshed stillet over for dens polære modsætning: sydlandsk-orientalsk civiliserende herlighed, denne forestilling har over de seneste par århundreder umærkeligt udviklet sig; skiftet ham for nu at træde frem i en allestedsnærværende, fuldt ud sekulær-videnskabelig udgave, side om side med den ældre, stadig bestående, oprindelige religiøse doktrin, men med samme grundbudskab.

—Vi er jo alle etiopiere, ikke sandt? Vi kommer alle fra Afrika: det siger videnskaben. Og al kultur; landbrug, smedekunst, vævning og skriftsprog og arkitektur og astronomi og … ja, alle opfindelser; al menneskelig fremskridt og udvikling … kommer selvfølgelig sydfra; og mere specifikt: fra mellemøsten. Det ved man bare. Det siger eksperterne.

Sikke et sjovt tilfælde at alle de videnskabelige ‘opdagelser’ der bekræfter og understøtter dette særprægede sekulær-abrahamitiske kulturbillede, inden for arkæologi, etnologi og antropologi, synes at falde sammen med jøders gradvise indtrængen på og overtagelse af de vestlige universiteter. Sikke et tilfældigt tilfældigheds-tilfælde at det gængse kultur-historiske verdenssyn som enhver vestlig skoleelev kan aflire udenad i søvne om ‘frugtbare halvmåner’ og almindelig orientalsk-sydlandsk kulturoverlegenhed … lader os forstå, at det var fra området netop omkring israel, at al kultur og udvikling synes at have udstrålet for sidenhen at have begunstiget alle andre med dens civiliserende gaver.

Tidligere tiders lærde ortodoksi omhandlende germanske og andre europæiske folkeslags vandringer fra nord mod sydøst, medbringende sig ariske kulturformer så langt som til Afghanistan og Indien, er på forunderlig vis ligesom gledet ud af vores fællesbevidsthed, i takt med at kosmopolitiske jøder har tiltaget sig mere og mere akademisk, mediemæssig og omverdensfortolkende magt i Vestens samfundsinstitutioner.

Måske den middelalderlige dogmatisk-kristne lære ikke længere helt slog til, når det gjaldt opretholdelsen af diskursen om sydlandsk-orientalsk (jødisk) kulturoverlegenhed. Måske det var blevet nødvendigt at opdatere den lidt, i videnskabelig-sekulær retning, så også de moderne vesterlændinge, der efterhånden havde afkastet sig den bogstavtro slavereligions åg kunne fastholdes i forestillingen om egen kulturel forarmelse og om det udefrakom-mendes; det fremmedes; det semitiskes selvfølgelige kulturberigende ønskværdighed.

Kulturkristendom er stadig kristendom. I virkeligheden bare en mere virksom, tilpasset form for kristendom. Dens hovedstyrke ligger i at tilhængerne deraf som oftest ikke selv forstår, at de i grunden er lige så kristne som deres ligesindede blandt de bekendende, salmeafsyngende kirkegængere.

For de religiøst-doktrinære kristne er ‘det udvalgte folk’, i overensstemmelse med deres hellige skrift, et fremmed; israels, folk og ‘den hellige stad’ selvfølgelig dette semitiske folks mellemøstlige hovedstad, jerusalem. For de verdsliggjorte kulturkristne retter op-mærksomheden sig på tilsvarende vis altid mod fremmede folks hensyn og behov. Det være sig jødernes nære slægtninge, palæstinenserne, negrene under det sydafrikanske apartheid eller noget helt tredje, alt efter hvor systemmedierne og NGOerne i en given periode har rettet søgelyset.

Hadet til selvet og til egen familie samt kærligheden til fjenden og til det fremmede går igen i begge fremtrædelsesformer, og er udtryk for samme type af åndsforkrøbling. Kan man forestille sig noget mere ærkekristent end selverklærede ateistiske venligboere og bedsteforældre for asyl?

 

“Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel.” –Lukas 14:26

 

Den evige dårlige samvittighed over personligt begået eller nedarvet synd; den falske imødekommenhed over for alt fremmed; den sygelige forhåndsaccept af hvad-som-helst; forsagelsen af egne interesser, den skyldtyngede afbigt og den etniske selvafsværgelse for verdensfrelsens skyld; eskatologien: tungsindet over den forestående jordens undergang, der kun kan afværges ved endnu mere askese og endnu mere racemæssig selvfornægtelse. Frelsen fra undergangen der alene kan opnås gennem selvopofrelse for alverdens skyld.

De kulturkristnes moderne dommedagsforestilling er … klimaforandringerne. Her ser man tydeligst tvangstankerne om den yderste dag gentage sig, blot i nutidig klædedragt: Jordens truende undergang som præsteskabet i templet (de videnskabelige eksperter hos IPCCs klimapanel) har bebudet og som ‘vi’ (de slemme og onde europæere) bærer skylden for gennem klimasynden [sic]. –En syndighed som skam også findes i arve-syndig ud-gave: nemlig den kollektive klimasynd; synden som vore slemme racistiske forfædre har bebyrdet jordens spraglede, evigt sympatisk smilende-dansende-syngende folkeslag med, og som klimaaktivisterne (de sidste dages hellige) nu brødebetynget må påtage sig ansvaret for og undskylde, på den hvide mands vegne, over for en retfærdigt dømmende omverden af uskyldsrene ikke-hvide ofre. 

 
N.B.: Denne artikel skal ikke ses som noget forsøg på at omvende kristne, hverken af den verdslige kulturkristne eller den bekendende religiøse slags, til Asatroen eller til andre former for opbyggelig racebevidsthed. En sådan opgave er umulig.

Bedste hedenske julehilsner til alle oprigtigt nationalsindede (racetro) folkefæller.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

SELV-INTOLERANCENS GRAMMATIK [JONATHAN BOWDEN] | NY TREND: HØJTUDDANNEDE OG SYGELIGT MORALISTISKE [PATOLOGISK ALTRUISTISKE] VESTLIGE KVINDER, PLAGEDE AF MEDIE-INDPRENTET SELVHAD, STATSINDOKTRINERET RACEBLINDHED OG KULTURKRISTNE SKYLDSNEUROSER REDDER VERDEN VED AT SELVSTERILISERE. RACEHYGIEJNE ER HÅRDT TILTRÆNGT, SÅ HVIS TENDENSEN BEGRÆNSER SIG TIL AT DE VÆRST RAMTE ZOMBIE-FEMINISTER SKAFFER SIG SELV AF VEJEN SKAL VI IKKE KLAGE. PROBLEMET ER AT ZOGINTERN SØGER AT UDBREDE TRENDEN TIL ALLE HVIDE KVINDER, OG IKKE KUN DE I FORVEJEN SINDSSYGE, SOM JO DYBEST SET KUN GØR OS EN EUGENISK TJENESTE VED SÅ FROMT OG IVRIGT AT GÅ I DEMOGRAFIGRAVEN [2.03]

 
Selv-intolerancens grammatik er i hovedsagen frankfurterskolens og kulturmarxismens grammatik (sprogbrug). Jonathan Bowden forklarer på udmærket og kortfattet vis hvor-ledes kulturmarxisternes sprogforgiftning og institutionaliserede massehjernevask har lammet vesteuropæeres tænkeevne og forkvaklet deres selvbevidsthed i en grad, så selve den personlige biologiske selvopholdelsesdrift hos gennem-indoktrinerede (velafrettede) lemminger i dag, per betinget refleks, betragtes som noget mistænkeligt og frastødende og slemt og racistisk og … uanstændigt.

En så alvorlig form for sindssyge er historisk særegen for vesterlændinge under det jødisk-globalkapitalistiske (kulturmarxistiske) herredømme, der har rådet siden 1945.

Tolerancen og forståelsen for alverdens fremmede folkefærd udstrækkes hos de frank-furter-demoraliserede vesterlændinge til det uendelige, indbefattende hos de grundigst indoktrinerede (i krydsfeltet akademikere-medieludere-kristne-homoseksuelle) åbenbart også voldtægter og sågar lystmord begået af alverdens racefremmede kolonisatorer her i Vesteuropa.

Samtidig indskrænkes tolerancen og forståelsen for deres egen race og kultur, for deres egne folkefæller, ja selv for deres egen familie, tilsvarende, i stik modsat retning, indtil selvafsværgelsens sadomasochisme og selvhadets skylds-spasmer bliver så voldsomme og så vedholdende at kun selvsteriliseringen (se nedenfor) eller det egentlige selvmord kan udfri emnet fra den kollektive skylds ubærlige fantomsmerter.

Fænomenet udspiller sig, i mere eller mindre tydelige fremtrædelsesformer, overalt i samfundet. Nøglebegrebet til afkodning heraf er … racebevidsthed.

Tærsklen for redelig selvbesindelse (hos den enkelte folkefælle) og ægte etnokulturel fri-gørelse (for de europæiske folkeslag) går således ved erkendelsen af menneskeracernes forskellighed og vigtighed. Så længe racisme-tabuiseringen virker og dette uforanderlige biologiske vilkår derved fornægtes, lige så længe kan også adfærdsstyringen og demora-liseringen af de fra globalplutokratisk hold programmerede og (selv)bedragne lemminger fortsætte uhindret og planmæssigt. Et racefornægtende menneske er et i grunden forvir-ret og derfor manipulerbart menneske.

Ikke alle er lige hårdt ramt, naturligvis, men i kølvandet på Første og Anden Verdenskrigs for europæerne så katastrofale fælles-traumer, er kulturmarxismens racefornægtende sjæ-legift trængt dybt ind i europæisk selvforståelse, også blandt såkaldte ‘patrioter’ og ‘natio-nalkonservative’. Dens kulturødelæggende indflydelse er uden historisk sidestykke og kan i dødbringerevne alene henregnes til gruppen hvortil også atomvåbnene hører.

 
Dagbladet information, september 2018. Endnu en forvirret, demoraliseret og etno-kulturelt fremmedgjort dansk kvinde har steriliseret sig selv(!) — i dette tilfælde for verdens og klimaets skyld:

 
Kællingen har selvfølgelig ret i at ikke alle mennesker burde (have lov til at) sætte børn i verden. Hun nævner selv at hun har en arvelig sygdom, og hvis dette eugeniske hensyn var hovedårsag til selvsteriliseringen kunne hendes ‘valg’ jo udmærket være både etisk og arvehygiejnemæssigt forsvarligt.

Men hun nøjes ikke med at træffe sit eget private og/eller etiske valg. Nej, hun benytter lejligheden til at fremme en i forvejen allestedsnærværende, institutionsbåren og medie-hjulpen dagsorden og viderebringer i denne forbindelse en række særdeles tvivlsomme, blandt akademikere og medieludere vidt udbredte, dogme-lignende tvangsforestillinger om alle nulevende hvide menneskers kollektive skyld for verdenshistoriens samlede ulykker (en slags arvesynd for de kulturkristne).

Hun er tydeligvis ikke tilfreds med at ‘træffe sit moralske valg’ (passivt at lade sig pro-grammere af globalteknokratisk nudging) alene, men føler sig kaldet til på en offentlig og demonstrativ måde at overtale og bevæge sine medborgere til at følge hende ind i det sonende og kollektive afbigts-selvmord.

Til dette afsindige formål genopgylper hun et standardiseret sammenkog af de i Vesten siden 1968 fremherskende akademiker-trends og tilskynder på dette overordentligt tvivl-somme teoretiske grundlag andre danskere, hendes medborgere og medmennesker(!), til også at afstå fra at få børn, ikke for at undgå nedarvning af sygdomme (som hendes alibi-argument lyder) eller lignende velbegrundede årsager, men fordi vi danskere (under én promille af jordens befolkning) antageligt er særligt slemme til ‘planetødelæggende ad-færd’ [sic] og ‘klima-synd’ og fordi vores ‘yderligere formering’ derfor ‘i globalt perspektiv’ og ‘for verden som helhed’ ikke er ‘nødvendigt for at den menneskelige race [sic] skal overleve’.

Svært at undgå mistanken om at hendes opfordringer i denne mildest talt drastisk livs-indgribende retning ikke så meget skyldes de mange verdensfrelsende moraliseringer hun gør sig så stor umage for at opregne til begrundelse, men snarere følger det velkendte mønster af projicering og psykose-deling, som kulturmarxisterne er så velbevandrede i.

Hun søger med andre ord at hendes omgivelser skal deltage i hendes egen psykose, således at den derved normaliseres og mildnes for hende selv. 

Men som nævnt i artiklens overskrift: Hvis legemligt og åndeligt forkrøblede akademiske typer som S. Madsen begynder at indse at de, som hun selv så brødebetynget (på egne eller andres vegne?) udtrykker det, ‘aldrig burde være blevet født’ og genpuljen således bedst er tjent med at deres upålidelige og folke(selv)morderiske slags forsvinder uden at efterlade sig biologisk efterslægt … så er det måske bedst sådan.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar