GLÆDELIG JUL!

 

 

I anledning af Julemåneden og det snarligt forestående Solhverv ønskes en glædelig Jul til alle racebevidste, nordiske folkefæller.

Vi ihukommer at Julens højtid hører til blandt de vigtigste af de nordiske folks oprindelige kultiske fejringer, tæt knyttet til iagttagelsen af Naturens hellige orden, til taksigelsen for Solens og dagslysets tilbagekomst samt til erkendelsen af livets og dødens evige kredsløb.

Julen er desuden særligt familiens og børnenes højtid.

Det bør under hele Julemåneden tilstræbes at opretholde en så værdig, retskaffen og dydig livsførelse som muligt. Kun sådan kan man med frimodigt sind og bestyrket sjæl stolt stå ansigt til ansigt med sine racefæller, sine nære slægtninge, sine forfædre og med Alfader Odin (Naturens evige orden) når Solhvervets hellige døgn stunder til.

Julegaverne til de nærmeste slægtninge bør så vidt muligt altid tilvirkes for egen hånd. Julemaden bør selvfølgelig ligeledes, så langt det indenfor rimelighedens grænser kan lade sig gøre, tilberedes fra grunden i eget hjem, meget gerne med nogle af råvarerne dyrket eller opdrættet ved økologisk selvforsyning … altså i samme husstand som Julemiddagen senere skal nydes.

TV, mobiltelefoner og anden skadeligt forstyrrende, kulturfremmed åndsforurening bør i samme ånd undgås helt og aldeles. Børnene bør ikke uansvarligt gaveforkæles med intet- sigende og dyrt indkøbt plastiklegetøj eller uvedkommende elektronik produceret i fjern- østen.

Derimod skal børn, særligt ved Juletid, gives de største og dyrebareste gaver der kan gives:

(1) Barnets racemæssige bevidsthed vækkes og opmuntres ved overværelsen af de — for dets fintfølende og skarpt iagttagende, medfødte, men endnu uudfoldede racebevidste væsen — naturligt spændende; dragende Juleritualer og Solhvervs-blotformer således at dets lille sjæl får mulighed for at trives, vokse og styrkes i tryg samhørighed med en for barnet fortrolig og hjemlig kultur.

(2) Barnet skånes for de kristnes sygelige tilbedelsesformer og psykopatiske idéer om arvesynd, helvede, racelighed, evig tilgivelse, universalistisk moral, kærlighed til fjender, osv. Barnet får i stedet lejlighed til at styrke dets lille, klart opfattende og modtagelige sjæl ved betragtningen af dets forældre, far og mor sammen, som handlende i dyb overens- stemmelse med Naturens evige love, igen og igen, ved deres handlinger, forsikrer barnet om deres helt naturlige diskriminerende forkærlighed for dét i forhold til andre, åbenlyst uvedkommende, racefremmede børn.

Således skånes børn af hedenske, racebevidste og ansvarlige forældre altså for det ursvigt som kristne og andre folkeforræderiske ‘forældre’ udsætter deres børn for netop gennem praktiseringen af deres meningsløse universalisme (de ejegode, skinhellige ‘verdensfor- ældre’ der hellere redder negerbørn i Afrika end at være der for deres egne arvtagere).

 

 

Moderne underholdning (folkefjendtlig indoktrinering) og forstyrrende slaveteknologi (iphones, o.l.) har altså, som den fremmedgørende kristne slavetro fra mellemøsten, selvsagt ingen adkomst ved Julefesten.

Julesalmer med jødiske og andre mellemøstlige motiver kan imidlertid godt gøre nytte … de er for eksempel ganske velegnede til optænding af den hyggelige Juleild i brændeovnen eller måske til brug som køkkenrulle hvis der skal tørres op på gulvet efter tilberedningen af Julemåltidet; tillige kan de være nyttige som en slags nødtørftig dørmåtte (riv siderne med jødesangene ud og fordel dem på gulvet i entréen), i fald der skulle komme et større gæstebud med megen sne, sjap eller mudder på fodtøjet.

Det kan jo bestemt være fint at synge sange, særligt i kor, og så endda på en uudslukkelig nordisk-germansk højtid som selve Juleaften … Men var det alligevel ikke mest rimeligt, at vi overlod den rituelle afsyngning af salmer omhandlende netop de jødiske, gammel- testamentelige ørkenskrøner … til jøderne selv?

Der findes, som læseren sikkert ved, et ganske betragteligt kildevæld af fine danske sange med høvisk-nordiske temaer og lyrik byggende på vore egne folkesagn. Sådanne etnokul- turelt organiske sange bør selvfølgelig hurtigst muligt erstatte alle disse besynderligt på- trængende jødekristne ‘salmer’ med deres mildt sagt upassende mellemøstlige tekster.

Juletræet bør ikke tilstadses med kunstige, fabriksfremstillede plastik-dingenoter eller anden overdreven, smagløs udsmykning. Levende lys i afmålt antal, enkle røde bånd, sløjfer og selvgjorte papirsklip går an sammen med hjemmebagte småkager, pebernødder og honningkager udformet i traditionelle figurer såsom hjerter, solkors, runer, kringler, stjerner og hagekors.

Træets grønne top tåler fint at stå ganske upyntet i sin egen naturlige pragt, eller det kan fuldendes med et lykkebringende og stilfuldt, gerne hjemmegjort, hagekors. Også Jule- træsfoden bør være hjemmelavet.

Som en vigtig del af Julefesten bør hele familien, på et passende tidspunkt i løbet af høj- tideligholdelsen, spadsere en hyggelig og afslappet gåtur under den åbne himmel for sammen at iagttage og påskønne Naturens hellige orden.

Den vellykkede Julefejring afhænger aldrig af tingslig glans eller gæsters antal, men helt af om erkendelsen af Naturens uforanderlige love, kærligheden til familien og forpligtelsen på nationens og racens kår opleves og inderliggøres med oprigtighed.

Ritualerne bør være utvungne i udførelsen og tilpasset de frie, selvberoende familiers og æters forskellige naturgivne temperament og ønsker. Fejringen af Julen må således aldrig komme til at antage de mellemøstlige slavereligioners golde, dogmatiske former, men bør i stedet afstemmes løbende efter de omskiftelige livsomstændigheder som for den enkelte slægtning kan have midlertidig indflydelse på hans eller hendes lyst til deltagelse i mere eller mindre indviklede blotritualer.

Ikke alle Juleaftener kan derfor være lige medrivende, ejheller forekomme lige overfladisk lykkelige. Som med livskraften overalt i Verden bevæger også styrken i Julefejringerne sig jo igennem et naturligt pulserende kredsløb af tiltagende, aftagende … og atter tiltagende energi. Her er tale om en levende verdensanskuelse hvis særegne rituelle blotformer beror på folkets racemæssige; sjælelige egenart samt på dets hjemstavnsforhold til omgivelserne og de naturgivne vilkår her i Norden. Ikke på en forstokket, blodfattig og nærsynet bibel-eksegese som vi kender den fra de kristnes raceblinde, proto-kommunistiske dødskult.

Solhvervets fejring fra den 21. December til og med Juleaften bør i alt præges af en stille besindelse på slægtens historie og bedrifter, en taknemmelig eftertænksomhed ved og ihu- kommelse af familiens minder og fælles erfaringer, samt værdsættelsen af; højagtelsen for de ældre såvel som for de nuværende og de kommende generationers uundværlige indsats i kampen for Danmarks og den Hvide races overlevelse.