GODT NYT FOR ASATRO IAGTTAGERE AF NATURENS ORDEN: NYT TYSK–DANSK ULVEPAR FÅR MINDST 6 SUNDE HVALPE

Velkommen tilbage til Odins germanske kerneland ædle Gerik og Freki! Så mangler vi bare at Thors hævnende tordenkiler begynder at slå ned i nogle af de omkringliggende abraham-itiske giftsprederes, minkavleres og kalveopdrætteres synagoger/kirker/moskéer.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

FLERE VANVITTIGE OG PARANOIDE SAMMENSVÆRGELSES-TEORIER FRA ALAN WATT, HO-HO-HO. ALLE VED DA AT DET KRÆVER POLITISK LEDERSKAB, VISIONÆR TEKNOKRATISK NYTÆNKNING OG IKKE MINDST OFFERVILJE, OMSTILLINGS-PARATHED OG UFORBEHOLDEN TILLID TIL DE ANSVARLIGE MYNDIGHEDER FRA OS MENIGE SKATTEYDERE, HVIS VI VIL REDDE KLIMAET. SE BARE HVORDAN TEENAGEPIGERNE I FOLKESKOLEN OG GYMNASIERNE KRÆVER FORANDRING. —DET ER JO DERES GLOBALE FREMTID DET GÆLDER! [O]

Lyt selv her til hvordan gode bornholmske medborgere forstår at lade myndighederne styre deres private energiforbrug uden at gøre genstridigt vrøvl. Hvis man ikke har noget at skjule, kan man jo ikke have det mindste imod at staten i samarbejde med globale teknokrat-virksomheder totalovervåger ens familie fireogtyve timer i døgnet og kan skrue op og ned for varmen derhjemme mens de udfører adfærdspsykologiske eksperimenter på os. –Det er jo vores allesammens klima der er i fare! Og alle de videnskabelige eksperter er desuden enige… Kun hadske gammeltænkere og asociale afvigere kunne finde på at tænke ondsindede tankeforbryderiske tanker om den sag. De videnskabelige fakta kan selvfølgelig overhovedet ikke betvivles. Hør selv den autoritative professor i klimaforandringer og glaciologi, den ultra-videnskabelige Sebastian H. Mernild, modtager af DRs Rosenkjærpris 2018 og hovedforfatter på den kommende FN-klimarapport, fortælle os om de uimodsigelige og faktabaserede fakta:

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

DEN NATIONALREVOLUTIONÆRE FOLKEOPLYSNING FORT-SÆTTER HER PÅ SIDEN, PÅ ARCHIVE.ORG OG VIMEO.COM

^Materiale frit tilgængeligt til nedlastning og videreudbredelse i den gode sags tjeneste.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

GLÆDELIGT RACEBEVIDST SOMMERSOLHVERV TIL ALLE NORDISK-GERMANSKE FRITÆNKERE I HØJAGTELSE FOR NATURENS MAJESTÆT SAMT EVIGT UBRYDELIGE ORDEN

 

Lav et bål.

Duft til røgen.

Glo ud over havet.

Giv et blotoffer til Odin.

Påtænk verdensaltets dybde.

Husk på dine ariske anefædre.

Få mange nordisk-germanske sønner.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

EFTER FORVENTELIG YOUTUBE-CENSUR: FREMTIDIG VIDEO-OPLASTNING PÅ VIMEO

Det vigtigste folkeoplysningsmateriale fra den bortcensurerede youtubekanal vil så vidt muligt blive genetableret på Vimeo her.

Kampen for de hellige Fjorten Ord og Naturens Orden fortsætter selvsagt.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

RACEBEVIDST MASKINSTORM | ANARKO-PRIMITIVISME & RADIKAL CIVILISATIONSKRITIK SET FRA ET HEDENSK NATIONALREVOLUTIONÆRT SYNSPUNKT [opdateret]

Kampen mod det verdensomspændende teknofinansielle voldsherredømme fordrer at vi til stadighed opretholder vor uindskrænkede handle- og tankefrihed samt uforudsige-lighed over for fjenden.

Stivnet ideologisk skabelontænkning og fejlslagne, let gennemskuelige politiske organise-ringsmåder fra forrige århundrede står ikke mål med udfordringens omfang. Vore pro-gressivistiske dødsfjender er for længst rykket videre, har befæstet deres magtstillinger ved hjælp af systemets kerneinstitutioner og lader sig ikke holde tilbage af forældede ideolo-giske bånd.

Vi er oprørerne nu og uforsonlige fjender af det folkemorderiske globalplutokrati. Politisk reaktion er selvmorderisk så længe selve systemet er i fjendens hænder.

Der findes en talemåde på fransk der lyder: les extrêmes se touchent — ekstremerne (modsætningerne) mødes. Nærværende artikel påviser måske nok talemådens rigtighed idet de væsentlige berøringsflader mellem (visse former for) anarkisme på den ene side og det naturlovsgrundfæstede, racetro verdenssyn på den anden vil blive undersøgt i en ånd af oprigtig vilje til gensidig forståelse og afsøgning af muligt interessefællesskab, for så vidt som en sådan tilnærmelse kan medvirke til fuldbyrdelse af de hellige Fjorten Ord.

Men det betydningsbillede som benævnelsen ‘ekstrem’ hentyder til i vore dage, kan, uagtet det galliske fyndords gyldighed, hjælpe os til at afsløre falskheden ved det globalkapitalis-tiske samfund(s-fordærv) og afdække nogle af den postmoderne kulturforarmelses fald-gruber, såsom ikke mindst de erkendelsesmæssige vildfarelser og fejlfortolkninger som den tiltagende sproglige unøjagtighed — ja forvanskning — fører med sig.

Den gældende og alment udbredte forståelse af ordene ekstrem, ekstremisme og eks-tremist er således, i politisk forstand, noget i retning af en slem og irrationel (højre- eller venstreradikal) fanatiker, der, af ondsindet vrangvilje, modsætter sig fremskridtets selvindlysende logik og nægter at indordne sig under det herskende verdensplutokratis uangribeligt selvskrevne normer og love. Ordbogsdefinitionen er: ‘yderligtgående’, hvilket stemmer udmærket overens med den latinske etymologi (extremus = yderst).

Problemet er at samfundsperverteringen i vestlige lande siden 1918/1945 har efterladt definitionen af ordet ekstremisme på et sted, hvor den ikke længere giver nogen hverken logisk eller erfaringsmæssig mening. Ifølge den gængse forståelse er ekstremisten nemlig den der modsætter sig eksempelvis køns-udjævning; retten til skatteyderbetalt kunstig befrugtning for homoseksuelle par og enlige; videnskabelige autoriteters eksperimenter med gensplejsning af planter, dyr og mennesker (kloning); udvikling af kunstige livmød-re(!); udvikling af selvreplikerende robotter med kunstig intelligens; den galopperende raceblanding og som i det hele taget stiller sig skeptisk tvivlende over for den omsiggri-bende tvangsteknologisering … hvorimod en ‘moderat’ og ‘midtersøgende’ person, ifølge samme udbredte ‘logik’, er den som passivt billiger og/eller aktivt arbejder for netop en sådan udviklings programmatiske universal-udbredelse og som ikke for et øjeblik kunne finde på at betvivle den samfundsgavnlige hensigtsmæssighed i teknofremskridtets uimodståeligt standardiserende planetariske sejrsgang.

Så hvem er i virkeligheden ekstrem og yderligtgående? Den som i agtelse for Naturens orden vil bevare og værne om dens lovmæssigheder eller den som optændt af ideologisk korstogsfanatisme og drevet af personlig affekt vil omgøre og sætte sig til herre over Na-turen? Den som vil bevare racerne sådan som Naturen har skabt dem eller den som med vold og magt vil sammenælte folkeslagene til forvirrede hobe af identitetsløse bastarder? Den som vil bevare nationernes selvbestemmelse eller den som per dekret vil omforme verden ved at nedbryde alle landegrænser og udtvære folkeæternes kultursærkender i hen-hold til kulturmarxismens totalitære lærebogsdoktriner og globalteknokratiske samfunds-herserplaner?

Samme spørgsmål, bare fremsat på en lidt anden måde, kunne lyde: hvilken af følgende to muligheder er monstro mest ekstrem; altså mest yderligtgående?

(A) omdannelsen af vort samfund til et disruptivt teknologi-eksperimentarium med til-hørende import af millioner af race- og kulturfremmede samt opløsning af den biologisk bestemte familiestruktur.

(B) iagttagelse af forsigtighedsprincippet i samfundsanliggender samt fremsættelse af kritiske spørgsmål til ovennævnte udviklings hastighed og eventuelle retning.

Hvis svaret er (A), hvad fortæller det os så om de virkelighedsbeskrivende egenskaber ved den aktuelt herskende sprogbrug, hvormed race- og naturlovsbevidste nationalsindede; fortalere for traditionelle familieværdier samt teknologikritikere rutinemæssigt benæv-nes som farlige ekstremister af åbenlyst totalitære globalistlakajer, udplaprende deres teknoprogressive paroler; deres idealistiske folkemorder-planer; deres skrivebordsteo-retiske samfundseksperimenter og deres neoliberale disruption-dagsordner i døgndrift?

Og giver svaret herpå mon anledning til overvejelser om hvilke andre områder af den postmoderne sprogbrug der kunne tænkes at vildlede snarere end vejlede den uopmærk-somme sprogbruger? Hvad gør f.eks. de mange nye pøbelamerikanske ord og vendingers indtrængen i det danske sprog mon ved den fælles kulturelle bevidsthed (omstillings-parathed) hos gennemsnitsborgeren under femogtyve?

Det verdenstyranniske rigmandsvælde bruger frem for alt teknologiske midler til at for-bryde sig mod Naturens orden og for manipulerende at underkue dets stedse mere bastar-diserede og naturfremmedgjorte slavebefolkninger.

Hverken den folkemorderiske raceblanding eller den familieødelæggende kønsudjævning ville nogen sinde kunne gennemtvinges af den kosmopolitiske folkefjende uden dennes ad-gang til og rådighed over fællesnævneren teknologi til hjælpemiddel.

Det er (informations)teknologien der, gennem de trykte og elektroniske medier, muliggør den masse-demoraliserende holdningsbearbejdning til raceblindhed. Det er (medicinal)-teknologien der muliggør, dels kunstig befrugtning af de fra Naturens hånd golde homo-seksuelle par, dels de hyppigere og hyppigere kønsskifteoperationer og som i almindelig-hed holder kunstigt liv i, og derved normaliserer, det naturligt ikke-levedygtige (en uhyg-gelig udvikling der allerede nu gør mareridtet om mere og mere tekno-videnskabeligt pris-givne, åndsforladte og maskinsammensmeltede vanskabninger til gruopvækkende virke-lighed).

Det er (samfærdsels)teknologien der muliggør massetilvandring af millioner af uvedkom-mende race- og kulturfremmede fra alverdens fjerne afkroge til planmæssig totalitær-globalistisk undergravelse af de europæiske folkeslags etnonationale selvbestemmelse og overlevelsesevne.

Igen og igen viser det sig at netop teknologien, og dens religiøst tilbedte, institutionali-serede betinger, videnskaben, er de altafgørende forudsætninger for gennemførelsen af det finanskapitalistiske tekno-tyrannis stedse mere omsiggribende kultur- og natur-ødelæggelse.

De danske systemmedier fungerer som ukritiske, eller i bedste fald pseudokritiske, talerør for tekno-økonomiens formodet uafvendelige og teleologiske fremskridt. Standardfremstillingen er, når man har forstået drivkræfterne bag, let genkendelig og følger herhjemme akkurat samme programmatiske formel som i de jødeamerikanske og alle andre fremskredent industrialiserede landes korrupte massemedier.

Mediedækningen af den dagligt tiltagende; altid heftigere fremadkværnende tekno-viden-skabelige flodbølge af evindeligt lukrative, finanskapitalistisk begrundede effektiviserings-værktøjer, evigt intensiverede overvågningsforanstaltninger og evigt nyopfundne dehuma-niserings-forsøg der altgennemstrømmende skyller ind over landet og efterlader borgernes privatliv som en tsunamiramt turiststrand, kan således opdeles i to, aldrig afvigende pro-gressivistiske hovedspor: enten uforbeholden tekno-entusiastisk eller fordækt tekno-fatalistisk.

Budskabet er for begge hovedspors vedkommende i grunden det samme: fremskridtet (teknotyranniets aldrig aftagende magtbefæstning) er ensrettet og uomgængeligt.

Den første kategori er selvforklarende og udgør hovedparten af den altid pålideligt system-tro journaliststands tjenstvillige selvprostitution. Den fordækt tekno-fatalistiske variants diskrete, men ikke mindre totalitære, propaganda er ved første øjekast en smule mindre genkendelig og iøjnefaldende end det manio-hysteriske heppekor i kategori 1, men ses ved nærmere undersøgelse at forløbe efter følgende fuldkommen forudsigelige og ufravigelige mønster: Løsningen på problemer forårsaget af den allestedsnærværende tekno-videnskabelige indgriben i og afhumanisering af borgernes mest intime privatliv, forudsættes som en selvfølge at involvere ibrugtagen af endnu mere teknologi.

I fremlæggelsen af de tekno-fatalistiske universalløsninger vil der således typisk fore-komme overfladiske beskrivelser af visse teknologi-afledte vanskeligheder. Disse beskrives imidlertid aldrig i dybden, men præsenteres altid som forventelige og almindeligt accep-terede midlertidige bump på vejen mod en bedre og bedre fremtidig lykketilstand af det etnokulturelt og kønsligt homogeniserede menneskes spændende totalsammensmeltning med maskinen — et ubetvivleligt gode som blot endnu ikke er blevet skænket tilstrækkelig politisk-videnskabelig opmærksomhed (skattemidler), på grund af vrangvilligt umoderne og bagstræberiske kræfter, usamarbejdsvillige og døve for tekno-evangeliets verdens-frelsende toner.

Tilfælde til afsløring af denne karakteristisk selvopædende socio-teknologiske malstrøm af dialektisk selvskabte problem/løsnings-par er uendelige i variation og udbredelse.

Cancer, forårsaget, dels af stråling fra den uendeligt ‘vækstende’ it-sektors mikrobølge-teknologi, dels af den spekulant-kapitalistiske snylterøkonomis almindelige petrokemiske samfundsforgiftning, behandles selvfølgelig med de nyeste ultra-teknologiske stråle-kanoner og seneste medicinsk-teknologisk udviklede (og behørigt børsnoterede) petro-kemiske giftindsprøjtninger, den såkaldte kemoterapi (bogstavelig talt kemikalie-behandling).

De med tvangsdigitaliseringen forbundne, let forudsigelige sikkerhedsbrister overalt i statens styrings-organer, sideløbende med de systematiske bort-eroderinger af borgernes privatliv — altså hele samfundets, med teknologiserings-graden proportionelt stigende sårbarhed over for enhver tænkelig type af hackerangreb (eksempelvis mod infrastruk-turen, som over de seneste årtier ‘tilfældigvis’ og på alle områder er blevet mere og mere digitaliseret og således i dag udgør det fuldkommen blotlagte; totalt teknologiafhængige og -prisgivne mål for netop hackervirksomhed) og andre former for elektronisk spion- og/eller-afpresningsvirksomhed — disse utallige direkte digitaliserings-afledte forringelser af landets samlede efterretningsmæssige modstandsdygtighed — afhjælpes naturligvis med statens oprettelse af over-digitaliserede ‘militære’ cyberenheder, bl.a. ved hvervning af såkaldte ‘white-hat hackere’ blandt bebumsede teknonørder og instinktforkvaklede ‘gamere’ (Danmarks nye frontlinjesoldater i cyberdomænet) samt selvfølgelig ved skatte-yderbetalte masseinvesteringer i uundværlig ekspertbistand fra israelsk-amerikanske cybersikkerhedsfirmaer, så ‘vi’ kan få adgang til (eller var det mon omvendt?) deres påstået mere og mere bydende nødvendige smartteknologiske AI-overvågningsydelser.

Tekno-sla[host!]: borgernes stress og sjælelige udbrændthed, forårsaget af det hyper-industrialiserede tekno-arbejdsmarkedes stadig dybere og dybere indtrængen i intim-sfæren og dets konstant skærpede krav til program-feministisk afvikling af enhver form for traditionelt kønsrolle-opdelt familieliv, med andre ord: fremmedgørelsen og sjæleforar-melsen ved det effektivitets-intensiverede hamsterhjuls finansielt betingede evigheds-acceleration, behandles løbende med ekspert-ordinering af medicinalindustriens seneste tekno-farmaceutisk udviklede mirakelpiller … hvilket heldigvis giver nye arbejdspladser i med-tech-sektorens vækstlokomotiver med større og større afkast til aktionærerne, så længe efterspørgslen på verdensmarkedet opretholdes og rentabiliteten hele tiden forøges ved at tiltrække de bedste kloge hoveder fra udlandet og holde driftsomkostningerne i bund og effektivere produktionsflowet så leveringspriserne er konkurrencedygtige og brandet kan shine på det globale bull-marked så de internationale investorer får øjnene op for indtjeningspotentialet og indskyder lånekapital i vækstlaget af vores nyeste disruptive start-ups der sikrer forskningsbaseret innovation af produktporteføljen så profitoptime-ringen ikke går i stå og så videre og så videre og så videre…

Vi afbryder opremsningen af eksempler her og overlader til læserens egen forestillingsevne at vurdere på hvilke andre samfundsområder fænomenet snylterøkonomisk tekno-kanni-balisme kunne tænkes at materialisere sig nu og i fremtiden. Blot skal det bemærkes, at det overordnede dialektiske mønster med systemisk selvskabte problemer, som horder af systemrepræsentanter står på spring til at ‘løse’ mod passende skatteyderbetalt hyre, selvfølgelig er os bekendt på det mere generelle plan, og altså langt fra alene gælder inden for det her i artiklen undersøgte udpræget tekno-videnskabelige felt (netop på dette felt er det dog at fænomenet når sin hidtil mest grotesk skadevoldende og unaturlige udartning).

Vi kan således opregne en række af disse mærkværdige, og dog så almindeligt forekom-mende, socio-politisk malignt symbiotiske forhold til anskueliggørelse af denne sælsomt indgroede, og for vestlig modernitet så betegnende, institutionaliserede interessegen-sidighed samfundets problemskabere og problembehandlere imellem: Lad os eksempel-vis iagttage (1) hvorledes tvangsglobaliseringens tiltagende sociokulturelle opløsning, med tilhørende fremmed- og sygeliggørelse af skatteborgerne, med ligefrem proportionalitet gavner, i direkte privatøkonomisk såvel som karrieremæssig forstand, gruppen af social-rådgivere; psykologer; psykiatere; sexologer og sågar pornografer.

Lad os ydermere påtænke (2) hvorledes tilstedeværelsen af flere og flere race- og kultur-fremmede flygtninge-indvandrergrupper direkte er til gavn, dels for sagsbehandlere; inte-grationskonsulenter og tolke af modtagerlandenes egne oprindelige befolkninger, dels for den hastigt fremvoksende gruppe af indvandrernes egne (men heruddannede) snyltende behandlerkorps (de utallige frisør- og barbersaloner der i disse år skyder frem som arabo-negroide urban-metastaser overalt i byområderne udgør et i særklasse absurd men tillige såre illustrativt eksempel på fænomenet. Her ses globaliseret privatøkonomisk vækst i formidabel renkultur, når driftige perker-iværksættere i klassisk liberalistisk Adam Smith-ånd forstår at tilpasse deres forretningsmodel efter den mest pålidelige af alle tænkelige indtægtskilder: den jævne men aldrig svigtende fremvækst af egen mere eller mindre negroidt krusende hår- og skægpragt).

Lad os overveje (3) hvorledes den programmatisk-feministiske familieødelæggelse sikrer beskæftigelse med attraktive løn- og ferieforhold for de statsinstitutionaliserede børne-passere; for de mange driftige parterapeuter og ikke mindst for skilsmisseadvokaterne.

Lad os betænke (4) hvorledes de åbne grænsers fædrelands-ødelæggelse, også benævnt ‘arbejdskraftens fri bevægelighed’, gavner både de neo-liberale arbejdsgivere i deres evige søgen after endnu billigere og endnu mere forandringsparat, fleksibel arbejdskraft og sikrer tilvejebringelsen af stedse nye, mangfoldigt selvsupplerende vælgerkorps til de mest ideologisk visionære politikere med størst globalt udsyn og mest progressivt samfunds-forbedrende planer.

Lad os endelig betragte (5) hvorledes karriereforbryderes gerninger indirekte kan fremme kriminologers karrierer og forsvarsadvokaters indtjening samt (6) hvorledes indførelsen af de flere og flere race- og kulturfremmede konfliktagenter kan medvirke til at retfærdig-gøre politi- og overvågningsstatslige ønsker om mere og mere opdateret ikke-diskrimine-rende registrering af og kontrol over hele befolkningen.

Vi gør os ingen forestillinger om at finde sande forbundsfæller blandt anarko-primiti-visterne (herefter benævnt AP.

Flertallet af APs tilhængere synes desværre at bestå af doktrinært antinaturlige vane-feminister, sodomi-apologeter og, for så vidt der er tale om kaukasoider, af sygeligt selv-hadende, dogmatisk xenomane og antihvide folke(selv)mordere, uhelbredeligt hjerne-vasket af frankfurterskolens judeocentriske historieforfalskninger. Sådanne forhold gør en egentlig tilnærmelse, ikke blot umulig, men uønskelig.

Ikke desto mindre forstår AP’erne at det verdensomspændende tekno-plutokrati er fremmedgørende, naturødelæggende, åndsforkrøblende og totalitært. Sandheden i disse erkendelser er uafviselig, uanset af hvem de foretages eller i hvilken form de fremsættes.

AP forkaster øjensynlig urbanisme, pacifisme, postmoderne nihilisme og institutionali-seret religion. Flere af de fremtrædende AP’ere synes desuden at indtage både anti-marxististiske, anti-universalistiske såvel som anti-progressivistiske standpunkter. Altså et politisk ståsted tilsyneladende hinsides den ufrugtbare, langt hen menings- og indholds-løse (kapitalistisk definerede), venstre/højre dualisme. AP’erne har således indset hvor-ledes marxisme og kapitalisme i grunden blot er to sider af samme fremskridtsfanatisk naturfremmedgørende og naturødelæggende mønt og at forskellene på disse politiske systemer alene ligger i de ideologisk-teoretiske klædedragter og ikke i den anvendte po-litik, som for begge systemers vedkommende jo har vist sig fuldkommen underlagt, dels det finansielle, dels det teknovidenskabelige diktats indbyggede dehumanisering og naturbesudling.

Set i det lange arkæo-antropologiske, førhistoriske perspektiv kan AP dermed på paradok-sal vis, og så længe det gælder områderne fremskridts-, teknologi- og civilisationskritik, med større ret betragtes som udtryk for en egentlig konservatisme end de finanskapitalis-tisk korrumperede retræte-opportunister, der ganske vist smykker sig med titlen ‘konser-vative’, men hvis politik til stadighed glider i nøjagtig samme tvangsprogressivistiske og blindt optimistiske, fremskridtsfundamentalistiske retning som al anden kulturmarxisme inden for det tilladte politiske spektrum, med en blot marginal tidsforskydning til forskel.

Alt i alt forkommer AP’erne at være i bedre (mindre ringe) åndelig forfatning, eller i hvert fald at lide af et verdensanskuelsesmæssigt mindre selvbedrag, end de liberal-kapitalistis-ke såkaldte patrioter, der både fornægter racespørgsmålet (herunder jødespørgsmålet), underkaster sig økonomisk såvel som abrahamistisk universalisme og ringeagter/vanhel-liger Naturens orden.

Desuden ligger der i anarkismen som helhed en ganske agtværdig tradition for lydigheds-nægtelse, selvbestemmelse og individualitet, som den race- og naturlovsbevidste globali-seringsmodstand gjorde klogt i at tage ved lære af.

Således findes der, de mange uforenelige stridspunkter til trods, visse langsigtede anti-systemiske målsætninger vi som race- og naturlovsbevidste hedninge har til fælles med AP. Disse fælles mål vil blive belyst nærmere herunder.

Højrenationalister har længe været for identitetsafhængige af teknologiske markører såsom arkitektur, biler, veje, elektricitet, IT, cyber osv. osv. Alt sammen naturfremmed-gørende og raceudjævnende (civiliserende) egenskaber ved progressivismen der ikke i grunden har noget med nordisk-germansk kerneidentitet at gøre.

I lange tider har der ydermere hængt en usund dunst af den blinde lydigheds slavemoral over særligt patriotiske, men desværre også nationalsindede og racebevidste bevægelser. Betingelsesløs autoritetstro, såsom edsvorent troskab til dekadente kongehuse, eller i vore dage, til militærets officerer og til systemets papirlove, har hæmmet nationalisters tanke- og virkemåder i århundreder. Trump-dyrkelsen blandt de tvivlsomme amerikanske alt-right-progressivister er vel det tydeligste nutidige eksempel på en sådan udsigtsløs system-bevarende (reaktionær) tilgang. Fetich-dyrkelsen med strækmarch, skrårem, kollektivis-tisk tvangsadfærd i hilsner, påklædning osv. har heldigvis toppet og de mest samvittig-hedsfuldt racebevidste modstandsfolk har nu indset, at netop ubetinget lydighed mod statslige autoritetsfigurer og -symboler er det sidste vi ønsker at indgyde vore sønner i kampen (evighedskrigen) mod det globalkapitalistiske tekno-diktatur.

Forestillingen om hvad en genopdaget og genoptaget primitiv tilværelse mere nøjagtigt indebærer, afviger som forventeligt en del imellem AP og undertegnede. AP’erne, som eksempelvis deres vel mest toneangivende talsmand, John Zerzan, påstår ganske vist ihærdigt at være anti-ideologiske, hvilket ville være prisværdigt hvis det vitterligt var tilfældet. Forkærligheden for frankfurterdoktrinær kulturmarxisme (Adorno/Horkhei-mer/Benjamin) skinner imidlertid umiskendeligt igennem deres altid forunderligt køns-ligestillede og fuldendt egalitære, foretrukne skabelonmodel for al før-civilisatorisk (før-agerbrugs-, før-husdyrbrugs-) livsmåde — en ikke bare dogmatisk politisk korrekt og tungt ideologisk belæsset bagud-projicerende prokrustesseng, men tillige en direkte absurd forestilling taget det overordentligt lange tids-spænd (ifølge APs egen hyppigt gentagne ortodoksi således flere millioner år) og geografiske spredning over hele jorden i betragt-ning. En mere logisk anti-ideologisk antagelse ville vel snarere forudsætte, at de mange forskelligartede før-civilisatoriske menneskearter og -racer, i løbet af netop så langstrakt et tidsforløb og underkastet netop så stor en geografisk spredning, ville have frembragt tilsvarende mange forskelligartede livsmønstre. Set fra det racebevidste synspunkt er hovedhensigten med primitiviseringen altså det polært modsatte af AP’ernes kultur-marxistiske drømmerier. For os er teknologi-afskrælningen den logiske vej til mere race- og kønsbevidsthed og til strengere, hårdt tiltrængt, naturgivent selektions-pres.

Hovedsagen er stadig den, at AP, trods dens tilsyneladende uafhjælpelige byrde af kulturmarxistisk-ideologisk vraggods, unægteligt udgør en anti-civilisatorisk mod-standsbevægelse og vel repræsenterer det tætteste man kommer på arvtagere til in-dustrialiseringens oprindelige maskinstormere (ludditerne).

Grundproblemet med AP’erne er som antydet deres foragtelige og forbryderiske race-forræderi, hvilket tydeligst kommer til udtryk i deres rutinemæssige xenomane fornæg-telse af hvide menneskers mulige status som oprindelige folkeslag. Hykleriet for-bundet hermed er afgrundsdybt og forsøg på at bringe AP’erne ud af deres vildfarelse på dette område kan forekomme omsonst. Uafladeligt henvises der fra APs side til ‘indfødte’ og ‘oprindelige folks’ påståede ‘ejerskab’ af dette eller hine landområde, som de selvfølge-lig har beboet ‘for evigt’. Slige erklæringer sigter altid til ikke-europide befolkningsgrupper idet AP’erne, som alle andre kulturmarxister, desværre ikke synes i stand, eller i hvert fald ikke villige, til at bearbejde endsige begribe kendsgerningen, at hvide mennesker, hele vejen ned gennem historien, er blevet fordrevet fra landområde efter landområde (eksem-pelvis fra Lilleasien og Nordafrika som de mest velkendte, men også fra Grønland og Nordamerika [samt i dag fra selve vore europæiske ur-hjemlandes hovedstæder]) i mindst lige så høj grad som repræsentanter for de andre menneskeracer. John Zerzan og hans følge af ligesindede evigheds-akademikere elsker at henvise til arkæologiske og antropo-logiske (videnskabelige) studier, når disse stemmer overens med deres doktrinært fast-frosne antihvide verdens-billede. På forunderlig vis formår de dog konsekvent at lade hånt om ethvert studie der peger på hvide menneskers førhistoriske tilstedeværelse i Nordame-rika og Centralasien, inden de blev fordrevet herfra af mongoloider (som nu, af AP og 99% af mainstreamkulturen, regnes for magiske ‘indfødte’ med hellige evighedskrav på de land-områder deres forfædre indtog med magt).

Under de nuværende økonomiske, politiske og demografiske vilkår gør sådanne vildfa-  relser, opretholdt mod bedre vidende, strengt taget de hvide AP’ere skyldige i racemæssigt højforræderi. Hængning fra de dertil yderst velegnede og teknokratisk belejligt opsatte lygtepæle er som bekendt den mest passende strafforanstaltning for raceforræderi. For APs vedkommende gælder dog visse formildende omstændigheder, der adskiller en kerne af dens tilhængere fra alle andre kulturmarxister. Her tæller især deres vedholdende anti-progressivisme, deres anti-kapitalisme (herunder marxisme) samt deres dyrevenlige ALF-samarbejde til deres fordel.

Alle kender ordsproget ‘min fjendes fjende er min ven’. I formel forstand giver udsagnet logisk mening, men er ikke derfor nødvendigvis sandt. —Der kan tænkes undtagelser fra reglen.

Hvad angår AP’erne er de efter alt at dømme fjender af vore fjender (finanskapitalister/ globalteknokrater/transhumanister/progressivister). Dette gør imidlertid ikke per auto-matik AP’erne til vore venner (når det gælder kerneområder såsom raceforhold, lgbt-dagsorden samt spørgsmålet om den private ejendomsret hører de snarere til fjendens lejr). Hvad det gør dem til … er vore mulige indirekte allierede.

Anarkismens til tider fjendtlige forhold til kommunismen skal ikke her overdrives, ef-tersom de indbyrdes ideologiske forskelle blandt antihvide folkeforrædere jo har det med at bortsmelte, når det kommer til gadeaktivitet m.v., men ej heller skal modsætningen underdrives. Det historiske vidnesbyrd såvel som nutidige iagttagelser beretter om be-tydelige meningsforskelle mellem de egentlige anarkister (hvoraf AP igen udgør en af-vigende mindretalsgruppe) og bærmen af totalitære tekno-progressivister blandt kom-munisterne, såsom antifa o.l. Fortilfældene for at stridigheder anarkister og kommunister imellem kan antage åbent fjendtlige former er uafviselige.*

*Det var således en tidligere anarkist (Fanny Kaplan) der skød og sårede Lenin alvorligt i August 1918. Efter at have nedskudt en tsaristisk embedsmand i 1907 var hun blevet idømt livsvarigt eksil i Sibirien. Ved historiens ironi var det i forbindelse med omstyrtningen af kejserriget, under februarrevolutionen 1917, at hun løsladtes, for altså at kunne ned-skyde Lenin halvandet år senere — et attentat der var meget tæt på at slå Uljanov ihjel på stedet og have medvirket til hans herefter stadigt mere skrantende helbred og tidlige død (53 år gammel) i januar 1924.

Sovjetrepublikkens hemmelige politi, Cheka’ens, første større samordnede operation mod det unge kommunistiske styres politiske modstandere, i april 1918, var desuden rettet netop mod anarkisterne. Herudover kan nævnes Marx’ og Engels’ veldokumenterede og teoretisk begrundede (ideologiske) modvilje mod Bakunin.

At der findes fornuftigt tankegods i anarkismen (individets selvbestemmelse, lydigheds-nægtelse, anti-kapitalisme, antiklerikalisme og almindelig antiautoritær statskritik) betyder hverken at vi anser disse dyder som særegne for anarkismen eller at vi lukker øjnene for anarkismens svagheder, såsom dens anti-racisme og modstand mod privat ejendom (jvf. Proudhon’s berygtede slagord “Ejendom er tyveri”). De særdeles frugtbare idéer som kommer til udtryk gennem særligt den individualistiske anarkisme ved Max Stirner (pseudonym for Kaspar Schmidt, 1806-56) og Zerzan’s radikale teknologi- og civilisationskritik, repræsenterer, uden at forklejne disse tænkeres fortjenstfulde per-sonlige indsats, vel en art tidløs frihedstrang iboende i den menneskelige sjæl, uafhængig af nogen formel ideologisme, medens den uforstandige ringeagt for og underminering af den private ejendomsret ved Proudhon, Bakunin og i særdeleshed Kropotkin, snarere er til hjælp for totalitær statsmagt og tjener teknotyranniets hensyn end det modsatte.

Den dag AP gør sig fri af frankfurter-skabelontænkningen, forkaster systemmediernes propagandaløgne om Anden Verdenskrig, går i rette med jødedommens talmudiske folkemorder-chauvinisme samt ophører med kollektivt at gøre alle hvide mennesker (inklusive nyfødte børn) til arvesyndebukke for judeo-kapitalismens forbrydelser ved at holde dem personligt ansvarlige for ti tusind års samlede verdenshistoriske fortræde-ligheder … dén dag kan der blive tale om mere end en indirekte alliance.

Besvarelse af fire indvendinger imod racebevidst nationalrevolutionær anerkendelse af anticivilisatoriske hovedmålsætninger til fælles med AP:

I. Ved at forkaste teknologiske hjælpemidler og våben gør vi os da ikke sårbare over for selve det teknokratiske system vi ønsker at udrydde?

Svaret er nej. Vi afhænder ingen midler eller våben i kampen mod selve Naturens og vore urslægters dødsfjender. Vi ser ingen skam overhovedet i at anvende ethvert nødvendigt, til rådighed stående værk-tøj, redskab eller våben i fuldbyrdelsen af vort hellige opdrag. Vi fravrister og bruger meget gerne, uden blusel eller mindste spor af anger, fjendens dragne sværd til at ihjelslå ham.

II. Er det prisen værd for bestandig at bortkaste den kultur som er forbundet med og afhængig af teknologi, blot for at overleve som primitive kulturløse barbarer?

I sandhed er det prisen værd og i sandhed er det en høj pris. Hvis prisen for overlevelse og frihed var lav, ville værdien af disse målsætningers fuldbyrdelse være tilsvarende ringe. Men værdien af overlevelse og frihed er ikke ringe. Således kan prisen heller ikke være lav. Kun i det finanskapitalistiske system er folk blevet idiotiske nok til at tro på mulig-heden af lave priser for høj værdi. I virkeligheden hænger pris og værdi altid ubrydeligt sammen.

Måske den nuværende kulturs højeste udtryksformer, såsom visse operaværker, i virke-ligheden er at forstå som glimtvise gensyn med og gentilsynekomster af den oprindelige førhistoriske urfrihed.

Måske Netrepko’s sang og Puccini’s komposition herunder er atavisme. —Ursavn og urminder, hvis oprindelse fortoner sig i en fjernere og fjernere, natur-fortrolig fortid og kun brudstykkevis endnu kan fastholdes i kunstens symbolsprog.

Hvad om vi i vor livsform nærmede os kilden til dette kunstneriske udtryk, altså selve den førhistoriske væren, i legemlig og åndelig samdrægtighed med Naturens uudgrundelige almægtighed, fremfor (kun at have tilgængelig) en famlende griben-ud-efter den stadigt fjernere og stedse mere fortonede, i kunsten formaliserede, erindring herom?

Hvis tekno-progressivisterne får lov at fortsætte deres transhumanistiske vanvidsprojekt meget længere, vil denne intime forbindelse til Naturen på et tidspunkt briste endegyldigt, og i hvert fald vesterlændinge ikke længere kunne genkende sig selv i verden. Fuldkommen afsjælet og fremmedgjort fra Naturen vil en således forkrøblet menneskeart være prisgivet dødsmaskinen (det tekno-videnskabelige systems totalitære tyranni).

En verden uden det teknologisk-videnskabelige system ville således ganske vist være en verden uden de nuværende teknologi-afhængige kulturformer … men jo ingenlunde derfor en verden uden kultur.

Kulturskabelsens første forudsætning, den menneskelige sjæls frihed, ville jo i så fald netop kunne bestå og dermed i sig bære kimen til ny-opblomstring.

Kernespørgsmålet må her lyde: er vi defineret ved kulturen eller er kulturen defineret ved os?     

Der er ingen grund til blindt, krampagtigt og knugende at klamre sig til en fastholdelse af netop vort nutidige kulturelle stades kunstneriske og filosofiske traditioner, end ikke de højeste og ædleste af dem, hvis betingelsen herfor er fortsat il-slavemarch mod fremmed-gørelsens, afsjælingens, naturødelæggelsens og racefornedrelsens fælles vanskæbne.

Ved bortskaffelse af det tekno-civiliserede system slipper vi af med smartphones, dyre-forsøg, cancer-industri, kemikalieindustri, big pharma, big agro, big tech, maskinlæring, AI-overvågning, miljøforurening, overbefolkning, genmanipulation, finanskapitalister, nano-forskere, homo-marcher, atomkraft, våben-industri, organiseret børne- og snuff-porno, hollywoodserier, mulatmuzak og hiphop … men vi bevarer solsortens sang og Naturens hele uudgrundelige vælde og overdådige skønhed.

Ikke mindst bevarer vi evnen til i tankefrihed og selvstændighed at iagttage, erkende og stræbe efter et liv i overensstemmelse med Naturens orden — uden teknologiens og videnskabens steriliserende mellemled.

Sønderknusningen af den afskyelige tekno-videnskabelige civilisation kommer imidlertid til at koste ikke blot kulturelle ofre og strabadserende og vedholdende arbejde, men tillige langvarig, grusom, brutal og nådesløs krig mod maskinen og dens horder af afsjælede hjælpere. Stadig vil en sådan mytisk kamp være det hele værd den fortryllede dag vore efterkommere i en fjern fremtid endegyldigt udrydder tekno-monstret og atter betræder Jorden i hjemlig samdrægtighed med den helbredte og befriede Natur.

III. Er ikke selv en indirekte alliance med racefornægtende kulturmarxister, i bestræbelsen på at ødelægge det teknokratiske system, et uværdigt foretagen-de?

Nej. Der er netop tale om en indirekte alliance som ikke på nogen måde kompromiterer hverken vor forpligtelse på de hellige Fjorten Ord eller vort ubrydelige troskab til Naturens orden.

Hvis AP’erne, på deres måde, formår at nedbryde dele af det teknokratiske system, da skal vi undlade at lægge dem hindringer i vejen. På samme måde er der grund til at formode at AP’erne, under visse omstændigheder, ville finde det hensigtsmæssigt at forholde sig passivt, såfremt andre end de selv måtte have held til at afspore det teknoplutokratisk-videnskabelige dødslokomotiv.

Enhver svækkelse af det teknokratiske system er på lang sigt en uudfoldet styrkelse af den hvide (nordisk-germanske) racekernes sundhed og overlevelsesevne. Dette skyldes, som antydet i artiklens indledning, at det teknologiske samfundsapparat, og særligt det medicinsk-teknologiske, over tid har gjort, og stadig gør, den hvide race mere og mere afhængig af medicinsk/teknologisk hjælp til opretholdelse af selv de mest grundliggende selvopholdelsesdrifter.

Vesterlændinge er (sammen med japanere, kinesere, koreanere og jøder), desværre blandt de mest naturfremmedgjorte og tæmmede (domesticerede) folkeslag i verden. Sådan har det ikke altid været.

Og sådan behøver det ikke vedblive med at være. Mere end noget andet er det videnska-bens og teknologiens totalitære tvangsprogressivisme der bringer os længere og længere væk fra at kunne genknytte vore livgivende bånd til Naturen. Såfremt den naturfremmed-gørende hyperteknologiske kurs fastholdes meget længere vil den hvide race på et tids-punkt ikke hverken være i stand til, eller berettiget til, at overleve som en del af Naturen.

Eksempler på vesterlændinges ulykkelige tekno-domesticering er så tydelige og allesteds-nærværende at det kan være svært nøje at udskille tilfældene og fremholde dem enkeltvis løsrevet fra den almindeligt accepterede betvingelse under progressivismens slave-åg, som dagligt bestemmer vesterlændinges tankemønstre og styrer deres adfærd til mindste detalje.

Kondiløberne langs hovedfærdselsårerne med deres uundværligt netopkoblede og identitets-udsugende smartphones troligt spændt om armen, hvorfra de nyeste nihilist-negroide R&B hits og/eller modernitets-bekræftende pludre-podcasts via wifi-stråling sendes til deres bogstavelig talt teknologi-tilstoppede øren; med hudnære plastik-pulsure, trofast registrerende, millisekund for millisekund, deres hjerterytme(!) og andre person-lige biostats som i realtid uploades til skyens venlige databank, imens de i tætsiddende petrokemiske nylon-uniformer svedglinsende og stakåndet indsuger trafikosen i heftige helseåndedrag, hører til de mest åbenlyse blandt alle de uendeligt mangfoldige tegn på den moderne vesterlændings naturfremmedgjorte instinktforvirring.

De diode-blinkende wifi-dingenoter der, som malkekvægets identifikationsmærker, oftere og oftere ses påhæftet arbejderens og den travle erhvervsmands øren, eller den alminde-lige betingelsesløse tiltro til teknoforskernes ‘fakta’ samt til hvilke bigpharma-eksperimen-telle og profitabelt børsnoterede kemikalie-cocktails lægevidenskabens ypperstepræster får lov til at sprøjte ind i lemmingernes nyfødte spædbørn kunne ligeledes fremhæves.

Denne artikel ville komme til at fylde reoler hvis vi skulle gennemgå alle teknokratiets for-færdende dødstegn. Derfor vil vi indsnævre os til beskrivelsen af tre eksempler som på mere dybdegående vis lader os forstå med hvilken alvor tvangsteknologiseringens umenneskeliggørende civilisering bør betragtes.

Læseren ejer måske selv et automobil, en motorcykel eller en anden større teknologisk maskine, indkøbt for en større sum. Lad os for overskuelighedens skyld her holde os til bilen som udgangspunkt for vor analyse.

Automobilet er på mange måder det videnskabelige teknosamfunds kerneobjekt —dets utilitaristiske ikon. Påfaldende er det at iagttage hvorledes vesterlandske mænds identitet synes at være tæt knyttet netop til bilen.

Når man sætter sig ind i en bil omsluttes man ganske af teknologi. Men ikke blot omsluttes man, man smelter tillige sammen med teknologien i den forstand, at bilen, ved hjælp af dens styretøjer og fremdriftssystem, bliver til en forlængelse af førerens krop. Eller for at vende betragtningen: Førerens vilje, og dermed hans bevidsthed, teknologiseres gennem vekselvirkningen med bilen (og det teknokratiske system den er indbegrebet af. De vidt-rækkende følger heraf, samfundsmæssige såvel som filosofiske, er vi ikke de første til at overveje, og det kan ikke nægtes, at bilens opfindelse, over de godt og vel hundrede år den har gjort motoriseret personbefordring mere eller mindre almindeligt tilgængelig, har givet vesterlændinge visse muligheder for selvudfoldelse.

Spørgsmålet er for hvilken pris denne selvudfoldelse er blevet erhvervet.

Under alle omstændigheder er det uendeligt tankevækkende at bevidne hvorledes vester-landske mænds personlige identitet så ofte synes at kredse om bilen; dette rullende alter for tekno-videnskaben. Vejvrede og ekstrem utålmodighed er forståelige sindstilstande når man påtænker motortrafikkens modsatrettede, ja paradoksale egenskaber. På den ene side giver det at sætte sig ind på førersædet i et velkørende automobil, som lystrer ens mindste hånd- og fodbevægelser, utvivlsomt de fleste bilister en vis umiddelbar følelse af personlig tilfredsstillelse ved udvidelsen af bevægelsesfriheden. På den anden side afløses denne kunstigt frembragte frihedsfølelse som regel snart af dens polære modsætning, nemlig i det øjeblik bilkøens og autoværnets teknokratiske fængsel usynligt sænker sig over de individuelt pseudo-frigjorte bilister og efterlader dem kollektivt fastlåste i deres førerkabiner, ligegyldigt hvor mange ‘heste-kræfter’ og hvor meget ‘moment’ deres køre-maskiner hver for sig måtte være i stand til at yde. Men så er der heldigvis en række tekno-logiske apparater såsom radio, trådløst internet og mobiltelefon til at adsprede den frust-rerede og dynamisk indespærrede trafikant.*

*I denne forbindelse er det som sidebemærkning interessant at notere sig hvordan visse elbiler af mærket Tesla ikke er udstyret med dørhåndtag af gammeldags analog type, men alene sælges med intelligente håndtag af højteknologisk type, hvilket angiveligt har ført til adskillige sager hvor hverken fører eller passagerer, i tilfælde af brand (typisk forårsaget af det ombordværende ultra-højteknologiske lithium-batteri) har kunnet undslippe teknobilen pga. fejlfunktion på det intelligente dørsystem. Se her, her og her for mere info om de ultra-teknokratiske Tesla-dødsfælder.

Tilfældet vesterlandske mænd der identificerer sig med deres biler udgør en særlig karak-teristisk form for bevidsthedsforvirring hos det moderne tæmmede menneske og henleder vor opmærksomhed på det mere generelle problem med vesterlændinges overdrevne til-bøjelighed til identifikation med hele den teknologiske og civilisatoriske udvikling, især siden den industrielle revolution. Denne vidt udbredte tendens til personlig identifikation med døde maskiner er selvsagt uhyre skadelig, idet den forskyder selvbilledet og selvfor-ståelsen væk fra den enkeltes forhold til Naturen over på det kunstige, teknokratisk frem-bragte system. Ulykkeligvis er dette kendemærke ved den progressivistisk civiliserede borger: den naturfremmedgørende teknologiserede bevidsthedsforvanskning, ikke be-grænset til hverken de kulturmarxistiske progressivister eller de sjæleforladte lemminger, men forekommer langt ind i racebevidste kredse. Igen og igen hører man således oprems-ninger af vesterlandsk videnskabeligt og teknologisk fremskridt fremlagt som selve be-grundelsen for og/eller retfærdiggørelsen af den pseudonationale sag.

Ikke underligt at man ser så mange tilsyneladende glødende lidenskabelige patrioter og flammende fanatiske nationalister falde fra når de har passeret 35-års alderen og indser på hvor tyndt et verdensanskuelsesmæssigt grundlag deres virke og kamp for folk og fædre-land har hvilet.

Nationalt og racemæssigt selvforsvar behøver ingen retfærdiggørelse, så længe man til stadighed bevarer agtelsen for og tilknytningen til Naturens orden. Først når disse grund-piller begynder at vakle opstår behovet for retfærdiggørelse ved indholdsløs henvisning til civilisationens (teknokratiets) mange påstået videnskabelige triumfer (såsom de særdeles tvivlsomme månelandinger; de mirakuløse medicinsk-farmaceutiske landvindinger, så-som vacciner, kemoterapi, strålebehandling, p-piller, lykkepiller, kunstig befrugtning, gen-manipulation, kloning og kønsskifteoperationer) samt alskens formodet vidunderlige (sundheds- og miljøskadelige) tekniske opfindelser, udtænkt i afsindige, ofte jødiske, vi-denskabsmænds overophedede hjerner (en verden uden eksempelvis atom- og nanofysik, teflonbelagte stegepander, asbest, aluminiumsdåser eller ukrudtsmidler som round-up (glyphosat), for bare at nævne et mindre udvalg, ville måske nok have været en mindre videnskabeligt fremskreden verden, men til gengæld en tilsvarende mindre giftig og mindre kræftfremkaldende verden).

Sandheden er at den gennemsnitlige moderne vesterlænding, i al hans fantastisk højt-udviklede teknologiske indsovsning og med alle hans underfulde lægevidenskabelige fremskridt, er en både svagere og ringere mennesketype end mange af de såkaldt ucivi-liserede vilde fra den tredje verden. Aboriginale australiere fremhæves af og til som de aller mest primitive og laveststående blandt menneskeracerne. Men satte man en gen-nemsnitlig moderne vesterlænding ud i den vilde natur, uden adgang til teknologiske hjælpemidler, i hans eget lokalmiljø, ville han sandsynligvis klare sig væsentligt ringere end den primitive aboriginale australier ville i sit eget lokalmiljø. —Så hvem er i virke-ligheden laverestående?

Moderne vesterlændinges forhold til bilen er anskueliggørende på utallige måder. Vi har nævnt den personlige identifikation: Selvbilledet, der i visse tilfælde næsten til fuldstæn-dighed synes overført fra det menneskelige legeme til (erstattet med?) det teknologiske maskinlegeme. Den manisk-pedantiske, ofte daglige pleje af bilens udseende i forening med overdreven følsomhed over for den mindste ridse i lakken, alt imens det oprindelige legeme af kød og blod forsømmes, er sikre kendetegn.

Et andet foruroligende træk ved moderne vesterlændinges besynderlige automobilfetichis-me har at gøre med den kulturelle side af petrokemisk teknoprogressivisme. Lige siden au-tomobilets tidligste dage omkring forrige århundredskifte har der været afholdt motor-væddeløb af forskellig art.

Ærkeprogressivisten Henry Ford, som var en mand af både betydelig indsigt og karakter, har i sin selvbiografi malende beskrevet hvorledes han egenhændigt deltog i disse tidlige væddeløb, dels for den personlige spændings og udfordrings skyld, dels for at fremme sit eget erhvervsforetagende ved at slå diverse hastighedsrekorder osv. Snart formaliseredes disse løb og vi kender udkommet med de vidt forgrenede motorsportsorganisationer og deres milliardindbringende tekno-ritualiserede optrin med tilhørende salg af diverse merchandise, sponsor-lobbyisme osv.

Det er vel forståeligt nok at drenge og tenåringe kan være fortryllede af motorvæddeløb og drømme om brølende kraftfulde racerbiler. Men når fuldvoksne mænds hele livsmening også synes at dreje sig om Formel1, Lemans eller lignende cirkusforestillinger, må man som kritisk samfundsiagttager stille sig undrende an.

Mistanken om at hele dette gennemkoreograferede motorsports-fænomen gennemsyres af påtagede pseudo-identiteter og meningsløs pseudo-aktivitet, kanaliseret i, for de globale magthavere, ufarlige retninger, er uafrystelig. I så fald vil der imidlertid ikke alene være tale om erstatningsidentiteter (emnet er afdækket i en tidligere artikel her), men om en nøje institutionaliseret form for naturfremmedgørende erstatningsidentitet, tilmed i be-dragerisk forklædning som maskulin selvrealisering. —Panem et circenses virker stadig, måske endda bedre end nogensinde, i motoriseret-digitaliseret udgave.*

*Her i landet har vi ikke hverken tilbagevendende Formel1- eller Lemans-løb, men vi har til gengæld mange meget maskuline mænd, som elsker at sidde helt stille foran skærmen og realisere deres meget maskuline maskulinitet ved at se på motorsportsbegivenheder på såkaldt ‘live’ TV.

Til hele den moderne vesterlandske fetichdyrkelse af automobilet i almindelighed og motorvæddeløbet i særdeleshed knytter der sig et særligt forkrøblet kvindeideal som måske mere end noget andet vidner om teknokulturens fremmedgjorthed fra Naturen. Dette kvindeideal kan man se udstillet f.eks. i glittede tidsskrifter for motorsports- og bil-entusiaster samt på tilsvarende hjemmesider på internettet. Det skal frarådes læseren på egen hånd at søge after disse kilder da det kan føre til livslange sindsforstyrrelser blot på afstand at gøre sig bekendt med disse tragiske menneskeskæbners uhyggelige fremtoning.

Men måske læseren allerede er sjæleligt fordærvet i denne retning og derfor vil vide hvilken elendig kvindetype der hentydes til. For de lykkeligt uindviede kan vi give en håndfuld stikord: farvestrålende tatoveringer, vrængende botox-ophævet ansigt, grotesk opsvulmede, cementfyldte læber, solarie-/spraytan-brun hud, silicone-implantater, mas-ser af kosmetik, masser af hårfarve.

Her kommer vi til sagens kerne: blandt naturfremmedgjorte vesterlandske mænd synes der at være opstået et i bemærkelsesværdig grad unaturligt billede af den ‘sexede’ kvinde.

Ved et rent tilfælde kiggede forfatteren til denne artikel engang i et blad der henvendte sig til unge bil-entusiaster. Det gennemgående tema var noget med ‘drifting’ og pedantisk evighedsombygning af biler, så at disse antog et ‘personligt’ udseende. Målgruppen må have været kulturløse og instinktsvækkede unge mænd fra omkring de 17 til måske 30 år.

Bladet indeholdt blandt andet reportager fra forskellige ‘drifting’-træf hvis hovedformål øjensynlig var en ritualiseret afbrænding/bortsmeltning af dæk, opnået ved en særlig indstuderet form for kørsel i cirkler(!) hvorved mødepladsen indhylles i stemningsfulde røgtåger af brændt gummi og udstødningsgasser.

Det var i forbindelse med et af disse træf at det ovenfor omtalte kvinde-ideal blev præsen-teret og mildest talt ikke efterlod noget kønt indtryk.

Over et par af bladets midtersider blev et, i etnografisk forstand tankevækkende, ja mærk-værdigt, optrin udførligt dokumenteret: de uhyggeligt vansirede kvinder af ubestemmelig alder begyndte nu mimende at vaske de personliggjorte, ‘customiserede’, automobiler i-mens de krampagtigt indsmurte deres kønsløse og svindsottige skøgelegemer i om muligt endnu flere hormonforstyrrende kemikalieblandinger end de i forvejen var udsat for, både ud- og indvortes.

Alt i alt et eklatant mislykket forsøg på erotisk æggende fremtoning. Scenen var udtalt mareridtsagtig. Bordelæstetikken syntes dog at vække både anerkendelse blandt og bifald hos bil-drengerøvene, der fik det bedste af begge verdener samtidig: slibrig discount-luderdans og tekno-fetichisme.

Denne sælsomme bilvask-scene har tilsyneladende udviklet sig til et velkendt og tilbage-vendende tema inden for postmoderne halvpornografisk materiale. Afarter af den ses f.eks på de mange billedkalendere med halvt afklædte skøger rundt omkring på autoværksteder o.l. Taget den uforholdsmæssigt store jødiske repræsentation blandt vestlige pornografer i betragtning er det i høj grad mistænkeligt, at noget så unaturligt og potentielt kemisk ste-riliserende, i bedste fald hormonforstyrrende, som netop bilvasken, hos et betydeligt antal af vestlige mænd, gennem medie-indprentning, må befrygtes ubevidst at have antaget et (hvis ikke selve) billede(et) på erotisk pirrende kvindelighed.

Kønsdriften kædes således, i takt med menneskets civilisering og tæmning, sammen med teknologien og vi bevidner hvordan den unaturlige sammensmeltning norma-liseres gennem de jødisk ejede medier. —Et lignende forhold kender vi fra menneskets behandling af forskellige tæmmede husdyr. Også husdyrenes forplantning teknologiseres jo af deres ejere for økonomisk vindings skyld. Nogle befrugtes kunstigt ved inseminering, nogle bedækkes af udvalgte avlshanner, atter andre kastreres rutinemæssigt. Alt sammen alene af hensyn til ejerens behov og ønsker. Hvem teknologiserer mon vores kønsdrifter og forplantning?

Dette fænomen er, udover at være stærkt afskyvækkende, såre anskueliggørende og leder os til vort andet eksempel på moderne vesterlændinges teknologisk betingede naturfrem-medgørelse.

Første eksempel henledte vor opmærksomhed på hvordan instinktsvækkede og etno-kulturelt forvildede vesterlandske mænd under det globalteknokratiske herredømme for-anlediges til forsømmelse af egen (sjælelige såvel som legemlige) identitet til fordel for en naturfremmedgjort pseudoidentitet, centreret omkring den tekno-progressivistiske fetich over dem alle, automobilet.

Netop denne bestemte identitetsforskydning er, på grund af bilens teknologi-historisk betingede ikonstatus, i særlig grad symptomatisk for fænomenet. Lignende forskydninger kan forekomme ved regelmæssig brug af andre tekno-apparater, særligt bærbare compu-tere, i-phones og andet informationsteknologisk isenkram, hvortil lemminger i bogstave-ligste forstand løbende overfører deres identitet(s-oplysninger).*

*Sejl- og motorbåde af en vis størrelse samt private flyvemaskiner hører enten til kategorien af traditionelle status-symboler eller erhverves af sande eventyrere med det formål at bryde med teknokratiets slaveåg, og indebærer sædvan-ligvis ikke den her beskrevne tekno-fetichistiske identitetsforskydning. Dette skyldes, dels at ejere af statussymboler i denne klasse som regel er sjæleligt stærkere og i besiddelse af en kerneidentitet med fastere forankring end gennem-snittets, dels at den egentlige maskinelle anvendelse af statussymbolerne som regel enten overlades til tjenere/piloter eller begrænses til lejlighedsvise og lystbetonede svinkeærinder. Fra de tyranniske globalteknokraters synspunkt er det vigtigste at få ødelagt middelklasse-vesterlændingens naturforståelse og forstyrre hans instinkter ved regelmæssig teknologi-tilvænning. At man samtidig kan tjene milliarder på at normalisere daglig afhængighed af de flere og flere tekno-digitale dingenoter med lav holdbarhed (planned obsolescence) og tillige hermed totalovervåge og, med deres samtykke, analysere skatteslavernes adfærd er bare glasur på den totalitære magtkage.

Eksempel nummer to omhandler, som læseren utvivlsomt allerede har gættet, identitets-forkvaklingen hos de instinktsvækkede vesterlandske kvinder.

Silikoner er teknologisk frembragte, syntetiske polymer-forbindelser, indeholdende bl.a. methyl og fenyl. De anvendes almindeligvis som smøreolier og hydraulikvæsker i maskin-industrien.

I dag findes de desuden indopereret i hundredtusindevis af vesterlandske kvinder. Alle ved hvad vi her hentyder til. Men hvad betyder det egentlig at en form for industriel hydraulikvæske dagligt sprøjtes ind i unge kvinder, som erstatning for deres naturlige brystvæv?

Spørgsmålets besvarelse leder os i retning af fænomenet overstimulering.

I det tekno-progressivistiske samfund teknologiseres som nævnt kønsdriften mere og mere hos de system-indfiltrede og -afhængige undersåtter. Det farmaceutiske ‘potens-middel’ viagra (og alskens kopier heraf) indtages af mænd overalt i Vesten, med det resultat at de efter regelmæssig brug ikke længere er i stand til at gennemføre en naturlig kønsakt uden denne eller anden ‘hjælp’ fra det lægevidenskabelige/finanskapitalistiske system.

For vesterlandske kvinder gælder det at store grupper, særligt i Nordvesteuropa, USA og Oceanien, har indtaget p-piller fra deres tidligste pubertet og til langt ind i voksenlivet, siden omtrent 1960. Hvad dette farmaceutiske eksperiment har betydet for den enkelte kvinde kan utvivlsomt variere. Bivirkninger som blodpropper er velkendte og beskrives af og til i mainstreammedierne. Hvilke andre individuelle og samfundsmæssige bivirkninger en så indgribende og langvarig kemisk ændring af kvinders hormonbalance og reproduk-tive organer medfører, vil føre for vidt at afdække i detaljen her. Under alle omstændig-heder kan vi konkludere at der aldrig i løbet af den kendte verdenshistorie har fundet en større teknologisk sammensmeltning af menneske og maskine sted end netop nu.

Det overstimulerede menneske kan ikke tilfredsstilles ved sansepåvirkninger inden for det naturligt givne normalområde. Derfor viagra til mænd og derfor p-piller til kvinder. Disse midler muliggør ad kunstig vej abnormal sansetilfredstillelse for det overstimulerede men-neske ved at omgå de naturgivne grænser for sansetilfredsstillelse (viagra) eller ved at ud-slukke de besvangrende følger heraf (p-piller). Som læseren vil vide findes der utallige af-skyelige afarter af dette fænomen, som det vil være under Hammersmedens værdighed at udpensle.

Fænomenet silikonebryster er så himmelråbende tydeligt et symptom på sygeligheden i vesterlandsk kulturudvikling under det judeoamerikanske finansherredømme, at vi ikke kan undlade at inddrage det i analysen. Symbolikken er i fornærmende, ansigtsudtværen-de grad selvindlysende. Og nu ser vi altså også læberne med cementfyldet og botox-indsprøjtningernes uhyggeligt forstenede plastik-ansigter. Disse tilsynekomster er for-færdende etnokulturelle alarmsignaler der lader os forstå i hvor alvorlig sygdomsfrem-kaldende grad det moderne teknofinansielle system er i stand til at påvirke dets elendige skatteslaver.

For den historisk interesserede iagttager kan det være oplysende at stille sig spørgsmålet: fandtes dette eller hine fænomen før 1945? Hvis svaret er nej giver det os som regel et fingerpeg om visse verdensomspændende magtpolitiske strukturer og visse etnokulturelle gruppers indflydelse herpå.

Under udarbejdelsen af denne artikel har man i medierne kunnet følge med i en sælsom affære. Der har efter sigende været tale om en slags folkekrav der ikke længere kunne un-dertrykkes; en spontant fremvoksende ‘græsrodsbevægelse’, må man forstå, med dertil-hørende protest-demonstrationer på Christiansborg slotsplads og indignerede mikrofon-holder-interviews i systemmedierne. Kravet fra de demonstrerende har forurettet lydt: “flere pædagoger i institutionerne!” “Bedre normeringer!” (eller var det mon normalise-ringer?) “Vore børn fortjener nærhed, omsorg og mere voksenkontakt i dagligdagen!”

Disse beskæmmende åndsforladte og ansvarsforflygtigende ytringer fra de hjernevaskede karriere-forældre skal være vort tredje eksempel på vesterlandsk naturfremmedgørelse. Kan man forestille sig noget mere civiliseret? —noget mere tæmmet? Fædre og mødre, som har valgt at nedprioritere deres egne børns velbefindende for personlige karriere-hensyn, går i demonstrationsoptog for bogstavelig talt at kræve, at staten skal overtage mere af deres eget forældreansvar og tryglende anråbe magthaverne om de ikke nok vil give statens institutioner større adgang til lovformeligt at kunne indoktrinere deres egne børn, mens de selv har travlt med førsteprioriteten: den ubrudte hamsterhjuls-karriere.

Er det mon en tilfældighed at de mest tekno-videnskabeligt udviklede lande samtidig er de demografisk svageste, de mest tolerante over for homoseksualitet og der hvor de mest kynisk udartede former for naturudnyttelse, såsom de forbryderiske dyreforsøg og det miljøødelæggende industrialiserede landbrug, finder sted?

Er det mon tilfældigt at de mest medicinsk avancerede lande samtidig er der hvor psykisk og somatisk sygdom trives bedst, i en grad så hele følge-industrier og pyramidale institu-tionsstrukturer er fremgroet, som snylteudvækster på et råddent træ, medens autoritære eksperter lever fedt af at behandle og beskrive og kategorisere og evighedsforske i disse sygdomme?

Måske en hypotetisk begivenhed af udenjordisk oprindelse kan tydeliggøre netop den indirekte natur af vor mulige alliance med AP’erne og vor hele stillingtagen til deres verdenssyn og virke.

Lad os forestille os fremkomsten af en overmåde kraftig solstorm, så intens, at den aldeles tilintetgjorde verdens-teknokratiets muligheder for elektromagnetisk kommunikation. Samme passivitet skulle da præge vor tilgang, som hvis samme eller lignende resultat var fremkommet ved AP’ernes eller ved en hvilken som helst anden faktors mellemkomst.

IV. En totaludryddelse af al teknologi og videnskab lyder som et noget urealistisk fremtidsmål. Skal vi ikke hellere koncentrere os om nutidens mange udfordringer?

Det er en selvfølge at man forholder sig realistisk til samtidens givne politisk-økonomisk-demografiske forhold i nærmiljøet, i landsdelen, i fædrelandet, i Norden, i Europa, i Ves-ten og i resten af verden. Men hvis ingen af os nogen sinde beskæftigede os med lang-sigtede fremtidsmål, da ville det jo så bare være globalteknokraternes og finansbaroner-nes langsigtede fremtidsmål, der, med garanti og som hidtil, ville fortsætte med skridt for skridt at blive virkeliggjort hen over hovederne på os.

Det teknovidenskabelige civilisationsmareridt, med dets stedse flere autonome kamp-droner, stedse mere selvreplikerende robotificering og stedse intimere sammensmeltning af menneske med maskine, tegner sig meget tydeligt i horisonten. 5G-udrulningen af intensiveret mikrobølgestråling er blot den seneste og mest iøjnefaldende optrapning, der, selv hos visse delvist zombificerede lemminger, øjensynlig vækker stigende bekymring.

Alle ledende politikere i Vesten understøtter imidlertid udviklingen i ensrettet tekno-kapitalistisk retning, enten ved åbent at erklære deres betingelsesløse støtte til fortsat accelleration af denne udvikling, eller ved passivt at indvilge i dens teleologiske tvangs-indgreb mens de omhyggeligt sørger for aldrig at afvige en millimeter fra den afstukne kurs mod transhumanismens vidunderlige fremskridts-forjættelse*.

*Den såkaldt ‘grønne omstilling’; ‘grønne teknologi’; ‘grønne energi’ og de forskellige former for ‘bæredygtig udvikling’, om hvilke de korrupte politikere i stadig højere grad lader deres uvederhæftige ordsavl flyde, udgør ingen undtagelser fra reglen. ‘Grøn’ teknologi, såsom vindmøller og elbiler, er, bag den trendy facade, intet andet end eksempler på ultra-progressivistisk (og finanskapitalistisk såre indbringende) teknologi, hvis fremstillingsprocesser forpester miljøet betragteligt samt beskadiger dyrs og menneskers arveanlæg. Vindmøllerne, miljøpolitikernes store skrig-grønne glansnummer, er til eksempel udstyret med flotte videnskabeligt udformede tekno-vinger fremstillet af epoxy, hvilket er noget nær det mest miljøforgiftende og hormonforstyrrende materiale man kan tænke sig. Akkumulatorerne og generatorerne i møllehusenes indre, som omdanner epoxy-vingernes rotation til ‘grøn’ elektricitet, er fremstillet ved anvendelse af forskellige tungmetaller, herunder neodymium til magneterne, som udvindes ved minedrift i fjernøsten, særligt Mongoliet, under slavelignende arbejdsforhold. Se her og her for mere info om emnet.

Disse tungmetaller er mindst ligeså miljøskadelige som eksempelvis diesel og deres transport hertil samt forarbejdningen, tilvirkningen af magneterne og fremstilllingen af generatorerne selv må formodes at forurene i et omfang der ikke i synderlig grad afviger fra f.eks. olieudvinding og kulafbrænding. Derudover er der problemet med bortskaffelse af udtjente møller og ikke mindst de aktive møllers forstyrrende indvirkning på fugle- og menneskeliv. Det altafgørende problem er at den ‘grønne’ fup-omstilling ikke på afgørende måde gør op med teknoprogressivismens indbyggede dødsdrift og omverdensødelæggelse, men tværtimod lader det verdensomspændende teknofinansielle system fortsætte under et forlorent grønt dække, der ved anvendelse af diverse slogans og markedsføringskneb, skjuler miljø-omkostningerne ved den samlede proces for de bevidstløse zombie-vesterlændinge og deres skrivebordspolitikere som ikke bare er grønne i retorikken og teorien, men tillige bag ørerne.

Hvis den nuværende onde spiral af lige dele pengegriskhed, videnskabeligt hovmod og teknopolitisk-totalitær kontrolsyge ikke skal antage malstrømmens uigenkaldeligt selv-forstærkende egenskaber og ende ud i et nanoteknologisk terminator-helvede med kun-stige livmødre på samlebånd à la Huxley; cyborg-kloner; flyvende robotpoliti over hus-tagene og AI-styrede atom-arsenaler, er første forudsætning, at man som del af mod-standsbevægelsen i det mindste er i stand til at forestille sig muligheden af at nedlægge systemet fuldstændigt. Dernæst at man efter bedste evne arbejder bevidst hen imod det langsigtede mål, hvor urealistisk dets indfrielse end kan synes på nuværende tidspunkt, at udradere teknokratiet helt og aldeles fra jordens overflade, før det udraderer os.

Spørgsmålet melder sig naturligt: hvor sætter man grænsen for afviklingen, eller tilbage-rulningen, af det tekno-industrielle-civilisatoriske system? Vi er langt fra de første, hverken til at stille dette spørgsmål eller til forsøgsvis at besvare det.

Måske selve formuleringen af spørgsmålet her er vigtigere end at fremkomme med et endegyldigt svar. Hovedsagen er nemlig snarere at man én gang for alle får gennembrudt progressivismens bevidsthedslammende tankeensretning og således når frem til den åndeligt frigørende grunderkendelse: at udviklingen henimod mere og mere tekno-videnskabelig naturfremmedgørelse ikke er nogen på forhånd givet uafvendelighed.

For overskuelighedens skyld vil vi i det følgende undersøge fem tærskler for relevant tekno-afvikling.

Første tærskel: Amish (elektricitet). Amish-folket er som bekendt kristne fundamentalister (mennoniter) indvandret til USAs østlige stater, særligt Pennsylvania, fra Schweiz og Sydtyskland tidligt i 1700-tallet. De anvender i udgangspunktet hverken elektricitet eller eksplosionsmotorer. Men deres enestående kultur er fint udviklet med stolte traditioner inden for håndværk og husflid, hvis karakteristisk gedigent forarbejdede varer er efter-spurgte for deres høje kvalitet og særpræg. Efter sigende skulle deres børn desuden være forskånet for den i det omgivende samfund hærgende autisme-epidemi, af den simple grund, at de ikke lader dem vaccinere. Denne etnisk europæiske folkegruppe har altså valgt at takke nej til udviklingens tvangspåbud på et tidspunkt omkring industrialiserin-gens begyndelse, og har dermed fundet sig til rette på et teknologisk leje der passer dem i deres særegne livsførelse. Sikke gammeldags. Sikke bagudskuende. Sikke reaktionært. Sikke … selvberoende. Kan man virkelig selv tillade sig at vælge hvilket niveau af tekno-logisk udvikling man ønsker at leve i og med? Er det ikke mærkeligt bagstræberisk og intolerant og umoderne? Skal amish-børnene da ikke have mulighed for at følge med i alle de spændende nyudviklede computerspil og smartphone-apps som deres jævnaldrende boltrer sig i 24 timer i døgnet ude i det frie samfund? Hvad siger myndighederne? Er det ikke en form for overgreb på børnene at de sådan må lide afsavn og slet ikke får mulighed for at sidde som forstenede i timevis foran skærmen dag ud og dag ind som de almindelige børn? Staten må da kunne gribe ind og med magt få fjernet disse børn fra deres håbløst teknologiforskrækkede og usamarbejdsvillige ekstremist-forældre og tvinge dem til at opleve friheden sammen med os andre ude i det moderne samfund.

Amish-eksemplet giver os anledning til at overveje et gennemgående træk; et særkende hos alle progressivister: deres optagethed af og higen efter konstant forandring i deres ydre livsomstændigheder. Som i beskrivelsen af alle andre politiske forhold gør vi os det selvfølgelig klart, at progressivister ikke er nogen ensartet blok, men med fordel kan op-deles i to hovedgrupper: de der bruger progressivismen som politisk og økonomisk magt-middel, og de (den langt største gruppe) der bruges og på forskellig vis manipuleres af førstnævnte gruppe. I det følgende beskæftiger vi os hovedsageligt med følgegruppen, der foruden de afsjælede lemminger også indbefatter lakajerne og profitørerne. Magthaverne i førstnævnte gruppe behøver selvsagt ikke nødvendigvis selv at være progressivister, idet mange forræderisk vil foregive tekno-entusiasme i bestræbelserne på at udbrede progres-sivismen til masserne af kyniske politisk-økonomiske magthensyn. En betragtelig andel af ledergruppen vil dog kunne forventes at udgøre egentlige teknofanatikere, aldeles frem-medgjort fra Naturens orden.

For progressivisterne er det tilsyneladende af større betydning at samfundet omkring dem hele tiden forandres og ‘udvikles’ (teknologiseres og effektiviseres) end (1) at deres eget privatliv bringes i overensstemmelse med Naturens orden eller (2) at deres eget sjæleliv udvikles. Af denne enkle iagttagelse kan vi gøre os mange interessante overvejelser.

I stedet for et dynamisk og forandringsdygtigt samfund kunne vi eksempelvis overveje hvad et stabilt samfund mon ville betyde for borgernes mulighed for personlig udvikling.

Lad os se os undrende omkring og spørge os selv om et evigt forandrende samfund mon virker befordrende eller hæmmende på et sådant samfunds borgere. Hvis et menneskes fulde opmærksomhed til stadighed skal bruges på at tilpasse sig evigt omskiftelige vilkår (teknologiske, sociale, demografiske, kulturelle og økonomiske) under en tekno-disruptiv globalist-lydstat, hvordan vil et sådant menneskes personlige udviklingsmuligheder mon i så fald blive påvirket?

Planter vokser, blomstrer og sætter frø såfremt de gives stabile vækstbetingelser, men forkrøbles, visner og dør, såfremt vækstforholdene bestandigt forstyrres. Mennesker er, indrømmet, ikke planter og den hortikulturelle metafor derfor selvfølgelig mangelfuld.  Men måske det alligevel var værd at overveje, dels om forandringsfanatikernes travlhed med hele tiden at opfinde og udbrede spændende ny teknologi mon skyldes, at de selv er blinde for Naturens pragt og vælde, og dels om hele teknotyranniets forandrings-karrusel har til formål at forstyrre den enkelte borger i en sådan grad at denne aldrig finder ro til at udvikle sig åndeligt og knytte tætte bånd til sine folkefæller.

Anden tærskel: Vikernes (smidig tilgang). Varg Vikernes har øjensynlig fundet en vej ad hvilken han, igennem sin kunst, musik og sit oplysningsvirke ved forskellige former for internetpropaganda, ganske virkningsfuldt er i stand til at åndsopløfte, motivere og be-væge i titusindvis af racebevidste europæere til aktiv modstand mod det globalteknokra-tiske folkemordersystem. Således bekæmper han teknomonstret med dets egne våben. Vikernes benytter sig, ud over de formidlingstekniske værktøjer, også i sit privatliv af moderne tekniske hjælpemidler, såsom eksempelvis solceller, batterier og dieseldrevne køretøjer. Nogle vil måske anse dette som en hyklerisk sammenblanding af uforenelige livsmåder.

Som nævnt i denne artikels indledning vil det imidlertid være uforstandigt at fraskrive os brugen af hverken teknologiske hjælpemidler eller våben, indtil vi er helt sikre på at det globalteknokratiske system er fuldstændig knust og udryddet for bestandig. Indtil da kan man med fordel ihukomme det ældgamle ordsprog: med ondt skal ondt fordrives.

Tredje tærskel: NS 1933-45 (dobbeltstrenget, med sideløbende tekno-videnskabelig ud-vikling og neomiddelalderlig landbo-idyl).

Det ville være grel historieforfalskning at påstå at det Tredje Rige var anti-teknologisk. Men der fandtes (og findes) inden for den nationalsocialistiske filosofi en gren som var (og er) teknologisk bagudskuende og udpræget anti-modernistisk. Blandt dens betydeligste fortalere var Rosenberg og Darré. Speer og Goebbels synes at have repræsenteret den tekno-progressivistiske hovedstrømning, der desværre blev dominerende.

Om denne skæbnesvangre drejning mod tekno-progressivisme blev pånødt bevægelsen af ydre omstændigheder eller var ideologisk medfødt, bliver vanskeligt at afgøre her. Vi kan under alle omstændigheder gøre os klart at der i løbet af fredstiden fra 1933-39 fandtes en styreform i Europa, der, dels søgte at genopdage og vedligeholde fortidens skikke og dyder, dels dyrkede institutionaliseret tekno-videnskabelig forskning på flere områder. Særligt værnemagtens våbenudvikling og lægevidenskabelig racehygiejne blev drevet i en umiskendeligt tekno-progressivistisk retning.

Der er før blevet gisnet om følgevirkningerne, hvis NS-tyskland havde overlevet Anden Verdenskrig. En mulighed, relevant for emnet under behandling i denne artikel, kunne være at den to-sporede model med teknologisk understøttet forsvar, infrastruktur og racehygiejne, sammenkoblet med en slags nøje planlagt, lavteknologisk afstemt ny-middelalderlig bondekultur havde kunnet bestå i en blandingsform hvor teknologisk udvikling og afvikling, på hver deres områder, gensidigt styrkede hinanden til folkets gunst.

Fjerde tærskel: Zerzan (jæger-samler/stenalder).

John Zerzan’s teknologi- og civilisationskritik er interessant og værd at beskæftige sig med af flere grunde. Dels retter han relevante anklager mod systemet, som i deres egen ret, uaf-hængigt af Zerzan’s personlige og/eller politiske tilbøjeligheder, er både gyldige, betimeli-ge, berettigede og ofte skarpsindigt udtrykt. Her kan nævnes hans kritiske spørgen til pro-gressivismens gentagne løfter om det total-teknologiserede samfunds fantastiske fremtids-forbedringer, f.eks. i lovet arbejdsreducerende retning. Zerzan påpeger her ganske kor-rekt, at jo mere højteknologi, eksempelvis digitalisering, der i et givet samfund udvikles, antageligvis af både effektiviserende-tidsbesparende hensyn og til påstået gavn for den enkelte borgers personlige frihed (til at vælge hvilken form for teknokratisk ske-madning han foretrækker), jo mere fortravlede, udstressede og syge synes dette samfunds borgere mærkeligt nok at blive. I denne sammenhæng giver Zerzan yderst rammende og velunder-byggede fremtidsudsigter for, hvad der kommer til at ske hvis eksempelvis teknokraternes vidtløftige science-fiction planer om selvkørende biler bliver virkeliggjort.

Som med den ‘trådløse’ (elektromagnetisk strålings-baserede) digitalisering, der allerede i årevis har været tilgængelig i den offentlige transport, forudser Zerzan at tiden brugt på befordring til og fra arbejde, også i de af medierne så forjættede, selvkørende ‘privat’-biler, inden længe, af de evigt effektiviserings-hungrende transnationale arbejdsgivere, vil for-ventes anvendt som en gradvis tilvænnet ulønnet del af arbejdsdagen.

Så kan de tekno-sammenvoksede menneskelignende arbejdsdroner sidde bekvemt og sikkert i deres totalovervågede robotbiler og udnytte spildtiden, som før gik hen med uproduktivt dagdrømmeri, til at arbejde gratis (de har jo tiden til det nu hvor maskinen fører køretøjet) og endnu en rest af den evigt skrumpende tilbageværende menneskelige værdighed og selvstændighed, i dette tilfælde den fysiske egenkontrol over automobilets styretøjer, vil være blevet frataget den evigt omstillingsparate og tilpasningsivrige gen-nemsnitsvesterlænding.

Dels udgør netop Zerzan’s personlige baggrund i den judeoamerikansk-kulturmarxistiske ’68-bevægelse en såre brugbar prisme gennem hvilket hans AP-filosofis grundliggende mangler og indre modsætnings-fuldhed kommer klart til syne. Når Zerzan i egne kredse taler ‘til sit hjemmepublikum’, så at sige, bliver det tydeligt hvor splittet han selv og hans anarko-primitivisme i virkeligheden er (øjensynlig foretrækker han selv betegnelsen primal anarchy, altså en oprindelig eller urform for anarki). Fra egne rækker i bred forstand, altså fra anarkister i almindelighed, angribes han gennemgående for at åbne en fløj for øko-fascister og for ‘fascister’ i det hele taget. Hovedanklagen går som regel på, at den logiske konsekvens af Zerzan’s antiteknologiske radikalisme (altså målsætningen om at bringe det verdensomspændende teknosystem til dets endelige sammenbrud) snart ville efterlade hoben af naturfremmedgjorte psykopater (særligt trans- og homoseksuelle) så hyppigt forekommende i de venstreradikale kredse, med drastisk forringede eller ganske uden overlevelsesmuligheder (fordi følgerne af deres selvødelæggende og anti-naturlige adfærd i så fald ikke længere kunstigt, som det er tilfældet i dag, vil kunne behandles gennem f.eks. retroviral medicinering osv.). Kritikken af Zerzan fra hans ‘egne rækker’ (der findes øjensynlig også et mindretal af anarko-primitivister der oprigtigt indtager en åben holdning over for et vist samarbejde med og en vis tilnærmelse til racebevidste systemkritikere) er således såre interessant at bevidne. Ikke blot fordi denne interne kritik peger på en dyb sandhed: sammenhængen mellem medicinalteknologiens bestandigt udvidede ydelsesrepertoire og den derved muliggjorte fortsættelse af en, lad os kalde det, ‘konsekvensreduceret’ usædelighed hos de naturfremmedgjorte teknoklienter, men tillige fordi den lader os forstå hvori den afgørende forskel mellem race- og naturlovsbevidst civilisationskritik på den ene side og race- og naturlovsfornægtende civilisationskritik på den anden side ligger.

—Nemlig i hvorvidt civilisationskritikken, som hos racebevidste fjender af teknotyranniet, følger efter vor højagtelse for Naturen, eller om den, som hos AP-flertallet, svæver frit i luften uden at de i dybden hverken forstår eller anerkender den bagvedliggende og ufor-anderlige forudsætning for alt liv i verdensaltet: Naturens urokkelige orden.

I et primitivt samfund direkte underlagt Naturens evige og uforanderlige love vil der ikke være behov for hverken fascisme, nationalsocialisme eller nogen anden programmatisk ideologisme til at gennemføre racehygiejniske tiltag … Naturen selv vil, netop i fraværet af teknocivilisationens og lægevidenskabens krykker, udgøre den bedste racehygiejniske regering man kan tænke sig. Det er denne forståelse der gør Zerzan’s interessante idéer så uspiselige for instinktsvage antifa-typer og andre naturfremmedgjorte kulturmarxister, der tror at anarki og kommunisme er nærtbeslægtede bestanddele af samme verdens-anskuelsesmæssige hele. Ligegyldigt hvor mange patetiske tilbagetog og indrømmelser Zerzan, af frankfurter-dogmatiske årsager bliver tvunget ud i at foretage, vil homo’erne; selvhaderne; feministerne og anti-natalisterne i AP’s periferi aldrig kunne forlige sig med hans grundidé om gradvis totalafskaffelse af selve den civilisation, den teknologi og den lægevidenskab, uden hvilken de næppe ville overleve de første 48 timer.

Femte tærskel: Kaczynski (voldelig modstand).

Velunderrettede læsere vil utvivlsomt være bekendt med hovedlinjerne i historien: Kaczynski’s livstids-indespærring i det topsikrede føderale fængsel i Florence, Colorado for, i perioden fra 1979 til 1995, angiveligt at have sendt dødbringende brevbomber til adskillige højtplacerede figurer i den amerikanske universitets- luftfarts- og IT-verden. Dommen over Kaczynski, der holder ham ansvarlig for både mord og lemlæstelse begået ved denne ikke just tiltalende fremgangsmåde. Vidunderbarnet Kaczynski, sønnen af polske indvandrere, opvokset i en forstad til Chicago med en IQ omkring de 170. Op-tagelsen på Harvard som 16-årig og ansættelsen i fast professorat med undervisnings-forpligtelser på UC Berkeley som 25-årig.

Ifølge systemmediernes standardfortælling droppede Kaczynski herefter, pludseligt, ufor-udset og uden nogen påviselig grund, andet end personlig utilstrækkelighed og social aka-vethed, ud af systemet for at bosætte sig i det fjerne Montanas ødemark, i en selvbygget hytte uden indlagt el og vand. Det var herfra at han som sky eneboer, angiveligt i forsmå-ede vanvidståger, planlagde og udførte sine terrorhandlinger mod det teknokratiske system og dets repræsentanter.

Hvad de gængse fremstillinger af forløbet som regel udelader er at CIA formentlig under-kastede den unge universitetsstuderende Kaczynski forskellige fornedrende LSD-forsøg under det berygtede MK-ULTRA program.

En sådan oplevelse, hvilket der findes velunderbygget dokumentation for har fundet sted, må siges at have kunnet bidrage i ikke ubetydelig grad til, for ikke at sige retfærdiggøre, Kaczynski’s ‘uforklarligt’ glødende modvilje mod al tekno-videnskabelig progressivisme.

I denne sammenhæng er det afgørende ved Kaczynski’s eksempel imidlertid ikke hvorvidt den ene eller den anden udgave af hans levnedsskildring kommer tættest på sandheden, men at Kaczynski’s tærskel frem for alt bestemmes ved terroristisk voldsparathed og dåd snarere end nøjagtig hvor langt han måtte ønske at tilbagerulle teknologiseringen.

Kaczynski’s kritik af anarko-primitivismen, som på flere områder overlapper med den her i artiklen frem-førte, synes dog at angive at Kaczynski ikke som Zerzan finder det nødven-digt at transcendere husdyrbrug, agerbrug, ja endda kunst, sprog og sågar tiden selv, for med tilstrækkelig grundighed at slå tekno-monstret ned. Måske mindre trods alt også kan gøre det.*

* Note: vi hverken billiger eller opfordrer til voldsudøvelse i denne artikel eller andetsteds på bloggen.

Betragtningerne over hvad vi som race- og naturlovsbevidste nationalrevolutionære kan finde af værdi og af interessefælles tankegods i anarko-primitivismen og de andre former for radikal civilisationskritik fremlagt her er ikke begrundede i teoretisk sofisteri eller aka-demisk tankespind. Det er blodig alvor.

Det totalitære globalteknokratiske systems erklærede hensigt er at afvikle de europæiske nationalstater. Dette veldokumenterede mål opnås kun ved udryddelse eller gradvis bort-skaffelse af, på den ene eller den anden måde, de oprindelige europæiske (ariske) folke-slag.

Metoderne hertil er, som det utvivlsomt vil være læseren bekendt, mangfoldige. Masseindvandring af racefremmede kolonisatorer, kulturmarxistisk-feministisk indok-trinering i medier og uddannelsesvæsen samt medicinsk-kemisk-elektromagnetisk køns-udjævning (langsom sterilisering), hører til blandt de vigtigste. Hovedbetingelsen for at disse folkemorderiske fremgangsmåder forbliver anvendelige for fjenden er: dennes ad-gang til teknologi og videnskab.

Den opmærksomme læser vil forhåbentlig have indset, at når systemet bliver ved med eksempelvis at udbetale de hårdtarbejdende danskeres tvangsinddrevne skattemidler til koloniserende racefremmede perkere af enhver tænkelig afskygning, så skyldes dette ikke uforstandigheden eller uvidenheden blandt systemets lav- og middelniveau-apparatjiks, men at langtidsplanerne for udslettelse af de europæiske nationer, udtænkt allerede før Anden Verdenskrigs begyndelse, fordrer at en sådan bevidst antinational fordelingspolitik fortsætter, årti efter årti.

Politisk korrekte papirlovspatrioter har i snart et halvt århundrede forsøgt sig med samme udsigtsløse strategi: Møjsommeligt har man belyst og beskrevet og forklaret og argumen-teret og dokumenteret stolpe op og stolpe ned om hvorledes udskiftningen af den oprinde-lige befolkning af danskere (og andre vesteuropæere), hovedsageligt til fordel for race-fremmede af tyrkisk, arabisk, jødisk og somalisk herkomst, allerede har været, er og fortsat vil vedblive at være, det logisk forventelige udkomme af den førte politik.

Problemet er bare, at det globalkapitalistiske systems ledere, deres vellønnede apparatjiks samt de mange lag af folkemorder-profitører og -medløbere, hvor grundigt gennemarbej-det, statistisk velunderbygget og detaljeret et oplysningsmateriale de end er blevet fore-lagt, aldrig har set sig nødsaget til at lytte alvorligt til papirlovspatrioternes uendeligt jamrende klagesange af spagt fremsatte bekymringer. Systemets repræsentanter har lyttet hvis og når de selv fandt det rimeligt at lytte. Og de har reageret hvis og når og på den måde de selv har fundet det hensigtsmæssigt og betimeligt at reagere.

Et begreb som den brændte jords taktik vækker utvivlsomt anstød hos mange og minder os måske om utiltalende og gruopvækkende historiske fortilfælde. Idéen med taktikken er ikke at brænde sine huse af i nogen politisk demonstration — for den dramatiske virkning — men fysisk at forhindre invaderende fjender i at proviantere, eller på anden vis drage fordel af landets rigdomme, ved at fjerne eller tilintetgøre disse rigdomme og derved gøre dem utilgængelige for fjenden.

Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har inviteret, og stadig inviterer flere af, de racefremmede kolonisatorer til landet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der fortsat udbetaler ydelser og anviser uddannelses- og jobmuligheder til de racefremmede kolonisatorer. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der siden 1945 har holdningsbearbejdet vor ungdom, nu på fjerde slægtled, til postmoderne raceforræderi, til selvhadende nihilisme og til barnløs homoseksualitet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der tvinger danskerne til at slide hårdere og hårdere på et mere og mere effektiviseret arbejdsmarked for en ringere og ringere belønning. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der sælger ud af og opkøber danskernes nedarvede infrastruktur (TDC, PostDan-mark, DONG). Det er det globalteknokratisk-finans-kapitalistiske system der af profit-hensyn har forgiftet og stadig forgifter danskernes miljø og drikkevand. Det er det global-teknokratisk-finanskapitalistiske system der undergraver danskernes privatliv ved grad-vist at pånøde dem mere og mere privatlivs-invaderende daglig anvendelse af smartphones og andre dehumaniserende tekno-digitale apparater for overhovedet at kunne fungere i samfundet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har ødelagt danskernes familieliv ved at gøre det socialt, økonomisk og institutionelt tillokkende for kvinder at ringeagte, undertvinge og forkaste deres naturgivne moder-instinkter, for i stedet at søge fuldtidsbeskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har udbredt og normaliseret den demoraliserende pornografi, den sygdomsspredende usædelighed samt det instinkt-forstyrrende og masse-steriliserende p-pille-indtag. Det er det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system der har ødelagt danskernes sprog og kultur ved at oversvømme landet med værdipolitisk indoktrinerende, pøbel-amerikansk hollywood-underholdning.

Hvorfra skulle perkere, jøder, negre, mulatter og etnisk danske folkeforrædere få deres penge og kunstigt opblæste status, hvis det globalteknokratisk-finanskapitalistiske system ophørte med at fungere i Danmark?

Man kunne jo starte i det små og afcivilisere ét område ad gangen. Lad os forestille os hvordan en bevidst primitivisering af et givet landområde mon ville virke på snylter-elementers lyst til overhovedet at befinde sig, endsige bedrive deres parasitisme, der.

Vi medgiver at her er tale om et tankeeksperiment af hypotetisk karakter. Ikke desto mindre kan det af og til virke både netop tankevækkende, afslørende og særdeles anskue-liggørende at opstille sådanne tænkte tilstande:

Mon Danmark ville virke tillokkende for racefremmede kolonisatorer … uden statslige eller kommunale udbetalinger af pengeydelser? Uden hæveautomater? Uden indkøbs-centre & fastfoodkæder med privat-økonomisk slavebundet, nervøst vimsende service-mindet og dogmatisk raceblindt oplært personale? Uden autoværksteder? Uden døgnåbne tankstationer? Uden VVS-folk? Uden kloakarbejdere? Uden elektrikere? Uden mobil-dækning? Uden caféer? Uden restauranter? Uden fængsler med gratis kost og logi og venligt forstående unge kvindelige, overbevist antiracistiske fængselsbetjente? Uden politi? Uden domstole og socialt indignerede forsvarsadvokater? Uden gadebelysning? Uden imødekommende socialarbejdere med attraktive aktiverings-, resocialiseringstilbud eller spændende exit-programmer på hånden? Uden festlige gymnasier, handelsskoler og universiteter med evigt rosende kulturmarxistiske lærere og spytslikkende undervisere og vejledere? Uden hospitaler? Uden lægeklinikker? Uden landsdækkende TV- og radio-kanaler med eftersnakkende værtinder (m/k)? Uden busser og tog med pligtopfyldende chauffører og punktlige togførere? Uden asfalterede veje at cruise rundt på i bmw’erne? Uden fjernvarme? Uden vand i hanerne? Uden serviceteknikere og viceværter til at rydde op efter sig i boligblokkene? Uden skraldemænd? Uden taxakunder? Uden strøm i væggen til barbermaskinerne og hårtrimmerne i de neoliberale saloner?

Disse overvejelser bringer os naturligt til idéen om folkestrejken. Hvis hovedparten af de dygtige og særdeles arbejdsomme danskere kunne vækkes af deres søvngængermarch mod demografi-afgrunden, for i fællesskab at indlede en langvarig og vedholdende folkestrejke, ville det teknofinansielle folkemordersystem kunne komme i alvorlige vanskeligheder.

Som vi har redegjort for i adskillige artikler ligger gennemførelsen af en sådan almindelig udbredt folkestrejke desværre uden for det muliges område, da det danske folks (og den samlede hvide races) dødsfjender siden 1945 har overtaget kontrollen med samtlige af statens institutioner og dermed har kunnet programmere befolkningsflertallet til et for-uroligende velopdragent og produktivt etnokulturelt selvmord.

Denne kendsgerning betyder dog ingenlunde at folkestrejkens nyttige egenskaber behøver gå til spilde. Et mindretal af racebevidste folkefæller vil udmærket kunne udnytte folke-strejkens virksomme midler, også selv om det store flertal af afsjælede lemminger måtte fortsætte skatteslaveriets dødsridt.

Et af de mest gennemgående budskaber fra de progressivistiske politikere lyder igen og igen: “vi må ikke lukke os om os selv”. —Ordret citeret. Hmmm. Lad os for et øjeblik over-veje hvordan det mon kan være, at så besynderligt et budskab med så stor regelmæssighed optræder i folkeforræderpolitikernes talemanuskripter. Når det er så vigtigt for de global-kapitalistiske magthavere at danske skatteslaver gennemhegles med netop denne forma-ning, altså om at vi endelig og for alt i verden ikke må ‘lukke os om os selv’ … så kunne dette måske skyldes, at en sådan folkelig nødværgereaktion (lokalpolitisk, demografisk og økonomisk selvberoenhed) kunne tænkes at ville fratage de globalkapitalistiske teknokrat-igler muligheden for at udnytte og snylte på det danske (og andre europæiske) folke-legeme(r)s arbejde og livskraft. Vi må ikke lukke os om os selv. Aha. Javel. Jaså.

Hvem siger at vi ikke må lukke os om os selv? Og hvad siger udsagnet om afsenderne af denne plumpe og kategoriske fordring? Voldtægtsforbrydere og hjemmerøvere kan vel tilslutte sig logikken og foretrækker sikkert også at deres ofre ikke var så genstridige sådan at ville lukke sig om sig selv. Det samme gælder vel for gemene lommetyve. En tillidsfuld åbenhed hos ofrene giver vel de bedste ‘arbejdsbetingelser’. Det må formodes at vira, bacciller og snyltere i almindelighed trives bedst, jo mindre deres udsete værter er tilbøjelige til at ‘lukke sig om sig selv’.

Hvad om man lukkede sig for det eller de forhold man fandt det hensigtsmæssigt at lukke sig for og tilsvarende åbnede sig igen når og under de vilkår og omstændigheder man selv fandt rimelige og ønskværdige? Hvoraf den plumpe og kategorisk ubøjelige fordring? Vi “må” ikke ditten og datten. Af og til hører man udsagnet i formen: “vi kan jo ikke lukke os om os selv”. —En endnu mere absurd kategorisk påstand, hvis bogstavelig talt handlings-indskrænkende betydning afslører noget af den desperation med hvilken globalist-lakajerne anskuer verden og søger at indsætte deres medborgere i samme totalitære tankefængsel som de selv befinder sig i.

Hvad hvis nu vi tænkte os at de mest hæderlige og flittige og samvittighedsfulde og på-lidelige og dydige og racebevidste danske folkefæller gradvist begyndte at bruge mere og mere af deres flid og dygtighed og tid på, i deres eget lokalområde direkte at arbejde for deres egen slægt og for deres nære etnokulturelle folkefælleskab, i stedet for dagligt at pendle i timevis frem og tilbage og sidde i sneglende motorvejskøer for at slave for den folkeforræderiske stat og for det folkemorderiske globalteknokratis ‘private’ virksom-heder?

Selv hvis kun et beskedent mindretal af selvberoende folkefæller fulgte denne antisystemiske kurs, ville en sådan frigørende bevægelse væk fra det teknofinansielle systems kvælertag for det første begunstige kernen af de folkestrejkende selv, for det andet fratage systemet lokale skatteindtægter samt adgang til den bedste og pålideligste arbejdskraft og, for det tredje, ved eksemplets magt, sætte åndsopløftende ringe i vandet.

Det er oprørende at tænke på hvor mange tusindvis af timer en almindelig dansker forspilder på at slave for det globalkapitalistiske folkemordersystem om året. Folkestrejkens vellykkethed er således ikke betinget af en alt-eller-intet fordring om nødvendigvis at få samtlige danskere med på et storstilet projekt med tilhørende offentlige erklæringer, floromvundne manifester og proklamationer eller statsgodkendte vælgererklæringer. Folkestrejken begynder og slutter som alle andre virkeligt meningsfulde viljesytringer hos os selv.

Sort arbejde (eller som ODIN.ORG plejede at kalde det: samarbejde) er en glimrende mu-lighed for i det stille og jævne at bidrage til god folkestrejkende virksomhed. Her er det på-faldende hvor panisk systemteknokraterne arbejder på at få digitaliseret alle pengeover-førsler og dermed indføre det kontantløse samfund. Hensigten er åbenlys: at forhindre de tilbageværende racebevidste danske (og andre hvide) folkefæller muligheden for indbyrdes fortrolig, system-uafhængig handel.

I stedet for at kappes forvildet om zombie-vælgernes gunst for en illusorisk og system-godkendt overtagelse af det dødsmærkede vanvidssystems tøjler, kunne megen tid og besvær spares ved ganske enkelt at træde til side for dødstoget og i stedet rette sin arbejdsevne og sin opmærksomhed mod andre hensyn, i bedre overensstemmelse med Naturens orden. Lemminger der med stift blik insisterer på at kravle målrettet længere og længere ind i teknosystemets digitaliserede kødhakkermaskine kan ikke reddes.

Med andre ord kunne der med nationalsindede danskernes almindelige flid, arbejdsdisciplin og dygtighed taget i betragtning oprettes adskillige meget veldrevne mini-samfund rundt omkring i det ganske land. —Ægte, racebevidste samfund, hvor fælleskassens midler blev anvendt på tiltag som indbetalerne med egne øjne kunne forsikre sig om blev anvendt på det nære folkefællesskabs behov og ikke forsvandt i fjerne, teknototalitære bureaukraters verdensfrelserprojekter.

Her kommer den anarkistiske tænknings berettigelse ind i billedet. Anarki betyder som bekendt ordret u-styre eller ikke-styre. Som nordisk-germansk dansker (og som en hvid person i det hele taget) er det uantageligt at lade fremmede magter styre vores skæbne. Altså må vi som anarkisterne afvise styreformer der søger at sætte sig til herre over vores naturlige livsudfoldelse. I stedet for disse uantagelige styreformer sætter vi selvstyret som den eneste følgerigtige vej til at kunne leve i overensstemmelse med Naturens orden og til fuldbyrdelsen af de hellige Fjorten Ord.

Måske det var på tide at den racebevidste nationale modstand begyndte at tage sine egne mål alvorligt. Måske det i denne forbindelse var på tide at overveje hvilken pris man som nationalrevolutionær er villig til at betale for at uddrive fjenden af landet. Måske det var på tide at folkeforræderne indså, at det kunne komme til at indebære alvorlige konsekvenser, for dem selv, såfremt man fortsatte med for egen vindings skyld at dele danskernes surt optjente skattemidler og fædrende jord ud til aggressivt koloniserende, aldeles uvedkom-mende race- og kulturfremmede snyltergrupper.

Indtil videre har folkefjenders og -forræderes største frygt øjensynlig været at tabe endnu en formaliseret debat i TV, eller at papirlovspatrioter udgav endnu en bog der endnu en-gang beviste og, hinsides enhver tvivl, med endnu flere udførlige fodnoter, dokumenterede hvad alle allerede vidste. Med andre ord har folkefjenderne i virkeligheden intet reelt haft at frygte og har dermed også fuldkommen uhindret kunnet fortsætte deres fædrelandssvig (som endda ofte er blevet, og stadig bliver, karrieremæssigt og socialt belønnet).

Den globalkapitalistiske teknokrat-elite og deres hundredtusindevis af professionelle folkemorder-profitører er fløjtende ligeglade med om endnu en høflig, lovlydig og civi-liseret (systemgodkendt) indvandringskritiker formelt set måtte have ret i hans eller hendes reaktionære, omhyggeligt antiracistiske bedsteborger-synspunkter og måske fra tid til anden vinder en TV-debat, et byrådssæde eller tilstås et legitimerende folketings-mandat. Det afgørende for systemets diskret tilbagetrukne plutokrater og deres korps af spytslikker-lakajer blandt politikere, erhvervsfolk og ansatte i stats-institutionerne, er ikke hverken udfaldet af mediernes kulturmarxistisk gennemtilrettelagte debatter, offentligt tilladte synspunkters lødighed eller parlamentarisk godkendte argumenters logiske gyldighed … Det afgørende er alene om de har mest grund til at frygte for deres sociale stilling og personlige (materielle, legemlige og privatøkonomiske) velbefindende ved at understøtte den teknokapitalistisk befordrede masseindvandring og de dertil knyttede fortsatte demografiske ødelæggelser af fædrelandet eller ved at støtte modstanden herimod.

Mens dét spørgsmål bliver afgjort er det fornuftigste vi, som medlemmer af den hedensk racebevidste folkekerne, kan gøre, samvittighedsfuldt, støt og vedholdende at varetage vore egne og vore slægters kort-, mellem- og langsigtede interesser, mens vi så vidt muligt frigør os fra det tekno-videnskabelige systems hidsigt accelererende, finanskapitalistisk drevne dødsspiral.

Hvis denne mulighed for passiv udtræden af det folkemorderiske teknoslaveri bliver os nægtet af de totalitære tvangsprogressivister kunne det jo være at deres elskede disrup-tion på et tidspunkt begyndte at give bagslag. Måske det ville være lærerigt for de såre langsomt opfattende teknoprogressivister og deres medsammensvorne globalkapitalister, såfremt deres foretrukne livsmåder også, pludseligt og uden varsel, blev ‘disruptet’ af udefrakommende kræfter i en retning der var udelt ugunstig for dem.

Ut Sementem Feceris, Ita Metes.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

TEKNOPLUTOKRATISK SAMFUNDSCANCER — JO MERE DEN “VÆKSTER”, DESTO MERE DØDBRINGENDE FOR LEGEMET

Selvkørende biler, talende køleskabe, intelligente skraldespande og summende kamera-droner overalt. Det hele konstant forbundet digitalt via højintens mikrobølgestråling over det nyeste israelske og kinesiske isenkram. Hvem kunne have noget imod teknologiens og fremskridtets strålende fremtidsudsigter?! Og så kan man endda downloade sin yndlings-propa…[host!]: underholdning hundrede gange hurtigere! –Og der er penge i skidtet.

Godt nok er det først og fremmest finansspekulanterne og de største internationale kon-cerner, der scorer kassen på den spændende totalteknokratiske effektivisering af samfun-det. Men sådan er udviklingen jo. Og Danmark skal være en frontrunner, når det gælder fortsat disruptiv digitalisering. Ellers risikerer vi jo at sakke agterud. Og det går sandelig ikke an. virksomhederne siger desuden selv at deres teknologiske landvindinger er helt u-farlige, så der er overhovedet slet ikke noget at bekymre sig om. Tværtimod kan den fagre nye digitale teknologi redde vores liv, ved at overvåge os hele tiden, således at eksperterne bedre kan gribe ind med de mest højteknologisk opdaterede løsninger, så snart vores tro-faste og allestedsnærværende og indbyggede sensorer registrerer noget unormalt.

Er du også utålmodig efter at blive en trendy forsøgsperson for internationale teknologi-koncerners planer for udviklingen af dit liv? Så er der godt nyt. Inden udgangen af juni 2019 vil testen af det længe ventede 5G-netværk nemlig begynde i Danmark, siger Telia Danmarks progressive CEO Morten Bentzen her. Og hurra for det. Udviklingen kan nemlig ikke gå hurtigt nok, når det gælder forøgede indtjeningsmuligheder. Poul Noer, chefkonsulent hos Dansk Erhverv, minder os i samme artikel om, at det selvfølgelig er “nødvendigt med en udbygning af netværket”, hvis der skal komme “flere og flere enheder på nettet”.

Ja, flere og flere enheder betyder nemlig flere og flere penge til den finansielle vækstmo-tor, således at dens fremsynede repræsentanter (såsom f.eks. Poul Noer) igen kan inves-tere midlerne i og dermed sikre den fortsatte udvikling af flere og flere innovative løsnin-ger, og ikke mindst sikkerhedsopdateringer, til vores allesammens personligt uund-værlige teknologiske infrastuktur.

Vi vil jo allesammen gerne have “forandret vores liv af superinternettet“, ikke sandt?

INTERNATIONAL APPEL – STOP FOR 5G PÅ JORDEN OG I RUMMET

 

Intet i denne artikel eller andetsteds på bloggen er ment som opfordring til ulovligheder.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar