Al-Jazeera: Propaganda-oasen fra ørkenlandet

Hvad angår det såkaldte ”arabiske forår” er alting vel efterhånden blevet sagt. Herunder navnlig de negative konsekvenser i form af den islamiske istid, som ”foråret” medførte; lande, der førhen var præget af en nogenlunde stabilitet og orden, – selvom de måske ikke var regeret af lutter perfekte ledere, vælger i dag fundamentalistiske islamister til magten i deres første demokratiske valg, hvilket vil sætte den udvikling og fremgang, der trods alt er foregået i regionen, tilbage til udgangspunktet eller værre endnu.

For det arabiske forår var på mange måder et tilbageskridt for de pågældende lande, idet resultatet som sagt vil blive islamisme i stedet for øget opklaring, fremskridt og økonomisk vækst. Noget som den vestlige presse har svært ved at acceptere, idet den var hurtig til at kaste sig i favnen på de såkaldte ”oprørere” i de enkelte lande, der jo angiveligt efterstræbte demokrati og ”vestlige værdier” som sekularisering og ytringsfrihed i rebellion mod de onde tyranniske diktatorer ved magten, sådan som medierne præsenterede det overfor os.

Bevares: Gaddafi var vel næppe nogen engel, det samme kunne man heller ikke kalde Mubarak og Co. Men deciderede magtmisbrugende folkeundertrykkere var de heller ikke, hvilket man ellers fik indtryk af i pressen i deres hyldning af de ”frihedskæmpende” oprørere. Rent faktisk havde mange af de såkaldte udsatte grupper, i form af kristne, udlændinge osv., faktisk bedre forhold under de angiveligt menneskefjendske diktatorer; de overgreb mod kristne og andre minoriteter, som i dag er blevet resultatet af ”frihedskæmpernes” magtovertagelse, enten med geværer eller med stemmesedler, var stort set ikke eksisterende før. Her nævnes især de aktuelle overgreb mod kristne i de af oprørerne kontrollerede zoner i Syrien i form af afkrævning af beskyttelsespenge (Jyzzia). I det hele taget var forholdende bedre før omvæltningerne i foråret 2011. Jeg mindes at have set en dokumentar på nettet om forholdene i Libyen under Gaddafi; I dette angivelige menneskeundertrykkende diktatur var energi og strøm stort set gratis. Og ved første børnefødsel var staten behjælpelig med en bolig til familien. At et sådant land skulle have været et voldshærget rædselsregime, er vist mest et billede der blev tegnet andetsteds. Men Gaddafi slog de jo ihjel med vestlig støtte og brugte deres nyvundne frihed til at indføre sharia. So much for democracy!

Den nuværende drejning er derfor selvfølgelig ret pinlig for de vestlige massemedier, der jo hurtigt havde sværget loyalitet til de friheds-efterstræbende oprørere, som jo efter sigende åh så gerne ville være lykkelige vesterlændinge med Coca Cola og cowboybukser. Derfor fortier vores medier da også kraftigt sagens nuværende drejning med indførelsen af sharia på demokratisk vis, hvorfor man da også må ty til alternative kilder udenom massemedierne for at få sandheden om det arabiske forår, bl.a. i form af blogs.

Men en detalje, som jeg synes er blevet forbigået i behandlingen af det arabiske forår, er TV-stationen Al-Jazeeras rolle i hele foretagendet og navnlig den indvirkning, som stationen havde på begivenhedernes gang og de bevæggrunde, der måtte have ligget til grund for stationens valg af synsvinkel.

For det er jo pudsigt, hvorfor Al-Jazeera nærmest kastede sig i armene på de angivelige oprørere og demonstranter i det første ”forårsland” Tunesien, nærmest inden der overhovedet var kommet noget egentligt oprør i gang; herefter vælger TV-stationen at vise begivenhederne fuldstændigt fra demonstranternes synsvinkel samtidig med at ville påberåbe sig journalistisk neutralitet, uden dog at efterkomme deres neutrale postulat ved at give taletid til modparten. Neutralitet havde TV-kanalen ellers udvist under dækningen af Afghanistan- og Irak-krigene med høj troværdighedsgrad som faktisk overgik den vestlige mainstreampresses ensidighed. Derfor virkede det også som et iøjnefaldende hak i stationens troværdighed, at den gik aktivt ind og valgte side i dækningen af foråret: Fuldstændig ukritisk gjorde TV-stationen næsten reklame for oprørerne i Libyen, samtidig med at de civile tab ved NATOs indgreb blev nævnt med larmende tavshed. Billedet af en perfekt revolution på tværs i den arabiske verden skulle formidles for enhver pris.

Her virker det ekstra ironisk, at netop TV-stationen Al-Jazeera stillede sig på siden af dem, der jo angiveligt kæmpede for demokrati og pressefrihed: I Al-Jazeeras hjemland Qatar er der hverken demokrati eller pressefrihed, idet landet regeres med fast hånd af oliesheiken Hamad bin Chalifa Al Thani, som sandelig nok skal få forhindret, at der berettes om demokrati-bevægelser i hans egen baghave, da han jo ejer majoriteten i aviserne og TV-stationerne, iblandt dem selvfølgelig også Al-Jazeera. Derfor virker det også grotesk, at en TV-station stiller sig på nogle oprøreres side i et andet land, som kræver demokrati og pressefrihed, samtidig med at der i TV-stationens eget hjemland ikke findes nogen af delene. Der må stikke andet bag Al-Jazeeras valg af nyhedsformidlingen af foråret. Og det gør der da også.

Både Libyens Gaddafi og Syriens Bashar al Assad stod/står på hadlisten hos Qatars sheik Al Thani: Hans hær deltog i luftangrebene mod Gaddafi og desuden blev der smuglet våben fra Qatar til ”oprørerne” i Libyen. Efter Libyen står Qatar nu også på oprørernes side i Syrien. Og af forklarlige årsager: Syrien har gode forbindelser til Iran, de to lande er gamle allierede, idet de begge præges af de muslimske trosretninger shiitterne og alevitterne. Stort set resten af mellemøsten er sunni-muslimer. Mellem Iran og golfstaterne har der desuden stort set altid hersket rivalitet om dominansen i området. Qatar er tæt knyttet til Saudi Arabien, hvor den radikale wahhabittiske udgave af sunni-islam er statsreligion.

Emiren af Qatar, Hamad bin Chalifa Al Thani, med én af sine 3 hustruer hos “venner” i det hvide hus

Og det er derfor, at en udradering af Syrien også vil fjerne den sidste iranske forbundsfælle i regionen, hvilket selvfølgelig vil isolere og svække Iran. I forvejen har ”foråret” hjulpet denne proces godt på vej: Ved valgene i f.eks. Ægypten kom det wahhabittiske parti (salafisterne) ind på andenpladsen efter muslimbroderskabet. Stærke wahhabittiske strømninger i Ægypten vil styrke Saudi Arabiens indflydelse i landet, og i sidste ende i hele regionen i takt med at den bliver mere islamiseret. Og også USA er naturligvis interesseret i at sætte Iran ud af spillet for at få kontrol over samtlige olieforekomster i området og desuden herved indirekte svække Kinas og Ruslands indflydelse, nu hvor USA i forvejen har allieret sig med saudierne. Og det er derfor, at USA og Vesten stiller sig på siden af de islamistiske oprørere i forårslandende, selvom de måske umiddelbart burde være fjender, navnlig med tanke på erfaringer med terror osv.: Den opadstræbende magt Iran skal bringes under kontrol, koste hvad det vil, selv et samarbejde med islamister, der jo udgør rugekassen for selvmordsbombere og USA-hadere, hvilket derfor giver samarbejdet et grotesk præg med Vestens samarbejde med menneskerettighedsundertrykkere, som de jo ellers plejer at give en håndfast behandling.

Derfor ser vi netop også den sygeligt ensidige dækning af Syrien-konflikten i den vestlige presse: Bashar al Assad er en ”grusom, menneskeundertrykkende tyran”, der går amok på sit eget folk i en blodrus. Hvilket (naturligvis) derfor må stoppes af verdenspolitiet USA/NATO i samarbejde med de frihedselskende oprørere, som det var tilfældet med Libyen. At de såkaldte oprørere i Syrien så rent faktisk består af terrorister og lejesoldater udstyret med våben af Vesten, Qatar og saudierne, er noget der forbigås grundigt. For hovedsagen er, at al Assad bliver fjernet og erstattet af et sunni-islamistisk styre under indflydelse af Saudi Arabien, for derved at knække Iran helt og rydde vejen til oliefelterne for the yankees & co.

Af netop denne grund trækker det mindste lille skyderi i Syrien store overskrifter i den vestlige presse samt i Al-Jazeera som dokumentation for Assads blodsudgydelser. Samtidig med at der foregår grusomheder og pressecensur i Saudi Arabien og de nye arabiske ”demokratier”, der får Nordkorea til at lige et rent paradis. Men denne hykleriske dobbeltmoral af de vestlige medier om udelukkende at berette om ”overtrædelser af menneskerettighederne” dér, hvor det tjener et bestemt formål, er jo efterhånden velkendt. Al Assad har jo med sit sekulariserede styre af alevitter om nogen været en garant for stabile forhold i Syrien, og dermed beskyttet mindretal som kristne, ateister og armeniere mod forfølgelse og overgreb fra fundamentalistiske galninge. Det vil ændre sig nu, hvor minoriteter og jævne borgere går en hård fremtid i møde med vold og daglige uroligheder. Bl.a. takket være de vestlige journalister. Og Al-Jazeera.